>
blog

A year into Biden’s presidency, U.S. military plans for Greenland remain unclear

januar 19, 2022 • Af
A Royal Canadian Air Force CF-18 Hornet fighter, RCAF CH-19 Cormorant long range search-and-rescue helicopter, and a United States Air Force KC-135 Stratotanker air-to-air refueler are seen positioned on the ramp at Thule Air Base in Greenland on June 11, 2021, ready for Exercise Amalgam DART 21-1. (3 Wing Imaging)

 

Former U.S. President Donald Trump’s suggestion in 2019 that he wanted to buy Greenland signaled an intense strategic U.S. interest in the island, an autonomous country in the Danish realm. But, now, a year into his successor Joe Biden’s tenure, it is still not clear what Washington really wants in Greenland.

The latest news in that regard reached the public only indirectly in late 2021. It was in Danish and woven into an answer from the Danish minister of Foreign Affairs, Jeppe Kofod, to a member of the Danish parliament who had asked what the Danish government knew of any U.S. plans for an upgrade of Thule Air Base in the far north of Greenland.

The reason for this exchange was an article I had written a few days earlier in Weekendavisen, a Danish broadsheet, highlighting how the U.S. Army Corps of Engineers in November 2020 — still in the Trump era — launched a market survey to identify private engineering companies interested in providing architectural and engineering services for a seemingly rather large upgrade to Thule Air Base.

It was a non-binding market survey, not a formal tender, but it mentioned a sum that must have had people in the U.S., Canada and elsewhere reaching for their phones. The public announcement of the market survey explained that the plan was to award five-year contracts to five companies to the total tune of $250 million — a quarter of a billion dollars just for architectural and engineering services. The object here was obviously not any small time upkeep of existing facilities at Thule.

There was no indication as to how large the budget for the actual construction at Thule Air Base would be, but there was a neat list of what would most likely be needed — and please allow now a somewhat lengthy quote:

“Construction of new and renovation/upgrade of multiple hangar/buildings, maintenance, training facilities (hands-on/simulators), Aviation facilities, Runways and Taxiways, Aircraft Fueling facilities/distribution, Industrial facilities, Vehicle Maintenance facilities, Research & design facilities (Armament, Munitions and Communications), Munitions and Storage facilities, Dining facilities, Academic Labs, Barracks/dormitories, Academic Facilities, Administrative Office Buildings. Arctic/Cold Region Construction and repair of airfields, runways, taxiways, aprons and Apron refueling systems. Whole building renovations which address interior re-configuration, life/safety, energy conservation, and utility systems.”

The list went on and on:

“Fire suppression and water supply systems, fire alarm and mass notification system, cybersecurity, fire detection/protection/monitoring and controls, heating and ventilation systems, plumbing systems, electrical systems, telecommunication and cabling systems, closed circuit television (CCTV), alarm and card access systems, and public address systems”.

“Topographic surveys, geological surveys, geotechnical investigations, environmental investigations, Master Planning Studies, Value Engineering Studies, Field Investigation Studies, construction support services”.

Even the caretaking of historical buildings at Thule Air Base was mentioned.

When?

A year later, well into Biden’s presidency, when I asked if there was any news as to when all this would happen in Greenland, the U.S. Embassy in Copenhagen had no comment. Only when the Danish minister of Foreign Affairs had to answer in writing a question from Aaja Chemnitz Larsen, one of the two Greenlandic members of the Danish parliament, who was surprised that neither she nor her government in Nuuk had heard anything, did a message from Washington seep through.

“The U.S. authorities have informed (the Danish government) that the market survey has not till now resulted in any concrete tenders, and that it has therefore not led to any construction at the base. Neither is there on the American side any expectation that this will likely happen in the near future,” the answer from the Danish foreign minister read (this translation is mine).

Thule Air Base was established by the US army in the very north of Greenland in the 1950’s. The goal was to bring US military aircrafts as close to the Soviet Union as possible. The base covers a total area of some 620 square kilometers.

That was all. And I assume that the most likely interpretation by those who live in Greenland and by many others who follow U.S. military activity in the Arctic with mounting interest would read something like this: In 2020, the US Corps of Engineers had very serious thoughts about upgrading Thule Air Base, but now — well into the Biden days — these thoughts are no longer current and there is no immediate political desire to pursue them.

It seemed to be a straight and precise message. But it ran, as I will try to explain, somewhat contrary to a string of other U.S. actions in Greenland and in the rest of the Arctic.

Crucial relations

I should add first, though, that the question of U.S. military activity in Greenland is of course of immense interest first of all to the 57,000 inhabitants in Greenland but also to the rest of the Danish Kingdom of which Greenland is still a part. The ways in which the U.S. decides to pursue its strategic interests in Greenland will impact, for instance, directly on Greenland’s and Denmark’s standing with regard to other countries — Russia in particular, at a time when tension with Russian already at a peak. It will impact Greenland’s economy, its infrastructure, and — especially if more U.S. soldiers are to be stationed in Greenland, even temporarily — the social fabric of Greenland.

In Copenhagen, relations with the U.S. are considered crucial to basically all Danish security and many foreign policy issues. Denmark’s government considers the permanent maintenance of a close military alliance with the U.S. to be at the very core of its responsibilities.

As an example, in December, the head of the Danish Defense Intelligence was put under arrest allegedly accused of leaking information to the press. His arrest followed revelations by the media that — among other related issues — the security service had long cooperated much more deeply with those of the U.S. than most Danes had ever anticipated. The connection to Thule Air Base, I admit, is slight, but I mention this illustrate how the advancement of U.S. military ambitions in any part of the Danish Kingdom will play more or less directly into many other strands of politics, including intelligence issues, military budgets, the question of how to calibrate the Danish defense forces in Greenland and the delicate issue of how to handle internal differences between Denmark and Greenland (as well as the Faroe Islands, the third part of the kingdom).

The U.S. wants, for instance, increased “situational awareness” in the Arctic and Denmark has promised to finance and build a large, new radar in the Faroe Islands. The local politicians in Torshavn, the Faroese capital, however, have shown little enthusiasm for this increase in the military infrastructure on their islands. And Pele Broberg, Greenland’s foreign minister until recently, talked openly of his desire to limit Denmark’s military presence in Greenland while strengthening ties to the U.S.

Meanwhile, it is not forgotten how Trump’s idea to buy Greenland seemed to reflect a firm and steadfast U.S. wish to counter Russia’s military build-up in the Arctic and China’s economic and diplomatic inroads in the region. Both are clearly considered to be real and current threats to the U.S., — thus positioning the Faroe Islands and Greenland smack in the center of U.S. strategic concerns.

The recent message from Biden’s Washington that there are no current plans to upgrade Thule Air Base therefore leaves a more basic question still baying for answers: What then does the U.S. military plan in Greenland?

If the Trump administration — including its foreign service and the Pentagon — was so eager to embrace Greenland, reopening the U.S. consulate in Nuuk, investing for the first time ever in Greenland’s civil society and sending frequent signals about about Greenland’s strategic importance, what then are the Biden-administration’s plans for follow-ups?

Mapping Greenland

While we wait, a string of related U.S. actions in Greenland and the rest of the Arctic are keeping observers in both Nuuk and Copenhagen on their toes.

The first recent signal of U.S. intent to invest in additional aviation facilities in Greenland was advertised through the U.S. Embassy in Denmark in 2018.

Since then, high ranking U.S. officials have repeatedly expanded on this theme. According to my sources both in Greenland and Denmark, this has included briefings by U.S. officials in the secret so-called Permanent Committee, where high-ranking U.S., Danish and Greenlandic officials exchange views and information on U.S. military matters in Greenland.

Joe Biden’s Secretary of State Antony Blinken (second from right) in Greenland last summer – with Danish foreign minister Jeppe Kofod (far left), Greenland’s premier Mute B. Egede and climate researcher Mie Winding. Photo: Leiff Josefsen, Sermitsiaq

Also, a team of technical experts from the U.S. defense forces have been to Greenland to assess whether two new civilian airports under construction in Nuuk, Greenland’s capital, and in Ilulissat, a town further north, could potentially be useful for the U.S. Air Force. Others have speculated that a deepwater port in Greenland will soon be among U.S. naval priorities.

According to other sources in Denmark and Greenland, including military sources, U.S. satellites under the auspices of the National Geospatial-Intelligence Agency in Springfield, Virginia, one of the arms of the U.S. intelligence community,  have lately been steadily collecting data about every inch of Greenland not covered by ice; this is territory the size of Norway or two-thirds the size of Afghanistan. In an effort that also involves the Danish and Greenlandic authorities, this immense amount of data will be turned into electronic, seamless maps (think Google Maps, just better). These maps will enable smoother and safer operations by U.S. and other military forces in Greenland and, as an extra bonus, also indirectly benefit the making of maps for Greenland’s civilian life.

The runways at Thule Air Base have recently been equipped with extra so-called tail-hooks; wires fastened to concrete structures which can help fighter planes brake more rapidly when landing. Long-planned demolition of older structures at the base have been canceled and among Danish military brass, rumors of upcoming larger-scale upgrades have been circulating for some time.

In 2020 and in 2021 — bridging the Trump and the Biden presidencies — the U.S. and the Canadian air forces conducted two major exercises in the Arctic dubbed Amalgam Dart. According to Skies Magazine, the exercise in June 2021 involved more than a thousand troops, 60 fighter jets and other aircraft and Thule Air Base played a key role.

“The exercise went very well and provided an excellent opportunity for our Airmen to work in a deployed location to refine Agile Combat Employment processes for maturing the C-17 capability for future wet-wing defueling missions,” said Chuck Keasey, CONR-First Air Force Aircraft Maintenance Branch Chief. “Our proven ability to conduct wet-wing refueling enhances our capability to defend North America,” he said.

In 2021, the US defense forces were granted unhindred access to four military installations in Norway; underscoring the importance of access to the Arctic close to Russia’s large bases west of Murmansk on the Kola peninsula  / Graphics: Business-Insider

In another illustration of increased U.S. focus on the Arctic, the U.S. last year in a deal with the Norwegian government was awarded “unhindered access” to four military installations in Norway, two of which are in the Norwegian Arctic. From there, U.S. fighter planes, military vessels and submarines now conduct maneuvers in the North Atlantic ever closer to Russia’s main Arctic bases. And in a few weeks, the mighty USS Harry Truman, an aircraft carrier, will team up with HMS Prince of Wales, a British equivalent, for one of the largest military exercises ever in the Arctic parts in Norway; military cooperation with Sweden and Finland are also on the rise.

Several of the most recent Arctic strategies from various branches of the U.S. military talk about new and growing threats to the U.S. from the north, and Thule Air Base — even if some structures there date all the way back to the 1950s — is listed as a key U.S. asset in this regard.

