Der er udskrevet valg i Grønland, og klicheerne og de hånlige bemærkninger står i kø. Børsen nåede at rive ’bananrepublik’ ud af ærmet, allerede inden valget blev udskrevet.
Måske er det tid til en kop isvand. Måske vil en lidt kølig gennemgang af realiteterne anskueliggøre, at Grønlands politiske system måske er mere robust, end den aktuelle mediestorm antyder.
En regeringsleder er faldet i en stribe bilag. Aleqa Hammond, Grønlands nu forhenværende politiske chef, lod statskassen lægge ud for en håndfuld flybilletter m.v. til sine familiemedlemmer og udskød tilbagebetalingen alt for længe. Ingen har endnu dokumenteret, at hun forsøgte at berige sig. Tværtimod står det klart, at også hendes forgænger, den tidligere formand for den grønlandske regering, Kuupik Kleist, betjente sig af samme mulighed for udlæg fra landskassen – om end i mindre omfang. Han har nu af samme grund trukket sig fra Inatsisartut, det grønlandske parlament, selvom ingen mistænker ham for at have stjålet pengene. Også han fastholder, at han havde alle planer om at betale pengene retur.
I denne politiske tumult har det lille parti, der udgjorde Aleqa Hammonds koalitionspartner i Grønlands regering, kastet håndklædet i ringen og opgivet regeringsprojektet. To af ministrene fra hendes eget parti har på samme måde fulgt deres samvittighed og erklæret hende for uværdig til at fortsætte som regeringsleder. De mener ikke, at de længere har vælgernes opbakning, og de har følgelig nedlagt deres hverv. Aleqa Hammond har trukket sig som regeringsleder og partiformand. Hvorefter den fungerende regeringsleder har udskrevet valg. Valget vil finde sted i slutningen af november – efter det foreskrevne antal ugers valgkamp. Aleqa Hammonds parti, Siumut, vil finde en ny formand.
Er De forvirret – ja naturligvis. Det foregår 4000 km væk – og vi har alle hørt om fortidens rod, nepotisme og ballade i Grønland.
Men tegner den aktuelle krise forretningsgangen i en banarepublik? Eller illustrerer stormen måske, at Grønland i dag kan glæde sig over et levende, borgernært demokrati, der reagerer prompte på de fejl og mangler, der heldigvis kommer for en dag? Et par folkevalgte ministre følger deres samvittighed, præcis som danske folkevalgte ifølge grundloven skal følge deres; er det måske, når vi skræller fordommene bort, udtryk for en håndfast, konsekvent demokratisk praksis, som en del andre nationer på kloden ville være ganske godt tjent med?
Aleqa Hammonds politiske projekt gjorde hende voldsomt udskældt i både Grønland og Danmark. Kritikerne fandt hende skrigende populistisk. Hendes gentagne ønske om uafhængighed, om forsoning med kolonitiden og fremme af det grønlandske sprog og kultur hidsede sindene voldsomt op, og mange vil glæde sig over, at hun nu – i hvert fald for en stund – kan dømmes ude af grønlandsk politik.
Men betyder det, at systemet fungerer?
Danmarks forrige og mest sandsynlige næste statsminister, Lars Løkke Rasmussen, blev for nylig trukket igennem et grueligt bilagsrod – de færreste husker længere, hvem der lagde ud for hvad. En storm rasede langt ind i hans eget partis inderste rækker, og Lars Løkkes tidligere fadæser blev rykket ham i næsen, præcis som Aleqa Hammond nu hører for sine tidligere fejltrin.
Den grønlandske centraladministration har ikke flere århundreder på bagen som den danske; det offentliges revisionen foretages af et privat firma; kontrolfunktionerne er færre og tyndere end i Danmark. Men fejlene kom for en dag. En heftig debat udspiller sig i medierne. Journalisterne i Grønland spørger alle om alt i ét væk – og får svar på en del. Skandalen følges minut for minut på nettet. Et revisionsudvalg i parlamentet arbejder på en rapport om den nu afgåede regeringsleders bilagsrod og andre ministres mulige træk på landskassen til private udlæg. En oprydningsproces er i gang – og politikerne følger deres samvittighed.
Måske er det ikke så ringe endda.
Tak for besindelsen Martin Breum, jeg er meget enig.
Kære Martin Breum
Jeg har netop læst din bog “Balladen om Grønland”. Den er interessant og sober – men dog med den nødvendige kant – i sin udlægning af det, der foregår i Grønland – indtil forleden!
