Ny podcast: Vi finder aldrig ud af, om han døde af den plutonium, han fik i lungerne. Kernefysiker Jørgen Koch var den første danske udsending, der i et tumultarisk forløb nåede frem til Thule Basen dengang i januar 1968, da et brændende, amerikansk bombefly styrtede ned på isen uden for basen med fire plutoniumholdige brintbomber om bord.
Jørgen Koch (t.h.) på Thule Air Base 1968, formentlig i samme parkacoat han bar, da han inspicerede selve nedstyrtningsstedet
En kolossal eksplosionsbrand opstod og plutonium fra den ene bombe blev spredt ud over isen. Få dage efter gik Jørgen Koch direkte ind i ulykkens brændpunkt i bælgmørke og uden åndedrætsværn i 30 graders frost. En pligttro embedsmand, der mente, at det var det rigtige at gøre. Hans opgave var umulig: Find ud af, hvad der er sket! Er det farligt for den lokale befolkning? For andre? Find ud af alt, hvad du kan! Officielt er dansk politik den, at atomvåben ikke tillades på dansk jord – heller ikke i Grønland – så alt skal desuden holdes hemmeligt.
Tre år senere fik Jørgen Koch uforklarlige sår på benene – og døde alt for ung. Senere ramte uforklarlige sygdomme, bylder og andre lidelser mange af dem, der blev sat til at rydde op efter flystyrtet – danskere og grønlænderne. Og de lokale i Thuledistriktet måtte leve med plutonium som en konstant trussel.
I dag – 30. september – udkommer den første af to podcast, jeg har været med til at lave, baseret bl.a. på Jørgen Kochs egne mundtlige rapporter, indtalt på Thulebasen og aldrig tidligere offentliggjort. Hør podcasten her:
Celine Klint, super-podcaster på DRs BAKSPEJLs-redaktion, har stået for produktionen; Celine har tidligere væet med til at lave de berømte podcast, der afdækkede spiralkampagnen i Grønland.
Optagelserne med Jørgen Kochs rapport og andre unikke vidnesbyrd fra de første danskeres rådvilde besøg ved flystyrtet blev fundet i Jørgen Kocks søn Hennings dødsbo i 2023. Søsteren Ida var venlig nok til at spørge, om jeg havde interesse i dem, så jeg hørte dem og satte mig på et tog til Aulum i Vestjylland, hvor jeg bad Jens Zinglersen lytte med og kommentere optagelserne.
Jens, der i dag er 90 år gammel, arbejdede på basen i 1968. Han så flyet styrte ned som en kæmpe ildkugle i det dybe vintermørke. Kort efter blev han og en gruppe grønlandske hundeslædeførere de første til at nå nedstyrningsstedet. De ledte efter overlevende fra besætningen, og Jens blev dybt involveret i amerikanernes langstrakte oprydning efter flystyrtet.
Da jeg besøgte ham i sommer, var Jens slemt mærket af en fremskreden kræft, men skarp og præcis; du kan høre ham i podcasten. I årene efter flystyrtet blev han en ledende kraft blandt de mange danske og grønlandske Thule-arbejdere, der blev syge af den plutonium, de var udsat for.
B52 – fly af samme type som det nedstyrtede på Thulebasen 1968
Flystyrtet er stadig vigtigt i dag, hvis vi vil forstå det fortsatte trekantsspil mellem USA, Grønland og Danmark. Da Jørgen Koch kommer til Thule, har en amerikansk general allerede taget kontrol over oprydningen; flere hundrede amerikanske specialtropper er i fuld gang på isen. Hvem vidste hvad? Hvor meget forblev hemmeligt? Får vi nogen sinde sandheden? Hvem bestemmer i Grønland? De grønlandske myndigheder bliver ikke informeret om noget som helst, og som du kan høre i podcasten får den lokale befolkning kun yderst nødtørftig råd og vejledning af de udsendte eksperter fra Danmark. Uanset, at flyet, som Tida Ravn, grønlandsk journalist, fortæller i podcasten, var styrtet ned midt i de lokale spisekammer – netop hvor de var vant til at hente sæl, fugl, fisk og hval. Den anden af de to podcast udkommer 7.10. Tak til Torben Brandt for at åbne døren til DRs herlige BAKSPEJLS-redaktion.
Onsdag 11. september hylede luftalarmerne i storbyen Murmansk på Kolahalvøen i det russiske Arktis for første gang siden Anden Verdenskrig. Et ukrainsk droneangreb på flybasen Olenya tæt på Murmansk illustrerede på dramatisk vis den stadig tættere sammenhæng mellem Arktis og Putins krig i Ukraine; et tilsvarende angreb ramte Olenya i sommer.
Grænserne på Kolahalvøen mellem Rusland, Norge og Finland. (Oleyna-basen, der ligger øst for Murmansk, er ikke på kortet).
Luftbasen i Olenya er hjemsted for mange af de tonstunge bombefly, Rusland sender på togter mod Ukraines borgere, elforsyning og boliger. Men denne gang var det altså ukrainske droner, der fik de 400.000 russere i Murmansk og omegn til at mærke krigen:
“Vi er alle rædselsslagne. Min mand siger, at vi skal løbe i bombely, hvis luftalarmen lyder”, sagde en russisk kvinde, der bor tæt på Olenya, til den norske nyhedstjeneste BarentsObserver efter det senest droneangreb. En anden kvindes opslag på de sociale medier havde samme tone:
“Nu er krigen også kommet til os. Der var to store eksplosioner over vores by i går. Væggene rystede, og alarmerne på bilerne i gården gik i gang”, skrev hun.
Dansk dilemma
I Oslo ramlede nyhederne direkte ind i en forsamling af godt 200 førende iagttagere af sikkerhedssituationen i Arktis.
Officerer, diplomater og forskere fra USA, Canada, Nato og de nordiske lande var samlet, og både Danmarks for tiden omstridte Arktis-ambassadør, Tobias Elling Rehfeld, og kongerigets ambassadør i Oslo, Louise Bang Jespersen, lyttede med.
Spændingen i Arktis har akut betydning for dansk politik, hvor forhandlerne bag det store forsvarsforlig i næste runde bl.a. skal tage stilling til fly, skibe og droner til Nordatlanten og Arktis for milliarder af kroner.
Nyheden om droneangreb på Olenya-basen som den så ud i Kyiv Post
“Det er et grundlæggende dilemma i dansk forsvarspolitik lige nu, at man skal balancere Østersøen og Arktis. Indtil videre har der været en Østersøen-først-logik, men Arktis er blevet et lige så vigtigt område for Danmark at være en god allieret i som Østersøen,” fortalte Kristian Søby Kristensen, leder Center for Militære Studier på Københavns Universitet, mig på konferencen.
“Natos styrkemål til Danmark vil ikke kun handle om en tung brigade til Baltikum, men også om Nordatlanten og Arktis,” sagde han.
USA og Nato har længe ønsket en mere effektiv dansk indsats i Arktis, men der skal både trædes hårdt og varsomt: “Droneangrebene på Kola-halvøen viser netop, hvor spændt situationen er. Man skal fra USA’s og Natos og dansk side være virkelig påpasselige, så forsøget på at skabe stabilitet og afskrækkelse i Arktis ikke får den modsatte effekt, fordi den provokerer russerne,” sagde Kristian Søby Kristensen.
Angst i Norge og Finland
Efter droneangrebet på Murmansk frygter vicestabschef Sami Nurmi fra det finske forsvar, at Rusland vil beskylde sine naboer for at hjælpe ukrainerne:
“Jeg venter bare på den dag, hvor Rusland beskylder Finland, Estland eller måske Norge for at understøtte disse UAV-operationer (droneangreb, red.). Jeg tror ikke, at vi skal langt ind i fremtiden, før det sker“, sagde han i Oslo.
Uofficielle stemmer i Rusland har allerede beskyldt Norge for medansvar på droneangrebet i sidste uge, og der er næppe tvivl om, at både Norge og USA kunne bistå, hvis de ville — eksempelvis ved at give Ukraine efterretninger til udpegning af de rette militære mål på Kolahalvøen.
Fra efterretningsstationer i Nordnorge få kilometer fra grænsen til Rusland overvåger USA og det norske forsvar Kolahalvøen i døgndrift, men på konferencen i Oslo afviste operationschef i det norske forsvar, Gjert Lage Dyndal, kategorisk, at Norge skulle have bistået Ukraines droneangreb.
Arktiske atomvåben
For USA handler Arktis ikke mindst om Ruslands atomvåben. Over halvdelen af Putins atomarsenal styres fra baserne på Kolahalvøen, hvor Ruslands berygtede atomubåde også bor.
“Vi bor midt i et nukleart stand-off”, som Dyndal, den norske operationschef, sagde.
Atomvåbnene på Kolahalvøen er afgørende for Ruslands atombalance med USA. Den korteste rute for et atommissil fra Rusland til USA går fra Kolahalvøen over Nordatlanten og Grønland. Eller fra en ubåd tættere på USA.
Mike Sfraga, der leder USA’s magtfulde Arctic Research Commission, forklarede under en pause i Oslo, hvordan krigen i Ukraine har skærpet USA’s fokus på atomarsenalet:
“Vi ved, at Rusland har kapacitet til atom-gengældelsesangreb, og vi har lige nu et forstærket behov for at forstå, hvad det betyder, nu hvor der er en landkrig i Europa, og hvor Nato er udvidet (med Sverige og Finland, red.). Vi skal forstå, hvad det betyder for den måde, vi må forberede os selv og vores allierede på,” sagde han.
Rusland har særlige grunde til huse sine atomvåben i Arktis, forklarede han: “Her er adgang til havene, og så bliver afstandene (til USA, red.) mindre, når du bruger Arktis til affyring, uanset hvilket våben der er tale om.
Ruslands konventionelle styrker er svækket efter ti års kampe i Ukraine, men Sfraga advarede mod fejlfortolkninger.
Atomarsenalet i Arktis er fuldt intakt. “Rusland har stadig meget potente våbensystemer,” sagde han.
Skulle nogen være i tvivl, offentliggjorde det russiske forsvar i weekenden en video fra en igangværende militærøvelse på Kolahalvøen. Her affyres flere supersoniske missiler mindre end 80 km fra grænsen til Norge.
Rusland og Kina i parløb
Dertil skal lægges Kinas voksende rolle i Arktis. Kinas indmarch i Arktis bekymrer USA og de nordiske lande langt mere end tidligere.
En af Norges mest erfarne Ruslands-forskere, seniorforsker Arild Moe fra Fridtjof Nansen-instituttet i Oslo, fortalte, at den ny alliance mellem Rusland og Kina i Arktis muligvis har medført, at Rusland ikke længere har samme interesse i fred og stabilitet som før.
“Krigen i Ukraine har forhindret Ruslands samarbejde med vestlige selskaber og investorer. Rusland har i stedet vendt sig mod Asien, og Kina ventes at spille en stor rolle. Det er muligt, at Rusland nu ser for sig, at de kan finde de nødvendige investeringer og adgang til verdensmarkederne uden samme niveau af stabilitet i Arktis som hidtil,” sagde Moe.
Forskerne har ellers længe hævdet, at Rusland altid ville forhindre ufred i Arktis, for ikke at lægge hindringer for sin egen eksport af olie, gas og mineraler fra Arktis. Men nu er tilstrømningen af vestlig teknologi og kapital ophørt, og USA og EU forsøger at undergrave den russiske olie og gas med sanktioner. Derfor er Kina blevet Ruslands nye partner. Kina leverer de afgørende turbiner, slæbeskibe, teknologi, knowhow og kapital, så Ruslands olie- og gaseksport kan fortsætte, og nu samarbejder Kina og Rusland også militært i Arktis.
I august 2023 øvede russiske og kinesiske flådeskibe sammen i Beringstrædet tæt på Alaska. I juli i år måtte USA’s og Canadas luftvåben afvise to russiske og to kinesiske bombefly, der blev eskorteret af russiske jagerfly, i luften nord for Alaska.
Det var første gang, at Kina og Rusland militære styrker arbejdede sammen på denne facon, og USA tager episoden dybt alvorligt. Som Iris Ferguson, assisterende viceminister i USA’s forsvarsministerium, sagde i Oslo:
“Det er et signal om, hvor dyb deres alliance er. Vi ved, at det tager mange år at opbygge den slags samarbejde. Man møder ikke bare op på en tilfældig flyveplads i Rusland og tager af sted sammen.”
Denne artikel er let revideret fra den første version, der blev bragt på Altinget/Arktis i Danmark den 17. september 2024 og på Altinget i Norge den 18. september. Fridtjof Nansens Institut i Norge betalte min billet og ophold i Oslo.
Temperaturerne stiger tre til fire gange hurtigere i Arktis end i resten af verden. Det giver medvind til nye, kontroversielle teknologier, som kritikere frygter vil undergrave den grønne omstilling og gøre uoprettelig skade på naturen.
