blog

Derfor er Norge og Grønland afgørende for USAs tænkning om sin egen sikkerhed

maj 21, 2021 • Af

Grønland og Arktis var varslet øverst på dagsordenen, allerede før USAs udenrigsminister Anthony J. Blinkens besøg i København midt i maj. 

USAs prioriteter i Arktis blev bekræftet den 5. maj af Arktis-koordinator i Blinkens ministerium, James P. DeHart, der talte online fra sit hjemmekontor på et seminar om Kina og Arktis: 

“Status quo holder ikke. Rusland og Kina udgør særlige udfordringer på grund af de voksende geopolitiske spændinger og konkurrence. Rusland i den mere hårde sikkerhedsmæssige forstand, Kina som en blødere, sikkerhedspolitisk udfordring,” sagde DeHart, der blev udnævnt under Trump, og som Blinken ikke har udskiftet. 

Blinkens kom på besøg på vej til et ministermøde i Arktisk Råd den 20. maj på Island. Her var USA syn på truslerne i Arktis velkendte.

Ruslands flybase Nagurskoye på Franz Josef Land har øget USAs bekymring

Moskva har genåbnet en række baser langs Ruslands arktiske kyst — herunder Nagurskoye-basen på øgruppen Franz Josef Land i Barentshavet. Herfra kan russiske jagerfly hurtigt nå Thule Air Base og ødelægge radaren, der skal advare USA mod nukleare missilangreb. Kina arbejder sig ind i Arktis med penge og tålmodighed, og USA føler sig truet — også med Biden og Blinken ved roret. 

 Trumps administration indledte en diplomatisk offensiv i Norge, Grønland, Island og på Færøerne, og amerikanske flådeenheder sejlede tæt på Ruslands arktiske baser. Joe Bidens har ikke ændret USAs politik på det område. Målet er i dag som i går at bremse Kinas økonomiske og politiske indtog i Arktis og at dæmme op for Ruslands genoprustning i regionen. 

USA i Norge

Alvoren mærkes i Norge netop nu. Den norske regering og USA underskrev 16. april en aftale, der giver USAs forsvar uhindret adgang til at bygge, bemande og forhåndsudruste militære anlæg til fly og flådefartøjer på fire norske militæranlæg — herunder på flådestationen i Ramsund og på Evenes Flystasjon. Begge ligger tæt ved Narvik i det norske Arktis. 

Evenes Flystasjon er Norges mest fremskudte flybase mod nord. Herfra kan  amerikanske jagere, bombefly og rekognosceringsfly fremover frit overflyve Nordnorge, Norskehavet og Barentshavet tæt på de russiske flådebaser på Kolahalvøen, hvor den russiske Nordflåde, inklusive en ny generation af ubåde og en væsentlig del af Ruslands atomvåben befinder sig. 

Det er atommissilerne på ubådene, USA særligt frygter. Ubådene kan på kort tid sejle fra Barentshavet ud i Nordatlanten og true USA, forklarer Tormod Heier, oberstløjtnant, professor og forskningschef på Forsvarets Høgskole i Oslo: 

“Det er herfra den største trussel mod USA kommer. Den korteste rute for missilerne til USA fører på grund af jordens krumning hen over Norge og/eller Grønland. For USA er Norge og Danmark med Grønland derfor to af de vigtigste lande i Europa. Vi er lytte- og varslingposter for amerikanerne. Grønland og de to støttepunkter i Evenes og Ramsund er vigtige for USAs eget forsvar,” siger Heier til Weekendavisen. 

Norge vil selv udstationere et større antal F35-jagerfly plus fem nyindkøbte P8 Poseidon-fly til ubåbdssporing på Evenes Flystasjon. Her vil de efter planen arbejde tæt sammen med de amerikanske enheder. 

I Ramsund får USA uhindret adgang til et militært havneanlæg med direkte adgang til Nordatlanten, servicefaciliteter og brændstof. I Tromsø lidt længere mod nord har de norske myndigheder udvidet havnen, så amerikanske ubåde nu kan skifte mandskab, tanke og blive serviceret. 

USA får nu uhindret adgang tl fire norske militæranlæg. Grafik: Business-Insider

Ved Rygge syd for Oslo og ved Sola nær Stavanger får USA adgang til militære lufthavne, hvorfra amerikanske fly ifølge Heier særligt vil fokusere på russisk trafik i Østersøen og Kattegat. 

Støttepunkterne i Norge skal sikre, at USAs militære operationer opnår maksimal uforudsigelighed:  

“De vil bruge norsk territorium til at agere langt mere overraskende og uforudsigeligt for at afskrække russerne,” siger Tormod Heier. “Det gør det vanskeligt for Norge både at være en god allieret i vest og en god nabo i øst. Norge bevæger sig mod mere afskrækkelse og mindre beroligelse af Rusland,” siger han. 

