Skal vi vente et nyt forsøg på at overtage Grønland, nu hvor Donald Trump igen indtager Det Hvide Hus?

“Jeg kan ikke forestille mig, at der vil være (et forsøg på, red.) en overtagelse af Grønland. Jeg kunne rigtigt godt lide den måde, Grønland svarede på nyheden om det, da der blev talt om det for nogle år siden, noget i retning af: Vi er ikke til salg, men vi er åbne for forretninger,” siger han.

“Set fra min position er Grønland en del af kongeriget. Vi overlader det til medlemmerne af kongeriget at afgøre de interne diskussioner, og hvordan fremtiden skal se ud. Vi overlader det til Grønland at bestemme, hvordan dets fremtid skal se ud, præcis som vi overlader det til Færøerne og andre lande at afgøre, hvordan deres fremtid skal se ud.”

Sfraga er erfaren aktør i det internationale samarbejde i Arktis, særligt i forskningsverdenen. Han ser de arktiske nationer, inklusive Grønland og Færøerne, som selvbestemmende, men forbundne kar, der kædes sammen på klassisk, vestlig vis med aftaler og alliancer om sikkerhed, handel, forskning og kultur, og som ikke har behov for aktiv amerikansk indblanding:

“Det er for mig den ansvarlige vej at gå. Jeg mener, at spørgsmålet om uafhængighed er op til Grønland og kongeriget. Men det skal selvfølgelig ikke afholde USA fra at investere, hvor det er nødvendigt, og sikre, at Grønland forbliver trygt og sikkert som en del af kongeriget,” siger han.

En del vil nu måske huske, hvordan Donald Trump i 2019 formulerede sin vision om at overtage Grønland: “Strategisk ville det være rart. Grundlæggende er der tale om en stor ejendomshandel. Rigtig meget kan lade sig gøre,” sagde han, og så rullede lavinen.

Mediedækningen var intens, og Grønland meddelte på Twitter “We are open for business, but not for sale”. Mette Frederiksen kaldte på tv diskussionen for “absurd”, og præsident Trump aflyste spektakulært et planlagt besøg i Danmark.

Siden blev det klarere, at Trumps melding afspejlede mere end 150 års dyb amerikansk interesse for Grønland, et vedholdende fokus på Grønlands mineralforekomster og tunge overvejelser om truslen fra Rusland og Kina i en farlig tid.

USA’s engagement i Grønland er vokset under præsident Joe Biden, og spørgsmålet er nu alene, hvordan Trumps og republikanernes særligt udtalte interesse for Grønland vil udfolde sig, når Trump igen overtager faklen.

En politisk union?

I november, dagen før præsidentvalget i USA, talte jeg med Alexander Gray, der var stabschef i Trumps nationale sikkerhedsråd fra 2019 til 2021. Det var her, at ideen om en tættere politisk amerikansk omfavnelse af Grønland for alvor var under bearbejdning.

Grey anbefaler, at Donald Trump snarest tager Grønlands-spørgsmålet op igen og sikrer en politisk union, såkaldt free association, mellem USA og Grønland. Gray markedsfører for tiden ideen i både amerikanske og danske medier, og andre republikanere argumenterer på lignende vis.

En politisk union med Grønland skal ifølge Gray især sikre, at Grønland forbliver traktatmæssigt og militært forbundet med USA efter Grønlands løsrivelse fra Danmark, som USA i Grays optik bør forberede sig på.

Michael Sfraga bider ikke på: “Det kan være ét perspektiv. Jeg ved ikke, hvordan det skulle fungere. Jeg har aldrig talt med ham om det,” lyder hans respons, da jeg refererer synspunktet.

Grønlands betydning for USA

Michael Sfraga repræsenterer altså det klassiske amerikanske syn på Grønland, vi havde vænnet os til, lige indtil Trumps tanker om Grønland blev kendt i 2019.

Grønland er, siger Sfraga, “en god ven, en del af det danske kongerige, langvarige relationer, strategisk, geografisk, politisk, økonomisk, socialt og kulturelt vigtig for os. For mig, som amerikaner fra Alaska, repræsenterer Grønland en forbindelse mellem mennesker i Alaska og Canada og og Grønland. Det betyder noget, når jeg ser venner fra Grønland tale med mine venner i Alaska på samme sprog og dele kultur, musik og mad.”