En af de kontroversielle teknologier: Lodrette, fleksible gardiner fastgjort til havbunden ved mundingen fx af isfjorden i Ilulissat vil angiveligt kunne forhindre varmere havvand i at nå in dtil gletsjeren i bunden af fjorden og dermed bremse afsmetlningen fra den grønlandske indlandsis. Grafik: Arctic Center, University of Lapland, Finland
I marts i år blev et verdenskendt videnskabeligt projekt på Harvard University i USA endegyldigt opgivet. Bagude lå adskillige års kontroverser, skrig og skrål.
Projektet blev især berygtet i 2021, da samerne i Nordsverige forhindrede Harvard-forskerne og Swedish Space Corporation i at sende en test-ballon op i luften over Kiruna i det svenske Arktis.
Harvard-gruppen ville teste udstyr til atmosfærisk spredning af kalkstøv og andre materialer, der kan sende solstråler tilbage mod himlen, før de rammer den arktiske havis, sneen eller andre dele af kloden.
I Nordsverige mødte de lammende modstand fra Samerådet, der repræsenterer de oprindelige folk i Sverige, Norge, Finland og Rusland.
Forsøget var ganske lille, men det mildnede ikke protesten: “Samerådet mener, at solar geo-engineering er i direkte modstrid med den respekt, vi som indfødte folk lærer at behandle naturen med,” lød det.
Samerne forudså, at den endnu ufødte teknologi ville medføre klima-ravage i Arktis, der ville “forstyrre monsun-mønstre, skabe alvorlig tørke og fare for kilderne til føde og vand til to milliarder mennesker i Afrika og Asien”.
Aktionen blev et smældende, svensk ekko af den seje, internationale modstand mod såkaldt geo-engineering eller klima-engineering.
Kritikerne mener, at Saudi-Arabien, olieselskaber, Donald Trump og andre syndere vil misbruge klima-engineering som undskyldning for at fortsætte afbrænding af olie, kul og gas. De hæfter sig ved manglen på international lovgivning om klima-engineering.
Frygten er, at de nye teknologier vil føre til uoprettelig forstyrrelse i naturens orden, nye konflikter og bremser på den grønne omstilling.
Nordisk interesse
Flere tegn tyder dog på, at fortalerne vinder terræn i Arktis.
Temperaturerne stiger tre til fire gange så hurtigt i Arktis som på resten af kloden, og efterspørgslen på teknologiske modspil vokser, uanset at disse modspil ikke angriber selve årsagerne til klimaforandringerne.
Forskere fra The Arctic Center på University of Lapland i Finland kortlægger nu, hvordan forsøg med blokering af solens stråler kan finde sted i Arktis på forsvarlig vis uden at skabe protester som dem i Nordsverige.
Selv oplevede jeg det intensiverede fokus under et seminar for særligt indbudte forskere, diplomater og andre arrangeret af den norske ambassade i København for nogle uger siden. Bag arrangementet stod også Udenrigsministeriet, de svenske og finske ambassader samt Færøerne og Grønland.
Her blev vi præsenteret for rapporten ‘Frozen Arctic‘, en foreløbig vurdering og analyse af 61 forslag til teknologiske indgreb i Arktis.
På ambassaden signalerede officielle repræsentanter fra det meste af Norden altså ivrig nysgerrighed over for en type af klima-interventioner, der stadig er omgærdet af omfattende, global kontrovers.
Tæpper på gletsjerne
En del af de 61 forslag er velkendte koncepter som skovplantning og indsamling af CO2 fra atmosfæren, mens andre forslag ifølge rapporten savner reelt hold i forsøg eller forskning.
Rapporten beskriver forslag om isolerende fiber-dækkener over smeltende gletsjere; om undervandsmaskiner, der kan lave ny is; om massive, fysiske strukturer til at bremse gletsjernes drift mod havet; om spredning af næringsstoffer i havene, der kan booste CO2-optaget, oppumpning af havvand til ny polaris og meget andet.
Analysen er udarbejdet i regi af University of the Arctic, også kaldet UArctic, et samarbejdsorgan for et stort antal universiteter med arktisk forskning — inklusive dem i Nuuk og Torshavn og seks danske.
På det nordiske seminar talte UArctics bestyrelsesformand, Frederik Poulsen, varmt for sagen. Efter hans mening er der nu brug for at parre de rette teknologier med de rette investorer – og ikke brug for yderligere politisering.
Folketingsmedlem for det grønlandske parti IA, Aaja Chemnitz, der sidder i UArctics bestyrelse, var også positiv:
“Klimaforandringerne er jo reelle. Vil vi se passivt på eller prøve at gøre noget ved sagen? Jeg synes, at svaret giver sig selv i Arktis. Vi lever med så massive forandringer, at det nogle gange handler om liv og død,” siger hun.
Aaja Chemnitz nævner tsunamien, der i 2017 dræbte fire og gjorde bygden Nuugaatsiaq i Grønland ubeboelig. Folketingsmedlemmet mener ligeledes, at det er vigtigt at inddrage de arktiske folk, når teknologierne udvikles.
Problemerne
Politologen Nikolaj Kornbech fra forskningsprojektet ‘International Security Politics and Climate Engineering‘ ved Københavns Universitet kritiserer fortalerne for arktisk klima-engineering for at ignorere de sikkerhedspolitiske risici.
I en kommende artikel beskriver han og to kolleger en “dyb uforenelighed” mellem forestillingerne om uskyldig klima-engineering og de arktiske staters fokus på rå sikkerhedspolitik.
“Problemet er, at klima-engineering også berører alt det storpolitiske i Arktis: Økonomi, adgang til ressourcer, sikkerhedspolitik. I Arktis fylder geopolitik og konflikten mellem Rusland og Nato-landene mere og mere. Det rum, der før måske ville have tilladt afgrænset, fredelig, fælles forskning i klima-engineering har meget dårlige udsigter,” siger han.
“Vi ser stadig flere organisationer, som mener, at klima-engineering skal tages seriøst og forskningen finansieres. Men tilgangen er præget af en meget teknisk forståelse: At man bare kan undersøge de tekniske problemer, og så præsentere det hele for de politiske beslutningstagere,” fortsætter han.
“UArctics engagement viser, at man tager forskningsfeltet langt mere seriøst end for fem eller ti år siden. Ikke nødvendigvis med fuld politisk accept af klima-engineering, men med et ønske om at bidrage til en mere seriøs vurdering af de mange tiltag, som mange klimaforskere tidligere har distanceret sig fra. Det er noget nyt,” siger han.
Gardiner i fjordene
Forfatterne bag ‘Frozen Arctic’ analyserer nu videre på de 61 projekter. Hovedforfatteren John Moore fra University of Lapland står selv bag et af dem.
Moore mener, at lodrette, fleksible gardiner fastgjort til havbunden i eksempelvis isfjorden i Ilulissat, formentlig kan forhindre det varmere havvand i at trænge ind til gletsjerne i bunden. På den måde skal gardinerne bremse indlandsisens afsmeltning til gavn for hele kloden.
“De skader, klimaforandringerne vil medføre, kommer til at koste trillioner af dollars hvert år. Hvis vi kan bruge bare 100 millioner dollars til at udforske ideer, der kan mindske den udgift, vil det være en utroligt fordelagtig investering for hele planeten,” sagde Moore til mig på det nordiske seminar.
Samtidig synes pengene måske også at være indenfor rækkevidde. ‘Frozen Arctic’-projektet finansieres af Canadas udenrigsministerium, kapitalfonde og big-tech viser voksende interesse, og Bruxelles hjælper også klima-ingeniørerne på vej.
Det var nemlig EU’s Climate, Infrastructure and Environment Executive Agency, der i januar åbnede den nævnte undersøgelse af, hvordan forskning i blokering af solens stråler kan ske på ansvarlig vis i Arktis – gerne uden protester som i Nordsverige.
Artiklen blev først bragt på Altinget.dk/Arktis 27. juni 2024
Naalakkersuisut, det grønlandske landsstyre, offentliggjorde onsdag 21. februar nfor første gang nogensinde en samlet udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitisk strategi, hvor tænkningen om Grønlands relationer til resten af verden nu kan studeres.
Den nye strategi har fået titlen: “Grønland i Verden – Intet om os, uden os”. Grønlands politiske ledere forventer at blive hørt i enhver sammenhæng, hvor Grønlands vilkår forhandles.
Grønland har stadig ifølge den danske regerings tolkning af Grundloven ingen formel adkomst til at føre forsvars- og sikkerhedspolitik, men den nye strategi viser, hvordan denne magtdeling for tiden omsættes til stadig mere fleksibel praksis: Grønland (og Færøerne) får stadig større indflydelse.
SMV-regeringen har på forhånd signaleret sin accept af, at Nuuk nu formulerer sin egen strategi for udenrigs- og sikkerhedspolitik, og at Nuuk forventer, at den bliver læst.
Strategien er en brik i det nye mellemrigspolitiske spændingsfelt, hvor Grønland og Færøerne i Folketinget og på regeringsniveau løbende inddrages i diskussioner om sikkerheds- og forsvarspolitik, og om de arktiske dele af det ny forsvarsforlig, der ventes at sluge en betydelig del af de 150 milliarder kroner, forliget gælder, og som Folketingets partier netop nu forsøger at udmønte.
Strategien har også en chance for at overleve næste valg i Grønland: Naalakkersuisoq eller landsstyremedlem for Udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt kunne ved et pressemøde i Nuuk onsdag fortælle, at fire af Grønlands fem politiske partier står bag det 43 sider lange, illustrerede nye dokument.
Nej til oprustning
Man kan vælge at fokusere på de nuanceforskelle mellem Danmarks og Grønlands interesser, der med den nye grønlandske strategi træder lidt tydeligere frem.
Særligt måske Grønlands skarpe ønske om at undgå egentlig militær oprustning i Arktis, der blandt andet udtrykkes med en plan om et Arktisk Fredscenter i Nuuk og med besked til de europæiske Nato-lande om ikke at satse på permanent militær tilstedeværelse i Arktis.
Men strategien indeholder reelt ingen dybere uenighed mellem Grønland og Danmark. Eller som professor emeritus i europæisk historie på CBS, Uffe Østergaard siger til Altinget: “Strategien viser Grønland og Danmark i stort set samme position i forhold til resten af verden”.
Teksten er skrevet i “respekt for Selvstyreloven”, som der står. Den er vokset frem i Nuuk gennem år med Covid, der i perioder afskar Grønland totalt fra omverdenen; med Brexit, der stadig hæmmer Grønlands fiskeeksport, og senest med Ruslands invasion i Ukraine, der har rejst dybe spørgsmål om Ruslands og USA’s intentioner i Arktis og om Grønlands egen sikkerhedspolitiske rolle.
Tre hovedlinjer
I Danmark vil en del formentlig hæfte sig ved tre hovedlinjer:
For det første erklærer Naalakkersuisut, Grønlands landsstyre, her reelt sin basale tilslutning til alle relevante vestlige alliancer og til den indsats for en regelbaseret verdensorden, der også hører til grundstoffet i Danmarks aktuelle politik.
For det andet omfavner Grønland den nye, dybe sikkerhedspolitiske uvished efter Ruslands invasion af Ukraine. Grønland ønsker ikke oprustning i Arktis, men har indstillet sig på, at denne afgørende uforudsigelighed også stiller nye krav til Nuuk. Man vil blandt andet tage hul på en intern diskussion i Grønland om indførelse af værnepligt eller civil værnepligt.
For det tredje signalerer Naalakkersuisut et stærkt ønske om øget handel og samarbejde med Canada, USA og de arktiske folk i Nordamerika.
Asiaterne køber i dag store mængder grønlandske fisk og rejer, mens de langt nærmere markeder i Nordamerika kun i ringe grad er indtaget. Et nyt fokus mod vest skal også sikre Grønlands forsyningssikkerhed i tilfælde af kriser eller krig.
Menneskeret og alliancer
Den nye strategi cementerer Grønlands allerede etablerede plads i den vestlige verden. Her er ingen politisk flirten med Kina eller andre overraskelser.
Strategien indeholder et ønske om mere eksport af fisk og rejer til Asien, men den indhegner nøje denne handel som en kommerciel og ikke en politisk forbindelse.
Nuuk insisterer i sin ny strategi på princippet om, at Grønland frit kan handle med alle, der “accepterer og respekterer vores værdier og lovgivning,” – altså også Kina – men med samme åndedrag formuleres et afgørende Kina-relevant forbehold:
“I en foranderlig verden må vi holde fast ved folkeretten, fred og orden i verdenssamfundet. Der er derfor lande, som vi i lighed med andre ligesindede lande af sikkerheds- og forsvarspolitiske grunde vil have begrænsninger i samarbejdet med,” lyder det.
På samme vis understreges Grønlands uhildede tilslutning til menneskerettighederne både som konventioner, normer og standarder. Nuuk vil åbne et kontor ved FN i New York og udsende en medarbejder til FN i Geneve.
Strategien signalerer også fortsat opbakning til Nato-samarbejdet; en grønlandsk diplomat har siden 2023 været ansat i den danske delegation ved Nato-hovedkvarteret i Bruxelles; lønnen betales af Nuuk.
Grønlands tætte parløb med EU får også plads, ikke som analyse af EU’s dybere interesse i Grønland, men som tydeligt ønske om øget samarbejde. Snart åbner EU et kontor i Nuuk, og kontakten kaster pæne summer af sig til landskassen.
