Britternes Brexit, Kinas pres på Færøerne og Donald Trump’s tanker om at købe Grønland har skærpet de færøske og grønlandske krav om større udenrigspolitiske beføjelser. Det har givet den danske regering et vanskeligt dilemma, der næppe forsvinder under corona-krisen. Regeringens egne juristerne siger, at Grundloven ikke tillader overførsel af mere magt over det udenrigspolitiske hverken til Nuuk eller Thorshavn.

Mette F. mødtes med Trump i London uden at Grønland var repræsenteret – det blev straks noteret i Nuuk

Dilemmaet blev udstillet i særlig grad i kølvandet på Donald Trumps tanker om at købe Grønland fra august 2029.

Den 3. december samme år offentliggjorde statsministeriet et PR-foto af Mette Frederiksen (S), forsvarsminister Trine Bramsen (S) og udenrigsminister Jeppe Kofod (S). Ministrene fremstår dynamiske og handlekraftige på vej til NATO-topmøde i London i en af forsvarets Challenger-jets. Jeppe Kofod er i energiske skjorteærmer. Højt på programmet står også et møde med Donald Trump i London, hvor Grønland og Arktis vil indgå i drøftelserne. Her skal regeringen rydde op efter det akavede og historiske forløb i august 2019, hvor Mette Frederiksen kaldte Donald Trumps ide om at købe Grønland “absurd,” og Trump angiveligt af samme grund aflyste et besøg i Danmark. 

Statsministeren havde inden afgang via Berlingske uventet meddelt, at regeringen vil  øremærke 1,5 mia. kr. i forsvarsbudgettet til forstærkede indsatser i Arktis. Mette Frederiksen brugte i avisen en række centrale kodeord fra USA’s nye tilgang til Arktis, hvor stormagtsrivalisering har afløst årtiers fokus på samarbejde, klima og fred. Hun talte om flere skibe, fly,  ubådsovervågning og truslen fra Rusland. Hun ville noget nær tredoble Arktisk Kommandos budget, og pengene skulle bruges, forklarede hun, i nøje samarbejde med USA. Efter Donald Trumps købstanker i august understregede hun igen og igen, at regeringen ser frem til øget strategisk samarbejde med USA i Grønland og i øvrigt vil øge forsvarsbudgettet; i London kunne hun nu lægge beviser på bordet.

I billedets yderste højre rand ses endnu et hvidt skjorteærme; et par fingre, en anonym person. Det er ikke Kim Kielsen, formand for Naalakkersuisut, Grønlands landsstyre, der sjældent optræder i hvid skjorte og i øvrigt mangler en finger på venstre hånd. Ej heller er det Ane Lone Bagger, den politisk ansvarlige for Grønlands udenrigsanliggender, som Jeppe Kofod kort forinden ellers omhyggeligt inviterede med til Washington til sit første møde med Mike Pompeo, USA’s udenrigsminister.

De to’s fravær blev straks bemærket i Grønland. Som Sermitsiaq, Grønlands politiske ugeavis, skrev på lederplads efter mødet med Trump: “Grønland er ikke med til er møde om, at Grønland inddrages i våbenkapløbet i Arktis (…) Grønland er ikke informeret eller inddraget i dette. Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg i Inatsisartut (det grønlandske parlament, red.) vidste ikke, at man ville bruge halvanden milliard kroner til forsvaret i Grønland (…) Tilsyneladende er det vigtigere for statsministeren at have penge med til Donald Trump end at informere Grønland om, hvad man vil bruge pengene til (…) Der er partier i Inatsisartut, der er imod, at Grønland er med i en oprustning. Hvor er respekten for demokratiet og det grønlandske samfund? (…) Igen er vi tilbage i den gamle politik, som vi har kendt, siden USA opstillede raketter med kernevåben på Thule Air Base uden at orientere grønlænderne”.

Mette Frederiksen havde før rejsen til London informeret Kim Kielsen; de to har et tæt arbejdsforhold, men her stoppede inddragelsen tilsyneladende. Det historiske møde med Trump og regeringens beslutning om at flerdoble Arktisk Kommandos budget kan dermed føjes til et voksende udenrigs- og sikkerhedspolitisk dilemma, der plager rigsfællesskabet og forholdet til omverdenen. 

På den ene side har de grønlandske og færøske beslutningstagere i en årrække været stadig mere fokuserede på deres stærkt begrænsede muligheder for at føre selvstændig udenrigs- og sikkerhedspolitik, og kravene om forandringer vokser i takt med omverdenens eksploderende interesse for de to ø-samfund. 

På den anden side har skiftende danske regeringer, inklusive VLAK-regeringen og den nuværende, udvist forståelse og velvilje over for de grønlandske og færøske frustrationer, men samtidig stringent holdt sig til den analyse, som regeringens jurister har stået for siden Selvstyrets indførelse i Grønland i 2009: Grundloven kan ikke strækkes yderligere på netop dette punkt. Rigets udenrigs- og sikkerhedspolitik føres af regeringen i København, og det kan ikke lade sig gøre at overføre flere beføjelser på dette punkt til hverken Thorshavn eller Nuuk. 

Til Jerusalem!

Dilemmaet er presserende; behovet for afklaring, koordinering og rene linjer mellem de tre rigsdele bliver stadig mere påtrængende. Som det er fremgået i de seneste måneder, kræver stormagternes interesse klare, umisforståelige svar, og det kan blive fatalt, hvis de tre dele af riget agerer modsætningsfyldt. 

I november søgte det færøske landsstyres udenrigsminister Jenis av Rana penge på den færøske finanslov til åbning af en færøsk repræsentation i Israel i 2020. Kontoret skal efter den kristne ministers mening ligge i Jerusalem, ikke i Tel Aviv ved den danske ambassade. “Det er en de facto anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad,” sagde han. Forslaget står formelt stadig i skrivende stund ved magt, dog ikke støttet at noget nær et flertal i landstinget og direkte modsagt af lagmand Bardur Nielsen. 

Færøerne eksporterer hvert år laks for milliarder til Rusland, og har tidligere direkte undsagt EU’s sanktionspolitik mod Rusland efter Krim. Landsstyret har desuden i nogle år arbejdet på en frihandelsaftale med Rusland og de fire øvrige medlemmer af Den Eurasiske Union, til flere danske politikeres forundring.

Færøerne har øget lakseeksporten til Rusland, selvom det strider mod ånden i de europæiske sanktioner mod Rusland efter annekteringen af Krim

“Færingerne skylder sig selv at tænke sig rigtig godt om, før de tager et så ultimativt skridt, som det er at indgå en frihandelsaftale med Rusland. Det er helt fint, de handler med Rusland ligesom os andre, men derfra og så til at binde sig op i den tætteste interessesfære skal man tænke sig godt om. Det siger jeg ikke af hensyn til Danmark, men af hensyn til dem selv,” som MF, tidl. udenrigsminister Martin Lidegaard (RV) sagde til Kristeligt Dagblad i november.

Efter Brexit skal Færøerne selv forhandle ny fiskeriaftale med Storbritannien og sikre sig, at øernes øvrige handel med briterne ikke går tabt. Imens vil skotterne arbejde hårdt på at løsrive sig fra England og oprette en uafhængig stat i Nordatlanten — langt tættere på Færøerne end Danmark.  

Begge processer vil øge Færøernes og også Grønlands krav. Færøerne er ikke medlem af EU, og som folketingsmedlem Sjurdur Skaale fra det socialdemokratiske Javnaðarflokkurin forklarede mig i december: “Danmark vil få en fiskeriaftale med Storbritannien gennem EU, men vi skal selv forhandle en helt ny fiskeriaftale, og det er helt afgørende med en god handelsaftale med Storbritannien efter Brexit. Det er en ny stor partner, som vi skal samarbejde med uden om Danmark.” 

Den færøske lagmand Bardur Nielsen inviterede et par dage efter valget i England i december Boris Johnson til Færøerne; det bliver så i givet fald opfølgning på det møde de to havde allerede før Brexit-afstemningen i London 5. november. En britisk fiskeriminister var på Færøerne både i 2017 og 2018, og som for at understrege forbindelsen købte Færøernes største virksomhed Bakkafrost i september lakseproducenten The Scottish Salmon Company for mere end 3 mia. kr. – den største færøske investering i udlandet nogensinde. 

