Martin Breum

Valgaftenen den 18. juni var ikke mange timer gammel, da enhver interesse for Grønland og Færøerne fordampede. I et par dage op til valget så det ud til at de fire nordatlantiske stemmer i Folketinget ville blive afgørende for, hvem der blev statsminister i Danmark, men sådan gik det ikke: Lars Løkke Rasmussen fik som bekendt et blåt flertal helt uafhængigt af øerne mod nord.

Til gengæld blev to af rigsfællesskabets skarpeste fortalere for øget uafhængighed til både Færøerne og Grønland valgt ind i Folketinget. Lars Løkke Rasmussen må som minister også for rigsfællesskabet se frem til nye opråb om større selvstændighed. Konfliktpotentialet er betydeligt: Det er velkendt, at Dansk Folkeparti, der står til massiv indflydelse på Lars Løkkes regeringsførelse, længe har været særdeles skeptisk især over for det siddende styre i Nuuk, den lunkne tilslutning til rigsfællesskabet og øboernes visioner om løsrivelse.

Blå blok har til gengæld forberedt sig bedre til den arktiske dagsorden, end Thorning-regeringen gjorde. Venstres strateg, Claus Hjorth-Frederiksen, har i de seneste år været sit partis Grønlandsordfører – en tjans, der før i tiden gerne blev overladt til partiernes juniorer. Claus Hjorth så tidligt i Thornings regeringstid, hvordan hun blev hårdt ramt, fordi hendes regering ikke havde svar på de svære spørgsmål i Arktis: Skal kineserne drive miner i Grønland? Hvad med Grønlands dårlige økonomi? Hvordan med Thulebasen?  Venstre ved i dag, at Arktis hører til den danske regerings kernestof.

Dansk Folkepartis udenrigspolitiske strateg, Søren Espersen, har også nøje fulgt grønlandsk politik: Han trak i protest Dansk Folkeparti ud af forhandlingerne om Grønlands selvstyre og indrykkede siden opfordringer til forsvar for rigsfællesskabet i den grønlandske presse.

På Færøerne blev formanden for Færøernes republikanske parti, Høgni Høydal, valgt til Folketinget – et klart signal fra de færøske vælger, omend Høgni Hoydal efterfølgende meddelte, at han ikke selv vil indtage pladsen i Folketinget men i stedet sender en stedfortræder, Magni Arge. Republikanerne kendes på Christiansborg især som ilter bannerførere for det flertal i det færøske lagting, der i 2000 indledte regulære forhandlinger med Poul Nyrup Rasmussens SR-regering i et forsøg på helt at løsrive Færøerne fra Danmark. Med Høgni Høydal som primus motor kastede Færøerne sig ud i formulering af en ny grundlov og med planlægning af den folkeafstemning, der skulle være kronen på værket, når løsrivelsen formelt var forhandlet på plads med Nyrup-regeringen i København.

Til Høgni Høydal dybe fortrydelse brød forhandlingerne dog hurtigt sammen: Poul Nyrup ville kun fortsætte bloktilskuddet til Færøerne i en overgang på fire år – og så brød flertallet på Færøerne sammen. Høgni Høydal har dog aldrig opgivet håbet. Hans parti vil nu i kraft af Magni Arge argumentere hårdt for færingernes ret til at skrive deres egen grundlov, til at repræsentere sig selv i udlandet og forberede sig på et liv uden for rigsfællesskabet.

I Grønland har den hidtil mest bombastiske fortaler for selvstændighed, tidligere landsstyreformand Aleqa Hammond, fået spektakulært comeback. Hun røg med ekspresfart ud af chefkontoret i 2014 efter en bilags-skandale, der lammede hende politisk og fortsat gør hende kontroversiel i Grønland. Lammelsen holdt dog kun i otte måneder; selvom stærke kræfter i hendes parti forsøgte at forhindre hendes opstiling, tordner hun nu ind i Folketinget for partiet Siumut med 3745 personlige stemmer; det er godt 1200 stemmer flere end høstet af det andet grønlandske medlem, tidligere børneombudsmand Aaja Chemnitz Larsen fra partiet IA.

Aleqa Hammond nåede under valgkampen at lufte tanken om at støtte blå blok, inden hun blev banket på plads af partiledelsen i Nuuk. Det blev en fin illustration af hendes uforudsigelighed: Hun vil ikke falde i ét med tapetet på Christiansborg, men snarere gøre sig til talsmand f.eks. for Grønlands ret til at deltage i alle internationale forhandlinger, statsbesøg og Lars-Løkke-rejser, der har blot den mindste betydning for Grønland.

Efter at Grønland i 2009 overtog ejerskabet til rigdommene i undergrunden, har de grønlandske politikere fokuseret stærkt netop på Grønlands kontakt med andre nationer om råstoffer, investeringer, miljø, klima osv. Her er konkrete sammenstød med Lars Løkke-regeringen sandsynlige: Dansk Folkeparti har længe været optaget af at fastholde grænserne for Grønlands ageren i udlandet. Kongerigets udenrigs- og sikkerhedspolitik er stadig et anliggende for den danske regering, men en række gummiparagraffer i Selvstyreloven fra 2009 gør den daglige praksis stadig mere mudret.

Hvilke grænser skal der gælde for grønlandske diplomater i udlandet? Skal Danmark eller Grønland føre ordet i Arktisk Råd? Kan Danmark nedlægge veto mod uraneksport fra Grønland? Aleqa Hammond førte som landsstyreformand en frembusende udlandskurs, og der er al mulig grund til at vente mere af samme art.

Lars Løkke Rasmussens og hans allierede kan glæde sig over, at der både i Nuuk og Tórshavn hersker en stærkt forståelse for, at begge samfund ofte har oplevet fremskridt under borgerlige regeringer. Det var Poul Schlüter (K), der i 1989 som statsminister overraskende overlod retten til Færøernes undergrund til færingerne selv. Venstres Anders Fogh Rasmussen regerede i de år, hvor Grønlands Selvstyreordning faldt på plads. Da Fogh rejste til NATO, blev det Lars Løkke Rasmussens job at skrive under på Selvstyreaftalen fra 2009, og det var også ham, der sammen med Dronning Margrethe deltog i festlighederne i Nuuk, da Selvstyret formelt blev indviet.

Grønlands nuværende Landsstyreformand, Kim Kielsen, og Aleqa Hammond er fast knyttet til Socialdemokratiet, men erindringen om samarbejde med de borgerlige ligger tæt på overfladen. Som Kim Kielsen umiddelbart efter valget sagde til ugeavisen Sermitsiaq: -Blå blok har før i tiden, da de sad i regeringen, gjort gode ting for Grønland og sagerne blev lavet smidigt.

Dette blogindlæg er også indrykket som nyhedsanalyse i Information 22. juni 2015. 

Den arktiske regions fremtid er helt afhængig af, hvad vi hver især forestiller os om ret og rimeligt, om magt og rigdom og om de fire millioner mennesker, der bor i regionen. Arktis kan ikke skæres til med endegyldige geografiske eller politiske definitioner; endnu mangler der faste grænser i Det Arktiske Ocean og klimaforandringerne skaber en ny og rastløs dynamik, som ingen internationale regelsæt eller alment accepterede normer endnu fuldt ud kan rumme.

Indsatsen er høj: Olie, gas, mineraler, klimaet, magt og kontrol – og fremtiden er i høj grad til forhandling: Indbyrdes mellem de arktiske nationer og mellem dem og Kina, Japan, EU og resten af verden. Sideløbende skal der forhandles mellem staterne og de oprindelige folk; grønlænderne og folkeslagene i Nordcanada, i det nordlige Skandinavien, i Alaska og Rusland. Og så skal alt balanceres i en stadig udveksling med multinationale koncerner og en verdensopinion stærkt optaget af det arktiske miljø og klimaet.

Hvor herligt derfor at få spritny bog i hånden, der i klar, kort og præcis tekst beskriver netop de magtfulde forestillinger om Arktis, der styrer de centrale aktører i regionen. I ’Contesting the Arctic’ guides vi bag om de arktiske regeringers politikker, bag om miljøbevægelsernes slogans og Grønlands ønsker om større frihed til en skarpskåren analyse af de dybere narrativer, der former handlingerne. Seks grundfortællinger præsenterer de tre forfattere, der hører til den akademiske verdens skarpeste, uafhængige iagttagere af Arktis.

