pornjk.com tube600.com xpornplease.com redtube.social porn600.me porn800.me watchfreepornsex.com tube300.me
Uncategorized

Folketingets svar på tolkeproblemet kan få afgørende betydning for relationen til Grønland

september 4, 2023 • Af

 

Afløseren for Aki-Matilda Høegh-Dam vil tale grønlandsk under åbningsdebatten 5. oktober. Og samtidig slår en ekspert fast, at mindre end en fjerdedel af grønlænderne vil kunne klare sig i Folketinget på dansk.

 

Folketingets præsidium med formanden Søren Gade i spidsen har så vidt vides endnu ikke noget færdigt svar til de grønlandske politikere, der gerne vil tale grønlandsk fra talerstolen – og nu begynder det at haste.

22. september rejser Aki-Matilda Høegh-Dam, folketingsmedlem for det grønlandske parti Siumut, 14 dage på studieophold i USA, og hendes vikar og partifælle, Markus E. Olsen, har bebudet, at han vil tale grønlandsk i hvert fald under åbningsdebatten i Folketinget 5. oktober.

Markus E. Olsen ønsker at tale grønlandsk under åbningsdebatten 5. oktober. Foto: Siumut

“Når grønlænderne ikke kan tale på deres eget modersmål, bliver de ikke værdsat, som de er. Der skal være ligeværdighed. Alt er på danske præmisser. Sådan har det været i 300 år, og jeg synes, at det må være nok,” siger han, da jeg ringer til ham i Sisimiut, hvor han bor.

“Danskerne har… hvad siger man på dansk… taget det for givet, at grønlænderne bare kan tale dansk. At det er sådan, det skal være. I 300 år har man bare vænnet sig til, at grønlænderne skal gøre alting på dansk. At vi skal leve på dansk,” siger han.Markus E. Olsen glæder sig til Folketinget: “Det er som at få en gave på sin fødselsdag at få lov at tale fra Folketingets talerstol,” siger han. Han har været aktivt medlem af Siumut stort set ubrudt siden 1980’erne og arbejdede i en periode som partisekretær under partiformanden, landsstyreformand Hans Enoksen tilbage i nullerne.

Markus E. Olsen er uddannet teolog fra pastoralseminariet på Vartov i København og fungerede som præst i Nuuk indtil juni i år. Her blev han afskediget efter en prædiken, hvor han blandt andet undlod at velsigne dronning Margrethe og i øvrigt involverede en trommedanser.

I telefonen fra Sisimiut udtrykker han sig på et absolut forståeligt dansk, men det er tydeligvis også sandt, når han siger at, “hvis jeg skal udtrykke essensen, gør jeg det meget bedre på mit modersmål.” Han leder gerne i lidt tid efter de rette ord og vendinger, før han former sætninger på dansk.

Han forestiller sig, at han måske vil indlede sin tale under åbningsdebatten i oktober på dansk for at forklare, hvorfor han gerne vil holde resten af talen på grønlandsk. Han har ingen fast plan for, hvordan han vil svare på eventuelle spørgsmål under debatten: “Måske kan jeg få hjælp af en tolk,” funderer han. Han understreger, at hans ønske om at tale grønlandsk ikke er “for at drille”; han ønsker primært at udtrykke sig klart.

Forbud kommer næppe på tale

Sproget har altid været et sprængfarligt tema i Grønland, og mange vil følge præsidiets videre reaktion på udfordringen. At forbyde Markus E. Olsen at tale grønlandsk fra talerstolen – eller Aki-Matilda Høegh-Dam, når hun kommer hjem – kommer næppe på tale. Et forbud vil rejse en storm af anseelige dimensioner i Grønland, og flere af Folketingets tungeste aktører, herunder statsminister Mette Frederiksen og Søren Gade, har da også allerede udtrykt sympati for den grundtanke, at grønlændere og færinger bør have lov til at udtrykke sig på deres modersmål i Folketinget. (Ingen taler endnu om de 15.000 medlemmer af det tyske mindretal i Sønderjylland, men det kan komme). Desuden er tiden ikke til firkantede afvisninger eller kantede løsninger på dilemmaer, der handler om repræsentation, respekt for mindretal eller identitetspolitik. Ingen ønsker sig endnu et umuligt skænderi med Grønland; en løsning skal findes, ikke mindst fordi problemet stikker så dybt og i så mange retninger, at det kan antage helt umulige former, hvis det får lov at vokse.

Eksempelvis hører det med til konteksten, at langt de fleste grønlændere i praksis ikke har nogen reel mulighed for at udnytte deres ret til at blive valgt til og lade sig høre i Folketinget, så længe grønlandsk ikke er arbejdssprog i Folketinget. Jeg spurgte lingvisten Per Langgård, chefkonsulent på Grønlands Sprogsekretariat, hvor mange i Grønland, der taler dansk. Per Langgård var i mange år universitetslektor i grønlandsk på Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet, og han understreger først, at “det er der ikke et levende Guds øje, der ved.”

Sprogkundskaber registreres ingen steder i Grønland. Et ganske lille mindretal af grønlænderne i Grønland taler primært dansk; det gælder eksempelvis Landsstyrets finansansvarlige, Naaja Nathanielsen. Hvor mange af de øvrige grønlændere, der mestrer dansk er ikke registreret, men Per Langgård har arbejdet med sproget i Grønland siden 1972 og tør godt give et bud:

“Hvis vi taler om folk, der funktionelt er tosprogede og som altså foruden grønlandsk kan dansk nok til at klare sig, så tror jeg, at vi er nede på cirka 25 procent af befolkningen,” siger han.

“Det vil sige, at de kan møde en dansktalende medarbejder på kommunen eller en læge, der kun taler dansk, og stadig være heldige at lande på benene,” siger han.

Gruppen, der vil kunne klare sig på dansk i Folketinget, hvor et mere fuldgyldigt dansk i øjeblikket må anses for en forudsætning, er endnu mindre. Denne gruppe tæller efter Per Langgårds skøn mindre end hver fjerde grønlænder. Mere end 75 procent af grønlænderne vil med andre ord ifølge hans skøn ikke kunne holde en almindelig tale i Folketinget på funktionsdueligt dansk; de vil ikke kunne følge forhandlinger i salen eller deltage meningsfuldt på dansk i et udvalgsmøde – og dilemmaet er voksende.

“Jeg oplever, at danskkundskaberne falder betydeligt i dag,” siger Langgård. For folketingets præsidiums overvejelser hører det altså med, at mindre end en fjerdedel og stadig færre i Grønland efter Per Langgårds skøn reelt har mulighed for at agere meningsfuldt i Folketinget, så længe grønlandsk ikke i en eller anden grad accepteres som arbejdssprog. En del vil givetvis mene, at det er demokratisk problem uanset, at det principielt står enhver frit for at lære dansk.

Præsidiet vil i den forbindelse sikkert huske, at retten til at vælge to medlemmer af Folketinget blev fremhævet som en af de absolut vigtigste gevinster, da Danmark tilbage i 1950’erne skulle forklare, hvorfor det var attraktivt for grønlænderne at bytte den gamle status som koloni ud med fuld indlemmelse i Danmark.

Dengang var det et mål for ledende grønlandske kræfter, at så mange som muligt i Grønland skulle lære godt dansk. De opfattede det danske sprog som et middel til dannelse, fremskridt og ligeværd.

Vokser man op som grønlandsktalende, koster det gerne blod, sved og tårer at lære dansk, men dengang så ingen rigtig nogen vej udenom, hvis Grønland skulle nyde modernitetens frugter. Siden er billedet ændret betragteligt. I dag diskuteres det hyppigt, om ikke Grønland var bedre tjent med at udskifte dansk med engelsk som andet hovedsprog, sådan som man har gjort på Island. Unge i Grønland lærer alligevel engelsk fra de sociale medier, fra film og spil på nettet og i skolen – foruden de dele dansk, de får med sig fra skolen.

Kolonitiden klæber stadig til sproget. Dansk vil altid være koloniherrens sprog med alt, hvad deraf følger af bevidst eller ubevidst afstand og modstand. Det er eksempelvis en kilde til evig irritation i Grønland, at mange institutioner – virksomheder, sundhedsvæsenet, domstolene og så videre – stadig ledes af dansktalende chefer. Præsidiets afgørelse over for dem, der vil tale grønlandsk i Folketinget, vil med andre ord blive tolket ind i en allerede velvoksen skov af frustrationer.

Tolkning til 200 millioner

Diskussionen om grønlænderes og færingers muligheder for at tale dansk i Folketinget blev for alvor katapultet ind i præsidiet og den offentlige debat, da Aki-Matilda Høegh-Dam 12. maj valgte at holde et indlæg på grønlandsk og efterfølgende svare på spørgsmål fra salen på grønlandsk. Tidspunktet var ikke tilfældigt valgt: På dagsordenen stod statsministerens årlige redegørelse for rigsfællesskabets aktuelle tilstand.

Høegh-Dams aktion fik for en kort, historisk stund den parlamentariske debat til at bryde sammen, og en hidsig diskussion brød efterfølgende ud både i Danmark og i Grønland.

“Jeg er folkevalgt fra Grønland. Grønland er et valgdistrikt i sig selv. Jeg fører valgkamp på grønlandsk. Men jeg kan ikke repræsentere mit folk i Folketingssalen på det sprog, der er det officielle sprog i Grønland. Det ser jeg bare noget forkert i,” sagde Høegh-Dam til Ritzau.

Aki-Matilda Høegh-Dam holder sine følgere opdateret på de sociale medier. (Selfie)

Statsminister Mette Frederiksen og andre har siden som nævnt gjort klart, at en løsning bør findes. Problemet er blot hvilken. En enkelt tolk til en enkelt tale? Eller fuldbyrdet simultantolkning, så folketingsmedlemmer og vikarer fra Grønland eller Færøerne til enhver tid kan vælge at tale på modersmålet? Og betyder det så også, at de relevante dokumenter, uden hvilke folketingsarbejde ikke lader sig gøre, skal oversættes?

Sidst i august spurgte jeg Folketingets administration, om der var noget nyt fra præsidiet i sagen. Det var der ikke; jeg blev i stedet venligt henvist til en gammel pressemeddelelse fra juni.

“Ifølge et helt foreløbigt overslag vil det kunne koste mindst 200 millioner kroner om året at drive en tolkeordning i Folketinget med oversættelse til grønlandsk og færøsk. Hertil kommer etableringsomkostninger på mindst 40 millioner kroner,” lød det dengang.

De anonyme arbejdsheste i Folketingets administration havde sjovt nok ledt efter en løsning i Grønland:

“Overslaget tager udgangspunkt i den ordning, der findes i det grønlandske parlament, Inatsisartut. Her bliver tale simultantolket mellem grønlandsk og dansk, ligesom parlamentariske dokumenter bliver gjort tilgængelige på begge sprog. I forhold til Folketinget vil det skønsmæssigt indebære oversættelse af parlamentariske dokumenter på mindst 150.000 sider om året,” lød det i pressemeddelelsen.