Det ligger formelt set alt sammen inden for Færøernes ret til at føre selvstændig handelspolitik, men det illustrerer også udmærket, hvor vanskeligt det er og vil være for både færøske og grønlandske repræsentanter at navigere uden om det udenrigs- og sikkerhedspolitiske.  

I november lagde Kinas ambassadør i Danmark angiveligt og som flittigt beskrevet i medierne betydeligt pres på Færøernes landsstyre for at sikre, at den kinesiske teknologivirksomhed Huawei bliver leverandør af 5G-mobiltelefoni på Færøerne. Sjurdur Skaale mente, at Huawei-sagen, som også den amerikanske ambassadør Carla Sands involverede sig i, illustrerede, hvorfor Grønland og Færøerne bør have mere kontrol over egne udenrigsaffærer: 

“Sagen viser den store forskydning i det danske riges betydning, hvor Grønland og Færøerne efterhånden får større betydning end Danmark. Internationalt, geopolitisk og strategisk har Grønland og Færøerne i dag fået større betydning end Danmark, så det er helt uholdbart, at beslutningerne skal træffes i Danmark, når det handler om Færøerne og Grønland,” sagde han.  

“Når der er så kraftigt pres fra USA og Kina, viser det, at sagen handler om mere end bare Kinas handel med et mikroskopisk teleselskab på Færøerne. Vores 60.000 indbyggere kan jo være i en enkelt bygning i Beijing. Det handler om geopolitik. Der er stadig større økonomisk og militær aktivitet i Arktis, og Færøerne ligger på tærsklen mellem Europa og Arktis. Derfor er det godt at have foden indenfor.” 

Ingen vej udenom

I Grønland er selvfølelsen og frustrationerne på samme niveau. 

Sara Olsvig, tidligere folketingsmedlem for Inuit Ataqatigiit og tidligere viceformand for Naalakkersuisut, anser det for helt nødvendigt, at de nordatlantiske ø-samfund får større udenrigspolitisk råderum:

“Jeg kan ikke se nogen vej udenom. Vi tager allerede beslutninger i dag, som har konsekvenser for udenrigs- og sikkerhedsområdet, så hvis ikke det skal fortsætte med at være noget værre rod, kan man lige så godt sætte sig ned nu og finde en løsning,” siger hun.

“Som det er nu, savner vi transparens og lige adgang til informationer. Samtidighedsprincippet, som tilsiger, at parlamenterne i København og Nuuk har samme adgang til information samtidig, efterleves ikke, og meget af det materiale, der er relevant for beslutningnerne i Grønland, foreligger ikke i Grønland,” siger hun. 

Hun fandt den dansk-grønlandske arbejdsdeling på udenrigsområdet dysfunktionel allerede fra sin entre i Folketinget i 2011: 

“Det er som om, man fra dansk side stadig ikke er opmærksomme på, at man har en ny udfordring, og at man er nødt til at finde ud af, hvad man gør ved den. I al den tid, jeg var politiker, har det været sådan, at beslutninger, der umiddelbart ser ud til at være indenrigspolitiske beslutninger i Grønland og på Færøerne, også har haft udenrigs- og sikkerhedspolitiske konsekvenser. Systemet er bare stadigvæk ikke gearet til, hvad man så skal gøre ved det,” siger hun. 

Sara Olsvig var under sin tid i Folketinget formand for foreningen af arktiske parlamentarikere, der samler parlamentsmedlemmer fra alle de arktiske nationer. Hun trak sig fra det politiske liv i 2018 og er i dag chef for UNICEF i Grønland, men hun deltager stadig i den politiske debat. 

I forrige udgave af Udenrigs skrev hun sammen med lektor ved universitetet i Nuuk, cand.scient.pol, ph.d. Rasmus Leander Nielsen under overskriften Da Trump ville købe Grønland: 

“Sat på spidsen er det ikke længere muligt blot at fastslå, at forsvars- og udenrigspolitikken er et dansk anliggende, jfr. Grundlovens § 19, for de facto spiller Grønland qua den geostrategiske placering en stigende rolle, når beslutninger tages, diplomater mødes og arktiske sikkerhedsdynamikker ændres.”

Diskussionen handler altså om udenrigs- og sikkerhedspolitikken og ikke nødvendigvis om øgede færøske og grønlandske ønsker om egentlig løsrivelse fra Danmark. Sjurdur Skaale og hans parti på Færøerne er tilhængere af Færøernes rigsfællesskab med Danmark, mens Sara Olsvig ligesom andre moderate tilhængere af visionen om et uafhængigt Grønland insisterer på, at Grønlands social- og økonomiske sammenhængskraft skal øges markant, før et mere grundlæggende opgør med rigsfællesskabet vil være relevant. Begge holder de dog fast i, at behovet for nye greb om udenrigs- og sikkerhedspolitikken er akut.    

Nødvendigt samarbejde

Regeringen og statsministeren har hårdt brug for et smidigt og operationelt samarbejde med både Thorshavn og Nuuk. Man behøver blot at forestille sig furoren, hvis Kim Kielsen på vegne af Naalakkersuisut modsatte sig øget amerikansk militær tilstedeværelse i Grønland eller åbningen af et amerikansk konsulat i Nuuk. Eller hvis Færøerne i fremtiden vil føre en anden kurs over for Kina, end den, som København ville foretrække — sådan som Færøerne allerede gør, når det gælder det europæiske sanktionsregime mod Rusland efter Krim-krisen i 2014.

Grundlovens §19 siger, at “kongen handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender”, hvorfra regeringens sikkerheds- og udenrigspolitiske mandat og monopol så trækkes. Med loven om Grønlands Selvstyre fra 2009 og den såkaldte Fuldmagtslov for Færøerne fra 2005 har Nuuk og Thorshavn fået ret til at forhandle og indgå folkeretligt bindende aftaler med andre lande og internationale organisationer på sagsområder, som er fuldt hjemtagne, altså hvor Grønland eller Færøerne har overtaget det fulde politiske ansvar, men sådanne aftaler kan kun indgås på vegne af det samlede kongerige og efter detaljeret, forudgående orientering af regeringen i København. Skriver den færøske lagmand eksempelvis under på en ny fiskeri- eller handelsaftale, gør han/hun det som “Kongeriget Danmark, på vegne af Færøerne”, og forholdene er ens for Naalakkersuisut i Nuuk.     

I stats-, udenrigs-, og justitsministeriet er analysen som nævnt, at grundloven ikke kan strækkes yderligere på dette punkt. Enkelte private jurister har anfægtet analysen, men der er ikke sprækker at spore i centraladministrationens holdning, selvom presset fra Nordatlanten er voksende.

Hverken i Grønland og på Færøerne accepteres regeringens juridiske argumenter som fyldestgørende. Som Sjurdur Skaale siger: “Grundloven beskriver en enhedsstat, som forlængst er sprængt, og som bliver det stadig mere. Det må man forholde sig til, og ikke fastholde den meget legalistiske tilgang, man har fulgt hidtil. Danmark har jo f.eks. også tilladt, at vi har et parlament på Færøerne, at vi opkræver skatter og alt muligt andet, som vi mener ligger klart uden for grundlovens rammer. Beslutningerne har fra gammel tid ligget i Danmark, hvor befolkningen og økonomien har været stærkest, men nu kommer geografien ind som et nyt, afgørende element, og der spiller først og fremmest Grønland, men også Færøerne i kraft af sit store havområde en stadig vigtigere rolle.” 

Som svar tog man under VLAK-regeringen fat på en række tillidsskabende foranstaltninger, designet til at fremme koordineringen og udveksling af information og synspunkter. Sikre kommunikationskanaler anlægges over Atlanten, flere folk i Thorshavn og Nuuk sikkerhedscleares, en årlig samarbejdsdag mellem de tre udenrigstjenester er indført, Politiets og Forsvarets Efterretningstjenester betjener i stigende grad Thorshavn og Nuuk (PET har nu en fast mand i Nuuk, der rådgiver om aflytningsrisici m.v.). Forsvarsakademiets analytikere har holdt både lukkede og åbne møder i Nuuk, og Mette Frederiksen og andre ministre siger, at de inddrager grønlandske og færøske beslutningstagere mere i regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske overvejelser. 

