>
Browse artikler skrevet af..

Martin Breum

blog

Trump vil smelte Grønland og USA tættere sammen militært 

juni 10, 2025 • Af
 

I januar 2021, få dage før udløbet af hans første præsidentperiode, beordrede Donald Trump en omrokering i det amerikanske forsvar.

Ansvaret for USA’s samlede militære engagement i Grønland skulle overflyttes fra det amerikanske forsvars europæiske kommando EUCOM med hovedsæde i Stuttgart til USA’s nordlige kommando, NORTHCOM i Colorado Springs i det vestlige USA.

NORTHCOM har det overordnede ansvar for forsvaret af det amerikanske hovedland. Grønland skulle med andre ord i det amerikanske forsvars basale kommandostruktur skilles fra Danmark og Europa og overflyttes til amerikansk regi. Danmark og Grønland blev efter sigende ikke konsulteret.

Få måneder senere aflyste præsident Biden omrokeringen, før den havde taget effekt, men nu ventes det, at Trump igen vil beordre overflytningen – helt i tråd med hans ambition om “ejerskab og kontrol” over Grønland.

CNN var først med nyheden den 9. maj, og kilder i det danske forsvar venter nu, at ordren kommer “snart.”

Grønland og den gyldne kuppel

Samtidig har Grønland i de seneste uger fået forstærket betydning for det amerikanske forsvar i kraft af præsident Trumps såkaldte Golden Dome-projekt, der efter planen skal føre til det endegyldige uigennemtrængelige missilskjold over USA; et remake af Ronald Reagans stjernekrigs-ambitioner fra 1980’erne, bare større og bedre.

Et “systemernes system”, hvor USA og muligvis også Canada og Grønland indkapsles i et lagdelt netværk af sensorer og våbensystemer til opdagelse og nedkæmpning af fjendtlige missiler.

Et system, der sammenkæder kendte teknologier med fremtidens og sikrer amerikanerne mod trusler med installationer placeret overalt fra havets bund til de amerikanske satellitter.

Donald Trump sendte i januar et første lovforslag til behandling i Kongressen om indledende investeringer på 25 milliarder dollars (cirka 185 milliarder kroner), og 21. maj offentliggjorde han og forsvarsminister Pete Hegseth på direkte tv fra Det Hvide Hus et samlet forslag til 175 milliarder dollars (cirka 1300 milliarder kroner). Tidsrammen for kuppeletableringen lyder på cirka tre år.

Kritikerne står i kø: Projektet vil aldrig fungere, det vil true balancen mellem atommagterne, og omkostningerne vil være knusende selv for USA, lyder det, men forsvarets implementering er i gang i tæt parløb med USA’s forsvarsindustri; se eksempelvis Lockheed-Martins forslag til hurtig eksekvering.

Med kuppelprojektet vil Grønlands betydning for præsident Trumps egen succes givetvis vokse. Grønlands vigtighed som fremskudt base til varsling af indkommende missiler mod USA er allerede blomstret i takt med Ruslands og Kinas nye, hurtigere og mere manøvredygtige missilsystemer, og nu får den endnu et nøk.

Illustrationen fik vi få dage før Trumps lancering den 21. maj, hvor USA’s militære efterretningstjeneste, Defence Intelligence Agency (DIA), udsendte et farvemættet verdenskort (se øverst i artiklen) over eksisterende og forventede missilbårne trusler mod USA fra Rusland, Kina, Nordkorea og andre modstandere.

Grønland ligger centralt for flere af disse missiltrusler mod USA — herunder den aktuelle fra de russiske ubåde nær Kolahalvøen i Ruslands nordvest. Den korteste rute for et missil fra Kolahalvøen til USA går direkte over Grønland.

Hertil skal ifølge DIA nu føjes trusler fra nye generationer af interkontinentale ballistiske missiler fra Kina og Rusland, der ligeledes skal over Grønland eller nærliggende farvande for at nå deres mål i USA.

“Grønland og Canada er naturligvis centrale, og vi kan se på kortet fra DIA, at Arktis i høj grad stadig er relevant for USA’s missilforsvar,” siger Andrea Charron, der leder Center for Forsvars- og Sikkerhedsstudier på University of Manitoba i Canada, og som følger udviklingen af Trumps Golden Dome tæt.

Hun bekræfter straks Grønlands betydning:  “Golden Dome kræver allierede og partnere, som præsidentens dekret også påpeger, og det gælder især Canada og Grønland. USA har altid ønsket at nedkæmpe trusler så langt fra hjemlandet som muligt, og hvis (installationer i, red.) Grønland kan sikre mere og bedre information (om indkommende missiler, red.), vil det være uhyre nyttigt,” siger hun.

Den aldrende, men stadig centrale radar på Pituffik Space Base i Nordgrønland har i årtier bidraget til USA’s early-warning-system, og Andrea Charron forudser først og fremmest, at Pituffik Space Base vil blive opgraderet, men der kan også blive tale om nye radarinstallationer måske i Østgrønland.

Canada købte i maj nye såkaldte over-the-horizon-radarsystemer for fire milliarder USD i Australien. De ser længere end de eksisterende radarsystemer og tilsvarende anlæg vil muligvis være relevante i Grønland.

De grønlandske farvande og havnen i Nuuk kan også blive inddraget til forsyning og ly for amerikanske flådefartøjer, der udrustes til nedkæmpning af missiler eller til forsvar af sensorer på havbunden i Arktis til jagten på russiske ubåde.

“Vi har ikke den slags havne i det arktiske Canada, så havnen i Nuuk kan blive yderst vigtig for forsyning og tankning,” siger Charron.

Ny situation giver ny bekymring

I Danmark bekræfter flere sagkyndige kilder, at en overflytning af Grønland fra USA’s EUCOM i Stuttgart til NORTHCOM i Colorado ud fra et rent militærfagligt synspunkt vil give god mening.

Pituffik Space Base sorterer i forvejen under NORTHCOM. Det samme gør USA’s militære samarbejde med Canada, kaldet NORAD, og de op mod 100 amerikanske jagerfly i Alaska, der står opmarcheret til nedkæmpning af kinesiske, russiske eller nordkoreanske fly og missiler på vej mod USA.

Med den ventede flytning fra EUCOM til NORTHCOM vil et angreb mod USA, der skal igennem grønlandsk luftrum eller farvand, kunne nedkæmpes fra USA uden forudgående koordination med Stuttgart i Europa.

Var den nye organisering blevet lanceret i Joe Bidens tid, havde den næppe fremkaldt bekymring i hverken Nuuk eller København, men med Trumps fortsatte ambition om overtagelse af Grønland er situationen en anden.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen præciserede for nylig regeringens ikke-lyst til at kommentere sagen. I et skriftligt svar til TV2 oplyste ministeren, at “regeringen og Naalakkersuisut er bekendt med de amerikanske overvejelser. Hvordan USA opdeler ansvar i deres egne militære kommandostrukturer er naturligvis et amerikansk anliggende,” lød det.

Meldingen kan formentlig tolkes sådan, at København og Nuuk heller ikke denne gang er blevet indbudt til forhandling om flytningen.

Nytænkning i USA

Uden for ministerens departement frygter kyndige iagttagere, at flytningen på længere sigt vil medvirke til yderligere skred i tænkningen om Grønland i det amerikanske forsvar og i de politiske kredse i Washington, så det bliver mere udbredt at acceptere præsidentens præmis: “We need Greenland for international security.”

Sikkerhedseksperten Mikkel Vedby Rasmussen, der er professor ved Institut for Statskundskab på København Universitet, ser dog især den forventede flytning til NORTHCOM som led i Trump-administrationens bredere ønske om at neddrosle USA’s militære engagement i Europa og i NATO og dermed også som en ny vanskelighed for Danmark.

Han peger især på Mette Frederiksens regerings forsøg på at få NATO til at tælle det danske forsvars indsats i Arktis med i Danmarks samlede NATO-bidrag.

Forsøget har stået på i nogle år, men uden held, og “hvis USA nu trækker Grønland endnu længere ud af den europæiske kontekst, kan det godt gøre processen vanskeligere for Danmark,” siger han.

Det værst mulige scenarie

Et worst case-scenarie, der knytter sig til Donald Trumps evne til at bruge medierne i indsatsen for at overtage Grønland, blev præsenteret for mig fra centralt hold.

Donald Trump Jr.s “private” rejse til Nuuk i januar var ligesom vicepræsidentfruen Usha Vances og Trumps daværende sikkerhedsrådgiver Mike Waltzs planlagte besøg i Nuuk i marts skabt til stærke billeder.

Sidstnævnte besøg blev kun aflyst, fordi Usha Vance og Mike Waltz var ved at løbe ind i en medie-fiasko.

Worst case-scenariet er nu, at Donald Trump vil benytte flytningen af Grønlandsansvaret til NORTHCOM til en mediestærk markering eksempelvis med deployering af tropper eller fly, flådeskibe eller andet spektakulært til Grønland, mens han selv i medierne beskriver omorganiseringen som endnu et skridt til overtagelse af Grønland.

Mette Frederiksens regering vil på linje med formanden for Naalakkersuisut Jens-Frederik Nielsen og Grønlands øvrige ledere på den ene side være tvunget til at vise velvilje og samarbejdsånd.

Donald Trump vil formelt set have forstærket USA militære engagement i Grønland, præcis som Mette Frederiksen og de grønlandske ledere selv har inviteret til.

På den anden side vil både Nuuk og København være nødt til at modsætte sig præsidentens fremstilling, fordi den så åbenlyst vil være designet til at udfordre rigets sammenhængskraft.

Først udgivet på Altinget.dk/Arktis 10.6 2025
Uncategorized

Human rights, health – and the question of a possible genocide in Greenland

juni 3, 2025 • Af

Are human rights sufficiently pursued and implemented in the health sector in Greenland? Is Greenlandic culture, language and worldviews taken into sufficent account? How is responsibily for human rights in Greenland divided between Greenland and Denmark? And how should we regard the socalled contraceptive case, where almost half of the women in Greenland in the 1960s and early 1970s had an IUD (spiral) inserted into their uterus? Did this campaign perhaps amount to actual genocide, as Greenland’s former premier Mute B. Egede claimed on Danish tv in late 2024? Miriam Cullen from New Zealand is an international human rights expert and a researcher at the University of Copenhagen. She is presently (June 2025) engaged in a first-of-its kind human rights centered survey of the Greenlandic health sector and vicechair of an expert inquiry into the human rights aspects of the contraceptives case.  In late May 2025 I interviewed Miriam Cullen on a small stage in the magnificient old library at University of Copenhagen. The full fifty minutes are available here on Youtube (the intro is in Danish, the rest in English:)

Arktisk projekt

Tak for Carsten Nielsen-prisen!

maj 14, 2025 • Af

Interview af Maja Dam tryk 12. maj 2025 i regie af Dansk Journalistforbund. Carsten Nielsen-legatet er i journalistkredse også kendt som “den lille Cavling-pris”. Den uddeles hvert år til et medlem af Dansk Journalistforbund, der har bemærket sig “ved at præge samfundsdebatten på særlig vis”. 

Martin Breum: Et selvstændigt liv med is i maven og under fødderne

Journalist Martin Breum har viet de seneste år af sit arbejdsliv til Grønland, rigsfællesskabet og Arktis og modtog i år Carsten Nielsen-legatet for sin formidling. Da han for 11 år siden sagde sit faste job i DR op for at springe ud som selvstændig, var han lige ved at fortryde. Men arbejdet på det arktiske område har givet dyb mening og fænomenale oplevelser

Martin Breum

PrivatMartin Breum i Antarktis.

“Carsten Nielsen-prisen 2025 går til et menneske, som har viet sit arbejdsliv til at dele sin viden med os alle sammen, så vi kan have en oplyst og nuanceret debat. Hele verden har for meget nylig rettet blikket mod det område, som han har befundet sig på i mere end et årti.”

Sådan lød det fra DJ’s daværende forperson Tine Johansen, da hun under delegeretmødet den 27. april uddelte det årlige Carsten Nielsen-legat til journalist og forfatter Martin Breum.

Martin Breum var vært på DR2’s Deadline i et årti, inden han i 2014 opsagde sit faste job for at springe ud som selvstændig journalist med Arktis som stofområde. Siden har han skrevet en række bøger og artikler, holdt efteruddannelseskurser, produceret dokumentarserier og holdt foredrag om det arktiske område.

