Martin Breum

Grønland har med et hidtil uset træk indklaget den danske regering for tre forskellige FN-organer, der efterforsker krænkelser af menneskerettighederne – men måske vil klagen blive trukket tilbage.

I klagerne, der blev indleveret til FN’s særlige rapportører under FN’s Menneskerettighedsråd i april, anklages Danmark for at svigte sit ansvar for oprydning efter USA militære installationer i Grønland og for at sikre Grønland et rimeligt økonomisk udbytte af Thule Air Base i Nordvestgrønland.

“Det handler om at få den danske regering til at behandle Grønland ordentligt. Vi har krævet et svar i fire år. Det er essensen,” sagde hovedmanden bag klagerne, Vittus Qujaukitsoq, da jeg talte med ham mandag. Qujaukitsoq var indtil for nylig medlem af Naalakkersuisut, Grønlands Landsstyre, og bl.a. ansvarlig for Grønlands udenrigsanliggender. Klagerne drejer sig ifølge Vittus Qujaukitsoq både om oprydningen og spørgsmålet om økonomisk udbytte af Thule Air Base.

Danmarks ambassadør ved FN i Geneve, Carsten Staur, bekræftede mandag, de jeg ringede til ham, at han på Grønlands vegne har overbragt klagerne bl.a. til FN’s særlige rapportør for oprindelige folk. Klager til FN’s rapportører behandles fortroligt, og det har ikke været muligt at få oplysninger om, hvorvidt rapportørerne vil forfølge sagen.

Det er uklart, om Naalakkersuisut vil fastholde klagerne, der i givet fald vil udgøre en markant optrapning af diskussionerne med Danmark. Det er første gang, at uenigheder mellem Grønland og Danmark bringes for FN’s menneskeretsorganer, og eskaleringen falder næppe i alles smag i Nuuk.

Vittus Qujaukitsoq trak sig i slutningen af april fra sine politiske hverv, da han blev fyret som udenrigsansvarlig. Han vil i stedet forsøge at overtage magten fra Grønlands nuværende politiske leder, Kim Kielsen. De to var uenige bl.a. om, hvordan diskussionen med Danmark og USA skulle gribes an. Det kan betyde, at Nuuk ikke vil forfølge klage-sporet i FN yderligere. Endelig må det også forventes, at den danske regering vil lægge et vis pres på Nuuk for at få sagen til at dø.

Naalakkersuisut har sammen med det grønlandske parlament, Inatsisartut, tidligere bakket op om de skarpe krav til Danmark, men der forelå angiveligt ikke nogen fælles politisk beslutning fra det samlede Naalakkersuisut om at klage til FN, før Vittus Qujaukitsoq afsendte klagerne.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Naalakkersuisuts nye udenrigsansvarlige, Suka Frederiksen, og udenrigsminister Anders Samuelsen havde tirsdag heller ingen kommentarer.

Klagerne til FN kan vise sig vanskelige at viske ud. FN’s særlige rapportører har en vid grad af autonomi og kan af egen drift vælge at forfølge sagen, uanset om Grønlands Landsstyre måske forsøger at trække klagerne tilbage. Det kan betyde, at en eller flere af rapportørerne vælger at efterforske sagen bl.a. ved besøg i Grønland og i Danmark.

Klagerne blev sendt fra Nuuk efter rådslagning bl.a. med direktøren for Dansk Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen, der besøgte Nuuk i november 2016. Han forklarede mig mandag, at FN’s rapportører, der efterforsker hver sin type af menneskeretskrænkelser, kan vælge at samarbejde om behandlingen, hvis de går videre med sagen. Det er sket før, f.eks. ved behandling af klager over det amerikanske fængsel på Guantánamo.

Sagen drejer sig bl.a. om oprydning efter 32 amerikanske militærinstallationer i Øst- og Vestgrønland. De fleste blev nedlagt, da den kolde krig ophørte, mens Thule Air Base stadig er i drift. Blandt de nedlagte anlæg er det mest notoriske Camp Century cirka 250 km øst for Thule Air Base. Her drev det amerikanske forsvar fra 1958 et kompleks af værksteder, boliger og laboratorier i tre kilometer tunneler under indlandsisen. Anlægget fik energi fra en atomreaktor, der også var placeret under isen. Anlægget var tænkt som forløber til det større, men aldrig realiserede projekt “Iceworm”, hvor 600 atombevæbnede missiler vendt mod Sovjetunionen skulle placeres på skinner under isen. Projektet blev skrottet, og Camp Century lukket i 1966. Atomreaktoren blev fjernet, men en ukendt mængde spildevand og andre materialer blev efterladt. Også ved andre nedlagte amerikanske installationer i Grønland forestår et oprydningsarbejde, dog langt fra i samme omfang.

Sagen har fået betydelig offentlig opmærksomhed i Grønland og i udlandet. Opmærksomheden skærpedes i 2016, da en international forskergruppe i Geophysical Research Letters påpegede, at isens afsmeltning kunne afdække radioaktivt affald ved Camp Century inden for en periode på 75 år.

Den danske regering indvilgede tidligere i år i at gennemføre undersøgelser af miljø, isafsmeltning og radioaktivitet ved Camp Century, men Nuuk har efterlyst en entydig placering af ansvaret for oprydningen i hele Grønland. I et brev til fhv. udenrigsminister Kristian Jensen den 24. oktober 2016, som Politiken citerede fra, truede Vittus Qujaukitsoq med at bringe sagen for FN sammen med dilemmaet om udbyttet af Thule-basen.

Grønlands landskasse har siden 1971 nydt godt af indtægter fra servicering af Thule-basen, men kontrakten for den kommende årrække er gået til et dansk datterselskab af den amerikansk koncern Exelis. Fornylig mistede også Royal Arctic Line, Grønlands eget fragtselskab, en kontrakt på at sejle fragt til Thule Air Base.

Danmark og Grønland har begge under langstrakte forhandlinger forsøgt at få U.S. Air Force til at finde en anden løsning, men uden held, og i Grønland har opfattelsen været, at det danske diplomati kunne gøre mere. Kristian Jensen besøgte som udenrigsminister Nuuk i november 2016, uden at problemerne blev løst. Et møde i januar mellem Vittus Qujaukitsoq og Kristian Jensens afløser, Anders Samuelsen, bragte heller ikke enighed.

Danmark indgik i 1951 en forsvarsaftale med USA, der siden har ligget til grund for de amerikanske militæranlæg i Grønland. I Nuuk er fortolkningen, at Danmark har et betydeligt politisk ansvar bl.a. for at løse de miljømæssige følger, selvom Grønlands Hjemmestyre i 1989 overtog miljøforvaltningen i Grønland.

Den danske regering mener, at et ansvar for oprydningen først kan placeres præcist efter en nøjere juridisk analyse af aftalen fra 1951 plus en serie tillægsaftaler, og at regeringen i øvrigt gør, hvad der er muligt, for at sikre Grønlands udbytte af Thule Air Base.

I klagerne til FN henvises der angiveligt til bl.a. FN’s deklaration om oprindelige folks rettigheder fra 2007 og ILO’s konvention fra 1989 om oprindelige folk i selvstændige stater.

Indlægger blev i forskellige varianter bragt også i Information og Sermitsiaq 17.5 2017

En besk magtkamp brød ud i lys lue i Grønland mandag 24. april, da Grønlands skarpe udenrigs- og erhvervsminister, naalakkersuisoq Vittus Qujaukitsoq, trak sig i protest og varslede et forsøg på at overtage magten i regeringspartiet Siumut. Det overraskende træk blev affødt, da formanden for Naalakkersuisut Kim Kielsen ville beskære Vittus Qujaukitsoqs ministerpost, så han ikke længere havde ansvaret for Grønlands udenrigsanliggender, men bagved ligger en stadig dybere konflikt i toppen af Grønlands politiske liv om forholdet til Danmark og alt, hvad deraf følger. Hvor hårdt skal man presse på for øget indflydelse til Grønland og i sidste ende selvstændighed? Det handler om hvor megen vægt den daglige politiske ledelse skal lægge på det grønlandske sprog, opgøret med arven fra kolonitiden, hjemtagning af nye administrative områder fra Danmark, udvidelse af Grønlands udenrigspolitiske kompetencer, grønlandisering af centraladministrationen, slagsmålet med USA om Thulebasen, fremme af grønlandsk erhvervsliv m.m. Vittus Qujaukitsoq vil lige så lidt som Kim Kielsen sætte en fast dato på løsrivelsen fra Danmark; han erkender præcis som Kim Kielsen de udfordringer Grønland står overfor, men de tilhører hver sin fløj, når det gælder de daglige prioriteringer.