Samarbejdet i Nordisk Råd nævnes, men Nuuk truer med at neddrosle sit engagement, hvis ikke Grønland snart opnår fuldt medlemskab.
Særligt fokus får Arktisk Råd, der for tiden er i krise, fordi samarbejdet med Rusland i Rådet er sat på tidsubestemt pause.
Indtil Ruslands invasion i Ukraine sikrede Rådets særlige struktur, at Grønland og de øvrige arktiske folkeslag havde direkte indflydelse på samarbejdet mellem de otte arktiske stater.
Rådets arbejde med havpattedyr, klima, folkesundhed med videre er vigtigt for Grønland, og Nuuk satser på en rolle helt fremme, når Kongeriget Danmark i 2025 overtager formandskabet fra Norge.
Den aktuelle konflikt om, hvorvidt kongerigets arktiske ambassadør per definition skal være fra Grønland, som Nuuk fastholder, nævnes ikke direkte i strategien, men man aner, at en løsning måske kan findes, hvis fordeling af opgaverne i forbindelse med formandsskabet i Arktis Råd stiller Nuuk tilfreds.
Ukraine skaber ny usikkerhed
Grønland tilsluttede sig hurtigt de vestlige sanktioner mod Rusland efter Putins invasion af Ukraine i 2022, og et gammelt samarbejde med Rusland om udveksling af fiskekvoter er i modsætning til Færøernes suspenderet.
De nye sikkerhedspolitiske forhold “kræver at forholdsregler, samt sikkerheds- og forsvarspolitiske beslutninger må tages – herunder i Grønland og Arktis, om vi vil det eller ej. Vi skal bidrage til disse diskussioner og beslutninger på kvalificeret vis,” lyder det i strategien.
Det opridses, hvordan også Grønland i dag trues af “fordækte aktioner, der rammer civil infrastruktur og kommunikation uden respekt for folkerettens rammer”.
“Grønland oplever også ondsindede cyberangreb og skal derfor beskytte kritisk infrastruktur,” lyder det, givetvis med reference til 2022, da uidentificerede hackere i adskillige dage sårede Grønlands politiske institutioner og det centrale hospital i Nuuk.
Grønland vil gerne bidrage til overvågningen i Arktis, lyder det i strategien, men Nuuk tilbyder ikke yderligere bud på, hvordan forsvaret i Arktis bør udvikles. “De forsvarspolitiske implikationer er stort set ikke omfattet,” siger Uffe Østergaard. Nuuk er stadig tilbageholdende med at blande sig i det rent militære.
Nyt fredscenter i Nuuk
Nuuks anerkendelse af de nye sikkerhedspolitiske vilkår balanceres med et gammelt grønlandsk ønske om at bevare Arktis som lavspændingszone. Selvstyret har den faste overbevisning, at en dybere militarisering af Arktis ikke vil være i de arktiske folkeslags interesse, og en ny institution er måske derfor på vej.
“Vi må ikke være naive. Vi må dog heller ikke give op, når det kommer til fred. Vi skal se på og studere, hvorledes fred opretholdes og opnås andre steder i verden,” lyder det.
“Arktis er ikke en region, som har set talrige krige. Tværtimod. (…) Vi skal huske, hvem vi er, og hvad vores grundlæggende værdier er. Grønland vil derfor, gerne i samarbejde med eksterne bidragsydere, oprette et Fredscenter i Grønland med fokus på freden i Arktis,” hedder det.
Ønsket om lavspænding medfører også en bred opfordring til militær tilbageholdenhed. Det er ikke klart, hvem opfordringen specifikt er rettet mod, men Nuuk har før antydet, at europæiske Nato-lande som Tyskland, Frankrig og Storbritannien ikke bør udvikle for dybe ambitioner i Arktis:
“Alt andet lige er Grønland imod, at ikke-arktiske landes permanente militære kapaciteter udvides i Arktis for ad den vej at bidrage til oprustning af Arktis. Det skal undgås,” lyder det i strategien.
Teksten skelner til gengæld mellem mere offensive våben og militær overvågning, hvor sidstnævnte ikke omfattes af samme skepsis. Det efterlader rigeligt rum for forhandling med både Danmark og USA:
“Grønland vil fortsætte med at samarbejde med Danmarks og USA’s forsvarsmyndigheder og særligt om den mest hensigtsmæssige måde, hvorpå militære værn og installationer er til stede i Grønland,” lyder det.
USA’s interesser
Uffe Østergaard mener, at strategien her fremstår noget vag: “Grønland er glade for den amerikanske interesse, men der er ikke nogen analyse af USA’s særlige interesser i Grønland. De nævner Pituffik Space Base (tidligere Thule Air Base, red.) men de nævner ikke USA’s interesse i mineralerne, de nye muligheder for sejlads i Arktis og andre grønlandske ressourcer,” siger han.
Strategien understreger til gengæld Nuuks ønsker om civile gevinster for Grønland af de forventede forsvarsinvesteringer i Arktis, og den ny strategi minder om, at Grønland stadig er afgørende for USAs eget territorialforsvar:
“USA er verdens førende supermagt og landet har haft en militær tilstedeværelse i Grønland i mere end 80 år. Ved Forsvarsaftalen af 1951 er USA i realiteten den militære forsvarer af Grønland ved eventuel militær konflikt. Pituffik Space Base udgør ligeledes en vigtig del af USA’s egen nationale sikkerhed. Grønland vil fortsætte den gode dialog med USA omkring forsvarssamarbejdet – med den klare bevidsthed om, at Grønland spiller en meget vigtig rolle i USA’s forsvar imod udefrakommende trusler særligt fra den arktiske region”, lyder det.
Nyt politisk forum i Nordamerika
Grønland åbnede repræsentation i Washington i 2014, og drømmen om flere amerikanske investeringer, turister og handel er udtalt.
“I mange år har et grønlandsk ønske om at udvikle forholdet til USA eksisteret,” lyder det. Grønland ønsker sig handelsaftaler med både USA og Canada, især for at booste eksporten af fisk og rejer, men også for at sikre forsyninger i krisetid.
Den nye strategi husker os på, at det var USA, der leverede forsyninger til Grønland, da kontakten til Danmark blev afskåret under 2. verdenskrig:
“Krig og konflikt kan skabe afbrydelser, og verden er blevet et mere usikkert og ustabilt sted. Vi må ikke glemme historien,” hedder det i strategien.
I et yderligere træk mod vest foreslår Nuuk et nyt Arktisk Nordamerikansk Forum, der skal forstærke forbindelserne mellem de arktiske folks politiske ledere i Nuuk og i de relativt autonome arktiske områder og territorier i Canada og i Alaska.
“Alle befinder sig i den arktiske region med langt overvejende samme klima og kyst til det Arktiske Ocean,” lyder det i strategien. Nuuk forestiller sig samarbejder om alt fra sundhed til minedrift.
Fra København kan et sådant projekt synes fjernt, men kontakten til de nært beslægtede arktiske samfund i Nordamerika tillægges stor vægt i Nuuk, og skulle det lykkes at etablere et sådant forum, endda på Nuuks initiativ, kan det øge både Grønlands status, indflydelse og selvforståelse.
De interne forhandlinger i Grønland om den nye strategi har forsinket arbejdet med en fælles Arktisk strategi for Grønland, Færøerne og Danmark i mere end to år. Kongeriget Danmark er derfor i øjeblikket den eneste arktiske stat, der ikke har en aktiv strategi for sin indsats i Arktis.
Den nye grønlandske strategi har været forelagt alle partier i Inatsisartut, det grønlandske parlament. Fire partier står bag stragien, herunder de to regeringsbærende Siumut og IA. Partii Naleraq, der er særligt optaget af Grønlands statsdannelse og løsrivelse fra Danmark, har meldt, at det ikke kan støtte strategien.
The Aurora Borealis dance over the Pituffik Space Base (formerly Thule Air Base), which is located 1,200 km north of the Arctic Circle. As Greenland takes ever more center stage in Arctic geopolitics, installations like this will play an increasingly vital role. (U.S. Air Force photo by Senior Airman Dennis Hoffman)
Facing an unpredictable Russia, Greenland wants stronger relations with the US and Canada and a new high-level Arctic North American Forum for the leaders of all indigenous territories.
The government of Greenland — known as Naalakkersuisut — is proposing the creation of an Arctic North American Forum to strengthen ties with indigenous leadership and elected assemblies in Nunavut, Nunavik, the Northwest Territories and Yukon in Canada and their counterparts in Alaska.
Greenland’s first-ever foreign policy, defense and security strategy was published on February 21. In its foreword, Greenland’s foreign minister Vivian Motzfeldt writes that the government in Nuuk sees room for a forum where government decision-makers and parliamentarians in Alaska, Arctic Canada and Greenland can meet to share their experiences, learn from each other and initiate concrete collaborations.
An areal view of Nuuk, a city that is increasingly taking center stage as tensions flare between the West and Russia. (KaareSorensen, Creative Commons)
The document ‘Cooperation in the Arctic’ outlines a security strategy for Greenland that emphasizes strengthening cooperation with its North American partners.
“Despite our differences, the diverse North American regions face many of the same challenges and opportunities that we do. We are all located in the Arctic region, with largely similar climates and coastlines along the Arctic Ocean,” the text reads.
Naallakkersuisut claims that indigenous leaders across North America would benefit from increased cooperation in such diverse fields as the social and health sectors, education, climate change adaptation, the development of mineral resources, mobility of mine workers, renewable energy, tourism and the arts.
Human rights and Russia sanctions
The 27-page strategy, hints at the country’s concerns about a potential arms race with Russia in the Arctic, brought about by Russia’s invasion of Ukraine and its continued military build up in the Arctic.
Greenland’s new strategy underscores Naalakkersuisut’s commitment to international human rights conventions and Greenland’s long-standing commitment to western and pan-Arctic alliances and institutions such as NATO, the EU, the Arctic Council, the Inuit Circumpolar Council and the Nordic Council.
Greenland seeks to open a representative office with the UN in New York, place an official with the UN in Geneva and expand relations with Canada through the opening of a representative office in Ottawa. A similar office in Washington was opened in 2014.
Greenland also subscribes to current western sanctions against Russia and acknowledges that the Arctic security landscape is changing as a result of Russia’s invasion of Ukraine.
“Decisions on security and defense policy must be made — also in Greenland and in the Arctic whether we like it or not. We must contribute to these discussions and decisions in a qualified way,” the strategy states.
It does not mention Russia directly, but highlights how Greenland is threatened by “covert operations that strike civilian infrastructure and communications with no respect for international law, even in our part of the world”.
“Greenland is also subject to malicious cyber attacks, and we consequently need to do more to protect our critical infrastructure and strengthen our capacity in this area,” the strategy reads.
A Peace Center in Nuuk
Naalakkersuisut stresses Greenland’s commitment to continued security cooperation with the US, which runs Pituffik Space Base, a military base in North Greenland. A sophisticated radar at the base is part of an early warning system designed to protect the US against missile attacks, not least from the Russian Arctic. The document states that the US remains one of Greenland’s closest allies. Denmark’s Arctic Command, headquartered in Nuuk, still protects Greenland’s borders, but Naalakkersuisut is aware that Denmark’s military powers are limited.
The radar installations on the Pituffik Space Base are a vital part of the US’s early warning system for detecting ICBMs. (JoAnne Castagna/U.S. Army)
“Under the Defense Agreement of 1951, the United States is effectively the defender of Greenland in the event of a military conflict. Furthermore, Pituffik Space Base constitutes a key component of US national security. Greenland intends to continue its productive dialogue with the United States on defense issues, bearing in mind that we play a key role in the defense of the United States against external threats, especially from the Arctic region,” the strategy reads.
Uffe Østergaard, professor emeritus of European history at Copenhagen Business School, finds that the strategy broadly aligns Greenland’s position with that of the broader Kingdom of Denmark, to which Greenland belongs, but he finds the new approach to the US somewhat limited.
Danish servicemen stand on the deck of a Frigate in a fjord in Greenland. The Danish military is responsible for defending the country, but understanding its limited size the Greenlandic government acknowledges how important the US is to national security. (Forsvaret)
“Greenland appears happy about the US interest in Greenland, but the strategy contains very little analysis of this interest. It mentions Pituffik Space Base, but there is nothing about US interests in Greenland’s minerals, the new Arctic shipping routes or other of Greenland’s important resources,” he told Arctic Today.
A region of peace
In the new strategy Naalakkersuisut stresses Greenland’s long-standing position that the Arctic should remain a low-tension region. It has long been the view in Nuuk that an arms race and increased military presence in the Arctic will not benefit indigenous communities.
An abandoned Distant Early Warning (DEW) line site near Raven Camp on Greenland’s ice sheet. (US Air Force photo by Tech. Sgt. Greg C. Biondo).
“We cannot be naïve. But we must never waiver when it comes to peace. We need to observe and study how peace is maintained and achieved elsewhere in the world. Unlike many other regions of the world, the Arctic has not witnessed the destructive power of countless wars,” the strategy says.
To that end, Greenland will establish a Peace Center in Greenland, hopefully in collaboration with external contributors, with a focus on peace in the Arctic.