Men hvordan var det at vinke farvel til sin faste hyre og opbygge en ny forretning som selvstændig? Vi har spurgt Martin Breum om hans vej fra fast til fri.

Angstprovokerende at blive selvstændig

Hvornår begyndte du at arbejde med Arktis?

“Det startede alt sammen i 2009. Mens jeg var ansat i DR, var jeg på Antarktis for at lave en tv-udsendelse om klimaforskning. Der mødte jeg nogle nordmænd, som fortalte mig om, hvad der skete i den arktiske del af verden. I en orlovsperiode fik jeg lejlighed til at skrive en bog, “Når isen forsvinder”, der udkom hos Gyldendal i 2011.

I 2014 var jeg klar til at prøve at beskæftige mig med området på fuld tid. Jeg havde set, at der blev truffet mange beslutninger, både af den danske regering og regeringerne i de arktiske lande, om udviklingen i Arktis, som ville få stor betydning for Danmark. Problemet var, der på det tidspunkt var alt for få, der vidste noget om Arktis, så der var ingen offentlig samtale eller debat om alle de vigtige sager i Arktis: Klimaet, våbenkapløbet, olien, Rusland, USA eller de arktiske folks ve og vel. Jeg så en meningsfuld opgave for mig, men det var ikke en nem beslutning. Jeg havde været lønmodtager i årtier, og det kom bag på mig, hvor skræmmende det var at sige mit faste job op.”

Hvad var det skræmmende?

“Allerede dagen efter, jeg havde sagt op, blev jeg ramt af en overvældende usikkerhed. Jeg var lige ved at løbe skrigende tilbage til DR og bede om lov til at fortryde. Det gjorde jeg heldigvis ikke, og i dag er jeg glad for det valg, jeg traf dengang.

Men for mig var det angstprovokerende at blive selvstændig: Tanken om, at det ikke ville lykkes mig at stå alene uden en institution i ryggen og fast indkomst. Det tog mig nogle måneder at komme mig over.

Jeg havde haft en udmærket løn i DR i en årrække, så det var ikke fordi, jeg var hårdt presset økonomisk. Men jeg skulle jo klare mig selv på en helt anden måde. Når man arbejder i et stort mediehus, vænner man sig til sikkerheden, man vænner sig til at have en tillidsrepræsentant, og man vænner sig til, at folk lytter og slår hælene sammen, når man ringer op og siger, at man kommer fra DR. For mig var det udfordrende pludselig bare at være mig selv. Det positive var, at det lykkedes mig at få et virkelig spændende arbejdsliv op at stå.”

Martin Breum

Hold næsen i sporet

Hvordan gjorde du det?

“Jeg var allerede i gang, fordi jeg havde skrevet en bog og efterhånden vidste en del om det arktiske. Det lyder som en floskel, men der er kun én ting at gøre, og det er at blive ved. Jeg skrev artikler, jeg rejste, og jeg skrev en bog mere. Bøger skal man ikke skrive for at tjene penge, men de fungerer som døråbnere for foredrag og for anseelse hos kunder og kilder. Det gav mig også flere jobs som fx ordstyrer, underviser på efteruddannelseskurser og andre ting. Jobs, man ikke bliver rig af, men som kan gøre det ud for en indtægt, hvis man er heldig. Jeg var privilegeret, for jeg startede ikke på bar bund som ukendt journalist. Mange vidste, hvem jeg var, fordi jeg havde været studievært på Deadline.

En anden afgørende faktor var, at jeg havde en virkelig god kollega i tv-dokumentaristen Jakob Gottschau, som jeg flyttede i kontorfællesskab med fra første dag. Han er en af mine gamle venner, og jeg vidste fra start, at vi ville lave dokumentarudsendelser om i Arktis sammen. Vi har lavet en tv-projekter sammen. Alle de aktiviteter har tilsammen gjort, at jeg langsomt begyndte at tjene penge på det arktiske.

Jeg har hele vejen følt, at jeg havde fat i noget meningsfuldt, og det er vigtigt, når man er selvstændig. Der ikke er nogen, der automatisk klapper dig på skulderen: Du skal overbevise dig selv om, at det går godt, og at dit arbejde er meningsfuldt. Også når det er opad bakke, og man ikke har tjent nogen penge i et par måneder. Så er det eneste at gøre at holde næsen i sporet og blive ved, indtil der er andre, der også ser meningen i det, man laver, og forhåbentlig så ogå køber noget, som man kan tjene penge på.”

Var muligheden for at beskæftige dig med det emne, du brændte for, den primære årsag til at blive selvstændig?

“Ja, jeg var nok optaget af Arktis af flere grunde. Jeg boede i Grønland, fra jeg var 13 til 15, og det har nok været med til at sikre motivationen. Men det arktiske område er bare virkeligt vigtigt for verdens gang, og så er det en spændende region at arbejde i. Jeg har haft nogle fabelagtige oplevelser, jeg nødig ville have været foruden.

Jeg har sejlet med isbryder til Nordpolen og sejlet på meget af det åbne vand rundt om Grønland. Jeg er fløjet til Nordpolen med Arktisk Kommando, og jeg har rejst i det arktiske Rusland. Jeg har set dele af Grønland, som de færreste grønlændere kommer til at se. Jeg har mødt fantastiske mennesker i Grønland og på Færøerne, og sammen med Jakob Gottschau lavede jeg tv med Kong Frederik på Grønland og på Færøerne, da han stadig var kronprins – og hans mor fik vi også interviewet. Det er den slags oplevelser, som gør, at man bedre tåler de mange timer ved skrivebordet i Danmark.

Jeg synes, at det er vigtigt at fortælle om den arktiske region, og det har givet dyb mening for mig. Derfor var jeg også lykkelig for at få Carsten Nielsen-legatet. Pludselig var der nogen, som ved noget om vores fag, der sagde, at mit arbejde også gav mening for dem. Så jeg siger tusind tak – det er jeg bare virkelig glad for.

Carsten Nielsen-legatet

Carsten Nielsen var Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikations grundlægger. Hvert år uddeler DJ en pris i hans navn til et medlem, der har ydet en særlig indsats – enten som en god medstuderende eller kollega, eller ved at præge samfundsdebatten på særlig vis.

Kilde: DJ

 

Glæden ved at bestemme selv

Hvad betyder det for dit arbejde, at emnet er eksploderet nu?

“Det betyder, at jeg prøver at redefinere mig selv lidt, fordi der ikke længere er brug for den samme basale formidling af sammenhængene. Nu er der mange journalister i Danmark, der beskæftiger sig med Grønland, og det vil sikkert også brede sig til resten af Arktis. Jeg vil gerne specialisere mig yderligere ved at formidle noget af al den forskning om Arktis, som kan være med til at få de daglige nyheder fra Grønland og resten af Arktis til at hænge lidt bedre sammen i brugernes hoveder.”

Hvilket råd vil du give andre journalister, der sidder med en drøm om at fokusere på et specialområde?

“Sørg for at have en eller flere engagerede sparringspartnere. Det behøver ikke være kolleger, men kan også være fagfolk, som man kan diskutere sit arbejde med – og gerne nogle, du er tryg ved og kender i forvejen. Hvilke nye vinkler er der? Hvordan prioriterer jeg? Hvordan bliver jeg skarpere og dygtigere? Hvad er vigtigt? Og hvordan sikrer vi, at det bliver ved med at være sjovt at arbejde med sagen?

Og så skal man se i øjnene, at der i mange tilfælde vil være et langt tilløb til, at det kan blive en forretning, man kan leve af.”

Hvad er du gladest for ved at være selvstændig i dag?

“Fraværet af chefer. Jeg var jo en voksen mand, da jeg sagde op, og jeg havde haft et utal af chefer gennem mange år. Nogle var dygtige, andre var mindre dygtige. Jeg var nået til et punkt i mit liv, hvor jeg havde brug for at bestemme selv og ikke være underlagt et vagtskema og skiftende chefers luner. Det siger jeg ikke for at kritisere DR, for jeg har været rigtig glad for at arbejde for DR. Jeg trængte bare anden tilværelse og et andet arbejdsliv.”

blog

Sådan kan Trumps trusler om militær annektering af Grønland måske afværges

april 22, 2025 • Af

Tirsdag i sidste uge foreslog en af Canadas førende Arktis-analytikere, juraprofessor Michael Byers, hvordan canadiske tropper kan medvirke til forebyggelse af en Trump-anført amerikansk militær overtagelse af Grønland:

“Heldigvis er der stadig tid til forebyggende tiltag. Canada og andre Nato-stater bør omgående sende små grupper af militært personel til Grønland på ‘øvelser’ med de danske styrker. Canada har allerede tropper i Letland, hvor de løser en tilsvarende afskrækkende opgave mod Rusland,” skriver Byers i avisen The Globe and Mail.

Byers, der er Canada Research Chair in Global Politics and International Politics ved University of British Columbia, minder i sin artikel om, at enhver amerikansk intervention i Grønland vil være ulovlig uden dansk og grønlandsk billigelse.

 

“Selv Mr. Trumps indirekte trusler er ulovlige, fordi FN’s Charter forbyder ‘trussel om magtanvendelse eller brug af magt; det være sig mod nogen stats territoriale integritet eller politiske uafhængighed’,” skriver han.

Trumps trusler er i srid med international lov, skriver Byers

Byers opfordrer den canadiske regering og andre Nato-lande til at arbejde for en resolution fra FN’s Generalforsamling, der genbekræfter grønlændernes ret til selvbestemmelse og forbuddet mod trusler eller brug af militær magt i internationale forhold.

“En sådan resolution ville få ekstremt vidtrækkende opbakning, inklusive fra stater i det globale syd. Den ville ikke kunne blokeres af USA, da der ikke kan nedlægges veto i generalforsamlingen. Hvis Mr. Trump overvejer et træk, der vil gøre ham til international paria, vil det være passende, at han mærker lidt af presset, før han går til værket,” skriver han.

Resolut modstand?

Måske er Byers opfordring unødvendig. Måske vil Donald Trump trods alt bøje af, før han griber til militær magtanvendelse mod et andet Nato-land. Vi ved heller ikke, hvilke træk Mette Frederiksens regering og den nyvalgte ledelse i Nuuk med Jens-Frederik Nielsen i spidsen eller det hårdt prøvede dansk-grønlandske diplomati overvejer.

Men Byers er ikke alene om at tænke alle relevante scenarier igennem, også de ubehagelige, og der kan hentes yderligere inspiration fra Grønlands egen politiske verden.

Som seniorforsker Rasmus Sinding Søndergaard fra Dansk Institut for Internationale Studier skrev i en kronik 7. april: “det er yderst tvivlsomt, at en afventende strategi vil virke denne gang. Trump er omgivet af loyalister, og der er ikke udsigt til, at hans rådgivere vil afbøde hans impulser.”

Søndergaard anbefaler ikke så vidtgående armerede træk som Byers, men en række mere offensive politiske skridt, og så skriver han: “Med Trumps vedholdende interesse i at opnå kontrol med Grønland og hans mere aggressive forfølgelse af udenrigspolitiske interesser, er der behov for en mere proaktiv dansk strategi (…) Regeringen (bør) tydeliggøre, at ethvert forsøg på at tage kontrol med Grønland vil blive mødt med resolut modstand.”

Daværende FN-generalsekretær Ban Ki-moon besøgte Grønland i 2014. Foto: FN/Pressefoto

Canadisk statsbesøg

Bliver vi i Michael Byers canadiske spor, burde det være muligt hurtigt at invitere premierminister Mark Carney på besøg i Grønland. En invitation fra den nye ledelse i Nuuk ville givetvis blive vel modtaget i Canada og et besøg af Mark Carney vil sende et klart signal om Canadas opbakning til Grønland.

Canada har et erklæret mål om at øge samarbejdet med Grønland og planer om snarest muligt at åbne et konsulat i Nuuk på linje med USA’s.

Besøget kunne bruges til en lyn-åbning af konsulatet og måske til diskussion af et forsvarssamarbejde, som Byers foreslår. Canadiske tropper kunne eventuelt suppleres med franske.