Jeg tror, at udskrivning af valg er en rigtig god ting for Grønland, ikke så meget pga af årsagen hertil, men snarere fordi tingene nu er sat så meget på spidsen i forhold til Rigsfællesskabet og de økonomiske udfordringer, at befolkningen skal have en chance for virkelig at tænke sig om og prøve at stemme med hjernen i stedet for hjertet. Jeg tror også at de forløbne 1½ år, som jo er central i din bog, har skabt en aktivisme i befolkningen, som man vel skal tilbage til tiden før Hjemmestyret for at finde mage til. Og det kan jo kun være godt.
Selvom det utvivlsomt er utilsigtet, kan din bog meget vel gå hen og blive et punktum for en æra, som mange finder lidet glorværdig. Hvis vælgerne vil, fornemmer jeg, at der er så meget grøde i Grønland, at vi igen vil se et systemskifte og dermed en politisk mere intelligent og realpolitisk tilgang til landets udfordringer. Og så kan vi håbe, at du om et par år kan skrive en bog med et helt andet og mindre kontroversielt indhold.
En anden problemstilling, du berører i din bog er den danske befolknings holdning til Grønland. Du nævner bl.a., at der i Danmark skulle være en større interesse for Grønland og dets forhold til Rigsfællesskabet. Jeg kan ikke afvise, at du har ret. Men jeg må dog konstatere, at i de brede kredse, hvor jeg færdes, har frustrationen og efterhånden ligegladheden fået markant flere talsmænd. Det er en udbredt holdning, at “de – dvs. grønlænderne – kan rende og hoppe” – dvs smid dem ud, eller afskaf Selvstyret og tag administrationen over igen, hvis vi ikke kan slippe af med dem! Det er foruroligende.
Men endnu en gang, tak for en læseværdig og velskrevet bog ( i niveau langt over Jan Cortzens Polarparadiset fra 2010).
Med venlig hilsen
Michael Keldsen
Advokat
Tak for en tænksom kommentar! Jeg er ganske enig i at interessen for politik og for at diskutere politik, demonstrere, skrive osv er vokset gevaldigt i Grønland. Jeg forsøger selv at drive oplysning på vores egne breddegrader om nuancerne i den grønlandske debat; det er en vanskelig opgave, fordi jeg jo ikke forstår grønlandsk, men jeg tror, det er væsentligt for den fortsatte dialog i riget. Når jeg skriver i bogen, at der er en stor og voksende interesse i Danmark for forholde til Grønland, er det baseret på de godt 50 foredrag, jeg har holdt rundt om i landet de seneste par år. Jeg oplever overalt, at rigtigt mange mennesker nærer endog meget stærke følelser og har meget markante meninger om Grønland og det dansk-grønlandske forhold. Og det er i øvrigt en interesse, der rækker langt udover de mange tusinder af mennesker, der har personlige oplevelser i Grønland bag sig!
Jeg må indrømme at jeg mener at sammenligningen med Lars Løkke er noget søgt.
Mig bekendt drejer Løkkes sager sig om “overforbrug” (f.eks. dyre rejser på i øvrigt privat organisations regning) og “muligt skatteunddragelse” (HAr manden betalt den den skat han skal af de ydelser han har modtaget af f.eks. Venstre – en privat forening).
Der er fandens til forskel fra det og så til at lade hjemmestyrekassen afholde udgifter til barnets konfirmation – og åbenbart ikke være i stand til at betale tilbage, på trods af rykkere.
Kleists sag er mere speget. Det drejer sig åbenbart om et par flybilletter til ungerne da han og fruen skulle på officielt ærinde – familiens billetter er så købt sammen af landskassen. Det kan forklares med glemsomhed – barnets konfirmation kan ikke.
Mht. til den politiske kultur har Aleqa Hammond været en tilbagevenden til nepotisme, pamperi og vennetjenester i værste siumut stil. Hun har ført en urealistisk politik, der har spillet fallit og i øvrigt skabt stor irritation i rigsfællesskabet – hvilket ikke er til Grønlands fordel.
Kære Henrik
Tak for dit spark her. Omgang med skatteborgernes penge er vel omgang med skatteborgernes penge – resten er formalia. Du – og mange andre – bryder sig ikke om Aleqa Hammonds politik. Den forholder jeg mig ikke til. Jeg forsøger blot at anfægte det synspunkt, at sagen om de grønlandske skatteborgeres udlæg for Aleqa Hammonds private udgifter kan anvendes som bevis for at det grønlandske politiske system er dysfunktionelt. Hævder man det, overser man i min analyse de reaktioner særligt blandt de øvrige grønlandske politikere, der tyder på det modsatte.
