Why election day in Greenland is anything but ordinary

maj 4, 2018 • Af

After the elections in Greenland in April I wrote this column for in the US; posted on May 4th.:

As this is being written, the premier of Greenland, Kim Kielsen, is taking his time negotiating with potential partners over the terms for his next coalition government.

Kim Kielsen (th) og partifællen Karl Kristian Kruse ved valgstedet i Nuuk. Foto: Ritzau / Scanpix /Arctic Today

Kielsen won the elections in Greenland on April 24, not with any impressive margin, but with sufficient votes for his Siumut party and for parties that he is on speaking terms with that finding a majority among the 31 members of Inatsisartut, Greenland’s parliament, should not be uncomfortably difficult.

I was in Greenland on election day, trotting around in snowy Nuuk where the political parties, their candidates and supporters waited for the electoral results in the community hall, at Daddy’s nightclub, in sports facilities and other locales until far into the small hours of the next morning; some celebrating wins, some accepting losses, and all watching the crucial digits on the TV screen as results poured in from Greenland’s many towns and smaller communities.

Big deal, you think, this sounds just like any other election?

But no, not by a far shot. In one sense you are right, of course, these elections were very, very ordinary, but this is exactly why the whole process was so much out of the ordinary and why suggesting otherwise would be misreading Greenland very badly.

These seemingly ordinary proceedings — votes cast, results counted, negotiations to follow — represent a fundamentally important story of modern Arctic ingenuity, creativity, innovation and social cohesion that we should be careful to take note of.

Everything works

Just as the voting centers closed at 8 p.m. in the evening on April 24, the mayor of Nuuk, Asii Narup Chemnitz, who served as head of the capital’s electoral committee, walked up to me in the sports hall that served as the heart of the elections in Nuuk:

“Sometimes we forget how impressive it is that everything works here,” she said, embracing with a gesture not only Nuuk, but the entire Greenlandic nation. Understandably tired after 12 hours of overseeing the local electoral proceedings she still found time to marvel at the underlying wonder of it all.

We were just two minutes past the last voter in Nuuk and a bunch of her employees were already busy counting votes (under due supervision from appointed controllers), others were dissembling voting booths, cleaning, unscrewing noticeboards and generally readying the hall for more sports in the morning.

Chemnitz reminded me how rigorously controlled voting, organized according to the most detailed rulebooks on proper, western, democratic elections, had taken place not only here in urban Nuuk but also at 71 other locations in the vastness of Greenland, the world’s largest island.

Ballots by dogsled

In the end this became my take-home-lesson from the Greenland elections 2018, delivered to me on election night by the exhausted but happy mayor of Nuuk. Democracy worked — and will continue to work in Greenland. Not only through the strong dedication to its principles by the 56,000 citizens of this unique nation (71.9 percent of 40,769 eligible voters took part), but very much also through the efforts of ordinary people of all walks of life who make up the superbly complex web of logistical solutions in this nation where no two towns are connected by road or rail, where weather patterns are sometimes difficult, where money is often scarce but where human ingenuity and grit somehow continue to rule and flourish.

Following Arctic affairs I often come across terms like “isolation”, “remote”, “wilderness”, “uninhabited”, “traditional”, “icy” and other descriptions. I probably inadvertently use some of these myself; born, raised and still living as I am in very urbanite — and anything but Arctic — conditions in Denmark. But I am trying to understand that we all live in the center of our personal lives and that nowhere is essentially remote — unless you are not there yourself and unable to imagine that you were. Of course, the Arctic sometimes requires different solutions to practical issues than Toronto or Copenhagen and vice versa. But it has long been time to dismantle the more widespread misconceptions of the Arctic as “remote” and replace them with more appropriate imagery.

The electoral process in Greenland worked without a hitch (as least as far as we know) not only in Nuuk, but in villages with less than 50 people hundreds of kilometers away on the island’s East Coast on the other side of the vast ice sheet. Everything worked also in Siorapaluk, the world’s most northern settlement — north even of Thule Air Base — just as it did in tiny Aappilattoq, 2,500 kilometers to the south.

