I januar slog regeringens særlige udenrigspolitiske rådgiver, Peter Taksøe-Jensen, fast i et interview i Politiken, at et stærkt engagement i Arktis er vitalt for nationen:»”Danmark er sammen med Grønland og rigsfællesskabet en arktisk stormagt. Vi skal bruge endnu flere kræfter på at sikre, at udviklingen i Arktis kommer til at stemme overens med danske interesser«.
Taksøe-Jensen omfavnede det synspunkt, at Danmark sammen med Færøerne og Grønland indtager en position i Arktis, der giver unik indflydelse og en væsentlig større rolle på verdensscenen, end vi ellers kunne indtage: Det er ikke mindst mod nord, at nationens skal rette sin opmærksomhed, hvis vores centrale politiske, strategiske og økonomiske interesser skal varetages. Det er et synspunkt, som også Lars Løkke Rasmussen og vores tidligere udenrigsminister, Martin Lidegaard, har givet udtryk for.
Ifølge analysen er Danmarks særlige stilling i Arktis så gunstig for landets muligheder i det internationale samfund, at andre udenrigspolitiske prioriteter, herunder dansk engagement i Mellemøsten, bør vige for et mere systematisk engagement i Arktis.
Hvis det arktiske skal have en så markant plads i den politiske praksis, får forholdet til Grønland og Færøerne helt ny betydning.
Regeringen skal levere en konkret strategi (og et budget) for, hvad Danmark præcist agter at foretage sig i Arktis for at befæste og udnytte rigets stormagtsstatus. Den proces forudsætter, at Færøerne og Grønland for alvor opfatter sig som en del af projektet. Det viser historien, og det bliver ikke let.
Til daglig fungerer rigsfællesskabet ofte glimrende; praktiske problemer løses, hverdagen fungerer. Men det ændrer ikke på, at mange grønlændere og færinger mener, at det på sigt bør opløses og erstattes af et mere frivilligt samarbejde. De nærer af historiske årsager dyb skepsis over for ethvert tilløb til øget dansk kontrol. Derfor kan vi kun ved øget respekt for historien sikre, at forhandlingerne om fremtiden former sig konstruktivt.
Den danske regering kan ikke blot fra den ene dag til den anden skrue op for det danske engagement i Grønland eller forudsætte, at Grønlands prioriteter stemmer overens med Danmarks – ej heller, når det gælder udviklingen i Arktis.
Grønlandske politikere efterlyser ofte mere af det, de danske flådestyrker leverer i Grønland: Fiskerikontrol, søredningstjeneste, miljøovervågning m.v. Men de er skeptiske over for alle tegn på genetablering af dansk indflydelse på det, grønlænderne efter hårde forhandlinger selv har overtaget styringen af. Grønlændernes ønske om at bearbejde, påvirke og afgrænse den danske indflydelse kan spores tilbage til koloniseringens begyndelse, og det er vokset lige siden.
Grønland er geografisk en del af Nordamerika, ikke af Europa. I håbet om at kunne beskytte sig selv mod europæiske fiskere blev grønlænderne i 1985 – imod Danmarks ønsker – de første nogensinde til at melde sig ud af EF/EU.
Grønlænderne har siden presset på for at få større indflydelse på rigets udenrigspolitiske praksis. Da grønlænderne i 2009 overtog retten til råstofferne i Grønland, stod retten til at føre en mere selvstændig udenrigspolitik som det næste på prioriteringslisten i Nuuk. Grundloven siger, at udenrigs- og sikkerhedspolitik er et anliggende for den danske regering, men loven er for længst bøjet efter pres fra færingerne og grønlænderne, og kravet om yderligere nyfortolkning er konstant.
Grønlandske politikere er ikke sikkerheds-clearet af efterretningstjenesterne, så de ved ikke altid, om de får den fulde historie fra Udenrigsministeriet og de danske ambassader. Den mistro, som dette kan medføre, har Peter Taksøe-Jensen oplevet, da han som ambassadør i Washington i 2015 deltog i forviklinger om Thule-basens økonomi: Nuuk følte sig ikke lige velorienteret hele vejen.
På samme måde står Færøernes ledere ikke nødvendigvis klar til at underlægge sig Danmarks udenrigspolitiske prioriteringer. En del færøske politikere sætter konsekvent betegnelsen ’det såkaldte’ foran ’rigsfællesskab’, og Landsstyret tegner i stigende grad øerne udadtil: De valgte allerede i 1974 at stå uden for EU, og i 2015 tegnede Færøernes lagmand sin helt egen linje, da han i Moskva kritiserede EU’s sanktioner mod Rusland. Færingerne tjener nu store penge på at levere fisk til Rusland i en de facto undergravning af EU’s sanktioner.
Allerde kort efter 1721, hvor Hans Egede indledte missionen og koloniseringen af Grønland, stod det klart, at grønlænderne nøje valgte til og fra i det tankegods, kolonisterne bragte med sig.
