Martin Breum

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har angiveligt ved personlig indgriben forhindret en kinesisk virksomhed i at købe en gammel, nedlagt flådestation i Grønland, der ellers var udbudt til salg.

Den danske efterretningstjeneste har længe være bekymret over udsigten til større kinesisk tilstedeværelse i Grønland, men det er første gang, at vi får kendskab til, at den danske regering direkte skal have forhindret et kinesisk opkøb i Grønland.

Sagen har formentlig været holdt hemmelig indtil nu, fordi den har potentiale til at skabe irritation både i Beijing og i Grønland.

Det grønlandske Selvstyre har i en årrække arbejdet på at tiltrække kinesiske investorer bl.a. ved en række ministerbesøg i Kina. Det er en opgave, der næppe bliver nemmere nu, hvis det for alvor dokumenteres at den danske statsminister har vist personlig vilje til at gribe ind, hvis regeringen bliver bekymret.

I Nuuk er man desuden optaget af, at det danske forsvarsministerium tilsyneladende har underinformeret Selvstyret i Nuuk om sagens rette sammenhæng. Ifølge den grønlandske avis Sermitsiaq sagde formanden for det grønlandske Selvstyre, Kim Kielsen, på et pressemøde fredag at, ”den danske regering burde have givet informationer til Naalakkersuisut, før det kom ud i pressen, at Grønnedal skal igen husere på Flådestationen”. Selvstyret er nu i færd med at undersøge forløbet nærmere.

Sagen kom frem, da det danske netmedie defensewatch.dk i sidste uge citerede fem anonyme kilder, der bekræftede, at statsminister Lars Løkke Rasmussen i forsommeren 2016 kontaktede lederne af de fem partier bag det gældende forsvarsforlig. Han bad ifølge defensewatch.dk om partilederens opbakning til, at den gamle flådestation ved Grønnedal i Sydgrønland nu skulle tages af markedet og igen bruges af forsvaret. Årsag: Den kinesiske virksomhed Generel Nice Group var pludselig dukket op blandt de meget få, interesserede købere. Ved at opfinde et behov i det danske forsvar, kunne man behændigt forhindre et kinesisk opkøb, og Lars Løkke Rasmussen fik angiveligt partiledernes accept af planen.

Statsministeriet har hverken be- eller afkræftet forløbet, men en række detaljer er dukket frem, som synes at understøtte udlægningen i defencewatch.dk.

Det danske forsvar havde i foråret 2016 brugt mere end tre år på en meget omfattende analyse af forsvarets behov netop ved Færøerne og Grønland. I analysen, der blev offentliggjort i juni 2016, stod der intet om et behov for genåbning af Grønnedal. Se analysen med bilag her:

http://www.fmn.dk/nyheder/Pages/analyse-af-forsvarsministeriets-opgaver-i-arktis-offentliggjort.aspx

Grønnedal blev lukket i 2014, og alle funktioner flyttet til den nye Arktisk Kommando i Nuuk. De lokale indbyggere i Sydgrønland har siden genanvendt en del materialer fra stationen, der i dag ifølge kilder i forsvaret fremstår meget slidt. Forsvaret har i et par år forberedt nedrivning og oprydning, og tidligere forsvarsminister Peter Christensen, sagde på et samråd i Folketinget den 28. januar i år, at “ forsvarsministeriet ikke har noget behov for eller ønske om at videreføre Grønnedal – hverken helt eller delvist.” Alt det ændrede sig pludselig i løbet af foråret – og altså ifølge defensewatch.dk ved statsminister Lars Løkke Rasmussens indgriben. Da de fem partier i forligskredsen i starten af december indgik ny aftale om bevillinger til forsvarets arbejde i Arktis, var der pludselig opstået et behov for at ”genetablere Forsvarets tilstedeværelse i Grønnedal i form af et strategisk, logistisk støttepunkt, som kan anvendes dels til oplægning af brændstof, opbevaring af havmiljøbekæmpelsesmateriel mv., dels til øvelses og uddannelsesformål.”

Tilsvarende besked modtog det grønlandske Selvstyre per mail den 30. juni 2016. Mailen er nu ved pressens mellemkomst offentliggjort i Grønland. Forsvarsministeriet oplyste her, at General Nice Group havde vist interesse for Grønnedal, men den kinesiske interesse blev ikke nævnt som årsag til forsvarets nye planer. Denne sammenhæng blev ifølge Sermitsiaq heller ikke nævnt, da en departementschef fra Selvstyret for mindre end to uger siden holdt møde med departementschefen i det danske forsvarsministerium, Thomas Ahrenkiel.

General Nice Group er tidligere blevet budt velkommen i Grønland. Virksomheden købte i slutningen af 2014 rettighederne til en stor forekomst af jernmalm ved Isua nord for Nuuk. Et britisk selskab, London Mining, havde her planer om at etablere den største mine i Grønlands historie. Et par tusinde minearbejdere, herunder kinesiske, skulle udvinde jernmalm til de kinesiske stålværker, men London Mining gik konkurs og solgte til General Nice, som dog siden har meddelt, at de ikke har aktuelle planer om at genoplive Isua-planen. Særligt klart blev det meddelt af vicepræsidenten for General Nice Development, Jenny Yang, på en konference i DI i oktober 2015 – se mere her:

http://acrm.dk/wp-content/uploads/2015/09/Chinese-Perspectives-on-Greenland-and-the-Isua-Project.pdf

Den danske stats indgriben har nu forhindret General Nice i at udvide sit engagement i Grønland ved Grønnedal. Det synes helt i tråd med den danske efterretningstjenestes velkendte bekymring. Her frygter man, at kinesiske selskaber skal vokse sig så store i Grønland, at de med almindelig økonomisk pression kan øve indflydelse på det lille og økonomisk svage grønlandske Selvstyre.

Nuuk har længe afvist denne frygt som ubegrundet. Naalakkersuisoq (minister) for udenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq, bekræftede på en råstofkonference i DI’s Arctic Cluster for Raw Materials så sent som i oktober, at kinesiske investorer er lige så velkomne i Grønland som andre investorer. Qujaukitsoq er selv hyppig gæst i Kina bl.a. ved en årlig messe for mineindustrien i Kina. Tidligere i år besøgte han også virksomheden Shenghe Resources, der har købt 12,5 af et mineprojekt, som sigter mod udvinding af uran og sjældne jordarter i Kvanefjeldet i Sydgrønland. Danske diplomater har ofte assisteret det grønlandske Selvstyres arbejde i Kina.

Forsvarets efterretningstjeneste har samtidig nøje analyseret de kinesiske selskaber, der viser interesse for Grønland. Det er derfor ikke usandsynligt, at Lars Løkke Rasmussen har handlet på råd direkte fra FE. Den gamle sag om Grønnedals skæbne var for længst afklaret fra forsvaret side, og den ville på ingen måde være en sag for statsministeren, hvis ikke der var tungtvejende nye oplysninger. I øvrigt har den tidligere chef for FE, Thomas Ahrenkiel, været departementschef i Forsvarsministeriet siden 2015, og da han også er tidligere departementsråd i Statsministeriet, har kommunikationslinjerne næppe været komplicerede.

Grønnedal består i dag primært af et antal træbarakker og et havneanlæg. Flådebasen blev opført af det amerikanske forsvar under 2. verdenskrig i 1942. Amerikanske tropper forsvarede en mine ved Ivittuut, hvor et dansk selskab udvandt kryolit, der dengang var afgørende for produktion af aluminium, som igen var afgørende for produktionen af de amerikanske kampfly, som skulle indsættes i Europa. Siden blev basen overtaget af Danmark, og den fungerede frem til 2012 som hovedkvarter for det danske forsvars indsats i Grønland.

Dette indlæg blev i redigeret format bragt i HighNorthNews.no 19.12 2016 og i Information 20. 12 2016. 