De beskriver først forestillingen om Arktis som Terra Nullius; et ingenmandsland, åbent for erobring af alle, der har mod og kræfter. En forestilling, vi så i fuldt flor i 2007, da russiske mini-ubåde plantede et flag på bunden af det arktiske ocean præcis ved Nordpolen, men som også farver Canadas fremfærd. Forfatterne beskriver, hvordan de arktiske kyststater som reaktion på det russiske dyk på dansk initiativ samledes i Grønland for at bekræfte, at der intet var sket. Topmødet i Ilulissat skulle netop slå fast, at ubådsaktionen ingen formel betydning havde. De fem stater – inklusiv Rusland, bekræftede, at de vil følge FNs regler for grænsedragning i Arktis; kun dykkeraktionens kraft som skaber af forestillinger – og frygt for andres forestillinger – gjorde den til verdenshistorie. Staterne, der aflagde ed på FNs regler, har ifølge forfatterne i øvrigt stadig svært ved at slippe tanken om Terra Nullius. Forfatterne har fundet officielle kort i både Rusland og Canada, der viser, hvordan de to stater stadig tænker i grænser ved Nordpolen udenom FNs regelsæt, og kilder i USA bekræfter, hvordan nye Arktis-kort dér bliver tegnet, så de afspejler USA’s helt egen mening om grænserne.

Snapt følger fortællingen om Frozen Oceans, hvor selve den arktiske is tillægges betydning for retten til territorie, jagt og færdsel, selvom en sådan tænkning savner hjemmel i international lov. I kapitlet om Indigenous Statehood ser vi, hvordan forestillingen om Grønlands løsrivelse griber om sig, og hvordan grønlænderne selv haster bort fra forestillingen om et inuit-fællesskab på tværs af nationalstaterne. I stedet forfølger grønlænderne som bekendt en selvstændig, grønlandsk stat, og her giver det ikke mening at se sig selv som en etnisk mindretal. Forfatterne har ikke fuldt greb om alle lag i den grønlandske debat; visionen om uafhængighed fortegnes, som om grønlænderne ønsker at bryde alle bånd til Danmark meget snart, men engelsksprogede læsere får et sjældent indblik i diskussionen.

Ressource Frontier er forestillingen om Arktis som et skatkammer af olie og andre rigdomme knapt reguleret af stater og grænser. Forfatterne peger her på Kina, Japan, EU og de globale koncerner, der vil indenfor, selvom langt de fleste værdier i Arktis ligger fast forankret bag klare landegrænser. Medierne er dog ifølge forfatterne stadig de stærkeste bærere af forestillingen om et arktisk goldrush, der trods det omfattende samarbejde i Arktisfortsætter med at drive sit spil.

I Transcendent Nationhood beskrives forestillingen om et fællesskab mellem inuit i Alaska, Canada, Grønland og Rusland. De arktiske folkeslag har officiel status i Arktisk Råd, men de frygter ny marginalisering, nu hvor Kina, Japan, Indien og andre vinder indpas i Rådet. Grønlands drift væk fra fællesskabet svækker også kraften: Den grønlandske ledelse har f.eks. skåret dybt i tilskuddet til den grønlandske del af ICC, inuitternes fællesråd. De arktiske regeringer hævder ofte, at al udvikling i Arktis skal sker til de arktiske folkeslags ve og vel, men målet for meget arktisk politik er dog stadig at overføre værdier fra nord til syd, hvor hovedparten af vælgerne og aktionærerne i de arktiske stater bor.

Den sidste, men stærke forestilling om Arktis kalder forfatterne Nature Reserve. Denne vision om Arktis som sårbart naturområde, der bør fritages for industri, minedrift og olieudvinding, har abonnenter især blandt miljøorganisationerne, men også bredt i verdensopinionen og medierne. I denne forestilling reduceres de fire millioner mennesker, der lever i Arktis, til blide naturfolk i skindtøj, der selvsagt kun jager de truede dyr på skånsom vis. Hverken Greenpeace, WWF eller andre miljøbevægelser forfølger denne vision i dens reneste form, men de er ifølge forfatterne fortsat besjælet af dens ånd. Ikke overraskende har de svært ved at finde venner i Arktis. De arktiske folkeslag deler ønsket om at beskytte naturen – de lever af den  – men de frygter indgreb i deres adgang til frit at udnytte naturen – olie, sælskind og hvaler.

’Contesting the Arctic’ har været fire år, 200 interviews og mange rejser undervejs. Forfatterne refererer selv til ’The Last Imaginary Place’ af den canadiske arkæolog Robert McGhee; mesterværket fra 2005 om vores arktiske forestillinger og deres magt: ’Contesting the Arctic’ placerer sig fornemt som aktuel opfølger. Forfatterne er optimistiske på det arktiske samarbejdes vegne. Hovedaktørerne i regionen forfølger ifølge forfatterne ikke længere deres forestillinger i disses ekstreme form. Tværtimod beskrives den hastige udvikling i Arktis som et møde mellem stærke aktører, der på trods af forskelligartede dybe interesser forenes i en fælles jagt på kompromisser, fredeligt samkvem, handel og udvikling. Også konklusionen er der således grund til at glæde sig grundigt over.

Philip E. Steinberg, Jeremy Tasch og Hannes Gerhardt: ‘Contesting the Arctic – Politics and Imaginaries in the Circumpolar North’. I. B. Tauris Publishers, 209 s, pris på forlagets website: 56 £.

Martin Breum er journalist og forfatter. Han skriver jævnligt i Information om Arktis.

Grønlands hidtil mest markante fortaler for løsrivelse er nu opstillet til Folketinget forud for det kommende valg. Efter heftig intern debat besluttede det regerende Siumut-parti torsdag aften 28.5, at Aleqa Hammond, tidligere formand for Naalakkersuisut, det grønlandske landsstyre, nu stilles op på partiets liste. Aleqa Hammonds fans på Facebook har i nogen tid kunne læse, hvordan hun glæder sig til et politisk comeback.

Aleqa Hammond satte i sin korte regeringstid i Grønland frem til september 2014 fede streger under alt, hvad der skiller Grønland og Danmark, og en del danske politikere vil sukke dybt ved tanken om, at hun nu er storfavorit til en af de to grønlandske pladser i Folketinget. Andre vil fryde sig over, at Grønland med Aleqa Hammond i Folketinget vil være sikret øget opmærksomhed i de danske medier og i den danske offentlighed, som i grønlændernes øjne ofte er håbløst uoplyst om livets gang i Grønland. Rød blok i Danmark kan glæde sig over, at Socialdemokraternes søsterparti i Grønland nu synes sikker på den ene grønlandske plads i Folketinget, og at den anden udmærket kan gå til venstrefløjspartiet Inuit Ataqatigiit, der er Grønlands største oppositionsparti. De fire nordatlantiske stemmer – to fra Grønland, to fra Færøerne – har før afgjort, hvem der sidder på et flertal i Folketinget.

Bliver Aleqa Hammond valgt, har vi garanti for en fortsat ophedet debat om Grønlands og Danmarks indbyrdes forhold.

I 2013, da hun blev formand for det grønlandske Selvstyre, blev hun hurtigt kendt for sin evne til at italesætte det grønlandske ønske om uafhængighed. Hun markerede straks, at hun forestillede sig uafhængighed ’i min levetid’. Et interview i Information, hvor hun pegede på ’bløde løg og brun sovs’, som bedste, Danmark har givet Grønland, er blevet en del af hendes brand.

Hun nedsatte en kontroversiel Forsoningskommission, der til stor irritation for mange danske politikere hurtigt blev sat til at kulegrave både Danmarks og de grønlandske politikeres ansvar for de forhold, som mange grønlændere opfatter som overgreb begået under kolonitiden. Forsoningskommissionen var Aleqa Hammonds bud på, hvordan grønlænderne kan slutte fred med deres fortid og dermed finde kræfter til arbejdet for løsrivelsen.

Den nu 49-årige Hammond førte også an i en hård politisk proces, der førte til, at et lille flertal i Inatsisartut, det grønlandske parlament, i efteråret 2013 ophævede forbuddet mod udvinding af uran i Grønland. Helle Thorning-Schmidts regering med udenrigsminister Villy Søvndal i spidsen gjorde en indædt men forgæves indsats for at forhindre beslutningen. Siden indledte Aleqa Hammond et uforsonligt opgør med Helle Thorning-Schmidt og den danske centralforvaltning om, hvorvidt det er Danmark eller Grønland, der har den endelige magt over den grønlandske uran. Den danske regering mener, at uranen udgør et sikkerhedspolitisk dilemma, og at håndteringen og salget af den til udlandet derfor i sidste ende må underlægges dansk kontrol. Aleqa Hammond stod stejlt på, at magten over uranen er Grønlands fuldt og helt, eftersom Grønland i 2009 fik retten til den grønlandske undergrund, da Grønland fik Selvstyre.

I den hurtige avisdækning af Grønland bliver det derfor ofte glemt, at Aleqa Hammond samtidig til fulde anerkender de stærke bånd til Danmark. I bogen ’Balladen om Grønland’ fra 2014 gjorde hun det klart, at Danmark efter hendes mening altid vil være Grønlands nærmeste allierede: ”Historien mellem Danmark og Grønland er meget vigtig. Vi har 300 års samarbejde bag os. Vi har formået at opbygge et fantastisk samarbejde, som man ikke bare lige skaber med et andet land – med Island eller Canada. Danmark vil stadig være vores tætteste samarbejdsland, efter at vi har opnået selvstændighed. Grønland vil have ændret status politisk, men jeg er sikker på, at vi vil blive ved med at samarbejde på alle leder og kanter i mange, mange år fremover. Alt andet ville være underligt. ”

Ved landstingsvalget i Grønland i 2013 høstede Aleqa Hammond flere stemmer, end nogen grønlandsk politikere tidligere havde opnået, og hun nyder stadig betydelig opbakning. Der er tre andre kandidater på Siumuts opstillingsliste, men ingen med tilnærmelsesvis samme politiske pondus og erfaring: Aleqa Hammond har været medlem af Grønlands politiske ledelse i flere omgange og udviste som chef efter valget i 2013 en så resultatorienteret evne og lyst til gennemtrumfe sin egen politik, at hun splittede det politiske miljø i Grønland som aldrig før.

