pornjk.com tube600.com xpornplease.com redtube.social porn600.me porn800.me watchfreepornsex.com tube300.me
blog

Sådan kan Trumps trusler om militær annektering af Grønland måske afværges

april 22, 2025 • Af

Tirsdag i sidste uge foreslog en af Canadas førende Arktis-analytikere, juraprofessor Michael Byers, hvordan canadiske tropper kan medvirke til forebyggelse af en Trump-anført amerikansk militær overtagelse af Grønland:

“Heldigvis er der stadig tid til forebyggende tiltag. Canada og andre Nato-stater bør omgående sende små grupper af militært personel til Grønland på ‘øvelser’ med de danske styrker. Canada har allerede tropper i Letland, hvor de løser en tilsvarende afskrækkende opgave mod Rusland,” skriver Byers i avisen The Globe and Mail.

Byers, der er Canada Research Chair in Global Politics and International Politics ved University of British Columbia, minder i sin artikel om, at enhver amerikansk intervention i Grønland vil være ulovlig uden dansk og grønlandsk billigelse.

 

“Selv Mr. Trumps indirekte trusler er ulovlige, fordi FN’s Charter forbyder ‘trussel om magtanvendelse eller brug af magt; det være sig mod nogen stats territoriale integritet eller politiske uafhængighed’,” skriver han.

Trumps trusler er i srid med international lov, skriver Byers

Byers opfordrer den canadiske regering og andre Nato-lande til at arbejde for en resolution fra FN’s Generalforsamling, der genbekræfter grønlændernes ret til selvbestemmelse og forbuddet mod trusler eller brug af militær magt i internationale forhold.

“En sådan resolution ville få ekstremt vidtrækkende opbakning, inklusive fra stater i det globale syd. Den ville ikke kunne blokeres af USA, da der ikke kan nedlægges veto i generalforsamlingen. Hvis Mr. Trump overvejer et træk, der vil gøre ham til international paria, vil det være passende, at han mærker lidt af presset, før han går til værket,” skriver han.

Resolut modstand?

Måske er Byers opfordring unødvendig. Måske vil Donald Trump trods alt bøje af, før han griber til militær magtanvendelse mod et andet Nato-land. Vi ved heller ikke, hvilke træk Mette Frederiksens regering og den nyvalgte ledelse i Nuuk med Jens-Frederik Nielsen i spidsen eller det hårdt prøvede dansk-grønlandske diplomati overvejer.

Men Byers er ikke alene om at tænke alle relevante scenarier igennem, også de ubehagelige, og der kan hentes yderligere inspiration fra Grønlands egen politiske verden.

Som seniorforsker Rasmus Sinding Søndergaard fra Dansk Institut for Internationale Studier skrev i en kronik 7. april: “det er yderst tvivlsomt, at en afventende strategi vil virke denne gang. Trump er omgivet af loyalister, og der er ikke udsigt til, at hans rådgivere vil afbøde hans impulser.”

Søndergaard anbefaler ikke så vidtgående armerede træk som Byers, men en række mere offensive politiske skridt, og så skriver han: “Med Trumps vedholdende interesse i at opnå kontrol med Grønland og hans mere aggressive forfølgelse af udenrigspolitiske interesser, er der behov for en mere proaktiv dansk strategi (…) Regeringen (bør) tydeliggøre, at ethvert forsøg på at tage kontrol med Grønland vil blive mødt med resolut modstand.”

Daværende FN-generalsekretær Ban Ki-moon besøgte Grønland i 2014. Foto: FN/Pressefoto

Canadisk statsbesøg

Bliver vi i Michael Byers canadiske spor, burde det være muligt hurtigt at invitere premierminister Mark Carney på besøg i Grønland. En invitation fra den nye ledelse i Nuuk ville givetvis blive vel modtaget i Canada og et besøg af Mark Carney vil sende et klart signal om Canadas opbakning til Grønland.

Canada har et erklæret mål om at øge samarbejdet med Grønland og planer om snarest muligt at åbne et konsulat i Nuuk på linje med USA’s.

Besøget kunne bruges til en lyn-åbning af konsulatet og måske til diskussion af et forsvarssamarbejde, som Byers foreslår. Canadiske tropper kunne eventuelt suppleres med franske.

Frankrigs udenrigsminister Jean-Noël Barrot tilbød allerede i januar at stille tropper til rådighed, og troppernes ophold kunne måske endda være længerevarende, hvor et nyt hold løbende afløser det forrige; sådan har amerikanske tropper gjort det i Norge.

Arktisk Kommando i Nuuk har længe samarbejdet med Canadas forsvar i Arktis; kommunikationslinjerne er på plads. Canadas og Grønlands fælles (hav)grænse blev endeligt beseglet i 2022; striden om Hans Ø er bilagt. Der er nok at bygge videre på.

Jens-Frederik Nielsen, den ny formand for Naalakkersuisut, kunne præsidere over en højt profileret, tv-egnet statsbegivenhed flankeret af Mette Frederiksen til demonstration af dansk suverænitet, dansk-grønlandsk samarbejde og fælles canadisk-dansk-grønlandsk indsats for sikkerheden i Arktis, som Donald Trump taler så varmt om.

Nordiske statsministre

Fra nordisk side springer muligheden for et nordisk statsministermøde i Nuuk i øjnene. Norden leverer afgørende militære kapaciteter til USA’s og Natos indkapsling af Ruslands atomare slagstyrke i Arktis. Det er ikke mindst denne russiske arktiske slagstyrke, USA frygter i Arktis, og en fælles nordisk front vil givetvis gøre indtryk i Washington.

De nordiske regeringer er alle i samme situation; angste for Donald Trumps vrede, men også fortørnede over disrespekten for alliancer, normer og den internationale retsorden.

Grønland har længe søgt fuldt medlemskab af Nordisk Råd. Múte B. Egede boykottede som formand for Naalakkersuisut alle møder i Rådet i protest mod Grønlands udelukkelse fra Rådets magtcentrum.

Et nordisk statsministerbesøg i Nuuk vil signalere anerkendelse af dansk suverænitet og Grønlands ret til selvbestemmelse. Samtidig kan mødet bruges til at finde et mere konstruktivt leje for diskussionen om Grønlands plads i den nordiske familie.

Fem statsministre i Nuuk vil give et stærkt, tv-egnet moment og vil måske medvirke til at mindske Donald Trumps iver.

EU-medlemskab

Den nye ledelse i Nuuk har også mulighed for med dansk opbakning at søge genoptagelse i EU. Det står ikke øverst på dagsordenen i Nuuk i dag, men idéen blev vendt for nogle år siden i Demokratiit, Jens-Frederik Nielsens parti, og en ansøgning til Bruxelles ville illustrere Grønlands fortsat stærke tilknytning til Europa og udstille tomheden i Donald Trumps fortælling om grønlænderne, der gerne vil være amerikanere.

Grønland har siden udmeldelsen af EF i 1985 haft et fint samarbejde med Bruxelles. EU bidrager hvert år med mere end 240 millioner kroner i budgetstøtte især til Grønlands undervisningssektor, og samarbejdet udvides løbende.

Kommissionsformand Ursula von der Leyen åbnede i 2024 et EU-kontor i Nuuk; det første af sin art i Arktis. Ifølge en meningsmåling fra 2024 udført af Epinion for Nasiffik – Center for Udenrigs- og Sikkerhedspolitik på Grønlands Universitet, ville 60 procent af de adspurgte i Grønland stemme ja, hvis der var folkeafstemning om genindtrædelse i EU.

Et medlemskab af EU ville i øvrigt fungere som udvidet sikkerhed for Grønland. Berlingske mindede for nylig om et særligt afsnit i Maastricht-traktaten: “Hvis en medlemsstat udsættes for et væbnet angreb på sit område, skal de øvrige medlemsstater (…) yde den pågældende medlemsstat al den hjælp og bistand, der ligger inden for deres formåen. Dette berører ikke den særlige karakter af visse medlemsstaters sikkerheds- og forsvarspolitik,” lyder det.

FN’s generalsekretær

Yderligere understregning af Grønlands ret til selvbestemmelse og integritet kunne måske opnås, hvis Grønland og Danmark inviterede FN’s generalsekretær António Guterres til Grønland. Her kunne Guterres ved selvsyn orientere sig om klimaforandringernes fortsatte acceleration, der er tre gange voldsommere i Arktis end på resten af kloden.

Donald Trump vil måske ikke interessere sig for generalsekretærens rejse, men det vil de amerikanske tv-stationer, og en drejebog foreligger allerede: Daværende FN-generalsekretær Ban Ki-moon besøgte Grønland i 2014, hvor han sammen med blandt andre med Aleqa Hammond, formand for Naalakkersuisut, og statsminister Helle Thorning-Schmidt besøgte Uummannaq i nord og isfjorden i Ilulissat. Billeder af generalsekretæren i sælskindsdragt fra top til tå gik verden rundt.

Klimadiplomatiet kan udvides efter kendt model. I 2007 rejste statsminister Anders Fogh Rasmussen og den grønlandske formand Hans Enoksen med Tysklands kansler Angela Merkel til Ilulissat, og Connie Hedegaard var som miljøminister samme år i Ilulissat vært for ti amerikanske senatorer.

Kong Frederik og invitation til Trump

Andre har foreslået inddragelse af kong Frederik som royal ambassadør, der måske kunne gøre indtryk på Donald Trump. Kongehus-kenderen Thomas Larsen bragte idéen op her på Altinget, men advarede selv: Trump er begejstret for det britiske kongehus, men de royale fra mindre nationer har ikke nødvendigvis samme slagkraft, mener Larsen.

Rasmus Sinding Rasmussen fra DIIS foreslår i den nævnte kronik, at Danmark og Grønland skal tilbyde USA en opdatering af sikkerhedsaftalen fra 1951 med “nye forsvarsinvesteringer samt et erhvervsfremstød rettet mod amerikanske virksomheder. Udspillet bør desuden indeholde en række symbolske komponenter, der taler til Trumps forfængelighed, for eksempel ved at invitere Trump til Grønland som den første amerikanske præsident – med kongelig pomp og pragt.”

Andre, herunder Lars Bangert Struwe, generalsekretær i Atlantsammenslutningen, har foreslået flådeøvelser i Grønland med deltagelse fra de europæiske Nato-lande; flådeøvelser kunne eventuelt suppleres med invitationer til landenes forsvarschefer. Flere europæiske Nato-lande bidrager gerne til sikkerheden i Arktis og har derfor brug for øvelsessejladser – gerne i Grønland, hvor mange allerede har været på besøg – herunder en portugisisk ubåd. Øget Nato-trafik ved Grønland ville signalere øget støtte til Grønland og Danmark.

Meget er allerede i gang: Regeringen overvejer at købe lufttankningsfly, så de nye F35 jagerfly kan operere mere også i Grønland og Arktis. Måske F35-ere kan udstationeres mere fast i Kangerlussuaq, hvor der både er hangar og landingsbane til dem. Forligskredsen på Christiansborg er enig om nye flådeskibe til Arktisk Kommando, store droner til brug i Arktis med videre. På den måde formuleres der konkrete svar på Donald Trumps kritik af Danmarks militære indsats i og omkring Grønland.

Hvis vi skal lære noget af forløbet i 2019, hvor præsidentens tanker om at købe Grønland først blev kendt, må det dog nu seks år senere nok være, at hans vedholdenhed i dette tilfælde synes at være af særlig karat. Der er ikke endnu synlige tegn på, at stormen vil drive  over.

Danmark har i år og næste år sæde i FN’s Sikkerhedsråd; i maj overtager Grønland, Færøerne og Danmark formandskabet for Arktisk Råd; til juli overtager Danmark formandskabet for EU.

Danske og grønlandske diplomater udnytter sikkert allerede af alle kræfter disse kanaler til at bremse Donald Trumps Grønlands-iver, men måske kan flere bidrage. Måske er der mulighed for at trække i mere utraditionel grad på det grønlandske, de øvrige arktiske folks og det danske civilsamfund, medier og kulturliv – eventuelt som led i formandskabet for Arktisk Råd. Kongerigets program for de næste to års formandskab, der blev offentliggjort i fredags, har i forvejen stærkt fokus på de oprindelige folks status og vilkår i Arktis.

Donald Trump og hans allierede forstår ikke rigsfællesskabets natur, den grønlandske selvstændighedsproces eller den grønlandske ulyst til at blive en del af USA – uanset mange års hårdt arbejde fra det danske og grønlandske diplomati. Også i Bruxelles, London, Paris, Tokyo, Beijing og andre hovedstæder kæmper man med at forstå, hvad der foregår, og det gør det sværere for Danmark og Grønland at samle opbakning.

Måske kan de arktiske samfunds og kulturens aktører bidrage mere her – især hvis de bliver aktivt inviteret til det. Og måske kan de store udenlandske medier og tv-stationer også inddrages mere aktivt, end vi er vant til.