I mellemtiden får vi løbende tegn på, hvordan Færøernes og Grønlands udenrigs- sikkerheds signifikans vokser. 

Som da Mette Frederiksen øremærkede de 1,5 milliarder til Arktisk Kommando i Nuuk. Eller som da forsvarsminister Trine Bramsen kort forinden bandt det danske forsvar til udgifter på omkring en halv milliard til vedligehold af den store lufthavn i Kangerlussuaq i Grønland, der blev bygget af USA under 2. verdenskrig. Den danske regering er fortsat forpligtet af “Aftalememorandum af 13. marts 1991”, som blev indgået da de danske myndigheder med få ugers varsel overtog lufthavnen fra USA. Her står, at “de Forenede Staters militære fly og fly chartret af militæret skal fortsat uhindret have overflyvnings- og landingsrettigheder.”

Eller da Mette Frederiksen i Folketinget 10. december 2019 fastholdt, at det udelukkende er en færøsk beslutning, om det offentligt ejede Føroya Tele vælger Huawei som 5G-leverandør eller ej. Statsministeren undlod at gøre sagen til et spørgsmål om rigets udenrigs- og sikkerhedspolitik, selvom sagen har klart sikkerheds- og udenrigspolitisk indhold, og selvom den stadig i skrivende stund hæver som et gærbrød midt i den uregulerede, besværlige gråzone mellem handelspolitikken, som er et færøsk anliggende, og udenrigs- og sikkerhedspolitikken, der sorterer under den danske regering. 

Lars Løkke Rasmussen (V), valgte efter et møde om Huawei-sagen i Udenrigspolitisk Nævn 12. december at skære Mette Frederiksens dilemma ud i pap: “Hvis den danske regering mente, det var et problem, at den færøske regering valgte én leverandør frem for en anden, så ville den danske regering kunne gribe ind allerede nu. Derfor nytter det ikke noget, at den danske regering står og tørrer ansvaret af sig,” sagde han til de forsamlede journalister.

 Udenrigsminister Jeppe Kofod fastholdt, at regeringen ikke agter at blande sig: “Det her er en kommerciel beslutning, som ligger på Færøerne. Det er et hjemtaget område, som Færøerne har, hele teleområdet. Vi har Center for Cybersikkerhed, som kan være med til at rådgive Færøerne og det konkrete selskab i forhold til sikkerhed, IT-sikkerhed, cybersikkerhed, telesikkerhed, og det er det, vi også stiller til rådighed,” sagde han. 

Regeringen slap på den måde for at sige ligeud, at Huawei er så tæt forbundet med den kinesiske statsmagt, at Danmark af sikkerhedsmæssige årsager ikke ønsker, at Huawei får kontrol med 5G-netværket. Samtidig slap man for endnu en konflikt med det færøske landsstyre om magtens deling. (Landsstyret i Torshavn fastholdt, at man ikke ville blande sig i, hvilken leverandør Føroya Tele vælger til sit 5G-netværk. Et dansk indgreb, hvor statsministeren insisterede på regeringens mandat til at blande sig, fordi sagen har sikkerhedspolitiske implikationer, ville følgelig blive betragtet som et alvorligt, politisk overgreb i Torshavn og skadeligt for landsstyrets autoritet). 

I 2018 stod Lars Løkke Rasmussen som statsminister midt samme gråzone, da hans regering efter dialog med Washington fandt, at udsigterne til, at Kina måske ville få en rolle i opførslen af to nye lufthavne i Grønland, udgjorde en sikkerhedsrisiko for hele riget. Kim Kielsen og andre fra Nuuk havde under besøg i Beijing over for kinesiske finansinstitutioner luftet muligheden for kinesisk medfinansiering af lufthavnene, og et kinesisk entreprenørselskab var inviteret til at byde på konstruktionsarbejderne.

Udsigten til dansk indblanding udløste skarpe protester i Nuuk, indtil Lars Løkke Rasmussen i stedet for at aktivere sit sikkerhedspolitiske mandat greb til baglommen. Løsningen blev et dansk indskud i lufthavnene på 700 mill. kr og 900 mill. kr. i lån til de to lufthavne i Grønland, hvormed kineserne blev irrelevante. (Samtidig sikrede Lars Løkke Rasmussen stærk dansk medindflydelse på det hidtil største infrastrukturprojekt i Grønlands historie). 

Tilsvarende løsninger bød sig ikke til for Mette Frederiksen i Huawei-sagen. Her ville penge ingen forskel gøre, og at insistere på regeringens sikkerhedspolitiske monopol var politisk umuligt. At dømme ud fra det offentligt tilgængelige, valgte statsministeren i stedet at stole på færingernes egen dømmekraft og på den givetvis vedholdende rådgivning,  Center for Cybersikkerhed har ydet landsstyret. 

Skotland ny nabo i Nordatlanten

Brexit vil som nævnt forstærke dilemmaet, især fordi Færøerne af økonomiske årsager efter Brexit får hårdt brug for tætte forbindelser til London, men også på grund af løsrivelsestrangen i Skotland. Det EU-venlige parti SNP fik 45 pct. af stemmerne i Skotland ved valget i Storbritannien i december, og partiet slås nu for en ny folkeafstemning om Skotlands løsrivelse. En del færingerne fulgte tæt med i den forrige i 2014, og færingerne har fra gammel tid et tæt forhold til Skotland, der er øernes nærmeste nabo mod syd. 

              Af de 8000 tropper, der opholdt sig på Færøerne under 2. verdenskrig for at holde tyskerne væk, kom store dele af dem fra Skotland. Den britiske ledelse havde med omhu valgt tropper, som man mente ville gå godt i spænd med færingerne. Det kom der en del ægteskaber og børn ud af, samtidig med at færøske fiskere sejlede i lukrativ men livsfarlig pendulfart mellem Færøerne og Skotland med fisk til de sultne englændere. 

Lederen af SNP, Nicola Sturgeon,  har i de seneste år bejlet til både Færøerne og Island, der kan blive nyttige naboer til et frit Skotland. I to år i træk har hun eksempelvis holdt keynote speeches på Arctic Circle, en årligt tilbagevendende Arktis-konference i Reykjavik, hvor hun har talt varmt om “vores arktiske naboer”. 

Også i denne forbindelse vil kravet om udvidede udenrigspolitiske beføjelser trænge sig på. 

Ligesom det gør i Beijing, hvor Færøerne åbnede repræsentationskontor i oktober 2019. 

Og som det gør i Grønland, hvor politikerne snart vil møde diplomater fra USAs nye konsulat i Nuuk igen og igen — i Brugsen, på fisketure og andre steder året rundt.

Og som det gør for Færøernes milliard-eksport af laks til Rusland, der er i lodret strid med ånden i de europæiske sanktioner mod Rusland efter Krim.

Og som det gør, fordi landsstyret i Thorshavn arbejder hårdt på en handelsaftale med Rusland og de øvrige fire medlemmer af Den Eurasiske Union.

Og som det gør, når grønlænderne skal forhandle med USA om det amerikanske forsvars brug af den lokale infrastruktur.

Og som det gør, når Grønland forhandler med udlandet om sjældne jordarter, uran og andre strategiske mineraler. 

Og som det gør, når de nordatlantiske politikere mødes med folk fra CIA, USA’s  kongres, NATO-ledere og andre beslutningstagere i udlandet. 

Og som det gør, når de færøske og grønlandske forhandlere i internationale fiskeriforhandlinger skal tale med én stemme, selvom de har forskellige mål. 

Og som det gør, når Færøernes vil være medlemmer af Nordisk Ministerråd, men Danmark sætter sig imod. 

Og som det gjorde i 2017, da Grønland, Færøerne og Island indgik en samarbejdsaftale, som den danske regering straks annulerede.

