Martin Breum

I januar slog regeringens særlige udenrigspolitiske rådgiver, Peter Taksøe-Jensen, fast i et interview i Politiken, at et stærkt engagement i Arktis er vitalt for nationen:»”Danmark er sammen med Grønland og rigsfællesskabet en arktisk stormagt. Vi skal bruge endnu flere kræfter på at sikre, at udviklingen i Arktis kommer til at stemme overens med danske interesser«.

Taksøe-Jensen omfavnede det synspunkt, at Danmark sammen med Færøerne og Grønland indtager en position i Arktis, der giver unik indflydelse og en væsentlig større rolle på verdensscenen, end vi ellers kunne indtage: Det er ikke mindst mod nord, at nationens skal rette sin opmærksomhed, hvis vores centrale politiske, strategiske og økonomiske interesser skal varetages. Det er et synspunkt, som også Lars Løkke Rasmussen og vores tidligere udenrigsminister, Martin Lidegaard, har givet udtryk for.

Ifølge analysen er Danmarks særlige stilling i Arktis så gunstig for landets muligheder i det internationale samfund, at andre udenrigspolitiske prioriteter, herunder dansk engagement i Mellemøsten, bør vige for et mere systematisk engagement i Arktis.

Hvis det arktiske skal have en så markant plads i den politiske praksis, får forholdet til Grønland og Færøerne helt ny betydning.

Regeringen skal levere en konkret strategi (og et budget) for, hvad Danmark præcist agter at foretage sig i Arktis for at befæste og udnytte rigets stormagtsstatus. Den proces forudsætter, at Færøerne og Grønland for alvor opfatter sig som en del af projektet. Det viser historien, og det bliver ikke let.

Til daglig fungerer rigsfællesskabet ofte glimrende; praktiske problemer løses, hverdagen fungerer. Men det ændrer ikke på, at mange grønlændere og færinger mener, at det på sigt bør opløses og erstattes af et mere frivilligt samarbejde. De nærer af historiske årsager dyb skepsis over for ethvert tilløb til øget dansk kontrol. Derfor kan vi kun ved øget respekt for historien sikre, at forhandlingerne om fremtiden former sig konstruktivt.

Den danske regering kan ikke blot fra den ene dag til den anden skrue op for det danske engagement i Grønland eller forudsætte, at Grønlands prioriteter stemmer overens med Danmarks – ej heller, når det gælder udviklingen i Arktis.

Grønlandske politikere efterlyser ofte mere af det, de danske flådestyrker leverer i Grønland: Fiskerikontrol, søredningstjeneste, miljøovervågning m.v. Men de er skeptiske over for alle tegn på genetablering af dansk indflydelse på det, grønlænderne efter hårde forhandlinger selv har overtaget styringen af. Grønlændernes ønske om at bearbejde, påvirke og afgrænse den danske indflydelse kan spores tilbage til koloniseringens begyndelse, og det er vokset lige siden.

Grønland er geografisk en del af Nordamerika, ikke af Europa. I håbet om at kunne beskytte sig selv mod europæiske fiskere blev grønlænderne i 1985 – imod Danmarks ønsker – de første nogensinde til at melde sig ud af EF/EU.

Grønlænderne har siden presset på for at få større indflydelse på rigets udenrigspolitiske praksis. Da grønlænderne i 2009 overtog retten til råstofferne i Grønland, stod retten til at føre en mere selvstændig udenrigspolitik som det næste på prioriteringslisten i Nuuk. Grundloven siger, at udenrigs- og sikkerhedspolitik er et anliggende for den danske regering, men loven er for længst bøjet efter pres fra færingerne og grønlænderne, og kravet om yderligere nyfortolkning er konstant.

Grønlandske politikere er ikke sikkerheds-clearet af efterretningstjenesterne, så de ved ikke altid, om de får den fulde historie fra Udenrigsministeriet og de danske ambassader. Den mistro, som dette kan medføre, har Peter Taksøe-Jensen oplevet, da han som ambassadør i Washington i 2015 deltog i forviklinger om Thule-basens økonomi: Nuuk følte sig ikke lige velorienteret hele vejen.

På samme måde står Færøernes ledere ikke nødvendigvis klar til at underlægge sig Danmarks udenrigspolitiske prioriteringer. En del færøske politikere sætter konsekvent betegnelsen ’det såkaldte’ foran ’rigsfællesskab’, og Landsstyret tegner i stigende grad øerne udadtil: De valgte allerede i 1974 at stå uden for EU, og i 2015 tegnede Færøernes lagmand sin helt egen linje, da han i Moskva kritiserede EU’s sanktioner mod Rusland. Færingerne tjener nu store penge på at levere fisk til Rusland i en de facto undergravning af EU’s sanktioner.

Allerde kort efter 1721, hvor Hans Egede indledte missionen og koloniseringen af Grønland, stod det klart, at grønlænderne nøje valgte til og fra i det tankegods, kolonisterne bragte med sig.

De grønlandske fangere foretrak længe at handle med de hollandske hvalfangere, og som lektor Kirsten Thisted, ekspert i det grønlandske åndsliv, forklarer i et afsnit af de tv-udsendelser vi har lavet om rigsfællesskabet historie, kunne grønlænderne blot være sejlet bort, hvis de ikke ønskede omgang med danskerne: De valgte selv kristendommen, de valgte selv at læse og skrive, og de brugte straks de nye færdigheder til at formidle, kritisere og gøre indsigelser.

I Grønlands nationalarkiv i Nuuk ligger farverige breve fra utilfredse fangere i både syd og nord, der klagede over de dårlige lønninger, unfair handel og urimelig forvaltning. Hjælpepræsten Poul Grønlænder leverede i 1758 en lang kras civilisationskritik i et brev til en af Hans Egedes sønner: »Jeres folk ved, at der er en Gud til…alligevel lever de, som de havde ordre til at være onde«. I 1861 udkom den første grønlandske avis – på grønlandsk.

På Færøerne hentede fribytteren Poul Nolsøe i 1700-tallet inspiration fra Europa og den franske revolution. Han underminerede kongens handelsmonopol og skrev nidviser om det danske embedsapparat: I sit Fuglekvad gjorde han embedsmændene til rovfugle og færingen til den lille men fiffigere strandskade.

I dag er strandskaden Færøernes nationalfugl og Poul Nolsøes statue står på hæderspladsen lige bag Tinganes, Landsstyrets hovedsæde. De færøske lærde opfandt det færøske skriftsprog og grundlagde tidligt i 1800-tallet en national-kulturel selvbevidsthed i tæt dialog med Grundtvig og andre tænkere udenlands.

I 1850’erne protesterede Niels Winther, Færøernes første medlem af Folketinget, da danskerne reserverede fire sæder for sig selv i Færøernes Lagting, og han høstede en historisk sejr, da konge-monopolet endelig blev ophævet. Tilhængerne af øget selvbestemmelse var fascinerede af Island, der sagde nej til den danske grundlov og i 1918 indledte Islands løsrivelse fra kongeriget.

Sat på spidsen kan man efter 300 års fælles historie konkludere, at Danmark ikke bare kan blive en arktisk stormagt. Vi risikerer også at blive verdens første ’post-arktiske’ nation. Skulle grønlænderne vælge at forlade rigsfællesskabet, vil Danmark ikke længere have reel adkomst til Arktis. Uden Grønland vil Danmark miste 98 procent af sit territorium og enhver betydning som arktisk aktør.

Grønlands udmeldelse af rigsfællesskabet er som bekendt stadig kun et af mange mulige fremtidsscenarier og helt uden tidsplan. Selv de mest iltre tilhængere af løsrivelse ønsker tæt samarbejde med Danmark også efter en eventuel løsrivelse. Men verden er alligevel forandret i forhold til tidligere.

Danmark anerkendte med Selvstyreloven i 2009 grønlænderne som et folk i folkerettens forstand, og grønlænderne fik ret til at frigøre sig af rigsfællesskabet, når de selv ønsker det, plus ejerskab til råstofferne i undergrunden. Dermed fik de fornyet tro på, at de en dag måske selv kan betale alle regningerne.

Tre ud af de fire nordatlantiske medlemmer af Folketinget, Magni Arge fra Færøerne og Aleqa Hammond og Aaja Chemnitz fra Grønland, repræsenterer en dybt rodfæstet selvstændighedstrang på Færøerne og i Grønland, og de har mange vælgere bag sig.

Magni Arges parti, Tjoðveldi, Republikanerne, der sidder i den regerende koalition, førte for bare 16 år siden an i målrettede (men kuldsejlede) forhandlinger med København om løsrivelse. Arbejdet med både en grønlandsk og en færøsk grundlov er i gang. Processen skal afklare, hvad borgerne i de to ø-samfund ønsker sig af fremtiden og lægge grund for eventuelle forhandlinger med Danmark om omkalfatring af rigsfællesskabet.

Set med historiens briller er denne tilstand ikke overraskende. Færøsk politik var fra starten delt i to lige store lejre: Tilhængerne af et tæt samarbejde med Danmark, og så den anden halvdel, der ønskede større færøsk magt over egne sager. De sidstnævnte argumenterede for retten til at tale færøsk i kirken og i skolen og for øget lovgivningsmagt til Lagtinget.

Efter 1. verdenskrig havde de en stund flertal på øerne. Da statsminister Thorvald Stauning var på besøg i 1930 måtte han true med en folkeafstemning: ’Ja eller nej til Danmark’ for at skræmme de oprørske til ro. Dansk politisk tænkning rakte ikke til mere end enten-eller.

I de fem krigsår var Færøerne uden for Københavns kontrol, og tilhængerne af øget selvbestemmelse fik ekstra vind i sejlene. Den danske amtmand, Carl Aage Hilbert, måtte i hemmelighed bede de britiske tropper på øerne om hjælp. Briterne truede nu med at behandle færingerne som ‘rebels’ hvis de forsøgte at overtage magten. I 1946, da Danmark igen havde kontrollen, stemte et flertal af færingerne for løsrivelse. Først da Christian X og regeringen i København opløste Lagtinget og fik udskrevet nyvalg, fandt man et kompromis: Færingerne fik Hjemmestyre.

I Grønland skrev de intellektuelle i starten af 1900-tallet de første romaner om et fremtidigt, højtudviklet Grønland i et ligeværdigt parløb med Danmark, og den fattige fisker Peter Gundel kritiserede i skarpe tekster den forskelsbehandling, grønlænderne var udsat for. Hans udkast til en roman blev bremset, mens grønlandske politikere efterlyste mere indflydelse og modernisering.