Formanden for Naalakkersuisut, det grønlandsk landsstyre, Kim Kielsen, har på det seneste argumenteret stadig mere indtrængende for en afdæmpet, langstrakt proces frem mod selvstændiggørelse og løsrivelse, mens andre i Grønland og hans eget parti finder kursen for tilbageholdende. Kim Kielsen har lagt vægt på at det tidligst bliver hans børn eller børnebørn, der får mulighed for at trække Grønland ud af rigsfællesskabet, og at en højnelse af uddannelsesniveauet og stærkt fokus på de mange sociale problemer i Grønland må prioriteres højest, mens Vittus Qujaukitsoq har anlagt en stadig skarpere tone over for Danmark, især når det gjaldt udvidelsen af Grønlands udenrigspolitiske kompetencer. I går pointerede han straks, at han vil deltage på Siumuts sommermøde til august og her forsøge at overtage Kim Kielsen lederskab af partiet. Siumuts stærke politiske veteran, formanden for Inatsisartut, det grønlandske parlamentet, Lars Emil Johansen, forklarede behændigt til de grønlandske journalister, at Vittus Qujaukitsoq i hans øjne er en “kvalificeret” kandidat og at en demokratisk intern kamp om formandsposten ikke skader partiet. Lars Emil Johansen, der ikke selv stiller op til formandsposten, har ikke lagt skjul på, at Kim Kielsen efter hans vurdering er en svag leder.

I den danske offentlighed har Vittus Qujaukitsoqs ildhu i sær været synlig i to sager, der involverer USA. I december 2016 krævede Qujaukitsoq i et interview med Politiken genforhandling af aftalekomplekset bag Thule Air Base; ét krav, der i Danmark har virket særligt umuligt midt i en Trump-tid. Qujaukitsoq krævede med store bogstaver “øget kompetence på udenrigsområdet, på forsvarsområdet, på militære spørgsmål. Det, vi har nu, er ikke tidssvarende.” Qujaukitsoq kaldte Danmark for “arrogant” og talte om “75 års opsparet frustration og afmagt”. Det blev det så grelt, at statsminister Lars Løkke Rasmussen appellerede til Kim Kielsen for at få gydt olie på vandene.

Allerede da argumenterede stærke kræfter i Siumut for en fyring, fordi Vittus Qujaukitsoqs udfald ikke var koordineret med Kim Kielsen eller resten af Selvstyret. Det er dog ikke tilstrækkelig forklaring på det aktuelle opgør. Kim Kielsen var langt hen ad vejen enig med Qujaukitsoqs kritik af det danske diplomati. De to var begge bekymrede over, at de måtte læse i avisen, hvad den danske regering mente – f.x. da Lars Løkke Rasmussen i forsommeren 2016 forhindrede et kinesisk firma i at købe Grønnedal, en nedlagt militærforlægning i Sydgrønland. Begge var også begge kritiske overfor Danmarks håndtering af den manglende oprydning efter de amerikanske baser i Grønland, og af tabet af den lukrative kontrakt på servicering af Thule-basen. Grønland har i årtier tjent millioner på levering af vand, strøm, rengøring m.v. til Thulebasen, men kontrakten gik i 2014 til et amerikansk firma. Danmark og Grønland er enige om, at USA her bryder med aftalegrundlaget for Thule-basen fra 1951, men det er ikke lykkedes at få USA’s forsvar til at give sig. Både Vittus Qujaukitsoq og Kim Kielsen har spekuleret over, om Danmark går hårdt nok til makronerne i Washington, eller om Danmark plejer andre interesser end Grønlands i disse sager.

Den interne strid i Nuuk gik ifølge Vittus Qujaukitsoq i hårdknude, da Kim Kielsen ville flytte Qujaukitsoq til et andet ansvarsområde forud for indledningen af det grønlandske parlaments forårssamling mandag. Han opfattede det som en desavouering og meddelte sin afgang på Facebook: ”Min tid som naalakkersuisoq (minister, red.) slutter i dag. Jeg træder tilbage” – plus en glad smiley. Smilet var givetvis falsk. Vittus Qujaukitsoq, der også er tidligere naalakkersuisoq for finanser, trivedes som minister for erhverv, arbejdsmarked, handel og udenrigsanliggender som en fisk i vandet. Det lykkedes ham ikke at blive folkevalgt ved Grønlands seneste valg, men han har siden været en landsstyrets mest effektive og leveringsdygtige medlemmer, evigt på farten fra Beijing til Alaska for at promovere Grønlands interesser og søge investorer til olie, gas, fisk, mineraler og turisme.

Den primære, daglige kontakt mellem Nuuk og København skal nu varetages af Qujaukitsoqs og Kielsens partifælle Suka K. Frederiksen, der ellers i forvejen havde hænderne fulde. Hun blev i november 2016 udnævnt som Grønlands første Selvstændighedsminister med ansvar for den forfatningskommission, der på tre til fem år skal skrive Grønlands egen forfatning. Processen anses i Grønland som et afgørende skridt mod løsrivelsen fra Danmark. Suka K. Frederiksen har ingen tidligere regeringserfaring, og ingen erfaring fra diplomatiet, men overtager altså nu hovedansvaret for Grønlands forbindelser til resten af verden, inklusive den daglige kontakt til Danmark – herunder ønsket om nye forhandlinger om Thule-basen og det stærke grønlandske ønske om øget kontrol over egne udenrigsanliggender i øvrigt.

Foto: TASS/ArcticForum

Udenrigsminister Anders Samuelsens besøg i det arktiske Rusland blev endnu et eksempel på, hvordan Danmarks arktiske status og sammenhængen med Grønland og Færøerne forærer den danske regering chancen for at føre forhandlinger med klodens vigtigste stater om Arktis, men så sandelig også om andre, globale dilemmaer som Krim, Ukraine og Syrien. Anders Samuelsen deltog onsdag-torsdag 29. – 30. marts på konferencen “Arctic Forum – Territory of Dialogue” i Arkhangelsk ved Hvidehavet i det nordvestlige Rusland.

En tilsvarende arktisk begivenhed blev udnyttet af Danmark i august 2015, hvor daværende udenrigsminister Kristian Jensen benyttede en amerikansk Arktis-konference i Anchorage, Alaska, til at invitere USA’s nu forhenværende præsident, Barack Obama, til Grønland. Året efter lykkedes det at få Obamas udenrigsminister John Kerry, til at besøge Grønland og undervejs bekræfte de fine relationer til kongeriget Danmark.

I Arkhangelsk blev den diplomatiske balancekunst illustreret allerede få minutter før det hele begyndte. Anders Samuelsen stod side om side med sin norske kollega, Børge Brende, og pludselig også over for dagens vært, Ruslands vicepremierminister Dmitrij Rogozin. Anders Samuelsen var den første danske minister i Rusland siden Krim, Norges udenrigsminister var i næsten tilsvarende situation, og de tre stod nu omgivet af en kødrand af andre politikere umiddelbart før startskuddet til den store russisk Arktis-konference: ”Arctic Forum – Territory of Dialogue”.

Her fik de tre sig en velkomst-passiar på cirka halvandet minut, som efter alt at dømme foregik i bedste, venskabelige stil – som det også fremgår af billedet ovenfor.

Pointen i denne lille scene var, at Dmitrij Rogozin ikke blot er vicepremierminister og formand for Ruslands Arktis-kommission, der påser udvikling i Ruslands Arktis. Rogozin er også skarptunget, russisk hard liner og siden 2014 omfattet af både EU’s og USA’s sanktionsliste over russiske officials med indrejseforbud til EU og USA og forbud mod at bruge vestlige banker på grund af sin stærke støtte til Ruslands annektering af Krim.

Rogozin indrammede pointen: Anders Samuelsen ville som de andre nordiske ministre, der var ankommet til Arkhangelsk, ved sin fysiske tilstedeværelse sende et signal til Rusland: Danmark prioriterer samtale og samarbejde med Rusland højt, selvom uenighederne om Krim, Ukraine og andre dilemmaer består. Som han sagde på flyet fra København: ”Vi har en tospors-strategi, hvor vi er hårde og kontante på sager som Krim, hvor Rusland tydeligvis bryder reglerne, mens vi på andre temaer fortsætter dialogen. Rusland vægter det arktiske højt, og vi er meget enige om at Arktis skal blive ved med at være et lavspændingsområde og noget, vi kan samarbejde om”.

Her foreligger en vanskelig diplomatisk øvelse. Faren for at den russiske regering bruger signalet til at underspille kritikken af Rusland og nu aner en svaghed i Danmarks og de øvrige nordiske landes position, ligger lige for. Anders Samuelsen brugte da også en del energi på at forklare den medfølgende presse, at han tydeligt understregede for sine russiske samtalepartnere, at Danmarks synspunkter på alle væsentlige områder er uforandrede.

