pornjk.com tube600.com xpornplease.com redtube.social porn600.me porn800.me watchfreepornsex.com tube300.me
Uncategorized

Ny Thule-aftale udvider Grønlands udenrigspolitiske råderum

november 4, 2020 • Af

Den nye aftale om Thule-basen mellem Nuuk og Washington er skelsættende og ikke kun på grund af de mange penge, vi hørte om i første omgang.

Striden om servicering af Thule-basen har været genstand for bitre retssager i USA og seks års seje forhandlinger mellem Nuuk, København og Washington. Den fandt sin
løsning onsdag i sidste uge efter et videomøde mellem USAs nationale sikkerhedsrådgiver Robert C. O’Brien, Jeppe Kofod og Kim Kielsen.

Udklip fra Sermitsiaq.ag: Steen Lynge, Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender mener at Thule-aftalen giver Grønland større handlemuligeheder overfor udlandet

Grønland sikres nu igen store millionbeløb for serviceringen af Thule-basen. Basen dækker et område større end Bornholm, og Grønland vil fra 2024 efter alt at dømme igen tjene gode penge på serviceringen af basens grusveje, kantiner, sundhedsvæsen, sportsfaciliteter osv. Det er en triumf for Grønland og for diplomati, der har kæmpet med Pentagon og US State Department, men det er ikke pointen her.

I politisk forstand er det centrale, at Nuuk med Thule-aftalen oplever at have fået langt større albuerum til at indgå aftaler med fremmede magter på egen hånd.

“Grønland er ikke dansk, Grønland er grønlandsk,” sagde Mette Frederiksen, da Trump ville købe Grønland, og Thule-aftalen afspejler, hvordan den indstilling nu gradvist får konkret betydning. Hovedaftalen fra sidste uge bærer kun to underskrifter: Kim Kielsen, formanden for Naalakkersuisut, Grønlands landsstyre, og Carla Sands, USA’s ambassadør i Danmark. Ikke Mette Frederiksens, ikke Jeppe Kofods, ikke Danmarks arktiske ambassadørs.

Hovedaftalen bærer kun to signaturer, præcis som aftalen om en amerikansk såkaldt hjælpepakke til Grønland til en værdi af 12 millioner dollars, der blev offentliggjort i april. Det var den første diplomatiske aftale indgået direkte mellem Washington og Grønland uden direkte medvirken fra København — selvom Udenrigsministeriet var informeret undervejs.

Hjælpepakken fulgte Trumps købstilbud og genåbningen af det amerikanske konsulat i Nuuk, og en række politikere på Christiansborg – Søren Espersen (DF), Rasmus Jarlov (K), Michael Aastrup Jensen (V), Karsten Hønge (SF) — var oprørte. Som Aastrup Jensen siger i seneste udgave af tidsskriftet Udenrigs:

“Jeg er bange for, at der er en langsigtet plan fra Trumps side om at trække Grønland ud af rigsfællesskabets sikre havn. Ikke nødvendigvis ved at købe Grønland, men på andre måder, og det skal vi tage alvorligt. Jeg er nervøs ved, at stormagterne går ind og interesserer sig for den del af vores kongerige. Vi skal turde tale meget tydeligere her.”

Stærkere rige?
Omvendt mener man i Nuuk, at rigsfællesskabet netop bliver stærkere af denne type aftaler, hvor Grønland alene tegner sig som ansvarshavende. På nyhedsportalen Sermitsiaq.ag lød det i en overskrift i sidste uge, at “ny aftale udvider rigsfællesskabets rammer”. Det var en stramning, for der er ikke sket formel udvidelse af Nuuks beføjelser, men Steen Lynge, Naalakkersuisoq, landsstyremedlem for udenrigsanliggender, sagde til citat, at den nye aftale “skaber præcedens for, at Grønland mere frit kan indgå aftaler med andre lande på hjemtagne områder i fremtiden”.

“Det er vigtigt for den grønlandske befolkning, at vi har råderum inden for rigsfællesskabet, og at vi frit kan arbejde med hjemtagne områder,” tilføjede han.

Den danske politolog, postdoc Mark Jacobsen, der forsker i de amerikansk-grønlandske relationer på Scott Polar Institute ved Cambridge Universitet, tænkte i samme baner: “For regeringen i Danmark er aftalen ekstra værdifuld som håndgribeligt bevis på, at den også i udlandet repræsenterer og forfølger Grønlands interesser. Det kan forstærke båndene mellem Nuuk og København,” sagde han til nyhedsportalen highnorthnews.no.

Populært sagt kan man hævde, at Mette Frederiksens regering, uden at opfylde Grønlands ønske om øgede udenrigspolitiske beføjelser for alvor og dermed risikere en konflikt med Grundloven, nu tilfredsstiller Nuuk ved at møblere Grønlands eksisterende råderum på mere funktionel vis.