Fem arktiske stater med USA i spidsen og Rusland som villig medspiller forsøger i disse dage at inddrage Kina, Japan og flere andre i en aftale om ikke-eksisterende fisk.

Diplomaterne, der har været samlet på Færøerne siden tirsdag, håber på en historisk arktisk aftale, der både beskytter fremtidens fisk ved Nordpolen og beviser at samarbejde med Rusland i Arktis er muligt, selvom kriser i Ukraine, Krim og Syrien har forværret relationerne.

De fem arktiske kyststater USA, Rusland, Canada, Norge og Kongeriget Danmark underskrev allerede i 2015 i Oslo en aftale, der skal forhindre ureguleret fiskeri i den centrale del af Det Arktiske Ocean. Nu forsøger de tirsdag til torsdag i Thorshavn, Færøernes hovedstad, at få en række af klodens største fiskerinationer (Kina, Japan, Sydkorea, Island og de 27 lande i EU) til at forpligte sig på samme måde.

Målet er at forhindre rovfiskeri i den centrale del af Det Arktiske Ocean, indtil forskerne har overblik over, hvordan fiskebestandene på den nordlige halvkugle flytter sig, når havtemperaturne stiger og polarisen forsvinder. De centrale dele af Det Arktiske Ocean ligger udenfor nationalstaternes økonomiske zoner, og fiskeri ved Nordpolen vil derfor være helt ureguleret, hvis ikke der indgås nye, internationale aftaler.

Endnu er der ingen fisk at fange i det fire kilometer dybe vand i midten af Det Arktiske Ocean. De få rejsende på isbrydere i området ser måske en enkelt fingerlang polartorsk mellem isflagerne, men forskerne er enige om, at kommercielt fiskeri ligger flere år ude i fremtiden.

Og netop fraværet af fisk er ifølge diplomaterne det geniale ved det nye initiativ. Staterne vil kun være villige til at forpligte sig nu, hvor de intet har at miste, mens en aftale vil være meget sværere eller umulig at opnå, når først fiskeriet i oceanet er kommet i gang. Mange af nationerne om forhandlingsbordet tjener allerede milliarder på fisk i Arktis tættere på kysterne, og de vil opfatte en aftale, der beskytter fremtidens fiskeri som forsikring om, at de også fremover kan høste rigdomme i havet.

Af samme grund vil diplomaterne under forhandlingerne undgå at tale om aftalen som en ’miljøaftale’ eller et ’fiske-moratorium’ eller andet, der kan tolkes som knæfald for Greenpeace eller andre aktivister. Forhandlerne, der ledes af USA’s Senior Arctic Official, David Bolton, fastholder, at der netop ikke er tale om et fiskeforbud, men alene et forsøg på at forhindre ureguleret fiskeri. Staterne vil altså stadig have udsigt til fiskeri ved Nordpolen, blot må de afvente, at videnskaben danner grundlag for et fiskeri, der reguleres af kvoter og fakta-baseret kontrol.

Mange af deltagerne vil huske, hvordan vældige torskebestande ud for Newfoundland i Canada blev totalt udryddet i 1980’erne, andre vil vide, hvordan ureguleret rovfiskeri i Okhotskhavet ud for Rusland og nord for Japan nu truer andre bestande. Rusland og Norge vil pege på, hvordan årtiers fælles videnskabeligt baseret fiskerikontrol i Barentshavet har sikret, at begge nationer i dag tjener styrtende netop dér.

Det var forud for forhandlingerne i Thorshavn uafklaret, om staterne vil sigte på en juridisk forpligtende aftale eller en mindre forpligtende fælles erklæring. Kyndige iagttagere som havretseksperten Erik Molenaar noterede dog allerede i december 2015, da de ti forhandlingsparter samledes første gang, at den reelle regulerende effekt ”sandsynligvis vil være ganske ens”. Molenaar skrev også, at Kinas og de øvrige staters aktive deltagelse i sig selv ”afspejler deres støtte til det principielle mål”.

http://site.uit.no/jclos/2016/02/05/the-december-2015-washington-meeting-on-high-seas-fishing-in-the-central-arctic-ocean/

Forhandlerne i Thorshavn skal især bestemme rammen for forvaltning af aftalens fremtid, herunder om de centrale dele af Det Arktiske Ocean skal omfattes af en juridisk bindende RFMO – regional fisheries management organisation – med eget sekretariat, økonomis osv. eller om mindre kan gøre det.

Selv en relativt uforpligtende erklæring ventes at indeholde detaljer om, hvornår staterne skal tage næste skridt – såkaldte ’trigger-points’. Her tegner det til, at staterne vil aftale fælles forskning i fiskens bevægelser, og at regeringerne dernæst vil træde sammen igen, når forskerne giver signal til, at handling er påkrævet. Forskere fra de involverede stater har allerede været samlet flere gange. Det ventes også, at forsøgsfiskeri langs polarisens kant vil blive tilladt i et vist omfang.

Forhandlingerne i Thorshavn foregår bag lukkede døre, men en offentlig erklæring ventes torsdag. Inden da vil ikke mindst de færøske diplomater gøre meget for at sikre en aftale. Færingerne, der ligesom de grønlandske deltagere formelt er omfattet af Kongeriget Danmarks delegation, håber på en bifangst af national prestige ved offentliggørelsen af en ”Thorshavn Accord” eller deslige.

Dette blogindlæg blev også bragt som nyhedsanalyse på highnorthnews.no 29. 11 

Analyse: Nye globale bremser på fiskeri ved Nordpolen

På intet punkt er vi her i kongeriget tættere forbundet med USA end i Grønland. Siden 2. verdenskrig har Grønlands betydning for USA formet vores forhold til amerikanerne, og valget af Donald Trump som præsident og commandor-in-chief vil rykke på forholdet og på hele det internationale samarbejde i Arktis.

Trumps hang til det unilaterale – ”America first” – har allerede vakt bekymring. Som den canadiske Arktis-ekspert, Rob Huebert fra University of Calgary påpeger ifølge ArcticDeeply, betyder det givetvis “at støtten til Arktisk Råd, som har været et af de afgørende elementer i Obama-administrationen, vil formindskes”.

Det kan lyde udramatisk, men det er Arktisk Råd som i høj grad sikrer Danmark og Grønland indflydelse i Arktis og samarbejdet mellem de vestlige arktiske stater og Rusland. I Arktisk Råd har små som store stater formelt samme stemme, og ingen beslutninger træffes uden grønlænderne og de øvrige arktiske folk – og det har i hele Rådets 20-årige liv været en kamp at få USA til at involvere sig for alvor.

Gennembruddet kom i Nuuk i 2011 da Hillary Clinton som den første amerikanske udenrigsminister deltog i et møde i Arktisk Råd. I 2013 deltog hendes afløser, John Kerry, i Kiruna, og i 2015 besøgte Obama som den første regerende præsident en række landsbyer i Alaska nord for polarcirklen, og han mødtes også med repræsentanter fra hele den arktiske region, herunder udenrigsminister Kristian Jensen og dennes kollega fra Nuuk, Vittus Qujaukitsoq.  Et halv år efter besøgte John Kerry Grønland, hvor det særlige trekantsforhold mellem USA, Grønland og Danmark igen blev understreget.

Obama-administrationens engagement i Arktis var i høj grad båret af bekymring for klimaet; en bekymring som Donald Trump ikke deler. Den amerikanske Arktis-ekspert, Mia Bennet fra University of California, noterer på sin blog Cryopolitics, hvordan Trump har bedt klimaskeptikeren Myron Ebell lede overtagelsen af USA’s miljøagentur, the Environmental Protection Agency, og klimaeksperten William Moomaw fra the Fletcher School of Law and Diplomacy, der sidder i FN’s klimapanel, lader pessimismen få frit løb: “Præsident Trump vil underminere de fleste forsøg på at bekæmpe klimaforandringerne, og USA vil blive en hæmsko for opfølgningen på Paris-aftalen. Det vil få forfærdelige konsekvenser i Arktis,” siger han ifølge ArcticDeeply.

