>
blog

Ny Aleqa Hammond-fadæse skader Grønlands omdømme

august 28, 2016 • Af

Aleqa Hammonds seneste fejltrin vil koste kende dyrt, det vil skade tilliden til de grønlandske beslutningstagere – men det er ikke nødvendigvis enden på Aleqa Hammond i grønlandsk politik.

For de skandale-lystne må episoden være det pure guld: Grønlands tidligere landsstyreformand, det kontroversielle folketingsmedlem Aleqa Hammond, er endnu en gang blevet grebet i at misbruge offentlige midler og er nu blevet ekskluderet af Siumut; det parti hun tidligere var formand for og som hun har høstet flere stemmer til, end nogen anden politiker har høstet i Grønlands historie.

Som det fremgik af Ekstra Bladet forleden, har Aleqa Hammond over nogle uger i juni i strid med reglerne brugt et kreditkort udleveret af Folketinget til private indkøb i Nuuk og på Bornholm for i alt 12.953,10 kroner. Indkøbene er ikke ulovlige, men i strid med Folketingets regler, da kortet kun må bruges i.f.m. officielle møder og rejser.

Aleqa Hammonds partiledelse i Nuuk slog straks til: Hun fik valget mellem at ryge ud af partiet eller overgive sin plads i Folketinget til sin suppleant. Hun valgte det første og fortsætter nu som løsgænger på Christiansborg, mens vælgerne i Grønland forsøger at forstå, hvordan hun kunne agere med så selvdestruktiv mangel på omtanke.

Aleqa Hammond, der blev kendt ikke mindst for at tale om ”uafhængighed i min levetid”, faldt med et brag fra magtens top i Grønland i 2014, mindre end et år efter, at hun blev landsstyreformand, netop på grund af en skandale om hendes forhold til offentlige midler.

Den gang havde hun ladet den grønlandske landskasse lægge mere end 200.000 kr. ud bl.a. for hende kærestes og hans børns private rejser og i øvrigt trukket tilbagebetalingerne ud; en så grov forseelse, at det blev hendes egne partifæller, der styrtede hende.

 

Det er angiveligt en pinlig fejl i folketingets administration, der førte til, at Ekstra Bladet i den aktuelle sag kunne offentliggøre uddrag af Aleqa Hammonds kreditkorsindkøb – herunder indkøb i byggemarkedet Stark, i Brugsen og en sportstøjsforretning i Nuuk og andre, ligeledes banale indkøb og et enkelt træk på 2.000 kr. ved en hæveautomat under Folkemødet på Bornholm.

Aleqa Hammond har til den grønlandske avis Atuagliutit/Grønlandsposten detaljeret forklaret, hvordan hendes private kreditkort forinden var blevet hacket og misbrugt og derfor lukket, så hun var uden nem adgang til sin bankkonto. Det ureglementerede brug af Folketingets kreditkort fandt sted, som hun siger, i denne ”nødsituation’, mens hun afventede adgang til nye, private kreditkort. Resultat blev en henvendelse fra Folketingets administration – som altså røg i Ekstra Bladet og dernæst førte til eksklusion fra Siumut. Efterfølgende har Siumuts søsterparti, Socialdemokraterne, afbrudt samarbejdet med Aleqa Hammond på Christiansborg.

Episoden vil nu bidrage til den i for vejen udbredte mistillid til evnerne blandt Grønlands ledere på et tidspunkt, hvor det modsatte er hårdt tiltrængt.Eksempelvis overvejer en række danske pensionskasser og erhvervsvirksomheder netop i disse dage milliardinvesteringer i lufthavnsudvidelser i hhv. Ilulissat og Nuuk, som er helt afgørende for Grønlands turisme og økonomi.

Sådanne forretningsfolk vil næppe lade enkeltsager som denne påvirke deres beslutninger direkte, men sagen lægger sig i slipstrømmen af en serie beslægtede episoder og opråb fra erhvervslivet i og udenfor Grønland, hvor netop mistilliden til evnerne i den grønlandske administration og blandt politikerne er i centrum.

Randi Vestergaard, den politiske ansvarlige for Grønlands finanspolitik, bemærkede da også straks i ugeavisen Sermitsiaq, at Aleqa Hammonds nye fadæse ikke blot er skidt for Aleqa Hammond og hendes parti, men ”for Grønlands omdømme”.

Ekskluderingen af Siumut gik stærkt og blev besluttet af en enig hovedbestyrelse. Aleqa Hammonds tidligere så stærke støtter i partitoppen har åbenbart ikke forsøgt at redde hende, mens Kim Kielsen, der er Aleqa Hammonds afløser som landsstyreformand, lagde vægt på gentagelsesaspektet ved hendes forseelse. I Grønland husker man især den store skandale fra 2014, men også en række mindre, men stadig blamerende sager om Aleqa Hammonds privat-økonomi.

Grønland kæmper i disse år med at tiltrække investeringer til turismeindustrien, fiskeriet og minesektoren, så irritationen over hendes gentagne fejl og den medfølgende virak i medierne har yderst kontante årsager. Naalakkersuisut – det grønlandske landsstyre – fremlagde fornylig en finanslov for 2017, der forudser et lille overskud, Grønland har stort set ingen udlandsgæld, og det politiske system er i global sammenhæng usædvanligt stabilt, men erhvervslivet klager stadig mere bittert over langsommelig, uigennemsigtig og til tider inkompetent sagsbehandling og alvorlig mangel på politisk handlekraft i Nuuk.

Langtidsudsigterne er skræmmende, fordi udgifterne i Grønland stiger væsentligt hurtigere end indtægterne. Formanden for Grønlands Økonomiske Råd, Torben M. Andersen, har for nylig advaret om, at et økonomisk omsving og/eller potente reformer og besparelser på de offentlige budgetter skal indfinde sig inden for få år, hvis ikke velfærdsmønstret i Grønland for alvor skal lide skade.

I Danmark har Dansk Folkeparti har allerede foreslået at sætte dele af Selvstyret ud af kraft, så de danske myndigheder igen får magt over indsatsen især for socialt udsatte i Grønland – ikke mindst børnene. Det er med andre ord et rigtigt skidt tidspunkt til yderligere at underminere tilliden til de grønlandske beslutningstagere.

 

Mange iagttagere i Grønland mente efter skandalen i 2014, at Aleqa Hammond for altid havde skudt sig selv ud af Grønlands politiske lag, men hun kæmpede sig tilbage som Siumuts Folketingskandidat og fik et glimrende valg i 2015.

Denne gang vil mange sikkert også erklære hende for ukampdygtig og især uegnet til politiske hverv. Hun står uden opbakning fra Siumut, Grønlands store gamle parti, der af mange stadig tillægges æren for Hjemmestyret i 1979 og den tiltagende politiske selvstændighed. Men der er andre partier i Grønland, herunder det unge parti Naleraq, der primært består af stærkt nationalt orienterede udbrydere fra Siumut, og Aleqa Hammonds vælgere har før vist vilje til at se stort på fejltrin som det, der netop nu har sendt hende til tælling.

 

Denne tekst optrådte også som nyhedsanalyse i Information 27.8 2016.

 

 

blog

Danmark vil have bedre øjne og ører i Arktis – men det skal være billigt

juni 30, 2016 • Af

 

 

Soldaterne i Siriuspatruljen kan i fremtiden foruden deres hundeslæder forvente satellittelefoner og IPads som en del af udrustningen. IPads har vist sig fint i stand til at overleve 30 graders frost: Man skal blot efter endt slædekørsel tø dem op i soveposen, hvorefter de sammen med en satellittelefon kan overføre situationsbilleder direkte fra det yderste Grønland til forsvarets kommandocentraler længere mod syd.

Sådanne enkle og økonomiske løsninger vil der komme flere af i slipstrømmen på den rapport om ”Forsvarsministeriets fremtidige opgaveløsning i Arktis”, som forsvarsminister Peter Christensen i går offentliggjorde på Nordatlantens Brygge i København sammen med bl.a. Grønlands udenrigsansvarlige, Vittus Qujaukitsoq.

IPad-løsningen er sigende på to måder: For det første, fordi en række af de nyskabelser, regeringen lægger op til i Arktis, sigter på netop at øge forsvarets overblik over, hvad der foregår i det grønlandske luftrum, i de arktiske farvande og til lands.

Behovet har været kendt længe: Arktisk Kommando i Nuuk har i dag ikke kapacitet til at overvåge, hvad der reelt foregår i luftrummet over Grønland, og de danske inspektionsskibe mangler bl.a. udstyr til at overføre de komplekse situationsbilleder, der indgår som en selvfølge andre steder i kongeriget. Regeringen anbefaler derfor nu særligt investeringer i satellit-kapacitet og fly til indsamling af data i Arktis. Eller som Nils Wang, chef for forsvarsakademiet sagde til Politiken forleden: ”Den bedste måde at bruge militære styrker effektivt på er, hvis man ved, hvad der foregår. Så fly- og satellitovervågninger er fuldstændig essentielle, og det koster penge”.

IPad-løsningen er også sigende, fordi den hører til det, chefen for udredningsarbejdet, generalmajor Kim Jesper Jørgensen, har kaldt ’husmandsagtige løsninger’. Bag de 248 sider rapport ligger tre års analysearbejde og dyre forsøg bl.a. med jagerfly i Grønland, men forfatterne har søgt løsninger inden for de 120 mill. ekstra om året til Arktis fremover, som et flertal på Christiansborg allerede har sagt ja til. Indkøbet af 27 nye jagerfly har gjort dyre nyanskaffelser i Arktis ganske urealistiske. Eller som Peter Christensen sagde ved lanceringen: ”Vi har allerede mange kapaciteter i Arktis. Det gælder ikke mindst om at udnytte dem smartere.”

Med i rapporten er forsvarets egen analyse af, hvordan sikkerhedspolitikken i regionen vil udvikle sig; herunder også, hvordan Rusland vil gebærde sig.

