Martin Breum

Danmark og Grønland har overrasket med et overvældende stort krav til havbunden i Det Arktiske Ocean – hele vejen til den russiske havgrænse. Det store spørgsmål er nu, hvorfor den danske og den grønlandske regering tilsyneladende forudser, at Rusland blot vil nikke indforstået og dernæst undlade at udvide sit eget krav til havbunden ved Nordpolen hele vejen til Grønland. Forsvarets Efterretningstjeneste offentliggjorde så sent som i oktober en analyse, der synes at pege i mere usikker retning.

Den danske regering har valgt at presse sit politiske og juridiske råderum i det internationale tovtrækkeri om havbunden ved Nordpolen til det yderste. Det dansk/grønlandske krav til havbunden, der indleveres til FN i dag mandag den 15. december, strækker sig ikke blot et stykke om på den russiske side af Nordpolen, som planen længe var, men hele vejen ned til den russiske sømilegrænse blot 200 sømil fra Ruslands nordkyst. Det har været kendt i nogle år, at Danmarks og Grønlands krav ville overlappe Ruslands krav til havbunden ved Nordpolen, men overlappet og den interessekonflikt med Rusland, det indebærer, er blevet hundredetusinder af kvadratkilometer større end ventet.

Kravet blev godkendt først af det grønlandske Selvstyre og i forrige uge af regeringens koordinationsudvalg i København.

Ruslands regering er på forhånd blevet briefet om det dansk/grønlandske krav, så man skal næppe vente protester fra officielt russisk hold. Men det danske kravs bastante omfang vil givetvis føre til fornyet interesse for Ruslands tænkning om grænsedragningen ved Nordpolen.

Den danske regerings officielle holdning er, at Rusland kun vil finde det naturligt, at Danmark forsøger at udnytte alle de muligheder, FN’s Havretskonvention giver; det gør mange andre kyststater i disse år. Udenrigsminister Martin Lidegaard og hans folk  vil kæmpe for at forklare, hvorfor enhver tanke om konflikt om grænserne i Det Arktiske Ocean bør afvises – uanset den overraskende størrelse på det dansk/grønlandske krav.

Rusland gav i 2008 i den såkaldte Ilulissat-erklæring sit ord på, at Rusland vil følge FN’s regler for fredelige grænsedragning i Arktis; erklæringen er siden ofte blevet genbekræftet af Rusland. De danske diplomater peger også på, at Rusland i 2010 efter 40 års strid enedes med Norge om en grænse i Barentshavet – helt efter FN’s opskrift. Analysen er, at Rusland har en klokkeklar interesse i få fastlagt grænserne på fredelig vis, fordi Rusland uanset overlap med Danmarks og andres øsnker står til at vinde kolossale områder af havbunden, som ingen andre gør krav på. Det dansk/grønlandske krav betyder, at Rusland nu må kalkulere med en ny risiko for, at Rusland vinder et væsentligt mindre stykke havbund end hidtil ventet, men det vil ifølge den danske analyse ikke ændre på Ruslands overordnede prioriteringer. Regeringens strateger mener, at fred i Arktis er så afgørende for Ruslands olie, gas og mineraler i det nordlige Rusland, at ledelsen i Moskva også i fremtiden vil forhindre at spændinger om Ukraine eller uenighed om et stykke havbund forstyrrer det arktiske samarbejde. Den russiske militære opbygning i Arktis fortolkes i Danmark primært som en naturlig forstærkning af Ruslands kystvagt, nu hvor den økonomiske aktivitet, fragtsejllads mv vokser i Arktis.

To russiske mini-ubåde satte i 2007 under en spektakulær aktion det russiske flag på bunden af Det Arktiske Ocean præcis ved Nordpolen; billedet af flaget gik verden rundt og skabte ny forvirring om Ruslands intentioner, men også denne aktion kan rummes i den danske analyse: Operationen var ikke formelt styret af den russiske regering; den var delvist finansieret af en dansk/svensk forretningsmand; der var to deltagere fra The Explorers Club i New York med om bord, og som den russiske udenrigsminister Lavrov senere forklarede, så førte amerikanernes flag på månen jo heller ikke til, at amerikanerne hævdede, at månen var deres. Danmarks konklusion blev dengang som nu, at Rusland kun har fredelige intentioner i Arktis.

På den tekniske pressebriefing om det dansk/grønlandske krav fredag var der derfor ingen spor af de nuancer, som Forsvarets Efterretningstjeneste bidrog med i oktober i den årlige ”efterretningsmæssige risikovurdering”. Her gentages det, at de arktiske staters økonomiske interesser gør konflikt usandsynlig, men med en markant tilføjelse: ”Alligevel peger en række forhold i retning af, at konkurrencen om retten til havbunden og kontrollen med adgangen til regionen kan blive skærpet i de kommende år. Det skyldes især, at Rusland bevæger sig i en retning, hvor landet vil varetage sine nationale interesser i det arktiske område mere målrettet og også på bekostning af internationalt samarbejde…Uanset at det ikke vil tjene Ruslands økonomiske interesser at sætte samarbejdet i Arktis over styr, er det sandsynligt, at Rusland vil være villigt til at forfølge sine nationale mål i Arktis på bekostning af internationalt samarbejde i regionen, hvis landets ledelse ikke ser sine politisk-strategiske mål i Arktis opfyldt gennem den nuværende kurs.”

Næste kapitel i sagen kan skrives, når Rusland – muligvis i 2015 – offentliggør sit krav til grænserne ved Nordpolen. Rusland fremsatte i 2001 et krav på cirka 1,2 millioner kvadratkilometer havbund i Arktis. Kravet rakte fra den russiske 200 sømilegrænse op mod Nordpolen, hvor det spidsede til ved selve polpunktet, som en pizza-trekant spidser til på midten af en pizza. Ruslands krav rakte med andre ord ikke om på den grønlandske side af Nordpolen – og da slet ikke helt ned til sømilegrænsen 200 sømil fra Grønlands nordkyst. Rusland fik den gang at vide af FN, at der manglede tekniske data. Dem arbejder Rusland stadig på, så vi kender ikke Ruslands endelige krav. Men vi ved nu, at det dansk/grønlandske krav overlapper cirka en tredjedel af Ruslands oprindelige krav. Med denne ny viden vil nogle gætte på, at Rusland nu vil udvide sit krav, så det rækker så langt ned mod Grønland, som FN’s Havretskonvention tillader – præcis som det dansk/grønlandske krav er strakt til sit maksimum mod Rusland. Men sådan spiller klaveret ikke, i hvert fald ikke ifølge analysen i den danske regerings værksted. Her forventes det, at Rusland vil fastholde sit pizza-spidse krav fra 2001 – og altså undlade at udvide sit krav, blot fordi Danmark og Grønland har strakt sit krav langt ind i den russiske interessesfære. Rusland har hidtil i sådanne grænsesager til havs forfulgt et såkaldt sektorlinjeprincip, der fører til lange, snorlige streger på kortet – derfor pizza-spidsen – og der er ifølge den officielle danske analyse ingen tegn på, at Rusland skulle fravige denne praksis, blot fordi Danmark og Grønland – og måske Canada – nu rejser større krav end ventet.

Om den del af analysen holder, ved vi, når Ruslands krav bliver offentliggjort.

Fakta:  Alle kyststater har ifølge FN’s Havretskonvention mulighed for at forsøge at udvide deres ret til havbunden og alt hvad der gemmer sig under den – også uden for statens 200 sømilegrænse.

 Danmark og Grønland har arbejdet mere end 10 år på at dokumentere, at havbunden ved Nordpolen i den centrale del af Det Arktiske Ocean – herunder den undersøiske bjergryg Lomonosov – hænger sammen med Grønland.