Sfraga nævner USA’s militære tilstedeværelse i Grønland, særligt Pituffik Space Base, tidligere kendt som Thulebasen:

“Det er en signifikant og vigtig relation set med sikkerhedsmæssige briller,” siger han.

Han beskriver de militære kapaciteter i Grønland som “kollektive” — en del af en større sammenhæng:

“Jeg anser det for en del af en bastion for frihed. Det kan lyde som en ligegyldig frase, men det er det ikke i disse tider. Det er en vigtig del af Nato. Det er vigtigt for forsvaret af Nordamerika, for vores interne nationale sikkerhed, for Grønlands sikkerhed, for Færøernes sikkerhed, for vores fælles sikkerhed,” lyder det.

Michael Sfragas syn på USA’s og Grønlands forhold er bemærkelsesværdigt, især fordi han fra sin post som Arktis-ambassadør kan få indflydelse på det, måske lægge en dæmper på mindre velfunderede indfald — men også fordi han vil have indflydelse på resten af den komplekse arktiske dagsorden, inklusive spørgsmålet om klimaet og Donald Trumps ønsker om at øge olieudvindingen i USA’s arktiske farvande.

Men vi har også lov at fundere: Vil Michael Sfraga stadig være ambassadør om bare tre eller fire måneder, når det var demokraten Joe Biden, der indstillede ham? Om få uger er Donald Trump præsident, og vil Michael Sfraga til den tid ikke som tusinder af andre blive udskiftet med en loyal, erklæret Trump-tilhænger? Marco Rubio, senatoren fra Florida, som Trump har udpeget som sin kommende udenrigsminister, stemte imod Sfraga i Senatet.

Det er muligt, at Sfragas tid på posten bliver kort, men der er tre årsager til, at det ikke nødvendigvis vil gå sådan.

For det første har Michael Sfraga valgt at blive på sin post, uanset at det var Biden, der indstillede ham. Andre ambassadører har tidligere valgt selv at træde tilbage ved et præsidentskifte, men jeg gætter, at Sfraga tager chancen og bliver, fordi han ved, at han er kendt som fagperson, ikke for sin partifarve.

For det andet blev Michael Sfraga godkendt som Arktis-ambassadør af et flertal i Senatet, hvor ni republikanske senatorer den 21. september valgte at danne flertal med 43 demokratiske og tre uafhængige senatorer. Der var et sjældent samarbejde mellem fløjene, grundigt bundet sammen af den garvede, republikanske senator fra Alaska, Lisa Murkowski, der som den første bragte Michael Sfraga i spil.

“Som den, der anbefalede Dr. Sfraga, har jeg taget ordet for at gentage min stærke opbakning til hans nominering, og jeg opfordrer Senatet til at sikre, at vi ikke fortsat skal være den eneste arktiske nation, som ikke har en arktisk ambassadør,” sagde hun ved afstemningen.

“Dr. Sfraga har årtiers erfaring, stærk ekspertise og stærke relationer til arktiske ledere. Vores allierede støtter ham, vores arktiske partnere støtter ham, alaskanerne støtter ham, jeg støtter ham,” sagde hun. I Alaska, Sfragas hjemstat, dominerer republikanerne, og de bakker Sfraga op.

For det tredje har formålet med den nye post som Arktis-ambassadør fra starten været, at den udpegede primært skal skabe momentum bag USA’s seneste Arktis-strategi fra 2022 – en indsats, der har støtte fra begge fløje. Strategien har en horisont på ti år og et stærkt fokus på de nyere trusler fra Kina og Rusland i Arktis, der piner både republikanere og demokrater.

Den nationale strategi blev i 2024 fulgt op af en hårdtslående Arktis-strategi fra USA’s forsvarsministerium, og begge vil være godt hjulpet af Sfraga, der er uddannet geograf fra universitetet i Fairbanks i Alaska, hvor han fortsat bor.

I 2017 blev han den første direktør for the Polar Institute, et af USA’s førende videnscentre om Arktis i Washington. I 2021 udnævnte Biden ham til formand for USA’s Arktiske Forskningsråd, og nu er han så ambassadør, relativt ubesmittet af emmen fra afgrunden mellem de to fløje i amerikansk politik.

Danmark, Grønland og Færøerne overtager til maj formandskabet for Arktisk Råd og vil i givet fald få meget at gøre med Michael Sfraga. I København var han blandt andet i selskab med kongerigets stadig omstridte arktiske ambassadør Tobias Elling Rehfeld.