Jeg spurgte dernæst i Nuuk, hvordan tolkningen dér konkret foregår. Grønlandsk lov siger, at alle forhandlinger i Inatsisartut, Grønlands parlament, som udgangspunkt foregår på grønlandsk, men denne grundregel har en afgørende fortsættelse: “Medlemmer af Inatsisartut og Naalakkersuisut, der ikke behersker grønlandsk, har adgang til at tale dansk med tolkning til grønlandsk, ligesom forhandlingerne skal kunne følges på dansk”. Og videre: “Forhandlingerne i Inatsisartut med tilhørende bilag offentliggøres på grønlandsk og på dansk.”

Dansk tale i Inatsisartut

I praksis tales der ganske ofte dansk i Inatsisartut, uden at nogen studser over det. Landsstyrets eller Naalakkersuisuts finansansvarlige, Naaja Nathanielsen, taler som nævnt primært dansk – også, når hun optræder i Inatsisartut. Er man medlem eller gæst i den smukke parlamentssal i Nuuk, får man straks ved ankomst udleveret en øresnegl og kan herefter nyde godt af kontinuerlig, non-stop simultantolkning uanset, om man er til grønlandsk eller dansk. Tolkene arbejder i hold af tre. Tyve minutter hver – og så videre til den næste. Sådan går det i maksimalt syv timer, før kapaciteten for et tremandshold er brugt op.

Tolkningen sikrer, at hele befolkningen i Grønland – også de dansktalende – altid har mulighed for at følge de løbende transmissioner fra Inatsisartuts forhandlinger. Parlamentet har for tiden en normering på syv fastansatte tolke, der sammen med en freelancer foruden simultantolkningen i salen oversætter alle dokumenter, så alt foreligger på to sprog – herunder alt materiale til brug for udvalgsbehandlinger.

Jeg har endnu ikke fået oplyst, hvad denne herlighed koster, men det er udbredt viden i Grønland, at tolkningen er rasende dyr. Der er tolkeafdelinger i Inatsisartut, men også i centraladministrationen under Naalakkersuisut, på kommunen, på Dronning Ingrids Hospital med videre.

Det kan blandt andet derfor være hundesvært at opdrive kyndige tolke, der mestrer både dansk og grønlandsk og som ikke i forvejen er overbebyrdede, især hvis det kræves, at de skal simultantolke.

Det er med andre ord ikke overraskende, at Folketingets administration i juni nåede frem til, at fuldbyrdet tolkning til og fra grønlandsk vil koste 200 millioner om året; en sum Søren Gade tydeligvis fandt uden for det tåleliges grænser. Han bedyrede, at en løsning skulle findes, men lod også forstå, at regningen efter hans mening bør være noget mindre.

Vi får se, formentlig snart. Folketingets præsidium, der har det formelle ansvar, holder ordinært møde 18. september.


Uncategorized

Hverken Færøernes eller Grønlands løsrivelse vil kræve ændring af grundloven

april 20, 2023 • Af

Skal grundloven skrives om, hvis Grønland eller Færøerne vil løsrive sig fra Danmark?

Der findes næppe noget andet spørgsmål, der i tilsvarende grad har forvirret debatten især om Grønlands eventuelle fremtid uden for rigsfællesskabet, og nu er dilemmaet aktuelt igen. Det skyldes især tre forhold. For det første offentliggøres formentlig snart den grønlandske forfatningskommissions endelige produkt: Et færdigt udkast til en forfatning for et uafhængigt Grønland.

Forfatningskommissionen afleverede sit udkast til Naalakkersuisut lige før 1. april, og det forlyder i Nuuk, at det bliver offentliggjort 28. april, når det formelt afleveres til debat i Inatsisartut, det grønlandske parlament.

Fri associering

For det andet vil en kreds af politikere, embedsmænd, akademikere og studerende i maj samles til seminar i Nuuk om free association, en ordning, hvor Grønland som uafhængig nation kan kobles til Danmark eller en anden stat i en ny, frivillig konstellation.

Fri associering har været diskuteret i Grønland i et par årtier; ordningen kendes fra en række Stillehavsøers sammenknytning med USA og New Zealand.

I Folketinget udtrykte Alternativet i 2018 støtte til tanken, og modellen sættes nu igen til debat i Grønland. Seminaret afholdes af den sikkerhedspolitiske tænketank Nasiffik på Grønlands Universitet og Dansk Institut for Internationale Studier.

Rigsfællesskabets fremtid

Michael Zilmer-Johns, her med nu afdøde Suka Frederiksen, Grønlands første selvstændighedsminister, i NATOs hovedkvarter, Bruxelles, 2018. Foto: Selvstyret

For det tredje har to centrale iagttagere i Danmark netop efterlyst en mere systematisk dansk debat om rigsfællesskabets fremtid.

Mikaela Engell, der som rigsombudsmand var statsministerens forlængede arm i Nuuk i 11 år frem til 2022, og Michael Zilmer-Johns, der 1. februar afsluttede 44 års tjeneste i Udenrigstjenesten, beskrev i Weekendavisen sidst i marts rigsfællesskabet som henholdsvis dysfunktionelt, uværdigt, udlevet, utilfredsstillende og plaget af mistillid.

“Jeg synes, vi i Danmark skal tænke over, hvordan vi kunne lave en anden form for fællesskab, hvor vi starter som tre uafhængige nationer, der binder sig sammen igen, men på frivillig basis og som et tilvalg, og ikke kun fordi det er vores historiske arv. Vi har et problem, fordi rigsfællesskabet, som vi kender det, ikke kan rumme grønlændernes og færingernes helt legitime ønsker om selvstændighed og en mere selvstændig international rolle,” siger Zilmer-Johns blandt andet.

Han foreslår en dansk kommission, der som pendant til den grønlandske forfatningskommission og den tilsvarende proces på Færøerne skal producere danske forslag til, hvordan rigsfællesskabet kan finde en mere duelig afløser.

“Der er udbredt utilfredshed med konstruktionen, og så er det da forkert, at vi ikke har vores egen debat i Danmark om, hvordan et alternativ kunne se ud. Der er også elementer, der er problematiske for Danmark. Man kan jo eksempelvis diskutere, om det er rimeligt, at vælgerne i Grønland og på Færøerne skal være med til at bestemme, om Store Bededag skal afskaffes. Jeg synes, at vi skylder færingerne, grønlænderne og os selv at tænke med i stedet for at blive ved med at lappe på et rigsfællesskab, der ikke tilfredsstiller nogen af parterne,” siger han.

Grundlovsændring?

Spørgsmålet om grundloven er helt afgørende for diskussionerne om Færøernes og Grønlands eventuelle udtræden af kongeriget.

Selv de mest positivt indstillede danske politikere vil givetvis klø sig grundigt i håret en ekstra gang, hvis løsrivelse kræver en grundlovsændring.

Sådan en kræver først et flertal i Folketinget, dernæst et folketingsvalg og endnu en vedtagelse i et nyt Folketing. Herefter skal ændringen til folkeafstemning, hvor et flertal, som udgør mindst 40 procent af de stemmeberettigede, møder op og stemmer ja.

Rigtigt meget kan gå galt i den proces — uanset, hvad ændringen i øvrigt handler om. Det er intet under, at grundloven kun er ændret fire gange siden tilblivelsen i 1849.

Det korte svar er nej

Jeg spurgte statsretseksperten Jørgen Albæk Jensen, professor emeritus i offentlig ret ved Juridisk Institut ved Aarhus Universitet, om han mener, at det vil kræve en ændring af grundloven, hvis Grønland forandrer status fra at være en del af kongeriget og i stedet genopstår som suveræn, selvstændig stat.

“Det korte svar er nej, det gør det ikke,” siger han.

Jørgen Albæk Jensen har sammen med sammen med sin kollega ved Aarhus Universitet, professor i statsforfatningsret Michael Hansen Jensen og den nuværende højesteretspræsident Jens Peter Christensen, der i en årrække var professor i offentlig ret ved Aarhus Universitet, skrevet lærebogen Dansk Statsret, som hører til det faste pensum på universiteterne. I 2015 udgav samme trio en ny 518-sider lang kommenteret udgave af grundloven på DJØF’s forlag.

“Den centrale bestemmelse i denne sammenhæng er grundlovens paragraf 19 stk 1,” siger Jørgen Albæk Jensen.

“Den siger, at hvis man vil indskrænke rigets område, som vi taler om i det her tilfælde, så kan det gøres ved en regeringsbeslutning, der skal godkendes af Folketinget. Det er for så vidt de formelle krav, der er. En del andre love vil formentlig trænge til at blive lavet om som følge af processen, men grundloven kræver ikke andre procedurer i den sammenhæng,” siger han.

“Vi har også grundlovens paragraf 1, der siger, at grundloven gælder hele Danmarks Rige, men Danmarks Rige er jo netop ikke defineret i grundloven. Hvis man vil afgive noget af Danmarks Rige, så kan man gøre det, og så gælder grundloven bare ikke længere der,” siger han.

Samme konklusion nåede Jens Peter Christensen, Højesterets nuværende præsident, kort før årtusindskiftet i “Notat af 22. juni 1999 om visse statsretlige aspekter af de færøske planer om oprettelse af en suveræn stat”.

De færøske politikere havde bedt om juridisk input forud for forhandlinger om løsrivelse med Poul Nyrup Rasmussens regering, og de blev næppe kede af svaret.

De to folketingsmedlemmer

De to nuværende grønlandske MF’ere: Aaja Chemnitz (AI, th.) og Aki-Mathilda Høegh-Dam (S). Foto: Paninnguaq Steenholdt, KNR

Og hvad så med de to grønlandske og de to færøske medlemmer af Folketinget? De er nævnt i grundlovens § 28: “Folketinget udgør een forsamling bestående af højst 179 medlemmer, hvoraf 2 medlemmer vælges på Færøerne og 2 i Grønland,” lyder det.

Man kunne tro, at en grundlovsændring så alligevel vil være nødvendig, men sådan ser juristerne det ikke:

“Der er almindelig enighed blandt de skriftkloge, som jeg i en eller anden grad hører til, om at det skal forstås på den måde, at så længe Grønland er en del af Danmarks Rige, skal to folketingsmedlemmer vælges i Grønland, men så snart Grønland ikke er en del af riget længere, så bliver bestemmelsen nytteløs eller falder væk, om du vil,” siger Jørgen Albæk Jensen.

“Problemet har været drøftet blandt statsretskyndige, og jeg tror ikke, at der er nogen, der mener andet end, at hvis Grønland ikke er med længere, så har bestemmelsen mistet sin relevans. Så har Folketinget bare ikke to medlemmer valgt i Grønland, og så skal valgloven i hvert fald nok laves om. Man skal tage stilling til, om der stadig skal være 179 medlemmer af Folketinget, og om man vil fordele de to ekstra pladser på resten af kredsene i Danmark eller nøjes med 177, men det er jo bare en ændring af valgloven. Der er ikke noget til hinder for det i grundloven. Den er så viseligt indrettet, at der ikke står, at der skal være 179 medlemmer af Folketinget. Der står bare, at der højest kan være 179 medlemmer,” siger han.