Vigtigst blev middagen med Sergei Lavrov, Ruslands udenrigsminister, onsdag aften. Her havde en sluttet kreds – den danske, norske og islandske udenrigsminister – en helt usædvanlig mulighed for at diskutere med Sergei Lavrov i næsten tre timer. (Sveriges udenrigsminister Margot Walström var forhindret af personlige årsager). Anders Samuelsen forklarede kort efter middagen, at de fire talte om alt fra Trump til det russiske politis omgang med demonstranter, Ukraine, Krim og Danmarks og Norges deployering af tropper i Baltikum. Ingen luftede ifølge Samuelsen nye synspunkter, men middagen foregik i en fin og til tider munter atmosfære og gav mulighed for at komme et ”et spadestik dybere,” sagde han. Norges udenrigsminister Børge Brende bekræftede over for norsk TV2 torsdag udlægningen. Torsdag eftermiddag overværede Anders Samuelsen fra første række i Arkhangelsks store Lomonosov-teater Ruslands præsident Vladimir Putin diskutere Trump, Syrien, kampfly over Østersøen, arktisk klima og miljø med præsidenterne fra Island og Finland. Her sagde Putin f.eks.: ”No. Read my lips: No”, da han blev spurgt, om Rusland påvirkede USA’s valgkamp i 2016 – helt uden for den arktiske udenfor dagsordenen.

Anders Samuelsen fik også lejlighed til at lade sig interviewe af den amerikanske tv-station CNBC, der fungerede som konferencens mediepartner. De tre minutters interview, som nu er tilgængeligt globalt, kom hurtigt til at hande om alt muligt andet end Arktis, men profilerede altså igen Danmark som aktør i den arktiske – og dermed globale – arena. Videoen kan ses her:

http://video.cnbc.com/gallery/?video=3000605922&play=1

Anders Samuelsens besøg var nøje afstemt med de øvrige nordiske lande. Det blev tydeligt, at ingen af dem kan undvære en tættere dialog med Rusland, og hvordan Arktis nu forærer dem en særlig mulighed for at mødes med Rusland om sager, der har Putin og hans nærmeste kollegers stærke interesse. Ikke mindst Norge, der deler en arktisk grænse med Ruslands Kolahalvø – et af klodens mest militariserede områder – har oplevet en forværring af sit forhold til Rusland. Norge har for første gang siden 2. verdenskrig fremmede tropper udstationeret; godt 300 amerikanske marinesoldater. To medlemmer af det norske storting blev tidligere i år nægtet visum til Rusland. Vicepremierminister Dmitrij Rogozin – dagens vært – provokerede Norge i 2015, da han i strid med EU’s rejseforbud landede på den norske øgruppe Svalbard, men udenrigsminister Børge Brende understregede i sin tale her i Arkhangelsk i stedet, hvordan Norge og Rusland i årtier i fællesskab har administreret fiskebestandene i Barentshavet og i øvrigt deler et behov for miljøregulering, oprydning efter Sovjetunionens atomanlæg mv. i Arktis.

Danmark oplever ikke samme pres i forholdet til Rusland som Norge, men Ruslands oprustning i Østersøen, tryk på de baltiske lande og andre konkreter trænger sig på. Den danske eksport af fødevarer til Rusland lå før Krim på cirka 4,2 mia. kr. om året. Som svar på vestens sanktioner har Rusland siden bremset importen fra EU, og dansk eksport af fødevarer til Rusland er bl.a. derfor raslet ned på under 800 mill. om året. Danmark og Rusland gør begge krav på vældige stykker overlappende havbund i Det Arktiske Ocean, og Anders Samuelsen pointerede i sin tale, hvor vigtigt det er, at begge parter følger FN’s regler for fredelig grænsedragning. Skrækscenariet er, at Rusland dropper FN-sporet og blot erklærer Nordpolen og havbunden i området for russisk. Endelig en helt aktuel sag: Ruslands ønske om at føre gasledninger til Tyskland over dansk havbund i Østersøen til den såkaldte North Stream2-forbindelse. Sagen hører netop nu til den danske regerings primære russiske hovedpiner. Danmark har som Sverige mulighed for at forhindre denne ny kanal for russisk gas til Europa, men der er ikke enighed i EU, og Danmark frygter at stå alene i en ubehagelig konflikt med Rusland. Den sag er tilsyneladende stadig for hed: Den blev ifølge Anders Samuelsen ikke diskuteret under middagen med Lavrov.

Grønlands Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq deltog ikke i Arkhangelsk, men Anders Samuelsens tale ved konferencen var afstemt med Nuuk. Vittus Qujaukitsoq var optaget af Inuit Economic Summit i Anchorage i Alaska, hvor han deltog sammen med bl.a. Royal Arctic Lines administrerende direktør Verner Hammeken. På konferencen i Arkhangelsk deltog i stedet specialkonsulent i Udenrigsdirektoratet i Nuuk, Mira Kleist.

Dette indlæg er i redigeret format bragt som nyhedsanalyse i Information 31. marts. 

Hvor meget er Grønland værd, nu hvor USA igen kræver større, danske bidrag til NATO? Hvordan maximeres udbyttet af Grønlands strategiske placering med Donald Trump ved roret i USA, klimaforandringer og øget fokus på Arktis?

Dette afgørende spørgsmål er vi nu blevet meget klogere på i kraft af en ny analyse fra de to forskere, Jon Rahbeck-Clemmensen og Andersen Henriksen, netop udkommet fra Center for Militære Studier på Københavns Universitet.

Siden 2. verdenskrig har Grønland haft betydelig værdi for det amerikanske forsvar, og både Grønland og især Danmark har udnyttet dette fortrin i Washington. Danmark har ydet relativt mindre end andre lande til NATO-samarbejdet og i betydeligt omfang spillet ”Grønlandskortet”, når NATO og USA har stillet krav om større danske bidrag. USA’s adgang til baseområder i Grønland er blevet vekslet til delvis accept af Danmarks relativt beskedne bidrag til NATO i øvrigt.

Sådan konstaterer  de to forskere. De skriver altså ikke direkte, at Danmark har høstet kontant, økonomisk gevinst af ‘Grønlandskortet’. Denne kontante gevinst kan de ikke dokumentere, men de konstaterer, at Danmark har spillet kortet aktivt og ofte, og at Danmark i hvert fald har høstet politisk gevinst. Diskussionen om, hvorvidt denne politiske gevinst blev omsat i en kontant besparelse på Danmarks forsvarsbudgetter vil givet fortsætte.

Det egentligt nye i forskernes analyse er undersøgelsen af Grønlands aktuelle diplomatiske værdi i USA. De to har systematisk interviewet 35 centralt placerede (anonyme) danske, grønlandske og amerikanske politikere, diplomater og embedsmænd – herunder fire tidligere, danske udenrigsministre plus kongresmedlemmer og akademikere i USA. Resultatet er tankevækkende, både i kraft kildernes indsigt i Grønlandskortets historiske værdi under den kolde krig, men også for det helt aktuelle: Den strategiske værdi af Grønland er faldet betragteligt, men den er bestemt ikke forsvundet, lyder analysen. USA’s radar på Thule Air Base, der kan varsle missiler fra store dele af den nordlige halvkugle, spiller fortsat en væsentlig rolle i USA’s missilskjold. Basens betydning kan desuden vokse, hvis USA’s forhold til Rusland forværres, og/eller hvis Trump-administrationen i Washington gør alvor af at udvide missilskjoldet som varslet under præsidentens valgkamp. Forværres forholdet til Rusland, kan farvandet mellem Grønland og Island også få ny betydning for transport af krigsmateriel, ubåde m.v. – præcis som under 2. verdenskrig.

Grønland har slet ikke samme værdi for USA, som under den kolde krig, hvor Grønland lå midt på luftvejen fra USA til hovedfjenden i Sovjetunionen. Thule Air Base var fra 1950’erne essentiel for USA’s forsvar, antallet af atombevæbnede fly over Grønland voksede. Danmark høstede fordele af Grønland allerede under 2. verdenskrig, hvor tusinder af amerikanske kampfly mellemlandede i Grønland på vej til i Europa, men i dag er kursen faldet. ”Grønlandskortet” kan stadig spilles, men det kræver nye og bedre kalibrerede anstrengelser.

Danmark og Grønland bør derfor gøre en mere intens og især en mere fælles indsats i Washington, skriver forskerne – og her begynder vanskelighederne. Forfatterne konstaterer, at hverken Danmark eller Grønland forstår at fremme denne dagsorden på systematisk vis i det amerikanske system. De danske diplomater og politikere er angste for at irritere deres grønlandske kolleger, hvis de farer for hårdt frem i USA, og de grønlandske aktører har ikke tillid til, at Danmark altid varetager Grønlands interesser på bedste vis.

