pornjk.com tube600.com xpornplease.com redtube.social porn600.me porn800.me watchfreepornsex.com tube300.me
Browse artikler skrevet af..

admin

blog

Grønland stiller usikkert krav om kompensation fra USA efter kæmpetab i Thule

februar 23, 2015 • Af

Grønland har tabt en milliard-kontrakt på Thule Air Base, og Nuuk hævder nu – med forsigtig dansk støtte – at USA er moralsk og politisk forpligtet til at udvirke et klækkeligt plaster på såret.

Den ansvarlige for Grønlands udenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq, fløj i weekenden fra Nuuk via København til Washington for i dag mandag 23.2 at indlede næste fase af kampen om Thule Air Base og Grønlands økonomiske udbytte af den. Qujaukitsoq skal mødes med højtstående officials i State Department og Pentagon – i øvrigt i selskab med bl.a. Danmarks arktiske ambassadør, Erik Vilstrup Lorentzen.

Vittus Qujaukitsoq er søn af Uusaqqak Qujaukitsoq – en vigtigt detalje, hvis man vil forstå de næste faser.

Uusaqqak Qujaukitsoq var blandt de 116 Thuleboere, der i maj 1953 blev tvangsflyttet fra Thuleområdet, fordi Thulebasen skulle udvides. Senere blev han formand for den gruppe af Thuleboerne, der førte sag mod Danmark. Gruppen vandt: De fik penge, en lufthavn og en formel undskyldning af Poul Nyrup Rasmussen, men tvangsflytningen er Grønland aldrig kommet sig over. Vittus Qujaukitsoq, der er født i Qaanaaq, har således været indblandet i striden hele sit liv, og han kender hver en kontroversiel detalje af historien om USA’s, Danmarks og Grønlands samarbejde i Grønland – eller mangel på samme.

I den aktuelle strid har Grønland tabt første runde: US Air Force udskiftede sidste år det dansk-grønlandske selskab Greenland Contractors med den amerikanske koncern Vectrus som leverandør af elektricitet, vand, køretøjer, håndværkere, computere og anden ikke-militær servicering af Thule Air Base, og i sidste uge afviste det amerikanske Government Accountability Office (GAO) alle klager over udbudsproceduren.

I Nuuk prøver man at få overblik over katastrofen: Grønland har hidtil – med store udsving – tjent cirka 60 mill. årligt som medejer af Greenland Contractors. De penge er tabt. Vælger Vectrus’ danske aflægger, Exelis Services, at skifte de godt 300 civilt ansatte danskere og grønlændere på basen ud med amerikanere (der ikke vil være skattepligtige i Grønland), kan Grønlands totale tab i værste fald på sigt løbe op i 200 mill. årligt – eller ti procent af landskassens skatteindtægter. Det er hårrejsende udsigter, og i Nuuk koger det politiske værksted.

Vittus Qujaukitsoqs politiske chef, landsstyreformand Kim Kielsen, luftede allerede i januar et forslag om, at USA fremover må betale husleje på Thulebasen. Det gjorde han under et pressemøde med Helle Thorning-Schmidt, der ikke modsagde ham, selvom de begge må vide, at USA ikke betaler base-leje i NATO-lande.

Forsigtig dansk støtte

Tre forhold er vigtige nu: Thulebasen er helt central for det amerikanske forsvar. Den store radar et par kilometer fra selve flybasen indgår i USA’s missilforsvar, og satellit-tracking-stationen tæt på flybasen indgår – som Jyllands-Posten netop har dokumenteret – bl.a. i USA’s sporing af terrorister kloden rundt. USA har brug for ro om faciliteterne i Thule, der jævnligt opgraderes i en proces, som formelt kræver både Danmarks og Grønlands velvilje.

For det andet understreger GAO i sin afvisning af klagerne i sagen, at GAO ikke har taget stilling til de politiske forpligtelser, den amerikanske regering måtte have pådraget sig i Grønland. Vittus Qujaikitsoq kan derfor slå på, at USA netop i politiske aftaler med Danmark og Grønland har lovet at sikre, at Grønland får en synlig gevinst af samarbejdet. Danmarks udenrigsminister, Martin Lidegaard, forsøgte allerede under et besøg i Washington i sidste uge at forklare, at USA politisk har forpligtet sig til at sikre Grønlands udbytte. Senest i 2004, hvor Danmark, Grønland og USA med den såkaldte Igaliku-aftale udvidede Forsvarsaftalen fra 1951, der gav USA adgang til at drive Thulebasen. I Igaliku-aftalen lyder det, at et ”bredt økonomisk og teknisk samarbejde (vil) blive etableret mellem Amerikas Forenede Stater og Grønland, omfattende samarbejde om bl.a. forskning, teknologi og energi, miljøspørgsmål, uddannelse, udvikling, turisme, lufttrafikplanlægning og handel. ”

Denne aftale har i grønlændernes øjne ført meget lidt med sig, og med tabet af Thule-kontrakten bliver utilfredsheden selvsagt større. Nuuk er som antydet drevet af årtiers utålmodighed, der bygger på en række historiske forløb – tvangsflytningen af Thuleboerne i 1953, et nedstyrtet atombevæbnet militærfly i 1968, rygterne om radioaktiv forurening ved USA’s mislykkede missil-base under indlandsisen, offentliggørelsen i 1995 af statsminister H.C. Hansens hemmelige accept af USA’s atombevæbning af Thule, historien om CIA’s uanmeldte brug af grønlandsk luftrum under transport af terrormistænkte m.m.

For det tredje støtter Danmark det grønlandske ønske om kompensation – men forsigtigt. Martin Lidegaard bearbejder ifølge ham selv stadig sin amerikanske kollega, John Kerry, men det er uklart, hvad han præcist argumenterer for. US Air Force kan teoretisk set stadig skifte mening og vælge et dansk-grønlandsk selskab; det er endnu Greenland Contractors, der servicerer Thule Air Base, men Martin Lidegaard har mere end antydet, at han gerne siger tak til mindre løsninger: En eller anden kompensation til Grønland som plaster på såret. Hans ønske er dog modereret af den stadig gældende danske holdning, at USA’s adgang til at drive Thule Air Base ikke alene bør ses som en malkeko, der skal give udbytte til Grønland, men også som et dansk-grønlandsk bidrag til selve NATO-samarbejdet.

Både Martin Lidegaard og Vittus Qujaukitsoq opfatter efter alt at dømme servicekontrakten som tabt. Den diplomatiske og politiske indsats gælder nu en endnu udefineret form for kompensation til Grønland. Der er ingen garanti for, at indsatsen vil lykkes, og det er et helt åbent spørgsmål, hvor stor en kompensation, Washington i givet fald vil finde passende.

Kontrakten for de næste syv års servicering af basen lyder på cirka 2,3 mia. kroner. Exelis fastholder, at selskabet fortsat vil benytte danske og grønlandske håndværkere, der betaler skat i Grønland, men det er sandsynligt, at antallet af medarbejdere på basen vil falde. Eller måske skifter Exelis til billigere hænder fra USA, som ikke vil være skattepligtige i Grønland.

Vittus Qujaukitsoq vil derfor i dag givetvis lægge hele den potentielle, økonomiske katastrofe for amerikanernes fødder og spørge, hvad de vil gøre ved den – ligesom Martin Lidegaard, forsigtigt, allerede har gjort.

Amerikanerne har hidtil holdt sig til juraen, og her ligger Danmark og Grønland tilsyneladende som de har redt. Udbudsproceduren for servicekontrakten blev på dansk foranledning ændret i 2013, og embedsmænd i både København og Nuuk har godkendt de forslag til ny procedure, som Danmark bad amerikanerne om at udarbejde. Desuden har Greenland Contractors, ejet af hhv. Grønlands Selvstyre og entreprenørkoncernen MTHøjgaard, taget sig så klækkeligt betalt for servicering af basen, at det ifølge Børsen gav et årligt overskud på 25 procent, og ingen i Nuuk eller København slog alarm, før U.S. Air Force sidste år satte en stopper for løjerne og bad Vectrus løse opgaven.

Denne analyse er i let redigeret format bragt i Information 23.2 2015. 

 


blog

Martin Lidegaard i Thule-klemme mellem Grønland og USA

januar 29, 2015 • Af

Udenrigsminister Martin Lidegaards problem med Thule-basen vokser i disse dage – men måske kan han hente hjælp i den større, arktiske logik.

Sagen tog en bemærkelsesværdigt drejning, da et flertal i Folketinget fredag i sidste uge opfordrede regeringen til at sikre, at Grønland igen får maksimalt udbytte af Thulebasen. Problemet er akut: Som Informations læsere vil vide, frygter Grønland at miste mere end 100 mill. kroner i årlige indtægter, fordi US Air Force har valgt et amerikansk firma til at servicere Thule-basen i stedet for Greenland Contractors, der har haft opgaven i flere årtier.

