pornjk.com tube600.com xpornplease.com redtube.social porn600.me porn800.me watchfreepornsex.com tube300.me
blog

Bomberne på isen: Nye unikke vidnesbyrd om atom-styrtet i Thule 1968

september 29, 2024 • Af

Ny podcast: Vi finder aldrig ud af, om han døde af den plutonium, han fik i lungerne. Kernefysiker Jørgen Koch var den første danske udsending, der i et tumultarisk forløb nåede frem til Thule Basen dengang i januar 1968, da et brændende, amerikansk bombefly styrtede ned på isen uden for basen med fire plutoniumholdige brintbomber om bord. 

Jørgen Koch (t.h.) på Thule Air Base 1968, formentlig i samme parkacoat han bar, da han inspicerede selve nedstyrtningsstedet

En kolossal eksplosionsbrand opstod og plutonium fra den ene bombe blev spredt ud over isen. Få dage efter gik Jørgen Koch direkte ind i ulykkens brændpunkt i bælgmørke og uden åndedrætsværn i 30 graders frost. En pligttro embedsmand, der mente, at det var det rigtige at gøre. Hans opgave var umulig: Find ud af, hvad der er sket! Er det farligt for den lokale befolkning? For andre? Find ud af alt, hvad du kan!  Officielt er dansk politik den, at atomvåben ikke tillades på dansk jord – heller ikke i Grønland – så alt skal desuden holdes hemmeligt.  

Tre år senere fik Jørgen Koch uforklarlige sår på benene – og døde alt for ung. Senere ramte uforklarlige sygdomme, bylder og andre lidelser mange af dem, der blev sat til at rydde op efter flystyrtet – danskere og grønlænderne. Og de lokale i Thuledistriktet måtte leve med plutonium som en konstant trussel.

I dag – 30. september – udkommer den første af to podcast, jeg har været med til at lave, baseret bl.a. på Jørgen Kochs egne mundtlige rapporter, indtalt på Thulebasen og aldrig tidligere offentliggjort.  Hør podcasten her

https://www.dr.dk/lyd/special-radio/bakspejl/bakspejl-2024/bakspejl-bomberne-paa-isen-1-2-11162411024

Celine Klint, super-podcaster på DRs BAKSPEJLs-redaktion, har stået for  produktionen; Celine har tidligere væet med til at lave de berømte podcast, der afdækkede spiralkampagnen i Grønland. 

Optagelserne med Jørgen Kochs rapport og andre unikke vidnesbyrd fra de første danskeres rådvilde besøg ved flystyrtet blev fundet i Jørgen Kocks søn Hennings dødsbo i 2023. Søsteren Ida var venlig nok til at spørge, om jeg havde interesse i dem, så jeg hørte dem og satte mig på et tog til Aulum i Vestjylland, hvor jeg bad Jens Zinglersen lytte med og kommentere optagelserne. 

Jens, der i dag er 90 år gammel, arbejdede på basen i 1968. Han så flyet styrte ned som en kæmpe ildkugle i det dybe vintermørke. Kort efter blev han og en gruppe grønlandske hundeslædeførere de første til at nå nedstyrningsstedet. De ledte efter overlevende fra besætningen, og Jens blev dybt involveret i amerikanernes langstrakte oprydning efter flystyrtet. 

Da jeg besøgte ham i sommer, var Jens slemt mærket af en fremskreden kræft, men skarp og præcis; du kan høre ham i podcasten. I årene efter flystyrtet blev han en ledende kraft blandt de mange danske og grønlandske Thule-arbejdere, der blev syge af den plutonium, de var udsat for. 

B52 – fly af samme type som det nedstyrtede på Thulebasen 1968

Flystyrtet er stadig vigtigt i dag, hvis vi vil forstå det fortsatte trekantsspil mellem USA, Grønland og Danmark. Da Jørgen Koch kommer til Thule, har en amerikansk general allerede taget kontrol over oprydningen; flere hundrede amerikanske specialtropper er i fuld gang på isen. Hvem vidste hvad? Hvor meget forblev hemmeligt? Får vi nogen sinde sandheden? Hvem bestemmer i Grønland? De grønlandske myndigheder bliver ikke informeret om noget som helst, og som du kan høre i podcasten får den lokale befolkning kun yderst nødtørftig råd og vejledning af de udsendte eksperter fra Danmark. Uanset, at flyet, som Tida Ravn, grønlandsk journalist, fortæller i podcasten, var styrtet ned midt i  de lokale spisekammer – netop hvor de var vant til at hente sæl, fugl, fisk og hval.  Den anden af de to podcast udkommer 7.10. Tak til Torben Brandt for at åbne døren til DRs herlige BAKSPEJLS-redaktion.

 


blog

Droneangreb på Murmansk: Krigen er kommet til Arktis

september 18, 2024 • Af

Onsdag 11. september hylede luftalarmerne i storbyen Murmansk på Kolahalvøen i det russiske Arktis for første gang siden Anden Verdenskrig. Et ukrainsk droneangreb på flybasen Olenya tæt på Murmansk illustrerede på dramatisk vis den stadig tættere sammenhæng mellem Arktis og Putins krig i Ukraine; et tilsvarende angreb ramte Olenya i sommer.

Grænserne på Kolahalvøen mellem Rusland, Norge og Finland. (Oleyna-basen, der ligger øst for Murmansk, er ikke på kortet).

Luftbasen i Olenya er hjemsted for mange af de tonstunge bombefly, Rusland sender på togter mod Ukraines borgere, elforsyning og boliger. Men denne gang var det altså ukrainske droner, der fik de 400.000 russere i Murmansk og omegn til at mærke krigen:

“Vi er alle rædselsslagne. Min mand siger, at vi skal løbe i bombely, hvis luftalarmen lyder”, sagde en russisk kvinde, der bor tæt på Olenya, til den norske nyhedstjeneste BarentsObserver efter det senest droneangreb. En anden kvindes opslag på de sociale medier havde samme tone:

“Nu er krigen også kommet til os. Der var to store eksplosioner over vores by i går. Væggene rystede, og alarmerne på bilerne i gården gik i gang”, skrev hun.

Dansk dilemma

I Oslo ramlede nyhederne direkte ind i en forsamling af godt 200 førende iagttagere af sikkerhedssituationen i Arktis.

Officerer, diplomater og forskere fra USA, Canada, Nato og de nordiske lande var samlet, og både Danmarks for tiden omstridte Arktis-ambassadør, Tobias Elling Rehfeld, og kongerigets ambassadør i Oslo, Louise Bang Jespersen, lyttede med.

Spændingen i Arktis har akut betydning for dansk politik, hvor forhandlerne bag det store forsvarsforlig i næste runde bl.a. skal tage stilling til fly, skibe og droner til Nordatlanten og Arktis for milliarder af kroner.

Nyheden om droneangreb på Olenya-basen som den så ud i Kyiv Post

“Det er et grundlæggende dilemma i dansk forsvarspolitik lige nu, at man skal balancere Østersøen og Arktis. Indtil videre har der været en Østersøen-først-logik, men Arktis er blevet et lige så vigtigt område for Danmark at være en god allieret i som Østersøen,” fortalte Kristian Søby Kristensen, leder Center for Militære Studier på Københavns Universitet, mig på konferencen.

“Natos styrkemål til Danmark vil ikke kun handle om en tung brigade til Baltikum, men også om Nordatlanten og Arktis,” sagde han.

USA og Nato har længe ønsket en mere effektiv dansk indsats i Arktis, men der skal både trædes hårdt og varsomt:
“Droneangrebene på Kola-halvøen viser netop, hvor spændt situationen er. Man skal fra USA’s og Natos og dansk side være virkelig påpasselige, så forsøget på at skabe stabilitet og afskrækkelse i Arktis ikke får den modsatte effekt, fordi den provokerer russerne,” sagde Kristian Søby Kristensen.
 

Angst i Norge og Finland

Efter droneangrebet på Murmansk frygter vicestabschef Sami Nurmi fra det finske forsvar, at Rusland vil beskylde sine naboer for at hjælpe ukrainerne:

“Jeg venter bare på den dag, hvor Rusland beskylder Finland, Estland eller måske Norge for at understøtte disse UAV-operationer (droneangreb, red.). Jeg tror ikke, at vi skal langt ind i fremtiden, før det sker“, sagde han i Oslo.

Uofficielle stemmer i Rusland har allerede beskyldt Norge for medansvar på droneangrebet i sidste uge, og der er næppe tvivl om, at både Norge og USA kunne bistå, hvis de ville — eksempelvis ved at give Ukraine efterretninger til udpegning af de rette militære mål på Kolahalvøen.

Fra efterretningsstationer i Nordnorge få kilometer fra grænsen til Rusland overvåger USA og det norske forsvar Kolahalvøen i døgndrift, men på konferencen i Oslo afviste operationschef i det norske forsvar, Gjert Lage Dyndal, kategorisk, at Norge skulle have bistået Ukraines droneangreb.

Arktiske atomvåben

For USA handler Arktis ikke mindst om Ruslands atomvåben. Over halvdelen af Putins atomarsenal styres fra baserne på Kolahalvøen, hvor Ruslands berygtede atomubåde også bor.

 “Vi bor midt i et nukleart stand-off”, som Dyndal, den norske operationschef, sagde.

Atomvåbnene på Kolahalvøen er afgørende for Ruslands atombalance med USA. Den korteste rute for et atommissil fra Rusland til USA går fra Kolahalvøen over Nordatlanten og Grønland. Eller fra en ubåd tættere på USA.

Mike Sfraga, der leder USA’s magtfulde Arctic Research Commission, forklarede under en pause i Oslo, hvordan krigen i Ukraine har skærpet USA’s fokus på atomarsenalet:

“Vi ved, at Rusland har kapacitet til atom-gengældelsesangreb, og vi har lige nu et forstærket behov for at forstå, hvad det betyder, nu hvor der er en landkrig i Europa, og hvor Nato er udvidet (med Sverige og Finland, red.). Vi skal forstå, hvad det betyder for den måde, vi må forberede os selv og vores allierede på,” sagde han.

Rusland har særlige grunde til huse sine atomvåben i Arktis, forklarede han: “Her er adgang til havene, og så bliver afstandene (til USA, red.) mindre, når du bruger Arktis til affyring, uanset hvilket våben der er tale om.

Ruslands konventionelle styrker er svækket efter ti års kampe i Ukraine, men Sfraga advarede mod fejlfortolkninger.

Atomarsenalet i Arktis er fuldt intakt. “Rusland har stadig meget potente våbensystemer,” sagde han.

Skulle nogen være i tvivl, offentliggjorde det russiske forsvar i weekenden en video  fra en igangværende militærøvelse på Kolahalvøen. Her affyres flere supersoniske missiler mindre end 80 km fra grænsen til Norge. 

Rusland og Kina i parløb

Dertil skal lægges Kinas voksende rolle i Arktis. Kinas indmarch i Arktis bekymrer USA og de nordiske lande langt mere end tidligere.

En af Norges mest erfarne Ruslands-forskere, seniorforsker Arild Moe fra Fridtjof Nansen-instituttet i Oslo, fortalte, at den ny alliance mellem Rusland og Kina i Arktis muligvis har medført, at Rusland ikke længere har samme interesse i fred og stabilitet som før.

“Krigen i Ukraine har forhindret Ruslands samarbejde med vestlige selskaber og investorer. Rusland har i stedet vendt sig mod Asien, og Kina ventes at spille en stor rolle. Det er muligt, at Rusland nu ser for sig, at de kan finde de nødvendige investeringer og adgang til verdensmarkederne uden samme niveau af stabilitet i Arktis som hidtil,” sagde Moe.

Forskerne har ellers længe hævdet, at Rusland altid ville forhindre ufred i Arktis, for ikke at lægge hindringer for sin egen eksport af olie, gas og mineraler fra Arktis. Men nu er tilstrømningen af vestlig teknologi og kapital ophørt, og USA og EU forsøger at undergrave den russiske olie og gas med sanktioner. Derfor er Kina blevet Ruslands nye partner. Kina leverer de afgørende turbiner, slæbeskibe, teknologi, knowhow og kapital, så Ruslands olie- og gaseksport kan fortsætte, og nu samarbejder Kina og Rusland også militært i Arktis.

I august 2023 øvede russiske og kinesiske flådeskibe sammen i Beringstrædet tæt på Alaska. I juli i år måtte USA’s og Canadas luftvåben afvise to russiske og to kinesiske bombefly, der blev eskorteret af russiske jagerfly, i luften nord for Alaska.

Det var første gang, at Kina og Rusland militære styrker arbejdede sammen på denne facon, og USA tager episoden dybt alvorligt. Som Iris Ferguson, assisterende viceminister i USA’s forsvarsministerium, sagde i Oslo:

“Det er et signal om, hvor dyb deres alliance er. Vi ved, at det tager mange år at opbygge den slags samarbejde. Man møder ikke bare op på en tilfældig flyveplads i Rusland og tager af sted sammen.”

Denne artikel er let revideret fra den første version, der blev bragt på Altinget/Arktis i Danmark den 17. september 2024 og på Altinget i Norge den 18. september. Fridtjof Nansens Institut i Norge betalte min billet og ophold i Oslo. 


blog

Controversial reforms within Greenland’s shipping agency have hit a rock

januar 4, 2024 • Af

The harbor in Århus, Denmark (Photo: Klaus Holsting)

Eight years of controversial reforms within Royal Arctic Line, Greenland’s publicly owned shipping agency, have come to a crossroad: The CEO is gone and an official probe into the company’s affairs has been called.

The reforms were designed to loosen Greenland’s ties to Denmark, the old colonial power. The idea was to lessen the linkage and better equip Greenland to trade freely, buy and sell on the world market without everything having to go through Denmark.

The key to change was a deep restructuring of Royal Arctic Line, Greenland’s publicly owned shipping agency and Greenland’s most important lifeline to the outside world.

For years the reforms to RAL’s organization were backed by Greenland’s political leaders, but in September RAL’s Board of Directors abruptly announced the exit “through an accord” of the company’s Chief Executive Officer, Verner Hammeken, the main executor of change. On December 11, a demand for a full probe into the company’s affairs was made in public by Múte B. Egede, Head of Naalakkersuisut, Greenland’s government.