Også Grønland var under 2. verdenskrig uden for Københavns rækkevidde: Amerikanerne havde til gengæld brug for Grønland som mellemlanding på vej til krigen i Europa. USA byggede baser, og grønlænderne sugede til sig af moderniteten, varerne fra New York og alt det internationale.

Ved grundlovsændringen i 1953 stemte det nye, samlede Landsråd ja til at blive en integreret del af det moderne Danmark: De grønlandske ledere forestillede sig, at lighed for loven også betød lighed i bredere forstand, og da ligheden udeblev, startede en bølge af politisk mobilisering, vi stadig ser effekten af. Folketingsmedlem Augo Lynge, der ellers var varm tilhænger af rigsfællesskabet, advarede allerede i 1957 om at forholdet stadig var skævt og at kolonimentaliteten fortsat herskede.

De mange eksempler på selvstændighedstrang har fået iagttagere i udlandet til at tage bestik af en fremtid, hvor Danmark ikke længere er den væsentligste partner for de to ø-samfund. I det amerikanske militære fagtidsskrift, Proceedings Magazine, fra december 2015, tegnes eksempelvis et fremtidsscenarie, hvor Grønland løsriver sig fra Danmark, mens kinesisk industri og militær indtager en hovedrolle. Udlandet oplever ikke længere nødvendigvis rigsfællesskabet som fast forankret.

Det er en usikkerhed, som chefen for det danske forsvarsakademi, Nils Wang, og andre er optaget af, men som ikke synes at bekymre de grønlandske politikere.

I 1960’erne udgjorde danske håndværkere, sygeplejersker, administratorer og andre danskere, der skulle opbygge et velfærdssamfund i Grønland, ti procent af Grønlands befolkning. Danskerne styrede og de fik langt mere i løn for samme arbejde, bedre boliger og rejser hjem i fast kadence. Velkvalificerede grønlændere blev sprunget over i køen, mens det grønlandske samfund blev lagt om. Grønlands egne politikere havde betydelig medindflydelse, men oplevelsen af kontroltab blandt almindelige mennesker var massiv.

Unge, oprørske grønlændere krævede i 1970’erne og 80’erne retten til den grønlandske undergrund og ret til at definere en samfundsudvikling, der ikke var designet i København. I 1972 blev Grønland så lempet ind i EF sammen med Danmark, selvom et flertal i Grønland stemte nej, og utilfredsheden voksede.

I 1979 forhandlede grønlænderne et hjemmestyre på plads, og i 1985 fulgte udmeldelsen af EF. Siden overtog Hjemmestyret ansvaret for stadig mere af samfundets drift, og i 2009 stemte tre-fjerdedele ja tak til Selvstyre, undergrunden og retten til at løsrive sig – og pligten til selv at betale regningerne ved overtagelsen af nye ansvarsområder fra Danmark.

Mødet mellem Færøerne, Grønland og Danmark har aldrig været enkelt. Man kan vælge at lægge vægt på succeshistorierne, som der vitterligt er mange af, eller man kan, som vi har gjort, vælge at studere, hvordan forskellighederne har skabt en tilstand af uafbrudt forhandling og stadig mere vidtrækkende grønlandske og færøske krav om selvstændighed.

Danmark er ganske rigtigt sammen med Færøerne og Grønland en arktisk stormagt. Det kan muligvis – som Peter Taksøe Jensen påpeger – udvikle sig til en serie af interessante perspektiver og chancer for alle involverede. Men det kræver som mindstemål, at vi alle får et langt bedre kendskab til den fortid, som skal bære os videre.

Dette blogindlæg er skrevet sammen med Jakob Gottschau i anledning af, at DR-K den 17. februar viser første afsnit af dokumentarserien “Rigsfællesskabets Historie”, som vi har produceret. Teksten optrådte samme dag som kronik til Politiken.

En ny uran-aftale mellem Danmark og Grønland illustrerer, hvor glimrende rigsfællesskabet fungerer, når det er bedst, men også hvordan magtfordelingen i riget forskydes.

Aftalen blev underskrevet for få dage siden af danske og grønlandske ministre efter mere end to års intense forhandlinger, der er forløbet først som skrig og skrål i offentligheden, siden i diskretion for nedrullede gardiner.

Dramaet rækker tilbage til 2013.

Den kontroversielle, grønlandske stemmesluger, Aleqa Hammond, var netop blevet formand for Naalakkersuisut, den grønlandske regering. Hun ønskede, at Grønland skulle blive selvstændigt i hendes egen levetid, og for at forcere udviklingen, satte hun turbo på alle olie- og mineralmuligheder. Hun varslede, at hun vil have ophævet forbuddet mod udvinding af uran i Grønland.

Helle Thorning-Schmidts regering brød sig ikke om planerne. Grønlænderne overtog med Selvstyreloven i 2009 alle rettigheder til rigdommene i undergrunden, men regeringen var helt uforberedt på uransagen og stærkt pikeret. I Danmark var atomkraft er bandlyst, og Danmark stod helt fremme i den internationale indsats for at forhindre spredning af atomvåben. Udenrigsministeren – Villy Søvndal – sattte sammen med statsministeren alt ind for at forpurre Aleqa Hammonds planer. De fik udarbejdet juridiske rapporter, der fastslog at udvinding og eksport af uran har sikkerhedspolitisk betydning: skidtet kunne jo falde i de forkerte hænder. Og da sikkerheds og udenrigspolitik fortsat er et anliggende for den danske regering, forlangte de at få det sidste ord i sagen.

Kort før den afgørende afstemning i Inatsisartut, det grønlandske parlament, rejste Villy Søvndal til Nuuk i et sidste forsøg på at inddæmme katastrofen, men Aleqa Hammond lod sig ikke bremse. Efter mindre end et år som formand samlede hun et snævert flertal for en ophævelse af uran-forbuddet, og pludselig var det ikke længere ulovligt at udvinde uran i Grønland.

Aleqa Hammond havde på sit formfuldendte engelsk i øvrigt på forhånd meddelt det internationale samfund, at Grønland snart ville være at finde blandt de 10 største uraneksportører i verden.

Højesteret

Den danske regering var i tovene. Helle Thorning-Schmidt holdt ubehagelige møder med Aleqa Hammond, og på et pressemøde kunne de kun sige, at de var enige om være uenige. Helle Thorning-Schmidt afprøvede flere pressionsmidler; Aleqa Hammond truede til gengæld med at indkalde dommerne i Højesteret som mellemmænd.

I begge lejre var vitale interesser på spil. I Grønland bredte mistanken sig, at danskerne ikke blot fokuserede på uranen, men reelt forsøgte at rulle grønlændernes ret til deres egen undergrund tilbage. Hvis Danmark først overtog kontrollen over uranen, hvad ville så det næste blive? Er olie ikke også sikkerhedspolitik? Eller sjældne jordarter, der både anvendes i vindmøller og i missilsystemer?

I Danmark ringede flere alarmklokker: Man frygtede for et udvindings- og eksportforløb helt ude af trit med den række af internationale konventioner om kontrol med nukleare materialer, som Danmark for længst havde undertegnet, men som Grønland ikke var omfattet af. Af årsager, som offentligheden ikke fik klarhed over, var Grønland i flere tilfælde undtaget disse aftaler, og rygterne gik, at amerikanerne og deres kernevåben på Thulebasen måske igen spillede en rolle, men det blev aldrig dokumenteret. Bundlinjen lød, at den danske regering har en række skarpe forpligtelser overfor det internationale samfund, som det ville være mere end vanskeligt at lade Nuuk overtage. Nationens omdømme var spil, og så var det også vigtigt at fastholde en klar kompetencefordeling mellem Grønland og Danmark: Danmark kunne ikke give køb på kontrollen over forsvars- og sikkerhedspolitikken.

Endelig fandt diplomatiet så et låg til konflikten.

Man aftalte med Grønland, at sagen nu ville blive analyseret til bunds og brækket ned i sine mange, mange forskellige del-elementer. Herefter kunne man forhandle hvert enkelt element for sig, og forhåbentlig med tiden enes om en ordning for hvert enkelt punkt, som til sidst ville gøre det muligt at komme videre i fordragelighed.

Og det er præcis, sådan det hele nu er endt.

Blød landing

I dag roser medlemmer af den regerende koalition i Nuuk ikke bare den ny aftale, men også det diplomatiske arbejde, der er gået forud. Det er usædvanligt: Nuuk er ofte kritisk. (Den grønlandske opposition med IA-formand Sara Olsvig i spidsen er derimod skeptiske overfor uran-aftalen – og uranudvinding i det hele taget).

Med den nye uran-aftale kan den regerende koalition roligt fortsætte de undersøgelser, der skal vise, om det er muligt at finde kompetente mineselskaber, der kan og vil udvinde uran i Grønland. De grønlandske myndigheder må selv afgøre, om der er selskaber, der tilfredsstiller grønlændernes miljø- og sikkerhedskrav. Og de private selskaber kan nu få et brev om, at der ikke er flere forviklinger med Danmark.

Den grønlandske ledelse har desuden fået en række forsikringer om, at Danmark respekterer det grønlandske folks rettigheder til rigdommene i den grønlandske undergrund. Det rokker uran-aftalen ikke ved.

Til gengæld har det grønlandske styre skrevet under på, at den danske regering har det sidste ord, når det gælder eksport af uran fra Grønland. Grønlænderne har fra begyndelsen været enige i, at de internationale konventioner selvsagt skal overholdes, og de overlader det nu til den danske regering at sikre, at det også sker hvis/når der finder eksport af uran sted fra Grønland. Med den nye aftale er det op til den danske regering – og de danske efterretningstjenester – at vurdere ikke mindst om fremtidige eksportaftaler er indgået med legitime købere. Danmark har på det punkt, det sidste ord.

En del af involverede er undervejs i de langstrakte forløb nået til den fælles erkendelse, at der næppe nogensinde ville været opstået uenighed om, hvem man med rimelighed kan sælge uran til – uanset, hvem der havde det sidste ord.

Problemet har fra begyndelsen i manges øjne primært været et udtryk for mangel på gensidig tillid; en arv fra den vanskelige, fælles fortid.

Om aftalen så også vil løse alle problemer, hvis eller når uranudvinding i Grønland bliver til noget, det kan selvsagt kun tiden vise.