Regeringens sidder – som tidligere regeringer siden 2. verdenskrig – i en stram klemme. Danmark skal på den ene side håndtere nye amerikanske ønsker til brugen af Thule-basen og på den anden grønlændernes altid ulmende følelse af, at de ikke får et rimeligt udbytte af Danmarks og USA’s samarbejde om Thule Air Base.

Regeringen ved, at USA i sidste ende vil gøre med basen præcis, hvad det amerikanske forsvar finder nødvendigt, og samtidig har den nu indset, at de grønlandske politikere ikke vil sidde det mulige tab af store indtægter overhørige; 100 mill. er en uhyre sum i Grønland. Thulebasen hører fortsat til de fire-fem vigtigste radar- og satellitanlæg i det amerikanske forsvar, og den bliver stadig vigtigere. Samtidig understreger de historiske aftaler mellem USA, Danmark og Grønland, seneste den såkaldte Igaliku-aftale fra 2004, at Grønland skal have størst mulig gavn af basen.

Opgaven med at servicere Thule Air Base har i fem årtier ligget hos Greenland Contractors – ejet af hhv. det grønlandske selvstyre og entreprenørkoncernen MT Højgaard. Greenland Contractors har leveret alt ikke-militært mandskab til basen, biler, entreprenørudstyr, reservedele, byggematerialer osv. Det har skaffet store skatteindtægter til den grønlandske landskasse; flere hundrede grønlændere har haft job på Thulebasen. Greenland Contractors m.fl. har klaget over tilbudsproceduren; der ventes afgørelse fra et amerikansk klagenævn sidst i februar, men det er ikke sikkert, at afgørelsen falder ud til Grønlands fordel. I øvrigt er problemet ikke af juridisk art, men politisk.

Ved afstemningen i Folketinget fredag stemte Socialdemokraterne og de radikale sammen med resten af Folketinget (minus Dansk Folkeparti). Regeringen fik en klar opfordring: Sørg for at USA får US Air Force til at skifte mening, sådan at servicering af Thule Air Base tilfalder et selskab i det danske kongerige, og Grønland får sit. Udenrigsminister Lidegaards embedsmænd havde forhåndsgodkendt den tekst, Folketinget stemte om, og regeringen kan nu bruge Folketingets pres i begge retninger: Afstemningen har givet grønlænderne fornyet tro på, at Danmark arbejder seriøst på sagen, og det klare flertal i Folketinget vil hjælpe med at illustrere for USA, at sagen næppe går væk af sig selv. En løsning må findes.

 

Admiral Papp

 

Grønland, Danmark, og de involverede virksomheder skændes nu om selskabsjura og om, hvorvidt de danske diplomater har sovet i timen – men måske kan Martin Lidegaard finde håb i en anden dynamik.

Amerikanere overtager til april formandskabet for Arktisk Råd. Det betyder, at amerikanske diplomater og politikere i disse måneder forsøger at bane vej for fornyet amerikansk indflydelse i det arktiske samarbejde. USA har i en årrække været en lidt inaktiv spiller i den arktiske kreds af nationer, hvor Rusland til gengæld har vundet stor indflydelse, og USA synes at have taget formandsskabet i Arktisk Råd til sig. Præsident Obama har udpeget en US Special Representative for the Arctic. Obama har netop udstedt dekret om, at den amerikanske indsats i Arktisk fremover skal koordineres mere aktivt  (se http://barentsobserver.com/en/arctic/2015/01/obama-issues-executive-order-better-coordinate-arctic-28-01) , og den amerikanske flåde, den amerikanske kystsvagt, State Department, tænketanke og miljøorganisationer har fattet håb om en ny start i USA’s arktiske engagement – og de ved alle, at USA ikke kommer langt i Arktis Råd uden et lydefrit samarbejde med de oprindelige folk i Arktis.

Da den nye US Special Representative, admiral Robert J. Papp, gæstede København i sidste uge, var hans eneste offentlige optræden da også henlagt til netop det Det grønlandske Hus i Løvstræde. Her mødtes han med bl.a. Grønlands nye udenrigsminister Vittus Qujaukitsoq og lyttede til lederen af den grønlandske opposition, Sara Olsvig. Det sidste USA har brug for i Arktis netop nu er en højt profileret konflikt med hele det grønlandske folk. Samarbejdet mellem de arktiske regeringer og de arktiske folkeslag er et næsten helligt element i Arktisk Råd. Der træffes ingen beslutninger i rådet uden de arktiske folkeslags accept, og Grønland har hele to indgange: Som fast del af Kongeriget Danmarks forhandlingshold og som en del af ICC, Inuit Circumpolar Council, inuitsamfundenes fælles organ. Thulebasen er ikke formelt et emne for Arktisk Råd, men under sine møder i København blev admiral Papp alligevel oplyst om Thule-konflikten. Han har givetvis lugtet lunten: Hvis USA fremstår som døv og blind over for grønlændernes ønsker om blot at få lov at være viceværter på basen i deres eget land, kan de næste to års amerikanske formandsskab for Arktisk Råd blive unødvendigt sure. Papp’s folk vil genkalde sig, hvordan den forrige grønlandske regering under Aleqa Hammond helt uventet boykottede Arktisk Råd og et topmøde i maj 2014, selvom både USA’s og Ruslands udenrigsminister deltog – alene fordi Aleqa Hammond frygtede, at Grønlands indflydelse i rådet var ved at blive udvandet.

Den nye regering i Grønland er mere pragmatisk, men følelsen af, at USA gør sig skyld i et eklatant aftalebrud ved at hyre et datterselskab af et amerikansk firma til at service Thulebasen, deles af hele det politiske parnas i Nuuk. En del af det diplomatiske system i USA vil alene af denne grund formentlig dele Martin Lidegaards ønske om en hurtig udgang på miseren.

Enkel er sagen dog langt fra. Exelis Services i Hellerup, der nu har fået kontrakten til 2,4 milliarder kroner for de næste syv års servicering af Thule Air Base, er muligvis valgt som ny leverandør, ikke bare fordi selskabet var langt billigere end Greenland Contractors, men også fordi selskabet, oven i de mere banale serviceydelser kan levere en helt anden klasse af militærteknologiske tjenester, end MT Højgaard og de grønlandske håndværkere nogensinde vil komme i nærheden af. Exelis Services er et til lejligheden oprettet datterselskab af den amerikanske koncern Vectrus, der flere steder på kloden bl.a. forsyner det amerikanske forsvar med ekspertise og teknologi til global intelligence, surveillance and reconnaissance systems, network communication og integrated electronic warfare. Alt det vil kunne indgå i en opgradering af Thulebasen, så den bedre matcher USA’s aktuelle sikkerhedspolitiske udfordringer.

Dette blogindlæg optrådte i næsten samme form i Information 29. januar 2015. 

 


blog

Arktis skal genrejse Rusland som stormagt

januar 25, 2015 • Af

Udviklingen af det russiske Arktis skal genrejse Rusland som en af klodens mægtigste nationer. Olie, gas, mineraler; nye militære muskler til vands, til lands og i luften; nye sejlruter fra Asien til Europa; alt sammen indgår det i en ambitiøs strategi, der skal sikre Ruslands position som en uomgængelig stormagt.

Sammenhængen fremgår af en ny analyse af Ruslands strategi for Arktis, som Forsvarsakademiet offentliggør i morgen tirsdag. Den underbygger den forståelse, forsvarets efterretningstjeneste (FE) tidligere er nået frem til: Den russiske militære opbygning i Arktis udspringer af en større plan, der over en kort årrække skal forvandle Ruslands arktiske hav- og landområder til selve fundamentet for den russiske stormagt langt ind i fremtiden. Præsident Putin og hans stadig snævrere inderkreds vurderer, at fred og samarbejde med de øvrige arktiske nationer, herunder Danmark/Grønland, indtil videre er den mest fordelagtige kurs for Rusland, men det kan ændre sig: ”Selvom Arktis har et godt og sikkert brand som en zone præget af fred og samarbejde, er området altså på længere sigt ikke immunt over for en forværring af forholdet mellem Rusland og Vesten”, hedder det bl.a.

Analysen anskueliggør, hvorfor vi ikke længere kan betragte Arktis som periferi på verdenskortet. Arktis spiller en central rolle for den geopolitiske udvikling – her illustreret i det russiske Arktis. Forfatteren til analysen, ph.d. Jørgen Staun, beskriver nøje, hvordan en pragmatisk fløj omkring udenrigsminister Sergei Lavrov længe har fået lov at tegne Ruslands politik i Arktis, men også hvordan magten reelt nu samles i hænderne på mere hårdkogte strateger fra energi og sikkerhedsapparatet tæt på præsident Putin.

