Sådan kan Trumps trusler om militær annektering af Grønland måske afværges
april 22, 2025 • Af Martin BreumTirsdag i sidste uge foreslog en af Canadas førende Arktis-analytikere, juraprofessor Michael Byers, hvordan canadiske tropper kan medvirke til forebyggelse af en Trump-anført amerikansk militær overtagelse af Grønland:
“Heldigvis er der stadig tid til forebyggende tiltag. Canada og andre Nato-stater bør omgående sende små grupper af militært personel til Grønland på ‘øvelser’ med de danske styrker. Canada har allerede tropper i Letland, hvor de løser en tilsvarende afskrækkende opgave mod Rusland,” skriver Byers i avisen The Globe and Mail.
Byers, der er Canada Research Chair in Global Politics and International Politics ved University of British Columbia, minder i sin artikel om, at enhver amerikansk intervention i Grønland vil være ulovlig uden dansk og grønlandsk billigelse.
“Selv Mr. Trumps indirekte trusler er ulovlige, fordi FN’s Charter forbyder ‘trussel om magtanvendelse eller brug af magt; det være sig mod nogen stats territoriale integritet eller politiske uafhængighed’,” skriver han.

Trumps trusler er i srid med international lov, skriver Byers
Byers opfordrer den canadiske regering og andre Nato-lande til at arbejde for en resolution fra FN’s Generalforsamling, der genbekræfter grønlændernes ret til selvbestemmelse og forbuddet mod trusler eller brug af militær magt i internationale forhold.
“En sådan resolution ville få ekstremt vidtrækkende opbakning, inklusive fra stater i det globale syd. Den ville ikke kunne blokeres af USA, da der ikke kan nedlægges veto i generalforsamlingen. Hvis Mr. Trump overvejer et træk, der vil gøre ham til international paria, vil det være passende, at han mærker lidt af presset, før han går til værket,” skriver han.
Resolut modstand?
Måske er Byers opfordring unødvendig. Måske vil Donald Trump trods alt bøje af, før han griber til militær magtanvendelse mod et andet Nato-land. Vi ved heller ikke, hvilke træk Mette Frederiksens regering og den nyvalgte ledelse i Nuuk med Jens-Frederik Nielsen i spidsen eller det hårdt prøvede dansk-grønlandske diplomati overvejer.
Men Byers er ikke alene om at tænke alle relevante scenarier igennem, også de ubehagelige, og der kan hentes yderligere inspiration fra Grønlands egen politiske verden.
Som seniorforsker Rasmus Sinding Søndergaard fra Dansk Institut for Internationale Studier skrev i en kronik 7. april: “det er yderst tvivlsomt, at en afventende strategi vil virke denne gang. Trump er omgivet af loyalister, og der er ikke udsigt til, at hans rådgivere vil afbøde hans impulser.”
Søndergaard anbefaler ikke så vidtgående armerede træk som Byers, men en række mere offensive politiske skridt, og så skriver han: “Med Trumps vedholdende interesse i at opnå kontrol med Grønland og hans mere aggressive forfølgelse af udenrigspolitiske interesser, er der behov for en mere proaktiv dansk strategi (…) Regeringen (bør) tydeliggøre, at ethvert forsøg på at tage kontrol med Grønland vil blive mødt med resolut modstand.”

Daværende FN-generalsekretær Ban Ki-moon besøgte Grønland i 2014. Foto: FN/Pressefoto
Canadisk statsbesøg
Bliver vi i Michael Byers canadiske spor, burde det være muligt hurtigt at invitere premierminister Mark Carney på besøg i Grønland. En invitation fra den nye ledelse i Nuuk ville givetvis blive vel modtaget i Canada og et besøg af Mark Carney vil sende et klart signal om Canadas opbakning til Grønland.
Canada har et erklæret mål om at øge samarbejdet med Grønland og planer om snarest muligt at åbne et konsulat i Nuuk på linje med USA’s.
Besøget kunne bruges til en lyn-åbning af konsulatet og måske til diskussion af et forsvarssamarbejde, som Byers foreslår. Canadiske tropper kunne eventuelt suppleres med franske.
Frankrigs udenrigsminister Jean-Noël Barrot tilbød allerede i januar at stille tropper til rådighed, og troppernes ophold kunne måske endda være længerevarende, hvor et nyt hold løbende afløser det forrige; sådan har amerikanske tropper gjort det i Norge.
