pornjk.com tube600.com xpornplease.com redtube.social porn600.me porn800.me watchfreepornsex.com tube300.me
blog

Nationalismen i Grønland skærpes med Aleqa Hammonds comeback

november 8, 2021 • Af

Aleqa Hammond meddelte søndag 24. oktober på Facebook, at Siumuts ledelse har opfordret hende til igen at melde sig ind i partiet, og at hun har takket ja. Formanden for Siumut, Erik Jensen, bekræftede forløbet, da jeg ringede til ham i Nuuk. Det var ikke Aleqa Hammond, der bad om mulighed for et comeback. Det var Erik Jensen selv, der opfordrede en af Grønlands mest skarptungede og insisterende fortalere for løsrivelse fra Danmark til at melde sig ind i Siumut igen.

Politisk splittet

Erik Jensens parti er i øjeblikket i opposition, og det er uvant og ikke nemt. Siumut har regeret i Grønland i alle årene minus fem siden Hjemmestyrets indførelse i 1979. Desuden har Siumut siden et valg i Grønland i april døjet med en række kedelige personsager, og samtidig taler kritikerne om et parti, der stadig er politisk splittet efter et overrumplende formandsopgør i 2020. Her blev formanden, den mere pragmatiske Kim Kielsen med en snæver margin skiftet ud. Hans evne til forlig med København reddede ham ikke. Kielsens indgik markante aftaler med Lars Løkke Rasmussen, ikke mindst om et stort dansk kapitalindskud i de nye lufthavne i Grønland, og hans tætte kontakt og venskab med Mette Frederiksen blev essentiel, da Donald Trump ville købe Grønland.

Sidst i 2020 blev Kielsen skiftet ud, og samtidig blev hovedparten af Siumuts hovedbestyrelse erstattet med nye ansigter, hvoraf flere, herunder partiets nuværende folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam, advokerer ivrigt for omkalfatring af rigsfællesskabet.

Opgøret har ikke været gratis: Den detroniserede Kim Kielsen har taget orlov; en anerkendt Siumut-borgmester i Nordgrønland har efter årtiers tro tjeneste meldt sig ud af partiet i protest. Samtidig har Erik Jensen, lidt som Venstres Jakob Ellemann-Jensen, døjet med at projicere et politisk projekt, og han mangler ifølge flere iagttagere i Nuuk endnu at manifestere sig som samlende lederprofil.

Opgør på national-fløjen

Endelig gør det ondt på Siumut, at et af de to regerende koalitionspartier, Naleraq, siden magtskiftet i april har fået fremstillet sig selv som betydeligt mere kompromisløst og grænsesøgende end Siumut, når det gælder opgøret med Danmark. Især har partiets oratoriske spydspids Pele Broberg løftet anslagene til nye højder; så højt at han til sidst i Berlingske antydede, at det måske kun burde være borgere med inuit-baggrund, der fik lov at stemme ved en eventuel afstemning om løsrivelse.

Etnisk forskelsbehandling er også i Grønland langt over den røde streg; Broberg mistede sin post som Naalakkersuisoq, landsstyremedlem for udenrigsanliggender, men han er stadig medlem af landsstyret med ansvar for Grønlands handel og erhverv. Flere iagttagere i Nuuk gætter formentlig med rette, at det især er for at dæmme op for Pele Brobergs og hans partis indhug i Grønlands mere nationalistiske vælgere, at Aleqa Hammond nu igen indrulleres i Siumut som kuglestøbende kraftværk. Siumut-toppens tænkning rækker muligvis også udover næste valg: Løsrivelsesprojektet lider under det tonstunge dilemma, at bloktilskuddet fra Danmark stadig dækker godt 50 procent af de offentlige udgifter i Grønland.

Erik Jensen har lovet, at Siumut vil fremskynde hjemtagelse af mere ansvar fra Danmark, hvis hans parti igen vinder regeringsmagten, men pengene mangler. I vælgernes øjne kan stilstanden hurtig blive betænkelig, og nye ideer og Aleqa Hammonds velkendte stridslyst kan derfor også til den tid vise sig nyttige.

Uden tøven

Erik Jensen i Nuuk og en del aktører på Christiansborg og på Slotsholmen vil huske, hvordan Aleqa Hammond som landsstyreformand flere gange uden tøven stødte frontalt sammen med Helle Thorning-Schmidts regering.

Hun argumenterede for “selvstændighed i min levetid” på et tidspunkt, hvor kun få grønlandske politikere så behov for en tidsramme om selvstændighedsprojektet. Hun åbnede for uranudvinding i Grønland i lodret strid med Helle Thornings-Schmidts og udenrigsminister Villy Søvndals gentagne men forgæves bønner og krav.

Det kostede embedsværket tre års hårdt arbejde bag kulisserne af finde et brugbart kompromis. Aleqa Hammond krævede også at blive hørt i udenrigspolitiske anliggender, der blot i det mindste vedkom Grønland; det var lang tid før den slags inddragelse af Grønlands ledere blev normen i København.

Hvad med skandalerne?

Erik Jensen siger, at han henter Aleqa Hammond tilbage i folden “for at give partiet et boost” – ingen i Nuuk har glemt, at Aleqa Hammond i 2013 høstede intet mindre end 6818 personlige stemmer ved det valg i Grønland, der bragte hende helt til tops. Det kan lyde af lidt i Danmark, men i Grønland var det et historisk resultat: Så mange stemmer har ingen anden grønlandsk politiker været i nærheden af hverken før eller siden.

Det betyder selvsagt ikke, at Hammond nødvendigvis nu kan returnere til fordums glans; det vil hun muligvis aldrig kunne. Ved valget i Grønland i april i år fik hun kun 271 personlige stemmer; det rakte end ikke til en plads i Inatsisartut, parlamentet i Nuuk. Som det fremgår af de grønlandske medier i disse dage, husker mange stadig med gru de bastante fadæser, der bragte hende til fald.

Ydmyg afstand til toppen

Men med Erik Jensens omfavnelse og genindmeldelsen i Siumut er hun nu igen frit stillet til sigte mod tillidsposter internt i sit gamle parti, opstilling ved kommunalvalg og valg til Inatsisartut, og bliver hun opstillet, vil hun vel at mærke igen kunne trække på partiets veltestede kampagnemaskine. Uden den kan det være uhyre tungt og dyrt at føre valgkamp i den vidtstrakte, tyndt befolkede nation. Det er altså ikke længere utænkeligt – omend i den spekulative ende – at Aleqa Hammond igen vil ende som kandidat til topposter internt i Siumut såvel som i Naalakkersuisut, det grønlandske landsstyre.

Siumut tabte regeringsmagten ved valget i april, men partiets høstede isoleret set flere stemmer end ved forrige valg; altså ikke noget egentligt katastrofalt resultat. Og der er ingen tegn på, at Aleqa Hammonds egne politiske ambitioner har lidt overlast af den tid, hun har tilbragt på mere ydmyg afstand af toppen.

Misbrug af offentlige midler

På Facebook og i kommentarsporer på Grønlands webmedier har Aleqa Hammonds genindmeldelse i Siumut som nævnt afstedkommet en heftig debat, ikke mindst på grund af to notoriske skandaler, der klæber til hendes politiske historie.

De skandaler har partiformand Erik Jensen til gengæld valgt at lægge til side, så partiet kan høste af de potentielle gevinster, Aleqa Hammond vil bringe med sig: “Det er fem år siden, det skete. Jeg ved, hvem Aleqa er, og hvem hun støtter – nemlig det grønlandske folk. Hun har en stærk identitet og profil. Jeg er overbevist om, at hun kan give os et stærkt boost med den slagkraft, hun har,” lyder hans enkle analyse.

Aleqa Hammond meldte sig ud af Siumut i 2016, hårdt presset af de to skandaleforløb. Fra 2014 blev det gradvist afdækket, at hun havde undladt at tilbagebetale mere end 200.000 kr., som Selvstyrets administration havde lagt ud for rejser til hende og hendes samlever og familie, forbrug på minibar, ferieophold i Paris og Island m.v..

Hun blev aldrig sigtet eller dømt for ulovligheder, men den politiske straf faldt prompte og hårdt: Tre af hendes egne ministre nægtede at fortsætte under hendes ledelse, og da vrede demonstranter i Nuuks gader også krævede hendes exit, måtte hun chokeret først opgive posten både som leder af landsstyret og som partichef.

Hun var forinden blevet kendt som konfronterende og hårdtslående, Grønlands første kvindelige politiske leder, et forbillede for nogle, ubehagelig og uforsonlig for andre. Kritikerne mente bl.a., at hun var alt for uopmærksom over for de smerter, som forskelsbehandlingen mellem de grønlandsksprogede i Grønland og det mindretal af borgere, der hellere taler dansk eller måske ser mere danske end grønlandske ud, kan afstedkomme.

I 2015 gav Siumuts ledelse Aleqa Hammond lov til at stille op og blive valgt til Folketinget, men da hun i 2016 blev grebet i misbrug af et kreditkort udstedt af Folketinget for i alt 12,953 kroner, krævede partitoppen, at hun opgav sin plads i tinget. (Misbruget var i mellemtiden ved en fejl i Folketingets administration sluppet ud i Ekstra Bladet).

Hammond nægtede at forlade sin taburet, i stedet meldte hun sig ud af partiet. Hun fortsatte som løsgænger, siden som folketingsmedlem frem til Folketingsvalget i 2019 for det lille grønlandske parti Nunatta Qitornai.

Ved et valg til Inatsisartut i Grønland i 2018 stillede hun op for Nunatta Qitornai, men hun fik kun 171 stemmer; ikke nok til en plads i parlamentet. Hun strøg dog ind som stedfortræder, og blev hurtigt bl.a. formand for parlamentets Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg. Aleqa Hammond taler udmærket tysk og engelsk og trækker på en erfaring ikke bare som landsstyreformand, men også som finans- og udenrigsansvarlig. Sine hyppige communiquer på Facebook skriver hun dog næsten udelukkende på grønlandsk.