Uranaftalen består af flere del-aftaler. De er alle præsenteret her: http://www.diis.dk/node/6258

Frankrigs præsident, Kinas viceudenrigsminister og 1900 andre politikere, diplomater, erhvervsledere, forskningschefer og topfolk fra en række miljøorganisationer har i weekenden været samlet til klodens hidtil største forum om den arktiske udvikling – alle på invitation af den islandske præsident Grimsson og hans kapitalstærke, private sponsorer.

Men hvorfor kommer  alle disse beslutningstagere til en konference, hvor ingen beslutninger skal tages? Hvorfor sender Tysklands regering en delegation på mere end 50 mand? Hvad er det, der  trækker en stor kinesisk delegation til et uformelt debatmøde uden synderlig konkret dagsorden? Hvorfor kommer koreanerne i stort antal? Singaporeanerne? Og 50 mand fra den amerikanske stat Maine? Hvorfor møder de russiske diplomater og de international investeringsselskaber så talstærkt op?

Det banale, men korrekte svar er, at de kommer, fordi der er noget at komme efter: Store forretninger, afgørende viden om klimaet, politisk indflydelse. Arktis bliver i disse år med høj fart integreret i den globale politiske og økonomiske mainstream. Chefen for investeringsselskabet Guggenheim Partners fortalte eksempelvis det store publikum med et vildtflyvende postulat, at der forestår investeringer i Arktis for én billion (1000 mia.) dollars, og at han selv og en række andre erhvervs- og finansinstitutioner er ved at oprette The Arctic Permanent Investment Vehicle, en pengetank, der vil være i stand til at administrere kapital f.eks. fra de danske pensionskasser, internationale kapitalfonde m.v. og dirigere dem ind i de talrige nye arktiske havne, lufthavne, vejanlæg, vandkraftanlæg, jernbaner o.s.v., som Guggenheim Partners ser for sig.

De har også med opbakning bl.a. fra Verdensnaturfonden forfattet en Arctic Investment Protocol , der skal sikre socialt og miljømæssigt forsvarlige investeringer i Arktis. Dynamikken er forskellig fra land til land i Arktis, det er svært at gennemskue, hvad der er hype og hvad der er realiteter – men tendensen umiskendelig: Da The Arctic Human Development Report forleden blev offentliggjort i København af et international forskerhold, blev det klart, at den økonomiske vækst i de arktiske dele af Canada, Norge, Rusland og de øvrige arktiske stater i snit ligger væsentligt over væksten i de arktiske stater som et hele – også selvom mange af de bebudede mineprojekter og olie-fund i Arktis endnu ikke er blevet til noget.

Viceudenrigsminister  Zhang Ming betegnede fra talerstolen i Harpa, Reykjaviks store musikhus,, Kina som en ’near-Arctic state’. Det er en særlig kategori, Kina har opfundet til sig selv for at understrege, at Kina har betydelige og legitime interesser i Arktis. Først og fremmest fordi klimaforandringerne i Arktis påvirker vejret i Kina, landbruget og dermed Kinas evne til at brødføde sin voksende befolkning. Men tilhørerne fik også et  indblik i Kinas samarbejde med Rusland om et vældigt naturgasprojekt på Yamal-halvøen helt mod nord i Rusland, og en direktør fra COSCO, Kinas og et af verdens største rederier, viste billeder af et kinesisk fragtskib, der to gange har gennemsejlet og afprøvet søvejen fra Kina nord om Rusland til Europa – en rute som Kina, Korea, Rusland og mange andre venter sig meget af, når havisen på ruten gradvist reduceres.

Den kinesiske delegations egen vurdering lød, at Det Arktiske Ocean vil være helt  isfrit om sommeren omkring 2050; en spådom andre her bekræftede Og som chefen for det norske polarinstitut, der selv er klimaforsker, udtrykte det fra scenen: ’Vi forskere har konsekvent undervurderet, hvor hastigt isen forsvinder – og det gør vi fortsat’.

Det er første gang i menneskets historie, at et helt verdenshav åbner sig. Arctic Circle-konferencen blev endnu en illustration af, hvordan denne voldsomme forandringsproces får stadig dybere globale implikationer.

Alene forskningen i de fysiske forandringer til havs, i atmosfæren, i permafrosten i Arktis har forandringens kraft. Forskningen var  øverst på alle de mange delegationers dagsordner: Både Kina og Tyskland – Asiens og Europas største økonomier – lovede mere, tungere, mere avanceret og mere vedholdende klimaforskning i Arktis. England har bestilt sit eget mægtige  polarforksningsskib. Især selvfølgelig fordi alle optaget af at forstå, hvorfor klimaforandringerne sker med dobbelt hast i Arktis. Indsigt i den proces giver allerede ny og fuldstændig afgørende viden om, hvad resten af kloden kan forvente. Men også fordi de store, tunge og dyre forskningsprogrammer er en vigtig faktor i det voksende science-diplomacy i Arktis.

Et velfinansieret forskningsprogram med dyre isbrydere, helikoptere, avanceret teknologi og langsigtede investeringer legitimerer en større tilstedeværelse i Arktis for dem, der betaler regningerne: De får nye kontakter, indgår i nye partnerskaber med universiteter og forksninginstitutioner på Svalbard, i Grønland, i Norge, Canada, Rusland og derigennem med de lokale politiske beslutningstagere. De, der engagerer sig i den arktiske forskning, bliver hørt også uden for forskningens regi og får således ét skridt ad gangen øget indsigt og indflydelse i regionen.

Frankrigs præsident Francois Hollande kom til Reykjavik, og holdt en tale som festens højdepunkt. Han var i byen for at samle opbakning til FNs klimatopmøde COP21 i Paris til december og glemte i sin iver at sige noget sammenhængende om de indfødte folk i Arktis; grønlændere, inuitter i Canada, Alaska og de øvrige arktiske folkeslag i Rusland og Skandinavien.

Hollande fik dermed ufrivilligt illustreret en risiko ved det øgede globale engagement i Arktis, som de oprindelige folks repræsentanter er stadig mere opmærksomme på: Mens stadig flere regeringer, virksomheder og internationale organisationer krabber sig ind på den arktiske arena, frygter de godt fire millioner mennesker, der bor i Arktis, at blive klemt, overset og reelt sat uden for indflydelse i den fortsatte udvikling i deres egne samfund. Hvem bestemmer i det nye The Permanent Arctic Investment Vehicle? Hvem designer udviklingen af infrastruktur og nye miner i det russiske Arktis, i Canada eller Nordnorge?

I det danske kongerige har Grønland særstatus med egen Selvstyreregering og udstrakt indflydelse på egen affærer, men så langt er de oprindelige folk ikke i de øvrige arktiske stater, og det er endnu uklart hvilken effekt, det øgede, globale engagement i Arktis vil have på netop de lokale  folkeslags indflydelse på egne forhold fremover.

Ikke at de mindre folkeslag blev overhørt i Reykjavik. Færøernes nyvalgte politiske leder, lagmand Aksel Johannesen og hans landsmænd, markedsførte med stor energi Færøerne som centralt placeret fremtidig tankstation, pit-stop og havnefacilitet for skibstrafikken i Arktis, og Grønlands landsstyreformand, Kim Kielsen, netværkede flittigt i korridorerne, mens udenrigsminister Vittus Qujaukitsoq fra scenen fortalte om Grønlands fremtidsvisioner, herunder håbet om snarlig udvikling af flere miner i Grønland.

DAnmark var som nation stort set usynlig på denne vældige arktiske messe i Reykjavik. De arktiske landes regeringer – inklusive den islandske – ser med skepsis på den islandske præsident Grimssons årlige Arctic-Circle-konference, hvor alle der ønsker det, og i øvrigt har råd, kan komme til orde og føre sig frem. De arktiske stater er langt mere optagede af at fastholde det etablerede magthieraki i Arktis, hvor de arktiske stater har en præcist defineret forrang til at træffe beslutninger, regulere og udstikke retningslinjer for den arktiske fremtid, og Grimssons vidt åbne arrangement understøtter ikke nødvendigvis den dagsorden.

Dette blogindlæg optrådte også som nyhedsanalyse i Information 20.10 2015

Igennem de ni år, der er gået siden 2007, har antropologen Kirsten Hastrup hvert år besøgt fangersamfundet i Thule. Her har hun tilladt sig god tid, og vi har andre har derfor nu fået en rig og perspektivbærende beretning om Thule-samfundet, der både rækker langt tilbage i historien og direkte ind i debatten om Grønlands fremtid. Hendes nye bog, ‘Thule på tidens rand’, er netop udkommet fra Lindhardt og Ringhof – 500 sider til 500 kroner.

Kirsten Hastrup er ikke et sekund i tvivl om, at det lille samfund på knap 800 mennesker i Thule-området, eller Avanersuaq, som det nordligste beboede Grønland hedder på grønlandsk, har væsentlig betydning for os alle. Her forstår man, hvordan menneskene i dette lille samfund, der også i den grønlandske kontekst opfattes som langt væk, har vægt som bærere af en ganske særlig arktisk historie, som overbringere af fangernes særegne levevis til fremtidige generationer, som aktører i de topaktuelle klimaforandringer, som udviklere af sofistikeret fangstteknologi og som vidner til fremmedes indmarch fra de første hvide rejsende i 1800-tallet og til 1940’erne og 1950’erne, hvor en flod af danske svigt og knæfald ledsagede etableringen af amerikanernes Thule-base og tvangsflytningen af Thuleboerne til Qaanaaq, den nuværende hovedby i Avanersuaq.

Det er ikke et hovedsigte med Kirsten Hastrups beretning, men omkring side 400 fælder hun med cirka 20 siders nådesløs afklædning en hård moralsk dom over de danske embedsmænd og politikere, der agerede fødselshjælpere for Thule-basen: ”Den danske administration dækkede over tvangsflytningen ved at fastholde, at det var fangernes og Fangerrådets eget ønske (…) Det er næsten ubærligt at tænke på omfanget af den undren og den krænkelse, som Thulebefolkningen må have følt ved på den måde at være dobbelt forstødte – fysisk ved at skulle flytte, menneskeligt ved ikke at blive anset for ligeværdige – eller overhovedet set .” Løgn føjedes til svig, mens danskerne, grønlænderne og FN blev holdt hen med tåge og fordrejninger, forstår man – og et samfund blev mærket for altid: ”Sammenbruddet i Thulesamfundet, som det havde fungeret siden 1910, var til at tage og føle på”. Kirsten Hastrup er professor i antropologi ved Københavns Universitet, prisbelønnet forfatter til en stribe fagbøger og præsident for Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Hendes analyse er ikke bare læsværdig, den er om muligt endnu mere solidt funderet end Højesterets rent juridiske dom fra 2003, der klarlagde, at flytningen af Thuleboerne var i strid med folkeretten.