Ruslands primære fokus i Arktis knytter sig ifølge Staun til olie- og gas. Det gælder om ”at udnytte det formodede væld af olie og gas ressourcer i undergrunden, for derigennem at sikre fortsættelsen af genrejsningen af Ruslands stormagtsposition, når kapaciteten i energifelterne i Sibirien langsomt mindskes – hvilket det russiske energiministerium forventer sker et sted mellem 2015 og 2030.” Den strategiske pointe er, at ”det internationale system ikke skal være domineret af supermagten USA, men i stedet skal være et multipolært system, hvor regionale stormagter som Kina, Indien, Brasilien – og Rusland – har deres egen interessesfære, som USA og EU skal blande sig udenom. Således er ideen om, at Rusland skal være en stormagt, og at landet ellers ingenting er, et centralt og blivende element i den russiske politiske selvforståelse”. Det er i det lys, at danske analytikere i øjeblikket ser den russiske militære opbygning i Arktis; indsættelsen af en russisk arktisk brigade i december, genåbningen af en base tæt på den finske grænse og af flybaser og havne langs den russiske nordkyst, de nye atombevæbnede ubåde i Murmansk, nye ordrer på isbrydere.

Den ny analyse offentliggøres kort før, at Forsvarsministeriet barsler med et forslag til ny strategi for det danske forsvars indsats i Arktis – i det grønlandske og færøske farvande, til lands og i luften. Forslaget ventes færdigt til april, hvorefter det vil indgå i Folketingets forhandlinger om det næste forsvarsforlig: Hvor mange og hvor stærke krigsskibe skal vi bruge i Grønland og omegn? Hvilke radarsystemer, fly, satellitter og hundepatrujler er de rette i fremtiden? Politikerne vil efterlyse svar på i hvert fald to spørgsmål: Hvad vil russerne – og hvordan indretter vi det danske forsvar i Arktis, så det svarer dertil? Og i hvilket omfang vil konflikten i Ukraine forstyrre det fredelige samarbejde i Arktis?

Jørgen Staun svarer ikke direkte, men får til gengæld illustreret, hvordan EU’s og USA’s sanktioner mod Rusland allerede nu forstyrrer Ruslands arktiske ambitioner. En del af sanktionerne sigter direkte på at umuliggøre de russiske olie- og gasprojekter i Arktis, og de betyder nu, at de russiske energiselskaber ikke som planlagt kan gøre brug af Shells, Statoils og andre vestelige olieselskabers helt nødvendige teknologi og knowhow. Shell trak sig fornylig ud af et omfattende samarbejde om udvikling af skifergas med det russiske Gazprom Neft; sanktionerne indskrænker også de russiske selskabers mulighed for at låne i vestlige banker, hvilket gør det hele dyrere og mere besværligt. Flere projekter er allerede forsinkede, afblæst eller underfinansierede – og olieprisen ligger i øvrigt historisk lavt, så lysten til at investere mindskes. Når Vestens sanktioner rammer den russiske olie- og gas i Arktis, rammer de derfor i forvejen smertefuldt punkt i de russiske ambitioner.

Ny-Sibirien

Imens fortsætter den russiske investering i Arktis – tag f.eks. et kig på de Ny-sibiriske Øer mod øst over Sibirien. Den russiske flådes gen-indtagelse af disse uhyre fjerntliggende øer beskrives netop nu glimrende på http://cryopolitics.com/, hvor den canadiske sikkerhedsekspert Rob Huebert også citeres. Han har længe opfordret de arktiske stater til at indlede forhandlinger om den militære opbygning i Arktis, så risikoen for fremtidige spændinger mindskes.

 Dette blogindlæg optræder også i let redigeret form som nyhedsanalyse i dagbladet Information mandag den 26. januar. 

 

 

 

 

 

 

 


blog

Thulebasen spøger igen

januar 15, 2015 • Af

Den ny formand for Naalakkersuisut, den grønlandske regering, Kim Kielsen, leverede en enkelt kontant nyhed under sit nys overståede første besøg som formand i København. Under et pressemøde med Helle Thorning Schmidt på Christiansborg blev det klart, at de to forinden havde diskuteret, hvorvidt Grønland kan søge kompensation eller ligefrem forlange ’husleje’ af Thulebasen, som amerikanerne siden 1950’erne har drevet uden at betale leje for det betragtelige stykke land, flybasen med tilhørende satellitstation og radarstation optager.

Problemet er, at US Air Force, der driver Thulebasen, i oktober 2014 undlod at forny en aftale til cirka 2,5 mia. kr. om de kommende ti års servicering og vedligeholdelse af basen med selskabet Greenland Contractors I/S, der er ejet af det grønlandske selvstyre og den danske entreprenørkoncern MT Højgaard. I stedet skrev USAF kontrakt med Exelis Services A/S; et skuffeselskab i Hellerup, ejet af den amerikanske koncern Vectrus, der er kendt som leverandør af højteknologiske militære konsulenttjenester, kompliceret militærteknologi m.v. Vectrus hed tidligere ITT og har blandt meget andet i årtier drevet et ’Deep Space Network’ til kommunikation med bl.a. de amerikanske rummissioner Apollo, Voyager m.fl.

Kim Kielsen opgjorde på pressemødet i statsministeriet Grønlands tab ved USAF’s skifte af leverandør til cirka 100 millioner kroner i årlige indtægter. Tabet er formentlig større, hvis man medregner de afledte tab af underleverancer, dagpenge til nye ledige osv.

Det er fortsat tåget, om USAF’s skifte af leverandør alene skyldes, at Vectrus’ tilbød af servicere Thulebasen for mindre end det halve af det, Greenland Contractors forlangte. Hverken Kim Kielsen eller statsministeren svarede, da en journalist fra Nordjyske luftede teorien om, at USAF’s skift af leverandør skyldes et ønske om at få Vectrus’ militærteknologiske ekspertise med i købet. Kræfter i Kim Kielsens bagland undersøger i øjeblikket, om USAF i det skjulte er i færd med endnu en opgradering af Thulebasens militære funktioner, så basen i højere grad kan anvendes til indsatser i rummet. I givet fald bliver leverandørskiftet pludselig langt mere forståeligt – og langt mere kontroversielt. De grundlæggende aftaler mellem Danmark, Grønland og USA om Thulebasen fra hhv. 1951 og 1962 indeholder en klausul om, at basen så vidt muligt skal gøre brug af leverancer fra danske og grønlandske selskaber; derfor Vectrus’ skuffeselskab i Hellerup. Greenland Contractors har siden 1970’erne fornyet kontrakten med USAF hvert tiende år og i perioden leveret, hvad basen har haft behov for af ikke-militær arbejdskraft, biler, entreprenørudstyr, reservedele og byggematerialer, fødevarer, sikkerhedsudstyr, it-udstyr osv., men sidste år var det altså slut.

Selskaberne bag Greenland Contractors og flere andre danske tilbudsgivere har klaget over proceduren, og der ventes afgørelse fra en amerikansk domstol til februar. Statsministeren gjorde på pressemødet klart, at udenrigsminister Martin Lidegaard har taget sagen op med USA, ’på højeste niveau’. Hun kommenterede ikke Kim Kielsens forslag om kompensation eller krav om ’husleje’ til amerikanerne, men det stod klart, at Kielsen må have luftet tanken for hende forinden.

Kim Kielsen sagde på pressemødet i øvrigt ikke ét ord om uafhængighed eller løsrivelse fra Danmark. Dagen efter holdt han nytårskur først for de udenlandske diplomater i København og efterfølgende for Grønlands øvrige kontakter i Danmark, og her var stilen den samme: Ikke med ét ord gjorde Kim Kielsen reklame for Grønlands langsigtede ønsker om fornyede statsretlige rammer om samarbejdet med Danmark; ikke med ét ord satte han fokus på de mange uenigheder, der også er en del af det dansk-grønlandske.

Han lagde på den måde diskret men markant afstand til sin partifælle, den tidligere regeringsformand Aleqa Hammond, der fra de første øjeblikke af sin regeringstid ganske højlydt markerede et ønske om ’uafhængighed i min levetid’. Kim Kielsen er som Aleqa Hammond dybt forankret i partiet Siumut; han var i nogle måneder Aleqa Hammonds miljøminister, men signalerede allerede under valgkampen i Grønland i efteråret, at han vil forfølge en mere pragmatisk linje i samarbejdet med Danmark. Under mindre formelle stunder uddyber han gerne med at ’jeg er jo jæger. Jeg går altid med kniv. Men det er uklogt at gå rundt med kniven fremme, når man er i fart.’

Kim Kielsen deler til fulde Aleqa Hammonds vision om et selvstændigt Grønland engang i fremtiden, men han holdt sig under sit første møde med pressen på Christiansborg til brede, farveløse formuleringer om behovet for økonomisk vækst, mens han markerede, at han finder det aktuelle samarbejde med Danmark fordelagtigt og i udmærket form.

