pornjk.com tube600.com xpornplease.com redtube.social porn600.me porn800.me watchfreepornsex.com tube300.me
blog

Chinese linked Australian mining company sues Greenland for billions of USD over lost revenue

oktober 15, 2023 • Af
One of the world’s largest deposits of rare earth elements is located in the Kuannersiut mountain in south Greenland. The picture shows exploratory drilling by Greenland Minerals. Photo: Greenland Minerals.

The US, China and the EU are all likely to watch closely as a battle over one of the world’s largest deposits of rare earths is taken to court. Australian owned Greenland Minerals A/S wants a mining license, or compensation of up to 11.5 billion USD for lost revenue.

One of the world’s largest deposits of rare earth minerals is located in the Kuannersiut mountain in South Greenland. The deposit has long been coveted by the US, China and the EU, but instead of being mined and brought to world markets, the valuable minerals are now subject to a bitter court case between the Chinese linked Australian mining company and the Greenlandic government.

In 2021, the government in Nuuk, Greenland’s capital passed legislation to ban uranium mining in Greenland, and this summer Greenland Minerals was refused mining license for its Kvanefjeld project in the Kuannersuit mountain. The rare earths in the area are commingled with uranium and mining would inevitably bring the latter to the surface, a result the Government in Greenland is determined to prevent.

Legal offensive

Greenland Minerals, a subsidiary of Energy Transition Minerals headquartered in Perth, Australia, has now mounted a counter offensive.

The company has been engaged in exploration at the Kuannersuit mountain since 2007. In July it filed a 517-page Statement of Claims with the Arbitral Tribunal in Copenhagen, Denmark. The statement includes a claim for a license to mine or, should that fail, a claim for compensation as well as an estimate of the company’s loss of investments and future earnings that could total 11.5 billion USD, a potentially crippling sum for Greenland.

Strong US interest

Observers in many countries are likely to follow the proceedings. Greenland is still part of the Kingdom of Denmark and the US through its embassy in Denmark has been keenly interested in Greenland’s rare earths for decades.

A former US Ambassador to Denmark, Carla Sands, held talks with Greenland Minerals in South Greenland not long before then US president Donald Trump in 2019 suggested buying the country from Denmark.

The EU has also long expressed interest, however, China may be in pole position for access. Chinese mining corporation, Shenge Resources, owns nine percent of Greenland Minerals and is represented on its board. Greenland Minerals has long been banking on financial and technical support from Shenge for the establishment of the proposed Kuannersuit mine.

Garry Frere, Commercial Manager, Greenland
Minerals. Photo: Gary Frere / LinkedIn.

On a visit to Copenhagen in late September, Commercial Manager of Greenland Minerals Garry Frere told Arctic Today that Shenge “will support the project without a shadow of a doubt”.

The Chinese connection makes the Kuannersuit project controversial. China controls some 90 percent of the world’s supply of rare earth minerals that are essential for a host of green technologies such as batteries for electrical cars and windmills and for the defense industry that uses them in missiles, fighter jets and other defense materials.

“Not a threat”

The high loss estimates by Greenland Minerals could easily exhaust Greenland’s economy, should compensation be awarded to Greenland Minerals. Even so, the company denies any wish to intimidate the Arctic country of 57 thousand.

“It is not a threat,” said Frere, even if he understands that others may interpret the suit that way.

“I don’t think the government or its advisors expected what they saw in our statement of claim that we lodged in July. I think that document might have come with quite a bit of surprise,” Frere said.

“It might be that when the detail of the argument we are making is properly understood by Kammeradvokaten (the government’s legal council, ed.) and the government, they will form a view that Greenland Minerals has quite a substantial argument. We might not win, but there is certainly no guarantee,” he said.

He speculated that the government in Nuuk will soon begin to weigh the potential cost of paying damages to Greenland Mineral against the possible gains from a mine at Kuannersuit. Greenland Minerals argue that Greenland would likely earn more than 20 billion USD in taxes and royalties on minerals over the 37 year expected life span of the mine if Greenland Minerals was allowed to proceed at Kuannersuit.

Financing the case

The trial will likely be very expensive for both parties, but Frere claims that Greenland Minerals has resources to carry on for as long as it takes. According to him, Burford Capital in the US, specialists in funding legal cases, has made capital available which could make the case less painful for Greenland Minerals.

“We call it non-recourse. If we lose the arbitration, they get none of their money back. If we are successful they get a fee based on how much they have spent and they get a share of the reward. This is not unusual for small businesses like ours,” Frere said. He will not say how large a share of the potential wins Burford Capital is entitled to.

Greenland Minerals has engaged Clifford Chance, one of Great Britain’s largest law firms with offices across the globe, and a reputed Danish law firm to do the legal work and handle court appearances.

Breach of contract

After a stopover in Copenhagen, Frere was set to travel to Nuuk and he seems unusually knowledgable about Greenland’s domestic politics.

Strong forces within Siumut, one of the two parties in Greenland’s governing coalition, want to unravel the ban on uranium mining. Garry Frere believes that there might be a new chance for the Kuannersuit mine after the April 2025 in Greenland.

In a 2011 add-on to Greenland Minerals’ license to explore for minerals at Kuannersuit, the Greenlandic authorities stipulated that any potential requests by the company to exploit the Kuannersuit vein could be rejected by Nuuk for purely political reasons.

The project at Kuannersuit has from the beginning been highly controversial in Greenland. The fear that mining could contaminate the nearby town of Narsaq and its surroundings runs deep in Greenland and the 2011 political clause to Greenland Minerals’ exploration license mirrored a deep split in the Greenland populace regarding the project.

Even so, Frere and Greenland Minerals maintain that the government in Nuuk is in breach of contract. The company argues that the 2011 clause has been rendered invalid since numerous other positive signals and acts by the authorities in Nuuk have made Greenland Minerals predict that in the end — despite the 2011-clause — it would receive a license to mine.

In the company’s July Statement of Claims several messages to Greenland Minerals from the authorities in Nuuk and excerpts from Greenland’s political discourse were presented. From 2014, when a previous partial ban on uranium was lifted, Greenland prepared for uranium exports and Nuuk signed on to several international uranium conventions. Greenland Minerals interpreted the combined words and deeds as binding. Frere argues that matters have not been dealt with properly by Greenlandic authorities in this process.

“We have spent 13-14 years following a certain set of rules with an expectation that if we did the right thing, produced the right pieces of paper and did the right work we would then be issued a license.”

Greenland has less than 60.000 inhabitants and a limited economy, but Garry Frere has no qualms raising claims that might badly hurt its economy,

“While Greenland is a small country, it is part of the Kingdom of Denmark and it chooses to encourage people to come and potentially exploit its mineral resources. By doing that you take away your right to say ‘oh, no, we are a poor country, you are a big international ‘ruly’ boy and you have come to impose. We were invited, we followed the rules, we met all the requirements that were put in front of us, but at the last minute the goalposts were moved,“ he said.

The minister

In Greenland funding for the court case has been allocated by parliament and on the phone from Nuuk, Greenland’s Naalakkersuisoq government minister for raw materials Naaja Nathanielsen, ezpresses no desire for compromise.

Naalakkersuisoq (minister) Naaja Nathanielsen. Photo:
Goverment of Greenland.  

“The company says that because they feel that they have received a signal this must overrule the terms that are spelled out in their license. We argue that all sorts of things might have been said politically, but that this means nothing if the terms are not changed. There can be no tampering with any given government’s right to determine terms and legislation about how the resources of its country are to be utilized. This is an important principle for us and we will follow it through to the end,” Nathanielsen said.

Greenland Minerals also argue that the ban on uranium cannot be applied to the Kuannersuit project as this would deny the company rights to which it is entitled to by Greenland’s own laws. Naaja Nathanielsen, a claim she also rejects.

“The company does not read the uranium law correctly. The law applies to future licenses. If Greenland Minerals had been issued with a license to extract minerals before the law on uranium came into effect, they might perhaps have been right, but they had not,” she said.

Will the offensive work?

The question remains whether fear of an expensive court case and potentially debilitating payment of damages will stir public opinion in Greenland and influence the Greenlandic government.

Mariane Paviasen, Chair of the Committee on Foreign Affairs and Security of Inatsisartut, Greenland’s parliament says she doesn’t fear that scenario.

“They do not scare me. This only shows once again that the company does not care at all about our society,” she said.

Paviasen is a former central figure of Urani Naamik (No to Uranium), a non-governmental organization which has spearheaded opposition to the mining project at Kuanersuit. She and other opponents maintain that Greenland Minerals conducted its business in the country in less than savory ways. Its lobbying has included hiring leading Greenlandic politicians and former high ranking public officials to further its case.

Nathanielsen said that she is convinced that Greenland has the better legal case. She recognizes though that Greenland Minerals campaign is having an effect.

“I regard it as a maneuver to create uncertainty and to target politicians, and it has worked extremely well as clickbait. A lot of journalists have reacted. I just think it is more interesting what the company is basing its case on,” she said.

Greenland’s government has until early January 2024 to react to Greenland Minerals’ Statement of Claim.

The government argues that the Arbitral Tribunal in Denmark does not have powers to handle complaints against political decisions made by the government of Greenland. Instead, the government argues, Greenland Minerals may bring their case before the courts in Greenland.

Should Greenland Minerals be awarded compensation for the losses it claims, the sums involved might exceed Greenland’s ability to pay. Greenland Minerals argues, however, that the Danish government could also be made responsible. Until 2009, the two countries shared the responsibility for Greenland’s mineral deposits.

This article was first published by ArcticToday.com 11. October 2023

blog

Russisk oprustning i Arktis øger USAs krav til Danmark i Arktis

september 14, 2023 • Af

Krigens gang har igen og igen understreget, hvordan Ruslands krigsførelse i Ukraine er dybt afhængig af de omfattende militære installationer i Arktis. Af samme grund vil USA sandsynligvis forvente, at milliarderne fra det forsvarsforlig, der blev indgået før sommeren, fører til en styrket dansk indsats i Arktis, lyder analysen fra Martin BrDet militære billede i Arktis er under markant forandring, netop som forhandlingerne om udmøntningen af forsommerens historiske forsvarsforlig skal til at begynde.

Den russiske forsvarsminister Shoigu besøgte for kort tiden siden Novaya Zelma, arnestedet for den russiske atommagt. Truslen om atomkrig accentueres i takt med at Ruslans konventionelle styrker udmarves i Ukraine.

I slutningen af august flyttede det russiske luftvåben syv af bombefly af typen TU-2M3 fra en luftbase relativt tæt på Ukraine til en tilsvarende luftbase ved Olenya på Kola-halvøen kun 150 kilometer fra storbyen Murmansk i det russiske Arktis. Flyene bruges til missilangreb i Ukraine, og overflytningen blev ifølge Barents Observer opsnappet af en russisk radioamatør og vidererapporteret på X – tidligere Twitter.

Fra Olenya vil flyene fortsætte deres missil-spyende missioner mod Kiev, boligblokke, kraftværker og andre mål i Ukraine, men de vil fremover, når de står parkeret på Kola-halvøen, ikke længere være sårbare over for droneangreb fra Ukraine, der tættere på Ukraine har gjort flere russiske fly af samme type ukampdygtige.

Sådan har krigens gang i den seneste tid igen og igen understreget, hvordan Ruslands krigsførelse i Ukraine er dybt afhængig af de omfattende militære installationer i det russiske Arktis – flybaser, flådehavne, kaserner, tropper, nukleare testcentre, missillagre, antiluftskyts, depoter, træningsområder og så videre.For Rusland er Arktis ikke periferi eller sekundær udkant, som det er for langt de fleste Nato-lande. Det russiske Arktis og især den del, der ligger klods op ad Norge og Finland, er helt central for krigsførelsen.

Af samme grund vil Danmarks allierede og især USA sandsynligvis forvente, at milliarderne fra det forsvarsforlig, der blev indgået på Christiansborg før sommeren, fører til en mere målrettet, intensiv og styrket dansk indsats i Arktis.

Sverige og Finland inkorporeres i øjeblikket hastigt i Nato-forsvaret af Østersøområdet, og mens den danske indsats i Østersøen derfor vil blive mindre efterspurgt, vil forventningerne til Danmark svinge mod nord til områderne ved Færøerne og Grønland, der anses for naturligt dansk ansvarsområde.

Nye forventninger til Danmark 

Den nye forsvarsminister Troels Lund Poulsen forklarede allerede i foråret, da han lancerede regeringens udspil til forsvarsforliget, hvordan denne drejning i omverdenens forventninger er i gang, og udviklingen i det militære billede bakker ham op.

Amerikanske overvågningsfly har for længst udnyttet Finlands entre i Nato til at patruljere langs den finsk-russiske grænse, hvorfra de angiveligt kan skue ind over for eksempel den luftbase ved Olenya, som de syv TU-22M3 blev overført til i slutningen af august.

Britiske tropper er nu semi-permanent udstationeret i det nordlige Finland, ligesom der er fælles øvelser med kampfly i finsk og svensk luftrum tæt på Østersøen og Baltikum, men også de russiske atombaser på Kolahalvøen.

NATO-tropper fra flere flere lande træner nu Finland, britiske tropper er på semi-permanent ophold

Pointen for USA i Arktis er uforandret: De russiske nukleare kapaciteter i Arktis udgør ikke kun en trussel mod mål i Europa, men i mindst lige så høj grad mod de amerikanske storbyer. Det amerikanske forsvars opmærksomhed er derfor ekstra fokuseret i Arktis, og ikke blot på de russiske baser, ubåde og fly, men også på USA’s allierede, og hvad de bidrager med.

Truslen om atomkrig

Ruslands arktiske kapaciteter har direkte betydning for krigsførelsen i Ukraine på mindst to måder.

For den igangværende konventionelle krigsførelse gælder det for eksempel, at talrige af de kæmpende soldater i Ukraine har hjemsted på baserne i det russiske Arktis. Hundredvis, hvis ikke tusinder med hjemsted på baserne på Kola-halvøen i det nordvestligste Rusland, er allerede dræbt på slagmarken. Andre skarer af soldater fra samme baser er stadig i kamp.

Talrige militære fragtskibe har siden invasionen i Ukraine bragt kampvogne og andet tungt materiel fra baserne i Arktis ned langs Norges og Europas kyster til Krim og de ukrainske kyster mod syd.

Slagskibe med hjemsted i det russiske Arktis indgår med betydelig ildkraft i den russiske flådestyrke i Sortehavet og i Azov-havet syd for de russisk besatte områder i det østlige Ukraine, præcis som russiske slagskibe fra Arktis med bastant ildkraft har støttet præsident Assad i krigen i Syrien.

For det andet sikrer styrkerne i det russiske Arktis Ruslands evne til at opretholde en troværdig trussel om et nukleart angreb på USA eller Europa. En meget stor og voksende del af de fremføringsmidler, der er relevante, såfremt Putin eller andre i det russiske system for alvor skulle ønske at bringe et nukleart sprænghoved til udløsning over New York, London eller andre mål i Vesten, befinder sig i det russiske Arktis, og det er ventet, at yderligere kapaciteter flyttes herop i Nordflådens domæne ved Kola-halvøen i takt med, at Ruslands manøvrerum i Østersøen indskrænkes.