Aleqa Hammond har sjældent spildt en chance for at søge øget indflydelse; det er næppe et vildt gæt, at hun også har budt denne seneste chance for et politisk comeback varmt velkommen.

Teksten her er en let redigeret udgave af en nyhedsanalyse på Altinget/Arktis 3. november 2021. 


Uncategorized

How we discovered the norternmost island on Earth (II)

september 2, 2021 • Af

We were a team of five from the Leister Expedition Around North Greenland 2021, a Swiss-Danish scientific expedition, that landed on the island in a small chartered helicopter in late July.

We were convinced that we had landed on Oodaap Qeqertaa — or Oodaaq Island — an islet north of Greenland first sighted in 1978 by Danish geodesists and identified as the northernmost of its kind.

It was approaching midnight, when, unhindered by fog or any other onslaught of nasty weather, we set out from our quarters at a mining camp in Citronen Fjord.

Parts of our team flew in a Twin Otter toward Cape Morris Jesup, the northernmost tip of Greenland’s landmass and thus the northernmost point of land in the world, while the rest of us made a detour with the helicopter trying to locate Oodaap Qeqertaa and, if possible, make a brief landing there.

An aerial view of the island showing its expanse – notice the read helicopter from Air Greenland (Photo: Julian Charrière / Leister Expedition Around North Greenland 2021 / © VG Bild-Kunst, Bonn, Germany) Click to enlarge

 

We flew for about an hour over the wondrously majestic mountains of Pearyland, Greenland’s northernmost glacier-graced region, and then conducted a brief search of the shallow waters beyond of the flat reaches of northern Greenland’s coastal planes. Above the icy waters, resplendent in the late-night sun, the pilot soon spotted what we all agreed had to be Oodaap Qeqertaa.

The pilot scanned the area for polar bears and then landed on this otherwise stark, unassuming bank of gravel, sea ice, windblown snow patches, yellowish mud and a number of cone-shaped piles of gravel and rock, each standing a meter or two high. The coordinates on the helicopter’s instrument panel told us that we were at 83° 40′ 59.1″ North and 030° 41′ 52.2″ West. The precise size of the islet was hard to ascertain as it was ringed by ice, but I guessed it was less than 30 meters from one end to the other; a more serious estimation later concluded that it is perhaps 60 x 80 meters. Much is covered by icefloes, so the exact size is hard to ascertain.

We didn’t spend much time there, less than an hour, but, as I related in an earlier account, we managed a brief ceremonial swim; it wasn’t particularly pleasant, but it was a fitting gesture to mark a special moment.

A camera drone was launched, a small cairn was built and a notice left in the name of the expedition. Our expedition coordinator, Morten Rasch, a Danish coastal geomorphologist, waved a Greenlandic flag. Oodaap Qeqertaa was named after one of the legendary Greenlandic sled pilots from the Thule district, indispensable as they were to the early mapping of northern Greenland in the first part of the 20th century.

Not Oodaaq after all

It wasn’t until a couple of weeks later, when we had returned home, that we discovered to our surprise that we hadn’t been where we thought we were.

It began when an old acquaintance, Rene Forsberg, a professor at DTU Space, the Danish national space institute, heard through the grapevine about our expedition and the trip to what we at the time thought was Oodaap Qeqertaa. He wrote to ask for the precise coordinates of our helicopter’s landing spot and then subjected them to a more precise comparison with the coordinates of Oodaap Qeqertaa that were recorded in 1978.

It was at this time we learned that the precise positioning of the world’s northernmost island is more than a matter of idle trivia for the amusement of a group of adventurous spirits who share an interest in the Arctic.

Case in point: the location of Oodaap Qeqertaa, as it was registered in 1978, was used as the northernmost point on the coastline of Greenland by the Danish government and Greenland’s Self-Rule Authority in their 2014 joint submission to the UN Continental Shelf Commission. The submission makes the Kingdom of Denmark’s case for why it should be awarded the rights to vast tracts of seabed in the central part of the Arctic Ocean. Russia and Canada have their own substantial interests in this part of the ocean.

Forsberg and DTU Space are advisors to the Danish authorities, including the Foreign Ministry, in surveying Greenland and identifying its farthest reaches. He soon established that, according to our pilot’s coordinates, the island we visited on July 27 was positioned significantly further off the coast and to the north of the position registered for Oodaap Qeqertaa in 1978.

Forsberg has more than just a passing knowledge of the matter: as a student back in 1978, he was part of the official Danish expedition that first spotted Oodaap Qeqertaa and added it to the formal records, but his conclusion left no doubt.

“You were on something that lies some 800 meters further out than the old Oodaaq Ø,” he said, using the Danish name. “It is a new island that has not been mapped before, and you can be fairly certain that it is currently the northernmost island in the world. You have discovered an island that is of a type that comes and goes. I once flew over an island in this area and watched as it was flattened by three-meter-thick ice floe. The islands that American expeditions have identified at approximately the same latitude have most likely disappeared again. You can see them easily from a helicopter but you didn’t see any other than the one you landed on.”

Short-lived sister islands

Our belief that we had indeed been on world’s northernmost island, and that it had not been Oodaap Qeqertaa, grew stronger after reading an article in Polar Record 2019 titled “Oodaaq Ø and other short-lived islets north of Greenland,” by Danish geologist Ole Bennike and U.S. explorer Jeff Shea.

The two authors recounted how no less than seven small islands, including Oodaap Qeqertaa, have been registered in the shallow waters off the tip of Greenland since 1978 by Danish and American expeditions (which may account for some of the names given to them: 1996 American Top of the World Island, Stray Dog West and 2003 Euro-American Island). All of them seem to have disappeared again. According to Bennike and Shea, Oodaap Qeqertaa has not been seen since 1980, and there are no sightings of any of the other six registered islets after 2008.

Rasch, our coastal geomorphologist, who is the scientific director of Arctic Station, the oldest research station in Greenland, explained that an islet in these waters, formed by old moraine that has been pushed above the surface by sea ice, can disappear as rapidly as it comes when ice floes are shifted about in the shallow waters by winds, waves and currents.

Head of Expedition, Swiss industrialist Christiane Leister poses next to the little cairn built by the expedition on the new island. (Photo: Henrik Lassen)

We brought back Ziploc bags containing mud and gravel samples for analysis. These are currently being examined by another member of our expedition, Anders Priemé, a microbial ecologist with the Institute of Biology at the University of Copenhagen. He will attempt to isolate DNA from microorganisms in the samples, most likely bacteria, and compare them with international databases.

“Since there is a big difference between bacteria in soil and in marine environments, the composition of bacteria will reveal whether the island is mostly marine or terrestrial,” he wrote in an email. “It is most likely that we will find both types of bacteria, but I hope to find a dominance of bacteria from one of the two types of environments. And yes, if I only find bacteria from a marine environment, then it is probably not an island, but only marine mud, pushed upwards from the seabed more recently. And vice versa: if I find that terrestrial bacteria dominate, you were swimming from the world’s northernmost true island.”

Others may look for other proof. In order to determine whether a new feature is indeed a true island, hydrologists, for example, will typically ask whether it is dry at high tide. Unfortunately, we don’t know whether this was the case for the island we landed on, but since the tidal differences are not very significant in this part of Greenland, it is certainly likely this is the case.

A name for the new island?

The formal naming of the new island or islet, should it ever become relevant, will be a matter for the Greenlandic Council for Place Names, established by law in 2017. The days when passing expeditions could name mountains, fjords or islands in Greenland as they pleased are gone forever, although private citizens, including foreigners, are welcome to make suggestions. The council’s standard practice is to name new features in the Greenlandic language and according to local linguistic traditions, and not to use the names of living people, except those of the Danish royal family.

Meanwhile, more islands are likely to be sighted as the changing climate rapidly alters the face of Greenland. At Carlsberg Fjord, in northeastern Greenland, which we flew over on our way north, an outcropping at the mouth of the fjord recently turned out to be an island when the ice that had previously connected it to the coastline melted.

Further out at sea lies Tuppiap Qeqertaa (or Tobias’ Island), which might have been created quite recently by icebergs pushing up gravel and sediments from the seabed. A Danish expedition first raised flags here in 2001. Soon after, the island was used in negotiations with Norway to determine ownership of the seabed between Greenland and the islands of Svalbard, whose status as a part of Norway is the same as Greenland’s status within the Kingdom of Denmark. The outcome was that Greenland’s territory grew by more than 900 square kilometers of seabed. Tuppiap Qeqertaa now appears on its own Greenlandic stamp.

We probably shouldn’t expect the new islet to receive a comparable honor, but never mind: for the time being it, by all accounts, is the northernmost feature of its kind on Earth.

The Leister Expedition Around North Greenland 2021 traveled in Greenland from July 18-30. It was initiated and financed by Swiss industrialist Christiane Leister. Its primary purpose was to conduct research into climate change in the Arctic. On July 27, a team of five landed on the new island north of Greenland: head of expedition Christiane Leister, scientific coordinator Morten Rasch, artist Julian Charrière, expedition leader Henrik Lassen, Air Greenland helicopter pilot Søren Thor Jørgensen and Martin Breum, a Copenhagen-based journalist and author.

 

This text, which has been slighted edited to reflect what we now know of the size of the island, was first published on ArcticToday.com on August 27th 2021. 


blog

How we discovered the northernmost island on Earth

september 2, 2021 • Af

In July 2021 I participated on the scientific, climate-oriented Swiss-Danish Leister Expedition Around North Greenland 2021. Then, on July 27 five of us incidentally discovered what turned out to be the northernmost island on Earth. We landed in a helicopter in perfect weather a few kilometers north of the very uppermost tip of Greenland.  

