“Carsten Nielsen-prisen 2025 går til et menneske, som har viet sit arbejdsliv til at dele sin viden med os alle sammen, så vi kan have en oplyst og nuanceret debat. Hele verden har for meget nylig rettet blikket mod det område, som han har befundet sig på i mere end et årti.”

Sådan lød det fra DJ’s daværende forperson Tine Johansen, da hun under delegeretmødet den 27. april uddelte det årlige Carsten Nielsen-legat til journalist og forfatter Martin Breum.

Martin Breum var vært på DR2’s Deadline i et årti, inden han i 2014 opsagde sit faste job for at springe ud som selvstændig journalist med Arktis som stofområde. Siden har han skrevet en række bøger og artikler, holdt efteruddannelseskurser, produceret dokumentarserier og holdt foredrag om det arktiske område.

Men hvordan var det at vinke farvel til sin faste hyre og opbygge en ny forretning som selvstændig? Vi har spurgt Martin Breum om hans vej fra fast til fri.

Angstprovokerende at blive selvstændig

Hvornår begyndte du at arbejde med Arktis?

“Det startede alt sammen i 2009. Mens jeg var ansat i DR, var jeg på Antarktis for at lave en tv-udsendelse om klimaforskning. Der mødte jeg nogle nordmænd, som fortalte mig om, hvad der skete i den arktiske del af verden. I en orlovsperiode fik jeg lejlighed til at skrive en bog, “Når isen forsvinder”, der udkom hos Gyldendal i 2011.

I 2014 var jeg klar til at prøve at beskæftige mig med området på fuld tid. Jeg havde set, at der blev truffet mange beslutninger, både af den danske regering og regeringerne i de arktiske lande, om udviklingen i Arktis, som ville få stor betydning for Danmark. Problemet var, der på det tidspunkt var alt for få, der vidste noget om Arktis, så der var ingen offentlig samtale eller debat om alle de vigtige sager i Arktis: Klimaet, våbenkapløbet, olien, Rusland, USA eller de arktiske folks ve og vel. Jeg så en meningsfuld opgave for mig, men det var ikke en nem beslutning. Jeg havde været lønmodtager i årtier, og det kom bag på mig, hvor skræmmende det var at sige mit faste job op.”

Hvad var det skræmmende?

“Allerede dagen efter, jeg havde sagt op, blev jeg ramt af en overvældende usikkerhed. Jeg var lige ved at løbe skrigende tilbage til DR og bede om lov til at fortryde. Det gjorde jeg heldigvis ikke, og i dag er jeg glad for det valg, jeg traf dengang.

Men for mig var det angstprovokerende at blive selvstændig: Tanken om, at det ikke ville lykkes mig at stå alene uden en institution i ryggen og fast indkomst. Det tog mig nogle måneder at komme mig over.

Jeg havde haft en udmærket løn i DR i en årrække, så det var ikke fordi, jeg var hårdt presset økonomisk. Men jeg skulle jo klare mig selv på en helt anden måde. Når man arbejder i et stort mediehus, vænner man sig til sikkerheden, man vænner sig til at have en tillidsrepræsentant, og man vænner sig til, at folk lytter og slår hælene sammen, når man ringer op og siger, at man kommer fra DR. For mig var det udfordrende pludselig bare at være mig selv. Det positive var, at det lykkedes mig at få et virkelig spændende arbejdsliv op at stå.”

Hold næsen i sporet

Hvordan gjorde du det?

“Jeg var allerede i gang, fordi jeg havde skrevet en bog og efterhånden vidste en del om det arktiske. Det lyder som en floskel, men der er kun én ting at gøre, og det er at blive ved. Jeg skrev artikler, jeg rejste, og jeg skrev en bog mere. Bøger skal man ikke skrive for at tjene penge, men de fungerer som døråbnere for foredrag og for anseelse hos kunder og kilder. Det gav mig også flere jobs som fx ordstyrer, underviser på efteruddannelseskurser og andre ting. Jobs, man ikke bliver rig af, men som kan gøre det ud for en indtægt, hvis man er heldig. Jeg var privilegeret, for jeg startede ikke på bar bund som ukendt journalist. Mange vidste, hvem jeg var, fordi jeg havde været studievært på Deadline.