Det sker ikke uden besvær. Aftalen er et resultat af et parløb mellem diplomater fra København og Nuuk gennem seks års komplekse og krævende forhandlinger med State Department og Pentagon, herunder hårde armlægninger med talknuserne fra US Air Force Acquisition, det amerikanske flyvevåbens magtfulde materieltjeneste.

Fravær af en formel dansk underskrift på selve hovedaftalen fra sidste uge tolkes i Nuuk og til dels i København derfor som en videreudvikling af det dansk-grønlandske forhold; ikke som et tab af dansk indflydelse i Nordatlanten.

De centrale aktører i Grønland, herunder formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, oplever, at Mette Frederiksen, Jeppe Kofod og resten af regeringen i højere grad end tidligere regeringer kommer indhold i Grønlands formelle ret til selv at tage vare på forholdet til fremmede stater og internationale institutioner, så længe det drejer sig om ansvarsområder, som Grønland allerede har hjemtaget fra Danmark – eksempelvis handel, råstofferne, fiskeriet osv. Retten fremgår af Selvstyreloven fra 2009.

Skrider det?
På Christiansborg er der som nævnt frygt for, at det hele skal skride. At USA på subtil vis skal opnå utidig indflydelse i Grønland, eller at Grønland får overdraget så vide udenrigspolitiske beføjelser, at Kina, USA, EU eller andre får mulighed for at spille Nuuk og København ud mod hinanden, fordi det er uklart, hvem der reelt har magten.

Hertil vil regeringen givetvis i lukkede kredse diskret henvise til, at aftalekomplekset består af fire dokumenter, herunder en såkaldt verbalnote, der udgør aftalens inderste, konkrete kerne. Det er her, USA beskriver, hvordan man vil sikre, at Grønland i fremtiden får kontant udbytte af serviceringen af Thule-basen, så de seneste seks års sure stridigheder kan lægges på hylden og USA få fred til at udvikle sit militær i Grønland.

Verbalnoten er formuleret som et forslag fra den amerikanske regering, der er godkendt på kongerigets vegne med et stempel fra det danske udenrigsministerium og en underskrift fra en medarbejder samme sted. Verbalnoten har karakter af en politisk aftale mellem kongeriget Danmark, repræsenteret ved Udenrigsministeriet, og USA. Ikke mellem Grønland og USA.

Det er i verbalnoten, at guldet ligger: En stribe vitale tekniske krav til de fremtidige udbud af den amerikanske servicekontrakt på Thule-basen. Her sikres det blandt andet, at det firma, der får kontrakten, skal være hjemmehørende i Grønland, så alle selskabsskatter tilfalder Grønlands landskasse, og der vil være krav om et vist antal grønlandske medarbejdere, lærlinge osv. Diplomaterne har brugt mange, mange timer på disse detaljer — og de er altså nu indeholdt i en aftale indgået mellem kongerigets udenrigsministerium i København og USA. De grønlandske forhandlere har givetvis deltaget tæt i forhandlingerne også om verbalnoten; alt tyder på et meget tæt dansk-grønlandsk parløb, men den er altså formelt godkendt af Udenrigsministeriet.

Resten af aftalen, som alene er underskrevet af Grønland og USA, består af en serie vigtige, men indtil videre uudfyldte hensigtserklæringer om bedre kontakt mellem Thule-basen og de lokale borgere i Nordgrønland og om udvidet økonomisk samarbejde mellem USA og Grønland, herunder faste konsultationer i en såkaldt Økonomisk Politisk Dialog (Færøerne indgår tilsvarende aftale med USA i næste uge). USA stiller eksportkreditter i udsigt til virksomheder, der vil lave forretning i Grønland; unge frivillige fra det såkaldte Peace Corps skal undervise i engelsk i Grønland; flere grønlændere kan se frem til legater til studier i USA m.m.

Alt det er centralt for Grønland og underskrevet alene af Kim Kielsen og Carla Sands. Men med den lille verbalnote er det altså lidt mere speget.

På denne facon afbalancerer regeringen tilsyneladende to centrale hensyn: Grønland får det længe ønskede større råderum i forholdet til fremmede magter, og den danske regerings monopol på forsvars- og sikkerhedspolitikken forbliver uantastet.

Grønland er nok grønlandsk i regeringens optik, men regeringens politik er fortsat, at kongeriget kun kan have én sikkerhedspolitik, én forsvarspolitik; ikke to eller tre, uanset, hvor gerne Grønland og Færøerne vil tale for sig selv.

Teksten her redigeret fra originalen, der optrådte på Altinget/Arktis 4. nov. 2020


Uncategorized

Rigsfællesskabets russiske dilemma

september 24, 2018 • Af

Rigsfællesskabet har fået et russisk dilemma. Det er endnu en illustration af, hvordan Færøerne og Grønland i dag har interesser i udlandet, der ikke nødvendigvis er de samme som Danmarks.