Our expedition leader Henrik Lassen, a former Siriuspartrol member, collects samples from the new island. In the background Greenland’s coastline a mountainranges. (Photo: Christiane Leister)

Here is coverage from CBC in Canada, including a radio-interview:

https://www.cbc.ca/radio/asithappens/as-it-happens-the-wednesday-edition-1.6161181/what-it-was-like-accidentally-discovering-the-world-s-northernmost-island-1.6161184

Some of us took a short ceremonial swim to celebrate the special occassion – the air temperature was well beyound zero, the sun was up and shining.   (Photo: Morten Rasch).

Our discovery eventually created a significant amount of media attention. Reuters, the BBC, Associated press and others from around the world published their own versions of the story; using amongst others some of the video footage done by Swiss Artist Julian Charrière, who was also part of the team. 

Reuters published this piece, where some of Julian’s video is embedded:  

https://www.reuters.com/world/europe/greenland-expedition-discover-worlds-northernmost-island-2021-08-27/

I wrote about the discovery in Weekendavisen in Denmark, you can read my piece in English here on ArcticToday.com, in Sermitisiaq in Greenland and on Sosialurin.fo in the Faroe Islands. What happended? Why is the island suddenly there? What happened to the other islands previously discovered in these waters? And what will be the name of the new island?

You can also read my piece from ArcticToday elsewhere on my website. 

 

 


blog

Derfor er Norge og Grønland afgørende for USAs tænkning om sin egen sikkerhed

maj 21, 2021 • Af

Grønland og Arktis var varslet øverst på dagsordenen, allerede før USAs udenrigsminister Anthony J. Blinkens besøg i København midt i maj. 

USAs prioriteter i Arktis blev bekræftet den 5. maj af Arktis-koordinator i Blinkens ministerium, James P. DeHart, der talte online fra sit hjemmekontor på et seminar om Kina og Arktis: 

“Status quo holder ikke. Rusland og Kina udgør særlige udfordringer på grund af de voksende geopolitiske spændinger og konkurrence. Rusland i den mere hårde sikkerhedsmæssige forstand, Kina som en blødere, sikkerhedspolitisk udfordring,” sagde DeHart, der blev udnævnt under Trump, og som Blinken ikke har udskiftet. 

Blinkens kom på besøg på vej til et ministermøde i Arktisk Råd den 20. maj på Island. Her var USA syn på truslerne i Arktis velkendte.

Ruslands flybase Nagurskoye på Franz Josef Land har øget USAs bekymring

Moskva har genåbnet en række baser langs Ruslands arktiske kyst — herunder Nagurskoye-basen på øgruppen Franz Josef Land i Barentshavet. Herfra kan russiske jagerfly hurtigt nå Thule Air Base og ødelægge radaren, der skal advare USA mod nukleare missilangreb. Kina arbejder sig ind i Arktis med penge og tålmodighed, og USA føler sig truet — også med Biden og Blinken ved roret. 

 Trumps administration indledte en diplomatisk offensiv i Norge, Grønland, Island og på Færøerne, og amerikanske flådeenheder sejlede tæt på Ruslands arktiske baser. Joe Bidens har ikke ændret USAs politik på det område. Målet er i dag som i går at bremse Kinas økonomiske og politiske indtog i Arktis og at dæmme op for Ruslands genoprustning i regionen. 

USA i Norge

Alvoren mærkes i Norge netop nu. Den norske regering og USA underskrev 16. april en aftale, der giver USAs forsvar uhindret adgang til at bygge, bemande og forhåndsudruste militære anlæg til fly og flådefartøjer på fire norske militæranlæg — herunder på flådestationen i Ramsund og på Evenes Flystasjon. Begge ligger tæt ved Narvik i det norske Arktis. 

Evenes Flystasjon er Norges mest fremskudte flybase mod nord. Herfra kan  amerikanske jagere, bombefly og rekognosceringsfly fremover frit overflyve Nordnorge, Norskehavet og Barentshavet tæt på de russiske flådebaser på Kolahalvøen, hvor den russiske Nordflåde, inklusive en ny generation af ubåde og en væsentlig del af Ruslands atomvåben befinder sig. 

Det er atommissilerne på ubådene, USA særligt frygter. Ubådene kan på kort tid sejle fra Barentshavet ud i Nordatlanten og true USA, forklarer Tormod Heier, oberstløjtnant, professor og forskningschef på Forsvarets Høgskole i Oslo: 

“Det er herfra den største trussel mod USA kommer. Den korteste rute for missilerne til USA fører på grund af jordens krumning hen over Norge og/eller Grønland. For USA er Norge og Danmark med Grønland derfor to af de vigtigste lande i Europa. Vi er lytte- og varslingposter for amerikanerne. Grønland og de to støttepunkter i Evenes og Ramsund er vigtige for USAs eget forsvar,” siger Heier til Weekendavisen. 

Norge vil selv udstationere et større antal F35-jagerfly plus fem nyindkøbte P8 Poseidon-fly til ubåbdssporing på Evenes Flystasjon. Her vil de efter planen arbejde tæt sammen med de amerikanske enheder. 

I Ramsund får USA uhindret adgang til et militært havneanlæg med direkte adgang til Nordatlanten, servicefaciliteter og brændstof. I Tromsø lidt længere mod nord har de norske myndigheder udvidet havnen, så amerikanske ubåde nu kan skifte mandskab, tanke og blive serviceret. 

USA får nu uhindret adgang tl fire norske militæranlæg. Grafik: Business-Insider

Ved Rygge syd for Oslo og ved Sola nær Stavanger får USA adgang til militære lufthavne, hvorfra amerikanske fly ifølge Heier særligt vil fokusere på russisk trafik i Østersøen og Kattegat. 

Støttepunkterne i Norge skal sikre, at USAs militære operationer opnår maksimal uforudsigelighed:  

“De vil bruge norsk territorium til at agere langt mere overraskende og uforudsigeligt for at afskrække russerne,” siger Tormod Heier. “Det gør det vanskeligt for Norge både at være en god allieret i vest og en god nabo i øst. Norge bevæger sig mod mere afskrækkelse og mindre beroligelse af Rusland,” siger han. 

Moskva i oprør

Rusland mente i forvejen, at der var rigeligt at ærgre sig over i Norge. USA har længe drevet efterretningsvirksomhed fra den lille fiskerby Vadsø tæt på Norges grænse mod Rusland i nord. Fra 2016 til 2020 kunne Moskva ærgre sig over, at grupper på 700 amerikanske marinesoldater fast roterede i det centrale Norge. I februar i år kom 200 specialister fra Dyess Air Force Base i Texas til Norge for at bistå fire amerikanske bombefly af typen B-1. Flyene, der hører til de største i USAs arsenal, fløj missioner lige vest for Rusland. 

Norges koordinering med USA vokser, og Norge har også haft held til at få NATO til at engagere sig mere i Arktis. Rusland utilfredshed med den ny aftale er mærkbar:

“Det er endnu et bevis på, at Oslo gradvist opgiver sin politik med bevidst at fastholde en hvis tilbageholdenhed. Vi anser sådanne aktiviteter, især så tæt på Ruslands grænse, som Oslos bevidste og destruktive hang til forstærket aggression i den europæiske del af Arktis og til ødelæggelse af forholdet mellem Rusland og Norge,” lød det fra udenrigsministeriet i Moskva i sidste uge. 

På kant med grundloven

Den ny aftale placerer ifølge Tormod Heier også Norges konservative regering på kanten af den norske grundlov: “Spørgsmålet er, om de norske myndigheder stadig vil kunne opretholde national kontrol, hvis USA frit kan operere fra norsk territorium. Der opstår en klemme mellem hensynet til operativ effektivitet og hensynet til opretholdelsen af national suverænitet,” siger han. 

Kritikerne beskylder regeringen for at bringe freden i fare ved at undergrave den fast politik, der siden 1949 har forhindret fremmede tropper på norsk jord i fredstid: “Det er ikke sådan, at russerne frykter Norge med vores 5,3 millioner indbyggere. Det, de derimod frygter, er, at norske politikere skal lade amerikanerne benytte norsk territorium som opmarchområde for offensive operationer mod russiske interesser,” skriver historielektor Ivar Espås Vangen på organisationen “Nei til Atomvåpen”s hjemmeside. 

Regering i Oslo fastholder, at den ny aftale alene giver USA adgang til at bygge og drive militære installationer, ikke til fast udstationering af tropper. Aftalen skal godkendes af Stortinget i Oslo, før den kan træde i kraft. 

Grønland i samme båd

I København vil Anthony Blinken givetvist søge bekræftelse på, at USA også i Grønland og på Færøerne kan udvide uden problemer, og der er grund til at tro, at Mette Frederiksens regering vil anse det for en relativt enkel sag. 

Allerede i 2019, da Trump satte tingene på spidsen med sit købstilbud og ved at aflyse et planlagt statsbesøg, forsikrede Mette Frederiksen på både dansk og engelsk, at Danmark uanset købs-sagens bizarre forløb så frem til udvidet militært samarbejde med USA i Grønland og på Færøerne. 

Arktisk Kommando i Nuuk fik en ekstraordinær indsprøjtning på 1,5 milliarder kroner, og forsvaret indkøber nu droner for 750 millioner til bedre overvågning af farvandene øst for Grønland og ny radar til farvandsovervågning ved Færøerne. USA kan desuden se frem til brug af havnefaciliteter på Færøerne. 

Nuuks indstilling til USAs endnu uspecificerede ønsker i Grønland er lidt mindre klar. En ny koalition, der overtog styringen i Grønland i april, har efterlyst ‘demilitarisering’ i Grønland, men man ser tilsyneladende ikke noget problem ved et stærkere amerikansk engagement: 

“USA har gjort det klart, at Grønland er vital for USAs egen sikkerhed, og vi ser generelt ikke noget problem i, at USA vil øge sin militære tilstedeværelse,” siger Pele Broberg, der er koalitionens udenrigsansvarlige, til Weekendavisen. Pele Broberg tilhører det løsrivelsesivrige parti Naleraq, der er juniorpartner i den ny koalition. Som tidligere beskrevet her i avisen ser han store muligheder i samarbejdet med USA. Ønsket om demilitarisering dækker snarere over modvilje mod nye danske tiltag, herunder en planlagt militær uddannelse for unge grønlændere. Grønlands unge kan gøre mere gavn på andre måder, mener Broberg. 