Aleqa Hammond faldt fra magtens tinder i efteråret 2014, da det viste sig, at hun i en række tilfælde havde ladet den grønlandske landskasse lægge ud for flybilletter mv. til hendes egen familie. Skandalen tvang hende til at søge orlov, opgive posten som formand for landsstyret og formandsposten i Siumut, hvorefter hun var ude af det politiske billede. Efterfølgende undersøgelser klarlagde dog, at hun intet ulovligt havde foretaget sig, selvom håndteringen af hendes private økonomiske forhold var i strid med ordentlig forvaltningsskik. Hun har ifølge den grønlandske presse ryddet alle mellemværende med landskassen af vejen, og kan nu tilsyneladende vende tilbage i skrammet, men ellers fin form.

Partiledelsens beslutning om at lade Aleqa Hammond opstille vil støde de mange, der var oprigtigt forargede over bilagsskandalen, plus hele den grønlandske opposition, der holder hende ansvarlig for en alvorlig forsuring af det politiske miljø i Grønland og af forholdet til Danmark. Hovedbestyrelsen i hendes parti overvejede i nogle dage, om det var klogere at forsøge at passivisere Aleqa Hammond ved at nægte hende opstilling, men den kurs ville med sikkerhed have skabt stor bitterhed blandt hendes tilhængere og i øvrigt skabe risiko for at hun ville skifte parti og dernæst udfordre sine gamle partifæller fra nye fronter.

Oppositionspartiet Inuit Ataqatigiit ventes at opstille bl.a. det nuværende medlem af Folketinget, Johan Lund Olsen. Grønland har haft to pladser i Folketinget, siden en ændring af Grundloven i 1953 afsluttede kolonitiden og gjorde Grønland til en del af Danmark.

En stor konference om ‘Future Greenland’ i Nuuk i sidste uge gjorde klart, at diskussionen om Grønlands fremtid i eller uden for rigsfællesskabet principielt intet har at gøre med hverdagen – fiskeriet, arbejdsløsheden, fåreavlen, mulighederne for udvikling af nye virksomheder eller folkeskolens problemer i Grønland.

Men i virkelighedens verden optager diskussionen stadig Grønlands politiske miljø. Oppositionspartiet Naleraq har netop annonceret planer om et folkemøde om uafhængighed og forslået nedskæringer i det offentlige, så der bliver penge til at fremme uafhængigheden. Landsstyreformand Kim Kielsen måtte fornylig forklare sig i en lang pressemeddelelse, fordi han fastholder visionen om en ny kontrakt med Danmark, men samtidig siger, at de aktuelle problemer først skal løses og at uafhængigheds-spørgsmålet må afgøres af fremtidens generationer. Og i sidste uge var diskussionen om rigsfællesskabet så igen central, da 3-400 politikere, inklusive Kim Kielsen og erhvervsledere fra hele riget samledes til ‘Future Greenland’.

Politikens chefredaktør, Bo Lidegaard, der er født i Nuuk, argumenterede fra start varmt for bevarelse af rigsfællesskabet som ramme for Grønlands udvikling, og han blev ikke modsagt af det lokale erhvervsliv. Her husker man, hvordan striber af kommentatorer i de seneste år har advaret om, at de grønlandske politikeres fokus på uafhængigheden fra Danmark skaber usikkerhed i erhvervslivet og derfor forhindrer de investeringer, Grønland efterlyser.

Dansk Industris administrerende direktør, Karsten Dybvad, vagte derfor en del opmærksomhed, da han blankt afviste denne tese: Skal man tro DI’s ledende talsmand, er de danske virksomheder ikke bekymrede over, at Grønlands politikere diskuterer Grønlands forhold til Danmark i en fjern fremtid – så længe de vilkår, erhvervslivet i øvrigt bliver budt er stabile og forudsigelige.

Det sidste kniber det ifølge flere af de øvrige talere til gengæld gevaldigt med. Ændrede skatteregler koblet med uforudsigelig og langsommelig sagsbehandling i Nuuk har angiveligt forpurret en række erhvervsinitiativer. Utilfredsheden er følelig, gødet af de skuffede forventninger om store, udenlandske investeringer i olie, gas og mineraler, som mange ventede, men som endnu er udeblevet. Kim Kielsens regering har nedtonet forhåbningerne om hurtig gevinst på olie og mineraler og i stedet rettet fokus på fiskeriet og turismen. Bestyrelsesformand for Ilisimatusarfik, det grønlandske universitet, geologiprofessor Minik Rosing fra København Universitet, varslede nye forskningsprojekter om hidtil uudnyttede rigdomme: Enzymer og tang fra de grønlandske farvande, nyt fra landbruget i Sydgrønland, nye former for fiskeforædling og eksport af gletsjermel: Det ultrafine sand, som smeltevandsfloderne fra indlandsisen afleverer ved Grønlands kyster, og som muligvis kan eksporteres som gødning til ulandene tæt på Ækvator.

Dødens gab

Som fast bagtæppe lurer det, der i Grønland kendes som ’dødens gab’; den voksende afgrund mellem udgifter og indtægter. Grønlands økonomiske råd forudser voksende underskud, så langt øjet rækker. Fisk og rejer plus det årlige bloktilskud på 3,6 milliarder fra Danmark vil om få år være alt for lidt til at betale for det grønlandske velfærdssamfund.

Som et enkelt lyspunkt fokuserer både regering og erhvervsliv i Grønland i øjeblikket med begejstring på den ny rubinmine ved Qeqertarsuatsiaat syd for Nuuk, der snart vil beskæftige cirka 80 mand. Minen tegner til at blive en fin forretning både for de norske hovedejere og for Grønland. En detaljeret aftale om uddannelse til de lokale lønmodtagere, bidrag til den lokale skole, kulturlivet mv. er indgået mellem selskabet og myndighederne. Tilbage med en lang næse står kun de danske pensionskasser, der sniffede til projektet, men sagde nej tak til at investere.

Deres tøven er symptomatisk. Direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen, meddelte på ’Future Greenland’-konferencen, at hans pensionskasse, der er Danmarks største, anser minesektoren i Grønland for at være alt for risikofyldt. PensionDanmark investerer gerne i Grønland, men helst, hvis den danske og den grønlandske regering i fællesskab tager størstedelen af de risici, der følger med.

En række banker, pensionskasser og politikere har i nogen tid diskuteret hvordan, regeringerne i København og Nuuk i fællesskab kan skyde nye penge f.eks. i havne, lufthavne, boliger, uddannelse eller andet, som erhvervslivet efterspørger – og som pensionskasserne dernæst også kan investere sikkert i. Intet tyder dog på, at den danske regering endnu for alvor finder en sådan indsats på sin plads. I regeringstoppen hersker den opfattelse, at de grønlandske politikere længe har undladt at træffe de nødvendige, hårde beslutninger om nedskæringer og reformer. Statsminister Helle Thorning-Schmidt og finansminister Bjarne Corydon har sendt signaler ned i systemet, at øget dansk engagement mindst må afvente en kursændring på det punkt i Nuuk.

Den danske regering står dog over for et stadig skarpere dilemma: Hvis ikke de mange ideer og planer i Grønland omformes til kontante, nye indtægter, der sammen med besparelser fra Kim Kielsens regering kan forhindre det grønlandske underskud i at eksplodere, ender regningen under alle omstændigheder i København. Grønlænderne er danske statsborgere med krav på lægehjælp, skolegang og ældrepleje – uanset at Grønland har selvstyre.

I al stilfærdighed har regeringen derfor indledt en indsats for at øge den økonomiske disciplin i Grønland. Planen er at bistå de grønlandske politikere med at få vedtaget lovgivning med faste grænser for politikernes egne muligheder for at bruge penge. Modellen er den kontroversielle danske budgetlov fra 2012, der skal forhindre overforbrug i Folketing, regioner og kommuner. En sådan lov vil ikke i sig selv skabe nye indtægter i Grønland, og den kan til hver en tid revideres af et nyt flertal i Inatsisartut, det grønlandske parlament, men i København håber man, at den i det mindste vil give mere tid og i bedste fald helt forhindre, at Grønlands problemer lander på Christiansborg.

Dette blogindlæg blev også trykt i Information 13.5 som nyhedsanalyse. Jeg fungerede i øvrigt som lønnet ordstyrer under konferencen ’Future Greenland’, der var arrangeret af Grønlands Erhverv.