Greenland’s government also spells out its position that no non-Arctic states should aim for increased permanent military presence in the Arctic, an argument that seems to relate to current debates about NATO’s future plans in the region. At their summit last July, the NATO governments agreed that NATO should design its first regional plan for the North Atlantic and the Arctic.
“We are opposed to non-Arctic countries expanding their permanent military capabilities in the region, thereby contributing to a militarization of the Arctic. This must be avoided. Greenland also encourages all Arctic States to exercise restraint with regard to any military build-up,” the strategy says.
While Naalakkersuisut has signalled that it opposes a stronger military presence in the region, it has acknowledged the need for increased monitoring of military activity in and around Greenland and in the Arctic as a whole.
Special mention is made of the so-called GIUK straits between Greenland, Iceland and the UK, where the defense forces of the US, Norway, Denmark, the UK and others are already on frequent alert for Russian military submarines and other vessels.
“With increased participation, Greenland will also be able to contribute to monitoring the seas between Greenland, Iceland and the United Kingdom, a naval choke point commonly referred to as the GIUK gap. At the same time, we will strive to maintain low tension in the region,” the strategy says.
A Danish Navy vessel on patrol off the coast of Greenland. (Forsvaret)
Cooperation with China?
The new strategy also addresses the thorny issue of Greenland’s relations with China.
Denmark and the US harbor serious concerns that China may gain significant influence in Greenland, which has a population of just 56,000.
China is already one of the biggest markets for fish and shrimps produced in Greenland and in 2023 Greenland opened a representative office in Beijing. Private Chinese firms have shown significant interests in Greenland’s rich mineral resources, including some of the world’s largest deposits of rare earth minerals, and in 2018, one of China’s largest construction companies, China Communications Construction Company Ltd, was invited by Nuuk to enter a bid for the construction of two large airports in Greenland—a prospect that the Danish government put a stop to.
In Greenland’s new foreign policy strategy, Naalakkersuisut reiterates its position that Greenland is free to trade with any partner.
“We intend to attract investments in suitable sectors from like-minded countries that share our values. However, Greenland will not exclude cooperation with countries that accept and respect our values and legislation. Work has begun on drafting an investment screening law,” the strategy goes.
Elsewhere in the document, however, Naalakkersusiut promises to establish by law a new screening process for foreign investments in Greenland. It also says that new security considerations will be taken into the equation when considering foreign investments from debatable origins—read China—should become relevant again.
More trade with the US and Canada
China and other Asian economies remain prime targets for Greenland’s exports of seafood, but in its new strategy Naalakkersuisut places an even stronger emphasis on increased trade with the US and Canada.
“We must work to strengthen supply chain security in an unstable world and explore ways to expand trade with our large North American neighbors. Today, there are trade barriers that severely impede the free ex- change of goods and services, and can only be removed through political solutions,” the strategy goes.
“For many years, Greenland has not engaged in much trade with our close neighbors to the west and southwest. We need to change that, which is why we are focusing on markets in North America, for both imports and export,” the text says.
Deliberations in Greenland about the new strategy have delayed for two years a broader Arctic Strategy for the Kingdom of Denmark, to which Greenland belongs. The Kingdom’s Arctic Strategy expired in 2021, and Denmark is presently the only Arctic country without an active Arctic strategy.
Denmark holds sovereignty over Greenland and the semi-autonomous government in Nuuk has no formal influence on the Kingdom’s defense and security policies. In the last couple of years, however, Greenland’s political leaders have been much more closely involved in negotiations with Denmark about the Kingdom’s defense and security in the Arctic.
The harbor in Århus, Denmark (Photo: Klaus Holsting)
Eight years of controversial reforms within Royal Arctic Line, Greenland’s publicly owned shipping agency, have come to a crossroad: The CEO is gone and an official probe into the company’s affairs has been called.
The reforms were designed to loosen Greenland’s ties to Denmark, the old colonial power. The idea was to lessen the linkage and better equip Greenland to trade freely, buy and sell on the world market without everything having to go through Denmark.
The key to change was a deep restructuring of Royal Arctic Line, Greenland’s publicly owned shipping agency and Greenland’s most important lifeline to the outside world.
For years the reforms to RAL’s organization were backed by Greenland’s political leaders, but in September RAL’s Board of Directors abruptly announced the exit “through an accord” of the company’s Chief Executive Officer, Verner Hammeken, the main executor of change. On December 11, a demand for a full probe into the company’s affairs was made in public by Múte B. Egede, Head of Naalakkersuisut, Greenland’s government.
What has happened? How did it all get to this?
To look for answers, we sailed from Denmark to Greenland, seven days in the North Atlantic, on one of Royal Arctic Lines heavily loaded container ships.
Not for the faint of heart
We depart in the dark at three a.m. from the harbor in Århus, Denmark. Throughout the evening the harbor has been sharply lit while massive cranes have swung some 800 steel containers on board. Many bound for Iceland, the rest for Greenland with fruits and furniture, books and building materials, cigarettes, vegetables and vehicles. All that the 59.000 Greenlanders need for their daily lives.
We have cabins on the A-deck, fifth floor on Tukuma Arctica, a 178 meter long container ship built in China and in service in Greenland since 2020.
Royal Arctic Line, also known as RAL, handles by far the majority of Greenland’s supplies as well as exports and we now know that the shipping of containers in the Arctic is not for the fainthearted.
After 35 hours at sea we have put Denmark and Norway behind us. A crew member shows us the heavy steel roof over the windlass in Tukuma Arctica’s stern. Last year, the roof caved in as if made of rubber when a freak wave crashed onto the ship.
On a late afternoon we plow the waters south of the Shetland Islands shadowed by fulmars and northern gannets. Soon, we will dock in Torshavn, the capital of the Faroe Islands.
The harbor in Torshavn, the capital of the Faroe Islands. (Photo: Klaus Holsting)
At the core of the RAL controversy lie political ambitions to strengthen Greenland’s economy and its options for a renewal of relations with Denmark or even independence at some point in the future.
Denmark still holds sovereignty over Greenland, and Naallakersuisut, Greenland’s semi-autonomous government, counts on grants from Denmark to cover some 52 percent of its expenditures – a dependency most Greenlanders would like to do without.
A reformed Royal Arctic Line was to provide access to new, cheaper and better supplies for Greenland and new and more profitable markets for Greenlandic fish and cold water shrimps, which account for some 96 percent of its export revenues.
For long, the reforms enjoyed solid support from Greenland’s political leaders:
“Despite the heavy criticism we have had enormous political backing. It has been of great support,” Verner Hammeken, the now former CEO, told me shortly before my voyage.
The King’s monopoly
For 300 years, trade in Greenland has had Denmark as its point of departure. At first, the Danes brought flour, tobacco and rifles and took furs, skins and oil from melted seal blubber on their journey back.
The King of Denmark enforced a monopoly on trade. In 1739, Danish war ships even fought a brief battle against Dutch traders who bartered with the Greenlanders. Greenland remained closed to trade for other nations until 1950 and part of the monopoly is still alive, only now under Greenlandic control.
Inspired by Iceland
In 1993, Royal Arctic Line, publicly owned, inherited the monopoly on container traffic to Greenland and ideas began to float among Greenland’s politicians on how to remodel the company and diversify Greenland’s commerce to a world beyond Denmark.
Nuuk harbor. Tukuma has brought fuel from Europe that is now pumped to a smaller RAL vessel. (Photo: Klaus Holsting)
“It was many years ago, we began to talk about the opening of alternative trading routes. This is not Verner Hammeken’s invention,” a former politician in Nuuk told me.
Inspiration was found in Iceland. In 1914, the establishment of Eimskip, a shipping company with thousands of Icelanders as shareholders, was pivotal to Iceland’s secession from Denmark in 1917.
The Icelandic people believed that their political freedom would be empty unless they were able to trade with other than the Danes.
In Greenland, change took speed in 2015. Aleqa Hammond, head of the Siumut party and known for her cry for enthusiastic support for Greenland’s independence, had just been replaced as head of Greenland’s government by Kim Kielsen, a political associate. There was talk of large oil-finds in Greenland; change was in the air.
A local business man, Kuno Fencker, known for his support of Greenland’s moves toward increased independence, was installed as chairman of RAL’s Board of Directors. Hammeken, 49 at the time, was appointed Chief Executive Officer of RAL — the first Greenlander to occupy the post.
Coming home to Greenland
For decades, Hammeken had not spent much time in Greenland, but he now initiated a rapid reorientation of RAL.
He was born in Greenland but at an early age he moved to Denmark with his mother, grew up, took jobs on fishing vessels, got a business degree and finally joined A. P. Møller Maersk, a Danish shipping agency, one of the biggest in the world with state-of-the-art containerships traversing the world.
Not for the profit
In 2015, as managing director of RAL, Verner Hammeken was to create new opportunities for Greenland’s imports and exports.
“This was part of the job in 2015. At that stage, the predominant view in Greenland was more opportunity-driven,” Hammeken recalls.
He set out to run RAL for the benefit of Greenland, not with a narrow aim at large corporate profits.
“I’m not afraid to call it a vocation or a calling. Not a religion, but a vocation, because I believe in it. At first, there was our group of managers, which was obviously non-Greenlandic. This has changed now,” he said in 2021.
Verner Hammeken, former CEO, Royal Arctic Line. Photo: Klaus Holsting
A number of Danish managers disappeared and new Greenlandic managers came on board. Hammeken canceled RAL’s membership of Greenland’s Business Association and publicly described the upper crust of Greenland’s business community, which still counts many Danes, as “an oil-layer on society”.
He sold off subsidiaries in Denmark, moved RAL’s headquarters from Denmark to Nuuk, and shifted the handling of containers from the city of Aalborg to Århus, another Danish city with a larger port and better integration with global container traffic.
Eimskip alliance
We dock in Torshavn in the Faroe Islands in the dead of the night and see traces of Hamnmeken’s reforms. We have been at sea for some 45 hours. Torshavn is fast asleep, but the harbor rumbles under heavy lights. From the bridge some 35 meters above sea we see men in helmets race to get Tukuma Arctica ready to move on. Speed is everything. In Nuuk, smaller ships from Royal Arctic Line are waiting to bring supplies to Greenland’s dozens of coastal communities. If we are late there will be trouble, complaints and loss of money.
In 2020, Verner Hammeken forged an alliance with Eimskip which sails every week to Portland in the US, to Norway, Sweden, The Faroe Islands, Denmark and Germany and Verner Hammeken saw new opportunities for Greenland’s commercial life.
Today, Tukuma Arctica works in tandem with Eimskip’s ships shifting containers in the North Atlantic. Hammeken believes this allows for more efficient utilization of RAL’s ships.
Deep into the night Tukuma Arctica continues onwards and into a magic daybreak. On our port side a full moon breathes silver on rocky contours. On our starboard side the sun rises from a golden horizon.
Heavy headwinds
For years, Verner Hammeken and his allies enjoyed the support of RAL’s political owners, the government of Greenland, but the criticism from Greenland’s business community was consistent and severe.
Opposition from Polar Seafood, the largest private employer in Greenland and a crucial contributor to Greenland’s economy, was particularly fierce. Like other fishing companies in Greenland, Polar Seafood depends on Royal Arctic Line for the transport of its fish and shrimp to cold-storage warehouses in Denmark. Basically all fish and shrimps caught in Greenland are shipped to Denmark before the catch is moved onward to consumers abroad.
For decades, this system of export has centered on the harbor in Aalborg in the north of Denmark. The fishing companies have built their infrastructure there, but since Verner Hammeken terminated Aalborg as RAL’s main hub in Denmark they must collect their catch several hours away in Århus. The companies also claim that the co-sailing with Eimskip leads to shipping schedules more designed to meet Icelandic needs than Greenlandic.
“I have to admit that my patience is about to reach a limit. I have to conclude that we will get nowhere,” Polar Seafood’s CEO, Henrik Leth wrote to Hammeken already in 2018. Five years later, this summer, the director of Greenland’s Business Association, Christian Kjeldsen, coined his conclusion: “The changes were based on an assumption that everything would be better and cheaper, but unfortunately the opposite is happening.”
Hammeken listened, but did not slow down. Like others in Greenland, he believes the country would be better off if its fish and shrimp were stored in warehouses in Greenland, not in Denmark, but neither moving RAL’s activity from one city to the other in Denmark, nor any of his other reforms have led to the intended changes.
The fishing companies accuse Hammeken of faulty analysis of their industry. Greenland’s retailers show only moderate interest in goods from other countries than Denmark and many of them accuse RAL of far too frequent price hikes. Hammeken, however, has his own ideas.
“I am not saying that the business community in Greenland is all Danish, but a large part of it is based on Danish interests, in particular in construction and the fishing industry. I think it would be beneficial to Greenland with a more diverse business community connected not only to Denmark,” he told me.
He firmly denies that he has ignored the needs of RAL’s customers.
“There is nothing as satisfying as doing what the customer asks for. But in RAL’s case, the customer is the people of Greenland, not the shops and the companies between us and the customer,” he says.
Local praise
Tukuma Arctica crosses the Irminger Strait between the Faroe Islands and Iceland without meeting a single ship.
