Grønland fik overraskende torsdag en ny samlingsregering, der afløser flere års bitre kampe mellem de to hovedfløje i Grønlands politiske liv, og som sætter et markant fokus på ønsket om løsrivelse fra Danmark.
De tre partier i den nye Selvstyrekoalition er på afgørende punkter uenige, men har fundet sammen om de økonomiske og sociale problemer i Grønland: ”I erkendelse af det grønlandske samfunds generelle situation er parterne enige om at skabe større stabilitet…samt at skabe øget lighed i samfundet og stabile rammer for udviklingen af de politiske løsninger”, hedder det i koalitionsaftalen.
I Danmark vil mange bide mærke i det stærke fokus på ønsket om uafhængighed. Den nye Selvstyreregering skriver i første linje i sit regeringsgrundlag, at ”Grønland er uigenkaldeligt på vej mod selvstændighed, og denne proces kræver ikke bare stabilitet men national samling.” Samtidig gøres arbejdet for selvstændighed nu for første gang formelt til en arbejdsopgave for centraladministrationen i Nuuk i et nyt Department for Selvstændighed, Miljø og Natur samt Landbrug.
Der sættes også turbo på arbejdet med en ny grønlandsk grundlov: ”Parterne er enige om at fremføre forslag til en ny forfatning ved udgangen af denne valgperiode”. Det kunne lyde som om koalitionen vil fremlægge et fikst og færdigt forslag til ny grønlandsk grundlov om bare to år, men ambitionen gælder alene et noget mindre projekt. Direkte adspurgt dagen efter den ny koalitions fødsel præciserer Sara Olsvig, formand Inuit Ataqatigiit og nu ansvarlig for justits- og socialvæsen i Naalakkersuisut: ”Vi vil inden udløbet af valgperioden i 2018 have et grundlæggende skelet for vores fremtidige forfatning”.
Tanken om en grønlandsk grundlov, der definerer præcist, på hvilket værdigrundlag, en grønlandsk nation skal hvile på, har været debatteret i Nuuk længe, og nu skal processen altså for alvor sættes i gang. En tilsvarende proces på Færøerne har ført til hårde sammenstød med København: Det har vist sig overordentligt vanskeligt at skrive en lokal grundlov af reel betydning uden at komme i strid med den magtdeling i det danske kongerige, der fremgår af den danske grundlov.
Den tidligere leder af Naalakkersuisut, Aleqa Hammond, satte i 2014 en deadline for Grønlands løsrivelse fra Danmark: ”I min levetid”, som hun sagde. Den nye koalition arbejder ikke med nogen fast tidshorisont for løsrivelse. Den ny koalition vil alene benytte sig muligheden for at hjemtage flere opgaver fra København skridt for skridt, når pengene er til det, sådan som Selvstyreloven fra 2009 åbner for. Den ny koalition planlægger f.eks. inden udgangen af 2018 at overtage udlændingepolitikken – herunder kontrol med al indvandring, visumudstedelse osv. – i det omfang, den gælder for Grønland.
Samtidig lægges der også op til øget samarbejde med København. Den ny koalition vil bl.a. foreslå den danske regering, at der oprettes en fælles dansk-grønlandsk udviklingsfond, der skal skaffe investeringer til ny infrastruktur m.v. i Grønland. Den danske regering har ikke tidligere vist nævneværdig interesse for at forpligte sig i en sådan fond, men nu får den altså for første gang en konkret opfordring fra Grønland.
Magtdelingen i det nye Naalakkersuisut er nøje kalibreret. Siumut, det store regeringsparti fra den tidligere koalition, beholder fem regeringsposter, herunder posten som formand for Naalakkersuisut, der fortsat vil være besat af Siumuts formand, Kim Kielsen. Kielsens partifælle, Vittus Qujaukitsoq, fortsætter som ansvarlig for handel og udenrigsanliggende og dermed som Grønlands chefforhandler bl.a. overfor USA i de aktuelle forhandlinger om Thule Air Base og de indtægter, Grønland kræver herfra.
Inuit Ataqatigiit, som hidtil har været i skarp opposition, får fire regeringsposter. Partileder Sara Olsvig får som nævnt ansvaret for justits- og socialvæsenet, mens næstformanden Aqqaluaq Egede får ansvaret for Grønlands finanser. Kim Kielsen får med andre ord IA’s stærkeste topfolk meget tæt ind på livet.
Det tredje ben i koalitionen, Partii Naleraq, får det vigtige ansvar for fiskeri- og fangstpolitik i Grønland, der placeres hos partiformand, tidligere Selvstyreformand, Hans Enoksen – også en politiker, der er kendt for at kæmpe hårdt for sine mærkesager.