Fredagens topmøde i Arktisk Råd vil være præget af den aktuelle Ukraine-spænding mellem Rusland og de øvrige medlemmer rådet; det arktiske samarbejde er ikke længere isoleret fra det forværrede klima mellem Rusland og vesten.

Udenrigsminister Martin Lidegaard har på sin lange flyrejse til Iqaluit, hovedstaden i det semi-autonome Nunavut stik vest for Grønland, haft god tid til at læse et af de seneste tweets fra den nye formand for Ruslands Arktis-kommission, Dmitrij Rogozin, der sidste weekend bl.a. meddelte at ”Arktis er Ruslands Mecca”.

Rogozin, der provokerede Norge ved at mellemlande på Svalbard uden varsel på vej til en russisk polar-station tæt på Nordpolen, tweetede først en hån mod Norge. Under sin omhyggeligt mediedækkede rejse, hvor også en præst fra den ortodokse russiske kirke deltog, formulerede han dernæst på russisk stats-tv’s kanal 1 et nyt tankevækkende stykke snow-how: ”Sidste år havde vi en historisk genforening med Sevastopol og Krim. I år vil vi præsentere et nyt syn og et nyt kraftfyldt tryk på udviklingen af Arktis. Det handler grundlæggende om det samme”.  (Www.BarentsObserver.com 21.4)

Når Martin Lidegaard, hans grønlandske kollega Vittus Qujaikitsoq og færøernes lagmand Kaj Leo Johannesen fredag lander i Iqaluit må de desuden forholde sig til det faktum, at den russiske udenrigsminister, Sergei Lavrov, for første gang i mere end ti år har valgt at blive væk fra et topmøde i Arktisk Råd. Rusland har i stedet sendt en miljøminister; en neddrosling, der har sat fart i spekulationerne om, hvorvidt det fredelige samarbejde i Arktis nu for alvor bliver forpurret af dønnoingerne fra konflikten i Ukraine.

Danske og andre sikkerhedseksperter har i lang tid fastholdt, at udviklingen af olie, gas, mineraler og sejlruter i det russiske Arktis forudsætter fred og fordragelighed i regionen, og at ledelsen i Kreml derfor ville holde Arktis ude af konflikten med Vesten. Op til topmødet har stadig flere signaler dog udfordret denne analyse. Som Arktis-analytiker Jon Rahbek-Clemmensen fra Dansk Institut for Internationale Studier skrev i en analyse tidligere på ugen: ”Tidligere var både Rusland og de vestlige lande villige til at gå på kompromis for at bevare den gode stemning (…) Ukrainekrisen gør samarbejde sværere og landene mindre kompromisvillige.”

Andre kommentatorer hæfter sig især ved præsident Putins nylige udpegelse af den notorisk stor-talende Dmitrij Rogozin til chef for den russiske Arktis-kommission. Rogozin anses i Europa for en af hovedkræfterne bag destabiliseringen i det østlige Ukraine og er derfor personligt omfattet af EU’s sanktioner mod Rusland. Dertil lægges Rusland øgede militære aktivitet til vands og i det arktiske luftrum og nu Sergei Lavrovs bemærkelsesværdige fravær fra topmødet i Iqaluit.

Den russiske ledelse vil omvendt hævde, at de voksende vanskeligheder for det fredelige samarbejde i Arktis – hvis de for alvor bider sig fast – fremtvinges af provokationer fra vest: Senest har forsvarsministrene fra de fem nordiske lande, som alle er medlemmer af Arktisk Råd, i fællesskab erklæret, at Rusland udgør en trussel mod Europa, og at de derfor vil intensivere deres forsvarssamarbejde. Sverige og Finland gentænker deres forhold til NATO, mens en del af USA’s og EU’s sanktioner mod Rusland er direkte rettet mod de russiske energiselskabers udvikling af nye olie- og gaskilder i Arktis.

Formelt vil Martin Lidegaard og de øvrige ministre i Iqaluit, herunder USA’s udenrigsminister John Kerry, og den russiske mijøminister, der vikarierer for Sergei Lavrov, med stor sandsynlighed fastholde, at Arktis stadig er ’fredens region’, og at samarbejdet fortsætter uhindret af Ukraine-krisen. Man skal dog ikke kradse dybt i lakken for at spore uroen. Heather Conley, Arktis-ekspert ved Washington-tænketanken Center for Strategic and International Studies, sagde eksempelvis forleden ifølge mediehuset Alaska Public Media, at hun havde svært ved at forstå, hvordan USA, der overtager formandsskabet i Arktisk Råd efter mødet i Iqaluit, kan fastholde, at Rusland er en partner i Arktis: “Jeg kæmper med konceptet ‘partner’; jeg ser ekstraordinært aggressive handlinger, tæt-på-sammenstød med civile luftfartøjer, en masse militære øvelser Arktis”, sagde hun. Alaskas repræsentant i det amerikanske senat, Lisa Murkowski, sagde ved same lejlighed, at “zone of peace”-konceptet efter hendes opfattelse kun giver mening, hvis ”begge lande har respekt for hinanden, og Rusland har ikke levet op til det krav”.

”Jeg spekulerer på, om ikke de har udnyttet, at vi har sagt, at vi gerne vil være deres ven og partner i alt dette. Hvis man vil være en partner, må man opføre sig en sådan, ” sagde hun.

Det arktiske samarbejde er dog langt fra aflyst, og meget taler for, at Rusland vil medvirke til at sikre, at grundstammen i samarbejdet består. De arktiske lande, inklusive Rusland, (og de arktiske folk, inklusive det grønlandske), har i de seneste ti år i stærk enighed promoveret Rådet som det centrale multinationale forum for rådslagning om den arktiske udvikling. På den måde har de forhindret, at den arktiske udvikling for alvor er blevet taget op af andre fora – herunder FN. De har gesvindt fastholdt magten over den arktiske udvikling – inklusive udviklingen i Det Arktiske Ocean, der åbner sig i takt med isens forsvinden. De har i hastigt tempo givet Arktisk Råd forstærket politisk indhold, og de arktiske staters forrang i regionen accepteres i dag bredt over hele verden: Kina, Japan, Korea og mange andre har lært at leve med, at de kun kan blive observatører i Arktisk Råd, mens Rusland og de øvrige arktiske stater som de eneste har tale- og stemmeret.

Rusland er mindst ligeså begejstret for denne nye, arktiske orden, som Danmark og de øvrige arktiske stater. Og bag den aktuelle politiske uenighed om Ukraine, knokler Arktisk Råds egentlige bidragsydere: Rådets basale funktion som producent af ny, videnskabelig forskning især om klimaet og miljøet i Arktis er bygget op siden 1996 og grundfæstet i solide, internationale forskernetværk. Det er disse netværk, der udgør det seje kit i organisationen og som vil være med til at sikre kontinuitet i hvert fald et stykke af vejen, selvom spændingerne efter Ukraine vokser.

Martin Lidegaard og de øvrige deltagere på topmødet i Iqaluit vil som på forrige topmøder høre om nye resultater fra Rådets ekspertgrupper; om IMO’s nye internationale sikkerhedsregler for skibsfarten i Arktis, som Arktisk Råd har været medvirkende til at fremelske, om den fælles indsats for at bygge beredskaber til brug mod oliekatastrofer og andre ulykker i de arktiske farvande. USA vil fremlægge formands-planer for styrkelse af Rådets nye permanente sekretariat i Tromsø, for øget indsats for klimaet og måske endda for en regional, bindende aftale om mere systematiske beskyttelse af havmiljøet i Det Arktiske Ocean. Michael Beyers, Canadas førende iagttager af det arktiske samarbejde, anslog forleden i Politiken, at Ukraine-krisen netop nu forstyrrer 20 pct. af det arktiske samarbejde, mens de øvrige 80 pct. fortsætter som vanligt, selvom det i øjeblikket er disharmonierne, der præger overskrifterne.

Dette blogindlæg er i forkortet version bragt som nyhedsanalyse i Information 24.4 2015.

Kim Kielsen, formanden for Naalakkersuisut, det grønlandske selvstyre, har sagt noget vigtigt på et seminar i Japan. I et svar på et spørgsmål fra en japansk deltager slog han fast, at han ikke arbejder på at løsrive Grønland fra Danmark inden for sin egen levetid. Tværtom forklarede Kim Kielsen ifølge referat i den grønlandske ugeavis Sermitsiaq, at det primært er relevant for ungdommen – altså de kommende generationer – hvorvidt Grønland skal ændre på sit forhold til Danmark.

Kim Kielsens departement har ikke offentliggjort noget officielt referat af Kim Kielsens udtalelse, der fandt sted 26. marts og som også omfattede kronprins Frederik og andre honoratiores, men Sermitsiaq medrejsende chefredaktør Poul Krarup rapporterede fra mødet, at ”Kim Kielsen svarede, at alle partier i Grønland er enige om, at der er mange problemer, som skal løses, før der kan blive tale om øget selvstændighed fra Danmark, og han mener, at det først bliver en opgave for ungdommen, som i dag vokser op i Grønland.”