What has happened? How did it all get to this?

To look for answers, we sailed from Denmark to Greenland, seven days in the North Atlantic, on one of Royal Arctic Lines heavily loaded container ships.

Not for the faint of heart

We depart in the dark at three a.m. from the harbor in Århus, Denmark. Throughout the evening the harbor has been sharply lit while massive cranes have swung some 800 steel containers on board. Many bound for Iceland, the rest for Greenland with fruits and furniture, books and building materials, cigarettes, vegetables and vehicles. All that the 59.000 Greenlanders need for their daily lives.

We have cabins on the A-deck, fifth floor on Tukuma Arctica, a 178 meter long container ship built in China and in service in Greenland since 2020.

Royal Arctic Line, also known as RAL, handles by far the majority of Greenland’s supplies as well as exports and we now know that the shipping of containers in the Arctic is not for the fainthearted.

After 35 hours at sea we have put Denmark and Norway behind us. A crew member shows us the heavy steel roof over the windlass in Tukuma Arctica’s stern. Last year, the roof caved in as if made of rubber when a freak wave crashed onto the ship.

On a late afternoon we plow the waters south of the Shetland Islands shadowed by fulmars and northern gannets. Soon, we will dock in Torshavn, the capital of the Faroe Islands.

The harbor in Torshavn, the capital of the Faroe Islands. (Photo: Klaus Holsting)

At the core of the RAL controversy lie political ambitions to strengthen Greenland’s economy and its options for a renewal of relations with Denmark or even independence at some point in the future.

Denmark still holds sovereignty over Greenland, and Naallakersuisut, Greenland’s semi-autonomous government, counts on grants from Denmark to cover some 52 percent of its expenditures – a dependency most Greenlanders would like to do without.

A reformed Royal Arctic Line was to provide access to new, cheaper and better supplies for Greenland and new and more profitable markets for Greenlandic fish and cold water shrimps, which account for some 96 percent of its export revenues.

For long, the reforms enjoyed solid support from Greenland’s political leaders:

“Despite the heavy criticism we have had enormous political backing. It has been of great support,” Verner Hammeken, the now former CEO, told me shortly before my voyage.

The King’s monopoly

For 300 years, trade in Greenland has had Denmark as its point of departure. At first, the Danes brought flour, tobacco and rifles and took furs, skins and oil from melted seal blubber on their journey back.

The King of Denmark enforced a monopoly on trade. In 1739, Danish war ships even fought a brief battle against Dutch traders who bartered with the Greenlanders. Greenland remained closed to trade for other nations until 1950 and part of the monopoly is still alive, only now under Greenlandic control.

Inspired by Iceland

In 1993, Royal Arctic Line, publicly owned, inherited the monopoly on container traffic to Greenland and ideas began to float among Greenland’s politicians on how to remodel the company and diversify Greenland’s commerce to a world beyond Denmark.

Nuuk harbor. Tukuma has brought fuel from Europe that is now pumped to a smaller RAL vessel. (Photo: Klaus Holsting)

 

“It was many years ago, we began to talk about the opening of alternative trading routes. This is not Verner Hammeken’s invention,” a former politician in Nuuk told me.

Inspiration was found in Iceland. In 1914, the establishment of Eimskip, a shipping company with thousands of Icelanders as shareholders, was pivotal to Iceland’s secession from Denmark in 1917.

The Icelandic people believed that their political freedom would be empty unless they were able to trade with other than the Danes.

In Greenland, change took speed in 2015. Aleqa Hammond, head of the Siumut party and known for her cry for enthusiastic support for Greenland’s independence, had just been replaced as head of Greenland’s government by Kim Kielsen, a political associate. There was talk of large oil-finds in Greenland; change was in the air.

A local business man, Kuno Fencker, known for his support of Greenland’s moves toward increased independence, was installed as chairman of RAL’s Board of Directors. Hammeken, 49 at the time, was appointed Chief Executive Officer of RAL — the first Greenlander to occupy the post.

Coming home to Greenland

For decades, Hammeken had not spent much time in Greenland, but he now initiated a rapid reorientation of RAL.

He was born in Greenland but at an early age he moved to Denmark with his mother, grew up, took jobs on fishing vessels, got a business degree and finally joined A. P. Møller Maersk, a Danish shipping agency, one of the biggest in the world with state-of-the-art containerships traversing the world.

Not for the profit

In 2015, as managing director of RAL, Verner Hammeken was to create new opportunities for Greenland’s imports and exports.

“This was part of the job in 2015. At that stage, the predominant view in Greenland was more opportunity-driven,” Hammeken recalls.

He set out to run RAL for the benefit of Greenland, not with a narrow aim at large corporate profits.

“I’m not afraid to call it a vocation or a calling. Not a religion, but a vocation, because I believe in it. At first, there was our group of managers, which was obviously non-Greenlandic. This has changed now,” he said in 2021.

Verner Hammeken, former CEO, Royal Arctic Line. Photo: Klaus Holsting

A number of Danish managers disappeared and new Greenlandic managers came on board. Hammeken canceled RAL’s membership of Greenland’s Business Association and publicly described the upper crust of Greenland’s business community, which still counts many Danes, as “an oil-layer on society”.

He sold off subsidiaries in Denmark, moved RAL’s headquarters from Denmark to Nuuk, and shifted the handling of containers from the city of Aalborg to Århus, another Danish city with a larger port and better integration with global container traffic.

Eimskip alliance

We dock in Torshavn in the Faroe Islands in the dead of the night and see traces of Hamnmeken’s reforms. We have been at sea for some 45 hours. Torshavn is fast asleep, but the harbor rumbles under heavy lights. From the bridge some 35 meters above sea we see men in helmets race to get Tukuma Arctica ready to move on. Speed is everything. In Nuuk, smaller ships from Royal Arctic Line are waiting to bring supplies to Greenland’s dozens of coastal communities. If we are late there will be trouble, complaints and loss of money.

In 2020, Verner Hammeken forged an alliance with Eimskip which sails every week to Portland in the US, to Norway, Sweden, The Faroe Islands, Denmark and Germany and Verner Hammeken saw new opportunities for Greenland’s commercial life.

Today, Tukuma Arctica works in tandem with Eimskip’s ships shifting containers in the North Atlantic. Hammeken believes this allows for more efficient utilization of RAL’s ships.

Deep into the night Tukuma Arctica continues onwards and into a magic daybreak. On our port side a full moon breathes silver on rocky contours. On our starboard side the sun rises from a golden horizon.

Heavy headwinds

For years, Verner Hammeken and his allies enjoyed the support of RAL’s political owners, the government of Greenland, but the criticism from Greenland’s business community was consistent and severe.

Opposition from Polar Seafood, the largest private employer in Greenland and a crucial contributor to Greenland’s economy, was particularly fierce. Like other fishing companies in Greenland, Polar Seafood depends on Royal Arctic Line for the transport of its fish and shrimp to cold-storage warehouses in Denmark. Basically all fish and shrimps caught in Greenland are shipped to Denmark before the catch is moved onward to consumers abroad.

For decades, this system of export has centered on the harbor in Aalborg in the north of Denmark. The fishing companies have built their infrastructure there, but since Verner Hammeken terminated Aalborg as RAL’s main hub in Denmark they must collect their catch several hours away in Århus. The companies also claim that the co-sailing with Eimskip leads to shipping schedules more designed to meet Icelandic needs than Greenlandic.

“I have to admit that my patience is about to reach a limit. I have to conclude that we will get nowhere,” Polar Seafood’s CEO, Henrik Leth wrote to Hammeken already in 2018. Five years later, this summer, the director of Greenland’s Business Association, Christian Kjeldsen, coined his conclusion: “The changes were based on an assumption that everything would be better and cheaper, but unfortunately the opposite is happening.”

Hammeken listened, but did not slow down. Like others in Greenland, he believes the country would be better off if its fish and shrimp were stored in warehouses in Greenland, not in Denmark, but neither moving RAL’s activity from one city to the other in Denmark, nor any of his other reforms have led to the intended changes.

The fishing companies accuse Hammeken of faulty analysis of their industry. Greenland’s retailers show only moderate interest in goods from other countries than Denmark and many of them accuse RAL of far too frequent price hikes. Hammeken, however, has his own ideas.

“I am not saying that the business community in Greenland is all Danish, but a large part of it is based on Danish interests, in particular in construction and the fishing industry. I think it would be beneficial to Greenland with a more diverse business community connected not only to Denmark,” he told me.

He firmly denies that he has ignored the needs of RAL’s customers.

“There is nothing as satisfying as doing what the customer asks for. But in RAL’s case, the customer is the people of Greenland, not the shops and the companies between us and the customer,” he says.

Local praise

Tukuma Arctica crosses the Irminger Strait between the Faroe Islands and Iceland without meeting a single ship.

In Reykjavik we offload containers and take new on board for Nuuk. The cranes wear Eimskip’s logo. Verner Hammeken connected RAL to the larger Icelandic logistics and has never made a secret of his motives.

In 2021, in his spare time in Nuuk, he and a group of like minded locals formed Inuit Nutaat, New People, a private association. On Facebook they listed what they deemed were 30 Danish wrongdoings in Greenland, including what they described as a deliberate Danish process of assimilation through the mixing of Danish and Greenlandic genes in Greenland. This could lead, the group claimed, to “actual ethnic cleansing” of the Inuit people in Greenland.

“We must create a system that is not copied from Denmark and replace the view of people here as subhuman,” Verner Hammeken told me in 2021.

As the CEO of RAL he won favor with the many in Greenland who would like to see more Greenlanders in positions of leadership. As Esekias Therkelsen, a fisheries candidate from North Greenland, told me:

“The re-orientation of RAL is beneficial for Greenland. It is part of the ongoing Greenlandization of our country and the dismantling of old state structures. We have a richer experience now of how to move things from Denmark to Greenland. Many people are glad that one of our own occupies a top position. This is progress we can be proud of.”

The end

At two am Tukuma Arctica leaves Reykjavik and enters the Denmark Strait for the long haul from Iceland to East Greenland.

The photographer spots a powerful column of misty breath from a whale. On the radar we follow Dettifoss, one of Eimskip’s vessels, bound for Denmark through the partnership with RAL.

A few hours before Cap Farewell, Greenland’s southern tip, the weather goes foul. The wind grows to hurricane strength and for many hours Tukuma Arctica rolls and dives through six to seven meter waves. Rain drenches the ship. Loose items not secured rips along the sole of the ship, but the crew hardly notices. Meals are served on time. Tough weather at Cap Farewell is standard for all seasons.

In January this year, Verner Hammekn hiked without warning the price of cold storage containers from Nuuk to Denmark by 32 percent, and once again Greenland’s fishing industry smarted.

RAL’s deficit for 2022 amounted to some 14 million USD before tax, and the company’s dialogue with the business community was impossibly strained. At a somber annual assembly in Nuuk in July, RAL’s political owners, represented by the chairman of Naalakkersuisut, Greenland’s government, Múte B. Egede, and Minister for Infrastructure Erik Jensen, voiced their distinct dissatisfaction.

Múte B. Egede called for a much more stringent focus on profits and for a “constructive and reciprocal dialogue with the business community”.

“In our new ownership strategy we emphasize strongly that our companies have a societal responsibility and that they must cooperate well with the business community and with the public they serve. We find that the shipping agency has to improve in this field,” he told Sermitsiaq, the local paper.

But Verner Hammeken did not waver. In July, he launched his so far most ambitious plan: “I saw it as the culmination of my efforts of the previous eight years,” he told me.

Come 2024, the schedule of Tukuma Arctica was to expand with weekly stops in Great Britain and Bremerhaven, Germany. Soon after, however, it was clear that his RAL journey was up.

In September, RAL’s Board of Directors announced that an agreement had been reached with Hammekan that he would step down as CEO with immediate effect. They acknowledged his involvement in RAL’s fleet renewal, in the move of leadership from Denmark to Nuuk, the co-sailing with Eimskip and “significant renewal of systems and organization”.

But the key message was clear: “There is now a need for renewed leadership competencies.”

Hammeken’s critics maintain that he was allowed for far too long to engage in politics rather than in sound business practices; an accusation that he firmly denies.

“The politicians have been under heavy pressure. I am proud of the changes and the long-term opportunities for Greenland that we have created. I am certain that people will realize what they represent in a few years,” he says.

After seven days at sea Tukuma Arctica docs in Nuuk. We have covered 2399 nautical miles. Royal Arctic Line’s new leadership has announced that in 2024 Tukuma Arctica’s weekly schedule will include a stop in Bremerhaven, Germany, just as Hammeken has proposed.

From the pier we have a view of RAL’s corporate headquarters; no one believes that RAL will move back to Denmark. Some of his reforms have obviously settled, but Hammeken is no longer part of RAL; the operation has been called off and Denmark is still Tukuma Arctica’s main destination.

This arcticle was published first on ArcticToday.com, December 24. 2023


blog

Chinese linked Australian mining company sues Greenland for billions of USD over lost revenue

oktober 15, 2023 • Af
One of the world’s largest deposits of rare earth elements is located in the Kuannersiut mountain in south Greenland. The picture shows exploratory drilling by Greenland Minerals. Photo: Greenland Minerals.

The US, China and the EU are all likely to watch closely as a battle over one of the world’s largest deposits of rare earths is taken to court. Australian owned Greenland Minerals A/S wants a mining license, or compensation of up to 11.5 billion USD for lost revenue.

One of the world’s largest deposits of rare earth minerals is located in the Kuannersiut mountain in South Greenland. The deposit has long been coveted by the US, China and the EU, but instead of being mined and brought to world markets, the valuable minerals are now subject to a bitter court case between the Chinese linked Australian mining company and the Greenlandic government.

In 2021, the government in Nuuk, Greenland’s capital passed legislation to ban uranium mining in Greenland, and this summer Greenland Minerals was refused mining license for its Kvanefjeld project in the Kuannersuit mountain. The rare earths in the area are commingled with uranium and mining would inevitably bring the latter to the surface, a result the Government in Greenland is determined to prevent.