Det er som bekendt denne fortsatte evne til at true Vesten med det ultimative nukleare ragnarok, der nu i over et år har muliggjort Putins invasion i Ukraine og skabt udbredt usikkerhed om den vestlige støtte til Ukraine – herunder den lange beslutningstid forud for den danske og hollandske donation af F16-fly.

Det væsentligste i den aktuelle situation er dog nok, at Putins og den russiske forsvarsstabs behov for atomtruslen forventes at vokse i takt med, at Ruslands konventionelle styrker udmarves i Ukraine – og igen spiller kapaciteterne i Arktis en hovedrolle.

Eksempelvis var det efter alt at dømme netop for at udbasunere atomtruslens fortsatte aktualitet, at den russiske forsvarsminister Sergey Shoigu tidligere i august sammen med Aleksei Likahsev, chefen for Rosatom, det russiske atomagentur, der medvirker til udvikling og vedligeholdelse af det russiske atomarsenal, med fire helikoptere fløj til de Ruslands primære atomare testcentre på øgruppen Novaja Zelma i Det Arktiske Ocean.

Her ligger test- og udviklingsfaciliteter gravet ind i de tunneler i fjeldene, der udgør selve arnestedet for den russiske atommagt – og Shoigu lod straks videooptagelser af besøget offentliggøre.

Det var netop på Novaya Zemlya, at Rusland med mere end 130 testsprængninger fra 1954 til 1990 lagde grunden til det atomare våbenkapløb efter Anden Verdenskrig. Der er ikke foretaget prøvesprængninger på øerne siden 1990’erne, men ifølge det russiske forsvar fortsætter en sofistikeret udvikling af kernevåben netop på Novaya Zemlya.

Shoigu holdt kort før afgang en tale for spidsen af det russiske forsvarsministerium i Moskva om den øgede trussel mod Ruslands nukleare kapaciteter i nord, som Finlands og Sveriges optagelse i Nato i hans øjne har ført med sig; også denne tale blev offentliggjort.

Vi kender ikke forsvarsministerens bevæggrunde, men måske den russiske forsvarsstab netop nu har ekstra behov for den styrke, de mener, at en genopfrisket atomtrussel kan give.

Pres på Danmark og Grønland

Hvordan denne russiske aktivitet i Arktis hurtigt kan føre til øgede amerikanske krav til det danske forsvar og til Danmarks politiske håndtering af Grønland og Færøerne, som i forvejen er under amerikansk lup, fik vi en påmindelse om forleden i Foreign Policy.

Her kritiserede den tidligere stabschef i præsident Trumps National Security Council, Alexander B. Gray, både den danske, norske og canadiske håndtering af den russiske trussel i Arktis under overskriften “Natos nordlige flanke har for mange svage punkter”.

 

Den russiske forsvarsminister Sergey Shoigu fløj midt i august til Ruslands primære atomare testcentre på øgruppen Novaja Zelma i Det Arktiske Ocean. Foto: Russian Defence Ministry/Reuters/Ritzau Scanpix

 

Gray skriver om “substantielle svigt fra flere centrale medlemmer af alliancen, der undlader at løfte deres forpligtelser på trods af Moskvas kontinuerlige interesse i det høje nord”. Han kritiserer den danske regering især for ikke at agere bestemt nok over for Færøerne og Grønland, så disse dele af riget i stedet – i hans optik – ligger åbne for alt for megen russisk (og kinesisk) aktivitet.

Greys opråb lægger sig i tråd med de seneste års gentagne amerikanske kritik af den danske indsats i Arktis, som ingen af de hidtidige forøgelser af forsvarets kapacitet har fået til at forstumme.

USA forstærker i Arktis

Det amerikanske forsvar har øget sin egen indsats i Arktis betragteligt over kort tid. Efter en del års beskeden amerikansk interesse for Arktis, er amerikanske krigsskibe, ubåde, spionfly og kampfly nu hyppige i regionen. Den amerikanske second-fleet med særligt ansvar for Nordatlanten er genetableret.

Mere end 50 F-35 jagerfly er udstationeret alene i Alaska, og fra Island flyver USA jævnlige patruljer efter russiske ubåde med avancerede overvågnings- og kampfly. En ny ubådshavn ved Tromsø bruges flittigt, og USA’s atomubåde og flådeskibe ses nu også jævnligt på Færøerne.

Pentagon har etableret fire militære støttepunker i Norge, to i Nordnorge. Fra en ny luftbase ved Evenes syd for Tromsø skal amerikanske Poseidon-fly, der kan opdage og nedkæmpe ubåde, jage russiske ubåde i tandem med norske fly af samme type.

I vinter deltog marinesoldater fra USA i landøvelsen Freezing Winds i Finland, og i maj duvede et af klodens mægtigste krigsskibe, hangarskibet USS Gerald F. Ford langt op langs Norges vestkyst, righoldigt pakket med kampfly og soldater.

Hvor Nato-landenes primære forsvarslinje mod den russiske Nordflåde og de russiske missilbærende ubåde for få år siden lå cirka i farvandene ved Island, er forsvaret nu rykket langt længere mod nord. Eller som norske Tormod Heier, forskningschef på Forsvarets Høgskole i Oslo, forklarede mig tidligere på sommeren:

“Under Den Kolde Krig gik den amerikanske forsvarslinje i GIUK-stræderne mellem Grønland, Island og UK. I dag, 30 år senere, er linjen flyttet mod øst helt op til BEAR-gabet i Barentshavet mellem Hammerfest, Bjørnø og Svalbard. Altså langt tættere på den russiske nordflådes baser.”

Især Norge, USA og Storbritannien har i de seneste år stået bag dette markant skærpede militære pres på Ruslands arktiske atombaser. Presset for øget dansk deltagelse, herunder især øget overvågning i farvandene og luftrummet øst for Grønland og ved Færøerne, er velkendt, og krigen i Ukraine skaber givetvis, som Alexander Grey demonstrerer i Foreign Policy, ønske om mere.

Atomtruslen fra det russiske Arktis er ikke uden indhold, og både forsvarsminister Shoigu og andre ventes som nævnt at gøre yderligere brug af den i takt med, at Rusland presses i Ukraine. Som seniorforsker ved DIIS, Flemming Splidsboel Hansen, siger:

“Udgangspunktet for os her i kongeriget må være, at der kommer mere spænding i Arktis. Atomtruslen vil være vedholdende. Jo tættere Rusland kommer på et eventuelt nederlag i Ukraine, noget der gør virkeligt ondt som for eksempel at miste de nye annekterede områder eller Krim, kan det føre til, at atomtruslen bliver talt op og bliver mere akut. Man vil måske begynde at aktivere atomtruslen, så amerikanerne kan se, at der foregår noget.”

Han nævner som et muligt næste, men i givet fald meget voldsomt skridt, at Rusland vil bringe et atomvåben til sprængning eventuelt på Novaya Zemlya – et scenarie den internationale presse også spekulerer i efter Shoigus besøg – eller over et ubeboet område, eksempelvis over et havområde, for at true USA og resten af Nato til at slække presset på Rusland; en mulighed, der er beskrevet i de russiske doktriner.

“Hvis Rusland er presset konventionelt og ikke mener, at de har det, der skal til, kan de bruge atomvåbnene for at stoppe Vesten, altså for at kompensere for en underlegenhed på det konventionelle område,” siger Splidsboel.

Forsvarsforliget på Christiansborg, der er Danmarkshistoriens største, blev indgået 28. juni og gælder for 2024 til 2033. Forliget betyder, at der skal investeres cirka 143 milliarder i forsvaret. Der er bred, men uspecificeret enighed om at lade udgifterne til forsvaret i Nordatlanten og Arktis stige. Forhandlinger om den præcise udmøntning af forliget ventes inden for de kommende uger.

Teksten er blev offentliggjort på Altinget i anden opsætning 11.09 2023

Uncategorized

Folketingets svar på tolkeproblemet kan få afgørende betydning for relationen til Grønland

september 4, 2023 • Af

 

Afløseren for Aki-Matilda Høegh-Dam vil tale grønlandsk under åbningsdebatten 5. oktober. Og samtidig slår en ekspert fast, at mindre end en fjerdedel af grønlænderne vil kunne klare sig i Folketinget på dansk.

 

Folketingets præsidium med formanden Søren Gade i spidsen har så vidt vides endnu ikke noget færdigt svar til de grønlandske politikere, der gerne vil tale grønlandsk fra talerstolen – og nu begynder det at haste.

22. september rejser Aki-Matilda Høegh-Dam, folketingsmedlem for det grønlandske parti Siumut, 14 dage på studieophold i USA, og hendes vikar og partifælle, Markus E. Olsen, har bebudet, at han vil tale grønlandsk i hvert fald under åbningsdebatten i Folketinget 5. oktober.

Markus E. Olsen ønsker at tale grønlandsk under åbningsdebatten 5. oktober. Foto: Siumut

“Når grønlænderne ikke kan tale på deres eget modersmål, bliver de ikke værdsat, som de er. Der skal være ligeværdighed. Alt er på danske præmisser. Sådan har det været i 300 år, og jeg synes, at det må være nok,” siger han, da jeg ringer til ham i Sisimiut, hvor han bor.

“Danskerne har… hvad siger man på dansk… taget det for givet, at grønlænderne bare kan tale dansk. At det er sådan, det skal være. I 300 år har man bare vænnet sig til, at grønlænderne skal gøre alting på dansk. At vi skal leve på dansk,” siger han.Markus E. Olsen glæder sig til Folketinget: “Det er som at få en gave på sin fødselsdag at få lov at tale fra Folketingets talerstol,” siger han. Han har været aktivt medlem af Siumut stort set ubrudt siden 1980’erne og arbejdede i en periode som partisekretær under partiformanden, landsstyreformand Hans Enoksen tilbage i nullerne.

Markus E. Olsen er uddannet teolog fra pastoralseminariet på Vartov i København og fungerede som præst i Nuuk indtil juni i år. Her blev han afskediget efter en prædiken, hvor han blandt andet undlod at velsigne dronning Margrethe og i øvrigt involverede en trommedanser.

I telefonen fra Sisimiut udtrykker han sig på et absolut forståeligt dansk, men det er tydeligvis også sandt, når han siger at, “hvis jeg skal udtrykke essensen, gør jeg det meget bedre på mit modersmål.” Han leder gerne i lidt tid efter de rette ord og vendinger, før han former sætninger på dansk.

Han forestiller sig, at han måske vil indlede sin tale under åbningsdebatten i oktober på dansk for at forklare, hvorfor han gerne vil holde resten af talen på grønlandsk. Han har ingen fast plan for, hvordan han vil svare på eventuelle spørgsmål under debatten: “Måske kan jeg få hjælp af en tolk,” funderer han. Han understreger, at hans ønske om at tale grønlandsk ikke er “for at drille”; han ønsker primært at udtrykke sig klart.

Forbud kommer næppe på tale

Sproget har altid været et sprængfarligt tema i Grønland, og mange vil følge præsidiets videre reaktion på udfordringen. At forbyde Markus E. Olsen at tale grønlandsk fra talerstolen – eller Aki-Matilda Høegh-Dam, når hun kommer hjem – kommer næppe på tale. Et forbud vil rejse en storm af anseelige dimensioner i Grønland, og flere af Folketingets tungeste aktører, herunder statsminister Mette Frederiksen og Søren Gade, har da også allerede udtrykt sympati for den grundtanke, at grønlændere og færinger bør have lov til at udtrykke sig på deres modersmål i Folketinget. (Ingen taler endnu om de 15.000 medlemmer af det tyske mindretal i Sønderjylland, men det kan komme). Desuden er tiden ikke til firkantede afvisninger eller kantede løsninger på dilemmaer, der handler om repræsentation, respekt for mindretal eller identitetspolitik. Ingen ønsker sig endnu et umuligt skænderi med Grønland; en løsning skal findes, ikke mindst fordi problemet stikker så dybt og i så mange retninger, at det kan antage helt umulige former, hvis det får lov at vokse.

Eksempelvis hører det med til konteksten, at langt de fleste grønlændere i praksis ikke har nogen reel mulighed for at udnytte deres ret til at blive valgt til og lade sig høre i Folketinget, så længe grønlandsk ikke er arbejdssprog i Folketinget. Jeg spurgte lingvisten Per Langgård, chefkonsulent på Grønlands Sprogsekretariat, hvor mange i Grønland, der taler dansk. Per Langgård var i mange år universitetslektor i grønlandsk på Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet, og han understreger først, at “det er der ikke et levende Guds øje, der ved.”

Sprogkundskaber registreres ingen steder i Grønland. Et ganske lille mindretal af grønlænderne i Grønland taler primært dansk; det gælder eksempelvis Landsstyrets finansansvarlige, Naaja Nathanielsen. Hvor mange af de øvrige grønlændere, der mestrer dansk er ikke registreret, men Per Langgård har arbejdet med sproget i Grønland siden 1972 og tør godt give et bud:

“Hvis vi taler om folk, der funktionelt er tosprogede og som altså foruden grønlandsk kan dansk nok til at klare sig, så tror jeg, at vi er nede på cirka 25 procent af befolkningen,” siger han.

“Det vil sige, at de kan møde en dansktalende medarbejder på kommunen eller en læge, der kun taler dansk, og stadig være heldige at lande på benene,” siger han.

Gruppen, der vil kunne klare sig på dansk i Folketinget, hvor et mere fuldgyldigt dansk i øjeblikket må anses for en forudsætning, er endnu mindre. Denne gruppe tæller efter Per Langgårds skøn mindre end hver fjerde grønlænder. Mere end 75 procent af grønlænderne vil med andre ord ifølge hans skøn ikke kunne holde en almindelig tale i Folketinget på funktionsdueligt dansk; de vil ikke kunne følge forhandlinger i salen eller deltage meningsfuldt på dansk i et udvalgsmøde – og dilemmaet er voksende.

“Jeg oplever, at danskkundskaberne falder betydeligt i dag,” siger Langgård. For folketingets præsidiums overvejelser hører det altså med, at mindre end en fjerdedel og stadig færre i Grønland efter Per Langgårds skøn reelt har mulighed for at agere meningsfuldt i Folketinget, så længe grønlandsk ikke i en eller anden grad accepteres som arbejdssprog. En del vil givetvis mene, at det er demokratisk problem uanset, at det principielt står enhver frit for at lære dansk.

Præsidiet vil i den forbindelse sikkert huske, at retten til at vælge to medlemmer af Folketinget blev fremhævet som en af de absolut vigtigste gevinster, da Danmark tilbage i 1950’erne skulle forklare, hvorfor det var attraktivt for grønlænderne at bytte den gamle status som koloni ud med fuld indlemmelse i Danmark.

Dengang var det et mål for ledende grønlandske kræfter, at så mange som muligt i Grønland skulle lære godt dansk. De opfattede det danske sprog som et middel til dannelse, fremskridt og ligeværd.

Vokser man op som grønlandsktalende, koster det gerne blod, sved og tårer at lære dansk, men dengang så ingen rigtig nogen vej udenom, hvis Grønland skulle nyde modernitetens frugter. Siden er billedet ændret betragteligt. I dag diskuteres det hyppigt, om ikke Grønland var bedre tjent med at udskifte dansk med engelsk som andet hovedsprog, sådan som man har gjort på Island. Unge i Grønland lærer alligevel engelsk fra de sociale medier, fra film og spil på nettet og i skolen – foruden de dele dansk, de får med sig fra skolen.

