Udlandet vogter over valget i Grønland – og magtdelingen med Danmark
november 24, 2014 • Af adminValget i Grønland fredag har igen skærpet udlandets fokus på Grønland.
Denne skribent har i de seneste dage assisteret undrende diplomater fra en række udenlandske ambassader og journalister fra Italien, Frankrig, Spanien, Reuters og Financial Times, og de udenlandske korrespondenter i København stillede talstærkt op på Grønlands repræsentation på Nordatlantens Brygge forleden, da de blev budt på politisk briefing.
Mineralerne i undergrunden, klimaforandringerne og Grønlands eget opsøgende diplomati har øget erhvervslivets, regeringers og efterretningstjenesternes interesse, og millioner af almindelige mennesker verden over har i dag skarpe holdninger til isbjørnene og Grønlands natur.
Valget understreger igen, hvordan Grønland er stadig mere sin egen – og de færreste i udlandet forstår magtdelingen med Danmark. Mange danskere og grønlændere fatter ikke selv, hvordan det hænger sammen, så det bør ikke undre, at udlandet klør sig i nakken.
Den skærpede interesse pirres af en række kontante dilemmaer: Grønland har ophævet forbuddet mod uranudvinding i Grønland, selvom det peger stik i mod den danske regerings instinkter og mangeårige indsats mod spredning af kernevåben. En af verdens største uranforekomster ligger i Kvanefjeldet i Sydgrønland. Ved en arktisk konference i 2013 for 900 beslutningstagere fra hele verden forklarede den nu detroniseredee, tidligere grønlandske regeringsleder Aleqa Hammond stolt, at Grønland inden for få år kunne være mellem de fem største uraneksportører i verden. Det er teoretisk muligt – omend lige nu politisk vanskeligt: De nye, unge ledere i partiet Inuit Ataqitigiit, der med antropologen Sara Olsvig i spidsen fører i valgkampen, er lodret imod uranen og Kvanefjeldsprojektet. Til gengæld er det også kendt, at forekomsterne af sjældne jordarter i Sydgrønland hører til de største på kloden uden for Kina. Her er tale om helt nødvendige råstoffer til den ny grønne teknologi, batterier til elektriske biler, vindturbiner mv. og til moderne missilsystemer. Det var disse mineraler, der forud for et valg i Grønland i 2013 fik ’The Economist’ til at tale om valgets globale konsekvenser. Danmark kræver vetoret i forvaltningen af både uranen og de sjældne jordarter, fordi der er sikkerhedspolitik involveret, mens Grønland protesterer og minder om, at Danmark ved lov for længst har overladt forvaltningen af Grønlands undergrund til Nuuk. Offentligheden har fået løfter om en afklaring inden nytår – men den lader vente på sig.
Et australsk selskab har netop søgt om tilladelse til at etablere en zinkmine i det allernordligste Grønland ved Citronen Fjord. Her ventes den største investor og egentlige ansvarlige for minens drift at blive det halvstatslige kinesiske minekonglomorat China Non-Ferrous Metal Mining Group.
Grønlænderne meldte sig ud af EU i 1985, men udvider i dag hastigt samarbejdet med et ivrigt Europa – langt ud over det omfattende europæiske fiskeri i Grønland. En aftale, der skal sikre, at Grønlands mineraler ikke indlemmes i Kinas eller andres monopoler blev indgået mellem Bruxelles og Nuuk i 2012; til gengæld har EU nu afsat 217 mill. euro i støtte til Grønlands uddannelsessektor over de næste syv år. Olieselskaberne har sikret sig licenser til havbunden ud for Grønland: De er klar til at slå til den dag, den arktiske olie skulle blive rentabel. Sydkoreanske aktører har engageret sig i ny kortlægning af Grønland fra luften. Nye rapporter om råstofferne dukker stadigt op – senest The Greenland Gold Rush fra den amerikanske tænketank Brookings. Thulebasen hører fortsat til de mest vitale dele af det amerikanske militærs missilforsvar og satellitkommunikation, og spændingerne med Rusland i Ukraine rejser nye spørgsmål om sikkerheden i Arktis. Endelig venter omverdenen nu spændt på, at Danmark og Grønland i fællesskab i december indsender kongerigets krav til FN om 400.000 kvadratkilometer af havbunden i Det Arktiske Ocean ved Nordpolen. Her står Grønland midt i en kontant interessekonflikt med Rusland og Canada.
Ikke så mærkeligt, at udlandet følger med, når Grønland vælger ny regering – og at forholdet til København er til at stadig analyse. Grønland har netop åbnet en diplomatisk repræsentation i Washington, og der er måske én mere på vej i Beijing. Har de grønlandske ledere mandat til at føre egen udenrigspolitik? Er det ikke regeringen i København, der tegner det danske kongerige? Er Grønland ved at løsrive sig? Hvem bestemmer egentlig over hvad?