 Til daglig fungerer samarbejdet angiveligt fint. Tonen på embedsmandsniveau er ifølge flere involverede bedre end tidligere, og den seneste tids pres fra USA og Kina har illustreret alvoren for alle involverede. Mette Frederiksen og Jeppe Kofod har i deres korte tid i regering flittigt besøgt både Torshavn og Nuuk.

Problemet er, at disse og de øvrige tillidsskabende foranstaltninger ikke nødvendigvis løser det grundlæggende dilemma, at en række beslutningstagere i Grønland og på Færøerne i dag ønsker noget nær fuld kontrol over deres egne udenrigsanliggender. Og at ønskerne vokser i takt med omverdenens interesse.

Teksten her blev optrykt i let redigeret form i tidsskriftet Udenrigs nr 1 2020. 

—

Færøerne, Grønland og Danmark er i færd med at skrive en ny fælles strategi for kongerigets fælles indsats i Arktis i de kommende år. Den forrige galdt for årene 2011-2021, og der er stærkt behov for en opdatering.

Resultatet vil vise, om de tre parter kan enes om en strategi, der afspejler lyst og evne til at angribe nogle af de centrale, fælles udfodringer i Arktis, og dermed gøre kongeriget interessant for andre ved andet end sin størrelse og beliggende. En ny finsk analyse viser, præcis hvilke udfordringer, det står øverst på dagsordenen i Arktis – men først lidt om baggrunden for strategi-arbejdet.

Den arktiske stormagt

Tanken om, at Danmark sammen med Grønland og Færøerne udgør en arktisk stormagt, har bidt sig grundigt fast på Christiansborg.

Efter Brexit skal Færøerne forhandle ny fiskeriaftale og sikre sig sin øvrige handel med Storbritannien. Imens vil skotterne arbejde hårdt på at oprette en uafhængig stat i Nordatlanten — langt tættere på Færøerne end Danmark.  

Begge processer vil øge Færøernes og også Grønlands krav om større magt over deres egne udenrigsanliggender. Krav, som i forvejen har fået ny styrke efter Donald Trumps tanker om at købe Grønland og Kinas Huawei-pres på Færøerne, men som Mette Frederiksen hidtil har fundet det næsten umuligt at opfylde.

Færøernes lagmand, Bardur Nielsen, og Boris Johnson i London 5. november – og færøerne må ikke føre udenrigspolitik.

Færøerne er ikke medlem af EU, og som folketingsmedlem Sjurdur Skaale fra Javnaðarflokkurin siger:

“Danmark vil få en fiskeriaftale med Storbritannien gennem EU, men vi skal selv forhandle en helt ny fiskeriaftale og en helt afgørende handelsaftale med Storbritannien efter Brexit. Det er en ny stor partner, som vi skal samarbejde med uden om Danmark.” 

Den færøernes lagmand Bardur Nielsen har netop inviteret Boris Johnson til Færøerne, som opfølgning på et møde de to havde i London 5. november. Den britiske fiskeriminister var på Færøerne allerede i 2018, og som for at understrege forbindelsen købte Færøernes største virksomhed Bakkafrost i september lakseproducenten The Scottish Salmon Company for mere end 3 mia. kr. – den største færøske investering i udlandet nogensinde. 

Samtidig har Kinas ambassadør i Danmark som bekendt angiveligt lagt betydeligt pres på Færøernes landsstyre for at sikre, at firmaet Huawei bliver leverandør af 5G-mobiltelefoni på Færøerne. Det illustrerer igen, siger Sjurdur Skaale, hvorfor Grønland og Færøerne bør have langt mere kontrol over deres egne udenrigsaffærer: 

“Sagen viser den store forskydning i det danske riges betydning, hvor Grønland og Færøerne efterhånden får større betydning end Danmark. Internationalt, geopolitisk og strategisk har Grønland og Færøerne i dag fået større betydning end Danmark, så det er helt uholdbart, at beslutningerne skal træffes i Danmark, når det handler om Færøerne og Grønland.” 

I Grønland er selvfølelsen og frustrationerne på samme niveau. 

Sara Olsvig, der er tidligere folketingsmedlem for Inuit Ataqatigiit og tidligere viceformand for Naalakkersuisut, Grønlands landsstyre, anser det for helt nødvendigt, at de nordatlantiske ø-samfund får større udenrigspolitisk råderum:

“Jeg kan ikke se nogen vej udenom. Vi tager allerede beslutninger i dag, som har konsekvenser for udenrigs- og sikkerhedsområdet, så hvis ikke det skal fortsætte med at være noget værre rod, kan man lige så godt sætte sig ned nu og finde en løsning,” siger hun.

“Som det er nu, savner vi transparens og lige adgang til informationer. Samtidighedsprincippet, som tilsiger, at parlamenterne i København og Nuuk har samme adgang til information samtidig, efterleves ikke, og meget af det materiale, der er relevant for beslutningnerne i Grønland, foreligger ikke i Grønland,” siger hun. 

Hun fandt den dansk-grønlandske arbejdsdeling på udenrigsområdet dysfunktionel allerede fra sin entre i Folketinget i 2011: 

“Det er som om, man fra dansk side stadig ikke er opmærksomme på, at man har en ny udfordring, og at man er nødt til at finde ud af, hvad man gør ved den. I al den tid, jeg var politiker, har det været sådan, at beslutninger, der umiddelbart ser ud til at være indenrigspolitiske beslutninger i Grønland og på Færøerne, også har haft udenrigs- og sikkerhedspolitiske konsekvenser. Systemet er bare stadigvæk ikke gearet til, hvad man så skal gøre ved det,” siger hun. 

Sara Olsvig var under sin tid i Folketinget formand for foreningen af arktiske parlamentarikere, der samler parlamentsmedlemmer fra alle de arktiske nationer. Hun trak sig fra det politiske liv i 2018 og er i dag chef for UNICEF i Grønland, men hun deltager stadig i den politiske debat. 

I den seneste udgave af tidsskriftet Udenrigs skriver hun (sammen med lektor ved universitetet i Nuuk, cand.scient.pol, ph.d. Rasmus Leander Nielsen) under overskriften Da Trump ville købe Grønland: 

“Sat på spidsen er det ikke længere muligt blot at fastslå, at forsvars- og udenrigspolitikken er et dansk anliggende, jfr. Grundlovens § 19, for de facto spiller Grønland qua den geostrategiske placering en stigende rolle, når beslutninger tages, diplomater mødes og arktiske sikkerhedsdynamikker ændres,” lyder det.   

Eller som Sjurdur Skaale siger om Huawei-sagen, som også den amerikanske ambassadør Carla Sands har involveret sig i:

“Når der er så kraftigt pres fra USA og Kina, viser det, at sagen handler om mere end bare Kinas handel med et mikroskopisk teleselskab på Færøerne. Vores 60.000 indbyggere kan jo være i en enkelt bygning i Beijing. Det handler om geopolitik. Der er stadig større økonomisk og militær aktivitet i Arktis, og Færøerne ligger på tærsklen mellem Europa og Arktis. Derfor er det godt at have foden indenfor.” 

Færøernes og Grønlands krav om større udenrigspolitisk råderum er penibel, fordi Mette Frederiksen på den ene side har stærkt brug for et smidigt og operationelt samarbejde med både Torshavn og Nuuk, og på den anden side opfatter sig selv som låst, fordi grundloven ifølge hendes egne jurister ikke tillader overførsel af flere udenrigspolitiske beføjelser til hverken Nuuk eller Torshavn. 

Problemet er akut. Stormagternes interesse kræver klare, umisforståelige svar, og det kan blive fatalt, hvis de tre dele af riget sender uens signaler.

Man behøver blot at forestille sig furoren, hvis det grønlandske landsstyre modsatte sig øget amerikansk tilstedeværelse i Grønland. Eller hvis Færøerne i fremtiden vil føre en anden kurs over for Kina, end den, der er vedtaget i København – sådan som Færøerne i forvejen gør, når det gælder sanktionerne mod Rusland efter Krim.