De to forfattere fortæller ikke, hvilke andre interesser end Grønlands, Danmark kunne tænkes at varetage, men samme dag som deres rapport udkom, blev netop det spørgsmål belyst i Jyllands-Posten af Hans Jakob Helms, der bl.a. er tidligere grønlandsk medlem af Joint Committee, fællesudvalget mellem USA, Danmark og Grønland. Han mener, at Danmark i forhandlinger med USA foruden Grønlands interesser også vil være optaget af at beskytte Danmarks eksport af våbenteknologi til USA: ”I dag er det amerikanske militær således en milliardforretning for dansk industri. Men ganske som med ”Grønlandskortet” og Nato er det næppe muligt at komme med beviselige tal for, præcis hvor meget af væksten i denne industri der skyldes den velvilje, inddragelsen af Grønland i missilskjoldet udgør. Til gengæld burde det være lige så umuligt at påstå, at de to ting ikke har med hinanden at gøre.”

Forfatterne bag ”Grønlandskortet” anbefaler, at det danske diplomati får flere hænder til at håndtere de arktiske dagsordner, præcis som foreslået af regeringens udenrigsgransker, ambassadør Peter Taksøe-Jensen i 2016. De to forfattere citerer en dansk embedsmand, der selv arbejder med Arktis til daglig: ”Her er et window of opportunity …men vi har ikke kræfter til at gøre noget ved det”.

Forfatterne anbefaler også, at Danmark gør langt mere ud af at inddrage Grønland, og at Danmark anerkender, at Grønlands interesser ikke altid er sammenfaldende med Danmarks. Forskerne foreslår, at den danske regering udpeger en Arktisminister for at fremme sagen, og at København og Nuuk lærer at tale åbent sammen om ”Grønlandskortet”. De konstaterer, at Grønlands værdi for USA og indsatsen for at høste fordele af denne stadig er tabubelagt i den dansk-grønlandske samtale. Postkolonial mistillid gennemsyrer forholdet til skade for den fælles indsats i USA. Denne mangel på koordination har endda akut betydning, fordi Grønlands tab af en milliard-kontrakt på servicering af Thule Air Base netop nu diskuteres i delikate forhandlinger med USA om Grønlands fremtidige udbytte af basen.

I mellemtiden løber Norge med opmærksomheden. De to forskere opdagede i USA, hvordan Norge i en årrække på systematisk vis har fået amerikanske kongresmedlemmer, tænketanke og regeringsinstitutioner til at fokusere på Arktis efter norske anvisninger. Store norske forskningsbevillinger har f.eks. fået indflydelsesrige amerikanske tænketanke til at samarbejde med norske Arktis-forskere, mens hold efter hold af amerikanske kongresmedlemmer siden 1990’erne er rejst til Svalbard på Norges regning for at høre om klimaet og Norges syn på Arktis. Norge har gjort Arktis til hovedprioritet i sit diplomati, mens Danmarks forhold til USA har været domineret af Danmarks krigsdeltagelse i Irak, Afghanistan og Mellemøsten, så ”Grønlandskortet” har fået begrænset opmærksomhed.

 ”Grønlandskortet” (39 s.), Center for Militære Studier, Københavns Universitet. Jon Rahbek-Clemmensen og Anders Henriksen. http://cms.polsci.ku.dk/publikationer/groenlandskortet/

Dette indlæg er også bragt som nyhedsanalyse i dagbladet Information 21.3 2017 og i Sermitsiaq uge 11 2017.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har angiveligt ved personlig indgriben forhindret en kinesisk virksomhed i at købe en gammel, nedlagt flådestation i Grønland, der ellers var udbudt til salg.

Den danske efterretningstjeneste har længe være bekymret over udsigten til større kinesisk tilstedeværelse i Grønland, men det er første gang, at vi får kendskab til, at den danske regering direkte skal have forhindret et kinesisk opkøb i Grønland.

Sagen har formentlig været holdt hemmelig indtil nu, fordi den har potentiale til at skabe irritation både i Beijing og i Grønland.

Det grønlandske Selvstyre har i en årrække arbejdet på at tiltrække kinesiske investorer bl.a. ved en række ministerbesøg i Kina. Det er en opgave, der næppe bliver nemmere nu, hvis det for alvor dokumenteres at den danske statsminister har vist personlig vilje til at gribe ind, hvis regeringen bliver bekymret.

I Nuuk er man desuden optaget af, at det danske forsvarsministerium tilsyneladende har underinformeret Selvstyret i Nuuk om sagens rette sammenhæng. Ifølge den grønlandske avis Sermitsiaq sagde formanden for det grønlandske Selvstyre, Kim Kielsen, på et pressemøde fredag at, ”den danske regering burde have givet informationer til Naalakkersuisut, før det kom ud i pressen, at Grønnedal skal igen husere på Flådestationen”. Selvstyret er nu i færd med at undersøge forløbet nærmere.

Sagen kom frem, da det danske netmedie defensewatch.dk i sidste uge citerede fem anonyme kilder, der bekræftede, at statsminister Lars Løkke Rasmussen i forsommeren 2016 kontaktede lederne af de fem partier bag det gældende forsvarsforlig. Han bad ifølge defensewatch.dk om partilederens opbakning til, at den gamle flådestation ved Grønnedal i Sydgrønland nu skulle tages af markedet og igen bruges af forsvaret. Årsag: Den kinesiske virksomhed Generel Nice Group var pludselig dukket op blandt de meget få, interesserede købere. Ved at opfinde et behov i det danske forsvar, kunne man behændigt forhindre et kinesisk opkøb, og Lars Løkke Rasmussen fik angiveligt partiledernes accept af planen.

Statsministeriet har hverken be- eller afkræftet forløbet, men en række detaljer er dukket frem, som synes at understøtte udlægningen i defencewatch.dk.

Det danske forsvar havde i foråret 2016 brugt mere end tre år på en meget omfattende analyse af forsvarets behov netop ved Færøerne og Grønland. I analysen, der blev offentliggjort i juni 2016, stod der intet om et behov for genåbning af Grønnedal. Se analysen med bilag her:

http://www.fmn.dk/nyheder/Pages/analyse-af-forsvarsministeriets-opgaver-i-arktis-offentliggjort.aspx

Grønnedal blev lukket i 2014, og alle funktioner flyttet til den nye Arktisk Kommando i Nuuk. De lokale indbyggere i Sydgrønland har siden genanvendt en del materialer fra stationen, der i dag ifølge kilder i forsvaret fremstår meget slidt. Forsvaret har i et par år forberedt nedrivning og oprydning, og tidligere forsvarsminister Peter Christensen, sagde på et samråd i Folketinget den 28. januar i år, at “ forsvarsministeriet ikke har noget behov for eller ønske om at videreføre Grønnedal – hverken helt eller delvist.” Alt det ændrede sig pludselig i løbet af foråret – og altså ifølge defensewatch.dk ved statsminister Lars Løkke Rasmussens indgriben. Da de fem partier i forligskredsen i starten af december indgik ny aftale om bevillinger til forsvarets arbejde i Arktis, var der pludselig opstået et behov for at ”genetablere Forsvarets tilstedeværelse i Grønnedal i form af et strategisk, logistisk støttepunkt, som kan anvendes dels til oplægning af brændstof, opbevaring af havmiljøbekæmpelsesmateriel mv., dels til øvelses og uddannelsesformål.”

Tilsvarende besked modtog det grønlandske Selvstyre per mail den 30. juni 2016. Mailen er nu ved pressens mellemkomst offentliggjort i Grønland. Forsvarsministeriet oplyste her, at General Nice Group havde vist interesse for Grønnedal, men den kinesiske interesse blev ikke nævnt som årsag til forsvarets nye planer. Denne sammenhæng blev ifølge Sermitsiaq heller ikke nævnt, da en departementschef fra Selvstyret for mindre end to uger siden holdt møde med departementschefen i det danske forsvarsministerium, Thomas Ahrenkiel.

General Nice Group er tidligere blevet budt velkommen i Grønland. Virksomheden købte i slutningen af 2014 rettighederne til en stor forekomst af jernmalm ved Isua nord for Nuuk. Et britisk selskab, London Mining, havde her planer om at etablere den største mine i Grønlands historie. Et par tusinde minearbejdere, herunder kinesiske, skulle udvinde jernmalm til de kinesiske stålværker, men London Mining gik konkurs og solgte til General Nice, som dog siden har meddelt, at de ikke har aktuelle planer om at genoplive Isua-planen. Særligt klart blev det meddelt af vicepræsidenten for General Nice Development, Jenny Yang, på en konference i DI i oktober 2015 – se mere her:

http://acrm.dk/wp-content/uploads/2015/09/Chinese-Perspectives-on-Greenland-and-the-Isua-Project.pdf

Den danske stats indgriben har nu forhindret General Nice i at udvide sit engagement i Grønland ved Grønnedal. Det synes helt i tråd med den danske efterretningstjenestes velkendte bekymring. Her frygter man, at kinesiske selskaber skal vokse sig så store i Grønland, at de med almindelig økonomisk pression kan øve indflydelse på det lille og økonomisk svage grønlandske Selvstyre.

