Martin Breum

Alle bibliotekter i kongeriget har nu modtaget en fag-vurdering – en såkaldt lektørudtalelse – af min bog “Grønland og den amerikanske forbindelse” fra Bibliotekscentralen (som i dag hedder DBC). Den er jeg rigtig glad og stolt over: “Journalist Martin Breum er en kapacitet på området Grønland og Arktis, og hans enorme viden gør bogen til et interessant og informativt indspark om en aktuel politisk situation. Velegnet som debatbog, ” står der så sandelig. Bogen udkom i efteråret 2021 først som lydbog og e-bog fra Gyldendal og dernæst som trykt bog fra mit eget forlag HAMACOM. Om nogle uger udkommer bogen som lydbog på grønlandsk, oversat og indtalt af Mariia Simonsen. Tryk her, hvis du vil købe dit eget eksemplar. Jeg tillader mig at bringe hele lektørudtalelsen her:

Grønland og den amerikanske forbindelse : om købstilbud, løsrivelse og kongerigets skæbne
Forfatter: Martin Breum
Materialevurdering
Kort om bogen

Kom med bag om den amerikanske interesse for Grønland, som
trækker tråde både til fortid og fremtid. For læsere med
interesse for Grønland og storpolitik

Beskrivelse

I 2019 meddeler den amerikanske præsident Donald Trump, at
han gerne vil købe Grønland. I Danmark vækker udsagnet
primært vrede, men i Grønland er der en del, heriblandt den
unge politiker Aki-Mathilda Høegh-Dam, der ser tilbuddet som
en mulighed for at skabe en uafhængig stat. Det er hun ikke
alene om. Trumps købstilbud repræsenterede en amerikansk
interesse, der nu vokser videre hos Joe Biden, og som i Grønland
skaber en ny tro på fremtiden. Martin Breum diskuterer åbent
spørgsmål om, hvad USA’s egentlige mål er i Grønland? Hvordan
bør den danske regering og Grønlands ledere forholde sig, og
hvorfor reagerer danskere og grønlændere så forskelligt?
Forfatteren er en af Danmarks førende iagttagere af udviklingen i
Arktis og i rigsfællesskabet mellem Danmark, Grønland og
Færøerne. Han har skrevet flere bøger og i 2016 producerede
han sammen med Jakob Gottschau tv-dokumentarserien
“Rigsfællesskabets historie” til DR

Vurdering

Journalist Martin Breum er en kapacitet på området Grønland og
Arktis, og hans enorme viden gør bogen til et interessant og
informativt indspark om en aktuel politisk situation. Velegnet
som debatbog

Andre bøger om samme emne

Det er oplagt at henvise til forfatterens øvrige værker: Hvis
Grønland river sig løs og Balladen om Grønland

Til bibliotekaren

Anbefales

Materialet er vurderet af: Pernille Poulsen

Bog
Sprog: Dansk
1. udgave, 1. oplag (2021)
Hamacom (2021)
ISBN: 9788797343807
Faustnummer: 61636145
188 sider
Opstilling: 46.79

Den følgende artikel stod først at læse i Weekendavisen i november 2021, herefter på nyhedssitet High North News i Norge. Nogle dage efter blev udenrigsminister Jeppe Kofod spurgt i Folketinget, hvad regeringen vidste om USAs planer for opgradering af Thule Air Base. Jeppe Kofods svar, der forelå på skrift den 14. december 2021, lød som følger:

Regeringen og Naalakkersuisut bliver løbende holdt orienteret af amerikanske myndigheder om aktiviteter på Pituffik/Thulebasen,
herunder i regi af det såkaldte Permanente Udvalg. Udenrigsministeriet og Naalakkersuisut er bekendt med den i artiklen omtalte markedsanalyse. De amerikanske myndigheder har oplyst, at markedsanalysen for indeværende
ikke har resulteret i konkrete udbud, og har således ikke afstedkommet bygge- eller anlægsaktiviteter på basen. Fra amerikansk side, forventes det heller ikke at være nært forestående

Og her kommer så min artikel, sådan som den lød i Weekendavisen og – på norsk – på High North News:

Der var en grund til, at Donald Trump ville købe Grønland. Polarisens forsvinden og Ruslands oprustning i Arktis har gjort Grønland uomgængelig for USAs egen militære sikkerhed, og en række signaler tyder på, at handlingens fase nu nærmer sig.

Thule Air Base blev bygget i 1950’erne og er løbende blevet opgraderet – omend en del bygninger stadig er fra 1950’erne

Det amerikanske forsvar vil ifølge flere kilder inden for kort tid iværksætte en omfattende opgradering af Thule Air Base — måske den største, siden basens oprindelse i 1950’erne. 

Opgraderingen er ikke formelt bekræftet af de amerikanske myndigheder, der er endnu ikke tale om stikfaste beviser, men det amerikanske forsvars voksende aktivitet i Thule, den forstærkede brug af norske baser plus vedholdende forlydender i den danske byggebranche og i det danske forsvar tegner et påfaldende mønster.

De amerikanske ingeniørtropper, the US Corps of Engineers, efterlyste allerede i september 2020 rådgivende ingeniører, der vil påtage at styre en opgradering af basen. Budgettet alene til rådgivningen lød på 250.000.000 USD eller cirka 1,6 milliarder kroner, og kilder i branchen regner nu med, at et reelt udbud vil blive offentliggjort måske allerede i december eller i første halvdel af 2022.

Topfolk i det danske forsvar taler om, at basen formentlig skal klargøres, så den til enhver tid kan modtage, bevæbne og servicere et større antal – måske helt op til “et trecifret antal” – bombefly, tankfly m.v. plus hundreder, måske flere tusinde supporterende tropper i tilfælde af øget spænding eller egentlig militær konfrontation med Rusland i Arktis.

Amerikanernes genopblussede interesse for Thulebasen er i det hele taget velkendt i forsvaret. Det amerikanske luftvåben gennemførte under kodenavnet Amalgam Dart i august 2020 og i maj i år sammen Canadas luftvåben store øvelser med jagerfly og lufttankning i Arktis, hvor Thulebasen spillede en hovedrolle. 

Et dansk entreprenørselskab har bygget nye bremse-anlæg til jagerfly på basen – såkaldte tail-hooks, der blandt andet skal forhindre jagerfly i glide, hvis landingsbanerne er isglatte, og de danske myndigheder er blevet orienteret om, at en ellers nøje planlagt skrotning af basens ældste hangarer og barakker, hvoraf flere er fra 1950’erne, nu er aflyst.