Vi får se, om de får lejlighed til at mødes igen.

Mute B. Egede formanden for Naalakklersuisut i den ny lufthavn flankeret af Lars Løkke, Nikolaj Wammen og th. Erik Jensen, Grønlands finansansvarlige og Mute B. Egedes regeringspartner. Foto: Klaus Holsting.

Landingsbanen ved den nye, luftige terminal i udkanten af Nuuk er efter seks års dynamitbuldrende anstrengelser forlænget til 2200 meter, så også store, langtrækkende fly nu kan svinge sig ned på asfalten.

Flyrejsende fra udlandet til Nuuk har hidtil været tvunget til først at lande på den gamle amerikanske base i Kangerlussuaq tæt på indlandsisen for så at fortsætte med mindre fly til Nuuk.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) beskrev pointen set fra Danmark, da den røde silkesnor blev klippet i København:

“Nu tager det jo ikke længere tid end en togrejse til Aalborg,” sagde han og satte et stykke af den røde silkesnor i brystlommen til ære for fotograferne.

Aftalen forhindrede et kinesisk engagement i lufthavnene.

Selvstyret i Nuuk havde inviteret seks særligt udvalgte entreprenørselskaber til at byde på det store byggeri, herunder China Communication Construction Company Ltd., et af verdens største.

Trump-administrationen i Washington luftede sin stærke uro over denne potentielle kinesiske stjernerolle i Grønland direkte overfor daværende forsvarsminister Claus Hjorth Frederiksen (V), så Lars Løkke Rasmussens finansierings-pakke løste flere problemer på én gang.

Pakken blev snart fulgt af et farvel til CCCC, og den sparer nu desuden Grønland for store renteudgifter.

Aftalen med Danmark fik daværende landsstyreformand Kim Kielsens koalition i Nuuk til at implodere. Partiet Naleraq mente, at Danmark på urimelig vis fik lov at købe sig til ny indflydelse i Grønland, og der var vrede demonstranter i Nuuk, men i Lars Løkke Rasmussens optik er lufthavnene et eksemplarisk eksempel på, hvordan Grønland og Danmark bør arbejde sammen:

“Vi har på alle måder en interesse i at få skabt en mere bæredygtig grønlandsk økonomi, og det gælder uanset, om man har et perspektiv, der hedder fuldstændig grønlandsk selvstændighed eller et fortsat rigsfællesskab. De to kan forenes i, at jo mere bæredygtig Grønland er, jo bedre er det for alle,” fortalte han mig, før vi lettede.

Klapsalver

I luften var der champagne og klapsalver også fra de dyre rækker, hvor Lars Løkke Rasmussen, finansminister Nicolai Wammen (S), tidligere departementschef i statsministeriet Christian Kettel og mængder af andre VIP’s deltog i festen.

Ved landing i Nuuk hujede hundreder af byens borgere fra skråningen uden for lufthavnen, og alt blev transmitteret live på grønlandsk tv — bortset fra selve landingen, det vigtigste, hvor tv-transmissionen gik i sort på grund af et overbelastet internet.

Muté B. Egede, formand for Naalakkersuisut, Grønlands landsstyre, der var i glitrende blå anorak, talte og klippede endnu en rød snor over, flere kneb en tåre, og i Nuuks forsamlingshus var der gratis kaffe, kage og levende musik til alle.

Til sidst et bragende festfyrværkeri i byens centrum; en salut til Grønland og fremtiden.

Håbet om turisterne

To modsatrettede scenarier kan nu tegnes til illustration af de håb og risici, de to nye lufthavne repræsenterer.

Optimisterne, der efter alt at dømme udgør et flertal i Nuuk, mener især, at lufthavnene vil tiltrække mængder af nye turister til Grønland. Mange af byens borgere er allerede trætte af turister, men gæsterne skæpper som bekendt i kassen.

Optimisterne mener, at den nye omsætning vil skabe nye virksomheder og bidrage så klingende til Grønlands økonomi, at der uden videre kan afdrages på de lån, der er med til at finansiere det hele.

Budgettet lyder i øjeblikket på 4,1 milliarder kroner, heraf godt en milliard lånt i Nationalbanken, 450 millioner kroner i Den Nordiske Investeringsbank og en halv milliard kroner på det kommercielle lånemarked.