As associate professor Rob Huebert, an Arctic security expert from the Department of Political Science at the University of Calgary, told me in December:

“An upgrade to Thule Air Base would basically mean that the U.S. was investing precisely as they have written in their strategies that they would over the last couple of years. It would fit nicely into the pattern that has already been drawn by the U.S. in northern Norway and at the U.S.’s own military facilities in Alaska,“ Huebert said.

“It is a simple analysis. You have a shorter reaction time today than previously,” in case of a Russian attack, he said. ”And the Americans think they need to do something about it.”

Strategic minerals

To sum up, there are no signs that U.S. interests in Greenland are diminishing. Quite the contrary. When Trump announced his wish to buy Greenland, he talked of the strategic minerals in Greenland’s subsoil, and this particular priority seems to also still have Washngton’s keen interest; the U.S. is also keen to thwart any risk that China might gain control over Greenland’s resources.

As an example, on December 7 the Australian mining company Ironbark happily announced that the U.S. investment bank EXIM, the Export-Import Bank of the United States’ government, had formally confirmed its interest in investing some $657 million in a huge zinc mine at Citronen Fjord in a remote part of extreme northeastern Greenland which Ironbark has worked on for years.

Zinc is on the U.S. list of strategic minerals; in increasingly short demand while still crucial for, among other things, galvanizing iron. According to Ironbark’s announcement, EXIM’s investment would basically finance the entire mine in Citronen Fjord. Also, it would effectively kill Ironbark’s previous intention to let the Chinese state-controlled mining giant China Nonferrous Metal Mining Group finance the project.

According to the Financial Review EXIM’s financing is a result of a U.S. government lender’s special “402A program” designed to help companies compete with China. Australia’s former foreign minister Alexander Downer, one of Ironbark Zinc’s directors, told Financial Review that: “the 402 program was set up, in a sense, as a way of competing with China’s Belt and Road Initiative.”

The site of the Ironbark Zinc’s Citronen project is accessible by sea for 12 weeks a year. (Ironbark Zinc)

“It has strategic intention, and it has been legislated by Congress and then implemented by regulation by the EXIM Bank. And we’re the first standalone project to get approval as a 402A project,” Downer said.

Next in line may be Greenland’s large deposits of minerals from the so-called rare earths, which are of particular significance to the U.S. arms industry.

In July 2019, only a few weeks prior to his admission that he would like to buy Greenland because it would be “strategically nice,” Trump issued a presidential memorandum to his Defense Secretary explaining that domestic production of rare earth minerals was no longer sufficient to secure U.S. supplies, and that foreign sources would have to be pursued.

That same summer, Greg Barnes, an Australian miner with a license to mine rare earths in south Greenland, was summoned, as he told me in 2021, to the White House with short notice and questioned for several hours by a panel of more than 10 people from the president’s staff and the U.S. intelligence community on how he intended to proceed.

Later the same year, an airborne survey of mineral resources in south Greenland was carried out with U.S. funding. And according to sources in Nuuk, a delegation of high-ranking officials from the U.S. State Department that visited Greenland in late 2019 and included Secretary of State Mike Pompeo’s chief adviser, Thomas Breckbull, was especially preoccupied with Greenland’s rare earths.

Biden’s administration has not yet exercised the same zeal on the ground in Greenland, but it is obviously aware of the pressure to secure ample supplies of rare earth minerals for the U.S. And Greenland just happens to be home to sizable, proven deposits.

In February 2021, the U.S. Department of Defense announced an investment of some $30 million in a rare earth refinery in Texas. In June 2021 the Biden administration established a “Supply Chain Disruptions Task Force” to combat a range of potential shortfalls, including that of rare earths: “China accounts for an outsized share of the world’s refining capacity, meaning that even if the United States were to diversify our sources of critical minerals or increase domestic extraction, we would still be reliant on China for processing before use in end-product manufacturing,” a fact sheet from the White House said, heralding much action and investment. A White House background report was equally adamant: “The United States must secure reliable and sustainable supplies of critical minerals and metals to ensure resilience across U.S. manufacturing and defense needs” it said. In December 2021, Biden issued his own presidential memorandum focused, like Trump’s, singularly on rare earths:

“Shortfalls”, Biden wrote, “would severely impair national defense capability.”

Again, Greenland’s rare earth deposits are most likely still blinking visibly on the radar of the planners and strategists in Washington. However, like in the military sphere, it might be that at this point in time nobody in the new administration has yet figured out exactly how to proceed.

 

This article first appeared on ArcticToday.com on January 19. 2022. It has been slightly edited for this homepage. 

 

 

Uncategorized

Skal Thule-basen opgraderes?

januar 14, 2022 • Af

Den følgende artikel stod først at læse i Weekendavisen i november 2021, herefter på nyhedssitet High North News i Norge. Nogle dage efter blev udenrigsminister Jeppe Kofod spurgt i Folketinget, hvad regeringen vidste om USAs planer for opgradering af Thule Air Base. Jeppe Kofods svar, der forelå på skrift den 14. december 2021, lød som følger:

Regeringen og Naalakkersuisut bliver løbende holdt orienteret af amerikanske myndigheder om aktiviteter på Pituffik/Thulebasen,
herunder i regi af det såkaldte Permanente Udvalg. Udenrigsministeriet og Naalakkersuisut er bekendt med den i artiklen omtalte markedsanalyse. De amerikanske myndigheder har oplyst, at markedsanalysen for indeværende
ikke har resulteret i konkrete udbud, og har således ikke afstedkommet bygge- eller anlægsaktiviteter på basen. Fra amerikansk side, forventes det heller ikke at være nært forestående

 

Og her kommer så min artikel, sådan som den lød i Weekendavisen og – på norsk – på High North News:

 

Der var en grund til, at Donald Trump ville købe Grønland. Polarisens forsvinden og Ruslands oprustning i Arktis har gjort Grønland uomgængelig for USAs egen militære sikkerhed, og en række signaler tyder på, at handlingens fase nu nærmer sig.

Thule Air Base blev bygget i 1950’erne og er løbende blevet opgraderet – omend en del bygninger stadig er fra 1950’erne

Det amerikanske forsvar vil ifølge flere kilder inden for kort tid iværksætte en omfattende opgradering af Thule Air Base — måske den største, siden basens oprindelse i 1950’erne. 

Opgraderingen er ikke formelt bekræftet af de amerikanske myndigheder, der er endnu ikke tale om stikfaste beviser, men det amerikanske forsvars voksende aktivitet i Thule, den forstærkede brug af norske baser plus vedholdende forlydender i den danske byggebranche og i det danske forsvar tegner et påfaldende mønster.

De amerikanske ingeniørtropper, the US Corps of Engineers, efterlyste allerede i september 2020 rådgivende ingeniører, der vil påtage at styre en opgradering af basen. Budgettet alene til rådgivningen lød på 250.000.000 USD eller cirka 1,6 milliarder kroner, og kilder i branchen regner nu med, at et reelt udbud vil blive offentliggjort måske allerede i december eller i første halvdel af 2022.

Topfolk i det danske forsvar taler om, at basen formentlig skal klargøres, så den til enhver tid kan modtage, bevæbne og servicere et større antal – måske helt op til “et trecifret antal” – bombefly, tankfly m.v. plus hundreder, måske flere tusinde supporterende tropper i tilfælde af øget spænding eller egentlig militær konfrontation med Rusland i Arktis.

Amerikanernes genopblussede interesse for Thulebasen er i det hele taget velkendt i forsvaret. Det amerikanske luftvåben gennemførte under kodenavnet Amalgam Dart i august 2020 og i maj i år sammen Canadas luftvåben store øvelser med jagerfly og lufttankning i Arktis, hvor Thulebasen spillede en hovedrolle. 

Et dansk entreprenørselskab har bygget nye bremse-anlæg til jagerfly på basen – såkaldte tail-hooks, der blandt andet skal forhindre jagerfly i glide, hvis landingsbanerne er isglatte, og de danske myndigheder er blevet orienteret om, at en ellers nøje planlagt skrotning af basens ældste hangarer og barakker, hvoraf flere er fra 1950’erne, nu er aflyst.

 

Thule Air Base, der dækker et område på mere end 600 kvadratkilomter. Kun en mindre del er bebygget – her er hangarer, runways, værksteder, hospital m.v. Basen drives af det amerikanske luftvåben længst mod nord i Vestgrønland

En af Canadas mest garvede iagttagere af den militære udvikling i Arktis, professor Rob Huebert fra Department of Political Science ved University of Calgary, mener, at USA er ved at opbygge militær kapacitet i Arktis, der skal kunne knuse Ruslands evne til at affyre sine nye, ekstremt hurtige og manøvredygtige såkaldte hypersoniske missiler fra fly, skibe eller landanlæg i Arktis. 

“En opgradering af Thulebasen vil passe fint ind i det mønster, der allerede tegnes af det amerikanske forsvar i Nordnorge og på USAs egne anlæg i Alaska“ siger Huebert til Weekendavisen.

“Det er en simpel analyse. Man har simpelthen kortere reaktionstid i dag, end tidligere, og amerikanerne mener, at de må gøre noget ved det. En opgradering af Thule Air Base vil reelt bare sige, at amerikanerne investerer præcis, som de har skrevet i deres strategier over de sidste par år, at de vil gøre,” siger han.

  De amerikanske strateger har hidtil satset på varsler fra Thule om missiler, der affyres fra Rusland, før missilerne nåede USA; en stor radar vendt mod nord har i de seneste årtier udgjort den afgørende komponent på basen. Radarvarslerne skulle sikre, at den amerikanske befolkning blev advaret i tilfælde af missilangreb, og at det amerikanske forsvar kunne nå at gøre, hvad der var muligt, for at afværge et angreb – uanset, om det gjaldt missiler affyret fra Rusland eller russiske fly på vej mod USA. I dag anses denne form for varsling ikke længere for tilstrækkelig. 

Ruslands nye Nagurskoye-luftbase på øgruppen Franz Josef Land kun 900 km fra Nordpolen ligger så tæt på Thulebasen og det amerikanske fastland, at det for alvor foruroliger strategerne, og der er mange andre nye russiske anlæg, fly og skibe i Arktis, hvorfra både de nye hypersoniske og mindre sofistikerede missiler kan affyres. 

Det amerikanske modsvar er ifølge Rob Huebert, at alt, hvad der er til rådighed af baser for amerikanerne i Arktis, nu klargøres, så amerikanske jagerfly, bombefly og fly til lufttankning kan hidkaldes, hvis krisen indtræffer. På baserne kan flyene gøres klar til at destruere selve de anlæg, hvorfra Ruslands nye missiler kan affyres – russiske bombefly, skibe, ubåde og landanlæg. I fredstid holdes baserne i permanent klar-tilstand med fyldte brændstofdepoter, ammunition, reservedele, sneryddede landingsbaner, dåsemad på lageret o.s.v., men uden den skarpslebne krisebesætning. 