Samarbejdet er kun muligt, fordi de tre parter har sparket striden om Grønlands uran til hjørne. Sara Olsvig og hendes parti er lodret imod uranudvinding, mens Siumut gerne ser uranminer, hvis uranen kan udvindes under forsvarlige miljøforhold. Uranstriden har i tre år splittet Grønland i to og ført til usædvanligt brutale, politiske slagsmål – også udenfor parlamentet i Nuuk. Striden er fortsat uforløst. I koalitionsaftalen står blot, at parterne udskyder yderligere slagsmål, indtil et af de udenlandske mineselskaber rent faktisk ansøger om tilladelse til at udvinde uran. Her ligger en uenighed, der potentielt kan betyde en hurtig afslutning på koalitionens liv: Selskabet Greenland Minerals and Energy har f.eks. varslet en ansøgning om tilladelse om udvinding af uran i Sydgrønland allerede til nytår.
Julie Rademacher, tidligere spindoktor for daværende landsstyreformand Aleqa Hammond, fangede torsdag kompleksiteten i en kommentar på avisen Sermitsiaqs hjemmeside: ”Det bliver en koalition, der får det svært omkring uran. Det bliver en koalition med mange muligheder for at skabe nødvendige reformer og sammenhæng. Det bliver en koalition, hvor alle tre ledere gerne vil dominere, måske særligt de to, der ikke sidder øverst.”
Et kompromis er nået om USA’s base i Thule i Nordvestgrønland. Sara Olsvig fra IA har tidligere argumenteret for en reel genforhandling af Forsvarsaftalen med USA fra 1951, der udgør hele grundlaget for USA’s militære tilstedeværelse i Grønland. Et sådant forslag ville med sikkerhed føre til stærk uenighed med både København og Washington, og koalitionsaftalen taler nu kun om en ”ny forhandlingsrunde” om USA’s aktuelle forvaltning af baseområdet og dermed Grønlands økonomiske udbytte af basen.
Den kontroversielle Forsoningskommission, der blev nedsat i Aleqa Hammonds regeringstid til kulegravning af Grønlands kolonitid, og som ikke mindst ophidsede mange i Danmark, nævnes ikke i koalitionsaftalen. Der er derfor næppe udsigt til forlængelse af kommissionens bevillinger, der udløber i 2017, eller til større fokus på kommissionens resultater.
Forslaget om at gøre engelsk til første fremmedsprog i den grønlandske folkeskole i stedet for dansk nævnes heller ikke i den ny koalitionsaftale. Tanken blev effektivt markedsført af den nu forhenværende ansvarlige for den grønlandske folkeskole, Nivi Olsen, men ideen kan i dag tilsyneladende betragtes som skrinlagt.
Dette blogindlæg optrådte i forkortet udgave i Information 29.10 2016
Den centrale sætning er vel denne: “Den ny koalition vil alene benytte sig muligheden for at hjemtage flere opgaver fra København skridt for skridt, når pengene er til det, sådan som Selvstyreloven fra 2009 åbner for.” Koalitionsaftalen er, i lighed med de tidligere, nærmest kemisk renset for såvel en adressering af det såkaldte “dødens gab” hvor bloktilskuddet udhules, som blottet for konkrete bud på øget, varig indtjening til landet.
Hej Claus
Tak din kommentar. Den optimistiske udlægning kunne måske også lyde, at der nu synes at være bred enighed i Inatsisartut om den tilgang til dødens gab, som Kim Kielsen / Siumut har adopteret – den flerstrengede, hvor fremme af fiskeri, turisme, råstoffer m.v. synes at være ligestillede mål. En koalitionsaftale – formentlig indgået under betydeligt tidspres – vil jo sjældent være et detaljeret erhvervsudviklingskatalog. Du har et indgående kendskab til den politiske prioriteringsproces i Nuuk, så hvad er dit indtryk: Er de ildevarslende økonomiske udsigter erkendt i de politiske grupper – eller hvordan skal vi forstå det fravær af mere konkrete bud på løsninger, som du ganske rigtigt peger på?
Naalakkersuisut er et landsstyre, ikke en regering.
Hej Martin – tak for svar.
Jeg tror egentlig at både Inatsisartut og koalitionen afspejler befolkningen meget godt. Lidt groft sagt: Dem med et meget realistisk billede af den økonomiske situation – og økonomiens betydning for realismen i fht. selvstændighed – og så de, der fornægter at økonomien, i form af bloktilskud, spiller en betydelig rolle for selvstændighedsspørgsmålet.
Politisk er det imidlertid selvmord ikke at støtte selvstændighed og ville en rimelig hurtig proces. Og derfor forbigår – efter min mening – alt for mange grønlandske politikere realisme-/økonomispørgsmålet – selv de, der er bevidste om udfordringen. Det er, efter min mening, at stikke befolkningen blår i øjnene.
Jeg forstår personligt udmærket selvstændighedsønsket. Men der findes ikke den danske statsminister, udenrigsminister eller det embedsværk i al overskuelig fremtid, som ønsker at være den der skal stå i historiebøgerne som den der havde vagten, da Rigsfællesskabet gik i opløsning. Derfor tror jeg at alle grønlandske ønsker og krav vil blive mødt meget stejlt og med lukkede kasser – simpelthen for at se om man kan presse Grønland til at blive. Ingen vil huskes som den, der lagde Rigsfællesskabet i graven.