Kirsten Hastrups beretning er langt bredere end historien om tvangsflytningen. Som fortæller er hun gennem alle otte af bogens tematiske kapitler levende optaget af at videregive sine observationer af det nære – af familiemønstre, af tætheden mellem menneskene i så lille et samfund, af beklædningens udvikling gennem generationer, redskaberne, vanerne og den adrætte beslutsomhed, som et liv i nærkontakt med en farefuld natur har fostret hos Thulefolket. Hun skriver om fangsten, hvalrosserne, søkongerne, menneskenes liv med landskabet, isens inderste, om kvindekamikkerne, der før i tiden også fungerede som lommer, om stilfærdigheden, om fangstblæren af afhåret sælskind og ikke mindst om det at høre til et sted uanset, at det for andre måtte synes fjernt. Et tema, der har optaget Kirsten Hastrup en rum tid: Tre bøger, inklusive en doktordisputats har hun skrevet om Islands historie og folk.

I ’Thule på tidens rand’ rapporterer hun med fintmærkende respekt for detaljens betydning, og får indgående beskrevet, hvordan fangersamfundet i Avanersuaq har udviklet sig over tid: Fra de første grønlændere, der kom fra Asien netop til Nordvestgrønland, til i dag, hvor Thulesamfundet ikke længere er så homogent som før flyvemaskinen, og hvor det gamle i den grad må tage bestik af det nye. Klodens opvarmning bringer fundamentale rystelser; Kirsten Hastrup dyrker ikke overdrivelsen, men så meget desto mere forstår man perspektivet.

Hun kunne dårligt have valgt et mere væsentligt tema end netop fangersamfundets skæbne: I Grønland har den klassiske fangerkultur, sådan som den ikke mindst har foldet sig ud i Thule-distriktet, i de seneste år fået umådelig status i Grønland. Aleqa Hammond, der i dag er medlem af Folketinget, havde i sin tid som stærkt nationalt orienteret leder af Naalakkersuisut, den grønlandsk Selvstyreregering, fra 2013 til 2014, f.eks. et stort romantisk oliemaleri af en grønlandsk fanger med hævet fuglespyd og bukser af isbjørneskind hængende bag sit skrivebord i Nuuk. På gavlene på de store boligblokke i Nuuk er i dag malet vældige grønlandske ansigter af klassisk tilsnit, så hovedstadens beboere konstant mindes om den del af kulturarven, fangerlivet repræsenterer.

Som Kirsten Hastrup nu er med til at dokumentere, lever kun ganske få grønlændere i dag af traditionel fangst. Også i Thuledistriktet må fangertraditionerne vige for klimaforandringerne, isens tiltagende svigefuldhed, internettet, ungdommens voksende mobilitet og den almindelige urbanisering, der tynder hastigt ud i Grønlands yderdistrikter. Traditionens og fangerkulturens betydning for mange moderne grønlænderes selvopfattelse er til gengæld intakt eller måske ligefrem voksende, og beretningen om de nuværende, og måske sidste Thule-fangeres historie, traditioner, redskaber, tænkning og nutidige levevilkår ramler derfor ganske præcist ind i den aktuelle debat om identitet og fremtid i Grønland. Ikke at Kirsten Hastrup blander sig i denne grønlandske debat; dertil er hun alt for bevidst om sit mandats begrænsning, men hun bringer med høj energi ny viden og indsigt. Kirsten Hastrup har ingen respekt for ’hurtig viden’, som hun kalder det; de talrige hold af forskere, journalister og kommercielle lykkeriddere, der torpederer fangersamfundet i Thule et par dage på jagt efter en eksotisk overskrift eller salgbare mineraler. Til gengæld gør hun sig også en del tanker om sin egen rolle: ”Det kan somme tider opleves som ganske tungt at ville skrive om andres liv. Det er også en måde at udstille dem på”, skriver hun sent i bogen.

Fra start til slut trækker hun flittigt på sine forgængere. Vi får gerne lange afsnit fra Knud Rasmussen, Lauge Koch og talrige andre, hvis mange og ikke altid lige festlige værker, Kirsten Hastrup har trawlet omhyggeligt igennem. Teknikken med sådan at invitere læserne med i sin egen læsning, trak Kirsten Hastrup også på i 2010 i moppedrengen: ”Vinterens Hjerte – Knud Rasmussen og hans tid”, og den virker: Man oplever ved selvsyn, hvordan historien spiller en afgørende rolle, hvis man vil kende det aktuelle i Arktis. Vores forestillinger om Grønland har altid været afhængige af netop de opdagelsesrejsendes, forskernes, hvalfangernes og præsternes nedskrevne beretninger – inklusive de mange fordomme og fejlfortolkninger – så de er uhyre væsentlige. Kirsten Hastrup færdes med glæde og respekt i forgængernes selskab; i hendes biografi på kvinfo.dk kan man læse, at hun som barn selv drømte om at blive opdagelsesrejsende.

Til sidst blev det den stadige interesse for Thulefolkets vekselvirkning med resten af verden, der for alvor fastholdt denne læser. Kirsten Hastrup insisterer på perspektivet i alle Thulefolkets møder: De nye folk, der tilførte nyt blod fra Canada, de opdagelsesrejsende, forskerne, Knud Rasmussen (der gav regionen Thule-navnet), missionærerne, lægerne, danskerne, amerikanerne, de nye grønlandske ledere – og vore dages nye fremmede, der søger mulighederne i klimaforandringernes opblødning af naturen. Vi er med til alle møderne; det er en dejlig bog, skrevet så også den forudsætningsløse kan være med. Midtvejs får læseren f.eks. et komplet rids af Grønlands historie, hvis nu hun lige står og mangler et sådant.

Ordet milepæl er på sin plads om ’Thule på tidens rand’. Men det bør straks tilføjes, at Kirsten Hastrup selv omhyggeligt undgår den sværm af floskler, der ellers ofte trænger sig på, når det gælder Thule. Sagligheden går hånd i hånd med den fortælleglæde, der gjorde bogen om Knud Rasmussen så forunderlig.

En enkel undren står tilbage: Hvorfor har forlaget ikke sikret en bedre dialog mellem tekst og billede? Carsten Egevang, ph.d. med speciale i grønlandske havfugle, har udgivet flere fotobøger om Grønland og har tydeligvis arbejdet seriøst i Thuledistriktet, men i Kirsten Hastrups forord takkes han blot for ’at stille sine fotografier til rådighed for bogen’. De får fin plads og flere dobbeltopslag i bogen, men lever af og til deres eget liv uden nærhed til teksten. Menneskene på fotografierne har ingen navne; det virker pudsigt, når nu tekstens møde med Thulesamfundet så fint ofte grænser til det intime.

Denne anmeldelse optrådte også i dagbladet Information 3. oktober 2015

Midt i krisen i Syrien, nye flygtninge i Danmark og kampen mod ISIS kræver Grønland og omegn stadig flere kræfter af det danske forsvar. Det har allerede vakt interesse, at Frømandskorpset, Jægerkorpset og en såkaldt Arktisk Beredskabsstyrke i disse dage for første gang gennemfører en militærøvelse i Grønland – Arctic Response, hedder den. Specialtropperne samarbejder med såkaldte Z-Teams, der kastes ud på isen fra store Hercules-fly i Østgrønland, mens andre træner i farvandet ud for Nuuk; her tegner forsvaret helt nye militære mønstre i Grønland.                         Og øvelsen finder sted helt uagtet, at Danmark, hele Europa, står midt i en flygtningekrise.

Arctic Response afspejler på den måde ganske præcist Danmarks voksende arktiske dilemma: Midt i flygtningedebatten i Europa, danske bombeflys deltagelse i ISIS-bekæmpelse i Irak og dansk militært engagement i Mali og Afghanistan presses forsvaret og nationens ressourcer stadig stærkere fra nord; netop som denne tekst er på vej i æteren ringer telefonen: Det er en af forsvarets enheder, der gerne vil bestille et oplæg om de udfordringer, nationen står overfor i Arktis.

Udfordringen i Arktis er selvsagt langt mindre dramatisk end Syrien, Afghanistan eller Mali, men den har én helt afgørende egenskab: Mens de danske indsatser mod syd  alle er resultat af politiske valg, der kan gøres om, er indsatsen i Arktis en bunden opgave. I de varme lande deltager Danmark frivilligt. I luftrummet over Nordatlanten, Færøerne, Grønland og i de stadig mere isfrie, kolossale farvande ud for Grønland er der ingen vej udenom; her forpligter Danmarks historiske magtposition og suverænitet, her har den danske regering en lang række hastigt voksende opgaver foran sig, som ikke kan vælges fra. Og opgaverne er så store, krævende og dyre, at ingen hidtil har kunne overskue, hvordan det hele skal klares. Som Weekendavisen skriver på lederplads i denne uge: ”Interesser i Arktisk har alle kommende stormagter. Indien, Sydkorea og naturligvis Kina ønsker indflydelse, hvor danskere i dag patruljerer. Hvis vores interesser skal plejes, er vi nødt til at gøre det selv. Det gode spørgsmål er: Hvordan. ”

Det er derfor, Frømændene netop nu fryser, så læberne bliver blå; det er derfor, Arktisk Beredskabsstyrke har set dagens lys – og derfor, at islandske skibe, fly og mandskab netop nu er med til at træne ophivning af nødstedte fra gletsjerspalter i Østgrønland, oprettelse af en kæmpelejr til 190 mand på indlandsisen, indsætning af Z-teams og udkastning af læger med tandem-faldskærm, forureningsbekæmpelse i arktisk farvand m.v.

Specialstyrkernes deltagelse i Grønland er spektakulær, men den skelsættende nyskabelse skal ikke findes i dette indslag, men i den intense involvering af mandskab og ikke mindst materiel fra Island. Det danske forsvar har for længst erkendt, at de moderne udfordringer i Arktis er så mægtige, at Danmark ikke vil kunne klare ærterne alene – uanset, at forsvaret nu stykker folk og udstyr fra forskellige afdelinger sammen i en Arktisk Beredskabsstyrke.