De grønlandske fangere foretrak længe at handle med de hollandske hvalfangere, og som lektor Kirsten Thisted, ekspert i det grønlandske åndsliv, forklarer i et afsnit af de tv-udsendelser vi har lavet om rigsfællesskabet historie, kunne grønlænderne blot være sejlet bort, hvis de ikke ønskede omgang med danskerne: De valgte selv kristendommen, de valgte selv at læse og skrive, og de brugte straks de nye færdigheder til at formidle, kritisere og gøre indsigelser.
I Grønlands nationalarkiv i Nuuk ligger farverige breve fra utilfredse fangere i både syd og nord, der klagede over de dårlige lønninger, unfair handel og urimelig forvaltning. Hjælpepræsten Poul Grønlænder leverede i 1758 en lang kras civilisationskritik i et brev til en af Hans Egedes sønner: »Jeres folk ved, at der er en Gud til…alligevel lever de, som de havde ordre til at være onde«. I 1861 udkom den første grønlandske avis – på grønlandsk.
På Færøerne hentede fribytteren Poul Nolsøe i 1700-tallet inspiration fra Europa og den franske revolution. Han underminerede kongens handelsmonopol og skrev nidviser om det danske embedsapparat: I sit Fuglekvad gjorde han embedsmændene til rovfugle og færingen til den lille men fiffigere strandskade.
I dag er strandskaden Færøernes nationalfugl og Poul Nolsøes statue står på hæderspladsen lige bag Tinganes, Landsstyrets hovedsæde. De færøske lærde opfandt det færøske skriftsprog og grundlagde tidligt i 1800-tallet en national-kulturel selvbevidsthed i tæt dialog med Grundtvig og andre tænkere udenlands.
I 1850’erne protesterede Niels Winther, Færøernes første medlem af Folketinget, da danskerne reserverede fire sæder for sig selv i Færøernes Lagting, og han høstede en historisk sejr, da konge-monopolet endelig blev ophævet. Tilhængerne af øget selvbestemmelse var fascinerede af Island, der sagde nej til den danske grundlov og i 1918 indledte Islands løsrivelse fra kongeriget.
Sat på spidsen kan man efter 300 års fælles historie konkludere, at Danmark ikke bare kan blive en arktisk stormagt. Vi risikerer også at blive verdens første ’post-arktiske’ nation. Skulle grønlænderne vælge at forlade rigsfællesskabet, vil Danmark ikke længere have reel adkomst til Arktis. Uden Grønland vil Danmark miste 98 procent af sit territorium og enhver betydning som arktisk aktør.
Grønlands udmeldelse af rigsfællesskabet er som bekendt stadig kun et af mange mulige fremtidsscenarier og helt uden tidsplan. Selv de mest iltre tilhængere af løsrivelse ønsker tæt samarbejde med Danmark også efter en eventuel løsrivelse. Men verden er alligevel forandret i forhold til tidligere.
Danmark anerkendte med Selvstyreloven i 2009 grønlænderne som et folk i folkerettens forstand, og grønlænderne fik ret til at frigøre sig af rigsfællesskabet, når de selv ønsker det, plus ejerskab til råstofferne i undergrunden. Dermed fik de fornyet tro på, at de en dag måske selv kan betale alle regningerne.
Tre ud af de fire nordatlantiske medlemmer af Folketinget, Magni Arge fra Færøerne og Aleqa Hammond og Aaja Chemnitz fra Grønland, repræsenterer en dybt rodfæstet selvstændighedstrang på Færøerne og i Grønland, og de har mange vælgere bag sig.
Magni Arges parti, Tjoðveldi, Republikanerne, der sidder i den regerende koalition, førte for bare 16 år siden an i målrettede (men kuldsejlede) forhandlinger med København om løsrivelse. Arbejdet med både en grønlandsk og en færøsk grundlov er i gang. Processen skal afklare, hvad borgerne i de to ø-samfund ønsker sig af fremtiden og lægge grund for eventuelle forhandlinger med Danmark om omkalfatring af rigsfællesskabet.
Set med historiens briller er denne tilstand ikke overraskende. Færøsk politik var fra starten delt i to lige store lejre: Tilhængerne af et tæt samarbejde med Danmark, og så den anden halvdel, der ønskede større færøsk magt over egne sager. De sidstnævnte argumenterede for retten til at tale færøsk i kirken og i skolen og for øget lovgivningsmagt til Lagtinget.
Efter 1. verdenskrig havde de en stund flertal på øerne. Da statsminister Thorvald Stauning var på besøg i 1930 måtte han true med en folkeafstemning: ’Ja eller nej til Danmark’ for at skræmme de oprørske til ro. Dansk politisk tænkning rakte ikke til mere end enten-eller.