Her til vil mange iagttagere i Grønland og Kim Kielsen selv nok indvende, at det har Kim Kielsen sagt før; at synspunktet ikke er nyt. Kielsen gjorde allerede under valgkampen i Grønland i 2014 klart, at hans fokus er på Grønlands akutte problemer med arbejdsløshed, boligmangel, truende finansunderskud og fattigdom – og ikke på den luftige debat om uafhængighed i en ukendt fremtid eller andre fjerne scenarier. I et interview i Information i januar lød det, at ”Grønlands nye Selvstyreformand Kim Kielsen lægger større vægt på samarbejdet med Danmark end sin forgænger på posten.”

Men bagatellisering af Japan-udtalelsen er unyttig, sådan som den grønlandske presses prioritering også har afspejlet. Kim Kielsens tilfældige bemærkning i Tokyo, der faldt under et besøg, som primært skulle promovere grønlandsk fisk og turisme, røg straks på Sermitsiaqs netudgave, der læses over hele Grønland: ”Uafhængighed af Danmark sat på pause”. Der blev skrevet ledere i begge de grønlandske ugeaviser, og initiativtageren til ’Foreningen Rigsfællesskabet’, den grønlandske skribent Nauja Lynge, har senest indrykket en kronik i Politiken, hvor Kim Kielsen ligefrem roses for sit mod til at ændre den politiske diskurs i Grønland: ”Det kræver format og lederskab at turde stå frem og ændre på det mediebillede, som igennem et par år har præget Grønlands virke (…) I forbindelse med og efter det valg, hvor Aleqa Hammond fik fremmarch, har mediedækningen i Grønland haft øget fokus på selvstændighed og had til Danmark.”

Kim Kielsen bliver nu med andre ord både i Danmark og i den grønlandske debat fremstillet som et egentligt modstykke til sin forgænger, Aleqa Hammond, der gjorde afstandtagen til Danmark og rigsfællesskabet til en kerne i sit politiske projekt. Det afgørende for Christiansborg og andre interesserede i Danmark er derfor nu i hvilket omfang, der er tale om en egentlig kursændring. Under sit korte formandskab fra marts 2013 til september 2014, hvor hun faldt i en bilagsskandale, formåede Aleqa Hammond at presse spørgsmålet om rigsfællesskabets fremtid til helt tops både i Grønland, i Danmark og i udlandet. Hun talte højt om ”uafhængighed i min levetid” – også på internationale konferencer – og hun fik nedsat en forsoningskommission, der skal kulegrave kolonitiden, så grønlænderne kan forsone sig med den omstridte fortid. Hun gik til stålet i et opgør med Helle Thornings regering om magten over den grønlandske uran, og hun talte varmt for at øge det grønlandske sprogs plads i Grønland på bekostning af det danske sprogs nuværende dominans. Aleqa Hammond og hendes flertal i Inatsisartut, det grønlandske parlament, satsede hårdt på udviklingen af Grønlands olie, gas og mineraler i håbet om hurtige indtægter, der kunne mindske Grønlands økonomiske afhængighed af Danmark og dermed trække muligheden for en opløsning af rigsfællesskabets bånd nærmere.

Kim Kielsen var miljøminister i Aleqa Hammonds regering. Han er kernemedlem af Siumut, samme parti som Aleqa Hammond er rundet af. De kommer begge fra den politiske grundstamme, der har domineret det politiske liv på Grønland siden 1970’erne, og de har langt hen ad vejen samme holdning til Grønlands forhold til Danmark: Kim Kielsen mener ligesom Aleqa Hammond, at Grønland en gang i fremtiden bør være en mere selvstændig nation, der organiserer sit samarbejde med Danmark på en anden måde, end samarbejdet i rigsfællesskabet i dag. På trods af de mange avisoverskrifter, hun med fryd genererede, talte Aleqa Hammond ikke for løsrivelse i den forstand, at Grønland efterlods skulle sejle rundt i Nordatlanten løsrevet fra enhver forbindelse til Danmark, NATO osv. Hun forklarede gerne, at Danmark i hendes vision også efter en fremtidig omkalfatring af rigsfællesskabet ville forblive Grønlands altdominerende partner – blot nu i et frivilligt parforhold. Kim Kielsen mener det samme: At Grønland en gang i fremtiden bør indgå i et mere ligeværdigt / frivilligt samarbejde med Danmark end det samarbejde, der i dag er organiseret som et rigsfællesskab baseret på den danske grundlov.

Spurgte man ham, da han var miljøminister i Aleqa Hammonds regering, slog han sig gerne med knytnæve på brystet og sagde: ”Flammen herinde har vi alle sammen. Vi skal være herrer i eget hus. Men vi har forskellige holdninger i vores parti. Jeg vil gerne se, at den unge generation uddannes først, og så må det være om til dem at beslutte, om de er klar. ” Her er den afgørende nuance, som nu er bliver belyst for en bredere offentlighed: Kim Kielsen lader ikke trangen til uafhængighed præge sine forsøg på at løse de aktuelle problemer i Grønland, og han taler stort set ikke om den fremtid, som Aleqa Hammond så bastant forsøgte at gøre nærværende i det politiske værksted. Kim Kielsen tror lige som Aleqa Hammond på olie, gas og mineraler som potentielt væsentlige indtægtskilder for Grønland, men han prioriterer fiskeriet og turismen lige så højt i sin aktuelle politik. Kim Kielsen ærgrer sig ligesom Aleqa Hammond over det danske sprogs dominerende rolle i Grønland, men han navigerer mere tilbageholdende i det kulturelle minefelt. Kim Kielsen har samme indstilling til uran og Grønlands ret til rigdommene i undergrunden som Aleqa Hammond, men han griber diskussionen med Danmark mere gelinde an. Forsoningskommissionen, som Aleqa Hammond fik nedsat, arbejder støt videre under Kim Kielsens regime; faktisk har den nu opbakning fra hele det politiske spektrum i Nuuk.

Så er alting forandret? Nej, men Kim Kielsens lidt tilfældige svar på et spørgsmål i Japan illustrerede et betydningsfuldt stilskifte i Nuuk. Nu venter vi spændt på, hvem han og Siumut vil stille op som folketingskandidat, når Helle Thorning kalder til valg. Aleqa Hammond bliver for tiden nævnt i Nuuk som en mulighed.

Dette blogindlæg er i let redigeret udgave også trykt som nyhedsanalyse i Information 22.4 2015. 

Freden i Arktis skal nu fastholdes af en mand, der anklages for medvirken til destabilisering i Ukraine. Det er i sig selv jo tankevækkende – og så kommer præsident Vladimir Putins udnævnelse af Ruslands tidligere NATO-ambassadør, vicepremierminister Dmitrij Rogozin, til chef for den nye russiske Arktis-kommission i øvrigt på et ganske prekært tidspunkt set fra København.

Dmitrij Rogozin er personligt omfattet af de vestlige sanktioner efter Ukraine; han anses for medvirkende til Ruslands destabilisering af det østlige Ukraine, og det er altså ham, der nu skal overvåge Ruslands indsats i Arktis og rådgive præsidenten og de øvrige ledere i Kreml om udviklingen i regionen.

Her i landet står Forsvarsministeriet netop overfor at skulle aflevere en omfattende analyse af det danske behov for krigsskibe, fly, droner, satellitter og mandskab i Arktis i årene fremover til politikerne på Christiansborg. Analysen ventes i april, hvorefter den skal danne grundlag for politikernes tænkning; regeringens videre Arktis-politik og for de milliard-investeringer, der skal geare det danske forsvar til fremtiden i Arktis: Isen forsvinder; flåden skal patruljere i stadig større havområder rundt om Grønland; russiske og andre fly i luftrummet skal følges mere effektivt, brud på suveræniteten skal kunne afværges, kontrollen af fremmede fiskere skal opgraderes; olieberedskabet skal udbygges, søredningstjenesten skal udbygges osv.

Hele dette billede af fremtiden i Arktis skal nu inkludere Dmitrij Rogozins udnævnelse. Han hører til den militante fløj af Putin-rådgivere; fjernt fra de blødere typer, der har udenrigsminister Lavrov i spidsen, og som hidtil har fået lov at dirigere Ruslands politik i Arktis.

Hvis ikke forsvaret formår at levere et analytisk begavet svar på udnævnelsen, vil Danmarks fremtidige indsats i Arktis vil blive omgærdet af ny forvirring og usikkerhed. Hvis Forsvaret overdriver og fremmaner et for heftigt billede af nye russiske trusler i Arktis, kan Folketinget blive fristet til at investere milliarder i krudt og kugler, som riget ikke har behov for. Forhenværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen har i Berlingske allerede anbefalet nedsættelsen af en ny forsvarskommission på baggrund af den russiske ambassadør Mikhail Vanins bemærkninger forleden om potentielle atomangreb på danske skibe; udnævnelsen af Dmitrij Rogozin lægger sig i samme slipstrøm.