Arctic Response afspejler en endnu ikke offentliggjort analyse af fremtiden i Arktis, som regeringen om få uger vil få præsenteret af en større analyse-enhed i forsvaret, der har arbejdet i næsten to år på sagen. Denne gruppe, der også har hentet input fra efterretningstjenesterne, vil anbefale, at Danmark i stedet for dyre indkøb af nyt materiel til brug i Grønland i stedet indgår et fast samarbejde med Island om leje især af Islands store kystvagtfartøj Thor og et mindre, men veludrustet overvågningsfly. Begge dele vil Island gerne leje ud, fordi Island ikke selv har råd til at bemande, sejle og flyve med dem året rundt – og mægtigheden af udfordringen i nord nødvendiggør det, forsvaret selv kalder ’husmandsagtige’ løsninger.

Island er også et muligt springbræt for fremtidigt samarbejde med det amerikanske forsvar i Arktis. Analysen fra den danske ekspertgruppe vil godt nok fortælle regeringen, at der ikke er overhængende fare for militære spændinger i Arktis. De klogeste hoveder i det danske forsvar mener fortsat, at Rusland også i årene frem med stor sandsynlighed vil have en stærk interesse i at bevare freden i Arktis, mens nye olie- og gaskilder og nye sejlruter og arktisk fiskeri udvikles til gavn for den russiske økonomi.

Men efter Ukraine er det umuligt at udelukke russisk kursændring. Hvis spændingerne mellem Øst- og Vest eskalerer i Ukraine, i Syrien eller andre steder, kan det i værste fald også betyde et nyt spændingsniveau i Arktis. Det danske forsvar indretter sig derfor nu på, at alle nye indkøb og samarbejdsmønstre skal kunne lægges om til andet end søredning, eftersøgning af nedfaldne fly og fiskerikontrol.

I det lys er Island også interessant: Som defencenews.com kunne berette forleden, har den amerikanske viceforsvarsminister Bob Work netop været på besøg på amerikanernes gamle militærbase i Keflavik uden for Reykjavik. Basen blev lukket ned i 2006, men er løbende blevet smurt og pudset af islændingene – til Bob Works store tilfredshed. Tusinder af amerikanske soldater holdt i årtier efter 2. verdenskrig basen i Keflavik flyvende, og nu er de på vej tilbage, ikke mindst fordi Ruslands interesse for det islandske luftrum i de seneste år har været i stadig vækst. Mulighederne for at udvide det dansk-islandske samarbejde i Arktis med amerikanske komponenter vil altså snart være lige ved hånden og langt mere relevante end Thule-basen på Grønland. Den er i dag en af USA’s vigtigste militære radar og satellitstationer, men ikke hjemsted for mange fly eller skibe.

Forsvarets arktiske eksperter vil ikke anbefale permanent udstationering af Frømænd eller andre specialenheder i Grønland. Hverken Jægerkorpset eller Den Arktiske Beredskabsstyrke vil figurere i gadebilledet i Nuuk eller Sisimiut – og ej heller patruljere med skarpe våben på de grønlandske fiskebanker. Eksperternes stærkeste anbefaling til Venstre-regeringen vil være en snarlig opgradering af forsvarets evne til at satellitovervåge det grønlandske luftrum og de grønlandske farvande – og en massiv opgradering af det mandskab, der løbende skal analysere og reagere på uønsket trafik i Arktis. Nogle vil skulle arbejde i Nuuk, andre i Danmark. Og det koster alt sammen ganske mange penge – uanset, at det ikke handler om skarpe våben.

I dag ved hverken Selvstyret i Nuuk, Arktisk Kommando eller regeringen i København, hvem der flyver i det grønlandske luftrum, og flådefartøjerne, der patruljerer i de grønlandske farvande har stærkt begrænset mulighed for at sende elektroniske billeder af det, de ser, videre til Arktisk Kommando i Nuuk eller Danmark. Arktisk Kommando råder ikke over satellitdata eller anden information, der giver noget præcist, opdateret billede af trafikken over Grønland. Det er med andre ord uvist i hvilket omfang, russiske fly interesserer sig for Grønland på samme måder, som de har interesseret sig for Island: Der er et stort informationshul i himlen.

Forsvarets Arktiske analyse vil derfor anbefale, at regeringen snarest bevilger penge til øget satellitkapacitet i Arktis og folk til at bruge den – også af hensyn til de voksende opgaver med at holde udkig efter ulovlige fiskefartøjer eller olieudslip og hidkalde redningsfartøjer i nødsituationer, hvor fiskerne, krydstogtturister eller andre i Grønland er i havsnød.

Arktisk Kommando, der på lange strækninger bakkes op af Selvstyret i Nuuk, har længe ønsket et mindre overvågningsfly i Grønland året rundt. Det er her, at det islandske fly, der er til leje, kommer ind i billedet; både flyet og Thor indgår i planerne for Arctic Response. Arktis kræver nye kræfter af det danske forsvar; der er ingen vej udenom, men forsvarets strateger læser også avis: Så længe Syrien og resten af Mellemøsten brænder, vil politikerne på Christiansborg favorisere billige svar på presset fra nord.

Denne tekst optrådte i revideret udgave som nyhedsanalyse i Information 22. september 2015.

Præsident Obama leverede mandag 31. august i Alaska i en tale på knap 25 minutter et markant løfte om øget amerikansk engagement i den internationale indsats til begrænsning af klodens opvarmning. En tale som også forrykker hele den arktiske regions betydning i den globale politiske debat. Jeg havde fornøjelsen af at dække konferencen for Mediehuset Sermitsiaq i Nuuk og er stadig benovet over den formidable pondus og alvor, Barack Obama kan udstråle i sådanne øjeblikke – og jeg er stadig i gang med at afkode, hvad Obamas ryk betyder for Arktis og for Danmarks og Grønlands arktiske indflydelse. Ganske symptomatisk blev Obama f.eks. under konferencen straks inviteret til Grønland – med alt hvad det ville indebære af fornyet tre-parts-dialog osv. De følgende linjer handler om denne forskydning. Nederst er links til Obamas tale på youtube og til talens fulde tekst på tryk.

”Jeg er kommet i dag som leder af verdens største økonomi og dens næststørste udleder (af drivhusgasser, red.) for at sige, at USA anerkender vores medansvar for, at problemet er opstået, og vi tager vores ansvar for at være med til at løse det på os, ” sagde Obama bl.a. og henviste til forsamlingens fornøjelse klodens resterende klimaskeptikere til ”deres egen synkende ø.”

Han fremmanede  et umanerligt dystert billede af de skader, klimaforandringerne vil afstedkomme, hvis der ikke gribes ind: “Vi vil overlade vores børn til en klode, der er skadet, så de ikke vil være i stand til at reparere den: Oversvømmede lande, forladte byer, marker hvor intet gror. Oprindelige folk, der ikke kan forfølge deres tusindårige traditioner (…) Desperate flygtninge, der søger redning i andre lande, og politiske opbrud, der kan udløse talrige konflikter verden rundt. ”

I en fælles erklæring fra USA og konferencens øvrige deltagere erklærede Danmark og en række andre arktiske nationer plus Kina, Japan, Frankrig, Sydkorea, EU m.fl. sig ganske enige. De understregede sammen med Obama og hans udenrigsminister, John Kerry, deres fælles ønske om en ”ambitiøs” global klimaaftale ved FN’s klimatopmøde, COP21, i Paris til december.

Obamas budskab bliver nu naturligt nok især fremhævet for det ryk i USA’s indsats for klimaet, den bebuder. Her var et eftertryk, som varsler nyt håb for en global aftale i Paris; den der manglede efter COP15 i København. Men hans tale, der blev holdt på en arktisk klima-konference kaldet Glacier i Alaskas hovedstad, Anchorage, markerer også et ryk i den arktiske verden.

Obama illustrerede, hvordan USA nu som en selvfølge forbinder udviklingen i Arktis med hovedstrømmene i resten af verden. Hvor mange hidtil har været tilbøjelige til at iagttage udviklingen i Arktis som et sæt af lokale fænomener – isbjørne der lider, Grønland der vil udvinde uran, Rusland der borer efter olie – integrerer Obama nu med sit besøg i Alaska den arktiske region i den globale mainstream på en måde, der ikke er set tidligere.

Hvor Canada f.eks. under sit formandskab for Arktisk Råd 2013-2015 – og Danmark før da –prioriterede isolerede dagsordner som redningstjeneste og olieberedskab, sundhedssektoren i de arktiske samfund osv., benytter præsident Obama og hans politiske strateger nu primært Alaska og Arktis som platform for budskaber, der er globale af natur.

De amerikanske strateger understreger konsekvent, hvordan de dramatiske klimaforandringer i Arktis for dem hænger uløseligt sammen med de igangværende forhandlinger om en global klimaaftale. Præsident Obama og hans folk beskriver konsekvent de klimaproblemer, de arktiske folk er ramt af, som en forsmag på det, mange andre i USA og resten af verden må vænne sig til: Voldsommere storme, eroderede kyster, oversvømmelser, tørke og hyppigere skovbrande. Alene det faktum, at præsident Obama og hans udenrigsminister opfandt Glacier-konferencen – og gennemførte den med meget kort varsel – understreger, hvordan Det Hvide Hus nu tillægger Arktis betydning i en grad, så det i sagens natur får globale implikationer.

Præcis hvor stor en effekt, denne glidning får, er endnu uklart. De arktiske folk i Alaska håber på flere penge til at flytte deres bygder eller på anden vis ruste sig til klima-skader. For de politiske aktører i Arktis, herunder Danmark og Grønland, betyder glidningen, at de må revurdere deres egen rolle i den arktiske dynamik. Glacier-konferencen samlede stort set alle de centrale aktører fra den arktiske kreds: Medlemslandene i Arktisk Råd men også observatørerne i Rådet, Kina, Japan, Indien, Singapore m.fl. På den måde fik USA illustreret, hvordan den arktiske kreds nu har global rækkevidde, og det blev klart, at USA er i stand til at udnytte dette potentiale effektivt og gesvindt.

Danmark og de øvrige arktiske aktører befinder sig i en ny position, hvor de ikke blot skal håndtere regionale dilemmaer, men også forholde sig til deres egen rolle som juniorpartnere i et arktisk selskab, hvor Washington, når det stikker præsidenten, kan sætte tempoet og tonen og udnytte den fælles platform til egne, indenrigspolitiske formål. Obamas arktiske klima-dagsorden er rettet mod COP21 i Paris, men så sandelig også mod det amerikanske præsidentvalg i 2016, hvor demokraterne vil gøre klimaet til et centralt valgtema, der skal hjælpe Hillary Clinton, Obamas partifælle, til sejr.