Professor Michael Hansen Jensen er ganske enig: “Egentlig selvstændighed for Grønland kræver ikke en grundlovsændring, men alene en regeringsbeslutning som skal godkendes af Folketinget,” skriver han i en mail.

Han uddyber over telefonen: “I det hele taget er grundloven ud fra en retlig betragtning ganske smidigt og tilpasningsdygtigt til de politiske ønsker, der måtte være for selvstyre eller egentlig uafhængighed,” siger han.

De nordatlantiske mandater

Bestemmelsen om de nordatlantiske medlemmer af Folketinget kan fint blive stående i grundloven, uanset om Grønland eller Færøerne skulle løsrive sig.

På samme vis med grundlovens § 71, der siger, at man på grund af de store afstande, vind og vejrforhold ikke nødvendigvis skal stilles for en dommer inden for 24 timer, hvis man anholdes i Grønland.

Også den bestemmelse kan ifølge Michael Hansen Jensen fint blive stående, selvom Grønland skulle trække sig ud af riget.

“Grundloven er jo et historisk produkt givet ud fra de forudsætninger, der var på et tidspunkt. Forudsætningerne kan ændre sig, så nogle bestemmelser ikke længere er relevante,” siger han.

Han nævner som eksempel grundlovens bestemmelse om hæftestraf. Grundloven er uændret, selvom retsvæsenet ikke længere benytter hæftestraf.

Professorerne er i øvrigt enige om, at fortolkningen af grundloven er den samme uanset, om det gælder Færøernes eller Grønlands løsrivelse:

“Der er fuldstændig parallelitet. De to rigsdele er i den forbindelse i helt samme situation,” siger Michael Hansen Jensen.

Uden forhandling

Grundloven dukker gerne op i diskussioner om Grønlands fremtid, fordi ledelsen i Nuuk forventes at indlede forhandlinger med Danmark, hvis løsrivelse en dag skulle blive aktuelt. Folketinget og regeringen, der er bundet af grundloven, vil altså hurtigt blive inddraget.

Lov om Grønlands Selvstyre fra 2009 indeholder en nøje beskrivelse af den forventede proces.

Selvstyreloven siger, at “beslutning om Grønlands selvstændighed træffes af det grønlandske folk”. Dernæst skal den grønlandske ledelse forhandle med den danske regering, og den aftale, der indgås, skal godkendes ved folkeafstemning i Grønland og endelig af Folketinget.

For at fuldende billedet kan man så spørge, om Grønland har mulighed for at springe forhandlingerne med Danmark over eller fortsætte selvstændighedsprocessen, hvis forhandlingerne med Danmark fejler? I så fald skulle Grønland som en ensidig handling erklære Grønland selvstændigt.

Det er værd at understrege, at vi her er ude i den rent teoretiske ende af skalaen, men jeg tager det med for fuldstændighedens skyld.

Hypotetiske diskussioner

Hvis en ensidig, uforhandlet løsrivelse skal have folkeretlig gyldighed, kræver det ifølge juraprofessor Rachael Lorna Johnstone ved Grønlands Universitet, at mindst ét af to kriterier er opfyldt.

Enten skal Grønland dokumentere, at Danmark konstant udsætter grønlænderne for meget voldsomme menneskerettighedskrænkelser.

To dommere fra Den Internationale Domstol i Haag har tidligere forklaret, at det kun er i de mest ekstreme tilfælde, at løsrivelse ad denne vej kan gennemføres. Dengang gjaldt det en kompleks diskussion om, hvorvidt serbernes overgreb var nok til at begrunde Kosovos frigørelse. Reelt er den vej altså lukket for Grønland.

Tilbage er ifølge Rachael Lorna Johnstone den mulighed, at der føres bevis for, at Grønland stadig i folkeretlig forstand er en koloni, uanset at Grønland ved seneste grundlovsændring i 1953 formelt blev indlemmet som en fuldgyldig del af Danmark.

Hvis det kan godtgøres, at Grønland stadig er en koloni (en tese som blandt andet den islandske jurist ph.d. Guðmundur Alfreðsson har arbejdet med), vil Grønland have samme ret til selvstændighed som andre kolonier — og der skal så en internationalt anerkendt folkeafstemning i Grønland til.

Rachael Lorna Johnstone vil ikke fuldstændigt udelukke denne mulighed fra den teoretiske diskussion, men hun beder om at få understreget så kraftigt som muligt, at det i hendes øjne er aldeles usandsynligt, at Grønland skulle vælge at undlade forhandling med Danmark.

“Det er en rent hypotetisk diskussion. Jeg forventer en forhandlet løsning,” fastslår hun per mail fra Nuuk.

Teksten her blev først offentliggjort på Altinget/Arktis 20. april 2023


Uncategorized

Walrus may have triggered both the start and the end of the Norse settlements in Greenland

oktober 28, 2022 • Af
The author stands before a replica of the Icelandic home of Eiríkur Þorvaldsson, better known as Erik the Red, built according to archeological findings. (foto: Michael Poulsen)

I had expected it to be somewhat larger. Perhaps even a whiff of the regal, signs of a Viking ruler, a few glimmering swords in the corner, perhaps a fur cape, ornaments indicating the grand turns of history instigated by those tall and longhaired men and women who lived here.

My mistake, of course. Erik the Red and his wife , who went on to establish the famous Norse settlements in Greenland back in the 10th century — the first European communities in Greenland — were only youngsters when they married and built with their own hands this turf- and driftwood house on a piece of grassland given to them by Þjóðhildur’s father.

They did not lack, but they did not belong to the very wealthy of the early settlers in Iceland either. No sunlight entered their first home except through the hole in the roof over the fireplace and the floor was trodden earth.

They had a son, Leif, who would become one of the first Europeans to set a ship ashore on the American continent, but back in Iceland, where it all began, the family did not stand out. Erik was known as Eiríkur Þorvaldsson, the son of Thorvald, a common name.

The Saga of Erik

I recently visited the small museum in Haukadalur in northwest Iceland, where a replica of Erik’s and Þjóðhildur’s first family home now stands, built according to archaeological finds and other historical records.

The original stone foundation of their actual house lies covered by thick, healthy grass about 50 meters up the hill from the present replica of their house. Archeologists excavated the foundation in the late 19th century and others went deeper in the late 1990s to unearth a few additional traces of Erik’s and Þjóðhildur’s everyday life.

One question, however, has not been easy to answer. Erik’s and Þjóðhildur’s life in Iceland cannot have been all bad; the land around their home was obviously fertile, the climate hospitable, Þjóðhildur’s relatives were not far away, they were part of a community here, so why did Erik and Þjóðhildur decide to leave Iceland in the first place?

Murderer on the run

The mainstream explanation has been for long that it had become too dangerous for them to stay.

Erik killed two of neighbors in duels, according to the sagas; a bloody but legal way to settle grievances at the time. Perhaps out of fear of reprisals Erik and Þjóðhildur took their woodworks with them and shifted to an island in the nearby Breiðafjörður.

After another rift, Erik killed the two sons of a new neighbor, and this time it was not legal, but murder. Erik was deemed lawless, which meant anyone was free to kill him and make away with his belongings. Only if he went into exile for at least three years could Erik be exonerated.

That was why they set sail — or so the common story went.

After weeks at sea, Erik and his company arrived in what we now know as south Greenland. They spent the first two years exploring the fjords; it must have looked very similar to what they knew from Iceland.

Walking about their home in Iceland, I noticed a stark resemblance to south Greenland: Grassy, rolling hills, well suited for the sheep, pigs and cattle they took with them from Iceland. Heftier mountains not far away, waters known for an abundance of fish and sea mammals, flocks of geese, eider, ptarmigans and other fowl. They must have felt lucky, when they found all this in Greenland.

But still, why did they leave?

On the sunny side

“Erik had the sunny side of the valley. They must have had a particularly good reason to go,” said Bjarnheidur Johannsdottir, the daily manager of the replica museum, when I visited.

She believes that walrus was a decisive factor behind the decision making.

The first wave of settlers, who had come to Iceland from Norway, found a healthy, but relatively small population of walrus in the fjords in west Iceland.

They turned walrus hides into exceedingly strong leathery ropes, valuable in all of the seafaring nations of the North Atlantic. Walrus blubber was rendered into oil. And by far the most profitable walrus product was the animal’s ivory tusks.

The Icelanders were closely connected to trading networks in Europe, and walrus tusks were sold at ever higher prices. The ivory teeth were turned into highly valuable carvings in professionalized workshops in Norway, England and elsewhere.

The export of walrus tusks long provided a handsome income for the settlers along the coast, but when Erik grew up — so Johannsdottir tells me —  the trade in walrus items was in deep trouble.

Manager of the Eirikstadur Museum, Bjarnheidur Johansdottir, lives just down the valley from Eirik the Red’s and Thordildur’s old homestead. The farms in the valley still go by the same names as those used a thousand years ago. (foto: Martin Breum)

“The earliest settlers had been in Iceland for the better part of a century. They had killed most of the walrus by then,” she said.

Erik and Þjóðhildur built their home in the middle of the conundrum. The waters not far to the west were known for their walruses: “We have islands in the fjords that have names indicating walruses,” Johannsdottir told me, but now the walruses were gone and Erik and Þjóðhildur was excited by the lure of walruses in Greenland.

But how would they have known of the walrus in Greenland? According to legend, after all, Erik and his entourage were the first Europeans to establish themselves there.

Others had been

Back in Copenhagen, I called on senior researcher Jette Arneborg, an archaeologist at Denmark’s National Museum, and found ample support for Johannsdottir’s interpretation. Arneborg has studied the Norse settlements in Greenland for decades and also visited Erik and Þjóðhildur’s home in Iceland.

“We have indications that they knew quite well that they would find walrus in Greenland,” she told me. She and her colleagues have found archaeological traces of Norse visits to Greenland that Arneborg believes predate Erik’s and Þjóðhildur’s arrival.

“Other Icelanders had most likely already been to Greenland and brought back word of the walruses,” she said.

She thinks that Erik’s and Þjóðhildur’s travels to Greenland were perhaps supported or even orchestrated by a consortium of Icelandic and perhaps Norwegian entrepreneurs.

“We know that sea-going ships were very expensive and seldom owned by a single person. Rather, they would belong to several people or entrepreneurs who were in it together,” she told me.

Archeologists found the actual site of Erik the Red’s and Thorhildur’s home a little above the place that was chosen for the replica. The first diggings were done here in the 19th century, and followed up in the late 1990s. (Martin Breum)

The promise of walrus in Greenland may also explain why Erik, as he returned briefly to Iceland after the first two years, was able to persuade so many other Icelanders to follow him back to Greenland:

“It makes good sense to include the walrus as a factor here,” Arneborg said. The prospect of unoccupied fertile valleys in Greenland probably also played a part as did the access to plenty of fish, fowl, seals and other foods, but Arneborg believes there is good reason to focus on the walrus: “They were most likely a very important incentive,” she said.