Omvendt, hvis Forsvarets analytikere undervurderer de potentielle nye spændinger i Arktis, risikerer Danmark at stå uden det fornødne materiel, mandskab og intellektuelle beredskab, der skal guide os sikkert igennem eventuelle nedbrud i det samarbejde med russerne og de øvrige arktiske nationer, der hersker i Arktis i dag.

Hvad vil Rusland?

Ruslands-kenderen på Forsvarsakademiet, Jørgen Staun, bidrog i en ny analyse for få siden til vores forståelse af Ruslands interesser i Arktis: Han forklarede bl.a., hvorfor Putin hidtil har ladet den Lavrov-blide fløj i Kreml styre Arktis-politikken. Putin og hans inderkreds har satset hårdt på at udvikle olie, gas, mineraler og nye handelsruter i Arktis. Indtægterne fra Arktis er afgørende for Putins plan for den russiske stormagts genrejsning. I denne strategi er Rusland bedst tjent med fred, samarbejde og økonomisk udvikling i Arktis – uanset, at Rusland i Ukraine, på Krim, i Syrien eller andre steder måtte ligge i voldsom konflikt med Vesten. Jørgen Staun og andre vestlige diplomater og analytikerne har derfor i de seneste måneder fastholdt, at det nok skal lykkes at holde det udmærkede samarbejde i Arktis isoleret fra det igangværende nedbrud i vestens øvrige relationer til Rusland. Udnævnelsen af Dmitrij Rogozin synes nu at udfordre denne analyse.

Samtidig har de vestlige regeringer med USA og EU i spidsen selv ladet de økonomiske sanktioner efter Ukraine ramme Ruslands udvikling i Arktis ganske hårdt. Især er de russiske olie- og gasselskabers samarbejde med vestlige olieselskaber som Shell, Total, ExxonMobile og vestlige finansinstitutioner blevet forstyrret. Adskillige af de store olie- og gasprojekter i det russiske Arktis lider nu betydeligt, og lægger man dertil EU’s seneste bestræbelser på at afvikle afhængigheden af fremtidige gasleverancer fra Rusland, står det klart, at Putins store planer for den arktiske olie og gas i øjeblikket tager sig ret vakkelvorne ud. Aktieanalytikerne advarer i øjeblikket mod enhver investering i Gazprom både på den korte og på den noget længere bane; olien og gassen i det russiske Arktis ligner ikke længere det guldæg, der blev talt så meget om for blot få år siden. Hvilket måske giver en mand som Dmitrij Rogozin helt nye kort på hånden.

Og Nordpolen?

Og er det hele så ikke lidt ligegyldigt? Arktis er jo langt væk? Jo, men Danmark og Grønland har indlysende interesser i at freden i Arktis bevares: Uden regeringernes samarbejde i Arktis Råd, uden de bilaterale samarbejder og de mange uformelle kontakter bliver det i første omgang langt vanskeligere at udvikle f.eks. katastrofeberedskabet til olieulykker, overvågning af luftrummet, fiskerikontrollen, redningstjenester til turister. Det lyder måske banalt, men her er tale om helt essentielle samfundsfunktioner i det moderne Arktis.

Stiger spændingsniveauet i Arktis, får Thulebasen og dens centrale rolle for det vestlige missilskjold pludselig igen forøget politisk betydning, lige som Danmarks og Grønlands værtsskab for basen. Som man kunne læse i Information tirsdag, hører Danmark allerede i den russiske optik til hardlinerne i den vestlige front mod Rusland.

Grønland har hårdt brug for udenlandske investeringer i fiskeriet, mineindustrien, turismen. Uden nye investeringer i Grønland, risikerer grønlænderne en alvorlig udfordring for hele velfærdskonstruktionen ideers land, og politikerne på Christiansborg risikerer at stå med et ubehageligt nedbrud i den grønlandske økonomi, der om få år vil kræve helt nye initiativer fra dansk side. Og de udenlandske investorer, der i forvejen lader vente på sig, vil tøve endnu mere, før de investerer i Grønland, hvis det større politiske samarbejde i regionen smuldrer.

Danmark og Grønland har netop i december 2014 rejst et ambitiøst krav om ejerskab til havbunden ved Nordpolen, der i sidste øjeblik blev udvidet, så det nu rækker hele vejen til den russiske havgrænse. Det officielle Rusland var briefet på forhånd og udsendte en venlig pressemeddelelse om at Rusland ingen indvendinger havde, men i hænderne på en Dmitrij Rogozin eller andre, der i en næste fase af konflikten med vesten måtte ønske en retorisk optrapning i Arktis, kan dette dansk-grønlandske rykind udmærket bruges i en generel optrapning af de verbale udfald mod vesten. Russiske nationalister har i årtier anset store dele af det område, som Danmark-og Grønland kræver i Arktis, for ærke-russisk.

Dette blog indlæg er også optrykt som nyhedsanalyse i  Information 25.3 2015. 

Spillefilmen ’Idealisten’, der har verdenspremiere i Nuuk 19. marts og Danmarkspremiere den 9. april, fortæller historien om en af de mest sigende politiske løgne i nyere dansk historie – og i rigsfællesskabets. Den sparker sig derfor direkte ind i den aktuelle strid om Thule Air Base mellem Danmark, Grønland og USA.

Filmen understreger, hvor væsentlig Grønland og Thule Air Base har været for det dansk-amerikanske militære samarbejde siden 2. verdenskrig – og hvordan flere danske ministre, ikke mindst statsminister H.C. Hansen, i tidens løb har valgt at lyve lige op i ansigtet på offentligheden i både Danmark og Grønland for ikke at forpurre det transatlantiske samarbejde.

USA’s adgang til Grønland var fra første færd et væsentligt dansk bidrag til USA’s og senere NATO’s militære kapacitet – og sådan er det stadigvæk. Det var i Grønland, at USA udstationerede store dele af de atomvåben, der skulle holde Sovjetunionen i skak; de atombevæbnede fly cirklede konstant over Thule Air Base; de fløj rutinemæssigt gennem grønlandsk luftrum, de brugte basen til opbevaring af det fornødne – og H.C. Hansen gav sit tilsagn, selvom han sagde det modsatte til offentligheden. Ingen – eller måske blot den snævreste inderkreds i Danmark – fik noget at vide; officielt tillod Danmark ikke atomvåben på dansk territorium – ej heller i Grønland, hvor der efter alt dømme heller ikke var nogen, der fik kendskab til sandheden, selvom det netop var i Grønland, at løgnens genstand i særhed kunne iagttages. Først efter at et fly med fire brintbomber styrtede ned i Thule i 1968, gik der langsomt hul på bylden.

’Idealisten’, der er instruktøren Christina Rosendahls anden spillefilm, dramatiserer DR-journalisten Poul Brinks årelange arbejde med at afsløre de danske myndigheders hemmelighedskræmmeri og det amerikanske forsvars medvirken til illusionsmageriet under den kolde krigs dybe alvor. Filmen, der har Peter Plauborg og Søren Malling i hovedrollerne, handler i sidste ende om, i hvilket omfang vi i offentligheden – og i hvilket omfang Grønland – kan have tillid til meldinger fra de danske myndigheder, når det drejer sig om Thule Air Base og samarbejdet med USA.

Grønlandsk mistillid

Her kan man for tiden iagttage en ganske markant mistillid mellem København og Nuuk. Sagens substans er simpel: Grønland har netop mistet store årlige indtægter, fordi det amerikanske luftvåben i de næste syv år vil benytte et amerikansk selskab i stedet for det dansk-grønlandske Greenland Contractors til at levere vand, strøm, computere, biler og anden ikke-militær service på Thule Air Base. Basen indgår i dag i USA’s missilskjold og som vigtigt anlæg for den satellitkommunikation, der bl.a. benyttes i jagten på terrorister, og servicekontrakten er mange milliarder værd.

Danmarks udenrigsminister Martin Lidegaard har beklaget sig til sin kollega i USA, John Kerry; Danmarks arktiske ambassadør har ledsaget Vittus Qujaukitsoq, Grønlands udenrigsansvarlige, under klage-møder med Pentagon og State Department i Washington, og Danmark har gjort det klart for den amerikanske ambassadør i København, at Danmark mener, at USA er i færd med at bryde flere klokkerene aftaler om, at Thule Air Base også skal komme Grønland til gode rent økonomisk.

Men lige lidt hjælper det: Den grønlandske mistillid til Danmarks håndtering af denne sag fortsætter. Naalakkersuisut, den grønlandske regering, har følt sig så underforsynet med informationer om Danmarks kontakter med USA, at vrede pressemeddelelser er flydt fra Nuuk; udenrigsministeriet har måtte udarbejde et tre sider langt, pinagtigt detaljeret notat om alle de samtaler og møder, der nogensinde er holdt i sagen:  http://www.ft.dk/samling/20141/almdel/gru/bilag/23/1505080.pdf – og senest blev det grønlandske Folketingsmedlem Johan Lund Olsen stiktosset over, at Martin Lidegaard inviterede Folketingets grønlandsordførere til orientering om sagen uden at invitere grønlænderne. Beskyldningen ligger lige under overfladen: Danmark plejer stadig primært sine egne interesser i forholdet til USA – og Danmarks pres på USA i den aktuelle sag må derfor i højere grad anses for luftfrikadeller end alvor.