Frankrigs udenrigsminister Jean-Noël Barrot tilbød allerede i januar at stille tropper til rådighed, og troppernes ophold kunne måske endda være længerevarende, hvor et nyt hold løbende afløser det forrige; sådan har amerikanske tropper gjort det i Norge.

Arktisk Kommando i Nuuk har længe samarbejdet med Canadas forsvar i Arktis; kommunikationslinjerne er på plads. Canadas og Grønlands fælles (hav)grænse blev endeligt beseglet i 2022; striden om Hans Ø er bilagt. Der er nok at bygge videre på.

Jens-Frederik Nielsen, den ny formand for Naalakkersuisut, kunne præsidere over en højt profileret, tv-egnet statsbegivenhed flankeret af Mette Frederiksen til demonstration af dansk suverænitet, dansk-grønlandsk samarbejde og fælles canadisk-dansk-grønlandsk indsats for sikkerheden i Arktis, som Donald Trump taler så varmt om.

Nordiske statsministre

Fra nordisk side springer muligheden for et nordisk statsministermøde i Nuuk i øjnene. Norden leverer afgørende militære kapaciteter til USA’s og Natos indkapsling af Ruslands atomare slagstyrke i Arktis. Det er ikke mindst denne russiske arktiske slagstyrke, USA frygter i Arktis, og en fælles nordisk front vil givetvis gøre indtryk i Washington.

De nordiske regeringer er alle i samme situation; angste for Donald Trumps vrede, men også fortørnede over disrespekten for alliancer, normer og den internationale retsorden.

Grønland har længe søgt fuldt medlemskab af Nordisk Råd. Múte B. Egede boykottede som formand for Naalakkersuisut alle møder i Rådet i protest mod Grønlands udelukkelse fra Rådets magtcentrum.

Et nordisk statsministerbesøg i Nuuk vil signalere anerkendelse af dansk suverænitet og Grønlands ret til selvbestemmelse. Samtidig kan mødet bruges til at finde et mere konstruktivt leje for diskussionen om Grønlands plads i den nordiske familie.

Fem statsministre i Nuuk vil give et stærkt, tv-egnet moment og vil måske medvirke til at mindske Donald Trumps iver.

EU-medlemskab

Den nye ledelse i Nuuk har også mulighed for med dansk opbakning at søge genoptagelse i EU. Det står ikke øverst på dagsordenen i Nuuk i dag, men idéen blev vendt for nogle år siden i Demokratiit, Jens-Frederik Nielsens parti, og en ansøgning til Bruxelles ville illustrere Grønlands fortsat stærke tilknytning til Europa og udstille tomheden i Donald Trumps fortælling om grønlænderne, der gerne vil være amerikanere.

Grønland har siden udmeldelsen af EF i 1985 haft et fint samarbejde med Bruxelles. EU bidrager hvert år med mere end 240 millioner kroner i budgetstøtte især til Grønlands undervisningssektor, og samarbejdet udvides løbende.

Kommissionsformand Ursula von der Leyen åbnede i 2024 et EU-kontor i Nuuk; det første af sin art i Arktis. Ifølge en meningsmåling fra 2024 udført af Epinion for Nasiffik – Center for Udenrigs- og Sikkerhedspolitik på Grønlands Universitet, ville 60 procent af de adspurgte i Grønland stemme ja, hvis der var folkeafstemning om genindtrædelse i EU.

Et medlemskab af EU ville i øvrigt fungere som udvidet sikkerhed for Grønland. Berlingske mindede for nylig om et særligt afsnit i Maastricht-traktaten: “Hvis en medlemsstat udsættes for et væbnet angreb på sit område, skal de øvrige medlemsstater (…) yde den pågældende medlemsstat al den hjælp og bistand, der ligger inden for deres formåen. Dette berører ikke den særlige karakter af visse medlemsstaters sikkerheds- og forsvarspolitik,” lyder det.

FN’s generalsekretær

Yderligere understregning af Grønlands ret til selvbestemmelse og integritet kunne måske opnås, hvis Grønland og Danmark inviterede FN’s generalsekretær António Guterres til Grønland. Her kunne Guterres ved selvsyn orientere sig om klimaforandringernes fortsatte acceleration, der er tre gange voldsommere i Arktis end på resten af kloden.

Donald Trump vil måske ikke interessere sig for generalsekretærens rejse, men det vil de amerikanske tv-stationer, og en drejebog foreligger allerede: Daværende FN-generalsekretær Ban Ki-moon besøgte Grønland i 2014, hvor han sammen med blandt andre med Aleqa Hammond, formand for Naalakkersuisut, og statsminister Helle Thorning-Schmidt besøgte Uummannaq i nord og isfjorden i Ilulissat. Billeder af generalsekretæren i sælskindsdragt fra top til tå gik verden rundt.

Klimadiplomatiet kan udvides efter kendt model. I 2007 rejste statsminister Anders Fogh Rasmussen og den grønlandske formand Hans Enoksen med Tysklands kansler Angela Merkel til Ilulissat, og Connie Hedegaard var som miljøminister samme år i Ilulissat vært for ti amerikanske senatorer.

Kong Frederik og invitation til Trump

Andre har foreslået inddragelse af kong Frederik som royal ambassadør, der måske kunne gøre indtryk på Donald Trump. Kongehus-kenderen Thomas Larsen bragte idéen op her på Altinget, men advarede selv: Trump er begejstret for det britiske kongehus, men de royale fra mindre nationer har ikke nødvendigvis samme slagkraft, mener Larsen.

Rasmus Sinding Rasmussen fra DIIS foreslår i den nævnte kronik, at Danmark og Grønland skal tilbyde USA en opdatering af sikkerhedsaftalen fra 1951 med “nye forsvarsinvesteringer samt et erhvervsfremstød rettet mod amerikanske virksomheder. Udspillet bør desuden indeholde en række symbolske komponenter, der taler til Trumps forfængelighed, for eksempel ved at invitere Trump til Grønland som den første amerikanske præsident – med kongelig pomp og pragt.”

Andre, herunder Lars Bangert Struwe, generalsekretær i Atlantsammenslutningen, har foreslået flådeøvelser i Grønland med deltagelse fra de europæiske Nato-lande; flådeøvelser kunne eventuelt suppleres med invitationer til landenes forsvarschefer. Flere europæiske Nato-lande bidrager gerne til sikkerheden i Arktis og har derfor brug for øvelsessejladser – gerne i Grønland, hvor mange allerede har været på besøg – herunder en portugisisk ubåd. Øget Nato-trafik ved Grønland ville signalere øget støtte til Grønland og Danmark.

Meget er allerede i gang: Regeringen overvejer at købe lufttankningsfly, så de nye F35 jagerfly kan operere mere også i Grønland og Arktis. Måske F35-ere kan udstationeres mere fast i Kangerlussuaq, hvor der både er hangar og landingsbane til dem. Forligskredsen på Christiansborg er enig om nye flådeskibe til Arktisk Kommando, store droner til brug i Arktis med videre. På den måde formuleres der konkrete svar på Donald Trumps kritik af Danmarks militære indsats i og omkring Grønland.

Hvis vi skal lære noget af forløbet i 2019, hvor præsidentens tanker om at købe Grønland først blev kendt, må det dog nu seks år senere nok være, at hans vedholdenhed i dette tilfælde synes at være af særlig karat. Der er ikke endnu synlige tegn på, at stormen vil drive  over.

Danmark har i år og næste år sæde i FN’s Sikkerhedsråd; i maj overtager Grønland, Færøerne og Danmark formandskabet for Arktisk Råd; til juli overtager Danmark formandskabet for EU.

Danske og grønlandske diplomater udnytter sikkert allerede af alle kræfter disse kanaler til at bremse Donald Trumps Grønlands-iver, men måske kan flere bidrage. Måske er der mulighed for at trække i mere utraditionel grad på det grønlandske, de øvrige arktiske folks og det danske civilsamfund, medier og kulturliv – eventuelt som led i formandskabet for Arktisk Råd. Kongerigets program for de næste to års formandskab, der blev offentliggjort i fredags, har i forvejen stærkt fokus på de oprindelige folks status og vilkår i Arktis.

Donald Trump og hans allierede forstår ikke rigsfællesskabets natur, den grønlandske selvstændighedsproces eller den grønlandske ulyst til at blive en del af USA – uanset mange års hårdt arbejde fra det danske og grønlandske diplomati. Også i Bruxelles, London, Paris, Tokyo, Beijing og andre hovedstæder kæmper man med at forstå, hvad der foregår, og det gør det sværere for Danmark og Grønland at samle opbakning.

Måske kan de arktiske samfunds og kulturens aktører bidrage mere her – især hvis de bliver aktivt inviteret til det. Og måske kan de store udenlandske medier og tv-stationer også inddrages mere aktivt, end vi er vant til.

Jeg oplevede i Nuuk for et par uger siden, hvordan de udenlandske journalister ofte starter på aldeles bar bund i Grønland – selv dem fra BBC. I første omgang kunne de amerikanske medier måske inviteres aktivt indenfor og kobles med grønlandske og danske kolleger i nye netværk og udvekslinger; den danske medieverden har arbejdet med den slags projekter andre steder på kloden i årtier.

En første invitation kunne eventuelt stiles til Fox News.

Artklen blev offentliggjort på Altinget.dk 15.4

blog

Mens Trump tilbyder sig, forsvarer Danmark sin status som Grønlands foretrukne partner

marts 18, 2025 • Af

Regeringen indfrier i disse dage et par hede ønsker i Grønland: To centrale danske styrelser flytter medarbejdere til Nuuk. Målet er, at Grønland selv på sigt skal overtage opgaverne – og måske tage endnu et skridt mod selvstændighed.

Natten til onsdag dansk tid anerkendte Donald Trump i sin tale til den amerikanske kongres grønlændernes ret til selv at bestemme deres fremtid.  

“Vi støtter stærkt jeres ret til at bestemme jeres egen fremtid,” sagde han. Væk var præsidentens tidligere krav om “ejerskab og kontrol”.

Mette Frederiksen mødtes med D. Trump i London 2019 – de fleste antog, at striden om Grønland nu var bilagt, men i dag fem år senere er den dybere end nogensinde

I stedet nøjedes han med et tilbud om tilslutning til USA, hvis grønlænderne ønsker det: “Hvis I vælger det, vil vi byde jer velkomne til Amerikas Forenede Stater. Vi vil sørge for jeres sikkerhed, vi vil gøre jer rige, og sammen vil vi løfte Grønland til højder, I aldrig tidligere har forestillet jer,” sagde Trump.

Plus et halvt løfte til Kongressen: “Jeg tror, vi får det; på en eller anden måde skal vi nok få fat på det.” 

Måske skifter Trump senere igen mening, måske tolkningen er for optimistisk, men her nu op til valget i Grønland på tirsdag er status tilsyneladende, at Trump forestiller sig en forhandlingsproces.

I så fald kan grønlænderne formentlig inden længe veje et lidt mere konkret amerikansk tilbud op mod en fremtid, hvor rigsfællesskabet eller et nyt form for samarbejde med Danmark skal sikre velfærden og hverdagen.

Fiskeriet er stadig Grønlands livsnerve

Her er det værd at huske, at hverdagen altid er konkret, og at valgkampen i Grønland har understreget netop denne pointe. Diskussionen om løsrivelse i Grønland kan trods stråleglansen fra alverdens tv-hold for mange grønlændere tydeligvis stadig virke lidt for luftig.  

Andre, jordnære forhold trænger sig på: Den grønlandske folkeskoles udfordringer, sundhedsvæsenets mangler og – ikke mindst – prisen på torsk.

Fiskeriet er stadig Grønlands livsnerve, mere end 90 procent af eksporten; rigtig mange familiers levebrød. Der skal fiskes, og der skal bygges skoler, havneanlæg og nye boliger. Især i Nuuk er der lige nu flere buldrende byggekraner end i hovedparten af de danske købstæder. Der skal penge i kassen, mad på bordet.  

Når vi taler om rigsfælleskabet og Donald Trumps tilbud, er det derfor værd at bide mærke i to nyheder, der hidtil har været slemt underbelyst. Her får vi et uhyre hverdagsagtigt indblik i, hvordan den danske regering vedholdende forsøger at gøre Danmark mere attraktiv for Grønland.