Samtidig bestrider man både i Grønland og på Færøerne de danske juristers fortolkning af grundloven. Som Sjurdur Skaale siger: “Grundloven beskriver en enhedsstat, som forlængst er sprængt, og som bliver det stadig mere. Det må man forholde sig til, og ikke fastholde den meget legalistiske tilgang, man har fulgt hidtil. Danmark har jo f.eks. også tilladt, at vi har et parlament på Færøerne, at vi opkræver skatter og alt muligt andet, som vi mener ligger klart uden for grundlovens rammer. Beslutningerne har fra gammel tid ligget i Danmark, hvor befolkningen og økonomien har været stærkest, men nu kommer geografien ind som et nyt, afgørende element, og der spiller først og fremmest Grønland, men også Færøerne i kraft af sit store havområde en stadig vigtigere rolle.” 

Regeringen mener, at den har strukket juraen så langt, det kan lade sig gøre. I stedet forsøger man sig med tillidsskabende foranstaltninger. Sikre kommunikationskanaler anlægges over Atlanten, flere folk i Torshavn og Nuuk sikkerhedscleares, en årlig samarbejdsdag mellem de tre udenrigstjenester er indført, Politiets og Forsvarets Efterretningstjenester betjener i stigende grad Torshavn og Nuuk, Forsvarsakademiets analytikere har for nylig holdt både lukkede og åbne møder i Nuuk, og Mette Frederiksen og andre ministre siger, at de inddrager grønlandske og færøske beslutningstagere mere i e udenrigs- og sikkerhedspolitiske overvejelser, end tidligere. 

Der er ganske store ting på spil. Tænk blot på, hvordan Mette Frederiksen valgte at øremærke 1,5 milliarder i forsvarsbudgettet til Arktisk Kommando i Nuuk mindre end to døgn, før hun skulle mødes med Donald Trump i London. 

Eller tænkt på, hvordan forsvarsminister Trine Bramsen har måtte forpligtet det danske forsvar til udgifter på omkring en halv milliard til vedligehold af den store lufthavn i Kangerlussuaq i Grønland, bl.a. fordi den er vigtig for det amerikanske forsvar – uden at det i øvrigt har tilfredsstillet behovet for afklaring i Nuuk.

Og tænk på, hvordan Lars Løkke Rasmussen i 2018 måtte finde 1,6 mia. kroner til to grønlandske lufthavne – ikke mindst fordi der i København og Washington var frygt for, at Kina skulle få en rolle i lufthavnsprojekterne.

Og tænk på, hvordan Mette Frederiksen i Folketinget 10. december måtte fastholde, at det er en ren færøsk beslutning, om det offentligt ejede Føroya Tele vælger Huawei som 5G-leverandør eller ej.

Statsministeren undlod at gøre sagen til et spørgsmål om rigets udenrigs- og sikkerhedspolitik, selvom sagen har næsten selvlysende sikkerheds- og udenrigspolitisk indhold, og selvom den stadig hæver som et gærbrød midt i den uregulerede, besværlige gråzone mellem handelspolitikken, som er et færøsk anliggende, og udenrigs- og sikkerhedspolitikken, der sorterer under den danske regering. 

Lars Løkke Rasmussen, der selv måtte navigere i gråzonen i sin tid som statsminister, valgte efter et møde om Huawei-sagen i Udenrigspolitisk Nævn 12. december at skære Mette Frederiksens dilemma ud i pap: 

“Hvis den danske regering mente, det var et problem, at den færøske regering valgte én leverandør frem for en anden, så ville den danske regering kunne gribe ind allerede nu. Derfor nytter det ikke noget, at den danske regering står og tørrer ansvaret af sig,« sagde han til de forsamlede journalister.

 Udenrigsminister Jeppe Kofod fastholdt som Mette Frederiksen, at regeringen ikke agter at blande sig: 

“Det her er en kommerciel beslutning, som ligger på Færøerne. Det er et hjemtaget område, som Færøerne har, hele teleområdet. Vi har Center for Cybersikkerhed, som kan være med til at rådgive Færøerne og det konkrete selskab i forhold til sikkerhed, IT-sikkerhed, cybersikkerhed, telesikkerhed, og det er det, vi også stiller til rådighed,” sagde han. 

Regeringen undgår på den måde at sige ligeud, at Huawei er så tæt forbundet med den kinesiske statsmagt, at Danmark af sikkerhedsmæssige årsager ikke ønsker, at Huawei får kontrol med 5G-netværket, der bliver en afgørende del af samfundets fremtidige digitale infrastruktur.    

Samtidig slipper regeringen for et ubehageligt skænderi med det færøske landsstyre netop om magtens deling i rigsfællesskabet, der straks ville få følger også for forholdet til Grønland. 

Landsstyret i Torshavn siger, at man ikke vil blande sig i, hvilken leverandør Føroya Tele vælger til sit 5G-netværk. Et dansk indgreb ville følgelig blive betragtet som et alvorligt, politisk overgreb i Torshavn fordi Færøerne vil fastholde, at der er tale om handelspolitik, og fordi et dansk indgreb straks ville underminere Landsstyrets autoritet på Færøerne. 

Brexit vil som nævnt forstærke problemet, især fordi Færøerne får hårdt brug for meget tætte forbindelser til London og det britiske marked, men også på grund af løsrivelsestrangen i Skotland. 

Det EU-venlige parti SNP fik 45 pct. af stemmerne i Skotland ved valget i sidste uge, og partiet slås nu for en ny folkeafstemning om Skotlands løsrivelse. En del færingerne fulgte tæt med i den forrige i 2014, og færingerne har fra gammel tid et tæt forhold til Skotland, der er øernes nærmeste nabo mod syd. 

Af de 8000 tropper, der opholdt sig på Færøerne under 2. verdenskrig for at holde tyskerne væk, kom store dele af dem fra Skotland. Den britiske ledelse havde med omhu valgt tropper, som man mente ville gå godt i spænd med færingerne. Det kom der en del ægteskaber og børn ud af, samtidig med at færøske fiskere sejlede i lukrativ men livsfarlig pendulfart mellem Færøerne og Skotland med fisk til de sultne englændere. 

Lederen af SNP, Nicola Sturgeon,  har i de seneste år bejlet til både Færøerne og Island, der kan blive nyttige naboer til et frit Skotland. I to år i træk har hun eksempelvis holdt keynote speeches på Arctic Circle, en årligt tilbagevendende Arktis-konference i Reykjavik, hvor hun har talt varmt om “vores arktiske naboer”. 

Også i denne forbindelse vil kravet om udvidede udenrigspolitiske beføjelser trænge sig på. 

Ligesom det gør i Kina, hvor færingerne åbnede repræsentation i oktober.

Og som det gør i Grønland, hvor politikerne snart vil møde diplomater fra USAs nye konsulat i Nuuk igen og igen — i Brugsen, på fisketure, til receptioner og andet året rundt.

Og som det gør, når det gælder færøernes milliard-eksport af laks til Rusland, der er i lodret strid med ånden i de europæiske sanktioner mod Rusland efter Krim.

Og som det gør, fordi landsstyret i Torshavn arbejder hårdt på at få en handelsaftale med Rusland og de øvrige fire medlemmer af Den Eurasiske Union.

Og som det gør, fordi Færøernes udenrigsansvarlige forslår, at Færøerne de facto skal anderkende Jerusalem som Israels hovedstad.

Og som det gør i forhandlingerne i Grønland om det amerikanske forsvars brug af den lokale infrastruktur.

Og som det gør, fordi Mette Frederiksen valgte at tale om Grønland og Arktis med Donald Trump i London, uden at invitere en repræsentant for Grønland med.

Og som det gør, når Grønlands forhandler med udlandet om sjældne jordarter, uran og andre strategiske mineraler. 

Og som det gør, når de nordatlantiske politikere rejser og taler med folk fra CIA, USA’s  kongres, NATO-ledere og andre beslutningstagere. 

Og som det gør, når de færøske og grønlandske forhandlere i de internationale fiskeriforhandlinger skal tale med én stemme, selvom de har forskellige mål. 

Og som det gør, når Færøernes vil være medlemmer af Nordisk Ministerråd, men Danmark sætter sig imod. 