 

Politisk spiselig

 

Chefen for Forsvarsakademiets Center for Luftoperationer, major Karsten Marrup er stort set enig med Rob Huebert: 

“Det handler om at dominere luftrummet, og det betyder, at man også beskytter sig mod de platforme, der kan affyre missilerne. Og det er ikke kun de hypersoniske missiler, der bekymrer USA. Rusland har mange andre langtrækkende våbensystemer i Arktis,” siger han. Han sender et uddrag af US Air Force’s nye arktiske strategi fra 2020, hvor det fremgår, at flyvevåbnet vil sikre, at Thulebasen “matcher fremtidens operationelle behov”. 

Karsten Marrup understreger, at han ingen konkrete oplysninger har om en forestående opgradering. Han forestiller sig dog ligesom Rob Huebert, at de amerikanske strateger vil foretrække en model, hvor Thulebasen klargøres til modtagelse af fly og personnel, mens den daglige bemanding næppe vil vokse væsentligt, selvom russernes baser i nord er mere permanent bemandet. En sådan løsning vil spare penge og gøre opgraderingen i Thule politisk mere spiselig også  for den danske regering og for Naalakkersuisut, Grønlands landsstyre. Begge fastholder gerne, at Arktis også i fremtiden bør være et lavspændingsområde. 

Thulebasen huser i dag ingen faste fly og kun ca. 250 amerikanske tropper. En opgradering med henblik på deployering af et større antal fly, militære mekanikere og ammunitionseksperter vil uvægerligt skabe politisk opmærksomhed især blandt dem, der allerede ser et sikkerhedsdilemma i Arktis: USA opruster, fordi Rusland gør det og vica versa, og for hver tur i karrusellen vokser risikoen for fejl og utilsigtede, fatale sammenstød.

USA’s oprustning i Arktis har stået på i nogen tid. En massiv flådeøvelse i Nordatlanten, Trident Juncture, bragte i 2018 amerikanske flådefartøjer tættere på de russiske atombaser vest for Murmansk end på noget andet tidspunkt siden den kolde krig, og tidligere i år indgik Washington en aftale med Norge, der sikrer USAs forsvar uhindret adgang til fire norske militæranlæg, herunder en luftbase ved Evenes ved Lofoten og en marinebase tæt på Narvik. Amerikanske kampfly, flådeskibe og ubåde gennemfører nu øvelsesmissioner fra Nordnorge og videre op mod Ruslands mest sensitive atombaser og missildepoter på Kola-halvøen.

 

Seks milliarder

 

Vi ved ikke præcis, hvornår en opgradering i Thule vil ske eller præcis, hvad den vil indebære. Iagttagerne fra de danske virksomheder, der håber på lukrative kontrakter, bygger deres forventninger alene på oplysninger fra partnere i Nordamerika og på opslaget fra de amerikanske ingeniørtropper fra 2020. Det syv siders tekniske opslag viste, at USA sigter på opgradering eller nyopførsel på den 625 kvadratkilometer store base af “adskillige hangarer og bygninger, træningsfaciliteter, landingsbaner, brændstofsanlæg, ammunitionsdepoter, spisehaller, barakker, kontorer, laboratorier”, og at alt selvsagt skal sikres mod snemasserne, stormene og den dybe frost og i øvrigt forsynes med brandsikring, cybersecurity, intern tv-kommunikation m.v.

Budgettet alene for de rådgivende ingeniører lød som nævnt på cirka 1,6 milliarder kroner, der skal strækkes over fem år, og fagfolkene gætter på et samlet anlægsbudget på mellem fem og ti milliarder. Flere af de danske selskaber indgår i konsortier med selskaber i USA eller Canada, der nøje overvåger ethvert signal fra de amerikanske ingeniørtropper, og opfattelsen er som nævnt nu, at et udbud til rådgiverne vil blive offentliggjort inden længe. 

Den danske regering og Naalakkersuisut, Grønlands landsstyre, har ifølge Weekendavisens kilder i nogen tid været orienteret om USA’s generelle ønske om at modernisere Thule-basen, men ikke om konkrete byggeplaner, og USAs ambassade i København har ikke ønsket at kommentere Weekendavisens oplysninger. Flere Arktis-kyndige advarer mod overfortolkning af de foreløbige budgettal, fordi byggeri i Arktis altid er dyrt. Selv fem-ti milliarder kroner betyder ikke nødvendigvis, at Thulebasen kan opgraderes hurtigt eller massivt, siger de.

 

Grønlandsk gevinst

 

Grønland står i alle tilfælde til gevinst. Allerede i Trump-administrationens dage blev det besluttet, at kontrakter på den civile servicering af Thulebasen igen fra 2024 kun kan tildeles selskaber, der betaler skat i Grønland, og det amerikanske luftvåben offentliggjorde 5. oktober i år et udkast til den såkaldte service-kontrakt, der skal gælde fra ultimo 2023.

Kontrakten gælder vedligehold af basens fysiske anlæg plus hospital- og  brandvæsen, snerydning, vandforsyning, mad, rengøring osv. Den gælder ligesom de forventede kontrakter til den fysiske opgradering i milliardklassen, og Grønland kan regne med store indtægter fra skatter og andre goder, der endda vil vokse i takt med enhver opgradering. Det sikrer dog ikke nødvendigvis applaus: 

“En stor opgradering kan være i modstrid med Naalakkersuisuts ønske om lavspænding i Arktis,” siger formanden for det danske Folketings Grønlandsudvalg, Aaja Chemnitz-Larsen fra det grønlandske regeringsparti IA. 

“Jeg har godt hørt om et udbud. Man skal være naiv, hvis man ikke forventer en opgradering af basen, men det må i det mindste ske i samarbejde med os, og vi er ikke blevet orienteret,” siger hun. 

blog

Nationalismen i Grønland skærpes med Aleqa Hammonds comeback

november 8, 2021 • Af

Aleqa Hammond meddelte søndag 24. oktober på Facebook, at Siumuts ledelse har opfordret hende til igen at melde sig ind i partiet, og at hun har takket ja. Formanden for Siumut, Erik Jensen, bekræftede forløbet, da jeg ringede til ham i Nuuk. Det var ikke Aleqa Hammond, der bad om mulighed for et comeback. Det var Erik Jensen selv, der opfordrede en af Grønlands mest skarptungede og insisterende fortalere for løsrivelse fra Danmark til at melde sig ind i Siumut igen.

Politisk splittet

Erik Jensens parti er i øjeblikket i opposition, og det er uvant og ikke nemt. Siumut har regeret i Grønland i alle årene minus fem siden Hjemmestyrets indførelse i 1979. Desuden har Siumut siden et valg i Grønland i april døjet med en række kedelige personsager, og samtidig taler kritikerne om et parti, der stadig er politisk splittet efter et overrumplende formandsopgør i 2020. Her blev formanden, den mere pragmatiske Kim Kielsen med en snæver margin skiftet ud. Hans evne til forlig med København reddede ham ikke. Kielsens indgik markante aftaler med Lars Løkke Rasmussen, ikke mindst om et stort dansk kapitalindskud i de nye lufthavne i Grønland, og hans tætte kontakt og venskab med Mette Frederiksen blev essentiel, da Donald Trump ville købe Grønland.

Sidst i 2020 blev Kielsen skiftet ud, og samtidig blev hovedparten af Siumuts hovedbestyrelse erstattet med nye ansigter, hvoraf flere, herunder partiets nuværende folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam, advokerer ivrigt for omkalfatring af rigsfællesskabet.

Opgøret har ikke været gratis: Den detroniserede Kim Kielsen har taget orlov; en anerkendt Siumut-borgmester i Nordgrønland har efter årtiers tro tjeneste meldt sig ud af partiet i protest. Samtidig har Erik Jensen, lidt som Venstres Jakob Ellemann-Jensen, døjet med at projicere et politisk projekt, og han mangler ifølge flere iagttagere i Nuuk endnu at manifestere sig som samlende lederprofil.

Opgør på national-fløjen

Endelig gør det ondt på Siumut, at et af de to regerende koalitionspartier, Naleraq, siden magtskiftet i april har fået fremstillet sig selv som betydeligt mere kompromisløst og grænsesøgende end Siumut, når det gælder opgøret med Danmark. Især har partiets oratoriske spydspids Pele Broberg løftet anslagene til nye højder; så højt at han til sidst i Berlingske antydede, at det måske kun burde være borgere med inuit-baggrund, der fik lov at stemme ved en eventuel afstemning om løsrivelse.

Etnisk forskelsbehandling er også i Grønland langt over den røde streg; Broberg mistede sin post som Naalakkersuisoq, landsstyremedlem for udenrigsanliggender, men han er stadig medlem af landsstyret med ansvar for Grønlands handel og erhverv. Flere iagttagere i Nuuk gætter formentlig med rette, at det især er for at dæmme op for Pele Brobergs og hans partis indhug i Grønlands mere nationalistiske vælgere, at Aleqa Hammond nu igen indrulleres i Siumut som kuglestøbende kraftværk. Siumut-toppens tænkning rækker muligvis også udover næste valg: Løsrivelsesprojektet lider under det tonstunge dilemma, at bloktilskuddet fra Danmark stadig dækker godt 50 procent af de offentlige udgifter i Grønland.

Erik Jensen har lovet, at Siumut vil fremskynde hjemtagelse af mere ansvar fra Danmark, hvis hans parti igen vinder regeringsmagten, men pengene mangler. I vælgernes øjne kan stilstanden hurtig blive betænkelig, og nye ideer og Aleqa Hammonds velkendte stridslyst kan derfor også til den tid vise sig nyttige.

Uden tøven

Erik Jensen i Nuuk og en del aktører på Christiansborg og på Slotsholmen vil huske, hvordan Aleqa Hammond som landsstyreformand flere gange uden tøven stødte frontalt sammen med Helle Thorning-Schmidts regering.

Hun argumenterede for “selvstændighed i min levetid” på et tidspunkt, hvor kun få grønlandske politikere så behov for en tidsramme om selvstændighedsprojektet. Hun åbnede for uranudvinding i Grønland i lodret strid med Helle Thornings-Schmidts og udenrigsminister Villy Søvndals gentagne men forgæves bønner og krav.

Det kostede embedsværket tre års hårdt arbejde bag kulisserne af finde et brugbart kompromis. Aleqa Hammond krævede også at blive hørt i udenrigspolitiske anliggender, der blot i det mindste vedkom Grønland; det var lang tid før den slags inddragelse af Grønlands ledere blev normen i København.

Hvad med skandalerne?