Legal offensive

Greenland Minerals, a subsidiary of Energy Transition Minerals headquartered in Perth, Australia, has now mounted a counter offensive.

The company has been engaged in exploration at the Kuannersuit mountain since 2007. In July it filed a 517-page Statement of Claims with the Arbitral Tribunal in Copenhagen, Denmark. The statement includes a claim for a license to mine or, should that fail, a claim for compensation as well as an estimate of the company’s loss of investments and future earnings that could total 11.5 billion USD, a potentially crippling sum for Greenland.

Strong US interest

Observers in many countries are likely to follow the proceedings. Greenland is still part of the Kingdom of Denmark and the US through its embassy in Denmark has been keenly interested in Greenland’s rare earths for decades.

A former US Ambassador to Denmark, Carla Sands, held talks with Greenland Minerals in South Greenland not long before then US president Donald Trump in 2019 suggested buying the country from Denmark.

The EU has also long expressed interest, however, China may be in pole position for access. Chinese mining corporation, Shenge Resources, owns nine percent of Greenland Minerals and is represented on its board. Greenland Minerals has long been banking on financial and technical support from Shenge for the establishment of the proposed Kuannersuit mine.

Garry Frere, Commercial Manager, Greenland
Minerals.
Photo: Gary Frere / LinkedIn.

On a visit to Copenhagen in late September, Commercial Manager of Greenland Minerals Garry Frere told Arctic Today that Shenge “will support the project without a shadow of a doubt”.

The Chinese connection makes the Kuannersuit project controversial. China controls some 90 percent of the world’s supply of rare earth minerals that are essential for a host of green technologies such as batteries for electrical cars and windmills and for the defense industry that uses them in missiles, fighter jets and other defense materials.

“Not a threat”

The high loss estimates by Greenland Minerals could easily exhaust Greenland’s economy, should compensation be awarded to Greenland Minerals. Even so, the company denies any wish to intimidate the Arctic country of 57 thousand.

“It is not a threat,” said Frere, even if he understands that others may interpret the suit that way.

“I don’t think the government or its advisors expected what they saw in our statement of claim that we lodged in July. I think that document might have come with quite a bit of surprise,” Frere said.

“It might be that when the detail of the argument we are making is properly understood by Kammeradvokaten (the government’s legal council, ed.) and the government, they will form a view that Greenland Minerals has quite a substantial argument. We might not win, but there is certainly no guarantee,” he said.

He speculated that the government in Nuuk will soon begin to weigh the potential cost of paying damages to Greenland Mineral against the possible gains from a mine at Kuannersuit. Greenland Minerals argue that Greenland would likely earn more than 20 billion USD in taxes and royalties on minerals over the 37 year expected life span of the mine if Greenland Minerals was allowed to proceed at Kuannersuit.

Financing the case

The trial will likely be very expensive for both parties, but Frere claims that Greenland Minerals has resources to carry on for as long as it takes. According to him, Burford Capital in the US, specialists in funding legal cases, has made capital available which could make the case less painful for Greenland Minerals.

“We call it non-recourse. If we lose the arbitration, they get none of their money back. If we are successful they get a fee based on how much they have spent and they get a share of the reward. This is not unusual for small businesses like ours,” Frere said. He will not say how large a share of the potential wins Burford Capital is entitled to.

Greenland Minerals has engaged Clifford Chance, one of Great Britain’s largest law firms with offices across the globe, and a reputed Danish law firm to do the legal work and handle court appearances.

Breach of contract

After a stopover in Copenhagen, Frere was set to travel to Nuuk and he seems unusually knowledgable about Greenland’s domestic politics.

Strong forces within Siumut, one of the two parties in Greenland’s governing coalition, want to unravel the ban on uranium mining. Garry Frere believes that there might be a new chance for the Kuannersuit mine after the April 2025 in Greenland.

In a 2011 add-on to Greenland Minerals’ license to explore for minerals at Kuannersuit, the Greenlandic authorities stipulated that any potential requests by the company to exploit the Kuannersuit vein could be rejected by Nuuk for purely political reasons.

The project at Kuannersuit has from the beginning been highly controversial in Greenland. The fear that mining could contaminate the nearby town of Narsaq and its surroundings runs deep in Greenland and the 2011 political clause to Greenland Minerals’ exploration license mirrored a deep split in the Greenland populace regarding the project.

Even so, Frere and Greenland Minerals maintain that the government in Nuuk is in breach of contract. The company argues that the 2011 clause has been rendered invalid since numerous other positive signals and acts by the authorities in Nuuk have made Greenland Minerals predict that in the end — despite the 2011-clause — it would receive a license to mine.

In the company’s July Statement of Claims several messages to Greenland Minerals from the authorities in Nuuk and excerpts from Greenland’s political discourse were presented. From 2014, when a previous partial ban on uranium was lifted, Greenland prepared for uranium exports and Nuuk signed on to several international uranium conventions. Greenland Minerals interpreted the combined words and deeds as binding. Frere argues that matters have not been dealt with properly by Greenlandic authorities in this process.

“We have spent 13-14 years following a certain set of rules with an expectation that if we did the right thing, produced the right pieces of paper and did the right work we would then be issued a license.”

Greenland has less than 60.000 inhabitants and a limited economy, but Garry Frere has no qualms raising claims that might badly hurt its economy,

“While Greenland is a small country, it is part of the Kingdom of Denmark and it chooses to encourage people to come and potentially exploit its mineral resources. By doing that you take away your right to say ‘oh, no, we are a poor country, you are a big international ‘ruly’ boy and you have come to impose. We were invited, we followed the rules, we met all the requirements that were put in front of us, but at the last minute the goalposts were moved,“ he said.

The minister

In Greenland funding for the court case has been allocated by parliament and on the phone from Nuuk, Greenland’s Naalakkersuisoq government minister for raw materials Naaja Nathanielsen, ezpresses no desire for compromise.

Naalakkersuisoq (minister) Naaja Nathanielsen. Photo:
Goverment of Greenland.  

“The company says that because they feel that they have received a signal this must overrule the terms that are spelled out in their license. We argue that all sorts of things might have been said politically, but that this means nothing if the terms are not changed. There can be no tampering with any given government’s right to determine terms and legislation about how the resources of its country are to be utilized. This is an important principle for us and we will follow it through to the end,” Nathanielsen said.

Greenland Minerals also argue that the ban on uranium cannot be applied to the Kuannersuit project as this would deny the company rights to which it is entitled to by Greenland’s own laws. Naaja Nathanielsen, a claim she also rejects.

“The company does not read the uranium law correctly. The law applies to future licenses. If Greenland Minerals had been issued with a license to extract minerals before the law on uranium came into effect, they might perhaps have been right, but they had not,” she said.

Will the offensive work?

The question remains whether fear of an expensive court case and potentially debilitating payment of damages will stir public opinion in Greenland and influence the Greenlandic government.

Mariane Paviasen, Chair of the Committee on Foreign Affairs and Security of Inatsisartut, Greenland’s parliament says she doesn’t fear that scenario.

“They do not scare me. This only shows once again that the company does not care at all about our society,” she said.

Paviasen is a former central figure of Urani Naamik (No to Uranium), a non-governmental organization which has spearheaded opposition to the mining project at Kuanersuit. She and other opponents maintain that Greenland Minerals conducted its business in the country in less than savory ways. Its lobbying has included hiring leading Greenlandic politicians and former high ranking public officials to further its case.

Nathanielsen said that she is convinced that Greenland has the better legal case. She recognizes though that Greenland Minerals campaign is having an effect.

“I regard it as a maneuver to create uncertainty and to target politicians, and it has worked extremely well as clickbait. A lot of journalists have reacted. I just think it is more interesting what the company is basing its case on,” she said.

Greenland’s government has until early January 2024 to react to Greenland Minerals’ Statement of Claim.

The government argues that the Arbitral Tribunal in Denmark does not have powers to handle complaints against political decisions made by the government of Greenland. Instead, the government argues, Greenland Minerals may bring their case before the courts in Greenland.

Should Greenland Minerals be awarded compensation for the losses it claims, the sums involved might exceed Greenland’s ability to pay. Greenland Minerals argues, however, that the Danish government could also be made responsible. Until 2009, the two countries shared the responsibility for Greenland’s mineral deposits.

This article was first published by ArcticToday.com 11. October 2023


blog

Russisk oprustning i Arktis øger USAs krav til Danmark i Arktis

september 14, 2023 • Af

Krigens gang har igen og igen understreget, hvordan Ruslands krigsførelse i Ukraine er dybt afhængig af de omfattende militære installationer i Arktis. Af samme grund vil USA sandsynligvis forvente, at milliarderne fra det forsvarsforlig, der blev indgået før sommeren, fører til en styrket dansk indsats i Arktis, lyder analysen fra Martin BrDet militære billede i Arktis er under markant forandring, netop som forhandlingerne om udmøntningen af forsommerens historiske forsvarsforlig skal til at begynde.

Den russiske forsvarsminister Shoigu besøgte for kort tiden siden Novaya Zelma, arnestedet for den russiske atommagt. Truslen om atomkrig accentueres i takt med at Ruslans konventionelle styrker udmarves i Ukraine.

I slutningen af august flyttede det russiske luftvåben syv af bombefly af typen TU-2M3 fra en luftbase relativt tæt på Ukraine til en tilsvarende luftbase ved Olenya på Kola-halvøen kun 150 kilometer fra storbyen Murmansk i det russiske Arktis. Flyene bruges til missilangreb i Ukraine, og overflytningen blev ifølge Barents Observer opsnappet af en russisk radioamatør og vidererapporteret på X – tidligere Twitter.

Fra Olenya vil flyene fortsætte deres missil-spyende missioner mod Kiev, boligblokke, kraftværker og andre mål i Ukraine, men de vil fremover, når de står parkeret på Kola-halvøen, ikke længere være sårbare over for droneangreb fra Ukraine, der tættere på Ukraine har gjort flere russiske fly af samme type ukampdygtige.

Sådan har krigens gang i den seneste tid igen og igen understreget, hvordan Ruslands krigsførelse i Ukraine er dybt afhængig af de omfattende militære installationer i det russiske Arktis – flybaser, flådehavne, kaserner, tropper, nukleare testcentre, missillagre, antiluftskyts, depoter, træningsområder og så videre.For Rusland er Arktis ikke periferi eller sekundær udkant, som det er for langt de fleste Nato-lande. Det russiske Arktis og især den del, der ligger klods op ad Norge og Finland, er helt central for krigsførelsen.

Af samme grund vil Danmarks allierede og især USA sandsynligvis forvente, at milliarderne fra det forsvarsforlig, der blev indgået på Christiansborg før sommeren, fører til en mere målrettet, intensiv og styrket dansk indsats i Arktis.

Sverige og Finland inkorporeres i øjeblikket hastigt i Nato-forsvaret af Østersøområdet, og mens den danske indsats i Østersøen derfor vil blive mindre efterspurgt, vil forventningerne til Danmark svinge mod nord til områderne ved Færøerne og Grønland, der anses for naturligt dansk ansvarsområde.

Nye forventninger til Danmark 

Den nye forsvarsminister Troels Lund Poulsen forklarede allerede i foråret, da han lancerede regeringens udspil til forsvarsforliget, hvordan denne drejning i omverdenens forventninger er i gang, og udviklingen i det militære billede bakker ham op.

Amerikanske overvågningsfly har for længst udnyttet Finlands entre i Nato til at patruljere langs den finsk-russiske grænse, hvorfra de angiveligt kan skue ind over for eksempel den luftbase ved Olenya, som de syv TU-22M3 blev overført til i slutningen af august.

Britiske tropper er nu semi-permanent udstationeret i det nordlige Finland, ligesom der er fælles øvelser med kampfly i finsk og svensk luftrum tæt på Østersøen og Baltikum, men også de russiske atombaser på Kolahalvøen.

NATO-tropper fra flere flere lande træner nu Finland, britiske tropper er på semi-permanent ophold

Pointen for USA i Arktis er uforandret: De russiske nukleare kapaciteter i Arktis udgør ikke kun en trussel mod mål i Europa, men i mindst lige så høj grad mod de amerikanske storbyer. Det amerikanske forsvars opmærksomhed er derfor ekstra fokuseret i Arktis, og ikke blot på de russiske baser, ubåde og fly, men også på USA’s allierede, og hvad de bidrager med.

Truslen om atomkrig

Ruslands arktiske kapaciteter har direkte betydning for krigsførelsen i Ukraine på mindst to måder.

For den igangværende konventionelle krigsførelse gælder det for eksempel, at talrige af de kæmpende soldater i Ukraine har hjemsted på baserne i det russiske Arktis. Hundredvis, hvis ikke tusinder med hjemsted på baserne på Kola-halvøen i det nordvestligste Rusland, er allerede dræbt på slagmarken. Andre skarer af soldater fra samme baser er stadig i kamp.

Talrige militære fragtskibe har siden invasionen i Ukraine bragt kampvogne og andet tungt materiel fra baserne i Arktis ned langs Norges og Europas kyster til Krim og de ukrainske kyster mod syd.

Slagskibe med hjemsted i det russiske Arktis indgår med betydelig ildkraft i den russiske flådestyrke i Sortehavet og i Azov-havet syd for de russisk besatte områder i det østlige Ukraine, præcis som russiske slagskibe fra Arktis med bastant ildkraft har støttet præsident Assad i krigen i Syrien.

For det andet sikrer styrkerne i det russiske Arktis Ruslands evne til at opretholde en troværdig trussel om et nukleart angreb på USA eller Europa. En meget stor og voksende del af de fremføringsmidler, der er relevante, såfremt Putin eller andre i det russiske system for alvor skulle ønske at bringe et nukleart sprænghoved til udløsning over New York, London eller andre mål i Vesten, befinder sig i det russiske Arktis, og det er ventet, at yderligere kapaciteter flyttes herop i Nordflådens domæne ved Kola-halvøen i takt med, at Ruslands manøvrerum i Østersøen indskrænkes.