Mistilliden har, som ’Idealisten’ fint understreger, rod i et langvarigt og veldokumenteret dansk atomart dobbeltspil i Thule – som i øvrigt lå i forlængelse af den historiske tvangsflytning af de grønlandske Thuleboere i 1953. Men mistilliden finder også næring i den moderne indretning af rigsfællesskabet: Grønland har siden 2005 haft ganske vide, formelle muligheder for at føre udenrigspolitik på alle de områder, Grønland selv administrerer – f.eks. fiskeri, miljø og råstoffer – men når det gælder udenrigs- og sikkerhedspolitikken, herunder det militære samarbejde med USA, sidder Danmark stadig på magten og derfor også på alle de potentielt afgørende informationer.

Det grønlandske embedsværk og politikerne i Nuuk er ikke sikkerheds-clearede til at håndtere samme informationer om kontakten til USA, som deres danske kolleger. Det er muligt, at de danske efterretningstjenester, forsvaret og udenrigsministeriet deler alt af væsentlighed for den aktuelle Thule-sag med Grønland, men Nuuk har ingen garanti for, at det sker – og mistilliden har derfor frugtbar jord at gro i.

Helle Thorning-Schmidt lovede i 2012 den daværende formand for Naalakkersuisut, Kuupik Kleist, et tættere, praktisk samarbejde i det udenrigspolitiske værksted, inklusive en højere grad af sikkerheds-clearing i Nuuk, men sagen gik død, da Kuupik Kleist tabte et valg i Grønland i marts 2013.

Da Poul Brink i 1998 fik Cavlingprisen for sine afsløring af Thule-løgnen, gjorde han det klart, at han ikke anså H. C. Hansen for at være ond; tværtimod fremgår det af ’Idealisten’, at Brink så mange fælles træk mellem ham selv og den afdøde statsminister – men han beskyldte H.C. Hansen for at lade ’bekvemmelighed’ råde, når det gjaldt forholdet til USA: Hellere gøre, hvad USA beder om, end at gøre livet surt ved at holde på principperne. På samme måde hersker der i Nuuk i dag tilsyneladende en hvis tiltro til Danmarks vilje til at slås for Grønlands interesser – men det kniber, når sagen involverer forholdet til USA.

Dette blogindlæg var også optrykt som nyhedsanalyse i Information 16.3 2015. 

Hvad ville man selv synes om at bo syv kilometer fra en af verdens største forekomster af uran, som måske / måske ikke bliver til en stor uranmine? Hvad tænker de 1700 borgere i Narsaq i Sydgrønland, som faktisk står midt i sådan en virkelighed?
Hidtil har vi kun vidst ganske lidt om, hvad Narsaq-borgerne mener, men nu ved vi mere. Hele to danske universitetsstudier er nu gennemført efter feltstudier i Narsaq. Konklusionen er, at befolkningen i Narsaq er splittet. De lokale er splittet mellem dem, der siger ja til minen, og dem, der siger nej; og så er mange splittet indvendig: Det er nemt at blive angst og vred over udsigten til de miljømæssige risici, men det er samtidig svært at sige nej til den udvikling, uranminen måske kan føre med sig til det lille, fattige bysamfund. Eksempelvis lyder det om en ældre (anonymiseret) kvindelig Narsaq-borger: ’Karen har egentlig to holdninger til mineprojektet. På den ene side er hun imod på grund af de eventuelle risici, men på den anden side vil hun ikke stå i vejen for at andre kan få et arbejde, og vil derfor stemme ja, hvis der var en afstemning. ”

Radioaktiv nabo

Kirken, børnehaven, Brugsen og husene i Narsaq ligger netop syv kilometer fra Kvanefjeldet i Sydgrønland, der huser en af verdens største forekomster af uran og sjældne jordarter. Op ad skråningen ligger Sofus Frederiksens berømte fåre- og kvæghold; vigen for foden af fjeldet er kendt for sine ørred, sortebærrene på skråningerne har altid været en skattet del af kosten i Narsaq. Det er her, det australske mineselskab Greenland Minerals and Energy (GME) gerne vil etablere en mine til udvinding af sjældne jordarter og uran. Et flertal i Inatsisartut, det grønlandske parlament, ophævede i 2013 forbuddet mod uranudvinding i Grønland; formanden for det grønlandske parlament, Lars-Emil Johansen er tidligere bestyrelsesformand for GME’s grønlandske selskab, og GME er nu i færd med en række undersøgelser, der skal overbevise Naalakkersuisut, den grønlandske regering, til at sige ja til minen. Projektet skal ifølge grønlandsk lov kunne gennemføres uden uacceptable skader på miljøet og det lokale samfund, og de kontante gevinster – nye jobs, ordrer til lokale underleverandører, skatter og afgifter – skal selvsagt være de medfølgende risici værd. GME arbejder hårdt med PR for at overbevise Narsaq-borgerne om minens værdi, både fordi de lokales holdninger vil spille en afgørende rolle for Nuuk-politikernes ja eller nej, og fordi GME i sidste ende ikke kan operere i stiv, lokal modvind.

Adjunkt, ph.d. Lill Rastad Bjørst fra Aalborg Universitet og antropolog Helene Ahrens Johansen fra Københavns Universitet opholdt sig hver for sig i Narsaq i længere tid i 2013 for at undersøge de lokales holdninger til mineprojektet. De havde forskelligt fokus, men man forstår af begge studier, at borgerne i Narsaq tænker langt længere end til de miljømæssige risici. Som Lill Bjørst skriver: ”Spørgsmålet om udvinding af uran I Grønland bevæger sig hurtigt fra at være et spørgsmål om miljøpåvirkning og sikkerhed til at handle om repræsentation, respekt og Grønlands ret til udvikling”. Helene Johansen støder i Narsaq på de lokales frustration over, at GME nu er ved at få en slags ejerskab til Kvanefjeldet. I Grønland har der altid været kollektivt ejerskab til jorden. Tanken om at grønlandske politikere nu selv uddeler en slags ejerskab til jorden til udenlandske mineselskaber anfægter mange – også i Narsaq. Helene Johansen beskriver, hvordan en arbejdsløs minearbejder, der ellers drømmer om et job i den nye mine og på ingen måde frygter for miljøet, bliver voldsomt irriteret, da han under indsamling af pæne sten til turistsmukker på fjeldet bliver gennet væk af GME’s folk. Han forstår udmærket, at minefolkene blot vil beskytte ham mod de store maskiner, men han bliver alligevel vred: ”De burde vel egentlig bare stoppe med at arbejde, når jeg og andre kommer derop, hvis det er så farligt. Vi har alle ret til at være der”. En anden informant frygter, at det bliver ”ligesom med den danske kolonisering af landet, at vi kommer til at stå på sidelinjen, mens nogle andre bestemmer, hvordan vi skal leve i vores eget land. Den gang kom der firmaer og ville have ressourcer, så kom den danske stat og så skulle vi pludselig leve på en hel anden måde. Så fik vi hjemmestyre og selvstyre og til sidst fik vi rettighederne til undergrunden tilbage, men nu sælger vi så ud af disse rettigheder igen. Historien kommer til at gentage sig selv, og det grønlandske folk bliver endnu engang tilskuere i deres eget land”.

Stærke tænder

De to studier viser, at udsigten til uranudvinding ikke i sig selv får borgerne i Narsaq til at skrige i protest. Helene Johansen siger det lige ud: ”Når jeg spurgte borgerne om deres mening om selve udvinding af uran, forklarede de fleste mig, at de ikke var særlig bekymrede for uran”. Lill Bjørst er helt på linje: ”På trods af de grønlandske mediers stærke retorik om ‘for eller imod uran’ var det ret svært at finde nogen i Narsaq som var totalt imod etableringen af minen. ” Mange i Narsaq var i 2013 til gengæld stærkt urolige over store ophobninger af giftige radon-dampe i den lokale skole og deres egne hjem, og udsigten til en uranmine skubbede derfor til en ophobning af eksisterende uro. De lokale var også angst for, at det høje indhold af fluor i det lokale drikkevand, der siges at give Narsaq-borgene ekstra stærke tænder, nu med minen vil vokse til langt over faregrænsen. Men den samlede uro overskyggede altså endnu i 2013 ikke helt drømmene om job, udvikling og nye indtægter til Narsaq. Mange i byen husker Narsaqs storhedstid i 1960’erne, hvor et pulserende fiskeri, en fiskefabrik og flere andre krafcentre skabte liv og glade dage, og GME’s planer har bragt nyt håb – som så igen modereres, når udenbys NGO’er truer med, at hele byen må flyttes.
Ingen af de to studier har karakter af egentlige meningsmålinger. Tværtimod giver de begge det klare indtryk, at et firkantet spørgsmål om ‘ja eller nej’ ikke ville give meget mening. Som Lill Bjørst skriver: “Jeg fik det generelle indtryk, at de lokale borgere i Narsaq, som ikke var tilknyttet NGO’er eller politiske partier, stadig i juni 2013 var i gang med den delikate proces at finde ud af, hvad de egentlig selv mente. ” Ingen nyere undersøgelser har sandsynliggjort, at situationen i Narsaq i dag skulle væsentlig forandret.