Erik Jensen siger, at han henter Aleqa Hammond tilbage i folden “for at give partiet et boost” – ingen i Nuuk har glemt, at Aleqa Hammond i 2013 høstede intet mindre end 6818 personlige stemmer ved det valg i Grønland, der bragte hende helt til tops. Det kan lyde af lidt i Danmark, men i Grønland var det et historisk resultat: Så mange stemmer har ingen anden grønlandsk politiker været i nærheden af hverken før eller siden.

Det betyder selvsagt ikke, at Hammond nødvendigvis nu kan returnere til fordums glans; det vil hun muligvis aldrig kunne. Ved valget i Grønland i april i år fik hun kun 271 personlige stemmer; det rakte end ikke til en plads i Inatsisartut, parlamentet i Nuuk. Som det fremgår af de grønlandske medier i disse dage, husker mange stadig med gru de bastante fadæser, der bragte hende til fald.

Ydmyg afstand til toppen

Men med Erik Jensens omfavnelse og genindmeldelsen i Siumut er hun nu igen frit stillet til sigte mod tillidsposter internt i sit gamle parti, opstilling ved kommunalvalg og valg til Inatsisartut, og bliver hun opstillet, vil hun vel at mærke igen kunne trække på partiets veltestede kampagnemaskine. Uden den kan det være uhyre tungt og dyrt at føre valgkamp i den vidtstrakte, tyndt befolkede nation. Det er altså ikke længere utænkeligt – omend i den spekulative ende – at Aleqa Hammond igen vil ende som kandidat til topposter internt i Siumut såvel som i Naalakkersuisut, det grønlandske landsstyre.

Siumut tabte regeringsmagten ved valget i april, men partiets høstede isoleret set flere stemmer end ved forrige valg; altså ikke noget egentligt katastrofalt resultat. Og der er ingen tegn på, at Aleqa Hammonds egne politiske ambitioner har lidt overlast af den tid, hun har tilbragt på mere ydmyg afstand af toppen.

Misbrug af offentlige midler

På Facebook og i kommentarsporer på Grønlands webmedier har Aleqa Hammonds genindmeldelse i Siumut som nævnt afstedkommet en heftig debat, ikke mindst på grund af to notoriske skandaler, der klæber til hendes politiske historie.

De skandaler har partiformand Erik Jensen til gengæld valgt at lægge til side, så partiet kan høste af de potentielle gevinster, Aleqa Hammond vil bringe med sig: “Det er fem år siden, det skete. Jeg ved, hvem Aleqa er, og hvem hun støtter – nemlig det grønlandske folk. Hun har en stærk identitet og profil. Jeg er overbevist om, at hun kan give os et stærkt boost med den slagkraft, hun har,” lyder hans enkle analyse.

Aleqa Hammond meldte sig ud af Siumut i 2016, hårdt presset af de to skandaleforløb. Fra 2014 blev det gradvist afdækket, at hun havde undladt at tilbagebetale mere end 200.000 kr., som Selvstyrets administration havde lagt ud for rejser til hende og hendes samlever og familie, forbrug på minibar, ferieophold i Paris og Island m.v..

Hun blev aldrig sigtet eller dømt for ulovligheder, men den politiske straf faldt prompte og hårdt: Tre af hendes egne ministre nægtede at fortsætte under hendes ledelse, og da vrede demonstranter i Nuuks gader også krævede hendes exit, måtte hun chokeret først opgive posten både som leder af landsstyret og som partichef.

Hun var forinden blevet kendt som konfronterende og hårdtslående, Grønlands første kvindelige politiske leder, et forbillede for nogle, ubehagelig og uforsonlig for andre. Kritikerne mente bl.a., at hun var alt for uopmærksom over for de smerter, som forskelsbehandlingen mellem de grønlandsksprogede i Grønland og det mindretal af borgere, der hellere taler dansk eller måske ser mere danske end grønlandske ud, kan afstedkomme.

I 2015 gav Siumuts ledelse Aleqa Hammond lov til at stille op og blive valgt til Folketinget, men da hun i 2016 blev grebet i misbrug af et kreditkort udstedt af Folketinget for i alt 12,953 kroner, krævede partitoppen, at hun opgav sin plads i tinget. (Misbruget var i mellemtiden ved en fejl i Folketingets administration sluppet ud i Ekstra Bladet).

Hammond nægtede at forlade sin taburet, i stedet meldte hun sig ud af partiet. Hun fortsatte som løsgænger, siden som folketingsmedlem frem til Folketingsvalget i 2019 for det lille grønlandske parti Nunatta Qitornai.

Ved et valg til Inatsisartut i Grønland i 2018 stillede hun op for Nunatta Qitornai, men hun fik kun 171 stemmer; ikke nok til en plads i parlamentet. Hun strøg dog ind som stedfortræder, og blev hurtigt bl.a. formand for parlamentets Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg. Aleqa Hammond taler udmærket tysk og engelsk og trækker på en erfaring ikke bare som landsstyreformand, men også som finans- og udenrigsansvarlig. Sine hyppige communiquer på Facebook skriver hun dog næsten udelukkende på grønlandsk.

Aleqa Hammond har sjældent spildt en chance for at søge øget indflydelse; det er næppe et vildt gæt, at hun også har budt denne seneste chance for et politisk comeback varmt velkommen.

Teksten her er en let redigeret udgave af en nyhedsanalyse på Altinget/Arktis 3. november 2021. 

Uncategorized

How we discovered the norternmost island on Earth (II)

september 2, 2021 • Af

We were a team of five from the Leister Expedition Around North Greenland 2021, a Swiss-Danish scientific expedition, that landed on the island in a small chartered helicopter in late July.

We were convinced that we had landed on Oodaap Qeqertaa — or Oodaaq Island — an islet north of Greenland first sighted in 1978 by Danish geodesists and identified as the northernmost of its kind.

It was approaching midnight, when, unhindered by fog or any other onslaught of nasty weather, we set out from our quarters at a mining camp in Citronen Fjord.

Parts of our team flew in a Twin Otter toward Cape Morris Jesup, the northernmost tip of Greenland’s landmass and thus the northernmost point of land in the world, while the rest of us made a detour with the helicopter trying to locate Oodaap Qeqertaa and, if possible, make a brief landing there.

An aerial view of the island showing its expanse – notice the read helicopter from Air Greenland (Photo: Julian Charrière / Leister Expedition Around North Greenland 2021 / © VG Bild-Kunst, Bonn, Germany) Click to enlarge

 

We flew for about an hour over the wondrously majestic mountains of Pearyland, Greenland’s northernmost glacier-graced region, and then conducted a brief search of the shallow waters beyond of the flat reaches of northern Greenland’s coastal planes. Above the icy waters, resplendent in the late-night sun, the pilot soon spotted what we all agreed had to be Oodaap Qeqertaa.

The pilot scanned the area for polar bears and then landed on this otherwise stark, unassuming bank of gravel, sea ice, windblown snow patches, yellowish mud and a number of cone-shaped piles of gravel and rock, each standing a meter or two high. The coordinates on the helicopter’s instrument panel told us that we were at 83° 40′ 59.1″ North and 030° 41′ 52.2″ West. The precise size of the islet was hard to ascertain as it was ringed by ice, but I guessed it was less than 30 meters from one end to the other; a more serious estimation later concluded that it is perhaps 60 x 80 meters. Much is covered by icefloes, so the exact size is hard to ascertain.

We didn’t spend much time there, less than an hour, but, as I related in an earlier account, we managed a brief ceremonial swim; it wasn’t particularly pleasant, but it was a fitting gesture to mark a special moment.

A camera drone was launched, a small cairn was built and a notice left in the name of the expedition. Our expedition coordinator, Morten Rasch, a Danish coastal geomorphologist, waved a Greenlandic flag. Oodaap Qeqertaa was named after one of the legendary Greenlandic sled pilots from the Thule district, indispensable as they were to the early mapping of northern Greenland in the first part of the 20th century.

Not Oodaaq after all

It wasn’t until a couple of weeks later, when we had returned home, that we discovered to our surprise that we hadn’t been where we thought we were.

It began when an old acquaintance, Rene Forsberg, a professor at DTU Space, the Danish national space institute, heard through the grapevine about our expedition and the trip to what we at the time thought was Oodaap Qeqertaa. He wrote to ask for the precise coordinates of our helicopter’s landing spot and then subjected them to a more precise comparison with the coordinates of Oodaap Qeqertaa that were recorded in 1978.

It was at this time we learned that the precise positioning of the world’s northernmost island is more than a matter of idle trivia for the amusement of a group of adventurous spirits who share an interest in the Arctic.

Case in point: the location of Oodaap Qeqertaa, as it was registered in 1978, was used as the northernmost point on the coastline of Greenland by the Danish government and Greenland’s Self-Rule Authority in their 2014 joint submission to the UN Continental Shelf Commission. The submission makes the Kingdom of Denmark’s case for why it should be awarded the rights to vast tracts of seabed in the central part of the Arctic Ocean. Russia and Canada have their own substantial interests in this part of the ocean.

Forsberg and DTU Space are advisors to the Danish authorities, including the Foreign Ministry, in surveying Greenland and identifying its farthest reaches. He soon established that, according to our pilot’s coordinates, the island we visited on July 27 was positioned significantly further off the coast and to the north of the position registered for Oodaap Qeqertaa in 1978.

Forsberg has more than just a passing knowledge of the matter: as a student back in 1978, he was part of the official Danish expedition that first spotted Oodaap Qeqertaa and added it to the formal records, but his conclusion left no doubt.

“You were on something that lies some 800 meters further out than the old Oodaaq Ø,” he said, using the Danish name. “It is a new island that has not been mapped before, and you can be fairly certain that it is currently the northernmost island in the world. You have discovered an island that is of a type that comes and goes. I once flew over an island in this area and watched as it was flattened by three-meter-thick ice floe. The islands that American expeditions have identified at approximately the same latitude have most likely disappeared again. You can see them easily from a helicopter but you didn’t see any other than the one you landed on.”

Short-lived sister islands

Our belief that we had indeed been on world’s northernmost island, and that it had not been Oodaap Qeqertaa, grew stronger after reading an article in Polar Record 2019 titled “Oodaaq Ø and other short-lived islets north of Greenland,” by Danish geologist Ole Bennike and U.S. explorer Jeff Shea.

The two authors recounted how no less than seven small islands, including Oodaap Qeqertaa, have been registered in the shallow waters off the tip of Greenland since 1978 by Danish and American expeditions (which may account for some of the names given to them: 1996 American Top of the World Island, Stray Dog West and 2003 Euro-American Island). All of them seem to have disappeared again. According to Bennike and Shea, Oodaap Qeqertaa has not been seen since 1980, and there are no sightings of any of the other six registered islets after 2008.