Thule Air Base, der dækker et område på mere end 600 kvadratkilomter. Kun en mindre del er bebygget – her er hangarer, runways, værksteder, hospital m.v. Basen drives af det amerikanske luftvåben længst mod nord i Vestgrønland

En af Canadas mest garvede iagttagere af den militære udvikling i Arktis, professor Rob Huebert fra Department of Political Science ved University of Calgary, mener, at USA er ved at opbygge militær kapacitet i Arktis, der skal kunne knuse Ruslands evne til at affyre sine nye, ekstremt hurtige og manøvredygtige såkaldte hypersoniske missiler fra fly, skibe eller landanlæg i Arktis. 

“En opgradering af Thulebasen vil passe fint ind i det mønster, der allerede tegnes af det amerikanske forsvar i Nordnorge og på USAs egne anlæg i Alaska“ siger Huebert til Weekendavisen.

“Det er en simpel analyse. Man har simpelthen kortere reaktionstid i dag, end tidligere, og amerikanerne mener, at de må gøre noget ved det. En opgradering af Thule Air Base vil reelt bare sige, at amerikanerne investerer præcis, som de har skrevet i deres strategier over de sidste par år, at de vil gøre,” siger han.

  De amerikanske strateger har hidtil satset på varsler fra Thule om missiler, der affyres fra Rusland, før missilerne nåede USA; en stor radar vendt mod nord har i de seneste årtier udgjort den afgørende komponent på basen. Radarvarslerne skulle sikre, at den amerikanske befolkning blev advaret i tilfælde af missilangreb, og at det amerikanske forsvar kunne nå at gøre, hvad der var muligt, for at afværge et angreb – uanset, om det gjaldt missiler affyret fra Rusland eller russiske fly på vej mod USA. I dag anses denne form for varsling ikke længere for tilstrækkelig. 

Ruslands nye Nagurskoye-luftbase på øgruppen Franz Josef Land kun 900 km fra Nordpolen ligger så tæt på Thulebasen og det amerikanske fastland, at det for alvor foruroliger strategerne, og der er mange andre nye russiske anlæg, fly og skibe i Arktis, hvorfra både de nye hypersoniske og mindre sofistikerede missiler kan affyres. 

Det amerikanske modsvar er ifølge Rob Huebert, at alt, hvad der er til rådighed af baser for amerikanerne i Arktis, nu klargøres, så amerikanske jagerfly, bombefly og fly til lufttankning kan hidkaldes, hvis krisen indtræffer. På baserne kan flyene gøres klar til at destruere selve de anlæg, hvorfra Ruslands nye missiler kan affyres – russiske bombefly, skibe, ubåde og landanlæg. I fredstid holdes baserne i permanent klar-tilstand med fyldte brændstofdepoter, ammunition, reservedele, sneryddede landingsbaner, dåsemad på lageret o.s.v., men uden den skarpslebne krisebesætning. 

Politisk spiselig

Chefen for Forsvarsakademiets Center for Luftoperationer, major Karsten Marrup er stort set enig med Rob Huebert: 

“Det handler om at dominere luftrummet, og det betyder, at man også beskytter sig mod de platforme, der kan affyre missilerne. Og det er ikke kun de hypersoniske missiler, der bekymrer USA. Rusland har mange andre langtrækkende våbensystemer i Arktis,” siger han. Han sender et uddrag af US Air Force’s nye arktiske strategi fra 2020, hvor det fremgår, at flyvevåbnet vil sikre, at Thulebasen “matcher fremtidens operationelle behov”. 

Karsten Marrup understreger, at han ingen konkrete oplysninger har om en forestående opgradering. Han forestiller sig dog ligesom Rob Huebert, at de amerikanske strateger vil foretrække en model, hvor Thulebasen klargøres til modtagelse af fly og personnel, mens den daglige bemanding næppe vil vokse væsentligt, selvom russernes baser i nord er mere permanent bemandet. En sådan løsning vil spare penge og gøre opgraderingen i Thule politisk mere spiselig også  for den danske regering og for Naalakkersuisut, Grønlands landsstyre. Begge fastholder gerne, at Arktis også i fremtiden bør være et lavspændingsområde. 

Thulebasen huser i dag ingen faste fly og kun ca. 250 amerikanske tropper. En opgradering med henblik på deployering af et større antal fly, militære mekanikere og ammunitionseksperter vil uvægerligt skabe politisk opmærksomhed især blandt dem, der allerede ser et sikkerhedsdilemma i Arktis: USA opruster, fordi Rusland gør det og vica versa, og for hver tur i karrusellen vokser risikoen for fejl og utilsigtede, fatale sammenstød.

USA’s oprustning i Arktis har stået på i nogen tid. En massiv flådeøvelse i Nordatlanten, Trident Juncture, bragte i 2018 amerikanske flådefartøjer tættere på de russiske atombaser vest for Murmansk end på noget andet tidspunkt siden den kolde krig, og tidligere i år indgik Washington en aftale med Norge, der sikrer USAs forsvar uhindret adgang til fire norske militæranlæg, herunder en luftbase ved Evenes ved Lofoten og en marinebase tæt på Narvik. Amerikanske kampfly, flådeskibe og ubåde gennemfører nu øvelsesmissioner fra Nordnorge og videre op mod Ruslands mest sensitive atombaser og missildepoter på Kola-halvøen.

Seks milliarder

Vi ved ikke præcis, hvornår en opgradering i Thule vil ske eller præcis, hvad den vil indebære. Iagttagerne fra de danske virksomheder, der håber på lukrative kontrakter, bygger deres forventninger alene på oplysninger fra partnere i Nordamerika og på opslaget fra de amerikanske ingeniørtropper fra 2020. Det syv siders tekniske opslag viste, at USA sigter på opgradering eller nyopførsel på den 625 kvadratkilometer store base af “adskillige hangarer og bygninger, træningsfaciliteter, landingsbaner, brændstofsanlæg, ammunitionsdepoter, spisehaller, barakker, kontorer, laboratorier”, og at alt selvsagt skal sikres mod snemasserne, stormene og den dybe frost og i øvrigt forsynes med brandsikring, cybersecurity, intern tv-kommunikation m.v.

Budgettet alene for de rådgivende ingeniører lød som nævnt på cirka 1,6 milliarder kroner, der skal strækkes over fem år, og fagfolkene gætter på et samlet anlægsbudget på mellem fem og ti milliarder. Flere af de danske selskaber indgår i konsortier med selskaber i USA eller Canada, der nøje overvåger ethvert signal fra de amerikanske ingeniørtropper, og opfattelsen er som nævnt nu, at et udbud til rådgiverne vil blive offentliggjort inden længe. 