Ny kolonialisering?

Sara Olsvig, tidligere formand for partiet Inuit Ataqatigiit, der er det førende parti i den ny koalition, efterlyser en mere præcis grønlandsk politik på området: “Jeg ser en fare for en ny form for kolonialisering, fordi sikkerhedspolitikken bliver så fremherskende. Vi ved, at det bliver sværere for de små spillere, når sikkerhedspolitikken spidser til,” siger Olsvig, der skriver ph.d. om Grønlands forhold til USA. 

 

“Grønland bør have en politik, som kan overleve også når nye koalitioner kommer til. Man kommer længere, hvis man ved, hvad man selv vil,” siger hun til Weekendavisen.

Men er det ikke naivt at tro, at USA overhovedet vil lytte til, hvad grønlænderne ønsker sig? 

“Måske. Men de siger, at de ønsker et tæt samarbejde med Grønland, og historien viser, at det går nemmere, hvis de viser oprigtig vilje til samarbejde,” siger hun. 

 

Teksten optrådte første gang i en lidt anden version i Weekendavisen 12.5

 

 

 

 

 


blog

Hvad mener danskerne egentlig om rigsfællesskabet?

maj 12, 2021 • Af

Glæden bredte sig på Christiansborg, da en ny meningsmåling om danskernes syn på rigsfællesskabet blev offentliggjort forleden. 

Det viste sig, at 37 procent af danskerne mener, at rigsfællesskabet skal bestå, men at det bør ændres, så Grønland og Færøerne får mere selvstyre. 27 pct. mener, at rigsfællesskabet skal fortsætte uændret. Ialt 64 pct. af de adspurgte støtter altså en bevarelse af rigsfællesskabet. 

Både fra højre og venstre side af Folketinget lød der klapsalver: ”Det glæder mig langt ind i hjertet,” sagde tidl. udenrigsminister Martin Lidegaard fra de radikale til netmediet Altinget/Arktis. Lidegaard var særlig glad for de 37 procent, der ønsker at bevare men også ændre rigsfællesskabet, så Grønland og Færøerne får mere selvstyre. Det samme var SF’s grønlands- og færøordfører Karsten Hønge: “Det er efter min mening den rigtige vej at gå,” sagde han. 

Partiet Venstres grønlandsordfører Christoffer Aagaard Melson var fornøjet over det store flertals ønske om at bevare rigsfællesskabet: “Jeg er glad for at et flertal af befolkningen ligger samme sted, som vi selv gør,” sagde han til Altinget. 

Flertallet i Danmark mener altså ikke, at fællesskabet bør reformeres i så voldsomt omfang, at det går i opløsning. Målet for er primært at forandre for at bevare eller bare bevare. Færingerne og grønlænderne må gerne få “mere selvstyre”, men “mere selvstyre” er ikke nærmere defineret i undersøgelsen. Grønland har ifølge Selvstyreloven allerede rige muligheder for at hjemtage en stribe opgaver fra Danmark; måske er det blot denne eksisterende ordning, der nu kan spores en hvis opbakning til.

Der er ikke i Danmark nogen egentlig debat om de grønlandske eller færøske tanker om egentlig løsrivelse, og slet ingen debat om de hybrider eller alternativer til rigsfællesskabet, der diskuteres i Thorshavn og Nuuk. Der er derfor ingen grund til at tro, at 37 procent af danskerne pludselig har fattet interesse for tankerne om free association, langstrakt løsrivelse efter islandsk model, unionstanker eller andre af de konstruktioner, der tales om i Nordatlanten. 

Intet nyt under solen

Skal man være lidt polemisk, viser den nye undersøgelse kun en anelse nyt under solen. Lagtinget på Færøerne blev genoprettet i 1854 for at imødekomme den øgede færøske trang til selvbestemmelse. Forstanderskaberne i Grønland blev indført fra 1850’erne af beslægtede årsager; senere fulgte som bekendt landsråd, Hjemmestyre og Selvstyre. Ønsket i København har aldrig været at bane vej for selvstændige nordatlantiske stater, men at sikre, at alle rigets dele følger med tiden og fungerer godt sammen under dansk styring. 

Færøerne og Grønlands skal helst forblive en del af kongeriget, uanset at et flertal i Grønland og et svingende mindretal på Færøerne i en del årtier har talt om at udvikle suveræne stater — måske i fortsat forbindelse med Danmark, men uden for det eksisterende rigsfællesskab. Den vision har stadig kun få tilhængere i Danmark, — men dog nogle.

I den nye meningsmåling, som er foretaget af Epinion for DR og Altinget, siger  18 procent af de adspurgte, at “rigsfællesskabet bør ophøre, så Grønland og Færøerne bliver selvstændige nationer”. Det skal så sammenholdes med de 64 pct, der vil bevare rigsfællesskabet (16 procent svarede “ved ikke”, mens to procent ikke ønskede at svare). 

Sjældne tal

Tallene er værd at notere, især fordi det er så sjældent, at danskerne bliver spurgt.

Vi skal tilbage til 1999 for at finde en bred undersøgelse. Dengang foretog en række forskere anført af den nu afdøde samfundsforsker Lise Togeby fra Aarhus Universitet en magtudredning i Danmark, hvor rigsfællesskabet også sneg sig ind. 

Forskerne undersøgte, hvad danskerne mente om Grønlands og Færøernes ønske om mere selvstyre. Fra 1999 til 2002 blev 5.155 danskere fordelt på stadig nye grupper, der skulle tage stilling til følgende udsagn: ”Hvis Grønland og Færøerne ønsker selvstyre, kan de for min skyld få det med det samme.” Svarpersonerne blev ringet op: ”Er du enig, uenig eller delvist enig?”

Resultatet forelå i 2002, og det var helt entydigt. Hver fjerde måned i tre år blev en ny gruppe ringet op, og hver gang svarede 90 procent uden slinger, at de var enige i det kontante udsagn – enten helt eller delvist. 

Et overvældende flertal af danskerne mente altså i 1999, 2000, 2001 og 2002, at færingerne og grønlænderne fint kunne påtage sig selvstyre, når det passede dem. Forskerne læste også aviser og konstaterede, at der heller ikke i den politiske debat blev argumenteret imod øget selvstyre. Enigheden i Danmark var nærmest total.

Lise Togeby konkluderede: ”Tilslutningen til den formulerede påstand varierer kun mellem 90 pct. og 93 pct. Opinionen fremtræder således som meget stabil. Denne høje stabilitet afspejler formodentlig, at kun de færreste danskere interesserer sig for emnet. Der ser ikke ud til at være mange, der er bekymret over, at færinger og grønlændere vil være selvstændige. Synspunktet er, at det for så vidt er grønlænderes og færingers eget problem.”

Blandede bolcher

Lise Togeby sammenblandede på uheldig vis “selvstyre” og det at ville “være selvstændige,” men tallene var klare nok: 90 pct af de adspurgte svarede, at selvstyre måtte være øboernes “eget problem,” som Togeby lidt hånligt kaldte det. Desværre undersøgte forskerne ikke, hvad danskerne mente om egentlig løsrivelse eller statsdannelse, som flere kalder det i dag. Dog kan vi alligevel sammenligne med Epinions seneste undersøgelse. 

Dengang som nu overlader mange danskere på den ene side principielt gerne mere styring af de interne anliggender til borgerne på Færøerne og Grønland. Det er som nævnt det samme som at være enig i Selvstyrelovens indhold og i den beslægtede selvstyreordning på Færøerne. 

Det indebærer dog ikke, at de samme danskere nødvendigvis vil se positivt på en opløsning af rigsfællesskabet, selvom egentlig suverænitet eller statsdannelse i sidste ende skulle vise sig at være det store flertal af færingernes og/eller grønlændernes ønske. 

Tværtimod viser den seneste undersøgelse, at de fleste danskere stadig hælder til den gældende ordning, hvor den danske regering i yderste fald har magt, pligt og ret til at rette op på skuden, hvis noget skulle gå alvorligt galt. 

Det er ikke overraskende. Samme holdning gør sig gældende på Christiansborg på tværs af de politiske partier. Samarbejdet hen over Nordatlanten kan udmærket udvides på mange områder — f.eks. med den ny, IA-styrede koalition i Nuuk, men i Danmark vil det ske med udgangspunkt i ønsket om at bevare rigsfællesskabet. Det går både kongehuset, regeringen, forsvaret, alle de store partier og — det ved vi nu — et stort flertal af danskerne ind for. Rigsfællesskabet behøver ikke at være statisk. Tværtimod ved vi også nu, at der er folkelig forståelse for, at det må moderniseres løbende, men der er ingen appetit på at opløse det. 

1000 danskere over 18 blev spurgt. Tallene viser, at der ikke er stor forskel på, hvad kvinder og mænd i Danmark mener, eller hvad ældre og yngre danskere mener. Blandt de 27 pct., der mener, at rigsfællesskabet bør fortsætte uforandret, er der en lille overvægt af vælgere, som stemmer på borgerlige partier. Overordnet set er fordelingen af holdninger dog stort set uafhængig af køn, alder og politisk overbevisning. 

 

Først offentliggjort i Sermitsiaq 7.5 2021 – let redigeret. 

 


blog

Grønlands nye landsstyre lover stabilitet men fødes med indre spændinger

april 19, 2021 • Af

Med tydelige adresse til de seneste års hyppige politiske sporskifte i Nuuk lover Múte B. Egede både stabilitet i regeringsførelsen, brede forlig med inddragelse af hele det politiske spekter, og ikke mindst langtidsholdbare forlig, der rækker udover den aktuelle valgperiode.