Jeg oplevede i Nuuk for et par uger siden, hvordan de udenlandske journalister ofte starter på aldeles bar bund i Grønland – selv dem fra BBC. I første omgang kunne de amerikanske medier måske inviteres aktivt indenfor og kobles med grønlandske og danske kolleger i nye netværk og udvekslinger; den danske medieverden har arbejdet med den slags projekter andre steder på kloden i årtier.

En første invitation kunne eventuelt stiles til Fox News.

Artklen blev offentliggjort på Altinget.dk 15.4


blog

Mens Trump tilbyder sig, forsvarer Danmark sin status som Grønlands foretrukne partner

marts 18, 2025 • Af

Regeringen indfrier i disse dage et par hede ønsker i Grønland: To centrale danske styrelser flytter medarbejdere til Nuuk. Målet er, at Grønland selv på sigt skal overtage opgaverne – og måske tage endnu et skridt mod selvstændighed.

Natten til onsdag dansk tid anerkendte Donald Trump i sin tale til den amerikanske kongres grønlændernes ret til selv at bestemme deres fremtid.  

“Vi støtter stærkt jeres ret til at bestemme jeres egen fremtid,” sagde han. Væk var præsidentens tidligere krav om “ejerskab og kontrol”.

Mette Frederiksen mødtes med D. Trump i London 2019 – de fleste antog, at striden om Grønland nu var bilagt, men i dag fem år senere er den dybere end nogensinde

I stedet nøjedes han med et tilbud om tilslutning til USA, hvis grønlænderne ønsker det: “Hvis I vælger det, vil vi byde jer velkomne til Amerikas Forenede Stater. Vi vil sørge for jeres sikkerhed, vi vil gøre jer rige, og sammen vil vi løfte Grønland til højder, I aldrig tidligere har forestillet jer,” sagde Trump.

Plus et halvt løfte til Kongressen: “Jeg tror, vi får det; på en eller anden måde skal vi nok få fat på det.” 

Måske skifter Trump senere igen mening, måske tolkningen er for optimistisk, men her nu op til valget i Grønland på tirsdag er status tilsyneladende, at Trump forestiller sig en forhandlingsproces.

I så fald kan grønlænderne formentlig inden længe veje et lidt mere konkret amerikansk tilbud op mod en fremtid, hvor rigsfællesskabet eller et nyt form for samarbejde med Danmark skal sikre velfærden og hverdagen.

Fiskeriet er stadig Grønlands livsnerve

Her er det værd at huske, at hverdagen altid er konkret, og at valgkampen i Grønland har understreget netop denne pointe. Diskussionen om løsrivelse i Grønland kan trods stråleglansen fra alverdens tv-hold for mange grønlændere tydeligvis stadig virke lidt for luftig.  

Andre, jordnære forhold trænger sig på: Den grønlandske folkeskoles udfordringer, sundhedsvæsenets mangler og – ikke mindst – prisen på torsk.

Fiskeriet er stadig Grønlands livsnerve, mere end 90 procent af eksporten; rigtig mange familiers levebrød. Der skal fiskes, og der skal bygges skoler, havneanlæg og nye boliger. Især i Nuuk er der lige nu flere buldrende byggekraner end i hovedparten af de danske købstæder. Der skal penge i kassen, mad på bordet.  

Når vi taler om rigsfælleskabet og Donald Trumps tilbud, er det derfor værd at bide mærke i to nyheder, der hidtil har været slemt underbelyst. Her får vi et uhyre hverdagsagtigt indblik i, hvordan den danske regering vedholdende forsøger at gøre Danmark mere attraktiv for Grønland.

Fødevarer og SIRI 

  1. januar udsendte Fødevarestyrelsen en pressemeddelelse: “Fødevarestyrelsen åbner kontor i Nuuk”. Og 7. februar kunne nyhedstjenesten Sermitsiaq.gl meddele, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) senere på året også flytter medarbejdere til Nuuk.  

Det kan synes småt, men Mette Frederiksens, Lars Løkke Rasmussens og Troels Lund Poulsens triumvirat springer her ud som det første styre i København, der  aktivt hjælper selvstyret i Nuuk med at gøre klar til hjemtagning af stadig flere af de opgaver, Danmark fortsat løser for Grønland.

Som nyhedskrog overhaler aktionen mildt sagt ikke den amerikanske præsidents tale til Kongressen, men her rækker regeringen ind i selve hjertet af selvstyre-aftalen mellem Danmark og Grønland.

Det er her, i lovgivning vedtaget af store flertal i både Folketinget og Inatsisartut, det grønlandske parlament, at man finder anvisningerne på, hvordan Grønland bør arbejde sig frem til det punkt, hvor en forhandling med Danmark om løsrivelse kan finde sted.  

Politikernes hovedpine

Der er fart på hverdagen i Grønland for tiden. Fiskeriet trives, og byggeriet er i fuld galop. Der mangler arbejdskraft af al slags, men ingen arbejdsløshed af betydning.

Ti ministre fra Nuuk, Thorshavn og København samlet til det første rigtige møde i det ny kontaktudvalg 9. juni 2022 i Müller Pakkhus i Thorshavn – et af de meget få offentligt tilgængelige foto fra et møde i det såkaldte Kontaktudvalg. Thorshavn og Nuuk inddrages stadig tættere i regeringens sikkerhedspolitiske overvejelser

De grønlandske politikeres hovedpine er, at der ikke er tilnærmelsesvis samme fart på den hjemtagning af arbejdsopgaver fra Danmark, som ifølge selvstyreloven som nævnt skulle bane vej for selvstændighed. Danmark varetager fortsat masser af praktiske opgaver for Grønland. 

Straks efter selvstyrets indførelse i 2009 hjemtog det nye selvstyre al administration af råstofferne i undergrunden: olie, gas, zink, guld, jernmalm, sjældne jordarter og så videre.

Men derefter gik processen i stå. Der er stort set intet hjemtaget siden. Især fordi al hjemtagelse ifølge selvstyre-aftalen skal finansieres af Grønland selv – oplæring, uddannelse, løn, drift, administration og så videre. 

Flere grønlandske politikere har plæderet for, at der skal to til tango, og at Danmark har et medansvar for at få hjemtagningen til at køre. Det synspunkt har der hidtil ikke været megen forståelse for på Christiansborg, men regeringen har nu tilsyneladende vendt bøtten på hovedet.  

Rekruttering af medarbejdere til SIRI’s og Fødevarestyrelsens nye enheder i Nuuk, herunder grønlandske medarbejdere, bliver nu en prioritet, og målet er klart, selvom tidshorisonten er flydende.  

Som Lasse Guldbrandsen, der er chef for Fødevare Nord; den udførende enhed i Fødevarestyrelsen, fortæller mig:

“I første omgang har vi fokus på de opgaver, vi hidtil har varetaget fra Danmark og især på kontrollen med fødevareproducerende virksomheder og fartøjer. Vi starter med et kontor deroppe, og så er tanken, at vi flytter stadig flere opgaver derop med henblik på, at selvstyret på et eller andet tidspunkt selv kan overtage opgaven, selvom vi jo ikke kan sige noget om, hvornår det kan finde sted.”

Afhængig af smidig betjening

Med valget af SIRI og Fødevarestyrelsen rammer regeringen også plet: Myndighedskontrollen med de fabrikker og fartøjer, der producerer fisk og skaldyr til eksport, står sammen med håndtering af papirerne for folk, der skal arbejde i Grønland, allerøverst på listen over de opgaver, toppolitikerne i Nuuk sukker efter at få løst i Grønland, fordi Grønlands erhvervsliv er helt afhængige af dem.  

Som Christian Keldsen, direktør i Grønlands Erhverv, forklarer mig på en telefon fra Canada, hvor han er til mine-messe:

“Det virker måske som små bevægelser, men det er to områder som betyder rigtig meget for os. Cirka 12-13 procent af vores medarbejdere kommer udefra. Før var det danskere eller skandinaver, men de bliver færre og færre til fordel for folk fra Asien, så der er langt flere opgaver, der nu skal løses af SIRI, hvis det skal fungere hos os.”

Fødevarestyrelsen er aldeles afgørende, fordi fisk og skaldyr fra Grønland stadig eksporteres på grundlag af danske aftaler med EU, Kina, USA og så videre. Aftalerne kræver, at grønlandske fiskefabrikker og trawlere med produktion om bord jævnligt kontrolleres af de danske myndigheder, så køberne kan være sikre på sundhed og kvalitet.

En stor del af de færdige varer skal desuden nøje certificeres inden afskibning. De grønlandske virksomheder er med andre ord helt afhængige af smidig betjening fra Fødevarestyrelsen, som indtil nu har boet 3.500 kilometer mod syd.  

Med de nye lufthavne i Grønland opstår der også nye visioner om eksport af flybårne fisk direkte fra Grønland til restauranter i New York og Chicago; islændingene og færingerne er allerede i gang.

Skal det lykkes i Grønland, kræver det, at certificering kan finde sted i Grønland; et scenarie, der vil kræve mere omfattende forandringer, men som måske nu alligevel rykker nærmere. Regeringen har afsat syv millioner om året i fem år til at aflønne fire-fem medarbejdere på Fødevarestyrelsens nye i Nuuk; formentlig skal de dele kontorbygning med SIRI’s folk.

Regeringens ambitiøse projekt

Operationen lægger sig i forlængelse af regeringens langt mere ambitiøse projekt om at inddrage Grønland og Færøerne i sikkerhedspolitikken.  

Rusland oprustning i Arktis kræver modsvar, USA har i årevis krævet større dansk indsats i Arktis, og lederne i Thorshavn og Nuuk har længe insisteret på større indflydelse. Regeringen har følgelig givet store indrømmelser til Grønland og Færøerne.

Grønland har fået retten til at udpege Kongerigets arktiske ambassadør i modstrid med al tidligere praksis. Et udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitisk udvalg kører på fjerde år; her involveres toppolitikerne fra Nuuk og Thorshavn dybere i regeringens sikkerhedspolitiske værksted end nogensinde tidligere.

Sideløbende har de fået lod og del i de nye milliardtunge forsvarsforlig, og antallet af ministerbesøg i Thorshavn og Nuuk er forøget dramatisk. Ved sit seneste besøg i Nuuk tog forsvarsminister Troels Lund Poulsen endda forsvarschefen Michael Hyldgaard med. For nu blot at nævne et par eksempler.

Stilfærdig indsats 

Regeringen taler ikke disse processer op. Pressemeddelelsen om Fødevarestyrelsens nye kontor i Nuuk blev udsendt efter et centralt møde mellem minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen og den tidligere formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen, der i dag er fiskeriminister i Grønland.

Men i den korte tekst til offentligheden holdt Jacob Jensen sig til det basale: “Grønland og Danmark rykker endnu tættere i samarbejdet på fødevareområdet. Danmark og Grønland er enige om at styrke mulighederne for udveksling af medarbejdere. Det kan begge parter få nytte af,” lød det stilfærdigt. 

Men regeringens indsats er hårfint kalibreret med Naalakkersuisuts, det grønlandske landsstyres prioriteter, og den ligger direkte i tråd med det, Mette Frederiksen igen og igen har sagt i de seneste højspændte uger. Hun pointerer til stadighed, at rigsfælleskabet for hende ikke er en statisk størrelse, men snarere en proces.

I fuld overensstemmelse med tænkningen hos de ledende politikere i Nuuk.

Denne artikel blev først offentliggjort – i lidt andet format – på Altinget.dk/Arktis 7. marts 2025

 

 


blog

Trump ville købe Grønland, men USA’s nye Arktis-ambassadør ser intet behov for at tage ideen op igen

december 18, 2024 • Af

Fem år efter Trumps købstilbud afviser USA’s nye topdiplomat i Arktis nu, at USA har brug for øget kontrol over Grønland.

Spørgsmålet om Grønlands fremtid har hængt i luften, siden Donald Trump vandt præsidentvalget i USA i november. Trump foreslog som bekendt i 2019, at USA skulle købe Grønland af Danmark. Og som jeg skrev i en artikel på for et par uger siden, har hans tidligere rådgiver en ny drejebog klar til en politisk union mellem Grønland og USA.

Men Michael Sfraga, USA’s nyudnævnte Arktis-ambassadør, mener ikke, at landet under den kommende præsident Trump bør forsøge at binde Grønland politisk tættere til USA.Michael Sfraga blev i september godkendt af Senatet som USA’s arktiske ambassadør. Ni af stemmerne kom fra Republikanerne.

Ambassadøren anerkender ganske vist, at Grønland har central militærstrategisk betydning for USA. Han ser gerne et intensiveret samarbejde med Grønland om sikkerhed, handel, forskning og kultur, men han øjner ikke noget behov for en politisk union eller tilsvarende mellem USA og Grønland.