Den danske regering og Naalakkersuisut, Grønlands landsstyre, har ifølge Weekendavisens kilder i nogen tid været orienteret om USA’s generelle ønske om at modernisere Thule-basen, men ikke om konkrete byggeplaner, og USAs ambassade i København har ikke ønsket at kommentere Weekendavisens oplysninger. Flere Arktis-kyndige advarer mod overfortolkning af de foreløbige budgettal, fordi byggeri i Arktis altid er dyrt. Selv fem-ti milliarder kroner betyder ikke nødvendigvis, at Thulebasen kan opgraderes hurtigt eller massivt, siger de.

Grønlandsk gevinst

Grønland står i alle tilfælde til gevinst. Allerede i Trump-administrationens dage blev det besluttet, at kontrakter på den civile servicering af Thulebasen igen fra 2024 kun kan tildeles selskaber, der betaler skat i Grønland, og det amerikanske luftvåben offentliggjorde 5. oktober i år et udkast til den såkaldte service-kontrakt, der skal gælde fra ultimo 2023.

Kontrakten gælder vedligehold af basens fysiske anlæg plus hospital- og  brandvæsen, snerydning, vandforsyning, mad, rengøring osv. Den gælder ligesom de forventede kontrakter til den fysiske opgradering i milliardklassen, og Grønland kan regne med store indtægter fra skatter og andre goder, der endda vil vokse i takt med enhver opgradering. Det sikrer dog ikke nødvendigvis applaus: 

“En stor opgradering kan være i modstrid med Naalakkersuisuts ønske om lavspænding i Arktis,” siger formanden for det danske Folketings Grønlandsudvalg, Aaja Chemnitz-Larsen fra det grønlandske regeringsparti IA. 

“Jeg har godt hørt om et udbud. Man skal være naiv, hvis man ikke forventer en opgradering af basen, men det må i det mindste ske i samarbejde med os, og vi er ikke blevet orienteret,” siger hun. 

We were a team of five from the Leister Expedition Around North Greenland 2021, a Swiss-Danish scientific expedition, that landed on the island in a small chartered helicopter in late July.

We were convinced that we had landed on Oodaap Qeqertaa — or Oodaaq Island — an islet north of Greenland first sighted in 1978 by Danish geodesists and identified as the northernmost of its kind.

It was approaching midnight, when, unhindered by fog or any other onslaught of nasty weather, we set out from our quarters at a mining camp in Citronen Fjord.

Parts of our team flew in a Twin Otter toward Cape Morris Jesup, the northernmost tip of Greenland’s landmass and thus the northernmost point of land in the world, while the rest of us made a detour with the helicopter trying to locate Oodaap Qeqertaa and, if possible, make a brief landing there.

We flew for about an hour over the wondrously majestic mountains of Pearyland, Greenland’s northernmost glacier-graced region, and then conducted a brief search of the shallow waters beyond of the flat reaches of northern Greenland’s coastal planes. Above the icy waters, resplendent in the late-night sun, the pilot soon spotted what we all agreed had to be Oodaap Qeqertaa.

The pilot scanned the area for polar bears and then landed on this otherwise stark, unassuming bank of gravel, sea ice, windblown snow patches, yellowish mud and a number of cone-shaped piles of gravel and rock, each standing a meter or two high. The coordinates on the helicopter’s instrument panel told us that we were at 83° 40′ 59.1″ North and 030° 41′ 52.2″ West. The precise size of the islet was hard to ascertain as it was ringed by ice, but I guessed it was less than 30 meters from one end to the other; a more serious estimation later concluded that it is perhaps 60 x 80 meters. Much is covered by icefloes, so the exact size is hard to ascertain.

We didn’t spend much time there, less than an hour, but, as I related in an earlier account, we managed a brief ceremonial swim; it wasn’t particularly pleasant, but it was a fitting gesture to mark a special moment.

A camera drone was launched, a small cairn was built and a notice left in the name of the expedition. Our expedition coordinator, Morten Rasch, a Danish coastal geomorphologist, waved a Greenlandic flag. Oodaap Qeqertaa was named after one of the legendary Greenlandic sled pilots from the Thule district, indispensable as they were to the early mapping of northern Greenland in the first part of the 20th century.

Not Oodaaq after all

It wasn’t until a couple of weeks later, when we had returned home, that we discovered to our surprise that we hadn’t been where we thought we were.

It began when an old acquaintance, Rene Forsberg, a professor at DTU Space, the Danish national space institute, heard through the grapevine about our expedition and the trip to what we at the time thought was Oodaap Qeqertaa. He wrote to ask for the precise coordinates of our helicopter’s landing spot and then subjected them to a more precise comparison with the coordinates of Oodaap Qeqertaa that were recorded in 1978.

It was at this time we learned that the precise positioning of the world’s northernmost island is more than a matter of idle trivia for the amusement of a group of adventurous spirits who share an interest in the Arctic.

Case in point: the location of Oodaap Qeqertaa, as it was registered in 1978, was used as the northernmost point on the coastline of Greenland by the Danish government and Greenland’s Self-Rule Authority in their 2014 joint submission to the UN Continental Shelf Commission. The submission makes the Kingdom of Denmark’s case for why it should be awarded the rights to vast tracts of seabed in the central part of the Arctic Ocean. Russia and Canada have their own substantial interests in this part of the ocean.

Forsberg and DTU Space are advisors to the Danish authorities, including the Foreign Ministry, in surveying Greenland and identifying its farthest reaches. He soon established that, according to our pilot’s coordinates, the island we visited on July 27 was positioned significantly further off the coast and to the north of the position registered for Oodaap Qeqertaa in 1978.

Forsberg has more than just a passing knowledge of the matter: as a student back in 1978, he was part of the official Danish expedition that first spotted Oodaap Qeqertaa and added it to the formal records, but his conclusion left no doubt.

“You were on something that lies some 800 meters further out than the old Oodaaq Ø,” he said, using the Danish name. “It is a new island that has not been mapped before, and you can be fairly certain that it is currently the northernmost island in the world. You have discovered an island that is of a type that comes and goes. I once flew over an island in this area and watched as it was flattened by three-meter-thick ice floe. The islands that American expeditions have identified at approximately the same latitude have most likely disappeared again. You can see them easily from a helicopter but you didn’t see any other than the one you landed on.”

Short-lived sister islands

Our belief that we had indeed been on world’s northernmost island, and that it had not been Oodaap Qeqertaa, grew stronger after reading an article in Polar Record 2019 titled “Oodaaq Ø and other short-lived islets north of Greenland,” by Danish geologist Ole Bennike and U.S. explorer Jeff Shea.