Rusland ventes at stille et omfattende krav til havbunden i Det Arktiske Ocean – måske allerede i 2015. Canada vil også stille krav til havbunden ved Nordpolen – formentlig om to-tre år. Herefter vil en ekspertkomite i FN vurdere kravenes tekniske grundlag. Det kan tage op mod ti år, før det danske krav er behandlet, fordi der er kø i New York. Det ventes, at de tre krav vil overlappe hinanden. Er det tilfældet, skal staterne forhandle indbyrdes om grænsedragningen på havbunden.

Dette blogindlæg vil også optræde i forskellige former som nyhedsanalyse i dagbladet Information og i den grønlandske ugeavis Sermitsiaq.

I den seneste meningsmåling fra Grønland, offentliggjort onsdag, står det gamle Siumut-parti, der med undtagelse af fire år har siddet på magten siden 1979, til igen at blive det største parti i Grønland.

Man skal vare sig for meningsmålinger, men denne seneste gør det endnu mere bemærkelsesværdigt, at Siumuts nye formand og fungerende regeringschef i Nuuk, den politiuddannede Kim Kielsen, midt under valgkampen indrykkede en tankevækkende kronik i Grønlands førende avis, Sermitsiaq: “Råstof skal fortsat være en bærende erhvervssøjle, men vi må erkende, at det er en langvarig proces…fiskeriet er stadig vores vigtigste ressource til beskæftigelse og indtægter til landskassen. Dette erhverv vil fortsat skulle være et bærende erhverv”, skrev han bl.a.

Det kunne lyde banalt, men her var tale om opsigtsvækkende pragmatisme og en mærkbar distance til det stærke håb om hurtige penge fra miner og olieboringer, der prægede valgkampen forud valget af Kielsens forgænger, Aleqa Hammond, i marts 2013.

Forestillingerne om hurtig cash fra undergrunden var den helt nødvendige forudsætning for Aleqa Hammonds kraftfulde vision om ‘uafhængighed i min levetid’. Den potente kombination af store tal og stærke visioner blev hendes varemærke, understøttet af en (kortlivet) regerings-alliance bl.a. med de grønlandske nationalister i Partii Inuit. I denne ideologiske malstrøm genopstod også ideen om en forsoningskommission til granskning af overgreb i kolonitiden og en indædt sprogdebat blussede op. Det implicitte spørgsmål lød, hvorvidt man kan være fuldgyldig medlem af det grønlandske samfund, selvom man ikke taler flydende grønlandsk. Mange grønlændere, især i hovedstaden Nuuk, taler i dag kun lidt eller intet grønlandsk (inklusive medlemmer af den politiske elite), og de stadige antydningerne af, at de ikke er fuldbyrdede medlemmer af fællesskabet, satte voldsomme følelser i kog.

Sprogstriden afspejles også i den aktuelle valgkamp. Det fremstormende nye parti Naleraq har genoplivet tanken om et forbud mod dansk tale i Inatsisartut, det grønlandske parlament, og et ønske om at udfase dansk til fordel for engelsk. Grønlandsk er det officielle sprog i Grønland, men den halvdel af grønlænderne, der kun taler et rudimentært dansk, støder ofte på vanskeligheder; her er sprængstof til masser af valgkamp, men det er værd at bemærke, at Kim Kielsens valgkamp har været som støvsuget for disse identitetspolitiske eksplosiver. Forsvaret for sproget, de grønlandske værdier og traditioner står Kim Kielsens hjerte nær; han afbryder gerne møder med udenlandske honoratiores for at gå på jagt, han har en vældig kummefryser med rensdyr, fisk, moskus og bær få meter fra sit ministerkontor, så han aldrig skal mangle grønlandske fødevarer selv på lange arbejdsdage. Besøgende forstår hurtigt, at han opfatter sin egen tætte forbundenhed med naturen som en vigtig kvalitet, men han har i valgkampen ikke forsøgt at høste hurtige stemmer på de mest kontroversielle værdipolitiske temaer. Tværtimod har han i de grønlandsksprogede tv-debatter optrådt med en dåse grønlandsk stenbiderrogn, der sælges dyrt i Danmark, mens han taler varmt om, hvordan fiskerne og landskassen burde tjene mere på fiskeeksporten.

Fisk, fiskekvoter, selvforsyning, fiskernes vilkår i de små bygder; børn og unges uddannelse, underskuddet i landskassen – her ligger tyngden i valgdebatten.

På Christiansborg vil Kim Kielsens og de øvrige politikeres fornyede fokus på de akutte økonomiske udfordringer skabe håb om en dialog med det næste styre i Nuuk mere fokuseret på alt det, den danske regering og partierne på Christiansborg finder så presserende: Beskæringer af Grønlands offentlige sektor og af overførselsindkomsterne, privatisering af de offentligt ejede selskaber, private jobs, folkeskolen mv. Halvdelen af en ungdomsårgang i Grønland får stadig ingen uddannelse efter folkeskolen, og som Informations læsere vil vide, er udsigterne for den grønlandske økonomi grufulde. Hvis ikke den næste regering hurtigt iværksætter en bølge af omstillinger og nedskæringer, der mindst matcher Helle Thornings ‘reformamok’, truer et lammende underskud Grønlands fortsatte udvikling. Som Torben M. Andersen, formand for Grønlands Økonomiske Råd, i disse dage advarer om, er der bestemt realistisk håb om, at den gryende mineindustri i Grønland vil stabilisere Grønlands økonomi på længere sigt – men lige nu gælder det om at afværge en akut truende økonomisk deroute. Præcis som Kim Kielsens kronik afspejlede, og som lederen af Grønlands andet store parti, Inuit Ataqatigiit, tidligere folketingsmedlem Sara Olsvig, længe har sagt. Hendes parti førte indtil for få dage siden pænt i meningsmålingerne.

Sara Olsvig markerede sig allerede tidligt i år som varm og veltalende tilhænger af en række forslag fra den kontroversielle rapport, Til Gavn for Grønland, hvor 14 forskere med geologen Minik Rosing i spidsen kritisk granskede råstoffernes potentiale og abrupt punkterede de mere optimistiske prognoser fra Aleqa Hammonds værksted i Nuuk.

Sara Olsvig argumenterer ligesom Minik Rosing og forskerne for en fokuseret udvikling af fiskeriet, turismen og skolerne – alt sammen i tråd med de anbefalinger, hun også ville få fra Christianborg, hvis hun rådførte sig der. Ligesom Kim Kielsen, Torben M. Andersen, Minik Rosing og mange andre hæfter Sara Olsvig sig selvsagt ved, at mineralerne i Grønlands undergrund stadig vækker global interesse. Det australsk selskab Ironbark har netop søgt om tilladelse til at udvinde zink i tæt på Grønlands nordspids; kinesisk kapital og ekspertise står angiveligt klar i skyggen. Grønlands miner er langt fra aflyst, men politikerne er lige nu mere optaget af at få afstemt forventningerne til virkeligheden. Sara Olsvig har tabt lidt terræn i de seneste dage, fordi der efter et interview i Politiken opstod uklarhed om hendes holdning til uran og planerne om en vejledende folkeafstemning, men hendes valgkampsbudskaber om, hvad der er ‘den nødvendige’ økonomiske politik i Grønland adskiller sig ikke fundamentalt fra Kim Kielsens. Og ingen af dem har altså opsøgt de værdipolitiske platforme, som ellers skaffede Aleqa Hammond det højeste stemmetal i Grønlands historie.

For de danske politikere, der er optaget af at forhindre et økonomisk kollaps i Grønland og de problemer, kollapset ville skabe for Danmark og dem selv, virker det formentligt betryggende. Uanset om den næste formand for Naalakkersuisut, den grønlandske regering, hedder Sara Olsvig eller Kim Kielsen kan de danske ministre og politikere se frem til at mødes med det næste styre i Nuuk om genkendelige dagsordner og prioriteringer, der afspejler en mere fælles erkendelse af de skarpe økonomiske realiteter.