Han er heller ikke fortaler for en amerikansk overtagelse, eller for at USA skal blande sig i Grønlands og Danmarks interne forhandlinger i rigsfællesskabet, eller i Grønlands fremtid.

Michael Sfraga besøger København som led i en rundrejse til de arktiske hovedstæder minus Moskva. Jeg mødte ham i det såkaldte Færøværelse i kælderetagen på den amerikanske ambassade i København, hvor han beredvilligt svarede på mit spørgsmål:

Skal vi vente et nyt forsøg på at overtage Grønland, nu hvor Donald Trump igen indtager Det Hvide Hus?

“Jeg kan ikke forestille mig, at der vil være (et forsøg på, red.) en overtagelse af Grønland. Jeg kunne rigtigt godt lide den måde, Grønland svarede på nyheden om det, da der blev talt om det for nogle år siden, noget i retning af: Vi er ikke til salg, men vi er åbne for forretninger,” siger han.

“Set fra min position er Grønland en del af kongeriget. Vi overlader det til medlemmerne af kongeriget at afgøre de interne diskussioner, og hvordan fremtiden skal se ud. Vi overlader det til Grønland at bestemme, hvordan dets fremtid skal se ud, præcis som vi overlader det til Færøerne og andre lande at afgøre, hvordan deres fremtid skal se ud.”

Sfraga er erfaren aktør i det internationale samarbejde i Arktis, særligt i forskningsverdenen. Han ser de arktiske nationer, inklusive Grønland og Færøerne, som selvbestemmende, men forbundne kar, der kædes sammen på klassisk, vestlig vis med aftaler og alliancer om sikkerhed, handel, forskning og kultur, og som ikke har behov for aktiv amerikansk indblanding:

“Det er for mig den ansvarlige vej at gå. Jeg mener, at spørgsmålet om uafhængighed er op til Grønland og kongeriget. Men det skal selvfølgelig ikke afholde USA fra at investere, hvor det er nødvendigt, og sikre, at Grønland forbliver trygt og sikkert som en del af kongeriget,” siger han.

Hvad vil Trump med Grønland?

En del vil nu måske huske, hvordan Donald Trump i 2019 formulerede sin vision om at overtage Grønland: “Strategisk ville det være rart. Grundlæggende er der tale om en stor ejendomshandel. Rigtig meget kan lade sig gøre,” sagde han, og så rullede lavinen.

Mediedækningen var intens, og Grønland meddelte på Twitter “We are open for business, but not for sale”. Mette Frederiksen kaldte på tv diskussionen for “absurd”, og præsident Trump aflyste spektakulært et planlagt besøg i Danmark.

Siden blev det klarere, at Trumps melding afspejlede mere end 150 års dyb amerikansk interesse for Grønland, et vedholdende fokus på Grønlands mineralforekomster og tunge overvejelser om truslen fra Rusland og Kina i en farlig tid.

USA’s engagement i Grønland er vokset under præsident Joe Biden, og spørgsmålet er nu alene, hvordan Trumps og republikanernes særligt udtalte interesse for Grønland vil udfolde sig, når Trump igen overtager faklen.

En politisk union?

I november, dagen før præsidentvalget i USA, talte jeg med Alexander Gray, der var stabschef i Trumps nationale sikkerhedsråd fra 2019 til 2021. Det var her, at ideen om en tættere politisk amerikansk omfavnelse af Grønland for alvor var under bearbejdning.

Grey anbefaler, at Donald Trump snarest tager Grønlands-spørgsmålet op igen og sikrer en politisk union, såkaldt free association, mellem USA og Grønland. Gray markedsfører for tiden ideen i både amerikanske og danske medier, og andre republikanere argumenterer på lignende vis.

En politisk union med Grønland skal ifølge Gray især sikre, at Grønland forbliver traktatmæssigt og militært forbundet med USA efter Grønlands løsrivelse fra Danmark, som USA i Grays optik bør forberede sig på.

Michael Sfraga bider ikke på: “Det kan være ét perspektiv. Jeg ved ikke, hvordan det skulle fungere. Jeg har aldrig talt med ham om det,” lyder hans respons, da jeg refererer synspunktet.

Grønlands betydning for USA

Michael Sfraga repræsenterer altså det klassiske amerikanske syn på Grønland, vi havde vænnet os til, lige indtil Trumps tanker om Grønland blev kendt i 2019.

Grønland er, siger Sfraga, “en god ven, en del af det danske kongerige, langvarige relationer, strategisk, geografisk, politisk, økonomisk, socialt og kulturelt vigtig for os. For mig, som amerikaner fra Alaska, repræsenterer Grønland en forbindelse mellem mennesker i Alaska og Canada og og Grønland. Det betyder noget, når jeg ser venner fra Grønland tale med mine venner i Alaska på samme sprog og dele kultur, musik og mad.”

Sfraga nævner USA’s militære tilstedeværelse i Grønland, særligt Pituffik Space Base, tidligere kendt som Thulebasen:

“Det er en signifikant og vigtig relation set med sikkerhedsmæssige briller,” siger han.

Han beskriver de militære kapaciteter i Grønland som “kollektive” — en del af en større sammenhæng:

“Jeg anser det for en del af en bastion for frihed. Det kan lyde som en ligegyldig frase, men det er det ikke i disse tider. Det er en vigtig del af Nato. Det er vigtigt for forsvaret af Nordamerika, for vores interne nationale sikkerhed, for Grønlands sikkerhed, for Færøernes sikkerhed, for vores fælles sikkerhed,” lyder det.

Kan han fortsætte?

Michael Sfragas syn på USA’s og Grønlands forhold er bemærkelsesværdigt, især fordi han fra sin post som Arktis-ambassadør kan få indflydelse på det, måske lægge en dæmper på mindre velfunderede indfald — men også fordi han vil have indflydelse på resten af den komplekse arktiske dagsorden, inklusive spørgsmålet om klimaet og Donald Trumps ønsker om at øge olieudvindingen i USA’s arktiske farvande.

Men vi har også lov at fundere: Vil Michael Sfraga stadig være ambassadør om bare tre eller fire måneder, når det var demokraten Joe Biden, der indstillede ham? Om få uger er Donald Trump præsident, og vil Michael Sfraga til den tid ikke som tusinder af andre blive udskiftet med en loyal, erklæret Trump-tilhænger? Marco Rubio, senatoren fra Florida, som Trump har udpeget som sin kommende udenrigsminister, stemte imod Sfraga i Senatet.

Det er muligt, at Sfragas tid på posten bliver kort, men der er tre årsager til, at det ikke nødvendigvis vil gå sådan.

For det første har Michael Sfraga valgt at blive på sin post, uanset at det var Biden, der indstillede ham. Andre ambassadører har tidligere valgt selv at træde tilbage ved et præsidentskifte, men jeg gætter, at Sfraga tager chancen og bliver, fordi han ved, at han er kendt som fagperson, ikke for sin partifarve.

For det andet blev Michael Sfraga godkendt som Arktis-ambassadør af et flertal i Senatet, hvor ni republikanske senatorer den 21. september valgte at danne flertal med 43 demokratiske og tre uafhængige senatorer. Der var et sjældent samarbejde mellem fløjene, grundigt bundet sammen af den garvede, republikanske senator fra Alaska, Lisa Murkowski, der som den første bragte Michael Sfraga i spil.

“Som den, der anbefalede Dr. Sfraga, har jeg taget ordet for at gentage min stærke opbakning til hans nominering, og jeg opfordrer Senatet til at sikre, at vi ikke fortsat skal være den eneste arktiske nation, som ikke har en arktisk ambassadør,” sagde hun ved afstemningen.

“Dr. Sfraga har årtiers erfaring, stærk ekspertise og stærke relationer til arktiske ledere. Vores allierede støtter ham, vores arktiske partnere støtter ham, alaskanerne støtter ham, jeg støtter ham,” sagde hun. I Alaska, Sfragas hjemstat, dominerer republikanerne, og de bakker Sfraga op.

For det tredje har formålet med den nye post som Arktis-ambassadør fra starten været, at den udpegede primært skal skabe momentum bag USA’s seneste Arktis-strategi fra 2022 – en indsats, der har støtte fra begge fløje. Strategien har en horisont på ti år og et stærkt fokus på de nyere trusler fra Kina og Rusland i Arktis, der piner både republikanere og demokrater.

Den nationale strategi blev i 2024 fulgt op af en hårdtslående Arktis-strategi fra USA’s forsvarsministerium, og begge vil være godt hjulpet af Sfraga, der er uddannet geograf fra universitetet i Fairbanks i Alaska, hvor han fortsat bor.

I 2017 blev han den første direktør for the Polar Institute, et af USA’s førende videnscentre om Arktis i Washington. I 2021 udnævnte Biden ham til formand for USA’s Arktiske Forskningsråd, og nu er han så ambassadør, relativt ubesmittet af emmen fra afgrunden mellem de to fløje i amerikansk politik.

Danmark, Grønland og Færøerne overtager til maj formandskabet for Arktisk Råd og vil i givet fald få meget at gøre med Michael Sfraga. I København var han blandt andet i selskab med kongerigets stadig omstridte arktiske ambassadør Tobias Elling Rehfeld.

Vi får se, om de får lejlighed til at mødes igen.

Den originale artikel blev bragt på Altinget 12. december 2024. Teksten her er let redigeret.  


blog

Nuuks nye lufthavn skærper den nationale stolthed i Nuuk, men skeptikerne frygter milliardregningen

december 9, 2024 • Af

Festfyrværkeri i Nuuk centrum – En salut for den ny lufthavn og en lys fremtid. Foto: Klaus Holsting

 

Torsdag i sidste uge fløj vi med det første direkte fly nogensinde fra København til Grønlands hovedstad, Nuuk. 

En tredjedel af Grønlands indbyggere bor i Nuuk. Det er Grønlands absolutte kraftcenter.

Her formes fremtiden, her bor den politiske og økonomiske elite, og nu breder byen med sin funklende nye lufthavn for alvor armene ud mod resten af verden.

Første store fly fra København til Nuuk nogensinde! Grønlands hovedstad har fået sin internationale lufthavn. Foto: Klaus Holsting.

Den stærkt udvidede lufthavn i Nuuk og den tilsvarende, der åbner i Ilulissat i Nordgrønland i 2026, er de største anlægsprojekter i Grønlands historie, og i det offentlige billede spiller det kun en mindre rolle, at Danmark undervejs har overtaget ejerskabet til 33,3 procent af Kalaallit Airports International A/S, selskabet bag lufthavnene (som siden har skiftet navn til Greenland Airports).

Resten ejes af det grønlandske selvstyre, og selvtilliden i Grønland har med den vellykkede åbning i Nuuk i sidste uge fået et endnu et skud vitaminer.

“Det er en stor dag for hele Grønland. Vi bliver mere internationale, der kommer ny konkurrence og vi får flere ruter ud af landet,” som Randi Vestergaard Evaldsen, der er tidligere medlem af Inatsisartut, parlament i Nuuk, og tidligere bestyrelsesmedlem i Kalaallit Airports International, sagde til mig.
Juaaka Lyberth, formand for Grønlands forfatterforening, skrev til mig og sammenlignede i spøg Nuuk-landingen med den første månelanding.

Mute B. Egede formanden for Naalakklersuisut i den ny lufthavn flankeret af Lars Løkke, Nikolaj Wammen og th. Erik Jensen, Grønlands finansansvarlige og Mute B. Egedes regeringspartner. Foto: Klaus Holsting.

Landingsbanen ved den nye, luftige terminal i udkanten af Nuuk er efter seks års dynamitbuldrende anstrengelser forlænget til 2200 meter, så også store, langtrækkende fly nu kan svinge sig ned på asfalten.

Flyrejsende fra udlandet til Nuuk har hidtil været tvunget til først at lande på den gamle amerikanske base i Kangerlussuaq tæt på indlandsisen for så at fortsætte med mindre fly til Nuuk.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) beskrev pointen set fra Danmark, da den røde silkesnor blev klippet i København:

“Nu tager det jo ikke længere tid end en togrejse til Aalborg,” sagde han og satte et stykke af den røde silkesnor i brystlommen til ære for fotograferne.

Aftalen forhindrede et kinesisk engagement i lufthavnene.

Selvstyret i Nuuk havde inviteret seks særligt udvalgte entreprenørselskaber til at byde på det store byggeri, herunder China Communication Construction Company Ltd., et af verdens største.

Trump-administrationen i Washington luftede sin stærke uro over denne potentielle kinesiske stjernerolle i Grønland direkte overfor daværende forsvarsminister Claus Hjorth Frederiksen (V), så Lars Løkke Rasmussens finansierings-pakke løste flere problemer på én gang.