Nuuk har længe afvist denne frygt som ubegrundet. Naalakkersuisoq (minister) for udenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq, bekræftede på en råstofkonference i DI’s Arctic Cluster for Raw Materials så sent som i oktober, at kinesiske investorer er lige så velkomne i Grønland som andre investorer. Qujaukitsoq er selv hyppig gæst i Kina bl.a. ved en årlig messe for mineindustrien i Kina. Tidligere i år besøgte han også virksomheden Shenghe Resources, der har købt 12,5 af et mineprojekt, som sigter mod udvinding af uran og sjældne jordarter i Kvanefjeldet i Sydgrønland. Danske diplomater har ofte assisteret det grønlandske Selvstyres arbejde i Kina.

Forsvarets efterretningstjeneste har samtidig nøje analyseret de kinesiske selskaber, der viser interesse for Grønland. Det er derfor ikke usandsynligt, at Lars Løkke Rasmussen har handlet på råd direkte fra FE. Den gamle sag om Grønnedals skæbne var for længst afklaret fra forsvaret side, og den ville på ingen måde være en sag for statsministeren, hvis ikke der var tungtvejende nye oplysninger. I øvrigt har den tidligere chef for FE, Thomas Ahrenkiel, været departementschef i Forsvarsministeriet siden 2015, og da han også er tidligere departementsråd i Statsministeriet, har kommunikationslinjerne næppe været komplicerede.

Grønnedal består i dag primært af et antal træbarakker og et havneanlæg. Flådebasen blev opført af det amerikanske forsvar under 2. verdenskrig i 1942. Amerikanske tropper forsvarede en mine ved Ivittuut, hvor et dansk selskab udvandt kryolit, der dengang var afgørende for produktion af aluminium, som igen var afgørende for produktionen af de amerikanske kampfly, som skulle indsættes i Europa. Siden blev basen overtaget af Danmark, og den fungerede frem til 2012 som hovedkvarter for det danske forsvars indsats i Grønland.

Dette indlæg blev i redigeret format bragt i HighNorthNews.no 19.12 2016 og i Information 20. 12 2016. 

Fem arktiske stater med USA i spidsen og Rusland som villig medspiller forsøger i disse dage at inddrage Kina, Japan og flere andre i en aftale om ikke-eksisterende fisk.

Diplomaterne, der har været samlet på Færøerne siden tirsdag, håber på en historisk arktisk aftale, der både beskytter fremtidens fisk ved Nordpolen og beviser at samarbejde med Rusland i Arktis er muligt, selvom kriser i Ukraine, Krim og Syrien har forværret relationerne.

De fem arktiske kyststater USA, Rusland, Canada, Norge og Kongeriget Danmark underskrev allerede i 2015 i Oslo en aftale, der skal forhindre ureguleret fiskeri i den centrale del af Det Arktiske Ocean. Nu forsøger de tirsdag til torsdag i Thorshavn, Færøernes hovedstad, at få en række af klodens største fiskerinationer (Kina, Japan, Sydkorea, Island og de 27 lande i EU) til at forpligte sig på samme måde.

Målet er at forhindre rovfiskeri i den centrale del af Det Arktiske Ocean, indtil forskerne har overblik over, hvordan fiskebestandene på den nordlige halvkugle flytter sig, når havtemperaturne stiger og polarisen forsvinder. De centrale dele af Det Arktiske Ocean ligger udenfor nationalstaternes økonomiske zoner, og fiskeri ved Nordpolen vil derfor være helt ureguleret, hvis ikke der indgås nye, internationale aftaler.

Endnu er der ingen fisk at fange i det fire kilometer dybe vand i midten af Det Arktiske Ocean. De få rejsende på isbrydere i området ser måske en enkelt fingerlang polartorsk mellem isflagerne, men forskerne er enige om, at kommercielt fiskeri ligger flere år ude i fremtiden.

Og netop fraværet af fisk er ifølge diplomaterne det geniale ved det nye initiativ. Staterne vil kun være villige til at forpligte sig nu, hvor de intet har at miste, mens en aftale vil være meget sværere eller umulig at opnå, når først fiskeriet i oceanet er kommet i gang. Mange af nationerne om forhandlingsbordet tjener allerede milliarder på fisk i Arktis tættere på kysterne, og de vil opfatte en aftale, der beskytter fremtidens fiskeri som forsikring om, at de også fremover kan høste rigdomme i havet.

Af samme grund vil diplomaterne under forhandlingerne undgå at tale om aftalen som en ’miljøaftale’ eller et ’fiske-moratorium’ eller andet, der kan tolkes som knæfald for Greenpeace eller andre aktivister. Forhandlerne, der ledes af USA’s Senior Arctic Official, David Bolton, fastholder, at der netop ikke er tale om et fiskeforbud, men alene et forsøg på at forhindre ureguleret fiskeri. Staterne vil altså stadig have udsigt til fiskeri ved Nordpolen, blot må de afvente, at videnskaben danner grundlag for et fiskeri, der reguleres af kvoter og fakta-baseret kontrol.

Mange af deltagerne vil huske, hvordan vældige torskebestande ud for Newfoundland i Canada blev totalt udryddet i 1980’erne, andre vil vide, hvordan ureguleret rovfiskeri i Okhotskhavet ud for Rusland og nord for Japan nu truer andre bestande. Rusland og Norge vil pege på, hvordan årtiers fælles videnskabeligt baseret fiskerikontrol i Barentshavet har sikret, at begge nationer i dag tjener styrtende netop dér.

Det var forud for forhandlingerne i Thorshavn uafklaret, om staterne vil sigte på en juridisk forpligtende aftale eller en mindre forpligtende fælles erklæring. Kyndige iagttagere som havretseksperten Erik Molenaar noterede dog allerede i december 2015, da de ti forhandlingsparter samledes første gang, at den reelle regulerende effekt ”sandsynligvis vil være ganske ens”. Molenaar skrev også, at Kinas og de øvrige staters aktive deltagelse i sig selv ”afspejler deres støtte til det principielle mål”.

http://site.uit.no/jclos/2016/02/05/the-december-2015-washington-meeting-on-high-seas-fishing-in-the-central-arctic-ocean/

Forhandlerne i Thorshavn skal især bestemme rammen for forvaltning af aftalens fremtid, herunder om de centrale dele af Det Arktiske Ocean skal omfattes af en juridisk bindende RFMO – regional fisheries management organisation – med eget sekretariat, økonomis osv. eller om mindre kan gøre det.

Selv en relativt uforpligtende erklæring ventes at indeholde detaljer om, hvornår staterne skal tage næste skridt – såkaldte ’trigger-points’. Her tegner det til, at staterne vil aftale fælles forskning i fiskens bevægelser, og at regeringerne dernæst vil træde sammen igen, når forskerne giver signal til, at handling er påkrævet. Forskere fra de involverede stater har allerede været samlet flere gange. Det ventes også, at forsøgsfiskeri langs polarisens kant vil blive tilladt i et vist omfang.

Forhandlingerne i Thorshavn foregår bag lukkede døre, men en offentlig erklæring ventes torsdag. Inden da vil ikke mindst de færøske diplomater gøre meget for at sikre en aftale. Færingerne, der ligesom de grønlandske deltagere formelt er omfattet af Kongeriget Danmarks delegation, håber på en bifangst af national prestige ved offentliggørelsen af en ”Thorshavn Accord” eller deslige.

Dette blogindlæg blev også bragt som nyhedsanalyse på highnorthnews.no 29. 11 

Analyse: Nye globale bremser på fiskeri ved Nordpolen

På intet punkt er vi her i kongeriget tættere forbundet med USA end i Grønland. Siden 2. verdenskrig har Grønlands betydning for USA formet vores forhold til amerikanerne, og valget af Donald Trump som præsident og commandor-in-chief vil rykke på forholdet og på hele det internationale samarbejde i Arktis.

Trumps hang til det unilaterale – ”America first” – har allerede vakt bekymring. Som den canadiske Arktis-ekspert, Rob Huebert fra University of Calgary påpeger ifølge ArcticDeeply, betyder det givetvis “at støtten til Arktisk Råd, som har været et af de afgørende elementer i Obama-administrationen, vil formindskes”.

Det kan lyde udramatisk, men det er Arktisk Råd som i høj grad sikrer Danmark og Grønland indflydelse i Arktis og samarbejdet mellem de vestlige arktiske stater og Rusland. I Arktisk Råd har små som store stater formelt samme stemme, og ingen beslutninger træffes uden grønlænderne og de øvrige arktiske folk – og det har i hele Rådets 20-årige liv været en kamp at få USA til at involvere sig for alvor.