Kolonitiden klæber stadig til sproget. Dansk vil altid være koloniherrens sprog med alt, hvad deraf følger af bevidst eller ubevidst afstand og modstand. Det er eksempelvis en kilde til evig irritation i Grønland, at mange institutioner – virksomheder, sundhedsvæsenet, domstolene og så videre – stadig ledes af dansktalende chefer. Præsidiets afgørelse over for dem, der vil tale grønlandsk i Folketinget, vil med andre ord blive tolket ind i en allerede velvoksen skov af frustrationer.

Tolkning til 200 millioner

Diskussionen om grønlænderes og færingers muligheder for at tale dansk i Folketinget blev for alvor katapultet ind i præsidiet og den offentlige debat, da Aki-Matilda Høegh-Dam 12. maj valgte at holde et indlæg på grønlandsk og efterfølgende svare på spørgsmål fra salen på grønlandsk. Tidspunktet var ikke tilfældigt valgt: På dagsordenen stod statsministerens årlige redegørelse for rigsfællesskabets aktuelle tilstand.

Høegh-Dams aktion fik for en kort, historisk stund den parlamentariske debat til at bryde sammen, og en hidsig diskussion brød efterfølgende ud både i Danmark og i Grønland.

“Jeg er folkevalgt fra Grønland. Grønland er et valgdistrikt i sig selv. Jeg fører valgkamp på grønlandsk. Men jeg kan ikke repræsentere mit folk i Folketingssalen på det sprog, der er det officielle sprog i Grønland. Det ser jeg bare noget forkert i,” sagde Høegh-Dam til Ritzau.

Aki-Matilda Høegh-Dam holder sine følgere opdateret på de sociale medier. (Selfie)

Statsminister Mette Frederiksen og andre har siden som nævnt gjort klart, at en løsning bør findes. Problemet er blot hvilken. En enkelt tolk til en enkelt tale? Eller fuldbyrdet simultantolkning, så folketingsmedlemmer og vikarer fra Grønland eller Færøerne til enhver tid kan vælge at tale på modersmålet? Og betyder det så også, at de relevante dokumenter, uden hvilke folketingsarbejde ikke lader sig gøre, skal oversættes?

Sidst i august spurgte jeg Folketingets administration, om der var noget nyt fra præsidiet i sagen. Det var der ikke; jeg blev i stedet venligt henvist til en gammel pressemeddelelse fra juni.

“Ifølge et helt foreløbigt overslag vil det kunne koste mindst 200 millioner kroner om året at drive en tolkeordning i Folketinget med oversættelse til grønlandsk og færøsk. Hertil kommer etableringsomkostninger på mindst 40 millioner kroner,” lød det dengang.

De anonyme arbejdsheste i Folketingets administration havde sjovt nok ledt efter en løsning i Grønland:

“Overslaget tager udgangspunkt i den ordning, der findes i det grønlandske parlament, Inatsisartut. Her bliver tale simultantolket mellem grønlandsk og dansk, ligesom parlamentariske dokumenter bliver gjort tilgængelige på begge sprog. I forhold til Folketinget vil det skønsmæssigt indebære oversættelse af parlamentariske dokumenter på mindst 150.000 sider om året,” lød det i pressemeddelelsen.

Jeg spurgte dernæst i Nuuk, hvordan tolkningen dér konkret foregår. Grønlandsk lov siger, at alle forhandlinger i Inatsisartut, Grønlands parlament, som udgangspunkt foregår på grønlandsk, men denne grundregel har en afgørende fortsættelse: “Medlemmer af Inatsisartut og Naalakkersuisut, der ikke behersker grønlandsk, har adgang til at tale dansk med tolkning til grønlandsk, ligesom forhandlingerne skal kunne følges på dansk”. Og videre: “Forhandlingerne i Inatsisartut med tilhørende bilag offentliggøres på grønlandsk og på dansk.”

Dansk tale i Inatsisartut

I praksis tales der ganske ofte dansk i Inatsisartut, uden at nogen studser over det. Landsstyrets eller Naalakkersuisuts finansansvarlige, Naaja Nathanielsen, taler som nævnt primært dansk – også, når hun optræder i Inatsisartut. Er man medlem eller gæst i den smukke parlamentssal i Nuuk, får man straks ved ankomst udleveret en øresnegl og kan herefter nyde godt af kontinuerlig, non-stop simultantolkning uanset, om man er til grønlandsk eller dansk. Tolkene arbejder i hold af tre. Tyve minutter hver – og så videre til den næste. Sådan går det i maksimalt syv timer, før kapaciteten for et tremandshold er brugt op.

Tolkningen sikrer, at hele befolkningen i Grønland – også de dansktalende – altid har mulighed for at følge de løbende transmissioner fra Inatsisartuts forhandlinger. Parlamentet har for tiden en normering på syv fastansatte tolke, der sammen med en freelancer foruden simultantolkningen i salen oversætter alle dokumenter, så alt foreligger på to sprog – herunder alt materiale til brug for udvalgsbehandlinger.

Jeg har endnu ikke fået oplyst, hvad denne herlighed koster, men det er udbredt viden i Grønland, at tolkningen er rasende dyr. Der er tolkeafdelinger i Inatsisartut, men også i centraladministrationen under Naalakkersuisut, på kommunen, på Dronning Ingrids Hospital med videre.

Det kan blandt andet derfor være hundesvært at opdrive kyndige tolke, der mestrer både dansk og grønlandsk og som ikke i forvejen er overbebyrdede, især hvis det kræves, at de skal simultantolke.

Det er med andre ord ikke overraskende, at Folketingets administration i juni nåede frem til, at fuldbyrdet tolkning til og fra grønlandsk vil koste 200 millioner om året; en sum Søren Gade tydeligvis fandt uden for det tåleliges grænser. Han bedyrede, at en løsning skulle findes, men lod også forstå, at regningen efter hans mening bør være noget mindre.

Vi får se, formentlig snart. Folketingets præsidium, der har det formelle ansvar, holder ordinært møde 18. september.

blog

Magtopbud i Nuuk afspejler Ukraine-krigens effekt i Arktis

juni 10, 2023 • Af

Ind mellem de politiske topmøder fik Mute B. Egede lokket Mette Frederiksen og Færøernes lagmand Aksel Johannesen (v. siden af statsministeren) til håndboldlandskamp i Nuuk. (selfie)

Det er ikke set tidligere. I denne uge rejser Danmarks statsminister, udenrigsminister, forsvarsminister, justitsminister, formanden for Udenrigspolitisk Nævn plus en skare af nævnets medlemmer til Nuuk for at parlamentere med ministre og parlamentsmedlemmer fra Grønland og Færøerne om de mest topaktuelle, dybt prekære sikkerheds- og udenrigspolitiske udfordringer.

Nuuk bliver scene for hele tre topmøder:

Et rigsmøde mellem de tre politiske ledere fra Færøerne, Grønland og Danmark. En samling i det såkaldte Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarspolitiske Kontaktudvalg, hvor det danske ministerhold mødes med ministre fra Færøerne og Grønland. Plus et træf af parlamentarikere med udenrigs- og sikkerhedspolitisk mandat fra hele riget, det første af sin art nogensinde.

Suge opmærksomhed

I mediebilledet vil en lille stribe dårlige enkeltsager muligvis suge opmærksomhed. Vi vil givetvis gense den grønlandske vrede over Lars Løkke Rasmussens (M) udnævnelse af en dansk diplomat og ikke en grønlandsk som arktisk ambassadør for kongeriget.

Lars Løkke har i den grønlandske optik også trådt i kvanbedet ved at udtale sig lovligt friskfyragtigt om de grønlandske visioner om selvstændighed.

Det er velkendt i Nuuk, at Lars Løkke anser visionerne som blottet for økonomisk klarsyn; bloktilskuddet dækker stadig over halvdelen af den grønlandske regerings udgifter – men trætheden over Løkkes gentagelser af dette faktum er voksende.

Udenrigsministeren har også ifølge folketingsmedlem Aaja Chemnitz fra landsstyreformand Muté B. Egedes parti Inuit Ataqatigiit forbrudt sig mod god tone ved at ansætte TV2s tidligere redaktionschef Ulla Østergaard som spindoktor for Moderaterne.

I 2021 blev Ulla Østergaard gået fra TV2 efter en skandale, hvor hun på uholdbart grundlag nidkært forfulgte anklager om konkursrytteri med videre mod Muté B. Egede, der stod midt i en valgkamp. Miséren kostede Østergaard jobbet og dyb vrede i Nuuk.

Endelig er en kulegravning af Danmarks ugerninger i Grønland, som statsminister Mette Frederiksen (S) og Muté B. Egede har aftalt, endnu ikke kommet i gang – et år efter, at aftalen blev underskrevet.

Færingerne vil holde vågent øje med, om de danske udsendinge siger noget grimt om Færøernes omstridte fiskerisamarbejde med Rusland, og de vil huske, at Mette Frederiksen og hendes team i Thorshavn sidste sommer styrede det første reelle møde i Kontaktudvalget så skarpt, at der hos enkelte opstod tvivl om Mette Frederiksen vilje til reel dialog.

Krigen i Europa

Bag de svært bevogtede, lukkede døre til Kontaktudvalgets møde vil den tunge, sikkerhedspolitiske alvor dog formentlig dominere.

Krigen i Ukraine, alliancen med USA og oprustningen i Arktis er uomgængelige temaer, og der er behov for afklaring forud for NATO-topmødet i Vilnius i juli: Hvad mener i denne alvorstid Nuuk og Thorshavn om kongerigets rette vej frem? Er holdningerne i de tre hovedstæder sammenfaldende og langtidsholdbare?

Forud for mødet står det klart, at en udvidelse af forsvarets indsats i Nordatlanten og ved Grønland nu virker som en nærmest akut nødvendighed for regeringen.

USA har stadig mere utålmodigt efterlyst stærkere dansk indsats, især til overvågning og situational awareness mod nord, og presset vokser med krigen i Ukraine. Det danske forsvar skal bidrage mere og skarpere til overvågning af russiske skibe, fly og ubåde nær Færøerne og Grønland, og regeringen er opsat på at levere.

Allerede i Trumps dage fandt Mette Frederiksen 1,5 milliarder i forsvarsbudgettet til formålet, men udmøntningen går trægt, og tirsdag i sidste uge gjorde fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) det ved lanceringen af regeringens udspil til det kommende forsvarsforlig ekstra klart, at indsatsen i Arktis skal opskaleres markant.

Finland og snart Sverige ventes som nye NATO-medlemmer at tage et større  ansvar for forsvaret af Østersøregionen og Baltikum. Det giver rum til, at Danmark kan bruge flere kræfter i eget domæne ved Færøerne og Grønland:

“Man bliver nødt til at lægge til grund, at Østersøen kommer til at have en anden status end i dag,” sagde Troels Lund Poulsen.

“Vi har set Finland blive medlem af NATO, og vi håber, at Sverige snart bliver medlem. Det giver os nogle andre muligheder, end vi har haft før. Det betyder ikke, at Østersøen ikke er et prioriteret område, men det giver os mulighed for at samarbejde på en anden måde,” sagde han.

“Der er ingen tvivl om, at i den sikkerhedspolitiske situation, vi befinder os i, kommer vi til at koncentrere nogle flere investeringer i forhold til rigsfællesskabet. Jeg oplever også i samtaler med kolleger i NATO-kredsen, at det er der stigende opmærksomhed på,” lød det.

I det omdelte baggrundsmateriale blev hensynet til USAs også fremhævet. Indsatsen i Arktis og Nordatlanten skal boostes, hedder det, for at “bidrage endnu mere til at opfylde allieredes og NATO’s interesser i regionen” – altså et særligt hensyn til USA’s behov foruden NATO’s.

Oprustning

Oprustningen lige over horisonten fra Nuuk er til at få øje på. Et af klodens mægtigste krigsskibe, hangarskibet USS Gerald R. Ford fra den amerikanske flåde er i disse dage – pakket med jagerfly og tusinder af tropper – i Oslo og derfra på vej op langs Norges vestkyst mod det russiske Arktis og de russiske atombaser på Kolahalvøen.

Herfra kan russiske atommissiler med kort varsel bringes til angreb mod mål i Europa eller mod USAs borgere. En russisk flådeøvelse ud for atombaserne blokerede for få dage siden store dele af Barentshavet, mens mere end 130 militære fly fra Sverige, Finland, Norge med flere fløj himlen tynd i den største luftøvelse af slagsen i mange år.

Mette Frederiksen vil lande i Grønland direkte fra statsbesøg hos Joe Biden opfyldt af seneste nyt om rædslerne i Ukraine og USAs bekymringer, og Grønland og Færøerne er vigtige i den kontekst.

Amerikanske atomubåde har i stigende omfang brug for de færøske havne – flere har været på besøg i år. Thule-basen beskytter USA mod missilangreb fra nord, og farvandene mellem Grønland og Færøerne er afgørende for de russiske ubådes adgang til Atlanterhavet, europæisk farvand og USAs østkyst.

Støvsuget for aflytningsudstyr

Det danske kongerige udfylder en central plads i den sikkerhedspolitiske konstellation, og i Nuuk vil Politiets Efterretningstjeneste have forberedt et sikret rum, sweepet og støvsuget for eventuelt aflytningsudstyr – kinesisk, amerikansk eller hvem, der nu måtte være på lur.

Det planlagte daglange møde mellem de danske ministre og kollegerne fra Grønland og Færøerne vil indebære udveksling af data, som kun en begrænset sikkerhedsclearet skare har adkomst til, og de overvejelser, ministrene vil udveksle, egner sig heller ikke til udvortes brug.

Alle fastholder officielt ønsket om lavspænding i Arktis, men mørke skyer trækker op. Under afslutningsdebatten i Folketingssalen torsdag fik Mette Frederiksen tydeligt signaleret, at hun har ekstra behov for enighed lige nu:

“Ligegyldigt hvor rigsfællesskabet bevæger sig hen, og hvad det udvikler sig til, så er vi en del af en mere urolig verden. Det gælder også Nordatlanten og Arktis. Derfor har vi behov for at stramme bardunerne og have et meget tæt samarbejde,” sagde hun ifølge Sermitsiaq.ag.

Omfavnelse

Formelt set er intet ændret i rigsfællesskabet. Det er fortsat den danske regering, der formelt træffer alle beslutninger af betydning for kongerigets sikkerheds- og forsvarspolitik.

Men magtforskydningen mod nord, der har stået på i nogen tid, vil i Nuuk i denne uge få et klarere ansigt, end vi før har set – og den bombastiske retorik, der har præget de seneste ugers medie-udvekslinger, understreger blot, hvor hurtigt forventningerne til den ny orden vokser i Nuuk og Torshavn.

Møderækken i Nuuk vil illustrere, hvordan Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen i dette nye lys arbejder på at holde rigsfællesskabet skarpt og dueligt.