Og Aleqa Hammond? Hun stiller ikke op til valget i dag. Men om få måneder er der folketingsvalg. Hvis den igangværende revisionsundersøgelse af hendes bilagsrod, der førte til hendes regerings opløsning, konkluderer, at hun ikke har begået noget strafbart, er der for så vidt intet, der forhindrer hende i at stille op til en af Grønlands to pladser i Folketinget i 2015. Hun er fortsat medlem af Siumut, og partiet har altid siddet på mindst én af de to grønlandske pladser.

Dette blogindlæg optrådte også i let revideret form som nyhedsanalyse i Information 28.11 2014. 

Valget i Grønland fredag har igen skærpet udlandets fokus på Grønland.

Denne skribent har i de seneste dage assisteret undrende diplomater fra en række udenlandske ambassader og journalister fra Italien, Frankrig, Spanien, Reuters og Financial Times, og de udenlandske korrespondenter i København stillede talstærkt op på Grønlands repræsentation på Nordatlantens Brygge forleden, da de blev budt på politisk briefing.

Mineralerne i undergrunden, klimaforandringerne og Grønlands eget opsøgende diplomati har øget erhvervslivets, regeringers og efterretningstjenesternes interesse, og millioner af almindelige mennesker verden over har i dag skarpe holdninger til isbjørnene og Grønlands natur.

Valget understreger igen, hvordan Grønland er stadig mere sin egen – og de færreste i udlandet forstår magtdelingen med Danmark. Mange danskere og grønlændere fatter ikke selv, hvordan det hænger sammen, så det bør ikke undre, at udlandet klør sig i nakken.

Den skærpede interesse pirres af en række kontante dilemmaer: Grønland har ophævet forbuddet mod uranudvinding i Grønland, selvom det peger stik i mod den danske regerings instinkter og mangeårige indsats mod spredning af kernevåben. En af verdens største uranforekomster ligger i Kvanefjeldet i Sydgrønland. Ved en arktisk konference i 2013 for 900 beslutningstagere fra hele verden forklarede den nu detroniseredee, tidligere grønlandske regeringsleder Aleqa Hammond stolt, at Grønland inden for få år kunne være mellem de fem største uraneksportører i verden. Det er teoretisk muligt – omend lige nu politisk vanskeligt: De nye, unge ledere i partiet Inuit Ataqitigiit, der med antropologen Sara Olsvig i spidsen fører i valgkampen, er lodret imod uranen og Kvanefjeldsprojektet. Til gengæld er det også kendt, at forekomsterne af sjældne jordarter i Sydgrønland hører til de største på kloden uden for Kina. Her er tale om helt nødvendige råstoffer til den ny grønne teknologi, batterier til elektriske biler, vindturbiner mv. og til moderne missilsystemer. Det var disse mineraler, der forud for et valg i Grønland i 2013 fik ’The Economist’ til at tale om valgets globale konsekvenser. Danmark kræver vetoret i forvaltningen af både uranen og de sjældne jordarter, fordi der er sikkerhedspolitik involveret, mens Grønland protesterer og minder om, at Danmark ved lov for længst har overladt forvaltningen af Grønlands undergrund til Nuuk. Offentligheden har fået løfter om en afklaring inden nytår – men den lader vente på sig.

Et australsk selskab har netop søgt om tilladelse til at etablere en zinkmine i det allernordligste Grønland ved Citronen Fjord. Her ventes den største investor og egentlige ansvarlige for minens drift at blive det halvstatslige kinesiske minekonglomorat China Non-Ferrous Metal Mining Group.

Grønlænderne meldte sig ud af EU i 1985, men udvider i dag hastigt samarbejdet med et ivrigt Europa – langt ud over det omfattende europæiske fiskeri i Grønland. En aftale, der skal sikre, at Grønlands mineraler ikke indlemmes i Kinas eller andres monopoler blev indgået mellem Bruxelles og Nuuk i 2012; til gengæld har EU nu afsat 217 mill. euro i støtte til Grønlands uddannelsessektor over de næste syv år. Olieselskaberne har sikret sig licenser til havbunden ud for Grønland: De er klar til at slå til den dag, den arktiske olie skulle blive rentabel. Sydkoreanske aktører har engageret sig i ny kortlægning af Grønland fra luften. Nye rapporter om råstofferne dukker stadigt op – senest The Greenland Gold Rush fra den amerikanske tænketank Brookings. Thulebasen hører fortsat til de mest vitale dele af det amerikanske militærs missilforsvar og satellitkommunikation, og spændingerne med Rusland i Ukraine rejser nye spørgsmål om sikkerheden i Arktis. Endelig venter omverdenen nu spændt på, at Danmark og Grønland i fællesskab i december indsender kongerigets krav til FN om 400.000 kvadratkilometer af havbunden i Det Arktiske Ocean ved Nordpolen. Her står Grønland midt i en kontant interessekonflikt med Rusland og Canada.

Ikke så mærkeligt, at udlandet følger med, når Grønland vælger ny regering – og at forholdet til København er til at stadig analyse. Grønland har netop åbnet en diplomatisk repræsentation i Washington, og der er måske én mere på vej i Beijing. Har de grønlandske ledere mandat til at føre egen udenrigspolitik? Er det ikke regeringen i København, der tegner det danske kongerige? Er Grønland ved at løsrive sig? Hvem bestemmer egentlig over hvad?

Misfortolkninger af det evigt foranderlige forhold florerer langt ind i ellers velinformerede kredse, og de udvikler sig til tider til bizarre scenarier. Den amerikanske tænketank Council on Foreign Relations præsenterede fx i 2013 en længere analyse, hvor en perlerække af (mis)fortolkninger konkluderede med at “Kina en gang i fremtiden kunne bruge sin økonomiske magt og udsigten til flere investeringer i Grønlands økonomi til at overtale Grønland til at lade Beijing placere permanente militære og efterretningsmæssige kapaciteter i Grønland. ”

Beslutningstagerne i det globale erhvervsliv, i regeringskredse m.v. må ansvarligvis tager bestik af sådanne prognoser, og andre dele af den globale intelligentsia har på tilsvarende løst grundlag erklæret Grønland uafhængigt inden for få år, et ‘wild card’ i den arktiske udvikling osv. Alt sammen er det med til at så tvivl om udviklingen i Grønland på et tidspunkt, hvor udsigterne for Grønlands økonomi er alarmerende, og grønlænderne kæmper for at få investorerne til at bide sig fast.

Kompleksiteten fortættes af det faktum, at den danske regering næsten konsekvent understøtter Grønlands ekspanderende forbindelser til resten af verden. Udlandet iagttager, hvordan Grønland med dansk hjælp er ved at opbygge en række samarbejder og alliancer, der gradvist mindsker afhængigheden af Danmark. Her byder den dansk-grønlandske virkelighed på noget, der for iagttagere uden forståelse for den særlige historie mellem Danmark og Grønland kun kan tolkes som et  paradoks: Helle Thornings regering erkender samtidig nu gerne, hvor vigtig Grønland er for Danmarks egen vægt i verdenssamfundet. Som udenrigsminister Martin Lidegaard sagde det tidligere i år: ” Vi fylder simpelthen mere i Beijing og Washington og Berlin, fordi vi hænger sammen med Grønland. Det hører til de elementer, der gør Danmark unik i udenrigspolitisk forstand. Den indflydelse, vi har på de internationale regler og den politik, der skal føres i Arktis i fremtiden, er rigtig meget værd i geopolitisk forstand. Det betyder, at vi bedre kan forfølge Danmarks overordnede udenrigspolitiske interesser og mål. Vi kan arbejde for trygge rammer for Danmark, arbejde på at den danske befolkning kan leve i sikkerhed; vi kan sikre multilaterale rammer, der skaber så store muligheder for små landes indflydelse som muligt, fredelig konfliktløsning, godt miljø og en socialt afbalanceret udvikling. Alle disse helt vitale interesser får vi en mulighed for at varetage aktivt, fordi vi er forbundet med Grønland. Uden Grønland kunne vi ikke tillade os nær samme styrke i stemmeføringen, og det gælder også ud over den arktiske region – bare i lidt mere overført betydning. ”

Martin Breum er forfatter til bøgerne ’Når isen forsvinder’ og seneste ’Balladen om Grønland’ (Gyldendal 2014), hvorfra Martin Lidegaard-citatet stammer. Dette blogindlæg er i let redigeret form også bragt som nyhedsanalyse i dagbladet Information 25.11 2014

Nuuk i november: Valgkampen i Grønland driver netop nu de grønlandske politikere op og ned ad Grønlands kyst til valgmøder forud for et valg, der bliver væsentligt for Danmarks og Grønlands indbyrdes forhold. Mange politikere på Christiansborg vil følge valget med interesse. Grønlands forhenværende politiske leder, Aleqa Hammond, der faldet efter en tumultarisk bilagsskandale, satte forholdet på alvorlig prøve – på et tidspunkt, hvor samarbejdet i de danske politikeres øjne er ekstraordinært påtrængende.