Múte B. Egede skal nu lede en koalition af IA, der læner mod venstre, og Naleraq, – et liberalt, nationalistisk parti. Foto: Martin Breum

 

Grønland har stærkt brug for det hele, men sprængfaren ligger latent i konstruktionen: Múte B. Egedes parti, Inuit Ataqatigiit (IA) er SF’s tidligere søsterparti, og Egede selv taler gerne om både bæredygtighed, kampen mod ulighed og behovet for sociale reformer til gavn for de svageste, men han har nu mønstret et flertal ved at indgå en koalitionsaftale med partiet Naleraq (Pejlemærket), der i kortform er liberalt-nationalistisk.

De to partier råder tilsammen over 16 af de 31 pladser i Inatsisartut. Det giver blot en enkelt stemmes overvægt, men koalitionen styrkes yderligere af to stemmer fra støttepartiet Atassut, Grønlands engang så indflydelsesrige, borgerlige parti.

God kemi
Mosaikken giver rigeligt grundstof til ideologisk tumult, men man skal huske realiteterne: IA og Naleraq sad i dele af den forrige valgperiode i koalitionsregering sammen og fandt hinanden på en række områder. I koalitionsaftalen er der enighed om at søge forbedringer for de udsatte børn, hjemløse og pensionister blandt andet med en skattereform og en fattigdomsgrænse. Endelig er der efter sigende fin kemi mellem flere af topfolkene.

Ikke mindst har IAs næstformand Aqqaluaq Egede, der nu placeres på den afgørende post som ansvarlig for fiskeri og fangst, længe dyrket et tæt kollegialt forhold til Hans Enoksen, formanden for Naleraq, der i hele sin politiske karriere har anset de grønlandske fiskeres og fangeres vilkår for topprioritet. Fortsætter de to’s parløb ind i fiskeriets nervecenter, vil det muligvis kunne sikre sammenholdet i koalitionen et godt stykke ad vejen.

Hans Enoksen, der altså nu er Múte B. Egedes hovedpartner, er selv tidligere landsstyreformand, en politisk gesvindt veteran, der nu bliver formand for Inatsisartut. I Grønland er det ikke blot er en ærefuld men også en magtfuld post. Enoksen har ved at indgå i koalitionen altså fået både en ven i spidsen for fiskeripolitikken og indflydelse på selve den politiske procedure plus endnu en trumf: Enoksens partifælle Pele Broberg bliver ansvarlig for Grønlands stadig vigtigere relationer til udlandet; ham vender vi tilbage til – her er hele rigets interesser i spil.

Lange forlig
Stemningen var høj, da den ny 17-sider lange koalitionsaftale blev underskrevet fredag foran et større publikum i Nuuk. Den tv-transmitterede ceremoni bød udover politik også på trommedans og højtidelig tænding af en spæklampe af fedtsten; en hyldest til kulturarven og historien.

Fornyelsen er markant: Múte B. Egede er den yngste landsstyreformand i Grønlands historie, og det er kun anden gang siden hjemmestyrets indførelse i 1979, at et landsstyre ikke skal ledes af Siumut, Socialdemokratiets søsterparti.

IA havde magten første gang fra 2009-2013; Selvstyrets første år blev anført af landsstyreformand Kuupik Kleist, der i dag har forladt den politiske scene. Múte B. Egede var ikke med dengang, men der er folk i hans nye landsstyre, der vil huske, at IA’s regeringsførelse dengang mere blev kendt for analytisk skarphed end handlekraft. Det var muligvis en uretfærdig dom, men genvalg blev det ikke til, og Múte B. Egede virker nu opsat på at se længere end blot til næste valg.

Hans løfte om bredde i forligene skal ses i den sammenhæng: Det slagne Siumut kæmper med gedigne, interne problemer, herunder dyb uenighed mellem den nuværende og den tidligere formand, men partiet fik trods de indvortes problemer et relativt godt valg med flere stemmer og ét mandat mere end ved valget i 2018. Lykkes det at samle Siumut igen, står den nye koalition overfor en potentielt ganske stærk opposition; Múte B. Egede gør givetvis klogt i at samle, ikke at sprede.

Múte B. Egede og det ny landsstyres nye finansansvarlige, Asii Chemnitz Narup (tv) og Naaja Nathanielsen, ny Naalakkersuisoq for boliger, infrastruktur, råstoffer og ligestilling. Foto: Martin Breum

Nej til Kvanefjeldet

I verdenspressen har det allerede givet genlyd, at den ny koalition vil stoppe mineprojektet på Kvanefjeldet ved byen Narsaq i Sydgrønland. Især IA er ubøjelig modstander af projektet, fordi den planlagte udvinding af sjældne jordarter, der er essentielle for både den grønne omstilling og militærindustrien, også vil bringe uran til overfladen.

Det er betegnende for den nye koalitions virketrang, at partnere allerede under valgkampen sagde kategorisk nej til projektet, uanset at den formelle offentlige høringsproces først slutter til juni. Kyndige iagttagere i Nuuk venter nu på mineselskabet Greenland Minerals reaktion; selskabet har angiveligt investeret mere end 100 millioner dollars i prøveboringer og anden forberedelse.

Múte B. Egede gentog fredag sin skarpe afvisning af projektet, og Naleraq er enig. Minen på Kvanefjeldet, hvis hovedaktionær i øvrigt er kinesisk, bliver ikke til noget i denne omgang; IA prioriterer miljøet højere end de potentielle økonomiske gevinster, og Naleraq vil hellere vente med så store mineprojekter til efter Grønlands løsrivelse fra Danmark.

Koalitionen anser ifølge den nye koalitionsaftale fortsat minedrift som en potentielt vigtig indtægtskilde i Grønland, men uranudvinding vil ikke blive tolereret; en politik, der givetvis også vil ramme det statsejede franske atomselskab Orano, som i februar vandt to licenser til uranefterforskning et andet sted i Sydgrønland.

Fiske-hovedpine
Koalitionens styrke vil blive tryktestet i de forestående forhandlinger om en ny fiskerilov. Loven har været på vej i flere år; behovet for indgreb er bredt anerkendt, men der er på ingen måde enighed om, hvordan de skal designes.

Fiskeriet skaffer over 90 procent af Grønlands eksportindtægter, men fiskebestandene er ifølge biologerne kritisk truet af overfiskeri. Så sent som i sidste uge udkom endnu en rapport om krisen: Hellefisken i Disko-området, der er en af Grønlands vigtigste forekomster, er grumt overfisket og truet af kollaps.

En fiskerikommission med deltagelse af både de store fiskerikoncerner og de små, men talrige og indflydelsesrige jollefiskere skal aflevere sine anbefalinger inden sommerferien. Kommissionens formandsskab har på forhånd råbt højt om overfiskeriet, men det fremgår af den nye koalitionsaftale, at Múte B. Egedes landsstyre ikke nødvendigvis vil føle sig forpligtet af kommissionens anbefalinger – på trods af Múte B. Egedes løfter om, at koalitionen vil fokusere på bæredygtighed.

Tværtimod understreger aftalen, at lovgivning må ske ved “bredt samarbejde med fiskeriets parter”, og fiskernes viden om fiskebestandenes tilstand vil blive vægtet side om side med biologernes også fremover. I Grønland har den opskrift hidtil betydet et fiskeri, der kun i begrænset omfang afspejler biologernes råd.

Løsrivelse
Set fra Christiansborg vil udpegelsen af den løsrivelsesivrige Pele Broberg fra Naleraq som det nye landsstyres udenrigsansvarlige være særligt bemærkelsesværdig; det er den tredje trumf, koalitionsdannelsen placerer i den garvede Hans Enoksens hånd.

Pele Broberg forklarede mig for nylig, at forhandlingerne med Danmark om Grønlands løsrivelse – eller statsdannelse, som han og stadig flere i Grønland kalder det – efter hans mening bør indledes snart. Han mener, at forberedelserne i Grønland vil kunne klares på et år eller mindre. Han vil gerne binde det uafhængige, fremtidige Grønland tæt til Danmark, men ikke for enhver pris. Efter Donald Trumps købstilbud anser han en tættere alliance med USA for en reel mulighed, hvis forhandlingerne med Danmark ikke fører til acceptable resultater.Her skal det understreges, at der ikke står ét ord om alt det i den nye koalitionsaftale. I modsætning til tidligere koalitionsaftaler i Grønland taler den nye hverken om løsrivelse, selvstændighed eller statsdannelse, og USA er ikke nævnt.

Det er muligvis udtryk for, at Múte B. Egedes partnere fra Naleraq har måtte dæmpet deres løsrivelsestanker under forhandlingerne. Omvendt indeholder koalitionsaftalen rigelig plads til fortolkning i den hverdag, der nu melder sig; aftalen indeholder bemærkelsesværdigt kun få detaljer om forholdet til Danmark.

“Selvstyreloven er den grundlæggende lov for vores samfund,” hedder det forsigtigt. Aftalen forudser hjemtagelse af stadig flere af de opgaver, som Danmark fortsat varetager for Grønland, men det er helt i tråd med selvstyreaftalen mellem Danmark og Grønland, og kun fødevareområdet nævnes specifikt.

Múte B. Egede og resten af IA, herunder folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen, har i de seneste år markeret sig som stadig mere pragmatiske operatører i rigsfællesskabet uden synlig interesse for løsrivelse eller statsdannelse. Til gengæld er Pele Brobergs og Naleraqs varme ønske om et hurtigere tempo mod frigørelsen velkendt i Grønland, og det er rimeligt at antage, at denne kontrast vil præge både koalitionen og det dansk-grønlandske samarbejde.

Danmark og USA
Som politisk leder af landsstyrets Departement for Udenrigsanliggender, Handel, Klima og Erhverv får Pele Broberg det daglige ansvar for væsentlige dele af de løbende forretninger med Mette Frederiksens regering, især Trine Bramsens forsvarsministerium og Jeppe Kofods udenrigsministerium, men også Dan Jørgensens klimaministerium.