Kim Kielsen talte i øvrigt grønlandsk på pressemødet, hvor han lod sin medbragte tolk oversætte til dansk. Dette sprogvalg fremstod ikke som man måske kunne tro som en kulturpolitisk markering, men blot som et sikkerhedsnet under formanden, der for længst har fornemmet danskernes intolerance over for folk, der ikke taler flydende dansk. Kim Kielsen er politiassistent og derfor en fremmed fugl i den cand.polit.-uddannede mainstream på Christiansborg. Han frygtede, at den danske presse af gammel vane skulle stemple ham som intellektuelt underfrankeret, alene fordi han er grønlænder – og at hans mangelfulde dansk ville gøre fristelsen endnu større. Helt pudsigt blev det, da han to gange rettede på sin egen tolk og dernæst på dansk selv forklarede en teknisk detalje om USAF’s skift af leverandør på Thulebasen. Under nytårskuren på den grønlandske repræsentation på Nordatlantens Brygge på Christianshavn fik han tolken til at oversætte til engelsk for de udenlandske diplomater, men oversatte selv til dansk.

Dette blogindlæg blev i let redigeret form bragt som nyhedsanalyse i Information 12. januar 2015


blog

Overraskende dansk-grønlandsk kæmpekrav om havbund helt til den russiske søgrænse

december 14, 2014 • Af

Danmark og Grønland har overrasket med et overvældende stort krav til havbunden i Det Arktiske Ocean – hele vejen til den russiske havgrænse. Det store spørgsmål er nu, hvorfor den danske og den grønlandske regering tilsyneladende forudser, at Rusland blot vil nikke indforstået og dernæst undlade at udvide sit eget krav til havbunden ved Nordpolen hele vejen til Grønland. Forsvarets Efterretningstjeneste offentliggjorde så sent som i oktober en analyse, der synes at pege i mere usikker retning.

Den danske regering har valgt at presse sit politiske og juridiske råderum i det internationale tovtrækkeri om havbunden ved Nordpolen til det yderste. Det dansk/grønlandske krav til havbunden, der indleveres til FN i dag mandag den 15. december, strækker sig ikke blot et stykke om på den russiske side af Nordpolen, som planen længe var, men hele vejen ned til den russiske sømilegrænse blot 200 sømil fra Ruslands nordkyst. Det har været kendt i nogle år, at Danmarks og Grønlands krav ville overlappe Ruslands krav til havbunden ved Nordpolen, men overlappet og den interessekonflikt med Rusland, det indebærer, er blevet hundredetusinder af kvadratkilometer større end ventet.

Kravet blev godkendt først af det grønlandske Selvstyre og i forrige uge af regeringens koordinationsudvalg i København.

Ruslands regering er på forhånd blevet briefet om det dansk/grønlandske krav, så man skal næppe vente protester fra officielt russisk hold. Men det danske kravs bastante omfang vil givetvis føre til fornyet interesse for Ruslands tænkning om grænsedragningen ved Nordpolen.

Den danske regerings officielle holdning er, at Rusland kun vil finde det naturligt, at Danmark forsøger at udnytte alle de muligheder, FN’s Havretskonvention giver; det gør mange andre kyststater i disse år. Udenrigsminister Martin Lidegaard og hans folk  vil kæmpe for at forklare, hvorfor enhver tanke om konflikt om grænserne i Det Arktiske Ocean bør afvises – uanset den overraskende størrelse på det dansk/grønlandske krav.

Rusland gav i 2008 i den såkaldte Ilulissat-erklæring sit ord på, at Rusland vil følge FN’s regler for fredelige grænsedragning i Arktis; erklæringen er siden ofte blevet genbekræftet af Rusland. De danske diplomater peger også på, at Rusland i 2010 efter 40 års strid enedes med Norge om en grænse i Barentshavet – helt efter FN’s opskrift. Analysen er, at Rusland har en klokkeklar interesse i få fastlagt grænserne på fredelig vis, fordi Rusland uanset overlap med Danmarks og andres øsnker står til at vinde kolossale områder af havbunden, som ingen andre gør krav på. Det dansk/grønlandske krav betyder, at Rusland nu må kalkulere med en ny risiko for, at Rusland vinder et væsentligt mindre stykke havbund end hidtil ventet, men det vil ifølge den danske analyse ikke ændre på Ruslands overordnede prioriteringer. Regeringens strateger mener, at fred i Arktis er så afgørende for Ruslands olie, gas og mineraler i det nordlige Rusland, at ledelsen i Moskva også i fremtiden vil forhindre at spændinger om Ukraine eller uenighed om et stykke havbund forstyrrer det arktiske samarbejde. Den russiske militære opbygning i Arktis fortolkes i Danmark primært som en naturlig forstærkning af Ruslands kystvagt, nu hvor den økonomiske aktivitet, fragtsejllads mv vokser i Arktis.

To russiske mini-ubåde satte i 2007 under en spektakulær aktion det russiske flag på bunden af Det Arktiske Ocean præcis ved Nordpolen; billedet af flaget gik verden rundt og skabte ny forvirring om Ruslands intentioner, men også denne aktion kan rummes i den danske analyse: Operationen var ikke formelt styret af den russiske regering; den var delvist finansieret af en dansk/svensk forretningsmand; der var to deltagere fra The Explorers Club i New York med om bord, og som den russiske udenrigsminister Lavrov senere forklarede, så førte amerikanernes flag på månen jo heller ikke til, at amerikanerne hævdede, at månen var deres. Danmarks konklusion blev dengang som nu, at Rusland kun har fredelige intentioner i Arktis.

På den tekniske pressebriefing om det dansk/grønlandske krav fredag var der derfor ingen spor af de nuancer, som Forsvarets Efterretningstjeneste bidrog med i oktober i den årlige ”efterretningsmæssige risikovurdering”. Her gentages det, at de arktiske staters økonomiske interesser gør konflikt usandsynlig, men med en markant tilføjelse: ”Alligevel peger en række forhold i retning af, at konkurrencen om retten til havbunden og kontrollen med adgangen til regionen kan blive skærpet i de kommende år. Det skyldes især, at Rusland bevæger sig i en retning, hvor landet vil varetage sine nationale interesser i det arktiske område mere målrettet og også på bekostning af internationalt samarbejde…Uanset at det ikke vil tjene Ruslands økonomiske interesser at sætte samarbejdet i Arktis over styr, er det sandsynligt, at Rusland vil være villigt til at forfølge sine nationale mål i Arktis på bekostning af internationalt samarbejde i regionen, hvis landets ledelse ikke ser sine politisk-strategiske mål i Arktis opfyldt gennem den nuværende kurs.”

Næste kapitel i sagen kan skrives, når Rusland – muligvis i 2015 – offentliggør sit krav til grænserne ved Nordpolen. Rusland fremsatte i 2001 et krav på cirka 1,2 millioner kvadratkilometer havbund i Arktis. Kravet rakte fra den russiske 200 sømilegrænse op mod Nordpolen, hvor det spidsede til ved selve polpunktet, som en pizza-trekant spidser til på midten af en pizza. Ruslands krav rakte med andre ord ikke om på den grønlandske side af Nordpolen – og da slet ikke helt ned til sømilegrænsen 200 sømil fra Grønlands nordkyst. Rusland fik den gang at vide af FN, at der manglede tekniske data. Dem arbejder Rusland stadig på, så vi kender ikke Ruslands endelige krav. Men vi ved nu, at det dansk/grønlandske krav overlapper cirka en tredjedel af Ruslands oprindelige krav. Med denne ny viden vil nogle gætte på, at Rusland nu vil udvide sit krav, så det rækker så langt ned mod Grønland, som FN’s Havretskonvention tillader – præcis som det dansk/grønlandske krav er strakt til sit maksimum mod Rusland. Men sådan spiller klaveret ikke, i hvert fald ikke ifølge analysen i den danske regerings værksted. Her forventes det, at Rusland vil fastholde sit pizza-spidse krav fra 2001 – og altså undlade at udvide sit krav, blot fordi Danmark og Grønland har strakt sit krav langt ind i den russiske interessesfære. Rusland har hidtil i sådanne grænsesager til havs forfulgt et såkaldt sektorlinjeprincip, der fører til lange, snorlige streger på kortet – derfor pizza-spidsen – og der er ifølge den officielle danske analyse ingen tegn på, at Rusland skulle fravige denne praksis, blot fordi Danmark og Grønland – og måske Canada – nu rejser større krav end ventet.

Om den del af analysen holder, ved vi, når Ruslands krav bliver offentliggjort.

 

Fakta:  Alle kyststater har ifølge FN’s Havretskonvention mulighed for at forsøge at udvide deres ret til havbunden og alt hvad der gemmer sig under den – også uden for statens 200 sømilegrænse.

 Danmark og Grønland har arbejdet mere end 10 år på at dokumentere, at havbunden ved Nordpolen i den centrale del af Det Arktiske Ocean – herunder den undersøiske bjergryg Lomonosov – hænger sammen med Grønland.