Grønlandske politikere markerede med Aleqa Hammond ønsket om uafhængighed, så det også i omverdenens øjne satte spørgsmålstegn ved det danske riges sammenhængskraft. Skeptikerne rev sig i håret og påpegede, at Grønland ikke i nogen synlig fremtid vil kunne finansiere uafhængigheden, men Aleqa Hammond insisterede på at italesætte drømmen, fordi hun vidste, at flertallet af vælgerne deler den med hende.

I dag er hun ude af billedet – bogstaveligt talt. Hun er ikke at se i valgudsendelserne på tv; hun opstiller næppe til valget; partitoppen ønsker hende af vejen. Det gør en forskel. Hun accentuerede uenighederne med Danmark; mange af dem er reelle, kemien med Helle Thorning-Schmidt var ringe og dialogen blev kantet. På Christiansborg vil man lægge mærke til, om hendes afløser som formand for Siumut-partiet, den politiuddannede Kim Kielsen, genopliver retorikken – eller om han fastholder fokus på de nære problemer: Arbejdsløsheden, fiskeriet, den galloperende sociale ulighed, boligmanglen, folkeskolen.

Grønland og Arktis er blevet kernestof på Christiansborg. Venstre har gjort Claus Hjorth-Frederiksen, partiets stærke strateg, til Grønlandsordfører, fordi Venstre ved, at håndteringen af Grønland og Arktis bliver kernestof for en eventuel Lars-Løkke-regering. Grønland er afgørende for Danmarks vægt i verdenssamfundet, og forholdet til Grønland kræver langt mere finesse end tidligere.

Det helt aktuelle dilemma er de kulsorte udsigter for Grønlands økonomi. Som Helle Thorning-Schmidt skrev i Berlingske tidligere i år: ”Der er behov for at forbedre budgetterne med omkring en milliard kr. hvert år frem mod 2040 for at få balance mellem indtægter og udgifter. Omregner man til danske forhold svarer det til over 100 milliarder kr. hvert år”. Også Grønland døjer med stadig flere ældre, alt for få unge til at til at tjene pengene – og alt for mange af de dygtige udvandrer.

Den opløste Hammond-regering budgetterede med et underskud i 2015 for andet år i træk, og Grønlands økonomiske råd spår om dramatisk voksende underskud så lang øjet rækker. Hvis ikke der opstår nye indtægtskilder, eller hvis ikke den næste regering i Nuuk sætter Grønland på en hestekur, der får de danske dagpengereformer til at blegne, hænger tingene ikke sammen.

Og her øjner de danske politikere deres eget problem. Som Mogens Lykketoft, folketingets formand og mangeårig iagttager af Grønlands udvikling, gerne forklarer, har det store flertal på Christiansborg siden Staunings og Hedtofts dage haft den faste grundindstilling, at grønlændernes levestandard ikke må falde markant under danskernes.

Grundlovsændringen i 1953 sikrede, at Grønland forblev en del af det danske kongerige på trods af stormagternes og FN’s indsats for at afvikle kolonitiden. Til gengæld blev grønlænderne danske statsborgere med samme rettigheder som folk i Nørre Nebel. Selvstyreloven fra 2009 gav grønlænderne ret til at løserive sig, og de fik retten til olien og mineralerne. Men det ændrede ikke på det basale: Grønlænderne er danske statsborgere og ingen dansk regering kan i sidste ende leve med, at børnene i Eqalugaarsuit, Arsuk eller Kangamiut for alvor lider nød eller at ældreplejen degenererer fatalt. Ingen af de grønlandske politikere – og meget få af de danske – ønsker at øge Grønlands afhængighed af penge fra Danmark. Men alle er klar over, at noget må gøres – bare ikke hvad.

Forhåbningerne om oliefund eller indtægter fra nye miner har på rekordtid mistet deres aktualitet i grønlandsk politik – de optræder knap i valgkampen. Ingen olieselskaber har boret i de grønlandske farvande siden 2012. På landjorden er London Mining gået i betalingsstandsning. Det britiske selskab ville anlægge en jernmine til 14 milliarder nord for Nuuk ved hjælp af flere tusinde kinesiske minearbejdere, men selskabets hovedindtægter fra Sierra Leone er kollapset i ebola-epidemien. Et andet mineprojekt til udvinding af sjældne jordarter og uran i Sydgrønland hænger i en næsten lige så tynd tråd. Sara Olsvig, antropolog og nyudnævnt formand for partiet Inuit Ataqatigiit, der fører i meningsmålingerne, vil udsætte tanken om uranudvinding for en folkeafstemning, hvis hun kan finde et flertal i Inatsisartut, det grønlandske parlament, efter valget. Bliver Kim Kielsen regeringsleder, bliver der ingen folkeafstemning, men selskabet bag uranplanerne, Greenland Minerals and Energy, mangler stadig at overbevise grønlænderne om, at minen ikke vil skade miljøet eller borgerne i Narsaq, der ligger blot seks-syv kilometer fra den planlagte mine.

Der intet quickfix til Grønlands problemer. Og Grønland og Danmark har hidtil haft svært ved at enes om fælles initiativer, der batter af noget. De grønlandske politikere skyer tanken om øget statsligt engagement i Grønland, og Helle Thornings-Schmidt og finansminister Corydon klager ikke: De mener ikke, at der skal spenderes danske skattekroner i Grønlands ud over det faste, årlige bloktilskud. De private danske investorer (pensionskasserne er særligt i søgelyset) har svært ved at øjne et rimeligt afkast i Grønland, og det hjælper ikke på deres virkelyst, at regering afviser at gå foran. Eksportkreditrådet har fået grønt lyst til at spænde et sikkerhedsnet ud, hvis store danske investorer skulle melde sig i Grønland, men hidtil har det ikke skabt aktivitet.

Tingene står ikke stille i Grønland: Aktive iværksættere forsøger sig lige nu med nyt rejefiskeri helt oppe i Melvillebugten. I Maniitsoq drives forsøg med torskekød af helt ny kvalitet. Mod syd forsøgsfiskeri på makrel. Vandkraften buldrer og minerne er ikke opgivet. Men det ændrer ikke på, at prognoserne er – så valget er vigtigt for mange andre end grønlænderne.

Indlægget her optrådte som nyhedsanalyse i dagbladet Information 7.11 2014 og i let redigeret form i ugeavisen Sermitsiaq i Grønland

Et stort analysearbejde om forsvarets indsats i Arktis bliver formentlig forsinket – bl.a. fordi, der er udskrevet valg i Grønland.

Analysen, der har et budget på ca. 100 millioner til test af udstyr og andre forsøg, har været på vej et år, men den bliver ifølge de seneste oplysninger næppe – som bestilt af regeringen – klar før nytår, fordi den først skal behandles af en ny politisk ledelse i Nuuk efter valget i Grønland den 28. november. Kilder i forsvaret siger nu, at analysen måske først bliver færdig hen mod april 2015.

