Martin Breum

Forhandlingerne om Grønlands fremtid er i gang i den såkaldte High-Level Working Group, der fulgte i kølvandet på udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og naalakkersuisoq for udenrigsanliggender i Grønland Vivian Motzfeldts skelsættende møder i Washington 14. januar.

Vi ved ikke, hvad forhandlingerne konkret handler om, men et særligt fænomen har påkaldt sig ekstra opmærksomhed: Sovereign Base Areas, eller ‘suveræne baseområder’, et begreb, der har floreret i blandt andet New York Times, siden Donald Trumps møde med NATO’s generalsekretær Mark Rutte i Davos en uge senere.

Flere anonyme kilder fortalte ifølge New York Times, at mulighederne for “et kompromis om territorier” blev vendt på et møde blandt højtstående NATO-officerer forud for Mark Ruttes egen samtale med Donald Trump.

Ingen har bekræftet rygterne, men det forlyder, at Donald Trump selv har udtrykt interesse for en model, hvor USA opgiver kravet om suverænitet over hele Grønland, men fastholder et krav om suverænitet over begrænsede baseområder.

“Vi giver ikke en tomme”
Det velansete Council on Foreign Relations i Washington tager forlydenderne så alvorligt, at de den 3. februar afholdt en åben debat for og imod den forestilling, at suveræne baseområder i Grønland skulle være en strategisk nødvendighed for USA.

Varmt for ideen talte blandt andre Alexander Grey, der var stabschef i Donald Trumps Nationale Sikkerhedsråd i 2019, da Trump første gang talte om at købe Grønland. Ingen fra det officielle Grønland, Danmark eller USA har endnu forholdt sig konkret til tanken, men ingen har heller afvist, at fænomenet spiller en rolle.

Forhandlingerne foregår bag lukkede døre. Men det kan ikke udelukkes, at Grønlands regeringschef, Jens Frederik Nielsen, der må have kendskab til forhandlingerne, netop tænkte på forslaget om suveræne baseområder, da han 4. februar deltog i det store britiske talk-show “Piers Morgan Uncensored”. Her var han specifik: “We are not giving away an inch of our land”.

Jens Frederik Nielsen blev præsenteret for tanken om suveræne baseområder allerede i forbindelse med topmødet i Davos, og hans seneste afvisning kan muligvis tolkes som et skift fra det hidtidige hovedbudskab: “vi vil ikke være amerikanere” til et nyt, mere konkret: “vi giver ikke en tomme af vores land”.

Måske er det nu stridens kerne: Mulig afståelse af mindre dele af Grønland.

Trumps sejr
For tilhængerne i USA virker tanken om suverænitet over baseområder i Grønland givetvis besnærende, og de amerikanske forhandlere kan hævde, at sådanne baseområder ligger i fin forlængelse af den centrale “Forsvarsaftale for Grønland af 1951” mellem Danmark, Grønland og USA, der giver USA mulighed for at drive baser i Grønland, så længe NATO-traktaten er gældende.

Med suveræne baseområder vil USA få permanent, ukontrolleret og ureguleret ejerskab til strategisk udvalgte landområder i Grønland, der potentielt kan huse alt fra flådehavne, landingsbaner, radaranlæg, missilbatterier, brændstofdepoter, nedtageanlæg til satellitdata og ammunitionslagre – også til atomvåben.

Lykkes det, kan Donald Trump udpege sig selv som vinder af konflikten om verdens største ø; han har allerede taget æren for den igangværende udvidelse af NATO’s tilstedeværelse i Arktis. Han kan dernæst kravle ned af træet, hvorfra han truede med en invasion af et andet NATO-land, der ville have bragt ham tung konflikt med Europa, Grønland, Danmark og uro på børsmarkederne, blandt vælgerne og i kongressen i USA.

Et forsigtigt håb
Problemet er selvsagt, at meget få i Grønland vil mene, at Grønland nu bør skæres i bidder, der afstås til USA for altid. De grønlandske vælgere har i det forgangne år ikke på nogen måde vist vilje til kompromis med USA om suverænitet, og kampånden er ikke mindsket, nu hvor det i hvert fald for en tid er lykkedes at få Donald Trump til at lægge truslen om magtanvendelse til side.

Mette Frederiksen og andre advarer om, at krisen langt fra er overstået, men den europæiske opbakning har spredt forsigtigt – muligvis overdrevent – håb om, at det værste nu kan holdes væk, inklusive kravet om suverænitet.

Forhåbningen er, at Trumps udsendte i stedet stiller sig tilfreds med mindre. Måske løsningen kunne være, at USA lejer baseområder i Grønland i 99 år, som Storbritannien eksempelvis lejede Hong Kong af Kina i 1898. Gerne kombineret med stikfaste garantier om, at Kina afskæres fra Grønland for al fremtid, men det er altså ikke der, opmærksomheden samler sig i øjeblikket.

Fast afvisning
En grønlandsk-dansk afvisning af tanken om begrænset suverænitetsafgivelse er, som Jens Frederik Nielsens tv-optræden antyder, muligvis allerede afleveret i forhandlingsrummet.