Udviklingen i Arktis afgøres af balancen mellem de, der prioriterer klimaet og beskyttelse af det arktiske miljø og de, der fokuserer på olie, gas, mineraler, fragtruter, fisk osv. Her har Obama-administrationen ført en kurs fint i tråd med dansk/grønlandske ønsker.

De arktiske folks ønske om ’bæredygtig udvikling’ har været højt prioriteret, men der har samtidig været enighed om opstramninger til gavn for miljøet. USA har i siden 2015 haft formandskabet for Arktisk Råd og har brugt det til at oplyse amerikanerne om klimaforandringer, til at sætte fokus på sundhed, klimasikring, telekommunikation m.v. i Alaska og til at mobilisere en international indsats for havmiljøet.

Obama-administrationen lagde så stramme bånd på olie og gas ud for Alaska, at Shell og andre helt har givet op. USA står bag et forbud mod fiskeri i Det Arktiske Ocean, som nu forhandles på plads med bl.a. Kina, Japan og Sydkorea. Forbuddet skal forhindre rovfiskeri i oceanet, indtil forskerne ved, hvad der sker med fiskene i Arktis, når isen forsvinder. Initiativet har varm opbakning fra Grønland, Danmark og Færøerne: Næste møde holdes senere i november i Thorshavn.

Vi kender endnu ikke Trump-administrationens syn på detaljerne, men hans klimaskepsis er som nævnt kendt, han taler varmt for tilbagerulning af restriktionerne på olie og gas i Alaska – og han har derudover ikke vist interesse for Arktis.

Thulebasen kan få helt ny betydning. Grønland ligger som et enormt arktisk låg på Nordamerika, og udgør derfor en strategisk buffer mod Kina, Nordkorea, Rusland og Iran. Se på en globus: Radaren i Thule indgår centralt i forsvaret mod de atommissiler, USA frygter. Donald Trump ønsker et langt stærkere missilforsvar: Det canadiske netmedie Cantech Letters forudser, at USA nu vil søge “større militær tilstedeværelse mod nord, inklusive mere radar- og kommunikationskapacitet, flyvevåben og flåde.” Thulebasen har det hele: Den eneste dybvandshavn i denne del af Arktis, landingsbane til selv de største amerikanske bombefly, plus – det vigtigste – avancerede radar- og satellitanlæg, der hænger direkte sammen med USA’s Air Force Space Command i Colorado, som Trumps rådgivere peger på som centrum i et opgraderet missilforsvar. Grønland kan altså få radikalt forstærket betydning, og det danske forsvar må nu vurdere, hvilken effekt, det vil få på Ruslands syn på Grønlands og Danmarks sikkerhedspolitiske rolle.

I Nuuk er kalkulen endnu mere kompleks: Grønland har via selskabet Greenland Contractors A/S tjent gode penge på at servicere Thule-basen, men de fede tider er forbi: Greenland Contractors har mistet kontrakten, og Naalakkersuisut, det grønlandske selvstyre, kæmper med at overtale USA til at yde kompensation for det tab på over 150 mill. kr per år, som Nuuk forudser. Øget fokus på Thulebasen kan måske bruges til at klemme flere penge ud af USA, men Pentagon har svært ved at forstå Nuuks tabs-estimat, og der er ingen grund til at tro, at et republikansk Pentagon vil lægge en blidere kurs overfor Grønland. Som Grønlands diplomatiske repræsentant i Washington, Inuuteq Holm Olsen, noterede om republikaneren Donald Trump i den grønlandske avis Sermitsiaq: ”Han har gjort grin med den amerikanske senator Elisabeth Warren, som han konsekvent kalder Pocahontas, fordi hun tilhører den oprindelige amerikanske befolkning.”

Indlægget her blev i svagt redigeret format bragt i Information 17.11 2016 og på highnorthnews.no  14.11 2016

Grønland fik overraskende torsdag en ny samlingsregering, der afløser flere års bitre kampe mellem de to hovedfløje i Grønlands politiske liv, og som sætter et markant fokus på ønsket om løsrivelse fra Danmark.

De tre partier i den nye Selvstyrekoalition er på afgørende punkter uenige, men har fundet sammen om de økonomiske og sociale problemer i Grønland: ”I erkendelse af det grønlandske samfunds generelle situation er parterne enige om at skabe større stabilitet…samt at skabe øget lighed i samfundet og stabile rammer for udviklingen af de politiske løsninger”, hedder det i koalitionsaftalen.

I Danmark vil mange bide mærke i det stærke fokus på ønsket om uafhængighed. Den nye Selvstyreregering skriver i første linje i sit regeringsgrundlag, at ”Grønland er uigenkaldeligt på vej mod selvstændighed, og denne proces kræver ikke bare stabilitet men national samling.” Samtidig gøres arbejdet for selvstændighed nu for første gang formelt til en arbejdsopgave for centraladministrationen i Nuuk i et nyt Department for Selvstændighed, Miljø og Natur samt Landbrug.

Der sættes også turbo på arbejdet med en ny grønlandsk grundlov: ”Parterne er enige om at fremføre forslag til en ny forfatning ved udgangen af denne valgperiode”. Det kunne lyde som om koalitionen vil fremlægge et fikst og færdigt forslag til ny grønlandsk grundlov om bare to år, men ambitionen gælder alene et noget mindre projekt. Direkte adspurgt dagen efter den ny koalitions fødsel præciserer Sara Olsvig, formand Inuit Ataqatigiit og nu ansvarlig for justits- og socialvæsen i Naalakkersuisut: ”Vi vil inden udløbet af valgperioden i 2018 have et grundlæggende skelet for vores fremtidige forfatning”.

Tanken om en grønlandsk grundlov, der definerer præcist, på hvilket værdigrundlag, en grønlandsk nation skal hvile på, har været debatteret i Nuuk længe, og nu skal processen altså for alvor sættes i gang. En tilsvarende proces på Færøerne har ført til hårde sammenstød med København: Det har vist sig overordentligt vanskeligt at skrive en lokal grundlov af reel betydning uden at komme i strid med den magtdeling i det danske kongerige, der fremgår af den danske grundlov.

Den tidligere leder af Naalakkersuisut, Aleqa Hammond, satte i 2014 en deadline for Grønlands løsrivelse fra Danmark: ”I min levetid”, som hun sagde. Den nye koalition arbejder ikke med nogen fast tidshorisont for løsrivelse. Den ny koalition vil alene benytte sig muligheden for at hjemtage flere opgaver fra København skridt for skridt, når pengene er til det, sådan som Selvstyreloven fra 2009 åbner for. Den ny koalition planlægger f.eks. inden udgangen af 2018 at overtage udlændingepolitikken – herunder kontrol med al indvandring, visumudstedelse osv. – i det omfang, den gælder for Grønland.

Samtidig lægges der også op til øget samarbejde med København. Den ny koalition vil bl.a.  foreslå den danske regering, at der oprettes en fælles dansk-grønlandsk udviklingsfond, der skal skaffe investeringer til ny infrastruktur m.v. i Grønland. Den danske regering har ikke tidligere vist nævneværdig interesse for at forpligte sig i en sådan fond, men nu får den altså for første gang en konkret opfordring fra Grønland.

Magtdelingen i det nye Naalakkersuisut er nøje kalibreret. Siumut, det store regeringsparti fra den tidligere koalition, beholder fem regeringsposter, herunder posten som formand for Naalakkersuisut, der fortsat vil være besat af Siumuts formand, Kim Kielsen. Kielsens partifælle, Vittus Qujaukitsoq, fortsætter som ansvarlig for handel og udenrigsanliggende og dermed som Grønlands chefforhandler bl.a.  overfor USA i de aktuelle forhandlinger om Thule Air Base og de indtægter, Grønland kræver herfra.