Rasch, our coastal geomorphologist, who is the scientific director of Arctic Station, the oldest research station in Greenland, explained that an islet in these waters, formed by old moraine that has been pushed above the surface by sea ice, can disappear as rapidly as it comes when ice floes are shifted about in the shallow waters by winds, waves and currents.

Head of Expedition, Swiss industrialist Christiane Leister poses next to the little cairn built by the expedition on the new island. (Photo: Henrik Lassen)

We brought back Ziploc bags containing mud and gravel samples for analysis. These are currently being examined by another member of our expedition, Anders Priemé, a microbial ecologist with the Institute of Biology at the University of Copenhagen. He will attempt to isolate DNA from microorganisms in the samples, most likely bacteria, and compare them with international databases.

“Since there is a big difference between bacteria in soil and in marine environments, the composition of bacteria will reveal whether the island is mostly marine or terrestrial,” he wrote in an email. “It is most likely that we will find both types of bacteria, but I hope to find a dominance of bacteria from one of the two types of environments. And yes, if I only find bacteria from a marine environment, then it is probably not an island, but only marine mud, pushed upwards from the seabed more recently. And vice versa: if I find that terrestrial bacteria dominate, you were swimming from the world’s northernmost true island.”

Others may look for other proof. In order to determine whether a new feature is indeed a true island, hydrologists, for example, will typically ask whether it is dry at high tide. Unfortunately, we don’t know whether this was the case for the island we landed on, but since the tidal differences are not very significant in this part of Greenland, it is certainly likely this is the case.

A name for the new island?

The formal naming of the new island or islet, should it ever become relevant, will be a matter for the Greenlandic Council for Place Names, established by law in 2017. The days when passing expeditions could name mountains, fjords or islands in Greenland as they pleased are gone forever, although private citizens, including foreigners, are welcome to make suggestions. The council’s standard practice is to name new features in the Greenlandic language and according to local linguistic traditions, and not to use the names of living people, except those of the Danish royal family.

Meanwhile, more islands are likely to be sighted as the changing climate rapidly alters the face of Greenland. At Carlsberg Fjord, in northeastern Greenland, which we flew over on our way north, an outcropping at the mouth of the fjord recently turned out to be an island when the ice that had previously connected it to the coastline melted.

Further out at sea lies Tuppiap Qeqertaa (or Tobias’ Island), which might have been created quite recently by icebergs pushing up gravel and sediments from the seabed. A Danish expedition first raised flags here in 2001. Soon after, the island was used in negotiations with Norway to determine ownership of the seabed between Greenland and the islands of Svalbard, whose status as a part of Norway is the same as Greenland’s status within the Kingdom of Denmark. The outcome was that Greenland’s territory grew by more than 900 square kilometers of seabed. Tuppiap Qeqertaa now appears on its own Greenlandic stamp.

We probably shouldn’t expect the new islet to receive a comparable honor, but never mind: for the time being it, by all accounts, is the northernmost feature of its kind on Earth.

The Leister Expedition Around North Greenland 2021 traveled in Greenland from July 18-30. It was initiated and financed by Swiss industrialist Christiane Leister. Its primary purpose was to conduct research into climate change in the Arctic. On July 27, a team of five landed on the new island north of Greenland: head of expedition Christiane Leister, scientific coordinator Morten Rasch, artist Julian Charrière, expedition leader Henrik Lassen, Air Greenland helicopter pilot Søren Thor Jørgensen and Martin Breum, a Copenhagen-based journalist and author.

 

This text, which has been slighted edited to reflect what we now know of the size of the island, was first published on ArcticToday.com on August 27th 2021. 

blog

How we discovered the northernmost island on Earth

september 2, 2021 • Af

In July 2021 I participated on the scientific, climate-oriented Swiss-Danish Leister Expedition Around North Greenland 2021. Then, on July 27 five of us incidentally discovered what turned out to be the northernmost island on Earth. We landed in a helicopter in perfect weather a few kilometers north of the very uppermost tip of Greenland.  

Our expedition leader Henrik Lassen, a former Siriuspartrol member, collects samples from the new island. In the background Greenland’s coastline a mountainranges. (Photo: Christiane Leister)

Here is coverage from CBC in Canada, including a radio-interview:

https://www.cbc.ca/radio/asithappens/as-it-happens-the-wednesday-edition-1.6161181/what-it-was-like-accidentally-discovering-the-world-s-northernmost-island-1.6161184

Some of us took a short ceremonial swim to celebrate the special occassion – the air temperature was well beyound zero, the sun was up and shining.   (Photo: Morten Rasch).

Our discovery eventually created a significant amount of media attention. Reuters, the BBC, Associated press and others from around the world published their own versions of the story; using amongst others some of the video footage done by Swiss Artist Julian Charrière, who was also part of the team. 

Reuters published this piece, where some of Julian’s video is embedded:  

https://www.reuters.com/world/europe/greenland-expedition-discover-worlds-northernmost-island-2021-08-27/

I wrote about the discovery in Weekendavisen in Denmark, you can read my piece in English here on ArcticToday.com, in Sermitisiaq in Greenland and on Sosialurin.fo in the Faroe Islands. What happended? Why is the island suddenly there? What happened to the other islands previously discovered in these waters? And what will be the name of the new island?

You can also read my piece from ArcticToday elsewhere on my website. 

 

 

blog

Derfor er Norge og Grønland afgørende for USAs tænkning om sin egen sikkerhed

maj 21, 2021 • Af

Grønland og Arktis var varslet øverst på dagsordenen, allerede før USAs udenrigsminister Anthony J. Blinkens besøg i København midt i maj. 

USAs prioriteter i Arktis blev bekræftet den 5. maj af Arktis-koordinator i Blinkens ministerium, James P. DeHart, der talte online fra sit hjemmekontor på et seminar om Kina og Arktis: 

“Status quo holder ikke. Rusland og Kina udgør særlige udfordringer på grund af de voksende geopolitiske spændinger og konkurrence. Rusland i den mere hårde sikkerhedsmæssige forstand, Kina som en blødere, sikkerhedspolitisk udfordring,” sagde DeHart, der blev udnævnt under Trump, og som Blinken ikke har udskiftet. 

Blinkens kom på besøg på vej til et ministermøde i Arktisk Råd den 20. maj på Island. Her var USA syn på truslerne i Arktis velkendte.

Ruslands flybase Nagurskoye på Franz Josef Land har øget USAs bekymring

Moskva har genåbnet en række baser langs Ruslands arktiske kyst — herunder Nagurskoye-basen på øgruppen Franz Josef Land i Barentshavet. Herfra kan russiske jagerfly hurtigt nå Thule Air Base og ødelægge radaren, der skal advare USA mod nukleare missilangreb. Kina arbejder sig ind i Arktis med penge og tålmodighed, og USA føler sig truet — også med Biden og Blinken ved roret. 

 Trumps administration indledte en diplomatisk offensiv i Norge, Grønland, Island og på Færøerne, og amerikanske flådeenheder sejlede tæt på Ruslands arktiske baser. Joe Bidens har ikke ændret USAs politik på det område. Målet er i dag som i går at bremse Kinas økonomiske og politiske indtog i Arktis og at dæmme op for Ruslands genoprustning i regionen. 

USA i Norge

Alvoren mærkes i Norge netop nu. Den norske regering og USA underskrev 16. april en aftale, der giver USAs forsvar uhindret adgang til at bygge, bemande og forhåndsudruste militære anlæg til fly og flådefartøjer på fire norske militæranlæg — herunder på flådestationen i Ramsund og på Evenes Flystasjon. Begge ligger tæt ved Narvik i det norske Arktis. 

Evenes Flystasjon er Norges mest fremskudte flybase mod nord. Herfra kan  amerikanske jagere, bombefly og rekognosceringsfly fremover frit overflyve Nordnorge, Norskehavet og Barentshavet tæt på de russiske flådebaser på Kolahalvøen, hvor den russiske Nordflåde, inklusive en ny generation af ubåde og en væsentlig del af Ruslands atomvåben befinder sig. 

Det er atommissilerne på ubådene, USA særligt frygter. Ubådene kan på kort tid sejle fra Barentshavet ud i Nordatlanten og true USA, forklarer Tormod Heier, oberstløjtnant, professor og forskningschef på Forsvarets Høgskole i Oslo: 

“Det er herfra den største trussel mod USA kommer. Den korteste rute for missilerne til USA fører på grund af jordens krumning hen over Norge og/eller Grønland. For USA er Norge og Danmark med Grønland derfor to af de vigtigste lande i Europa. Vi er lytte- og varslingposter for amerikanerne. Grønland og de to støttepunkter i Evenes og Ramsund er vigtige for USAs eget forsvar,” siger Heier til Weekendavisen. 

Norge vil selv udstationere et større antal F35-jagerfly plus fem nyindkøbte P8 Poseidon-fly til ubåbdssporing på Evenes Flystasjon. Her vil de efter planen arbejde tæt sammen med de amerikanske enheder. 

I Ramsund får USA uhindret adgang til et militært havneanlæg med direkte adgang til Nordatlanten, servicefaciliteter og brændstof. I Tromsø lidt længere mod nord har de norske myndigheder udvidet havnen, så amerikanske ubåde nu kan skifte mandskab, tanke og blive serviceret. 

USA får nu uhindret adgang tl fire norske militæranlæg. Grafik: Business-Insider

Ved Rygge syd for Oslo og ved Sola nær Stavanger får USA adgang til militære lufthavne, hvorfra amerikanske fly ifølge Heier særligt vil fokusere på russisk trafik i Østersøen og Kattegat. 

Støttepunkterne i Norge skal sikre, at USAs militære operationer opnår maksimal uforudsigelighed:  

“De vil bruge norsk territorium til at agere langt mere overraskende og uforudsigeligt for at afskrække russerne,” siger Tormod Heier. “Det gør det vanskeligt for Norge både at være en god allieret i vest og en god nabo i øst. Norge bevæger sig mod mere afskrækkelse og mindre beroligelse af Rusland,” siger han. 

Moskva i oprør

Rusland mente i forvejen, at der var rigeligt at ærgre sig over i Norge. USA har længe drevet efterretningsvirksomhed fra den lille fiskerby Vadsø tæt på Norges grænse mod Rusland i nord. Fra 2016 til 2020 kunne Moskva ærgre sig over, at grupper på 700 amerikanske marinesoldater fast roterede i det centrale Norge. I februar i år kom 200 specialister fra Dyess Air Force Base i Texas til Norge for at bistå fire amerikanske bombefly af typen B-1. Flyene, der hører til de største i USAs arsenal, fløj missioner lige vest for Rusland. 