Suverænitetsafgivelse vil være ydmygende og i strid med Grønlands selvforståelse som én samlet nation med tusindårig historie og kultur og med internationalt anerkendt ret til selvbestemmelse. Amerikansk suverænitet vil skabe tvivl om Grønlands fremtidige status og mulighed for statsdannelse. Desuden vil en række mere jordnære, borgernære krænkelser tegne sig: indgreb i hævdvunden jagtadgang, forurening af naturen, indgreb i grønlændernes frie bevægelighed og det grundlæggende grønlandske fælleseje til grundfjeldet.

Den danske regering vil uden tvivl bakke fuldtonet op. I lyset af Mette Frederiksens bastante afvisninger af Donald Trump og appeller til det internationale samfund, vil suverænitetsafgivelse fremstå som et uforståeligt knæfald og svigt.

Trumps psykologi
Der er i Nuuk og i København forståelse for USA’s behov for forstærkede militære anlæg i Grønland mod russiske og kinesiske missilangreb. Men Donald Trump og hans stab har ikke formået at gøre klart, hvorfor fuld eller delvis suverænitet over Grønland skulle være nødvendig for at møde dette behov.

Den græske ekspert i internationale relationer, professor Andreas Stergiou fra University of Thessaly, forklarede for nylig i New York Times, at suveræne baseområder potentielt kan give USA mulighed for at rejse yderligere krav om adgang til mineraler eller andre råstoffer i Arktis, fordi suverænitet traditionelt tillægges stor vægt, men det styrker ikke påstanden om suveræne baseområders militære nødvendighed.

Samarbejdet med Danmark og Grønland om Pituffik Space Base, den tidligere Thule Air Base, der udgør en central komponent i USA’s missilforsvar, har fungeret til USA’s tilfredsstillelse siden 1950’erne.

Den lokale befolkning blev under dansk ledelse tvangsflyttet i 1953, men de senere årtiers samarbejde mellem USA og Nuuk betyder, at de militære operationer på basen gennemføres i ly af relativt problemfrie relationer, også til de mest nærliggende bygder.

Formelt set er basen dansk-amerikansk, Dannebrog vajer side om side med Stars & Stripes, men i det daglige udgør det danske forsvars bidrag én enkelt forbindelsesofficer. Basen anvendes af det amerikanske forsvar, præcis som Pentagon finder nødvendigt. USA udøver allerede i praksis militær suverænitet i Grønland.

Under den nævnte debat i Council on Foreign Relations hævdede kritikerne, at kravet om suverænitet – hel eller delvis – alene er udtryk for Donald Trumps private trang til at eje fremfor at leje eller indgå alliancer med andre stater – et behov, præsidenten selv har beskrevet som “psykologisk”. Supplerende forklaringer er svære at opstøve.

Cypern-modellen
USA har ikke suveræne baseområder andre steder i verden. Tættest på kommer Guantanamo-basen på Cuba, som USA håndterer enerådigt på baggrund af en uopsigelig lejeaftale, men suveræniteten er fortsat cubansk. I tre østater i Stillehavet har USA baser og udstrakt kontrol over staternes forsvar og sikkerhedspolitik, men de tre stater har fuld suverænitet over deres territorier.

Forestillingen om suveræne baseområder i Grønland bygger i stedet på Storbritanniens to suveræne baseområder på Cypern, Akrotiri og Dhekelia, der ikke mindst har betydning for briternes militære operationer i Mellemøsten.

Cypern var en britisk koloni frem til 1960 og ved Cyperns overgang til selvstændig stat, fastholdt Storbritannien suveræniteten over de to baseområder, der tilsammen dækker cirka 250 kvadratkilometer. Her gælder britisk lov, selv om der stadig bor en del cyprioter. Begge områder ligger bekvemt ud til Middelhavet og administreres i det daglige af det britiske forsvar. Storbritannien betalte leje for områderne i fem år efter Cyperns statsdannelse, men ikke siden.

I Grønland vil USA først og fremmest have øje for Pituffik Space Base, der med sine cirka 600 kvadratkilometer er omtrent så stor som Bornholm, men også andre områder kan tillægges strategisk betydning.

I Davos i januar talte Donald Trump om Grønlands centrale betydning for hans vision om the Golden Dome, Den Gyldne Kuppel; et kolossalt netværk af bevæbnede satellitter, radarer og missilbatterier, der skal beskytte Nordamerika mod nukleare missiler fra især Rusland og Kina. Kuppel-projektet vil i sin mest ambitiøse udstrækning bygge på rumteknologi, men også på radarer, missilbatterier og anlæg til nedtagning af satellitdata – også i Grønland og Canada.

En ny aftale, der giver Donald Trump eksplicit mulighed for at indrette dele af sin Gyldne Kuppel på suveræne baseområder, vil givetvis glæde præsidenten – især hvis aftalen også betyder, at Grønland omsluttes af NORAD-samarbejdet mellem USA og Canada om forsvaret i Arktis.

Statsminister Mette Frederiksen har offentligt signaleret, at Danmark ser åbent på kuppelprojektet, og Trump, der for længst har bedt Canada om at betale sin del af projektet, vil givetvis anse det for mere end rimeligt, at også Danmark og Grønland bidrager med både investeringer og afstået suverænitet.