Misfortolkninger af det evigt foranderlige forhold florerer langt ind i ellers velinformerede kredse, og de udvikler sig til tider til bizarre scenarier. Den amerikanske tænketank Council on Foreign Relations præsenterede fx i 2013 en længere analyse, hvor en perlerække af (mis)fortolkninger konkluderede med at “Kina en gang i fremtiden kunne bruge sin økonomiske magt og udsigten til flere investeringer i Grønlands økonomi til at overtale Grønland til at lade Beijing placere permanente militære og efterretningsmæssige kapaciteter i Grønland. ”
Beslutningstagerne i det globale erhvervsliv, i regeringskredse m.v. må ansvarligvis tager bestik af sådanne prognoser, og andre dele af den globale intelligentsia har på tilsvarende løst grundlag erklæret Grønland uafhængigt inden for få år, et ‘wild card’ i den arktiske udvikling osv. Alt sammen er det med til at så tvivl om udviklingen i Grønland på et tidspunkt, hvor udsigterne for Grønlands økonomi er alarmerende, og grønlænderne kæmper for at få investorerne til at bide sig fast.
Kompleksiteten fortættes af det faktum, at den danske regering næsten konsekvent understøtter Grønlands ekspanderende forbindelser til resten af verden. Udlandet iagttager, hvordan Grønland med dansk hjælp er ved at opbygge en række samarbejder og alliancer, der gradvist mindsker afhængigheden af Danmark. Her byder den dansk-grønlandske virkelighed på noget, der for iagttagere uden forståelse for den særlige historie mellem Danmark og Grønland kun kan tolkes som et paradoks: Helle Thornings regering erkender samtidig nu gerne, hvor vigtig Grønland er for Danmarks egen vægt i verdenssamfundet. Som udenrigsminister Martin Lidegaard sagde det tidligere i år: ” Vi fylder simpelthen mere i Beijing og Washington og Berlin, fordi vi hænger sammen med Grønland. Det hører til de elementer, der gør Danmark unik i udenrigspolitisk forstand. Den indflydelse, vi har på de internationale regler og den politik, der skal føres i Arktis i fremtiden, er rigtig meget værd i geopolitisk forstand. Det betyder, at vi bedre kan forfølge Danmarks overordnede udenrigspolitiske interesser og mål. Vi kan arbejde for trygge rammer for Danmark, arbejde på at den danske befolkning kan leve i sikkerhed; vi kan sikre multilaterale rammer, der skaber så store muligheder for små landes indflydelse som muligt, fredelig konfliktløsning, godt miljø og en socialt afbalanceret udvikling. Alle disse helt vitale interesser får vi en mulighed for at varetage aktivt, fordi vi er forbundet med Grønland. Uden Grønland kunne vi ikke tillade os nær samme styrke i stemmeføringen, og det gælder også ud over den arktiske region – bare i lidt mere overført betydning. ”
Martin Breum er forfatter til bøgerne ’Når isen forsvinder’ og seneste ’Balladen om Grønland’ (Gyldendal 2014), hvorfra Martin Lidegaard-citatet stammer. Dette blogindlæg er i let redigeret form også bragt som nyhedsanalyse i dagbladet Information 25.11 2014
Tak til Martin Breum for at pege på at Grønland er i centrum i dansk udenrigspolitik. Det internationale får jo ikke megen plads i valgkampen i Grønland, der handler mest om den dårlige økonomi og traditionelle erhverv som fiskeri, som er landets vigtigste erhverv, og kunne blive en guldgrube hvis den bliver udviklet. Nabolande som Island, ja og Danmark, tjener stort på at Grønland mere eller mindre eksporterer halv eller ikke fabrikerede fisk. Aalborg havn er sikkert den største eksportør af fisk i Danmark og gør Danmark til fiskerination men det er stjålne fjer, fisken er Grønlandsk. Det er levn fra kolonitiden at Grønlands transithavn ligger i Danmark. Tourismen har ikke vidst sig endnu til at være den store indtjening for landet. Der er faktisk tilbagegang i antal turister nogle steder. Råstofferne er stadigvæk drømmer. Aluminium, jern og olje er nærmest fejet ud af bordet og det dødbringende uranium er det eneste råstof der optager folk nu i valgkampen. Mange ser uranium som løsning på landets økonomiske situation mens andre er lodret imod udvinding. En ting er klar og det er at Grønland ikke accepterer at Danmark har noget at sige om udvinding af råstoffer i Grønlands jord. Sikkerheds og udenrigspolitik eller ej, så tror jeg at alle politiske partier er enige om dette. Grønland har brug for sikkerhedsnet i sin råstofsudvindning og der er Danmark, sammen med Evropa, til at foretrække!