Det er de ikke ubetinget kede af i forsvaret. Forsinkelsen giver ekstra tid til at vurdere, hvilken betydning krisen i Ukraine og det forværrede forhold til Rusland får i Arktis.

Rusland er Danmarks og Grønlands nabo i Arktis. Og Ruslands militære aktioner på Krim og i Ukraine har gjort det vanskeligere at vurdere, om forsvaret kan regne med et fredeligt samarbejde med Rusland i Arktis, eller om man skal vente øget militær spænding, ubådsbesøg i Grønland, russiske fly i luftrummet – eller noget helt trejde.

Som udgangspunkt er alt fredeligt i Arktis. Forsvarets analytikere vurderer, at Rusland vil prioritere udviklingen af olie, gas, rørledninger, søruter og havneanlæg i Arktis. Her skal pengene til Ruslands fremtidige udvikling hentes, og Kreml ønsker derfor fred i Arktis, siger analytikerne – også fordi Rusland har stærkt brug for vestlige investeringer og ekspertise.

Men efter Ukraine ved det danske forsvar også, at situationen hurtigt kan ændre sig. De vestlige sanktioner rammer nu direkte Ruslands olieefterforskning i Arktis, og som chefen for Forsvarsakademiet, kontreadmiral Niels Wang skriver i seneste udgave af tidskriftet ’Udenrigs’: ”Krisen er en påmindelse om, at Arktis ikke udvikler sig i isolation, men hænger sammen med resten af verden, og alle de gode hensigter kan blive spoleret af alvorlige hændelser og strategiske chok andre steder på kloden.”

Analysen kompliceres af, at Danmark og Grønland til december stiller krav til FN om et område af havbunden ved Nordpolen, som Rusland også ønsker. Her står rigsfællesskabet midt i en kontant interessekonflikt med russerne. FN har solide regler for, hvordan denne konflikt skal løses, men striden kan hurtigt få uventede politiske dimensioner. Russiske ubåde plantede i 2007 et flag på bunden af Det Arktiske Ocean netop ved Nordpolen; polpunktet har vældig symbolkraft i Rusland, og grænsedragningen ved Nordpolen indeholder alt, hvad enhver nationalsindet demagog skal bruge for at piske en stemning op.

Samtidig ved forsvaret, at Danmark og Grønland har hårdt brug for Rusland i Arktis. Fremtidens olieefterforskning, minedrift, fiskeri, turisme og fragtsejlads i Arktis kræver langt mere overvågning til søs og i luften, redningstjeneste, satellitkapacitet, søopmåling, isbrydning og miljøberedskab over enorme afstande. Det er især på grund af disse praktiske opgavers hastige vækst, at regeringen i 2013 satte det store analysearbejde om fremtidens forsvar i Arktis i gang. Grønland har stort set ingen kapacitet til selv at klare ærterne; det hviler på det danske forsvar. Allerhelst skal opgaverne løses i samarbejde mellem alle de arktiske lande – inklusive Rusland. Hvis forsvaret fremover nu tværtimod skal bruge store summer på hardcore militært beredskab i forventning om spændinger med russerne, bliver der selvsagt færre penge til de civile opgaver – som samtidig bliver vanskeligere at udføre.

Derfor er analysen af, hvad Rusland kan finde på i Arktis helt afgørende.

Dilemmaets politiske tyngde blev understreget i august, da seniorforsker Hans Mouritzen fra Dansk Institut for Internationale Studier og den ruslandskyndige cand.scient.pol. Maria Mellander i Politiken sendte en kontroversiel advarsel til den danske regering. Her argumenterede de for, at Danmarks kritik af Ruslands indblanding i Ukraine bør være uhyre afdæmpet – fordi en provokation af Rusland kan skade Danmarks arktiske interesser: ”I Arktis har Danmark mere brug for russisk velvilje end amerikansk. Arktis er indlejret som en naturlig del af russisk historie, identitet og udenrigspolitisk tankegang, idet en tredjedel af det russiske territorium ligger nord for polarcirklen. Grønlands økonomi, kystovervågning og forskning kunne nyde godt af et samarbejde med Rusland”, skrev de: ”En dansk værdipolitik i forhold til Rusland vil meget let komme til at ske på Grønlands bekostning. Og hvis Grønland ikke ser sine udenrigspolitiske interesser varetaget på tilfredsstillende vis af København, truer det (sammen med andre forhold) rigsfællesskabets fortsatte beståen”. De to’s konklusionen lød bl.a.”…vi skal gøre det sværeste af alt: tie stille!”

Groft sagt: Hensynet til borgerne i Ukraine og Danmarks medvirken til at forebygge anden russisk aggression i Europa må vige til fordel for rigsfællesskabet og Grønlands interesser.

Om forsvarets analytikere mener det samme, eller hvordan de i øvrigt fortolker Rusland, må vi nu vente lidt længere på at få at vide, men det er indlysende, at der her er stof til adskillige politiske slagsmål på Christiansborg.

Forsvaret arbejder selvfølgelig ikke med den mulighed, at Rusland angriber Grønland. Den slags hører fortsat kun til i afdelingen for tossede overskrifter. Men i den tunge ende af analysen ligger alligevel spørgsmålet om, hvordan Danmark i fremtiden skal hævde Grønlands suverænitet, som det hedder – og her spiller Ukraine også en rolle.

For civilister kan det lyde fremmedartet, men for forsvarets strateger er hovedopgaven i sidste ende at sikre, at Danmark konstant og effektivt viser sin vilje og evne til at forsvare sine yderste grænser – herunder de yderste dønninger i de grønlandske farvande. I sidste ende er det USA’s militær, der i krisetid vil skulle forsvare Grønland, men i fredstid er det det danske forsvar, der skal illustrere Danmarks – og dermed NATO’s – villighed til at holde russere og andre på afstand.

Det foregår konkret ved, at danske krigsskibe patruljerer langt oppe i de øde, grønlandske farvande med Dannebrog høj hævet, eller ved at fly eller hundeslæder fra Siriuspatruljen viser flaget. Forsvaret mener, at også denne opgave bør løses mere håndfast fremover; et nyt inspektionsskib er allerede bestilt, og som led i det store analysearbejde var to F16-fly i august for første gang i Grønland for at teste, om jagerfly i fremtiden skal indgå i denne og de andre opgaver i Arktis.

Teknisk set var det ingen succes. Folkene i Arktisk Kommando i Nuuk vil hellere have mindre og mere praktiske fly til Grønland – og så er der spørgsmålet om russerne. Hvad vil de ikke tænke, hvis den næste hypermoderne generation af danske jagerfly, indkøbt i USA og velegnede til samarbejde med USA’s forsvar– fremover bliver en del af Danmarks faste inventar i Arktis? Amerikanerne er allerede markant til stede i Grønland i kraft af Thulebasen; og skeptikerne rejste straks spørgsmålet: Skal det danske forsvar – efter Ukraine – ikke hellere undgå at provokere russerne?

Forsvarets svar på de mange spørgsmål ventes nu først engang i 2015.

Teksten her er også bragt som nyhedsanalyse i Information 28.10 2014 

LEGO annoncerede torsdag overraskende, at koncernen ikke vil forlænge sit samarbejde med SHELL, når det nuværende partnerskab udløber. Nyheden sprang efter tre måneders pres fra Greenpeace.

Over én million mennesker havde forinden med et klik på en skærm tilsluttet sig Greenpeaces internationale kampagne mod LEGO’s samarbejde med Shell. Striden har fået branding-eksperter og andre til at advare LEGO om, at sagen nu truedeselskabets image – og den globale forretning.

Greenpeace er ekstatisk: ’Vi gjorde det’, lyder det nu kloden over, men sagen illustrerer også væsentlige huller i Greenpeaces ’Save-the-Arctic’-kampagne – ligesom den afslører LEGO’s fejl. Bag det hele ligger to fundamentalt forskellige syn på udviklingen i Arktis: På den ene side forestillingen om Arktis som naturens sidste ubesmittede bastion, på den anden Arktis som kilde til rigdomme, der skal udvindes hurtigst muligt.