Det er som bekendt denne fortsatte evne til at true Vesten med det ultimative nukleare ragnarok, der nu i over et år har muliggjort Putins invasion i Ukraine og skabt udbredt usikkerhed om den vestlige støtte til Ukraine – herunder den lange beslutningstid forud for den danske og hollandske donation af F16-fly.

Det væsentligste i den aktuelle situation er dog nok, at Putins og den russiske forsvarsstabs behov for atomtruslen forventes at vokse i takt med, at Ruslands konventionelle styrker udmarves i Ukraine – og igen spiller kapaciteterne i Arktis en hovedrolle.

Eksempelvis var det efter alt at dømme netop for at udbasunere atomtruslens fortsatte aktualitet, at den russiske forsvarsminister Sergey Shoigu tidligere i august sammen med Aleksei Likahsev, chefen for Rosatom, det russiske atomagentur, der medvirker til udvikling og vedligeholdelse af det russiske atomarsenal, med fire helikoptere fløj til de Ruslands primære atomare testcentre på øgruppen Novaja Zelma i Det Arktiske Ocean.

Her ligger test- og udviklingsfaciliteter gravet ind i de tunneler i fjeldene, der udgør selve arnestedet for den russiske atommagt – og Shoigu lod straks videooptagelser af besøget offentliggøre.

Det var netop på Novaya Zemlya, at Rusland med mere end 130 testsprængninger fra 1954 til 1990 lagde grunden til det atomare våbenkapløb efter Anden Verdenskrig. Der er ikke foretaget prøvesprængninger på øerne siden 1990’erne, men ifølge det russiske forsvar fortsætter en sofistikeret udvikling af kernevåben netop på Novaya Zemlya.

Shoigu holdt kort før afgang en tale for spidsen af det russiske forsvarsministerium i Moskva om den øgede trussel mod Ruslands nukleare kapaciteter i nord, som Finlands og Sveriges optagelse i Nato i hans øjne har ført med sig; også denne tale blev offentliggjort.

Vi kender ikke forsvarsministerens bevæggrunde, men måske den russiske forsvarsstab netop nu har ekstra behov for den styrke, de mener, at en genopfrisket atomtrussel kan give.

Pres på Danmark og Grønland

Hvordan denne russiske aktivitet i Arktis hurtigt kan føre til øgede amerikanske krav til det danske forsvar og til Danmarks politiske håndtering af Grønland og Færøerne, som i forvejen er under amerikansk lup, fik vi en påmindelse om forleden i Foreign Policy.

Her kritiserede den tidligere stabschef i præsident Trumps National Security Council, Alexander B. Gray, både den danske, norske og canadiske håndtering af den russiske trussel i Arktis under overskriften “Natos nordlige flanke har for mange svage punkter.

Gray skriver om “substantielle svigt fra flere centrale medlemmer af alliancen, der undlader at løfte deres forpligtelser på trods af Moskvas kontinuerlige interesse i det høje nord”. Han kritiserer den danske regering især for ikke at agere bestemt nok over for Færøerne og Grønland, så disse dele af riget i stedet – i hans optik – ligger åbne for alt for megen russisk (og kinesisk) aktivitet.

Greys opråb lægger sig i tråd med de seneste års gentagne amerikanske kritik af den danske indsats i Arktis, som ingen af de hidtidige forøgelser af forsvarets kapacitet har fået til at forstumme.

USA forstærker i Arktis

Det amerikanske forsvar har øget sin egen indsats i Arktis betragteligt over kort tid. Efter en del års beskeden amerikansk interesse for Arktis, er amerikanske krigsskibe, ubåde, spionfly og kampfly nu hyppige i regionen. Den amerikanske second-fleet med særligt ansvar for Nordatlanten er genetableret.

Mere end 50 F-35 jagerfly er udstationeret alene i Alaska, og fra Island flyver USA jævnlige patruljer efter russiske ubåde med avancerede overvågnings- og kampfly. En ny ubådshavn ved Tromsø bruges flittigt, og USA’s atomubåde og flådeskibe ses nu også jævnligt på Færøerne.

Pentagon har etableret fire militære støttepunker i Norge, to i Nordnorge. Fra en ny luftbase ved Evenes syd for Tromsø skal amerikanske Poseidon-fly, der kan opdage og nedkæmpe ubåde, jage russiske ubåde i tandem med norske fly af samme type.

I vinter deltog marinesoldater fra USA i landøvelsen Freezing Winds i Finland, og i maj duvede et af klodens mægtigste krigsskibe, hangarskibet USS Gerald F. Ford langt op langs Norges vestkyst, righoldigt pakket med kampfly og soldater.

Hvor Nato-landenes primære forsvarslinje mod den russiske Nordflåde og de russiske missilbærende ubåde for få år siden lå cirka i farvandene ved Island, er forsvaret nu rykket langt længere mod nord. Eller som norske Tormod Heier, forskningschef på Forsvarets Høgskole i Oslo, forklarede mig tidligere på sommeren:

“Under Den Kolde Krig gik den amerikanske forsvarslinje i GIUK-stræderne mellem Grønland, Island og UK. I dag, 30 år senere, er linjen flyttet mod øst helt op til BEAR-gabet i Barentshavet mellem Hammerfest, Bjørnø og Svalbard. Altså langt tættere på den russiske nordflådes baser.”

Især Norge, USA og Storbritannien har i de seneste år stået bag dette markant skærpede militære pres på Ruslands arktiske atombaser. Presset for øget dansk deltagelse, herunder især øget overvågning i farvandene og luftrummet øst for Grønland og ved Færøerne, er velkendt, og krigen i Ukraine skaber givetvis, som Alexander Grey demonstrerer i Foreign Policy, ønske om mere.

Atomtruslen fra det russiske Arktis er ikke uden indhold, og både forsvarsminister Shoigu og andre ventes som nævnt at gøre yderligere brug af den i takt med, at Rusland presses i Ukraine. Som seniorforsker ved DIIS, Flemming Splidsboel Hansen, siger:

“Udgangspunktet for os her i kongeriget må være, at der kommer mere spænding i Arktis. Atomtruslen vil være vedholdende. Jo tættere Rusland kommer på et eventuelt nederlag i Ukraine, noget der gør virkeligt ondt som for eksempel at miste de nye annekterede områder eller Krim, kan det føre til, at atomtruslen bliver talt op og bliver mere akut. Man vil måske begynde at aktivere atomtruslen, så amerikanerne kan se, at der foregår noget.”

Han nævner som et muligt næste, men i givet fald meget voldsomt skridt, at Rusland vil bringe et atomvåben til sprængning eventuelt på Novaya Zemlya – et scenarie den internationale presse også spekulerer i efter Shoigus besøg – eller over et ubeboet område, eksempelvis over et havområde, for at true USA og resten af Nato til at slække presset på Rusland; en mulighed, der er beskrevet i de russiske doktriner.

“Hvis Rusland er presset konventionelt og ikke mener, at de har det, der skal til, kan de bruge atomvåbnene for at stoppe Vesten, altså for at kompensere for en underlegenhed på det konventionelle område,” siger Splidsboel.

Forsvarsforliget på Christiansborg, der er Danmarkshistoriens største, blev indgået 28. juni og gælder for 2024 til 2033. Forliget betyder, at der skal investeres cirka 143 milliarder i forsvaret. Der er bred, men uspecificeret enighed om at lade udgifterne til forsvaret i Nordatlanten og Arktis stige. Forhandlinger om den præcise udmøntning af forliget ventes inden for de kommende uger.

Teksten er blev offentliggjort på Altinget i anden opsætning 11.09 2023


blog

Magtopbud i Nuuk afspejler Ukraine-krigens effekt i Arktis

juni 10, 2023 • Af

Ind mellem de politiske topmøder fik Mute B. Egede lokket Mette Frederiksen og Færøernes lagmand Aksel Johannesen (v. siden af statsministeren) til håndboldlandskamp i Nuuk. (selfie)

Det er ikke set tidligere. I denne uge rejser Danmarks statsminister, udenrigsminister, forsvarsminister, justitsminister, formanden for Udenrigspolitisk Nævn plus en skare af nævnets medlemmer til Nuuk for at parlamentere med ministre og parlamentsmedlemmer fra Grønland og Færøerne om de mest topaktuelle, dybt prekære sikkerheds- og udenrigspolitiske udfordringer.

Nuuk bliver scene for hele tre topmøder:

Et rigsmøde mellem de tre politiske ledere fra Færøerne, Grønland og Danmark. En samling i det såkaldte Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarspolitiske Kontaktudvalg, hvor det danske ministerhold mødes med ministre fra Færøerne og Grønland. Plus et træf af parlamentarikere med udenrigs- og sikkerhedspolitisk mandat fra hele riget, det første af sin art nogensinde.

Suge opmærksomhed

I mediebilledet vil en lille stribe dårlige enkeltsager muligvis suge opmærksomhed. Vi vil givetvis gense den grønlandske vrede over Lars Løkke Rasmussens (M) udnævnelse af en dansk diplomat og ikke en grønlandsk som arktisk ambassadør for kongeriget.

Lars Løkke har i den grønlandske optik også trådt i kvanbedet ved at udtale sig lovligt friskfyragtigt om de grønlandske visioner om selvstændighed.

Det er velkendt i Nuuk, at Lars Løkke anser visionerne som blottet for økonomisk klarsyn; bloktilskuddet dækker stadig over halvdelen af den grønlandske regerings udgifter – men trætheden over Løkkes gentagelser af dette faktum er voksende.

Udenrigsministeren har også ifølge folketingsmedlem Aaja Chemnitz fra landsstyreformand Muté B. Egedes parti Inuit Ataqatigiit forbrudt sig mod god tone ved at ansætte TV2s tidligere redaktionschef Ulla Østergaard som spindoktor for Moderaterne.

I 2021 blev Ulla Østergaard gået fra TV2 efter en skandale, hvor hun på uholdbart grundlag nidkært forfulgte anklager om konkursrytteri med videre mod Muté B. Egede, der stod midt i en valgkamp. Miséren kostede Østergaard jobbet og dyb vrede i Nuuk.

Endelig er en kulegravning af Danmarks ugerninger i Grønland, som statsminister Mette Frederiksen (S) og Muté B. Egede har aftalt, endnu ikke kommet i gang – et år efter, at aftalen blev underskrevet.

Færingerne vil holde vågent øje med, om de danske udsendinge siger noget grimt om Færøernes omstridte fiskerisamarbejde med Rusland, og de vil huske, at Mette Frederiksen og hendes team i Thorshavn sidste sommer styrede det første reelle møde i Kontaktudvalget så skarpt, at der hos enkelte opstod tvivl om Mette Frederiksen vilje til reel dialog.

Krigen i Europa

Bag de svært bevogtede, lukkede døre til Kontaktudvalgets møde vil den tunge, sikkerhedspolitiske alvor dog formentlig dominere.

Krigen i Ukraine, alliancen med USA og oprustningen i Arktis er uomgængelige temaer, og der er behov for afklaring forud for NATO-topmødet i Vilnius i juli: Hvad mener i denne alvorstid Nuuk og Thorshavn om kongerigets rette vej frem? Er holdningerne i de tre hovedstæder sammenfaldende og langtidsholdbare?

Forud for mødet står det klart, at en udvidelse af forsvarets indsats i Nordatlanten og ved Grønland nu virker som en nærmest akut nødvendighed for regeringen.

USA har stadig mere utålmodigt efterlyst stærkere dansk indsats, især til overvågning og situational awareness mod nord, og presset vokser med krigen i Ukraine. Det danske forsvar skal bidrage mere og skarpere til overvågning af russiske skibe, fly og ubåde nær Færøerne og Grønland, og regeringen er opsat på at levere.

Allerede i Trumps dage fandt Mette Frederiksen 1,5 milliarder i forsvarsbudgettet til formålet, men udmøntningen går trægt, og tirsdag i sidste uge gjorde fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) det ved lanceringen af regeringens udspil til det kommende forsvarsforlig ekstra klart, at indsatsen i Arktis skal opskaleres markant.

Finland og snart Sverige ventes som nye NATO-medlemmer at tage et større  ansvar for forsvaret af Østersøregionen og Baltikum. Det giver rum til, at Danmark kan bruge flere kræfter i eget domæne ved Færøerne og Grønland:

“Man bliver nødt til at lægge til grund, at Østersøen kommer til at have en anden status end i dag,” sagde Troels Lund Poulsen.

“Vi har set Finland blive medlem af NATO, og vi håber, at Sverige snart bliver medlem. Det giver os nogle andre muligheder, end vi har haft før. Det betyder ikke, at Østersøen ikke er et prioriteret område, men det giver os mulighed for at samarbejde på en anden måde,” sagde han.

“Der er ingen tvivl om, at i den sikkerhedspolitiske situation, vi befinder os i, kommer vi til at koncentrere nogle flere investeringer i forhold til rigsfællesskabet. Jeg oplever også i samtaler med kolleger i NATO-kredsen, at det er der stigende opmærksomhed på,” lød det.

I det omdelte baggrundsmateriale blev hensynet til USAs også fremhævet. Indsatsen i Arktis og Nordatlanten skal boostes, hedder det, for at “bidrage endnu mere til at opfylde allieredes og NATO’s interesser i regionen” – altså et særligt hensyn til USA’s behov foruden NATO’s.

Oprustning

Oprustningen lige over horisonten fra Nuuk er til at få øje på. Et af klodens mægtigste krigsskibe, hangarskibet USS Gerald R. Ford fra den amerikanske flåde er i disse dage – pakket med jagerfly og tusinder af tropper – i Oslo og derfra på vej op langs Norges vestkyst mod det russiske Arktis og de russiske atombaser på Kolahalvøen.

Herfra kan russiske atommissiler med kort varsel bringes til angreb mod mål i Europa eller mod USAs borgere. En russisk flådeøvelse ud for atombaserne blokerede for få dage siden store dele af Barentshavet, mens mere end 130 militære fly fra Sverige, Finland, Norge med flere fløj himlen tynd i den største luftøvelse af slagsen i mange år.