Og som det gjorde i 2017, da Grønland, Færøerne og Island indgik en samarbejdsaftale, som den danske regering straks annulerede.

Og når det gælder flere andre, aktuelle sager.

 Til daglig fungerer samarbejdet angiveligt fint. Tonen på embedsmandsniveau er ifølge flere involverede bedre end tidligere, og det aktuelle pres fra USA og Kina har illustreret alvoren for de involverede. Mette Frederiksen og Jeppe Kofod har i deres korte tid i regering flittigt besøgt både Torshavn og Nuuk, og det hjælper, at Mette Frederiksen har et tæt forhold til Kim Kielsen, formanden for Naalakkersuisut. 

 Problemet er, at disse og de førnævnte tillidsskabende foranstaltninger ikke løser det grundlæggende dilemma, at Grønland og Færøerne ønsker noget nær fuld kontrol over deres egne udenrigsanliggender. Og at ønsket vokser næsten lige så hurtigt som  omverdenens interesse for de to nationer. 

Denne tekst blev i let redigeret tilstand først optrykt på Altinget.dk 18. 12  2019

Onsdag i sidste uge afsatte Mette Frederiksens regeringen og alle folketingets partier undtagen Nye Borgerlige 80 millioner kroner til undsætning af de udsatte børn i Grønland.

Det er skelsættende på mindst to måder. 

For det første, fordi det forhåbentlig fører til mere effektiv assistance til børnene (også selvom sexovergrebene i Grønland er ikke nævnt direkte i forligsaftalen, det kommer vi tilbage til). 

Men også fordi, det ikke siden Selvstyrets indførelse i Grønland i 2009 tidligere er sket, at en dansk regering kaster så betydelige summer efter en opgave, som Grønland for længst selv har taget ansvaret for – uden chance for at få pengene tilbage.

Hovedpersonerne bag den dansk-grønlandske aftale: Social- og indenrigsminister Astrid Krag og Naallakkersuisoq for sociale anliggender Martha Abelsen

 Hvis vi medtænker aftalen fra 2017 mellem Lars Løkke Rasmussen og Kim Kielsen, formanden for Naalakkersuisut, det grønlandske landsstyre, om 180 mill kroner til oprydning på nedlagte amerikanske installationer i Grønland plus aftalen mellem de to fra 2018 om dansk indskudskapital og lån på i alt 1,6 mia. kroner til to nye grønlandske lufthavne plus 200 mill. i lånekapital til erhvervsudvikling, fritskrabes et tankevækkende nybrud i rigsfællesskabet – nu videreført af Mette Frederiksens regering.

Tendensen, der bekræftes af centrale kilder i både Nuuk og København, har krævet opgør med ellers fast cementerede dogmer i både Nuuk og København.  

I Danmark bryder politikerne med mange års fast politisk tænkning, der har betydet, at det årlige bloktilskud til Grønland ikke har kunne få følge af flere danske penge. I Selvstyreloven fra 2009 blev bloktilskuddet efter fire års seje forhandlinger med Grønland af flere grunde fastfrosset på et strengt afmålt, årligt beløb, hvorefter det logisk fulgte, mente man, at Danmark ikke løbende kunne bevilge nye, store summer til Grønland. 

Dette danske dogme synes nu forladt. 

I stedet domineres Danmarks tilgang til Grønland af et stærkt ønske om et tættere samarbejde, der kan sikre et stærkere Grønland og rigsfællesskabets beståen, og det må gerne koste penge. Tendensen var synlig før, men nu mærkbart forstærket efter Donalds Trumps tanker om et køb af Grønland. 

Foto fra DR-dokumentaren “Byen hvor børnene forsvinder” – om seksuelle overgreb på børn i Tasiilaq på Grønlands østkyst

I Grønland er opgøret med et andet dogme endnu i gang: Læg mærke til, at aftalen om børnene og aftalen om lufthavnene kun er landet efter dybe kontroverser i Nuuk. 

De danske penge til de to lufthavne sprængte den regerende koalition i Nuuk. Et af koalitionens partier, Naleraq, mente, at Danmark her fik lov at købe sig til fornyet magt i Grønland, og Naleraq meldte sig ud i protest.

På beslægtet facon skulle Kim Kielsens landsstyre i sommer igennem en alvorlig parlamentarisk krise, før man lod sig presse til at bede Danmark om ekstra hjælp til børnene. I en stund havde Kim Kielsens landsstyre et indædt flertal i Inatsisartut, det grønlandske parlament, imod sig, inklusive Kim Kielsens afgørende støtteparti, Demokraterne. Opgøret handler om selve magtdelingen med Danmark. 

De grønlandske politikere “hjemtog”, som det hedder, ansvaret for den socialvæsenet i Grønland allerede i 1980, og ledelsen i Nuuk bestemmer i dag selv suverænt de sociale indsatsers karakter, budgetternes størrelse, de faglige prioriteringer osv. 

Her har Danmark formelt ingen indflydelse, ingen formel hjemmel til at blande sig, magtdelingen er nøje defineret ved lov — senest i Selvstyreloven fra 2009. 

Danmark yder sit indirekte bidrag gennem det årlige bloktilskud, der i dag ligger på cirka 3,6 mia. (som pristalsreguleres). Tilskuddet dækker cirka halvdelen af det offentliges udgifter i Grønland, men som rigsfællesskabet er skruet sammen, er pengene afkoblet fra magten. 

Naalakkersuisut, det grønlandske landsstyre, fordeler selv de 3,6 mia., og den politiske forståelse i Grønland er både blandt vælgerne og politikerne, at socialområdet og alle andre hjemtagne områder suverænt håndteres af Grønlands egne politiske ledere. For alle født i Grønland siden Hjemmestyret i 1979, har det været sådan så længe, de har levet. De folkevalgte grønlandske politikere opfattes som landets uantastede ledere, uanset at store dele af samfundets drift finansieres med danske penge.  

Det nye forlig på Christiansborg om de 80 millioner kroner til børnene smyger sig ind til dette grundelement i den politiske logik i Grønland, fordi det så tydeligt illustrerer Grønlands afhængighed af Danmarks faglige og økonomiske ressourcer og ovenikøbet varsler en fremtid, hvor de grønlandske lederes autonomi måske udfordres yderligere. 

De grønlandske vælgere vil hurtigt bemærke den gryende accept både i Grønland og Danmark af nye, store danske merbevillinger. Holder tendensen, er vejen banet for fælles indsatser i Grønland, der for få år siden ville have været umulige, og i Danmark vil tilhængerne af et mere aktivistisk forsvar for rigsfællesskabet givetvis øjne nye muligheder. 

Omvendt vil den nye tendens bekymre en del tilhængerne af løsrivelse i Grønland. Nogle vil givetvis protestere, mens de mere pragmatiske vil forklare deres vælgere, at økonomisk og social fremgang i Grønland i deres optik er et skridt nærmere uafhængigheden – uanset, at det er Danmark, der betaler. 

Udmøntningen af satspuljeaftalen, der skal ske over tre år 2020-2023, indeholder følgelig en del potentielle kontroverser.

De 80 millioner skal virke inden for den politiske aftale, der blev indgået i oktober mellem den politisk ansvarlige i Grønland, Martha Abelsen, Naalakkersuisoq (landsstyremedlem) for sundhed, sociale anliggender og justitsområdet, og social- og indenrigsminister Astrid Krag. 

Her blev det klart, at Martha Abelsen og hendes folk har gjort deres for at sikre, at magten over de sociale indsatser fortsat ligger i Nuuk. Aftalen hviler på den præmis, at “løsningsforslag og anbefalinger på sigt skal kunne løftes videre af selvstyret og de grønlandske kommuner inden for den gældende kompetencefordeling i rigsfællesskabet”.

Det er i tråd med den grønlandske grundopfattelse af, hvordan magtdelingen bør være, og med den politik, Martha Abelsen håndfast har fulgt fra begyndelsen, og som nu altså er fulgt med ind i satspuljeforliget. 