Inuit Ataqatigiit, som hidtil har været i skarp opposition, får fire regeringsposter. Partileder Sara Olsvig får som nævnt ansvaret for justits- og socialvæsenet, mens næstformanden Aqqaluaq Egede får ansvaret for Grønlands finanser. Kim Kielsen får med andre ord IA’s stærkeste topfolk meget tæt ind på livet.

Det tredje ben i koalitionen, Partii Naleraq, får det vigtige ansvar for fiskeri- og fangstpolitik i Grønland, der placeres hos partiformand, tidligere Selvstyreformand, Hans Enoksen – også en politiker, der er kendt for at kæmpe hårdt for sine mærkesager.

Samarbejdet er kun muligt, fordi de tre parter har sparket striden om Grønlands uran til hjørne. Sara Olsvig og hendes parti er lodret imod uranudvinding, mens Siumut gerne ser uranminer, hvis uranen kan udvindes under forsvarlige miljøforhold. Uranstriden har i tre år splittet Grønland i to og ført til usædvanligt brutale, politiske slagsmål – også udenfor parlamentet i Nuuk. Striden er fortsat uforløst. I koalitionsaftalen står blot, at parterne udskyder yderligere slagsmål, indtil et af de udenlandske mineselskaber rent faktisk ansøger om tilladelse til at udvinde uran. Her ligger en uenighed, der potentielt kan betyde en hurtig afslutning på koalitionens liv: Selskabet Greenland Minerals and Energy har f.eks. varslet en ansøgning om tilladelse om udvinding af uran i Sydgrønland allerede til nytår.

Julie Rademacher, tidligere spindoktor for daværende landsstyreformand Aleqa Hammond, fangede torsdag kompleksiteten i en kommentar på avisen Sermitsiaqs hjemmeside: ”Det bliver en koalition, der får det svært omkring uran. Det bliver en koalition med mange muligheder for at skabe nødvendige reformer og sammenhæng. Det bliver en koalition, hvor alle tre ledere gerne vil dominere, måske særligt de to, der ikke sidder øverst.”

Et kompromis er nået om USA’s base i Thule i Nordvestgrønland. Sara Olsvig fra IA har tidligere argumenteret for en reel genforhandling af Forsvarsaftalen med USA fra 1951, der udgør hele grundlaget for USA’s militære tilstedeværelse i Grønland. Et sådant forslag ville med sikkerhed føre til stærk uenighed med både København og Washington, og koalitionsaftalen taler nu kun om en ”ny forhandlingsrunde” om USA’s aktuelle forvaltning af baseområdet og dermed Grønlands økonomiske udbytte af basen.

Den kontroversielle Forsoningskommission, der blev nedsat i Aleqa Hammonds regeringstid til kulegravning af Grønlands kolonitid, og som ikke mindst ophidsede mange i Danmark, nævnes ikke i koalitionsaftalen. Der er derfor næppe udsigt til forlængelse af kommissionens bevillinger, der udløber i 2017, eller til større fokus på kommissionens resultater.

Forslaget om at gøre engelsk til første fremmedsprog i den grønlandske folkeskole i stedet for dansk nævnes heller ikke i den ny koalitionsaftale. Tanken blev effektivt markedsført af den nu forhenværende ansvarlige for den grønlandske folkeskole, Nivi Olsen, men ideen kan i dag tilsyneladende betragtes som skrinlagt.

Dette blogindlæg optrådte i forkortet udgave i Information 29.10 2016

Det var næsten som om, kredsen af arktiske nationer var ved at få et nyt medlem. Efter Brexit søger Skotlands førsteminister Nicola Sturgeon nye alliancer. I sidste weekend fortalte hun godt 2000 beslutningstagere forsamlet i Island, at ”den nordligste del af Skotland er tættere på Polarcirklen end på London. Vi er en nation, der er stolt af sine nordiske forbindelser”. Hun charmerede sit publikum på en Arctic Circle-konference med referencer til Skotlands vikinge-fortid, mens hun forsikrede, at Skotland vil forstærke sin alliancer i Nordatlanten: ”Vores venskab og partnerskab med landene omkring os betyder meget for os. Vi vil ikke lade Brexit skade disse relationer.”

Sammen med udsendinge fra bl.a. Frankrig, Schweiz og Kina illustrerede Sturgeon, hvordan nye mønstre og alliancer øger dynamikken i Arktis, hvor klimaforandringerne for længst har sat turbo på omvæltningerne. Udfordringerne vokser, også for det danske rigsfællesskab.

Diplomater blandt konferencedeltagerne bemærkede, hvordan Kinas udsendte nu ikke bare taler om Kina som en near-Arctic stat, men som en sub-Arctic stat; dvs. en nation, der geografisk er knyttet til Arktis og som derfor bør inddrages endnu tættere i beslutninger i Arktis. Ding Nong, vicepræsident for Kinas store statslige rederi COSCO mindede om, at COSCO i år har sent fem vældige fragtskibe nord om Rusland til Europa ad Nordøstpassagen, mens guvernøren for Yamal-provinsen i Nordrusland, Dmitry Gobylkin, beskrev et gas- og olieeventyr, der har gjort Yamal til et knudepunkt i energiforsyningen til både Kina og EU.

FN’s generalsekretær Ban Ki-moon mindede i en stærkt personlig tale om den hast, hvormed klimaforandringerne udvikler sig især i Arktis. Han beskrev Arktis som ”et sted, hvor vi ser både lovende muligheder og farer på samme tid”. Han advarede mod at overlade klima-kampen til politikerne: ”Don’t leave it to governments”, sagde han.   

Dybe forandringer i det danske rigsfællesskab blev også markeret. Kuno Fencker, formand for bestyrelsen i det grønlandske fragtselskab, Royal Arctic Line (RAL), forklarede, hvordan RAL nu indkøber fragtskibe og lægger fragtruter sammen med det islandske fragtselskab Eimskib. RAL, der ejes af Naalakkersuisut, det grønlandske Selvstyre, er ved at bryde et fragtmønster helt tilbage fra Den Kongelige Grønlandske Handels monopol i Grønland. Næsten al fragt til og fra Grønland går stadig via Danmark; i de seneste 45 år via den såkaldte Grønlandshavn i Ålborg. Som Kuno Fleischer forklarede Information: ”Når vi importerer tøj fra EU, vil der ofte være 17 procent EU-told på, fordi vi ikke er medlemmer af EU. Hvis vi kan få de samme varer billigere andre steder, er det da interessant”. Islandske Eimskib ser bl.a. mod havne i USA, men opgøret med Danmarks-monopolet vil ifølge Kuno Fleischer også øge Grønlands muligheder i Asien: ”Vores nye samarbejde kommer til at betyde, at leadtime – leveringstid – til Grønland for en eksportør fra Asien vil blive op til 21 dage kortere.” En gammel trosse til Danmark er ved at blive kappet.

Samtidig fornyer Færøerne sin rolle i det arktiske. Færøernes politiske leder, lagmand Aksel Johannesen, understregede fra scenen i Harpa, Reykjaviks glitrende koncerthus, hvordan Færøerne engagerer sig i komplekse internationale forhandlinger om fisk og havforvaltning i Arktis, nu hvor polarisen mindskes og søtrafikken tager til. Færøerne deltager f.eks. aktivt i forhandlinger om fremtidens fiskeri ved Nordpolen. De fem stater med kystlinje mod Det Arktiske Ocean – Rusland, USA, Norge, Canada og det danske rigsfællesskab – har aftalt at forhindre fiskeri længst mod nord, indtil forskerne har styr på, hvordan fisken reagerer på isens forsvinden, og nu skal Kina, Japan, Sydkorea, EU og Island tages i ed. Thorshavn lægger hus til næste forhandlingsrunde i november og muligvis navn til en ny, international aftale. Samtidig arbejdes der på en ny færøsk grundlov, som efter den foreløbige plan skal til folkeafstemning næste år. Aksel Johannesen, der i udlandet tituleres the prime minister of the Faeroe Islands, havde egen taletid på hovedscenen i Reykjavik, og han nævnte ikke Danmark eller rigsfællesskabet med ét ord. Som en færøsk embedsmand sagde: ”Det er rigtigt positivt. Tidligere ville færøske politikere bruge megen energi på at forklare alt det, Danmark ikke tillod os. Nu taler vi hellere om alt det, vi foretager os af egen drift”.