Fødevarer og SIRI 

  1. januar udsendte Fødevarestyrelsen en pressemeddelelse: “Fødevarestyrelsen åbner kontor i Nuuk”. Og 7. februar kunne nyhedstjenesten Sermitsiaq.gl meddele, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) senere på året også flytter medarbejdere til Nuuk.  

Det kan synes småt, men Mette Frederiksens, Lars Løkke Rasmussens og Troels Lund Poulsens triumvirat springer her ud som det første styre i København, der  aktivt hjælper selvstyret i Nuuk med at gøre klar til hjemtagning af stadig flere af de opgaver, Danmark fortsat løser for Grønland.

Som nyhedskrog overhaler aktionen mildt sagt ikke den amerikanske præsidents tale til Kongressen, men her rækker regeringen ind i selve hjertet af selvstyre-aftalen mellem Danmark og Grønland.

Det er her, i lovgivning vedtaget af store flertal i både Folketinget og Inatsisartut, det grønlandske parlament, at man finder anvisningerne på, hvordan Grønland bør arbejde sig frem til det punkt, hvor en forhandling med Danmark om løsrivelse kan finde sted.  

Politikernes hovedpine

Der er fart på hverdagen i Grønland for tiden. Fiskeriet trives, og byggeriet er i fuld galop. Der mangler arbejdskraft af al slags, men ingen arbejdsløshed af betydning.

Ti ministre fra Nuuk, Thorshavn og København samlet til det første rigtige møde i det ny kontaktudvalg 9. juni 2022 i Müller Pakkhus i Thorshavn – et af de meget få offentligt tilgængelige foto fra et møde i det såkaldte Kontaktudvalg. Thorshavn og Nuuk inddrages stadig tættere i regeringens sikkerhedspolitiske overvejelser

De grønlandske politikeres hovedpine er, at der ikke er tilnærmelsesvis samme fart på den hjemtagning af arbejdsopgaver fra Danmark, som ifølge selvstyreloven som nævnt skulle bane vej for selvstændighed. Danmark varetager fortsat masser af praktiske opgaver for Grønland. 

Straks efter selvstyrets indførelse i 2009 hjemtog det nye selvstyre al administration af råstofferne i undergrunden: olie, gas, zink, guld, jernmalm, sjældne jordarter og så videre.

Men derefter gik processen i stå. Der er stort set intet hjemtaget siden. Især fordi al hjemtagelse ifølge selvstyre-aftalen skal finansieres af Grønland selv – oplæring, uddannelse, løn, drift, administration og så videre. 

Flere grønlandske politikere har plæderet for, at der skal to til tango, og at Danmark har et medansvar for at få hjemtagningen til at køre. Det synspunkt har der hidtil ikke været megen forståelse for på Christiansborg, men regeringen har nu tilsyneladende vendt bøtten på hovedet.  

Rekruttering af medarbejdere til SIRI’s og Fødevarestyrelsens nye enheder i Nuuk, herunder grønlandske medarbejdere, bliver nu en prioritet, og målet er klart, selvom tidshorisonten er flydende.  

Som Lasse Guldbrandsen, der er chef for Fødevare Nord; den udførende enhed i Fødevarestyrelsen, fortæller mig:

“I første omgang har vi fokus på de opgaver, vi hidtil har varetaget fra Danmark og især på kontrollen med fødevareproducerende virksomheder og fartøjer. Vi starter med et kontor deroppe, og så er tanken, at vi flytter stadig flere opgaver derop med henblik på, at selvstyret på et eller andet tidspunkt selv kan overtage opgaven, selvom vi jo ikke kan sige noget om, hvornår det kan finde sted.”

Afhængig af smidig betjening

Med valget af SIRI og Fødevarestyrelsen rammer regeringen også plet: Myndighedskontrollen med de fabrikker og fartøjer, der producerer fisk og skaldyr til eksport, står sammen med håndtering af papirerne for folk, der skal arbejde i Grønland, allerøverst på listen over de opgaver, toppolitikerne i Nuuk sukker efter at få løst i Grønland, fordi Grønlands erhvervsliv er helt afhængige af dem.  

Som Christian Keldsen, direktør i Grønlands Erhverv, forklarer mig på en telefon fra Canada, hvor han er til mine-messe:

“Det virker måske som små bevægelser, men det er to områder som betyder rigtig meget for os. Cirka 12-13 procent af vores medarbejdere kommer udefra. Før var det danskere eller skandinaver, men de bliver færre og færre til fordel for folk fra Asien, så der er langt flere opgaver, der nu skal løses af SIRI, hvis det skal fungere hos os.”

Fødevarestyrelsen er aldeles afgørende, fordi fisk og skaldyr fra Grønland stadig eksporteres på grundlag af danske aftaler med EU, Kina, USA og så videre. Aftalerne kræver, at grønlandske fiskefabrikker og trawlere med produktion om bord jævnligt kontrolleres af de danske myndigheder, så køberne kan være sikre på sundhed og kvalitet.

En stor del af de færdige varer skal desuden nøje certificeres inden afskibning. De grønlandske virksomheder er med andre ord helt afhængige af smidig betjening fra Fødevarestyrelsen, som indtil nu har boet 3.500 kilometer mod syd.  

Med de nye lufthavne i Grønland opstår der også nye visioner om eksport af flybårne fisk direkte fra Grønland til restauranter i New York og Chicago; islændingene og færingerne er allerede i gang.

Skal det lykkes i Grønland, kræver det, at certificering kan finde sted i Grønland; et scenarie, der vil kræve mere omfattende forandringer, men som måske nu alligevel rykker nærmere. Regeringen har afsat syv millioner om året i fem år til at aflønne fire-fem medarbejdere på Fødevarestyrelsens nye i Nuuk; formentlig skal de dele kontorbygning med SIRI’s folk.

Regeringens ambitiøse projekt

Operationen lægger sig i forlængelse af regeringens langt mere ambitiøse projekt om at inddrage Grønland og Færøerne i sikkerhedspolitikken.  

Rusland oprustning i Arktis kræver modsvar, USA har i årevis krævet større dansk indsats i Arktis, og lederne i Thorshavn og Nuuk har længe insisteret på større indflydelse. Regeringen har følgelig givet store indrømmelser til Grønland og Færøerne.

Grønland har fået retten til at udpege Kongerigets arktiske ambassadør i modstrid med al tidligere praksis. Et udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitisk udvalg kører på fjerde år; her involveres toppolitikerne fra Nuuk og Thorshavn dybere i regeringens sikkerhedspolitiske værksted end nogensinde tidligere.

Sideløbende har de fået lod og del i de nye milliardtunge forsvarsforlig, og antallet af ministerbesøg i Thorshavn og Nuuk er forøget dramatisk. Ved sit seneste besøg i Nuuk tog forsvarsminister Troels Lund Poulsen endda forsvarschefen Michael Hyldgaard med. For nu blot at nævne et par eksempler.

Stilfærdig indsats 

Regeringen taler ikke disse processer op. Pressemeddelelsen om Fødevarestyrelsens nye kontor i Nuuk blev udsendt efter et centralt møde mellem minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen og den tidligere formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen, der i dag er fiskeriminister i Grønland.

Men i den korte tekst til offentligheden holdt Jacob Jensen sig til det basale: “Grønland og Danmark rykker endnu tættere i samarbejdet på fødevareområdet. Danmark og Grønland er enige om at styrke mulighederne for udveksling af medarbejdere. Det kan begge parter få nytte af,” lød det stilfærdigt. 

Men regeringens indsats er hårfint kalibreret med Naalakkersuisuts, det grønlandske landsstyres prioriteter, og den ligger direkte i tråd med det, Mette Frederiksen igen og igen har sagt i de seneste højspændte uger. Hun pointerer til stadighed, at rigsfælleskabet for hende ikke er en statisk størrelse, men snarere en proces.

I fuld overensstemmelse med tænkningen hos de ledende politikere i Nuuk.

Denne artikel blev først offentliggjort – i lidt andet format – på Altinget.dk/Arktis 7. marts 2025

 

 

blog

Trump ville købe Grønland, men USA’s nye Arktis-ambassadør ser intet behov for at tage ideen op igen

december 18, 2024 • Af

Fem år efter Trumps købstilbud afviser USA’s nye topdiplomat i Arktis nu, at USA har brug for øget kontrol over Grønland.

Spørgsmålet om Grønlands fremtid har hængt i luften, siden Donald Trump vandt præsidentvalget i USA i november. Trump foreslog som bekendt i 2019, at USA skulle købe Grønland af Danmark. Og som jeg skrev i en artikel på for et par uger siden, har hans tidligere rådgiver en ny drejebog klar til en politisk union mellem Grønland og USA.

Men Michael Sfraga, USA’s nyudnævnte Arktis-ambassadør, mener ikke, at landet under den kommende præsident Trump bør forsøge at binde Grønland politisk tættere til USA.Michael Sfraga blev i september godkendt af Senatet som USA’s arktiske ambassadør. Ni af stemmerne kom fra Republikanerne.

Ambassadøren anerkender ganske vist, at Grønland har central militærstrategisk betydning for USA. Han ser gerne et intensiveret samarbejde med Grønland om sikkerhed, handel, forskning og kultur, men han øjner ikke noget behov for en politisk union eller tilsvarende mellem USA og Grønland.

Han er heller ikke fortaler for en amerikansk overtagelse, eller for at USA skal blande sig i Grønlands og Danmarks interne forhandlinger i rigsfællesskabet, eller i Grønlands fremtid.

Michael Sfraga besøger København som led i en rundrejse til de arktiske hovedstæder minus Moskva. Jeg mødte ham i det såkaldte Færøværelse i kælderetagen på den amerikanske ambassade i København, hvor han beredvilligt svarede på mit spørgsmål:

Skal vi vente et nyt forsøg på at overtage Grønland, nu hvor Donald Trump igen indtager Det Hvide Hus?

“Jeg kan ikke forestille mig, at der vil være (et forsøg på, red.) en overtagelse af Grønland. Jeg kunne rigtigt godt lide den måde, Grønland svarede på nyheden om det, da der blev talt om det for nogle år siden, noget i retning af: Vi er ikke til salg, men vi er åbne for forretninger,” siger han.

“Set fra min position er Grønland en del af kongeriget. Vi overlader det til medlemmerne af kongeriget at afgøre de interne diskussioner, og hvordan fremtiden skal se ud. Vi overlader det til Grønland at bestemme, hvordan dets fremtid skal se ud, præcis som vi overlader det til Færøerne og andre lande at afgøre, hvordan deres fremtid skal se ud.”

Sfraga er erfaren aktør i det internationale samarbejde i Arktis, særligt i forskningsverdenen. Han ser de arktiske nationer, inklusive Grønland og Færøerne, som selvbestemmende, men forbundne kar, der kædes sammen på klassisk, vestlig vis med aftaler og alliancer om sikkerhed, handel, forskning og kultur, og som ikke har behov for aktiv amerikansk indblanding:

“Det er for mig den ansvarlige vej at gå. Jeg mener, at spørgsmålet om uafhængighed er op til Grønland og kongeriget. Men det skal selvfølgelig ikke afholde USA fra at investere, hvor det er nødvendigt, og sikre, at Grønland forbliver trygt og sikkert som en del af kongeriget,” siger han.

Hvad vil Trump med Grønland?

En del vil nu måske huske, hvordan Donald Trump i 2019 formulerede sin vision om at overtage Grønland: “Strategisk ville det være rart. Grundlæggende er der tale om en stor ejendomshandel. Rigtig meget kan lade sig gøre,” sagde han, og så rullede lavinen.

Mediedækningen var intens, og Grønland meddelte på Twitter “We are open for business, but not for sale”. Mette Frederiksen kaldte på tv diskussionen for “absurd”, og præsident Trump aflyste spektakulært et planlagt besøg i Danmark.

Siden blev det klarere, at Trumps melding afspejlede mere end 150 års dyb amerikansk interesse for Grønland, et vedholdende fokus på Grønlands mineralforekomster og tunge overvejelser om truslen fra Rusland og Kina i en farlig tid.

USA’s engagement i Grønland er vokset under præsident Joe Biden, og spørgsmålet er nu alene, hvordan Trumps og republikanernes særligt udtalte interesse for Grønland vil udfolde sig, når Trump igen overtager faklen.

En politisk union?