 Abelsen, der har årtiers personlig erfaring fra socialsektoren i Grønland, argumenterede tidligt for en “grønlandsk” indsats – her i en pressemeddelelse fra i sommer: 

“Naalakkersuisut er glade for den hjælp, som modtages fra Danmark, som styrker indsatserne på børne- og ungeområdet i Grønland. Samarbejdet er netop meget brugbart, da løsningerne på de sociale problemer skal findes i Grønland, med udgangspunkt i den grønlandske kultur og samfund. Naalakkersuisut er interesserede i at fortsætte den bæredygtige udvikling af socialområdet. Hjælpen fra Danmark har således karakter af hjælp til selvhjælp. De danske myndigheder har meget god forståelse for netop dette, hvilket bidrager til et godt samarbejde. Erfaringen er, at danske fagpersoner uden kendskab til grønlandske forhold kan løse nogle udfordringer på socialområdet på kort sigt, men når de forlader landet igen, så er problemerne ikke løst på længere sigt,” lød det. 

Det grønlandske understreges; rent danske input tolereres kun som midlertidige, men det er en svær balancegang: I øjeblikket høvler seks akut-udsendte danske socialrådgivere af på sagsbunkerne om sexovergreb og andet i Tasiilaq, to er i gang i Nuuk; en dansk familieterapeut og en psykolog sendes snart afsted; alt finansieret af de første 5,3 danske millioner, der blev afsendt fra regeringen som akut-hjælp i september. 

De 80 millioner i det nye forlig skal nu udmøntes ved hjælp af en dansk-grønlandsk styregruppe, organiseret i et nyt, midlertidigt Grønlandssekretariat i Social- og Indenrigsministeriet i København, ledet af en medarbejder fra Indenrigsministeriet i samarbejde med en medarbejder fra Abelsens departement i Nuuk. 

Gruppen bemandes bl.a. med fuldtidsmedarbejdere også fra justits- og socialministeriet, der samarbejder med grønlandske kolleger i Nuuk, mens folk fra andre danske ministeriet vil blive inddraget løbende. 

Lønnen til de danske embedsfolk betaler den danske regering oven i de 80 millioner til Grønland, og spørgsmålet om, hvem der reelt bestemmer, kompliceres yderligere af, at politi og domstole i Grønland, som ventes at få centrale roller i det fortsatte arbejde, stadig er dansk ansvarsområde.

Dansk Folkeparti har i nogle år hævdet, at Danmark burde genovertage magten over det sociale arbejde i Grønland, især af hensyn til børnene. DF’s præmis har været, at de grønlandske myndigheder ikke magter opgaven, som derfor bør sættes under statslig administration, præcis som det ville ske, hvis en dansk kommune svigtede. 

Abelsen-Krag-aftalen går formelt set langt uden om den løsning. Aftalen har i stedet karakter af et kommissorium for det dansk-grønlandske Grønlandssekretariat, der har fået udpeget tre spor: Hvad kan der gøres for børnene? Hvad skal man stille op med de voksne, som krænker og svigter, og endelig: Hvordan kan en fremtidig, forebyggende indsats se ud?

Alle relevante instanser, inklusive politiet, er inddraget. Arbejdet gælder udsatte børn i bredeste forstand, den er ikke udelukket fokuseret på den seksuelle vold, fordi fagfolkene mener, at sexovergrebene ikke er et isoleret fænomen. 

Tidsplanen er skarp: Inden nytår skal den første afrapportering falde, og inden sommer skal der ligge færdige, konkrete forslag til myndighedernes eksekvering.  

Ingen forestiller sig, at det bliver nemt. Der findes ingen vedtagne forklaringer på, hvorfor Grønland oplever så voldsomt mange sexovergreb på børn; et fænomen, der også kendes fra det arktiske Canada. Ingen færdige løsningsmodeller findes, så det gode spørgsmål er nu, om det nye midlertidige sekretariat i Danmark efter årtiers indsatser i Grønland kan pege på noget, der vil være mere effektivt, langtidsholdbart og lokalt acceptabelt som modgift til det normsammenbrud i lommer af det grønlandske samfund, der ifølge fagfolkene ligger bag. Og om der politisk vilje til at gennemføre også de mere drastiske indgreb, Grønlandssekretariatet måtte foreslå? 

Der gælder som nævnt en fast befaling i Grønland om, at indsatserne bliver ”grønlandske” – i hvert fald på sigt, og i baggrunden vogter opmærksomme politikere. 

Landsstyret afviste som nævnt i første omgang at bede Danmark om yderligere hjælp. En pinefuld debat om sexovergrebene havde stået på længe, da tv-dokumentaren “Byen hvor børn forsvinder” fra DR fik det hele til at gå op i spids. 

Myndighederne fremstod ubehjælpsomme. Nuuks borgmester Asii Chemnitz Narup, en af Grønlands stærkeste politikere og den øverst ansvarlige for socialindsatsen i Tasiilaq, måtte helt at trække sig fra politik, og en frustreret opinion og et flertal i parlamentet tvang Naalakkersuisut til at tage hatten i hånden og henvende sig i Danmark. 

 I tumulten fløj en række detaljer under mediernes radar: Antallet af sexovergreb på mindreårige i Grønland er faldet med cirka 50 procent over en generation; i øvrigt sammenfaldende med et voldsomt fald i alkoholforbruget. 26 pct. af de 18-29-årige i Grønland oplever stadig, at de har været udsat for et eller flere seksuelle overgreb, et rasende højt tal, men der er altså over tid en markant faldende tendens. Og den politisk ansvarlige, Martha Abelsen, var måske ikke helt så utilbøjelig til at søge om hjælp i Danmark, som medierne hævdede. Hun forsøgte forgæves at forklare, at der er en relativ lang tradition for samarbejde mellem Nuuk og København på det sociale område, som hun selv er varm tilhænger af. VLAK-regeringen afsatte i 2018 de første 10 mill. kroner fra satspuljen til de Grønlandske børn i fin samklang med Abelsens departement i Nuuk.

Til sommer udløber mandatet for det midlertidige Grønlandssekretariat og den nedsatte styregruppe, og så har de 80 mill. efter planen fået vinger. 

Men Astrid Krag har på regeringens vegne og i fin harmoni med det nye samarbejdsparadigme, omhyggeligt holdt døren åben for nye forhandlinger, såfremt de 80 millioner ikke skulle være nok, hvilket kyndige iagttagere i Nuuk allerede tvivler stærkt på. 

Denne tekst blev først offentliggjort på Altinget.dk 26.11 2019

US secretary of state Micheal Pompeo caused a lasting storm at the Arctic Council this week, but behind the scenes an important accommodation evolved. It escaped much of the media coverage, which rightly focussed on Pompeo’s attacks on China and Russia, but it remains crucial to Arctic cooperation.

US secretary of State Michael Pompeo (right) and Russia’s foreign minister Sergey Lavrov at the Arctic Council ministerial meeting 7. May in Rovaniemi

On Tuesday 7. May 2019 the foreign ministers of the eight Arctic states, who met in Finland for a key Arctic Council meeting, failed to reach consensus on a joint declaration that was to guide the Council for the next two years.

This was historical.

The US-delegation, led by foreign secretary Michael Pompeo, did not allow any mention of climate change in the proposed declaration, a position that proved unacceptable to the other seven nations at the table.

Less than 48 hours before the meeting, on Sunday, the US reportedly presented with no prior warning its own suggestion for a joint text, but to little avail. The ministerial meeting came and went without a full consensus, and we now know that the Arctic states are fully unable to agree on how to address climate change, even if this is one the most pressing issues for many who live in the Arctic. Instead, the ministers signed a meagre one-page joint-ministerial statement devoid of any mention of climate change and just strong enough to allow the Council to continue its work.

As the dust settled, however, I began to understand why the diplomats still seemed so surprisingly calm and how the lack of a joint declaration was somewhat tempered by a swift move by the Finnish chairmanship — details to follow.

At first, a number of observers in Rovaniemi reacted to the missing declaration with forecasts of doom and looming havoc to much Arctic cooperation. I was happy when, a few hours after the dramatic finale, Laura Meller, an Arctic advisor to the Nordic branch of Greenpeace, offered me another perspective:

“I think it is actually encouraging that the other seven governments put climate change first instead of finding the lowest common denominator with the US no matter how little that was. If we could solve climate change by signing declarations, we would be in quite a nice spot, but we know that what really matters is how fast we can move away from the age of fossil fuels“, she said.