Det handler om EU’s (og Danmarks) forsøg på at presse ledelsen i Moskva efter Ruslands militære annektering af Krim-halvøen og dens næsten to millioner indbyggere i 2014. Rusland besatte hele Krim, der ellers siden Sovjetunionens opløsning har været en del af Ukraine.

Færøsk lakseopdræt er blevet en stor forretning – ikke mindst i kraft af eksporten til Rusland. Foto: Bakkafrost

EU og USA har indført sanktioner mod Rusland for at tvinge annekteringen til ophør, men Færøerne vil ikke være med. Som nogle af de eneste ledere i Vesteuropa har Færøernes toppolitikere kritiseret EU-sanktionerne eller undladt at bakke dem om. Samtidig knokler Landsstyret i Torshavn for at øge eksporten af fisk til Rusland. Senest har Poul Michelsen, udenrigsansvarlig i det færøske landsstyre, den 24. august underskrevet en ny aftale med Rusland og fem gamle sovjetrepublikker i den Eurasiske Økonomiske Union. Færingerne eksporterer nu så mange fisk til Rusland (især laks og makrel) at succesen ses overalt: Eksporten til Rusland har en værdi på 2,5 milliarder — eller fire gange så meget som  bloktilskuddet fra Danmark på 642 millioner. Arbejdsløsheden er styrtdykket, og flere unge vender hjem fra udlandet – også kvinderne! Der bor nu for første gang over 51.000 på Færøerne.

En række danske politikere finder Færøernes holdning stærkt kritisabel. Som Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen forklarer mig: “Min personlige holdning har været klar længe, og jeg finder det stærkt problematisk, at Færøerne nu indgår en ny aftale med Rusland og en række af Ruslands nære venner. Man går direkte imod alle andre lande og områder i EU-fællesskabet, som prøver at isolerere Rusland og stoppe den magtpolitik, som Putin er godt i gang med overfor Krim, overfor Georgien og andre nationer. Jeg finder det meget, meget uheldigt for Danmark og for Europa, at vi har et område i rigsfællesskabet, der laver den her type aftaler.” Aastrup Jensen forestiller sig, at Putin vil bruge Færøerne i sin propaganda, og han advarer Færøerne om at uvilje mod øerne kan brede sig i Europa. Tidl. udenrigsminister Martin Lidegaard (RV), tidl. forsvarsminister Nick Hækkerup (S), og SF’ Jonas Dahl udtrykker samme irritation.

På Færøerne lægger ingen skjul på, at det handler om penge. Da jeg for nylig var i Torshavn og spurgte Poul Michelsen, hvad han mener om Ruslands annektering af Krim, nægtede han at mene noget: “Det kan godt være, at jeg har en privat holdning, men som medlem af Landsstyret har jeg ingen,” sagde han og opregnede fire hovedargumenter:

For det første ville det ramme Færøernes økonomi uforholdsmæssigt hårdt, hvis Færøerne bakkede op om sanktionerne og derfor mistede det russiske marked, siger han: “Vi ville gå bankerot dagen efter. Vi har ikke andre produkter end fisken, vi kan sælge. Desuden har vi fiskeriaftaler med russerne i Nordatlanten, der går 40 år tilbage, og som skal fornyes hvert år. Det ville have uanede konsekvenser for os, hvis det forhold gik i stykker,” siger han.

For det andet sælger EU-landene — inklusive Danmark — stadig alle de varer til Rusland, som russerne gerne vil købe. Danmark eksporterer stadig oksekød, landbrugsmaskiner m.v. til Rusland, selvom russerne ikke vil købe dansk svinekød. “Danmark er så dobbeltmoralsk så det batter. Danmark øger sin handel med Rusland, hvor det kan lade sig gøre, mens de taler om vores moral,” mener Michelsen.   

For det tredje påpeger han, at Færøerne ligesom Grønland ifølge grundloven ikke kan føre udenrigspolitik; det kan kun regeringen i København. Derfor forpligter rigsfællesskabet og det danske bloktilskud ikke i denne sag, mener Michelsen: “Rigsfællesskabet omfatter jo ikke udenrigspolitikken. Vi bliver ikke spurgt. Hvorfor skal jeg have en mening, når jeg ikke kan føre udenrigspolitik?” spørger han. Han får heller ikke de efterretninger, han skal bruge til at formulere en oplyst mening, siger han: “Vi aner ikke, hvad der foregår. Vi har tit bedt om at blive inddraget mere i udenrigspolitikken, men Danmark vil ikke.”