Norges koordinering med USA vokser, og Norge har også haft held til at få NATO til at engagere sig mere i Arktis. Rusland utilfredshed med den ny aftale er mærkbar:

“Det er endnu et bevis på, at Oslo gradvist opgiver sin politik med bevidst at fastholde en hvis tilbageholdenhed. Vi anser sådanne aktiviteter, især så tæt på Ruslands grænse, som Oslos bevidste og destruktive hang til forstærket aggression i den europæiske del af Arktis og til ødelæggelse af forholdet mellem Rusland og Norge,” lød det fra udenrigsministeriet i Moskva i sidste uge. 

På kant med grundloven

Den ny aftale placerer ifølge Tormod Heier også Norges konservative regering på kanten af den norske grundlov: “Spørgsmålet er, om de norske myndigheder stadig vil kunne opretholde national kontrol, hvis USA frit kan operere fra norsk territorium. Der opstår en klemme mellem hensynet til operativ effektivitet og hensynet til opretholdelsen af national suverænitet,” siger han. 

Kritikerne beskylder regeringen for at bringe freden i fare ved at undergrave den fast politik, der siden 1949 har forhindret fremmede tropper på norsk jord i fredstid: “Det er ikke sådan, at russerne frykter Norge med vores 5,3 millioner indbyggere. Det, de derimod frygter, er, at norske politikere skal lade amerikanerne benytte norsk territorium som opmarchområde for offensive operationer mod russiske interesser,” skriver historielektor Ivar Espås Vangen på organisationen “Nei til Atomvåpen”s hjemmeside. 

Regering i Oslo fastholder, at den ny aftale alene giver USA adgang til at bygge og drive militære installationer, ikke til fast udstationering af tropper. Aftalen skal godkendes af Stortinget i Oslo, før den kan træde i kraft. 

Grønland i samme båd

I København vil Anthony Blinken givetvist søge bekræftelse på, at USA også i Grønland og på Færøerne kan udvide uden problemer, og der er grund til at tro, at Mette Frederiksens regering vil anse det for en relativt enkel sag. 

Allerede i 2019, da Trump satte tingene på spidsen med sit købstilbud og ved at aflyse et planlagt statsbesøg, forsikrede Mette Frederiksen på både dansk og engelsk, at Danmark uanset købs-sagens bizarre forløb så frem til udvidet militært samarbejde med USA i Grønland og på Færøerne. 

Arktisk Kommando i Nuuk fik en ekstraordinær indsprøjtning på 1,5 milliarder kroner, og forsvaret indkøber nu droner for 750 millioner til bedre overvågning af farvandene øst for Grønland og ny radar til farvandsovervågning ved Færøerne. USA kan desuden se frem til brug af havnefaciliteter på Færøerne. 

Nuuks indstilling til USAs endnu uspecificerede ønsker i Grønland er lidt mindre klar. En ny koalition, der overtog styringen i Grønland i april, har efterlyst ‘demilitarisering’ i Grønland, men man ser tilsyneladende ikke noget problem ved et stærkere amerikansk engagement: 

“USA har gjort det klart, at Grønland er vital for USAs egen sikkerhed, og vi ser generelt ikke noget problem i, at USA vil øge sin militære tilstedeværelse,” siger Pele Broberg, der er koalitionens udenrigsansvarlige, til Weekendavisen. Pele Broberg tilhører det løsrivelsesivrige parti Naleraq, der er juniorpartner i den ny koalition. Som tidligere beskrevet her i avisen ser han store muligheder i samarbejdet med USA. Ønsket om demilitarisering dækker snarere over modvilje mod nye danske tiltag, herunder en planlagt militær uddannelse for unge grønlændere. Grønlands unge kan gøre mere gavn på andre måder, mener Broberg. 

Ny kolonialisering?

Sara Olsvig, tidligere formand for partiet Inuit Ataqatigiit, der er det førende parti i den ny koalition, efterlyser en mere præcis grønlandsk politik på området: “Jeg ser en fare for en ny form for kolonialisering, fordi sikkerhedspolitikken bliver så fremherskende. Vi ved, at det bliver sværere for de små spillere, når sikkerhedspolitikken spidser til,” siger Olsvig, der skriver ph.d. om Grønlands forhold til USA. 

 

“Grønland bør have en politik, som kan overleve også når nye koalitioner kommer til. Man kommer længere, hvis man ved, hvad man selv vil,” siger hun til Weekendavisen.

Men er det ikke naivt at tro, at USA overhovedet vil lytte til, hvad grønlænderne ønsker sig? 

“Måske. Men de siger, at de ønsker et tæt samarbejde med Grønland, og historien viser, at det går nemmere, hvis de viser oprigtig vilje til samarbejde,” siger hun. 

 

Teksten optrådte første gang i en lidt anden version i Weekendavisen 12.5

 

 

 

 

 

blog

Hvad mener danskerne egentlig om rigsfællesskabet?

maj 12, 2021 • Af

Glæden bredte sig på Christiansborg, da en ny meningsmåling om danskernes syn på rigsfællesskabet blev offentliggjort forleden. 

Det viste sig, at 37 procent af danskerne mener, at rigsfællesskabet skal bestå, men at det bør ændres, så Grønland og Færøerne får mere selvstyre. 27 pct. mener, at rigsfællesskabet skal fortsætte uændret. Ialt 64 pct. af de adspurgte støtter altså en bevarelse af rigsfællesskabet. 

Både fra højre og venstre side af Folketinget lød der klapsalver: ”Det glæder mig langt ind i hjertet,” sagde tidl. udenrigsminister Martin Lidegaard fra de radikale til netmediet Altinget/Arktis. Lidegaard var særlig glad for de 37 procent, der ønsker at bevare men også ændre rigsfællesskabet, så Grønland og Færøerne får mere selvstyre. Det samme var SF’s grønlands- og færøordfører Karsten Hønge: “Det er efter min mening den rigtige vej at gå,” sagde han. 

Partiet Venstres grønlandsordfører Christoffer Aagaard Melson var fornøjet over det store flertals ønske om at bevare rigsfællesskabet: “Jeg er glad for at et flertal af befolkningen ligger samme sted, som vi selv gør,” sagde han til Altinget. 

Flertallet i Danmark mener altså ikke, at fællesskabet bør reformeres i så voldsomt omfang, at det går i opløsning. Målet for er primært at forandre for at bevare eller bare bevare. Færingerne og grønlænderne må gerne få “mere selvstyre”, men “mere selvstyre” er ikke nærmere defineret i undersøgelsen. Grønland har ifølge Selvstyreloven allerede rige muligheder for at hjemtage en stribe opgaver fra Danmark; måske er det blot denne eksisterende ordning, der nu kan spores en hvis opbakning til.

Der er ikke i Danmark nogen egentlig debat om de grønlandske eller færøske tanker om egentlig løsrivelse, og slet ingen debat om de hybrider eller alternativer til rigsfællesskabet, der diskuteres i Thorshavn og Nuuk. Der er derfor ingen grund til at tro, at 37 procent af danskerne pludselig har fattet interesse for tankerne om free association, langstrakt løsrivelse efter islandsk model, unionstanker eller andre af de konstruktioner, der tales om i Nordatlanten. 

Intet nyt under solen

Skal man være lidt polemisk, viser den nye undersøgelse kun en anelse nyt under solen. Lagtinget på Færøerne blev genoprettet i 1854 for at imødekomme den øgede færøske trang til selvbestemmelse. Forstanderskaberne i Grønland blev indført fra 1850’erne af beslægtede årsager; senere fulgte som bekendt landsråd, Hjemmestyre og Selvstyre. Ønsket i København har aldrig været at bane vej for selvstændige nordatlantiske stater, men at sikre, at alle rigets dele følger med tiden og fungerer godt sammen under dansk styring. 

Færøerne og Grønlands skal helst forblive en del af kongeriget, uanset at et flertal i Grønland og et svingende mindretal på Færøerne i en del årtier har talt om at udvikle suveræne stater — måske i fortsat forbindelse med Danmark, men uden for det eksisterende rigsfællesskab. Den vision har stadig kun få tilhængere i Danmark, — men dog nogle.

I den nye meningsmåling, som er foretaget af Epinion for DR og Altinget, siger  18 procent af de adspurgte, at “rigsfællesskabet bør ophøre, så Grønland og Færøerne bliver selvstændige nationer”. Det skal så sammenholdes med de 64 pct, der vil bevare rigsfællesskabet (16 procent svarede “ved ikke”, mens to procent ikke ønskede at svare). 

Sjældne tal

Tallene er værd at notere, især fordi det er så sjældent, at danskerne bliver spurgt.

Vi skal tilbage til 1999 for at finde en bred undersøgelse. Dengang foretog en række forskere anført af den nu afdøde samfundsforsker Lise Togeby fra Aarhus Universitet en magtudredning i Danmark, hvor rigsfællesskabet også sneg sig ind. 

Forskerne undersøgte, hvad danskerne mente om Grønlands og Færøernes ønske om mere selvstyre. Fra 1999 til 2002 blev 5.155 danskere fordelt på stadig nye grupper, der skulle tage stilling til følgende udsagn: ”Hvis Grønland og Færøerne ønsker selvstyre, kan de for min skyld få det med det samme.” Svarpersonerne blev ringet op: ”Er du enig, uenig eller delvist enig?”

Resultatet forelå i 2002, og det var helt entydigt. Hver fjerde måned i tre år blev en ny gruppe ringet op, og hver gang svarede 90 procent uden slinger, at de var enige i det kontante udsagn – enten helt eller delvist. 

Et overvældende flertal af danskerne mente altså i 1999, 2000, 2001 og 2002, at færingerne og grønlænderne fint kunne påtage sig selvstyre, når det passede dem. Forskerne læste også aviser og konstaterede, at der heller ikke i den politiske debat blev argumenteret imod øget selvstyre. Enigheden i Danmark var nærmest total.

Lise Togeby konkluderede: ”Tilslutningen til den formulerede påstand varierer kun mellem 90 pct. og 93 pct. Opinionen fremtræder således som meget stabil. Denne høje stabilitet afspejler formodentlig, at kun de færreste danskere interesserer sig for emnet. Der ser ikke ud til at være mange, der er bekymret over, at færinger og grønlændere vil være selvstændige. Synspunktet er, at det for så vidt er grønlænderes og færingers eget problem.”

Blandede bolcher

Lise Togeby sammenblandede på uheldig vis “selvstyre” og det at ville “være selvstændige,” men tallene var klare nok: 90 pct af de adspurgte svarede, at selvstyre måtte være øboernes “eget problem,” som Togeby lidt hånligt kaldte det. Desværre undersøgte forskerne ikke, hvad danskerne mente om egentlig løsrivelse eller statsdannelse, som flere kalder det i dag. Dog kan vi alligevel sammenligne med Epinions seneste undersøgelse. 