​Greenpeace anklager LEGO for at medvirke til ødelæggelsen af den arktiske natur. LEGO har givet Shell lov til at sætte sit logo på LEGO-produkter – især racerbiler, som Shells kunder får på tankstationer i 28 lande fra Shanghai til Budapest. Shell er det absolutte centrum i Greenpeaces skydeskive, fordi Shell leder efter olie i de arktiske farvande – og LEGO’s logo-samarbejde med Shell er derfor ifølge Greenpeace forkasteligt.Greenpeace har krævet, at LEGO afbryder samarbejdet med Shell – og kan altså nu høste en sejr.

Greenpeace skar som vanligt sagerne ud i pap. Satte man sit navn på blanketten på Greenpeaces hjemmeside, sendte Greenpeace straks en e-mail i ens navn til LEGO’s administrerende direktør, Jørgen Knudstorp: ”Dear Jørgen…..” – hvor direktøren fik at vide, at han var medansvarlig for ‘Arctic destruction’. Aktivister har gennemført aktioner i LEGOLAND i Danmark og England: Fingerede olie-ulykker er iscenesat. Bannere blev sat på LEGO-bygninger og annoncer mod LEGO’s tango med Shell indrykket i store aviser. En spektakulær falsk LEGO-video, hvor LEGO-mennesker drukner i olie, blev offentliggjort på YouTube og VIMEO; i skrivende stund er den set af op mod seks millioner mennesker.

Men det er forblevet uklart, hvorfor samarbejdet med LEGO skulle øge Shells evne eller vilje til at bore efter olie i Arktis. Greenpreace har ikke kunne dokumentere nogen forbindelse fra LEGO’-samarbejdet til Shells arktiske projekter eller planer. Afkortningen af LEGO’s samarbejde med Shell vil ikke have nogen effekt i Arktis, med mindre Shell efterfølgende ændrer sine planer for boringer i Arktis. Det primære mål med angrebet på LEGO har med andre ord ikke været at sætte en stopper for LEGO’s gerninger, men atøge presset på Shell, og Shell viser indtil videre ingen tegn på opgivelse i Arktis. Tværtom har selskabet fornylig – på trods af massivt pres fra mange andre end Greenpeace – formuleret nye milliardplaner om boringer ud for Alaska og investeret heftigt i olieefterforskning nord for Sibirien. LEGO blev valgt for sin synlighed og adgang til børneværelserne – ikke for sin betydning for Shells arktiske aktiviteter.

Sådan afkoder LEGO-aktionen en række strategiske valg. Millioner af børn fragtes dagligt ind og ud af Shells tankstationer af benzinforbrugende forældre, men Greenpeace opfordrer ikke den brede offentlighed til boykot af Shell.

Greenpeace fortæller i stedet om de skader på det arktiske miljø, der vil opstå, hvis en olieulykke rammer i Arktis. Skrækscenariet er en ulykke i Arktis som den i Den Mexicanske Golf i 2010. En sådan ulykke vil medføre større skader i Arktis, fordi naturens nedbrydning af olien sker langsommere i koldt vand end i varmt, fordi den arktiske natur er særligt sårbar, og fordi de nødvendige skibe, fly, kemikalier osv. vil være vanskelige at mobilisere og arbejde med i de arktiske farvande – herunder de grønlandske.

​ Farerne er indlysende. Men Greenpeaces aktion mod LEGO aktualiserer alligevel spørgsmålet om, hvorfor Greenpeace fokuserer så entydigt på olien. Skaderne efter en oliekatastrofe i Arktis vil trods de voldsomme perspektiver for dyr og miljø være geografisk begrænsede, og de vil sandsynligvis få en ende. Der findes andre aktuelle menneskeskabte processer, der allerede påvirker det arktiske miljø alvorligt, og som ikke har en synlig ende – men som er næsten usynlige i Greenpeace’s kampagne – f.eks. at sodpartikler fra Europa, Asien og Nordamerika bæres med vinden til i de arktiske egne, hvor de farver sne og is sort. Den sorte is og sne fanger solens stråler, så varmen får fat; isen og sneen smelter og klimaforandringerne accelereres.

Kampagnekyndige vil forstå, hvorfor Greenpeace ikke forsøger at drive folkelige kampagner om så komplekse, globale processer, men fravalgene hører med til billedet af ‘Save-The-Arctic’-kampagnen.

Greenpeaces repræsentanter optræder ofte som saglige og fakta-baserede talsmænd for miljøet. De fremlægger nyttig ny viden i rapporter og undersøgelser om olienved Grønland og oliespild i Rusland, og de vil gerne inddrages i nøgterne diskussioner med politikere og regeringer om fremtiden. Men samtidig brager ‘Save-the-Arctic’-kampagnen afsted med et mix af mål og midler, der tilsyneladende primært sigter på medieeffekt og folkelig mobilisering.

Helt overordnet argumenterer Greenpeace for at den arktiske olie bør blive under havets bund, fordi den ellers vil øge presset på klimaet, når den bliver brændt af i biler, kraftværker og andre steder. Men arktisk olie bidrager ikke mere til klimaforandringerne end al anden olie. De mere polemisk anlagte grønlandske politikere spørger gerne, hvorfor Greenpeace ikke samtidig indleder en kampagne mod nye olieboringer i Texas, Saudi eller Vietnam?

LEGOs blinde øje

LEGO’s fejl ligger et andet sted. LEGO har ofte haft en god fornemmelse for tidsånden, men har i dette tilfælde tilsyneladende overset, at millioner af mennesker opfatter Arktis som naturens sidste ubesmittede bastion. For disse mennesker udgør Arktis et vigtigt sidste helle; et sagnomspundet og næsten beåndet fristed. Forestillingen om dette jomfruelige Arktis er i mange henseender falsk, men den er ikke desto mindre spillevende i den globale offentlighed, og den bliver fermt holdt i live bl.a. af Greenpeace’s ’Save-the-Arctic’-kampagne; en af de største i organisationens historie.

​LEGO’s manglende lydhørhed over for denne fornemmelse for sne afspejles ikke blot i samarbejdet med Shell, men også i LEGO’s egne produkter. Med en ny serie LEGO-klodser med arktisk tema gav LEGO for ikke længe siden legebørn i alle aldre mulighed for at konstruere en avanceret arktisk station med bæltekøretøjer, helikoptere, slædehunde og en isbjørn. De smilende, multietniske LEGO-mænd er klædt i tykke pelskantede polardragter. En salgsvideo til legetøjsbutikkerne viser LEGO-folket i hæsblæsende fart ud over isen på drønende bæltekøretøjer hen over farlige gletsjerspalter på flugt fra en snerrende isbjørn. En LEGO-helikoter sikrer en frostklar happy-end, efter at LEGO-folket har fundet et stykke tindrende krystal af tydelig værdi, hentet op af is-ødet under drabelige strabadser.

Alt er sødt og sjovt – tilsyneladende. Men Arktis-serien stiller sig med hele sit udtryk ukritisk skulder til skulder med dem, der idag taler for hastig udnyttelse af olien, gassen og mineralerne i Arktis, sejlruterne og alt, hvad der ellers byder sig til, nu når isen forsvinder.

​   Arktis er i denne version ikke et sted mennesker bor, men et herligt stykke ødemark, der skal forceres med henblik på gevinst. De arktiske folkeslag – grønlænderne og de tre-fire andre millioner, der bor i Arktis – optræder ikke rigtigt i denne udgave af Arktis. Holdet på LEGO’s arktiske station har et spand slædehunde, men det er kun hyggedyr. Det moderne Arktis kræver bæltekørertøjer, helikoptere, industrielle værktøjer; resten er folklore.