Arktisk Kommando i Nuuk har længe samarbejdet med Canadas forsvar i Arktis; kommunikationslinjerne er på plads. Canadas og Grønlands fælles (hav)grænse blev endeligt beseglet i 2022; striden om Hans Ø er bilagt. Der er nok at bygge videre på.
Jens-Frederik Nielsen, den ny formand for Naalakkersuisut, kunne præsidere over en højt profileret, tv-egnet statsbegivenhed flankeret af Mette Frederiksen til demonstration af dansk suverænitet, dansk-grønlandsk samarbejde og fælles canadisk-dansk-grønlandsk indsats for sikkerheden i Arktis, som Donald Trump taler så varmt om.
Nordiske statsministre
Fra nordisk side springer muligheden for et nordisk statsministermøde i Nuuk i øjnene. Norden leverer afgørende militære kapaciteter til USA’s og Natos indkapsling af Ruslands atomare slagstyrke i Arktis. Det er ikke mindst denne russiske arktiske slagstyrke, USA frygter i Arktis, og en fælles nordisk front vil givetvis gøre indtryk i Washington.
De nordiske regeringer er alle i samme situation; angste for Donald Trumps vrede, men også fortørnede over disrespekten for alliancer, normer og den internationale retsorden.
Grønland har længe søgt fuldt medlemskab af Nordisk Råd. Múte B. Egede boykottede som formand for Naalakkersuisut alle møder i Rådet i protest mod Grønlands udelukkelse fra Rådets magtcentrum.
Et nordisk statsministerbesøg i Nuuk vil signalere anerkendelse af dansk suverænitet og Grønlands ret til selvbestemmelse. Samtidig kan mødet bruges til at finde et mere konstruktivt leje for diskussionen om Grønlands plads i den nordiske familie.
Fem statsministre i Nuuk vil give et stærkt, tv-egnet moment og vil måske medvirke til at mindske Donald Trumps iver.
EU-medlemskab
Den nye ledelse i Nuuk har også mulighed for med dansk opbakning at søge genoptagelse i EU. Det står ikke øverst på dagsordenen i Nuuk i dag, men idéen blev vendt for nogle år siden i Demokratiit, Jens-Frederik Nielsens parti, og en ansøgning til Bruxelles ville illustrere Grønlands fortsat stærke tilknytning til Europa og udstille tomheden i Donald Trumps fortælling om grønlænderne, der gerne vil være amerikanere.
Grønland har siden udmeldelsen af EF i 1985 haft et fint samarbejde med Bruxelles. EU bidrager hvert år med mere end 240 millioner kroner i budgetstøtte især til Grønlands undervisningssektor, og samarbejdet udvides løbende.
Kommissionsformand Ursula von der Leyen åbnede i 2024 et EU-kontor i Nuuk; det første af sin art i Arktis. Ifølge en meningsmåling fra 2024 udført af Epinion for Nasiffik – Center for Udenrigs- og Sikkerhedspolitik på Grønlands Universitet, ville 60 procent af de adspurgte i Grønland stemme ja, hvis der var folkeafstemning om genindtrædelse i EU.
Et medlemskab af EU ville i øvrigt fungere som udvidet sikkerhed for Grønland. Berlingske mindede for nylig om et særligt afsnit i Maastricht-traktaten: “Hvis en medlemsstat udsættes for et væbnet angreb på sit område, skal de øvrige medlemsstater (…) yde den pågældende medlemsstat al den hjælp og bistand, der ligger inden for deres formåen. Dette berører ikke den særlige karakter af visse medlemsstaters sikkerheds- og forsvarspolitik,” lyder det.
FN’s generalsekretær
Yderligere understregning af Grønlands ret til selvbestemmelse og integritet kunne måske opnås, hvis Grønland og Danmark inviterede FN’s generalsekretær António Guterres til Grønland. Her kunne Guterres ved selvsyn orientere sig om klimaforandringernes fortsatte acceleration, der er tre gange voldsommere i Arktis end på resten af kloden.
Donald Trump vil måske ikke interessere sig for generalsekretærens rejse, men det vil de amerikanske tv-stationer, og en drejebog foreligger allerede: Daværende FN-generalsekretær Ban Ki-moon besøgte Grønland i 2014, hvor han sammen med blandt andre med Aleqa Hammond, formand for Naalakkersuisut, og statsminister Helle Thorning-Schmidt besøgte Uummannaq i nord og isfjorden i Ilulissat. Billeder af generalsekretæren i sælskindsdragt fra top til tå gik verden rundt.