Det er voldsomme summer, og dertil kommer 1,4 milliarder kroner, som Naalakkersuisut, Grønland landsstyre, har vredet op af egen landskasse.

De offentligt ejede selskaber i Grønland, herunder fragtselskabet Royal Arctic Line, fiskerikoncernen Royal Greenland og tele- og internetselskabet Tusass, har måtte bidrage direkte til lufthavnene.

Hvis det går som håbet, vil gælden og hullet i landskassen blive klaret uden vanskeligheder. Turismen, ny fly-eksport af ferske fisk og anden ny aktivitet vil få Grønlands økonomi til at vokse, mens der spares tid og penge på rejseomkostninger. De første fly-bårne ferske fisk fløj fra Nuuk til Danmark et par timer efter, at vi var landet.

United på vej

Et af verdens største luftfartsselskaber, United Airlines, boostede optimismen eftertrykkeligt i oktober ved at annoncere tre ugentlige flyvninger fra New York til Nuuk i sommeren 2025.

Fra Danmark kommer SAS på banen med tre ugentlige afgange fra København til Nuuk i sommertiden. Air Greenland sender også selv med diverse partnere nye sommerfly til Nuuk fra Billund og Ålborg, og Icelandair fastholder sine ruter til Grønland.

Sceneskiftet er markant. Fra april til august i år satte luftfartsselskaberne 55.000 flysæder ind og ud af Grønland til salg. Fra april til august 2025 vil der være mindst 104.000 sæder til salg, altså tæt på en fordobling. Hvis alle bliver solgt, er der tale om stejl, kontinuerlig vækst. Allerede fra 2022 til 2023 steg antallet af turister i Grønland – inklusive dem på krydstogtskibene – med over 30 procent til cirka 140.000.

De håbefulde mener, at både grønlandske og udenlandske investorer i det lys nu endelig vil tage fat på alt det, turisterne skal bruge, men som i dag kun findes i stærkt begrænset omfang: turbåde, hoteller, restauranter, hundeslæde-ture og skiløb, teltture på indlandsisen, gourmetmad på ren og sæl, fly- og helikopterture, trofæjagt på moskusokser, lystfisker-eventyr og isbjørne-safarier.

En ny kontroversiel turismelov, der blev vedtaget få dage, før den ny lufthavn blev indviet, skal sikre, at hovedparten af indtjeningen bliver i Grønland. Udlændinge kan fremover kun eje 33 procent en turist-virksomhed i Grønland. Resten skal ejes af folk, der bor og betaler skat i Grønland.

Ingen forventer, at lufthavnene tjener sig hurtigt hjem, men Nicolai Wammen hører alligevel til optimisterne:

“Det er fornuftigt, at man laver de her investeringer, fordi det er med til at styrke Grønlands forbindelser til resten af verden. Det er noget, man skal se i et meget langt perspektiv. Jeg er tryg ved, at det vil få enorm betydning for det grønlandske samfund, ikke bare på fem, ti eller femten års basis, men så langt øjet rækker,” sagde han til mig.

Yderligere håb kan hentes hos naboerne: Island får i disse år besøg af mere end to millioner turister om året, så islændingene tjener i dag flere penge på turister end på fisk.

Bankens advarsel

I det modsatte, mørkere scenarie råder frygten for, at turisterne slet ikke kommer i fornødent omfang.

Grønlands Økonomiske Råd advarede allerede i 2018, og i juni i år satte Grønlandsbanken frygten på tryk i et høringssvar, da den ny turismelov var på vej:

“Hvis der ikke sker en betydelig vækst i turismen, vil risikoen være, at lufthavnsinvesteringerne skal betales af den nuværende økonomiske aktivitet til ulempe for alle i samfundet,” skrev banken.

Gælden vil tynge, lufthavnene vil stå halvtomme, og det bliver sværere at finde penge til de udsatte børn, de gamle og de syge.

Birger Poppel, tidligere chefstatistiker i Grønland og lektor emeritus i samfundsvidenskab ved Grønlands Universitet, har kritiseret lufthavnsprojektet fra begyndelsen. Han mener, at projektet hviler på mangelfulde analyser:

“Der er ikke noget, der ligner konkrete beregninger af effekterne af lufthavnsbyggerierne, og hvordan de hænger sammen med hotelbyggerier og den nye turismelov,” siger han.