Rusland ventes at stille et omfattende krav til havbunden i Det Arktiske Ocean – måske allerede i 2015. Canada vil også stille krav til havbunden ved Nordpolen – formentlig om to-tre år. Herefter vil en ekspertkomite i FN vurdere kravenes tekniske grundlag. Det kan tage op mod ti år, før det danske krav er behandlet, fordi der er kø i New York. Det ventes, at de tre krav vil overlappe hinanden. Er det tilfældet, skal staterne forhandle indbyrdes om grænsedragningen på havbunden.

 

Dette blogindlæg vil også optræde i forskellige former som nyhedsanalyse i dagbladet Information og i den grønlandske ugeavis Sermitsiaq.

 


blog

Valgkamp i Grønland: Aleqa Hammonds værdipolitiske eksplosiver afløst af økonomiske bekymringer

november 27, 2014 • Af

I den seneste meningsmåling fra Grønland, offentliggjort onsdag, står det gamle Siumut-parti, der med undtagelse af fire år har siddet på magten siden 1979, til igen at blive det største parti i Grønland.

Man skal vare sig for meningsmålinger, men denne seneste gør det endnu mere bemærkelsesværdigt, at Siumuts nye formand og fungerende regeringschef i Nuuk, den politiuddannede Kim Kielsen, midt under valgkampen indrykkede en tankevækkende kronik i Grønlands førende avis, Sermitsiaq: “Råstof skal fortsat være en bærende erhvervssøjle, men vi må erkende, at det er en langvarig proces…fiskeriet er stadig vores vigtigste ressource til beskæftigelse og indtægter til landskassen. Dette erhverv vil fortsat skulle være et bærende erhverv”, skrev han bl.a.

Det kunne lyde banalt, men her var tale om opsigtsvækkende pragmatisme og en mærkbar distance til det stærke håb om hurtige penge fra miner og olieboringer, der prægede valgkampen forud valget af Kielsens forgænger, Aleqa Hammond, i marts 2013.

Forestillingerne om hurtig cash fra undergrunden var den helt nødvendige forudsætning for Aleqa Hammonds kraftfulde vision om ‘uafhængighed i min levetid’. Den potente kombination af store tal og stærke visioner blev hendes varemærke, understøttet af en (kortlivet) regerings-alliance bl.a. med de grønlandske nationalister i Partii Inuit. I denne ideologiske malstrøm genopstod også ideen om en forsoningskommission til granskning af overgreb i kolonitiden og en indædt sprogdebat blussede op. Det implicitte spørgsmål lød, hvorvidt man kan være fuldgyldig medlem af det grønlandske samfund, selvom man ikke taler flydende grønlandsk. Mange grønlændere, især i hovedstaden Nuuk, taler i dag kun lidt eller intet grønlandsk (inklusive medlemmer af den politiske elite), og de stadige antydningerne af, at de ikke er fuldbyrdede medlemmer af fællesskabet, satte voldsomme følelser i kog.

Sprogstriden afspejles også i den aktuelle valgkamp. Det fremstormende nye parti Naleraq har genoplivet tanken om et forbud mod dansk tale i Inatsisartut, det grønlandske parlament, og et ønske om at udfase dansk til fordel for engelsk. Grønlandsk er det officielle sprog i Grønland, men den halvdel af grønlænderne, der kun taler et rudimentært dansk, støder ofte på vanskeligheder; her er sprængstof til masser af valgkamp, men det er værd at bemærke, at Kim Kielsens valgkamp har været som støvsuget for disse identitetspolitiske eksplosiver. Forsvaret for sproget, de grønlandske værdier og traditioner står Kim Kielsens hjerte nær; han afbryder gerne møder med udenlandske honoratiores for at gå på jagt, han har en vældig kummefryser med rensdyr, fisk, moskus og bær få meter fra sit ministerkontor, så han aldrig skal mangle grønlandske fødevarer selv på lange arbejdsdage. Besøgende forstår hurtigt, at han opfatter sin egen tætte forbundenhed med naturen som en vigtig kvalitet, men han har i valgkampen ikke forsøgt at høste hurtige stemmer på de mest kontroversielle værdipolitiske temaer. Tværtimod har han i de grønlandsksprogede tv-debatter optrådt med en dåse grønlandsk stenbiderrogn, der sælges dyrt i Danmark, mens han taler varmt om, hvordan fiskerne og landskassen burde tjene mere på fiskeeksporten.

Fisk, fiskekvoter, selvforsyning, fiskernes vilkår i de små bygder; børn og unges uddannelse, underskuddet i landskassen – her ligger tyngden i valgdebatten.

På Christiansborg vil Kim Kielsens og de øvrige politikeres fornyede fokus på de akutte økonomiske udfordringer skabe håb om en dialog med det næste styre i Nuuk mere fokuseret på alt det, den danske regering og partierne på Christiansborg finder så presserende: Beskæringer af Grønlands offentlige sektor og af overførselsindkomsterne, privatisering af de offentligt ejede selskaber, private jobs, folkeskolen mv. Halvdelen af en ungdomsårgang i Grønland får stadig ingen uddannelse efter folkeskolen, og som Informations læsere vil vide, er udsigterne for den grønlandske økonomi grufulde. Hvis ikke den næste regering hurtigt iværksætter en bølge af omstillinger og nedskæringer, der mindst matcher Helle Thornings ‘reformamok’, truer et lammende underskud Grønlands fortsatte udvikling. Som Torben M. Andersen, formand for Grønlands Økonomiske Råd, i disse dage advarer om, er der bestemt realistisk håb om, at den gryende mineindustri i Grønland vil stabilisere Grønlands økonomi på længere sigt – men lige nu gælder det om at afværge en akut truende økonomisk deroute. Præcis som Kim Kielsens kronik afspejlede, og som lederen af Grønlands andet store parti, Inuit Ataqatigiit, tidligere folketingsmedlem Sara Olsvig, længe har sagt. Hendes parti førte indtil for få dage siden pænt i meningsmålingerne.

Sara Olsvig markerede sig allerede tidligt i år som varm og veltalende tilhænger af en række forslag fra den kontroversielle rapport, Til Gavn for Grønland, hvor 14 forskere med geologen Minik Rosing i spidsen kritisk granskede råstoffernes potentiale og abrupt punkterede de mere optimistiske prognoser fra Aleqa Hammonds værksted i Nuuk.

Sara Olsvig argumenterer ligesom Minik Rosing og forskerne for en fokuseret udvikling af fiskeriet, turismen og skolerne – alt sammen i tråd med de anbefalinger, hun også ville få fra Christianborg, hvis hun rådførte sig der. Ligesom Kim Kielsen, Torben M. Andersen, Minik Rosing og mange andre hæfter Sara Olsvig sig selvsagt ved, at mineralerne i Grønlands undergrund stadig vækker global interesse. Det australsk selskab Ironbark har netop søgt om tilladelse til at udvinde zink i tæt på Grønlands nordspids; kinesisk kapital og ekspertise står angiveligt klar i skyggen. Grønlands miner er langt fra aflyst, men politikerne er lige nu mere optaget af at få afstemt forventningerne til virkeligheden. Sara Olsvig har tabt lidt terræn i de seneste dage, fordi der efter et interview i Politiken opstod uklarhed om hendes holdning til uran og planerne om en vejledende folkeafstemning, men hendes valgkampsbudskaber om, hvad der er ‘den nødvendige’ økonomiske politik i Grønland adskiller sig ikke fundamentalt fra Kim Kielsens. Og ingen af dem har altså opsøgt de værdipolitiske platforme, som ellers skaffede Aleqa Hammond det højeste stemmetal i Grønlands historie.

For de danske politikere, der er optaget af at forhindre et økonomisk kollaps i Grønland og de problemer, kollapset ville skabe for Danmark og dem selv, virker det formentligt betryggende. Uanset om den næste formand for Naalakkersuisut, den grønlandske regering, hedder Sara Olsvig eller Kim Kielsen kan de danske ministre og politikere se frem til at mødes med det næste styre i Nuuk om genkendelige dagsordner og prioriteringer, der afspejler en mere fælles erkendelse af de skarpe økonomiske realiteter.

Og Aleqa Hammond? Hun stiller ikke op til valget i dag. Men om få måneder er der folketingsvalg. Hvis den igangværende revisionsundersøgelse af hendes bilagsrod, der førte til hendes regerings opløsning, konkluderer, at hun ikke har begået noget strafbart, er der for så vidt intet, der forhindrer hende i at stille op til en af Grønlands to pladser i Folketinget i 2015. Hun er fortsat medlem af Siumut, og partiet har altid siddet på mindst én af de to grønlandske pladser.

Dette blogindlæg optrådte også i let revideret form som nyhedsanalyse i Information 28.11 2014. 


blog

Udlandet vogter over valget i Grønland – og magtdelingen med Danmark

november 24, 2014 • Af

Valget i Grønland fredag har igen skærpet udlandets fokus på Grønland.