Konklusionen lyder, at det mest sandsynlige er, at Rusland også fremover vil prioritere udviklingen af olie, gas og nye fragtruter i Arktis og derfor gøre sit til at fastholde freden i Arktis, men at annekteringen af Krim, ufreden i Ukraine og spændingen mellem NATO og Rusland i øvrigt skaber øget usikkerhed om, hvorvidt denne kurs er langtidsholdbar.

”Ruslands handlinger i Ukraine har således ført til reduceret tillid mellem Rusland og Vesten, og russisk militær aktivitet i Arktis er efter Ukraine-krisen blevet tillagt en ny og mere alvorlig betydning. Samtidig har Rusland selv ønsket at markere sit militære fokus i området,” lyder det i rapporten. Peter Christensen lagde ved præsentationen megen vægt på det gode samarbejde med Rusland, men fik også sagt, at ”det er helt naturligt, at vi nu får den grundlæggende infrastruktur på plads. Det er jo svært at give lange prognoser som tingene udvikler sig for tiden”.

Denne analyse er nu fast forankret i det officielle Danmark: Forsvarets Efterretningstjeneste lancerede den allerede i 2015, og regeringens udenrigspolitiske rådgiver, Peter Taksøe-Jensen, skrev i sine anbefalinger i maj, at ”de arktiske kyststater indtager generelt en konstruktiv holdning til det praktiske samarbejde…Men der er tegn på, at en ny og mere udfordrende linje i Ruslands arktispolitik kan være ved at tage form.”

De nye tiltag skal ses som led i regeringens relancering af det danske kongerige som ”en arktisk stormagt”. Strategien blev tydeligt beskrevet i Peter Taksøe-Jensens anbefalinger i maj og forfølges nu aktivt. Grønlands kolossale landmasse og strategiske placering som buffer-zone mellem Nordamerika, Rusland og Asien skal udnyttes til at sikre kongeriget øget indflydelse, og så nytter det ikke at have et forsvar i regionen, der mangler helt basalt udstyr.

Især er det afgørende, at USA fortsat tror på, at Danmark håndterer sit ansvar for Grønland på troværdig vis. Grønland og Thulebasen har siden 2. verdenskrig været central for det amerikanske forsvar, og sådan vil det fortsætte: Der spekuleres i dag ikke bare over Ruslands overlegne militære kapacitet i Arktis, men også over, om Kinas atombevæbnede ubåde i fremtiden ligesom de russiske vil lægge sig i skjul under isen i Det Arktiske Ocean tæt på USA – og dermed yderligere øge Grønlands betydning.

Forsvarets nye forslag, der også gælder et frivilligt, grønlandsk ’meldekorps’ og et grønlandsk hjemmeværn, er derfor et forsøg på balance mellem mindst tre udfordringer – for få penge:

Danmark skal fremstå som kapabel vogter over Færøerne og Grønland, både ved at vise flaget ved de yderste grænser og ved en solid søredningstjeneste, overblik over luftrummet, opdaterede søkort osv. Isens forsvinden øger trafikken i Arktis og tvinger forsvaret til at patruljere, overflyve og overvåge stadig større havområder.

Samtidig må oprustningen ikke få aggressiv karakter, så Rusland får anledning til at beskylde NATO-landene for unødig militarisering i Arktis.

Og endelig skal forsvaret også fremover kunne løse de civile opgaver i Grønland, som allerede klares – herunder fiskeriinspektionen, miljøovervågning og redningstjeneste. Forsvaret er vigtigt kit i rigsfællesskabet. Politikerne er derfor allerede stort set enige om at opfylde de ønsker, der nu er fremlagt. Chefen for udredningsarbejdet, Kim Jesper Jørgensen, er for længst gjort til chef for Arktisk Kommando i Nuuk.

Naalakkersuisoq Vittus Qujaukitsoq virkede stærkt fornøjet, da han sammen med Færøernes repræsentant i Danmark, Sigmundur Ísfeld, supplerede Peter Christensen ved præsentationen. Qujaukitsoq sagde, at han var ’utrolig positiv’ overfor det øgede fokus på Arktis, og særligt begejstret for forslagene om et nyt grønlandsk melde-korps, ”Grønlandsvogterne”, der f.eks. kan spotte olieudslip, og et nyt frivilligt beredskabskabskorps i stil med det danske hjemmeværn; begge drevet på frivillig, ubevæbnet basis. Han så store muligheder for nye uddannelser og beskæftigelse især til unge grønlændere. Endelig udtrykte han sin tilfredshed med den måde, hvorpå Naalakkersuisut er blevet taget med på råd i det tre år lange forløb op til offentliggørelsen.

Det danske diplomati har med andre ord haft held til at lande en potentielt kontroversiel sag til Selvstyrets store tilfredshed – kun få måneder efter, at en andet brandfarlig sag blev afviklet til Nuuks fornøjelse; nemlig sagen om magten over den grønlandske uran. Som læserne vil huske, blev flere års skænderi i januar i år afløst af fuld enighed: Danmark fastholdt retten til at stoppe eventuel fremtidig eksport af uran til lande, som Danmark finder uegnede, mens Selvstyret beholdt retten til selv at bestemme, om udvinding af uran skal finde sted i Grønland, hvor, hvornår og af hvem. Også dengang roste Vittus Qujaukitsoq det danske diplomati.

Denne tekst har også optrådt i Information og Sermitsiaq – begge steder i let omskrevet format.

blog

Tre versioner af John Kerrys lynvisit i Grønland

juni 16, 2016 • Af

Hvis man vil forstå John Kerrys lynvisit i Grønland fredag den 17. juni, må det nødvendigvis læses med tre forskellige sæt briller: Et dansk, et grønlandsk og endelig John Kerrys eget.

Den danske regering vil indadtil fortolke besøget som endnu et skridt til sikring af Danmarks position som en regional stormagt i det arktiske. John Kerrys Grønlands-besøg, hvor udenrigsminister Kristian Jensen deltager som ledsager, vil diskret minde verden om Danmarks fortsatte suverænitet over Grønland og dermed om kongerigets status som central aktør i den arktiske dynamik.

Verdensoffentligheden – herunder den amerikanske presse – vil følge med, og selvom John Kerry med præsident Obama er på vej ud af amerikansk storpolitik, vil besøget sætte spor. Danmarks og Grønlands vilje til samarbejde med USA vil igen være bekræftet og noteret med tilfredshed i Washington.

Besøget lægger sig dermd i slipstrømmen fra Taksøe-rapporten fra maj, hvor vi for første gang fra officielt hold fik at vide, at Danmark og Grønland udgør ”en arktisk stormagt”. Peter Taksøe-Jensen understregede i sin egenskab af særlig udenrigspolitisk rådgiver for Lars Løkke Rasmussens regering, at det danske kongerige udgør ”verdens 12. største og NATO’s tredjestørste landområde efter Canada og USA”.

”Det kræver en styrket indsats og samarbejde internt i Kongeriget, men også internationalt for at udnytte de påvirkningsmuligheder, Kongeriget har som Arktisk stormagt”, skrev Taksøe bl.a. Han nævnte den ’arktiske stormagt’ fire gange i sin rapport, som han vel at mærke havde fået solid hjælp til fra både Udenrigs- og Forsvarsministeriet.

Taksøe-rapportens markante eftertryk på Grønlands betydning for Danmark var et nybrud i den politiske retorik i Danmark, og der lød ingen indvendinger fra regeringen eller embedsværket: Taksøe var helt på linje med både den nuværende og den forrige regerings holdning til Grønland og den arktiske storpolitik.

Som det fremgår af den fælles dansk-grønlandske pressemeddelelse var besøget i Grønland i første omgang da heller ikke John Kerrys egen ide. Udenrigsministeriet har arbejdet hårdt for at få besøget i stand. I Første skridt blev taget ved en amerikansk Arktis-konference i Alaska sidste år, hvor Kristian Jensen mødtes personligt med John Kerry, og hvor han i øvrigt også inviterede præsident Obama til Grønland. Næste skridt blev taget 10. marts i år, hvor Kristian Jensen besøgte John Kerry i Washington.

John Kerrys Grønlands-rejse er endnu et led i forsøget på at udnytte Grønlands enorme udstrækning og geopolitiske position til at påvirke udviklingen i Arktis, så det gavner Danmark og Grønland, men også i bredere forstand til at sikre, at Danmarks synspunkter og ønsker bliver hørt ude i verdenssamfundet.

Kerrys hul i isen

John Kerry selv er for længst blevet overbevist om det nyttige i en lille omvej via Grønland på vej hjem til Washington, nu hvor han alligevel var på besøg i Norge og Danmark. Han vil efter alt at dømme benytte sit besøg i Grønland til at lade sig fotografere med is i baggrunden og tale om klimaet. Kerry står i øjeblikket i spidsen for en større amerikansk indsats til beskyttelse af verdenshavene, der går hånd i hånd med hans eget og resten af de amerikanske demokraters voksende klima-engagement og med USA’s igangværende formandskab for Arktisk Råd.

Ved et besøg på en high school i staten Maryland tidligere på måneden refererede John Kerry direkte til et grønlandsk klima-fænomen, der i de seneste år er blevet fast element i klimadebatten: Smeltevand fra overfladen af Grønlands indlandsis fosser med voldsom kraft ned i store huller i isen, hvorefter det muligvis fungerer som smøremiddel under gletsjerne, der derfor får større fart på vejen mod havene:

”Man kan tage op til Grønland i dag, og der er et kæmpe hul, som man kan se om sommeren, og der er en vældig flod, som løber nedenunder den grønlandske indlandsis, og der er forskere som nu spørger, om store blokke af isen måske vil brække af oven på denne kaskade og glide ned i havet. Afsmeltningen foregår med forrygende fart,” sagde Kerry til de amerikanske skolebørn.

Grønlands klima-chance

I Grønland vil hans besøg igen illustrere, hvordan klimaforandringerne har givet Grønlands ledere en adgang til klodens toppolitikere, de ellers aldrig ville få.