Pakken blev snart fulgt af et farvel til CCCC, og den sparer nu desuden Grønland for store renteudgifter.

Aftalen med Danmark fik daværende landsstyreformand Kim Kielsens koalition i Nuuk til at implodere. Partiet Naleraq mente, at Danmark på urimelig vis fik lov at købe sig til ny indflydelse i Grønland, og der var vrede demonstranter i Nuuk, men i Lars Løkke Rasmussens optik er lufthavnene et eksemplarisk eksempel på, hvordan Grønland og Danmark bør arbejde sammen:

“Vi har på alle måder en interesse i at få skabt en mere bæredygtig grønlandsk økonomi, og det gælder uanset, om man har et perspektiv, der hedder fuldstændig grønlandsk selvstændighed eller et fortsat rigsfællesskab. De to kan forenes i, at jo mere bæredygtig Grønland er, jo bedre er det for alle,” fortalte han mig, før vi lettede.

Klapsalver

I luften var der champagne og klapsalver også fra de dyre rækker, hvor Lars Løkke Rasmussen, finansminister Nicolai Wammen (S), tidligere departementschef i statsministeriet Christian Kettel og mængder af andre VIP’s deltog i festen.

Ved landing i Nuuk hujede hundreder af byens borgere fra skråningen uden for lufthavnen, og alt blev transmitteret live på grønlandsk tv — bortset fra selve landingen, det vigtigste, hvor tv-transmissionen gik i sort på grund af et overbelastet internet.

Muté B. Egede, formand for Naalakkersuisut, Grønlands landsstyre, der var i glitrende blå anorak, talte og klippede endnu en rød snor over, flere kneb en tåre, og i Nuuks forsamlingshus var der gratis kaffe, kage og levende musik til alle.

Til sidst et bragende festfyrværkeri i byens centrum; en salut til Grønland og fremtiden.

Håbet om turisterne

To modsatrettede scenarier kan nu tegnes til illustration af de håb og risici, de to nye lufthavne repræsenterer.

Optimisterne, der efter alt at dømme udgør et flertal i Nuuk, mener især, at lufthavnene vil tiltrække mængder af nye turister til Grønland. Mange af byens borgere er allerede trætte af turister, men gæsterne skæpper som bekendt i kassen.

Optimisterne mener, at den nye omsætning vil skabe nye virksomheder og bidrage så klingende til Grønlands økonomi, at der uden videre kan afdrages på de lån, der er med til at finansiere det hele.

Budgettet lyder i øjeblikket på 4,1 milliarder kroner, heraf godt en milliard lånt i Nationalbanken, 450 millioner kroner i Den Nordiske Investeringsbank og en halv milliard kroner på det kommercielle lånemarked.

Det er voldsomme summer, og dertil kommer 1,4 milliarder kroner, som Naalakkersuisut, Grønland landsstyre, har vredet op af egen landskasse.

De offentligt ejede selskaber i Grønland, herunder fragtselskabet Royal Arctic Line, fiskerikoncernen Royal Greenland og tele- og internetselskabet Tusass, har måtte bidrage direkte til lufthavnene.

Hvis det går som håbet, vil gælden og hullet i landskassen blive klaret uden vanskeligheder. Turismen, ny fly-eksport af ferske fisk og anden ny aktivitet vil få Grønlands økonomi til at vokse, mens der spares tid og penge på rejseomkostninger. De første fly-bårne ferske fisk fløj fra Nuuk til Danmark et par timer efter, at vi var landet.

United på vej

Et af verdens største luftfartsselskaber, United Airlines, boostede optimismen eftertrykkeligt i oktober ved at annoncere tre ugentlige flyvninger fra New York til Nuuk i sommeren 2025.

Fra Danmark kommer SAS på banen med tre ugentlige afgange fra København til Nuuk i sommertiden. Air Greenland sender også selv med diverse partnere nye sommerfly til Nuuk fra Billund og Ålborg, og Icelandair fastholder sine ruter til Grønland.

Sceneskiftet er markant. Fra april til august i år satte luftfartsselskaberne 55.000 flysæder ind og ud af Grønland til salg. Fra april til august 2025 vil der være mindst 104.000 sæder til salg, altså tæt på en fordobling. Hvis alle bliver solgt, er der tale om stejl, kontinuerlig vækst. Allerede fra 2022 til 2023 steg antallet af turister i Grønland – inklusive dem på krydstogtskibene – med over 30 procent til cirka 140.000.

De håbefulde mener, at både grønlandske og udenlandske investorer i det lys nu endelig vil tage fat på alt det, turisterne skal bruge, men som i dag kun findes i stærkt begrænset omfang: turbåde, hoteller, restauranter, hundeslæde-ture og skiløb, teltture på indlandsisen, gourmetmad på ren og sæl, fly- og helikopterture, trofæjagt på moskusokser, lystfisker-eventyr og isbjørne-safarier.

En ny kontroversiel turismelov, der blev vedtaget få dage, før den ny lufthavn blev indviet, skal sikre, at hovedparten af indtjeningen bliver i Grønland. Udlændinge kan fremover kun eje 33 procent en turist-virksomhed i Grønland. Resten skal ejes af folk, der bor og betaler skat i Grønland.

Ingen forventer, at lufthavnene tjener sig hurtigt hjem, men Nicolai Wammen hører alligevel til optimisterne:

“Det er fornuftigt, at man laver de her investeringer, fordi det er med til at styrke Grønlands forbindelser til resten af verden. Det er noget, man skal se i et meget langt perspektiv. Jeg er tryg ved, at det vil få enorm betydning for det grønlandske samfund, ikke bare på fem, ti eller femten års basis, men så langt øjet rækker,” sagde han til mig.

Yderligere håb kan hentes hos naboerne: Island får i disse år besøg af mere end to millioner turister om året, så islændingene tjener i dag flere penge på turister end på fisk.

Læs også

Bankens advarsel

I det modsatte, mørkere scenarie råder frygten for, at turisterne slet ikke kommer i fornødent omfang.

Grønlands Økonomiske Råd advarede allerede i 2018, og i juni i år satte Grønlandsbanken frygten på tryk i et høringssvar, da den ny turismelov var på vej:

“Hvis der ikke sker en betydelig vækst i turismen, vil risikoen være, at lufthavnsinvesteringerne skal betales af den nuværende økonomiske aktivitet til ulempe for alle i samfundet,” skrev banken.

Gælden vil tynge, lufthavnene vil stå halvtomme, og det bliver sværere at finde penge til de udsatte børn, de gamle og de syge.

Birger Poppel, tidligere chefstatistiker i Grønland og lektor emeritus i samfundsvidenskab ved Grønlands Universitet, har kritiseret lufthavnsprojektet fra begyndelsen. Han mener, at projektet hviler på mangelfulde analyser:

“Der er ikke noget, der ligner konkrete beregninger af effekterne af lufthavnsbyggerierne, og hvordan de hænger sammen med hotelbyggerier og den nye turismelov,” siger han.

Andre frygter, at den ny turismelov vil skræmme udenlandske investorer væk, så der ikke vil være investorer til alt det, der skal gøre det muligt at huse flere turister. De udenlandske turistoperatører som danske Topas og Albatros, der er dominerende på markedet i Grønland i dag, har fået to år til at omstille sig til de nye regler for grønlandsk medejerskab.

Nøjagtigt hvordan det vil gå, er der selvsagt ingen, der ved. Randi Evaldsen, det tidligere bestyrelsesmedlem af Kalaallit Airports International, beskrev uvisheden mere præcist end mange andre, jeg talte med:

“Vi ved det ikke endnu, men der kommer helt sikkert til at ske noget.”

 

Denne artikel blev f’ørst bragt på Altinget.dk/Arktis  10.12 2024.  Visit Greenland, det grønlandske turisttåd, havde inviteret flere journalister gratis til Nuuk i anledningen af lufthavnens åbning – herunder mig. 

 


blog

Trump vandt. Kan han også vinde Grønland? Hans tidligere rådgiver har en drejebog klar

november 19, 2024 • Af

Købstilbuddet kommer næppe igen i rå form, men den næste præsident Trump og hans rådgivere, der nu indtager Det Hvide Hus og resten af den amerikanske centraladministration, vil stadig have et påtrængende ønske om at sikre USA’s dybe interesser i Grønland. Ruslands oprustning i Arktis fortsætter og truer USA. Kinas indmarch i Arktis accellererer, og Grønland er stadig en del af Nordamerika – og USA er stadig fokuseret på Grønlands mineraler.

For at undersøge, hvordan interessen vil komme til udtryk under republikansk styre, talte jeg dagen før præsidentvalget i USA med en af de Trump-rådgivere, der ved en hel del om Grønland, og som med stor sandsynlighed nu igen bliver en del af Trumps magtcenter i Washington.

Alexander Gray var stabschef i Trumps nationale sikkerhedsråd i Trumps første tid som præsident.

Alexander Gray var stabschef i Trumps nationale sikkerhedsråd i Det Hvide Hus frem til 2021. I dag driver han et rådgivningsfirma i delstaten Oklahoma sammen med Robert O’Brian, der er tidligere national sikkerhedsrådgiver for Donald Trump. Gray er også tilknyttet den konservative tænketank American Foreign Policy Council og varm fortaler for Trumps udenrigspolitik.

Gray foreslår, at USA straks under den ny præsident Trump indleder forhandlinger med Grønland om såkaldt free association, en slags union, som USA i dag har med blandt andet Marshalløerne i Stillehavet. Det vil i givet fald afløse Grønlands tilhørsforhold til Danmark.

Drejebog for en ny union
Alexander Grays samlede vision kan sammenfattes som følger:

Den nyvalgte præsident og hans administration bør hurtigst muligt indlede forhandlinger med Grønlands politiske ledelse om free association mellem Grønland og USA, som skal træde i kraft i det øjeblik, Grønland løsriver sig fra Danmark. USA og Danmark er nødt til at begynde at tænke over, hvordan man bedst beskytter Natos strategiske interesser i Nordatlanten, når Grønland bliver uafhængigt.

Forhandlingerne vil kræve tid og bør derfor sættes i gang nu. Danmark skal holdes orienteret og inddrages under hele forhandlingsforløbet.
USA bør tilbyde Grønland en ordning, hvor USA hvert år overfører så store summer til Nuuk, at borgerne i det uafhængige Grønland kan være sikre på at møde et velfinansieret uddannelsessystem og sundhedssystem, drevet af Grønland selv uden indblanding. Overførslerne vil afløse bloktilskuddet fra Danmark.

Samtidig skal aftalen om free association indebære, at det amerikanske forsvar til enhver tid sikrer Grønlands suverænitet, farvande, luftrum, grænser og territorium til gavn for hele Nordatlanten og Arktis.

“Jeg taler ikke på vegne af Trumps kampagne eller hans administration. Men jeg tror, at en hel del af dem, der arbejdede i hans første administration, vil vende tilbage og dele mit synspunkt. Hvad enten vi taler free association eller ej, så må Nordatlanten med Grønland som et centralt element være en vigtig prioritet for Trumps sikkerhedspolitik,” siger Gray til mig over telefonen fra Oklahoma.

Forbindelsen til Danmark

Han refererer til de seneste års officielle meldinger fra Naalakkersuisut, det grønlandske landsstyre, og især Grønlands første udenrigs-, sikkerheds-, og forsvarspolitiske strategi fra april i år, hvor “retten til selvbestemmelse og en målsætning om selvstændighed” er fremhævet. Samme passus citerede Gray og to medskribenter i oktober i en kronik på nyhedsmediet The National Interest. Her beskriver de nøje, hvordan Grønland i årtier gradvist har øget sin selvstændighed, meldt sig ud af EU og sikret sig stadig større udenrigspolitisk autonomi — alt imens Nuuk gentager sit mål om suverænitet og uafhængighed.

“Vi er nødt til at stole på, sådan som København også gør, at det er den vej, de ønsker at gå. Og det siger jeg i fuld respekt for, at Grønland er en del af det danske kongerige og for den dybe historiske forbindelse til Danmark. Men hvis deres ultimative mål er total suverænitet og uafhængighed, er USA og Danmark nødt til at begynde at tænke over, hvordan man bedst beskytter Natos strategiske interesser i Nordatlanten, når Grønland bliver uafhængigt. En aftale om free association (med USA, red.) vil efter min mening løse mange af de problemer,” siger Gray.

“De har haft en forbindelse med kongeriget Danmark i århundreder. Hvis de ønsker at afbryde den forbindelse – og det har jeg ikke nogen holdning til – så mener jeg, at de bør tænke over, hvordan de bedst sikrer den nye uafhængighed på en måde som beskytter deres måde at leve på og deres muligheder for udvikling og sikkerhed. Jeg mener, at en aftale om free association er den bedste måde at gøre det på,” siger han.