Denne skribent har i de seneste dage assisteret undrende diplomater fra en række udenlandske ambassader og journalister fra Italien, Frankrig, Spanien, Reuters og Financial Times, og de udenlandske korrespondenter i København stillede talstærkt op på Grønlands repræsentation på Nordatlantens Brygge forleden, da de blev budt på politisk briefing.

Mineralerne i undergrunden, klimaforandringerne og Grønlands eget opsøgende diplomati har øget erhvervslivets, regeringers og efterretningstjenesternes interesse, og millioner af almindelige mennesker verden over har i dag skarpe holdninger til isbjørnene og Grønlands natur.

Valget understreger igen, hvordan Grønland er stadig mere sin egen – og de færreste i udlandet forstår magtdelingen med Danmark. Mange danskere og grønlændere fatter ikke selv, hvordan det hænger sammen, så det bør ikke undre, at udlandet klør sig i nakken.

Den skærpede interesse pirres af en række kontante dilemmaer: Grønland har ophævet forbuddet mod uranudvinding i Grønland, selvom det peger stik i mod den danske regerings instinkter og mangeårige indsats mod spredning af kernevåben. En af verdens største uranforekomster ligger i Kvanefjeldet i Sydgrønland. Ved en arktisk konference i 2013 for 900 beslutningstagere fra hele verden forklarede den nu detroniseredee, tidligere grønlandske regeringsleder Aleqa Hammond stolt, at Grønland inden for få år kunne være mellem de fem største uraneksportører i verden. Det er teoretisk muligt – omend lige nu politisk vanskeligt: De nye, unge ledere i partiet Inuit Ataqitigiit, der med antropologen Sara Olsvig i spidsen fører i valgkampen, er lodret imod uranen og Kvanefjeldsprojektet. Til gengæld er det også kendt, at forekomsterne af sjældne jordarter i Sydgrønland hører til de største på kloden uden for Kina. Her er tale om helt nødvendige råstoffer til den ny grønne teknologi, batterier til elektriske biler, vindturbiner mv. og til moderne missilsystemer. Det var disse mineraler, der forud for et valg i Grønland i 2013 fik ’The Economist’ til at tale om valgets globale konsekvenser. Danmark kræver vetoret i forvaltningen af både uranen og de sjældne jordarter, fordi der er sikkerhedspolitik involveret, mens Grønland protesterer og minder om, at Danmark ved lov for længst har overladt forvaltningen af Grønlands undergrund til Nuuk. Offentligheden har fået løfter om en afklaring inden nytår – men den lader vente på sig.

Et australsk selskab har netop søgt om tilladelse til at etablere en zinkmine i det allernordligste Grønland ved Citronen Fjord. Her ventes den største investor og egentlige ansvarlige for minens drift at blive det halvstatslige kinesiske minekonglomorat China Non-Ferrous Metal Mining Group.

Grønlænderne meldte sig ud af EU i 1985, men udvider i dag hastigt samarbejdet med et ivrigt Europa – langt ud over det omfattende europæiske fiskeri i Grønland. En aftale, der skal sikre, at Grønlands mineraler ikke indlemmes i Kinas eller andres monopoler blev indgået mellem Bruxelles og Nuuk i 2012; til gengæld har EU nu afsat 217 mill. euro i støtte til Grønlands uddannelsessektor over de næste syv år. Olieselskaberne har sikret sig licenser til havbunden ud for Grønland: De er klar til at slå til den dag, den arktiske olie skulle blive rentabel. Sydkoreanske aktører har engageret sig i ny kortlægning af Grønland fra luften. Nye rapporter om råstofferne dukker stadigt op – senest The Greenland Gold Rush fra den amerikanske tænketank Brookings. Thulebasen hører fortsat til de mest vitale dele af det amerikanske militærs missilforsvar og satellitkommunikation, og spændingerne med Rusland i Ukraine rejser nye spørgsmål om sikkerheden i Arktis. Endelig venter omverdenen nu spændt på, at Danmark og Grønland i fællesskab i december indsender kongerigets krav til FN om 400.000 kvadratkilometer af havbunden i Det Arktiske Ocean ved Nordpolen. Her står Grønland midt i en kontant interessekonflikt med Rusland og Canada.

Ikke så mærkeligt, at udlandet følger med, når Grønland vælger ny regering – og at forholdet til København er til at stadig analyse. Grønland har netop åbnet en diplomatisk repræsentation i Washington, og der er måske én mere på vej i Beijing. Har de grønlandske ledere mandat til at føre egen udenrigspolitik? Er det ikke regeringen i København, der tegner det danske kongerige? Er Grønland ved at løsrive sig? Hvem bestemmer egentlig over hvad?

Misfortolkninger af det evigt foranderlige forhold florerer langt ind i ellers velinformerede kredse, og de udvikler sig til tider til bizarre scenarier. Den amerikanske tænketank Council on Foreign Relations præsenterede fx i 2013 en længere analyse, hvor en perlerække af (mis)fortolkninger konkluderede med at “Kina en gang i fremtiden kunne bruge sin økonomiske magt og udsigten til flere investeringer i Grønlands økonomi til at overtale Grønland til at lade Beijing placere permanente militære og efterretningsmæssige kapaciteter i Grønland. ”

Beslutningstagerne i det globale erhvervsliv, i regeringskredse m.v. må ansvarligvis tager bestik af sådanne prognoser, og andre dele af den globale intelligentsia har på tilsvarende løst grundlag erklæret Grønland uafhængigt inden for få år, et ‘wild card’ i den arktiske udvikling osv. Alt sammen er det med til at så tvivl om udviklingen i Grønland på et tidspunkt, hvor udsigterne for Grønlands økonomi er alarmerende, og grønlænderne kæmper for at få investorerne til at bide sig fast.

Kompleksiteten fortættes af det faktum, at den danske regering næsten konsekvent understøtter Grønlands ekspanderende forbindelser til resten af verden. Udlandet iagttager, hvordan Grønland med dansk hjælp er ved at opbygge en række samarbejder og alliancer, der gradvist mindsker afhængigheden af Danmark. Her byder den dansk-grønlandske virkelighed på noget, der for iagttagere uden forståelse for den særlige historie mellem Danmark og Grønland kun kan tolkes som et  paradoks: Helle Thornings regering erkender samtidig nu gerne, hvor vigtig Grønland er for Danmarks egen vægt i verdenssamfundet. Som udenrigsminister Martin Lidegaard sagde det tidligere i år: ” Vi fylder simpelthen mere i Beijing og Washington og Berlin, fordi vi hænger sammen med Grønland. Det hører til de elementer, der gør Danmark unik i udenrigspolitisk forstand. Den indflydelse, vi har på de internationale regler og den politik, der skal føres i Arktis i fremtiden, er rigtig meget værd i geopolitisk forstand. Det betyder, at vi bedre kan forfølge Danmarks overordnede udenrigspolitiske interesser og mål. Vi kan arbejde for trygge rammer for Danmark, arbejde på at den danske befolkning kan leve i sikkerhed; vi kan sikre multilaterale rammer, der skaber så store muligheder for små landes indflydelse som muligt, fredelig konfliktløsning, godt miljø og en socialt afbalanceret udvikling. Alle disse helt vitale interesser får vi en mulighed for at varetage aktivt, fordi vi er forbundet med Grønland. Uden Grønland kunne vi ikke tillade os nær samme styrke i stemmeføringen, og det gælder også ud over den arktiske region – bare i lidt mere overført betydning. ”

Martin Breum er forfatter til bøgerne ’Når isen forsvinder’ og seneste ’Balladen om Grønland’ (Gyldendal 2014), hvorfra Martin Lidegaard-citatet stammer. Dette blogindlæg er i let redigeret form også bragt som nyhedsanalyse i dagbladet Information 25.11 2014


blog

Valgkampen i Grønland udstiller Danmarks dilemma

november 7, 2014 • Af

Nuuk i november: Valgkampen i Grønland driver netop nu de grønlandske politikere op og ned ad Grønlands kyst til valgmøder forud for et valg, der bliver væsentligt for Danmarks og Grønlands indbyrdes forhold. Mange politikere på Christiansborg vil følge valget med interesse. Grønlands forhenværende politiske leder, Aleqa Hammond, der faldet efter en tumultarisk bilagsskandale, satte forholdet på alvorlig prøve – på et tidspunkt, hvor samarbejdet i de danske politikeres øjne er ekstraordinært påtrængende.

Grønlandske politikere markerede med Aleqa Hammond ønsket om uafhængighed, så det også i omverdenens øjne satte spørgsmålstegn ved det danske riges sammenhængskraft. Skeptikerne rev sig i håret og påpegede, at Grønland ikke i nogen synlig fremtid vil kunne finansiere uafhængigheden, men Aleqa Hammond insisterede på at italesætte drømmen, fordi hun vidste, at flertallet af vælgerne deler den med hende.