Det startede med den strøm af toppolitikere, herunder Tysklands kansler Angela Merkel, som kom til Grønland i klima- og energiminister Connie Hedegaards tid. Siden har bl.a. Sydkoreas præsident, Frankrigs udenrigsminister, FN’s generalsekretær og senest formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, været i Grønland – sidstnævnte sammen med Lars Løkke Rasmussen. John Kerry rejser som de mange ledere før ham ikke til Nuuk, Grønlands hovedstad, for at tale med de grønlandske politikere, men direkte til den verdensberømte Isfjord og gletsjeren Sermeq Kujalleq ved byen Ilulissat længere oppe ad Grønlands vestkyst. Her får han lige som de ca. 25.000 turister, der kommer hvert år, unik mulighed for at se den tiltagende ophobning isbjerge inde fra gletsjeren, og hvordan selve gletsjerens front har trukket sig tilbage til bunden af Isfjorden i takt med klimaforandringerne.

Isfjorden er blevet et verdenskendt symbol på klimaforandringerne, og de grønlandske politikere rejser gerne til Ilulissat for at sige velkommen og tale med de besøgende toppolitikere. Et nyt besøgscenter til 100 millioner kroner, der også skal fungere som modtagepunkt for netop denne type VIP-besøg, vil i løbet af de næste tre-fire år skyde op ved Isfjorden, finansieret af Grønlands Selvstyre og det lokale kommunestyre med 23 mill. mens Realdania betaler resten. Eller som Vittus Qujaukitsoq, der er ansvarlig for Grønlands udenrigsanliggender, siger i pressemeddelelsen i anledning af Kerrys besøg: ”Et besøg i Grønland af John Kerry understreger det amerikanske fokus på den arktiske dagsorden (…) Besøget giver os samtidig anledning til at drøfte den bredere palet af spørgsmål, som har fælles interesse for Grønland, Danmark og USA, herunder også forsvarssamarbejdet med USA”.

Qujaukitsoq får her en glimrende anledning til at tage f.eks. spørgsmålet om Thule-basen op med John Kerry. Et dansk-grønlandsk selskab har i årtier tjent gode penge på at sikre vandforsyning, el og andre ikke-militære praktiske sager på basen, men kontrakten er i øjeblikket til genforhandling og havnet i det amerikanske retssystem. Indtægterne fra basen er central for Grønlands økonomi, og både det danske og det grønlandske diplomati forsøger at sikre Grønland en eller anden form for kompensation, hvis pengestrømmen ikke fortsætter. Chancen for at tale direkte med USA’s udenrigsminister vil givetvis være særdeles kærkommen.

 

Denne blogtekst optrådte i Information mandag 10.6 og i Sermitsiaq 18.6 – i begge tilfælde i let omskrevet format. 

 

 

 

 

 

 

blog

Taksøe: Vi er verdens 12. største nation

maj 13, 2016 • Af

”Danmark og Grønland udgør tilsammen en arktisk stormagt, og det er på tide, at Danmark tager det ansvar på sig, der følger med.”

Statsminister Lars Løkke Rasmussens ”udenrigsgransker” Peter Taksøe-Jensen gentog denne udlægning af kongerigets position i Arktis mange gange i dagene efter, at han offentliggjorde sine anbefalinger til en ny dansk udenrigspolitik. Onsdag den 4. maj talte jeg med ham om de arktiske vinkler i hans anbefalinger:

”Det er en god måde at skabe en overskrift på, men jeg mener det faktisk også”, siger han. ”Vi ER en regional stormagt i Arktis. Der bor relativt få mennesker i Arktis, og sammen med Grønland fylder vi rigtigt meget. Det er jo ikke noget, vi tænker meget over i hverdagen, men det giver et større medansvar for udviklingen i hele regionen og større muligheder for at påvirke situationen, end vi har så mange andre steder – f.eks. i Østersøen”.

I sin rapport til Lars Løkkes regering fremhævede Peter Taksøe-Jensen, hvordan Danmark, Færøerne og Grønland tilsammen er det 12. største land i verden og det tredjestørste i NATO. Direkte adspurgt har han svært ved at forklare, hvorfor størrelsen i sig selv er så afgørende, men han vender hele tiden tilbage til den. Vores position i Arktis er med til at sikre Danmarks ”internationale gennemslagskraft,” siger han. Størrelsen forpligter også, og derfor er det vigtigt at understrege den: ”Det er med til at illustrere, hvor stor en opgave, forsvaret har i Arktis. Der er et markant gab mellem det, vi gerne vil i Arktis, og det forsvaret er i stand til i øjeblikket,” siger han.

I sin rapport anbefaler han bl.a., at de danske fregatter får en besætning mere, så flådens mulighederne for at operere i de grønlandske farvande udvides, og at Arktisk Kommando får udstyr til selv at hente satellitdata ned fra rummet og dermed skabe et klarere billede af, hvad der rører sig i Grønland til lands, til vands og i luften: ”Jeg argumenterer ikke for, at vi skal militarisere det arktiske. Der er ingen alvorlige tegn på, at russerne truer vores suverænitet,” siger Peter Taksøe-Jensen, men han anbefaler alligevel, at Arktisk Kommando får øgede kræfter. Han peger på de civile opgaver, som forsvaret løser i Grønland – især fiskerikontrol og søredningstjeneste – og på, hvordan isens forsvinder gør det nødvendigt med patruljering i stadig større farvande langs Grønlands kyster. Endelig spiller NATO’s forringede forhold til Rusland en rolle: ”Det kan ikke udelukkes, at Rusland vil være villig til at forfølge snævre nationale mål i Arktis”, som det hedder i Peter Taksøe-Jensens rapport. Hermed lægger hans arktiske anbefalinger sig i forlængelse af hans anbefalinger til den samlede, danske udenrigspolitik: Rusland har i de seneste år i Krim, Ukraine og Syrien i Peter Taksøe-Jensen øjne fundamentalt ændret det sikkerhedspolitiske scenarie, som dansk udenrigspolitik bør forme sig efter.

Selv er han stærkt optaget af de gevinster for Grønland, en øget dansk indsats i Arktis kan føre med sig, og som kan være med til at bevare rigsfællesskabet: ”Den største trussel mod vores interesser i Arktis er ikke russerne, men udsigten til at rigsfællesskabets sammenhængskraft bliver svækket. Vi skal fortsætte af den vej, hvor vi siger, at hvis nogen vil være uafhængige, så skal de have lov til det, men jeg mener, at det vil være rigtigt skadeligt både for Danmark og for Grønland, hvis det skulle ske,” siger han.

Peter Taksøe-Jensens anbefalinger til den danske regerings udenrigspolitik førte til kritik bl.a. fra den ansvarlige for Grønlands udenrigspolitik, Vittus Qujaukitsoq, og folketingsmedlem Aleqa Hammond fra Siumut, der begge hæfter sig ved, at Taksøe-Jensen tager udgangspunkt i ”danske interesser”. I sin rapport nævner Peter Taksøe-Jensen ikke Itilleq-erklæringen fra 2003, hvor den danske udenrigsminister Per Stig Møller skrev under på, at Grønland principielt bør inddrages på ligeværdig basis i udenrigspolitiske overvejelser, når det er relevant. Peter Taksøe-Jensen er til gengæld fuldt opmærksom på, at det dansk-grønlandske samarbejde om udenrigspolitikken endnu ikke er optimalt:

”Hvis du læser mellem linjerne i min rapport, så vil du se, hvor meget jeg går op i at sikre de positive effekter, vi kan skabe for Grønland ved en stærkere indsats i Arktis,” siger han. Her peger han bl.a. på, hvordan nye satellitter til det danske forsvar i Arktis også kan betyde bredbåndsforbindelse til de grønlandske bygder, og hvordan en stærkere diplomatisk indsats i Arktis kan være med til at sikre, at grønlandske fiskere også i fremtiden får lov at fiske i de arktiske farvande, hvis Danmark kan moderere de kræfter, der hellere ser fredning og naturreservater end økonomisk udvikling i Arktis.

Peter Taksøe-Jensen har selv som ambassadør i Washington frem til 2015 skulle håndtere det dilemma, der i en årrække har skilt Danmark og Grønland: Hvor stor indflydelse skal Grønlands Selvstyre have på kongerigets udenrigspolitik?

”En overgang var jeg persona non grata hos den grønlandske udenrigsminister, fordi jeg holdt et møde med Pentagon om servicekontrakten på Thule Air Base – på Pentagons opfordring”, siger han. ”Hvis jeg skulle have fulgt logikken i Nuuk, skulle jeg have sagt nej tak, men jeg mener ikke, at det ville have været rigtig varetagelse af Danmarks interesser – og heller ikke af Grønlands.”

Peter Taksøe-Jensen er varm fortaler for, at Grønland inddrages i alle sager, hvor Grønlands interesser er på spil, og han kan udmærket forestille sig, at en grønlænder en dag får jobbet som kongerigets arktiske ambassadør: ”Det kan jeg sagtens se for mig, hvis man kan finde en person med de rette kvalifikationer”.

Samarbejdet skal foregå ”på ligeværdig basis”, men ligeværdigheden har også en grænse: Grønland skal kun involveres, når grønlandske interesser er på spil: ”Jeg husker engang, da Villy Søvndal som udenrigsminister skulle mødes med Hillary Clinton, og Nuuk forlangte at komme med til mødet, fordi der var ét arktisk spørgsmål på dagsordenen. Så går det jo for vidt,” siger han.

Han anbefaler, at Udenrigsministeriet sætter langt flere folk på det daglige arbejde med at passe de arktiske sager, og især kontakten til Grønland: ”Vi skal tale mere sammen, holde flere møder. Vi skal kende hinanden bedre. Der er sket mange fremskridt i de seneste år, men vi er stadig ikke gode nok til at koordinere med Grønland. Udenrigsministeriet har kun fem mand, der håndterer alle de arktiske sager i dag – men 50 mand på Mellemøsten,” siger han.

