blog

Kampen om den arktiske drøm

juni 17, 2015 • Af

 

 

Den arktiske regions fremtid er helt afhængig af, hvad vi hver især forestiller os om ret og rimeligt, om magt og rigdom og om de fire millioner mennesker, der bor i regionen. Arktis kan ikke skæres til med endegyldige geografiske eller politiske definitioner; endnu mangler der faste grænser i Det Arktiske Ocean og klimaforandringerne skaber en ny og rastløs dynamik, som ingen internationale regelsæt eller alment accepterede normer endnu fuldt ud kan rumme.

Indsatsen er høj: Olie, gas, mineraler, klimaet, magt og kontrol – og fremtiden er i høj grad til forhandling: Indbyrdes mellem de arktiske nationer og mellem dem og Kina, Japan, EU og resten af verden. Sideløbende skal der forhandles mellem staterne og de oprindelige folk; grønlænderne og folkeslagene i Nordcanada, i det nordlige Skandinavien, i Alaska og Rusland. Og så skal alt balanceres i en stadig udveksling med multinationale koncerner og en verdensopinion stærkt optaget af det arktiske miljø og klimaet.

Hvor herligt derfor at få spritny bog i hånden, der i klar, kort og præcis tekst beskriver netop de magtfulde forestillinger om Arktis, der styrer de centrale aktører i regionen. I ’Contesting the Arctic’ guides vi bag om de arktiske regeringers politikker, bag om miljøbevægelsernes slogans og Grønlands ønsker om større frihed til en skarpskåren analyse af de dybere narrativer, der former handlingerne. Seks grundfortællinger præsenterer de tre forfattere, der hører til den akademiske verdens skarpeste, uafhængige iagttagere af Arktis.

De beskriver først forestillingen om Arktis som Terra Nullius; et ingenmandsland, åbent for erobring af alle, der har mod og kræfter. En forestilling, vi så i fuldt flor i 2007, da russiske mini-ubåde plantede et flag på bunden af det arktiske ocean præcis ved Nordpolen, men som også farver Canadas fremfærd. Forfatterne beskriver, hvordan de arktiske kyststater som reaktion på det russiske dyk på dansk initiativ samledes i Grønland for at bekræfte, at der intet var sket. Topmødet i Ilulissat skulle netop slå fast, at ubådsaktionen ingen formel betydning havde. De fem stater – inklusiv Rusland, bekræftede, at de vil følge FNs regler for grænsedragning i Arktis; kun dykkeraktionens kraft som skaber af forestillinger – og frygt for andres forestillinger – gjorde den til verdenshistorie. Staterne, der aflagde ed på FNs regler, har ifølge forfatterne i øvrigt stadig svært ved at slippe tanken om Terra Nullius. Forfatterne har fundet officielle kort i både Rusland og Canada, der viser, hvordan de to stater stadig tænker i grænser ved Nordpolen udenom FNs regelsæt, og kilder i USA bekræfter, hvordan nye Arktis-kort dér bliver tegnet, så de afspejler USA’s helt egen mening om grænserne.

Snapt følger fortællingen om Frozen Oceans, hvor selve den arktiske is tillægges betydning for retten til territorie, jagt og færdsel, selvom en sådan tænkning savner hjemmel i international lov. I kapitlet om Indigenous Statehood ser vi, hvordan forestillingen om Grønlands løsrivelse griber om sig, og hvordan grønlænderne selv haster bort fra forestillingen om et inuit-fællesskab på tværs af nationalstaterne. I stedet forfølger grønlænderne som bekendt en selvstændig, grønlandsk stat, og her giver det ikke mening at se sig selv som en etnisk mindretal. Forfatterne har ikke fuldt greb om alle lag i den grønlandske debat; visionen om uafhængighed fortegnes, som om grønlænderne ønsker at bryde alle bånd til Danmark meget snart, men engelsksprogede læsere får et sjældent indblik i diskussionen.

Ressource Frontier er forestillingen om Arktis som et skatkammer af olie og andre rigdomme knapt reguleret af stater og grænser. Forfatterne peger her på Kina, Japan, EU og de globale koncerner, der vil indenfor, selvom langt de fleste værdier i Arktis ligger fast forankret bag klare landegrænser. Medierne er dog ifølge forfatterne stadig de stærkeste bærere af forestillingen om et arktisk goldrush, der trods det omfattende samarbejde i Arktisfortsætter med at drive sit spil.

I Transcendent Nationhood beskrives forestillingen om et fællesskab mellem inuit i Alaska, Canada, Grønland og Rusland. De arktiske folkeslag har officiel status i Arktisk Råd, men de frygter ny marginalisering, nu hvor Kina, Japan, Indien og andre vinder indpas i Rådet. Grønlands drift væk fra fællesskabet svækker også kraften: Den grønlandske ledelse har f.eks. skåret dybt i tilskuddet til den grønlandske del af ICC, inuitternes fællesråd. De arktiske regeringer hævder ofte, at al udvikling i Arktis skal sker til de arktiske folkeslags ve og vel, men målet for meget arktisk politik er dog stadig at overføre værdier fra nord til syd, hvor hovedparten af vælgerne og aktionærerne i de arktiske stater bor.

Den sidste, men stærke forestilling om Arktis kalder forfatterne Nature Reserve. Denne vision om Arktis som sårbart naturområde, der bør fritages for industri, minedrift og olieudvinding, har abonnenter især blandt miljøorganisationerne, men også bredt i verdensopinionen og medierne. I denne forestilling reduceres de fire millioner mennesker, der lever i Arktis, til blide naturfolk i skindtøj, der selvsagt kun jager de truede dyr på skånsom vis. Hverken Greenpeace, WWF eller andre miljøbevægelser forfølger denne vision i dens reneste form, men de er ifølge forfatterne fortsat besjælet af dens ånd. Ikke overraskende har de svært ved at finde venner i Arktis. De arktiske folkeslag deler ønsket om at beskytte naturen – de lever af den  – men de frygter indgreb i deres adgang til frit at udnytte naturen – olie, sælskind og hvaler.

’Contesting the Arctic’ har været fire år, 200 interviews og mange rejser undervejs. Forfatterne refererer selv til ’The Last Imaginary Place’ af den canadiske arkæolog Robert McGhee; mesterværket fra 2005 om vores arktiske forestillinger og deres magt: ’Contesting the Arctic’ placerer sig fornemt som aktuel opfølger. Forfatterne er optimistiske på det arktiske samarbejdes vegne. Hovedaktørerne i regionen forfølger ifølge forfatterne ikke længere deres forestillinger i disses ekstreme form. Tværtimod beskrives den hastige udvikling i Arktis som et møde mellem stærke aktører, der på trods af forskelligartede dybe interesser forenes i en fælles jagt på kompromisser, fredeligt samkvem, handel og udvikling. Også konklusionen er der således grund til at glæde sig grundigt over.

Philip E. Steinberg, Jeremy Tasch og Hannes Gerhardt: ‘Contesting the Arctic – Politics and Imaginaries in the Circumpolar North’. I. B. Tauris Publishers, 209 s, pris på forlagets website: 56 £.

Martin Breum er journalist og forfatter. Han skriver jævnligt i Information om Arktis.