Vital walrus

In south Greenland, I visited some years ago the replica of Þjóðhildur and Erik the Red’s more substantive dwellings at Qassiarsuk; the place the Norse called Brattahlid. According to Jette Arneborg the replica there is probably somewhat larger than Erik’s and Þjóðhildur real-life home in Greenland would have been, but even so it seems the two of them did well there. When Þjóðhildur abandoned their old faith they even erected a small church a few steps from the main house.

I peered into their alcove in Greenland and noticed the separate walls and a separate door that would have provided the privacy they did not enjoy in Iceland. Greenland was good to them; they were better off there than in Iceland.

Their group grew to a wholesome society of farmer-hunters, numbering some 2,800 people at its height, according to the latest research (down from previous estimates of about 5,000 settlers).

Houses in Iceland at the time of Erik the Red were built primarily off driftwood and turf. The woodwork was assembled without nails; dismantled and moved when necessary. (Martin Breum)

The Norse remained in Greenland for more than 400 years; the trade in walrus tusks was stunningly successful. According to Smithsonian Magazine  records from the 14th century tell of a single Norse boatload carrying tusks from 260 walruses that were worth more than all the woolen cloth sent to the Norwegian king by nearly 4,000 Icelandic farms for one six-year period. These figures may not all be correct, but there seems to be little doubt that the walrus trade was vitally important to the Norse.

The tusks and hides were traded for crucial necessities from Europe. Goods made of iron, for example, were indispensable to the Scandinavian lifestyle of the Norse.

Several accounts of their journeys to North America are known — but then things began to go bad. The latest records of the Norse in Greenland are from a wedding in 1408; at that time it seems that a gradual collapse of the walrus trade was putting an end to their community.

New amounts of African ivory were entering the European market; the plague in Europe hampered exchanges with the merchants in Norway and it was getting colder in Greenland; more sea ice and storms made commerce across the ocean difficult. Times were rough, and without a steady income from the tusks, the first European settlements in Greenland were no longer sustainable.

All in all, it appears that walruses might have provided both the beginning and the end of the story of the Norse in Greenland. The latest science supports this interpretation. But perhaps there is still more to be learned.

As Bjarnheidur Johannsdottir told me in Iceland when we sat looking out at Erik’s and Þjóðhildur’s first turf house in the valley and talked of his origins in Norway, his father and their travels across the sea: “I was born 20 feet from the sea myself,” she said. “Quite often I just have to go see it and smell it. I understand perfectly well why Erik may not have felt entirely satisfied here.”


Uncategorized

Faglig vurdering af “Grønland og den amerikanske forbindelse”

februar 3, 2022 • Af

Alle bibliotekter i kongeriget har nu modtaget en fag-vurdering – en såkaldt lektørudtalelse – af min bog “Grønland og den amerikanske forbindelse” fra Bibliotekscentralen (som i dag hedder DBC). Den er jeg rigtig glad og stolt over: “Journalist Martin Breum er en kapacitet på området Grønland og Arktis, og hans enorme viden gør bogen til et interessant og informativt indspark om en aktuel politisk situation. Velegnet som debatbog, ” står der så sandelig. Bogen udkom i efteråret 2021 først som lydbog og e-bog fra Gyldendal og dernæst som trykt bog fra mit eget forlag HAMACOM. Om nogle uger udkommer bogen som lydbog på grønlandsk, oversat og indtalt af Mariia Simonsen. Tryk her, hvis du vil købe dit eget eksemplar. Jeg tillader mig at bringe hele lektørudtalelsen her:

 

Grønland og den amerikanske forbindelse : om købstilbud, løsrivelse og kongerigets skæbne
Forfatter: Martin Breum
Materialevurdering
Kort om bogen

Kom med bag om den amerikanske interesse for Grønland, som
trækker tråde både til fortid og fremtid. For læsere med
interesse for Grønland og storpolitik

Beskrivelse

I 2019 meddeler den amerikanske præsident Donald Trump, at
han gerne vil købe Grønland. I Danmark vækker udsagnet
primært vrede, men i Grønland er der en del, heriblandt den
unge politiker Aki-Mathilda Høegh-Dam, der ser tilbuddet som
en mulighed for at skabe en uafhængig stat. Det er hun ikke
alene om. Trumps købstilbud repræsenterede en amerikansk
interesse, der nu vokser videre hos Joe Biden, og som i Grønland
skaber en ny tro på fremtiden. Martin Breum diskuterer åbent
spørgsmål om, hvad USA’s egentlige mål er i Grønland? Hvordan
bør den danske regering og Grønlands ledere forholde sig, og
hvorfor reagerer danskere og grønlændere så forskelligt?
Forfatteren er en af Danmarks førende iagttagere af udviklingen i
Arktis og i rigsfællesskabet mellem Danmark, Grønland og
Færøerne. Han har skrevet flere bøger og i 2016 producerede
han sammen med Jakob Gottschau tv-dokumentarserien
“Rigsfællesskabets historie” til DR

Vurdering

Journalist Martin Breum er en kapacitet på området Grønland og
Arktis, og hans enorme viden gør bogen til et interessant og
informativt indspark om en aktuel politisk situation. Velegnet
som debatbog

Andre bøger om samme emne

Det er oplagt at henvise til forfatterens øvrige værker: Hvis
Grønland river sig løs og Balladen om Grønland

Til bibliotekaren

Anbefales

Materialet er vurderet af: Pernille Poulsen

Bog
Sprog: Dansk
1. udgave, 1. oplag (2021)
Hamacom (2021)
ISBN: 9788797343807
Faustnummer: 61636145
188 sider
Opstilling: 46.79


Uncategorized

Skal Thule-basen opgraderes?

januar 14, 2022 • Af

Den følgende artikel stod først at læse i Weekendavisen i november 2021, herefter på nyhedssitet High North News i Norge. Nogle dage efter blev udenrigsminister Jeppe Kofod spurgt i Folketinget, hvad regeringen vidste om USAs planer for opgradering af Thule Air Base. Jeppe Kofods svar, der forelå på skrift den 14. december 2021, lød som følger:

Regeringen og Naalakkersuisut bliver løbende holdt orienteret af amerikanske myndigheder om aktiviteter på Pituffik/Thulebasen,
herunder i regi af det såkaldte Permanente Udvalg. Udenrigsministeriet og Naalakkersuisut er bekendt med den i artiklen omtalte markedsanalyse. De amerikanske myndigheder har oplyst, at markedsanalysen for indeværende
ikke har resulteret i konkrete udbud, og har således ikke afstedkommet bygge- eller anlægsaktiviteter på basen. Fra amerikansk side, forventes det heller ikke at være nært forestående

 

Og her kommer så min artikel, sådan som den lød i Weekendavisen og – på norsk – på High North News:

 

Der var en grund til, at Donald Trump ville købe Grønland. Polarisens forsvinden og Ruslands oprustning i Arktis har gjort Grønland uomgængelig for USAs egen militære sikkerhed, og en række signaler tyder på, at handlingens fase nu nærmer sig.

Thule Air Base blev bygget i 1950’erne og er løbende blevet opgraderet – omend en del bygninger stadig er fra 1950’erne

Det amerikanske forsvar vil ifølge flere kilder inden for kort tid iværksætte en omfattende opgradering af Thule Air Base — måske den største, siden basens oprindelse i 1950’erne. 

Opgraderingen er ikke formelt bekræftet af de amerikanske myndigheder, der er endnu ikke tale om stikfaste beviser, men det amerikanske forsvars voksende aktivitet i Thule, den forstærkede brug af norske baser plus vedholdende forlydender i den danske byggebranche og i det danske forsvar tegner et påfaldende mønster.

De amerikanske ingeniørtropper, the US Corps of Engineers, efterlyste allerede i september 2020 rådgivende ingeniører, der vil påtage at styre en opgradering af basen. Budgettet alene til rådgivningen lød på 250.000.000 USD eller cirka 1,6 milliarder kroner, og kilder i branchen regner nu med, at et reelt udbud vil blive offentliggjort måske allerede i december eller i første halvdel af 2022.

Topfolk i det danske forsvar taler om, at basen formentlig skal klargøres, så den til enhver tid kan modtage, bevæbne og servicere et større antal – måske helt op til “et trecifret antal” – bombefly, tankfly m.v. plus hundreder, måske flere tusinde supporterende tropper i tilfælde af øget spænding eller egentlig militær konfrontation med Rusland i Arktis.

Amerikanernes genopblussede interesse for Thulebasen er i det hele taget velkendt i forsvaret. Det amerikanske luftvåben gennemførte under kodenavnet Amalgam Dart i august 2020 og i maj i år sammen Canadas luftvåben store øvelser med jagerfly og lufttankning i Arktis, hvor Thulebasen spillede en hovedrolle. 

Et dansk entreprenørselskab har bygget nye bremse-anlæg til jagerfly på basen – såkaldte tail-hooks, der blandt andet skal forhindre jagerfly i glide, hvis landingsbanerne er isglatte, og de danske myndigheder er blevet orienteret om, at en ellers nøje planlagt skrotning af basens ældste hangarer og barakker, hvoraf flere er fra 1950’erne, nu er aflyst.

 

Thule Air Base, der dækker et område på mere end 600 kvadratkilomter. Kun en mindre del er bebygget – her er hangarer, runways, værksteder, hospital m.v. Basen drives af det amerikanske luftvåben længst mod nord i Vestgrønland

En af Canadas mest garvede iagttagere af den militære udvikling i Arktis, professor Rob Huebert fra Department of Political Science ved University of Calgary, mener, at USA er ved at opbygge militær kapacitet i Arktis, der skal kunne knuse Ruslands evne til at affyre sine nye, ekstremt hurtige og manøvredygtige såkaldte hypersoniske missiler fra fly, skibe eller landanlæg i Arktis. 

“En opgradering af Thulebasen vil passe fint ind i det mønster, der allerede tegnes af det amerikanske forsvar i Nordnorge og på USAs egne anlæg i Alaska“ siger Huebert til Weekendavisen.

“Det er en simpel analyse. Man har simpelthen kortere reaktionstid i dag, end tidligere, og amerikanerne mener, at de må gøre noget ved det. En opgradering af Thule Air Base vil reelt bare sige, at amerikanerne investerer præcis, som de har skrevet i deres strategier over de sidste par år, at de vil gøre,” siger han.

  De amerikanske strateger har hidtil satset på varsler fra Thule om missiler, der affyres fra Rusland, før missilerne nåede USA; en stor radar vendt mod nord har i de seneste årtier udgjort den afgørende komponent på basen. Radarvarslerne skulle sikre, at den amerikanske befolkning blev advaret i tilfælde af missilangreb, og at det amerikanske forsvar kunne nå at gøre, hvad der var muligt, for at afværge et angreb – uanset, om det gjaldt missiler affyret fra Rusland eller russiske fly på vej mod USA. I dag anses denne form for varsling ikke længere for tilstrækkelig. 

Ruslands nye Nagurskoye-luftbase på øgruppen Franz Josef Land kun 900 km fra Nordpolen ligger så tæt på Thulebasen og det amerikanske fastland, at det for alvor foruroliger strategerne, og der er mange andre nye russiske anlæg, fly og skibe i Arktis, hvorfra både de nye hypersoniske og mindre sofistikerede missiler kan affyres. 