The two authors recounted how no less than seven small islands, including Oodaap Qeqertaa, have been registered in the shallow waters off the tip of Greenland since 1978 by Danish and American expeditions (which may account for some of the names given to them: 1996 American Top of the World Island, Stray Dog West and 2003 Euro-American Island). All of them seem to have disappeared again. According to Bennike and Shea, Oodaap Qeqertaa has not been seen since 1980, and there are no sightings of any of the other six registered islets after 2008.

Rasch, our coastal geomorphologist, who is the scientific director of Arctic Station, the oldest research station in Greenland, explained that an islet in these waters, formed by old moraine that has been pushed above the surface by sea ice, can disappear as rapidly as it comes when ice floes are shifted about in the shallow waters by winds, waves and currents.

We brought back Ziploc bags containing mud and gravel samples for analysis. These are currently being examined by another member of our expedition, Anders Priemé, a microbial ecologist with the Institute of Biology at the University of Copenhagen. He will attempt to isolate DNA from microorganisms in the samples, most likely bacteria, and compare them with international databases.

“Since there is a big difference between bacteria in soil and in marine environments, the composition of bacteria will reveal whether the island is mostly marine or terrestrial,” he wrote in an email. “It is most likely that we will find both types of bacteria, but I hope to find a dominance of bacteria from one of the two types of environments. And yes, if I only find bacteria from a marine environment, then it is probably not an island, but only marine mud, pushed upwards from the seabed more recently. And vice versa: if I find that terrestrial bacteria dominate, you were swimming from the world’s northernmost true island.”

Others may look for other proof. In order to determine whether a new feature is indeed a true island, hydrologists, for example, will typically ask whether it is dry at high tide. Unfortunately, we don’t know whether this was the case for the island we landed on, but since the tidal differences are not very significant in this part of Greenland, it is certainly likely this is the case.

A name for the new island?

The formal naming of the new island or islet, should it ever become relevant, will be a matter for the Greenlandic Council for Place Names, established by law in 2017. The days when passing expeditions could name mountains, fjords or islands in Greenland as they pleased are gone forever, although private citizens, including foreigners, are welcome to make suggestions. The council’s standard practice is to name new features in the Greenlandic language and according to local linguistic traditions, and not to use the names of living people, except those of the Danish royal family.

Meanwhile, more islands are likely to be sighted as the changing climate rapidly alters the face of Greenland. At Carlsberg Fjord, in northeastern Greenland, which we flew over on our way north, an outcropping at the mouth of the fjord recently turned out to be an island when the ice that had previously connected it to the coastline melted.

Further out at sea lies Tuppiap Qeqertaa (or Tobias’ Island), which might have been created quite recently by icebergs pushing up gravel and sediments from the seabed. A Danish expedition first raised flags here in 2001. Soon after, the island was used in negotiations with Norway to determine ownership of the seabed between Greenland and the islands of Svalbard, whose status as a part of Norway is the same as Greenland’s status within the Kingdom of Denmark. The outcome was that Greenland’s territory grew by more than 900 square kilometers of seabed. Tuppiap Qeqertaa now appears on its own Greenlandic stamp.

We probably shouldn’t expect the new islet to receive a comparable honor, but never mind: for the time being it, by all accounts, is the northernmost feature of its kind on Earth.

The Leister Expedition Around North Greenland 2021 traveled in Greenland from July 18-30. It was initiated and financed by Swiss industrialist Christiane Leister. Its primary purpose was to conduct research into climate change in the Arctic. On July 27, a team of five landed on the new island north of Greenland: head of expedition Christiane Leister, scientific coordinator Morten Rasch, artist Julian Charrière, expedition leader Henrik Lassen, Air Greenland helicopter pilot Søren Thor Jørgensen and Martin Breum, a Copenhagen-based journalist and author.

This text, which has been slighted edited to reflect what we now know of the size of the island, was first published on ArcticToday.com on August 27th 2021. 

Rusland overvejer at udvide sit krav til den arktiske havbund helt til Grønlands 200-sømilegrænse.

To russiske skibe gennemførte mellem august og oktober 2020 et togt i polarisen med atomdreven isbryder og et forskningsskib, der indsamlede data om havbunden bare 60 sømil nord for Grønlands eksklusive økonomiske zone. Rusland vil desuden sandsynligvis indbyde Danmark til forhandling snart.

Sådan lyder essensen. Rusland har selv offentliggjort en række detaljer om togtet i 2020. Arktisk Kommando i Nuuk var klar over skibenes tilstedeværelse allerede, da togtet fandt sted.

Besætningen fra Akademik Fedorov fotograferet ved hjemkomst til Skt. Petersborg. Foto: Det russiske forsvarsministerium

Yderligere detaljer fremgår af informationer, jeg har skrevet om i Weekendavisen i denne uge og af den engelske version her på hjemmesiden. Den seneste risikovurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) tyder desuden på, at en del i kongeriget har kendt til sagen i nogen tid.

Det russiske togt har umiddelbar politisk betydning, og effekten øges selvsagt, hvis Rusland rent faktisk udvider sit eksisterende krav til havbunden og dermed til alt, hvad dybet måtte gemme af olie, gas og mineraler.

Udvidelse på vej

Vi ved endnu ikke, om udvidelsen af kravet kommer. De indsamlede data kan være utilstrækkelige, og der kan opstå politiske forhindringer.

Men meget tyder på, at en udvidelse er på vej. Det kan booste overlappet mellem Ruslands krav i Arktis og det dansk-grønlandske med 200.000 kvadratkilometer, så det samlede overlap lander på 800.000 kvadratkilometer.

Og ifølge FE vil Rusland sandsynligvis snart opfordre regeringen til direkte forhandlinger. FE mener, at Rusland sandsynligvis vil foreslå forhandlinger, så snart FN’s Sokkelkommission har vurderet Ruslands data (med eller uden udvidelse), og det kan ifølge de seneste forlydender fra kommissionen ske snart – formentlig allerede i år (dog med coronaforbehold).

Tre komponenter trænger sig på: Politisk tolkning af det seneste togt, behovet for enighed i rigsfællesskabet og spørgsmålet om den sikkerhedspolitiske effekt.

Politisk værdi
Med et udvidet krav i Arktis, eller alene med forsøget, signalerer Vladimir Putins regering styrke og handlekraft over for sit russiske vælgerhav.

Ruslands ledere har siden zartiden brugt erobringen af Arktis til at konsolideres deres egen legitimitet, og Vladimir Putin bruger grebet effektivt.

