blog

Obamas klimaoffensiv – og hvad den betyder for Danmark, Grønland og Arktis

september 3, 2015 • Af

Præsident Obama leverede mandag 31. august i Alaska i en tale på knap 25 minutter et markant løfte om øget amerikansk engagement i den internationale indsats til begrænsning af klodens opvarmning. En tale som også forrykker hele den arktiske regions betydning i den globale politiske debat. Jeg havde fornøjelsen af at dække konferencen for Mediehuset Sermitsiaq i Nuuk og er stadig benovet over den formidable pondus og alvor, Barack Obama kan udstråle i sådanne øjeblikke – og jeg er stadig i gang med at afkode, hvad Obamas ryk betyder for Arktis og for Danmarks og Grønlands arktiske indflydelse. Ganske symptomatisk blev Obama f.eks. under konferencen straks inviteret til Grønland – med alt hvad det ville indebære af fornyet tre-parts-dialog osv. De følgende linjer handler om denne forskydning. Nederst er links til Obamas tale på youtube og til talens fulde tekst på tryk.

”Jeg er kommet i dag som leder af verdens største økonomi og dens næststørste udleder (af drivhusgasser, red.) for at sige, at USA anerkender vores medansvar for, at problemet er opstået, og vi tager vores ansvar for at være med til at løse det på os, ” sagde Obama bl.a. og henviste til forsamlingens fornøjelse klodens resterende klimaskeptikere til ”deres egen synkende ø.”

Han fremmanede  et umanerligt dystert billede af de skader, klimaforandringerne vil afstedkomme, hvis der ikke gribes ind: “Vi vil overlade vores børn til en klode, der er skadet, så de ikke vil være i stand til at reparere den: Oversvømmede lande, forladte byer, marker hvor intet gror. Oprindelige folk, der ikke kan forfølge deres tusindårige traditioner (…) Desperate flygtninge, der søger redning i andre lande, og politiske opbrud, der kan udløse talrige konflikter verden rundt. ”

I en fælles erklæring fra USA og konferencens øvrige deltagere erklærede Danmark og en række andre arktiske nationer plus Kina, Japan, Frankrig, Sydkorea, EU m.fl. sig ganske enige. De understregede sammen med Obama og hans udenrigsminister, John Kerry, deres fælles ønske om en ”ambitiøs” global klimaaftale ved FN’s klimatopmøde, COP21, i Paris til december.

Obamas budskab bliver nu naturligt nok især fremhævet for det ryk i USA’s indsats for klimaet, den bebuder. Her var et eftertryk, som varsler nyt håb for en global aftale i Paris; den der manglede efter COP15 i København. Men hans tale, der blev holdt på en arktisk klima-konference kaldet Glacier i Alaskas hovedstad, Anchorage, markerer også et ryk i den arktiske verden.

Obama illustrerede, hvordan USA nu som en selvfølge forbinder udviklingen i Arktis med hovedstrømmene i resten af verden. Hvor mange hidtil har været tilbøjelige til at iagttage udviklingen i Arktis som et sæt af lokale fænomener – isbjørne der lider, Grønland der vil udvinde uran, Rusland der borer efter olie – integrerer Obama nu med sit besøg i Alaska den arktiske region i den globale mainstream på en måde, der ikke er set tidligere.

Hvor Canada f.eks. under sit formandskab for Arktisk Råd 2013-2015 – og Danmark før da –prioriterede isolerede dagsordner som redningstjeneste og olieberedskab, sundhedssektoren i de arktiske samfund osv., benytter præsident Obama og hans politiske strateger nu primært Alaska og Arktis som platform for budskaber, der er globale af natur.

De amerikanske strateger understreger konsekvent, hvordan de dramatiske klimaforandringer i Arktis for dem hænger uløseligt sammen med de igangværende forhandlinger om en global klimaaftale. Præsident Obama og hans folk beskriver konsekvent de klimaproblemer, de arktiske folk er ramt af, som en forsmag på det, mange andre i USA og resten af verden må vænne sig til: Voldsommere storme, eroderede kyster, oversvømmelser, tørke og hyppigere skovbrande. Alene det faktum, at præsident Obama og hans udenrigsminister opfandt Glacier-konferencen – og gennemførte den med meget kort varsel – understreger, hvordan Det Hvide Hus nu tillægger Arktis betydning i en grad, så det i sagens natur får globale implikationer.

Præcis hvor stor en effekt, denne glidning får, er endnu uklart. De arktiske folk i Alaska håber på flere penge til at flytte deres bygder eller på anden vis ruste sig til klima-skader. For de politiske aktører i Arktis, herunder Danmark og Grønland, betyder glidningen, at de må revurdere deres egen rolle i den arktiske dynamik. Glacier-konferencen samlede stort set alle de centrale aktører fra den arktiske kreds: Medlemslandene i Arktisk Råd men også observatørerne i Rådet, Kina, Japan, Indien, Singapore m.fl. På den måde fik USA illustreret, hvordan den arktiske kreds nu har global rækkevidde, og det blev klart, at USA er i stand til at udnytte dette potentiale effektivt og gesvindt.