Sturgeon, Ban Ki-moon, Johannesen, Flencker og mange andre illustrerede, hvordan den danske regering må håndtere en række hastige forandringer, når den forfølger visionen om Danmark, Færøerne og Grønland som en arktisk stormagt. Visionen om kongeriget, der høster indflydelse, anerkendelse og nye forretningsveje ved at engagere sig langt mere aktivt i Arktis, blev sat på formel af Lars Løkke Rasmussens udenrigspolitiske rådgiver, Peter Taksøe-Jensen, i maj og den forvaltes nu bl.a. at rigets arktiske ambassadør, Hanne Fugl Eskjær, der også var i Reykjavik.

Samtidig kan man nu læse, hvordan kongeriget i kraft af Grønland nok fylder meget på landkortet, men på andre måder er den mindste af de arktiske småstater. Professor Rasmus Gjedssø Berthelsen fra Tromsø Universitet påviser i den kommende udgave af Tidsskrift for Søvæsen, hvordan den samlede befolkning i den arktiske del af Danmark (Grønland og Færøerne) er på bare 108.000 mennesker, og derfor mindre end befolkningen i de arktiske dele af samtlige andre arktiske stater – inklusive Nordfinland (666.000) de arktiske dele af Canada (113.000) og Alaska (738.000), russisk Arktis (1,9 mill.) og Island (332.000).

Den samlede økonomi i den danske del af Arktis (Færøerne og Grønland) er også mindre end økonomien i de arktiske dele af nogen anden arktisk stat. Der købes, sælges og investeres mere per hoved i Island, i Alaska, i det canadiske og russiske Arktis, i Nordfinland, Nordnorge osv. end i Grønland og Færøerne til sammen. Grønlands vældige udstrækning betyder samtidig, som det anføres, ”økonomiske og teknologiske udfordringer”.

Som Berthelsen skriver: ”Demografiske, geografiske og økonomiske nøgletal viser Kongeriget Danmarks arktiske dilemma ved demografisk og økonomisk at være en nordisk – også arktisk – småstat med en arktisk geografi som de øvrige arktiske stater med langt større demografiske og økonomiske ressourcer, USA, Rusland og selv Canada.”

Dette blogindlæg var optrykt i Information 13.10 2016 og i let udvidet udgave i Sermitsiaq samme dag. 

Og hvorfor afviser Danmarks udenrigsminister?

Diskussionen om hvem, der er den rette indehaver af havbunden ved Nordpolen, har netop taget endnu en drejning.

Det begyndte med den russiske miljø- og råstofminister, Sergej Donskoj. På et møde i Vladimir Putins sikkerhedsråd, hvor Putin selv deltog, foreslog Donskoj i forrige uge, at Rusland skulle indlede forhandlinger direkte med Danmark for at få en hurtig afgørelse på, hvor grænserne ved Nordpolen skal gå.

Det var sensationelt. Både Rusland og Danmark/Grønland har stillet vældige grav til FN om retten til havbunden i Det Arktiske Ocean. De to krav er i strid med hinanden, fordi de over knap 500.000 kvadratkilometer overlapper ved selve Nordpolen. De to regeringer har i en årrække forsikret hinanden og resten af verden om, at de vil følge FN’s regler for, hvordan man finder en fredelig løsning på dilemmaet. Den proces kan udmærket tage 10-15 år – og så pludselig foreslår den russiske miljø- og råstofminister en kvik, hurtig forhandling direkte med Danmark for at få løsning lang tid før.

Umiddelbart kunne det lyde, som om Sergej Donskoj var uinformeret om sagens rette sammenhæng, men en russisk minister fremsætter selvsagt ikke uinformerede forslag i præsidentens sikkerhedsråd. Donskojs forslag afspejler tværtimod det faktum, at Danmark før har indgået foreløbige forhåndsaftaler med andre stater om grænsedragning i Arktis – nemlig med Norge, Island og Canada –  mens parterne i øvrigt afventer, at FN snøvler sig færdig.

Aftaler, der afklarede, hvor parterne ønsker grænserne på havbunden nord for Færøerne, blev indgået med Norge og Island i 2006, så en aftale med Rusland om grænserne ved Nordpolen ville teknisk set ikke være uden for normalen – og ej heller i strid med FN’s procedurer.

I øvrigt er det ikke første gang, at Rusland har luftet tanken om direkte forhandlinger med Danmark, mens man afventer FN’s afgørelser. Tilbuddet er så vidt vides aldrig fremsat officielt til den danske regering, men russerne har angiveligt antydet muligheden i forbindelse med de faste, årlige forhandlinger mellem diplomater og forskere, hvor Danmark, Rusland, Canada, Norge og USA udveksler seneste nyt om havgrænserne i Arktis.

Vi kan ikke vide, hvilke motiver, der ligger til grund for Sergej Donskojs forslag, men vi kan gætte på to: For det første ville en hurtig aftale med Danmark om grænserne i det relativt lille, omstridte område ved Nordpolen gøre det muligt for Rusland at indlede olie- og gasjagt i hele det enorme havområde, som det russiske krav til FN omfatter. Hvis først striden med Danmark er afklaret, vil Rusland formentlig kunne begynde efterforskning i hele det område Rusland kræver uden at nogen klager – selvom FN’s dom over Ruslands krav ligger år ude i fremtiden. Sergej Donskoj er råstofminister og den arktiske olie- og gas er helt afgørende for Ruslands økonomi.

Endelig kan forslaget også være diplomatisk drilleri overfor Canada, der i Rusland opfattes som en langt stærkere modspiller i Arktis end Danmark. Canada ventes at indsende sit krav til FN om havbunden ved Nordpolen i 2018. Det vil ligesom det danske overlappe Ruslands. Ved at foreslå forhandling med Danmark – uden Canada – kan Donskoj have ønsket at antyde, at Canadas forventede krav må opfattes som så useriøst, at FN bør afvise det.

Canadas embedsværk præsenterede i 2014 et fixt og færdigt udkast til Canadas krav for Canadas daværende premiereminister, Stephen Harper. Udkastet byggede på års data-indsamling i Det Arktiske Ocean og var videnskabens bedste bud på, hvilke krav, Canada realistisk set kan gøre sig håb om, at FN vil godkende.

Ikke desto mindre krævede Stephen Harper yderligere undersøgelser – fordi selve Nordpolen ikke var omfattet af udkastet. Sergej Donskoj får med sit forslag udstillet, hvordan Canada nok har lysten til havbunden ved Nordpolen, men altså endnu ikke de data, der kan understøtte et krav til FN. Tanken om direkte dansk-russiske forhandlinger udenom Canada må under alle omstændigheder have virket stærkt pikerende i Ottawa. Del og hersk.

Vi ved ikke endnu, hvilken videre skæbne Sergej Donskojs forslag får i Moskva, men i Danmark var udenrigsminister Kristian Jensen aldeles afvisende, da Politiken bad om en reaktion: ”Indtil vi ved hvilke territorialkrav, der er anerkendt, så er der ingen grund til at starte nogen forhandlinger”, sagde han. Kristian Jensen vil altså afvente FN’s afgørelse, før eventuelle forhandlinger med Rusland – uanset at Danmark altså tidligere har indgået tilsvarende forhåndsaftaler med andre nationer i Arktis.