Antropolog Helene Ahrens Johansens kandidatspeciale: ”For foden af et radioaktivt fjeld’. https://www.martinbreum.dk/specialer-m-v
Ph.d., adjunkt Lill Rastad Bjørst: ‘Arctic Resource Dilemmas: Tolerance Talk and the Mining of Greenland’s Uranium’. Publiceres i 2015 via McGill-Queen’s University Press.

Dette blogindlæg er også trykt som nyhedsanalyse i Information 9. marts.

Grønland har tabt en milliard-kontrakt på Thule Air Base, og Nuuk hævder nu – med forsigtig dansk støtte – at USA er moralsk og politisk forpligtet til at udvirke et klækkeligt plaster på såret.

Den ansvarlige for Grønlands udenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq, fløj i weekenden fra Nuuk via København til Washington for i dag mandag 23.2 at indlede næste fase af kampen om Thule Air Base og Grønlands økonomiske udbytte af den. Qujaukitsoq skal mødes med højtstående officials i State Department og Pentagon – i øvrigt i selskab med bl.a. Danmarks arktiske ambassadør, Erik Vilstrup Lorentzen.

Vittus Qujaukitsoq er søn af Uusaqqak Qujaukitsoq – en vigtigt detalje, hvis man vil forstå de næste faser.

Uusaqqak Qujaukitsoq var blandt de 116 Thuleboere, der i maj 1953 blev tvangsflyttet fra Thuleområdet, fordi Thulebasen skulle udvides. Senere blev han formand for den gruppe af Thuleboerne, der førte sag mod Danmark. Gruppen vandt: De fik penge, en lufthavn og en formel undskyldning af Poul Nyrup Rasmussen, men tvangsflytningen er Grønland aldrig kommet sig over. Vittus Qujaukitsoq, der er født i Qaanaaq, har således været indblandet i striden hele sit liv, og han kender hver en kontroversiel detalje af historien om USA’s, Danmarks og Grønlands samarbejde i Grønland – eller mangel på samme.

I den aktuelle strid har Grønland tabt første runde: US Air Force udskiftede sidste år det dansk-grønlandske selskab Greenland Contractors med den amerikanske koncern Vectrus som leverandør af elektricitet, vand, køretøjer, håndværkere, computere og anden ikke-militær servicering af Thule Air Base, og i sidste uge afviste det amerikanske Government Accountability Office (GAO) alle klager over udbudsproceduren.

I Nuuk prøver man at få overblik over katastrofen: Grønland har hidtil – med store udsving – tjent cirka 60 mill. årligt som medejer af Greenland Contractors. De penge er tabt. Vælger Vectrus’ danske aflægger, Exelis Services, at skifte de godt 300 civilt ansatte danskere og grønlændere på basen ud med amerikanere (der ikke vil være skattepligtige i Grønland), kan Grønlands totale tab i værste fald på sigt løbe op i 200 mill. årligt – eller ti procent af landskassens skatteindtægter. Det er hårrejsende udsigter, og i Nuuk koger det politiske værksted.

Vittus Qujaukitsoqs politiske chef, landsstyreformand Kim Kielsen, luftede allerede i januar et forslag om, at USA fremover må betale husleje på Thulebasen. Det gjorde han under et pressemøde med Helle Thorning-Schmidt, der ikke modsagde ham, selvom de begge må vide, at USA ikke betaler base-leje i NATO-lande.

Forsigtig dansk støtte

Tre forhold er vigtige nu: Thulebasen er helt central for det amerikanske forsvar. Den store radar et par kilometer fra selve flybasen indgår i USA’s missilforsvar, og satellit-tracking-stationen tæt på flybasen indgår – som Jyllands-Posten netop har dokumenteret – bl.a. i USA’s sporing af terrorister kloden rundt. USA har brug for ro om faciliteterne i Thule, der jævnligt opgraderes i en proces, som formelt kræver både Danmarks og Grønlands velvilje.

For det andet understreger GAO i sin afvisning af klagerne i sagen, at GAO ikke har taget stilling til de politiske forpligtelser, den amerikanske regering måtte have pådraget sig i Grønland. Vittus Qujaikitsoq kan derfor slå på, at USA netop i politiske aftaler med Danmark og Grønland har lovet at sikre, at Grønland får en synlig gevinst af samarbejdet. Danmarks udenrigsminister, Martin Lidegaard, forsøgte allerede under et besøg i Washington i sidste uge at forklare, at USA politisk har forpligtet sig til at sikre Grønlands udbytte. Senest i 2004, hvor Danmark, Grønland og USA med den såkaldte Igaliku-aftale udvidede Forsvarsaftalen fra 1951, der gav USA adgang til at drive Thulebasen. I Igaliku-aftalen lyder det, at et ”bredt økonomisk og teknisk samarbejde (vil) blive etableret mellem Amerikas Forenede Stater og Grønland, omfattende samarbejde om bl.a. forskning, teknologi og energi, miljøspørgsmål, uddannelse, udvikling, turisme, lufttrafikplanlægning og handel. ”

Denne aftale har i grønlændernes øjne ført meget lidt med sig, og med tabet af Thule-kontrakten bliver utilfredsheden selvsagt større. Nuuk er som antydet drevet af årtiers utålmodighed, der bygger på en række historiske forløb – tvangsflytningen af Thuleboerne i 1953, et nedstyrtet atombevæbnet militærfly i 1968, rygterne om radioaktiv forurening ved USA’s mislykkede missil-base under indlandsisen, offentliggørelsen i 1995 af statsminister H.C. Hansens hemmelige accept af USA’s atombevæbning af Thule, historien om CIA’s uanmeldte brug af grønlandsk luftrum under transport af terrormistænkte m.m.

For det tredje støtter Danmark det grønlandske ønske om kompensation – men forsigtigt. Martin Lidegaard bearbejder ifølge ham selv stadig sin amerikanske kollega, John Kerry, men det er uklart, hvad han præcist argumenterer for. US Air Force kan teoretisk set stadig skifte mening og vælge et dansk-grønlandsk selskab; det er endnu Greenland Contractors, der servicerer Thule Air Base, men Martin Lidegaard har mere end antydet, at han gerne siger tak til mindre løsninger: En eller anden kompensation til Grønland som plaster på såret. Hans ønske er dog modereret af den stadig gældende danske holdning, at USA’s adgang til at drive Thule Air Base ikke alene bør ses som en malkeko, der skal give udbytte til Grønland, men også som et dansk-grønlandsk bidrag til selve NATO-samarbejdet.

Både Martin Lidegaard og Vittus Qujaukitsoq opfatter efter alt at dømme servicekontrakten som tabt. Den diplomatiske og politiske indsats gælder nu en endnu udefineret form for kompensation til Grønland. Der er ingen garanti for, at indsatsen vil lykkes, og det er et helt åbent spørgsmål, hvor stor en kompensation, Washington i givet fald vil finde passende.

Kontrakten for de næste syv års servicering af basen lyder på cirka 2,3 mia. kroner. Exelis fastholder, at selskabet fortsat vil benytte danske og grønlandske håndværkere, der betaler skat i Grønland, men det er sandsynligt, at antallet af medarbejdere på basen vil falde. Eller måske skifter Exelis til billigere hænder fra USA, som ikke vil være skattepligtige i Grønland.

Vittus Qujaukitsoq vil derfor i dag givetvis lægge hele den potentielle, økonomiske katastrofe for amerikanernes fødder og spørge, hvad de vil gøre ved den – ligesom Martin Lidegaard, forsigtigt, allerede har gjort.

Amerikanerne har hidtil holdt sig til juraen, og her ligger Danmark og Grønland tilsyneladende som de har redt. Udbudsproceduren for servicekontrakten blev på dansk foranledning ændret i 2013, og embedsmænd i både København og Nuuk har godkendt de forslag til ny procedure, som Danmark bad amerikanerne om at udarbejde. Desuden har Greenland Contractors, ejet af hhv. Grønlands Selvstyre og entreprenørkoncernen MTHøjgaard, taget sig så klækkeligt betalt for servicering af basen, at det ifølge Børsen gav et årligt overskud på 25 procent, og ingen i Nuuk eller København slog alarm, før U.S. Air Force sidste år satte en stopper for løjerne og bad Vectrus løse opgaven.

Denne analyse er i let redigeret format bragt i Information 23.2 2015.