Faldskærmsjægere har trænet ved Nordpolen og det russiske Arktis udvikles i rekordfart. Ruslands økonomi er dybt afhængig af råstofferne fra nord, så folkesjælens fodring og landets velfærd hænger sammen i denne sag.

En del husker måske, da to russiske miniubåde i 2007 dykkede 4.300 meter ned til bunden ved Nordpolen og plantede det russiske flag.

De øvrige arktiske stater – inklusive Konservatives udenrigsminister, Per Stig Møller – frygtede, at Rusland med dykket gjorde sig klar til at bryde med international lov i Arktis, og at krigsskibe snart ville følge efter.

Senere forskning viser dog, at dykkets russiske ledelse sandsynligvis var mere optaget af indenrigs symboleffekt. Udenrigsminister Sergei Lavrov beroligede: Det amerikanske flag på månen førte jo heller ikke til krav om amerikansk ejerskab, og Rusland har siden slavisk fulgt FN’s spilleregler.

Usvækket fokus på erobring
Ruslands seneste togt, der også nåede ind i USA’s interessesfære nord for Alaska, understreger, at Ruslands fokus på arktisk erobring er usvækket, og at enhver forhandling med Danmark, Grønland og andre konkurrenter vil blive grebet tilsvarende håndfast an.

Det er væsentligt, ikke mindst fordi forhandlinger som nævnt kan blive relevante relativt snart. Coronaen vil forsinke processen i FN’s Sokkelkommission, men vi taler altså ikke længere nødvendigvis kun om forhandlinger i en fjern fremtid.

Danmark og Grønland vil som mindstemål skulle afklare, om tiden er inde til armlægningen med Rusland – et spørgsmål, der også involverer Canada.

Da Kristian Jensen (V) endnu var udenrigsminister, afviste Danmark et russisk tilbud om forhandlinger, angiveligt fordi Canadas krav ikke var klar, men den afvisning kan ikke længere bruges. Canada indleverede sit krav i 2019.

Er Danmark og Grønland enige?
Svar til Rusland vil kræve enighed internt i rigsfællesskabet, og her er der ikke nødvendigvis sammenfaldende interesser.

Grønland vil givetvis være optaget af de potentielle fund af olie, gas og mineraler. Selvstyreloven foreskriver, at alle indkomster fra råstoffer i Grønland principielt tilhører grønlænderne, uanset om de gemmer sig under bunden af Det Arktiske Ocean.

Ingen har endnu fundet skyggen af værdier så langt inde i polarisen, men ingen ved heller, hvad man finder i fremtiden. Regeringen kan blive klemt mellem sit udtalte ønske om at gøre rigsfællesskabet attraktivt for Grønland, så det ikke går i opløsning, og behovet for ikke at skabe konflikt med Rusland.

Det er slemt nok i Ruslands øjne, at Danmark på den militære front samarbejder umådeligt tæt med USA om at booste det amerikanske militære aftryk i Arktis i en tid, hvor Washington oftere tordner mod russisk oprustning og stadig oftere fører flådeskibe, fly og tropper tæt på Ruslands arktiske sfære.

Varmere forhold
Modsætningerne i rigsfællesskabet blev blotlagt i 2014, da Danmark og Grønland skulle enes om kongerigets krav til FN’s Sokkelkommission. Aleqa Hammond, der var formand for Naalakkersuisut, oplevede danskerne som uambitiøse:

“Vi havde som udgangspunkt to vidt forskellige holdninger til den fremtidige betydning af soklen. Det følte vi i hvert fald,” fortalte hun mig senere.

Ifølge Hammond var det grønlandsk pres, der gjorde, at kongerigets krav blev udvidet, så langt FN’s Havretskonvention overhovedet tillod, nemlig helt til Ruslands 200-sømilegrænse. Russerne er stadig, som Forsvarets Efterretningstjeneste skriver, “sandsynligvis meget utilfredse”.

I dag er forholdet mellem Nuuk og København varmere, men fokus i Nuuk er næppe ændret, og viljen til selvstændig udenrigspolitisk ageren er kun tiltaget. Aleqa Hammond er desuden blevet formand for Inatsisartuts, det grønlandske parlaments Sikkerheds- og Udenrigspolitiske Udvalg.

Et udvidet russisk krav vil måske rejse spørgsmålet, om yderligere dansk-grønlandsk dataindsamling i Det Arktiske Ocean vil gavne forhandlingspositionen. Nye ekspeditioner vil i givet fald koste et pænt antal millioner blandt andet til leje af en isbryder, og der ingen tradition for, at Grønland bidrager til udgifterne.

Freden holder
Sikkerhedspolitisk er der ifølge kendere, herunder lektor Jon Rahbek-Clemmensen fra Center for Arktiske Sikkerhedsstudier ved Forsvarsakademiet, ingen grund til bekymring:

“Sikkerhedspolitisk betyder det ikke meget. Det er internationalt farvand, så russerne kan sejle og flyve deroppe så meget, de har lyst. Det afgørende for Danmark er, om Rusland holder sig til gældende regler og konventioner, og der er intet, der tyder på regelbrud her,” sagde han, da jeg spurgte.

Martin Lidegaard (R), der var udenrigsminister, da det dansk-grønlandske krav blev formuleret, er ganske enig; det samme er den canadiske ekspert, professor Michael Byers fra University of British Columbia.

Konstruktiv tilgang
Forsvarets Efterretningstjeneste ser en mindre, potentiel risiko for russisk disruption, men kun hvis afgørelserne fra FN’s Sokkelkommission går Rusland voldsomt imod. Som tjenesten skrev i december:

“Rusland har indtil videre udvist en konstruktiv tilgang til sokkelspørgsmålet. Det er sandsynligt, at Rusland også fremover ønsker at fremstå som en konstruktiv forhandlingspartner, som følger FN-processen. Rusland vurderer sandsynligvis, at denne tilgang foreløbigt bedst tjener Ruslands interesser. Det er dog muligt, at Rusland senere vil vælge en anden tilgang, hvis FN-processen ikke fører til et acceptabelt resultat for Rusland”.

Her bør for fuldstændighedens skyld måske tilføjes et enkelt forhold, som FE ikke nævner. Den, der vinder retten til ressourcerne på havbunden, opnår ifølge FN’s Havretskonvention også en ikke særlig klart defineret ret til at forhindre andre i at udnytte ressourcerne i det samme område.

Rusland vil muligvis tolke juraen sådan, at der med retten til havbunden også følger ret til at inspicere eller på anden vis kontrollere andre nationers fartøjer, og så er det ikke længere uproblematisk.