Klimadiplomatiet kan udvides efter kendt model. I 2007 rejste statsminister Anders Fogh Rasmussen og den grønlandske formand Hans Enoksen med Tysklands kansler Angela Merkel til Ilulissat, og Connie Hedegaard var som miljøminister samme år i Ilulissat vært for ti amerikanske senatorer.
Kong Frederik og invitation til Trump
Andre har foreslået inddragelse af kong Frederik som royal ambassadør, der måske kunne gøre indtryk på Donald Trump. Kongehus-kenderen Thomas Larsen bragte idéen op her på Altinget, men advarede selv: Trump er begejstret for det britiske kongehus, men de royale fra mindre nationer har ikke nødvendigvis samme slagkraft, mener Larsen.
Rasmus Sinding Rasmussen fra DIIS foreslår i den nævnte kronik, at Danmark og Grønland skal tilbyde USA en opdatering af sikkerhedsaftalen fra 1951 med “nye forsvarsinvesteringer samt et erhvervsfremstød rettet mod amerikanske virksomheder. Udspillet bør desuden indeholde en række symbolske komponenter, der taler til Trumps forfængelighed, for eksempel ved at invitere Trump til Grønland som den første amerikanske præsident – med kongelig pomp og pragt.”
Andre, herunder Lars Bangert Struwe, generalsekretær i Atlantsammenslutningen, har foreslået flådeøvelser i Grønland med deltagelse fra de europæiske Nato-lande; flådeøvelser kunne eventuelt suppleres med invitationer til landenes forsvarschefer. Flere europæiske Nato-lande bidrager gerne til sikkerheden i Arktis og har derfor brug for øvelsessejladser – gerne i Grønland, hvor mange allerede har været på besøg – herunder en portugisisk ubåd. Øget Nato-trafik ved Grønland ville signalere øget støtte til Grønland og Danmark.
Meget er allerede i gang: Regeringen overvejer at købe lufttankningsfly, så de nye F35 jagerfly kan operere mere også i Grønland og Arktis. Måske F35-ere kan udstationeres mere fast i Kangerlussuaq, hvor der både er hangar og landingsbane til dem. Forligskredsen på Christiansborg er enig om nye flådeskibe til Arktisk Kommando, store droner til brug i Arktis med videre. På den måde formuleres der konkrete svar på Donald Trumps kritik af Danmarks militære indsats i og omkring Grønland.
Hvis vi skal lære noget af forløbet i 2019, hvor præsidentens tanker om at købe Grønland først blev kendt, må det dog nu seks år senere nok være, at hans vedholdenhed i dette tilfælde synes at være af særlig karat. Der er ikke endnu synlige tegn på, at stormen vil drive over.
Danmark har i år og næste år sæde i FN’s Sikkerhedsråd; i maj overtager Grønland, Færøerne og Danmark formandskabet for Arktisk Råd; til juli overtager Danmark formandskabet for EU.
Danske og grønlandske diplomater udnytter sikkert allerede af alle kræfter disse kanaler til at bremse Donald Trumps Grønlands-iver, men måske kan flere bidrage. Måske er der mulighed for at trække i mere utraditionel grad på det grønlandske, de øvrige arktiske folks og det danske civilsamfund, medier og kulturliv – eventuelt som led i formandskabet for Arktisk Råd. Kongerigets program for de næste to års formandskab, der blev offentliggjort i fredags, har i forvejen stærkt fokus på de oprindelige folks status og vilkår i Arktis.
Donald Trump og hans allierede forstår ikke rigsfællesskabets natur, den grønlandske selvstændighedsproces eller den grønlandske ulyst til at blive en del af USA – uanset mange års hårdt arbejde fra det danske og grønlandske diplomati. Også i Bruxelles, London, Paris, Tokyo, Beijing og andre hovedstæder kæmper man med at forstå, hvad der foregår, og det gør det sværere for Danmark og Grønland at samle opbakning.
Måske kan de arktiske samfunds og kulturens aktører bidrage mere her – især hvis de bliver aktivt inviteret til det. Og måske kan de store udenlandske medier og tv-stationer også inddrages mere aktivt, end vi er vant til.
Jeg oplevede i Nuuk for et par uger siden, hvordan de udenlandske journalister ofte starter på aldeles bar bund i Grønland – selv dem fra BBC. I første omgang kunne de amerikanske medier måske inviteres aktivt indenfor og kobles med grønlandske og danske kolleger i nye netværk og udvekslinger; den danske medieverden har arbejdet med den slags projekter andre steder på kloden i årtier.
En første invitation kunne eventuelt stiles til Fox News.
Artklen blev offentliggjort på Altinget.dk 15.4