Mette Frederiksen vil lande i Grønland direkte fra statsbesøg hos Joe Biden opfyldt af seneste nyt om rædslerne i Ukraine og USAs bekymringer, og Grønland og Færøerne er vigtige i den kontekst.

Amerikanske atomubåde har i stigende omfang brug for de færøske havne – flere har været på besøg i år. Thule-basen beskytter USA mod missilangreb fra nord, og farvandene mellem Grønland og Færøerne er afgørende for de russiske ubådes adgang til Atlanterhavet, europæisk farvand og USAs østkyst.

Støvsuget for aflytningsudstyr

Det danske kongerige udfylder en central plads i den sikkerhedspolitiske konstellation, og i Nuuk vil Politiets Efterretningstjeneste have forberedt et sikret rum, sweepet og støvsuget for eventuelt aflytningsudstyr – kinesisk, amerikansk eller hvem, der nu måtte være på lur.

Det planlagte daglange møde mellem de danske ministre og kollegerne fra Grønland og Færøerne vil indebære udveksling af data, som kun en begrænset sikkerhedsclearet skare har adkomst til, og de overvejelser, ministrene vil udveksle, egner sig heller ikke til udvortes brug.

Alle fastholder officielt ønsket om lavspænding i Arktis, men mørke skyer trækker op. Under afslutningsdebatten i Folketingssalen torsdag fik Mette Frederiksen tydeligt signaleret, at hun har ekstra behov for enighed lige nu:

“Ligegyldigt hvor rigsfællesskabet bevæger sig hen, og hvad det udvikler sig til, så er vi en del af en mere urolig verden. Det gælder også Nordatlanten og Arktis. Derfor har vi behov for at stramme bardunerne og have et meget tæt samarbejde,” sagde hun ifølge Sermitsiaq.ag.

Omfavnelse

Formelt set er intet ændret i rigsfællesskabet. Det er fortsat den danske regering, der formelt træffer alle beslutninger af betydning for kongerigets sikkerheds- og forsvarspolitik.

Men magtforskydningen mod nord, der har stået på i nogen tid, vil i Nuuk i denne uge få et klarere ansigt, end vi før har set – og den bombastiske retorik, der har præget de seneste ugers medie-udvekslinger, understreger blot, hvor hurtigt forventningerne til den ny orden vokser i Nuuk og Torshavn.

Møderækken i Nuuk vil illustrere, hvordan Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen i dette nye lys arbejder på at holde rigsfællesskabet skarpt og dueligt.

Grønlands og Færøernes politiske ledere og parlamentarikere inddrages i det sikkerhedspolitiske værksted i et omfang, der ikke er set før. Det vil på ingen måde slukke Nuuks og Thorshavns tørst efter mere kontrol over egen skæbne, men det smører treenighedens hjul, selvom danskerne kan have svært ved at vaske gamle vaner af sig.

Mødet i kontaktudvalget afholdes tirsdag; Muté B. Egede vil formentlig sidde for bordenden denne gang; Grønland har formandskabet i år.

Onsdag er der Rigsmøde, hvor Mette Frederiksen, den færøske lagmand Aksel V. Johannesen og Muté B. Egede på traditionel rigsmødevis vil have nogle timer under seks øjne.

Ingen embedsmænd, kun de tre og intet skriftligt referat. Hvis vejret tillader, begynder de i fjeldet, hvor en telestation skal beses.

Herefter frokost på restaurant Qooqqut Nuan i Nuukfjorden, der netop er åbnet for sommeren. Her kan man normalt få tilberedt sin selvfangede fisk, men det er der næppe tid til. Embedsmændene vil myldre i periferien, mens de tre politikere får tid for sig selv.

Nævnet i Grønland

Dertil kan som nævnt tilføjes en reel gallapremiere. For første gang nogensinde er det lykkedes at få et reelt fysisk møde i stand mellem medlemmer af Folketingets Udenrigspolitiske Nævn plus medlemmer af det Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg i Inatsisartut, parlamentet i Nuuk, plus medlemmer af Udenrigsudvalget i det færøske lagting.

Stærke kræfter i Thorshavn har efter sigende været indædt træge overfor dette dansk-initierede projekt. Skeptikerne frygter indfedtning i en proces, der blot styrker danskernes dominans, men nu finder mødet altså sted.

Dagsordenen var sent i sidste uge endnu ikke på plads, men billetterne på plads, og formanden for nævnet, Michael Aastrup Jensen (V), lød i radioen som om, han glædede sig.

Med fra Nævnet er også de fire nordatlantiske folketingsmedlemmer, SF’s Karsten Hønge, Enhedslistens Søren Søndergaard og Annette Lind (S).

Sammenstimlingen afspejler, hvordan vi for alvor er landet i mellemrigspolitikkens tid. Det synes ikke længere muligt at forestille sig eksempelvis større udvidelser af det danske forsvars operationer, materiel eller tilstedeværelse i Grønland eller på Færøerne, uden at det på forhånd er omhyggeligt klappet af med Nuuk og Thorshavn.

Inddragelse, dialog og informationsdeling er Mette Frederiksens og Lars Løkke Rasmussens svar på udfordringerne fra Færøerne og Grønland, og instrumenterne rækker ud over dem, vi vil se i Nuuk.

Lars Løkkes udenrigstjeneste har eksempelvis som yderligere signal om udstrakt samarbejdsvilje for første gang nogensinde for nylig ansat en grønlandsk medarbejder i NATO-repræsentationen i Bruxelles.

Formelt er der blot tale om endnu en medarbejder fra København på den danske NATO-repræsentation, men lønnen betales af Nuuk, og selvstyret i Nuuk lægger ikke skjul på, at der forventes et synligt udbytte.

Rigsfællesskabet er udfordret på mange fronter, men endnu består det, og tunge opgaver trænger sig på. De kommende dage vil vise, hvordan den stadigt bevægelige magtbalance i riget påvirker anstrengelserne for at håndtere virkeligheden uden for grænserne.

Trykt i lidt andet format første gang på Altinget 5. juni som optakt til møderække i Nuuk

 


blog

Et politisk alternativ til rigsfællesskabet vinder frem i Grønland

maj 30, 2023 • Af

De færreste danskere har formentlig nogensinde hørt om “free association,” men i Grønland får denne sjældent anvendte politiske konstruktion i disse dage ny vægt som en mulig afløser for rigsfællesskabet.

Fri association med Danmark er skrevet ind som en nærliggende mulighed i et første udkast til forfatning for et uafhængigt Grønland, der blev offentliggjort i april. Og onsdag i sidste uge samledes så en perlerad af aktører fra centralmagten i Nuuk på Grønlands Universitet for at diskutere mere præcist, hvordan fri association bør anvendes af et uafhængigt Grønland.

Forud havde en af arrangørerne, Dansk Institut for Internationale Studier, offentliggjort en serie analyser om fri association, hvor en af overskrifterne lød “Greenland one step closer to independence”.

Efterfølgende – 18. maj – tweetede de konservatives grønlandsordfører Rasmus Jarlov, der også er formand for Folketingets forsvarsudvalg, sin kritik: “Det lyder godt, men reelt er det forskning og kommunikation om, hvordan kongeriget kan opløses. Det burde stoppes. Ikke støttes,” skrev han.

Hvad kan vi få?

I Grønland bydes forskningen om fri association til gengæld velkommen. Spørgsmålene til de praktiske muligheder står i kø: Hvilke opgaver bør Grønland få Danmark til fortsat at løse, hvis en aftale om fri association handles på plads mellem det uafhængige Grønland og København?

Kan indbyggerne i det uafhængige Grønland regne med stadig også at være statsborgere i Danmark, hvis rigsfællesskabet erstattes af fri association?

Skal Danmark fortsat forsvare Grønlands grænser? Hvor længe vil Danmark betale bloktilskud efter opløsning af rigsfællesskabet, hvis en aftale om fri association underskrives?

Temaerne på onsdagens konference skiftede hastigt: Kan Grønland blive medlem af FN og Nato og optræde ved De Olympiske Lege, selvom Grønland er i fri association med Danmark? Og kan man overhovedet tale åbent om sagen i Grønland uden at skade sin position i de forhandlinger, der i givet fald skal føres med Danmark?

På talerstolen optrådte blandt andre chefen for Grønlands repræsentation i Washington, forsker og underviser fra Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet og politikere fra Inatsisartut, Grønlands parlament. Til stede var også den islandske konsul i Nuuk og den tidligere chef for centraladministrationen i Nuuk. Hertil Grønlands førende ekspert i international ret og tre eksperter i andre nationers brug af fri association.

Det færøske folketingsmedlem Sjurdur Skaale delte ud af de bitre erfaringer fra et mislykket færøsk forsøg på løsrivelse, og ekstra vejledning lød fra den islandske jurist Guðmundur Alfreðsson, der i årtier har rådgivet de grønlandske politikere om Grønlands ret til selvstændighed. Udenrigsministeriets mand i Nuuk lyttede med, men ingen danske politikere deltog.

Hovedtaler var Mininnguaq Kleist, chef for Selvstyrets Departement for Udenrigsanliggender, Erhverv og Handel i Nuuk. Kleist var i fem år frem til 2021 chef for Grønlands repræsentation i Bruxelles og er i dag en uomgængelig midtbanespiller, når det gælder Grønlands forhold til omverdenen, herunder Danmark.

Onsdag optrådte han som privatperson, men det stod hurtigt klart, at det ikke mindst skyldes hans hånd, at fri association optræder centralt i det nye udkast til forfatning for et fremtidigt Grønland.

I Stillehavet

Allerede i 2006 blev Mininnguaq Kleist, der er uddannet i filosofi på Aarhus Universitet, som grønlandsk embedsmand sendt til den palmeklædte nation Cook Island i Stillehavet.

Cook Islands cirka 18.000 borgere har siden 1975 været forbundet med New Zealand i fri association, og Mininnguaq Kleist samlede indtryk og viden, der skulle overbevise de danske modparter i København.

Her forhandlede grønlandske politikere med Danmark om det selvstyre, der blev en realitet i 2009. Fri association, hvor Grønland bliver en uafhængig, suveræn nation, men samtidig kan trække på assistance fra Danmark på udvalgte områder, var allerede dengang en populær model.

Konstruktionen er anerkendt af FN og omfavnes i dag af fem mikronationer i Stillehavet, der lever i hver sin version af fri association med enten USA eller New Zealand.

Virkningen af Mininguaq Kleists jordomrejse blev i første omgang pauver, men fri association blev trods alt nævnt i bemærkningerne til Selvstyreloven, og visionen har fastholdt sit tag i Nuuks politiske lag.

“Fri association er ikke løsningen på alting og heller ikke nødvendigvis en super positiv ting, men vi kan få mere, end vi har i dag,” sagde Kleist. Han nævnede udsigten til medlemskab af FN og Arktisk Råd og mulighed for at optræde under grønlandsk flag ved OL.

Andre talte om, at grønlændere måske kan bevare dansk statsborgerskab, adgang til danske hospitaler med videre. Flere påpegede, at muligheden for fri association med andre stater, herunder USA, også foreligger, men ingen pegede mere vedholdende i den retning.

Snydt i 1952

Qivioq Løvstrøm, forsker og underviser fra Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet, angreb forestillingen om, at grønlænderne ønskede at blive danske, da Grønlands Landsråd i 1952 sagde ja til at lade Grønland indlemme som et amt i Danmark og dermed få afsluttet Grønlands kolonistatus.

Ønsket var ikke at blive som danskere, men “at blive behandlet som mennesker med samme rettigheder som danskerne,” sagde Qivioq Løvstrøm.

Som Mininnguaq Kleist og flere andre på talerstolen fastholdt hun, at afkoloniseringsprocessen i Grønland i 1952 og i det videre forløb i FN, hvor indlemmelsen af Grønland i kongeriget blev anerkendt som afvikling af Grønlands kolonistatus, var præget af dansk manipulation og disrespekt for grønlændernes rettigheder.

Hun og flere andre, herunder juristen Guðmundur Alfreðsson, mener især, at Grønland blev snydt for muligheden for at vælge fri association; en mulighed, som alle kolonier ifølge FN’s purunge regelsæt havde ret til som en af tre muligheder for at få afsluttet de koloniale trængsler.

Danmarks tilbud til Grønland i 1950’erne lød kun på ja til fuld integration i kongeriget eller den fuldstændige løsrivelse fra Danmark, og det har længe været et varmt tema i grønlandsk politik, at muligheden for fri association ikke blev præsenteret for Landsrådet, selvom den danske regering til fulde kendte FN’s regelsæt. En kritisk konference om forløbet, arrangeret af partiet Naleraq, finder sted i Nuuk 5. juni – på Grundlovsdag.

Islandsk advarsel og færøske erfaringer

På onsdagens konference advarede Guðmundur Alfreðsson, den islandske jurist, om, at Danmark måske vil forsøge at bruge en aftale om fri association til at fastholde et uafhængigt Grønland, længere end Nuuk vil ønske. Dilemmaet kan opstå, forklarede han, hvis en aftale om fri association indgås for så lang en årrække, at det hindrer Grønland i at kappe den sidste forbindelse til Danmark, når Grønland ønsker det.

“Fri betyder både frihed til at indgå og frihed til at forlade en aftale,” huskede han på. Alfreðsson anbefalede også, at Grønland forud for forhandlinger med Danmark gør sig klart, præcis hvilke ønsker, Grønland har, og at Grønland fra start “beder om mere end I forventer at få”.

Det færøske folketingsmedlem Sjurdur Skaale advarede de grønlandske deltagere mod at tro for meget på Danmarks gode vilje – hvis overhovedet.

I 2000 sad Skaale som færøske embedsmand med, da Færøerne forhandlede med Poul Nyrup Rasmussens regering om selvstændighed for Færøerne i en model, som færingerne ifølge Skaale selv betegnede som fri association.

I Skaales udlægning undlod Poul Nyrup Rasmussen med fuldt overlæg at svare direkte nej på Færøernes tre hovedønsker, mens han til gengæld bevidst svarede så undvigende og billigt ja, at det samlede tilbud blev for ringe til, at det gav mening at bringe tilbuddet til folkeafstemning på Færøerne.