Kære Martin
Jeg tror du har ret i at der er dele af det grønlandske politiske system, der ikke vil acceptere, tyveri, nepotisme, korruption m.m. men det er jo ikke noget nyt. Det tidligere landstyre udmærkede sig ved at være ganske hæderligt, men det var også IA, der i modsætning til Siumut, har haft ord for at være hæderlige. Jeg bemærker også at Kleist, efter alt at dømme, ikke er blevet formuende, hvilket f.eks. Lars Emil Johansen er, efter sine mange år i “folkets tjeneste”.
Det er ikke rimeligt at sammenligne “overforbrug” med “Tyveri” (forstået som at tiltvinge sig adgang til midler man ikke er berettiget til).
Venstre, en privat organisation, er i sin gode ret til at ekvipere Lars Løkke efter for godt befindende – Lars Løkke skal dog huske at betale sin skat. Mig bekendt har han betalt sin skat.
At flyve på 1. klasse for 3GI er et forhold mellem 3GI og Lars Løkke, og Lars Løkke har fulgt 3GIs retningslinjer.
At vi som vælgere kan have berettiget tvivl om Lars Løkkes evner og dømmekraft er en anden sag.
I det omfang Aleqa Hammond lader landskassen betale for sin søns konfirmation er det ulovligt.
Jeg er selvstændig erhvervsdrivende, og jeg kan da godt beslutte mig for at MIT firma lige skal betale for barnets konfirmation, det er der ikke noget ulovligt i – så længe jeg lige husker at angive “gaven” til skat. Det er fordi jeg EJER og KONTROLLERE mit firma.
Havde jeg været ansat i en anden mands firma, f.eks. som topchef, og besluttet at firmaet skulle betale drengens konfirmation, havde det været dækket af straffeloven (og jeg skulle betale skat). Og det ville nok ikke hjælpe mig, i den situation, at fortælle bagmandspolitiet at “Jamen jeg havde da tænkt mig at betale tilbage! Jeg havde bare “lånt” pengene – det må jeg jo godt, jeg er jo chefen”
Kære Martin
Man kan jo overveje hvorfor Hans Enoksen dengang kasserede Aleqa, og hvad skal vi sige, mistilliden, mellem Hans og Aleqa skyldes?
Onde tunger vil vide at den bundhæderlige Enoksen (meget kan man sige om ham, jeg kan ikke lide ham, men folk tæt på siger at han er hæderlig) ikke ville vide af Aleqa fordi han anså hende for uhæderlig.
Jeg er ikke selv i tvivl om at Aleqa’s fald kun sekundært skyldes hendes smårapserier (det er jo småpenge i Siumut målestok – hvad var det han hed ham, der der brændte 25 mil af på dambrug og bagefter købte hele kapitalapparatet for en krone… ), men at man langt ind i Siumuts kerne, særlig kredsen om Enoksen, kan se at hun er en katastrofe for Grønland – og Siumut.
Kære Martin Breum.
Imponerende er ikke for stort et ord om din nye bog “Balladen om Grønland”.
Jeg har netop læst den.
Jeg vil sige, den er spændende som en kriminalroman, og ja det er i realiteten nervepirrende med Grønlands fremtid og ikke mindst skadevirkningerne af det grus der er kastet ind i rigsfællesskabets maskinrum.
Jeg synes det er fantastisk, at du i den grad er kommet rundt om, for ikke at sige ind i så mange facetter og detaljer om den senere Grønlands historie.
Din skildring af politikere, befolkningen i byerne (mest Nuuk), herunder ikke mindst kapitlet “Rosa i Equalugaarsuit” giver et efter min mening retvisende billede af den grønlandske virkelighed fra den politiske top til bygdebeboerne.
Det er som at være der igen..
Jeg udtaler mig på baggrund af min bosætning og mit arbejde i Grønland igennem 8 år fordelt i tidsperioden 1977-2014, så jeg har både oplevet hjemmestyrets indførelse i 1979 og selvstyrets indførelse i 2009, og været bosat både på vest- og østkysten.
Een ting du ikke har prioriteret er de mange sociale problemer, diverse former for misbrug af både børn og voksne, der stadig er et stort problem for mange i Grønland.
Det bliver spændende at følge med i dit videre arbejde med det Grønland, der har en meget stor plads i mange danskeres hjerter.
Til Lykke med bogen.