True den frie sejlads
Der er stadig masser af is nord for Grønland, men klimakrisen betyder som bekendt, at isen forsvinder, så det er ikke den rene science fiction.

Spørgsmålet om “freedom of navigation” står allerede højt på dagsordenen i Arktis. USA, Danmark og andre beskylder Rusland for at true den frie sejlads nord for Rusland, og kontroversielle militære manøvrer gennemføres for at understrege pointen.

Især USA vil derfor muligvis også bekymre sig, hvis Rusland nu får udsigt til rettigheder nord for Grønland, der kan bruges som undskyldning for at bringe kontrollerende russiske isbrydere eller andet isenkram i mere regulær rutefart tæt på Thulebasen og det amerikanske fastland.

Denne nyhedsanalyse, der her optræder en anelse redigeret, blev offentliggjort på Altinget/Arktis 3. februar 2021

Den nye aftale om Thule-basen mellem Nuuk og Washington er skelsættende og ikke kun på grund af de mange penge, vi hørte om i første omgang.

Striden om servicering af Thule-basen har været genstand for bitre retssager i USA og seks års seje forhandlinger mellem Nuuk, København og Washington. Den fandt sin
løsning onsdag i sidste uge efter et videomøde mellem USAs nationale sikkerhedsrådgiver Robert C. O’Brien, Jeppe Kofod og Kim Kielsen.

Udklip fra Sermitsiaq.ag: Steen Lynge, Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender mener at Thule-aftalen giver Grønland større handlemuligeheder overfor udlandet

Grønland sikres nu igen store millionbeløb for serviceringen af Thule-basen. Basen dækker et område større end Bornholm, og Grønland vil fra 2024 efter alt at dømme igen tjene gode penge på serviceringen af basens grusveje, kantiner, sundhedsvæsen, sportsfaciliteter osv. Det er en triumf for Grønland og for det danske og grønlandske diplomati, der har kæmpet med Pentagon og US State Department, men det er ikke pointen her.

I politisk forstand er det centrale, at Nuuk med Thule-aftalen oplever at have fået langt større albuerum til at indgå aftaler med fremmede magter på egen hånd.

“Grønland er ikke dansk, Grønland er grønlandsk,” sagde Mette Frederiksen, da Trump ville købe Grønland, og Thule-aftalen afspejler, hvordan den indstilling nu gradvist får konkret betydning. Hovedaftalen fra sidste uge bærer kun to underskrifter: Kim Kielsen, formanden for Naalakkersuisut, Grønlands landsstyre, og Carla Sands, USA’s ambassadør i Danmark. Ikke Mette Frederiksens, ikke Jeppe Kofods, ikke Danmarks arktiske ambassadørs.

Hovedaftalen bærer kun to signaturer, præcis som aftalen om en amerikansk såkaldt hjælpepakke til Grønland til en værdi af 12 millioner dollars, der blev offentliggjort i april. Det var den første diplomatiske aftale indgået direkte mellem Washington og Grønland uden direkte medvirken fra København — selvom Udenrigsministeriet var informeret undervejs.

Hjælpepakken fulgte Trumps købstilbud og genåbningen af det amerikanske konsulat i Nuuk, og en række politikere på Christiansborg – Søren Espersen (DF), Rasmus Jarlov (K), Michael Aastrup Jensen (V), Karsten Hønge (SF) — var oprørte. Som Aastrup Jensen siger i seneste udgave af tidsskriftet Udenrigs:

“Jeg er bange for, at der er en langsigtet plan fra Trumps side om at trække Grønland ud af rigsfællesskabets sikre havn. Ikke nødvendigvis ved at købe Grønland, men på andre måder, og det skal vi tage alvorligt. Jeg er nervøs ved, at stormagterne går ind og interesserer sig for den del af vores kongerige. Vi skal turde tale meget tydeligere her.”

Stærkere rige?
Omvendt mener man i Nuuk, at rigsfællesskabet netop bliver stærkere af denne type aftaler, hvor Grønland alene tegner sig som ansvarshavende. På nyhedsportalen Sermitsiaq.ag lød det i en overskrift i sidste uge, at “ny aftale udvider rigsfællesskabets rammer”. Det var en stramning, for der er ikke sket formel udvidelse af Nuuks beføjelser, men Steen Lynge, Naalakkersuisoq, landsstyremedlem for udenrigsanliggender, sagde til citat, at den nye aftale “skaber præcedens for, at Grønland mere frit kan indgå aftaler med andre lande på hjemtagne områder i fremtiden”.

“Det er vigtigt for den grønlandske befolkning, at vi har råderum inden for rigsfællesskabet, og at vi frit kan arbejde med hjemtagne områder,” tilføjede han.

Den danske politolog, postdoc Mark Jacobsen, der forsker i de amerikansk-grønlandske relationer på Scott Polar Institute ved Cambridge Universitet, tænkte i samme baner: “For regeringen i Danmark er aftalen ekstra værdifuld som håndgribeligt bevis på, at den også i udlandet repræsenterer og forfølger Grønlands interesser. Det kan forstærke båndene mellem Nuuk og København,” sagde han til nyhedsportalen highnorthnews.no.

Populært sagt kan man hævde, at Mette Frederiksens regering, uden at opfylde Grønlands ønske om øgede udenrigspolitiske beføjelser for alvor og dermed risikere en konflikt med Grundloven, nu tilfredsstiller Nuuk ved at møblere Grønlands eksisterende råderum på mere funktionel vis.

Det sker ikke uden besvær. Aftalen er et resultat af et parløb mellem diplomater fra København og Nuuk gennem seks års komplekse og krævende forhandlinger med State Department og Pentagon, herunder hårde armlægninger med talknuserne fra US Air Force Acquisition, det amerikanske flyvevåbens magtfulde materieltjeneste.

Fravær af en formel dansk underskrift på selve hovedaftalen fra sidste uge tolkes i Nuuk og til dels i København derfor som en videreudvikling af det dansk-grønlandske forhold; ikke som et tab af dansk indflydelse i Nordatlanten.

De centrale aktører i Grønland, herunder formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, oplever, at Mette Frederiksen, Jeppe Kofod og resten af regeringen i højere grad end tidligere regeringer kommer indhold i Grønlands formelle ret til selv at tage vare på forholdet til fremmede stater og internationale institutioner, så længe det drejer sig om ansvarsområder, som Grønland allerede har hjemtaget fra Danmark – eksempelvis handel, råstofferne, fiskeriet osv. Retten fremgår af Selvstyreloven fra 2009.