Andre frygter, at den ny turismelov vil skræmme udenlandske investorer væk, så der ikke vil være investorer til alt det, der skal gøre det muligt at huse flere turister. De udenlandske turistoperatører som danske Topas og Albatros, der er dominerende på markedet i Grønland i dag, har fået to år til at omstille sig til de nye regler for grønlandsk medejerskab.

Nøjagtigt hvordan det vil gå, er der selvsagt ingen, der ved. Randi Evaldsen, det tidligere bestyrelsesmedlem af Kalaallit Airports International, beskrev uvisheden mere præcist end mange andre, jeg talte med:

“Vi ved det ikke endnu, men der kommer helt sikkert til at ske noget.”

Denne artikel blev f’ørst bragt på Altinget.dk/Arktis  10.12 2024.  Visit Greenland, det grønlandske turisttåd, havde inviteret flere journalister gratis til Nuuk i anledningen af lufthavnens åbning – herunder mig. 

Købstanken er væk

Alexander Gray har fulgt forholdet mellem Grønland og USA i en årrække. Det var netop i det nationale sikkerhedsråd, at en mindre gruppe af fagfolk i 2019 blev sat til at kortlægge mulighederne for at knytte Grønland fastere til USA. Rygtet slap ud, og Donald Trump formulerede sit berømte forslag om et opkøb som ”en stor ejendomshandel”.

Tanken om et opkøb var dog efter alt at dømme et forstyrrende udtryk for et dybere ønske i Trumps sikkerhedsråd. Her arbejdede man på en mere kompleks, langsigtet sikring af USA’s nationale interesser i Grønland. En kongstanke, der ifølge Gray med stor sikkerhed også vil optage den ny Trump-administration. Det handler om Ruslands oprustning i Arktis og Nordatlanten, Kinas arktiske ambitioner og udsigterne til kinesiske investeringer i Grønland, som skabte alvorlig bekymring allerede under Trumps første tid i Det Hvide Hus.

I sikkerhedsrådet havde Alexander Gray en overgang titel af director for Oceania and Indo-Pacific Security, og hans indsigt i Kinas ageren i Asien spiller en betydelig rolle for hans analyse.

“Vi fulgte rigtig godt med, da Kinas økonomiske interesse i Grønland voksede, fordi vi kender mønsteret. Først ser vi Kinas økonomiske interesser, så følger det politiske pres og potentielt også et militært pres. Vi var virkelig bekymrede for, hvad Kinas engagement kunne betyde i Grønland på længere sigt,” siger han.

“USA er optaget af sikkerheden i Nordatlanten og i takt med, at Rusland og Kina er blevet mere aggressive også i den region, er det blevet indlysende for Washington, at vi må have en strategi, der sikrer vores evne til at holde Nordatlanten fri og åben og sikker enten gennem Nato, bilaterale relationer som eksempelvis free association-aftaler eller med andre mekanismer,” siger han.

USA’s behov for de strategiske mineraler, som Grønland er rigt på, spiller også en rolle:

“Du kan ikke adskille det faktum, at Greenland i tillæg til sin strategiske beliggenhed har en række forekomster af vigtige mineraler. Der vil være øget fokus på de kritiske mineraler fremover, fordi verdens udvikling har gjort dem så afgørende for vores økonomiske og nationale sikkerhed,” siger han.

Inspiration fra Stillehavet

Som ansvarlig for Oceanien i Trumps sikkerhedsråd fik Gray erfaring med aftalerne om free association mellem USA og Marshalløerne, Mikronesien og Palau, der alle er uafhængige, suveræne østater i Stillehavet.

USA har i forvejen indgået aftaler om free association med de tre østater Marshalløerne, Palau og Mikroensien i Stillehavet – her under flag og med Trumps tidl. udenrigsminister Mike Pompeo i august 2019 

Aftalerne har givet USA mulighed for bastant militær tilstedeværelse og for at udstationere tropper og materiel på øerne i stil med de muligheder, USA har på Pituffik Space Base, tidligere Thulebasen, i Grønland. Samtidig har aftalerne i Grays optik sikret de tre Stillehavs-nationer en række fordele.