Gennembruddet kom i Nuuk i 2011 da Hillary Clinton som den første amerikanske udenrigsminister deltog i et møde i Arktisk Råd. I 2013 deltog hendes afløser, John Kerry, i Kiruna, og i 2015 besøgte Obama som den første regerende præsident en række landsbyer i Alaska nord for polarcirklen, og han mødtes også med repræsentanter fra hele den arktiske region, herunder udenrigsminister Kristian Jensen og dennes kollega fra Nuuk, Vittus Qujaukitsoq.  Et halv år efter besøgte John Kerry Grønland, hvor det særlige trekantsforhold mellem USA, Grønland og Danmark igen blev understreget.

Obama-administrationens engagement i Arktis var i høj grad båret af bekymring for klimaet; en bekymring som Donald Trump ikke deler. Den amerikanske Arktis-ekspert, Mia Bennet fra University of California, noterer på sin blog Cryopolitics, hvordan Trump har bedt klimaskeptikeren Myron Ebell lede overtagelsen af USA’s miljøagentur, the Environmental Protection Agency, og klimaeksperten William Moomaw fra the Fletcher School of Law and Diplomacy, der sidder i FN’s klimapanel, lader pessimismen få frit løb: “Præsident Trump vil underminere de fleste forsøg på at bekæmpe klimaforandringerne, og USA vil blive en hæmsko for opfølgningen på Paris-aftalen. Det vil få forfærdelige konsekvenser i Arktis,” siger han ifølge ArcticDeeply.

Udviklingen i Arktis afgøres af balancen mellem de, der prioriterer klimaet og beskyttelse af det arktiske miljø og de, der fokuserer på olie, gas, mineraler, fragtruter, fisk osv. Her har Obama-administrationen ført en kurs fint i tråd med dansk/grønlandske ønsker.

De arktiske folks ønske om ’bæredygtig udvikling’ har været højt prioriteret, men der har samtidig været enighed om opstramninger til gavn for miljøet. USA har i siden 2015 haft formandskabet for Arktisk Råd og har brugt det til at oplyse amerikanerne om klimaforandringer, til at sætte fokus på sundhed, klimasikring, telekommunikation m.v. i Alaska og til at mobilisere en international indsats for havmiljøet.

Obama-administrationen lagde så stramme bånd på olie og gas ud for Alaska, at Shell og andre helt har givet op. USA står bag et forbud mod fiskeri i Det Arktiske Ocean, som nu forhandles på plads med bl.a. Kina, Japan og Sydkorea. Forbuddet skal forhindre rovfiskeri i oceanet, indtil forskerne ved, hvad der sker med fiskene i Arktis, når isen forsvinder. Initiativet har varm opbakning fra Grønland, Danmark og Færøerne: Næste møde holdes senere i november i Thorshavn.

Vi kender endnu ikke Trump-administrationens syn på detaljerne, men hans klimaskepsis er som nævnt kendt, han taler varmt for tilbagerulning af restriktionerne på olie og gas i Alaska – og han har derudover ikke vist interesse for Arktis.

Thulebasen kan få helt ny betydning. Grønland ligger som et enormt arktisk låg på Nordamerika, og udgør derfor en strategisk buffer mod Kina, Nordkorea, Rusland og Iran. Se på en globus: Radaren i Thule indgår centralt i forsvaret mod de atommissiler, USA frygter. Donald Trump ønsker et langt stærkere missilforsvar: Det canadiske netmedie Cantech Letters forudser, at USA nu vil søge “større militær tilstedeværelse mod nord, inklusive mere radar- og kommunikationskapacitet, flyvevåben og flåde.” Thulebasen har det hele: Den eneste dybvandshavn i denne del af Arktis, landingsbane til selv de største amerikanske bombefly, plus – det vigtigste – avancerede radar- og satellitanlæg, der hænger direkte sammen med USA’s Air Force Space Command i Colorado, som Trumps rådgivere peger på som centrum i et opgraderet missilforsvar. Grønland kan altså få radikalt forstærket betydning, og det danske forsvar må nu vurdere, hvilken effekt, det vil få på Ruslands syn på Grønlands og Danmarks sikkerhedspolitiske rolle.

I Nuuk er kalkulen endnu mere kompleks: Grønland har via selskabet Greenland Contractors A/S tjent gode penge på at servicere Thule-basen, men de fede tider er forbi: Greenland Contractors har mistet kontrakten, og Naalakkersuisut, det grønlandske selvstyre, kæmper med at overtale USA til at yde kompensation for det tab på over 150 mill. kr per år, som Nuuk forudser. Øget fokus på Thulebasen kan måske bruges til at klemme flere penge ud af USA, men Pentagon har svært ved at forstå Nuuks tabs-estimat, og der er ingen grund til at tro, at et republikansk Pentagon vil lægge en blidere kurs overfor Grønland. Som Grønlands diplomatiske repræsentant i Washington, Inuuteq Holm Olsen, noterede om republikaneren Donald Trump i den grønlandske avis Sermitsiaq: ”Han har gjort grin med den amerikanske senator Elisabeth Warren, som han konsekvent kalder Pocahontas, fordi hun tilhører den oprindelige amerikanske befolkning.”

Indlægget her blev i svagt redigeret format bragt i Information 17.11 2016 og på highnorthnews.no  14.11 2016

Grønland fik overraskende torsdag en ny samlingsregering, der afløser flere års bitre kampe mellem de to hovedfløje i Grønlands politiske liv, og som sætter et markant fokus på ønsket om løsrivelse fra Danmark.

De tre partier i den nye Selvstyrekoalition er på afgørende punkter uenige, men har fundet sammen om de økonomiske og sociale problemer i Grønland: ”I erkendelse af det grønlandske samfunds generelle situation er parterne enige om at skabe større stabilitet…samt at skabe øget lighed i samfundet og stabile rammer for udviklingen af de politiske løsninger”, hedder det i koalitionsaftalen.

I Danmark vil mange bide mærke i det stærke fokus på ønsket om uafhængighed. Den nye Selvstyreregering skriver i første linje i sit regeringsgrundlag, at ”Grønland er uigenkaldeligt på vej mod selvstændighed, og denne proces kræver ikke bare stabilitet men national samling.” Samtidig gøres arbejdet for selvstændighed nu for første gang formelt til en arbejdsopgave for centraladministrationen i Nuuk i et nyt Department for Selvstændighed, Miljø og Natur samt Landbrug.

Der sættes også turbo på arbejdet med en ny grønlandsk grundlov: ”Parterne er enige om at fremføre forslag til en ny forfatning ved udgangen af denne valgperiode”. Det kunne lyde som om koalitionen vil fremlægge et fikst og færdigt forslag til ny grønlandsk grundlov om bare to år, men ambitionen gælder alene et noget mindre projekt. Direkte adspurgt dagen efter den ny koalitions fødsel præciserer Sara Olsvig, formand Inuit Ataqatigiit og nu ansvarlig for justits- og socialvæsen i Naalakkersuisut: ”Vi vil inden udløbet af valgperioden i 2018 have et grundlæggende skelet for vores fremtidige forfatning”.

Tanken om en grønlandsk grundlov, der definerer præcist, på hvilket værdigrundlag, en grønlandsk nation skal hvile på, har været debatteret i Nuuk længe, og nu skal processen altså for alvor sættes i gang. En tilsvarende proces på Færøerne har ført til hårde sammenstød med København: Det har vist sig overordentligt vanskeligt at skrive en lokal grundlov af reel betydning uden at komme i strid med den magtdeling i det danske kongerige, der fremgår af den danske grundlov.

Den tidligere leder af Naalakkersuisut, Aleqa Hammond, satte i 2014 en deadline for Grønlands løsrivelse fra Danmark: ”I min levetid”, som hun sagde. Den nye koalition arbejder ikke med nogen fast tidshorisont for løsrivelse. Den ny koalition vil alene benytte sig muligheden for at hjemtage flere opgaver fra København skridt for skridt, når pengene er til det, sådan som Selvstyreloven fra 2009 åbner for. Den ny koalition planlægger f.eks. inden udgangen af 2018 at overtage udlændingepolitikken – herunder kontrol med al indvandring, visumudstedelse osv. – i det omfang, den gælder for Grønland.

Samtidig lægges der også op til øget samarbejde med København. Den ny koalition vil bl.a.  foreslå den danske regering, at der oprettes en fælles dansk-grønlandsk udviklingsfond, der skal skaffe investeringer til ny infrastruktur m.v. i Grønland. Den danske regering har ikke tidligere vist nævneværdig interesse for at forpligte sig i en sådan fond, men nu får den altså for første gang en konkret opfordring fra Grønland.