Danmark og de øvrige arktiske aktører befinder sig i en ny position, hvor de ikke blot skal håndtere regionale dilemmaer, men også forholde sig til deres egen rolle som juniorpartnere i et arktisk selskab, hvor Washington, når det stikker præsidenten, kan sætte tempoet og tonen og udnytte den fælles platform til egne, indenrigspolitiske formål. Obamas arktiske klima-dagsorden er rettet mod COP21 i Paris, men så sandelig også mod det amerikanske præsidentvalg i 2016, hvor demokraterne vil gøre klimaet til et centralt valgtema, der skal hjælpe Hillary Clinton, Obamas partifælle, til sejr.

Denne nye nuance i det arktiske udfordrer også et arktisk dogme, nemlig at alle fælles politiske beslutninger i regionen bør træffes i fuld enighed med de oprindelige arktiske folk. I Arktisk Råd, det centrale interstatslige forum i Arktis, har de arktiske folkeslag særstatus, og der træffes ingen beslutninger uden dem. På Glacier-konferencen var denne særstatus udvandet: Repræsentanter for de oprindelige folk i Alaska optrådte som velkomsttalere og i en række faglige paneler. Men det var ministrene og ambassadørerne, de officielle repræsentanter for staterne, der havde hovedrollerne. Det danske diplomati var nødt til at skubbe på for at sikre Grønlands repræsentant, medlem af Naalakkersuisut, Vittus Qujaukitsoq, en plads i solen – og de oprindelige folk havde ikke centrale roller i de indre cirkler omkring værten, USA’s udenrigsminister John Kerry, og hans chef.

Det kan alt sammen måske lyde luftigt og uden praktisk betydning, men Glacier-konferencen illustrerede med hvilken kolossal styrke den amerikanske præsident kan sætte handling bag ord, når han og hans stab sætter sig et mål, og hvordan den amerikanske offentlighed, medier, tænketanke, forskningsinstitutioner m.v. straks følger præsidentens politiske orkestrering. USA er så kraftfuld en politisk aktør, at de prioriteringer, der vedtages i Washington, hurtigt får betydning for USA’s partnere – ikke mindst små spillere som Danmark og Grønland – og for den offentlige debat.

Forud for træffet i Alaska gennemførte den amerikanske kystvagt øvelser i farvandet ud for Alaska; der blev afholdt konferencer om arktisk forskning og USA’s marine kapaciteter, udfordringer og fremtid i Arktis. Journalister blev primet, sådan at New York Times f.eks. dagen før Glacier-konferencen bragte en dramatisk artikel på forsiden om USA’s udfordringer i Arktis; de amerikanske tv-stationer har buldret i dagevis. På selve konferencen præsenterede amerikanske departementer, forskningsråd, forsvaret, kystvagten og flere miljøagenturer deres prioriteter for USA’s arktiske engagement – alle med fokus på Obamas hovedsigte: Den internationale indsats for klimaet og hans egen plads i spidsen for det hele.

Det Hvide Hus udsendte tweets, facebook-updates og videoer, der fastnaglede præsidentens budskab i den amerikanske offentlighed, og i Alaska sørgede et par hundrede udenlandske journalister for, at resten af verden også fattede pointen. De udenlandske ministre og diplomater skal have været blinde og tunghøre, hvis de er rejst hjem uden glasklar forståelse for USA’s nye ambitioner for det arktiske samarbejde.

USA trækker det arktiske ind i det globale og sætter dermed turbo på en proces, der har været undervejs i nogen tid. Ikke mindst udvidelsen af Arktisk Råd med en række observatørstater fra Asien – Kina, Japan, Sydkorea, Indien – har bragt verden til Arktis og omvendt. For Danmark og Grønland, der hører med i centrum af den arktiske udvikling, giver denne proces stadig større mulighed for at øve indflydelse på nogle af klodens tungeste politiske beslutningstagere. Søndag aften, da Glacier-konferencen åbnede, tilbragte udenrigsminister Kristian Jensen f.eks. flere timer med John Kerry i usædvanligt intimt selskab – de var blot otte til bords – og dagen efter, før Obamas tale, mødtes Kristian Jensen alene med Kerry i godt et kvarter: Danmarks arktiske spillerum gav her udenrigsministeren en åbning til magtens centrum, som ministre fra langt større nationer givetvis vil misunde ham. Endelig, da Obama havde talt og afslutningsvis gav hånd til de forsamlede ministre, benyttede Kristian Jensen chancen og inviterede præsidenten til Grønland. Obama gav ikke noget tilsagn, men betegnede ifølge Kristian Jensen venligt forslaget som en god ide. Eller som Kristian Jensen fortrøstningsfuldt sagde: ’Et frø er sået’.

Læs hele Obamas Alaska-tale her: https://www.adn.com/article/20150831/full-transcript-obama-speaks-glacier-alaska

eller se hele talen på youtube her:  https://www.youtube.com/watch?v=EprsOXTqy_8

Denne text har i let redigeret form også optrådt i Information og i Sermitsiaq, Nuuk.