Grønlands og Færøernes politiske ledere og parlamentarikere inddrages i det sikkerhedspolitiske værksted i et omfang, der ikke er set før. Det vil på ingen måde slukke Nuuks og Thorshavns tørst efter mere kontrol over egen skæbne, men det smører treenighedens hjul, selvom danskerne kan have svært ved at vaske gamle vaner af sig.

Mødet i kontaktudvalget afholdes tirsdag; Muté B. Egede vil formentlig sidde for bordenden denne gang; Grønland har formandskabet i år.

Onsdag er der Rigsmøde, hvor Mette Frederiksen, den færøske lagmand Aksel V. Johannesen og Muté B. Egede på traditionel rigsmødevis vil have nogle timer under seks øjne.

Ingen embedsmænd, kun de tre og intet skriftligt referat. Hvis vejret tillader, begynder de i fjeldet, hvor en telestation skal beses.

Herefter frokost på restaurant Qooqqut Nuan i Nuukfjorden, der netop er åbnet for sommeren. Her kan man normalt få tilberedt sin selvfangede fisk, men det er der næppe tid til. Embedsmændene vil myldre i periferien, mens de tre politikere får tid for sig selv.

Nævnet i Grønland

Dertil kan som nævnt tilføjes en reel gallapremiere. For første gang nogensinde er det lykkedes at få et reelt fysisk møde i stand mellem medlemmer af Folketingets Udenrigspolitiske Nævn plus medlemmer af det Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg i Inatsisartut, parlamentet i Nuuk, plus medlemmer af Udenrigsudvalget i det færøske lagting.

Stærke kræfter i Thorshavn har efter sigende været indædt træge overfor dette dansk-initierede projekt. Skeptikerne frygter indfedtning i en proces, der blot styrker danskernes dominans, men nu finder mødet altså sted.

Dagsordenen var sent i sidste uge endnu ikke på plads, men billetterne på plads, og formanden for nævnet, Michael Aastrup Jensen (V), lød i radioen som om, han glædede sig.

Med fra Nævnet er også de fire nordatlantiske folketingsmedlemmer, SF’s Karsten Hønge, Enhedslistens Søren Søndergaard og Annette Lind (S).

Sammenstimlingen afspejler, hvordan vi for alvor er landet i mellemrigspolitikkens tid. Det synes ikke længere muligt at forestille sig eksempelvis større udvidelser af det danske forsvars operationer, materiel eller tilstedeværelse i Grønland eller på Færøerne, uden at det på forhånd er omhyggeligt klappet af med Nuuk og Thorshavn.

Inddragelse, dialog og informationsdeling er Mette Frederiksens og Lars Løkke Rasmussens svar på udfordringerne fra Færøerne og Grønland, og instrumenterne rækker ud over dem, vi vil se i Nuuk.

Lars Løkkes udenrigstjeneste har eksempelvis som yderligere signal om udstrakt samarbejdsvilje for første gang nogensinde for nylig ansat en grønlandsk medarbejder i NATO-repræsentationen i Bruxelles.

Formelt er der blot tale om endnu en medarbejder fra København på den danske NATO-repræsentation, men lønnen betales af Nuuk, og selvstyret i Nuuk lægger ikke skjul på, at der forventes et synligt udbytte.

Rigsfællesskabet er udfordret på mange fronter, men endnu består det, og tunge opgaver trænger sig på. De kommende dage vil vise, hvordan den stadigt bevægelige magtbalance i riget påvirker anstrengelserne for at håndtere virkeligheden uden for grænserne.

Trykt i lidt andet format første gang på Altinget 5. juni som optakt til møderække i Nuuk

 

blog

Et politisk alternativ til rigsfællesskabet vinder frem i Grønland

maj 30, 2023 • Af

De færreste danskere har formentlig nogensinde hørt om “free association,” men i Grønland får denne sjældent anvendte politiske konstruktion i disse dage ny vægt som en mulig afløser for rigsfællesskabet.

Fri association med Danmark er skrevet ind som en nærliggende mulighed i et første udkast til forfatning for et uafhængigt Grønland, der blev offentliggjort i april. Og onsdag i sidste uge samledes så en perlerad af aktører fra centralmagten i Nuuk på Grønlands Universitet for at diskutere mere præcist, hvordan fri association bør anvendes af et uafhængigt Grønland.

Forud havde en af arrangørerne, Dansk Institut for Internationale Studier, offentliggjort en serie analyser om fri association, hvor en af overskrifterne lød “Greenland one step closer to independence”.

Efterfølgende – 18. maj – tweetede de konservatives grønlandsordfører Rasmus Jarlov, der også er formand for Folketingets forsvarsudvalg, sin kritik: “Det lyder godt, men reelt er det forskning og kommunikation om, hvordan kongeriget kan opløses. Det burde stoppes. Ikke støttes,” skrev han.

Hvad kan vi få?

I Grønland bydes forskningen om fri association til gengæld velkommen. Spørgsmålene til de praktiske muligheder står i kø: Hvilke opgaver bør Grønland få Danmark til fortsat at løse, hvis en aftale om fri association handles på plads mellem det uafhængige Grønland og København?

Kan indbyggerne i det uafhængige Grønland regne med stadig også at være statsborgere i Danmark, hvis rigsfællesskabet erstattes af fri association?

Skal Danmark fortsat forsvare Grønlands grænser? Hvor længe vil Danmark betale bloktilskud efter opløsning af rigsfællesskabet, hvis en aftale om fri association underskrives?

Temaerne på onsdagens konference skiftede hastigt: Kan Grønland blive medlem af FN og Nato og optræde ved De Olympiske Lege, selvom Grønland er i fri association med Danmark? Og kan man overhovedet tale åbent om sagen i Grønland uden at skade sin position i de forhandlinger, der i givet fald skal føres med Danmark?

På talerstolen optrådte blandt andre chefen for Grønlands repræsentation i Washington, forsker og underviser fra Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet og politikere fra Inatsisartut, Grønlands parlament. Til stede var også den islandske konsul i Nuuk og den tidligere chef for centraladministrationen i Nuuk. Hertil Grønlands førende ekspert i international ret og tre eksperter i andre nationers brug af fri association.

Det færøske folketingsmedlem Sjurdur Skaale delte ud af de bitre erfaringer fra et mislykket færøsk forsøg på løsrivelse, og ekstra vejledning lød fra den islandske jurist Guðmundur Alfreðsson, der i årtier har rådgivet de grønlandske politikere om Grønlands ret til selvstændighed. Udenrigsministeriets mand i Nuuk lyttede med, men ingen danske politikere deltog.

Hovedtaler var Mininnguaq Kleist, chef for Selvstyrets Departement for Udenrigsanliggender, Erhverv og Handel i Nuuk. Kleist var i fem år frem til 2021 chef for Grønlands repræsentation i Bruxelles og er i dag en uomgængelig midtbanespiller, når det gælder Grønlands forhold til omverdenen, herunder Danmark.

Onsdag optrådte han som privatperson, men det stod hurtigt klart, at det ikke mindst skyldes hans hånd, at fri association optræder centralt i det nye udkast til forfatning for et fremtidigt Grønland.

I Stillehavet

Allerede i 2006 blev Mininnguaq Kleist, der er uddannet i filosofi på Aarhus Universitet, som grønlandsk embedsmand sendt til den palmeklædte nation Cook Island i Stillehavet.

Cook Islands cirka 18.000 borgere har siden 1975 været forbundet med New Zealand i fri association, og Mininnguaq Kleist samlede indtryk og viden, der skulle overbevise de danske modparter i København.

Her forhandlede grønlandske politikere med Danmark om det selvstyre, der blev en realitet i 2009. Fri association, hvor Grønland bliver en uafhængig, suveræn nation, men samtidig kan trække på assistance fra Danmark på udvalgte områder, var allerede dengang en populær model.

Konstruktionen er anerkendt af FN og omfavnes i dag af fem mikronationer i Stillehavet, der lever i hver sin version af fri association med enten USA eller New Zealand.

Virkningen af Mininguaq Kleists jordomrejse blev i første omgang pauver, men fri association blev trods alt nævnt i bemærkningerne til Selvstyreloven, og visionen har fastholdt sit tag i Nuuks politiske lag.

“Fri association er ikke løsningen på alting og heller ikke nødvendigvis en super positiv ting, men vi kan få mere, end vi har i dag,” sagde Kleist. Han nævnede udsigten til medlemskab af FN og Arktisk Råd og mulighed for at optræde under grønlandsk flag ved OL.

Andre talte om, at grønlændere måske kan bevare dansk statsborgerskab, adgang til danske hospitaler med videre. Flere påpegede, at muligheden for fri association med andre stater, herunder USA, også foreligger, men ingen pegede mere vedholdende i den retning.

Snydt i 1952

Qivioq Løvstrøm, forsker og underviser fra Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet, angreb forestillingen om, at grønlænderne ønskede at blive danske, da Grønlands Landsråd i 1952 sagde ja til at lade Grønland indlemme som et amt i Danmark og dermed få afsluttet Grønlands kolonistatus.

Ønsket var ikke at blive som danskere, men “at blive behandlet som mennesker med samme rettigheder som danskerne,” sagde Qivioq Løvstrøm.

Som Mininnguaq Kleist og flere andre på talerstolen fastholdt hun, at afkoloniseringsprocessen i Grønland i 1952 og i det videre forløb i FN, hvor indlemmelsen af Grønland i kongeriget blev anerkendt som afvikling af Grønlands kolonistatus, var præget af dansk manipulation og disrespekt for grønlændernes rettigheder.

Hun og flere andre, herunder juristen Guðmundur Alfreðsson, mener især, at Grønland blev snydt for muligheden for at vælge fri association; en mulighed, som alle kolonier ifølge FN’s purunge regelsæt havde ret til som en af tre muligheder for at få afsluttet de koloniale trængsler.

Danmarks tilbud til Grønland i 1950’erne lød kun på ja til fuld integration i kongeriget eller den fuldstændige løsrivelse fra Danmark, og det har længe været et varmt tema i grønlandsk politik, at muligheden for fri association ikke blev præsenteret for Landsrådet, selvom den danske regering til fulde kendte FN’s regelsæt. En kritisk konference om forløbet, arrangeret af partiet Naleraq, finder sted i Nuuk 5. juni – på Grundlovsdag.

Islandsk advarsel og færøske erfaringer

På onsdagens konference advarede Guðmundur Alfreðsson, den islandske jurist, om, at Danmark måske vil forsøge at bruge en aftale om fri association til at fastholde et uafhængigt Grønland, længere end Nuuk vil ønske. Dilemmaet kan opstå, forklarede han, hvis en aftale om fri association indgås for så lang en årrække, at det hindrer Grønland i at kappe den sidste forbindelse til Danmark, når Grønland ønsker det.

“Fri betyder både frihed til at indgå og frihed til at forlade en aftale,” huskede han på. Alfreðsson anbefalede også, at Grønland forud for forhandlinger med Danmark gør sig klart, præcis hvilke ønsker, Grønland har, og at Grønland fra start “beder om mere end I forventer at få”.

Det færøske folketingsmedlem Sjurdur Skaale advarede de grønlandske deltagere mod at tro for meget på Danmarks gode vilje – hvis overhovedet.

I 2000 sad Skaale som færøske embedsmand med, da Færøerne forhandlede med Poul Nyrup Rasmussens regering om selvstændighed for Færøerne i en model, som færingerne ifølge Skaale selv betegnede som fri association.

I Skaales udlægning undlod Poul Nyrup Rasmussen med fuldt overlæg at svare direkte nej på Færøernes tre hovedønsker, mens han til gengæld bevidst svarede så undvigende og billigt ja, at det samlede tilbud blev for ringe til, at det gav mening at bringe tilbuddet til folkeafstemning på Færøerne.

Eksempelvis bad færingerne om at få nedtrappet bloktilskuddet fra Danmark over 15 år efter løsrivelsen; Poul Nyrup tilbød kun nedtrapning over fire år.

Forhandlingerne endte i dramatisk sammenbrud. De færøske politikere slikker stadig sår, og onsdag gav Sjurdur Skaale et råd videre til Grønland: “Danmark sagde aldrig nej til noget 100 procent, men færingerne var splittede, og så gik det ikke at samle et flertal,” sagde han. Lidt for mange færinger var ganske enkelt bange for, at de personligt ville blive dårligere stillet økonomisk.

“Færingerne følte sig ikke alvorligt undertrykt, og mange var ikke villige til at betale en personlig pris, så det hele endte med ingenting,“ sagde Skaale og pegede på Grønlands dilemma: Bloktilskuddet fra Danmark dækker fortsat mere end halvdelen af Naalakkersuisuts, den grønlandske regerings, løbende udgifter.

Penge og krig

Advarsler lød også fra to veteraner, den tidligere toppolitiker Aqqaluk Lynge og den tidligere chef for Grønlands centraladministration Kaj Kleist.

Lynge, der ikke længere argumenterer for Grønlands uafhængighed, pegede på krigen i Ukraine, stormagternes rivalisering i Arktis og især USA’s voksende fokus på Grønland – inklusive Donald Trumps købstanker fra 2019.

Han anbefalede et sagte tempo frem for hurtig drift mod selvstændigheden, og Kaj Kleist mindede ligesom Sjurdur Skaale om det danske bloktilskuds betydning for Grønlands økonomi; en advarsel, som de to medlemmer af Inatsisartut, Kuno Fencker fra Siumut, og Pele Broberg, formand for partiet Naleraq, dog ikke lod sig anfægte af.

Begge fastholdt, at Grønlands statsdannelse bør forfølges hurtigere, end der indtil videre er lagt an til. Kuno Fencker forklarede, at han ikke ville præsentere sine mere specifikke ønsker til en aftale med Danmark om fri association, fordi han frygter, at det vil svække Grønlands position i de forhandlinger, han og andre grønlandske politikere mener snart bør indledes.

Kontroversiel forskning

Konferencen var arrangeret af DIIS og den sikkerhedspolitiske tænketank Nasiffik på Grønlands Universitet. Forkortede udgaver af DIIS-analyserne om fri association er oversat til grønlandsk og kan nu læses på Grønlands Universitets hjemmeside.

Primus motor bag projektet, seniorforsker på DIIS Ulrik Pram Gad, delte forud for konferencen sin egen analyse med offentligheden: “Mit bud er, at før en grønlandsk forfatning bliver sendt til folkeafstemning, vil de grønlandske politikere have forhandlet en aftale klar om fri association. Formentlig med Danmark – hvis Danmark er velvilligt indstillet,” skrev han i Politiken.

På Christiansborg har interessen for fri association som antydet i Rasmus Jarlovs tweet dog hidtil været ringe. Kun Alternativet har eksplicit udtryk tiltro til modellen.

Først optrykt på Altinget/Arktis 30.5 2023

blog

Aki-Matilda Høegh-Dams tale-grønlandsk-aktion i Folketinget afdækker nye udfordringer for rigsfællesskabet

maj 23, 2023 • Af
Aki-Matilda Høegh-Dam er siden hendes første dag i Folketinget efter valget i 2019 blevet kendt som udfordreren fra Grønland, der uforfærdet insisterer på at forfægte, det hun anser for sin og andre grønlænderes retmæssige plads i kongeriget. Hun gør det gerne på utraditionel vis, som da hun fredag 12.5 valgte at tale grønlandsk fra Folketingets talerstol.
Den parlamentariske dialog i folketingssalen brød for en stund sammen midt under debatten om statsministerens årlige redegørelse for rigsfællesskabets tilstand, men Aki-Matilda Høegh-Dam anser det ikke for at være hendes ansvar.