Moskva i oprør

Rusland mente i forvejen, at der var rigeligt at ærgre sig over i Norge. USA har længe drevet efterretningsvirksomhed fra den lille fiskerby Vadsø tæt på Norges grænse mod Rusland i nord. Fra 2016 til 2020 kunne Moskva ærgre sig over, at grupper på 700 amerikanske marinesoldater fast roterede i det centrale Norge. I februar i år kom 200 specialister fra Dyess Air Force Base i Texas til Norge for at bistå fire amerikanske bombefly af typen B-1. Flyene, der hører til de største i USAs arsenal, fløj missioner lige vest for Rusland. 

Norges koordinering med USA vokser, og Norge har også haft held til at få NATO til at engagere sig mere i Arktis. Rusland utilfredshed med den ny aftale er mærkbar:

“Det er endnu et bevis på, at Oslo gradvist opgiver sin politik med bevidst at fastholde en hvis tilbageholdenhed. Vi anser sådanne aktiviteter, især så tæt på Ruslands grænse, som Oslos bevidste og destruktive hang til forstærket aggression i den europæiske del af Arktis og til ødelæggelse af forholdet mellem Rusland og Norge,” lød det fra udenrigsministeriet i Moskva i sidste uge. 

På kant med grundloven

Den ny aftale placerer ifølge Tormod Heier også Norges konservative regering på kanten af den norske grundlov: “Spørgsmålet er, om de norske myndigheder stadig vil kunne opretholde national kontrol, hvis USA frit kan operere fra norsk territorium. Der opstår en klemme mellem hensynet til operativ effektivitet og hensynet til opretholdelsen af national suverænitet,” siger han. 

Kritikerne beskylder regeringen for at bringe freden i fare ved at undergrave den fast politik, der siden 1949 har forhindret fremmede tropper på norsk jord i fredstid: “Det er ikke sådan, at russerne frykter Norge med vores 5,3 millioner indbyggere. Det, de derimod frygter, er, at norske politikere skal lade amerikanerne benytte norsk territorium som opmarchområde for offensive operationer mod russiske interesser,” skriver historielektor Ivar Espås Vangen på organisationen “Nei til Atomvåpen”s hjemmeside. 

Regering i Oslo fastholder, at den ny aftale alene giver USA adgang til at bygge og drive militære installationer, ikke til fast udstationering af tropper. Aftalen skal godkendes af Stortinget i Oslo, før den kan træde i kraft. 

Grønland i samme båd

I København vil Anthony Blinken givetvist søge bekræftelse på, at USA også i Grønland og på Færøerne kan udvide uden problemer, og der er grund til at tro, at Mette Frederiksens regering vil anse det for en relativt enkel sag. 

Allerede i 2019, da Trump satte tingene på spidsen med sit købstilbud og ved at aflyse et planlagt statsbesøg, forsikrede Mette Frederiksen på både dansk og engelsk, at Danmark uanset købs-sagens bizarre forløb så frem til udvidet militært samarbejde med USA i Grønland og på Færøerne. 

Arktisk Kommando i Nuuk fik en ekstraordinær indsprøjtning på 1,5 milliarder kroner, og forsvaret indkøber nu droner for 750 millioner til bedre overvågning af farvandene øst for Grønland og ny radar til farvandsovervågning ved Færøerne. USA kan desuden se frem til brug af havnefaciliteter på Færøerne. 

Nuuks indstilling til USAs endnu uspecificerede ønsker i Grønland er lidt mindre klar. En ny koalition, der overtog styringen i Grønland i april, har efterlyst ‘demilitarisering’ i Grønland, men man ser tilsyneladende ikke noget problem ved et stærkere amerikansk engagement: 

“USA har gjort det klart, at Grønland er vital for USAs egen sikkerhed, og vi ser generelt ikke noget problem i, at USA vil øge sin militære tilstedeværelse,” siger Pele Broberg, der er koalitionens udenrigsansvarlige, til Weekendavisen. Pele Broberg tilhører det løsrivelsesivrige parti Naleraq, der er juniorpartner i den ny koalition. Som tidligere beskrevet her i avisen ser han store muligheder i samarbejdet med USA. Ønsket om demilitarisering dækker snarere over modvilje mod nye danske tiltag, herunder en planlagt militær uddannelse for unge grønlændere. Grønlands unge kan gøre mere gavn på andre måder, mener Broberg. 

Ny kolonialisering?

Sara Olsvig, tidligere formand for partiet Inuit Ataqatigiit, der er det førende parti i den ny koalition, efterlyser en mere præcis grønlandsk politik på området: “Jeg ser en fare for en ny form for kolonialisering, fordi sikkerhedspolitikken bliver så fremherskende. Vi ved, at det bliver sværere for de små spillere, når sikkerhedspolitikken spidser til,” siger Olsvig, der skriver ph.d. om Grønlands forhold til USA. 

 

“Grønland bør have en politik, som kan overleve også når nye koalitioner kommer til. Man kommer længere, hvis man ved, hvad man selv vil,” siger hun til Weekendavisen.

Men er det ikke naivt at tro, at USA overhovedet vil lytte til, hvad grønlænderne ønsker sig? 

“Måske. Men de siger, at de ønsker et tæt samarbejde med Grønland, og historien viser, at det går nemmere, hvis de viser oprigtig vilje til samarbejde,” siger hun. 

 

Teksten optrådte første gang i en lidt anden version i Weekendavisen 12.5