Købstanken er væk

Alexander Gray har fulgt forholdet mellem Grønland og USA i en årrække. Det var netop i det nationale sikkerhedsråd, at en mindre gruppe af fagfolk i 2019 blev sat til at kortlægge mulighederne for at knytte Grønland fastere til USA. Rygtet slap ud, og Donald Trump formulerede sit berømte forslag om et opkøb som ”en stor ejendomshandel”.

Tanken om et opkøb var dog efter alt at dømme et forstyrrende udtryk for et dybere ønske i Trumps sikkerhedsråd. Her arbejdede man på en mere kompleks, langsigtet sikring af USA’s nationale interesser i Grønland. En kongstanke, der ifølge Gray med stor sikkerhed også vil optage den ny Trump-administration. Det handler om Ruslands oprustning i Arktis og Nordatlanten, Kinas arktiske ambitioner og udsigterne til kinesiske investeringer i Grønland, som skabte alvorlig bekymring allerede under Trumps første tid i Det Hvide Hus.

I sikkerhedsrådet havde Alexander Gray en overgang titel af director for Oceania and Indo-Pacific Security, og hans indsigt i Kinas ageren i Asien spiller en betydelig rolle for hans analyse.

“Vi fulgte rigtig godt med, da Kinas økonomiske interesse i Grønland voksede, fordi vi kender mønsteret. Først ser vi Kinas økonomiske interesser, så følger det politiske pres og potentielt også et militært pres. Vi var virkelig bekymrede for, hvad Kinas engagement kunne betyde i Grønland på længere sigt,” siger han.

“USA er optaget af sikkerheden i Nordatlanten og i takt med, at Rusland og Kina er blevet mere aggressive også i den region, er det blevet indlysende for Washington, at vi må have en strategi, der sikrer vores evne til at holde Nordatlanten fri og åben og sikker enten gennem Nato, bilaterale relationer som eksempelvis free association-aftaler eller med andre mekanismer,” siger han.

USA’s behov for de strategiske mineraler, som Grønland er rigt på, spiller også en rolle:

“Du kan ikke adskille det faktum, at Greenland i tillæg til sin strategiske beliggenhed har en række forekomster af vigtige mineraler. Der vil være øget fokus på de kritiske mineraler fremover, fordi verdens udvikling har gjort dem så afgørende for vores økonomiske og nationale sikkerhed,” siger han.

Inspiration fra Stillehavet

Som ansvarlig for Oceanien i Trumps sikkerhedsråd fik Gray erfaring med aftalerne om free association mellem USA og Marshalløerne, Mikronesien og Palau, der alle er uafhængige, suveræne østater i Stillehavet.

USA har i forvejen indgået aftaler om free association med de tre østater Marshalløerne, Palau og Mikroensien i Stillehavet – her under flag og med Trumps tidl. udenrigsminister Mike Pompeo i august 2019 

Aftalerne har givet USA mulighed for bastant militær tilstedeværelse og for at udstationere tropper og materiel på øerne i stil med de muligheder, USA har på Pituffik Space Base, tidligere Thulebasen, i Grønland. Samtidig har aftalerne i Grays optik sikret de tre Stillehavs-nationer en række fordele.

“Aftalerne om free association respekterer suveræniteten. De involverede lande kan frit føre deres egen udenrigspolitik, de er suveræne stater og har deres egne repræsentationer i udlandet. De stemmer med egen stemme i FN, også til tider på måder, som USA ikke er enige i. Aftalerne sikrer forsvar og sikkerhed for suveræniteten, fordi de tillader USA at beskytte landenes farvande, luftrum og territorium mod potentielle modstandere. De kan forbyde deres potentielle modstandere adgang til deres farvande, luftrum og territorium. Det er en kæmpe fordel for sikkerheden i hele regionen,” siger han.

De tre ø-riger modtager ifølge Gray desuden “meget generøs” økonomisk bistand fra USA til uddannelse, infrastruktur, pensioner og sundhed. Grønland vil oven i nyde godt af bedre adgang til det amerikanske marked og USA’s handelsaftaler til tredjelande, mener han.

Velkendt model

Tanken om free association er velkendt i Nuuk. Grønland huser i dag cirka 58.000 mennesker. Det er ikke så langt fra de 100.000, der bor i Mikronesien, de 42.000 på Marshalløerne eller de 22.000 på Palau, og Grønlands politikere har selv hentet inspiration i Stillehavet.Allerede i 2006 blev Mininnguaq Kleist, der i dag er leder af Grønlands Udenrigsdepartement, sendt til Cookøerne i Stillehavet, som i 1965 indgik en aftale om free association med New Zealand, for at hente inspiration. Tanken om free association har siden været en fast komponent i de grønlandske diskussioner om fremtiden.

Grays tanker om Grønlands økonomi kan også genkendes fra det politiske værksted i Nuuk: “Øens rige fiskeforekomster vil finde et velforberedt marked lige om hjørnet (i USA, red.) og tiltrække større investeringer til forarbejdning af fisk på øen. Desuden vil det udløse investeringer til ansvarlig udnyttelse af Grønlands betydelige depoter af mineraler,” skrev Gray og hans medforfattere i The National Interest med sikker adresse til to centrale dagsordner i Nuuk.

Andre analytikere har længe kritiseret Stillehavs-nationernes ordninger med free association. Forskere fra Dansk Institut for Internationale Studier har i de seneste år peget på en række udfordringer, Grønland risikerer at løbe ind i, hvis Nuuk vil indgå aftale om free association med Danmark, USA eller en anden større nation. Det gælder blandt andet spørgsmålet om økonomien og om retten til statsborgerskab, til at søge arbejde i partnerlandet og til sociale ydelser, sundhedsydelser og meget andet.

Denne artikel optrådte først gang 7. november 2024 på Altinget.dk 


blog

Arctic Circle 2024: Frygt for Rusland og diplomatisk kollaps

oktober 25, 2024 • Af

2.000 politikere, diplomater og forskere stod midt i dilemmaet på Island: Risikoen for et langvarigt brud med Rusland truer tre årtiers indsats for samarbejde og fred.

Snigende militarisering længst mod nord og dyb usikkerhed om Ruslands intentioner martrer lige nu det politiske miljø i Arktis.

Flere end 2.000 politikere, diplomater, forskere og militære ledere fra de arktiske nationer plus Kina, Storbritannien og talrige andre nationer var i efterårsferien samlet til Arctic Circle Assembly, en årlig konference om Arktis i Reykjavik.

Den danske diplomat Tobias Elling Rehfeld, hvis titel som arktisk ambassadør har været omstridt siden 2013, med hævet mobilkameraet under Arctic Circle i Reykjavik 2024. (foto: Arctic Circle).

Her blev de presserende diskussioner om klimaet, miljøbeskyttelse og de arktiske folkeslags ve og vel tydeligt overskygget af endnu mere uafvendelige, alvorstunge udvekslinger om Natos rolle i Arktis, russiske cyberangreb og risikoen for diplomatisk kollaps.

Al politisk kontakt med Rusland i Arktis har været aflyst siden Ruslands invasion i Ukraine, og skarpe økonomiske sanktioner er i stedet rettet mod Ruslands arktiske guldkalv: Udvindingen af olie, gas og andre ressourcer i de arktiske provinser.

Moskva har i frustration søgt nye partnerskaber med Kina, Indien og andre lande i det globale syd, og frygten for et endegyldigt kollaps i samarbejdet breder sig i de syv vestlige lande i Arktis; USA, Canada, Kongeriget Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island.

Som Færøernes udenrigsansvarlige Høgni Hoydal udtrykte det: “Midt i den elendige situation med krig i Ukraine og Mellemøsten skal vi huske, at vi har brugt 70 år på at opbygge et internationalt, regelbundet samarbejde i Arktis, både om fisk og andre ressourcer, som bygger på international lov og rettigheder.”

“Vi lægger stor vægt på, at vi ikke smider alt det på gulvet. Vi må finde en måde, hvor vi ikke udelukker Rusland fuldstændigt,” sagde han til mig midt i vrimlen i Harpa, Reykjaviks glitrende koncertpalads.

Dilemmaet synes næsten uløseligt: Udviklingen i Arktis går rasende stærkt. Isen forsvinder, den frosne jord tør, og alle vil have adgang til rigdommene. Der er akut behov for fælles indsatser til forebyggelse af ufred, oliekatastrofer og til gavn for de arktiske folkeslag, klimaet, planter og dyr. Alt sammen kræver samarbejde med Rusland, men udsigterne er historisk ringe.

Islands premierminister, den tidligere udenrigsminister Bjarni Benediktsson, kaldte i sin stålsatte åbningstale udfordringen fra Putins Rusland for “måske den største i min generation.”

“Uanset om vi kan lide det eller ej, er Arktis hurtigt ved at blive en strømpil for global rivalisering og militarisering. Vi ser Putins Rusland vende sig stadig mere aggressivt mod international lov og den regelbundne verdensorden med destabilisering som sit mål. Det er kulmineret med Ruslands brutale angrebskrig mod vores venner i Ukraine. Lad os se fakta i øjnene: Rusland kommer næppe til at ændre kurs i nogen nær fremtid,” tordnede han til en sprængfyldt koncertsal.

Grønland på scenen

Grønlands naalakkersuisoq (minister) for udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt fortalte samme tætpakkede publikum om Grønlands nye udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske strategi, der præges af angsten for, at livsvigtige forsyninger til Grønland bliver afbrudt af militær spænding i Nordatlanten.

Vivian Motzfeldt, Naalakkersuisoq (minister) for Udenrigsanliggender (nr. 2 fra h.) og yderst t.v. Pipaluk Lynge, formand for Udenrigsudvalget i Inatsisartut, Grønlands parlament, i selskab med Nunavuts premier P. J. Akeeagok og konsulent Mira Kleist, Arctic Circle 2024. (Foto: Martin Breum)

Pipaluk Lynge, formanden for udenrigsudvalget i Inatsisartut, det grønlandske parlament, fortalte mig om sin egen uro:

“Selvfølgelig er jeg urolig. Vi oplevede under 2. verdenskrig, hvordan Danmark blev afskåret fra os, da I blev besat af tyskerne, og  vi er bange for, at det skal gentage sig med russerne. Der er medicin og alt muligt andet, som vi er afhængige af fra Europa og Danmark. Vi ved også, hvad russerne allerede er i stand til. Hvis vi bliver udsat for cyberangreb, kan det lukke alt lige fra elektricitet til sygehuset,” sagde hun.

Vil Rusland melde sig ud?

Et lille hold af danske diplomater susede rundt i Reykjavik blandt andet med sigte på Grønlands, Færøernes og Danmarks overtagelse af formandskabet i Arktisk Råd i maj 2025.

Regeringerne i Arktis og de arktiske folkeslag har i snart 30 år gjort Arktisk Råd til den afgørende arena for internationale forhandlinger i regionen, men nu kæmper rådet for sin overlevelse.

Efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022 fastfrøs de syv vestlige arktiske regeringer alt samarbejde med Rusland i Arktisk Råd, og der holdes stadig ikke politiske møder med Rusland i rådet.

Siden da er Finland og Sverige blevet medlem af Nato, så Rusland i dag står overfor en samlet Nato-front i Arktisk Råd. Som understregning af netop den pointe leverede Natos højest rangerende militære leder, den amerikanske admiral Rob Bauer, sin fordømmelse af Rusland i Reykjavik.

Moskva har flere gange truet med at trække sig ud af Arktisk Råd, men da jeg spurgte Rebecca Pincus, leder af the Polar Institute på tænketanken Wilson Center i Washington D.C., afviste hun straks tanken:

“Rusland vil blive ved med at true med at trække sig ud. Retorikken vil fortsætte,” sagde hun.

“Men jeg anser det kun for en del af deres lav-intense chikane, der skal sikre, at de øvrige arktiske lande hele tiden er ude af balance. Det er ikke i Ruslands strategiske interesse at trække sig ud af Arktisk Råd. Vi ved, at stabilitet og normalitet i Arktis er i Ruslands egen økonomiske interesse,” sagde hun.

Det er en klassisk analyse: Ruslands økonomi hviler tungt på eksporten af olie, gas og mineraler fra Arktis, og fiskeriet i Arktis hører til det rigeste på kloden. Regimet i Moskva har desuden vældige planer for skibstrafikken nord for Rusland, og alle disse indtægtskilder vil lide overlast, hvis ufreden for alvor får lov at brede sig i Arktis.

Kongeriget i front

Norge har som formand møjsommeligt holdt sammen på Arktisk Råd i de seneste halvandet år, men der lød tunge advarsler i Reykjavik om, at mere skal til, hvis rådet skal kunne beholde sin eksistensberettigelse.

Det mener blandt andre Rolf Rødven, som leder Arctic Monitoring and Assessment Program (AMAP), en af de otte videnskabelige arbejdsgrupper, der udgør Arktisk Råds egentlige kerne.