I dag er hun ude af billedet – bogstaveligt talt. Hun er ikke at se i valgudsendelserne på tv; hun opstiller næppe til valget; partitoppen ønsker hende af vejen. Det gør en forskel. Hun accentuerede uenighederne med Danmark; mange af dem er reelle, kemien med Helle Thorning-Schmidt var ringe og dialogen blev kantet. På Christiansborg vil man lægge mærke til, om hendes afløser som formand for Siumut-partiet, den politiuddannede Kim Kielsen, genopliver retorikken – eller om han fastholder fokus på de nære problemer: Arbejdsløsheden, fiskeriet, den galloperende sociale ulighed, boligmanglen, folkeskolen.

Grønland og Arktis er blevet kernestof på Christiansborg. Venstre har gjort Claus Hjorth-Frederiksen, partiets stærke strateg, til Grønlandsordfører, fordi Venstre ved, at håndteringen af Grønland og Arktis bliver kernestof for en eventuel Lars-Løkke-regering. Grønland er afgørende for Danmarks vægt i verdenssamfundet, og forholdet til Grønland kræver langt mere finesse end tidligere.

Det helt aktuelle dilemma er de kulsorte udsigter for Grønlands økonomi. Som Helle Thorning-Schmidt skrev i Berlingske tidligere i år: ”Der er behov for at forbedre budgetterne med omkring en milliard kr. hvert år frem mod 2040 for at få balance mellem indtægter og udgifter. Omregner man til danske forhold svarer det til over 100 milliarder kr. hvert år”. Også Grønland døjer med stadig flere ældre, alt for få unge til at til at tjene pengene – og alt for mange af de dygtige udvandrer.

Den opløste Hammond-regering budgetterede med et underskud i 2015 for andet år i træk, og Grønlands økonomiske råd spår om dramatisk voksende underskud så lang øjet rækker. Hvis ikke der opstår nye indtægtskilder, eller hvis ikke den næste regering i Nuuk sætter Grønland på en hestekur, der får de danske dagpengereformer til at blegne, hænger tingene ikke sammen.

Og her øjner de danske politikere deres eget problem. Som Mogens Lykketoft, folketingets formand og mangeårig iagttager af Grønlands udvikling, gerne forklarer, har det store flertal på Christiansborg siden Staunings og Hedtofts dage haft den faste grundindstilling, at grønlændernes levestandard ikke må falde markant under danskernes.

Grundlovsændringen i 1953 sikrede, at Grønland forblev en del af det danske kongerige på trods af stormagternes og FN’s indsats for at afvikle kolonitiden. Til gengæld blev grønlænderne danske statsborgere med samme rettigheder som folk i Nørre Nebel. Selvstyreloven fra 2009 gav grønlænderne ret til at løserive sig, og de fik retten til olien og mineralerne. Men det ændrede ikke på det basale: Grønlænderne er danske statsborgere og ingen dansk regering kan i sidste ende leve med, at børnene i Eqalugaarsuit, Arsuk eller Kangamiut for alvor lider nød eller at ældreplejen degenererer fatalt. Ingen af de grønlandske politikere – og meget få af de danske – ønsker at øge Grønlands afhængighed af penge fra Danmark. Men alle er klar over, at noget må gøres – bare ikke hvad.

Forhåbningerne om oliefund eller indtægter fra nye miner har på rekordtid mistet deres aktualitet i grønlandsk politik – de optræder knap i valgkampen. Ingen olieselskaber har boret i de grønlandske farvande siden 2012. På landjorden er London Mining gået i betalingsstandsning. Det britiske selskab ville anlægge en jernmine til 14 milliarder nord for Nuuk ved hjælp af flere tusinde kinesiske minearbejdere, men selskabets hovedindtægter fra Sierra Leone er kollapset i ebola-epidemien. Et andet mineprojekt til udvinding af sjældne jordarter og uran i Sydgrønland hænger i en næsten lige så tynd tråd. Sara Olsvig, antropolog og nyudnævnt formand for partiet Inuit Ataqatigiit, der fører i meningsmålingerne, vil udsætte tanken om uranudvinding for en folkeafstemning, hvis hun kan finde et flertal i Inatsisartut, det grønlandske parlament, efter valget. Bliver Kim Kielsen regeringsleder, bliver der ingen folkeafstemning, men selskabet bag uranplanerne, Greenland Minerals and Energy, mangler stadig at overbevise grønlænderne om, at minen ikke vil skade miljøet eller borgerne i Narsaq, der ligger blot seks-syv kilometer fra den planlagte mine.

Der intet quickfix til Grønlands problemer. Og Grønland og Danmark har hidtil haft svært ved at enes om fælles initiativer, der batter af noget. De grønlandske politikere skyer tanken om øget statsligt engagement i Grønland, og Helle Thornings-Schmidt og finansminister Corydon klager ikke: De mener ikke, at der skal spenderes danske skattekroner i Grønlands ud over det faste, årlige bloktilskud. De private danske investorer (pensionskasserne er særligt i søgelyset) har svært ved at øjne et rimeligt afkast i Grønland, og det hjælper ikke på deres virkelyst, at regering afviser at gå foran. Eksportkreditrådet har fået grønt lyst til at spænde et sikkerhedsnet ud, hvis store danske investorer skulle melde sig i Grønland, men hidtil har det ikke skabt aktivitet.

Tingene står ikke stille i Grønland: Aktive iværksættere forsøger sig lige nu med nyt rejefiskeri helt oppe i Melvillebugten. I Maniitsoq drives forsøg med torskekød af helt ny kvalitet. Mod syd forsøgsfiskeri på makrel. Vandkraften buldrer og minerne er ikke opgivet. Men det ændrer ikke på, at prognoserne er – så valget er vigtigt for mange andre end grønlænderne.

Indlægget her optrådte som nyhedsanalyse i dagbladet Information 7.11 2014 og i let redigeret form i ugeavisen Sermitsiaq i Grønland


blog

Vil Rusland angribe Grønland?

oktober 29, 2014 • Af

Et stort analysearbejde om forsvarets indsats i Arktis bliver formentlig forsinket – bl.a. fordi, der er udskrevet valg i Grønland.

Analysen, der har et budget på ca. 100 millioner til test af udstyr og andre forsøg, har været på vej et år, men den bliver ifølge de seneste oplysninger næppe – som bestilt af regeringen – klar før nytår, fordi den først skal behandles af en ny politisk ledelse i Nuuk efter valget i Grønland den 28. november. Kilder i forsvaret siger nu, at analysen måske først bliver færdig hen mod april 2015.

Det er de ikke ubetinget kede af i forsvaret. Forsinkelsen giver ekstra tid til at vurdere, hvilken betydning krisen i Ukraine og det forværrede forhold til Rusland får i Arktis.

Rusland er Danmarks og Grønlands nabo i Arktis. Og Ruslands militære aktioner på Krim og i Ukraine har gjort det vanskeligere at vurdere, om forsvaret kan regne med et fredeligt samarbejde med Rusland i Arktis, eller om man skal vente øget militær spænding, ubådsbesøg i Grønland, russiske fly i luftrummet – eller noget helt trejde.

Som udgangspunkt er alt fredeligt i Arktis. Forsvarets analytikere vurderer, at Rusland vil prioritere udviklingen af olie, gas, rørledninger, søruter og havneanlæg i Arktis. Her skal pengene til Ruslands fremtidige udvikling hentes, og Kreml ønsker derfor fred i Arktis, siger analytikerne – også fordi Rusland har stærkt brug for vestlige investeringer og ekspertise.

Men efter Ukraine ved det danske forsvar også, at situationen hurtigt kan ændre sig. De vestlige sanktioner rammer nu direkte Ruslands olieefterforskning i Arktis, og som chefen for Forsvarsakademiet, kontreadmiral Niels Wang skriver i seneste udgave af tidskriftet ’Udenrigs’: ”Krisen er en påmindelse om, at Arktis ikke udvikler sig i isolation, men hænger sammen med resten af verden, og alle de gode hensigter kan blive spoleret af alvorlige hændelser og strategiske chok andre steder på kloden.”

Analysen kompliceres af, at Danmark og Grønland til december stiller krav til FN om et område af havbunden ved Nordpolen, som Rusland også ønsker. Her står rigsfællesskabet midt i en kontant interessekonflikt med russerne. FN har solide regler for, hvordan denne konflikt skal løses, men striden kan hurtigt få uventede politiske dimensioner. Russiske ubåde plantede i 2007 et flag på bunden af Det Arktiske Ocean netop ved Nordpolen; polpunktet har vældig symbolkraft i Rusland, og grænsedragningen ved Nordpolen indeholder alt, hvad enhver nationalsindet demagog skal bruge for at piske en stemning op.