Det amerikanske modsvar er ifølge Rob Huebert, at alt, hvad der er til rådighed af baser for amerikanerne i Arktis, nu klargøres, så amerikanske jagerfly, bombefly og fly til lufttankning kan hidkaldes, hvis krisen indtræffer. På baserne kan flyene gøres klar til at destruere selve de anlæg, hvorfra Ruslands nye missiler kan affyres – russiske bombefly, skibe, ubåde og landanlæg. I fredstid holdes baserne i permanent klar-tilstand med fyldte brændstofdepoter, ammunition, reservedele, sneryddede landingsbaner, dåsemad på lageret o.s.v., men uden den skarpslebne krisebesætning. 

 

Politisk spiselig

 

Chefen for Forsvarsakademiets Center for Luftoperationer, major Karsten Marrup er stort set enig med Rob Huebert: 

“Det handler om at dominere luftrummet, og det betyder, at man også beskytter sig mod de platforme, der kan affyre missilerne. Og det er ikke kun de hypersoniske missiler, der bekymrer USA. Rusland har mange andre langtrækkende våbensystemer i Arktis,” siger han. Han sender et uddrag af US Air Force’s nye arktiske strategi fra 2020, hvor det fremgår, at flyvevåbnet vil sikre, at Thulebasen “matcher fremtidens operationelle behov”. 

Karsten Marrup understreger, at han ingen konkrete oplysninger har om en forestående opgradering. Han forestiller sig dog ligesom Rob Huebert, at de amerikanske strateger vil foretrække en model, hvor Thulebasen klargøres til modtagelse af fly og personnel, mens den daglige bemanding næppe vil vokse væsentligt, selvom russernes baser i nord er mere permanent bemandet. En sådan løsning vil spare penge og gøre opgraderingen i Thule politisk mere spiselig også  for den danske regering og for Naalakkersuisut, Grønlands landsstyre. Begge fastholder gerne, at Arktis også i fremtiden bør være et lavspændingsområde. 

Thulebasen huser i dag ingen faste fly og kun ca. 250 amerikanske tropper. En opgradering med henblik på deployering af et større antal fly, militære mekanikere og ammunitionseksperter vil uvægerligt skabe politisk opmærksomhed især blandt dem, der allerede ser et sikkerhedsdilemma i Arktis: USA opruster, fordi Rusland gør det og vica versa, og for hver tur i karrusellen vokser risikoen for fejl og utilsigtede, fatale sammenstød.

USA’s oprustning i Arktis har stået på i nogen tid. En massiv flådeøvelse i Nordatlanten, Trident Juncture, bragte i 2018 amerikanske flådefartøjer tættere på de russiske atombaser vest for Murmansk end på noget andet tidspunkt siden den kolde krig, og tidligere i år indgik Washington en aftale med Norge, der sikrer USAs forsvar uhindret adgang til fire norske militæranlæg, herunder en luftbase ved Evenes ved Lofoten og en marinebase tæt på Narvik. Amerikanske kampfly, flådeskibe og ubåde gennemfører nu øvelsesmissioner fra Nordnorge og videre op mod Ruslands mest sensitive atombaser og missildepoter på Kola-halvøen.

 

Seks milliarder

 

Vi ved ikke præcis, hvornår en opgradering i Thule vil ske eller præcis, hvad den vil indebære. Iagttagerne fra de danske virksomheder, der håber på lukrative kontrakter, bygger deres forventninger alene på oplysninger fra partnere i Nordamerika og på opslaget fra de amerikanske ingeniørtropper fra 2020. Det syv siders tekniske opslag viste, at USA sigter på opgradering eller nyopførsel på den 625 kvadratkilometer store base af “adskillige hangarer og bygninger, træningsfaciliteter, landingsbaner, brændstofsanlæg, ammunitionsdepoter, spisehaller, barakker, kontorer, laboratorier”, og at alt selvsagt skal sikres mod snemasserne, stormene og den dybe frost og i øvrigt forsynes med brandsikring, cybersecurity, intern tv-kommunikation m.v.

Budgettet alene for de rådgivende ingeniører lød som nævnt på cirka 1,6 milliarder kroner, der skal strækkes over fem år, og fagfolkene gætter på et samlet anlægsbudget på mellem fem og ti milliarder. Flere af de danske selskaber indgår i konsortier med selskaber i USA eller Canada, der nøje overvåger ethvert signal fra de amerikanske ingeniørtropper, og opfattelsen er som nævnt nu, at et udbud til rådgiverne vil blive offentliggjort inden længe. 

Den danske regering og Naalakkersuisut, Grønlands landsstyre, har ifølge Weekendavisens kilder i nogen tid været orienteret om USA’s generelle ønske om at modernisere Thule-basen, men ikke om konkrete byggeplaner, og USAs ambassade i København har ikke ønsket at kommentere Weekendavisens oplysninger. Flere Arktis-kyndige advarer mod overfortolkning af de foreløbige budgettal, fordi byggeri i Arktis altid er dyrt. Selv fem-ti milliarder kroner betyder ikke nødvendigvis, at Thulebasen kan opgraderes hurtigt eller massivt, siger de.

 

Grønlandsk gevinst

 

Grønland står i alle tilfælde til gevinst. Allerede i Trump-administrationens dage blev det besluttet, at kontrakter på den civile servicering af Thulebasen igen fra 2024 kun kan tildeles selskaber, der betaler skat i Grønland, og det amerikanske luftvåben offentliggjorde 5. oktober i år et udkast til den såkaldte service-kontrakt, der skal gælde fra ultimo 2023.

Kontrakten gælder vedligehold af basens fysiske anlæg plus hospital- og  brandvæsen, snerydning, vandforsyning, mad, rengøring osv. Den gælder ligesom de forventede kontrakter til den fysiske opgradering i milliardklassen, og Grønland kan regne med store indtægter fra skatter og andre goder, der endda vil vokse i takt med enhver opgradering. Det sikrer dog ikke nødvendigvis applaus: 

“En stor opgradering kan være i modstrid med Naalakkersuisuts ønske om lavspænding i Arktis,” siger formanden for det danske Folketings Grønlandsudvalg, Aaja Chemnitz-Larsen fra det grønlandske regeringsparti IA. 

“Jeg har godt hørt om et udbud. Man skal være naiv, hvis man ikke forventer en opgradering af basen, men det må i det mindste ske i samarbejde med os, og vi er ikke blevet orienteret,” siger hun. 


Uncategorized

How we discovered the norternmost island on Earth (II)

september 2, 2021 • Af

We were a team of five from the Leister Expedition Around North Greenland 2021, a Swiss-Danish scientific expedition, that landed on the island in a small chartered helicopter in late July.

We were convinced that we had landed on Oodaap Qeqertaa — or Oodaaq Island — an islet north of Greenland first sighted in 1978 by Danish geodesists and identified as the northernmost of its kind.

It was approaching midnight, when, unhindered by fog or any other onslaught of nasty weather, we set out from our quarters at a mining camp in Citronen Fjord.

Parts of our team flew in a Twin Otter toward Cape Morris Jesup, the northernmost tip of Greenland’s landmass and thus the northernmost point of land in the world, while the rest of us made a detour with the helicopter trying to locate Oodaap Qeqertaa and, if possible, make a brief landing there.

An aerial view of the island showing its expanse – notice the read helicopter from Air Greenland (Photo: Julian Charrière / Leister Expedition Around North Greenland 2021 / © VG Bild-Kunst, Bonn, Germany) Click to enlarge

 

We flew for about an hour over the wondrously majestic mountains of Pearyland, Greenland’s northernmost glacier-graced region, and then conducted a brief search of the shallow waters beyond of the flat reaches of northern Greenland’s coastal planes. Above the icy waters, resplendent in the late-night sun, the pilot soon spotted what we all agreed had to be Oodaap Qeqertaa.

The pilot scanned the area for polar bears and then landed on this otherwise stark, unassuming bank of gravel, sea ice, windblown snow patches, yellowish mud and a number of cone-shaped piles of gravel and rock, each standing a meter or two high. The coordinates on the helicopter’s instrument panel told us that we were at 83° 40′ 59.1″ North and 030° 41′ 52.2″ West. The precise size of the islet was hard to ascertain as it was ringed by ice, but I guessed it was less than 30 meters from one end to the other; a more serious estimation later concluded that it is perhaps 60 x 80 meters. Much is covered by icefloes, so the exact size is hard to ascertain.

We didn’t spend much time there, less than an hour, but, as I related in an earlier account, we managed a brief ceremonial swim; it wasn’t particularly pleasant, but it was a fitting gesture to mark a special moment.

A camera drone was launched, a small cairn was built and a notice left in the name of the expedition. Our expedition coordinator, Morten Rasch, a Danish coastal geomorphologist, waved a Greenlandic flag. Oodaap Qeqertaa was named after one of the legendary Greenlandic sled pilots from the Thule district, indispensable as they were to the early mapping of northern Greenland in the first part of the 20th century.

Not Oodaaq after all

It wasn’t until a couple of weeks later, when we had returned home, that we discovered to our surprise that we hadn’t been where we thought we were.

It began when an old acquaintance, Rene Forsberg, a professor at DTU Space, the Danish national space institute, heard through the grapevine about our expedition and the trip to what we at the time thought was Oodaap Qeqertaa. He wrote to ask for the precise coordinates of our helicopter’s landing spot and then subjected them to a more precise comparison with the coordinates of Oodaap Qeqertaa that were recorded in 1978.

It was at this time we learned that the precise positioning of the world’s northernmost island is more than a matter of idle trivia for the amusement of a group of adventurous spirits who share an interest in the Arctic.

Case in point: the location of Oodaap Qeqertaa, as it was registered in 1978, was used as the northernmost point on the coastline of Greenland by the Danish government and Greenland’s Self-Rule Authority in their 2014 joint submission to the UN Continental Shelf Commission. The submission makes the Kingdom of Denmark’s case for why it should be awarded the rights to vast tracts of seabed in the central part of the Arctic Ocean. Russia and Canada have their own substantial interests in this part of the ocean.

Forsberg and DTU Space are advisors to the Danish authorities, including the Foreign Ministry, in surveying Greenland and identifying its farthest reaches. He soon established that, according to our pilot’s coordinates, the island we visited on July 27 was positioned significantly further off the coast and to the north of the position registered for Oodaap Qeqertaa in 1978.

Forsberg has more than just a passing knowledge of the matter: as a student back in 1978, he was part of the official Danish expedition that first spotted Oodaap Qeqertaa and added it to the formal records, but his conclusion left no doubt.

“You were on something that lies some 800 meters further out than the old Oodaaq Ø,” he said, using the Danish name. “It is a new island that has not been mapped before, and you can be fairly certain that it is currently the northernmost island in the world. You have discovered an island that is of a type that comes and goes. I once flew over an island in this area and watched as it was flattened by three-meter-thick ice floe. The islands that American expeditions have identified at approximately the same latitude have most likely disappeared again. You can see them easily from a helicopter but you didn’t see any other than the one you landed on.”