Aki-Matilda Høegh-Dam holder sine følgere opdateret på de sociale medier. (Selfie)

Tværtimod havde hun ifølge egen forklaring på forhånd anmeldt til Folketingets præsidium, at hun ville tale grønlandsk netop ved denne lejlighed. Præsidiet havde altså, som sagen indtil nu er præsenteret, haft tid til at engagere en tolk, men havde ikke ageret på muligheden.

“Jeg er folkevalgt fra Grønland. Grønland er et valgdistrikt i sig selv. Jeg fører valgkamp på grønlandsk. Men jeg kan ikke repræsentere mit folk i Folketingssalen på det sprog, der er det officielle sprog i Grønland. Det ser jeg bare noget forkert i,” sagde Aki-Matilda Høegh-Dam til Ritzau.

Både Enhedslisten og Liberal Alliance støtter hendes grundsynspunkt, at det bør være muligt at tale grønlandsk og færøsk i Folketinget med simultantolkning. Folketingets præsidium skal diskutere sagen 14. juni.

En del anså tydeligvis Høegh-Dams aktion for barnlig og unødigt antagonistisk, et billigt mediestunt. Andre vil givetvis opfatte den som en påmindelse om behovet for fornyelse af det rigsfællesskab, statsministeren redegjorde for.

Aki-Matilde Høegh-Dam og en del i Grønland mener eksempelvis ikke, at “rigsfælleskab” er et dækkende begreb, men alene et retorisk dække over historisk grundfæstede og aldrig aflivede magt-ubalancer og manglende ligeværdighed mellem de to dele af riget.

Det identitære

I bagklogskabens lys kan man mene, at sprog-aktionen i hvert fald ikke burde være kommet bag på nogen. Aki-Matilda Høegh-Dam har ikke lagt skjul på, at hun agter at bruge sin indflydelse i Folketinget til at opnå også den form for indflydelse, man vinder ved at udfordre status quo uden frygt for at støde nogen fra sig.

Et par eksempler: Da hun ene kvinde – og i øvrigt tingets yngste medlem på det tidspunkt – rykkede ind i 2019, afviste hun det kontor, der blev anvist hende.

Aki-Matilda Høegh-Dam påpegede, at hun ikke bare repræsenterer sig selv, men sit parti, Siumut, så hun formelt set udgør en hel folketingsgruppe.

Hun har derfor efter bogen ret til mere end blot et almindeligt medlemskontor på gangen nær Folketingssalen, hvor de øvrige tre medlemmer fra Nordatlanten har fundet sig til rette.

Efter seje tovtrækkerier fik hun derfor tildelt mere rummelige lokaler andet steds i huset, hvor hun i dag præsiderer over sit sekretariat.

Senere fik Aki-Matilda Høeg-Dam, der har adgang til Socialdemokratiets gruppemøder, ved mindst én lejlighed i Mette Frederiksens første regeringsperiode den socialdemokratiske folketingsgruppe inklusive flere ministre til at synge grønlandske sange – på grønlandsk; en forsmag på sidste uges aktion.

Hendes første tale

Da det ved Folketingets åbning blev tid til hendes første tale fra talerstolen, kasserede hun et mere pragmatisk udkast, hendes medarbejdere havde forberedt.

I stedet redegjorde hun i Folketingssalen uden omsvøb for alle de dybe skader, hun mener, at Danmark påførte Grønland under kolonitiden, herunder de såkaldte intergenerationelle traumer, der længe efter kolonitiden, som formelt endte i 1953, stadig rammer unge mennesker som hende selv:

“Jeg blev født i 1996, altså da Hjemmestyret var 17 år, og jeg var 12 år gammel, da vi fik Selvstyret. Men alligevel oplever jeg som ung grønlænder og nu som folketingsmedlem stadig kolonitidens efterslæb. (…)”

“For selv om det ikke var mig, der var statsborgerskabsløs som min brors far, da han blev født, og selv om det var mig, der var den første årgang, som ikke gik i segregerede skoler som mine forældre, mine søskende, ja, som hele min familie gjorde, er jeg alligevel vokset op med eftervirkningerne af kolonitiden. (…)”

“Det er gået ud over familierelationer, har ført til forøget vold, alkohol- og stofmisbrug, der desværre er ført videre til de næste generationer, til os,” sagde hun.

Mens Mette Frederiksen lyttede med hævede øjenbryn, krævede Aki-Matilde Høegh-Dam på Grønlands vegne en undskyldning for samtlige 300 års koloniherredømme, og gerne straks:

“Det starter med en anerkendelse af vores fælles forhistorie på godt og ondt, det starter med en undskyldning,” lød det. Hun forklarede, at Folketinget efter hendes opfattelsen har et stort ansvar for, om Grønland vil ønske at samarbejde med Danmark i fremtiden:

“Grønland er jo på vej mod selvstændighed, hvilket enten kan styrke eller svække samarbejdet med Danmark, alt efter hvordan vi også opfatter denne rejse. Det er nu op til os sammen at vælge, om den svækkede tillid, der var og er mellem Danmark og Grønland, skal forbedres, eller om vi yderligere skal skabe afgrund,” sagde hun.

To veje til mål

For at komme nærmere en forståelse af Aki-Matilde Høegh-Dams praksis og tale-grønlandsk-aktionen kan det være nyttigt at sammenligne med Folketingets andet medlem fra Grønland.

Aaja Chemnitz (tv) og Aki-Matilda Høegh-Dam har på lange stræk samme politiske mål men forføger arbejdet i Folketinget fra vidt forskellige udgangspunkter. Foto: Leif Joseffsen.

Aaja Chemnitz, der har været medlem for partiet Inuit Ataqatigiit siden 2015, er blevet kendt på Christiansborg som overordentlig kapabel og resultatsøgende i den klassiske, nærmest ideale forstand, hvor en myreflittig pragmatisk og imødekommende politiker opnår solide resultater efter lange, seje træk i Folketingssalen, i udvalgsarbejder, samtaler med ministre, afholdelse af konferencer og så videre.

Aaja Chemnitz, der få år tilbage arbejdede i FN i New York, er tidligere børnetalsmand i Grønland og tidligere socialchef i Grønlands største kommune, skolet i det lange seje træk for konkrete forbedringer for Grønland, for de svageste og nationen som helhed.

Hun fremviser gerne den betragtelige liste af økonomiske og politiske sejre for Grønland, der er vundet på Christiansborg i hendes tid. Det er politik i genkendelige rammer, hvor økonomi, social lighed, job, vækst, fred, sikkerhed og materielle fremskridt prioriteres højt.

Ikke underligt, at Aaja Chemnitz i dag også er formand for Arctic Parliamentarians, et netværk af politikere fra alle de otte arktiske lande – de fem nordiske, USA, Canada og Rusland.

Aki-Matilda Høegh-Dam forfølger i bredeste forstand sin politik ad et andet og identitært spor, hvor hun insisterer på et Grønland forstået som en samlet sum af kultur og stolte traditioner, historie, sprog og anden egenart, herunder og arven fra kolonitidens tre århundreder.

Ideologisk tankegods

Listen over de mest kendte danske overgreb er snart velkendte; tvangsflytninger, juridisk faderløse, fødestedskriteriet, eksperimentbørnene, spiralkampagnen med videre.

Bag den bevægelse i Grønland, som Aki-Matilde Høegh-Dam er en del af, ligger dog også en opfattelse af mere systemisk undertrykkelse og udnyttelse.

X

Der har i en årrække været anseelig grøde i det grønlandske politiske miljø, hvor Aki-Matilda Høegh-Dam og andre af beslægtet indstilling – af og til under sloganet “decolonize” – bygger videre på tidligere årtiers politiske fokus på genrejsning af grønlandsk kultur, national egenart og sprog.

Her er opmærksomheden ikke mindst på diskriminationen af den halvdel af befolkningen, der kun taler grønlandsk, og på det der opfattes som en fortsat kolonial økonomisk strukturer mellem Danmark og Grønland, der i kritikernes øjne fastholder kolonitidens mønstre, så væsentlige værdier i Grønland ikke i rimeligt omfang kommer den menige grønlænder til gode – herunder indtjeningen på rejer og fisk.

Bevægelsens følgere taler om historisk betinget forfordeling af dem i Grønland, der har aktier i det danske, hvad enten det danske forstås som sproget, økonomien, de uskrevne privilegier, kulturel kapital eller andre måder, hvorpå “det danske” kan veksles til magt.

Bevægelsen har ingen egentlige institutioner eller nedskrevet manifest, men spreder sig over flere partier og grupperinger.

På den facon trækker Aki-Matilda Høegh-Dams praksis, herunder hendes tale-grønlandsk-aktion, på ideologiske gods fra identitære bevægelser i resten af verden; herunder Black-Lives-Matter som den globalt set mest indflydelserige. (Se for eksempel Kenan Malik: Not so Black & White, a History of Racism from White Supremacy to Identity Politics,” 2023).

Som i resten af verden er billedet i Grønland ikke simpelt, ikke sort/hvidt. Der er på lange stræk sammenfald mellem Aaja Chemnitz’ og Aki-Matilda Høegh-Dams politik; deres to partier regerer i øjeblikket Grønland i en fælles koalition. Aaja Chemnitz er også enig i, at det bør være muligt at tale grønlandsk i Folketinget.

Begge politikere slås for konkrete fremskridt, der kan forbedre hverdagen for de svageste i Grønland, for grønlændere i Danmark og styrke Grønlands sammenhængskraft.

Begge partier ønsker, at Grønlands bliver en selvstændig stat engang i fremtiden, men de to politikere angriber arbejdet i Folketinget fra vidt forskellige udgangspunkter og ofte med markant forskellige midler.

Gnister

Forskellighederne slår ind imellem gnister. Vi så med Aki-Mathilda Høegh-Dams aktion, hvordan det især kan virke som stærk kost på mange i Danmark (og i Grønland), når prioriteringen af egenart, etnicitet, sprog, og historiske rødder bliver ekstra tydelig.

Samme ses i kølvandet på forslaget fra det grønlandske parti Naleraq om et inuit-register, hvor mennesker med inuit-baggrund skal kunne lade sig registrere i Grønland.

En del af formålet er ifølge de foreløbige udlægninger af projektet blandt andet at gøre det muligt til sin tid at udelukke grupper af ikke-inuitter fra en eventuel folkeafstemning om løsrivelse fra Danmark.

Dansk Folkepartis Grønlands-ordfører Axel Ahrendtsen kaldte under debatten om Mette Frederiksens redegørelse for rigsfællesskabet Naleraqs formand Pelle Broberg for racist; en betegnelse, Broberg formentlig vil anfægte.

Andre vil mene, at en hvid, midaldrende dansker, der end ikke forstår grønlandsk, bør afholde sig fra at skrive om politiske strømpile i grønlandsk farvand på Altinget, selv når dønningerne skvulper helt ind i folketingssalen.

“Pass-the-mike” er en gængs frase i identitære bevægelser – også i Grønland. I Danmark vil der omvendt være dem, der mener, at teksten her er alt for venlig overfor Aki-Matilda Høegh-Dams bevidst provokerende aktion, og vi kan med sikkerhed se frem til flere udvekslinger.

Intensiteten i rigsfællesskabets indre liv er accelererende, og der er allerede dygtige folk både i Danmark og Grønland, der før har boltret sig utvunget i offentligheden, som nu tøver eller tier af frygt for at få ørerne i maskinen.

Folketingets præsidium kan foreløbigt nøjes med at tage stilling til, hvordan grønlandsk og færøsk tale i Folketingssalen fremover skal håndteres. I Inatsisartut, Grønlands parlament, tales der rutinemæssigt både dansk og grønlandsk med tilhørende simultantolkning.

Let redigeret. Teksten blev først bragt på Altinget 21. maj 2023.

 

blog

Kan Arktis bane vej tilbage til samarbejde med Rusland?

maj 9, 2023 • Af

Gao Feng stod på talerstolen på Arctic Circle Assembly, en tilbagevendende international Arktis-konference i Reykjavik i oktober 2022. Den mangeårige kinesiske diplomat, som i disse år er Kinas særlige repræsentant i Arktis, er stilfærdig og anonym af udseende. Til gengæld var hans tale klar og slående.

Gao Feng kritiserede åbent de syv vestlige nationer i Arktis – USA, Canada og de fem nordiske lande – fordi de efter den russiske invasion i Ukraine har valgt at sætte alt samarbejde med Rusland i Arktisk Råd på pause.

“Geopolitisk kappestrid og konfrontation bør ikke hindre eller afbryde international samarbejde i Arktis. Arktis har ikke — vi har ikke — råd til de langvarige omkostninger ved en afbrydelse eller lammelse,” sagde Gao Feng og forklarede, at Kina vil fortsætte sit samarbejde med Rusland i Arktis uanset, hvordan de syv vestlige arktiske stater griber sagen an.

Gao Feng, Kinas arktiske ambassadør, Reykjavik 2022

Gao Feng var således blandt de første til at markere, hvordan Ruslands krig i Ukraine muligvis indvarsler en ny verdensorden, også længst mod nord.

De arktiske otte
Arktisk Råd, der længe har udgjort kernen i samarbejdet mellem stater i Arktis, hører til de internationale organisationer, der er hårdest ramt af Ruslands forandrede rolle i verdenssamfundet.

Arktisk Råd blev skabt som opfølgning på en serie miljøsamarbejder, der igen var opstået, efter at Mikhail Gorbatjov i 1987 formulerede en vision om Arktis som en fredens og samarbejdets region. Canada og Finland gik forrest, og i dag hører Arktisk Råd til hjørnestenene i den skrøbelige politiske samarbejdsstruktur, der er bygget op i Arktis.

Arktisk Råd har basalt set primært en normsættende, rådgivende funktion, selvom det også er blevet til tre juridisk bindende aftaler undervejs. Rådet medvirker til at sikre en bæredygtig og vidensbaseret udvikling af de arktiske samfund samt miljøbeskyttelse og forvaltning af regionens naturressourcer. Samtidig er rådet et vigtigt redskab til forsvar for de arktiske staters forrang i normsætningen, styringen og reguleringen i Arktis.

De otte medlemsstater har alle territorium i Arktis og har derfor folkeretlig adkomst til at foretage en hvis regulering og styring — også i deres egne vidtstrakte havområder i Arktis.

Ruslands udenrigsminister Sergey Lavrov overtager formandsstaven i Arktisk Råd maj 2021 fra sin islandske kollega Gudlaugur Thor Thordarson – det var dengang…

Arktisk Råd synliggør på den måde ’de arktiske ottes’ forrang, men de arktiske nationer er ikke alene i Arktis. Klimaforandringerne betyder, at der er voksende adgang til naturressourcerne i Arktis — olie, gas, mineraler og fisk — og til fremtidens fragtruter og kommunikationslinjer mellem Asien, Europa og USA. Mange ikke-arktiske nationer har derfor længe søgt at øge deres indflydelse i regionen, og lykkes det ikke at genetablere samarbejdet med Rusland i Arktisk Råd, vil det nuværende arktiske mønster, der har tjent de otte medlemmer af Arktisk Råd rigtigt godt, blive yderligere udfordret.