I november, dagen før præsidentvalget i USA, talte jeg med Alexander Gray, der var stabschef i Trumps nationale sikkerhedsråd fra 2019 til 2021. Det var her, at ideen om en tættere politisk amerikansk omfavnelse af Grønland for alvor var under bearbejdning.

Grey anbefaler, at Donald Trump snarest tager Grønlands-spørgsmålet op igen og sikrer en politisk union, såkaldt free association, mellem USA og Grønland. Gray markedsfører for tiden ideen i både amerikanske og danske medier, og andre republikanere argumenterer på lignende vis.

En politisk union med Grønland skal ifølge Gray især sikre, at Grønland forbliver traktatmæssigt og militært forbundet med USA efter Grønlands løsrivelse fra Danmark, som USA i Grays optik bør forberede sig på.

Michael Sfraga bider ikke på: “Det kan være ét perspektiv. Jeg ved ikke, hvordan det skulle fungere. Jeg har aldrig talt med ham om det,” lyder hans respons, da jeg refererer synspunktet.

Grønlands betydning for USA

Michael Sfraga repræsenterer altså det klassiske amerikanske syn på Grønland, vi havde vænnet os til, lige indtil Trumps tanker om Grønland blev kendt i 2019.

Grønland er, siger Sfraga, “en god ven, en del af det danske kongerige, langvarige relationer, strategisk, geografisk, politisk, økonomisk, socialt og kulturelt vigtig for os. For mig, som amerikaner fra Alaska, repræsenterer Grønland en forbindelse mellem mennesker i Alaska og Canada og og Grønland. Det betyder noget, når jeg ser venner fra Grønland tale med mine venner i Alaska på samme sprog og dele kultur, musik og mad.”

Sfraga nævner USA’s militære tilstedeværelse i Grønland, særligt Pituffik Space Base, tidligere kendt som Thulebasen:

“Det er en signifikant og vigtig relation set med sikkerhedsmæssige briller,” siger han.

Han beskriver de militære kapaciteter i Grønland som “kollektive” — en del af en større sammenhæng:

“Jeg anser det for en del af en bastion for frihed. Det kan lyde som en ligegyldig frase, men det er det ikke i disse tider. Det er en vigtig del af Nato. Det er vigtigt for forsvaret af Nordamerika, for vores interne nationale sikkerhed, for Grønlands sikkerhed, for Færøernes sikkerhed, for vores fælles sikkerhed,” lyder det.

Kan han fortsætte?

Michael Sfragas syn på USA’s og Grønlands forhold er bemærkelsesværdigt, især fordi han fra sin post som Arktis-ambassadør kan få indflydelse på det, måske lægge en dæmper på mindre velfunderede indfald — men også fordi han vil have indflydelse på resten af den komplekse arktiske dagsorden, inklusive spørgsmålet om klimaet og Donald Trumps ønsker om at øge olieudvindingen i USA’s arktiske farvande.

Men vi har også lov at fundere: Vil Michael Sfraga stadig være ambassadør om bare tre eller fire måneder, når det var demokraten Joe Biden, der indstillede ham? Om få uger er Donald Trump præsident, og vil Michael Sfraga til den tid ikke som tusinder af andre blive udskiftet med en loyal, erklæret Trump-tilhænger? Marco Rubio, senatoren fra Florida, som Trump har udpeget som sin kommende udenrigsminister, stemte imod Sfraga i Senatet.

Det er muligt, at Sfragas tid på posten bliver kort, men der er tre årsager til, at det ikke nødvendigvis vil gå sådan.

For det første har Michael Sfraga valgt at blive på sin post, uanset at det var Biden, der indstillede ham. Andre ambassadører har tidligere valgt selv at træde tilbage ved et præsidentskifte, men jeg gætter, at Sfraga tager chancen og bliver, fordi han ved, at han er kendt som fagperson, ikke for sin partifarve.

For det andet blev Michael Sfraga godkendt som Arktis-ambassadør af et flertal i Senatet, hvor ni republikanske senatorer den 21. september valgte at danne flertal med 43 demokratiske og tre uafhængige senatorer. Der var et sjældent samarbejde mellem fløjene, grundigt bundet sammen af den garvede, republikanske senator fra Alaska, Lisa Murkowski, der som den første bragte Michael Sfraga i spil.

“Som den, der anbefalede Dr. Sfraga, har jeg taget ordet for at gentage min stærke opbakning til hans nominering, og jeg opfordrer Senatet til at sikre, at vi ikke fortsat skal være den eneste arktiske nation, som ikke har en arktisk ambassadør,” sagde hun ved afstemningen.

“Dr. Sfraga har årtiers erfaring, stærk ekspertise og stærke relationer til arktiske ledere. Vores allierede støtter ham, vores arktiske partnere støtter ham, alaskanerne støtter ham, jeg støtter ham,” sagde hun. I Alaska, Sfragas hjemstat, dominerer republikanerne, og de bakker Sfraga op.

For det tredje har formålet med den nye post som Arktis-ambassadør fra starten været, at den udpegede primært skal skabe momentum bag USA’s seneste Arktis-strategi fra 2022 – en indsats, der har støtte fra begge fløje. Strategien har en horisont på ti år og et stærkt fokus på de nyere trusler fra Kina og Rusland i Arktis, der piner både republikanere og demokrater.

Den nationale strategi blev i 2024 fulgt op af en hårdtslående Arktis-strategi fra USA’s forsvarsministerium, og begge vil være godt hjulpet af Sfraga, der er uddannet geograf fra universitetet i Fairbanks i Alaska, hvor han fortsat bor.

I 2017 blev han den første direktør for the Polar Institute, et af USA’s førende videnscentre om Arktis i Washington. I 2021 udnævnte Biden ham til formand for USA’s Arktiske Forskningsråd, og nu er han så ambassadør, relativt ubesmittet af emmen fra afgrunden mellem de to fløje i amerikansk politik.

Danmark, Grønland og Færøerne overtager til maj formandskabet for Arktisk Råd og vil i givet fald få meget at gøre med Michael Sfraga. I København var han blandt andet i selskab med kongerigets stadig omstridte arktiske ambassadør Tobias Elling Rehfeld.

Vi får se, om de får lejlighed til at mødes igen.

Den originale artikel blev bragt på Altinget 12. december 2024. Teksten her er let redigeret.  

blog

Nuuks nye lufthavn skærper den nationale stolthed i Nuuk, men skeptikerne frygter milliardregningen

december 9, 2024 • Af

Festfyrværkeri i Nuuk centrum – En salut for den ny lufthavn og en lys fremtid. Foto: Klaus Holsting

 

Torsdag i sidste uge fløj vi med det første direkte fly nogensinde fra København til Grønlands hovedstad, Nuuk. 

En tredjedel af Grønlands indbyggere bor i Nuuk. Det er Grønlands absolutte kraftcenter.

Her formes fremtiden, her bor den politiske og økonomiske elite, og nu breder byen med sin funklende nye lufthavn for alvor armene ud mod resten af verden.

Første store fly fra København til Nuuk nogensinde! Grønlands hovedstad har fået sin internationale lufthavn. Foto: Klaus Holsting.

Den stærkt udvidede lufthavn i Nuuk og den tilsvarende, der åbner i Ilulissat i Nordgrønland i 2026, er de største anlægsprojekter i Grønlands historie, og i det offentlige billede spiller det kun en mindre rolle, at Danmark undervejs har overtaget ejerskabet til 33,3 procent af Kalaallit Airports International A/S, selskabet bag lufthavnene (som siden har skiftet navn til Greenland Airports).

Resten ejes af det grønlandske selvstyre, og selvtilliden i Grønland har med den vellykkede åbning i Nuuk i sidste uge fået et endnu et skud vitaminer.

“Det er en stor dag for hele Grønland. Vi bliver mere internationale, der kommer ny konkurrence og vi får flere ruter ud af landet,” som Randi Vestergaard Evaldsen, der er tidligere medlem af Inatsisartut, parlament i Nuuk, og tidligere bestyrelsesmedlem i Kalaallit Airports International, sagde til mig.
Juaaka Lyberth, formand for Grønlands forfatterforening, skrev til mig og sammenlignede i spøg Nuuk-landingen med den første månelanding.

Mute B. Egede formanden for Naalakklersuisut i den ny lufthavn flankeret af Lars Løkke, Nikolaj Wammen og th. Erik Jensen, Grønlands finansansvarlige og Mute B. Egedes regeringspartner. Foto: Klaus Holsting.

Landingsbanen ved den nye, luftige terminal i udkanten af Nuuk er efter seks års dynamitbuldrende anstrengelser forlænget til 2200 meter, så også store, langtrækkende fly nu kan svinge sig ned på asfalten.

Flyrejsende fra udlandet til Nuuk har hidtil været tvunget til først at lande på den gamle amerikanske base i Kangerlussuaq tæt på indlandsisen for så at fortsætte med mindre fly til Nuuk.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) beskrev pointen set fra Danmark, da den røde silkesnor blev klippet i København:

“Nu tager det jo ikke længere tid end en togrejse til Aalborg,” sagde han og satte et stykke af den røde silkesnor i brystlommen til ære for fotograferne.

Aftalen forhindrede et kinesisk engagement i lufthavnene.

Selvstyret i Nuuk havde inviteret seks særligt udvalgte entreprenørselskaber til at byde på det store byggeri, herunder China Communication Construction Company Ltd., et af verdens største.

Trump-administrationen i Washington luftede sin stærke uro over denne potentielle kinesiske stjernerolle i Grønland direkte overfor daværende forsvarsminister Claus Hjorth Frederiksen (V), så Lars Løkke Rasmussens finansierings-pakke løste flere problemer på én gang.

Pakken blev snart fulgt af et farvel til CCCC, og den sparer nu desuden Grønland for store renteudgifter.

Aftalen med Danmark fik daværende landsstyreformand Kim Kielsens koalition i Nuuk til at implodere. Partiet Naleraq mente, at Danmark på urimelig vis fik lov at købe sig til ny indflydelse i Grønland, og der var vrede demonstranter i Nuuk, men i Lars Løkke Rasmussens optik er lufthavnene et eksemplarisk eksempel på, hvordan Grønland og Danmark bør arbejde sammen:

“Vi har på alle måder en interesse i at få skabt en mere bæredygtig grønlandsk økonomi, og det gælder uanset, om man har et perspektiv, der hedder fuldstændig grønlandsk selvstændighed eller et fortsat rigsfællesskab. De to kan forenes i, at jo mere bæredygtig Grønland er, jo bedre er det for alle,” fortalte han mig, før vi lettede.

Klapsalver

I luften var der champagne og klapsalver også fra de dyre rækker, hvor Lars Løkke Rasmussen, finansminister Nicolai Wammen (S), tidligere departementschef i statsministeriet Christian Kettel og mængder af andre VIP’s deltog i festen.

Ved landing i Nuuk hujede hundreder af byens borgere fra skråningen uden for lufthavnen, og alt blev transmitteret live på grønlandsk tv — bortset fra selve landingen, det vigtigste, hvor tv-transmissionen gik i sort på grund af et overbelastet internet.

Muté B. Egede, formand for Naalakkersuisut, Grønlands landsstyre, der var i glitrende blå anorak, talte og klippede endnu en rød snor over, flere kneb en tåre, og i Nuuks forsamlingshus var der gratis kaffe, kage og levende musik til alle.

Til sidst et bragende festfyrværkeri i byens centrum; en salut til Grønland og fremtiden.

Håbet om turisterne

To modsatrettede scenarier kan nu tegnes til illustration af de håb og risici, de to nye lufthavne repræsenterer.

Optimisterne, der efter alt at dømme udgør et flertal i Nuuk, mener især, at lufthavnene vil tiltrække mængder af nye turister til Grønland. Mange af byens borgere er allerede trætte af turister, men gæsterne skæpper som bekendt i kassen.

Optimisterne mener, at den nye omsætning vil skabe nye virksomheder og bidrage så klingende til Grønlands økonomi, at der uden videre kan afdrages på de lån, der er med til at finansiere det hele.

Budgettet lyder i øjeblikket på 4,1 milliarder kroner, heraf godt en milliard lånt i Nationalbanken, 450 millioner kroner i Den Nordiske Investeringsbank og en halv milliard kroner på det kommercielle lånemarked.