Kristian Jensens motiver er lige så uklare som Donskojs. Muligvis sikrer han her den diplomatiske flanke mod Canada. Interessant er det under alle omstændigheder, at hurtige forhandlinger med Rusland formentlig kunne løse i hvert fald ét problem, som længe har skabt bekymring i Kristian Jensens eget ministerium.

Rusland vil nemlig få sit krav i Det Arktiske Ocean behandlet i FN adskillige år, før det bliver Danmarks og Grønlands tur. Hvis FN’s sokkelkommission bekræfter, at havbunden ved Nordpolen hænger sammen med Ruslands kontinentalsokkel, sådan som Rusland hævder, vil russerne derfor have en årrække til at vænne sig til ejerskabet til havbunden ved Nordpolen, før FN vurderer det dansk-grønlandske krav.

Selvom FN til den tid skulle afgøre, at også Grønlands sokkel rækker helt op under Nordpolen, og at grænserne derfor skal drages i direkte forhandlinger mellem det danske kongerige og Rusland, kan det blive vanskeligt at vriste Rusland ud af forestillingen om at Nordpolen er russisk – netop fordi Rusland får sit svar først. Det problem kunne hurtige forhandlinger med Rusland muligvis have løst.

Dette blogindlæg optrådte i let redigeret form som nyhedsanalyse i Information 20.9 2016. 

Aleqa Hammonds seneste fejltrin vil koste kende dyrt, det vil skade tilliden til de grønlandske beslutningstagere – men det er ikke nødvendigvis enden på Aleqa Hammond i grønlandsk politik.

For de skandale-lystne må episoden være det pure guld: Grønlands tidligere landsstyreformand, det kontroversielle folketingsmedlem Aleqa Hammond, er endnu en gang blevet grebet i at misbruge offentlige midler og er nu blevet ekskluderet af Siumut; det parti hun tidligere var formand for og som hun har høstet flere stemmer til, end nogen anden politiker har høstet i Grønlands historie.

Som det fremgik af Ekstra Bladet forleden, har Aleqa Hammond over nogle uger i juni i strid med reglerne brugt et kreditkort udleveret af Folketinget til private indkøb i Nuuk og på Bornholm for i alt 12.953,10 kroner. Indkøbene er ikke ulovlige, men i strid med Folketingets regler, da kortet kun må bruges i.f.m. officielle møder og rejser.

Aleqa Hammonds partiledelse i Nuuk slog straks til: Hun fik valget mellem at ryge ud af partiet eller overgive sin plads i Folketinget til sin suppleant. Hun valgte det første og fortsætter nu som løsgænger på Christiansborg, mens vælgerne i Grønland forsøger at forstå, hvordan hun kunne agere med så selvdestruktiv mangel på omtanke.

Aleqa Hammond, der blev kendt ikke mindst for at tale om ”uafhængighed i min levetid”, faldt med et brag fra magtens top i Grønland i 2014, mindre end et år efter, at hun blev landsstyreformand, netop på grund af en skandale om hendes forhold til offentlige midler.

Den gang havde hun ladet den grønlandske landskasse lægge mere end 200.000 kr. ud bl.a. for hende kærestes og hans børns private rejser og i øvrigt trukket tilbagebetalingerne ud; en så grov forseelse, at det blev hendes egne partifæller, der styrtede hende.

Det er angiveligt en pinlig fejl i folketingets administration, der førte til, at Ekstra Bladet i den aktuelle sag kunne offentliggøre uddrag af Aleqa Hammonds kreditkorsindkøb – herunder indkøb i byggemarkedet Stark, i Brugsen og en sportstøjsforretning i Nuuk og andre, ligeledes banale indkøb og et enkelt træk på 2.000 kr. ved en hæveautomat under Folkemødet på Bornholm.

Aleqa Hammond har til den grønlandske avis Atuagliutit/Grønlandsposten detaljeret forklaret, hvordan hendes private kreditkort forinden var blevet hacket og misbrugt og derfor lukket, så hun var uden nem adgang til sin bankkonto. Det ureglementerede brug af Folketingets kreditkort fandt sted, som hun siger, i denne ”nødsituation’, mens hun afventede adgang til nye, private kreditkort. Resultat blev en henvendelse fra Folketingets administration – som altså røg i Ekstra Bladet og dernæst førte til eksklusion fra Siumut. Efterfølgende har Siumuts søsterparti, Socialdemokraterne, afbrudt samarbejdet med Aleqa Hammond på Christiansborg.

Episoden vil nu bidrage til den i for vejen udbredte mistillid til evnerne blandt Grønlands ledere på et tidspunkt, hvor det modsatte er hårdt tiltrængt.Eksempelvis overvejer en række danske pensionskasser og erhvervsvirksomheder netop i disse dage milliardinvesteringer i lufthavnsudvidelser i hhv. Ilulissat og Nuuk, som er helt afgørende for Grønlands turisme og økonomi.

Sådanne forretningsfolk vil næppe lade enkeltsager som denne påvirke deres beslutninger direkte, men sagen lægger sig i slipstrømmen af en serie beslægtede episoder og opråb fra erhvervslivet i og udenfor Grønland, hvor netop mistilliden til evnerne i den grønlandske administration og blandt politikerne er i centrum.

Randi Vestergaard, den politiske ansvarlige for Grønlands finanspolitik, bemærkede da også straks i ugeavisen Sermitsiaq, at Aleqa Hammonds nye fadæse ikke blot er skidt for Aleqa Hammond og hendes parti, men ”for Grønlands omdømme”.

Ekskluderingen af Siumut gik stærkt og blev besluttet af en enig hovedbestyrelse. Aleqa Hammonds tidligere så stærke støtter i partitoppen har åbenbart ikke forsøgt at redde hende, mens Kim Kielsen, der er Aleqa Hammonds afløser som landsstyreformand, lagde vægt på gentagelsesaspektet ved hendes forseelse. I Grønland husker man især den store skandale fra 2014, men også en række mindre, men stadig blamerende sager om Aleqa Hammonds privat-økonomi.

Grønland kæmper i disse år med at tiltrække investeringer til turismeindustrien, fiskeriet og minesektoren, så irritationen over hendes gentagne fejl og den medfølgende virak i medierne har yderst kontante årsager. Naalakkersuisut – det grønlandske landsstyre – fremlagde fornylig en finanslov for 2017, der forudser et lille overskud, Grønland har stort set ingen udlandsgæld, og det politiske system er i global sammenhæng usædvanligt stabilt, men erhvervslivet klager stadig mere bittert over langsommelig, uigennemsigtig og til tider inkompetent sagsbehandling og alvorlig mangel på politisk handlekraft i Nuuk.

Langtidsudsigterne er skræmmende, fordi udgifterne i Grønland stiger væsentligt hurtigere end indtægterne. Formanden for Grønlands Økonomiske Råd, Torben M. Andersen, har for nylig advaret om, at et økonomisk omsving og/eller potente reformer og besparelser på de offentlige budgetter skal indfinde sig inden for få år, hvis ikke velfærdsmønstret i Grønland for alvor skal lide skade.

I Danmark har Dansk Folkeparti har allerede foreslået at sætte dele af Selvstyret ud af kraft, så de danske myndigheder igen får magt over indsatsen især for socialt udsatte i Grønland – ikke mindst børnene. Det er med andre ord et rigtigt skidt tidspunkt til yderligere at underminere tilliden til de grønlandske beslutningstagere.

Mange iagttagere i Grønland mente efter skandalen i 2014, at Aleqa Hammond for altid havde skudt sig selv ud af Grønlands politiske lag, men hun kæmpede sig tilbage som Siumuts Folketingskandidat og fik et glimrende valg i 2015.