Fire millioner mennesker bor i Arktis – men Arktis er for tiden splittet i to uforenelige halvdele, hvor Rusland alene udgør den ene halvdel

Arktis Råd i krise
Rådets krise indfandt sig straks efter invasionen af Ukraine. De syv vestlige rådsmedlemmer meddelte, at de stillede al aktivitet i Arktisk Råd på pause i lyset af det russiske brud på folkeretten. I juni genoptog de en række projekter i rådets regi, men kun projekter, der udføres uden russisk medvirken.

Alt samarbejde med Rusland i Arktisk Råd på politisk niveau såvel som i rådets mange forskningsnetværk og arbejdsgrupper er i skrivende stund stadig på is, og der er ikke etableret kriterier for, hvornår en optøning kan komme på tale.

De vestlige diplomater fastholder, at Arktisk Råd stadig lever og blot venter på at invitere Rusland tilbage, og dele af den russiske administration synes at dele ønsket om at genfinde normalen. Arktisk Råds fundats, den såkaldte Ottawa Deklaration fra 1996, indeholder dog ingen mulighed for en pause-sætning, og Rusland, der i 2021 overtog rådets roterende formandskab, har højlydt opfordret til genoptagelse af samarbejdet.

Arktis som samarbejdsmulighed
Det er derfor absolut muligt, at Arktis kan blive det første sted, hvor et samarbejde med et ’nyt Rusland’ kan begynde, når krigen i Ukraine afsluttes.

Men det er ikke sikkert, at det vil gå den vej. Bag de indlysende fælles interesser i Arktis, ligger stadig de større og tungere uenigheder — først og fremmest om Ukraine og folkerettens ukrænkelighed.

Samarbejdsmønstret i Arktis er også på andre måder forandret. Sverige og Finlands indtræden i NATO vil betyde, at alle medlemmer af Arktisk Råd på nær Rusland fremover er NATO-medlemmer, der sandsynligvis også efter krigens afslutning vil tilstræbe en mere robust militær indkapsling af Rusland i Arktis.

En diger rapport om det arktiske samarbejdes krise fra den finske regering konkluderede i oktober 2022, at der ingen vej findes tilbage til normalen: Det er selve det arktiske samarbejdes fremtid, der er til debat.

Skrækscenariet
De færreste ønsker dog et Arktisk Råd uden Rusland. Et simpelt blik på verdenskortet røber, at Ruslands arktiske og fjernøstlige provinser udgør halvdelen af den arktiske region.

Spørgsmålet er derfor snarere, om Arktisk Råd kan holdes funktionsdueligt uden Rusland, mens vi venter på et nyt og mere tåleligt regime i Moskva.

Kan det arktiske samarbejde overhovedet finde en ny tilstand, der minder om den gamle, når tilliden til Rusland er så ringe? Eller er Arktisk Råd og dermed hele det internationale mønster af samarbejde i Arktis, som er opbygget gennem de seneste tre årtier, ved at blive afløst – og i givet fald af hvad? Vil Rusland, Kina, Indien og andre lande søge sammen og etablere en ny orden i Arktis, sådan som det forudses andre steder på kloden?

Udfaldet af krisen for det arktiske samarbejde vil også få væsentlig betydning for det danske kongerige, især naturligvis hvis samarbejdet med Rusland ikke genetableres. Halvdelen af Arktis er som nævnt russisk.

Nye militære spændinger i Arktis vil påvirke både Grønland og Færøerne og kræve væsentlige omprioriteringer i det danske forsvar. Interessekonflikten om havbunden i Det Arktiske Ocean mellem Danmark, Canada og Rusland vil få ny karakter, og miljø- og klimaindsatser i regionen vil miste sin kraft.

Det mest omtalte skrækscenarie i Vesten er, at Rusland og Kina med Indien og en række andre asiatiske nationer som medvirkende nu vil finde så stærke fælles interesser Arktis, at de forsøger at etablere en ny orden udenom Arktisk Råd.

Går udviklingen den vej, vil det medføre en ny risiko for sikkerhedspolitisk spænding i Arktis, øget stormagtsrivalisering, oprustning og en neddrosling af de pan-arktiske indsatser til gavn for bæredygtighed, de arktiske folk og klimaet.

Antallet af vestlige såvel som russiske militærøvelser, flådemanøvrer, missiltest med videre i Arktis steg allerede før Ukraine, og intensiteten er skruet mærkbart i vejret efter invasionen. En væsentlig del af præsident Putins atomare afskrækkelsesapparat — flådeskibe, fly og ubåde — er baseret på flådebaser på Kolahalvøen, og USA og resten af NATO har øget deres patruljering i Arktis og Nordatlanten både i luften og til vands.

En samlende og eftertragtet institution
Vi kommer med andre ord til at mærke det, hvis Arktisk Råds rolle også på længere sigt undermineres, uanset at dets betydning for fred, klima og folk i Arktis ikke hidtil har fået megen reklame.

Arktisk Råd er således to gange blevet indstillet til Nobels Fredspris for sin evne til at skabe konsensus og engagere både Rusland, de syv vestlige medlemslande og de arktiske folkeslag i fredeligt samarbejde.

Rådet udviklede sig fra årtusindskiftet til en stærkere institution. En række nationer, herunder Kina, Japan, Indien, Korea og Singapore, fik blik for den arktiske regions boomende betydning og fik tildelt pladser som observatører på linje med lande som England, Frankrig, Tyskland, Spanien og Polen.

Alle måtte de acceptere, at de som observatører ikke ville få stemmeret i Arktisk Råd, men det var som om, at enhver form for indflydelse i Arktis blev så eftertragtet, at de skarpe betingelser ingen hindring udgjorde.

Ved Ruslands invasion af Ukraine sidste år var Arktisk Råd efter bare 26 års eksistens blevet det uomgængelige samlingspunkt og forhandlingsforum for de otte arktiske regeringer, observatørerne og også for de oprindelige folkeslag i Arktis. De arktiske folk fik fra Rådets fødsel i 1996 status som “permanent participants”, og i realiteten træffes der ikke beslutninger uden dem. Også på det punkt er Arktisk Råd bemærkelsesværdigt.

Kinas øgede rolle
Den kinesiske udsending Gao Fengs bemærkninger i Reykjavik sidste år illustrerede, hvordan den arktiske region nu afspejler både den globale usikkerhed om Ruslands fremtidige plads i verdenssamfundet og den igangværende stormagtsrivalisering eller multipolaritet.

Kina har længe fulgt en aktivistisk kurs i Arktis. Beijing har vedholdende arbejdet på at sikre sig en mere markant position i regionen, og Xi Jinpings styre har involveret sig i både råstoffer og infrastruktur i det russiske Arktis, mens russiske ledere i Putins cirkel tydeligt har annonceret et nyt arktisk fokus mod øst.

Arktisk Råds logo afspejler det stærke fokus på klima, natur og bæredygtighed – men det blev opfundet i en anden tid, hvor stormagtsrivaliseringen ikke fik lov at bremse samarbejdet

Putins minister for Udvikling af Arktis og Ruslands fjernøstlige provinser, Aleksej Tjekunkov, beskrev eksempelvis i august sidste år på det russiske mediehus RBC’s hjemmeside en verden, hvor Rusland ikke længere samarbejder med Vesten i Arktis.

Tjekunkov anbefalede en udskiftning af Ruslands vestlige partnere i Arktis med kinesiske, indiske og andre asiatiske partnere og et altfavnende paradigmeskifte mod øst, baseret på den kinesiske krigsfilosof Sun Tzu’s tænkning (som vi beskrev i sidste udgave af Udenrigs).

Tjekunkov anbefalede tålmodighed, lange tidshorisonter, en fast kurs og fokus på egne styrker. Han pegede på Ruslands omfattende arktiske reserver af olie, gas, guld, zink, sjældne jordartsmetaller, diamanter, fisk og andre råstoffer. Han vil forfølge de asiatiske tigerøkonomiers model “over generationer” – og det er på høje tid, mener han:

“Ti af Ruslands 15 største handelspartnere har indført sanktioner, der rammer 40 procent af vores handel. Halvdelen af vores guld og valutareserver – 300 milliarder dollars – er fastfrosne. Russiske banker er blevet afkoblet det internationale betalingssystem. Russisk industri er afskåret fra den teknologi, der skal bruges til at producere tusinder af ton varer fra papir til satellitter. Himlen er lukket for vores flyvemaskiner, grænserne er lukket for fragt og for russerne selv,” lød det på RBC.

Kina er i forvejen den største udenlandske investor i de store projekter til udvikling og eksport af flydende naturgas i det russiske Arktis, særligt det såkaldte Arctic LNG1 og Arctic LNG2 på Jamal-halvøen op mod Det Arktiske Ocean. Det er de største industrielle projekter i den arktiske historie.

Kina har ligesom Indien systematisk øget sine opkøb af russisk olie og gas i takt med, at Europa har skruet ned for samme i 2022. Kina er dertil engageret i udviklingen af den maritime infrastruktur langs Nordøstpassagen, der løber nord om Rusland. Den opfattes i Beijing som et strategisk alternativ til de sårbare fragtruter i Sydøstasien.

Rusland og Kina har også gennemført fælles militære øvelser i Beringstrædet og andre steder.

Stridigheder mellem Kina og Rusland
Flere dybere modsætninger mellem Kina og Rusland kan dog forhindre, at det udvikler sig til et egentligt transformerende samarbejde i Arktis.

To danske forskere, lektor og ph.d. Camilla Sørensen og lektor og ph.d. Jørgen Staun fra Forsvarsakademiet, skriver i en endnu ikke udgivet artikel, at de to nationer har “uforenelige strategiske kulturer”.

De to forskere når frem til, at Rusland og Kina sandsynligvis i nogen tid vil fortsætte med at udbygge deres samarbejde i Arktis. Men de skriver også, at de to stater begge har så markante behov for at demonstrere deres status som stormagter, at disse stormagtsmanifestationer i stigende grad vil kollidere og underminere eventuelle tilløb til et mere strategiske samarbejde.

USA’s ageren vil også spille ind. Men åbne forsøg på at drive kiler ind mellem Rusland og Kina vil formentlig mere styrke end skade samarbejdet mellem de to nationer, skriver forskerne.

Ikke en fælles kurs
Kina og Rusland har forskellige syn på Arktis. Rusland mener som de syv vestlige nationer i Arktis at have særlige, geografisk og historisk betingede og delvist folkeretligt befæstede rettigheder i Arktis.

Kina har derimod i de seneste otte-ti år argumenteret for sin ret til at deltage i den fremtidige regulering, forskningen og de fredsbevarende indsatser i Arktis.

Kina anser sig selv for at være en nær-arktisk stat, svært påvirket af klimaforandringerne i Arktis og som medlem af FN’s Sikkerhedsråd medansvarlig for freden i Arktis. Også Kinas medlemskab af IMO og andre internationale organisationer med mandat i Arktis fremhæves som argument for Kinas og andre ikke-arktiske staters retmæssige plads ved forhandlingsbordene.

På den teknologiske og forskningsmæssige front opfatter Kina Arktis som en af klodens “nye strategiske fronter” på linje med rummet og havbunden. Opfattelsen er ikke populær i Moskva og vil næppe fremme et dybere russisk-kinesisk partnerskab i Arktis.

På lang sigt vil Kina og Rusland altså næppe optræde som egentlige tætte strategiske partnere i Arktis, men det løser ikke Arktisk Råds aktuelle dilemma og krisen i det arktiske samarbejde.

Når disse linjer læses er rådets udfordringer næppe forsvundet, Vestens samarbejde med Rusland i Arktis er formentlig stadig på pause på ubestemt tid, og ingen øjner vejen tilbage til det gamle.

Teksten her blev først trykt i tidskriftet Udenrigs fra Udenrigspolitisk Selskab i maj 2023. 

Uncategorized

Hverken Færøernes eller Grønlands løsrivelse vil kræve ændring af grundloven

april 20, 2023 • Af

Skal grundloven skrives om, hvis Grønland eller Færøerne vil løsrive sig fra Danmark?

Der findes næppe noget andet spørgsmål, der i tilsvarende grad har forvirret debatten især om Grønlands eventuelle fremtid uden for rigsfællesskabet, og nu er dilemmaet aktuelt igen. Det skyldes især tre forhold. For det første offentliggøres formentlig snart den grønlandske forfatningskommissions endelige produkt: Et færdigt udkast til en forfatning for et uafhængigt Grønland.

Forfatningskommissionen afleverede sit udkast til Naalakkersuisut lige før 1. april, og det forlyder i Nuuk, at det bliver offentliggjort 28. april, når det formelt afleveres til debat i Inatsisartut, det grønlandske parlament.

Fri associering

For det andet vil en kreds af politikere, embedsmænd, akademikere og studerende i maj samles til seminar i Nuuk om free association, en ordning, hvor Grønland som uafhængig nation kan kobles til Danmark eller en anden stat i en ny, frivillig konstellation.

Fri associering har været diskuteret i Grønland i et par årtier; ordningen kendes fra en række Stillehavsøers sammenknytning med USA og New Zealand.

I Folketinget udtrykte Alternativet i 2018 støtte til tanken, og modellen sættes nu igen til debat i Grønland. Seminaret afholdes af den sikkerhedspolitiske tænketank Nasiffik på Grønlands Universitet og Dansk Institut for Internationale Studier.

Rigsfællesskabets fremtid

Michael Zilmer-Johns, her med nu afdøde Suka Frederiksen, Grønlands første selvstændighedsminister, i NATOs hovedkvarter, Bruxelles, 2018. Foto: Selvstyret

For det tredje har to centrale iagttagere i Danmark netop efterlyst en mere systematisk dansk debat om rigsfællesskabets fremtid.

Mikaela Engell, der som rigsombudsmand var statsministerens forlængede arm i Nuuk i 11 år frem til 2022, og Michael Zilmer-Johns, der 1. februar afsluttede 44 års tjeneste i Udenrigstjenesten, beskrev i Weekendavisen sidst i marts rigsfællesskabet som henholdsvis dysfunktionelt, uværdigt, udlevet, utilfredsstillende og plaget af mistillid.

“Jeg synes, vi i Danmark skal tænke over, hvordan vi kunne lave en anden form for fællesskab, hvor vi starter som tre uafhængige nationer, der binder sig sammen igen, men på frivillig basis og som et tilvalg, og ikke kun fordi det er vores historiske arv. Vi har et problem, fordi rigsfællesskabet, som vi kender det, ikke kan rumme grønlændernes og færingernes helt legitime ønsker om selvstændighed og en mere selvstændig international rolle,” siger Zilmer-Johns blandt andet.

Han foreslår en dansk kommission, der som pendant til den grønlandske forfatningskommission og den tilsvarende proces på Færøerne skal producere danske forslag til, hvordan rigsfællesskabet kan finde en mere duelig afløser.