Det er voldsomme summer, og dertil kommer 1,4 milliarder kroner, som Naalakkersuisut, Grønland landsstyre, har vredet op af egen landskasse.

De offentligt ejede selskaber i Grønland, herunder fragtselskabet Royal Arctic Line, fiskerikoncernen Royal Greenland og tele- og internetselskabet Tusass, har måtte bidrage direkte til lufthavnene.

Hvis det går som håbet, vil gælden og hullet i landskassen blive klaret uden vanskeligheder. Turismen, ny fly-eksport af ferske fisk og anden ny aktivitet vil få Grønlands økonomi til at vokse, mens der spares tid og penge på rejseomkostninger. De første fly-bårne ferske fisk fløj fra Nuuk til Danmark et par timer efter, at vi var landet.

United på vej

Et af verdens største luftfartsselskaber, United Airlines, boostede optimismen eftertrykkeligt i oktober ved at annoncere tre ugentlige flyvninger fra New York til Nuuk i sommeren 2025.

Fra Danmark kommer SAS på banen med tre ugentlige afgange fra København til Nuuk i sommertiden. Air Greenland sender også selv med diverse partnere nye sommerfly til Nuuk fra Billund og Ålborg, og Icelandair fastholder sine ruter til Grønland.

Sceneskiftet er markant. Fra april til august i år satte luftfartsselskaberne 55.000 flysæder ind og ud af Grønland til salg. Fra april til august 2025 vil der være mindst 104.000 sæder til salg, altså tæt på en fordobling. Hvis alle bliver solgt, er der tale om stejl, kontinuerlig vækst. Allerede fra 2022 til 2023 steg antallet af turister i Grønland – inklusive dem på krydstogtskibene – med over 30 procent til cirka 140.000.

De håbefulde mener, at både grønlandske og udenlandske investorer i det lys nu endelig vil tage fat på alt det, turisterne skal bruge, men som i dag kun findes i stærkt begrænset omfang: turbåde, hoteller, restauranter, hundeslæde-ture og skiløb, teltture på indlandsisen, gourmetmad på ren og sæl, fly- og helikopterture, trofæjagt på moskusokser, lystfisker-eventyr og isbjørne-safarier.

En ny kontroversiel turismelov, der blev vedtaget få dage, før den ny lufthavn blev indviet, skal sikre, at hovedparten af indtjeningen bliver i Grønland. Udlændinge kan fremover kun eje 33 procent en turist-virksomhed i Grønland. Resten skal ejes af folk, der bor og betaler skat i Grønland.

Ingen forventer, at lufthavnene tjener sig hurtigt hjem, men Nicolai Wammen hører alligevel til optimisterne:

“Det er fornuftigt, at man laver de her investeringer, fordi det er med til at styrke Grønlands forbindelser til resten af verden. Det er noget, man skal se i et meget langt perspektiv. Jeg er tryg ved, at det vil få enorm betydning for det grønlandske samfund, ikke bare på fem, ti eller femten års basis, men så langt øjet rækker,” sagde han til mig.

Yderligere håb kan hentes hos naboerne: Island får i disse år besøg af mere end to millioner turister om året, så islændingene tjener i dag flere penge på turister end på fisk.

Læs også

Bankens advarsel

I det modsatte, mørkere scenarie råder frygten for, at turisterne slet ikke kommer i fornødent omfang.

Grønlands Økonomiske Råd advarede allerede i 2018, og i juni i år satte Grønlandsbanken frygten på tryk i et høringssvar, da den ny turismelov var på vej:

“Hvis der ikke sker en betydelig vækst i turismen, vil risikoen være, at lufthavnsinvesteringerne skal betales af den nuværende økonomiske aktivitet til ulempe for alle i samfundet,” skrev banken.

Gælden vil tynge, lufthavnene vil stå halvtomme, og det bliver sværere at finde penge til de udsatte børn, de gamle og de syge.

Birger Poppel, tidligere chefstatistiker i Grønland og lektor emeritus i samfundsvidenskab ved Grønlands Universitet, har kritiseret lufthavnsprojektet fra begyndelsen. Han mener, at projektet hviler på mangelfulde analyser:

“Der er ikke noget, der ligner konkrete beregninger af effekterne af lufthavnsbyggerierne, og hvordan de hænger sammen med hotelbyggerier og den nye turismelov,” siger han.

Andre frygter, at den ny turismelov vil skræmme udenlandske investorer væk, så der ikke vil være investorer til alt det, der skal gøre det muligt at huse flere turister. De udenlandske turistoperatører som danske Topas og Albatros, der er dominerende på markedet i Grønland i dag, har fået to år til at omstille sig til de nye regler for grønlandsk medejerskab.

Nøjagtigt hvordan det vil gå, er der selvsagt ingen, der ved. Randi Evaldsen, det tidligere bestyrelsesmedlem af Kalaallit Airports International, beskrev uvisheden mere præcist end mange andre, jeg talte med:

“Vi ved det ikke endnu, men der kommer helt sikkert til at ske noget.”

 

Denne artikel blev f’ørst bragt på Altinget.dk/Arktis  10.12 2024.  Visit Greenland, det grønlandske turisttåd, havde inviteret flere journalister gratis til Nuuk i anledningen af lufthavnens åbning – herunder mig. 

 

blog

Trump vandt. Kan han også vinde Grønland? Hans tidligere rådgiver har en drejebog klar

november 19, 2024 • Af

Købstilbuddet kommer næppe igen i rå form, men den næste præsident Trump og hans rådgivere, der nu indtager Det Hvide Hus og resten af den amerikanske centraladministration, vil stadig have et påtrængende ønske om at sikre USA’s dybe interesser i Grønland. Ruslands oprustning i Arktis fortsætter og truer USA. Kinas indmarch i Arktis accellererer, og Grønland er stadig en del af Nordamerika – og USA er stadig fokuseret på Grønlands mineraler.

For at undersøge, hvordan interessen vil komme til udtryk under republikansk styre, talte jeg dagen før præsidentvalget i USA med en af de Trump-rådgivere, der ved en hel del om Grønland, og som med stor sandsynlighed nu igen bliver en del af Trumps magtcenter i Washington.

Alexander Gray var stabschef i Trumps nationale sikkerhedsråd i Trumps første tid som præsident.

Alexander Gray var stabschef i Trumps nationale sikkerhedsråd i Det Hvide Hus frem til 2021. I dag driver han et rådgivningsfirma i delstaten Oklahoma sammen med Robert O’Brian, der er tidligere national sikkerhedsrådgiver for Donald Trump. Gray er også tilknyttet den konservative tænketank American Foreign Policy Council og varm fortaler for Trumps udenrigspolitik.

Gray foreslår, at USA straks under den ny præsident Trump indleder forhandlinger med Grønland om såkaldt free association, en slags union, som USA i dag har med blandt andet Marshalløerne i Stillehavet. Det vil i givet fald afløse Grønlands tilhørsforhold til Danmark.

Drejebog for en ny union
Alexander Grays samlede vision kan sammenfattes som følger:

Den nyvalgte præsident og hans administration bør hurtigst muligt indlede forhandlinger med Grønlands politiske ledelse om free association mellem Grønland og USA, som skal træde i kraft i det øjeblik, Grønland løsriver sig fra Danmark. USA og Danmark er nødt til at begynde at tænke over, hvordan man bedst beskytter Natos strategiske interesser i Nordatlanten, når Grønland bliver uafhængigt.

Forhandlingerne vil kræve tid og bør derfor sættes i gang nu. Danmark skal holdes orienteret og inddrages under hele forhandlingsforløbet.
USA bør tilbyde Grønland en ordning, hvor USA hvert år overfører så store summer til Nuuk, at borgerne i det uafhængige Grønland kan være sikre på at møde et velfinansieret uddannelsessystem og sundhedssystem, drevet af Grønland selv uden indblanding. Overførslerne vil afløse bloktilskuddet fra Danmark.

Samtidig skal aftalen om free association indebære, at det amerikanske forsvar til enhver tid sikrer Grønlands suverænitet, farvande, luftrum, grænser og territorium til gavn for hele Nordatlanten og Arktis.

“Jeg taler ikke på vegne af Trumps kampagne eller hans administration. Men jeg tror, at en hel del af dem, der arbejdede i hans første administration, vil vende tilbage og dele mit synspunkt. Hvad enten vi taler free association eller ej, så må Nordatlanten med Grønland som et centralt element være en vigtig prioritet for Trumps sikkerhedspolitik,” siger Gray til mig over telefonen fra Oklahoma.

Forbindelsen til Danmark

Han refererer til de seneste års officielle meldinger fra Naalakkersuisut, det grønlandske landsstyre, og især Grønlands første udenrigs-, sikkerheds-, og forsvarspolitiske strategi fra april i år, hvor “retten til selvbestemmelse og en målsætning om selvstændighed” er fremhævet. Samme passus citerede Gray og to medskribenter i oktober i en kronik på nyhedsmediet The National Interest. Her beskriver de nøje, hvordan Grønland i årtier gradvist har øget sin selvstændighed, meldt sig ud af EU og sikret sig stadig større udenrigspolitisk autonomi — alt imens Nuuk gentager sit mål om suverænitet og uafhængighed.

“Vi er nødt til at stole på, sådan som København også gør, at det er den vej, de ønsker at gå. Og det siger jeg i fuld respekt for, at Grønland er en del af det danske kongerige og for den dybe historiske forbindelse til Danmark. Men hvis deres ultimative mål er total suverænitet og uafhængighed, er USA og Danmark nødt til at begynde at tænke over, hvordan man bedst beskytter Natos strategiske interesser i Nordatlanten, når Grønland bliver uafhængigt. En aftale om free association (med USA, red.) vil efter min mening løse mange af de problemer,” siger Gray.

“De har haft en forbindelse med kongeriget Danmark i århundreder. Hvis de ønsker at afbryde den forbindelse – og det har jeg ikke nogen holdning til – så mener jeg, at de bør tænke over, hvordan de bedst sikrer den nye uafhængighed på en måde som beskytter deres måde at leve på og deres muligheder for udvikling og sikkerhed. Jeg mener, at en aftale om free association er den bedste måde at gøre det på,” siger han.

Købstanken er væk

Alexander Gray har fulgt forholdet mellem Grønland og USA i en årrække. Det var netop i det nationale sikkerhedsråd, at en mindre gruppe af fagfolk i 2019 blev sat til at kortlægge mulighederne for at knytte Grønland fastere til USA. Rygtet slap ud, og Donald Trump formulerede sit berømte forslag om et opkøb som ”en stor ejendomshandel”.

Tanken om et opkøb var dog efter alt at dømme et forstyrrende udtryk for et dybere ønske i Trumps sikkerhedsråd. Her arbejdede man på en mere kompleks, langsigtet sikring af USA’s nationale interesser i Grønland. En kongstanke, der ifølge Gray med stor sikkerhed også vil optage den ny Trump-administration. Det handler om Ruslands oprustning i Arktis og Nordatlanten, Kinas arktiske ambitioner og udsigterne til kinesiske investeringer i Grønland, som skabte alvorlig bekymring allerede under Trumps første tid i Det Hvide Hus.

I sikkerhedsrådet havde Alexander Gray en overgang titel af director for Oceania and Indo-Pacific Security, og hans indsigt i Kinas ageren i Asien spiller en betydelig rolle for hans analyse.

“Vi fulgte rigtig godt med, da Kinas økonomiske interesse i Grønland voksede, fordi vi kender mønsteret. Først ser vi Kinas økonomiske interesser, så følger det politiske pres og potentielt også et militært pres. Vi var virkelig bekymrede for, hvad Kinas engagement kunne betyde i Grønland på længere sigt,” siger han.

“USA er optaget af sikkerheden i Nordatlanten og i takt med, at Rusland og Kina er blevet mere aggressive også i den region, er det blevet indlysende for Washington, at vi må have en strategi, der sikrer vores evne til at holde Nordatlanten fri og åben og sikker enten gennem Nato, bilaterale relationer som eksempelvis free association-aftaler eller med andre mekanismer,” siger han.

USA’s behov for de strategiske mineraler, som Grønland er rigt på, spiller også en rolle:

“Du kan ikke adskille det faktum, at Greenland i tillæg til sin strategiske beliggenhed har en række forekomster af vigtige mineraler. Der vil være øget fokus på de kritiske mineraler fremover, fordi verdens udvikling har gjort dem så afgørende for vores økonomiske og nationale sikkerhed,” siger han.