Diplomater, politikere, forretningsfolk, Grønlands ledere og mange andre abonnerer på denne tilgang til det moderne Arktis. LEGO’s problem opstår, fordi koncernen ukritisk reproducerer og sætter lighedstegn mellem denne forretningsmæssige tilgang til Arktis og den globale forbrugers forestillingsverden.​

(Dette blogindlæg optræder også som nyhedsanalyse i dagbladet Information 10.10 2014)

Der er udskrevet valg i Grønland, og klicheerne og de hånlige bemærkninger står i kø. Børsen nåede at rive ’bananrepublik’ ud af ærmet, allerede inden valget blev udskrevet.

Måske er det tid til en kop isvand. Måske vil en lidt kølig gennemgang af realiteterne anskueliggøre, at Grønlands politiske system måske er mere robust, end den aktuelle mediestorm antyder.

En regeringsleder er faldet i en stribe bilag. Aleqa Hammond, Grønlands nu forhenværende politiske chef, lod statskassen lægge ud for en håndfuld flybilletter m.v. til sine familiemedlemmer og udskød tilbagebetalingen alt for længe. Ingen har endnu dokumenteret, at hun forsøgte at berige sig. Tværtimod står det klart, at også hendes forgænger, den tidligere formand for den grønlandske regering, Kuupik Kleist, betjente sig af samme mulighed for udlæg fra landskassen – om end i mindre omfang. Han har nu af samme grund trukket sig fra Inatsisartut, det grønlandske parlament, selvom ingen mistænker ham for at have stjålet pengene. Også han fastholder, at han havde alle planer om at betale pengene retur.

I denne politiske tumult har det lille parti, der udgjorde Aleqa Hammonds koalitionspartner i Grønlands regering, kastet håndklædet i ringen og opgivet regeringsprojektet. To af ministrene fra hendes eget parti har på samme måde fulgt deres samvittighed og erklæret hende for uværdig til at fortsætte som regeringsleder. De mener ikke, at de længere har vælgernes opbakning, og de har følgelig nedlagt deres hverv. Aleqa Hammond har trukket sig som regeringsleder og partiformand. Hvorefter den fungerende regeringsleder har udskrevet valg. Valget vil finde sted i slutningen af november – efter det foreskrevne antal ugers valgkamp. Aleqa Hammonds parti, Siumut, vil finde en ny formand.

Er De forvirret – ja naturligvis. Det foregår 4000 km væk – og vi har alle hørt om fortidens rod, nepotisme og ballade i Grønland.

Men tegner den aktuelle krise forretningsgangen i en banarepublik? Eller illustrerer stormen måske, at Grønland i dag kan glæde sig over et levende, borgernært demokrati, der reagerer prompte på de fejl og mangler, der heldigvis kommer for en dag? Et par folkevalgte ministre følger deres samvittighed, præcis som danske folkevalgte ifølge grundloven skal følge deres; er det måske, når vi skræller fordommene bort, udtryk for en håndfast, konsekvent demokratisk praksis, som en del andre nationer på kloden ville være ganske godt tjent med?

Aleqa Hammonds politiske projekt gjorde hende voldsomt udskældt i både Grønland og Danmark. Kritikerne fandt hende skrigende populistisk. Hendes gentagne ønske om uafhængighed, om forsoning med kolonitiden og fremme af det grønlandske sprog og kultur hidsede sindene voldsomt op, og mange vil glæde sig over, at hun nu – i hvert fald for en stund – kan dømmes ude af grønlandsk politik.

Men betyder det, at systemet fungerer?

Danmarks forrige og mest sandsynlige næste statsminister, Lars Løkke Rasmussen, blev for nylig trukket igennem et grueligt bilagsrod – de færreste husker længere, hvem der lagde ud for hvad. En storm rasede langt ind i hans eget partis inderste rækker, og Lars Løkkes tidligere fadæser blev rykket ham i næsen, præcis som Aleqa Hammond nu hører for sine tidligere fejltrin.

Den grønlandske centraladministration har ikke flere århundreder på bagen som den danske; det offentliges revisionen foretages af et privat firma; kontrolfunktionerne er færre og tyndere end i Danmark. Men fejlene kom for en dag. En heftig debat udspiller sig i medierne. Journalisterne i Grønland spørger alle om alt i ét væk – og får svar på en del. Skandalen følges minut for minut på nettet. Et revisionsudvalg i parlamentet arbejder på en rapport om den nu afgåede regeringsleders bilagsrod og andre ministres mulige træk på landskassen til private udlæg. En oprydningsproces er i gang – og politikerne følger deres samvittighed.

Måske er det ikke så ringe endda.

Forleden optrådte jeg på DR2 sammen med Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti, der er medlem af Folketingets Grønlandsudvalg. Martin er som sin partifælle, udenrigsordfører Søren Espersen, stærkt engageret i debatten om Grønlands tilknytning til rigsfællesskabet, som DF kæmper bravt for at bevare.

Mens kameraerne rullede, fortalte Martin Henriksen om en meningsmåling, som angiveligt skulle vise, at 84 procent af grønlænderne går ind for bevarelse af rigsfællesskabet. Wauw! Jeg undrede mig straks, og min undren blev fordoblet dagen efter, da jeg holdt foredrag i Nordatlantens Hus i Odense, hvor en af tilhørerne igen fortalte mig om disse 84 procent!

Pludselig så jeg en sammenhæng: Jeg mindedes et kraftfuldt opråb, som Søren Espersen indrykkede i den grønlandske ugeavis Sermitsiaq i februar i år. Her skrev han, hvordan der ”går rigtigt mange grønlændere rundt – et tavst flertal? – som af hjertet ønsker sig en fremtid sammen med Danmark, men som skjuler sig og kun på tomandshånd afslører, hvad de mener”.

Som Martin Henriksen forklarede mig efter at kameraerne var slukket, drejer det hele sig om en meningsmåling omtalt i LO’s ugeskrift A4 i april 2013, hvor 712 mennesker bosat i Grønland blev stillet en otte spørgsmål om storskalaprojekterne i Grønland og to om forholdet til Danmark. Her lød spørgsmål nummer ni ud af ti:

  ”Er du tilhænger af den grønlandske deltagelse i rigsfællesskabet med Danmark og Færøerne? ”  

De adspurgte blev bedt om at svare ’’ja”, ”nej” eller ”ved ikke”.

Inden de svarede, blev de dog gjort opmærksom på, at spørgsmålet netop ikke handlede om fremtiden. Eller som det hedder i analysefirmaet HS Analyse’s egne skriftlige kommentarer til undersøgelsen: ”Bemærk at spørgsmålet gik på holdningen til rigsfællesskabet i dag og ikke om et evt. fremtidsscenarie.”

De 712 mennesker, der blev spurgt, blev altså gjort opmærksom på, at de IKKE skulle mene noget om fremtiden, men kun om Grønlands aktuelle tilknytning til Danmark og Færøerne.

Det ved jeg, fordi jeg sidste år rekvirerede baggrundsmaterialet til A4’s artikel om denne undersøgelse, så jeg var sikker på, at jeg citerede undersøgelsen korrekt i min bog ”Balladen om Grønland”. Analysefirmaet bag undersøgelsen, HS Analyse, bor i øvrigt i Nuuk og har foretaget striber af undersøgelser af folks holdninger i Grønland tidligere. De ved tydeligvis, hvorfor det i Grønland er helt nødvendigt at skelne mellem holdningen til nutidens samarbejdet i rigsfællesskabet og folks holdninger til fremtiden. For en dansker kan det lyde underligt, at man som grønlænder kan være udmærket tilfreds med det nuværende samarbejde med Danmark og samtidig varm tilhænger af visionen om et uafhængigt Grønland i fremtiden, men den mangel på indsigt prægede altså ikke HS Analyse.

Kort sagt: Man bør ikke, som Martin Henriksen gjorde på DR2, og som andre altså også gør, bruge denne undersøgelse til at sige noget om, hvor mange grønlænderne, der mener, at rigsfællesskabet bør bevares i fremtiden.