In Reykjavik we offload containers and take new on board for Nuuk. The cranes wear Eimskip’s logo. Verner Hammeken connected RAL to the larger Icelandic logistics and has never made a secret of his motives.
In 2021, in his spare time in Nuuk, he and a group of like minded locals formed Inuit Nutaat, New People, a private association. On Facebook they listed what they deemed were 30 Danish wrongdoings in Greenland, including what they described as a deliberate Danish process of assimilation through the mixing of Danish and Greenlandic genes in Greenland. This could lead, the group claimed, to “actual ethnic cleansing” of the Inuit people in Greenland.
“We must create a system that is not copied from Denmark and replace the view of people here as subhuman,” Verner Hammeken told me in 2021.
As the CEO of RAL he won favor with the many in Greenland who would like to see more Greenlanders in positions of leadership. As Esekias Therkelsen, a fisheries candidate from North Greenland, told me:
“The re-orientation of RAL is beneficial for Greenland. It is part of the ongoing Greenlandization of our country and the dismantling of old state structures. We have a richer experience now of how to move things from Denmark to Greenland. Many people are glad that one of our own occupies a top position. This is progress we can be proud of.”
The end
At two am Tukuma Arctica leaves Reykjavik and enters the Denmark Strait for the long haul from Iceland to East Greenland.
The photographer spots a powerful column of misty breath from a whale. On the radar we follow Dettifoss, one of Eimskip’s vessels, bound for Denmark through the partnership with RAL.
A few hours before Cap Farewell, Greenland’s southern tip, the weather goes foul. The wind grows to hurricane strength and for many hours Tukuma Arctica rolls and dives through six to seven meter waves. Rain drenches the ship. Loose items not secured rips along the sole of the ship, but the crew hardly notices. Meals are served on time. Tough weather at Cap Farewell is standard for all seasons.
In January this year, Verner Hammekn hiked without warning the price of cold storage containers from Nuuk to Denmark by 32 percent, and once again Greenland’s fishing industry smarted.
RAL’s deficit for 2022 amounted to some 14 million USD before tax, and the company’s dialogue with the business community was impossibly strained. At a somber annual assembly in Nuuk in July, RAL’s political owners, represented by the chairman of Naalakkersuisut, Greenland’s government, Múte B. Egede, and Minister for Infrastructure Erik Jensen, voiced their distinct dissatisfaction.
Múte B. Egede called for a much more stringent focus on profits and for a “constructive and reciprocal dialogue with the business community”.
“In our new ownership strategy we emphasize strongly that our companies have a societal responsibility and that they must cooperate well with the business community and with the public they serve. We find that the shipping agency has to improve in this field,” he told Sermitsiaq, the local paper.
But Verner Hammeken did not waver. In July, he launched his so far most ambitious plan: “I saw it as the culmination of my efforts of the previous eight years,” he told me.
Come 2024, the schedule of Tukuma Arctica was to expand with weekly stops in Great Britain and Bremerhaven, Germany. Soon after, however, it was clear that his RAL journey was up.
In September, RAL’s Board of Directors announced that an agreement had been reached with Hammekan that he would step down as CEO with immediate effect. They acknowledged his involvement in RAL’s fleet renewal, in the move of leadership from Denmark to Nuuk, the co-sailing with Eimskip and “significant renewal of systems and organization”.
But the key message was clear: “There is now a need for renewed leadership competencies.”
Hammeken’s critics maintain that he was allowed for far too long to engage in politics rather than in sound business practices; an accusation that he firmly denies.
“The politicians have been under heavy pressure. I am proud of the changes and the long-term opportunities for Greenland that we have created. I am certain that people will realize what they represent in a few years,” he says.
After seven days at sea Tukuma Arctica docs in Nuuk. We have covered 2399 nautical miles. Royal Arctic Line’s new leadership has announced that in 2024 Tukuma Arctica’s weekly schedule will include a stop in Bremerhaven, Germany, just as Hammeken has proposed.
From the pier we have a view of RAL’s corporate headquarters; no one believes that RAL will move back to Denmark. Some of his reforms have obviously settled, but Hammeken is no longer part of RAL; the operation has been called off and Denmark is still Tukuma Arctica’s main destination.
This arcticle was published first on ArcticToday.com, December 24. 2023
One of the world’s largest deposits of rare earth elements is located in the Kuannersiut mountain in south Greenland. The picture shows exploratory drilling by Greenland Minerals. Photo: Greenland Minerals.
The US, China and the EU are all likely to watch closely as a battle over one of the world’s largest deposits of rare earths is taken to court. Australian owned Greenland Minerals A/S wants a mining license, or compensation of up to 11.5 billion USD for lost revenue.
One of the world’s largest deposits of rare earth minerals is located in the Kuannersiut mountain in South Greenland. The deposit has long been coveted by the US, China and the EU, but instead of being mined and brought to world markets, the valuable minerals are now subject to a bitter court case between the Chinese linked Australian mining company and the Greenlandic government.
In 2021, the government in Nuuk, Greenland’s capital passed legislation to ban uranium mining in Greenland, and this summer Greenland Minerals was refused mining license for its Kvanefjeld project in the Kuannersuit mountain. The rare earths in the area are commingled with uranium and mining would inevitably bring the latter to the surface, a result the Government in Greenland is determined to prevent.
Legal offensive
Greenland Minerals, a subsidiary of Energy Transition Minerals headquartered in Perth, Australia, has now mounted a counter offensive.
The company has been engaged in exploration at the Kuannersuit mountain since 2007. In July it filed a 517-page Statement of Claims with the Arbitral Tribunal in Copenhagen, Denmark. The statement includes a claim for a license to mine or, should that fail, a claim for compensation as well as an estimate of the company’s loss of investments and future earnings that could total 11.5 billion USD, a potentially crippling sum for Greenland.
Strong US interest
Observers in many countries are likely to follow the proceedings. Greenland is still part of the Kingdom of Denmark and the US through its embassy in Denmark has been keenly interested in Greenland’s rare earths for decades.
A former US Ambassador to Denmark, Carla Sands, held talks with Greenland Minerals in South Greenland not long before then US president Donald Trump in 2019 suggested buying the country from Denmark.
The EU has also long expressed interest, however, China may be in pole position for access. Chinese mining corporation, Shenge Resources, owns nine percent of Greenland Minerals and is represented on its board. Greenland Minerals has long been banking on financial and technical support from Shenge for the establishment of the proposed Kuannersuit mine.
On a visit to Copenhagen in late September, Commercial Manager of Greenland Minerals Garry Frere told Arctic Today that Shenge “will support the project without a shadow of a doubt”.
The Chinese connection makes the Kuannersuit project controversial. China controls some 90 percent of the world’s supply of rare earth minerals that are essential for a host of green technologies such as batteries for electrical cars and windmills and for the defense industry that uses them in missiles, fighter jets and other defense materials.
“Not a threat”
The high loss estimates by Greenland Minerals could easily exhaust Greenland’s economy, should compensation be awarded to Greenland Minerals. Even so, the company denies any wish to intimidate the Arctic country of 57 thousand.
“It is not a threat,” said Frere, even if he understands that others may interpret the suit that way.
“I don’t think the government or its advisors expected what they saw in our statement of claim that we lodged in July. I think that document might have come with quite a bit of surprise,” Frere said.
“It might be that when the detail of the argument we are making is properly understood by Kammeradvokaten (the government’s legal council, ed.) and the government, they will form a view that Greenland Minerals has quite a substantial argument. We might not win, but there is certainly no guarantee,” he said.
He speculated that the government in Nuuk will soon begin to weigh the potential cost of paying damages to Greenland Mineral against the possible gains from a mine at Kuannersuit. Greenland Minerals argue that Greenland would likely earn more than 20 billion USD in taxes and royalties on minerals over the 37 year expected life span of the mine if Greenland Minerals was allowed to proceed at Kuannersuit.
Financing the case
The trial will likely be very expensive for both parties, but Frere claims that Greenland Minerals has resources to carry on for as long as it takes. According to him, Burford Capital in the US, specialists in funding legal cases, has made capital available which could make the case less painful for Greenland Minerals.
“We call it non-recourse. If we lose the arbitration, they get none of their money back. If we are successful they get a fee based on how much they have spent and they get a share of the reward. This is not unusual for small businesses like ours,” Frere said. He will not say how large a share of the potential wins Burford Capital is entitled to.
Greenland Minerals has engaged Clifford Chance, one of Great Britain’s largest law firms with offices across the globe, and a reputed Danish law firm to do the legal work and handle court appearances.
Breach of contract
After a stopover in Copenhagen, Frere was set to travel to Nuuk and he seems unusually knowledgable about Greenland’s domestic politics.
Strong forces within Siumut, one of the two parties in Greenland’s governing coalition, want to unravel the ban on uranium mining. Garry Frere believes that there might be a new chance for the Kuannersuit mine after the April 2025 in Greenland.
In a 2011 add-on to Greenland Minerals’ license to explore for minerals at Kuannersuit, the Greenlandic authorities stipulated that any potential requests by the company to exploit the Kuannersuit vein could be rejected by Nuuk for purely political reasons.
The project at Kuannersuit has from the beginning been highly controversial in Greenland. The fear that mining could contaminate the nearby town of Narsaq and its surroundings runs deep in Greenland and the 2011 political clause to Greenland Minerals’ exploration license mirrored a deep split in the Greenland populace regarding the project.
Even so, Frere and Greenland Minerals maintain that the government in Nuuk is in breach of contract. The company argues that the 2011 clause has been rendered invalid since numerous other positive signals and acts by the authorities in Nuuk have made Greenland Minerals predict that in the end — despite the 2011-clause — it would receive a license to mine.
In the company’s July Statement of Claims several messages to Greenland Minerals from the authorities in Nuuk and excerpts from Greenland’s political discourse were presented. From 2014, when a previous partial ban on uranium was lifted, Greenland prepared for uranium exports and Nuuk signed on to several international uranium conventions. Greenland Minerals interpreted the combined words and deeds as binding. Frere argues that matters have not been dealt with properly by Greenlandic authorities in this process.
“We have spent 13-14 years following a certain set of rules with an expectation that if we did the right thing, produced the right pieces of paper and did the right work we would then be issued a license.”
Greenland has less than 60.000 inhabitants and a limited economy, but Garry Frere has no qualms raising claims that might badly hurt its economy,
“While Greenland is a small country, it is part of the Kingdom of Denmark and it chooses to encourage people to come and potentially exploit its mineral resources. By doing that you take away your right to say ‘oh, no, we are a poor country, you are a big international ‘ruly’ boy and you have come to impose. We were invited, we followed the rules, we met all the requirements that were put in front of us, but at the last minute the goalposts were moved,“ he said.
The minister
In Greenland funding for the court case has been allocated by parliament and on the phone from Nuuk, Greenland’s Naalakkersuisoq government minister for raw materials Naaja Nathanielsen, ezpresses no desire for compromise.
Naalakkersuisoq (minister) Naaja Nathanielsen. Photo: Goverment of Greenland.
“The company says that because they feel that they have received a signal this must overrule the terms that are spelled out in their license. We argue that all sorts of things might have been said politically, but that this means nothing if the terms are not changed. There can be no tampering with any given government’s right to determine terms and legislation about how the resources of its country are to be utilized. This is an important principle for us and we will follow it through to the end,” Nathanielsen said.
Greenland Minerals also argue that the ban on uranium cannot be applied to the Kuannersuit project as this would deny the company rights to which it is entitled to by Greenland’s own laws. Naaja Nathanielsen, a claim she also rejects.
“The company does not read the uranium law correctly. The law applies to future licenses. If Greenland Minerals had been issued with a license to extract minerals before the law on uranium came into effect, they might perhaps have been right, but they had not,” she said.
Will the offensive work?
The question remains whether fear of an expensive court case and potentially debilitating payment of damages will stir public opinion in Greenland and influence the Greenlandic government.
Mariane Paviasen, Chair of the Committee on Foreign Affairs and Security of Inatsisartut, Greenland’s parliament says she doesn’t fear that scenario.
“They do not scare me. This only shows once again that the company does not care at all about our society,” she said.
Paviasen is a former central figure of Urani Naamik (No to Uranium), a non-governmental organization which has spearheaded opposition to the mining project at Kuanersuit. She and other opponents maintain that Greenland Minerals conducted its business in the country in less than savory ways. Its lobbying has included hiring leading Greenlandic politicians and former high ranking public officials to further its case.
Nathanielsen said that she is convinced that Greenland has the better legal case. She recognizes though that Greenland Minerals campaign is having an effect.
“I regard it as a maneuver to create uncertainty and to target politicians, and it has worked extremely well as clickbait. A lot of journalists have reacted. I just think it is more interesting what the company is basing its case on,” she said.
Greenland’s government has until early January 2024 to react to Greenland Minerals’ Statement of Claim.
The government argues that the Arbitral Tribunal in Denmark does not have powers to handle complaints against political decisions made by the government of Greenland. Instead, the government argues, Greenland Minerals may bring their case before the courts in Greenland.