Pele Broberg vil eksempelvis straks overtage Grønlands forhandlinger med Jeppe Kofod om kongerigets arktiske strategi, der har vredet sig på tegnebordet i en del måneder. Han vil også straks indgå i de komplekse forhandlinger med USA om forsvarets indretning i Grønland, og han vil lede udvekslingerne med Washington om økonomisk samarbejde og om USA’s bidrag til den civile udvikling i Grønland; her forhandler Nuuk og Washington indbyrdes udenom København.

Han vil lede Grønlands fortsatte opbygning af relationer til Kina, hvor en diplomatisk repræsentation skal oprettes, og han vil deltage i de løbende forhandlinger med EU, der yder væsentlig støtte til Grønland. I koalitionsaftalen står der, at IA og Naleraq ønsker at sætte bremser på EU-fiskeriet i Grønland til gavn for Grønlands egne fiskere.

Også på denne måde lover den ny koalition ny dynamik – både internt og eksternt.

IA’s og Naleraqs alliance spejles i øvrigt af udviklingen i Grønlands største kommune Sermersooq, hvortil Nuuk og dermed en tredjedel af Grønlands indbyggere hører. Her blev der i fredags også indgået koalitionsaftale i kommunalbestyrelsen mellem IA og Naleraq – plus partiet Demokraterne. Samtidig er Nuuks tidligere borgmester, IAs Asii Chemnitz Narup blevet medlem af Múte B. Egedes landsstyre; hun bliver ansvarlig for Grønlands finanser og indenrigsanliggender. Det er muligvis signal om, at den ny ledelse for alvor vil kaste sig over de alvorlige spændinger mellem hovedstaden og resten af Grønland.

 

Teksten her optrådte først på Altinget /Arktis 19.4 2021

 

 

 


blog

Greenland’s snap election exposes global mineral demand

februar 26, 2021 • Af

A parliamentary election unexpectedly called for in Greenland for 6 April now threatens to impact the access of European industries to minerals that are vital for Europe’s green transition.

Det 600 meter høje brede Kvanefjeld ligger blot seks-syv kilometer fra byen Narsaq i Sydgrønland. Greenland Minerals søger tilladelse til at anlægge en mine på det brede plateau på fjeldets top. Foto: Martin Breum

As the electoral campaign in Greenland picks up speed, still more Greenlandic politicians seem to waver in their support for a proposed mining project in southern Greenland, which holds one of the world’s largest deposits of rare earth minerals.

These minerals are crucial for green technologies like wind turbines, solar panels and electrical cars.

Greenland Minerals Ltd, an Australian-owned company which hopes to extract rare earths from the Kuannersuit mountain in southern Greenland, has joined the European Raw Materials Alliance, a recent initiative by the EU commission.

The future of the mine, however, seems increasingly challenged as more politicians, fearful of losing popular support before the elections, appear sensitive to protests by local environmental groups.

Shifting signals about the mine from Siumut, Greenland’s governing party, have caused particular uncertainty. The party had a new chairman in December.

“The party’s new leadership tried to get the public hearings about the mine postponed. It looks to me as if Siumut is more divided on this issue than ever,” Jensine Berthelsen, political editor of Sermitsiaq, Greenland’s main newspaper, told EUobserver.

Greenland’s main opposition party, Inuit Ataqatigiit, is vehemently opposed to the mine and scored well in the latest opinion poll.

After the elections, a new government in Nuuk will consider complaints collected during the hearings and decide whether or not to grant Greenland Minerals a licence to mine.

Uranium controversy

The proposed mining site is only a few kilometres from Narsaq, a town of 1,350 people in southern Greenland. The project has divided Greenland into two bitterly opposed camps for more than 10 years.

Critics fear large scale environmental devastation, in particular since the Kuannersuit mountain also contains substantial deposits of uranium that will surface with the rare earths.

The head of the Nuuk office of the World Wildlife Fund, Kaare Winther Hansen expressed his concerns in December. “First of all, Greenland Minerals will not ship its chemical waste out of Greenland. They want to dump it in a lake behind an artificial dam, and there are doubts about these dams: Will they last or will they not? We are not impressed,” he said.

“Secondly, they will not establish an underground mine, but an open pit mine on a location with thorium, uranium and fluoride compounds, which are potentially dangerous and likely to spread in the surrounding area. The citizens of Narsaq live only five kilometres from the nearest part of the mine. They use surface water for drinking, so you will also have a dust-problem,” he told this reporter.

On 10 February, Greenland’s environmental groups were supported by more than 100 environmental groups from around the world. They appealed to the governments in Nuuk and Copenhagen and to the EU, asking for a halt to the Kuanersuit project and to all other large-scale mining in Greenland.

“Protecting Greenland and the Arctic is not only a local, national and regional, but also a global issue”, said Diego Francesco Marin from the European Environmental Bureau, a private network of 160 civil society organisations.

“The European Parliament has already expressed support for the idea of an Arctic sanctuary and people all over the world realise that the Arctic environment is particularly vulnerable to pollution, because it recovers very slowly,” Marin said.

A halt to large-scale mining in Greenland would also hurt another potential rare earth mine situated at the mountain plateau known as Kringlerne some 25km from Kuannersuit.

The project at Kringlerne holds no uranium and is also in the process of securing official permits for its mining operation.

The production of rare earth minerals is technologically demanding and has been known to cause severe environmental challenges, in particular in China.

It includes chemical extractions of the sought after minerals and subsequent depositing of millions of tons of crushed and partly contaminated ore.

Jobs and growth

Supporters of the mine at Kuannersuit tend to focus on the 700-800 permanent jobs the mine would provide in a region which has long smarted from unemployment and depopulation. Also, supporters talk of potential economic benefits to Greenland and its 57.000 people.

According to Greenland Minerals’ estimates, Greenland’s treasury is likely to receive more than $200m per year in taxes and other income throughout the 37 years of projected mining. This would have substantial impact on Greenland’s future economic challenges.

“We will simply close the holes in Greenland’s economy,” Jørn Skov, Greenland Mining’s executive managing director said in December.

He said that the Kuannersuit mountain is rich especially in four key rare earth minerals — neodymium, praseodymium, terbium and dysprosium.

The deposits were certified by Australia’s Joint Ore Reserves Committee, and the company claims it can satisfy one-fifth of the world’s demand for these four minerals: “Greenland can deliver 15-20 percent of what is needed to drive the green transition,” Skov said.

New EU campaign

Europe’s dire need for rare earths like those in Greenland was highlighted last September, when the EU Commission launched a large-scale campaign to secure Europe’s future supplies of rare earths and other strategic minerals.

The commission presented an Action Plan on Critical Raw Materials, a 2020 List of Critical Raw Materials and a foresight study.

The authors underscored that China presently controls more than 90 percent of global production of rare earth minerals.

The new initiative was launched by Thierry Breton, commissioner for the internal market: “A number of raw materials are essential for Europe to lead the green and digital transition and remain the world’s first industrial continent. We cannot afford to rely entirely on third countries – for some rare earths even on just one country,” he said.

Greenland is not part of the EU, but linked to the union as a semi-autonomous part of the Danish kingdom and as an OCT — Overseas Countries and Territories to the EU.

The EU has long provided Greenland with economic support for education and other sectors through the EU-Greenland Partnership Agreement and the EU Commission negotiates fishing rights for European fishing fleets in Greenland’s waters.

Fear of Chinese control

Greenland’s minerals and the need to prevent Chinese control is high on the agenda.

In 2012, Antonio Tajani, then vice president of the commission, travelled to Nuuk to secure that Greenland would continue to sell its minerals on the free market.

A letter of intent was signed by both parties, but this has not prevented Chinese interest.

In 2016, Chinese mining conglomerate Shenge bought 12.5 percent of Greenland Minerals’ shares.

Shenge is still the company’s largest shareholder, now with nine percent of the shares, and Greenland Minerals says it relies on Shenge to provide the technology needed for the mine at Kuannersuit, if political permission to extract the minerals is secured.

In 2018, Greenland Minerals signed a non-binding agreement with Shenge, that Shenge might eventually buy the total output of rare earths from Kuannersuit, a total of some 32,000 tonnes of ore.

By December last year, however, this had changed.

Greenland Mining now said it wanted to export all potential outputs of rare earths from Kuannersuit to Europe. Jørn Skov, the executive managing director, spoke highly of the new EU campaign, in particular the European Raw Materials Alliance, which aims to connect European industries with suppliers of strategic minerals.

Trump saw it

In the US, Greenland’s rare earths are also in sharp focus.

In July 2019 then US president Donald Trump issued a presidential memoranda asking the US secretary of defense to do more to secure future supplies of rare earths for the US arms industry.

The president called for urgent “purchases” and “purchase commitments” abroad.

Three weeks later, speaking of strategic interest and Greenland’s minerals, the president suggested that the US might buy Greenland, the world’s largest island, from Denmark.

The suggestion was firmly rejected by Greenland and Denmark, but the US has continued to increase its cooperation with Greenland particularly in the mining sector.

In June 2020, the news portal DefenceNews reported that the Pentagon had asked the US congress to allow the US government to spend up to $1.75bn on rare earth minerals that are used for the production of – among other military items – Javelin missiles and F-35 fighter jets.

 

This article is a slightly edited version of the article first published by the EUobserver.com on 25 February 2021

 


Uncategorized

Hvad svarer kongeriget, hvis Rusland kræver mere af havbunden nord for Grønland?

februar 5, 2021 • Af

Rusland overvejer at udvide sit krav til den arktiske havbund helt til Grønlands 200-sømilegrænse.

To russiske skibe gennemførte mellem august og oktober 2020 et togt i polarisen med atomdreven isbryder og et forskningsskib, der indsamlede data om havbunden bare 60 sømil nord for Grønlands eksklusive økonomiske zone. Rusland vil desuden sandsynligvis indbyde Danmark til forhandling snart.

Sådan lyder essensen. Rusland har selv offentliggjort en række detaljer om togtet i 2020. Arktisk Kommando i Nuuk var klar over skibenes tilstedeværelse allerede, da togtet fandt sted.