Short-lived sister islands

Our belief that we had indeed been on world’s northernmost island, and that it had not been Oodaap Qeqertaa, grew stronger after reading an article in Polar Record 2019 titled “Oodaaq Ø and other short-lived islets north of Greenland,” by Danish geologist Ole Bennike and U.S. explorer Jeff Shea.

The two authors recounted how no less than seven small islands, including Oodaap Qeqertaa, have been registered in the shallow waters off the tip of Greenland since 1978 by Danish and American expeditions (which may account for some of the names given to them: 1996 American Top of the World Island, Stray Dog West and 2003 Euro-American Island). All of them seem to have disappeared again. According to Bennike and Shea, Oodaap Qeqertaa has not been seen since 1980, and there are no sightings of any of the other six registered islets after 2008.

Rasch, our coastal geomorphologist, who is the scientific director of Arctic Station, the oldest research station in Greenland, explained that an islet in these waters, formed by old moraine that has been pushed above the surface by sea ice, can disappear as rapidly as it comes when ice floes are shifted about in the shallow waters by winds, waves and currents.

Head of Expedition, Swiss industrialist Christiane Leister poses next to the little cairn built by the expedition on the new island. (Photo: Henrik Lassen)

We brought back Ziploc bags containing mud and gravel samples for analysis. These are currently being examined by another member of our expedition, Anders Priemé, a microbial ecologist with the Institute of Biology at the University of Copenhagen. He will attempt to isolate DNA from microorganisms in the samples, most likely bacteria, and compare them with international databases.

“Since there is a big difference between bacteria in soil and in marine environments, the composition of bacteria will reveal whether the island is mostly marine or terrestrial,” he wrote in an email. “It is most likely that we will find both types of bacteria, but I hope to find a dominance of bacteria from one of the two types of environments. And yes, if I only find bacteria from a marine environment, then it is probably not an island, but only marine mud, pushed upwards from the seabed more recently. And vice versa: if I find that terrestrial bacteria dominate, you were swimming from the world’s northernmost true island.”

Others may look for other proof. In order to determine whether a new feature is indeed a true island, hydrologists, for example, will typically ask whether it is dry at high tide. Unfortunately, we don’t know whether this was the case for the island we landed on, but since the tidal differences are not very significant in this part of Greenland, it is certainly likely this is the case.

A name for the new island?

The formal naming of the new island or islet, should it ever become relevant, will be a matter for the Greenlandic Council for Place Names, established by law in 2017. The days when passing expeditions could name mountains, fjords or islands in Greenland as they pleased are gone forever, although private citizens, including foreigners, are welcome to make suggestions. The council’s standard practice is to name new features in the Greenlandic language and according to local linguistic traditions, and not to use the names of living people, except those of the Danish royal family.

Meanwhile, more islands are likely to be sighted as the changing climate rapidly alters the face of Greenland. At Carlsberg Fjord, in northeastern Greenland, which we flew over on our way north, an outcropping at the mouth of the fjord recently turned out to be an island when the ice that had previously connected it to the coastline melted.

Further out at sea lies Tuppiap Qeqertaa (or Tobias’ Island), which might have been created quite recently by icebergs pushing up gravel and sediments from the seabed. A Danish expedition first raised flags here in 2001. Soon after, the island was used in negotiations with Norway to determine ownership of the seabed between Greenland and the islands of Svalbard, whose status as a part of Norway is the same as Greenland’s status within the Kingdom of Denmark. The outcome was that Greenland’s territory grew by more than 900 square kilometers of seabed. Tuppiap Qeqertaa now appears on its own Greenlandic stamp.

We probably shouldn’t expect the new islet to receive a comparable honor, but never mind: for the time being it, by all accounts, is the northernmost feature of its kind on Earth.

The Leister Expedition Around North Greenland 2021 traveled in Greenland from July 18-30. It was initiated and financed by Swiss industrialist Christiane Leister. Its primary purpose was to conduct research into climate change in the Arctic. On July 27, a team of five landed on the new island north of Greenland: head of expedition Christiane Leister, scientific coordinator Morten Rasch, artist Julian Charrière, expedition leader Henrik Lassen, Air Greenland helicopter pilot Søren Thor Jørgensen and Martin Breum, a Copenhagen-based journalist and author.

 

This text, which has been slighted edited to reflect what we now know of the size of the island, was first published on ArcticToday.com on August 27th 2021. 


Uncategorized

Hvad svarer kongeriget, hvis Rusland kræver mere af havbunden nord for Grønland?

februar 5, 2021 • Af

Rusland overvejer at udvide sit krav til den arktiske havbund helt til Grønlands 200-sømilegrænse.

To russiske skibe gennemførte mellem august og oktober 2020 et togt i polarisen med atomdreven isbryder og et forskningsskib, der indsamlede data om havbunden bare 60 sømil nord for Grønlands eksklusive økonomiske zone. Rusland vil desuden sandsynligvis indbyde Danmark til forhandling snart.

Sådan lyder essensen. Rusland har selv offentliggjort en række detaljer om togtet i 2020. Arktisk Kommando i Nuuk var klar over skibenes tilstedeværelse allerede, da togtet fandt sted.

Besætningen fra Akademik Fedorov fotograferet ved hjemkomst til Skt. Petersborg. Foto: Det russiske forsvarsministerium

Yderligere detaljer fremgår af informationer, jeg har skrevet om i Weekendavisen i denne uge og af den engelske version her på hjemmesiden. Den seneste risikovurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) tyder desuden på, at en del i kongeriget har kendt til sagen i nogen tid.

Det russiske togt har umiddelbar politisk betydning, og effekten øges selvsagt, hvis Rusland rent faktisk udvider sit eksisterende krav til havbunden og dermed til alt, hvad dybet måtte gemme af olie, gas og mineraler.

Udvidelse på vej

Vi ved endnu ikke, om udvidelsen af kravet kommer. De indsamlede data kan være utilstrækkelige, og der kan opstå politiske forhindringer.

Men meget tyder på, at en udvidelse er på vej. Det kan booste overlappet mellem Ruslands krav i Arktis og det dansk-grønlandske med 200.000 kvadratkilometer, så det samlede overlap lander på 800.000 kvadratkilometer.

Og ifølge FE vil Rusland sandsynligvis snart opfordre regeringen til direkte forhandlinger. FE mener, at Rusland sandsynligvis vil foreslå forhandlinger, så snart FN’s Sokkelkommission har vurderet Ruslands data (med eller uden udvidelse), og det kan ifølge de seneste forlydender fra kommissionen ske snart – formentlig allerede i år (dog med coronaforbehold).

Tre komponenter trænger sig på: Politisk tolkning af det seneste togt, behovet for enighed i rigsfællesskabet og spørgsmålet om den sikkerhedspolitiske effekt.

Politisk værdi
Med et udvidet krav i Arktis, eller alene med forsøget, signalerer Vladimir Putins regering styrke og handlekraft over for sit russiske vælgerhav.

Ruslands ledere har siden zartiden brugt erobringen af Arktis til at konsolideres deres egen legitimitet, og Vladimir Putin bruger grebet effektivt.

Faldskærmsjægere har trænet ved Nordpolen og det russiske Arktis udvikles i rekordfart. Ruslands økonomi er dybt afhængig af råstofferne fra nord, så folkesjælens fodring og landets velfærd hænger sammen i denne sag.

En del husker måske, da to russiske miniubåde i 2007 dykkede 4.300 meter ned til bunden ved Nordpolen og plantede det russiske flag.

De øvrige arktiske stater – inklusive Konservatives udenrigsminister, Per Stig Møller – frygtede, at Rusland med dykket gjorde sig klar til at bryde med international lov i Arktis, og at krigsskibe snart ville følge efter.

Senere forskning viser dog, at dykkets russiske ledelse sandsynligvis var mere optaget af indenrigs symboleffekt. Udenrigsminister Sergei Lavrov beroligede: Det amerikanske flag på månen førte jo heller ikke til krav om amerikansk ejerskab, og Rusland har siden slavisk fulgt FN’s spilleregler.

Usvækket fokus på erobring
Ruslands seneste togt, der også nåede ind i USA’s interessesfære nord for Alaska, understreger, at Ruslands fokus på arktisk erobring er usvækket, og at enhver forhandling med Danmark, Grønland og andre konkurrenter vil blive grebet tilsvarende håndfast an.

Det er væsentligt, ikke mindst fordi forhandlinger som nævnt kan blive relevante relativt snart. Coronaen vil forsinke processen i FN’s Sokkelkommission, men vi taler altså ikke længere nødvendigvis kun om forhandlinger i en fjern fremtid.

Danmark og Grønland vil som mindstemål skulle afklare, om tiden er inde til armlægningen med Rusland – et spørgsmål, der også involverer Canada.

Da Kristian Jensen (V) endnu var udenrigsminister, afviste Danmark et russisk tilbud om forhandlinger, angiveligt fordi Canadas krav ikke var klar, men den afvisning kan ikke længere bruges. Canada indleverede sit krav i 2019.

Er Danmark og Grønland enige?
Svar til Rusland vil kræve enighed internt i rigsfællesskabet, og her er der ikke nødvendigvis sammenfaldende interesser.

Grønland vil givetvis være optaget af de potentielle fund af olie, gas og mineraler. Selvstyreloven foreskriver, at alle indkomster fra råstoffer i Grønland principielt tilhører grønlænderne, uanset om de gemmer sig under bunden af Det Arktiske Ocean.

Ingen har endnu fundet skyggen af værdier så langt inde i polarisen, men ingen ved heller, hvad man finder i fremtiden. Regeringen kan blive klemt mellem sit udtalte ønske om at gøre rigsfællesskabet attraktivt for Grønland, så det ikke går i opløsning, og behovet for ikke at skabe konflikt med Rusland.

Det er slemt nok i Ruslands øjne, at Danmark på den militære front samarbejder umådeligt tæt med USA om at booste det amerikanske militære aftryk i Arktis i en tid, hvor Washington oftere tordner mod russisk oprustning og stadig oftere fører flådeskibe, fly og tropper tæt på Ruslands arktiske sfære.

Varmere forhold
Modsætningerne i rigsfællesskabet blev blotlagt i 2014, da Danmark og Grønland skulle enes om kongerigets krav til FN’s Sokkelkommission. Aleqa Hammond, der var formand for Naalakkersuisut, oplevede danskerne som uambitiøse:

“Vi havde som udgangspunkt to vidt forskellige holdninger til den fremtidige betydning af soklen. Det følte vi i hvert fald,” fortalte hun mig senere.

Ifølge Hammond var det grønlandsk pres, der gjorde, at kongerigets krav blev udvidet, så langt FN’s Havretskonvention overhovedet tillod, nemlig helt til Ruslands 200-sømilegrænse. Russerne er stadig, som Forsvarets Efterretningstjeneste skriver, “sandsynligvis meget utilfredse”.

I dag er forholdet mellem Nuuk og København varmere, men fokus i Nuuk er næppe ændret, og viljen til selvstændig udenrigspolitisk ageren er kun tiltaget. Aleqa Hammond er desuden blevet formand for Inatsisartuts, det grønlandske parlaments Sikkerheds- og Udenrigspolitiske Udvalg.