I 20 år har forskerne bag AMAP revolutioneret det internationale samfunds viden om klimaforandringerne i Arktis. Men uden effektiv adgang til videnskabelige data fra Rusland og samarbejde med forskningsmiljøet i Rusland mister forskerne evnen til at levere brugbare råd og vejledning til de arktiske regeringer, til FN’s klimapanel og andre brugere, lyder advarslen.

“Hverken Arktisk Råd eller dets arbejdsgrupper har nogen guddommelig ret til at eksistere,” sagde Rødven i Reykjavik.

“Sådan er det for alle organisationer: Hvis du lever af at sælge æbler, men ikke har nogen æbler at sælge, går køberne andre steder hen”, sagde han.

Uklar arbejdsdeling

Danmark, Grønland og Færøerne er enige om, at Grønland skal have en ledende rolle under formandskabet for Arktisk Råd, men det er fortsat tåget, præcis hvordan rollen skal skrues sammen. Allerede til januar skal Arktisk Råd have et navn på kongerigets forhandlingsleder, men her kniber det fortsat.

Uklart er det også, om danske Tobias Elling Rehfeld, der blev udnævnt til arktisk ambassadør i 2023, fortsat skal bære titlen, eller om en ny med grønlandske rødder skal udpeges, sådan som Naalakkersuisut, Grønlands regering, har forlangt. Rehfeld deltog på konferencen i Reykjavik, men uden at flage med sin titel.

Både fra de danske og de grønlandske diplomater lød det dog, at den indvortes uklarhed nok skal blive ryddet af vejen. Vivian Motzfeldt, det grønlandske landsstyres udenrigsansvarlige, takkede i Reykjavik i fuld offentlighed Danmark for fint samarbejde, og hun lovede, at det samlede formandskabs prioriteringsliste nok skal ligge klar til tiden.

Artiklen optrådte først hos Altinget.dk/Arktis 24.oktober 2024


blog

Bomberne på isen: Nye unikke vidnesbyrd om atom-styrtet i Thule 1968

september 29, 2024 • Af

Ny podcast: Vi finder aldrig ud af, om han døde af den plutonium, han fik i lungerne. Kernefysiker Jørgen Koch var den første danske udsending, der i et tumultarisk forløb nåede frem til Thule Basen dengang i januar 1968, da et brændende, amerikansk bombefly styrtede ned på isen uden for basen med fire plutoniumholdige brintbomber om bord. 

Jørgen Koch (t.h.) på Thule Air Base 1968, formentlig i samme parkacoat han bar, da han inspicerede selve nedstyrtningsstedet

En kolossal eksplosionsbrand opstod og plutonium fra den ene bombe blev spredt ud over isen. Få dage efter gik Jørgen Koch direkte ind i ulykkens brændpunkt i bælgmørke og uden åndedrætsværn i 30 graders frost. En pligttro embedsmand, der mente, at det var det rigtige at gøre. Hans opgave var umulig: Find ud af, hvad der er sket! Er det farligt for den lokale befolkning? For andre? Find ud af alt, hvad du kan!  Officielt er dansk politik den, at atomvåben ikke tillades på dansk jord – heller ikke i Grønland – så alt skal desuden holdes hemmeligt.  

Tre år senere fik Jørgen Koch uforklarlige sår på benene – og døde alt for ung. Senere ramte uforklarlige sygdomme, bylder og andre lidelser mange af dem, der blev sat til at rydde op efter flystyrtet – danskere og grønlænderne. Og de lokale i Thuledistriktet måtte leve med plutonium som en konstant trussel.

Den 30. september og den 7. oktober udkom podcast, jeg har været med til at lave, baseret bl.a. på Jørgen Kochs egne mundtlige rapporter, indtalt på Thulebasen og aldrig tidligere offentliggjort.  Hør de to podcast her

https://www.dr.dk/lyd/special-radio/bakspejl/bakspejl-2024/bakspejl-bomberne-paa-isen-1-2-11162411024

Celine Klint, super-podcaster på DRs BAKSPEJLs-redaktion, har stået for  produktionen; Celine har tidligere væet med til at lave de berømte podcast, der afdækkede spiralkampagnen i Grønland. 

Optagelserne med Jørgen Kochs rapport og andre unikke vidnesbyrd fra de første danskeres rådvilde besøg ved flystyrtet blev fundet i Jørgen Kocks søn Hennings dødsbo i 2023. Søsteren Ida var venlig nok til at spørge, om jeg havde interesse i dem, så jeg hørte dem og satte mig på et tog til Aulum i Vestjylland, hvor jeg bad Jens Zinglersen lytte med og kommentere optagelserne. 

Jens, der i dag er 90 år gammel, arbejdede på basen i 1968. Han så flyet styrte ned som en kæmpe ildkugle i det dybe vintermørke. Kort efter blev han og en gruppe grønlandske hundeslædeførere de første til at nå nedstyrningsstedet. De ledte efter overlevende fra besætningen, og Jens blev dybt involveret i amerikanernes langstrakte oprydning efter flystyrtet. 

Da jeg besøgte ham i sommer, var Jens slemt mærket af en fremskreden kræft, men skarp og præcis; du kan høre ham i podcasten. I årene efter flystyrtet blev han en ledende kraft blandt de mange danske og grønlandske Thule-arbejdere, der blev syge af den plutonium, de var udsat for. 

B52 – fly af samme type som det nedstyrtede på Thulebasen 1968

Flystyrtet er stadig vigtigt i dag, hvis vi vil forstå det fortsatte trekantsspil mellem USA, Grønland og Danmark. Da Jørgen Koch kommer til Thule, har en amerikansk general allerede taget kontrol over oprydningen; flere hundrede amerikanske specialtropper er i fuld gang på isen. Hvem vidste hvad? Hvor meget forblev hemmeligt? Får vi nogen sinde sandheden? Hvem bestemmer i Grønland? De grønlandske myndigheder bliver ikke informeret om noget som helst, og som du kan høre i podcasten får den lokale befolkning kun yderst nødtørftig råd og vejledning af de udsendte eksperter fra Danmark. Uanset, at flyet, som Tida Ravn, grønlandsk journalist, fortæller i podcasten, var styrtet ned midt i  de lokale spisekammer – netop hvor de var vant til at hente sæl, fugl, fisk og hval.  Den anden af de to podcast udkommer 7.10. Tak til Torben Brandt for at åbne døren til DRs herlige BAKSPEJLS-redaktion.

 


blog

Droneangreb på Murmansk: Krigen er kommet til Arktis

september 18, 2024 • Af

Onsdag 11. september hylede luftalarmerne i storbyen Murmansk på Kolahalvøen i det russiske Arktis for første gang siden Anden Verdenskrig. Et ukrainsk droneangreb på flybasen Olenya tæt på Murmansk illustrerede på dramatisk vis den stadig tættere sammenhæng mellem Arktis og Putins krig i Ukraine; et tilsvarende angreb ramte Olenya i sommer.

Grænserne på Kolahalvøen mellem Rusland, Norge og Finland. (Oleyna-basen, der ligger øst for Murmansk, er ikke på kortet).

Luftbasen i Olenya er hjemsted for mange af de tonstunge bombefly, Rusland sender på togter mod Ukraines borgere, elforsyning og boliger. Men denne gang var det altså ukrainske droner, der fik de 400.000 russere i Murmansk og omegn til at mærke krigen:

“Vi er alle rædselsslagne. Min mand siger, at vi skal løbe i bombely, hvis luftalarmen lyder”, sagde en russisk kvinde, der bor tæt på Olenya, til den norske nyhedstjeneste BarentsObserver efter det senest droneangreb. En anden kvindes opslag på de sociale medier havde samme tone:

“Nu er krigen også kommet til os. Der var to store eksplosioner over vores by i går. Væggene rystede, og alarmerne på bilerne i gården gik i gang”, skrev hun.

Dansk dilemma

I Oslo ramlede nyhederne direkte ind i en forsamling af godt 200 førende iagttagere af sikkerhedssituationen i Arktis.

Officerer, diplomater og forskere fra USA, Canada, Nato og de nordiske lande var samlet, og både Danmarks for tiden omstridte Arktis-ambassadør, Tobias Elling Rehfeld, og kongerigets ambassadør i Oslo, Louise Bang Jespersen, lyttede med.

Spændingen i Arktis har akut betydning for dansk politik, hvor forhandlerne bag det store forsvarsforlig i næste runde bl.a. skal tage stilling til fly, skibe og droner til Nordatlanten og Arktis for milliarder af kroner.

Nyheden om droneangreb på Olenya-basen som den så ud i Kyiv Post

“Det er et grundlæggende dilemma i dansk forsvarspolitik lige nu, at man skal balancere Østersøen og Arktis. Indtil videre har der været en Østersøen-først-logik, men Arktis er blevet et lige så vigtigt område for Danmark at være en god allieret i som Østersøen,” fortalte Kristian Søby Kristensen, leder Center for Militære Studier på Københavns Universitet, mig på konferencen.

“Natos styrkemål til Danmark vil ikke kun handle om en tung brigade til Baltikum, men også om Nordatlanten og Arktis,” sagde han.

USA og Nato har længe ønsket en mere effektiv dansk indsats i Arktis, men der skal både trædes hårdt og varsomt:
“Droneangrebene på Kola-halvøen viser netop, hvor spændt situationen er. Man skal fra USA’s og Natos og dansk side være virkelig påpasselige, så forsøget på at skabe stabilitet og afskrækkelse i Arktis ikke får den modsatte effekt, fordi den provokerer russerne,” sagde Kristian Søby Kristensen.
 

Angst i Norge og Finland

Efter droneangrebet på Murmansk frygter vicestabschef Sami Nurmi fra det finske forsvar, at Rusland vil beskylde sine naboer for at hjælpe ukrainerne:

“Jeg venter bare på den dag, hvor Rusland beskylder Finland, Estland eller måske Norge for at understøtte disse UAV-operationer (droneangreb, red.). Jeg tror ikke, at vi skal langt ind i fremtiden, før det sker“, sagde han i Oslo.

Uofficielle stemmer i Rusland har allerede beskyldt Norge for medansvar på droneangrebet i sidste uge, og der er næppe tvivl om, at både Norge og USA kunne bistå, hvis de ville — eksempelvis ved at give Ukraine efterretninger til udpegning af de rette militære mål på Kolahalvøen.

Fra efterretningsstationer i Nordnorge få kilometer fra grænsen til Rusland overvåger USA og det norske forsvar Kolahalvøen i døgndrift, men på konferencen i Oslo afviste operationschef i det norske forsvar, Gjert Lage Dyndal, kategorisk, at Norge skulle have bistået Ukraines droneangreb.

Arktiske atomvåben

For USA handler Arktis ikke mindst om Ruslands atomvåben. Over halvdelen af Putins atomarsenal styres fra baserne på Kolahalvøen, hvor Ruslands berygtede atomubåde også bor.

 “Vi bor midt i et nukleart stand-off”, som Dyndal, den norske operationschef, sagde.

Atomvåbnene på Kolahalvøen er afgørende for Ruslands atombalance med USA. Den korteste rute for et atommissil fra Rusland til USA går fra Kolahalvøen over Nordatlanten og Grønland. Eller fra en ubåd tættere på USA.

Mike Sfraga, der leder USA’s magtfulde Arctic Research Commission, forklarede under en pause i Oslo, hvordan krigen i Ukraine har skærpet USA’s fokus på atomarsenalet:

“Vi ved, at Rusland har kapacitet til atom-gengældelsesangreb, og vi har lige nu et forstærket behov for at forstå, hvad det betyder, nu hvor der er en landkrig i Europa, og hvor Nato er udvidet (med Sverige og Finland, red.). Vi skal forstå, hvad det betyder for den måde, vi må forberede os selv og vores allierede på,” sagde han.

Rusland har særlige grunde til huse sine atomvåben i Arktis, forklarede han: “Her er adgang til havene, og så bliver afstandene (til USA, red.) mindre, når du bruger Arktis til affyring, uanset hvilket våben der er tale om.

Ruslands konventionelle styrker er svækket efter ti års kampe i Ukraine, men Sfraga advarede mod fejlfortolkninger.

Atomarsenalet i Arktis er fuldt intakt. “Rusland har stadig meget potente våbensystemer,” sagde han.

Skulle nogen være i tvivl, offentliggjorde det russiske forsvar i weekenden en video  fra en igangværende militærøvelse på Kolahalvøen. Her affyres flere supersoniske missiler mindre end 80 km fra grænsen til Norge. 

Rusland og Kina i parløb

Dertil skal lægges Kinas voksende rolle i Arktis. Kinas indmarch i Arktis bekymrer USA og de nordiske lande langt mere end tidligere.