Should Greenland Minerals be awarded compensation for the losses it claims, the sums involved might exceed Greenland’s ability to pay. Greenland Minerals argues, however, that the Danish government could also be made responsible. Until 2009, the two countries shared the responsibility for Greenland’s mineral deposits.
This article was first published by ArcticToday.com 11. October 2023
Krigens gang har igen og igen understreget, hvordan Ruslands krigsførelse i Ukraine er dybt afhængig af de omfattende militære installationer i Arktis. Af samme grund vil USA sandsynligvis forvente, at milliarderne fra det forsvarsforlig, der blev indgået før sommeren, fører til en styrket dansk indsats i Arktis, lyder analysen fra Martin BrDet militære billede i Arktis er under markant forandring, netop som forhandlingerne om udmøntningen af forsommerens historiske forsvarsforlig skal til at begynde.
Den russiske forsvarsminister Shoigu besøgte for kort tiden siden Novaya Zelma, arnestedet for den russiske atommagt. Truslen om atomkrig accentueres i takt med at Ruslans konventionelle styrker udmarves i Ukraine.
I slutningen af august flyttede det russiske luftvåben syv af bombefly af typen TU-2M3 fra en luftbase relativt tæt på Ukraine til en tilsvarende luftbase ved Olenya på Kola-halvøen kun 150 kilometer fra storbyen Murmansk i det russiske Arktis. Flyene bruges til missilangreb i Ukraine, og overflytningen blev ifølge Barents Observer opsnappet af en russisk radioamatør og vidererapporteret på X – tidligere Twitter.
Fra Olenya vil flyene fortsætte deres missil-spyende missioner mod Kiev, boligblokke, kraftværker og andre mål i Ukraine, men de vil fremover, når de står parkeret på Kola-halvøen, ikke længere være sårbare over for droneangreb fra Ukraine, der tættere på Ukraine har gjort flere russiske fly af samme type ukampdygtige.
Sådan har krigens gang i den seneste tid igen og igen understreget, hvordan Ruslands krigsførelse i Ukraine er dybt afhængig af de omfattende militære installationer i det russiske Arktis – flybaser, flådehavne, kaserner, tropper, nukleare testcentre, missillagre, antiluftskyts, depoter, træningsområder og så videre.For Rusland er Arktis ikke periferi eller sekundær udkant, som det er for langt de fleste Nato-lande. Det russiske Arktis og især den del, der ligger klods op ad Norge og Finland, er helt central for krigsførelsen.
Af samme grund vil Danmarks allierede og især USA sandsynligvis forvente, at milliarderne fra det forsvarsforlig, der blev indgået på Christiansborg før sommeren, fører til en mere målrettet, intensiv og styrket dansk indsats i Arktis.
Sverige og Finland inkorporeres i øjeblikket hastigt i Nato-forsvaret af Østersøområdet, og mens den danske indsats i Østersøen derfor vil blive mindre efterspurgt, vil forventningerne til Danmark svinge mod nord til områderne ved Færøerne og Grønland, der anses for naturligt dansk ansvarsområde.
Nye forventninger til Danmark
Den nye forsvarsminister Troels Lund Poulsen forklarede allerede i foråret, da han lancerede regeringens udspil til forsvarsforliget, hvordan denne drejning i omverdenens forventninger er i gang, og udviklingen i det militære billede bakker ham op.
Amerikanske overvågningsfly har for længst udnyttet Finlands entre i Nato til at patruljere langs den finsk-russiske grænse, hvorfra de angiveligt kan skue ind over for eksempel den luftbase ved Olenya, som de syv TU-22M3 blev overført til i slutningen af august.
Britiske tropper er nu semi-permanent udstationeret i det nordlige Finland, ligesom der er fælles øvelser med kampfly i finsk og svensk luftrum tæt på Østersøen og Baltikum, men også de russiske atombaser på Kolahalvøen.
NATO-tropper fra flere flere lande træner nu Finland, britiske tropper er på semi-permanent ophold
Pointen for USA i Arktis er uforandret: De russiske nukleare kapaciteter i Arktis udgør ikke kun en trussel mod mål i Europa, men i mindst lige så høj grad mod de amerikanske storbyer. Det amerikanske forsvars opmærksomhed er derfor ekstra fokuseret i Arktis, og ikke blot på de russiske baser, ubåde og fly, men også på USA’s allierede, og hvad de bidrager med.
Truslen om atomkrig
Ruslands arktiske kapaciteter har direkte betydning for krigsførelsen i Ukraine på mindst to måder.
For den igangværende konventionelle krigsførelse gælder det for eksempel, at talrige af de kæmpende soldater i Ukraine har hjemsted på baserne i det russiske Arktis. Hundredvis, hvis ikke tusinder med hjemsted på baserne på Kola-halvøen i det nordvestligste Rusland, er allerede dræbt på slagmarken. Andre skarer af soldater fra samme baser er stadig i kamp.
Talrige militære fragtskibe har siden invasionen i Ukraine bragt kampvogne og andet tungt materiel fra baserne i Arktis ned langs Norges og Europas kyster til Krim og de ukrainske kyster mod syd.
Slagskibe med hjemsted i det russiske Arktis indgår med betydelig ildkraft i den russiske flådestyrke i Sortehavet og i Azov-havet syd for de russisk besatte områder i det østlige Ukraine, præcis som russiske slagskibe fra Arktis med bastant ildkraft har støttet præsident Assad i krigen i Syrien.
For det andet sikrer styrkerne i det russiske Arktis Ruslands evne til at opretholde en troværdig trussel om et nukleart angreb på USA eller Europa. En meget stor og voksende del af de fremføringsmidler, der er relevante, såfremt Putin eller andre i det russiske system for alvor skulle ønske at bringe et nukleart sprænghoved til udløsning over New York, London eller andre mål i Vesten, befinder sig i det russiske Arktis, og det er ventet, at yderligere kapaciteter flyttes herop i Nordflådens domæne ved Kola-halvøen i takt med, at Ruslands manøvrerum i Østersøen indskrænkes.
Det er som bekendt denne fortsatte evne til at true Vesten med det ultimative nukleare ragnarok, der nu i over et år har muliggjort Putins invasion i Ukraine og skabt udbredt usikkerhed om den vestlige støtte til Ukraine – herunder den lange beslutningstid forud for den danske og hollandske donation af F16-fly.
Det væsentligste i den aktuelle situation er dog nok, at Putins og den russiske forsvarsstabs behov for atomtruslen forventes at vokse i takt med, at Ruslands konventionelle styrker udmarves i Ukraine – og igen spiller kapaciteterne i Arktis en hovedrolle.
Eksempelvis var det efter alt at dømme netop for at udbasunere atomtruslens fortsatte aktualitet, at den russiske forsvarsminister Sergey Shoigu tidligere i august sammen med Aleksei Likahsev, chefen for Rosatom, det russiske atomagentur, der medvirker til udvikling og vedligeholdelse af det russiske atomarsenal, med fire helikoptere fløj til de Ruslands primære atomare testcentre på øgruppen Novaja Zelma i Det Arktiske Ocean.
Her ligger test- og udviklingsfaciliteter gravet ind i de tunneler i fjeldene, der udgør selve arnestedet for den russiske atommagt – og Shoigu lod straks videooptagelser af besøget offentliggøre.
Det var netop på Novaya Zemlya, at Rusland med mere end 130 testsprængninger fra 1954 til 1990 lagde grunden til det atomare våbenkapløb efter Anden Verdenskrig. Der er ikke foretaget prøvesprængninger på øerne siden 1990’erne, men ifølge det russiske forsvar fortsætter en sofistikeret udvikling af kernevåben netop på Novaya Zemlya.
Shoigu holdt kort før afgang en tale for spidsen af det russiske forsvarsministerium i Moskva om den øgede trussel mod Ruslands nukleare kapaciteter i nord, som Finlands og Sveriges optagelse i Nato i hans øjne har ført med sig; også denne tale blev offentliggjort.
Vi kender ikke forsvarsministerens bevæggrunde, men måske den russiske forsvarsstab netop nu har ekstra behov for den styrke, de mener, at en genopfrisket atomtrussel kan give.
Pres på Danmark og Grønland
Hvordan denne russiske aktivitet i Arktis hurtigt kan føre til øgede amerikanske krav til det danske forsvar og til Danmarks politiske håndtering af Grønland og Færøerne, som i forvejen er under amerikansk lup, fik vi en påmindelse om forleden i Foreign Policy.
Her kritiserede den tidligere stabschef i præsident Trumps National Security Council, Alexander B. Gray, både den danske, norske og canadiske håndtering af den russiske trussel i Arktis under overskriften “Natos nordlige flanke har for mange svage punkter.
Gray skriver om “substantielle svigt fra flere centrale medlemmer af alliancen, der undlader at løfte deres forpligtelser på trods af Moskvas kontinuerlige interesse i det høje nord”. Han kritiserer den danske regering især for ikke at agere bestemt nok over for Færøerne og Grønland, så disse dele af riget i stedet – i hans optik – ligger åbne for alt for megen russisk (og kinesisk) aktivitet.
Greys opråb lægger sig i tråd med de seneste års gentagne amerikanske kritik af den danske indsats i Arktis, som ingen af de hidtidige forøgelser af forsvarets kapacitet har fået til at forstumme.
USA forstærker i Arktis
Det amerikanske forsvar har øget sin egen indsats i Arktis betragteligt over kort tid. Efter en del års beskeden amerikansk interesse for Arktis, er amerikanske krigsskibe, ubåde, spionfly og kampfly nu hyppige i regionen. Den amerikanske second-fleet med særligt ansvar for Nordatlanten er genetableret.
Mere end 50 F-35 jagerfly er udstationeret alene i Alaska, og fra Island flyver USA jævnlige patruljer efter russiske ubåde med avancerede overvågnings- og kampfly. En ny ubådshavn ved Tromsø bruges flittigt, og USA’s atomubåde og flådeskibe ses nu også jævnligt på Færøerne.
Pentagon har etableret fire militære støttepunker i Norge, to i Nordnorge. Fra en ny luftbase ved Evenes syd for Tromsø skal amerikanske Poseidon-fly, der kan opdage og nedkæmpe ubåde, jage russiske ubåde i tandem med norske fly af samme type.
I vinter deltog marinesoldater fra USA i landøvelsen Freezing Winds i Finland, og i maj duvede et af klodens mægtigste krigsskibe, hangarskibet USS Gerald F. Ford langt op langs Norges vestkyst, righoldigt pakket med kampfly og soldater.
Hvor Nato-landenes primære forsvarslinje mod den russiske Nordflåde og de russiske missilbærende ubåde for få år siden lå cirka i farvandene ved Island, er forsvaret nu rykket langt længere mod nord. Eller som norske Tormod Heier, forskningschef på Forsvarets Høgskole i Oslo, forklarede mig tidligere på sommeren:
“Under Den Kolde Krig gik den amerikanske forsvarslinje i GIUK-stræderne mellem Grønland, Island og UK. I dag, 30 år senere, er linjen flyttet mod øst helt op til BEAR-gabet i Barentshavet mellem Hammerfest, Bjørnø og Svalbard. Altså langt tættere på den russiske nordflådes baser.”
Især Norge, USA og Storbritannien har i de seneste år stået bag dette markant skærpede militære pres på Ruslands arktiske atombaser. Presset for øget dansk deltagelse, herunder især øget overvågning i farvandene og luftrummet øst for Grønland og ved Færøerne, er velkendt, og krigen i Ukraine skaber givetvis, som Alexander Grey demonstrerer i Foreign Policy, ønske om mere.
Atomtruslen fra det russiske Arktis er ikke uden indhold, og både forsvarsminister Shoigu og andre ventes som nævnt at gøre yderligere brug af den i takt med, at Rusland presses i Ukraine. Som seniorforsker ved DIIS, Flemming Splidsboel Hansen, siger:
“Udgangspunktet for os her i kongeriget må være, at der kommer mere spænding i Arktis. Atomtruslen vil være vedholdende. Jo tættere Rusland kommer på et eventuelt nederlag i Ukraine, noget der gør virkeligt ondt som for eksempel at miste de nye annekterede områder eller Krim, kan det føre til, at atomtruslen bliver talt op og bliver mere akut. Man vil måske begynde at aktivere atomtruslen, så amerikanerne kan se, at der foregår noget.”
Han nævner som et muligt næste, men i givet fald meget voldsomt skridt, at Rusland vil bringe et atomvåben til sprængning eventuelt på Novaya Zemlya – et scenarie den internationale presse også spekulerer i efter Shoigus besøg – eller over et ubeboet område, eksempelvis over et havområde, for at true USA og resten af Nato til at slække presset på Rusland; en mulighed, der er beskrevet i de russiske doktriner.
“Hvis Rusland er presset konventionelt og ikke mener, at de har det, der skal til, kan de bruge atomvåbnene for at stoppe Vesten, altså for at kompensere for en underlegenhed på det konventionelle område,” siger Splidsboel.
Forsvarsforliget på Christiansborg, der er Danmarkshistoriens største, blev indgået 28. juni og gælder for 2024 til 2033. Forliget betyder, at der skal investeres cirka 143 milliarder i forsvaret. Der er bred, men uspecificeret enighed om at lade udgifterne til forsvaret i Nordatlanten og Arktis stige. Forhandlinger om den præcise udmøntning af forliget ventes inden for de kommende uger.