Man kan læse i undersøgelsen, at 84 procent af de adspurgte svarede ”ja”, 11 procent svarede ”nej” og seks procent ”ved ikke”. Resultatet tyder umiddelbart på en pæn opbakning til den aktuelle sammenhæng mellem Danmark, Grønland og Færøerne, men det siger ikke meget om, hvad de adspurgte mener om fremtiden. Snarere må man vel tolke HS Analyse’s præcise skriftlige kommentar som netop en advarsel mod sådanne overfortolkninger.

Det er et helt relevant spørgsmål. Da Aleqa Hammond vandt valget i Grønland i 2013, gjorde hun det meget klart, at hun arbejder på, at Grønland kan blive en uafhængig nation inden for hendes egen livetid. Hun var 47 på det tidspunkt. Der findes ikke længere partier i det grønlandske parlament, Inatsisartut, der går ind for permanent bevarelse af rigsfællesskabet med Danmark og mentalt er mange grønlændere helt indstillet på at Grønland – på et tidspunkt – skal være selvstændigt. En grønlandsk grundlovskommission er langsomt ved at blive nedsat, så jo, spørgsmålet er helt relevant.
For nogle i Danmark skaber denne tilstand skrækscenarier. De ser for sig, hvordan det danske rige bliver reduceret med 98 procent af sin landmasse (et tab i geografisk forstand, der vil være langt større end tabet i 1864) og hvordan tusinder af familier, der omfatter både danskere og grønlændere, får kompliceret deres liv. De forstiller sig, hvordan stormagter som USA, Kina og Rusland – og masser af mindre magter – vil miste en væsentlig del af deres interesse for Danmark. Vores egen udenrigsminister, Martin Lidegaard, forklarer i min nye bog ”Balladen om Grønland”, hvordan det faktum, at Grønland er en del af Danmark, i hans øjne fortsat har umanerligt stor betydning for Danmarks mulighed for at gøre sine synspunkter gældende internationalt. Han mener også, at regeringen derfor fremover bør arbejde hårdt på at forklare det faktum over for den danske befolkning.
Men er Grønland virkelig ved at løsrive sig?
Ja og nej.
Ja – i den forstand at rigtigt mange grønlandske politikere og menige mennesker på gaden i dag løbende funderer på, hvordan Grønland skal indrette sig, sådan at en ændring af rigsfællesskabet, som vi kender det i dag, bliver mulig og Grønland kan fungere som en fuldgyldig, selvstændig stat med sæde i FN, eget flag ved OL, egen udenrigspolitisk og alt hvad der ellers følger med. Selvstyreloven fra 2009 siger, at grønlænderne kan trække sig ud af rigsfællesskabet den dag, de selv ønsker det; muligheden er på bordet.
Og nej – i den forstand, at praktisk taget ingen i Grønland, hverken politikere eller andre, forestiller sig, at et fremtidigt, selvstændigt Grønland skulle fungere uden endog meget tætte, fortsatte bånd til Danmark. (Det gælder i øvrigt også Aleqa Hammond, hvilket også fremgår min nye bog.) Tanken om en løsreven, fritsvævende grønlandsk republik langt ude i Nordatlanten uden tætte forbindelser til det danske kongehus, forsvar, kirke, universitetsvæsen, uddannelsesvæsen m.v. ligger, så vidt jeg kan skønne, de fleste grønlændere ganske fjernt.
Det afgørende for den fortsatte diskussion mellem Danmark og Grønland bliver derfor, at mange flere får indblik i, hvad der reelt ligger i begreberne, når vi taler om ’uafhængighed’, ’selvstændighed’ eller ’løsrivelse’. Det gik eksempelvis op for mig under arbejdet med min bog, at udsendte fra Grønland hele to gange har været helt ude i Stillehavet på Cook Islands for at studere, hvordan øboerne dér har indrettet sig statsretligt med New Zealand; én af de udsendte er i dag kontorchef i Aleqa Hammonds departement. Grønlænderne har i årtier diskuteret, hvordan en nyordning af rigsfællesskabet med Danmark monstro kan indrettes i fremtiden – og diskussion bølger endnu. Mange færinger tænker på samme vis: Måske en art ny traktat, hvor Færøerne og Grønland som selvstændige enheder fortsat er svejset sammen med Danmark – blot i et forhold, der er mere jævnbyrdigt end i dag?
Grønlænderne har i øvrigt hidtil grebet det meget pragmatisk an. Striber af folk under varmere himmelstrøg kappede båndende til de gamle kolonimagter for at opnå deres fulde frihed uden at skele til økonomien; i Grønland hersker der udbredt konsensus om, at en ændring af det statsretlige forhold til Danmark ikke er relevant før Grønland engang i fremtiden er i stand til at varetage alle sine egne interne affærer og selve betale omkostningerne.
Sådan kræver en stribe forhold i Arktis, at vi både indretter os på en ny fremtid – og skynder os at gøre os klogere, før vi gør noget dumt.
Russerne opruster i Arktis – hvad betyder det for os, nu hvor forholdet mellem NATO og Rusland efter Ukraine bare bliver ringere og ringere?
Nye sejlruter til Kina – og Kinas øgede interesser i Arktis – hvad betyder de for os? Hvad skal vi mene om udsigten til olieboringer i de grønlandske farvande? Er det helt afsindigt, fordi de truer det arktiske miljø – og bare vil skubbe yderligere til klimaforandringerne? Eller er det ganske naturligt og fair, at grønlænderne forsøger at tjene på undergrunden? Og hvad gør vi i øvrigt her i Danmark, hvis den grønlandske økonomi fortsætter sin nedtur – og levestandarden i Grønland falder drastisk? Er det vores ansvar – nu hvor Grønland langt om længe har fået selvstyre?

Denne hjemmeside er en del af en opgave, jeg har sat mig selv: Jeg vil forsøge at kaste lys over hele den hastige udvikling, der finder sted i Arktis.
Det kan siges kort: Politikere, erhvervsledere, diplomater og andre træffer i disse år rigtigt mange beslutninger i den arktiske kontekst, som får meget stor betydning for vores fremtid – hvad enten vi bor i Danmark, Grønland eller på Færøerne. Men der er alt for få mennesker, der ved nok om, hvad der foregår i Arktis, til at de kan give beslutningstagerne ordentligt modspil.
Det hedder på moderne dansk et demokratisk underskud. Og her kommer min journalistik så ind – som et middel til bekæmpelse af det demokratiske underskud.
Min hjemmeside præsenterer de to bøger og en række af de artikler, jeg har skrevet om Danmark og Arktis og Grønland i de seneste fire-fem år, og der er reklamer for de foredrag, jeg elsker at holde.
Derudover kan man løbende finde et opdateret udvalg af de artikler, som andre skriver om udviklingen i Arktis.
Og så er der altså denne blog, hvor jeg fremover vil nedfælde mine egne observationer om løst og fast i den arktiske verden. I tæt parløb med Facebook-sitet ArktiskUpdate, som jeg og en lille gruppe studerende også fylder med nyheder fra den arktiske verden.
I andet regi producerer jeg sammen med tv-producenten Jakob Gottschau, som jeg har kendt i mere end 20 år, for tiden en serie tv-dokumentarer om det danske rigsfællesskabs historie. Udsendelserne skal vises på DR, KNR i Grønland og KVF på Færøerne – og bliver også forsynet med lærevejledninger m.v. så de forhåbentlig får et langt og rigt liv i undervisningslokalerne i alle rigets dele. Det hele skal gerne være færdigt i slutningen af 2015.
Endelig indeholder denne hjemmeside en hel lille samling af interessante akademiske nyskabelser om Arktis. Mange studerende skriver kloge bacheloropgaver, specialer og andet om Arktis – dem præsenterer vi også her på hjemmesiden, når vi har lejlighed til det.

Venlig hilsen

Martin Breum