I sin rapport anbefaler han også oprettelsen af en arktisk investeringsfond, hvor danske pensionskasser, regeringens Vækstfond og private fonde kan finde sammen om investeringer i Grønland. Både til gavn for Grønland og for at holde sammen på rigsfællesskabet. En sådan fonds-konstruktion har været på tale længe –  også med grønlandske fortalere – og nu får den altså ekstra rygvind i Taksøe-Jensens anbefalinger.

 

Tanken om en mere aktiv diplomatisk indsats i Arktis opfylder alle de tre hovedkrav, Taksøe mener, at en sag skal opfylde, før den bør prioriteres højt i udenrigspolitikken. Der er vigtige, nationale interesser på spil: Alene bevarelsen af freden i Arktis er af vital interesse for både Grønland og Danmark, forklarer han. Der er også gode chancer for at løse vigtige opgaver i partnerskab med andre: Danmark arbejder i Arktisk Råd allerede sammen med USA, Canada, Rusland og alle de nordiske lande. Endelig kan Danmark i Peter Taksøe-Jensens optik gøre en reel forskel i Arktis. Selv var han sammen med daværende udenrigsminister Per Stig Møller chefarkitekt bag den såkaldte Ilulissat-erklæring fra 2008. Det var i denne erklæring, underskrevet i Ilulissat på Grønlands vestkyst, at ministre fra Rusland, USA, Canada, Norge og Danmark/Grønland forpligtede sig til at følge FN’s regler for fredelig grænsedragningen ved Nordpolen i Det Arktiske Ocean, og hvor de i øvrigt overfor resten af verden fastslog deres egen forrang til ressourcerne og til at den fremtidige regulering i Arktis.

 

Interviewet med Peter Taksøe-Jensen er også bragt i Information og Sermitsiaq.

blog

Fem (mindst) nyheder i Taksøe’s arktiske vision

maj 2, 2016 • Af

 

I klassisk, journalistisk forstand støder man på mindst fem gedigne nyheder i Peter Taksøe-Jensens anbefalinger til Danmarks fremtidige indsats i Arktis, der blev offentliggjort i dag.

For det første fastholder han, at Danmark, Grønland og Færøerne sammen udgør ’en arktisk stormagt’. Ingen dansk diplomat på Peter Taksøe-Jensens niveau har tidligere betjent sig af så bombastiske vendinger om nationens rolle i det arktiske. Man kan i hans rapport læse, at rigsfællesskabet udgør ’verdens 12. største og NATO’s tredjestørste landområde efter Canada og USA’.  Peter Taksøe-Jensen (PTJ) anbefaler, at kongeriget skal ’bevare og udvikle sin position om en førende arktisk aktør og udnytte den indflydelse, der følger med. Det fordrer et øget politisk og økonomisk fokus på Arktis og rigsfællesskabet.’

Dette markante fokus på betydningen af nationens geografiske udstrækning i Arktis er ny i dansk politik. Martin Lidegaard var som udenrigsminister af samme opfattelse, men gjorde ikke meget ud af denne pointe; statsminister Lars Løkke Rasmussen har også talt om betydningen af Grønland og Færøerne for Danmarks rolle i verden, men slet ikke med det eftertryk, PTJ benytter sig af.

Lige så overraskende og også i kontrast til hidtidig dansk politik anbefaler PTJ, at Danmark nu bør forsøge at afkorte en meget lang  FN-proces om grænserne ved Nordpolen og i stedet søge en hurtigere løsning sammen med andre af de arktiske stater – måske også Rusland.

Danmark lancerede i december 2014 overfor FN’s sokkelkommission et overraskende stort krav om 895.000 kvadratkilometer af havbunden ved Nordpolen i den centrale del af Det Arktiske Ocean Det skete på et tidspunkt, hvor det stod klart, at kravet i meget høj grad ville overlappe med Ruslands ønsker. Et års tid efter lancerede Rusland helt som ventet sine ønsker, og Danmark og Rusland geråder derfor nu i en betydelig interessekonflikt om havbunden på klodens top.

Danmarks dilemma er ikke mindst, at Rusland ifølge FN’s regler vil få sine krav til havbunden behandlet i FN-systemet mange år, før Danmarks krav kommer til behandling. Det er ikke heldigt. Hvis Rusland først får at vide af FN’s eksperter, at havbunden ved Nordpolen hænger sammen med Ruslands kontinentalsokkel og dernæst får otte-ti år til at vænne sig til tanken, kan det blive vanskeligt for Danmark at gøre sin ret gældende, uanset om FN’s eksperter til sin tid måtte bekræfte, at havbunden ved Nordpolen hænger lige så meget sammen med Grønland som med Sibirien.

Derfor foreslår PTJ nu, at Danmark sammen med andre af de arktiske stater søger at speede FN’s arbejde med at vurdere kravene op. Ingen dansk diplomat eller politiker har tidligere på samme måde gjort sig til talsmand for en sådan aktiv tilgang. Tværtimod har Danmark både under SR-regeringen og den nuværende været fortaler for en rolig og afventende tilgang til behandlingen i FN’s sokkelkommission.

I et tredje brud med hidtidig praksis anbefaler PTJ et nyt forum for sikkerhedspolitiske diskussioner i Arktis. Kontante diskussioner om den militære og sikkerhedspolitiske situation i Arktis har hidtil være forvist til korridorerne under sessioner i Arktisk Råd, fordi Rådet ifølge sit eget mandat ikke er bemyndiget til at lægge ramme til debat om den ’hårde’ del af sikkerhedspolitikken. Ideen om et sikkerhedspolitisk, arktisk forum har været vendt og drejet i de arktiske nationer i mange år, uden at nogen dog har forfulgt tanken. PTJ mener, at tiden er kommet, ikke mindst fordi ’Rusland andre steder har vist sig parat til at tilsidesætte internationale spilleregler’. PTJ mener, at et  nyt Arktisk sikkerhedspolitisk forum vil kunne få ’tillidsskabende effekt’, selvom tanken altså ikke hidtil har fundet næring andre steder i Arktis.

Som en fjerde konkret nyskabelse foreslår PTJ, at Danmark i 2018 indkalder til en konference mellem de fem arktiske kyststater til fejring af 10-året for Ilulissat-erklæringen fra 2008, der blev til på dansk foranledning. Det var ved den lejlighed, at kyststaterne (Rusland, USA, Canada, Norge og Danmark/Grønland) alle skrev under på, at de ville følge FN’s regler for grænsedragningen i Det Arktiske Ocean og samtidig enedes om at afvise ideen om nye, internationale Arktis-traktater i stil med den internationale Antarctic Treaty eller andre instrumenter, der kunne udvande de arktiske staters folkeretlige forrang i Arktis. PTJ var som chef for Udenrigsministeriets juridiske tjeneste sammen med udenrigsminister Per Stig Møller chefarkitekt bag Ilulissat-erklæringen: PTJ har førstehåndskendskab til erklæringens banebrydende effekt i det arktiske samarbejde og dens medvirken til fastholdelse af Danmarks relativt store indflydelse i regionen.

Endelig – som en femte nyskabelse – foreslår PTJ en særlig arktisk fond, hvor igennem danske pensionskasser, Vækstfonden og private fonde i fællesskab kan øge deres investeringer i Arktis – herunder i Grønland. Det er værd i den sammenhæng at bemærke, at den administrerende direktør for PensionDanmark, der hører til de største af de danske pensionskasser, Torben Möger Petersen, har siddet som fast medlem af PTJ’s rådgivende følgegruppe.

PTJ leverer også konkrete forslag til, hvordan Arktisk Kommando i fremtiden bør udrustes, herunder hvordan øget brug af satellitter til overvågning i Grønland også kan udnyttes til at sikre bedre internetdækning til det grønlandske civilsamfund, men her er der i en hvis grad tale om forslag som forsvarets egne aktører tidligere har luftet.

Flere detaljer og nuancer følger. På onsdag – den 4. maj – vil PTJ uddybe sine tanker om rigsfællesskabet og indsatsen i Arktis. De hurtige, der sikrer sig billetter, kan overvære denne særligt arktiske præsentation ved et offentligt møde i Dansk Udenrigspolitisk Selskabs nye ungdomsafdelingen. 450 har allerede meldt sig til:

http://udenrigs.dk/danmarks-udenrigspolitiske-interesser-arktis/

 

blog

Om Kim Leine, Peter Taksøe og rigsfællesskabet

april 26, 2016 • Af

 

To forskellige fortællinger om det dansk-grønlandske forhold kæmper om vores opmærksomhed i disse dage. Den ene fremføres af centrale aktører i statsapparatet, herunder regeringens særlige udenrigspolitiske rådgiver Peter Taksøe-Jensen. Han vil senest 1. maj vil fremlægge sine anbefalinger til en ny dansk udenrigspolitik, og i januar sagde han til Politiken, at ”Danmark er sammen med Grønland og rigsfællesskabet en arktisk stormagt. Vi skal bruge endnu flere kræfter på at sikre, at udviklingen i Arktis kommer til at stemme overens med danske interesser”. Denne tænkning om rigsfællesskabet flugter med meldinger fra både Lars Løkke Rasmussen og udenrigsminister Kristian Jensen, og regeringen vil givetvis straks forfølge anbefalingen. Danmarks indflydelse i verdenssamfundet skal øges via vores arktiske forbindelser.

Bagved ligger en forestilling om et rigsfællesskab, hvor Grønland og Danmark agerer dynamisk og fremadrettet i lydefri alliance. Grønland og Danmark er i denne fortælling tæt forbundne af den fælles historie, et fælles verdenssyn, demokratiske idealer og gensidig respekt.

Nuuk og København forfølger i denne fortælling samme politiske mål for samarbejdet i Arktis med Rusland, EU, Kina, Canada, Norge og USA. Danmark og Grønland vil som en stærk enhed forfægte samme ideer om fiskeri og klima, forsvarets arktiske prioriteter, balancen mellem natur og olie- og mineraludvinding, hvalfangst, de oprindelige folks vilkår, nye fragtruter m.m.