Skrider det?
På Christiansborg er der som nævnt frygt for, at det hele skal skride. At USA på subtil vis skal opnå utidig indflydelse i Grønland, eller at Grønland får overdraget så vide udenrigspolitiske beføjelser, at Kina, USA, EU eller andre får mulighed for at spille Nuuk og København ud mod hinanden, fordi det er uklart, hvem der reelt har magten.

Hertil vil regeringen givetvis i lukkede kredse diskret henvise til, at aftalekomplekset består af fire dokumenter, herunder en såkaldt verbalnote, der udgør aftalens inderste, konkrete kerne. Det er her, USA beskriver, hvordan man vil sikre, at Grønland i fremtiden får kontant udbytte af serviceringen af Thule-basen, så de seneste seks års sure stridigheder kan lægges på hylden og USA få fred til at udvikle sit militær i Grønland.

Verbalnoten er formuleret som et forslag fra den amerikanske regering, der er godkendt på kongerigets vegne med et stempel fra det danske udenrigsministerium og en underskrift fra en medarbejder samme sted. Verbalnoten har karakter af en politisk aftale mellem kongeriget Danmark, repræsenteret ved Udenrigsministeriet, og USA. Ikke mellem Grønland og USA.

Det er i verbalnoten, at guldet ligger: En stribe vitale tekniske krav til de fremtidige udbud af den amerikanske servicekontrakt på Thule-basen. Her sikres det blandt andet, at det firma, der får kontrakten, skal være hjemmehørende i Grønland, så alle selskabsskatter tilfalder Grønlands landskasse, og der vil være krav om et vist antal grønlandske medarbejdere, lærlinge osv. Diplomaterne har brugt mange, mange timer på disse detaljer — og de er altså nu indeholdt i en aftale indgået mellem kongerigets udenrigsministerium i København og USA. De grønlandske forhandlere har givetvis deltaget tæt i forhandlingerne også om verbalnoten; alt tyder på et meget tæt dansk-grønlandsk parløb, men den er altså formelt godkendt af Udenrigsministeriet.

Resten af aftalen, som alene er underskrevet af Grønland og USA, består af en serie vigtige, men indtil videre uudfyldte hensigtserklæringer om bedre kontakt mellem Thule-basen og de lokale borgere i Nordgrønland og om udvidet økonomisk samarbejde mellem USA og Grønland, herunder faste konsultationer i en såkaldt Økonomisk Politisk Dialog (Færøerne indgår tilsvarende aftale med USA i næste uge). USA stiller eksportkreditter i udsigt til virksomheder, der vil lave forretning i Grønland; unge frivillige fra det såkaldte Peace Corps skal undervise i engelsk i Grønland; flere grønlændere kan se frem til legater til studier i USA m.m.

Alt det er centralt for Grønland og underskrevet alene af Kim Kielsen og Carla Sands. Men med den lille verbalnote er det altså lidt mere speget.

På denne facon afbalancerer regeringen tilsyneladende to centrale hensyn: Grønland får det længe ønskede større råderum i forholdet til fremmede magter, og den danske regerings monopol på forsvars- og sikkerhedspolitikken forbliver uantastet.

Grønland er nok grønlandsk i regeringens optik, men regeringens politik er fortsat, at kongeriget kun kan have én sikkerhedspolitik, én forsvarspolitik; ikke to eller tre, uanset, hvor gerne Grønland og Færøerne vil tale for sig selv.

Teksten her redigeret fra originalen, der optrådte på Altinget/Arktis 4. nov. 2020

Rigsfællesskabet har fået et russisk dilemma. Det er endnu en illustration af, hvordan Færøerne og Grønland i dag har interesser i udlandet, der ikke nødvendigvis er de samme som Danmarks.

Det handler om EU’s (og Danmarks) forsøg på at presse ledelsen i Moskva efter Ruslands militære annektering af Krim-halvøen og dens næsten to millioner indbyggere i 2014. Rusland besatte hele Krim, der ellers siden Sovjetunionens opløsning har været en del af Ukraine.

Færøsk lakseopdræt er blevet en stor forretning – ikke mindst i kraft af eksporten til Rusland. Foto: Bakkafrost

EU og USA har indført sanktioner mod Rusland for at tvinge annekteringen til ophør, men Færøerne vil ikke være med. Som nogle af de eneste ledere i Vesteuropa har Færøernes toppolitikere kritiseret EU-sanktionerne eller undladt at bakke dem om. Samtidig knokler Landsstyret i Torshavn for at øge eksporten af fisk til Rusland. Senest har Poul Michelsen, udenrigsansvarlig i det færøske landsstyre, den 24. august underskrevet en ny aftale med Rusland og fem gamle sovjetrepublikker i den Eurasiske Økonomiske Union. Færingerne eksporterer nu så mange fisk til Rusland (især laks og makrel) at succesen ses overalt: Eksporten til Rusland har en værdi på 2,5 milliarder — eller fire gange så meget som  bloktilskuddet fra Danmark på 642 millioner. Arbejdsløsheden er styrtdykket, og flere unge vender hjem fra udlandet – også kvinderne! Der bor nu for første gang over 51.000 på Færøerne.

En række danske politikere finder Færøernes holdning stærkt kritisabel. Som Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen forklarer mig: “Min personlige holdning har været klar længe, og jeg finder det stærkt problematisk, at Færøerne nu indgår en ny aftale med Rusland og en række af Ruslands nære venner. Man går direkte imod alle andre lande og områder i EU-fællesskabet, som prøver at isolerere Rusland og stoppe den magtpolitik, som Putin er godt i gang med overfor Krim, overfor Georgien og andre nationer. Jeg finder det meget, meget uheldigt for Danmark og for Europa, at vi har et område i rigsfællesskabet, der laver den her type aftaler.” Aastrup Jensen forestiller sig, at Putin vil bruge Færøerne i sin propaganda, og han advarer Færøerne om at uvilje mod øerne kan brede sig i Europa. Tidl. udenrigsminister Martin Lidegaard (RV), tidl. forsvarsminister Nick Hækkerup (S), og SF’ Jonas Dahl udtrykker samme irritation.

På Færøerne lægger ingen skjul på, at det handler om penge. Da jeg for nylig var i Torshavn og spurgte Poul Michelsen, hvad han mener om Ruslands annektering af Krim, nægtede han at mene noget: “Det kan godt være, at jeg har en privat holdning, men som medlem af Landsstyret har jeg ingen,” sagde han og opregnede fire hovedargumenter:

For det første ville det ramme Færøernes økonomi uforholdsmæssigt hårdt, hvis Færøerne bakkede op om sanktionerne og derfor mistede det russiske marked, siger han: “Vi ville gå bankerot dagen efter. Vi har ikke andre produkter end fisken, vi kan sælge. Desuden har vi fiskeriaftaler med russerne i Nordatlanten, der går 40 år tilbage, og som skal fornyes hvert år. Det ville have uanede konsekvenser for os, hvis det forhold gik i stykker,” siger han.