For det fjerde mener Poul Michelsen ikke, at Færøerne skylder EU noget. EU forbød i 2013 færøske skibe adgang til EU’s havne, også de danske. EU beskyldte færingerne for at rage urimeligt store silde- og makrelkvoter i Nordatlanten til sig og true bestandene. Al eksport til EU, der er Færøernes største marked, blev blokeret. Færingerne var rystede. Efter et år var konflikten løst, men traumet sidder i kroppen:

“Det er ikke, fordi vi vil have hævn,“ siger Michelsen. “Men vi lærte, hvor vigtigt det er, at vi ikke er afhængige af et enkelt marked,” siger han.

Regeringen i København siger ikke meget –  selvom politikerne på Christiansborg, også fra regeringspartierne, gerne udtrykker deres personlige holdninger. Regeringen er klemt mellem EU på den ene side og Færøerne på den anden — og juridisk er der ikke noget at kritisere. En del af dilemmaet er, at Færøerne ligesom Grønland ikke er medlem af EU, og derfor ikke bundet af de sanktioner, der vedtages i Bruxelles. EU’s sanktioner omfatter heller ikke et forbud mod at sælge fisk til Rusland. Sanktionerne sigter på at ramme enkeltpersoner i den russiske top bl.a. med indrejseforbud i EU-landene og på at forhindre Ruslands adgang til at lån og militær teknologi.   

Rusland forbød til gengæld i 2014 al import af en stribe varer fra EU, især fødevarer; herunder fisk. I Norge mistede lakseopdrættere, der er verdens største,  hele salget af fersk laks i Rusland — det er her færingerne slår til. Rusland meddelte tidligt, at Færøerne ikke er omfattet af de russiske importforbud; muligvis fordi de færøske politikere så hurtigt gjorde klart for Moskva, at Færøerne ikke støttede EU’s sanktioner.

På Færøerne er der bred opbakning til landsstyrets politik. I Lagtinget, det færøske parlament, opsøgte jeg lagtingsmedlem Kaj Leo Holm Johannesen fra Sambandspartiet, der er i opposition til Poul Michelsens landsstyre. Mens Poul Michelsen og hans parti, Framsókn, ønsker løsrivelse fra Danmark, støtter Sambandspartiet rigsfællesskabet. Jeg ville teste, om de to fløje er uenige om sanktionerne, men det var ikke tilfældet:

“Jeg er fuldstændig enig i Landsstyrets linje,” sagde Johannesen. Ikke overraskende måske. I 2014 var han lagmand, leder af Landsstyret. Da Putins regering formede sit modsvar til EU’s sanktioner, rejste Kaj Leo Johannesen til Moskva. Overfor den russiske handelsminister gjorde han klart, at Færøerne ikke støttede EU’s sanktioner. “Det handler om vores overlevelse som nation,” siger han i dag. Han mener, at det var forkert af Rusland at annektere Krim, men EU-sanktionerne er ikke det rette modsvar: “Man skal udtømme alle diplomatiske muligheder, før man går så drastisk til værks,” sagde han.  

Til frokost i den lokale afdeling af Rotary i Torshavn søgte jeg videre efter færinger, der er uenige med Landsstyret. Cirka tyve ledere fra de offentlige og private virksomheder er samlet. Jeg spørger, om det ikke er uanstændigt, at Færøerne undviger forsvaret for folkeretten? Må det pekuniære ikke lægges til side i så alvorlig en sag? Er det ikke netop små nationer som Færøerne, der nyder godt af den beskyttelse, folkeretten giver mod regimer som Putins?

Ikke én af de tilstedeværende bed på. Torshavns rotarianere opregnede ét for ét præcis de samme argumenter, jeg mødte hos politikerne.

Endelig, rundt om hjørnet på Færøernes Universitet supplerede den tidligere chef for Færøernes Statistik og tidligere formand for Færøernes Økonomiske Råd, Hermann Oskarsson, med økonomens perspektiv. “Politikerne lader sig i meget høj grad styre af de meget få, meget rige enkeltpersoner og virksomheder i fiskeriet. Men jeg ser ikke noget odiøst i eksporten til Rusland”, sagde han. “Du vil ikke finde én politiker i noget land på kloden, der ville sætte så store dele af nationens værdier på spil. Eksporten til Rusland har en værdi, der svarer til al vores import af varer til privat forbrug plus al den olie, vi bruger til energi til private og erhverv”.

Han sammenlignede politikken overfor for Rusland med dronning Margrethes og danske ministres besøg hos det saudiske regime, som han kalder “bestialsk”, men som Danmark åbenbart ikke har råd til at støde fra sig. Selv den kritiske økonom forstår Landsstyrets linje: “Sådan er det jo. Færøerne er ekstremt sårbare, fordi vi kun har fisken, og vi er en meget lille spiller. Der er ikke noget unormalt ved vores reaktion i den her sag,” sagde han.

Striden om Krim og sanktionerne har nu varet i fire år. Der er ingen tegn på, at den stopper snart.