Which is a helping hand really, because, let me guess, most readers are probably still, like me, trying to figure out how to meaningfully interpret the avalanche of events that rolled over Rovaniemi, the main town in Finland’s Arctic region, where the meeting took place.

This was the first ever full fledged formal gathering of the foreign ministers of the Arctic to come to an end without a joint declaration. At no other stage since the 1996 birth of the Arctic Council has such division emerged; the Council by default cannot make decisions without consensus. Thus, it seems clear that the Rovaniemi ministerial calls for a re-think of current conditions for Arctic cooperation, even if Laura Meller insists on not losing perspective.

The Arctic foreign ministers meet only every second year, and it is by no means a small matter. Besides Michael Pompeo, also Russia’s foreign minister Sergey Lavrov was there. These events are scrupulously prepared by scores of specialised diplomats and negotiations on the intended outcome this time around began more than two months in advance – some say they began at the previous ministerial in Fairbanks in 2017.

The Arctic foreign ministers and represenatives of the Arctic peoples, Rovaniemi, May 2019. Foto: Martin Breum

The ministerial meetings also bring together representatives of all the Arctic indigenous peoples, the so-called permanent participants, without whom no key decisions are made. Also, the observers states of the Arctic Council are there, which means literally scores of officials from Beijing, Tokyo, New Delhi, Bruxelles, Singapore and other capitals. Also, there are people from observer-organisations like the World Wildlife Foundation, the World Meteorological Organisation, from the six scientific working groups of the Arctic Council, its task forces plus the media. In total, we were probably more than two hundred people, not counting security, gathered in Lappi Areena in Rovaniemi, which on many other days serves as an ice-hockey stadium.

Not only did this meeting fail to produce the important joint declaration. It also entirely missed another target; that of a longer term Arctic Council strategy. The work on such a strategy was set in motion at the previous ministerial – in part by efforts by the USA. This strategy was for long negotiated among the Arctic nations as something that could possibly be adopted in Rovaniemi as a tool to sharpen the focus of the Arctic Council and provide ground for new initiatives and ambitions. The whole idea was put on hold, though, some time prior to Rovaniemi when it became clear just how adamant the US was that no recognition of climate change and its impacts in the Arctic, nor any joint efforts to counter the challenge would meet Washington’s approval.

Such internal division is of course remarkable. But perhaps even more telling was how the Rovaniemi meeting got framed by an unexpectedly confrontational speech made by Michael Pompeo on Monday afternoon. The secretary’s address was announced just days prior to Rovaniemi and it was not formally a part of the ministerial meeting. But it was made at Lappi Areena, the same location used for the ministerial, in front of tv-cameras from all over the world and only hours before the ministers were to meet for their formal dinner and subsequent talks.

Michael Pompeo’s speech came to be, so to speak, part of the assembled package and like the absence of a joint declaration it spelled out in a language quite foreign to the consensus-oriented Arctic Council how the world view and policies of President Donald Trump’s administration is now making a real difference in the Arctic.

Outi Snellman in particular made me aware of this. Outi Snellman is vice-president and head of the Rovaniemi-based international secretariat of the University of the Arctic, or UArctic, a collaborative organisation embracing some 203 universities all over the world. Outi Snellman has been instrumental to Arctic cooperation from the very beginning in the early 1990’s as it all started — in Rovaniemi.

Building on a historic 1987 speech in Murmansk by then leader of the Soviet Union Mikhail Gorbachev, who asked for the Arctic to be transformed into a zone of peace, science and cooperation as the Cold War was ending, representatives of the Arctic states, including the Soviet Union, crafted the so-called Rovaniemi Declaration and kick-started a process of joint efforts on environmental protection, science and other collaboration in the Arctic. This was dubbed the Rovaniemi-process and later evolved into the Arctic Council.

Fast forward to Michael Pompeo’s speech in May 2019. Somini Sengupta of the New York Times wrote an account from Lappi Areena aptly headlined “United States Rattles Arctic Talks With a Sharp Warning to China and Russia”. The following are excerpts:

“Secretary of State Mike Pompeo on Monday sharply warned China and Russia against “aggressive” actions in the Arctic, while resisting a diplomatic push by other countries in the region to avert the worst effects of climate change.

“This is America’s moment to stand up as an Arctic nation,” Mr. Pompeo said. “The region has become an arena of global power and competition.”

Mr. Pompeo was particularly pointed in his remarks on China, which has observer status at the Arctic Council, warning that Beijing’s efforts to build infrastructure in the region and partner with Russia on new sea routes could risk turning the Arctic into another area of competing territorial claims, like the South China Sea. “China’s pattern of aggressive behavior elsewhere will inform how it treats the Arctic,” he said.

The speech was strong on warnings against China’s rising presence in the Arctic and against Russia’s military build-up in the region, and on Tuesday afternoon, Outi Spellman was still bewildered:

“I think the governments will have to chew on this for a while,” she said.

“Gorbachev’s speech laid the foundation for this region as a region of peace and collaboration. It has served as a strong guarantee for peace. This is the first time that the language Pompeo voiced has entered the discussion of the Arctic Council. Pompeo did not focus on the possibilities for fruitful collaboration but on possible conflict,” she found. She reminded me how the Arctic Council was nominated for the Nobel Peace prize only some 15 months ago; something which is now unlikely to happen again soon.  

Another veteran of Arctic cooperation, Timo Koivurova, director of the Arctic Centre of the University of Lapland in Rovaniemi, told me that he did not expect the lack of consensus on climate change to cause much impact in the short term to the practical work of the Arctic Council.

“It is the long term impact that I am worried about,” he said only minutes after the end of the ministers’ meeting.

“If Trump is re-elected in 2020 and this administration just keeps on going, I think we will have serious challenge within the Arctic Council. So much of the work of the Arctic Council stems from climate change and its consequences, and if that is a no-go area… now that’s what I am worried about,” he told me.

However, like other experts Koivurova also stressed the importance of a document that emerged as a result of very last minute behind-the-doors dealings. This document was put forward by the head of the ministerial meeting, Finnish foreign minister Timo Soini, simply as a Statement from the Chair. This is not a format commonly part of the outcome of an Arctic Council ministerial but the document nonetheless soon appeared on the Arctic Council’s website very much as a result of the meeting.

And here is point: The Statement from the Chair contains everything that most would have expected from a formal declaration from the Rovaniemi meeting. Here are long and heavy paragraphs on the challenges that climate change brings to the Arctic. Here are recommendations on biodiversity, black carbon emissions, sustainable development, science cooperation, preservation of wetlands and scores of other subjects key to the work of the Arctic Council. One paragraph shows how the disagreement on climate change was handled:

“A majority of us regarded climate change as a fundamental challenge facing the Arctic and acknowledged the urgent need to take mitigation and adaptation actions and to strengthen resilience and welcomed the outcomes of the UNFCCC COP24 in Katowice, including the Paris agreement work programme,” it reads.

The document also spells out how the eight Arctic nations agreed on a new mechanism to coordinate work within the Arctic states on marine issues. Things are moving forward.

The statement was signed only by Timo Soini, Finland’s foreign minister, the chair of the meeting, not by the rest of the ministers. But it would obviously not have passed as a formal part of the outcome of the ministerial without the consent also of the US delegation and secretary Pompeo.

The US in Rovaniemi demonstrated its refusal to take part in any real climate change work in the Arctic, just as it has opted out elsewhere — for instance by refusing to take part in negotiations prior to the UN climate summit in New York in September and by dislodging from the Paris accords.

But a level of accomodation, something close to a compromise, was established as the US implicitly recognized basically everything else that goes on  within the Arctic Council.

“The US was very much alone in this,” Timo Koivurova surmised afterwards.

“The lack of a declaration is very unfortunate, very symbolic. But we still have the Joint Ministerial Statement and the Statement from the Chair. There you will find all that is needed to continue the work of the Arctic Council”, he said.

This arcticle is a re-write of a version that first appeared 09. May on ArcticToday.com