Samtidig ved forsvaret, at Danmark og Grønland har hårdt brug for Rusland i Arktis. Fremtidens olieefterforskning, minedrift, fiskeri, turisme og fragtsejlads i Arktis kræver langt mere overvågning til søs og i luften, redningstjeneste, satellitkapacitet, søopmåling, isbrydning og miljøberedskab over enorme afstande. Det er især på grund af disse praktiske opgavers hastige vækst, at regeringen i 2013 satte det store analysearbejde om fremtidens forsvar i Arktis i gang. Grønland har stort set ingen kapacitet til selv at klare ærterne; det hviler på det danske forsvar. Allerhelst skal opgaverne løses i samarbejde mellem alle de arktiske lande – inklusive Rusland. Hvis forsvaret fremover nu tværtimod skal bruge store summer på hardcore militært beredskab i forventning om spændinger med russerne, bliver der selvsagt færre penge til de civile opgaver – som samtidig bliver vanskeligere at udføre.

Derfor er analysen af, hvad Rusland kan finde på i Arktis helt afgørende.

Dilemmaets politiske tyngde blev understreget i august, da seniorforsker Hans Mouritzen fra Dansk Institut for Internationale Studier og den ruslandskyndige cand.scient.pol. Maria Mellander i Politiken sendte en kontroversiel advarsel til den danske regering. Her argumenterede de for, at Danmarks kritik af Ruslands indblanding i Ukraine bør være uhyre afdæmpet – fordi en provokation af Rusland kan skade Danmarks arktiske interesser: ”I Arktis har Danmark mere brug for russisk velvilje end amerikansk. Arktis er indlejret som en naturlig del af russisk historie, identitet og udenrigspolitisk tankegang, idet en tredjedel af det russiske territorium ligger nord for polarcirklen. Grønlands økonomi, kystovervågning og forskning kunne nyde godt af et samarbejde med Rusland”, skrev de: ”En dansk værdipolitik i forhold til Rusland vil meget let komme til at ske på Grønlands bekostning. Og hvis Grønland ikke ser sine udenrigspolitiske interesser varetaget på tilfredsstillende vis af København, truer det (sammen med andre forhold) rigsfællesskabets fortsatte beståen”. De to’s konklusionen lød bl.a.”…vi skal gøre det sværeste af alt: tie stille!”

Groft sagt: Hensynet til borgerne i Ukraine og Danmarks medvirken til at forebygge anden russisk aggression i Europa må vige til fordel for rigsfællesskabet og Grønlands interesser.

Om forsvarets analytikere mener det samme, eller hvordan de i øvrigt fortolker Rusland, må vi nu vente lidt længere på at få at vide, men det er indlysende, at der her er stof til adskillige politiske slagsmål på Christiansborg.

Forsvaret arbejder selvfølgelig ikke med den mulighed, at Rusland angriber Grønland. Den slags hører fortsat kun til i afdelingen for tossede overskrifter. Men i den tunge ende af analysen ligger alligevel spørgsmålet om, hvordan Danmark i fremtiden skal hævde Grønlands suverænitet, som det hedder – og her spiller Ukraine også en rolle.

For civilister kan det lyde fremmedartet, men for forsvarets strateger er hovedopgaven i sidste ende at sikre, at Danmark konstant og effektivt viser sin vilje og evne til at forsvare sine yderste grænser – herunder de yderste dønninger i de grønlandske farvande. I sidste ende er det USA’s militær, der i krisetid vil skulle forsvare Grønland, men i fredstid er det det danske forsvar, der skal illustrere Danmarks – og dermed NATO’s – villighed til at holde russere og andre på afstand.

Det foregår konkret ved, at danske krigsskibe patruljerer langt oppe i de øde, grønlandske farvande med Dannebrog høj hævet, eller ved at fly eller hundeslæder fra Siriuspatruljen viser flaget. Forsvaret mener, at også denne opgave bør løses mere håndfast fremover; et nyt inspektionsskib er allerede bestilt, og som led i det store analysearbejde var to F16-fly i august for første gang i Grønland for at teste, om jagerfly i fremtiden skal indgå i denne og de andre opgaver i Arktis.

Teknisk set var det ingen succes. Folkene i Arktisk Kommando i Nuuk vil hellere have mindre og mere praktiske fly til Grønland – og så er der spørgsmålet om russerne. Hvad vil de ikke tænke, hvis den næste hypermoderne generation af danske jagerfly, indkøbt i USA og velegnede til samarbejde med USA’s forsvar– fremover bliver en del af Danmarks faste inventar i Arktis? Amerikanerne er allerede markant til stede i Grønland i kraft af Thulebasen; og skeptikerne rejste straks spørgsmålet: Skal det danske forsvar – efter Ukraine – ikke hellere undgå at provokere russerne?

Forsvarets svar på de mange spørgsmål ventes nu først engang i 2015.

Teksten her er også bragt som nyhedsanalyse i Information 28.10 2014 

 

 

 

 


blog

Dansk Folkeparti – og de 84 procent

september 22, 2014 • Af

Forleden optrådte jeg på DR2 sammen med Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti, der er medlem af Folketingets Grønlandsudvalg. Martin er som sin partifælle, udenrigsordfører Søren Espersen, stærkt engageret i debatten om Grønlands tilknytning til rigsfællesskabet, som DF kæmper bravt for at bevare.

Mens kameraerne rullede, fortalte Martin Henriksen om en meningsmåling, som angiveligt skulle vise, at 84 procent af grønlænderne går ind for bevarelse af rigsfællesskabet. Wauw! Jeg undrede mig straks, og min undren blev fordoblet dagen efter, da jeg holdt foredrag i Nordatlantens Hus i Odense, hvor en af tilhørerne igen fortalte mig om disse 84 procent!

Pludselig så jeg en sammenhæng: Jeg mindedes et kraftfuldt opråb, som Søren Espersen indrykkede i den grønlandske ugeavis Sermitsiaq i februar i år. Her skrev han, hvordan der ”går rigtigt mange grønlændere rundt – et tavst flertal? – som af hjertet ønsker sig en fremtid sammen med Danmark, men som skjuler sig og kun på tomandshånd afslører, hvad de mener”.

Som Martin Henriksen forklarede mig efter at kameraerne var slukket, drejer det hele sig om en meningsmåling omtalt i LO’s ugeskrift A4 i april 2013, hvor 712 mennesker bosat i Grønland blev stillet en otte spørgsmål om storskalaprojekterne i Grønland og to om forholdet til Danmark. Her lød spørgsmål nummer ni ud af ti:

  ”Er du tilhænger af den grønlandske deltagelse i rigsfællesskabet med Danmark og Færøerne? ”  

De adspurgte blev bedt om at svare ’’ja”, ”nej” eller ”ved ikke”.

Inden de svarede, blev de dog gjort opmærksom på, at spørgsmålet netop ikke handlede om fremtiden. Eller som det hedder i analysefirmaet HS Analyse’s egne skriftlige kommentarer til undersøgelsen: ”Bemærk at spørgsmålet gik på holdningen til rigsfællesskabet i dag og ikke om et evt. fremtidsscenarie.”

De 712 mennesker, der blev spurgt, blev altså gjort opmærksom på, at de IKKE skulle mene noget om fremtiden, men kun om Grønlands aktuelle tilknytning til Danmark og Færøerne.

Det ved jeg, fordi jeg sidste år rekvirerede baggrundsmaterialet til A4’s artikel om denne undersøgelse, så jeg var sikker på, at jeg citerede undersøgelsen korrekt i min bog ”Balladen om Grønland”. Analysefirmaet bag undersøgelsen, HS Analyse, bor i øvrigt i Nuuk og har foretaget striber af undersøgelser af folks holdninger i Grønland tidligere. De ved tydeligvis, hvorfor det i Grønland er helt nødvendigt at skelne mellem holdningen til nutidens samarbejdet i rigsfællesskabet og folks holdninger til fremtiden. For en dansker kan det lyde underligt, at man som grønlænder kan være udmærket tilfreds med det nuværende samarbejde med Danmark og samtidig varm tilhænger af visionen om et uafhængigt Grønland i fremtiden, men den mangel på indsigt prægede altså ikke HS Analyse.

Kort sagt: Man bør ikke, som Martin Henriksen gjorde på DR2, og som andre altså også gør, bruge denne undersøgelse til at sige noget om, hvor mange grønlænderne, der mener, at rigsfællesskabet bør bevares i fremtiden.

Man kan læse i undersøgelsen, at 84 procent af de adspurgte svarede ”ja”, 11 procent svarede ”nej” og seks procent ”ved ikke”. Resultatet tyder umiddelbart på en pæn opbakning til den aktuelle sammenhæng mellem Danmark, Grønland og Færøerne, men det siger ikke meget om, hvad de adspurgte mener om fremtiden. Snarere må man vel tolke HS Analyse’s præcise skriftlige kommentar som netop en advarsel mod sådanne overfortolkninger.