På intet punkt er vi her i kongeriget tættere forbundet med USA end i Grønland. Siden 2. verdenskrig har Grønlands betydning for USA formet vores forhold til amerikanerne, og valget af Donald Trump som præsident og commandor-in-chief vil rykke på forholdet og på hele det internationale samarbejde i Arktis.
Trumps hang til det unilaterale – ”America first” – har allerede vakt bekymring. Som den canadiske Arktis-ekspert, Rob Huebert fra University of Calgary påpeger ifølge ArcticDeeply, betyder det givetvis “at støtten til Arktisk Råd, som har været et af de afgørende elementer i Obama-administrationen, vil formindskes”.
Det kan lyde udramatisk, men det er Arktisk Råd som i høj grad sikrer Danmark og Grønland indflydelse i Arktis og samarbejdet mellem de vestlige arktiske stater og Rusland. I Arktisk Råd har små som store stater formelt samme stemme, og ingen beslutninger træffes uden grønlænderne og de øvrige arktiske folk – og det har i hele Rådets 20-årige liv været en kamp at få USA til at involvere sig for alvor.
Gennembruddet kom i Nuuk i 2011 da Hillary Clinton som den første amerikanske udenrigsminister deltog i et møde i Arktisk Råd. I 2013 deltog hendes afløser, John Kerry, i Kiruna, og i 2015 besøgte Obama som den første regerende præsident en række landsbyer i Alaska nord for polarcirklen, og han mødtes også med repræsentanter fra hele den arktiske region, herunder udenrigsminister Kristian Jensen og dennes kollega fra Nuuk, Vittus Qujaukitsoq. Et halv år efter besøgte John Kerry Grønland, hvor det særlige trekantsforhold mellem USA, Grønland og Danmark igen blev understreget.
Obama-administrationens engagement i Arktis var i høj grad båret af bekymring for klimaet; en bekymring som Donald Trump ikke deler. Den amerikanske Arktis-ekspert, Mia Bennet fra University of California, noterer på sin blog Cryopolitics, hvordan Trump har bedt klimaskeptikeren Myron Ebell lede overtagelsen af USA’s miljøagentur, the Environmental Protection Agency, og klimaeksperten William Moomaw fra the Fletcher School of Law and Diplomacy, der sidder i FN’s klimapanel, lader pessimismen få frit løb: “Præsident Trump vil underminere de fleste forsøg på at bekæmpe klimaforandringerne, og USA vil blive en hæmsko for opfølgningen på Paris-aftalen. Det vil få forfærdelige konsekvenser i Arktis,” siger han ifølge ArcticDeeply.
Udviklingen i Arktis afgøres af balancen mellem de, der prioriterer klimaet og beskyttelse af det arktiske miljø og de, der fokuserer på olie, gas, mineraler, fragtruter, fisk osv. Her har Obama-administrationen ført en kurs fint i tråd med dansk/grønlandske ønsker.
De arktiske folks ønske om ’bæredygtig udvikling’ har været højt prioriteret, men der har samtidig været enighed om opstramninger til gavn for miljøet. USA har i siden 2015 haft formandskabet for Arktisk Råd og har brugt det til at oplyse amerikanerne om klimaforandringer, til at sætte fokus på sundhed, klimasikring, telekommunikation m.v. i Alaska og til at mobilisere en international indsats for havmiljøet.
Obama-administrationen lagde så stramme bånd på olie og gas ud for Alaska, at Shell og andre helt har givet op. USA står bag et forbud mod fiskeri i Det Arktiske Ocean, som nu forhandles på plads med bl.a. Kina, Japan og Sydkorea. Forbuddet skal forhindre rovfiskeri i oceanet, indtil forskerne ved, hvad der sker med fiskene i Arktis, når isen forsvinder. Initiativet har varm opbakning fra Grønland, Danmark og Færøerne: Næste møde holdes senere i november i Thorshavn.
Vi kender endnu ikke Trump-administrationens syn på detaljerne, men hans klimaskepsis er som nævnt kendt, han taler varmt for tilbagerulning af restriktionerne på olie og gas i Alaska – og han har derudover ikke vist interesse for Arktis.
Thulebasen kan få helt ny betydning. Grønland ligger som et enormt arktisk låg på Nordamerika, og udgør derfor en strategisk buffer mod Kina, Nordkorea, Rusland og Iran. Se på en globus: Radaren i Thule indgår centralt i forsvaret mod de atommissiler, USA frygter. Donald Trump ønsker et langt stærkere missilforsvar: Det canadiske netmedie Cantech Letters forudser, at USA nu vil søge “større militær tilstedeværelse mod nord, inklusive mere radar- og kommunikationskapacitet, flyvevåben og flåde.” Thulebasen har det hele: Den eneste dybvandshavn i denne del af Arktis, landingsbane til selv de største amerikanske bombefly, plus – det vigtigste – avancerede radar- og satellitanlæg, der hænger direkte sammen med USA’s Air Force Space Command i Colorado, som Trumps rådgivere peger på som centrum i et opgraderet missilforsvar. Grønland kan altså få radikalt forstærket betydning, og det danske forsvar må nu vurdere, hvilken effekt, det vil få på Ruslands syn på Grønlands og Danmarks sikkerhedspolitiske rolle.
I Nuuk er kalkulen endnu mere kompleks: Grønland har via selskabet Greenland Contractors A/S tjent gode penge på at servicere Thule-basen, men de fede tider er forbi: Greenland Contractors har mistet kontrakten, og Naalakkersuisut, det grønlandske selvstyre, kæmper med at overtale USA til at yde kompensation for det tab på over 150 mill. kr per år, som Nuuk forudser. Øget fokus på Thulebasen kan måske bruges til at klemme flere penge ud af USA, men Pentagon har svært ved at forstå Nuuks tabs-estimat, og der er ingen grund til at tro, at et republikansk Pentagon vil lægge en blidere kurs overfor Grønland. Som Grønlands diplomatiske repræsentant i Washington, Inuuteq Holm Olsen, noterede om republikaneren Donald Trump i den grønlandske avis Sermitsiaq: ”Han har gjort grin med den amerikanske senator Elisabeth Warren, som han konsekvent kalder Pocahontas, fordi hun tilhører den oprindelige amerikanske befolkning.”
Indlægget her blev i svagt redigeret format bragt i Information 17.11 2016 og på highnorthnews.no 14.11 2016