Visionen indeholder ikke mange muligheder for, at Danmark træffer beslutninger hen over hovedet på Nuuk som i gamle dage; i stedet konsulterer parterne hinanden som fæller, der anerkender, at de deler skæbne og begge vinder ved det. Danske diplomater fører sig ikke frem på vegne af denne arktiske stormagt uden Grønlands tilslutning, og grønlandske politikere siger ikke det modsatte af de danske i Arktisk Råd, på udenlandske ambassader, i aviserne eller på internationale konferencer.

Flere markante resultater i den seneste tid – herunder den afklaring om magten over den grønlandske uran´, der blev opnået i januar –  støtter visionen, men den står ikke alene.

Den anden fortælling høres bl.a. fra de grønlandske politikere. De to grønlandske folketingsmedlemmer, Aleqa Hammond fra Siumut og Aaja Chemnitz Larsen fra oppositionspartiet IA, bruger primært energi på at påpege fejl og mangler i rigsfællesskabet. Aaja Chemnitz kritiserer hårdt Danmarks forvaltning af retssystemet i Grønland, der har ført til årelange ventetider ved domstolene, og Aleqa Hammond var fornylig så harm over den i hendes øjne barokt underprioriterede søredningstjeneste i de grønlandske farvande, at hun forudså en opløsning af rigsfællesskabet.

”Rigsfællesskabet står ved en skillevej. For hvis ikke Danmark kan se ideen med at have et rigsfællesskab og leve op til sit ansvar overfor Grønland, er der andre lande der kan”, skrev hun i en kronik, der blev trykt både i Danmark og i udlandet på www.highnorthnews.com.

Fra Nuuk lyder både lovord og kritik af fællesskabet. Vittus Qujaukitsoq, der er ansvarlig for Naalakkersuisuts, Selvstyreregeringens, udenrigspolitik, anbefaler i den kommende udgave af tidskriftet ’Udenrigs’, at ”danske politikere og diplomater får bedre indsigt og grundlæggende kompetencer om rigsfællesskabets opbygning og ansvarsfordeling”. Danskerne mislæser altså ifølge en af de tungeste politikere i Nuuk løbende den indbyrdes relation. Qujaukitsoq roser en række fremskridt i samarbejdet og byder det nye danske fokus på Arktis varmt velkommen, men han peger også på svagheder: ”Hvis Danmark og Grønland skal stå stærkere i Arktis, skal man holde op med at se på samarbejdet imellem Danmark og Grønland som en konkurrence imellem to parter, der hver især har behov for at markere sig.”

”Hvis Danmarks ambitioner om at blive taget alvorligt som en ’arktisk stormagt’, skal opfyldes, bliver man i langt højere grad fra dansk side nødt til at anerkende Grønland som den arktiske rigsdel Grønland er, med egne interesser, ressourcer, kompetencer og historisk viden.” Han kritiserer, at Udenrigsministeriet fornylig for tredje gang udpegede en dansker til posten som kongerigets arktiske ambassadør: ”Det er i min optik besynderligt, at man ikke fra dansk side på noget tidspunkt har overvejet at tildele posten til en grønlænder,” skriver han.

 

I blødere indpakning men nok med større effekt hos det danske publikum fortsætter forfatteren Kim Leine med at udgive romaner, der insisterer på forskellene og de skæve akkorder i det dansk-grønlandske. Det tog for alvor fart med ’Profeterne i Evighedsfjorden’, der indbragte ham en række priser, herunder Nordisk Råds Litteraturpris. Hundredetusinder af læsere i Danmark og 20 andre lande, hvor bogen er oversat, fik her et saftigt indblik i, hvordan danskere og nordmænd som udsendinge for en ubehjælpsom, klodset og til tider voldelig kolonimagt tumlede rundt i Grønland i 1800-tallet.

I en ny roman om Grønland, ’De søvnløse’, der udkommer fra Gyldendal 26. april, beskriver Leine det dansk-grønlandsk forhold, som om det næres af lige dele kærlighed, forvirring og dissonans: Danskere i Grønland, der sjældent besværer sig med at lære sproget; et sundhedsvæsen afhængigt af danske pensionist-læger på vikar-ophold, og grønlændere, der gerne tvivlrådigt drømmer om uafhængighed fra Danmark. ”Jeg kan godt lide danskerne. Men jeg kan ikke lide Danmark. Og jeg er ikke dansker. Alligevel, hvis jeg er nødt til at vælge, tjah,” siger en af de centrale figurer. Denne korte hverdags-fremtids-roman skal nok få ben at gå på: Kim Leine lægger ud med at læse alle bogens 208 sider højt ved en marathon-læsning i København den 30. april.

Mere følger, når Kim Leine bliver færdig med opfølgningen til ’Profeterne i Evighedsfjorden’ – formentlig om et par år. Her vil han ifølge ham selv skrue tiden ca. 50 år tilbage til 1728. Dengang grundlagde den danske og ganske inkompetente guvernør Claus Paars i virkelighedens verden med en håndfuld soldater plus 12 straffefanger og 12 tvangsudskrevne kvinder fra fattighuset i København den første danske koloni i Grønland ved Godthåb på vestkysten. Historikeren Finn Gad har i hårrejsende detaljer beskrevet, hvordan elendig forberedelse og almen uduelighed førte til kaotiske forhold. Straffangerne og kvinderne, der var blevet tvangsgiftet ved lodtrækning i Holmens Kirke, og deres børn, der snart fulgte, måtte overvintre i den arktiske kulde på ekspeditionens uopvarmede træskib. Kun enkelte overlevede mere end nogle få år; børnene døde først. Drukkenskab, grov vold og skørlevned hørte til dagens orden også hos blandt officererne, og grønlænderne kunne blot se måbende til; i hvert fald de få, der overlevede de sygdomme, danskerne bragte med sig.

De to fortællinger om rigsfællesskabet er ikke nødvendigvis modsætninger. De kan læses som supplerende, fordi den stadig afklaring af uenigheder kan opfattes som en nødvendig forudsætning for en fælles indsats overfor resten af verden. Men diskrepansen understreger, hvordan visionen om en øget fælles dansk-grønlandsk indsats i Arktis stiller den danske regering overfor et solidt dilemma: Hovedparten af de grønlandske politikere mener fortsat, at Grønland en gang i fremtiden bør løsrive sig fra Danmark. Danske politikere vil løbende skulle overbevise de grønlandske beslutningstagere om værdien af rigsfællesskabet for at forebygge dets opløsning. Nye indrømmelser til de godt 55.000 grønlændere, hvoraf mange altså taler højt om uafhængighed, kan derfor hurtigt blive aktuelle – mens regeringen samtidig skal overbevise de fem millioner danskere om det geniale i hele denne arktiske satsning.

Det sidste kan blive vanskeligt. Norge, som satte turbo på sit arktiske engagement for 10 år siden, har et indlysende behov for fred med naboerne i Rusland og ro om fiskeriet, olien og gassen i de norske farvande. Så glasklare interesser har Danmark ikke i Arktis. Her handler det om mere subtile dagsordner, om international indflydelse, miljø, klima og rigets sammenhængskraft. Et økonomisk bonanza i den danske del af Arktis er ikke i syne.

Hvordan Peter Taksøe-Jensen selv ser på sagen, kan man skaffe sig et indblik i den 4. maj. Her fortæller han om sit syn på Danmarks rolle i Arktis ved et offentligt møde i København i Dansk Udenrigspolitisk Selskab – link til mere information og tilmelding følger her:

Danmarks udenrigspolitiske interesser i arktis

Dette blogindlæb er i forskellige varianter også bragt i Information og Sermitsiaq i Grønland.

blog

Hvad kan vi lære af Norge i Arktis?

marts 30, 2016 • Af

Hvad kan vi lære af Norge, nu hvor Danmark skal til at være en arktisk stormagt? Danmark skal sammen med Grønland tage sin rolle som arktisk stormagt på sig. Sådan lyder det hidtil klareste signal fra regeringens særlige udenrigspolitiske rådgiver, Peter Taksøe-Jensen, der senest i maj skal levere sit bud på en ny dansk udenrigspolitik.

”Danmark er sammen med Grønland og rigsfællesskabet en arktisk stormagt. Vi skal bruge endnu flere kræfter på at sikre, at udviklingen i Arktis kommer til at stemme overens med danske interesser”, sagde han i januar til Politiken.

Mens vi venter på de mere detaljerede anbefalinger, kan vi undersøge, om der er noget at lære i Norge. Den norske regering gjorde allerede i 2005 ’Nordområdepolitikken’ til hovedanker i norsk politik. Daværende statsminister Jens Stoltenberg, der nu er generalsekretær i NATO, og hans udenrigsminister Jonas Gahr Støre, der nu er leder af Arbejderpartiet, forklarede, at et stabilt og fredeligt Arktis ikke bare vil være i Norges interesse, men af central betydning for hele Europa. De argumenterede, at bevarelsen af freden i Arktis, samarbejdet med Rusland, sikring af stabile forsyninger af olie, gas og mineraler, hensynet til det arktiske miljø og klimaet, bæredygtig udviklingen af verdens rigeste fiskevande alt sammen var af vital betydning for hele kontinentet, og at Norge nu måtte stå klar til at bære sin del af ansvaret.

Hvad kan vi i Grønland og Danmark så lære af det? Hvordan skal man forstå dette klingende, norske rationale, der stadig er gældende, og som har gjort Norge til en helt uomgængelig aktør i den arktiske dynamik og derfor også en væsentlig partner for alle andre i Arktis? Det har den norske politolog og Arktis-ekspert Jens Christian Jensen (JCJ) heldigvis nu skrevet en tankevækkende bog om.

