Kim Kielsen, formanden for Naalakkersuisut, det grønlandske selvstyre, har sagt noget vigtigt på et seminar i Japan. I et svar på et spørgsmål fra en japansk deltager slog han fast, at han ikke arbejder på at løsrive Grønland fra Danmark inden for sin egen levetid. Tværtom forklarede Kim Kielsen ifølge referat i den grønlandske ugeavis Sermitsiaq, at det primært er relevant for ungdommen – altså de kommende generationer – hvorvidt Grønland skal ændre på sit forhold til Danmark.
Kim Kielsens departement har ikke offentliggjort noget officielt referat af Kim Kielsens udtalelse, der fandt sted 26. marts og som også omfattede kronprins Frederik og andre honoratiores, men Sermitsiaq medrejsende chefredaktør Poul Krarup rapporterede fra mødet, at ”Kim Kielsen svarede, at alle partier i Grønland er enige om, at der er mange problemer, som skal løses, før der kan blive tale om øget selvstændighed fra Danmark, og han mener, at det først bliver en opgave for ungdommen, som i dag vokser op i Grønland.”
Her til vil mange iagttagere i Grønland og Kim Kielsen selv nok indvende, at det har Kim Kielsen sagt før; at synspunktet ikke er nyt. Kielsen gjorde allerede under valgkampen i Grønland i 2014 klart, at hans fokus er på Grønlands akutte problemer med arbejdsløshed, boligmangel, truende finansunderskud og fattigdom – og ikke på den luftige debat om uafhængighed i en ukendt fremtid eller andre fjerne scenarier. I et interview i Information i januar lød det, at ”Grønlands nye Selvstyreformand Kim Kielsen lægger større vægt på samarbejdet med Danmark end sin forgænger på posten.”
Men bagatellisering af Japan-udtalelsen er unyttig, sådan som den grønlandske presses prioritering også har afspejlet. Kim Kielsens tilfældige bemærkning i Tokyo, der faldt under et besøg, som primært skulle promovere grønlandsk fisk og turisme, røg straks på Sermitsiaqs netudgave, der læses over hele Grønland: ”Uafhængighed af Danmark sat på pause”. Der blev skrevet ledere i begge de grønlandske ugeaviser, og initiativtageren til ’Foreningen Rigsfællesskabet’, den grønlandske skribent Nauja Lynge, har senest indrykket en kronik i Politiken, hvor Kim Kielsen ligefrem roses for sit mod til at ændre den politiske diskurs i Grønland: ”Det kræver format og lederskab at turde stå frem og ændre på det mediebillede, som igennem et par år har præget Grønlands virke (…) I forbindelse med og efter det valg, hvor Aleqa Hammond fik fremmarch, har mediedækningen i Grønland haft øget fokus på selvstændighed og had til Danmark.”
Kim Kielsen bliver nu med andre ord både i Danmark og i den grønlandske debat fremstillet som et egentligt modstykke til sin forgænger, Aleqa Hammond, der gjorde afstandtagen til Danmark og rigsfællesskabet til en kerne i sit politiske projekt. Det afgørende for Christiansborg og andre interesserede i Danmark er derfor nu i hvilket omfang, der er tale om en egentlig kursændring. Under sit korte formandskab fra marts 2013 til september 2014, hvor hun faldt i en bilagsskandale, formåede Aleqa Hammond at presse spørgsmålet om rigsfællesskabets fremtid til helt tops både i Grønland, i Danmark og i udlandet. Hun talte højt om ”uafhængighed i min levetid” – også på internationale konferencer – og hun fik nedsat en forsoningskommission, der skal kulegrave kolonitiden, så grønlænderne kan forsone sig med den omstridte fortid. Hun gik til stålet i et opgør med Helle Thornings regering om magten over den grønlandske uran, og hun talte varmt for at øge det grønlandske sprogs plads i Grønland på bekostning af det danske sprogs nuværende dominans. Aleqa Hammond og hendes flertal i Inatsisartut, det grønlandske parlament, satsede hårdt på udviklingen af Grønlands olie, gas og mineraler i håbet om hurtige indtægter, der kunne mindske Grønlands økonomiske afhængighed af Danmark og dermed trække muligheden for en opløsning af rigsfællesskabets bånd nærmere.
Kim Kielsen var miljøminister i Aleqa Hammonds regering. Han er kernemedlem af Siumut, samme parti som Aleqa Hammond er rundet af. De kommer begge fra den politiske grundstamme, der har domineret det politiske liv på Grønland siden 1970’erne, og de har langt hen ad vejen samme holdning til Grønlands forhold til Danmark: Kim Kielsen mener ligesom Aleqa Hammond, at Grønland en gang i fremtiden bør være en mere selvstændig nation, der organiserer sit samarbejde med Danmark på en anden måde, end samarbejdet i rigsfællesskabet i dag. På trods af de mange avisoverskrifter, hun med fryd genererede, talte Aleqa Hammond ikke for løsrivelse i den forstand, at Grønland efterlods skulle sejle rundt i Nordatlanten løsrevet fra enhver forbindelse til Danmark, NATO osv. Hun forklarede gerne, at Danmark i hendes vision også efter en fremtidig omkalfatring af rigsfællesskabet ville forblive Grønlands altdominerende partner – blot nu i et frivilligt parforhold. Kim Kielsen mener det samme: At Grønland en gang i fremtiden bør indgå i et mere ligeværdigt / frivilligt samarbejde med Danmark end det samarbejde, der i dag er organiseret som et rigsfællesskab baseret på den danske grundlov.
Spurgte man ham, da han var miljøminister i Aleqa Hammonds regering, slog han sig gerne med knytnæve på brystet og sagde: ”Flammen herinde har vi alle sammen. Vi skal være herrer i eget hus. Men vi har forskellige holdninger i vores parti. Jeg vil gerne se, at den unge generation uddannes først, og så må det være om til dem at beslutte, om de er klar. ” Her er den afgørende nuance, som nu er bliver belyst for en bredere offentlighed: Kim Kielsen lader ikke trangen til uafhængighed præge sine forsøg på at løse de aktuelle problemer i Grønland, og han taler stort set ikke om den fremtid, som Aleqa Hammond så bastant forsøgte at gøre nærværende i det politiske værksted. Kim Kielsen tror lige som Aleqa Hammond på olie, gas og mineraler som potentielt væsentlige indtægtskilder for Grønland, men han prioriterer fiskeriet og turismen lige så højt i sin aktuelle politik. Kim Kielsen ærgrer sig ligesom Aleqa Hammond over det danske sprogs dominerende rolle i Grønland, men han navigerer mere tilbageholdende i det kulturelle minefelt. Kim Kielsen har samme indstilling til uran og Grønlands ret til rigdommene i undergrunden som Aleqa Hammond, men han griber diskussionen med Danmark mere gelinde an. Forsoningskommissionen, som Aleqa Hammond fik nedsat, arbejder støt videre under Kim Kielsens regime; faktisk har den nu opbakning fra hele det politiske spektrum i Nuuk.
Så er alting forandret? Nej, men Kim Kielsens lidt tilfældige svar på et spørgsmål i Japan illustrerede et betydningsfuldt stilskifte i Nuuk. Nu venter vi spændt på, hvem han og Siumut vil stille op som folketingskandidat, når Helle Thorning kalder til valg. Aleqa Hammond bliver for tiden nævnt i Nuuk som en mulighed.
Dette blogindlæg er i let redigeret udgave også trykt som nyhedsanalyse i Information 22.4 2015.