Denne nye nuance i det arktiske udfordrer også et arktisk dogme, nemlig at alle fælles politiske beslutninger i regionen bør træffes i fuld enighed med de oprindelige arktiske folk. I Arktisk Råd, det centrale interstatslige forum i Arktis, har de arktiske folkeslag særstatus, og der træffes ingen beslutninger uden dem. På Glacier-konferencen var denne særstatus udvandet: Repræsentanter for de oprindelige folk i Alaska optrådte som velkomsttalere og i en række faglige paneler. Men det var ministrene og ambassadørerne, de officielle repræsentanter for staterne, der havde hovedrollerne. Det danske diplomati var nødt til at skubbe på for at sikre Grønlands repræsentant, medlem af Naalakkersuisut, Vittus Qujaukitsoq, en plads i solen – og de oprindelige folk havde ikke centrale roller i de indre cirkler omkring værten, USA’s udenrigsminister John Kerry, og hans chef.

Det kan alt sammen måske lyde luftigt og uden praktisk betydning, men Glacier-konferencen illustrerede med hvilken kolossal styrke den amerikanske præsident kan sætte handling bag ord, når han og hans stab sætter sig et mål, og hvordan den amerikanske offentlighed, medier, tænketanke, forskningsinstitutioner m.v. straks følger præsidentens politiske orkestrering. USA er så kraftfuld en politisk aktør, at de prioriteringer, der vedtages i Washington, hurtigt får betydning for USA’s partnere – ikke mindst små spillere som Danmark og Grønland – og for den offentlige debat.

Forud for træffet i Alaska gennemførte den amerikanske kystvagt øvelser i farvandet ud for Alaska; der blev afholdt konferencer om arktisk forskning og USA’s marine kapaciteter, udfordringer og fremtid i Arktis. Journalister blev primet, sådan at New York Times f.eks. dagen før Glacier-konferencen bragte en dramatisk artikel på forsiden om USA’s udfordringer i Arktis; de amerikanske tv-stationer har buldret i dagevis. På selve konferencen præsenterede amerikanske departementer, forskningsråd, forsvaret, kystvagten og flere miljøagenturer deres prioriteter for USA’s arktiske engagement – alle med fokus på Obamas hovedsigte: Den internationale indsats for klimaet og hans egen plads i spidsen for det hele.

Det Hvide Hus udsendte tweets, facebook-updates og videoer, der fastnaglede præsidentens budskab i den amerikanske offentlighed, og i Alaska sørgede et par hundrede udenlandske journalister for, at resten af verden også fattede pointen. De udenlandske ministre og diplomater skal have været blinde og tunghøre, hvis de er rejst hjem uden glasklar forståelse for USA’s nye ambitioner for det arktiske samarbejde.

USA trækker det arktiske ind i det globale og sætter dermed turbo på en proces, der har været undervejs i nogen tid. Ikke mindst udvidelsen af Arktisk Råd med en række observatørstater fra Asien – Kina, Japan, Sydkorea, Indien – har bragt verden til Arktis og omvendt. For Danmark og Grønland, der hører med i centrum af den arktiske udvikling, giver denne proces stadig større mulighed for at øve indflydelse på nogle af klodens tungeste politiske beslutningstagere. Søndag aften, da Glacier-konferencen åbnede, tilbragte udenrigsminister Kristian Jensen f.eks. flere timer med John Kerry i usædvanligt intimt selskab – de var blot otte til bords – og dagen efter, før Obamas tale, mødtes Kristian Jensen alene med Kerry i godt et kvarter: Danmarks arktiske spillerum gav her udenrigsministeren en åbning til magtens centrum, som ministre fra langt større nationer givetvis vil misunde ham. Endelig, da Obama havde talt og afslutningsvis gav hånd til de forsamlede ministre, benyttede Kristian Jensen chancen og inviterede præsidenten til Grønland. Obama gav ikke noget tilsagn, men betegnede ifølge Kristian Jensen venligt forslaget som en god ide. Eller som Kristian Jensen fortrøstningsfuldt sagde: ’Et frø er sået’.

Læs hele Obamas Alaska-tale her: https://www.adn.com/article/20150831/full-transcript-obama-speaks-glacier-alaska

eller se hele talen på youtube her:  https://www.youtube.com/watch?v=EprsOXTqy_8

Denne text har i let redigeret form også optrådt i Information og i Sermitsiaq, Nuuk. 

USA’s præsident, Barack Obama aflægger i starten af næste uge sit første formelle besøg i staten Alaska, og dermed også sit første besøg i det moderne Arktis.

Mandag den 31. august vil han mødes med bl.a. vores egen udenrigsminister, Kristian Jensen, og medlem af Naalakkersuisut, den grønlandske regering, Vittus Qujaukitsoq, plus en stribe andre arktiske ministre og i det næste døgns tid besøger han bl.a. tre mindre samfund på Alaskas kyst, herunder de cirka 3000 mennesker i Kotzebue ud mod Beringsstrædet knap 100 km nord for polarcirklen.

Det Hvide Hus har netop offentliggjort en video, hvor præsidenten begrunder besøget. Her fremgår det, hvordan Alaska og Arktis af den nuværende ledelse i Washington primært tænkes og fremstilles som epicenter for de klimaforandringer, der plager kloden.

Arktis betyder med andre ord noget helt andet for USA’s aktuelle politiske styring, end Arktis f.eks. betyder for Rusland, der primært ser den arktiske region som hjemsted for ubegrænsede potentialer for olie, gas og mineraler; eller for Norge, der tænker i olie, gas, fisk og det vanskelige naboskab med Rusland, eller for skiftende danske regeringer, der særligt funderer over, hvordan man skal forholde sig til Grønland.

Men videoen viser især, hvordan Arktis af præsident Obama nu inkorporeres i en bredere politisk proces. Hans besøg i Alaska er et led i en nøje tilrettelagt indsats, der skal gøre klimaspørgsmålet til et af de centrale temaer i de amerikanske demokraters forsøg på at fastholde magten i USA, når Obama i 2016 træder tilbage, og partifællen Hillary Clinton skal forsøge at overtage hans plads. I videoen taler Obama ikke primært om de mennesker, der bor i Arktis, men om ’most Americans’. Det amerikanske folkehav mærker ifølge Obama allerede i dag effekterne af klimaforandringerne: Mere alvorlige tørkeperioder, løbske skovbrande, oversvømmelser. De, der bor i Alaska, står ganske vist på ’the front line’, men det er hele USA’s befolkning, der nu beskrives som ofre for klimaforandringerne.

Obamas offensiv startede for nogle uger siden med et stort indenrigspolitisk klimaudspil, der bl.a. sigter på at begrænse de kulfyrede kraftværker i USA. Obamas klima-stab i Det Hvide Hus er ifølge den amerikanske presse nu på størrelse med det hold, der sikrede en atom-aftale med Iran fornylig, og hele kampagnen påvirker også USA’s formandskab for Arktisk Råd, der indledtes i foråret.

Klimaoffensiven får derfor også konsekvenser for resten af de arktiske nationer, herunder Danmark og Grønland, fordi den sætter en ny kurs for det arktiske samarbejde. Danske og andre arktiske diplomater har længe fornemmet, hvordan USA gerne vil have Arktisk Råd til at fokusere mere direkte på klimaforandringerne, og hvordan USA bruger Arktisk Råd i en indsats, der i høj grad har den amerikanske befolkning som målgruppe. Det kan føre til en neddrosling af andre indsatser, der på andre tidspunkter har stået centralt i det fællesarktiske arbejde: Det økonomiske samarbejde, de arktiske folks sundhed og velfærd, redningsarbejde til søs, havmiljøet mv. Disse indsatser fortsætter, men amerikanerne prioriterer klimaet – herunder med en stort anlagte konference i Anchorage, Alaskas hovedstad, den 31. august. Kristian Jensen, der var på sit første ministerbesøg i Grønland tidligere på ugen, er i færd med at sikre fælles fodslag med Nuuk forud for konferencen. Konferencen afholdes formelt ikke i regi af Arktisk Råd, og der skal ikke opnås noget konkret, men de fleste lande i Arktisk Råd vil sende deres udenrigsministre, ikke mindst fordi det reelt er Obama, der inviterer: Ingen ønsker at lave en ’Lene Espersen’. (Som udenrigsminister i 2010 udeblev Espersen fra et arktisk møde i Canada, hvor bl.a. Hillary Clinton, der var udenrigsminister i USA, deltog. Det kostede Espersen måneders hård kritik og formandsposten hos de konservative).

Arktis overskygges ikke helt af Obamas indenrigspolitiske fokus. Lige som da Connie Hedegaard i sin tid som dansk klima- og energiminister gerne inviterede udenlandske toppolitikere til den klimaramte gletsjer i Ilulissat i Grønland, så de ved selvsyn kunne opleve klimaforandringerne, opstår nu en dobbelthed: Det arktiske fremstilles på én gang som hårdt ramt i sig selv og som budbringer for de vanskeligheder, resten af kloden står over for.

På den billedtætte video taler Obama om de mennesker i Alaska, der får vendt op og ned på deres liv pga. klimaets forandring. Han taler om hjem, der synker i jorden, fordi den jord ikke længere er hård af permafrost, og om gletsjere, der skrumper. Han lover, at han vil mødes med repræsentanter for  klima-ofrene, og med ’other nations’, sådan at alle gode kræfter kan forenes i den klimakamp, han lover, at stå i spidsen for, så længe han regerer i Det Hvide Hus: ”The alarm bells are ringing. As long as I am president, America will lead this world to meet this threat, before it is too late.” USA har inviteret udenrigsministrene fra alle arktiske nationer plus Kina, Japan m.v. til Alaska, hvor klimaforandringerne bliver det måske eneste tema: Konferencen skal også styrke den amerikanske præsidents udgangsposition, når han til december i Paris på COP21 skal forhandle en global klimaaftale med bl.a. Kina og EU. Hvis Obama i Alaska kan illustrere, at han bruger seriøse kræfter på Arktis, hvor klimaet ændrer sig langt hurtigere end i resten af verden, kan det stille ham bedre i Paris.