Norges naboskab med Rusland hører til de vigtigste drivkræfter bag dette dybtgående, norske skifte mod nord. Usikkerheden fra den kolde krigs våbenkapløb og konstante militære trussel fra Øst sidder fortsat i Norges nervesystem, selvom truslen i dag på mange måder er afløst af intenst og ofte vellykket samarbejde om alt fra fiskerikontrol i Barentshavet til erhvervsudvikling og studenterudveksling over den fælles norsk-russiske grænse. Hertil skal lægges norsk frygt for et socialt og økonomisk sammenbrud på Kola-halvøen med medfølgende usikkerhed om de store mængder radioaktivt materiale i efterladte atomubåde, nukleare energianlæg, fyrtårne m.v. Norge har investeret milliarder i oprydning og sikring af disse efterladenskaber fra Sovjettiden.

Samarbejdet med Rusland fungerer ofte godt fra dag til dag; især har den fælles forvaltning af et bæredygtigt fiskeri i Barentshavet ud for det nordlige Norge og ud for Nordvestrusland været langvarigt og forbløffende succesrigt. Hele spektret af samarbejde om fisk, miljø, forretning m.v. er dog ifølge JCJ til stadighed plaget af, at Rusland grundlæggende betragter enhver relation til andre stater som et nulsumsspil: Hvis noget er godt for naboen, må det være skidt for én selv.

For norsk Arktis-politik har olien dog været endnu mere afgørende end naboskabet til Rusland. Skiftende regeringer i Oslo har konstant haft fokus på den fortsatte udvikling af olie og gas både ud for Norges egne kyster, men også på oliefelterne ud for den russiske kyst. De russiske felter blev længe set som Norges næste chance, når nu Norges egne kilder langsomt løber tør. Rusland råder ikke selv over tilstrækkelig teknologisk knowhow, og det smerter nu i Norge, at udviklingen af de russiske felter slet ikke har fået det momentum og medført den efterspørgsel på norsk teknologi og kapital, man regnede med for 10 år siden.

Norge har til gengæld konstant fastholdt et højt tempo i udviklingen af stadig flere olie- og gaskilder i norsk farvand. Verdens førende anlæg til produktion af flydende naturgas ligger ved Hammerfest; et vældigt og teknologisk banebrydende anlæg tæt på Norges allernordligste spids, langt højere end Polarcirklen. Endnu længere nordpå blev en af verdens hidtil største olieplatforme fornylig bakset på plads i havet af det italienske selskab ENI: Grænsen for, hvad der er lovligt og teknisk muligt i den norske oliesektor skubbes konstant længere mod nord.

JCJ viser, hvordan den norske stat med stor succes endda har formået ganske at tage pusten ud af miljøbevægelsernes protester. I dag har de fleste nordmænd accepteret en logik, hvor den hurtige udvikling af stadig flere olie- og gasfelter ligefrem er til gavn for miljøet. ”Drilling for the environment”, som JCJ kalder paradokset.

Påstanden, som de fleste nordmænd altså ifølge JCJ har taget til sig, lyder, at Norge udvikler olien og gassen så fint, rent og miljøforsvarligt, at det automatisk vil smitte af på den russiske olieindustri og dermed sikre, at de sjuskede, udygtige russere ikke sviner så meget. JCJ påviser, hvordan der endnu kun er begrænsede tegn på, at denne afsmitning rent faktisk finder sted, eller at russerne er så ringe udrustede, som myten siger, men det er lykkedes Statoil, de norske politikere og andre tilhængere af olien at sælge denne fremstilling til den norske offentlighed – og til resten af verden, kunne man tilføje. De norske fortalere for en stærk Arktis-politik understøtter løbende Norges image som engageret forkæmper for det arktiske miljø med nye forskningsinitiativer, investeringer og politiske tiltag til gavn for klimaet og miljøet, samtidig med at man henter millioner af tønder olie op af havet med alt, hvad det medfører af risiko for olieudslip, skader på fiskebestande og øgede udledninger af CO2.

Forestillingen om Norge som arktisk stormagt passer i kulturel forstand fint til en række aspekter af den norske selvforståelse, forklarer JCJ. Allerede i vikingetiden opbyggedes Norgesvældet: Et imperium, der omfattede Shetlands- og Orkneyøerne og andre øer i det nuværende Storbritannien plus Færøerne, Island, Grønland og det såkaldte Vinland i Nordamerika. JCJ påpeger, hvordan forestillingen om nordmændene som stærke, maskuline betvingere af det arktiske har fundet næring i og besjælet centrale norske folkehelte og polarforskere som Roald Ammundsen, Fritdjof Nansen m.fl. Så sent som i 1931 stillede Norge krav om et vældigt stykke af Nordøstgrønland, der først blev afblæst efter dom fra Den Internationale Domstol i Haag, og naturgasanlægget ved Hammerfest, noterer JCJ, har ikke for ingenting fået navnet Snehvide: Det arktiske fremstilles stadig gerne som jomfrueligt, ubesmittet og klar til erobring.

Nordmændenes billede af dem selv som dynamiske friluftsmennesker matcher også fint med ”Nordområdepolitikken”, og det samme gør selvforståelsen som en lille, fredsbevarende, altruistisk stat, der til dels agerer uden for resten af verdens fasttømrede systemer – EU især. JCJ påpeger polemisk, hvordan man i Norge efterhånden har konstrueret en fortælling om sin egen indsats i Arktis, hvor alt, hvad der er godt for Norge, også er godt for alle andre.

Særligt relevant for den kommende danske og grønlandske debat om Peter Taksøe-Jensens udspil er det måske at notere, hvordan stadig flere forhold i Arktis i den norske debat er blevet kædet sammen med spørgsmålet om nationens sikkerhed. Olie, miljø, klimaforskning, søredning, fisk og mange andre væsentlige aspekter af den arktiske udvikling har i første omgang intet med krudt og kugler og klassisk sikkerhedspolitik at gøre, men JCJ beskriver, hvordan det i dag kan være vanskeligt at trænge igennem i den norske debat om det arktiske, hvis ikke man iklæder sine holdninger til disse dele af den Arktiske indsats en sikkerhedspolitisk dimension og pisker stemningen yderligere op – og dermed bidrager til retfærdiggørelse af den norske stats stadig mere intense fokus på Arktis.

Leif Christian Jensen: “International Relations in the Arctic – Norway and the struggle for power in the New North”  

Denne tekst har også fungeret som nyhedsanalyse i Information (29. marts 2016) og i Sermitsiaq.

blog

Arktisk olympiade brander et moderne Grønland

marts 19, 2016 • Af

Fredag den 11 marts afsluttedes Arctic Winter Games 2016, Grønlands hidtil største event, i Nuuk. Det store afslutningsshow satte punktum for et sportsstævne, der illustrerede flere tankevækkende træk ved det aktuelle Grønland.

For det første anedes en grad af indre styrke og evne til mobilisering, der ikke tidligere har været synlig i samme grad. Her er træk, som er værd at tænke over i den aktuelle diskussion om Grønlands og Danmark indbyrdes forhold.

Mere end 2000 atleter, trænere, VIPs, dommere, musikere, journalister og andre medrejsende fra Grønland og alle de øvrige arktiske samfund dyrkede sport og kulturmødet i en uge i Grønlands hovedstad. Det svarer til, at 75.000 sportsfolk pludselig landede i det indre København for at dyrke sport i ganske lang tid. Alene logistikken overgår alt, hvad der før er klaret i Grønland: Air Greenlands luftbro hentede mere end 1100 mennesker fra Kangerlussuaq til Nuuk. Gæsterne fik tre fine måltider om dagen og til tiden; brusebade, førstehjælp, internet, sporten, kulturmøder, transport, skiltning, pressemøder, beredskab, sengepladser – alt klappede uden nævneværdige problemer. Jeg så en enkelt frustreret træner råbe grove ord efter en første-hjælper ved ski-liften; andre mislyde opfangede jeg ikke ude i felten.

Under overfladen mærkedes et sæt interessante alliancer. Det private erhvervsliv – Brugseni (som Brugsen hedder i Grønland), Grønlandsbanken m.fl. ydede sammen med Selvstyrets virksomheder, Air Greenland, Royal Greenland m.fl. afgørende bidrag til økonomi, logistik og afvikling, og mere end 1500 privatpersoner, eller knap hver 10. borger i Nuuk, stillede gratis arbejdskraft til rådighed. De grønne volunteer-jakker sås overalt i byen. Det var også tydeligt at mange i Grønland nu håber, at denne mobilisering om et fælles mål har skabt varige, nye indre styrker i Grønland; sådanne styrker har med andre ord været savnet. Eller som direktøren for Brugseni, Susanne Christensen udtrykte det: ”Vi er et lillebitte folk, og vi bor spredt for alle vinde, så det er ikke nemt at få et fællesskab op at stå. Grønland har mange udfordringer. Vi skal finde ud af hvilken vej, vi vil i fremtiden, og så er det afgørende, at det offentlige og erhvervslivet står sammen. Det har vi afprøvet her.”

Nyt image, tak

Legene har også afdækket, hvor trætte mange i Grønland er af Grønlands image i udlandet. Arrangørerne af AWG – herunder Nuuks borgmester, Asii Chemnitz, og AWG-direktør Maliina Abelsen –  har under den lange forberedelsestid ofte udtrykt håb om, at legene vil bidrage til et mere positivt og fremadrettet billede af Grønland ude i verden, hvor Grønlands sociale problemer, klima-forandringer og kriseramte isbjørne ellers ofte dominerer overskrifterne.

Grønlands turistråd, Visit Greenland, fik fra begyndelsen til opgave at drive AWG’s presse-center for at sikre, at de mere end 100 tilrejsende mediefolk kunne få det rette indtryk af Grønlands som pioneering nation, sådan som Grønlands eget slogan lyder. De grønlandske beslutningstagere arbejder hårdt på at tiltrække udenlandske investorer, turister, forskere og andre nye partnere, der kan understøtte udviklingen i Grønland, men de slås mod stærke, indgroede forestillinger om det arktiske som koldt, farligt og utilgængeligt og om grønlændere og andre arktiske folk som irrationelle naturmennesker uden dybere kontakt med det moderne.