Det vil imidlertid kun skærpe den modsætning der er, og øge trangen til selvstændighed. Jeg har svært ved at se, hvordan det kan overkommes. Og tankerne om ”free association” er jeg ikke synderlig imponeret af, hvis man kigger på fortilfældene – jeg tror i alt fald ikke det vil opfattes som hverken selvstændighed eller frirum i et omfang der matcher den forventning jeg møder i (dele af) Grønland.
Internt tror jeg også Grønland har et pres. Mange unge, som jeg hører det, har et mere afklaret og ikke så modsætningsfuldt forhold til Danmark. Og særligt de veluddannede og studerende, som for de flestes vedkommende har været omkring eller er i Danmark i længere tid, føler sig jo allerede i dag ikke synderligt fristet af at vende hjem. De har Verden som arena, ligesom alle andre veluddannede unge i Vesten, og de stifter familie med danskere eller andre, og mulighederne hjemme er for små: For ringe daginstitutioner, boligmangel, mangel på fagligt stimulerende arbejde, modstanden der evt. skal overvindes mod en dansk ægtefælle som også skal have arbejde etc. etc. Grønland har både aktuelt og på længere sigt en enorm udfordring omkring brain-drain – vel at mærke i et land som halter betydeligt bagefter på uddannelse. Når der så rekrutteres arbejdskraft udefra, primært Danmark, så møder det stor både folkelig og politisk modstand.
Grønlændere, som er veluddannede og måske er mere flydende på dansk og engelsk end på grønlandsk, mødes jo også med modstand og beskyldes for ikke at være ”grønlandske nok”. Hvem ønsker at leve i det klima, hvis man har alle muligheder i Danmark eller andre steder på kloden?
Jeg forstår godt den grønlandske elites begejstring for Island. Men det overses at Island har en ekstremt veluddannet arbejdsstyrke og et større befolkningsgrundlag, og er økonomisk (selv trods finanskrak mm) årtier foran. Men sammenligningen med Island er selvfølgelig også mere behagelig, end hvis blikket kastes på indianere og inuit i Canada og Alaska, hvor livet generelt er betydelig mere barskt end de fleste steder i Grønland. Eller sagt på en anden måde: Den ”danske” velfærdsmodel i Grønland (med alle dens fejl og mangler) tilbyder alligevel mange grønlændere noget som frænder i Nordamerika ikke er i nærheden af. Og derfor kommer vi til spørgsmålet:
Ville grønlandske politikere i morgen, om et år, om fem år, om 10 år kunne skabe et flertal ved en folkeafstemning for en selvstændighed, der også indebærer et farvel til bloktilskuddet? Jeg tvivler. Nu skal der komme et forfatningsudspil i 2018 – det er lige om lidt. Jeg er lidt i tvivl om det bliver startskuddet på en løsrivelse – eller begyndelsen på en proces, der ender med at sende debatten til hjørnespark på ubestemt tid. I så fald tænker jeg at nogle politikere gambler med deres politiske liv, for det kan næsten ikke andet end at blive et tema i en kommende valgkamp til Inatsisartut (hvis koalitionen holder så længe), og vi må håbe at grønlandsk presse begynder at stille de relevante og kritiske spørgsmål og bider sig fast. Ellers får debatten lov til at leve som symbolsk besværgelse, og det er urimeligt overfor befolkningen, uanset holdning til spørgsmålet, og det er gift for Rigsfællesskabet.
Vh
Claus
Det er svært at se en mere nuanceret politisk debat før, det generelle oplysningsniveauet om rigsfællesskabet bliver højnet. I mine øjne er den gode fortælling om fællesskabet i riget skudt ned fra politisk hold, og det er måske på tide at tale om de faktuelle forhold i staten Danmark.
Så kan folk tage stilling.
Der er jo i realiteten ingen i befolkningen udenfor Grønland, som i dag tager sig af om, Grønland eller måske Vestgrønland forbliver en del af Danmark eller ej. Ikke med de politiske udmeldinger fra Grønland og Færøerne som, man har skulle lægge øre til de sidste 5-10 år. Det er kun et spørgsmål om, hvilket pres USA lægger på Danmark for at sikre suveræniteten over området.
Grønland står ved en skillevej. Selvstændigsdebatten overskygger al fornuftig tænkning og forhindrer, man får skabt et ordentligt samfund.
Så enten bør man gå selvstændighedsvejen fuldt og helt med alt, hvad deraf følger. Eller også acceptere de vide rammer man har indenfor selvstyreloven.
Kort og godt: Er man et oprindeligt (inuit) folk eller et samlet (vestgrønlandsk?) folk.
Jeg kunne godt se, at der ville være brug for et parti, som ville turde tage den debat op.