For det andet sælger EU-landene — inklusive Danmark — stadig alle de varer til Rusland, som russerne gerne vil købe. Danmark eksporterer stadig oksekød, landbrugsmaskiner m.v. til Rusland, selvom russerne ikke vil købe dansk svinekød. “Danmark er så dobbeltmoralsk så det batter. Danmark øger sin handel med Rusland, hvor det kan lade sig gøre, mens de taler om vores moral,” mener Michelsen.   

For det tredje påpeger han, at Færøerne ligesom Grønland ifølge grundloven ikke kan føre udenrigspolitik; det kan kun regeringen i København. Derfor forpligter rigsfællesskabet og det danske bloktilskud ikke i denne sag, mener Michelsen: “Rigsfællesskabet omfatter jo ikke udenrigspolitikken. Vi bliver ikke spurgt. Hvorfor skal jeg have en mening, når jeg ikke kan føre udenrigspolitik?” spørger han. Han får heller ikke de efterretninger, han skal bruge til at formulere en oplyst mening, siger han: “Vi aner ikke, hvad der foregår. Vi har tit bedt om at blive inddraget mere i udenrigspolitikken, men Danmark vil ikke.”

For det fjerde mener Poul Michelsen ikke, at Færøerne skylder EU noget. EU forbød i 2013 færøske skibe adgang til EU’s havne, også de danske. EU beskyldte færingerne for at rage urimeligt store silde- og makrelkvoter i Nordatlanten til sig og true bestandene. Al eksport til EU, der er Færøernes største marked, blev blokeret. Færingerne var rystede. Efter et år var konflikten løst, men traumet sidder i kroppen:

“Det er ikke, fordi vi vil have hævn,“ siger Michelsen. “Men vi lærte, hvor vigtigt det er, at vi ikke er afhængige af et enkelt marked,” siger han.

Regeringen i København siger ikke meget –  selvom politikerne på Christiansborg, også fra regeringspartierne, gerne udtrykker deres personlige holdninger. Regeringen er klemt mellem EU på den ene side og Færøerne på den anden — og juridisk er der ikke noget at kritisere. En del af dilemmaet er, at Færøerne ligesom Grønland ikke er medlem af EU, og derfor ikke bundet af de sanktioner, der vedtages i Bruxelles. EU’s sanktioner omfatter heller ikke et forbud mod at sælge fisk til Rusland. Sanktionerne sigter på at ramme enkeltpersoner i den russiske top bl.a. med indrejseforbud i EU-landene og på at forhindre Ruslands adgang til at lån og militær teknologi.   

Rusland forbød til gengæld i 2014 al import af en stribe varer fra EU, især fødevarer; herunder fisk. I Norge mistede lakseopdrættere, der er verdens største,  hele salget af fersk laks i Rusland — det er her færingerne slår til. Rusland meddelte tidligt, at Færøerne ikke er omfattet af de russiske importforbud; muligvis fordi de færøske politikere så hurtigt gjorde klart for Moskva, at Færøerne ikke støttede EU’s sanktioner.

På Færøerne er der bred opbakning til landsstyrets politik. I Lagtinget, det færøske parlament, opsøgte jeg lagtingsmedlem Kaj Leo Holm Johannesen fra Sambandspartiet, der er i opposition til Poul Michelsens landsstyre. Mens Poul Michelsen og hans parti, Framsókn, ønsker løsrivelse fra Danmark, støtter Sambandspartiet rigsfællesskabet. Jeg ville teste, om de to fløje er uenige om sanktionerne, men det var ikke tilfældet:

“Jeg er fuldstændig enig i Landsstyrets linje,” sagde Johannesen. Ikke overraskende måske. I 2014 var han lagmand, leder af Landsstyret. Da Putins regering formede sit modsvar til EU’s sanktioner, rejste Kaj Leo Johannesen til Moskva. Overfor den russiske handelsminister gjorde han klart, at Færøerne ikke støttede EU’s sanktioner. “Det handler om vores overlevelse som nation,” siger han i dag. Han mener, at det var forkert af Rusland at annektere Krim, men EU-sanktionerne er ikke det rette modsvar: “Man skal udtømme alle diplomatiske muligheder, før man går så drastisk til værks,” sagde han.  

Til frokost i den lokale afdeling af Rotary i Torshavn søgte jeg videre efter færinger, der er uenige med Landsstyret. Cirka tyve ledere fra de offentlige og private virksomheder er samlet. Jeg spørger, om det ikke er uanstændigt, at Færøerne undviger forsvaret for folkeretten? Må det pekuniære ikke lægges til side i så alvorlig en sag? Er det ikke netop små nationer som Færøerne, der nyder godt af den beskyttelse, folkeretten giver mod regimer som Putins?

Ikke én af de tilstedeværende bed på. Torshavns rotarianere opregnede ét for ét præcis de samme argumenter, jeg mødte hos politikerne.

Endelig, rundt om hjørnet på Færøernes Universitet supplerede den tidligere chef for Færøernes Statistik og tidligere formand for Færøernes Økonomiske Råd, Hermann Oskarsson, med økonomens perspektiv. “Politikerne lader sig i meget høj grad styre af de meget få, meget rige enkeltpersoner og virksomheder i fiskeriet. Men jeg ser ikke noget odiøst i eksporten til Rusland”, sagde han. “Du vil ikke finde én politiker i noget land på kloden, der ville sætte så store dele af nationens værdier på spil. Eksporten til Rusland har en værdi, der svarer til al vores import af varer til privat forbrug plus al den olie, vi bruger til energi til private og erhverv”.

Han sammenlignede politikken overfor for Rusland med dronning Margrethes og danske ministres besøg hos det saudiske regime, som han kalder “bestialsk”, men som Danmark åbenbart ikke har råd til at støde fra sig. Selv den kritiske økonom forstår Landsstyrets linje: “Sådan er det jo. Færøerne er ekstremt sårbare, fordi vi kun har fisken, og vi er en meget lille spiller. Der er ikke noget unormalt ved vores reaktion i den her sag,” sagde han.

Striden om Krim og sanktionerne har nu varet i fire år. Der er ingen tegn på, at den stopper snart.