Magtdelingen i det nye Naalakkersuisut er nøje kalibreret. Siumut, det store regeringsparti fra den tidligere koalition, beholder fem regeringsposter, herunder posten som formand for Naalakkersuisut, der fortsat vil være besat af Siumuts formand, Kim Kielsen. Kielsens partifælle, Vittus Qujaukitsoq, fortsætter som ansvarlig for handel og udenrigsanliggende og dermed som Grønlands chefforhandler bl.a.  overfor USA i de aktuelle forhandlinger om Thule Air Base og de indtægter, Grønland kræver herfra.

Inuit Ataqatigiit, som hidtil har været i skarp opposition, får fire regeringsposter. Partileder Sara Olsvig får som nævnt ansvaret for justits- og socialvæsenet, mens næstformanden Aqqaluaq Egede får ansvaret for Grønlands finanser. Kim Kielsen får med andre ord IA’s stærkeste topfolk meget tæt ind på livet.

Det tredje ben i koalitionen, Partii Naleraq, får det vigtige ansvar for fiskeri- og fangstpolitik i Grønland, der placeres hos partiformand, tidligere Selvstyreformand, Hans Enoksen – også en politiker, der er kendt for at kæmpe hårdt for sine mærkesager.

Samarbejdet er kun muligt, fordi de tre parter har sparket striden om Grønlands uran til hjørne. Sara Olsvig og hendes parti er lodret imod uranudvinding, mens Siumut gerne ser uranminer, hvis uranen kan udvindes under forsvarlige miljøforhold. Uranstriden har i tre år splittet Grønland i to og ført til usædvanligt brutale, politiske slagsmål – også udenfor parlamentet i Nuuk. Striden er fortsat uforløst. I koalitionsaftalen står blot, at parterne udskyder yderligere slagsmål, indtil et af de udenlandske mineselskaber rent faktisk ansøger om tilladelse til at udvinde uran. Her ligger en uenighed, der potentielt kan betyde en hurtig afslutning på koalitionens liv: Selskabet Greenland Minerals and Energy har f.eks. varslet en ansøgning om tilladelse om udvinding af uran i Sydgrønland allerede til nytår.

Julie Rademacher, tidligere spindoktor for daværende landsstyreformand Aleqa Hammond, fangede torsdag kompleksiteten i en kommentar på avisen Sermitsiaqs hjemmeside: ”Det bliver en koalition, der får det svært omkring uran. Det bliver en koalition med mange muligheder for at skabe nødvendige reformer og sammenhæng. Det bliver en koalition, hvor alle tre ledere gerne vil dominere, måske særligt de to, der ikke sidder øverst.”

Et kompromis er nået om USA’s base i Thule i Nordvestgrønland. Sara Olsvig fra IA har tidligere argumenteret for en reel genforhandling af Forsvarsaftalen med USA fra 1951, der udgør hele grundlaget for USA’s militære tilstedeværelse i Grønland. Et sådant forslag ville med sikkerhed føre til stærk uenighed med både København og Washington, og koalitionsaftalen taler nu kun om en ”ny forhandlingsrunde” om USA’s aktuelle forvaltning af baseområdet og dermed Grønlands økonomiske udbytte af basen.

Den kontroversielle Forsoningskommission, der blev nedsat i Aleqa Hammonds regeringstid til kulegravning af Grønlands kolonitid, og som ikke mindst ophidsede mange i Danmark, nævnes ikke i koalitionsaftalen. Der er derfor næppe udsigt til forlængelse af kommissionens bevillinger, der udløber i 2017, eller til større fokus på kommissionens resultater.

Forslaget om at gøre engelsk til første fremmedsprog i den grønlandske folkeskole i stedet for dansk nævnes heller ikke i den ny koalitionsaftale. Tanken blev effektivt markedsført af den nu forhenværende ansvarlige for den grønlandske folkeskole, Nivi Olsen, men ideen kan i dag tilsyneladende betragtes som skrinlagt.

Dette blogindlæg optrådte i forkortet udgave i Information 29.10 2016

Det var næsten som om, kredsen af arktiske nationer var ved at få et nyt medlem. Efter Brexit søger Skotlands førsteminister Nicola Sturgeon nye alliancer. I sidste weekend fortalte hun godt 2000 beslutningstagere forsamlet i Island, at ”den nordligste del af Skotland er tættere på Polarcirklen end på London. Vi er en nation, der er stolt af sine nordiske forbindelser”. Hun charmerede sit publikum på en Arctic Circle-konference med referencer til Skotlands vikinge-fortid, mens hun forsikrede, at Skotland vil forstærke sin alliancer i Nordatlanten: ”Vores venskab og partnerskab med landene omkring os betyder meget for os. Vi vil ikke lade Brexit skade disse relationer.”

Sammen med udsendinge fra bl.a. Frankrig, Schweiz og Kina illustrerede Sturgeon, hvordan nye mønstre og alliancer øger dynamikken i Arktis, hvor klimaforandringerne for længst har sat turbo på omvæltningerne. Udfordringerne vokser, også for det danske rigsfællesskab.

Diplomater blandt konferencedeltagerne bemærkede, hvordan Kinas udsendte nu ikke bare taler om Kina som en near-Arctic stat, men som en sub-Arctic stat; dvs. en nation, der geografisk er knyttet til Arktis og som derfor bør inddrages endnu tættere i beslutninger i Arktis. Ding Nong, vicepræsident for Kinas store statslige rederi COSCO mindede om, at COSCO i år har sent fem vældige fragtskibe nord om Rusland til Europa ad Nordøstpassagen, mens guvernøren for Yamal-provinsen i Nordrusland, Dmitry Gobylkin, beskrev et gas- og olieeventyr, der har gjort Yamal til et knudepunkt i energiforsyningen til både Kina og EU.

FN’s generalsekretær Ban Ki-moon mindede i en stærkt personlig tale om den hast, hvormed klimaforandringerne udvikler sig især i Arktis. Han beskrev Arktis som ”et sted, hvor vi ser både lovende muligheder og farer på samme tid”. Han advarede mod at overlade klima-kampen til politikerne: ”Don’t leave it to governments”, sagde han.   

Dybe forandringer i det danske rigsfællesskab blev også markeret. Kuno Fencker, formand for bestyrelsen i det grønlandske fragtselskab, Royal Arctic Line (RAL), forklarede, hvordan RAL nu indkøber fragtskibe og lægger fragtruter sammen med det islandske fragtselskab Eimskib. RAL, der ejes af Naalakkersuisut, det grønlandske Selvstyre, er ved at bryde et fragtmønster helt tilbage fra Den Kongelige Grønlandske Handels monopol i Grønland. Næsten al fragt til og fra Grønland går stadig via Danmark; i de seneste 45 år via den såkaldte Grønlandshavn i Ålborg. Som Kuno Fleischer forklarede Information: ”Når vi importerer tøj fra EU, vil der ofte være 17 procent EU-told på, fordi vi ikke er medlemmer af EU. Hvis vi kan få de samme varer billigere andre steder, er det da interessant”. Islandske Eimskib ser bl.a. mod havne i USA, men opgøret med Danmarks-monopolet vil ifølge Kuno Fleischer også øge Grønlands muligheder i Asien: ”Vores nye samarbejde kommer til at betyde, at leadtime – leveringstid – til Grønland for en eksportør fra Asien vil blive op til 21 dage kortere.” En gammel trosse til Danmark er ved at blive kappet.

Samtidig fornyer Færøerne sin rolle i det arktiske. Færøernes politiske leder, lagmand Aksel Johannesen, understregede fra scenen i Harpa, Reykjaviks glitrende koncerthus, hvordan Færøerne engagerer sig i komplekse internationale forhandlinger om fisk og havforvaltning i Arktis, nu hvor polarisen mindskes og søtrafikken tager til. Færøerne deltager f.eks. aktivt i forhandlinger om fremtidens fiskeri ved Nordpolen. De fem stater med kystlinje mod Det Arktiske Ocean – Rusland, USA, Norge, Canada og det danske rigsfællesskab – har aftalt at forhindre fiskeri længst mod nord, indtil forskerne har styr på, hvordan fisken reagerer på isens forsvinden, og nu skal Kina, Japan, Sydkorea, EU og Island tages i ed. Thorshavn lægger hus til næste forhandlingsrunde i november og muligvis navn til en ny, international aftale. Samtidig arbejdes der på en ny færøsk grundlov, som efter den foreløbige plan skal til folkeafstemning næste år. Aksel Johannesen, der i udlandet tituleres the prime minister of the Faeroe Islands, havde egen taletid på hovedscenen i Reykjavik, og han nævnte ikke Danmark eller rigsfællesskabet med ét ord. Som en færøsk embedsmand sagde: ”Det er rigtigt positivt. Tidligere ville færøske politikere bruge megen energi på at forklare alt det, Danmark ikke tillod os. Nu taler vi hellere om alt det, vi foretager os af egen drift”.