Indvendinger vil der være nok af: De amerikanske miljøorganisationer har i de seneste dage udstillet det paradoksale i, at præsidenten med den ene hånd vil kæmpe mod klimaforandringerne i Arktis, mens han med den anden skriver under på en tilladelse til Shell, der i disse dage indleder prøveboringer efter olie i de sårbare farvand ud for Alaskas kyster. Andre vil spørge, hvorfor præsidenten først for øjnene op for de dybe problemer, klimaforandringerne skaber især for de oprindelige folk i Alaska, når det passer på hans egen politiske dagsorden.

Se Obamas video her: https://www.youtube.com/watch?v=igaz_hm7zKM

Dette blogindlæg optrådte i let revideret udgave også i Sermitsiaq / Grønland 21.8 og i dagbladet Information 23.8

Rusland forelagde tirsdag langt om længe sine krav til havbunden i Det Arktiske Ocean for FN.

Danmarks og Grønlands mest markante interessekonflikt med Rusland er dermed endeligt skåret ud i pap, og det står desuden klart, at Ruslands ledelse under præsident Putin viser fornyet interesse for Nordpolens symbolpolitiske værdi.

De russiske krav illustrerer tre centrale pointer: For det første har vi nu sort på hvidt omfanget af og dokumentationen for sammenstødet mellem Danmarks og Grønlands ønsker på den ene side og Ruslands på den anden. Kortet over det nye russiske krav til havbunden viser et betydeligt overlap med det krav, som Grønland og Danmark indsendte til FN i 2014.

Den danske stat, der fører forhandlingerne, skal med andre ord i en lang årrække fremover bruge betydelige kræfter på en uforudsigelig proces med Rusland, som i sidste ende ikke mindst handler om Grønlands interesser: Hele dette forhandlingsspil drejer sig formelt set alene om retten til ressourcerne under havbunden – som i kraft af Grønlands Selvstyreordning i sidste ende tilhører Grønland.

Den danske stat er altså her i et betydeligt krydspres: Fra Rusland, der naturligt vil holde hårdt på de krav, vi nu kender, på den ene side – og fra Grønland, der her vil øjne en potentielt betydelig mulighed for at tjene penge, der kan mindske afhængigheden af Danmark, på den anden.

Rusland har ikke, som en del havde ventet, udvidet sit krav fra Nordpolen og langt ned mod Grønland; eksperter som Michael Byers fra Canada roser Rusland for uventet tilbageholdenhed og pragmatisme.

Hertil kan så lægges, at Rusland  – for det andet – nu signalerer et tydeligt ønske om retten til hele havbunden ved selve Nordpolen. Rusland argumenterer med sit nye krav for, at hele Nordpolspunktet bør være russisk. Rusland udvider dermed sit oprindelige krav fra 2001. Dengang krævede Rusland kun havbund i en spids op til Nordpolen, der efterlod mulighed for at andre kunne gøre det samme. Denne gang rækker kravet hele vejen op forbi Nordpolen og et pænt stykke ned mod Grønland.

Et blik på kortet over det russiske krav viser, hvordan Rusland netop her ved Nordpolen fraviger den sædvanlige russiske praksis med at tegne snorlige linjer, hvor nye grænser til havs skal trække – efter det såkaldte sektorlinjeprincip, der har været den foretrukne russiske fremgangsmåde i hvert fald siden Lenins Sovjetstyre i 1920’erne erklærede en gigantisk trekant nord for Rusland ud i Det Arktiske Ocean og hele vejen til Nordpolen for russisk ejendom.

Denne fravigelse af sektorlinjeprincippet netop ved Nordpolen må tolkes sådan, at Rusland nu også på øverste regeringsniveau lægger vægt på selve det symbolpolitiske ved Nordpolen. Det handler ikke længere kun om olie, gas og andre potentialer på havbunden i Arktis, men også om den kulturhistoriske, symbolske og nationalpolitiske gevinst ved et ejerskab til selve Nordpolen. Denne politisering af Nordpolen fik eftertryk allrede i 2007, da to russiske ubåde, Mir-1 og Mir-2, plantede det russiske flag på 4300 meter vand netop ved Nordpolen. Ruslands regering hævdede, at det spektakulære dyk blot var et teknisk stunt ligesom amerikanernes flag på månen, men da var skaden sket og freden brudt. Siden har russiske isbrydere bragt bl.a. en ortodoks præst; den olympiske flamme forud for Vinter-OL i Sochi og mange andre tegn på russisk ønske om dominans til selve polpunktet.

Canada fortsatte politiseringen af polpunktet i 2014, da premierminister Stephen Harper uventet og i strid med en aftale med Danmark annoncerede, at selve Nordpolen bør være canadisk: Canadiske isbrydere er i skrivende stund igen på vej ud i Det Arktiske Ocean for at indsamle data, der kan understøtte kravet. Ruslands markante krav ved selve Nordpolen kan udmærket være en direkte reaktion på denne canadiske demonstration.

Danmark og Grønland har ikke på samme måde illustreret et udtalt ønske om ejerskab til selve Nordpolen. Per Stig Møller fik i sin tid som udenrigsminister sagt, at han mente, at Nordpolen rettelig var dansk, men siden har det danske diplomati helt bevidst undladt at tale om selve polpunktet som et punkt at nogen betydning.  Nordpolen er dog i dag en integreret del af det overraskende store krav, som Danmark og Grønland indgav til FN i december 2014 på 985.000 kvadratkilometer havbund i Det Arktiske Ocean – dette krav rækker hele vejen tværs over Nordpolen og videre til den russiske sømilegrænse.

Den tredje pointe handler om timing. Vicedirektør Flemming Getreuer Christiansen fra GEUS sagde tirsdag, at ”det russiske krav cementerer det faktum, at der eksisterer et væsentligt overlap mellem det danske kongeriges krav på den ene side og Ruslands på den anden.” Og så forklarede han, at Ruslands krav er en genfremstilling af et gammel krav fra 2001, og Rusland derfor formentlig kan regne med at komme foran i køen i FN, hvor landenes tekniske data skal vurderes.

Rusland kan derfor formentlig vente en vurdering af sine tekniske data allerede inden for cirka et år eller halvandet. FN’s eksperter vurderer i øvrigt kun landenes tekniske data; ikke hvor grænserne skal gå: De endelige forhandlinger om grænsedragningen foregår direkte landene imellem. De danske diplomater må derfor kalkulere med den ubehagelige mulighed, at Rusland hurtigt får FN’s ord for, at havbunden ved Nordpolen ganske rigtigt hænger sammen med Rusland, mens der udmærket kan gå otte-ti år, før Danmark får FN’s vurdering siden data; der er lang kø i New York. Og selvom FN til den tid skulle vurdere, at havbunden ved Nordpolen også hænger sammen med Grønland (lige som havbunden i Øresund hænger sammen med både Danmark og Sverige), vil russerne for længst have vænnet sig til, at Nordpolen er russisk. Det kan give et rigtigt kedeligt udgangspunkt for de forhandlinger mellem Danmark og Rusland og måske Canada, der i sidste ende skal afgøre, hvor grænserne skal trækkes.

De færreste analytikere forudser en egentlig konflikt om grænserne ved Nordpolen. Overlappene mellem de russiske, danske og de forventede canadiske krav er relativt små i forhold til de vældige stykker havbund, som alle tre nationer vil vinde ved en fredelig forhandlingsproces. En af de førende eksperter i arktisk storpolitik, den canadiske jurist Michael Byers, vurderede oven i købet onsdag på BBC, at Ruslands krav var ganske moderat, Rusland historik og enorme arktiske kystlinje taget i betragtning.

Alligevel vogter de involverede nøje på hvert eneste træk i denne sag. Ruslands flagplantning i 2007 og især krisen i Ukraine og Krim har skabt ny tvivl om Ruslands intentioner i Arktis, og tirsdagens russiske krav til havbunden ved Nordolen viser som nævnt nu, at også Nordpolens symbolpolitiske betydning tilsyneladende i dag spiller en voksende rolle i Moskva. Denne symbolpolitiske kerne vil kunne pustes op og misbruges f.eks. af de stærke nationalt orienterede kræfter, der for tiden vinder indpas i de russiske magtcirkler – også når det gælder Arktis.

Greenpeace har i anledning af det nye russiske krav genopfrisket sit ønske om en fredning af hele den centrale del af Det Arktiske Ocean; en tanke som fhv. formand for Naalakkersuisut, det grønlandske landsstyre, Kuupik Kleist også forfægtede. Den danske regering puslede i Anders Fogh Rasmussens regeringstid lidt med støtte til Kuupik Kleists forslag, men det var vist mest for at sikre fred i forholdet til Grønland: Efter Kuupik Kleists exit fra grønlandsk politik har den danske regering ikke opfrisket synspunktet – og der er ingen refleksion om fredning eller lignende i det nye russiske krav.

Denne analyse blev i forkortet version også bragt i Information 6. august 2015.

Dronningens igangværende besøg i Grønland illustrerer på flere måder kongehuset uovertrufne fornemmelse for sne. Alene dronningens valg af rejsemål i Grønland afspejler en træfsikker sans for de royales muligheder for at forstærke rigsfællesskabets sammenhængskraft – foruden dronningens åbenlyse fornøjelse ved at være i Grønland igen.

Inden dronningen fredag indledte den mere pressevenlige del af sit besøg på Grønlands vestkyst, fløj hun med et af forsvarets fly til den lille by Ittoqqortoormiit – blandt danskere kendt som Scoresbysund – langt oppe på Grønlands østkyst.

Monarken fik således understreget kongehusets indsigt i Ittoqqortoormiit og Østgrønlands særlige betydning både i den aktuelle grønlandske kontekst og i den historiske: Ittoqqortoormiit hører til det yderste, fattige udkants-Grønland. Ligesom i Danmark har man i Grønland en intens diskussion om forholdet mellem centrum og periferi, og dronningen har nu med sit besøg diskret illustreret, hvordan en nations hele kun sikres ved at holde aktivt sammen på alle del-elementer. Det vil de sætte pris på blandt østgrønlænderne, der udgør et væsentligt mindretal i Grønland – også i de større byer på vestkysten. Dronningen fik da også fluks overrakt en gave fra glade borgere i Ittoqqortoormiit: En pude i sælskind med det royale monogram.

Ittoqqortoormiit blev grundlagt på tidspunkt, hvor Danmarks overhøjhed over Grønland var sat på hård prøve. I begyndelsen af 1900-tallet var der flere nordmænd – pelsjægere – i Nordøstgrønland end danskere. I Oslo var man tillige uhyre bevidste om, at Grønland fra vikingernes tid lige som Færøerne og Island havde været norsk biland, og at hele Nordøstgrønland fortsat var uden permanent beboelse, et terra nullius. I mange nordmænds øjne var Nordøstgrønland mere norsk end dansk.