Teksten er blev offentliggjort på Altinget i anden opsætning 11.09 2023
Afløseren for Aki-Matilda Høegh-Dam vil tale grønlandsk under åbningsdebatten 5. oktober. Og samtidig slår en ekspert fast, at mindre end en fjerdedel af grønlænderne vil kunne klare sig i Folketinget på dansk.
Folketingets præsidium med formanden Søren Gade i spidsen har så vidt vides endnu ikke noget færdigt svar til de grønlandske politikere, der gerne vil tale grønlandsk fra talerstolen – og nu begynder det at haste.
22. september rejser Aki-Matilda Høegh-Dam, folketingsmedlem for det grønlandske parti Siumut, 14 dage på studieophold i USA, og hendes vikar og partifælle, Markus E. Olsen, har bebudet, at han vil tale grønlandsk i hvert fald under åbningsdebatten i Folketinget 5. oktober.
Markus E. Olsen ønsker at tale grønlandsk under åbningsdebatten 5. oktober. Foto: Siumut
“Når grønlænderne ikke kan tale på deres eget modersmål, bliver de ikke værdsat, som de er. Der skal være ligeværdighed. Alt er på danske præmisser. Sådan har det været i 300 år, og jeg synes, at det må være nok,” siger han, da jeg ringer til ham i Sisimiut, hvor han bor.
“Danskerne har… hvad siger man på dansk… taget det for givet, at grønlænderne bare kan tale dansk. At det er sådan, det skal være. I 300 år har man bare vænnet sig til, at grønlænderne skal gøre alting på dansk. At vi skal leve på dansk,” siger han.Markus E. Olsen glæder sig til Folketinget: “Det er som at få en gave på sin fødselsdag at få lov at tale fra Folketingets talerstol,” siger han. Han har været aktivt medlem af Siumut stort set ubrudt siden 1980’erne og arbejdede i en periode som partisekretær under partiformanden, landsstyreformand Hans Enoksen tilbage i nullerne.
Markus E. Olsen er uddannet teolog fra pastoralseminariet på Vartov i København og fungerede som præst i Nuuk indtil juni i år. Her blev han afskediget efter en prædiken, hvor han blandt andet undlod at velsigne dronning Margrethe og i øvrigt involverede en trommedanser.
I telefonen fra Sisimiut udtrykker han sig på et absolut forståeligt dansk, men det er tydeligvis også sandt, når han siger at, “hvis jeg skal udtrykke essensen, gør jeg det meget bedre på mit modersmål.” Han leder gerne i lidt tid efter de rette ord og vendinger, før han former sætninger på dansk.
Han forestiller sig, at han måske vil indlede sin tale under åbningsdebatten i oktober på dansk for at forklare, hvorfor han gerne vil holde resten af talen på grønlandsk. Han har ingen fast plan for, hvordan han vil svare på eventuelle spørgsmål under debatten: “Måske kan jeg få hjælp af en tolk,” funderer han. Han understreger, at hans ønske om at tale grønlandsk ikke er “for at drille”; han ønsker primært at udtrykke sig klart.
Forbud kommer næppe på tale
Sproget har altid været et sprængfarligt tema i Grønland, og mange vil følge præsidiets videre reaktion på udfordringen. At forbyde Markus E. Olsen at tale grønlandsk fra talerstolen – eller Aki-Matilda Høegh-Dam, når hun kommer hjem – kommer næppe på tale. Et forbud vil rejse en storm af anseelige dimensioner i Grønland, og flere af Folketingets tungeste aktører, herunder statsminister Mette Frederiksen og Søren Gade, har da også allerede udtrykt sympati for den grundtanke, at grønlændere og færinger bør have lov til at udtrykke sig på deres modersmål i Folketinget. (Ingen taler endnu om de 15.000 medlemmer af det tyske mindretal i Sønderjylland, men det kan komme). Desuden er tiden ikke til firkantede afvisninger eller kantede løsninger på dilemmaer, der handler om repræsentation, respekt for mindretal eller identitetspolitik. Ingen ønsker sig endnu et umuligt skænderi med Grønland; en løsning skal findes, ikke mindst fordi problemet stikker så dybt og i så mange retninger, at det kan antage helt umulige former, hvis det får lov at vokse.
Eksempelvis hører det med til konteksten, at langt de fleste grønlændere i praksis ikke har nogen reel mulighed for at udnytte deres ret til at blive valgt til og lade sig høre i Folketinget, så længe grønlandsk ikke er arbejdssprog i Folketinget. Jeg spurgte lingvisten Per Langgård, chefkonsulent på Grønlands Sprogsekretariat, hvor mange i Grønland, der taler dansk. Per Langgård var i mange år universitetslektor i grønlandsk på Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet, og han understreger først, at “det er der ikke et levende Guds øje, der ved.”
Sprogkundskaber registreres ingen steder i Grønland. Et ganske lille mindretal af grønlænderne i Grønland taler primært dansk; det gælder eksempelvis Landsstyrets finansansvarlige, Naaja Nathanielsen. Hvor mange af de øvrige grønlændere, der mestrer dansk er ikke registreret, men Per Langgård har arbejdet med sproget i Grønland siden 1972 og tør godt give et bud:
“Hvis vi taler om folk, der funktionelt er tosprogede og som altså foruden grønlandsk kan dansk nok til at klare sig, så tror jeg, at vi er nede på cirka 25 procent af befolkningen,” siger han.
“Det vil sige, at de kan møde en dansktalende medarbejder på kommunen eller en læge, der kun taler dansk, og stadig være heldige at lande på benene,” siger han.
Gruppen, der vil kunne klare sig på dansk i Folketinget, hvor et mere fuldgyldigt dansk i øjeblikket må anses for en forudsætning, er endnu mindre. Denne gruppe tæller efter Per Langgårds skøn mindre end hver fjerde grønlænder. Mere end 75 procent af grønlænderne vil med andre ord ifølge hans skøn ikke kunne holde en almindelig tale i Folketinget på funktionsdueligt dansk; de vil ikke kunne følge forhandlinger i salen eller deltage meningsfuldt på dansk i et udvalgsmøde – og dilemmaet er voksende.
“Jeg oplever, at danskkundskaberne falder betydeligt i dag,” siger Langgård. For folketingets præsidiums overvejelser hører det altså med, at mindre end en fjerdedel og stadig færre i Grønland efter Per Langgårds skøn reelt har mulighed for at agere meningsfuldt i Folketinget, så længe grønlandsk ikke i en eller anden grad accepteres som arbejdssprog. En del vil givetvis mene, at det er demokratisk problem uanset, at det principielt står enhver frit for at lære dansk.
Præsidiet vil i den forbindelse sikkert huske, at retten til at vælge to medlemmer af Folketinget blev fremhævet som en af de absolut vigtigste gevinster, da Danmark tilbage i 1950’erne skulle forklare, hvorfor det var attraktivt for grønlænderne at bytte den gamle status som koloni ud med fuld indlemmelse i Danmark.
Dengang var det et mål for ledende grønlandske kræfter, at så mange som muligt i Grønland skulle lære godt dansk. De opfattede det danske sprog som et middel til dannelse, fremskridt og ligeværd.
Vokser man op som grønlandsktalende, koster det gerne blod, sved og tårer at lære dansk, men dengang så ingen rigtig nogen vej udenom, hvis Grønland skulle nyde modernitetens frugter. Siden er billedet ændret betragteligt. I dag diskuteres det hyppigt, om ikke Grønland var bedre tjent med at udskifte dansk med engelsk som andet hovedsprog, sådan som man har gjort på Island. Unge i Grønland lærer alligevel engelsk fra de sociale medier, fra film og spil på nettet og i skolen – foruden de dele dansk, de får med sig fra skolen.
Kolonitiden klæber stadig til sproget. Dansk vil altid være koloniherrens sprog med alt, hvad deraf følger af bevidst eller ubevidst afstand og modstand. Det er eksempelvis en kilde til evig irritation i Grønland, at mange institutioner – virksomheder, sundhedsvæsenet, domstolene og så videre – stadig ledes af dansktalende chefer. Præsidiets afgørelse over for dem, der vil tale grønlandsk i Folketinget, vil med andre ord blive tolket ind i en allerede velvoksen skov af frustrationer.
Tolkning til 200 millioner
Diskussionen om grønlænderes og færingers muligheder for at tale dansk i Folketinget blev for alvor katapultet ind i præsidiet og den offentlige debat, da Aki-Matilda Høegh-Dam 12. maj valgte at holde et indlæg på grønlandsk og efterfølgende svare på spørgsmål fra salen på grønlandsk. Tidspunktet var ikke tilfældigt valgt: På dagsordenen stod statsministerens årlige redegørelse for rigsfællesskabets aktuelle tilstand.
Høegh-Dams aktion fik for en kort, historisk stund den parlamentariske debat til at bryde sammen, og en hidsig diskussion brød efterfølgende ud både i Danmark og i Grønland.
“Jeg er folkevalgt fra Grønland. Grønland er et valgdistrikt i sig selv. Jeg fører valgkamp på grønlandsk. Men jeg kan ikke repræsentere mit folk i Folketingssalen på det sprog, der er det officielle sprog i Grønland. Det ser jeg bare noget forkert i,” sagde Høegh-Dam til Ritzau.
Aki-Matilda Høegh-Dam holder sine følgere opdateret på de sociale medier. (Selfie)
Statsminister Mette Frederiksen og andre har siden som nævnt gjort klart, at en løsning bør findes. Problemet er blot hvilken. En enkelt tolk til en enkelt tale? Eller fuldbyrdet simultantolkning, så folketingsmedlemmer og vikarer fra Grønland eller Færøerne til enhver tid kan vælge at tale på modersmålet? Og betyder det så også, at de relevante dokumenter, uden hvilke folketingsarbejde ikke lader sig gøre, skal oversættes?
Sidst i august spurgte jeg Folketingets administration, om der var noget nyt fra præsidiet i sagen. Det var der ikke; jeg blev i stedet venligt henvist til en gammel pressemeddelelse fra juni.
“Ifølge et helt foreløbigt overslag vil det kunne koste mindst 200 millioner kroner om året at drive en tolkeordning i Folketinget med oversættelse til grønlandsk og færøsk. Hertil kommer etableringsomkostninger på mindst 40 millioner kroner,” lød det dengang.
De anonyme arbejdsheste i Folketingets administration havde sjovt nok ledt efter en løsning i Grønland:
“Overslaget tager udgangspunkt i den ordning, der findes i det grønlandske parlament, Inatsisartut. Her bliver tale simultantolket mellem grønlandsk og dansk, ligesom parlamentariske dokumenter bliver gjort tilgængelige på begge sprog. I forhold til Folketinget vil det skønsmæssigt indebære oversættelse af parlamentariske dokumenter på mindst 150.000 sider om året,” lød det i pressemeddelelsen.
Jeg spurgte dernæst i Nuuk, hvordan tolkningen dér konkret foregår. Grønlandsk lov siger, at alle forhandlinger i Inatsisartut, Grønlands parlament, som udgangspunkt foregår på grønlandsk, men denne grundregel har en afgørende fortsættelse: “Medlemmer af Inatsisartut og Naalakkersuisut, der ikke behersker grønlandsk, har adgang til at tale dansk med tolkning til grønlandsk, ligesom forhandlingerne skal kunne følges på dansk”. Og videre: “Forhandlingerne i Inatsisartut med tilhørende bilag offentliggøres på grønlandsk og på dansk.”
Dansk tale i Inatsisartut
I praksis tales der ganske ofte dansk i Inatsisartut, uden at nogen studser over det. Landsstyrets eller Naalakkersuisuts finansansvarlige, Naaja Nathanielsen, taler som nævnt primært dansk – også, når hun optræder i Inatsisartut. Er man medlem eller gæst i den smukke parlamentssal i Nuuk, får man straks ved ankomst udleveret en øresnegl og kan herefter nyde godt af kontinuerlig, non-stop simultantolkning uanset, om man er til grønlandsk eller dansk. Tolkene arbejder i hold af tre. Tyve minutter hver – og så videre til den næste. Sådan går det i maksimalt syv timer, før kapaciteten for et tremandshold er brugt op.
Tolkningen sikrer, at hele befolkningen i Grønland – også de dansktalende – altid har mulighed for at følge de løbende transmissioner fra Inatsisartuts forhandlinger. Parlamentet har for tiden en normering på syv fastansatte tolke, der sammen med en freelancer foruden simultantolkningen i salen oversætter alle dokumenter, så alt foreligger på to sprog – herunder alt materiale til brug for udvalgsbehandlinger.
Jeg har endnu ikke fået oplyst, hvad denne herlighed koster, men det er udbredt viden i Grønland, at tolkningen er rasende dyr. Der er tolkeafdelinger i Inatsisartut, men også i centraladministrationen under Naalakkersuisut, på kommunen, på Dronning Ingrids Hospital med videre.