Et udvidet russisk krav vil måske rejse spørgsmålet, om yderligere dansk-grønlandsk dataindsamling i Det Arktiske Ocean vil gavne forhandlingspositionen. Nye ekspeditioner vil i givet fald koste et pænt antal millioner blandt andet til leje af en isbryder, og der ingen tradition for, at Grønland bidrager til udgifterne.

Freden holder
Sikkerhedspolitisk er der ifølge kendere, herunder lektor Jon Rahbek-Clemmensen fra Center for Arktiske Sikkerhedsstudier ved Forsvarsakademiet, ingen grund til bekymring:

“Sikkerhedspolitisk betyder det ikke meget. Det er internationalt farvand, så russerne kan sejle og flyve deroppe så meget, de har lyst. Det afgørende for Danmark er, om Rusland holder sig til gældende regler og konventioner, og der er intet, der tyder på regelbrud her,” sagde han, da jeg spurgte.

Martin Lidegaard (R), der var udenrigsminister, da det dansk-grønlandske krav blev formuleret, er ganske enig; det samme er den canadiske ekspert, professor Michael Byers fra University of British Columbia.

Konstruktiv tilgang
Forsvarets Efterretningstjeneste ser en mindre, potentiel risiko for russisk disruption, men kun hvis afgørelserne fra FN’s Sokkelkommission går Rusland voldsomt imod. Som tjenesten skrev i december:

“Rusland har indtil videre udvist en konstruktiv tilgang til sokkelspørgsmålet. Det er sandsynligt, at Rusland også fremover ønsker at fremstå som en konstruktiv forhandlingspartner, som følger FN-processen. Rusland vurderer sandsynligvis, at denne tilgang foreløbigt bedst tjener Ruslands interesser. Det er dog muligt, at Rusland senere vil vælge en anden tilgang, hvis FN-processen ikke fører til et acceptabelt resultat for Rusland”.

Her bør for fuldstændighedens skyld måske tilføjes et enkelt forhold, som FE ikke nævner. Den, der vinder retten til ressourcerne på havbunden, opnår ifølge FN’s Havretskonvention også en ikke særlig klart defineret ret til at forhindre andre i at udnytte ressourcerne i det samme område.

Rusland vil muligvis tolke juraen sådan, at der med retten til havbunden også følger ret til at inspicere eller på anden vis kontrollere andre nationers fartøjer, og så er det ikke længere uproblematisk.

True den frie sejlads
Der er stadig masser af is nord for Grønland, men klimakrisen betyder som bekendt, at isen forsvinder, så det er ikke den rene science fiction.

Spørgsmålet om “freedom of navigation” står allerede højt på dagsordenen i Arktis. USA, Danmark og andre beskylder Rusland for at true den frie sejlads nord for Rusland, og kontroversielle militære manøvrer gennemføres for at understrege pointen.

Især USA vil derfor muligvis også bekymre sig, hvis Rusland nu får udsigt til rettigheder nord for Grønland, der kan bruges som undskyldning for at bringe kontrollerende russiske isbrydere eller andet isenkram i mere regulær rutefart tæt på Thulebasen og det amerikanske fastland.

Denne nyhedsanalyse, der her optræder en anelse redigeret, blev offentliggjort på Altinget/Arktis 3. februar 2021

 


Uncategorized

Ny Thule-aftale udvider Grønlands udenrigspolitiske råderum

november 4, 2020 • Af

Den nye aftale om Thule-basen mellem Nuuk og Washington er skelsættende og ikke kun på grund af de mange penge, vi hørte om i første omgang.

Striden om servicering af Thule-basen har været genstand for bitre retssager i USA og seks års seje forhandlinger mellem Nuuk, København og Washington. Den fandt sin
løsning onsdag i sidste uge efter et videomøde mellem USAs nationale sikkerhedsrådgiver Robert C. O’Brien, Jeppe Kofod og Kim Kielsen.

Udklip fra Sermitsiaq.ag: Steen Lynge, Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender mener at Thule-aftalen giver Grønland større handlemuligeheder overfor udlandet

Grønland sikres nu igen store millionbeløb for serviceringen af Thule-basen. Basen dækker et område større end Bornholm, og Grønland vil fra 2024 efter alt at dømme igen tjene gode penge på serviceringen af basens grusveje, kantiner, sundhedsvæsen, sportsfaciliteter osv. Det er en triumf for Grønland og for det danske og grønlandske diplomati, der har kæmpet med Pentagon og US State Department, men det er ikke pointen her.

I politisk forstand er det centrale, at Nuuk med Thule-aftalen oplever at have fået langt større albuerum til at indgå aftaler med fremmede magter på egen hånd.

“Grønland er ikke dansk, Grønland er grønlandsk,” sagde Mette Frederiksen, da Trump ville købe Grønland, og Thule-aftalen afspejler, hvordan den indstilling nu gradvist får konkret betydning. Hovedaftalen fra sidste uge bærer kun to underskrifter: Kim Kielsen, formanden for Naalakkersuisut, Grønlands landsstyre, og Carla Sands, USA’s ambassadør i Danmark. Ikke Mette Frederiksens, ikke Jeppe Kofods, ikke Danmarks arktiske ambassadørs.

Hovedaftalen bærer kun to signaturer, præcis som aftalen om en amerikansk såkaldt hjælpepakke til Grønland til en værdi af 12 millioner dollars, der blev offentliggjort i april. Det var den første diplomatiske aftale indgået direkte mellem Washington og Grønland uden direkte medvirken fra København — selvom Udenrigsministeriet var informeret undervejs.

Hjælpepakken fulgte Trumps købstilbud og genåbningen af det amerikanske konsulat i Nuuk, og en række politikere på Christiansborg – Søren Espersen (DF), Rasmus Jarlov (K), Michael Aastrup Jensen (V), Karsten Hønge (SF) — var oprørte. Som Aastrup Jensen siger i seneste udgave af tidsskriftet Udenrigs:

“Jeg er bange for, at der er en langsigtet plan fra Trumps side om at trække Grønland ud af rigsfællesskabets sikre havn. Ikke nødvendigvis ved at købe Grønland, men på andre måder, og det skal vi tage alvorligt. Jeg er nervøs ved, at stormagterne går ind og interesserer sig for den del af vores kongerige. Vi skal turde tale meget tydeligere her.”

Stærkere rige?
Omvendt mener man i Nuuk, at rigsfællesskabet netop bliver stærkere af denne type aftaler, hvor Grønland alene tegner sig som ansvarshavende. På nyhedsportalen Sermitsiaq.ag lød det i en overskrift i sidste uge, at “ny aftale udvider rigsfællesskabets rammer”. Det var en stramning, for der er ikke sket formel udvidelse af Nuuks beføjelser, men Steen Lynge, Naalakkersuisoq, landsstyremedlem for udenrigsanliggender, sagde til citat, at den nye aftale “skaber præcedens for, at Grønland mere frit kan indgå aftaler med andre lande på hjemtagne områder i fremtiden”.

“Det er vigtigt for den grønlandske befolkning, at vi har råderum inden for rigsfællesskabet, og at vi frit kan arbejde med hjemtagne områder,” tilføjede han.

Den danske politolog, postdoc Mark Jacobsen, der forsker i de amerikansk-grønlandske relationer på Scott Polar Institute ved Cambridge Universitet, tænkte i samme baner: “For regeringen i Danmark er aftalen ekstra værdifuld som håndgribeligt bevis på, at den også i udlandet repræsenterer og forfølger Grønlands interesser. Det kan forstærke båndene mellem Nuuk og København,” sagde han til nyhedsportalen highnorthnews.no.

Populært sagt kan man hævde, at Mette Frederiksens regering, uden at opfylde Grønlands ønske om øgede udenrigspolitiske beføjelser for alvor og dermed risikere en konflikt med Grundloven, nu tilfredsstiller Nuuk ved at møblere Grønlands eksisterende råderum på mere funktionel vis.

Det sker ikke uden besvær. Aftalen er et resultat af et parløb mellem diplomater fra København og Nuuk gennem seks års komplekse og krævende forhandlinger med State Department og Pentagon, herunder hårde armlægninger med talknuserne fra US Air Force Acquisition, det amerikanske flyvevåbens magtfulde materieltjeneste.

Fravær af en formel dansk underskrift på selve hovedaftalen fra sidste uge tolkes i Nuuk og til dels i København derfor som en videreudvikling af det dansk-grønlandske forhold; ikke som et tab af dansk indflydelse i Nordatlanten.

De centrale aktører i Grønland, herunder formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, oplever, at Mette Frederiksen, Jeppe Kofod og resten af regeringen i højere grad end tidligere regeringer kommer indhold i Grønlands formelle ret til selv at tage vare på forholdet til fremmede stater og internationale institutioner, så længe det drejer sig om ansvarsområder, som Grønland allerede har hjemtaget fra Danmark – eksempelvis handel, råstofferne, fiskeriet osv. Retten fremgår af Selvstyreloven fra 2009.

Skrider det?
På Christiansborg er der som nævnt frygt for, at det hele skal skride. At USA på subtil vis skal opnå utidig indflydelse i Grønland, eller at Grønland får overdraget så vide udenrigspolitiske beføjelser, at Kina, USA, EU eller andre får mulighed for at spille Nuuk og København ud mod hinanden, fordi det er uklart, hvem der reelt har magten.

Hertil vil regeringen givetvis i lukkede kredse diskret henvise til, at aftalekomplekset består af fire dokumenter, herunder en såkaldt verbalnote, der udgør aftalens inderste, konkrete kerne. Det er her, USA beskriver, hvordan man vil sikre, at Grønland i fremtiden får kontant udbytte af serviceringen af Thule-basen, så de seneste seks års sure stridigheder kan lægges på hylden og USA få fred til at udvikle sit militær i Grønland.

Verbalnoten er formuleret som et forslag fra den amerikanske regering, der er godkendt på kongerigets vegne med et stempel fra det danske udenrigsministerium og en underskrift fra en medarbejder samme sted. Verbalnoten har karakter af en politisk aftale mellem kongeriget Danmark, repræsenteret ved Udenrigsministeriet, og USA. Ikke mellem Grønland og USA.

Det er i verbalnoten, at guldet ligger: En stribe vitale tekniske krav til de fremtidige udbud af den amerikanske servicekontrakt på Thule-basen. Her sikres det blandt andet, at det firma, der får kontrakten, skal være hjemmehørende i Grønland, så alle selskabsskatter tilfalder Grønlands landskasse, og der vil være krav om et vist antal grønlandske medarbejdere, lærlinge osv. Diplomaterne har brugt mange, mange timer på disse detaljer — og de er altså nu indeholdt i en aftale indgået mellem kongerigets udenrigsministerium i København og USA. De grønlandske forhandlere har givetvis deltaget tæt i forhandlingerne også om verbalnoten; alt tyder på et meget tæt dansk-grønlandsk parløb, men den er altså formelt godkendt af Udenrigsministeriet.