En af Norges mest erfarne Ruslands-forskere, seniorforsker Arild Moe fra Fridtjof Nansen-instituttet i Oslo, fortalte, at den ny alliance mellem Rusland og Kina i Arktis muligvis har medført, at Rusland ikke længere har samme interesse i fred og stabilitet som før.

“Krigen i Ukraine har forhindret Ruslands samarbejde med vestlige selskaber og investorer. Rusland har i stedet vendt sig mod Asien, og Kina ventes at spille en stor rolle. Det er muligt, at Rusland nu ser for sig, at de kan finde de nødvendige investeringer og adgang til verdensmarkederne uden samme niveau af stabilitet i Arktis som hidtil,” sagde Moe.

Forskerne har ellers længe hævdet, at Rusland altid ville forhindre ufred i Arktis, for ikke at lægge hindringer for sin egen eksport af olie, gas og mineraler fra Arktis. Men nu er tilstrømningen af vestlig teknologi og kapital ophørt, og USA og EU forsøger at undergrave den russiske olie og gas med sanktioner. Derfor er Kina blevet Ruslands nye partner. Kina leverer de afgørende turbiner, slæbeskibe, teknologi, knowhow og kapital, så Ruslands olie- og gaseksport kan fortsætte, og nu samarbejder Kina og Rusland også militært i Arktis.

I august 2023 øvede russiske og kinesiske flådeskibe sammen i Beringstrædet tæt på Alaska. I juli i år måtte USA’s og Canadas luftvåben afvise to russiske og to kinesiske bombefly, der blev eskorteret af russiske jagerfly, i luften nord for Alaska.

Det var første gang, at Kina og Rusland militære styrker arbejdede sammen på denne facon, og USA tager episoden dybt alvorligt. Som Iris Ferguson, assisterende viceminister i USA’s forsvarsministerium, sagde i Oslo:

“Det er et signal om, hvor dyb deres alliance er. Vi ved, at det tager mange år at opbygge den slags samarbejde. Man møder ikke bare op på en tilfældig flyveplads i Rusland og tager af sted sammen.”

Denne artikel er let revideret fra den første version, der blev bragt på Altinget/Arktis i Danmark den 17. september 2024 og på Altinget i Norge den 18. september. Fridtjof Nansens Institut i Norge betalte min billet og ophold i Oslo. 


blog

Controversial reforms within Greenland’s shipping agency have hit a rock

januar 4, 2024 • Af

The harbor in Århus, Denmark (Photo: Klaus Holsting)

Eight years of controversial reforms within Royal Arctic Line, Greenland’s publicly owned shipping agency, have come to a crossroad: The CEO is gone and an official probe into the company’s affairs has been called.

The reforms were designed to loosen Greenland’s ties to Denmark, the old colonial power. The idea was to lessen the linkage and better equip Greenland to trade freely, buy and sell on the world market without everything having to go through Denmark.

The key to change was a deep restructuring of Royal Arctic Line, Greenland’s publicly owned shipping agency and Greenland’s most important lifeline to the outside world.

For years the reforms to RAL’s organization were backed by Greenland’s political leaders, but in September RAL’s Board of Directors abruptly announced the exit “through an accord” of the company’s Chief Executive Officer, Verner Hammeken, the main executor of change. On December 11, a demand for a full probe into the company’s affairs was made in public by Múte B. Egede, Head of Naalakkersuisut, Greenland’s government.

What has happened? How did it all get to this?

To look for answers, we sailed from Denmark to Greenland, seven days in the North Atlantic, on one of Royal Arctic Lines heavily loaded container ships.

Not for the faint of heart

We depart in the dark at three a.m. from the harbor in Århus, Denmark. Throughout the evening the harbor has been sharply lit while massive cranes have swung some 800 steel containers on board. Many bound for Iceland, the rest for Greenland with fruits and furniture, books and building materials, cigarettes, vegetables and vehicles. All that the 59.000 Greenlanders need for their daily lives.

We have cabins on the A-deck, fifth floor on Tukuma Arctica, a 178 meter long container ship built in China and in service in Greenland since 2020.

Royal Arctic Line, also known as RAL, handles by far the majority of Greenland’s supplies as well as exports and we now know that the shipping of containers in the Arctic is not for the fainthearted.

After 35 hours at sea we have put Denmark and Norway behind us. A crew member shows us the heavy steel roof over the windlass in Tukuma Arctica’s stern. Last year, the roof caved in as if made of rubber when a freak wave crashed onto the ship.

On a late afternoon we plow the waters south of the Shetland Islands shadowed by fulmars and northern gannets. Soon, we will dock in Torshavn, the capital of the Faroe Islands.

The harbor in Torshavn, the capital of the Faroe Islands. (Photo: Klaus Holsting)

At the core of the RAL controversy lie political ambitions to strengthen Greenland’s economy and its options for a renewal of relations with Denmark or even independence at some point in the future.

Denmark still holds sovereignty over Greenland, and Naallakersuisut, Greenland’s semi-autonomous government, counts on grants from Denmark to cover some 52 percent of its expenditures – a dependency most Greenlanders would like to do without.

A reformed Royal Arctic Line was to provide access to new, cheaper and better supplies for Greenland and new and more profitable markets for Greenlandic fish and cold water shrimps, which account for some 96 percent of its export revenues.

For long, the reforms enjoyed solid support from Greenland’s political leaders:

“Despite the heavy criticism we have had enormous political backing. It has been of great support,” Verner Hammeken, the now former CEO, told me shortly before my voyage.

The King’s monopoly

For 300 years, trade in Greenland has had Denmark as its point of departure. At first, the Danes brought flour, tobacco and rifles and took furs, skins and oil from melted seal blubber on their journey back.

The King of Denmark enforced a monopoly on trade. In 1739, Danish war ships even fought a brief battle against Dutch traders who bartered with the Greenlanders. Greenland remained closed to trade for other nations until 1950 and part of the monopoly is still alive, only now under Greenlandic control.

Inspired by Iceland

In 1993, Royal Arctic Line, publicly owned, inherited the monopoly on container traffic to Greenland and ideas began to float among Greenland’s politicians on how to remodel the company and diversify Greenland’s commerce to a world beyond Denmark.

Nuuk harbor. Tukuma has brought fuel from Europe that is now pumped to a smaller RAL vessel. (Photo: Klaus Holsting)

 

“It was many years ago, we began to talk about the opening of alternative trading routes. This is not Verner Hammeken’s invention,” a former politician in Nuuk told me.

Inspiration was found in Iceland. In 1914, the establishment of Eimskip, a shipping company with thousands of Icelanders as shareholders, was pivotal to Iceland’s secession from Denmark in 1917.

The Icelandic people believed that their political freedom would be empty unless they were able to trade with other than the Danes.

In Greenland, change took speed in 2015. Aleqa Hammond, head of the Siumut party and known for her cry for enthusiastic support for Greenland’s independence, had just been replaced as head of Greenland’s government by Kim Kielsen, a political associate. There was talk of large oil-finds in Greenland; change was in the air.

A local business man, Kuno Fencker, known for his support of Greenland’s moves toward increased independence, was installed as chairman of RAL’s Board of Directors. Hammeken, 49 at the time, was appointed Chief Executive Officer of RAL — the first Greenlander to occupy the post.

Coming home to Greenland

For decades, Hammeken had not spent much time in Greenland, but he now initiated a rapid reorientation of RAL.

He was born in Greenland but at an early age he moved to Denmark with his mother, grew up, took jobs on fishing vessels, got a business degree and finally joined A. P. Møller Maersk, a Danish shipping agency, one of the biggest in the world with state-of-the-art containerships traversing the world.

Not for the profit

In 2015, as managing director of RAL, Verner Hammeken was to create new opportunities for Greenland’s imports and exports.

“This was part of the job in 2015. At that stage, the predominant view in Greenland was more opportunity-driven,” Hammeken recalls.

He set out to run RAL for the benefit of Greenland, not with a narrow aim at large corporate profits.

“I’m not afraid to call it a vocation or a calling. Not a religion, but a vocation, because I believe in it. At first, there was our group of managers, which was obviously non-Greenlandic. This has changed now,” he said in 2021.

Verner Hammeken, former CEO, Royal Arctic Line. Photo: Klaus Holsting

A number of Danish managers disappeared and new Greenlandic managers came on board. Hammeken canceled RAL’s membership of Greenland’s Business Association and publicly described the upper crust of Greenland’s business community, which still counts many Danes, as “an oil-layer on society”.

He sold off subsidiaries in Denmark, moved RAL’s headquarters from Denmark to Nuuk, and shifted the handling of containers from the city of Aalborg to Århus, another Danish city with a larger port and better integration with global container traffic.

Eimskip alliance

We dock in Torshavn in the Faroe Islands in the dead of the night and see traces of Hamnmeken’s reforms. We have been at sea for some 45 hours. Torshavn is fast asleep, but the harbor rumbles under heavy lights. From the bridge some 35 meters above sea we see men in helmets race to get Tukuma Arctica ready to move on. Speed is everything. In Nuuk, smaller ships from Royal Arctic Line are waiting to bring supplies to Greenland’s dozens of coastal communities. If we are late there will be trouble, complaints and loss of money.

In 2020, Verner Hammeken forged an alliance with Eimskip which sails every week to Portland in the US, to Norway, Sweden, The Faroe Islands, Denmark and Germany and Verner Hammeken saw new opportunities for Greenland’s commercial life.

Today, Tukuma Arctica works in tandem with Eimskip’s ships shifting containers in the North Atlantic. Hammeken believes this allows for more efficient utilization of RAL’s ships.

Deep into the night Tukuma Arctica continues onwards and into a magic daybreak. On our port side a full moon breathes silver on rocky contours. On our starboard side the sun rises from a golden horizon.

Heavy headwinds

For years, Verner Hammeken and his allies enjoyed the support of RAL’s political owners, the government of Greenland, but the criticism from Greenland’s business community was consistent and severe.

Opposition from Polar Seafood, the largest private employer in Greenland and a crucial contributor to Greenland’s economy, was particularly fierce. Like other fishing companies in Greenland, Polar Seafood depends on Royal Arctic Line for the transport of its fish and shrimp to cold-storage warehouses in Denmark. Basically all fish and shrimps caught in Greenland are shipped to Denmark before the catch is moved onward to consumers abroad.

For decades, this system of export has centered on the harbor in Aalborg in the north of Denmark. The fishing companies have built their infrastructure there, but since Verner Hammeken terminated Aalborg as RAL’s main hub in Denmark they must collect their catch several hours away in Århus. The companies also claim that the co-sailing with Eimskip leads to shipping schedules more designed to meet Icelandic needs than Greenlandic.

“I have to admit that my patience is about to reach a limit. I have to conclude that we will get nowhere,” Polar Seafood’s CEO, Henrik Leth wrote to Hammeken already in 2018. Five years later, this summer, the director of Greenland’s Business Association, Christian Kjeldsen, coined his conclusion: “The changes were based on an assumption that everything would be better and cheaper, but unfortunately the opposite is happening.”

Hammeken listened, but did not slow down. Like others in Greenland, he believes the country would be better off if its fish and shrimp were stored in warehouses in Greenland, not in Denmark, but neither moving RAL’s activity from one city to the other in Denmark, nor any of his other reforms have led to the intended changes.

The fishing companies accuse Hammeken of faulty analysis of their industry. Greenland’s retailers show only moderate interest in goods from other countries than Denmark and many of them accuse RAL of far too frequent price hikes. Hammeken, however, has his own ideas.

“I am not saying that the business community in Greenland is all Danish, but a large part of it is based on Danish interests, in particular in construction and the fishing industry. I think it would be beneficial to Greenland with a more diverse business community connected not only to Denmark,” he told me.

He firmly denies that he has ignored the needs of RAL’s customers.

“There is nothing as satisfying as doing what the customer asks for. But in RAL’s case, the customer is the people of Greenland, not the shops and the companies between us and the customer,” he says.

Local praise

Tukuma Arctica crosses the Irminger Strait between the Faroe Islands and Iceland without meeting a single ship.

In Reykjavik we offload containers and take new on board for Nuuk. The cranes wear Eimskip’s logo. Verner Hammeken connected RAL to the larger Icelandic logistics and has never made a secret of his motives.

In 2021, in his spare time in Nuuk, he and a group of like minded locals formed Inuit Nutaat, New People, a private association. On Facebook they listed what they deemed were 30 Danish wrongdoings in Greenland, including what they described as a deliberate Danish process of assimilation through the mixing of Danish and Greenlandic genes in Greenland. This could lead, the group claimed, to “actual ethnic cleansing” of the Inuit people in Greenland.

“We must create a system that is not copied from Denmark and replace the view of people here as subhuman,” Verner Hammeken told me in 2021.