Dengang som nu overlader mange danskere på den ene side principielt gerne mere styring af de interne anliggender til borgerne på Færøerne og Grønland. Det er som nævnt det samme som at være enig i Selvstyrelovens indhold og i den beslægtede selvstyreordning på Færøerne. 

Det indebærer dog ikke, at de samme danskere nødvendigvis vil se positivt på en opløsning af rigsfællesskabet, selvom egentlig suverænitet eller statsdannelse i sidste ende skulle vise sig at være det store flertal af færingernes og/eller grønlændernes ønske. 

Tværtimod viser den seneste undersøgelse, at de fleste danskere stadig hælder til den gældende ordning, hvor den danske regering i yderste fald har magt, pligt og ret til at rette op på skuden, hvis noget skulle gå alvorligt galt. 

Det er ikke overraskende. Samme holdning gør sig gældende på Christiansborg på tværs af de politiske partier. Samarbejdet hen over Nordatlanten kan udmærket udvides på mange områder — f.eks. med den ny, IA-styrede koalition i Nuuk, men i Danmark vil det ske med udgangspunkt i ønsket om at bevare rigsfællesskabet. Det går både kongehuset, regeringen, forsvaret, alle de store partier og — det ved vi nu — et stort flertal af danskerne ind for. Rigsfællesskabet behøver ikke at være statisk. Tværtimod ved vi også nu, at der er folkelig forståelse for, at det må moderniseres løbende, men der er ingen appetit på at opløse det. 

1000 danskere over 18 blev spurgt. Tallene viser, at der ikke er stor forskel på, hvad kvinder og mænd i Danmark mener, eller hvad ældre og yngre danskere mener. Blandt de 27 pct., der mener, at rigsfællesskabet bør fortsætte uforandret, er der en lille overvægt af vælgere, som stemmer på borgerlige partier. Overordnet set er fordelingen af holdninger dog stort set uafhængig af køn, alder og politisk overbevisning. 

 

Først offentliggjort i Sermitsiaq 7.5 2021 – let redigeret. 

 

blog

Grønlands nye landsstyre lover stabilitet men fødes med indre spændinger

april 19, 2021 • Af

Med tydelige adresse til de seneste års hyppige politiske sporskifte i Nuuk lover Múte B. Egede både stabilitet i regeringsførelsen, brede forlig med inddragelse af hele det politiske spekter, og ikke mindst langtidsholdbare forlig, der rækker udover den aktuelle valgperiode.

Múte B. Egede skal nu lede en koalition af IA, der læner mod venstre, og Naleraq, – et liberalt, nationalistisk parti. Foto: Martin Breum

 

Grønland har stærkt brug for det hele, men sprængfaren ligger latent i konstruktionen: Múte B. Egedes parti, Inuit Ataqatigiit (IA) er SF’s tidligere søsterparti, og Egede selv taler gerne om både bæredygtighed, kampen mod ulighed og behovet for sociale reformer til gavn for de svageste, men han har nu mønstret et flertal ved at indgå en koalitionsaftale med partiet Naleraq (Pejlemærket), der i kortform er liberalt-nationalistisk.

De to partier råder tilsammen over 16 af de 31 pladser i Inatsisartut. Det giver blot en enkelt stemmes overvægt, men koalitionen styrkes yderligere af to stemmer fra støttepartiet Atassut, Grønlands engang så indflydelsesrige, borgerlige parti.

God kemi
Mosaikken giver rigeligt grundstof til ideologisk tumult, men man skal huske realiteterne: IA og Naleraq sad i dele af den forrige valgperiode i koalitionsregering sammen og fandt hinanden på en række områder. I koalitionsaftalen er der enighed om at søge forbedringer for de udsatte børn, hjemløse og pensionister blandt andet med en skattereform og en fattigdomsgrænse. Endelig er der efter sigende fin kemi mellem flere af topfolkene.

Ikke mindst har IAs næstformand Aqqaluaq Egede, der nu placeres på den afgørende post som ansvarlig for fiskeri og fangst, længe dyrket et tæt kollegialt forhold til Hans Enoksen, formanden for Naleraq, der i hele sin politiske karriere har anset de grønlandske fiskeres og fangeres vilkår for topprioritet. Fortsætter de to’s parløb ind i fiskeriets nervecenter, vil det muligvis kunne sikre sammenholdet i koalitionen et godt stykke ad vejen.

Hans Enoksen, der altså nu er Múte B. Egedes hovedpartner, er selv tidligere landsstyreformand, en politisk gesvindt veteran, der nu bliver formand for Inatsisartut. I Grønland er det ikke blot er en ærefuld men også en magtfuld post. Enoksen har ved at indgå i koalitionen altså fået både en ven i spidsen for fiskeripolitikken og indflydelse på selve den politiske procedure plus endnu en trumf: Enoksens partifælle Pele Broberg bliver ansvarlig for Grønlands stadig vigtigere relationer til udlandet; ham vender vi tilbage til – her er hele rigets interesser i spil.

Lange forlig
Stemningen var høj, da den ny 17-sider lange koalitionsaftale blev underskrevet fredag foran et større publikum i Nuuk. Den tv-transmitterede ceremoni bød udover politik også på trommedans og højtidelig tænding af en spæklampe af fedtsten; en hyldest til kulturarven og historien.

Fornyelsen er markant: Múte B. Egede er den yngste landsstyreformand i Grønlands historie, og det er kun anden gang siden hjemmestyrets indførelse i 1979, at et landsstyre ikke skal ledes af Siumut, Socialdemokratiets søsterparti.

IA havde magten første gang fra 2009-2013; Selvstyrets første år blev anført af landsstyreformand Kuupik Kleist, der i dag har forladt den politiske scene. Múte B. Egede var ikke med dengang, men der er folk i hans nye landsstyre, der vil huske, at IA’s regeringsførelse dengang mere blev kendt for analytisk skarphed end handlekraft. Det var muligvis en uretfærdig dom, men genvalg blev det ikke til, og Múte B. Egede virker nu opsat på at se længere end blot til næste valg.

Hans løfte om bredde i forligene skal ses i den sammenhæng: Det slagne Siumut kæmper med gedigne, interne problemer, herunder dyb uenighed mellem den nuværende og den tidligere formand, men partiet fik trods de indvortes problemer et relativt godt valg med flere stemmer og ét mandat mere end ved valget i 2018. Lykkes det at samle Siumut igen, står den nye koalition overfor en potentielt ganske stærk opposition; Múte B. Egede gør givetvis klogt i at samle, ikke at sprede.

Múte B. Egede og det ny landsstyres nye finansansvarlige, Asii Chemnitz Narup (tv) og Naaja Nathanielsen, ny Naalakkersuisoq for boliger, infrastruktur, råstoffer og ligestilling. Foto: Martin Breum

Nej til Kvanefjeldet

I verdenspressen har det allerede givet genlyd, at den ny koalition vil stoppe mineprojektet på Kvanefjeldet ved byen Narsaq i Sydgrønland. Især IA er ubøjelig modstander af projektet, fordi den planlagte udvinding af sjældne jordarter, der er essentielle for både den grønne omstilling og militærindustrien, også vil bringe uran til overfladen.

Det er betegnende for den nye koalitions virketrang, at partnere allerede under valgkampen sagde kategorisk nej til projektet, uanset at den formelle offentlige høringsproces først slutter til juni. Kyndige iagttagere i Nuuk venter nu på mineselskabet Greenland Minerals reaktion; selskabet har angiveligt investeret mere end 100 millioner dollars i prøveboringer og anden forberedelse.

Múte B. Egede gentog fredag sin skarpe afvisning af projektet, og Naleraq er enig. Minen på Kvanefjeldet, hvis hovedaktionær i øvrigt er kinesisk, bliver ikke til noget i denne omgang; IA prioriterer miljøet højere end de potentielle økonomiske gevinster, og Naleraq vil hellere vente med så store mineprojekter til efter Grønlands løsrivelse fra Danmark.

Koalitionen anser ifølge den nye koalitionsaftale fortsat minedrift som en potentielt vigtig indtægtskilde i Grønland, men uranudvinding vil ikke blive tolereret; en politik, der givetvis også vil ramme det statsejede franske atomselskab Orano, som i februar vandt to licenser til uranefterforskning et andet sted i Sydgrønland.

Fiske-hovedpine
Koalitionens styrke vil blive tryktestet i de forestående forhandlinger om en ny fiskerilov. Loven har været på vej i flere år; behovet for indgreb er bredt anerkendt, men der er på ingen måde enighed om, hvordan de skal designes.

Fiskeriet skaffer over 90 procent af Grønlands eksportindtægter, men fiskebestandene er ifølge biologerne kritisk truet af overfiskeri. Så sent som i sidste uge udkom endnu en rapport om krisen: Hellefisken i Disko-området, der er en af Grønlands vigtigste forekomster, er grumt overfisket og truet af kollaps.

En fiskerikommission med deltagelse af både de store fiskerikoncerner og de små, men talrige og indflydelsesrige jollefiskere skal aflevere sine anbefalinger inden sommerferien. Kommissionens formandsskab har på forhånd råbt højt om overfiskeriet, men det fremgår af den nye koalitionsaftale, at Múte B. Egedes landsstyre ikke nødvendigvis vil føle sig forpligtet af kommissionens anbefalinger – på trods af Múte B. Egedes løfter om, at koalitionen vil fokusere på bæredygtighed.

Tværtimod understreger aftalen, at lovgivning må ske ved “bredt samarbejde med fiskeriets parter”, og fiskernes viden om fiskebestandenes tilstand vil blive vægtet side om side med biologernes også fremover. I Grønland har den opskrift hidtil betydet et fiskeri, der kun i begrænset omfang afspejler biologernes råd.

Løsrivelse
Set fra Christiansborg vil udpegelsen af den løsrivelsesivrige Pele Broberg fra Naleraq som det nye landsstyres udenrigsansvarlige være særligt bemærkelsesværdig; det er den tredje trumf, koalitionsdannelsen placerer i den garvede Hans Enoksens hånd.

Pele Broberg forklarede mig for nylig, at forhandlingerne med Danmark om Grønlands løsrivelse – eller statsdannelse, som han og stadig flere i Grønland kalder det – efter hans mening bør indledes snart. Han mener, at forberedelserne i Grønland vil kunne klares på et år eller mindre. Han vil gerne binde det uafhængige, fremtidige Grønland tæt til Danmark, men ikke for enhver pris. Efter Donald Trumps købstilbud anser han en tættere alliance med USA for en reel mulighed, hvis forhandlingerne med Danmark ikke fører til acceptable resultater.Her skal det understreges, at der ikke står ét ord om alt det i den nye koalitionsaftale. I modsætning til tidligere koalitionsaftaler i Grønland taler den nye hverken om løsrivelse, selvstændighed eller statsdannelse, og USA er ikke nævnt.