“Tak til Martin Breum for at pege på at Grønland er i centrum i dansk udenrigspolitik”
Grønland er i centrum pga. at Grønland er et tiltagende og alvorligt problem for Danmark. Situationen er uholdbar. Traditionelt løste kolonimagter sådanne problemer ved enten at sælge kolonien (ja det var dengang) eller at frigøre kolonien og lade den sejle sin egen sø – meget aktuelt.
Jeg er meget uenig med Breum i hans vurdering af Gr’s betydning for DKs udenrigspolitik. Det er korrekt at man har forsøgt at realisere et potentiale i Grønlands særlige geografiske position, men det har vist vist sig at potentialet er urealiserbart (ikke mindst pga. selvstyrets obstruerende adfærd) det der til gengæld realiserer sig helt af sig selv er ulemperne. Her ikke mindst en mulig konflikt med en stormagt, Rusland, der på 10 år har invaderet 2 lande (Georgien og Ukraine) og i øvrigt fører sig frem med stor brutalitet.
” Aalborg havn er sikkert den største eksportør af fisk i Danmark og gør Danmark til fiskerination men det er stjålne fjer, fisken er Grønlandsk”
Nej. Hold nu op. Den danske fiskeindustri har en værdi, åreligt, på 15 milliarder Dkr. Det er to gange Grønlands BNP. Fiskene kommer fra hele Nordatlanten.
Det nytter ikke noget at drømme om en type af fiskeindustri når man ikke har forudsætningerne for at udvikle den.
Jeg tror at fiskeri, den forædlingsindustri man kan håndtere, turisme, og råstoffer til sammen må kunne udgøre et økonomisk fundament som sammen med store tilskud fra rigsfællesskabet kan fastholde en rimelig levestandard. Andet end det er nok urealistisk med mindre man finder meget store mængder af olie. Det skyldes at omkostningsniveauet og levestandarden i samfundet er for høj.
Som Minik Rosing gør det klart for alle i “Til gavn for Grønland”, så er der ingen strålende fremtid i mineralske forekomster. Betydningen af mineralske forekomster er et langsigtet supplement til en økonomi eller om man vil, en kortsigtet indspøjtning af kapital. Derfor er det fornuftigt at overveje om uran er en særlig god ide på den lange bane.
” En ting er klar og det er at Grønland ikke accepterer at Danmark har noget at sige om udvinding af råstoffer i Grønlands jord. Sikkerheds og udenrigspolitik eller ej, så tror jeg at alle politiske partier er enige om dette”
Se det er jo et springende punkt. Mener man at Grønland skal og kan være selvstændigt er det jo ren fornuft. Mener man som jeg, at Grønlands interesser bedst – og kun kan – varetages indenfor et rigsfællesskab med DK og Fæ. så forholder det sig anderledes, så må man fra Grønlands side accepterer netop fællesskabet. Man må erkende at man udgør en meget lille og afhængig minoritet i et langt større samfund og at snævre egen-interesser og at være “14 år og slå sig på brystet” eller at lade sig lede af de delvist og ofte helt indbildte fornærmelser og overgreb i fortiden, må vige for fællesskabets overordnede interesser – og Fællesskabet har næppe nogen interesse i at blive uran eksporterende.
Vil man ikke det (tilpasse sig fællesskabet) er rigsfællesskabet i fare og derfor er Grønland i fare – i Danmark kan man være lige glad og, desværre, i stigende grad er det.
Jeg tror at der vil ske lidt det samme som der skete på Færøerne.
Da man fra Færøsk side opdagede at det fundamentale forhold er at Færøerne har brug for rigsfællesskabet og ikke omvendt, kølnede man retorikken betydeligt og de store dele af det færøske samfund der ikke er etnocentrisk forhippede men forholder sig til den reale verden, kom tilbage til bordet og nu har man et meget godt forhold hvor Færøerne indgår (næsten – der er jo lidt knas med kvoter og overholde aftaler med tredje part) problemløst i fællesskabet med deres egen identitet (eksempelvis kan man genere homoseksuelle osv. ).
Men Færøerne har netop ikke opbygget deres etniske identitet omkring et importeret post-kolonialt traume som man desværre har på Grønland. Det virker jo helt vanvittigt at Aleqa skulle have en “sandhedskommission” (Som om Grønland og Grønlændere nogen sinde og på noget tidspunkt har været tilmålt den behandling afrikanere fik i Sydafrika eller indianerne i Nord Amerika – ikke det der ligner!) og Kielsen må slå sig på brystet og råbe at “frihedens ild stadigvæk brænder” – I modsætning til så mange andre folk der har måtte kæmpe og udholde store ofre for deres frihed, har Kielsen en “undertrygger” der hellere end gerne ville give ham hans frihed – kvit og frit – man ville måske endog betale ham for det.