“Der er udbredt utilfredshed med konstruktionen, og så er det da forkert, at vi ikke har vores egen debat i Danmark om, hvordan et alternativ kunne se ud. Der er også elementer, der er problematiske for Danmark. Man kan jo eksempelvis diskutere, om det er rimeligt, at vælgerne i Grønland og på Færøerne skal være med til at bestemme, om Store Bededag skal afskaffes. Jeg synes, at vi skylder færingerne, grønlænderne og os selv at tænke med i stedet for at blive ved med at lappe på et rigsfællesskab, der ikke tilfredsstiller nogen af parterne,” siger han.

Grundlovsændring?

Spørgsmålet om grundloven er helt afgørende for diskussionerne om Færøernes og Grønlands eventuelle udtræden af kongeriget.

Selv de mest positivt indstillede danske politikere vil givetvis klø sig grundigt i håret en ekstra gang, hvis løsrivelse kræver en grundlovsændring.

Sådan en kræver først et flertal i Folketinget, dernæst et folketingsvalg og endnu en vedtagelse i et nyt Folketing. Herefter skal ændringen til folkeafstemning, hvor et flertal, som udgør mindst 40 procent af de stemmeberettigede, møder op og stemmer ja.

Rigtigt meget kan gå galt i den proces — uanset, hvad ændringen i øvrigt handler om. Det er intet under, at grundloven kun er ændret fire gange siden tilblivelsen i 1849.

Det korte svar er nej

Jeg spurgte statsretseksperten Jørgen Albæk Jensen, professor emeritus i offentlig ret ved Juridisk Institut ved Aarhus Universitet, om han mener, at det vil kræve en ændring af grundloven, hvis Grønland forandrer status fra at være en del af kongeriget og i stedet genopstår som suveræn, selvstændig stat.

“Det korte svar er nej, det gør det ikke,” siger han.

Jørgen Albæk Jensen har sammen med sammen med sin kollega ved Aarhus Universitet, professor i statsforfatningsret Michael Hansen Jensen og den nuværende højesteretspræsident Jens Peter Christensen, der i en årrække var professor i offentlig ret ved Aarhus Universitet, skrevet lærebogen Dansk Statsret, som hører til det faste pensum på universiteterne. I 2015 udgav samme trio en ny 518-sider lang kommenteret udgave af grundloven på DJØF’s forlag.

“Den centrale bestemmelse i denne sammenhæng er grundlovens paragraf 19 stk 1,” siger Jørgen Albæk Jensen.

“Den siger, at hvis man vil indskrænke rigets område, som vi taler om i det her tilfælde, så kan det gøres ved en regeringsbeslutning, der skal godkendes af Folketinget. Det er for så vidt de formelle krav, der er. En del andre love vil formentlig trænge til at blive lavet om som følge af processen, men grundloven kræver ikke andre procedurer i den sammenhæng,” siger han.

“Vi har også grundlovens paragraf 1, der siger, at grundloven gælder hele Danmarks Rige, men Danmarks Rige er jo netop ikke defineret i grundloven. Hvis man vil afgive noget af Danmarks Rige, så kan man gøre det, og så gælder grundloven bare ikke længere der,” siger han.

Samme konklusion nåede Jens Peter Christensen, Højesterets nuværende præsident, kort før årtusindskiftet i “Notat af 22. juni 1999 om visse statsretlige aspekter af de færøske planer om oprettelse af en suveræn stat”.

De færøske politikere havde bedt om juridisk input forud for forhandlinger om løsrivelse med Poul Nyrup Rasmussens regering, og de blev næppe kede af svaret.

De to folketingsmedlemmer

De to nuværende grønlandske MF’ere: Aaja Chemnitz (AI, th.) og Aki-Mathilda Høegh-Dam (S). Foto: Paninnguaq Steenholdt, KNR

Og hvad så med de to grønlandske og de to færøske medlemmer af Folketinget? De er nævnt i grundlovens § 28: “Folketinget udgør een forsamling bestående af højst 179 medlemmer, hvoraf 2 medlemmer vælges på Færøerne og 2 i Grønland,” lyder det.

Man kunne tro, at en grundlovsændring så alligevel vil være nødvendig, men sådan ser juristerne det ikke:

“Der er almindelig enighed blandt de skriftkloge, som jeg i en eller anden grad hører til, om at det skal forstås på den måde, at så længe Grønland er en del af Danmarks Rige, skal to folketingsmedlemmer vælges i Grønland, men så snart Grønland ikke er en del af riget længere, så bliver bestemmelsen nytteløs eller falder væk, om du vil,” siger Jørgen Albæk Jensen.

“Problemet har været drøftet blandt statsretskyndige, og jeg tror ikke, at der er nogen, der mener andet end, at hvis Grønland ikke er med længere, så har bestemmelsen mistet sin relevans. Så har Folketinget bare ikke to medlemmer valgt i Grønland, og så skal valgloven i hvert fald nok laves om. Man skal tage stilling til, om der stadig skal være 179 medlemmer af Folketinget, og om man vil fordele de to ekstra pladser på resten af kredsene i Danmark eller nøjes med 177, men det er jo bare en ændring af valgloven. Der er ikke noget til hinder for det i grundloven. Den er så viseligt indrettet, at der ikke står, at der skal være 179 medlemmer af Folketinget. Der står bare, at der højest kan være 179 medlemmer,” siger han.

Professor Michael Hansen Jensen er ganske enig: “Egentlig selvstændighed for Grønland kræver ikke en grundlovsændring, men alene en regeringsbeslutning som skal godkendes af Folketinget,” skriver han i en mail.

Han uddyber over telefonen: “I det hele taget er grundloven ud fra en retlig betragtning ganske smidigt og tilpasningsdygtigt til de politiske ønsker, der måtte være for selvstyre eller egentlig uafhængighed,” siger han.

De nordatlantiske mandater

Bestemmelsen om de nordatlantiske medlemmer af Folketinget kan fint blive stående i grundloven, uanset om Grønland eller Færøerne skulle løsrive sig.

På samme vis med grundlovens § 71, der siger, at man på grund af de store afstande, vind og vejrforhold ikke nødvendigvis skal stilles for en dommer inden for 24 timer, hvis man anholdes i Grønland.

Også den bestemmelse kan ifølge Michael Hansen Jensen fint blive stående, selvom Grønland skulle trække sig ud af riget.

“Grundloven er jo et historisk produkt givet ud fra de forudsætninger, der var på et tidspunkt. Forudsætningerne kan ændre sig, så nogle bestemmelser ikke længere er relevante,” siger han.

Han nævner som eksempel grundlovens bestemmelse om hæftestraf. Grundloven er uændret, selvom retsvæsenet ikke længere benytter hæftestraf.

Professorerne er i øvrigt enige om, at fortolkningen af grundloven er den samme uanset, om det gælder Færøernes eller Grønlands løsrivelse:

“Der er fuldstændig parallelitet. De to rigsdele er i den forbindelse i helt samme situation,” siger Michael Hansen Jensen.

Uden forhandling

Grundloven dukker gerne op i diskussioner om Grønlands fremtid, fordi ledelsen i Nuuk forventes at indlede forhandlinger med Danmark, hvis løsrivelse en dag skulle blive aktuelt. Folketinget og regeringen, der er bundet af grundloven, vil altså hurtigt blive inddraget.

Lov om Grønlands Selvstyre fra 2009 indeholder en nøje beskrivelse af den forventede proces.

Selvstyreloven siger, at “beslutning om Grønlands selvstændighed træffes af det grønlandske folk”. Dernæst skal den grønlandske ledelse forhandle med den danske regering, og den aftale, der indgås, skal godkendes ved folkeafstemning i Grønland og endelig af Folketinget.

For at fuldende billedet kan man så spørge, om Grønland har mulighed for at springe forhandlingerne med Danmark over eller fortsætte selvstændighedsprocessen, hvis forhandlingerne med Danmark fejler? I så fald skulle Grønland som en ensidig handling erklære Grønland selvstændigt.

Det er værd at understrege, at vi her er ude i den rent teoretiske ende af skalaen, men jeg tager det med for fuldstændighedens skyld.

Hypotetiske diskussioner

Hvis en ensidig, uforhandlet løsrivelse skal have folkeretlig gyldighed, kræver det ifølge juraprofessor Rachael Lorna Johnstone ved Grønlands Universitet, at mindst ét af to kriterier er opfyldt.

Enten skal Grønland dokumentere, at Danmark konstant udsætter grønlænderne for meget voldsomme menneskerettighedskrænkelser.

To dommere fra Den Internationale Domstol i Haag har tidligere forklaret, at det kun er i de mest ekstreme tilfælde, at løsrivelse ad denne vej kan gennemføres. Dengang gjaldt det en kompleks diskussion om, hvorvidt serbernes overgreb var nok til at begrunde Kosovos frigørelse. Reelt er den vej altså lukket for Grønland.

Tilbage er ifølge Rachael Lorna Johnstone den mulighed, at der føres bevis for, at Grønland stadig i folkeretlig forstand er en koloni, uanset at Grønland ved seneste grundlovsændring i 1953 formelt blev indlemmet som en fuldgyldig del af Danmark.

Hvis det kan godtgøres, at Grønland stadig er en koloni (en tese som blandt andet den islandske jurist ph.d. Guðmundur Alfreðsson har arbejdet med), vil Grønland have samme ret til selvstændighed som andre kolonier — og der skal så en internationalt anerkendt folkeafstemning i Grønland til.

Rachael Lorna Johnstone vil ikke fuldstændigt udelukke denne mulighed fra den teoretiske diskussion, men hun beder om at få understreget så kraftigt som muligt, at det i hendes øjne er aldeles usandsynligt, at Grønland skulle vælge at undlade forhandling med Danmark.

“Det er en rent hypotetisk diskussion. Jeg forventer en forhandlet løsning,” fastslår hun per mail fra Nuuk.

Teksten her blev først offentliggjort på Altinget/Arktis 20. april 2023

blog

Greenland women seek a reckoning for a 1960s Danish campaign to reduce births in Greenland

marts 31, 2023 • Af

From 1966 to 1970, during the so-called ”coil campaign” in Greenland that was set in motion by the Danish health authorities, about half the fertile women of Greenland — including girls as young as 13 — had an intrauterine contraceptive device, an IUD, inserted into their uterus.

Documents recently unearthed and testimony by women subjected to the campaign indicate that a significant part of the women were not aware of what happened or had not consented to the intervention. In some cases, where the parents of very young women should have been involved, they were not. There are indications that a number of those affected suffered severe pains, subsequent complications and infertility.

After decades of silence, still more women in Greenland are now publicly sharing their experiences and the coil campaign is being established as perhaps the most serious of all known Danish offenses in Greenland, a Danish colony until 1953 and now an integral part of the Danish Kingdom.

Naja Lyberth when she was 14. Today she is at the center of a campaign to assist those affected by the coil campaign. (Courtesy of Naja Lyberth)

The women involved had a coil, in many cases of the brand Lippes Loop, inserted by medical doctors, almost all of whom were Danish. At a request from the Danish Chief Medical Officer in Greenland, the Danish parliament in 1973 amended relevant legislation so that doctors in Greenland were no longer required to involve the parents of girls between 15 and 18 years of age before they advised them about birth control. It now appears that in several cases such advice was immediately followed by the insertions of a coil.

In the five years from 1966 to 1970, some 4,500 women had an IUD inserted, many in connection with an abortion or when giving birth. The campaign continued until 1974, but there are no records to tell how many IUDs were administered in the last years of the campaign.

The effect was considerable. Data from Statistics Greenland show that the number of births in Greenland dropped by some 50 percent in the early 1970’s only to rise slowly from then on.

In Greenland, some now use the term “genocide” to describe this campaign.

50 years later

The campaign resurfaced into public scrutiny in May 2022 when the Danish Broadcasting Corporation aired four podcasts detailing much of the relevant proceedings. Since then, additional information has been steadily forthcoming.

Today we know for instance that the zigzag-shaped Lippes Loop-coil must have sometimes been bigger than the not yet fully developed uterus of the youngest of the women affected. Reportedly, only the size D of the Lippes Loop coil was available in Greenland at the time, indicating that some women and in particular the youngest very likely suffered severe pain and possibly additional complications.

At least one early death has been connected to the campaign and fragments of other difficult lives are appearing through the now shared stories of abdominal pains, infertility, operations and complicated sexuality. As late as 2022, a gynecologist at Queen Ingrid’s Hospital in Nuuk, Greenland’s capital, extracted a Lippes Loop coil from the uterus of a patient.

The media in Greenland has closely covered new details recently emerging about the campaign and in February, Francisco Cali Tzay, the UN’s Special Rapporteur on the Rights of Indigenous Peoples, added the coil campaign to his report on possible violations of human rights in Greenland to the UN’s Human Rights Council.

Last year, Denmark’s then Minister of Health, Magnus Heunicke, and Greenlands Naalakkersuisoq or Minister for Children, Youth, Families and Health, Mimi Karlsen, promised a full investigation of the coil campaign. The investigation, however, has not yet begun.

The Lippes Loop IUDl, was intended for long term use and available in many countries in the 1960’s (Journal of Postgraduate Gynecology and Obstetrics)

In Greenland, women adversely affected by the campaign are offered free medical or psychological help. In January, anybody affected by the campaign was asked to forward relevant material to the office of Greenland’s Chief Medical Officer in Nuuk. Data is also collected for the years after 1992, when the Greenlandic authorities took over responsibility for Greenland’s health sector. According to media reports in Greenland, some 30 women have so far provided information of their own experiences with the coil campaign. Nine women have reported that they were subjected to an IUD after 1992, even if they had not given their consent. The responsible doctors in Greenland may now face legal prosecution.

Women of the Year

A group of some 130 women in Greenland who are communicating primarily via Facebook are preparing court cases and demands for financial compensation from Denmark. Meanwhile, they are confronting the still-painful effects of the campaign.

In 2017, after almost five decades of silence, the groups’ moderator, psychologist and trauma specialist Naja Lyberth, became the first to talk publicly of her painful encounter with the campaign.

Last year, she featured as the main character in “Greenland’s Lost Generation,” a television documentary by the BBC, and on the BBC’s list of the World’s 100 most inspiring women. In February, she won the title of Arnatsialak or Woman of the Year in Greenland.

“I have found out that I was not 14 years old, but actually only 13, when I had my coil,” she explains via Zoom from her home in Nuuk.

She skipped a grade at the school in Maniitsoq, her hometown, and was therefore summoned at a particularly young age. She was not sexually active, she was not yet 15, and her parents were not asked to consent. Describing the pain, she evokes images of knives, but afterwards she did not talk about the intervention with anyone.

In 1992, she finished her education as a psychologist in Denmark and later received additional training as a trauma specialist. Today, she has served for a number of years on a team of specialists organized by Greenland authorities which travels across the country to help adults suffering from trauma as a result of childhood sex abuse.

Some years ago, Naja Lyberth realized that she was suffering from similarly trauma herself:

“When I entered my menopause, I had strong menstrual pains and many of my symptoms reminded me of the pains I experienced when I had my coil. Once again, I felt that something was too big for my body, just like the gynecological tools and the coil back then. My body, my uterus, all my abdomen reacted,” she says.