As the CEO of RAL he won favor with the many in Greenland who would like to see more Greenlanders in positions of leadership. As Esekias Therkelsen, a fisheries candidate from North Greenland, told me:

“The re-orientation of RAL is beneficial for Greenland. It is part of the ongoing Greenlandization of our country and the dismantling of old state structures. We have a richer experience now of how to move things from Denmark to Greenland. Many people are glad that one of our own occupies a top position. This is progress we can be proud of.”

The end

At two am Tukuma Arctica leaves Reykjavik and enters the Denmark Strait for the long haul from Iceland to East Greenland.

The photographer spots a powerful column of misty breath from a whale. On the radar we follow Dettifoss, one of Eimskip’s vessels, bound for Denmark through the partnership with RAL.

A few hours before Cap Farewell, Greenland’s southern tip, the weather goes foul. The wind grows to hurricane strength and for many hours Tukuma Arctica rolls and dives through six to seven meter waves. Rain drenches the ship. Loose items not secured rips along the sole of the ship, but the crew hardly notices. Meals are served on time. Tough weather at Cap Farewell is standard for all seasons.

In January this year, Verner Hammekn hiked without warning the price of cold storage containers from Nuuk to Denmark by 32 percent, and once again Greenland’s fishing industry smarted.

RAL’s deficit for 2022 amounted to some 14 million USD before tax, and the company’s dialogue with the business community was impossibly strained. At a somber annual assembly in Nuuk in July, RAL’s political owners, represented by the chairman of Naalakkersuisut, Greenland’s government, Múte B. Egede, and Minister for Infrastructure Erik Jensen, voiced their distinct dissatisfaction.

Múte B. Egede called for a much more stringent focus on profits and for a “constructive and reciprocal dialogue with the business community”.

“In our new ownership strategy we emphasize strongly that our companies have a societal responsibility and that they must cooperate well with the business community and with the public they serve. We find that the shipping agency has to improve in this field,” he told Sermitsiaq, the local paper.

But Verner Hammeken did not waver. In July, he launched his so far most ambitious plan: “I saw it as the culmination of my efforts of the previous eight years,” he told me.

Come 2024, the schedule of Tukuma Arctica was to expand with weekly stops in Great Britain and Bremerhaven, Germany. Soon after, however, it was clear that his RAL journey was up.

In September, RAL’s Board of Directors announced that an agreement had been reached with Hammekan that he would step down as CEO with immediate effect. They acknowledged his involvement in RAL’s fleet renewal, in the move of leadership from Denmark to Nuuk, the co-sailing with Eimskip and “significant renewal of systems and organization”.

But the key message was clear: “There is now a need for renewed leadership competencies.”

Hammeken’s critics maintain that he was allowed for far too long to engage in politics rather than in sound business practices; an accusation that he firmly denies.

“The politicians have been under heavy pressure. I am proud of the changes and the long-term opportunities for Greenland that we have created. I am certain that people will realize what they represent in a few years,” he says.

After seven days at sea Tukuma Arctica docs in Nuuk. We have covered 2399 nautical miles. Royal Arctic Line’s new leadership has announced that in 2024 Tukuma Arctica’s weekly schedule will include a stop in Bremerhaven, Germany, just as Hammeken has proposed.

From the pier we have a view of RAL’s corporate headquarters; no one believes that RAL will move back to Denmark. Some of his reforms have obviously settled, but Hammeken is no longer part of RAL; the operation has been called off and Denmark is still Tukuma Arctica’s main destination.

This arcticle was published first on ArcticToday.com, December 24. 2023


blog

Chinese linked Australian mining company sues Greenland for billions of USD over lost revenue

oktober 15, 2023 • Af
One of the world’s largest deposits of rare earth elements is located in the Kuannersiut mountain in south Greenland. The picture shows exploratory drilling by Greenland Minerals. Photo: Greenland Minerals.

The US, China and the EU are all likely to watch closely as a battle over one of the world’s largest deposits of rare earths is taken to court. Australian owned Greenland Minerals A/S wants a mining license, or compensation of up to 11.5 billion USD for lost revenue.

One of the world’s largest deposits of rare earth minerals is located in the Kuannersiut mountain in South Greenland. The deposit has long been coveted by the US, China and the EU, but instead of being mined and brought to world markets, the valuable minerals are now subject to a bitter court case between the Chinese linked Australian mining company and the Greenlandic government.

In 2021, the government in Nuuk, Greenland’s capital passed legislation to ban uranium mining in Greenland, and this summer Greenland Minerals was refused mining license for its Kvanefjeld project in the Kuannersuit mountain. The rare earths in the area are commingled with uranium and mining would inevitably bring the latter to the surface, a result the Government in Greenland is determined to prevent.

Legal offensive

Greenland Minerals, a subsidiary of Energy Transition Minerals headquartered in Perth, Australia, has now mounted a counter offensive.

The company has been engaged in exploration at the Kuannersuit mountain since 2007. In July it filed a 517-page Statement of Claims with the Arbitral Tribunal in Copenhagen, Denmark. The statement includes a claim for a license to mine or, should that fail, a claim for compensation as well as an estimate of the company’s loss of investments and future earnings that could total 11.5 billion USD, a potentially crippling sum for Greenland.

Strong US interest

Observers in many countries are likely to follow the proceedings. Greenland is still part of the Kingdom of Denmark and the US through its embassy in Denmark has been keenly interested in Greenland’s rare earths for decades.

A former US Ambassador to Denmark, Carla Sands, held talks with Greenland Minerals in South Greenland not long before then US president Donald Trump in 2019 suggested buying the country from Denmark.

The EU has also long expressed interest, however, China may be in pole position for access. Chinese mining corporation, Shenge Resources, owns nine percent of Greenland Minerals and is represented on its board. Greenland Minerals has long been banking on financial and technical support from Shenge for the establishment of the proposed Kuannersuit mine.

Garry Frere, Commercial Manager, Greenland
Minerals.
Photo: Gary Frere / LinkedIn.

On a visit to Copenhagen in late September, Commercial Manager of Greenland Minerals Garry Frere told Arctic Today that Shenge “will support the project without a shadow of a doubt”.

The Chinese connection makes the Kuannersuit project controversial. China controls some 90 percent of the world’s supply of rare earth minerals that are essential for a host of green technologies such as batteries for electrical cars and windmills and for the defense industry that uses them in missiles, fighter jets and other defense materials.

“Not a threat”

The high loss estimates by Greenland Minerals could easily exhaust Greenland’s economy, should compensation be awarded to Greenland Minerals. Even so, the company denies any wish to intimidate the Arctic country of 57 thousand.

“It is not a threat,” said Frere, even if he understands that others may interpret the suit that way.

“I don’t think the government or its advisors expected what they saw in our statement of claim that we lodged in July. I think that document might have come with quite a bit of surprise,” Frere said.

“It might be that when the detail of the argument we are making is properly understood by Kammeradvokaten (the government’s legal council, ed.) and the government, they will form a view that Greenland Minerals has quite a substantial argument. We might not win, but there is certainly no guarantee,” he said.

He speculated that the government in Nuuk will soon begin to weigh the potential cost of paying damages to Greenland Mineral against the possible gains from a mine at Kuannersuit. Greenland Minerals argue that Greenland would likely earn more than 20 billion USD in taxes and royalties on minerals over the 37 year expected life span of the mine if Greenland Minerals was allowed to proceed at Kuannersuit.

Financing the case

The trial will likely be very expensive for both parties, but Frere claims that Greenland Minerals has resources to carry on for as long as it takes. According to him, Burford Capital in the US, specialists in funding legal cases, has made capital available which could make the case less painful for Greenland Minerals.

“We call it non-recourse. If we lose the arbitration, they get none of their money back. If we are successful they get a fee based on how much they have spent and they get a share of the reward. This is not unusual for small businesses like ours,” Frere said. He will not say how large a share of the potential wins Burford Capital is entitled to.

Greenland Minerals has engaged Clifford Chance, one of Great Britain’s largest law firms with offices across the globe, and a reputed Danish law firm to do the legal work and handle court appearances.

Breach of contract

After a stopover in Copenhagen, Frere was set to travel to Nuuk and he seems unusually knowledgable about Greenland’s domestic politics.

Strong forces within Siumut, one of the two parties in Greenland’s governing coalition, want to unravel the ban on uranium mining. Garry Frere believes that there might be a new chance for the Kuannersuit mine after the April 2025 in Greenland.

In a 2011 add-on to Greenland Minerals’ license to explore for minerals at Kuannersuit, the Greenlandic authorities stipulated that any potential requests by the company to exploit the Kuannersuit vein could be rejected by Nuuk for purely political reasons.

The project at Kuannersuit has from the beginning been highly controversial in Greenland. The fear that mining could contaminate the nearby town of Narsaq and its surroundings runs deep in Greenland and the 2011 political clause to Greenland Minerals’ exploration license mirrored a deep split in the Greenland populace regarding the project.

Even so, Frere and Greenland Minerals maintain that the government in Nuuk is in breach of contract. The company argues that the 2011 clause has been rendered invalid since numerous other positive signals and acts by the authorities in Nuuk have made Greenland Minerals predict that in the end — despite the 2011-clause — it would receive a license to mine.

In the company’s July Statement of Claims several messages to Greenland Minerals from the authorities in Nuuk and excerpts from Greenland’s political discourse were presented. From 2014, when a previous partial ban on uranium was lifted, Greenland prepared for uranium exports and Nuuk signed on to several international uranium conventions. Greenland Minerals interpreted the combined words and deeds as binding. Frere argues that matters have not been dealt with properly by Greenlandic authorities in this process.

“We have spent 13-14 years following a certain set of rules with an expectation that if we did the right thing, produced the right pieces of paper and did the right work we would then be issued a license.”

Greenland has less than 60.000 inhabitants and a limited economy, but Garry Frere has no qualms raising claims that might badly hurt its economy,

“While Greenland is a small country, it is part of the Kingdom of Denmark and it chooses to encourage people to come and potentially exploit its mineral resources. By doing that you take away your right to say ‘oh, no, we are a poor country, you are a big international ‘ruly’ boy and you have come to impose. We were invited, we followed the rules, we met all the requirements that were put in front of us, but at the last minute the goalposts were moved,“ he said.

The minister

In Greenland funding for the court case has been allocated by parliament and on the phone from Nuuk, Greenland’s Naalakkersuisoq government minister for raw materials Naaja Nathanielsen, ezpresses no desire for compromise.

Naalakkersuisoq (minister) Naaja Nathanielsen. Photo:
Goverment of Greenland.  

“The company says that because they feel that they have received a signal this must overrule the terms that are spelled out in their license. We argue that all sorts of things might have been said politically, but that this means nothing if the terms are not changed. There can be no tampering with any given government’s right to determine terms and legislation about how the resources of its country are to be utilized. This is an important principle for us and we will follow it through to the end,” Nathanielsen said.

Greenland Minerals also argue that the ban on uranium cannot be applied to the Kuannersuit project as this would deny the company rights to which it is entitled to by Greenland’s own laws. Naaja Nathanielsen, a claim she also rejects.

“The company does not read the uranium law correctly. The law applies to future licenses. If Greenland Minerals had been issued with a license to extract minerals before the law on uranium came into effect, they might perhaps have been right, but they had not,” she said.

Will the offensive work?

The question remains whether fear of an expensive court case and potentially debilitating payment of damages will stir public opinion in Greenland and influence the Greenlandic government.

Mariane Paviasen, Chair of the Committee on Foreign Affairs and Security of Inatsisartut, Greenland’s parliament says she doesn’t fear that scenario.

“They do not scare me. This only shows once again that the company does not care at all about our society,” she said.

Paviasen is a former central figure of Urani Naamik (No to Uranium), a non-governmental organization which has spearheaded opposition to the mining project at Kuanersuit. She and other opponents maintain that Greenland Minerals conducted its business in the country in less than savory ways. Its lobbying has included hiring leading Greenlandic politicians and former high ranking public officials to further its case.

Nathanielsen said that she is convinced that Greenland has the better legal case. She recognizes though that Greenland Minerals campaign is having an effect.

“I regard it as a maneuver to create uncertainty and to target politicians, and it has worked extremely well as clickbait. A lot of journalists have reacted. I just think it is more interesting what the company is basing its case on,” she said.

Greenland’s government has until early January 2024 to react to Greenland Minerals’ Statement of Claim.

The government argues that the Arbitral Tribunal in Denmark does not have powers to handle complaints against political decisions made by the government of Greenland. Instead, the government argues, Greenland Minerals may bring their case before the courts in Greenland.

Should Greenland Minerals be awarded compensation for the losses it claims, the sums involved might exceed Greenland’s ability to pay. Greenland Minerals argues, however, that the Danish government could also be made responsible. Until 2009, the two countries shared the responsibility for Greenland’s mineral deposits.

This article was first published by ArcticToday.com 11. October 2023