Inspiration fra Stillehavet

Som ansvarlig for Oceanien i Trumps sikkerhedsråd fik Gray erfaring med aftalerne om free association mellem USA og Marshalløerne, Mikronesien og Palau, der alle er uafhængige, suveræne østater i Stillehavet.

USA har i forvejen indgået aftaler om free association med de tre østater Marshalløerne, Palau og Mikroensien i Stillehavet – her under flag og med Trumps tidl. udenrigsminister Mike Pompeo i august 2019 

Aftalerne har givet USA mulighed for bastant militær tilstedeværelse og for at udstationere tropper og materiel på øerne i stil med de muligheder, USA har på Pituffik Space Base, tidligere Thulebasen, i Grønland. Samtidig har aftalerne i Grays optik sikret de tre Stillehavs-nationer en række fordele.

“Aftalerne om free association respekterer suveræniteten. De involverede lande kan frit føre deres egen udenrigspolitik, de er suveræne stater og har deres egne repræsentationer i udlandet. De stemmer med egen stemme i FN, også til tider på måder, som USA ikke er enige i. Aftalerne sikrer forsvar og sikkerhed for suveræniteten, fordi de tillader USA at beskytte landenes farvande, luftrum og territorium mod potentielle modstandere. De kan forbyde deres potentielle modstandere adgang til deres farvande, luftrum og territorium. Det er en kæmpe fordel for sikkerheden i hele regionen,” siger han.

De tre ø-riger modtager ifølge Gray desuden “meget generøs” økonomisk bistand fra USA til uddannelse, infrastruktur, pensioner og sundhed. Grønland vil oven i nyde godt af bedre adgang til det amerikanske marked og USA’s handelsaftaler til tredjelande, mener han.

Velkendt model

Tanken om free association er velkendt i Nuuk. Grønland huser i dag cirka 58.000 mennesker. Det er ikke så langt fra de 100.000, der bor i Mikronesien, de 42.000 på Marshalløerne eller de 22.000 på Palau, og Grønlands politikere har selv hentet inspiration i Stillehavet.Allerede i 2006 blev Mininnguaq Kleist, der i dag er leder af Grønlands Udenrigsdepartement, sendt til Cookøerne i Stillehavet, som i 1965 indgik en aftale om free association med New Zealand, for at hente inspiration. Tanken om free association har siden været en fast komponent i de grønlandske diskussioner om fremtiden.

Grays tanker om Grønlands økonomi kan også genkendes fra det politiske værksted i Nuuk: “Øens rige fiskeforekomster vil finde et velforberedt marked lige om hjørnet (i USA, red.) og tiltrække større investeringer til forarbejdning af fisk på øen. Desuden vil det udløse investeringer til ansvarlig udnyttelse af Grønlands betydelige depoter af mineraler,” skrev Gray og hans medforfattere i The National Interest med sikker adresse til to centrale dagsordner i Nuuk.

Andre analytikere har længe kritiseret Stillehavs-nationernes ordninger med free association. Forskere fra Dansk Institut for Internationale Studier har i de seneste år peget på en række udfordringer, Grønland risikerer at løbe ind i, hvis Nuuk vil indgå aftale om free association med Danmark, USA eller en anden større nation. Det gælder blandt andet spørgsmålet om økonomien og om retten til statsborgerskab, til at søge arbejde i partnerlandet og til sociale ydelser, sundhedsydelser og meget andet.

Denne artikel optrådte først gang 7. november 2024 på Altinget.dk 

blog

Arctic Circle 2024: Frygt for Rusland og diplomatisk kollaps

oktober 25, 2024 • Af

2.000 politikere, diplomater og forskere stod midt i dilemmaet på Island: Risikoen for et langvarigt brud med Rusland truer tre årtiers indsats for samarbejde og fred.

Snigende militarisering længst mod nord og dyb usikkerhed om Ruslands intentioner martrer lige nu det politiske miljø i Arktis.

Flere end 2.000 politikere, diplomater, forskere og militære ledere fra de arktiske nationer plus Kina, Storbritannien og talrige andre nationer var i efterårsferien samlet til Arctic Circle Assembly, en årlig konference om Arktis i Reykjavik.

Den danske diplomat Tobias Elling Rehfeld, hvis titel som arktisk ambassadør har været omstridt siden 2013, med hævet mobilkameraet under Arctic Circle i Reykjavik 2024. (foto: Arctic Circle).

Her blev de presserende diskussioner om klimaet, miljøbeskyttelse og de arktiske folkeslags ve og vel tydeligt overskygget af endnu mere uafvendelige, alvorstunge udvekslinger om Natos rolle i Arktis, russiske cyberangreb og risikoen for diplomatisk kollaps.

Al politisk kontakt med Rusland i Arktis har været aflyst siden Ruslands invasion i Ukraine, og skarpe økonomiske sanktioner er i stedet rettet mod Ruslands arktiske guldkalv: Udvindingen af olie, gas og andre ressourcer i de arktiske provinser.

Moskva har i frustration søgt nye partnerskaber med Kina, Indien og andre lande i det globale syd, og frygten for et endegyldigt kollaps i samarbejdet breder sig i de syv vestlige lande i Arktis; USA, Canada, Kongeriget Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island.

Som Færøernes udenrigsansvarlige Høgni Hoydal udtrykte det: “Midt i den elendige situation med krig i Ukraine og Mellemøsten skal vi huske, at vi har brugt 70 år på at opbygge et internationalt, regelbundet samarbejde i Arktis, både om fisk og andre ressourcer, som bygger på international lov og rettigheder.”

“Vi lægger stor vægt på, at vi ikke smider alt det på gulvet. Vi må finde en måde, hvor vi ikke udelukker Rusland fuldstændigt,” sagde han til mig midt i vrimlen i Harpa, Reykjaviks glitrende koncertpalads.

Dilemmaet synes næsten uløseligt: Udviklingen i Arktis går rasende stærkt. Isen forsvinder, den frosne jord tør, og alle vil have adgang til rigdommene. Der er akut behov for fælles indsatser til forebyggelse af ufred, oliekatastrofer og til gavn for de arktiske folkeslag, klimaet, planter og dyr. Alt sammen kræver samarbejde med Rusland, men udsigterne er historisk ringe.

Islands premierminister, den tidligere udenrigsminister Bjarni Benediktsson, kaldte i sin stålsatte åbningstale udfordringen fra Putins Rusland for “måske den største i min generation.”

“Uanset om vi kan lide det eller ej, er Arktis hurtigt ved at blive en strømpil for global rivalisering og militarisering. Vi ser Putins Rusland vende sig stadig mere aggressivt mod international lov og den regelbundne verdensorden med destabilisering som sit mål. Det er kulmineret med Ruslands brutale angrebskrig mod vores venner i Ukraine. Lad os se fakta i øjnene: Rusland kommer næppe til at ændre kurs i nogen nær fremtid,” tordnede han til en sprængfyldt koncertsal.

Grønland på scenen

Grønlands naalakkersuisoq (minister) for udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt fortalte samme tætpakkede publikum om Grønlands nye udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske strategi, der præges af angsten for, at livsvigtige forsyninger til Grønland bliver afbrudt af militær spænding i Nordatlanten.

Vivian Motzfeldt, Naalakkersuisoq (minister) for Udenrigsanliggender (nr. 2 fra h.) og yderst t.v. Pipaluk Lynge, formand for Udenrigsudvalget i Inatsisartut, Grønlands parlament, i selskab med Nunavuts premier P. J. Akeeagok og konsulent Mira Kleist, Arctic Circle 2024. (Foto: Martin Breum)

Pipaluk Lynge, formanden for udenrigsudvalget i Inatsisartut, det grønlandske parlament, fortalte mig om sin egen uro:

“Selvfølgelig er jeg urolig. Vi oplevede under 2. verdenskrig, hvordan Danmark blev afskåret fra os, da I blev besat af tyskerne, og  vi er bange for, at det skal gentage sig med russerne. Der er medicin og alt muligt andet, som vi er afhængige af fra Europa og Danmark. Vi ved også, hvad russerne allerede er i stand til. Hvis vi bliver udsat for cyberangreb, kan det lukke alt lige fra elektricitet til sygehuset,” sagde hun.

Vil Rusland melde sig ud?

Et lille hold af danske diplomater susede rundt i Reykjavik blandt andet med sigte på Grønlands, Færøernes og Danmarks overtagelse af formandskabet i Arktisk Råd i maj 2025.

Regeringerne i Arktis og de arktiske folkeslag har i snart 30 år gjort Arktisk Råd til den afgørende arena for internationale forhandlinger i regionen, men nu kæmper rådet for sin overlevelse.

Efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022 fastfrøs de syv vestlige arktiske regeringer alt samarbejde med Rusland i Arktisk Råd, og der holdes stadig ikke politiske møder med Rusland i rådet.

Siden da er Finland og Sverige blevet medlem af Nato, så Rusland i dag står overfor en samlet Nato-front i Arktisk Råd. Som understregning af netop den pointe leverede Natos højest rangerende militære leder, den amerikanske admiral Rob Bauer, sin fordømmelse af Rusland i Reykjavik.

Moskva har flere gange truet med at trække sig ud af Arktisk Råd, men da jeg spurgte Rebecca Pincus, leder af the Polar Institute på tænketanken Wilson Center i Washington D.C., afviste hun straks tanken:

“Rusland vil blive ved med at true med at trække sig ud. Retorikken vil fortsætte,” sagde hun.

“Men jeg anser det kun for en del af deres lav-intense chikane, der skal sikre, at de øvrige arktiske lande hele tiden er ude af balance. Det er ikke i Ruslands strategiske interesse at trække sig ud af Arktisk Råd. Vi ved, at stabilitet og normalitet i Arktis er i Ruslands egen økonomiske interesse,” sagde hun.

Det er en klassisk analyse: Ruslands økonomi hviler tungt på eksporten af olie, gas og mineraler fra Arktis, og fiskeriet i Arktis hører til det rigeste på kloden. Regimet i Moskva har desuden vældige planer for skibstrafikken nord for Rusland, og alle disse indtægtskilder vil lide overlast, hvis ufreden for alvor får lov at brede sig i Arktis.

Kongeriget i front

Norge har som formand møjsommeligt holdt sammen på Arktisk Råd i de seneste halvandet år, men der lød tunge advarsler i Reykjavik om, at mere skal til, hvis rådet skal kunne beholde sin eksistensberettigelse.

Det mener blandt andre Rolf Rødven, som leder Arctic Monitoring and Assessment Program (AMAP), en af de otte videnskabelige arbejdsgrupper, der udgør Arktisk Råds egentlige kerne.

I 20 år har forskerne bag AMAP revolutioneret det internationale samfunds viden om klimaforandringerne i Arktis. Men uden effektiv adgang til videnskabelige data fra Rusland og samarbejde med forskningsmiljøet i Rusland mister forskerne evnen til at levere brugbare råd og vejledning til de arktiske regeringer, til FN’s klimapanel og andre brugere, lyder advarslen.

“Hverken Arktisk Råd eller dets arbejdsgrupper har nogen guddommelig ret til at eksistere,” sagde Rødven i Reykjavik.

“Sådan er det for alle organisationer: Hvis du lever af at sælge æbler, men ikke har nogen æbler at sælge, går køberne andre steder hen”, sagde han.

Uklar arbejdsdeling

Danmark, Grønland og Færøerne er enige om, at Grønland skal have en ledende rolle under formandskabet for Arktisk Råd, men det er fortsat tåget, præcis hvordan rollen skal skrues sammen. Allerede til januar skal Arktisk Råd have et navn på kongerigets forhandlingsleder, men her kniber det fortsat.

Uklart er det også, om danske Tobias Elling Rehfeld, der blev udnævnt til arktisk ambassadør i 2023, fortsat skal bære titlen, eller om en ny med grønlandske rødder skal udpeges, sådan som Naalakkersuisut, Grønlands regering, har forlangt. Rehfeld deltog på konferencen i Reykjavik, men uden at flage med sin titel.