Denne gang vil mange sikkert også erklære hende for ukampdygtig og især uegnet til politiske hverv. Hun står uden opbakning fra Siumut, Grønlands store gamle parti, der af mange stadig tillægges æren for Hjemmestyret i 1979 og den tiltagende politiske selvstændighed. Men der er andre partier i Grønland, herunder det unge parti Naleraq, der primært består af stærkt nationalt orienterede udbrydere fra Siumut, og Aleqa Hammonds vælgere har før vist vilje til at se stort på fejltrin som det, der netop nu har sendt hende til tælling.

Denne tekst optrådte også som nyhedsanalyse i Information 27.8 2016.

Soldaterne i Siriuspatruljen kan i fremtiden foruden deres hundeslæder forvente satellittelefoner og IPads som en del af udrustningen. IPads har vist sig fint i stand til at overleve 30 graders frost: Man skal blot efter endt slædekørsel tø dem op i soveposen, hvorefter de sammen med en satellittelefon kan overføre situationsbilleder direkte fra det yderste Grønland til forsvarets kommandocentraler længere mod syd.

Sådanne enkle og økonomiske løsninger vil der komme flere af i slipstrømmen på den rapport om ”Forsvarsministeriets fremtidige opgaveløsning i Arktis”, som forsvarsminister Peter Christensen i går offentliggjorde på Nordatlantens Brygge i København sammen med bl.a. Grønlands udenrigsansvarlige, Vittus Qujaukitsoq.

IPad-løsningen er sigende på to måder: For det første, fordi en række af de nyskabelser, regeringen lægger op til i Arktis, sigter på netop at øge forsvarets overblik over, hvad der foregår i det grønlandske luftrum, i de arktiske farvande og til lands.

Behovet har været kendt længe: Arktisk Kommando i Nuuk har i dag ikke kapacitet til at overvåge, hvad der reelt foregår i luftrummet over Grønland, og de danske inspektionsskibe mangler bl.a. udstyr til at overføre de komplekse situationsbilleder, der indgår som en selvfølge andre steder i kongeriget. Regeringen anbefaler derfor nu særligt investeringer i satellit-kapacitet og fly til indsamling af data i Arktis. Eller som Nils Wang, chef for forsvarsakademiet sagde til Politiken forleden: ”Den bedste måde at bruge militære styrker effektivt på er, hvis man ved, hvad der foregår. Så fly- og satellitovervågninger er fuldstændig essentielle, og det koster penge”.

IPad-løsningen er også sigende, fordi den hører til det, chefen for udredningsarbejdet, generalmajor Kim Jesper Jørgensen, har kaldt ’husmandsagtige løsninger’. Bag de 248 sider rapport ligger tre års analysearbejde og dyre forsøg bl.a. med jagerfly i Grønland, men forfatterne har søgt løsninger inden for de 120 mill. ekstra om året til Arktis fremover, som et flertal på Christiansborg allerede har sagt ja til. Indkøbet af 27 nye jagerfly har gjort dyre nyanskaffelser i Arktis ganske urealistiske. Eller som Peter Christensen sagde ved lanceringen: ”Vi har allerede mange kapaciteter i Arktis. Det gælder ikke mindst om at udnytte dem smartere.”

Med i rapporten er forsvarets egen analyse af, hvordan sikkerhedspolitikken i regionen vil udvikle sig; herunder også, hvordan Rusland vil gebærde sig.

Konklusionen lyder, at det mest sandsynlige er, at Rusland også fremover vil prioritere udviklingen af olie, gas og nye fragtruter i Arktis og derfor gøre sit til at fastholde freden i Arktis, men at annekteringen af Krim, ufreden i Ukraine og spændingen mellem NATO og Rusland i øvrigt skaber øget usikkerhed om, hvorvidt denne kurs er langtidsholdbar.

”Ruslands handlinger i Ukraine har således ført til reduceret tillid mellem Rusland og Vesten, og russisk militær aktivitet i Arktis er efter Ukraine-krisen blevet tillagt en ny og mere alvorlig betydning. Samtidig har Rusland selv ønsket at markere sit militære fokus i området,” lyder det i rapporten. Peter Christensen lagde ved præsentationen megen vægt på det gode samarbejde med Rusland, men fik også sagt, at ”det er helt naturligt, at vi nu får den grundlæggende infrastruktur på plads. Det er jo svært at give lange prognoser som tingene udvikler sig for tiden”.

Denne analyse er nu fast forankret i det officielle Danmark: Forsvarets Efterretningstjeneste lancerede den allerede i 2015, og regeringens udenrigspolitiske rådgiver, Peter Taksøe-Jensen, skrev i sine anbefalinger i maj, at ”de arktiske kyststater indtager generelt en konstruktiv holdning til det praktiske samarbejde…Men der er tegn på, at en ny og mere udfordrende linje i Ruslands arktispolitik kan være ved at tage form.”

De nye tiltag skal ses som led i regeringens relancering af det danske kongerige som ”en arktisk stormagt”. Strategien blev tydeligt beskrevet i Peter Taksøe-Jensens anbefalinger i maj og forfølges nu aktivt. Grønlands kolossale landmasse og strategiske placering som buffer-zone mellem Nordamerika, Rusland og Asien skal udnyttes til at sikre kongeriget øget indflydelse, og så nytter det ikke at have et forsvar i regionen, der mangler helt basalt udstyr.

Især er det afgørende, at USA fortsat tror på, at Danmark håndterer sit ansvar for Grønland på troværdig vis. Grønland og Thulebasen har siden 2. verdenskrig været central for det amerikanske forsvar, og sådan vil det fortsætte: Der spekuleres i dag ikke bare over Ruslands overlegne militære kapacitet i Arktis, men også over, om Kinas atombevæbnede ubåde i fremtiden ligesom de russiske vil lægge sig i skjul under isen i Det Arktiske Ocean tæt på USA – og dermed yderligere øge Grønlands betydning.

Forsvarets nye forslag, der også gælder et frivilligt, grønlandsk ’meldekorps’ og et grønlandsk hjemmeværn, er derfor et forsøg på balance mellem mindst tre udfordringer – for få penge:

Danmark skal fremstå som kapabel vogter over Færøerne og Grønland, både ved at vise flaget ved de yderste grænser og ved en solid søredningstjeneste, overblik over luftrummet, opdaterede søkort osv. Isens forsvinden øger trafikken i Arktis og tvinger forsvaret til at patruljere, overflyve og overvåge stadig større havområder.

Samtidig må oprustningen ikke få aggressiv karakter, så Rusland får anledning til at beskylde NATO-landene for unødig militarisering i Arktis.

Og endelig skal forsvaret også fremover kunne løse de civile opgaver i Grønland, som allerede klares – herunder fiskeriinspektionen, miljøovervågning og redningstjeneste. Forsvaret er vigtigt kit i rigsfællesskabet. Politikerne er derfor allerede stort set enige om at opfylde de ønsker, der nu er fremlagt. Chefen for udredningsarbejdet, Kim Jesper Jørgensen, er for længst gjort til chef for Arktisk Kommando i Nuuk.

Naalakkersuisoq Vittus Qujaukitsoq virkede stærkt fornøjet, da han sammen med Færøernes repræsentant i Danmark, Sigmundur Ísfeld, supplerede Peter Christensen ved præsentationen. Qujaukitsoq sagde, at han var ’utrolig positiv’ overfor det øgede fokus på Arktis, og særligt begejstret for forslagene om et nyt grønlandsk melde-korps, ”Grønlandsvogterne”, der f.eks. kan spotte olieudslip, og et nyt frivilligt beredskabskabskorps i stil med det danske hjemmeværn; begge drevet på frivillig, ubevæbnet basis. Han så store muligheder for nye uddannelser og beskæftigelse især til unge grønlændere. Endelig udtrykte han sin tilfredshed med den måde, hvorpå Naalakkersuisut er blevet taget med på råd i det tre år lange forløb op til offentliggørelsen.