Eksempelvis bad færingerne om at få nedtrappet bloktilskuddet fra Danmark over 15 år efter løsrivelsen; Poul Nyrup tilbød kun nedtrapning over fire år.

Forhandlingerne endte i dramatisk sammenbrud. De færøske politikere slikker stadig sår, og onsdag gav Sjurdur Skaale et råd videre til Grønland: “Danmark sagde aldrig nej til noget 100 procent, men færingerne var splittede, og så gik det ikke at samle et flertal,” sagde han. Lidt for mange færinger var ganske enkelt bange for, at de personligt ville blive dårligere stillet økonomisk.

“Færingerne følte sig ikke alvorligt undertrykt, og mange var ikke villige til at betale en personlig pris, så det hele endte med ingenting,“ sagde Skaale og pegede på Grønlands dilemma: Bloktilskuddet fra Danmark dækker fortsat mere end halvdelen af Naalakkersuisuts, den grønlandske regerings, løbende udgifter.

Penge og krig

Advarsler lød også fra to veteraner, den tidligere toppolitiker Aqqaluk Lynge og den tidligere chef for Grønlands centraladministration Kaj Kleist.

Lynge, der ikke længere argumenterer for Grønlands uafhængighed, pegede på krigen i Ukraine, stormagternes rivalisering i Arktis og især USA’s voksende fokus på Grønland – inklusive Donald Trumps købstanker fra 2019.

Han anbefalede et sagte tempo frem for hurtig drift mod selvstændigheden, og Kaj Kleist mindede ligesom Sjurdur Skaale om det danske bloktilskuds betydning for Grønlands økonomi; en advarsel, som de to medlemmer af Inatsisartut, Kuno Fencker fra Siumut, og Pele Broberg, formand for partiet Naleraq, dog ikke lod sig anfægte af.

Begge fastholdt, at Grønlands statsdannelse bør forfølges hurtigere, end der indtil videre er lagt an til. Kuno Fencker forklarede, at han ikke ville præsentere sine mere specifikke ønsker til en aftale med Danmark om fri association, fordi han frygter, at det vil svække Grønlands position i de forhandlinger, han og andre grønlandske politikere mener snart bør indledes.

Kontroversiel forskning

Konferencen var arrangeret af DIIS og den sikkerhedspolitiske tænketank Nasiffik på Grønlands Universitet. Forkortede udgaver af DIIS-analyserne om fri association er oversat til grønlandsk og kan nu læses på Grønlands Universitets hjemmeside.

Primus motor bag projektet, seniorforsker på DIIS Ulrik Pram Gad, delte forud for konferencen sin egen analyse med offentligheden: “Mit bud er, at før en grønlandsk forfatning bliver sendt til folkeafstemning, vil de grønlandske politikere have forhandlet en aftale klar om fri association. Formentlig med Danmark – hvis Danmark er velvilligt indstillet,” skrev han i Politiken.

På Christiansborg har interessen for fri association som antydet i Rasmus Jarlovs tweet dog hidtil været ringe. Kun Alternativet har eksplicit udtryk tiltro til modellen.

Først optrykt på Altinget/Arktis 30.5 2023


blog

Aki-Matilda Høegh-Dams tale-grønlandsk-aktion i Folketinget afdækker nye udfordringer for rigsfællesskabet

maj 23, 2023 • Af
Aki-Matilda Høegh-Dam er siden hendes første dag i Folketinget efter valget i 2019 blevet kendt som udfordreren fra Grønland, der uforfærdet insisterer på at forfægte, det hun anser for sin og andre grønlænderes retmæssige plads i kongeriget. Hun gør det gerne på utraditionel vis, som da hun fredag 12.5 valgte at tale grønlandsk fra Folketingets talerstol.
Den parlamentariske dialog i folketingssalen brød for en stund sammen midt under debatten om statsministerens årlige redegørelse for rigsfællesskabets tilstand, men Aki-Matilda Høegh-Dam anser det ikke for at være hendes ansvar.

Aki-Matilda Høegh-Dam holder sine følgere opdateret på de sociale medier. (Selfie)

Tværtimod havde hun ifølge egen forklaring på forhånd anmeldt til Folketingets præsidium, at hun ville tale grønlandsk netop ved denne lejlighed. Præsidiet havde altså, som sagen indtil nu er præsenteret, haft tid til at engagere en tolk, men havde ikke ageret på muligheden.

“Jeg er folkevalgt fra Grønland. Grønland er et valgdistrikt i sig selv. Jeg fører valgkamp på grønlandsk. Men jeg kan ikke repræsentere mit folk i Folketingssalen på det sprog, der er det officielle sprog i Grønland. Det ser jeg bare noget forkert i,” sagde Aki-Matilda Høegh-Dam til Ritzau.

Både Enhedslisten og Liberal Alliance støtter hendes grundsynspunkt, at det bør være muligt at tale grønlandsk og færøsk i Folketinget med simultantolkning. Folketingets præsidium skal diskutere sagen 14. juni.

En del anså tydeligvis Høegh-Dams aktion for barnlig og unødigt antagonistisk, et billigt mediestunt. Andre vil givetvis opfatte den som en påmindelse om behovet for fornyelse af det rigsfællesskab, statsministeren redegjorde for.

Aki-Matilde Høegh-Dam og en del i Grønland mener eksempelvis ikke, at “rigsfælleskab” er et dækkende begreb, men alene et retorisk dække over historisk grundfæstede og aldrig aflivede magt-ubalancer og manglende ligeværdighed mellem de to dele af riget.

Det identitære

I bagklogskabens lys kan man mene, at sprog-aktionen i hvert fald ikke burde være kommet bag på nogen. Aki-Matilda Høegh-Dam har ikke lagt skjul på, at hun agter at bruge sin indflydelse i Folketinget til at opnå også den form for indflydelse, man vinder ved at udfordre status quo uden frygt for at støde nogen fra sig.

Et par eksempler: Da hun ene kvinde – og i øvrigt tingets yngste medlem på det tidspunkt – rykkede ind i 2019, afviste hun det kontor, der blev anvist hende.

Aki-Matilda Høegh-Dam påpegede, at hun ikke bare repræsenterer sig selv, men sit parti, Siumut, så hun formelt set udgør en hel folketingsgruppe.

Hun har derfor efter bogen ret til mere end blot et almindeligt medlemskontor på gangen nær Folketingssalen, hvor de øvrige tre medlemmer fra Nordatlanten har fundet sig til rette.

Efter seje tovtrækkerier fik hun derfor tildelt mere rummelige lokaler andet steds i huset, hvor hun i dag præsiderer over sit sekretariat.

Senere fik Aki-Matilda Høeg-Dam, der har adgang til Socialdemokratiets gruppemøder, ved mindst én lejlighed i Mette Frederiksens første regeringsperiode den socialdemokratiske folketingsgruppe inklusive flere ministre til at synge grønlandske sange – på grønlandsk; en forsmag på sidste uges aktion.

Hendes første tale

Da det ved Folketingets åbning blev tid til hendes første tale fra talerstolen, kasserede hun et mere pragmatisk udkast, hendes medarbejdere havde forberedt.

I stedet redegjorde hun i Folketingssalen uden omsvøb for alle de dybe skader, hun mener, at Danmark påførte Grønland under kolonitiden, herunder de såkaldte intergenerationelle traumer, der længe efter kolonitiden, som formelt endte i 1953, stadig rammer unge mennesker som hende selv:

“Jeg blev født i 1996, altså da Hjemmestyret var 17 år, og jeg var 12 år gammel, da vi fik Selvstyret. Men alligevel oplever jeg som ung grønlænder og nu som folketingsmedlem stadig kolonitidens efterslæb. (…)”

“For selv om det ikke var mig, der var statsborgerskabsløs som min brors far, da han blev født, og selv om det var mig, der var den første årgang, som ikke gik i segregerede skoler som mine forældre, mine søskende, ja, som hele min familie gjorde, er jeg alligevel vokset op med eftervirkningerne af kolonitiden. (…)”

“Det er gået ud over familierelationer, har ført til forøget vold, alkohol- og stofmisbrug, der desværre er ført videre til de næste generationer, til os,” sagde hun.

Mens Mette Frederiksen lyttede med hævede øjenbryn, krævede Aki-Matilde Høegh-Dam på Grønlands vegne en undskyldning for samtlige 300 års koloniherredømme, og gerne straks:

“Det starter med en anerkendelse af vores fælles forhistorie på godt og ondt, det starter med en undskyldning,” lød det. Hun forklarede, at Folketinget efter hendes opfattelsen har et stort ansvar for, om Grønland vil ønske at samarbejde med Danmark i fremtiden:

“Grønland er jo på vej mod selvstændighed, hvilket enten kan styrke eller svække samarbejdet med Danmark, alt efter hvordan vi også opfatter denne rejse. Det er nu op til os sammen at vælge, om den svækkede tillid, der var og er mellem Danmark og Grønland, skal forbedres, eller om vi yderligere skal skabe afgrund,” sagde hun.

To veje til mål

For at komme nærmere en forståelse af Aki-Matilde Høegh-Dams praksis og tale-grønlandsk-aktionen kan det være nyttigt at sammenligne med Folketingets andet medlem fra Grønland.

Aaja Chemnitz (tv) og Aki-Matilda Høegh-Dam har på lange stræk samme politiske mål men forføger arbejdet i Folketinget fra vidt forskellige udgangspunkter. Foto: Leif Joseffsen.

Aaja Chemnitz, der har været medlem for partiet Inuit Ataqatigiit siden 2015, er blevet kendt på Christiansborg som overordentlig kapabel og resultatsøgende i den klassiske, nærmest ideale forstand, hvor en myreflittig pragmatisk og imødekommende politiker opnår solide resultater efter lange, seje træk i Folketingssalen, i udvalgsarbejder, samtaler med ministre, afholdelse af konferencer og så videre.

Aaja Chemnitz, der få år tilbage arbejdede i FN i New York, er tidligere børnetalsmand i Grønland og tidligere socialchef i Grønlands største kommune, skolet i det lange seje træk for konkrete forbedringer for Grønland, for de svageste og nationen som helhed.

Hun fremviser gerne den betragtelige liste af økonomiske og politiske sejre for Grønland, der er vundet på Christiansborg i hendes tid. Det er politik i genkendelige rammer, hvor økonomi, social lighed, job, vækst, fred, sikkerhed og materielle fremskridt prioriteres højt.

Ikke underligt, at Aaja Chemnitz i dag også er formand for Arctic Parliamentarians, et netværk af politikere fra alle de otte arktiske lande – de fem nordiske, USA, Canada og Rusland.

Aki-Matilda Høegh-Dam forfølger i bredeste forstand sin politik ad et andet og identitært spor, hvor hun insisterer på et Grønland forstået som en samlet sum af kultur og stolte traditioner, historie, sprog og anden egenart, herunder og arven fra kolonitidens tre århundreder.

Ideologisk tankegods

Listen over de mest kendte danske overgreb er snart velkendte; tvangsflytninger, juridisk faderløse, fødestedskriteriet, eksperimentbørnene, spiralkampagnen med videre.

Bag den bevægelse i Grønland, som Aki-Matilde Høegh-Dam er en del af, ligger dog også en opfattelse af mere systemisk undertrykkelse og udnyttelse.

X

Der har i en årrække været anseelig grøde i det grønlandske politiske miljø, hvor Aki-Matilda Høegh-Dam og andre af beslægtet indstilling – af og til under sloganet “decolonize” – bygger videre på tidligere årtiers politiske fokus på genrejsning af grønlandsk kultur, national egenart og sprog.

Her er opmærksomheden ikke mindst på diskriminationen af den halvdel af befolkningen, der kun taler grønlandsk, og på det der opfattes som en fortsat kolonial økonomisk strukturer mellem Danmark og Grønland, der i kritikernes øjne fastholder kolonitidens mønstre, så væsentlige værdier i Grønland ikke i rimeligt omfang kommer den menige grønlænder til gode – herunder indtjeningen på rejer og fisk.

Bevægelsens følgere taler om historisk betinget forfordeling af dem i Grønland, der har aktier i det danske, hvad enten det danske forstås som sproget, økonomien, de uskrevne privilegier, kulturel kapital eller andre måder, hvorpå “det danske” kan veksles til magt.

Bevægelsen har ingen egentlige institutioner eller nedskrevet manifest, men spreder sig over flere partier og grupperinger.

På den facon trækker Aki-Matilda Høegh-Dams praksis, herunder hendes tale-grønlandsk-aktion, på ideologiske gods fra identitære bevægelser i resten af verden; herunder Black-Lives-Matter som den globalt set mest indflydelserige. (Se for eksempel Kenan Malik: Not so Black & White, a History of Racism from White Supremacy to Identity Politics,” 2023).

Som i resten af verden er billedet i Grønland ikke simpelt, ikke sort/hvidt. Der er på lange stræk sammenfald mellem Aaja Chemnitz’ og Aki-Matilda Høegh-Dams politik; deres to partier regerer i øjeblikket Grønland i en fælles koalition. Aaja Chemnitz er også enig i, at det bør være muligt at tale grønlandsk i Folketinget.

Begge politikere slås for konkrete fremskridt, der kan forbedre hverdagen for de svageste i Grønland, for grønlændere i Danmark og styrke Grønlands sammenhængskraft.

Begge partier ønsker, at Grønlands bliver en selvstændig stat engang i fremtiden, men de to politikere angriber arbejdet i Folketinget fra vidt forskellige udgangspunkter og ofte med markant forskellige midler.

Gnister

Forskellighederne slår ind imellem gnister. Vi så med Aki-Mathilda Høegh-Dams aktion, hvordan det især kan virke som stærk kost på mange i Danmark (og i Grønland), når prioriteringen af egenart, etnicitet, sprog, og historiske rødder bliver ekstra tydelig.

Samme ses i kølvandet på forslaget fra det grønlandske parti Naleraq om et inuit-register, hvor mennesker med inuit-baggrund skal kunne lade sig registrere i Grønland.

En del af formålet er ifølge de foreløbige udlægninger af projektet blandt andet at gøre det muligt til sin tid at udelukke grupper af ikke-inuitter fra en eventuel folkeafstemning om løsrivelse fra Danmark.