Besætningen fra Akademik Fedorov fotograferet ved hjemkomst til Skt. Petersborg. Foto: Det russiske forsvarsministerium

Yderligere detaljer fremgår af informationer, jeg har skrevet om i Weekendavisen i denne uge og af den engelske version her på hjemmesiden. Den seneste risikovurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) tyder desuden på, at en del i kongeriget har kendt til sagen i nogen tid.

Det russiske togt har umiddelbar politisk betydning, og effekten øges selvsagt, hvis Rusland rent faktisk udvider sit eksisterende krav til havbunden og dermed til alt, hvad dybet måtte gemme af olie, gas og mineraler.

Udvidelse på vej

Vi ved endnu ikke, om udvidelsen af kravet kommer. De indsamlede data kan være utilstrækkelige, og der kan opstå politiske forhindringer.

Men meget tyder på, at en udvidelse er på vej. Det kan booste overlappet mellem Ruslands krav i Arktis og det dansk-grønlandske med 200.000 kvadratkilometer, så det samlede overlap lander på 800.000 kvadratkilometer.

Og ifølge FE vil Rusland sandsynligvis snart opfordre regeringen til direkte forhandlinger. FE mener, at Rusland sandsynligvis vil foreslå forhandlinger, så snart FN’s Sokkelkommission har vurderet Ruslands data (med eller uden udvidelse), og det kan ifølge de seneste forlydender fra kommissionen ske snart – formentlig allerede i år (dog med coronaforbehold).

Tre komponenter trænger sig på: Politisk tolkning af det seneste togt, behovet for enighed i rigsfællesskabet og spørgsmålet om den sikkerhedspolitiske effekt.

Politisk værdi
Med et udvidet krav i Arktis, eller alene med forsøget, signalerer Vladimir Putins regering styrke og handlekraft over for sit russiske vælgerhav.

Ruslands ledere har siden zartiden brugt erobringen af Arktis til at konsolideres deres egen legitimitet, og Vladimir Putin bruger grebet effektivt.

Faldskærmsjægere har trænet ved Nordpolen og det russiske Arktis udvikles i rekordfart. Ruslands økonomi er dybt afhængig af råstofferne fra nord, så folkesjælens fodring og landets velfærd hænger sammen i denne sag.

En del husker måske, da to russiske miniubåde i 2007 dykkede 4.300 meter ned til bunden ved Nordpolen og plantede det russiske flag.

De øvrige arktiske stater – inklusive Konservatives udenrigsminister, Per Stig Møller – frygtede, at Rusland med dykket gjorde sig klar til at bryde med international lov i Arktis, og at krigsskibe snart ville følge efter.

Senere forskning viser dog, at dykkets russiske ledelse sandsynligvis var mere optaget af indenrigs symboleffekt. Udenrigsminister Sergei Lavrov beroligede: Det amerikanske flag på månen førte jo heller ikke til krav om amerikansk ejerskab, og Rusland har siden slavisk fulgt FN’s spilleregler.

Usvækket fokus på erobring
Ruslands seneste togt, der også nåede ind i USA’s interessesfære nord for Alaska, understreger, at Ruslands fokus på arktisk erobring er usvækket, og at enhver forhandling med Danmark, Grønland og andre konkurrenter vil blive grebet tilsvarende håndfast an.

Det er væsentligt, ikke mindst fordi forhandlinger som nævnt kan blive relevante relativt snart. Coronaen vil forsinke processen i FN’s Sokkelkommission, men vi taler altså ikke længere nødvendigvis kun om forhandlinger i en fjern fremtid.

Danmark og Grønland vil som mindstemål skulle afklare, om tiden er inde til armlægningen med Rusland – et spørgsmål, der også involverer Canada.

Da Kristian Jensen (V) endnu var udenrigsminister, afviste Danmark et russisk tilbud om forhandlinger, angiveligt fordi Canadas krav ikke var klar, men den afvisning kan ikke længere bruges. Canada indleverede sit krav i 2019.

Er Danmark og Grønland enige?
Svar til Rusland vil kræve enighed internt i rigsfællesskabet, og her er der ikke nødvendigvis sammenfaldende interesser.

Grønland vil givetvis være optaget af de potentielle fund af olie, gas og mineraler. Selvstyreloven foreskriver, at alle indkomster fra råstoffer i Grønland principielt tilhører grønlænderne, uanset om de gemmer sig under bunden af Det Arktiske Ocean.

Ingen har endnu fundet skyggen af værdier så langt inde i polarisen, men ingen ved heller, hvad man finder i fremtiden. Regeringen kan blive klemt mellem sit udtalte ønske om at gøre rigsfællesskabet attraktivt for Grønland, så det ikke går i opløsning, og behovet for ikke at skabe konflikt med Rusland.

Det er slemt nok i Ruslands øjne, at Danmark på den militære front samarbejder umådeligt tæt med USA om at booste det amerikanske militære aftryk i Arktis i en tid, hvor Washington oftere tordner mod russisk oprustning og stadig oftere fører flådeskibe, fly og tropper tæt på Ruslands arktiske sfære.

Varmere forhold
Modsætningerne i rigsfællesskabet blev blotlagt i 2014, da Danmark og Grønland skulle enes om kongerigets krav til FN’s Sokkelkommission. Aleqa Hammond, der var formand for Naalakkersuisut, oplevede danskerne som uambitiøse:

“Vi havde som udgangspunkt to vidt forskellige holdninger til den fremtidige betydning af soklen. Det følte vi i hvert fald,” fortalte hun mig senere.

Ifølge Hammond var det grønlandsk pres, der gjorde, at kongerigets krav blev udvidet, så langt FN’s Havretskonvention overhovedet tillod, nemlig helt til Ruslands 200-sømilegrænse. Russerne er stadig, som Forsvarets Efterretningstjeneste skriver, “sandsynligvis meget utilfredse”.

I dag er forholdet mellem Nuuk og København varmere, men fokus i Nuuk er næppe ændret, og viljen til selvstændig udenrigspolitisk ageren er kun tiltaget. Aleqa Hammond er desuden blevet formand for Inatsisartuts, det grønlandske parlaments Sikkerheds- og Udenrigspolitiske Udvalg.

Et udvidet russisk krav vil måske rejse spørgsmålet, om yderligere dansk-grønlandsk dataindsamling i Det Arktiske Ocean vil gavne forhandlingspositionen. Nye ekspeditioner vil i givet fald koste et pænt antal millioner blandt andet til leje af en isbryder, og der ingen tradition for, at Grønland bidrager til udgifterne.

Freden holder
Sikkerhedspolitisk er der ifølge kendere, herunder lektor Jon Rahbek-Clemmensen fra Center for Arktiske Sikkerhedsstudier ved Forsvarsakademiet, ingen grund til bekymring:

“Sikkerhedspolitisk betyder det ikke meget. Det er internationalt farvand, så russerne kan sejle og flyve deroppe så meget, de har lyst. Det afgørende for Danmark er, om Rusland holder sig til gældende regler og konventioner, og der er intet, der tyder på regelbrud her,” sagde han, da jeg spurgte.

Martin Lidegaard (R), der var udenrigsminister, da det dansk-grønlandske krav blev formuleret, er ganske enig; det samme er den canadiske ekspert, professor Michael Byers fra University of British Columbia.

Konstruktiv tilgang
Forsvarets Efterretningstjeneste ser en mindre, potentiel risiko for russisk disruption, men kun hvis afgørelserne fra FN’s Sokkelkommission går Rusland voldsomt imod. Som tjenesten skrev i december:

“Rusland har indtil videre udvist en konstruktiv tilgang til sokkelspørgsmålet. Det er sandsynligt, at Rusland også fremover ønsker at fremstå som en konstruktiv forhandlingspartner, som følger FN-processen. Rusland vurderer sandsynligvis, at denne tilgang foreløbigt bedst tjener Ruslands interesser. Det er dog muligt, at Rusland senere vil vælge en anden tilgang, hvis FN-processen ikke fører til et acceptabelt resultat for Rusland”.

Her bør for fuldstændighedens skyld måske tilføjes et enkelt forhold, som FE ikke nævner. Den, der vinder retten til ressourcerne på havbunden, opnår ifølge FN’s Havretskonvention også en ikke særlig klart defineret ret til at forhindre andre i at udnytte ressourcerne i det samme område.

Rusland vil muligvis tolke juraen sådan, at der med retten til havbunden også følger ret til at inspicere eller på anden vis kontrollere andre nationers fartøjer, og så er det ikke længere uproblematisk.

True den frie sejlads
Der er stadig masser af is nord for Grønland, men klimakrisen betyder som bekendt, at isen forsvinder, så det er ikke den rene science fiction.

Spørgsmålet om “freedom of navigation” står allerede højt på dagsordenen i Arktis. USA, Danmark og andre beskylder Rusland for at true den frie sejlads nord for Rusland, og kontroversielle militære manøvrer gennemføres for at understrege pointen.

Især USA vil derfor muligvis også bekymre sig, hvis Rusland nu får udsigt til rettigheder nord for Grønland, der kan bruges som undskyldning for at bringe kontrollerende russiske isbrydere eller andet isenkram i mere regulær rutefart tæt på Thulebasen og det amerikanske fastland.

Denne nyhedsanalyse, der her optræder en anelse redigeret, blev offentliggjort på Altinget/Arktis 3. februar 2021

 


blog

Russia considers extended claim to the Arctic seabed

februar 5, 2021 • Af

Despite the climate crisis, the ice in this region can still be several years old, thick as a man is tall and tougher than oak.

The icebreaker systematically clears open tracks in the ice in honor of the vessel trailing it, the “Akademik Fedorov”. The lesser, but ice-enforced vessel methodically sucks up data about the seabed with an advanced multibeam echosounder embedded in its hull.

Onboard the ship Russian technicians, if they do what they have done before, translate the data into colourful computer-visuals of the seabed’s majestic contours.