“Aftalerne om free association respekterer suveræniteten. De involverede lande kan frit føre deres egen udenrigspolitik, de er suveræne stater og har deres egne repræsentationer i udlandet. De stemmer med egen stemme i FN, også til tider på måder, som USA ikke er enige i. Aftalerne sikrer forsvar og sikkerhed for suveræniteten, fordi de tillader USA at beskytte landenes farvande, luftrum og territorium mod potentielle modstandere. De kan forbyde deres potentielle modstandere adgang til deres farvande, luftrum og territorium. Det er en kæmpe fordel for sikkerheden i hele regionen,” siger han.

De tre ø-riger modtager ifølge Gray desuden “meget generøs” økonomisk bistand fra USA til uddannelse, infrastruktur, pensioner og sundhed. Grønland vil oven i nyde godt af bedre adgang til det amerikanske marked og USA’s handelsaftaler til tredjelande, mener han.

Velkendt model

Tanken om free association er velkendt i Nuuk. Grønland huser i dag cirka 58.000 mennesker. Det er ikke så langt fra de 100.000, der bor i Mikronesien, de 42.000 på Marshalløerne eller de 22.000 på Palau, og Grønlands politikere har selv hentet inspiration i Stillehavet.Allerede i 2006 blev Mininnguaq Kleist, der i dag er leder af Grønlands Udenrigsdepartement, sendt til Cookøerne i Stillehavet, som i 1965 indgik en aftale om free association med New Zealand, for at hente inspiration. Tanken om free association har siden været en fast komponent i de grønlandske diskussioner om fremtiden.

Grays tanker om Grønlands økonomi kan også genkendes fra det politiske værksted i Nuuk: “Øens rige fiskeforekomster vil finde et velforberedt marked lige om hjørnet (i USA, red.) og tiltrække større investeringer til forarbejdning af fisk på øen. Desuden vil det udløse investeringer til ansvarlig udnyttelse af Grønlands betydelige depoter af mineraler,” skrev Gray og hans medforfattere i The National Interest med sikker adresse til to centrale dagsordner i Nuuk.

Andre analytikere har længe kritiseret Stillehavs-nationernes ordninger med free association. Forskere fra Dansk Institut for Internationale Studier har i de seneste år peget på en række udfordringer, Grønland risikerer at løbe ind i, hvis Nuuk vil indgå aftale om free association med Danmark, USA eller en anden større nation. Det gælder blandt andet spørgsmålet om økonomien og om retten til statsborgerskab, til at søge arbejde i partnerlandet og til sociale ydelser, sundhedsydelser og meget andet.

Denne artikel optrådte først gang 7. november 2024 på Altinget.dk 

“Uanset om vi kan lide det eller ej, er Arktis hurtigt ved at blive en strømpil for global rivalisering og militarisering. Vi ser Putins Rusland vende sig stadig mere aggressivt mod international lov og den regelbundne verdensorden med destabilisering som sit mål. Det er kulmineret med Ruslands brutale angrebskrig mod vores venner i Ukraine. Lad os se fakta i øjnene: Rusland kommer næppe til at ændre kurs i nogen nær fremtid,” tordnede han til en sprængfyldt koncertsal.

Grønland på scenen

Grønlands naalakkersuisoq (minister) for udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt fortalte samme tætpakkede publikum om Grønlands nye udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske strategi, der præges af angsten for, at livsvigtige forsyninger til Grønland bliver afbrudt af militær spænding i Nordatlanten.

Vivian Motzfeldt, Naalakkersuisoq (minister) for Udenrigsanliggender (nr. 2 fra h.) og yderst t.v. Pipaluk Lynge, formand for Udenrigsudvalget i Inatsisartut, Grønlands parlament, i selskab med Nunavuts premier P. J. Akeeagok og konsulent Mira Kleist, Arctic Circle 2024. (Foto: Martin Breum)

Pipaluk Lynge, formanden for udenrigsudvalget i Inatsisartut, det grønlandske parlament, fortalte mig om sin egen uro:

“Selvfølgelig er jeg urolig. Vi oplevede under 2. verdenskrig, hvordan Danmark blev afskåret fra os, da I blev besat af tyskerne, og  vi er bange for, at det skal gentage sig med russerne. Der er medicin og alt muligt andet, som vi er afhængige af fra Europa og Danmark. Vi ved også, hvad russerne allerede er i stand til. Hvis vi bliver udsat for cyberangreb, kan det lukke alt lige fra elektricitet til sygehuset,” sagde hun.

Vil Rusland melde sig ud?