Det danske diplomati har med andre ord haft held til at lande en potentielt kontroversiel sag til Selvstyrets store tilfredshed – kun få måneder efter, at en andet brandfarlig sag blev afviklet til Nuuks fornøjelse; nemlig sagen om magten over den grønlandske uran. Som læserne vil huske, blev flere års skænderi i januar i år afløst af fuld enighed: Danmark fastholdt retten til at stoppe eventuel fremtidig eksport af uran til lande, som Danmark finder uegnede, mens Selvstyret beholdt retten til selv at bestemme, om udvinding af uran skal finde sted i Grønland, hvor, hvornår og af hvem. Også dengang roste Vittus Qujaukitsoq det danske diplomati.

Denne tekst har også optrådt i Information og Sermitsiaq – begge steder i let omskrevet format.

Hvis man vil forstå John Kerrys lynvisit i Grønland fredag den 17. juni, må det nødvendigvis læses med tre forskellige sæt briller: Et dansk, et grønlandsk og endelig John Kerrys eget.

Den danske regering vil indadtil fortolke besøget som endnu et skridt til sikring af Danmarks position som en regional stormagt i det arktiske. John Kerrys Grønlands-besøg, hvor udenrigsminister Kristian Jensen deltager som ledsager, vil diskret minde verden om Danmarks fortsatte suverænitet over Grønland og dermed om kongerigets status som central aktør i den arktiske dynamik.

Verdensoffentligheden – herunder den amerikanske presse – vil følge med, og selvom John Kerry med præsident Obama er på vej ud af amerikansk storpolitik, vil besøget sætte spor. Danmarks og Grønlands vilje til samarbejde med USA vil igen være bekræftet og noteret med tilfredshed i Washington.

Besøget lægger sig dermd i slipstrømmen fra Taksøe-rapporten fra maj, hvor vi for første gang fra officielt hold fik at vide, at Danmark og Grønland udgør ”en arktisk stormagt”. Peter Taksøe-Jensen understregede i sin egenskab af særlig udenrigspolitisk rådgiver for Lars Løkke Rasmussens regering, at det danske kongerige udgør ”verdens 12. største og NATO’s tredjestørste landområde efter Canada og USA”.

”Det kræver en styrket indsats og samarbejde internt i Kongeriget, men også internationalt for at udnytte de påvirkningsmuligheder, Kongeriget har som Arktisk stormagt”, skrev Taksøe bl.a. Han nævnte den ’arktiske stormagt’ fire gange i sin rapport, som han vel at mærke havde fået solid hjælp til fra både Udenrigs- og Forsvarsministeriet.

Taksøe-rapportens markante eftertryk på Grønlands betydning for Danmark var et nybrud i den politiske retorik i Danmark, og der lød ingen indvendinger fra regeringen eller embedsværket: Taksøe var helt på linje med både den nuværende og den forrige regerings holdning til Grønland og den arktiske storpolitik.

Som det fremgår af den fælles dansk-grønlandske pressemeddelelse var besøget i Grønland i første omgang da heller ikke John Kerrys egen ide. Udenrigsministeriet har arbejdet hårdt for at få besøget i stand. I Første skridt blev taget ved en amerikansk Arktis-konference i Alaska sidste år, hvor Kristian Jensen mødtes personligt med John Kerry, og hvor han i øvrigt også inviterede præsident Obama til Grønland. Næste skridt blev taget 10. marts i år, hvor Kristian Jensen besøgte John Kerry i Washington.

John Kerrys Grønlands-rejse er endnu et led i forsøget på at udnytte Grønlands enorme udstrækning og geopolitiske position til at påvirke udviklingen i Arktis, så det gavner Danmark og Grønland, men også i bredere forstand til at sikre, at Danmarks synspunkter og ønsker bliver hørt ude i verdenssamfundet.

Kerrys hul i isen

John Kerry selv er for længst blevet overbevist om det nyttige i en lille omvej via Grønland på vej hjem til Washington, nu hvor han alligevel var på besøg i Norge og Danmark. Han vil efter alt at dømme benytte sit besøg i Grønland til at lade sig fotografere med is i baggrunden og tale om klimaet. Kerry står i øjeblikket i spidsen for en større amerikansk indsats til beskyttelse af verdenshavene, der går hånd i hånd med hans eget og resten af de amerikanske demokraters voksende klima-engagement og med USA’s igangværende formandskab for Arktisk Råd.

Ved et besøg på en high school i staten Maryland tidligere på måneden refererede John Kerry direkte til et grønlandsk klima-fænomen, der i de seneste år er blevet fast element i klimadebatten: Smeltevand fra overfladen af Grønlands indlandsis fosser med voldsom kraft ned i store huller i isen, hvorefter det muligvis fungerer som smøremiddel under gletsjerne, der derfor får større fart på vejen mod havene:

”Man kan tage op til Grønland i dag, og der er et kæmpe hul, som man kan se om sommeren, og der er en vældig flod, som løber nedenunder den grønlandske indlandsis, og der er forskere som nu spørger, om store blokke af isen måske vil brække af oven på denne kaskade og glide ned i havet. Afsmeltningen foregår med forrygende fart,” sagde Kerry til de amerikanske skolebørn.

Grønlands klima-chance

I Grønland vil hans besøg igen illustrere, hvordan klimaforandringerne har givet Grønlands ledere en adgang til klodens toppolitikere, de ellers aldrig ville få.

Det startede med den strøm af toppolitikere, herunder Tysklands kansler Angela Merkel, som kom til Grønland i klima- og energiminister Connie Hedegaards tid. Siden har bl.a. Sydkoreas præsident, Frankrigs udenrigsminister, FN’s generalsekretær og senest formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, været i Grønland – sidstnævnte sammen med Lars Løkke Rasmussen. John Kerry rejser som de mange ledere før ham ikke til Nuuk, Grønlands hovedstad, for at tale med de grønlandske politikere, men direkte til den verdensberømte Isfjord og gletsjeren Sermeq Kujalleq ved byen Ilulissat længere oppe ad Grønlands vestkyst. Her får han lige som de ca. 25.000 turister, der kommer hvert år, unik mulighed for at se den tiltagende ophobning isbjerge inde fra gletsjeren, og hvordan selve gletsjerens front har trukket sig tilbage til bunden af Isfjorden i takt med klimaforandringerne.

Isfjorden er blevet et verdenskendt symbol på klimaforandringerne, og de grønlandske politikere rejser gerne til Ilulissat for at sige velkommen og tale med de besøgende toppolitikere. Et nyt besøgscenter til 100 millioner kroner, der også skal fungere som modtagepunkt for netop denne type VIP-besøg, vil i løbet af de næste tre-fire år skyde op ved Isfjorden, finansieret af Grønlands Selvstyre og det lokale kommunestyre med 23 mill. mens Realdania betaler resten. Eller som Vittus Qujaukitsoq, der er ansvarlig for Grønlands udenrigsanliggender, siger i pressemeddelelsen i anledning af Kerrys besøg: ”Et besøg i Grønland af John Kerry understreger det amerikanske fokus på den arktiske dagsorden (…) Besøget giver os samtidig anledning til at drøfte den bredere palet af spørgsmål, som har fælles interesse for Grønland, Danmark og USA, herunder også forsvarssamarbejdet med USA”.

Qujaukitsoq får her en glimrende anledning til at tage f.eks. spørgsmålet om Thule-basen op med John Kerry. Et dansk-grønlandsk selskab har i årtier tjent gode penge på at sikre vandforsyning, el og andre ikke-militære praktiske sager på basen, men kontrakten er i øjeblikket til genforhandling og havnet i det amerikanske retssystem. Indtægterne fra basen er central for Grønlands økonomi, og både det danske og det grønlandske diplomati forsøger at sikre Grønland en eller anden form for kompensation, hvis pengestrømmen ikke fortsætter. Chancen for at tale direkte med USA’s udenrigsminister vil givetvis være særdeles kærkommen.

Denne blogtekst optrådte i Information mandag 10.6 og i Sermitsiaq 18.6 – i begge tilfælde i let omskrevet format.