Focus is on the Lomonosov Ridge, the impressive subsea mountain range that runs from Russia across the North Pole and onwards towards Greenland and Canada. The ridge pushes 3700 meter tall peaks upwards from the seabed which is otherwise flat as a pancake, and the nature of the connection between the ridge and the landmasses at either end will determine who has the rights to what the seabed may hide of oil, gas and minerals.

Consistent rumors about the goal of this ambitious Russian mission can now be verified: The two vessels were harvesting data about the seabed, because Russia is contemplating a revised, enlarged submission to the UN’s Commission on the Limit of the Continental Shelf (CLCS).

A such enlarged submission could win Russia the rights to the seabed from close to the North Pole and down all the way to the maritime borders of Canada and Greenland 200 nautical miles from shore.

According to information given to me recently, an enlarged Russian submission to the CLCS could be underway in a matter of a few months, but we don’t know whether it will ever happen.

Most probably, no-one outside Russia has yet seen the new data; it might be insufficient to support an enlargement, and political barriers on the diplomatic front could also make Russia fold. But the analysis is reportedly in progress; Russia has received encouraging rumblings from the CLCS on its existing submission, and new details about the latest mission that is published in this article for the first time corroborate expectations of an enlargement.

Zig-zag in ice

The “50 Let Pobedy” and the “Akademic Fedorov” were operating in the characteristic zig-zag pattern also known from three Danish-Greenlandic icebreaker missions in the same waters between 2007 and 2012 (This reporter travelled on one of them.)

The two Russian vessels toiled forth and back across the Lomonosov Ridge as close as 60 nautical miles from Greenland’s exclusive economic zone. They operated far from the seabed further north that was covered by Russia’s submission to the CLCS in 2015.

The Russian Embassy in Copenhagen has not yet come back on a request for more information about the purpose of the mission, but in November, as “Akademik Fedorov” returned to quay in Saint Petersburg, the Russian Ministry of Defence published a brief news item and a few pictures of the crew.

Crew members from Akademik Fedorov on return from the Arctic Ocean. Photo: The Ministry of Defence of the Russian Federation

It was not clear precisely where “Akademik Fedorov” had been, or what the new data was intended for, but we learned that the vessel had returned from a three month mission somewhere along the Lomonosov Ridge and further west over the Chukchi Plateau north of Alaska, where the US has hitherto been alone in its quest for the seabed.

Flemming Larsen, director of the Geological Survey of Denmark and Greenland, GEUS, in Copenhagen, commented on the Russian news item last week:

“It appears that they have done bathymetry, in other words mapping of the topography across the Lomonosov Ridge. Also, they have taken samples of the sediments. It is all about illustrating the character of the ridge: Does it belong to Greenland or does it belong to Russia? But we have not yet heard what came out of it,” he said.

Denmark’s Arctic Command in Nuuk, Greenland’s capital, was aware of the two Russian vessels already when they operated north of Greenland. In December, Denmark’s Defence Intelligence Service foretold in its annual risk-analysis that Rusland would “most likely“ enlarge its submission to the CLCS all the way to Greenland’s exclusive economic zone.

Russia might simply have told the other Arctic coastal states about its considerations. Canada, the Danish Kingdom, Norway, Russia and the US have long acknowledged the potential for disruptive disagreements over the still non-existent borders on the seabed and the diplomats and experts meet regularly in order to prevent any slidings towards collision and tension.

Norway has no direct interest involved, but the Norwegian embassy in Copenhagen confirmed that Norway is aware of the Russian mission:

“Norway is aware that Russia has conducted a mission with Akademik Fedorov in the Arctic Ocean, but the mission in 2020 does not cover areas that are part of the Norwegian continental shelf. Therefore, there is no need for prior contact between Norway and Russia about the details of the mission. Generally, the embassy stresses that the activities in the Arctic Ocean are characterized by good communication among the five coastal states. Norway highly appreciates this”.

Closer neighbours

The underlying conflicts of interest are substantial. An enlarged Russian submission could — simply speaking — bring Russia closer to Canada and Greenland than most people would have dreamt off only a few years back.

In the most far reaching scenario, where Russia manages to realize the full potential of an enlarged submission to the CLCS, Russia’s rights to the seabed would begin right outside Canada’s and Greenland’s exclusive economic zones 200 nautical miles from shore.

Russia would have exclusive rights to all resources on the seabed, but, importantly, not in the water column, on the surface, or in the airspace above. Also, Russia would command certain rights to regulate traffic in the area in order to protect its riches.

These are privileges and potential wealth to which Greenland and Canada have so far been the only contenders.

Few security risks

At the heart of the matter are overlapping demands for very large tracts of seabed, tantalizing dreams of oil, gas and other treasure. Whipping up further prospects of drama and strife, however, would run against what most experts expect.

In Denmark, the chairman of the Foreign Policy Committee of parliament, Martin Lidegaard, who was Denmark’s minister of foreign affairs when Denmark and Greenland submitted their submission to the CLCS in 2014, only learned of the Russian mission when approached for this article, but he is not worried:

“If Russia enlages its submission based on new scientific grounds, I can not see that this needs to have any security implications. The Danish Kingdom itself has put forward a large demand, and I assume that we are heading towards difficult negotiations under all circumstances,” he said. 

Assistant professor Jon Rahbek-Clemmensen from the Center for Arctic Security Studies at the Royal Danish Defence Academy agreed: “Security wise this doesn’t mean much. It is international waters, and the Russian’s can sail and fly there as much as they want. The decisive issue for Denmark is whether Russia sticks to current rules and conventions and there is nothing that indicates any breach of the rules at this stage,” he told me.

Denmark’s Defence Intelligence Service sees a potential risk, but only if the recommendations of the CLCS rules very squarely against Russia’s wishes. In this case, the service says, Russia might “choose a different approach”.

Canada’s leading expert, professor and Canada Research ChairMichael Byersfrom the Department of Political Science at University of British Columbia agrees with Lidegaard and Clemmensen:

“I am not alarmed. My assumption is that Russia is simply preparing for all eventualities. In the unlikely situation where the CLCS determines that the Lomonosov Ridge is a natural prolongation of the Asian continent only, Russia wants to have submitted data that enables the Commission to affirm its sovereign rights all the way across to the outer limit of the Canadian and Danish exclusive economic zones”.

Most observers expect tough direct negotiations between the states involved,  because the CLCS will find, most likely, that the Lomonosov Ridge connects to both Russia, Greenland and Canada.

In this case, the nations involved will have to negotiate the final borders themselves; the CLCS will not deal with the actual drawing of political borders.

Martin Lidegaard already looks beyond the negotiations.

“An extended Russian submission will make it even more important to talk about how we regulate the area after the borders have been drawn,” he said. He would like to fully protect a smaller part of the ocean around the North Pole itself and to regulate against pollution and militarization in the rest of the ocean outside national jurisdictions.

Russia “unhappy”

Russia’s submission to the CLCS in 2015 laid claim to the seabed from Russia’s exclusive economic zone to the North Pole and somewhat beyond; it is a possible extension of this claim that is now in focus. A certain amount of anger may be involved.

Denmark’s and Greenland’s submission from 2014 covers close to 900.000 square kilometers of Arctic seabed – it was an unexpectedly massive demand. Following pressure from Greenland, Copenhagen agreed to stretch the demand as much as legally possible all the way to Russia’s exclusive economic zone.

Copenhagen’s Defence Intelligence Service said in its December analysis that Russia was “likely unhappy with the extent of the Kingdom’s claim”.

According to an educated estimate an extended Russian submission could potentially increase the overlap between Russia’s existing claim and that of Denmark and Greenland with some 200.000 square kilometers, adding to an overlap already at 600.000 square kilometers.

On top of this, an enlarged Russian submission would most likely increase Russia’s overlap also with the Canadian and possibly the US designs.

Interestingly, there is no indication to date that anything of value might be found under the seabed north of Greenland. Also, the ice and the impressive depth of the ocean is likely to deter any exploration or extraction of resources for years to come. That may not be the point, however.

The UN Convention of the Law of Sea has inspired coastals states all over the world to submit claims to the CLCS for large tracts of seabed. The Danish Kingdom, comprising Denmark, the Faroe Islands and Greenland, has laid claim to five:

Three around Greenland, two at the Faroe Islands. It is about resources, but also about the political clout that will follow any such national expansion — in particular, of course, if the North Pole is part of the deal.

Russia may feel that it is under time pressure. The CLCS is reportedly about to finalize its evaluation of Russia’s submission from 2015. If an extension of this claim is to be included in the CLCS’s evaluation this time around, time may be an issue.

Russia’s keen interest in the Arctic seabed has long been evident. In 2007, two small Russian submarines dived 4300 meter to the bottom of the ocean at the North Pole and planted a Russian flag. While president Vladimir Putin praised the Russian divers, many governments were worried:

Would Russian naval vessels follow up and make claims to the Arctic seabed by force? Would Russia disregard international law in the Arctic Ocean?

The Russian flag planted on the bottom of the Arctic Ocean at the North Pole in 2007. Photo: NTV

Russia’s foreign secretary Sergey Lavrov called for calm: The US flag on the moon did not lead to any US claims of ownership either, he said, and Russia has adhered scrupulously to the rules of the UN Convention of the Law of the Sea ever since.

Russia is likely to win large tracts of seabed simply by following procedure; it would have next to nothing to gain from any breaches.

Also, Russia may want to test any potential extension of its existing claim in Copenhagen, Ottawa and in the rest of the Arctic coastal states before submitting it to the CLCS. The commission is only mandated to evaluate a claim if all involved agree to the process.

Norway, Denmark and Canada are unlikely to protest as long as Russia adheres to the rules and existing agreement, including the so-called Ilulissat Declaration from 2008. Washington, however, may be less easy to predict.

The US has not signed the UN Convention of the Law of the Sea but it has expressed clear intentions to win its proper share of the rights to the Arctic seabed.

 

This text, slightly altered, appeared first on Highnorthnews.no on February 1st. 2021.