Resten af aftalen, som alene er underskrevet af Grønland og USA, består af en serie vigtige, men indtil videre uudfyldte hensigtserklæringer om bedre kontakt mellem Thule-basen og de lokale borgere i Nordgrønland og om udvidet økonomisk samarbejde mellem USA og Grønland, herunder faste konsultationer i en såkaldt Økonomisk Politisk Dialog (Færøerne indgår tilsvarende aftale med USA i næste uge). USA stiller eksportkreditter i udsigt til virksomheder, der vil lave forretning i Grønland; unge frivillige fra det såkaldte Peace Corps skal undervise i engelsk i Grønland; flere grønlændere kan se frem til legater til studier i USA m.m.

Alt det er centralt for Grønland og underskrevet alene af Kim Kielsen og Carla Sands. Men med den lille verbalnote er det altså lidt mere speget.

På denne facon afbalancerer regeringen tilsyneladende to centrale hensyn: Grønland får det længe ønskede større råderum i forholdet til fremmede magter, og den danske regerings monopol på forsvars- og sikkerhedspolitikken forbliver uantastet.

Grønland er nok grønlandsk i regeringens optik, men regeringens politik er fortsat, at kongeriget kun kan have én sikkerhedspolitik, én forsvarspolitik; ikke to eller tre, uanset, hvor gerne Grønland og Færøerne vil tale for sig selv.

Teksten her redigeret fra originalen, der optrådte på Altinget/Arktis 4. nov. 2020


Uncategorized

Rigsfællesskabets russiske dilemma

september 24, 2018 • Af

Rigsfællesskabet har fået et russisk dilemma. Det er endnu en illustration af, hvordan Færøerne og Grønland i dag har interesser i udlandet, der ikke nødvendigvis er de samme som Danmarks.

Det handler om EU’s (og Danmarks) forsøg på at presse ledelsen i Moskva efter Ruslands militære annektering af Krim-halvøen og dens næsten to millioner indbyggere i 2014. Rusland besatte hele Krim, der ellers siden Sovjetunionens opløsning har været en del af Ukraine.

Færøsk lakseopdræt er blevet en stor forretning – ikke mindst i kraft af eksporten til Rusland. Foto: Bakkafrost

EU og USA har indført sanktioner mod Rusland for at tvinge annekteringen til ophør, men Færøerne vil ikke være med. Som nogle af de eneste ledere i Vesteuropa har Færøernes toppolitikere kritiseret EU-sanktionerne eller undladt at bakke dem om. Samtidig knokler Landsstyret i Torshavn for at øge eksporten af fisk til Rusland. Senest har Poul Michelsen, udenrigsansvarlig i det færøske landsstyre, den 24. august underskrevet en ny aftale med Rusland og fem gamle sovjetrepublikker i den Eurasiske Økonomiske Union. Færingerne eksporterer nu så mange fisk til Rusland (især laks og makrel) at succesen ses overalt: Eksporten til Rusland har en værdi på 2,5 milliarder — eller fire gange så meget som  bloktilskuddet fra Danmark på 642 millioner. Arbejdsløsheden er styrtdykket, og flere unge vender hjem fra udlandet – også kvinderne! Der bor nu for første gang over 51.000 på Færøerne.

En række danske politikere finder Færøernes holdning stærkt kritisabel. Som Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen forklarer mig: “Min personlige holdning har været klar længe, og jeg finder det stærkt problematisk, at Færøerne nu indgår en ny aftale med Rusland og en række af Ruslands nære venner. Man går direkte imod alle andre lande og områder i EU-fællesskabet, som prøver at isolerere Rusland og stoppe den magtpolitik, som Putin er godt i gang med overfor Krim, overfor Georgien og andre nationer. Jeg finder det meget, meget uheldigt for Danmark og for Europa, at vi har et område i rigsfællesskabet, der laver den her type aftaler.” Aastrup Jensen forestiller sig, at Putin vil bruge Færøerne i sin propaganda, og han advarer Færøerne om at uvilje mod øerne kan brede sig i Europa. Tidl. udenrigsminister Martin Lidegaard (RV), tidl. forsvarsminister Nick Hækkerup (S), og SF’ Jonas Dahl udtrykker samme irritation.

På Færøerne lægger ingen skjul på, at det handler om penge. Da jeg for nylig var i Torshavn og spurgte Poul Michelsen, hvad han mener om Ruslands annektering af Krim, nægtede han at mene noget: “Det kan godt være, at jeg har en privat holdning, men som medlem af Landsstyret har jeg ingen,” sagde han og opregnede fire hovedargumenter:

For det første ville det ramme Færøernes økonomi uforholdsmæssigt hårdt, hvis Færøerne bakkede op om sanktionerne og derfor mistede det russiske marked, siger han: “Vi ville gå bankerot dagen efter. Vi har ikke andre produkter end fisken, vi kan sælge. Desuden har vi fiskeriaftaler med russerne i Nordatlanten, der går 40 år tilbage, og som skal fornyes hvert år. Det ville have uanede konsekvenser for os, hvis det forhold gik i stykker,” siger han.

For det andet sælger EU-landene — inklusive Danmark — stadig alle de varer til Rusland, som russerne gerne vil købe. Danmark eksporterer stadig oksekød, landbrugsmaskiner m.v. til Rusland, selvom russerne ikke vil købe dansk svinekød. “Danmark er så dobbeltmoralsk så det batter. Danmark øger sin handel med Rusland, hvor det kan lade sig gøre, mens de taler om vores moral,” mener Michelsen.   

For det tredje påpeger han, at Færøerne ligesom Grønland ifølge grundloven ikke kan føre udenrigspolitik; det kan kun regeringen i København. Derfor forpligter rigsfællesskabet og det danske bloktilskud ikke i denne sag, mener Michelsen: “Rigsfællesskabet omfatter jo ikke udenrigspolitikken. Vi bliver ikke spurgt. Hvorfor skal jeg have en mening, når jeg ikke kan føre udenrigspolitik?” spørger han. Han får heller ikke de efterretninger, han skal bruge til at formulere en oplyst mening, siger han: “Vi aner ikke, hvad der foregår. Vi har tit bedt om at blive inddraget mere i udenrigspolitikken, men Danmark vil ikke.”

For det fjerde mener Poul Michelsen ikke, at Færøerne skylder EU noget. EU forbød i 2013 færøske skibe adgang til EU’s havne, også de danske. EU beskyldte færingerne for at rage urimeligt store silde- og makrelkvoter i Nordatlanten til sig og true bestandene. Al eksport til EU, der er Færøernes største marked, blev blokeret. Færingerne var rystede. Efter et år var konflikten løst, men traumet sidder i kroppen:

“Det er ikke, fordi vi vil have hævn,“ siger Michelsen. “Men vi lærte, hvor vigtigt det er, at vi ikke er afhængige af et enkelt marked,” siger han.

Regeringen i København siger ikke meget –  selvom politikerne på Christiansborg, også fra regeringspartierne, gerne udtrykker deres personlige holdninger. Regeringen er klemt mellem EU på den ene side og Færøerne på den anden — og juridisk er der ikke noget at kritisere. En del af dilemmaet er, at Færøerne ligesom Grønland ikke er medlem af EU, og derfor ikke bundet af de sanktioner, der vedtages i Bruxelles. EU’s sanktioner omfatter heller ikke et forbud mod at sælge fisk til Rusland. Sanktionerne sigter på at ramme enkeltpersoner i den russiske top bl.a. med indrejseforbud i EU-landene og på at forhindre Ruslands adgang til at lån og militær teknologi.   

Rusland forbød til gengæld i 2014 al import af en stribe varer fra EU, især fødevarer; herunder fisk. I Norge mistede lakseopdrættere, der er verdens største,  hele salget af fersk laks i Rusland — det er her færingerne slår til. Rusland meddelte tidligt, at Færøerne ikke er omfattet af de russiske importforbud; muligvis fordi de færøske politikere så hurtigt gjorde klart for Moskva, at Færøerne ikke støttede EU’s sanktioner.

På Færøerne er der bred opbakning til landsstyrets politik. I Lagtinget, det færøske parlament, opsøgte jeg lagtingsmedlem Kaj Leo Holm Johannesen fra Sambandspartiet, der er i opposition til Poul Michelsens landsstyre. Mens Poul Michelsen og hans parti, Framsókn, ønsker løsrivelse fra Danmark, støtter Sambandspartiet rigsfællesskabet. Jeg ville teste, om de to fløje er uenige om sanktionerne, men det var ikke tilfældet:

“Jeg er fuldstændig enig i Landsstyrets linje,” sagde Johannesen. Ikke overraskende måske. I 2014 var han lagmand, leder af Landsstyret. Da Putins regering formede sit modsvar til EU’s sanktioner, rejste Kaj Leo Johannesen til Moskva. Overfor den russiske handelsminister gjorde han klart, at Færøerne ikke støttede EU’s sanktioner. “Det handler om vores overlevelse som nation,” siger han i dag. Han mener, at det var forkert af Rusland at annektere Krim, men EU-sanktionerne er ikke det rette modsvar: “Man skal udtømme alle diplomatiske muligheder, før man går så drastisk til værks,” sagde han.  

Til frokost i den lokale afdeling af Rotary i Torshavn søgte jeg videre efter færinger, der er uenige med Landsstyret. Cirka tyve ledere fra de offentlige og private virksomheder er samlet. Jeg spørger, om det ikke er uanstændigt, at Færøerne undviger forsvaret for folkeretten? Må det pekuniære ikke lægges til side i så alvorlig en sag? Er det ikke netop små nationer som Færøerne, der nyder godt af den beskyttelse, folkeretten giver mod regimer som Putins?

Ikke én af de tilstedeværende bed på. Torshavns rotarianere opregnede ét for ét præcis de samme argumenter, jeg mødte hos politikerne.

Endelig, rundt om hjørnet på Færøernes Universitet supplerede den tidligere chef for Færøernes Statistik og tidligere formand for Færøernes Økonomiske Råd, Hermann Oskarsson, med økonomens perspektiv. “Politikerne lader sig i meget høj grad styre af de meget få, meget rige enkeltpersoner og virksomheder i fiskeriet. Men jeg ser ikke noget odiøst i eksporten til Rusland”, sagde han. “Du vil ikke finde én politiker i noget land på kloden, der ville sætte så store dele af nationens værdier på spil. Eksporten til Rusland har en værdi, der svarer til al vores import af varer til privat forbrug plus al den olie, vi bruger til energi til private og erhverv”.

Han sammenlignede politikken overfor for Rusland med dronning Margrethes og danske ministres besøg hos det saudiske regime, som han kalder “bestialsk”, men som Danmark åbenbart ikke har råd til at støde fra sig. Selv den kritiske økonom forstår Landsstyrets linje: “Sådan er det jo. Færøerne er ekstremt sårbare, fordi vi kun har fisken, og vi er en meget lille spiller. Der er ikke noget unormalt ved vores reaktion i den her sag,” sagde han.

Striden om Krim og sanktionerne har nu varet i fire år. Der er ingen tegn på, at den stopper snart.