Det er muligvis udtryk for, at Múte B. Egedes partnere fra Naleraq har måtte dæmpet deres løsrivelsestanker under forhandlingerne. Omvendt indeholder koalitionsaftalen rigelig plads til fortolkning i den hverdag, der nu melder sig; aftalen indeholder bemærkelsesværdigt kun få detaljer om forholdet til Danmark.

“Selvstyreloven er den grundlæggende lov for vores samfund,” hedder det forsigtigt. Aftalen forudser hjemtagelse af stadig flere af de opgaver, som Danmark fortsat varetager for Grønland, men det er helt i tråd med selvstyreaftalen mellem Danmark og Grønland, og kun fødevareområdet nævnes specifikt.

Múte B. Egede og resten af IA, herunder folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen, har i de seneste år markeret sig som stadig mere pragmatiske operatører i rigsfællesskabet uden synlig interesse for løsrivelse eller statsdannelse. Til gengæld er Pele Brobergs og Naleraqs varme ønske om et hurtigere tempo mod frigørelsen velkendt i Grønland, og det er rimeligt at antage, at denne kontrast vil præge både koalitionen og det dansk-grønlandske samarbejde.

Danmark og USA
Som politisk leder af landsstyrets Departement for Udenrigsanliggender, Handel, Klima og Erhverv får Pele Broberg det daglige ansvar for væsentlige dele af de løbende forretninger med Mette Frederiksens regering, især Trine Bramsens forsvarsministerium og Jeppe Kofods udenrigsministerium, men også Dan Jørgensens klimaministerium.

Pele Broberg vil eksempelvis straks overtage Grønlands forhandlinger med Jeppe Kofod om kongerigets arktiske strategi, der har vredet sig på tegnebordet i en del måneder. Han vil også straks indgå i de komplekse forhandlinger med USA om forsvarets indretning i Grønland, og han vil lede udvekslingerne med Washington om økonomisk samarbejde og om USA’s bidrag til den civile udvikling i Grønland; her forhandler Nuuk og Washington indbyrdes udenom København.

Han vil lede Grønlands fortsatte opbygning af relationer til Kina, hvor en diplomatisk repræsentation skal oprettes, og han vil deltage i de løbende forhandlinger med EU, der yder væsentlig støtte til Grønland. I koalitionsaftalen står der, at IA og Naleraq ønsker at sætte bremser på EU-fiskeriet i Grønland til gavn for Grønlands egne fiskere.

Også på denne måde lover den ny koalition ny dynamik – både internt og eksternt.

IA’s og Naleraqs alliance spejles i øvrigt af udviklingen i Grønlands største kommune Sermersooq, hvortil Nuuk og dermed en tredjedel af Grønlands indbyggere hører. Her blev der i fredags også indgået koalitionsaftale i kommunalbestyrelsen mellem IA og Naleraq – plus partiet Demokraterne. Samtidig er Nuuks tidligere borgmester, IAs Asii Chemnitz Narup blevet medlem af Múte B. Egedes landsstyre; hun bliver ansvarlig for Grønlands finanser og indenrigsanliggender. Det er muligvis signal om, at den ny ledelse for alvor vil kaste sig over de alvorlige spændinger mellem hovedstaden og resten af Grønland.

 

Teksten her optrådte først på Altinget /Arktis 19.4 2021

 

 

 

blog

Greenland’s snap election exposes global mineral demand

februar 26, 2021 • Af

A parliamentary election unexpectedly called for in Greenland for 6 April now threatens to impact the access of European industries to minerals that are vital for Europe’s green transition.

Det 600 meter høje brede Kvanefjeld ligger blot seks-syv kilometer fra byen Narsaq i Sydgrønland. Greenland Minerals søger tilladelse til at anlægge en mine på det brede plateau på fjeldets top. Foto: Martin Breum

As the electoral campaign in Greenland picks up speed, still more Greenlandic politicians seem to waver in their support for a proposed mining project in southern Greenland, which holds one of the world’s largest deposits of rare earth minerals.

These minerals are crucial for green technologies like wind turbines, solar panels and electrical cars.

Greenland Minerals Ltd, an Australian-owned company which hopes to extract rare earths from the Kuannersuit mountain in southern Greenland, has joined the European Raw Materials Alliance, a recent initiative by the EU commission.

The future of the mine, however, seems increasingly challenged as more politicians, fearful of losing popular support before the elections, appear sensitive to protests by local environmental groups.

Shifting signals about the mine from Siumut, Greenland’s governing party, have caused particular uncertainty. The party had a new chairman in December.

“The party’s new leadership tried to get the public hearings about the mine postponed. It looks to me as if Siumut is more divided on this issue than ever,” Jensine Berthelsen, political editor of Sermitsiaq, Greenland’s main newspaper, told EUobserver.

Greenland’s main opposition party, Inuit Ataqatigiit, is vehemently opposed to the mine and scored well in the latest opinion poll.

After the elections, a new government in Nuuk will consider complaints collected during the hearings and decide whether or not to grant Greenland Minerals a licence to mine.

Uranium controversy

The proposed mining site is only a few kilometres from Narsaq, a town of 1,350 people in southern Greenland. The project has divided Greenland into two bitterly opposed camps for more than 10 years.

Critics fear large scale environmental devastation, in particular since the Kuannersuit mountain also contains substantial deposits of uranium that will surface with the rare earths.

The head of the Nuuk office of the World Wildlife Fund, Kaare Winther Hansen expressed his concerns in December. “First of all, Greenland Minerals will not ship its chemical waste out of Greenland. They want to dump it in a lake behind an artificial dam, and there are doubts about these dams: Will they last or will they not? We are not impressed,” he said.

“Secondly, they will not establish an underground mine, but an open pit mine on a location with thorium, uranium and fluoride compounds, which are potentially dangerous and likely to spread in the surrounding area. The citizens of Narsaq live only five kilometres from the nearest part of the mine. They use surface water for drinking, so you will also have a dust-problem,” he told this reporter.

On 10 February, Greenland’s environmental groups were supported by more than 100 environmental groups from around the world. They appealed to the governments in Nuuk and Copenhagen and to the EU, asking for a halt to the Kuanersuit project and to all other large-scale mining in Greenland.

“Protecting Greenland and the Arctic is not only a local, national and regional, but also a global issue”, said Diego Francesco Marin from the European Environmental Bureau, a private network of 160 civil society organisations.

“The European Parliament has already expressed support for the idea of an Arctic sanctuary and people all over the world realise that the Arctic environment is particularly vulnerable to pollution, because it recovers very slowly,” Marin said.

A halt to large-scale mining in Greenland would also hurt another potential rare earth mine situated at the mountain plateau known as Kringlerne some 25km from Kuannersuit.

The project at Kringlerne holds no uranium and is also in the process of securing official permits for its mining operation.

The production of rare earth minerals is technologically demanding and has been known to cause severe environmental challenges, in particular in China.

It includes chemical extractions of the sought after minerals and subsequent depositing of millions of tons of crushed and partly contaminated ore.

Jobs and growth

Supporters of the mine at Kuannersuit tend to focus on the 700-800 permanent jobs the mine would provide in a region which has long smarted from unemployment and depopulation. Also, supporters talk of potential economic benefits to Greenland and its 57.000 people.

According to Greenland Minerals’ estimates, Greenland’s treasury is likely to receive more than $200m per year in taxes and other income throughout the 37 years of projected mining. This would have substantial impact on Greenland’s future economic challenges.

“We will simply close the holes in Greenland’s economy,” Jørn Skov, Greenland Mining’s executive managing director said in December.

He said that the Kuannersuit mountain is rich especially in four key rare earth minerals — neodymium, praseodymium, terbium and dysprosium.

The deposits were certified by Australia’s Joint Ore Reserves Committee, and the company claims it can satisfy one-fifth of the world’s demand for these four minerals: “Greenland can deliver 15-20 percent of what is needed to drive the green transition,” Skov said.

New EU campaign

Europe’s dire need for rare earths like those in Greenland was highlighted last September, when the EU Commission launched a large-scale campaign to secure Europe’s future supplies of rare earths and other strategic minerals.

The commission presented an Action Plan on Critical Raw Materials, a 2020 List of Critical Raw Materials and a foresight study.

The authors underscored that China presently controls more than 90 percent of global production of rare earth minerals.

The new initiative was launched by Thierry Breton, commissioner for the internal market: “A number of raw materials are essential for Europe to lead the green and digital transition and remain the world’s first industrial continent. We cannot afford to rely entirely on third countries – for some rare earths even on just one country,” he said.

Greenland is not part of the EU, but linked to the union as a semi-autonomous part of the Danish kingdom and as an OCT — Overseas Countries and Territories to the EU.

The EU has long provided Greenland with economic support for education and other sectors through the EU-Greenland Partnership Agreement and the EU Commission negotiates fishing rights for European fishing fleets in Greenland’s waters.

Fear of Chinese control

Greenland’s minerals and the need to prevent Chinese control is high on the agenda.

In 2012, Antonio Tajani, then vice president of the commission, travelled to Nuuk to secure that Greenland would continue to sell its minerals on the free market.

A letter of intent was signed by both parties, but this has not prevented Chinese interest.

In 2016, Chinese mining conglomerate Shenge bought 12.5 percent of Greenland Minerals’ shares.

Shenge is still the company’s largest shareholder, now with nine percent of the shares, and Greenland Minerals says it relies on Shenge to provide the technology needed for the mine at Kuannersuit, if political permission to extract the minerals is secured.

In 2018, Greenland Minerals signed a non-binding agreement with Shenge, that Shenge might eventually buy the total output of rare earths from Kuannersuit, a total of some 32,000 tonnes of ore.

By December last year, however, this had changed.

Greenland Mining now said it wanted to export all potential outputs of rare earths from Kuannersuit to Europe. Jørn Skov, the executive managing director, spoke highly of the new EU campaign, in particular the European Raw Materials Alliance, which aims to connect European industries with suppliers of strategic minerals.

Trump saw it

In the US, Greenland’s rare earths are also in sharp focus.

In July 2019 then US president Donald Trump issued a presidential memoranda asking the US secretary of defense to do more to secure future supplies of rare earths for the US arms industry.

The president called for urgent “purchases” and “purchase commitments” abroad.

Three weeks later, speaking of strategic interest and Greenland’s minerals, the president suggested that the US might buy Greenland, the world’s largest island, from Denmark.

The suggestion was firmly rejected by Greenland and Denmark, but the US has continued to increase its cooperation with Greenland particularly in the mining sector.

In June 2020, the news portal DefenceNews reported that the Pentagon had asked the US congress to allow the US government to spend up to $1.75bn on rare earth minerals that are used for the production of – among other military items – Javelin missiles and F-35 fighter jets.

 

This article is a slightly edited version of the article first published by the EUobserver.com on 25 February 2021