Det kan blandt andet derfor være hundesvært at opdrive kyndige tolke, der mestrer både dansk og grønlandsk og som ikke i forvejen er overbebyrdede, især hvis det kræves, at de skal simultantolke.
Det er med andre ord ikke overraskende, at Folketingets administration i juni nåede frem til, at fuldbyrdet tolkning til og fra grønlandsk vil koste 200 millioner om året; en sum Søren Gade tydeligvis fandt uden for det tåleliges grænser. Han bedyrede, at en løsning skulle findes, men lod også forstå, at regningen efter hans mening bør være noget mindre.
Vi får se, formentlig snart. Folketingets præsidium, der har det formelle ansvar, holder ordinært møde 18. september.
Ind mellem de politiske topmøder fik Mute B. Egede lokket Mette Frederiksen og Færøernes lagmand Aksel Johannesen (v. siden af statsministeren) til håndboldlandskamp i Nuuk. (selfie)
Det er ikke set tidligere. I denne uge rejser Danmarks statsminister, udenrigsminister, forsvarsminister, justitsminister, formanden for Udenrigspolitisk Nævn plus en skare af nævnets medlemmer til Nuuk for at parlamentere med ministre og parlamentsmedlemmer fra Grønland og Færøerne om de mest topaktuelle, dybt prekære sikkerheds- og udenrigspolitiske udfordringer.
Nuuk bliver scene for hele tre topmøder:
Et rigsmøde mellem de tre politiske ledere fra Færøerne, Grønland og Danmark. En samling i det såkaldte Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarspolitiske Kontaktudvalg, hvor det danske ministerhold mødes med ministre fra Færøerne og Grønland. Plus et træf af parlamentarikere med udenrigs- og sikkerhedspolitisk mandat fra hele riget, det første af sin art nogensinde.
Suge opmærksomhed
I mediebilledet vil en lille stribe dårlige enkeltsager muligvis suge opmærksomhed. Vi vil givetvis gense den grønlandske vrede over Lars Løkke Rasmussens (M) udnævnelse af en dansk diplomat og ikke en grønlandsk som arktisk ambassadør for kongeriget.
Lars Løkke har i den grønlandske optik også trådt i kvanbedet ved at udtale sig lovligt friskfyragtigt om de grønlandske visioner om selvstændighed.
Det er velkendt i Nuuk, at Lars Løkke anser visionerne som blottet for økonomisk klarsyn; bloktilskuddet dækker stadig over halvdelen af den grønlandske regerings udgifter – men trætheden over Løkkes gentagelser af dette faktum er voksende.
Udenrigsministeren har også ifølge folketingsmedlem Aaja Chemnitz fra landsstyreformand Muté B. Egedes parti Inuit Ataqatigiit forbrudt sig mod god tone ved at ansætte TV2s tidligere redaktionschef Ulla Østergaard som spindoktor for Moderaterne.
I 2021 blev Ulla Østergaard gået fra TV2 efter en skandale, hvor hun på uholdbart grundlag nidkært forfulgte anklager om konkursrytteri med videre mod Muté B. Egede, der stod midt i en valgkamp. Miséren kostede Østergaard jobbet og dyb vrede i Nuuk.
Endelig er en kulegravning af Danmarks ugerninger i Grønland, som statsminister Mette Frederiksen (S) og Muté B. Egede har aftalt, endnu ikke kommet i gang – et år efter, at aftalen blev underskrevet.
Færingerne vil holde vågent øje med, om de danske udsendinge siger noget grimt om Færøernes omstridte fiskerisamarbejde med Rusland, og de vil huske, at Mette Frederiksen og hendes team i Thorshavn sidste sommer styrede det første reelle møde i Kontaktudvalget så skarpt, at der hos enkelte opstod tvivl om Mette Frederiksen vilje til reel dialog.
Krigen i Europa
Bag de svært bevogtede, lukkede døre til Kontaktudvalgets møde vil den tunge, sikkerhedspolitiske alvor dog formentlig dominere.
Krigen i Ukraine, alliancen med USA og oprustningen i Arktis er uomgængelige temaer, og der er behov for afklaring forud for NATO-topmødet i Vilnius i juli: Hvad mener i denne alvorstid Nuuk og Thorshavn om kongerigets rette vej frem? Er holdningerne i de tre hovedstæder sammenfaldende og langtidsholdbare?
Forud for mødet står det klart, at en udvidelse af forsvarets indsats i Nordatlanten og ved Grønland nu virker som en nærmest akut nødvendighed for regeringen.
USA har stadig mere utålmodigt efterlyst stærkere dansk indsats, især til overvågning og situational awareness mod nord, og presset vokser med krigen i Ukraine. Det danske forsvar skal bidrage mere og skarpere til overvågning af russiske skibe, fly og ubåde nær Færøerne og Grønland, og regeringen er opsat på at levere.
Allerede i Trumps dage fandt Mette Frederiksen 1,5 milliarder i forsvarsbudgettet til formålet, men udmøntningen går trægt, og tirsdag i sidste uge gjorde fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) det ved lanceringen af regeringens udspil til det kommende forsvarsforlig ekstra klart, at indsatsen i Arktis skal opskaleres markant.
Finland og snart Sverige ventes som nye NATO-medlemmer at tage et større ansvar for forsvaret af Østersøregionen og Baltikum. Det giver rum til, at Danmark kan bruge flere kræfter i eget domæne ved Færøerne og Grønland:
“Man bliver nødt til at lægge til grund, at Østersøen kommer til at have en anden status end i dag,” sagde Troels Lund Poulsen.
“Vi har set Finland blive medlem af NATO, og vi håber, at Sverige snart bliver medlem. Det giver os nogle andre muligheder, end vi har haft før. Det betyder ikke, at Østersøen ikke er et prioriteret område, men det giver os mulighed for at samarbejde på en anden måde,” sagde han.
“Der er ingen tvivl om, at i den sikkerhedspolitiske situation, vi befinder os i, kommer vi til at koncentrere nogle flere investeringer i forhold til rigsfællesskabet. Jeg oplever også i samtaler med kolleger i NATO-kredsen, at det er der stigende opmærksomhed på,” lød det.
I det omdelte baggrundsmateriale blev hensynet til USAs også fremhævet. Indsatsen i Arktis og Nordatlanten skal boostes, hedder det, for at “bidrage endnu mere til at opfylde allieredes og NATO’s interesser i regionen” – altså et særligt hensyn til USA’s behov foruden NATO’s.
Oprustning
Oprustningen lige over horisonten fra Nuuk er til at få øje på. Et af klodens mægtigste krigsskibe, hangarskibet USS Gerald R. Ford fra den amerikanske flåde er i disse dage – pakket med jagerfly og tusinder af tropper – i Oslo og derfra på vej op langs Norges vestkyst mod det russiske Arktis og de russiske atombaser på Kolahalvøen.
Herfra kan russiske atommissiler med kort varsel bringes til angreb mod mål i Europa eller mod USAs borgere. En russisk flådeøvelse ud for atombaserne blokerede for få dage siden store dele af Barentshavet, mens mere end 130 militære fly fra Sverige, Finland, Norge med flere fløj himlen tynd i den største luftøvelse af slagsen i mange år.
Mette Frederiksen vil lande i Grønland direkte fra statsbesøg hos Joe Biden opfyldt af seneste nyt om rædslerne i Ukraine og USAs bekymringer, og Grønland og Færøerne er vigtige i den kontekst.
Amerikanske atomubåde har i stigende omfang brug for de færøske havne – flere har været på besøg i år. Thule-basen beskytter USA mod missilangreb fra nord, og farvandene mellem Grønland og Færøerne er afgørende for de russiske ubådes adgang til Atlanterhavet, europæisk farvand og USAs østkyst.
Støvsuget for aflytningsudstyr
Det danske kongerige udfylder en central plads i den sikkerhedspolitiske konstellation, og i Nuuk vil Politiets Efterretningstjeneste have forberedt et sikret rum, sweepet og støvsuget for eventuelt aflytningsudstyr – kinesisk, amerikansk eller hvem, der nu måtte være på lur.
Det planlagte daglange møde mellem de danske ministre og kollegerne fra Grønland og Færøerne vil indebære udveksling af data, som kun en begrænset sikkerhedsclearet skare har adkomst til, og de overvejelser, ministrene vil udveksle, egner sig heller ikke til udvortes brug.
Alle fastholder officielt ønsket om lavspænding i Arktis, men mørke skyer trækker op. Under afslutningsdebatten i Folketingssalen torsdag fik Mette Frederiksen tydeligt signaleret, at hun har ekstra behov for enighed lige nu:
“Ligegyldigt hvor rigsfællesskabet bevæger sig hen, og hvad det udvikler sig til, så er vi en del af en mere urolig verden. Det gælder også Nordatlanten og Arktis. Derfor har vi behov for at stramme bardunerne og have et meget tæt samarbejde,” sagde hun ifølge Sermitsiaq.ag.
Omfavnelse
Formelt set er intet ændret i rigsfællesskabet. Det er fortsat den danske regering, der formelt træffer alle beslutninger af betydning for kongerigets sikkerheds- og forsvarspolitik.
Men magtforskydningen mod nord, der har stået på i nogen tid, vil i Nuuk i denne uge få et klarere ansigt, end vi før har set – og den bombastiske retorik, der har præget de seneste ugers medie-udvekslinger, understreger blot, hvor hurtigt forventningerne til den ny orden vokser i Nuuk og Torshavn.
Møderækken i Nuuk vil illustrere, hvordan Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen i dette nye lys arbejder på at holde rigsfællesskabet skarpt og dueligt.
Grønlands og Færøernes politiske ledere og parlamentarikere inddrages i det sikkerhedspolitiske værksted i et omfang, der ikke er set før. Det vil på ingen måde slukke Nuuks og Thorshavns tørst efter mere kontrol over egen skæbne, men det smører treenighedens hjul, selvom danskerne kan have svært ved at vaske gamle vaner af sig.
Mødet i kontaktudvalget afholdes tirsdag; Muté B. Egede vil formentlig sidde for bordenden denne gang; Grønland har formandskabet i år.
Onsdag er der Rigsmøde, hvor Mette Frederiksen, den færøske lagmand Aksel V. Johannesen og Muté B. Egede på traditionel rigsmødevis vil have nogle timer under seks øjne.
Ingen embedsmænd, kun de tre og intet skriftligt referat. Hvis vejret tillader, begynder de i fjeldet, hvor en telestation skal beses.
Herefter frokost på restaurant Qooqqut Nuan i Nuukfjorden, der netop er åbnet for sommeren. Her kan man normalt få tilberedt sin selvfangede fisk, men det er der næppe tid til. Embedsmændene vil myldre i periferien, mens de tre politikere får tid for sig selv.
Nævnet i Grønland
Dertil kan som nævnt tilføjes en reel gallapremiere. For første gang nogensinde er det lykkedes at få et reelt fysisk møde i stand mellem medlemmer af Folketingets Udenrigspolitiske Nævn plus medlemmer af det Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg i Inatsisartut, parlamentet i Nuuk, plus medlemmer af Udenrigsudvalget i det færøske lagting.
Stærke kræfter i Thorshavn har efter sigende været indædt træge overfor dette dansk-initierede projekt. Skeptikerne frygter indfedtning i en proces, der blot styrker danskernes dominans, men nu finder mødet altså sted.
Dagsordenen var sent i sidste uge endnu ikke på plads, men billetterne på plads, og formanden for nævnet, Michael Aastrup Jensen (V), lød i radioen som om, han glædede sig.
Med fra Nævnet er også de fire nordatlantiske folketingsmedlemmer, SF’s Karsten Hønge, Enhedslistens Søren Søndergaard og Annette Lind (S).
Sammenstimlingen afspejler, hvordan vi for alvor er landet i mellemrigspolitikkens tid. Det synes ikke længere muligt at forestille sig eksempelvis større udvidelser af det danske forsvars operationer, materiel eller tilstedeværelse i Grønland eller på Færøerne, uden at det på forhånd er omhyggeligt klappet af med Nuuk og Thorshavn.
Inddragelse, dialog og informationsdeling er Mette Frederiksens og Lars Løkke Rasmussens svar på udfordringerne fra Færøerne og Grønland, og instrumenterne rækker ud over dem, vi vil se i Nuuk.
Lars Løkkes udenrigstjeneste har eksempelvis som yderligere signal om udstrakt samarbejdsvilje for første gang nogensinde for nylig ansat en grønlandsk medarbejder i NATO-repræsentationen i Bruxelles.
Formelt er der blot tale om endnu en medarbejder fra København på den danske NATO-repræsentation, men lønnen betales af Nuuk, og selvstyret i Nuuk lægger ikke skjul på, at der forventes et synligt udbytte.
Rigsfællesskabet er udfordret på mange fronter, men endnu består det, og tunge opgaver trænger sig på. De kommende dage vil vise, hvordan den stadigt bevægelige magtbalance i riget påvirker anstrengelserne for at håndtere virkeligheden uden for grænserne.
Trykt i lidt andet format første gang på Altinget 5. juni som optakt til møderække i Nuuk
:quality(70)/cloudfront-us-east-1.images.arcpublishing.com/archetype/JMRZE3KNLZBKRE6J67RHG4YUXM.jpg)