During her training as a trauma specialist she managed to treat her own trauma and she is now eager to assist others:

“It can lead to very serious retraumatization if you are unprepared and suddenly reintroduced to your old trauma. You may feel unprotected and vulnerable, so it is important that you are convinced that you are protected by your surroundings and that you feel you are able to protect yourself. This is particularly important,  because we now know that we were subjected to a large and politically orchestrated campaign,” she says.

“I knew that many would ask why they have been unable to get pregnant. We all know someone, our cousins or other women, who have been unable to have children. I assumed that some of them would be retraumatized,” she says.

 
Today, Naja Lyberth, who is trained as a trauma specialist, is helping Greenlandic women confront their experiences with the so-called “coil campaign.” (Courtesy of Naja Lyberth)

She compares her own reactions to those she finds with victims of sexual abuse.

“You are commanded by your fear. You feel shameful and embarrassed. You say nothing because you are afraid you will be judged or shamed,” she says. She places full responsibility for the coil campaign on Denmark:

“The doctor was only the extended arm of the state of Denmark,” she says.

“I was not allowed to rule over my own body or my uterus. I feel as if my body was colonized. Today, I have taken back my authority through my protests. I have decolonized my body, but I have no doubt that our bodies were colonized back then. It is only now that my body and my psyche no longer belong to the (Danish, ed.) government.”

She never told her parents what happened back then, but last year she visited their graves in Maniitsoq.

“I wanted to tell them everything. Your uterus is the most private of all and all the way in there I was subjected to an unwanted intervention. They violated not only our genitals and our hymens. They forced their way into our innermost organs. That was far too violent to handle for a young woman, so everything got suppressed until my body remembered it again,” she says.

Meanwhile, she found a possible explanation why so many allowed themselves to be subjected to the coil campaign without protest:

“In the older times we had to live in tight communities and let our leaders command the greater family in order that we could act together and make sure that all survived the harsh conditions. Already before we are able to speak, it is implanted in our superegos that we should not oppose authority,” she says. Which may explain, she finds, some of the traumas now surfacing:

“We suppressed our natural urge to fight or flee, which is why trauma occurs. Wild animals do not get traumatized because they don’t suppress their reflexes. They fight or flee when they have to. Afterwards they rest behind a bush and soon they are ready to move on. We did not have that option,” she says.

Single mothers

The promised probe into the campaign will be designed to unearth among others what motivated the Danish authorities to launch the campaign. In the 1960s Greenland’s population had the highest growth rate of any population in the world —but it is not clear why the Danish authorities found this so alarming that a campaign was deemed necessary.

In 1963, Mogens Boserup, a Danish economist deeply involved in Denmark’s efforts to modernize Greenland, explained in a book about Greenland’s economy that he saw no reason for “significant concerns regarding the growth of the Greenlandic population, even if it is close to a world record.”

On the contrary, Boserup described the number of children in Greenland at the time as economically beneficial since it would ensure sufficient workers to steer Greenland into a more prosperous future. His conclusion: “No regard to the growth of the population indicates that economic policy should involve in the relevant future propaganda in favor of birth control.”

Other reasoning behind the coil campaign may have been founded on Danish concerns about sexuality and family structures in Greenland. When the number of births in Greenland peaked in the 1960’s, more than one in four children were born by single mothers, a phenomenon that could have disturbed key actors in Denmark at the time.

Asii Chemnitz Narup, the former mayor of Nuuk and member of Inatsisartut, Greenland’s parliament

Lyberth accuses the designers of the campaign of a lack of cultural understanding: “Suddenly we had to learn Danish and live in nuclear families instead of our extended families,” she says.

“To have children, grand-children and great-grand-children was our security in old age. Our extended families were self-sufficient and children were our pension fund,” she says.

Genocide

Last year, as the coil campaign became publicly known, Aki-Matilda Høegh-Dam, one of the two Greenlandic members of the Danish parliament, was among the first to use the term ”genocide” as she lashed out against campaign. Today she no longer stands alone:

“At first I wondered if it was really necessary to talk so loudly to be heard, but I have come to a new understanding, so thank you to Aki-Matilda,” says Asii Chemnitz Narup, former mayor of Nuuk and presently a member of Inatsisartut, Greenland’s parliament, for Inuit Ataqatigiit, the main party in Greenland’s governing coalition.

“Thousands of Greenlandic lives were never conceived. It was a violation of the individual woman’s life and of the life of her partner, but it was also a violation of our society that has been deprived of a great number of citizens. Numerous talents and individuals, dreams and laughter, strength and a wealth of ideas has been lost to us as a people and as a country. It is a crime against Greenland and our people. I may sound as if I am exaggerating, but that is how I feel,” she told ArcticToday.

The term “genocide,” according to the UN convention to prevent it, applies if proof is provided that one or more clearly identifiable and still living individuals has had the “intent to destroy, in whole or in part, a national, ethnic, racial or religious group,” and took actions inlcuding  “imposing measures intended to prevent births within the group.”

The Danish Institute for Human Rights and the Human Rights Council of Greenland have jointly appealed to the Danish government to secure compensation and recognition of the abuse suffered by the women involved.

“We are talking of systematic and serious violations of some very basic human rights,” says the director of the Danish Institute for Human Rights, Louise Holck. Neither of the two human rights bodies, however, have so far used the word genocide.

“Based on what we know from other cases it is very hard to prove that an actual genocide has been committed, partly because intent by one or more individuals  — civil servants, politicians, doctors or others — to destroy the population partly or entirely has to be proven,” says Holck.

A formal indictment pertaining to genocide would have to be opened by the Danish public prosecutor against individuals still alive, not against the Danish state. Proof would have to be at hand that the relevant individuals wanted to curb the number of births in Greenland not for economic or moral reasons, but based on ethnic or nationalist hatred.

The investigation of the coil campaign promised by the governments in Nuuk and Copenhagen is expected to take at least two years. According to a formal announcement, it will involve hearing of witnesses. The findings will feed into a larger probe of all controversial Danish deeds in Greenland since World War II which was agreed between Greenland’s Premier Muté B. Egede and the Prime Minister of Denmark Mette Frederiksen in June 2022.

First published on ArcticToday. com  30th March 2023 / this is an edited version

blog

Ny storfilm løfter det grønlandske krav om afkolonisering til nye højder

marts 23, 2023 • Af
Aaju Peter med cigaret og instruktøren bag Twice Colonized, Lin Alluna (DK) 

 

Lad os antage, at et flertal af vælgerne i Danmark fortsat deler den opfattelse, at Danmark i Grønland i det store hele har handlet “i den bedste mening” og “til gavn for Grønland”. Fortællingen modsiges ihærdigt af mange grønlændere, forskning, litteratur og medier, men den har mere end 100 år bag sig og stadig godt fat. Denne danske konsensus om historiens rette fortolkning har løbende understøttet danske regeringers håndtering af relationen til Grønland, og et flertal på Christiansborg har som oftest bakket op, også når samarbejdet ikke har udviklet sig til Grønlands tilfredshed.

Men måske er forandring på vej – som i Canada, Sverige, Norge og Finland, hvor forholdet til de oprindelige folkeslag i Arktis også er til fornyet bearbejdning.

Onsdag i sidste uge fik den danske fortælling om relationen til Grønland eksempelvis nyt unikt modspil af grønlandske Aaju Peter, 62, og den ny sejrrige dokumentarfilm Twice Colonized. Her leveres et omgående forståeligt indblik i den grønlandske vrede og det intense ønske om forandring.

Filmen blev modtaget med stående ovationer i en udsolgt DR-koncertsal – udvalgt, som den var, blandt hundredvis af konkurrerende værker som åbningsfilm ved CPH:DOX, en af Europas største festivaler for dokumentarfilm.

Filmens nordamerikanske premiere fandt sted på Sundance Film Festival i januar, en af de mest prestigiøse i USA. Filmen vises nu i en stribe biografer; senere på DR.

Afkolonisering

Et interessant perspektiv åbner sig: Hvad sker der, hvis den danske offentlighed for alvor får dybere forståelse for de psykiske ar, vreden og traumerne, som i årtier har understøttet selvstændighedstrangen og senest “decolonize”-bevægelsen i Grønland?

Ønsket om et opgør med fortiden, forsoning og mental afkolonisering af både danskere og grønlændere har endnu ikke noget stort følge i Danmark, og i det politiske kan det på samme måde ind imellem være vanskeligt at spore bredere forståelse, når den grønlandske utilfredshed med rigsfællesskabet får luft i den daglige mellemrigspolitik.

Et dugfrisk eksempel: Udenrigsministeriet har for nylig igen udpeget en dansk diplomat som ny arktisk ambassadør for kongeriget. Også i de kommende år vil det altså være en dansker, ikke en grønlænder, der på rigets vegne leder forhandlingerne med USA, Canada, Norge og alle de andre arktiske stater om udviklingen i Arktis.

Sådan har det været siden den første arktiske ambassadør blev udnævnt i 2012 – til udtalt utilfredshed i Nuuk, og nu gentager mønstret sig. Den nye udnævnelse har anfægtet blandt andet MF’er Aki-Matilda Høegh-Dam (S) og Kuno Fencker, medlem af Inatsisartut, det grønlandske parlament (S).

Som man kunne læse her på Altinget forleden, mener de to politikere, at posten som arktisk ambassadør burde varetages af en grønlænder.

At have kendskab til regionen, sproget og kulturerne i Arktis må være en vigtig kvalificerende kompetence, mener de, men fra Christiansborg afvises de af en stribe partier for at se stort på centraladministrationens hævdvundne fokus på merit og kompetence; SF og Dansk Folkeparti mener, at de to har et uacceptabelt racehensyn for øje.

En sådan afvisning var med stor sandsynlighed ikke blevet accepteret i DR’s koncertsal den aften, publikum rejste sig for at klappe af Aaju Peter og Twice Colonized. I denne lomme af Danmark herskede en ganske anden grad af forståelse for nødvendigheden af afkolonisering, genoprejsning, øget repræsentation og magt til og i Grønland.

Filmen forbinder med kompetente greb seerens eget følelsesregister direkte med Aaju Peters smerte og vrede. Her kræves ingen akademiske forkundskaber eller politisk erfaring for at forstå, at koloniseringen af Grønland og dens nutidige senfølger har skadet et i øvrigt begavet, musisk, empatisk og engageret menneske.

Som Weekendavisens Tine Eiby skrev efter at have set filmen og talt med Aaju Peter: “Jeg forstår måske bedre end nogensinde, hvor meget skade Danmark og andre vestlige lande har påført inuit, hvad enten vi betragter os som koloniherrer i klassisk forstand eller ej.”

Vold og sult

Twice Colonized tegner et dragende portræt af Aaju Peter og hendes indsats for inuitter og andre oprindelige folk, deres rettigheder og levevilkår i Grønland, Nunavut og alle andre steder. Aaju Peters hører derfor direkte sammen med de kommende års diskussioner mellem Danmark og Grønland.

Den helt store udredning af Danmarks gerninger i Grønland siden Anden Verdenskrig er for længst aftalt mellem Mette Frederiksen og formanden for Naalakkersuisut, Mute B. Egede, men erfaringer ikke mindst fra Canada viser, at udredninger ikke gør det alene.

Går det som i Canada, hvor en omfattende forsoningsproces har været i gang i 15 år, vil vi alle blive bedt om at deltage, gå i tænkeboks om vores egen fortid og historieforståelse.

Her kan man udmærket begynde med Twice Colonize, hvor der er bud både til fortid og fremtid: Aaju Peter blev født i Grønland til en barndom med vold, alkohol og sult; affaldet på dumpen var en del af kosten. Hun var hurtig i skolen og blev som mange andre som 11-årig rykket til Danmark for at lære dansk.

Hun flyttede fra den ene plejefamilie til den næste, til hun var 18. Da hun returnerede til Grønland, havde hun mistet sit sprog og fik aldrig for alvor genoprettet forholdet til sin familie.

Hun flyttede til Nunavut i Canada med en kæreste derfra, tog en jurauddannelse, fik fem børn, blev skilt. Hun dannede nyt par med en hvid, canadisk kæreste, alkoholen trængte sig på; der var kærlighed, men også vold og tvang.

Da de fem års optagelser til Twice Colonized tager fart, er hun rykket fra kæresten, hun er ædru, men får så af politiet at vide, at hendes alt for unge søn har begået selvmord. Hun knækker igen, men rejser sig af asken; ikke mindst for børnebørnenes skyld.

Aaju Peter – foto fra filmen Twice Colonized

Forsoning

Aaju Peter er aktivist, et kraftvarmeværk af vrede og handlekraft med et tilsyneladende ukueligt håb og uudslukkelig trang til at få så mange som muligt af alle slags engageret i afkoloniseringen i Grønland og Canada.

Hun har arbejdet for inuitternes ret til at jage sæler i årtier og modtog i 2012 the Order of Canada. I Nunavut underviser hun de lokale i Inuktitut; mange taler ikke sproget længere eller fik det ikke lært fra barnsben. Hun arbejder for oprindelige folks rettigheder i Grønland, Nunavut, alle steder.

“Min kamp startede de jeg var 18. Jeg havde fået nok af kun at være dansk, kun tale dansk, og kun gøre alt, hvad danskerne ville have, at jeg gjorde. Jeg var så pissed off, at jeg skiftede navn. jeg ville ikke have noget som helst at gøre med dansk eller Danmark mere,” fortalte hun mig under en times samtale før filmpremieren – på engelsk.

Hun giver gerne interview; hun er ved at være et ikon, på forsiden af avisen Sermitsiaq i Grønland i sidste uge. Hun var blandt de første til at genopfinde de arktiske tatoveringer, der nu kendes også fra deltagere i den såkaldte “decolonize”-bevægelse i Grønland, hvor globale identitetspolitiske strømninger også afspejles.

“Hvis du vil forstå, hvad kolonisering og det at blive koloniseret betyder, er det, når din selvstændighed bliver taget fra dig af en fremmed magt, et fremmed sprog, og når fremmede kulturer og normer tvinges ned over dig,” siger hun.

Hun bruger sine erfaringer til at skabe dialog og forandringer, ikke yderligere vrede og raseri. Hun anser koloniseringen for at være årsag til store dele af de sociale afgrunde i Grønland og Nunavut; fattigdom, nye såvel som gamle traumer, inklusive de mange selvmord.

Hun afsøger gerne fortiden, hun maler arven i de mørkeste farver, men hun anbefaler parterapi til Danmark og Grønland. Dialog, ikke konfrontation:

“I Canada er nøgleordet forsoning. Vi er nødt til at gøre det på en venlig og åben facon. Der har været megen smerte, og vi gør os mange antagelser, men vi er nødt til at lytte til hinanden, ikke gøre det personligt: ‘Det var din fejl’, ‘du gjorde dit og du gjorde dat’. Nej, det duer ikke. Vi har brug for venlighed, ydmyghed og tålmodighed. Venlighed og forståelse er mit mål,” siger hun.

“Twice Colonized” (92 min.) En film af Lin Alluna (DK), skrevet og levet, som PR-materialet siger, af Aaju Peter. Produceret af filmselskaber i Grønland og Nunavut: ÁNORÂK FILM, RED MARROW MEDIA, EYESTEELFILM and REEL PICTURES.

Denne text blev først publiceret på Altinget/Arktis 23. marts 2023