 

For en iagttager udefra afspejlede det store sportsstævne også, at en del grønlændere stadig mærker et kulturelt fællesskab med de øvrige arktiske folk. De første Arctic Winter Games blev afholdt tilbage i 1970 i Yellowknife i Canadas Northwest Territories, så legene hører til de ældste, fungerende pan-arktiske institutioner. Deltagerne er stort set alle fra de arktiske folkeslag: Indianere fra Alaska og Canada, inuit fra Grønland og Canada, samer fra Sverige, Finland og Norge og folk fra de oprindelige folkeslag i det nordlige Rusland.

De grønlandske politikeres interesse for de etniske og kulturelle sammenhænge, som AWG repræsenterer, er på den anden side skrumpet markant i de seneste år. Det er sket i takt med, at politikerne i Nuuk selv har overtaget mere af magten i Grønland fra Danmark. Rollen som etnisk mindretal i det danske kongerige gav før i tiden adgang til et vist mål af rettigheder og en nyttig identitet, der samlede befolkningen, men i dag forfølger de grønlandske politikere i højere grad en vision om Grønland som stat og grønlænderne som den oplagte majoritet i staten. Derfor er rollen som etnisk mindretal hurtigt ved at blive irrelevant – for politikerne i hvert fald. Selvstyres økonomiske tilskud til den grønlandske afdeling af ICC, Inuit Circumpolar Conference, er skåret drastisk ned, og ICC omtales stadig mindre i medierne og den offentlige debat. Efter AWG er det dog en tanke værd, om den politiske nedprioritering af det pan-arktiske er helt i tråd med befolkningens fornemmelser.

Arctic Winter Games 2016 viste, at den kulturelle forbindelse på tværs af Arktis stadig har en vis appel. De arktiske sportsdiscipliner som ”kneel-jump” og ”two-foot-high-kick” afspejler det gamle fangersamfunds lege og overlevelsesteknikker, og de dyrkes stadig i sportsklubberne i Grønland og af markante sportsfolk som Tonny Fisker, Bent Jakobsen m.fl. Selveste Kim Kielsen blev angiveligt set på strømpefødder helt nede på gulvet i Nuussuaq-hallen, stærkt optaget af de gamle discipliner. Denne folkelige interesse kulminerer hvert andet år ved Arctic Winter Games, hvor de arktiske discipliner udgør kernen. Eller som Tuuparnaq Kreutzmann, leder af Elitesport Grønland og selv tidligere medaljevinder ved AWG forklarede mig: ”Under AWG møder vi en slags landsmænd fra den anden side af havet. De tilhører samme folkefærd som os, og de har været koloniserede ligesom os. Vi har vores egen humor, og så har vi måske været lidt tabt i den moderne verden, hvor det hele handler om job og om at tjene penge. Vores sprog er også blevet klemt og glemt, så vi har rigtigt meget tilfælles. Vores spirit bliver holdt i live.”

Politisk come-back?

I politisk forstand efterlader legene et interessant spørgsmål: Vender legenes direktør, Maliina Abelsen, nu tilbage til politik? Hun var Naalakkersuisoq – medlem af Landsstyret – for finanser frem til 2013 og et markant medlem af partiet IA, der i øjeblikket er i opposition. Efter AWG vil hun sandsynligvis kunne trække endnu flere stemmer. Selv fastholder hun, at hun har forladt politik for altid. Hendes gamle parti må dog forventes at lægge et vist pres på hende – især hvis der sker større ændringer hos Siumut. De har for tiden placeret deres kontroversielle stemmesluger Aleqa Hammond som folketingsmedlem i København, men det er bestemt ikke udelukket, at Hammond søger tilbage til Grønland for at genvinde en plads i centrum af det politiske liv. Får hun held til det, vil Maliina Abelsens telefon givetvis give sig til at ringe for alvor. Spørgsmålet vil så være, om hun stadig i den situation vil være i stand til at tøjle det samfundsengagement, hun fik demonstreret for vælgerne ved Arctic Winter Games.

Denne tekst har i lidt andre forklædninger også været trykt i Sermitsiaq i Grønland og i dagbladet Information. 

blog

Arktis er mere end smeltende is

marts 6, 2016 • Af

”Er det pressen, der ikke lever op til sit ansvar?” Det var en dansk journalistelev, som studerer klimaforandringer ved universitetet i Helsinki, der spurgte. Jeg måtte skuffe hende. Når de gængse budskaber om klimaforandringerne i Arktis har sværere og sværere ved at afspejle virkeligheden, så er det ikke medierne skyld.

Jeg var i Helsinki hos KulturkontaktNord for at holde et foredrag over den store, prisvindende amerikanske dokumentarfilm Chasing Ice. I filmen dokumenterer fotografen James Balog, hvordan gletsjere i Island, Grønland, Alaska og Montana bliver mindre i hårrejsende tempo. Et visuelt kolossalt stærkt værk med et utrolig vigtigt budskab, men i mine øjne også en film, der viser, hvordan de store medie-skrald om klimaforandringerne i Arktis ofte giver et utilstrækkeligt billede af klimaforandringernes påvirkning af hele den arktiske del af verden.

Klimaforandringerne kobler sig til globaliseringen i en cocktail, der påvirker alle de arktiske nationer i voldsom grad: Nye sejlruter fra Europa til Asien åbner sig; sejlruter, der også gør det langt hurtigere at flytte krigsskibe og tropper fra Atlanterhavet til Stillehavet og omvendt. Olie- og gasefterforskning i Arktis bliver gradvist nemmere. Store mineralforekomster bliver mere tilgængelige. Verdens rigeste fiskefarvande forandres og bliver mere tilgængelige. Nye geopolitiske alliancer støbes; politiske organisationer som Arktisk Råd får vældig betydning, og selv nationer som Indien og Singapore – langt fra Arktis – er nu permanente observatører i Arktisk Råd, fordi isens forsvinden og klimaets udsving i Arktis har indlysende globale implikationer. Forskningen i det arktiske klima bliver stadig vigtigere – også Kina har nu en forskningsstation på Svalbard, og det kinesiske forskningsskib Snow Dragon ses stadig oftere i de arktiske farvande. Danmark og Grønland har gjort krav på 895.000 kvadratkilometer af havbunden under Det Arktiske Ocean; Rusland har overlappende interesser. Hele den arktiske verden har fået helt ny global betydning, og i alle de arktiske nationer reagerer de politiske ledere, erhvervslivets beslutningstagere, forsvarets chefer og andre med indflydelse på disse forandringer.

Det var derfor, jeg måtte svare afkræftende på spørgsmålet, om medierne har skylden. Der er ikke nogen simpel forklaring på, at alverdens filmmagere, kronikskrivere og klimaaktivister tegner et billede af klimaforandringerne i Arktis, der ikke får det hele med. Forandringerne i Arktis finder sted i så kolossalt et tempo og over så bredt et spektrum af samfundets facetter, at det ikke lader sig gøre at formidle i enkle trompetskrald.

Fortalerne for en skarpere indsats mod klimaforandringerne forsøger helt legitimt at sende så klare og rentonede budskaber ud i samfundet som muligt. Derfor er en film som Chasing Ice eksempelvis støvsuget for ethvert tegn på liv i de samfund, som de sårede gletsjere ligger i. Klimaforandringerne fotograferes, som om de finder sted i en mennesketom verdensdel. Arktis fremstilles, så det matcher vores vante forestillinger om det arktiske: vildt, barskt, ufremkommeligt, farligt, uendeligt smukt, dødeligt koldt og uden for almindelige menneskers rækkevidde. Det er et billede, der på den ene side hjælper med at skære alvoren i klimaforandringerne ud i pap, men som i stadig større grad fjerner sig fra den virkelighed, vi lever i.

Det er ikke sket tidligere i menneskets historie, at et helt ocean, der før var utilgængeligt, pludselig åbner sig for almindelig menneskelig aktivitet. Sammen med den tiltagende globalisering – især efterspørgslen på mineraler, fødevarer og energi – gør isens forsvinden Arktis stadig mere central for verdenssamfundet. Derfor ser vi nu, hvordan de involverede stater alle øger deres indsats for at opnå indflydelse i Arktis – samtidig med, at de forsøger at holde fokus på det vigtigste af det hele: Klimaforandringerne og kampen for at bremse dem.

De arktiske nationer har for længst erkendt, at udviklingen kræver et intensiveret samarbejde, hvis alt skal gå vel: Regionens egentlige stormagt og den stærkeste militære magt i Arktis er Rusland, der andre steder på kloden p.t. forfølger sine interesser på uforudsigelig vis, og som føler en særlig historisk og geografisk adkomst til Arktis. De sidste grænser i Det Arktiske Ocean er endnu ikke på plads; ingen ved præcis, hvem retten til de sidste stykker havbund omkring Nordpolen tilhører. Klimaforandringerne ændrer løbende regionens geografi og gør Arktis til genstand for nervøs, global interesse.

Arktis er alt andet end mennesketomt og kan ikke længere reduceres til at civilisationstomt vacuum; tværtimod er regionen i stigende grad genstand for menneskelige handlinger, politik og nye kulturprodukter – tænk f.eks. på Disneys seneste superhit, animationsfilmen Frozen, der er den mest indbringende af sin art i filmens historie. Eller LEGOs nye arktiske forskningsstation, der ligesom alle andre LEGO-kasser sælges over hele verden. Disney og LEGO afkoder, hvad der pirrer det moderne menneskes nysgerrighed – og i disse år står Arktis højt på listen.

Simple budskaber om isens forsvinden dækker med andre ord for en uendelig kompleks virkelighed – også i Danmark. Her er det udenrigspolitiske fokus i færd med et støt skifte mod nord – og ikke kun på grund af klimaforandringerne og isens forsvinden.