En anden afgørende faktor var, at jeg havde en virkelig god kollega i tv-dokumentaristen Jakob Gottschau, som jeg flyttede i kontorfællesskab med fra første dag. Han er en af mine gamle venner, og jeg vidste fra start, at vi ville lave dokumentarudsendelser om i Arktis sammen. Vi har lavet en tv-projekter sammen. Alle de aktiviteter har tilsammen gjort, at jeg langsomt begyndte at tjene penge på det arktiske.

Jeg har hele vejen følt, at jeg havde fat i noget meningsfuldt, og det er vigtigt, når man er selvstændig. Der ikke er nogen, der automatisk klapper dig på skulderen: Du skal overbevise dig selv om, at det går godt, og at dit arbejde er meningsfuldt. Også når det er opad bakke, og man ikke har tjent nogen penge i et par måneder. Så er det eneste at gøre at holde næsen i sporet og blive ved, indtil der er andre, der også ser meningen i det, man laver, og forhåbentlig så ogå køber noget, som man kan tjene penge på.”

Var muligheden for at beskæftige dig med det emne, du brændte for, den primære årsag til at blive selvstændig?

“Ja, jeg var nok optaget af Arktis af flere grunde. Jeg boede i Grønland, fra jeg var 13 til 15, og det har nok været med til at sikre motivationen. Men det arktiske område er bare virkeligt vigtigt for verdens gang, og så er det en spændende region at arbejde i. Jeg har haft nogle fabelagtige oplevelser, jeg nødig ville have været foruden.

Jeg har sejlet med isbryder til Nordpolen og sejlet på meget af det åbne vand rundt om Grønland. Jeg er fløjet til Nordpolen med Arktisk Kommando, og jeg har rejst i det arktiske Rusland. Jeg har set dele af Grønland, som de færreste grønlændere kommer til at se. Jeg har mødt fantastiske mennesker i Grønland og på Færøerne, og sammen med Jakob Gottschau lavede jeg tv med Kong Frederik på Grønland og på Færøerne, da han stadig var kronprins – og hans mor fik vi også interviewet. Det er den slags oplevelser, som gør, at man bedre tåler de mange timer ved skrivebordet i Danmark.

Jeg synes, at det er vigtigt at fortælle om den arktiske region, og det har givet dyb mening for mig. Derfor var jeg også lykkelig for at få Carsten Nielsen-legatet. Pludselig var der nogen, som ved noget om vores fag, der sagde, at mit arbejde også gav mening for dem. Så jeg siger tusind tak – det er jeg bare virkelig glad for.

Glæden ved at bestemme selv

Hvad betyder det for dit arbejde, at emnet er eksploderet nu?

“Det betyder, at jeg prøver at redefinere mig selv lidt, fordi der ikke længere er brug for den samme basale formidling af sammenhængene. Nu er der mange journalister i Danmark, der beskæftiger sig med Grønland, og det vil sikkert også brede sig til resten af Arktis. Jeg vil gerne specialisere mig yderligere ved at formidle noget af al den forskning om Arktis, som kan være med til at få de daglige nyheder fra Grønland og resten af Arktis til at hænge lidt bedre sammen i brugernes hoveder.”

Hvilket råd vil du give andre journalister, der sidder med en drøm om at fokusere på et specialområde?

“Sørg for at have en eller flere engagerede sparringspartnere. Det behøver ikke være kolleger, men kan også være fagfolk, som man kan diskutere sit arbejde med – og gerne nogle, du er tryg ved og kender i forvejen. Hvilke nye vinkler er der? Hvordan prioriterer jeg? Hvordan bliver jeg skarpere og dygtigere? Hvad er vigtigt? Og hvordan sikrer vi, at det bliver ved med at være sjovt at arbejde med sagen?

Og så skal man se i øjnene, at der i mange tilfælde vil være et langt tilløb til, at det kan blive en forretning, man kan leve af.”

Hvad er du gladest for ved at være selvstændig i dag?

“Fraværet af chefer. Jeg var jo en voksen mand, da jeg sagde op, og jeg havde haft et utal af chefer gennem mange år. Nogle var dygtige, andre var mindre dygtige. Jeg var nået til et punkt i mit liv, hvor jeg havde brug for at bestemme selv og ikke være underlagt et vagtskema og skiftende chefers luner. Det siger jeg ikke for at kritisere DR, for jeg har været rigtig glad for at arbejde for DR. Jeg trængte bare anden tilværelse og et andet arbejdsliv.”