Sturgeon, Ban Ki-moon, Johannesen, Flencker og mange andre illustrerede, hvordan den danske regering må håndtere en række hastige forandringer, når den forfølger visionen om Danmark, Færøerne og Grønland som en arktisk stormagt. Visionen om kongeriget, der høster indflydelse, anerkendelse og nye forretningsveje ved at engagere sig langt mere aktivt i Arktis, blev sat på formel af Lars Løkke Rasmussens udenrigspolitiske rådgiver, Peter Taksøe-Jensen, i maj og den forvaltes nu bl.a. at rigets arktiske ambassadør, Hanne Fugl Eskjær, der også var i Reykjavik.

Samtidig kan man nu læse, hvordan kongeriget i kraft af Grønland nok fylder meget på landkortet, men på andre måder er den mindste af de arktiske småstater. Professor Rasmus Gjedssø Berthelsen fra Tromsø Universitet påviser i den kommende udgave af Tidsskrift for Søvæsen, hvordan den samlede befolkning i den arktiske del af Danmark (Grønland og Færøerne) er på bare 108.000 mennesker, og derfor mindre end befolkningen i de arktiske dele af samtlige andre arktiske stater – inklusive Nordfinland (666.000) de arktiske dele af Canada (113.000) og Alaska (738.000), russisk Arktis (1,9 mill.) og Island (332.000).

Den samlede økonomi i den danske del af Arktis (Færøerne og Grønland) er også mindre end økonomien i de arktiske dele af nogen anden arktisk stat. Der købes, sælges og investeres mere per hoved i Island, i Alaska, i det canadiske og russiske Arktis, i Nordfinland, Nordnorge osv. end i Grønland og Færøerne til sammen. Grønlands vældige udstrækning betyder samtidig, som det anføres, ”økonomiske og teknologiske udfordringer”.

Som Berthelsen skriver: ”Demografiske, geografiske og økonomiske nøgletal viser Kongeriget Danmarks arktiske dilemma ved demografisk og økonomisk at være en nordisk – også arktisk – småstat med en arktisk geografi som de øvrige arktiske stater med langt større demografiske og økonomiske ressourcer, USA, Rusland og selv Canada.”

Dette blogindlæg var optrykt i Information 13.10 2016 og i let udvidet udgave i Sermitsiaq samme dag. 

Og hvorfor afviser Danmarks udenrigsminister?

Diskussionen om hvem, der er den rette indehaver af havbunden ved Nordpolen, har netop taget endnu en drejning.

Det begyndte med den russiske miljø- og råstofminister, Sergej Donskoj. På et møde i Vladimir Putins sikkerhedsråd, hvor Putin selv deltog, foreslog Donskoj i forrige uge, at Rusland skulle indlede forhandlinger direkte med Danmark for at få en hurtig afgørelse på, hvor grænserne ved Nordpolen skal gå.

Det var sensationelt. Både Rusland og Danmark/Grønland har stillet vældige grav til FN om retten til havbunden i Det Arktiske Ocean. De to krav er i strid med hinanden, fordi de over knap 500.000 kvadratkilometer overlapper ved selve Nordpolen. De to regeringer har i en årrække forsikret hinanden og resten af verden om, at de vil følge FN’s regler for, hvordan man finder en fredelig løsning på dilemmaet. Den proces kan udmærket tage 10-15 år – og så pludselig foreslår den russiske miljø- og råstofminister en kvik, hurtig forhandling direkte med Danmark for at få løsning lang tid før.

Umiddelbart kunne det lyde, som om Sergej Donskoj var uinformeret om sagens rette sammenhæng, men en russisk minister fremsætter selvsagt ikke uinformerede forslag i præsidentens sikkerhedsråd. Donskojs forslag afspejler tværtimod det faktum, at Danmark før har indgået foreløbige forhåndsaftaler med andre stater om grænsedragning i Arktis – nemlig med Norge, Island og Canada –  mens parterne i øvrigt afventer, at FN snøvler sig færdig.

Aftaler, der afklarede, hvor parterne ønsker grænserne på havbunden nord for Færøerne, blev indgået med Norge og Island i 2006, så en aftale med Rusland om grænserne ved Nordpolen ville teknisk set ikke være uden for normalen – og ej heller i strid med FN’s procedurer.

I øvrigt er det ikke første gang, at Rusland har luftet tanken om direkte forhandlinger med Danmark, mens man afventer FN’s afgørelser. Tilbuddet er så vidt vides aldrig fremsat officielt til den danske regering, men russerne har angiveligt antydet muligheden i forbindelse med de faste, årlige forhandlinger mellem diplomater og forskere, hvor Danmark, Rusland, Canada, Norge og USA udveksler seneste nyt om havgrænserne i Arktis.

Vi kan ikke vide, hvilke motiver, der ligger til grund for Sergej Donskojs forslag, men vi kan gætte på to: For det første ville en hurtig aftale med Danmark om grænserne i det relativt lille, omstridte område ved Nordpolen gøre det muligt for Rusland at indlede olie- og gasjagt i hele det enorme havområde, som det russiske krav til FN omfatter. Hvis først striden med Danmark er afklaret, vil Rusland formentlig kunne begynde efterforskning i hele det område Rusland kræver uden at nogen klager – selvom FN’s dom over Ruslands krav ligger år ude i fremtiden. Sergej Donskoj er råstofminister og den arktiske olie- og gas er helt afgørende for Ruslands økonomi.

Endelig kan forslaget også være diplomatisk drilleri overfor Canada, der i Rusland opfattes som en langt stærkere modspiller i Arktis end Danmark. Canada ventes at indsende sit krav til FN om havbunden ved Nordpolen i 2018. Det vil ligesom det danske overlappe Ruslands. Ved at foreslå forhandling med Danmark – uden Canada – kan Donskoj have ønsket at antyde, at Canadas forventede krav må opfattes som så useriøst, at FN bør afvise det.

Canadas embedsværk præsenterede i 2014 et fixt og færdigt udkast til Canadas krav for Canadas daværende premiereminister, Stephen Harper. Udkastet byggede på års data-indsamling i Det Arktiske Ocean og var videnskabens bedste bud på, hvilke krav, Canada realistisk set kan gøre sig håb om, at FN vil godkende.

Ikke desto mindre krævede Stephen Harper yderligere undersøgelser – fordi selve Nordpolen ikke var omfattet af udkastet. Sergej Donskoj får med sit forslag udstillet, hvordan Canada nok har lysten til havbunden ved Nordpolen, men altså endnu ikke de data, der kan understøtte et krav til FN. Tanken om direkte dansk-russiske forhandlinger udenom Canada må under alle omstændigheder have virket stærkt pikerende i Ottawa. Del og hersk.

Vi ved ikke endnu, hvilken videre skæbne Sergej Donskojs forslag får i Moskva, men i Danmark var udenrigsminister Kristian Jensen aldeles afvisende, da Politiken bad om en reaktion: ”Indtil vi ved hvilke territorialkrav, der er anerkendt, så er der ingen grund til at starte nogen forhandlinger”, sagde han. Kristian Jensen vil altså afvente FN’s afgørelse, før eventuelle forhandlinger med Rusland – uanset at Danmark altså tidligere har indgået tilsvarende forhåndsaftaler med andre nationer i Arktis.

Kristian Jensens motiver er lige så uklare som Donskojs. Muligvis sikrer han her den diplomatiske flanke mod Canada. Interessant er det under alle omstændigheder, at hurtige forhandlinger med Rusland formentlig kunne løse i hvert fald ét problem, som længe har skabt bekymring i Kristian Jensens eget ministerium.

Rusland vil nemlig få sit krav i Det Arktiske Ocean behandlet i FN adskillige år, før det bliver Danmarks og Grønlands tur. Hvis FN’s sokkelkommission bekræfter, at havbunden ved Nordpolen hænger sammen med Ruslands kontinentalsokkel, sådan som Rusland hævder, vil russerne derfor have en årrække til at vænne sig til ejerskabet til havbunden ved Nordpolen, før FN vurderer det dansk-grønlandske krav.

Selvom FN til den tid skulle afgøre, at også Grønlands sokkel rækker helt op under Nordpolen, og at grænserne derfor skal drages i direkte forhandlinger mellem det danske kongerige og Rusland, kan det blive vanskeligt at vriste Rusland ud af forestillingen om at Nordpolen er russisk – netop fordi Rusland får sit svar først. Det problem kunne hurtige forhandlinger med Rusland muligvis have løst.

Dette blogindlæg optrådte i let redigeret form som nyhedsanalyse i Information 20.9 2016.