Et lille hold af danske diplomater susede rundt i Reykjavik blandt andet med sigte på Grønlands, Færøernes og Danmarks overtagelse af formandskabet i Arktisk Råd i maj 2025.

Regeringerne i Arktis og de arktiske folkeslag har i snart 30 år gjort Arktisk Råd til den afgørende arena for internationale forhandlinger i regionen, men nu kæmper rådet for sin overlevelse.

Efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022 fastfrøs de syv vestlige arktiske regeringer alt samarbejde med Rusland i Arktisk Råd, og der holdes stadig ikke politiske møder med Rusland i rådet.

Siden da er Finland og Sverige blevet medlem af Nato, så Rusland i dag står overfor en samlet Nato-front i Arktisk Råd. Som understregning af netop den pointe leverede Natos højest rangerende militære leder, den amerikanske admiral Rob Bauer, sin fordømmelse af Rusland i Reykjavik.

Moskva har flere gange truet med at trække sig ud af Arktisk Råd, men da jeg spurgte Rebecca Pincus, leder af the Polar Institute på tænketanken Wilson Center i Washington D.C., afviste hun straks tanken:

“Rusland vil blive ved med at true med at trække sig ud. Retorikken vil fortsætte,” sagde hun.

“Men jeg anser det kun for en del af deres lav-intense chikane, der skal sikre, at de øvrige arktiske lande hele tiden er ude af balance. Det er ikke i Ruslands strategiske interesse at trække sig ud af Arktisk Råd. Vi ved, at stabilitet og normalitet i Arktis er i Ruslands egen økonomiske interesse,” sagde hun.

Det er en klassisk analyse: Ruslands økonomi hviler tungt på eksporten af olie, gas og mineraler fra Arktis, og fiskeriet i Arktis hører til det rigeste på kloden. Regimet i Moskva har desuden vældige planer for skibstrafikken nord for Rusland, og alle disse indtægtskilder vil lide overlast, hvis ufreden for alvor får lov at brede sig i Arktis.

Kongeriget i front

Norge har som formand møjsommeligt holdt sammen på Arktisk Råd i de seneste halvandet år, men der lød tunge advarsler i Reykjavik om, at mere skal til, hvis rådet skal kunne beholde sin eksistensberettigelse.

Det mener blandt andre Rolf Rødven, som leder Arctic Monitoring and Assessment Program (AMAP), en af de otte videnskabelige arbejdsgrupper, der udgør Arktisk Råds egentlige kerne.

I 20 år har forskerne bag AMAP revolutioneret det internationale samfunds viden om klimaforandringerne i Arktis. Men uden effektiv adgang til videnskabelige data fra Rusland og samarbejde med forskningsmiljøet i Rusland mister forskerne evnen til at levere brugbare råd og vejledning til de arktiske regeringer, til FN’s klimapanel og andre brugere, lyder advarslen.

“Hverken Arktisk Råd eller dets arbejdsgrupper har nogen guddommelig ret til at eksistere,” sagde Rødven i Reykjavik.

“Sådan er det for alle organisationer: Hvis du lever af at sælge æbler, men ikke har nogen æbler at sælge, går køberne andre steder hen”, sagde han.

Uklar arbejdsdeling

Danmark, Grønland og Færøerne er enige om, at Grønland skal have en ledende rolle under formandskabet for Arktisk Råd, men det er fortsat tåget, præcis hvordan rollen skal skrues sammen. Allerede til januar skal Arktisk Råd have et navn på kongerigets forhandlingsleder, men her kniber det fortsat.

Uklart er det også, om danske Tobias Elling Rehfeld, der blev udnævnt til arktisk ambassadør i 2023, fortsat skal bære titlen, eller om en ny med grønlandske rødder skal udpeges, sådan som Naalakkersuisut, Grønlands regering, har forlangt. Rehfeld deltog på konferencen i Reykjavik, men uden at flage med sin titel.

Både fra de danske og de grønlandske diplomater lød det dog, at den indvortes uklarhed nok skal blive ryddet af vejen. Vivian Motzfeldt, det grønlandske landsstyres udenrigsansvarlige, takkede i Reykjavik i fuld offentlighed Danmark for fint samarbejde, og hun lovede, at det samlede formandskabs prioriteringsliste nok skal ligge klar til tiden.

Artiklen optrådte først hos Altinget.dk/Arktis 24.oktober 2024