I januar slog regeringens særlige udenrigspolitiske rådgiver, Peter Taksøe-Jensen, fast, at et stærkt engagement i Arktis er afgørende for nationens interesser: ”Danmark er sammen med Grønland og rigsfællesskabet en arktisk stormagt. Vi skal bruge endnu flere kræfter på at sikre, at udviklingen i Arktis kommer til at stemme overens med danske interesser”, sagde han til Politiken. Få dage senere bekræftede udenrigsminister Kristian Jensen, at staben omkring den arktiske ambassadør i Udenrigsministeriet nu udvides.

Skiftet har været på vej i nogen tid. Norge gjorde allerede i 2005 ’Nordområdepolitikken’ til hovedanker i norsk udenrigspolitik, og da udenrigsminister Per Stig Møller i 2008 inviterede de øvrige arktiske kyststater, USA, Canada, Rusland og Norge til topmøde i Ilulissat i Grønland, høstede dansk diplomati både hæder og nyttig erfaring. Peter Taksøe-Jensen var chef for den task force i Per Stig Møllers ministerium, der forberedte mødet i Ilulissat. Et par måneder senere anbefalede Erling Bjøl i Politiken et øget fokus mod ”Nordkalotten” som afløsning for jagt på ”guerillakæmpere i et ukendt asiatisk bjergland”. Han havde forinden indhentet råd fra bl.a. flådens daværende chef, kontreadmiral Nils Wang (Forsvarsakademiets nuværende chef), der i en årrække har argumenteret aktivt for det skifte mod nord, vi nu ser.

Når det nye fokus på Arktis måske alligevel virker overraskende for nogle, skyldes det formentlig, at det siden 2. verdenskrig har været kutyme blandt landets ledere at nedtone Grønlands betydning for Danmark. Statsminister H.C. Hansen indgik allerede i 1957 en hemmelig aftale, der tillod USA at opmagasinere atomvåben i Thule, og der har i det hele taget været et geopolitisk element i Danmarks interesser i Grønland, som skiftende regeringer har valgt pleje i det dulgte.

Denne berøringsangst er under opløsning. Da SR-regeringens udenrigsminister Martin Lidegaard i 2014 blev spurgt, hvilken betydning, rigsfællesskabet med Grønland har for Danmark, lød svaret: ”Den indflydelse, vi har på de internationale regler og den politik, der skal føres i Arktis i fremtiden, er rigtig meget værd i geopolitisk forstand. Det betyder, at vi bedre kan forfølge Danmarks overordnede udenrigspolitiske interesser og mål. Vi kan arbejde for trygge rammer for Danmark, arbejde på at den danske befolkning kan leve i sikkerhed; vi kan sikre multilaterale rammer, der skaber så store muligheder for små landes indflydelse som muligt, fredelig konfliktløsning, godt miljø og en socialt afbalanceret udvikling. Alle disse helt vitale interesser får vi en mulighed for at varetage aktivt, fordi vi er forbundet med Grønland. Uden Grønland kunne vi ikke tillade os nær samme styrke i stemmeføringen, og det gælder også ud over den arktiske region – bare i lidt mere overført betydning.” Synspunktet blev gentaget på tv.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen sagde det samme – bare kortere – på et pressemøde med Grønlands og Færøernes politiske ledere kort efter nytår: ”Det giver en rolle i verdenssamfundet, der er klart større end den rolle, Danmark kunne opnå alene, Grønland kunne opnå alene, Færøerne kunne opnå alene”.

Mens BBC, Al Jazeera, Fox, nyhedsbureauerne og alle mulige andre medier gerne og med god grund fokuserer på, at isen forsvinder – og dermed på udsigten til skæbnesvangre stigninger af vandstanden i havene, ny ørkendannelse, flere orkaner og oversvømmelser – fører regeringerne i Arktis politik om helt andre facetter af de samme klimaforandringer.

Danmarks nye interesser i Arktis blev defineret bredt i kongerigets arktiske strategi fra 2011: Danmark skal først og fremmest bidrage til at fastholde Arktis som en fredelig region, hvor udnyttelsen af de naturlige ressourcer og nye muligheder – mineraler, olie, gas, fisk, nye handelsruter m.v. – forfølges i stringent balance med hensynet til klimaet og det arktiske miljø og til stadig gavn for de arktiske folkeslag (der bor cirka fire millioner mennesker nord for Polarcirklen, heraf ca. 500.000 medlemmer af de arktiske folk).

Det er en dagsorden, der kommer til at kræve rigtig mange politiske kræfter, skarpe prioriteringer i udenrigstjenesten, i forholdet til Grønland, Færøerne og til andre nationer. Det er ikke en dagsorden, der strider mod hensynet til klimaet. Men det er en dagsorden og en politisk virkelighed, der ikke afspejles i de gængse budskaber om klimaforandringerne i Arktis.

Budskabet om klimaets forandring og den fart, hvormed forandringerne finder sted i Arktis, er af afgørende betydning for mobilisering af verdensopinionen og af de beslutningstagere, der stadig har magt til at begrænse skaderne. Men det er også budskaber, der i tiltagende grad skæres til på en måde, så de andre, omfattende forandringer i Arktis udelukkes. Det indebærer en indlysende fare for, at klimabudskabernes troværdighed i længden undergraves.

Denne tekst optræder i lidt anden klædedragt også på klimadebat.dk

 

blog

Grønland i sigte – husk forhistorien!

februar 29, 2016 • Af

 

Danks erhvervslivs fokus på forretningsmulighederne i Grønland skærpes i disse dage, men alt for mange i erhvervslivet kender for lidt til baggrunden og den konfliktfyldte dansk-grønlandske dynamik.

Mulighederne vil vokse, nu hvor regeringens blik svinger fra syd mod nord. Regeringens særlige udenrigspolitiske rådgiver, Peter Taksøe-Jensen, pegede i januar på Arktis som nyt fokusområde:  ”Danmark er sammen med Grønland og rigsfællesskabet en arktisk stormagt. Vi skal bruge endnu flere kræfter på at sikre, at udviklingen i Arktis kommer til at stemme overens med danske interesser,” sagde han til Politiken. Udenrigsminister Kristian Jensen bekræftede kort efter, at han udvider sin Arktis-stab. Norge erkendte allerede i 2005, at alt peger mod nord, og nu er Danmark på vej. Uanset om vi taler geopolitik, sikkerhedspolitik, transportveje, klima eller ressourcer, bliver Grønland stadig vigtigere for Danmark.

Og nyt fra Grønland: Naalakkersuisut, regeringen, har besluttet sig for ny international lufthavn i Sydgrønland og ny Atlantbane i Nuuk til større fly. En ny havn i Nuuk er under opførsel – under styring af danske Rambøll, det største havneprojekt i selskabets historie. Udsigten for den offentlige økonomi i Grønland er stadig dyster, men turismen og beskæftigelsen er i vækst og fiskeriet jubler: Royal Greenland landede rekordoverskud i 2015 på 204 mill. På World Economic Forum slog Guggenheim Partners endnu et slag for en global, arktisk investeringsfond: Chef-strateg Scott Minerd taler sagen op med spådomme om multi-milliard-investeringer i Arktis, særligt i infrastruktur. Herhjemme fra var Vækstfonden for nylig på turne i Grønland for at gøde jorden. DI og Grønlands Erhverv har længe drevet en arktisk råstof-klynge og et nyt arktisk maritimt netværk er i svang i DTU-regi. Advokaterne hos Horten havde mere end udsolgt til et Hellerup-træf om OPP-muligheder i Grønland den 25. februar.

Skal alt dette krones med held, må virksomhederne forstå de 300 års fælles historie. DR sender i disse uger seks tv-dokumentarer om rigsfællesskabets historie, produceret af Jacob Gottschau og mig, der viser, hvordan forholdet altid har haft karakter af en skarp og evigt dynamisk forhandling. Da Hans Egede indledte missionen og koloniseringen i Grønland i 1721, tjente Danmark stort på slaver andre steder på kloden, men grønlænderne blev ikke gjort til slaver: De var uundværlige som sælfangere for Den Kongelige Grønlandske Handel og kongen følte i øvrigt et kristent kald. Sælolien – tran – brændte i gadelamperne i Europa og gav gode penge, indtil olien fra USA kaprede markedet. Grønlænderne tog aktivt kristendommen, læsningen og skrivningen og nye produkter til sig og fik medindflydelse.

Under 2. verdenskrig var Grønland uden for Københavns kontrol, mens USA byggede baser og sikrede forsyningerne: Grønland sugede igen alt det nye til sig og sagde i 1953 ja tak til at blive danske statsborgere, fordi Danmark repræsenterede moderne muligheder. Man forestillede sig, at lighed for loven ville føre til lighed i bredere forstand, og da ligheden udeblev, indledtes den politiske mobilisering, der stadig kendes i dag. Gennem årelange og hårde forhandlinger opnåede grønlænderne Hjemmestyre og siden Selvstyre i 2009, hvor de fik retten til råstofferne, anerkendelse som folk og retten til at løsrive sig, når de selv vil. Den danske stat sikrede sig omvendt, at Grønland forblev en fast og fungerende del af det rigsfællesskab, Danmark høster så store fordele af. Flertallet i Grønland oplever fortsat ikke forholdet som ideelt. Når tiden er inde, ønsker de at erstatte det rigsfællesskab, vi kender, med et mere frivilligt samarbejde – baseret på andet end den danske grundlov.

Intet af alt dette forhindrer et stærkt og profitabelt engagement fra dansk erhvervsliv – tværtimod. De 300 års fælles baggrund giver – trods de fortsatte sammenstød – danske virksomheder enestående sproglige, kulturelle, juridiske og administrative fordele. Grønland ser gerne danske investeringer, men uden grundigt kendskab til forhistorien vil dialogen have urimeligt svære kår. Grønland kræver ligesom andre udenlandske markeder grundig forberedelse.

Dette blogindlæg optrædte også som kronik i dagbladet Børsen 24. februar 2016.