Både fra de danske og de grønlandske diplomater lød det dog, at den indvortes uklarhed nok skal blive ryddet af vejen. Vivian Motzfeldt, det grønlandske landsstyres udenrigsansvarlige, takkede i Reykjavik i fuld offentlighed Danmark for fint samarbejde, og hun lovede, at det samlede formandskabs prioriteringsliste nok skal ligge klar til tiden.

Artiklen optrådte først hos Altinget.dk/Arktis 24.oktober 2024

Uncategorized

Præsidentvalget i USA: Konsekvenser for Grønland

oktober 23, 2024 • Af

Donald Trumps idé om en amerikansk overtagelse af Grønland er borte for altid, men Grønlands strategiske betydning for USA er intakt. Præsidentvalget får central betydning for Grønlands nærmeste fremtid.

Da Kong Frederik IX, Dronning Ingrid og Kronprinsesse Margrethe i 1960 besøgte Thule Air Base, der i dag hedder Pituffik Space Base, skulle familien overvære en amerikansk militærparade med både jagerfly og orkester til ære for kongens besøg.

En amerikansk officer anviste høfligt Kong Frederik en ståplads på basens tre kilometer lange landingsbane. Det udvalgte stykke konge-asfalt var nøje markeret med bogstaverne K-I-N-G; en pudsig detalje, som familien morede sig over.

I dag kan de fire bogstaver udmærket illustrere den pertentlighed, USA i alle årene har udvist, når der skal vises respekt for Danmark og den danske overhøjhed over Grønland.

USA og det amerikanske forsvar med flåde, luftvåben og atombevæbning indrettede sig under og efter Anden Verdenskrig i Grønland, som man nu fandt det betimeligt i lyset af de trusler mod USA’s sikkerhed, som Pentagon øjnede, men også med den nødvendige respekt for dansk suverænitet.

I dag ville Naalakkersuisut, det grønlandske landsstyre, naturligvis også være repræsenteret ved en sådan lejlighed. Grønlands folkevalgte ledelse nyder USA’s synlige anerkendelse, ikke mindst fordi USA gerne husker det, vi danskere ofte glemmer: Grønland er i geografisk forstand en del af Nordamerika. De 2,1 millioner kvadratkilometer, der udgør Grønlands landmasse, ligger som en væsentlig buffer især mod Rusland lige på den anden side af det lille arktiske ocean; Grønland har længe været afgørende for amerikanernes militære sikkerhed, og de er blevet endnu mere centrale i lyset af Putins krig i Ukraine og Kremls skræmmende uforudsigelighed.

Kampen om klimaet

Den mest skærende kontrast mellem Harris og Trump af betydning for Grønland synes dog at være på klima- og miljøpolitikken.

Kamala Harris vil skærpe USA’s klimapolitik betragteligt, og Donald Trump vil rulle eksisterende tiltag tilbage. Trump har konsekvent været fortaler for udvinding af olie og gas i Alaska og i de arktiske farvande, og som præsident annoncerede han, at USA ville afkoble sig helt fra Paris-aftalen. Omvendt har Grønland netop i år efter lange tilløb endelig tiltrådt Paris-aftalen i alle dens funktioner.

Dronning Ingrid og kronprinsesse Margrethe i Uummannaq 1960 – før besøget på Thule Air Base.

Neddrosling af USA’s engagement i klimakampen og den negative afsmitning, en nedprioritering vil have på andre nationer, vil skade Grønland. Atmosfærens opvarmning i Grønland og resten af Arktis sker med tre-fire gange det gennemsnittet på resten af kloden, og yderligere forstyrrelser kan medføre betydelig skade, især hvis fiskeriet, der står for mere end 95 % af Grønlands eksportindtægter, rammes negativt af højere havvandstemperaturer.

En valgsejr til Kamala Harris og en forstærket amerikansk klimaindsats kan omvendt skabe håb om dybere forståelse for de udfordringer, klimaforandringerne allerede skaber i Grønland. Fra Alaska kender amerikanerne udmærket til de ødelæggende klimaskader på de arktiske samfund. Washington finansierer allerede en række støtteindsatser i Grønlands undervisningssektor, mineralforvaltningen og til erhvervsudvikling.

Miljøpolitik kan skade handelsmuligheder

Det er ikke utænkeligt, at denne assistance kan øges: Kamala Harris stod som vicepræsident forrest, da USA i 2023 annoncerede en hjælpepakke på 100 millioner dollars til de caribiske småstater, hvoraf en stor del var målrettet kampen mod lokale klimaskader, og USA’s strategiske interesse i Grønland er som nævnt voksende.

Omvendt har valgkampen illustreret, hvordan en præsident Harris muligvis allerede fra begyndelsen eller frem mod et genvalg i 2028 vil være afhængig af stærke, venstreorienterede grupper i sit parti, der kan skabe vanskeligheder for Grønland.

Nuuk har siden 2014 drevet egen repræsentation i Washington blandt andet for at øge interessen for Grønlands mineraler blandt de amerikanske investorer og i det politiske miljø. Mineraludvinding i Grønland er så kompleks og kræver så voldsomme investeringer, at det nødvendige engagement kun kan skabes i en kombination af private og offentlig indsats — og det kan ikke udelukkes, at de mere venstreorienterede i Harris’ parti vil udgøre en stopklods her, fordi de vil opfatte minedrift og kommerciel udnyttelse af ressourcerne i Grønland som alt for skadelig for både flora og fauna, atmosfæren og resten af det skrøbelige arktiske miljø.

Trumps købstilbud borte for altid

Da Donald Trump i 2019 foreslog en amerikansk overtagelse af Grønland, talte han omvendt både om Grønlands strategiske betydning og om mineralerne. Kort forinden var USA’s Arktis-politik lagt fuldstændigt om, og Trump havde netop beordret sin administration til at sikre øgede leverancer af kritiske mineraler blandt andet gennem import fra udlandet. Flere aftaler om blandt andet øget mineralefterforskning i Sydgrønland blev indgået med Nuuk.

En genoptagelse af Trumps tanker om en egentlig, amerikansk overtagelse af Grønland må anses for udelukket. Tanken blev født i præsidentens National Security Council og fik aldrig opbakning fra resten af USA’s centraladministration, Pentagon eller det internationale samfund. Men USA’s interesse for Grønland er stadig voksende, og vi ved, at Washington også i Joe Biden og Kamala Harris’ tid har interesseret sig for den politiske udvikling i Grønland, herunder de grønlandske tanker om statsdannelse og selvstændighed.

Harris eller Trump

Sikkerhedspolitikken i Arktis er afgørende for Grønland, og også her vil det givetvis gøre en reel forskel, om Kamala Harris eller Donald Trump får plads i Det Hvide Hus.

Grønland har allerede været udsat for en række hackerangreb, der rejser mistanke om gedulgte angreb fra Rusland, og som har understreget, at rigtigt meget i Grønland afhænger af stabiliteten i Arktis. Det gælder udvikling af infrastrukturen, eksporten af fisk og rejer, investeringer i mineindustrien og i turismen, og det gælder de livsvigtige forsyninger med skib af alt fra byggematerialer til brændsler og dagligvarer.

En tiltagende utryghed kan allerede aflæses i Grønlands egen Udenrigs-, Sikkerheds og Forsvarspolitiske Strategi 2024-2033, den første af sin art, offentliggjort tidligere i år.

Nuuk arbejder nu på at sikre forstærkede forsyningslinjer og handelsruter til USA og Canada, der kan blive akut relevante, hvis øget spænding eller regulær konflikt mellem Rusland og Vesten skulle afskære Grønland fra Europa. Nuuk husker Anden Verdenskrig, hvor søkrigen med nazisterne lukkede Atlanten og forhindrede alle forsyninger fra Europa. Det er i øvrigt også ad disse handelsveje, at Grønland håber at sælge langt flere fisk, rejer og mineraler til amerikanerne i fremtiden.

USA’s arktiske sikkerhedshjelm

Så hvem vil have den mest gavnlige effekt på sikkerheden i Arktis? Pentagon har i Kamala Harris’ og Joe Bidens tid øget USA’s militære indsats i Arktis markant som modsvar til Rusland militære opbygning og militære dominans i regionen – og til Kinas voksende tilstedeværelse i Arktis. Cirka halvdelen af Putins atomarsenal kontrolleres af Ruslands Nordflåde, der har sine baser på Kola-halvøen i det nordvestlige Rusland mod den norske grænse, og den korteste rute for et missil til USA går stadig herfra over det Arktiske Ocean og Grønland. Rusland råder også over nye flybaser på øerne nord for Rusland, hvorfra kampfly hurtigt kan nå Grønland og USA’s missilvarslingsradar på Pituffik Space Base.

Grønland fungerer med andre ord som sikkerhedshjelm på den øverste rand af det amerikanske kontinent især til gavn for USA’s forsvar mod missiler afsendt fra Kola-halvøen, fra de russiske ubåde i Barentshavet, i Nordatlanten eller i skjul under isen i Det Arktiske Ocean.

USA er også bekymret over det betydelige samarbejde, som Putin har formået at opbygge med Kina i Arktis især om udvinding af olie og gas og de nye sejlruter fra Asien til Europa og senest kystvagtssamarbejde.

En række af Biden-administrationens sanktioner mod Rusland efter invasionen i Ukraine har været rettet mod Ruslands olie- og gasindustri i Arktis og på det seneste også mod kinesiske selskaber, der stiller teknologi, turbiner, slæbeskibe og know-how til rådighed for de russiske olie- og gasselskaber, nu hvor de vestlige konglomerater har trukket sig ud.

Både Harris og Trump vil være optaget af at bryde denne voksende alliance mellem Rusland og Kina, men Trump vil måske være mere udfarende end Harris. Donald Trump og Kamala Harris vil formentlig begge ønske, at Pentagon fastholder et synligt pres på Ruslands militære styrker i Nord. Moskva skal forstå, at USA og de øvrige NATO-allierede om nødvendigt står klar til effektivt (mod)angreb på Ruslands arktiske slagstyrker og atomlagre, men der vil muligvis være betydelig forskel på, i hvor høj grad Trump og Harris vil være optaget af ikke at provokere Putin og den russiske forsvarsledelse til yderligere optrapning.

Trumps hårde linje

Erfaringerne fra Trumps første regeringsperiode siger, at han og hans folk også i nord gerne sætter hårdt mod hårdt. En ny præsident Trump vil desuden være bakket op af en mere ideologisk stringent og velforberedt republikansk administration, der kan være mindre bange for at konfrontere Rusland yderligere i Arktis — måske i en kombination af øgede sanktioner og mere dristige vestlige militære manøvrer tæt på de russiske baser, der vil skabe risiko for eskalering, flere hybride angreb, risiko for fatale fejltrin eller egentlige sammenstød og dermed undergrave den stabilitet, Grønland er afhængig af.

Allerede i 2019, mens Donald Trump udviklede sin tanke om at overtage Grønland, sendte hans udenrigsminister Mike Pompeo chokbølger gennem Arktisk Råd med en kontant omlægning af USA’s samlede Arktis-politik.

Pompeo prioriterede under Trumps ledelse den militære oprustning i Arktis som modsvar til Ruslands militære opbygning i regionen og til Kinas tiltagende diplomatiske og økonomiske tilstedeværelse. Han afblæste USA’s medvirken til den fælles prioritering af klima- og miljøsamarbejdet, så Arktisk Råds topmøde i 2019 blev det første i Rådets levetid, der måtte afsluttes uden en fælles sluterklæring.

Kursændringen blev enden på en epoke med det, vi kendte som “Arctic exceptionalism” eller tanken om, at Arktis kunne bevares som en lavspændingszone upåvirket af konflikter andre steder på kloden. Visionen var oprindeligt russisk; lanceret af Mikhail Gorbatjov ved en legendarisk tale i Murmansk i oktober 1987, men nu afløst af ny trafik af amerikanske ubåde, hangarskibe og bombefly i Arktis, store NATO-øvelser og tilsvarende aktivitet på russisk side.

Skruer en ny præsident Trump yderligere op for USA’s militære engagement tæt på Kola-halvøen, kan det forstærke den igangværende oprustningsspiral, fordi atomarsenalerne i Arktis er så centrale for Putins og hans forsvarsledelses evne til at true med brug af kernevåben – og så træder den ustabilitet, der helt givet ikke vil gavne Grønland, et væsentligt skridt nærmere.

Denne artikel blev ført bragt i tidskriftet Udenrigs 25. oktober 2024