I de fem krigsår var Færøerne uden for Københavns kontrol, og tilhængerne af øget selvbestemmelse fik ekstra vind i sejlene. Den danske amtmand, Carl Aage Hilbert, måtte i hemmelighed bede de britiske tropper på øerne om hjælp. Briterne truede nu med at behandle færingerne som ‘rebels’ hvis de forsøgte at overtage magten. I 1946, da Danmark igen havde kontrollen, stemte et flertal af færingerne for løsrivelse. Først da Christian X og regeringen i København opløste Lagtinget og fik udskrevet nyvalg, fandt man et kompromis: Færingerne fik Hjemmestyre.
I Grønland skrev de intellektuelle i starten af 1900-tallet de første romaner om et fremtidigt, højtudviklet Grønland i et ligeværdigt parløb med Danmark, og den fattige fisker Peter Gundel kritiserede i skarpe tekster den forskelsbehandling, grønlænderne var udsat for. Hans udkast til en roman blev bremset, mens grønlandske politikere efterlyste mere indflydelse og modernisering.
Også Grønland var under 2. verdenskrig uden for Københavns rækkevidde: Amerikanerne havde til gengæld brug for Grønland som mellemlanding på vej til krigen i Europa. USA byggede baser, og grønlænderne sugede til sig af moderniteten, varerne fra New York og alt det internationale.
Ved grundlovsændringen i 1953 stemte det nye, samlede Landsråd ja til at blive en integreret del af det moderne Danmark: De grønlandske ledere forestillede sig, at lighed for loven også betød lighed i bredere forstand, og da ligheden udeblev, startede en bølge af politisk mobilisering, vi stadig ser effekten af. Folketingsmedlem Augo Lynge, der ellers var varm tilhænger af rigsfællesskabet, advarede allerede i 1957 om at forholdet stadig var skævt og at kolonimentaliteten fortsat herskede.
De mange eksempler på selvstændighedstrang har fået iagttagere i udlandet til at tage bestik af en fremtid, hvor Danmark ikke længere er den væsentligste partner for de to ø-samfund. I det amerikanske militære fagtidsskrift, Proceedings Magazine, fra december 2015, tegnes eksempelvis et fremtidsscenarie, hvor Grønland løsriver sig fra Danmark, mens kinesisk industri og militær indtager en hovedrolle. Udlandet oplever ikke længere nødvendigvis rigsfællesskabet som fast forankret.
Det er en usikkerhed, som chefen for det danske forsvarsakademi, Nils Wang, og andre er optaget af, men som ikke synes at bekymre de grønlandske politikere.
I 1960’erne udgjorde danske håndværkere, sygeplejersker, administratorer og andre danskere, der skulle opbygge et velfærdssamfund i Grønland, ti procent af Grønlands befolkning. Danskerne styrede og de fik langt mere i løn for samme arbejde, bedre boliger og rejser hjem i fast kadence. Velkvalificerede grønlændere blev sprunget over i køen, mens det grønlandske samfund blev lagt om. Grønlands egne politikere havde betydelig medindflydelse, men oplevelsen af kontroltab blandt almindelige mennesker var massiv.
Unge, oprørske grønlændere krævede i 1970’erne og 80’erne retten til den grønlandske undergrund og ret til at definere en samfundsudvikling, der ikke var designet i København. I 1972 blev Grønland så lempet ind i EF sammen med Danmark, selvom et flertal i Grønland stemte nej, og utilfredsheden voksede.
I 1979 forhandlede grønlænderne et hjemmestyre på plads, og i 1985 fulgte udmeldelsen af EF. Siden overtog Hjemmestyret ansvaret for stadig mere af samfundets drift, og i 2009 stemte tre-fjerdedele ja tak til Selvstyre, undergrunden og retten til at løsrive sig – og pligten til selv at betale regningerne ved overtagelsen af nye ansvarsområder fra Danmark.
Mødet mellem Færøerne, Grønland og Danmark har aldrig været enkelt. Man kan vælge at lægge vægt på succeshistorierne, som der vitterligt er mange af, eller man kan, som vi har gjort, vælge at studere, hvordan forskellighederne har skabt en tilstand af uafbrudt forhandling og stadig mere vidtrækkende grønlandske og færøske krav om selvstændighed.
Danmark er ganske rigtigt sammen med Færøerne og Grønland en arktisk stormagt. Det kan muligvis – som Peter Taksøe Jensen påpeger – udvikle sig til en serie af interessante perspektiver og chancer for alle involverede. Men det kræver som mindstemål, at vi alle får et langt bedre kendskab til den fortid, som skal bære os videre.
Dette blogindlæg er skrevet sammen med Jakob Gottschau i anledning af, at DR-K den 17. februar viser første afsnit af dokumentarserien “Rigsfællesskabets Historie”, som vi har produceret. Teksten optrådte samme dag som kronik til Politiken.