Dansk Folkepartis Grønlands-ordfører Axel Ahrendtsen kaldte under debatten om Mette Frederiksens redegørelse for rigsfællesskabet Naleraqs formand Pelle Broberg for racist; en betegnelse, Broberg formentlig vil anfægte.

Andre vil mene, at en hvid, midaldrende dansker, der end ikke forstår grønlandsk, bør afholde sig fra at skrive om politiske strømpile i grønlandsk farvand på Altinget, selv når dønningerne skvulper helt ind i folketingssalen.

“Pass-the-mike” er en gængs frase i identitære bevægelser – også i Grønland. I Danmark vil der omvendt være dem, der mener, at teksten her er alt for venlig overfor Aki-Matilda Høegh-Dams bevidst provokerende aktion, og vi kan med sikkerhed se frem til flere udvekslinger.

Intensiteten i rigsfællesskabets indre liv er accelererende, og der er allerede dygtige folk både i Danmark og Grønland, der før har boltret sig utvunget i offentligheden, som nu tøver eller tier af frygt for at få ørerne i maskinen.

Folketingets præsidium kan foreløbigt nøjes med at tage stilling til, hvordan grønlandsk og færøsk tale i Folketingssalen fremover skal håndteres. I Inatsisartut, Grønlands parlament, tales der rutinemæssigt både dansk og grønlandsk med tilhørende simultantolkning.

Let redigeret. Teksten blev først bragt på Altinget 21. maj 2023.

 


blog

Kan Arktis bane vej tilbage til samarbejde med Rusland?

maj 9, 2023 • Af

Gao Feng stod på talerstolen på Arctic Circle Assembly, en tilbagevendende international Arktis-konference i Reykjavik i oktober 2022. Den mangeårige kinesiske diplomat, som i disse år er Kinas særlige repræsentant i Arktis, er stilfærdig og anonym af udseende. Til gengæld var hans tale klar og slående.

Gao Feng kritiserede åbent de syv vestlige nationer i Arktis – USA, Canada og de fem nordiske lande – fordi de efter den russiske invasion i Ukraine har valgt at sætte alt samarbejde med Rusland i Arktisk Råd på pause.

“Geopolitisk kappestrid og konfrontation bør ikke hindre eller afbryde international samarbejde i Arktis. Arktis har ikke — vi har ikke — råd til de langvarige omkostninger ved en afbrydelse eller lammelse,” sagde Gao Feng og forklarede, at Kina vil fortsætte sit samarbejde med Rusland i Arktis uanset, hvordan de syv vestlige arktiske stater griber sagen an.

Gao Feng, Kinas arktiske ambassadør, Reykjavik 2022

Gao Feng var således blandt de første til at markere, hvordan Ruslands krig i Ukraine muligvis indvarsler en ny verdensorden, også længst mod nord.

De arktiske otte
Arktisk Råd, der længe har udgjort kernen i samarbejdet mellem stater i Arktis, hører til de internationale organisationer, der er hårdest ramt af Ruslands forandrede rolle i verdenssamfundet.

Arktisk Råd blev skabt som opfølgning på en serie miljøsamarbejder, der igen var opstået, efter at Mikhail Gorbatjov i 1987 formulerede en vision om Arktis som en fredens og samarbejdets region. Canada og Finland gik forrest, og i dag hører Arktisk Råd til hjørnestenene i den skrøbelige politiske samarbejdsstruktur, der er bygget op i Arktis.

Arktisk Råd har basalt set primært en normsættende, rådgivende funktion, selvom det også er blevet til tre juridisk bindende aftaler undervejs. Rådet medvirker til at sikre en bæredygtig og vidensbaseret udvikling af de arktiske samfund samt miljøbeskyttelse og forvaltning af regionens naturressourcer. Samtidig er rådet et vigtigt redskab til forsvar for de arktiske staters forrang i normsætningen, styringen og reguleringen i Arktis.

De otte medlemsstater har alle territorium i Arktis og har derfor folkeretlig adkomst til at foretage en hvis regulering og styring — også i deres egne vidtstrakte havområder i Arktis.

Ruslands udenrigsminister Sergey Lavrov overtager formandsstaven i Arktisk Råd maj 2021 fra sin islandske kollega Gudlaugur Thor Thordarson – det var dengang…

Arktisk Råd synliggør på den måde ’de arktiske ottes’ forrang, men de arktiske nationer er ikke alene i Arktis. Klimaforandringerne betyder, at der er voksende adgang til naturressourcerne i Arktis — olie, gas, mineraler og fisk — og til fremtidens fragtruter og kommunikationslinjer mellem Asien, Europa og USA. Mange ikke-arktiske nationer har derfor længe søgt at øge deres indflydelse i regionen, og lykkes det ikke at genetablere samarbejdet med Rusland i Arktisk Råd, vil det nuværende arktiske mønster, der har tjent de otte medlemmer af Arktisk Råd rigtigt godt, blive yderligere udfordret.

Fire millioner mennesker bor i Arktis – men Arktis er for tiden splittet i to uforenelige halvdele, hvor Rusland alene udgør den ene halvdel

Arktis Råd i krise
Rådets krise indfandt sig straks efter invasionen af Ukraine. De syv vestlige rådsmedlemmer meddelte, at de stillede al aktivitet i Arktisk Råd på pause i lyset af det russiske brud på folkeretten. I juni genoptog de en række projekter i rådets regi, men kun projekter, der udføres uden russisk medvirken.

Alt samarbejde med Rusland i Arktisk Råd på politisk niveau såvel som i rådets mange forskningsnetværk og arbejdsgrupper er i skrivende stund stadig på is, og der er ikke etableret kriterier for, hvornår en optøning kan komme på tale.

De vestlige diplomater fastholder, at Arktisk Råd stadig lever og blot venter på at invitere Rusland tilbage, og dele af den russiske administration synes at dele ønsket om at genfinde normalen. Arktisk Råds fundats, den såkaldte Ottawa Deklaration fra 1996, indeholder dog ingen mulighed for en pause-sætning, og Rusland, der i 2021 overtog rådets roterende formandskab, har højlydt opfordret til genoptagelse af samarbejdet.

Arktis som samarbejdsmulighed
Det er derfor absolut muligt, at Arktis kan blive det første sted, hvor et samarbejde med et ’nyt Rusland’ kan begynde, når krigen i Ukraine afsluttes.

Men det er ikke sikkert, at det vil gå den vej. Bag de indlysende fælles interesser i Arktis, ligger stadig de større og tungere uenigheder — først og fremmest om Ukraine og folkerettens ukrænkelighed.

Samarbejdsmønstret i Arktis er også på andre måder forandret. Sverige og Finlands indtræden i NATO vil betyde, at alle medlemmer af Arktisk Råd på nær Rusland fremover er NATO-medlemmer, der sandsynligvis også efter krigens afslutning vil tilstræbe en mere robust militær indkapsling af Rusland i Arktis.

En diger rapport om det arktiske samarbejdes krise fra den finske regering konkluderede i oktober 2022, at der ingen vej findes tilbage til normalen: Det er selve det arktiske samarbejdes fremtid, der er til debat.

Skrækscenariet
De færreste ønsker dog et Arktisk Råd uden Rusland. Et simpelt blik på verdenskortet røber, at Ruslands arktiske og fjernøstlige provinser udgør halvdelen af den arktiske region.

Spørgsmålet er derfor snarere, om Arktisk Råd kan holdes funktionsdueligt uden Rusland, mens vi venter på et nyt og mere tåleligt regime i Moskva.

Kan det arktiske samarbejde overhovedet finde en ny tilstand, der minder om den gamle, når tilliden til Rusland er så ringe? Eller er Arktisk Råd og dermed hele det internationale mønster af samarbejde i Arktis, som er opbygget gennem de seneste tre årtier, ved at blive afløst – og i givet fald af hvad? Vil Rusland, Kina, Indien og andre lande søge sammen og etablere en ny orden i Arktis, sådan som det forudses andre steder på kloden?

Udfaldet af krisen for det arktiske samarbejde vil også få væsentlig betydning for det danske kongerige, især naturligvis hvis samarbejdet med Rusland ikke genetableres. Halvdelen af Arktis er som nævnt russisk.

Nye militære spændinger i Arktis vil påvirke både Grønland og Færøerne og kræve væsentlige omprioriteringer i det danske forsvar. Interessekonflikten om havbunden i Det Arktiske Ocean mellem Danmark, Canada og Rusland vil få ny karakter, og miljø- og klimaindsatser i regionen vil miste sin kraft.

Det mest omtalte skrækscenarie i Vesten er, at Rusland og Kina med Indien og en række andre asiatiske nationer som medvirkende nu vil finde så stærke fælles interesser Arktis, at de forsøger at etablere en ny orden udenom Arktisk Råd.

Går udviklingen den vej, vil det medføre en ny risiko for sikkerhedspolitisk spænding i Arktis, øget stormagtsrivalisering, oprustning og en neddrosling af de pan-arktiske indsatser til gavn for bæredygtighed, de arktiske folk og klimaet.

Antallet af vestlige såvel som russiske militærøvelser, flådemanøvrer, missiltest med videre i Arktis steg allerede før Ukraine, og intensiteten er skruet mærkbart i vejret efter invasionen. En væsentlig del af præsident Putins atomare afskrækkelsesapparat — flådeskibe, fly og ubåde — er baseret på flådebaser på Kolahalvøen, og USA og resten af NATO har øget deres patruljering i Arktis og Nordatlanten både i luften og til vands.

En samlende og eftertragtet institution
Vi kommer med andre ord til at mærke det, hvis Arktisk Råds rolle også på længere sigt undermineres, uanset at dets betydning for fred, klima og folk i Arktis ikke hidtil har fået megen reklame.

Arktisk Råd er således to gange blevet indstillet til Nobels Fredspris for sin evne til at skabe konsensus og engagere både Rusland, de syv vestlige medlemslande og de arktiske folkeslag i fredeligt samarbejde.

Rådet udviklede sig fra årtusindskiftet til en stærkere institution. En række nationer, herunder Kina, Japan, Indien, Korea og Singapore, fik blik for den arktiske regions boomende betydning og fik tildelt pladser som observatører på linje med lande som England, Frankrig, Tyskland, Spanien og Polen.

Alle måtte de acceptere, at de som observatører ikke ville få stemmeret i Arktisk Råd, men det var som om, at enhver form for indflydelse i Arktis blev så eftertragtet, at de skarpe betingelser ingen hindring udgjorde.

Ved Ruslands invasion af Ukraine sidste år var Arktisk Råd efter bare 26 års eksistens blevet det uomgængelige samlingspunkt og forhandlingsforum for de otte arktiske regeringer, observatørerne og også for de oprindelige folkeslag i Arktis. De arktiske folk fik fra Rådets fødsel i 1996 status som “permanent participants”, og i realiteten træffes der ikke beslutninger uden dem. Også på det punkt er Arktisk Råd bemærkelsesværdigt.

Kinas øgede rolle
Den kinesiske udsending Gao Fengs bemærkninger i Reykjavik sidste år illustrerede, hvordan den arktiske region nu afspejler både den globale usikkerhed om Ruslands fremtidige plads i verdenssamfundet og den igangværende stormagtsrivalisering eller multipolaritet.

Kina har længe fulgt en aktivistisk kurs i Arktis. Beijing har vedholdende arbejdet på at sikre sig en mere markant position i regionen, og Xi Jinpings styre har involveret sig i både råstoffer og infrastruktur i det russiske Arktis, mens russiske ledere i Putins cirkel tydeligt har annonceret et nyt arktisk fokus mod øst.

Arktisk Råds logo afspejler det stærke fokus på klima, natur og bæredygtighed – men det blev opfundet i en anden tid, hvor stormagtsrivaliseringen ikke fik lov at bremse samarbejdet

Putins minister for Udvikling af Arktis og Ruslands fjernøstlige provinser, Aleksej Tjekunkov, beskrev eksempelvis i august sidste år på det russiske mediehus RBC’s hjemmeside en verden, hvor Rusland ikke længere samarbejder med Vesten i Arktis.

Tjekunkov anbefalede en udskiftning af Ruslands vestlige partnere i Arktis med kinesiske, indiske og andre asiatiske partnere og et altfavnende paradigmeskifte mod øst, baseret på den kinesiske krigsfilosof Sun Tzu’s tænkning (som vi beskrev i sidste udgave af Udenrigs).

Tjekunkov anbefalede tålmodighed, lange tidshorisonter, en fast kurs og fokus på egne styrker. Han pegede på Ruslands omfattende arktiske reserver af olie, gas, guld, zink, sjældne jordartsmetaller, diamanter, fisk og andre råstoffer. Han vil forfølge de asiatiske tigerøkonomiers model “over generationer” – og det er på høje tid, mener han:

“Ti af Ruslands 15 største handelspartnere har indført sanktioner, der rammer 40 procent af vores handel. Halvdelen af vores guld og valutareserver – 300 milliarder dollars – er fastfrosne. Russiske banker er blevet afkoblet det internationale betalingssystem. Russisk industri er afskåret fra den teknologi, der skal bruges til at producere tusinder af ton varer fra papir til satellitter. Himlen er lukket for vores flyvemaskiner, grænserne er lukket for fragt og for russerne selv,” lød det på RBC.

Kina er i forvejen den største udenlandske investor i de store projekter til udvikling og eksport af flydende naturgas i det russiske Arktis, særligt det såkaldte Arctic LNG1 og Arctic LNG2 på Jamal-halvøen op mod Det Arktiske Ocean. Det er de største industrielle projekter i den arktiske historie.

Kina har ligesom Indien systematisk øget sine opkøb af russisk olie og gas i takt med, at Europa har skruet ned for samme i 2022. Kina er dertil engageret i udviklingen af den maritime infrastruktur langs Nordøstpassagen, der løber nord om Rusland. Den opfattes i Beijing som et strategisk alternativ til de sårbare fragtruter i Sydøstasien.

Rusland og Kina har også gennemført fælles militære øvelser i Beringstrædet og andre steder.