Så slog Danmark til. Den danske polarforsker Ejnar Mikkelsen inviterede et hold grønlændere fra den sydlige del af Østgrønland med til Scoresbysund. Et skib blev stillet gratis til rådighed af ØK, og byen grundlagt som bevis på, at Danmark mente Nordøstgrønland alvorligt. Snart efter gjorde Norge krav på tusinder af kilometer kyst nord for byen; hele det vældige og dybe fjordsystem nord for Staunings Alper blev for en stund annekteret; nordmændene kaldte området for Erik den Rødes Land, men forgæves: Den Internationale Domstol afviste efter to års granskning hele det norske krav. (I modsat fald ville nordmændene i dag have stået som ejere også af de vældige olie- og gasforekomster, geologerne spår om ud for Nordøstgrønland. Det vidste man ikke den gang – men alligevel!).

Under 2. verdenskrig oprettede tyske tropper vejrstationer i Nordøstgrønland, og hele kysten nord for Ittoqqortoormiit er stadig uden permanent beboelse. Dronningens besøg er derfor et ikke uvæsentligt bidrag til den stadige markering af Danmarks engagement også i denne del af Grønland; et bidrag, der fra starten var tænkt endnu stærkere. Dronningens oprindelige rejseplan indebar et besøg også på forsvarets Station Nord flere hundrede kilometer nord for Ittoqqortoormiit. Her skulle hun sammen med landsstyreformand Kim Kielsen bl.a. have åbnet en ny klimaforskningsstation, Villum Research Station, bygget og drevet af Aarhus Universitet, og formelt ejet af Naalakkersuisut, Grønlands selvstyre. Kun tågen forhindrede den kongelige deltagelse; til gengæld var det kronprins Frederik, der tog det første spadestik til stationen i 2013 – (og efter 48 timers forsinkelse kom dronningen da også til selv til Station Nord og Villum Research Station; da var modtagelseskomiteen fra Århus Universitet dog taget hjem.)

I Vestgrønland vil dronningen og en skare af journalister, der slutter sig til dér, bl.a. besøge den endnu mere symbolladede destination Qullissat; en nedlagt, ubeboet mineby på den østlige side af Disko-øen.

Få danskere ved, hvad Qullissat er, men dronningen er tydeligvis fuldt ud klar over stedets stærke symbolladning. Lukningen af Qullissat i 1972 er en af de væsentligste begivenheder i nyere, grønlandsk historie. Mange grønlændere kalder flytningen af Qullissats godt 1400 beboere for en tvangsflytning; byen var den fjerdestørste i Grønland og landets første rigtige arbejderby. Lukningen fik karakter af et nationalt traume og indgår nu som centralt element i kritikken af danskernes håndtering af Grønland efter 2. verdenskrig. Lukningen førte til splittelse af talrige familier; Qullissat-borgerne blev spredt over hele Grønland, mange af de tidligere kulminearbejdere blev arbejdsløse; mange sagde farvel til et sted, hvor de var født og opvokset, til nære slægtninges gravpladser, ejendele, historie og identitet. En af dem var den senere landsstyreformand Kuupik Kleist, der under hele sin regeringstid havde et stort oliemaleri af Qullissat hængende på chefkontoret i Nuuk.

Legenden siger, at det var i Qullissat det kommunistiske manifest blev oversat til grønlandsk, arbejderne fra byen var vandt til at organisere sig; lukningen satte sindene i kog, og syv år senere havde Grønland fået både Hjemmestyre og eget parlament.

Dronningens besøg i Qullissat vil af mange i Grønland sikkert blive opfattet som en velkommen anerkendelse af de rystelser, Qullissat-familierne blev udsat for ved byens lukning. Hendes blotte tilstedeværelse i Qullissat vil blive læst som et bidrag til den søgen efter fred med fortiden, en del i Grønland er optaget af. Dronningen ved selvfølgelig, at Naalakkersuisut med opbakning fra de politiske partier i Grønland sidste år nedsatte en Forsoningskommission, der netop skal kulegrave alt det, som en del grønlændere anser for danske overgreb i Grønland, herunder lukningen af Qullissat. Den danske regering har hårdnakket afvist alle opfordringer til at bidrage til kommissionens arbejde, mens dronningens besøg i Qullissat synes at afspejler en ganske anden royal vilje til refleksion over den fælles fortid.

Dronningen vil til gengæld svare vagt og forsigtigt på spørgsmålet om, hvorvidt ansvaret for lukningen af Qullisset var dansk eller grønlandsk; hvem havde skylden?  I den fine bog om sagen, ”Byen, der ikke ville dø” fra 2014, beskrives et årelangt forspil, hvor både danske og grønlandske politikere og embedsmænd havde del i de overvejelser, der førte til lukningen, og dronningen vil klogeligt afholde sig fra at sige noget som helst konkret om netop det, den grønlandske kommissionen har fået mandat til at undersøge. Det behøver hun heller ikke; billederne af kongeskibet, der lægger sig for svaj ud for Qullissat og dronningen, der går i land i den formelt ubeboede mineby, som mange nu bruger som sommertilholdssted, vil være alt rigeligt.

Dronningen indledte sit besøg i Grønland 8. juli; Prins Henrik stødte til i Vestgrønland. Pressens hofspecialister spekulerer i øjeblikket over, hvorvidt besøget mon bliver dronningens sidste i Grønland.

Dette indlæg er også bragt som nyhedsanalyse i Information mandag 13.7 2015

Lars Løkke Rasmussen har med sit ny regeringsgrundlag, offentliggjort i dag, anslået en ganske forsonlig og imødekommende tone overfor rigsfællerne på Færøerne og i Grønland – måske i et forsøg på at sikre sin mindretalsregering nemmere adgang til de fire nordatlantiske stemmer, måske i oprigtigt ønske om at udvikle rigsfællesskabet – eller begge dele.

Regeringsgrundlaget kommer på afgørende punkter både færinger og grønlændere i møde. Regeringen lægger eksempelvis op til en åben dialog om nye grundlove for både Færøerne og Grønland; især færingerne har travlt med at få formuleret og vedtaget en særskilt færøsk grundlov, og den ny regeringen slår nu fast, at en sådan snildt kan fremstilles, så længe den blot underordner sig den eksisterende, danske grundlov – og at regeringen gerne indgår i dialog om, hvordan dette bedst kan organiseres. Færingerne var allerede i 1990’erne ifærd med at skrue en færøsk grundlov sammen, men projektet er kuldsejlet flere gange på grund af dansk modstand – bl.a. under Lars Løkkes forrige regering.

I Grønland vil politikerne lægge mærke til, at den ny danske regering vil ‘opprioritere’ opdateringen af den lovgivning, der har særlig betydning for Grønland, og samtidig arbejde for at de dele af det grønlandske velfærdssamfund, der fortsat styres fra København opnår en standard som ‘svarer til standarden i Danmark’ (dog under hensyn til de særlige grønlandske forhold). Det er selvsagt gummiformuleringer, der kan bøjes og strækkes i det uendelige, men i Grønland vil det med rette blive opfattet som om, at Lars Løkkes regering har lyttet til den serie af klager over den danske forvaltning f.eks. af det grønlandske justitsvæsen, der er haglet ned i de seneste år. Her er ventetiderne ofte absurd lange, og ansvaret ligger entydigt i København – og der er andre sagskomplekser, der har plaget grønlænderne tilsvarende.

Den ny statsminister præsenterede allerede i forbindelse med  partilederrunden umiddelbart efter valget udvalgte politikere for den del af regeringsgrundlaget, der handler om Færøerne og Grønland. Her har modtagerne kunne konstatere, at der ikke står et ord om, hvordan grønlænderne og færingerne bør indrette deres nationer; Lars Løkkes regering fastholder tydeligvis på samme måde som Helle Thorning Schmidts, at øernes interne affærer ikke officielt bør gøres til genstand for dansk regeringspolitik. Lars Løkkes Rasmussens nye finansminister, Claus Hjort Frederiksen, har som sit partis grønlandsordfører i de seneste år ofte argumenteret skarpt for en øget liberalisering af det grønlandske erhvervsliv, der i vidt omfang er ejet og kontrolleret af Naalakkersuisut, den grønlandske regning, men det står der ikke noget om i regeringsgrundlaget.

.

Her står til gengæld sort på hvidt, at den danske regering fortsat anerkender både færingernes og grønlændernes hang til at slå både hvaler og sæler ihjel og spise dem; en besværgelse, der vil blive værdsat i både Nuuk og Thorshavn.

Af mere kontant art er løftet om, at al nødvendig lovgivning vil være på plads, før grønlænderne eventuelt vælger at udvinde uran i Grønland. Her risikerer regeringen at få travlt. Mineselskabet GME hævder, at det vil kunne lade sig gøre at udvinde uran i Sydgrønland inden for blot to-tre år, hvis politikerne i Nuuk vil, og der er et pænt stykke lovgivningsarbejde i Danmark igen, før den nødvendige danske lovgivning er på plads.

Endelig lover den nye regering en styrket indsats for de grønlændere i Danmark, der har det svært; her nævnes ingen tal eller tidsrammer – men en merregning kommer den ny regering næppe udenom med den formulering.

Alt i alt ligner regeringsgrundlagets afsnit om rigsfællesskabet et forsøg på at ramme netop de punkter i samarbejdet, der med sikkerhed vil stå højt på færingernes og grønlændernes dagsorden. Hermed illustrerer den ny regering en grad af forberedelse, der giver Lars Løkkes hold et noget bedre udgangspunkt for samarbejdet mod nord end Helle Thorning Schmidts hold havde: SR-regeringen løb ind i svære kvaler, da den skulle forholde sig til bl.a. Kinas interesser i Grønland, den grønlandske uran og det udenrigspolitiske samarbejde, fordi SR-regeringen havde forsømt at formulere en egentlig politik for udviklingen af rigsfællesskabet – og fordi den borgerlige regering under først Anders Fogh Rasmussen og siden Lars Løkke Rasmussen også havde forsømt at forberede nationen på de oplagte udfordringer.

Lars Løkke vil denne gang have både Aleqa Hammond, nyvalgt grønlandsk MF og skarp fortaler for uafhængighed og en nyvalgt færøsk republikaner at forholde sig til på Christiansborg. Til gengæld står han på et regeringsgrundlag, som ingen af dem for alvor vil kunne klage over.