Stridigheder mellem Kina og Rusland
Flere dybere modsætninger mellem Kina og Rusland kan dog forhindre, at det udvikler sig til et egentligt transformerende samarbejde i Arktis.

To danske forskere, lektor og ph.d. Camilla Sørensen og lektor og ph.d. Jørgen Staun fra Forsvarsakademiet, skriver i en endnu ikke udgivet artikel, at de to nationer har “uforenelige strategiske kulturer”.

De to forskere når frem til, at Rusland og Kina sandsynligvis i nogen tid vil fortsætte med at udbygge deres samarbejde i Arktis. Men de skriver også, at de to stater begge har så markante behov for at demonstrere deres status som stormagter, at disse stormagtsmanifestationer i stigende grad vil kollidere og underminere eventuelle tilløb til et mere strategiske samarbejde.

USA’s ageren vil også spille ind. Men åbne forsøg på at drive kiler ind mellem Rusland og Kina vil formentlig mere styrke end skade samarbejdet mellem de to nationer, skriver forskerne.

Ikke en fælles kurs
Kina og Rusland har forskellige syn på Arktis. Rusland mener som de syv vestlige nationer i Arktis at have særlige, geografisk og historisk betingede og delvist folkeretligt befæstede rettigheder i Arktis.

Kina har derimod i de seneste otte-ti år argumenteret for sin ret til at deltage i den fremtidige regulering, forskningen og de fredsbevarende indsatser i Arktis.

Kina anser sig selv for at være en nær-arktisk stat, svært påvirket af klimaforandringerne i Arktis og som medlem af FN’s Sikkerhedsråd medansvarlig for freden i Arktis. Også Kinas medlemskab af IMO og andre internationale organisationer med mandat i Arktis fremhæves som argument for Kinas og andre ikke-arktiske staters retmæssige plads ved forhandlingsbordene.

På den teknologiske og forskningsmæssige front opfatter Kina Arktis som en af klodens “nye strategiske fronter” på linje med rummet og havbunden. Opfattelsen er ikke populær i Moskva og vil næppe fremme et dybere russisk-kinesisk partnerskab i Arktis.

På lang sigt vil Kina og Rusland altså næppe optræde som egentlige tætte strategiske partnere i Arktis, men det løser ikke Arktisk Råds aktuelle dilemma og krisen i det arktiske samarbejde.

Når disse linjer læses er rådets udfordringer næppe forsvundet, Vestens samarbejde med Rusland i Arktis er formentlig stadig på pause på ubestemt tid, og ingen øjner vejen tilbage til det gamle.

Teksten her blev først trykt i tidskriftet Udenrigs fra Udenrigspolitisk Selskab i maj 2023. 


blog

Greenland women seek a reckoning for a 1960s Danish campaign to reduce births in Greenland

marts 31, 2023 • Af

From 1966 to 1970, during the so-called ”coil campaign” in Greenland that was set in motion by the Danish health authorities, about half the fertile women of Greenland — including girls as young as 13 — had an intrauterine contraceptive device, an IUD, inserted into their uterus.

Documents recently unearthed and testimony by women subjected to the campaign indicate that a significant part of the women were not aware of what happened or had not consented to the intervention. In some cases, where the parents of very young women should have been involved, they were not. There are indications that a number of those affected suffered severe pains, subsequent complications and infertility.

After decades of silence, still more women in Greenland are now publicly sharing their experiences and the coil campaign is being established as perhaps the most serious of all known Danish offenses in Greenland, a Danish colony until 1953 and now an integral part of the Danish Kingdom.

Naja Lyberth when she was 14. Today she is at the center of a campaign to assist those affected by the coil campaign. (Courtesy of Naja Lyberth)

The women involved had a coil, in many cases of the brand Lippes Loop, inserted by medical doctors, almost all of whom were Danish. At a request from the Danish Chief Medical Officer in Greenland, the Danish parliament in 1973 amended relevant legislation so that doctors in Greenland were no longer required to involve the parents of girls between 15 and 18 years of age before they advised them about birth control. It now appears that in several cases such advice was immediately followed by the insertions of a coil.

In the five years from 1966 to 1970, some 4,500 women had an IUD inserted, many in connection with an abortion or when giving birth. The campaign continued until 1974, but there are no records to tell how many IUDs were administered in the last years of the campaign.

The effect was considerable. Data from Statistics Greenland show that the number of births in Greenland dropped by some 50 percent in the early 1970’s only to rise slowly from then on.

In Greenland, some now use the term “genocide” to describe this campaign.

50 years later

The campaign resurfaced into public scrutiny in May 2022 when the Danish Broadcasting Corporation aired four podcasts detailing much of the relevant proceedings. Since then, additional information has been steadily forthcoming.

Today we know for instance that the zigzag-shaped Lippes Loop-coil must have sometimes been bigger than the not yet fully developed uterus of the youngest of the women affected. Reportedly, only the size D of the Lippes Loop coil was available in Greenland at the time, indicating that some women and in particular the youngest very likely suffered severe pain and possibly additional complications.

At least one early death has been connected to the campaign and fragments of other difficult lives are appearing through the now shared stories of abdominal pains, infertility, operations and complicated sexuality. As late as 2022, a gynecologist at Queen Ingrid’s Hospital in Nuuk, Greenland’s capital, extracted a Lippes Loop coil from the uterus of a patient.

The media in Greenland has closely covered new details recently emerging about the campaign and in February, Francisco Cali Tzay, the UN’s Special Rapporteur on the Rights of Indigenous Peoples, added the coil campaign to his report on possible violations of human rights in Greenland to the UN’s Human Rights Council.

Last year, Denmark’s then Minister of Health, Magnus Heunicke, and Greenlands Naalakkersuisoq or Minister for Children, Youth, Families and Health, Mimi Karlsen, promised a full investigation of the coil campaign. The investigation, however, has not yet begun.

The Lippes Loop IUDl, was intended for long term use and available in many countries in the 1960’s (Journal of Postgraduate Gynecology and Obstetrics)

In Greenland, women adversely affected by the campaign are offered free medical or psychological help. In January, anybody affected by the campaign was asked to forward relevant material to the office of Greenland’s Chief Medical Officer in Nuuk. Data is also collected for the years after 1992, when the Greenlandic authorities took over responsibility for Greenland’s health sector. According to media reports in Greenland, some 30 women have so far provided information of their own experiences with the coil campaign. Nine women have reported that they were subjected to an IUD after 1992, even if they had not given their consent. The responsible doctors in Greenland may now face legal prosecution.

Women of the Year

A group of some 130 women in Greenland who are communicating primarily via Facebook are preparing court cases and demands for financial compensation from Denmark. Meanwhile, they are confronting the still-painful effects of the campaign.

In 2017, after almost five decades of silence, the groups’ moderator, psychologist and trauma specialist Naja Lyberth, became the first to talk publicly of her painful encounter with the campaign.

Last year, she featured as the main character in “Greenland’s Lost Generation,” a television documentary by the BBC, and on the BBC’s list of the World’s 100 most inspiring women. In February, she won the title of Arnatsialak or Woman of the Year in Greenland.

“I have found out that I was not 14 years old, but actually only 13, when I had my coil,” she explains via Zoom from her home in Nuuk.

She skipped a grade at the school in Maniitsoq, her hometown, and was therefore summoned at a particularly young age. She was not sexually active, she was not yet 15, and her parents were not asked to consent. Describing the pain, she evokes images of knives, but afterwards she did not talk about the intervention with anyone.

In 1992, she finished her education as a psychologist in Denmark and later received additional training as a trauma specialist. Today, she has served for a number of years on a team of specialists organized by Greenland authorities which travels across the country to help adults suffering from trauma as a result of childhood sex abuse.

Some years ago, Naja Lyberth realized that she was suffering from similarly trauma herself:

“When I entered my menopause, I had strong menstrual pains and many of my symptoms reminded me of the pains I experienced when I had my coil. Once again, I felt that something was too big for my body, just like the gynecological tools and the coil back then. My body, my uterus, all my abdomen reacted,” she says.

During her training as a trauma specialist she managed to treat her own trauma and she is now eager to assist others:

“It can lead to very serious retraumatization if you are unprepared and suddenly reintroduced to your old trauma. You may feel unprotected and vulnerable, so it is important that you are convinced that you are protected by your surroundings and that you feel you are able to protect yourself. This is particularly important,  because we now know that we were subjected to a large and politically orchestrated campaign,” she says.

“I knew that many would ask why they have been unable to get pregnant. We all know someone, our cousins or other women, who have been unable to have children. I assumed that some of them would be retraumatized,” she says.

 
Today, Naja Lyberth, who is trained as a trauma specialist, is helping Greenlandic women confront their experiences with the so-called “coil campaign.” (Courtesy of Naja Lyberth)

She compares her own reactions to those she finds with victims of sexual abuse.

“You are commanded by your fear. You feel shameful and embarrassed. You say nothing because you are afraid you will be judged or shamed,” she says. She places full responsibility for the coil campaign on Denmark:

“The doctor was only the extended arm of the state of Denmark,” she says.

“I was not allowed to rule over my own body or my uterus. I feel as if my body was colonized. Today, I have taken back my authority through my protests. I have decolonized my body, but I have no doubt that our bodies were colonized back then. It is only now that my body and my psyche no longer belong to the (Danish, ed.) government.”

She never told her parents what happened back then, but last year she visited their graves in Maniitsoq.

“I wanted to tell them everything. Your uterus is the most private of all and all the way in there I was subjected to an unwanted intervention. They violated not only our genitals and our hymens. They forced their way into our innermost organs. That was far too violent to handle for a young woman, so everything got suppressed until my body remembered it again,” she says.

Meanwhile, she found a possible explanation why so many allowed themselves to be subjected to the coil campaign without protest:

“In the older times we had to live in tight communities and let our leaders command the greater family in order that we could act together and make sure that all survived the harsh conditions. Already before we are able to speak, it is implanted in our superegos that we should not oppose authority,” she says. Which may explain, she finds, some of the traumas now surfacing:

“We suppressed our natural urge to fight or flee, which is why trauma occurs. Wild animals do not get traumatized because they don’t suppress their reflexes. They fight or flee when they have to. Afterwards they rest behind a bush and soon they are ready to move on. We did not have that option,” she says.

Single mothers

The promised probe into the campaign will be designed to unearth among others what motivated the Danish authorities to launch the campaign. In the 1960s Greenland’s population had the highest growth rate of any population in the world —but it is not clear why the Danish authorities found this so alarming that a campaign was deemed necessary.

In 1963, Mogens Boserup, a Danish economist deeply involved in Denmark’s efforts to modernize Greenland, explained in a book about Greenland’s economy that he saw no reason for “significant concerns regarding the growth of the Greenlandic population, even if it is close to a world record.”

On the contrary, Boserup described the number of children in Greenland at the time as economically beneficial since it would ensure sufficient workers to steer Greenland into a more prosperous future. His conclusion: “No regard to the growth of the population indicates that economic policy should involve in the relevant future propaganda in favor of birth control.”

Other reasoning behind the coil campaign may have been founded on Danish concerns about sexuality and family structures in Greenland. When the number of births in Greenland peaked in the 1960’s, more than one in four children were born by single mothers, a phenomenon that could have disturbed key actors in Denmark at the time.

Asii Chemnitz Narup, the former mayor of Nuuk and member of Inatsisartut, Greenland’s parliament

Lyberth accuses the designers of the campaign of a lack of cultural understanding: “Suddenly we had to learn Danish and live in nuclear families instead of our extended families,” she says.

“To have children, grand-children and great-grand-children was our security in old age. Our extended families were self-sufficient and children were our pension fund,” she says.

Genocide

Last year, as the coil campaign became publicly known, Aki-Matilda Høegh-Dam, one of the two Greenlandic members of the Danish parliament, was among the first to use the term ”genocide” as she lashed out against campaign. Today she no longer stands alone:

“At first I wondered if it was really necessary to talk so loudly to be heard, but I have come to a new understanding, so thank you to Aki-Matilda,” says Asii Chemnitz Narup, former mayor of Nuuk and presently a member of Inatsisartut, Greenland’s parliament, for Inuit Ataqatigiit, the main party in Greenland’s governing coalition.

“Thousands of Greenlandic lives were never conceived. It was a violation of the individual woman’s life and of the life of her partner, but it was also a violation of our society that has been deprived of a great number of citizens. Numerous talents and individuals, dreams and laughter, strength and a wealth of ideas has been lost to us as a people and as a country. It is a crime against Greenland and our people. I may sound as if I am exaggerating, but that is how I feel,” she told ArcticToday.

The term “genocide,” according to the UN convention to prevent it, applies if proof is provided that one or more clearly identifiable and still living individuals has had the “intent to destroy, in whole or in part, a national, ethnic, racial or religious group,” and took actions inlcuding  “imposing measures intended to prevent births within the group.”

The Danish Institute for Human Rights and the Human Rights Council of Greenland have jointly appealed to the Danish government to secure compensation and recognition of the abuse suffered by the women involved.

“We are talking of systematic and serious violations of some very basic human rights,” says the director of the Danish Institute for Human Rights, Louise Holck. Neither of the two human rights bodies, however, have so far used the word genocide.

“Based on what we know from other cases it is very hard to prove that an actual genocide has been committed, partly because intent by one or more individuals  — civil servants, politicians, doctors or others — to destroy the population partly or entirely has to be proven,” says Holck.

A formal indictment pertaining to genocide would have to be opened by the Danish public prosecutor against individuals still alive, not against the Danish state. Proof would have to be at hand that the relevant individuals wanted to curb the number of births in Greenland not for economic or moral reasons, but based on ethnic or nationalist hatred.

The investigation of the coil campaign promised by the governments in Nuuk and Copenhagen is expected to take at least two years. According to a formal announcement, it will involve hearing of witnesses. The findings will feed into a larger probe of all controversial Danish deeds in Greenland since World War II which was agreed between Greenland’s Premier Muté B. Egede and the Prime Minister of Denmark Mette Frederiksen in June 2022.

First published on ArcticToday. com  30th March 2023 / this is an edited version