In Savissivik, a town of less than 60 people in the very far north, things almost went bad: As ballots for all voters in Greenland’s northern districts were flown from Nuuk to Ilulissat, the administrative seat of northern Greenland, weather conditions deteriorated. Only through extreme vigilance by those who followed the distribution of ballots electronically did ballots reach Savissivik in time. Firstly, the were re-routed and flown from Ilulissat to Pittufik/Thule Air Base. From here, Air Greenland’s station leader, Peter Lilie, called a hunter in Savissivik, Markus Hansen, who immediately set out on a 150-kilometer journey on his dogsled. Lilie got in his 4X4 and headed towards Camp Tuto, a disbanded military research site at the edge of Thule Air Base. The two met there, ballots for Savissivik got on Hansen’s sled and polling began on time in Savissivik. 31 members of the community cast their vote.

In total, 43,000 ballots were distributed in Greenland by planes, helicopters, ships, speedboats, automobiles, snowmobiles and dogsleds.

Meanwhile, Greenland’s publicly owned telecommunications company, Tele-Post, got ready for the sensitive task of collecting electronically the results from all 72 election centers on a coastline of 2,500 mostly uninhabited kilometers  — a process executed so seamlessly that I never thought of it until much later. Watching TV in Nuuk, we had results popping up from all corners of Greenland, which were then instantly integrated, calculated and presented as rapidly and smoothly on-screen as if we were in Toronto, Stockholm or Washington.

And so it went, quite ordinarily, until at the very end of a long election night we all knew who won and who lost. Around midnight the bizarre happened: Kim Kielsen, who had just had a congratulatory call from the main runner up, Sara Olsvig from Inuit Ataqatigiit, Greenland’s second largest party, made an appearance at Daddy’s, Nuuk’s main nightclub that his party, Siumut, had taken over for the occasion. Everyone expected Kielsen to now make his victory speech, but at this very moment the owner of the club, himself a candidate of Kim Kielsen’s party, announced that the club was closing, since local law prohibited it from remaining open any longer. Kielsen never made any speech.

Not this, but every other important detail of the electoral process was immediately available to all citizens in Greenland on live radio or television.

Voting, counting, reporting — it all worked flawlessly; even a recount of votes cast in Sisimiut, Greenland’s second largest city, that was made necessary by a technical fault in the middle of the night.

And right now, as I write this, the Premier of Greenland, Kim Kielsen, is continuing to carefully ponder his next move. As I finished writing, I just checked again and there are still no news. Coffee is poured. Negotiations drag on. It is all so very ordinary. Which is what makes it extraordinary.


Risfællesskabet – skal Kina bygge Grønlands lufthavne?

april 7, 2018 • Af

I Weekendavisen i denne uge lyder en af overskrifterne:


Det er en artikel, jeg længe har glædet mig til at skrive, og pludselig blev den ekstra aktuel, fordi der for nylig opstod mulighed for, at et kinesisk entreprenørselskab skal udføre de store lufthavnprojekter i Grønland.  “Risfællesskabet” – rigsfællesskabet stavet uden G – optræder som allerede i min bog “Balladen om Grønland” fra 2014, hvor jeg talte med en forsker fra Københavns Universitet om de kinesiske minearbejdere, der dengang var ventet i Grønland. Minearbejdernes indtog blev aldrig aktuelt, men tanken om den talende stavemåde blev hængende:

Anne-Marie Brady kommer næppe til at fylde meget i valgkampen frem mod valget i Grønland den 24. april. Hendes historie er ellers uhyre relevant.

I december 2017 brød ukendte gerningsmænd ind på hendes kontor på University of Canterbury i Christchurch og stjal hendes harddiske og flere USB-stik. I februar i år brød de ind i hendes private hjem og stjal tre laptops og to telefoner. Indbruddene efterforskes nu af New Zealands politi og efterretningsvæsen. Selv mener Anne-Marie Brady, at gerningsmændene må have været kinesiske agenter eller på anden vis ansporet af Kina: “Nogen forsøger tydeligvis at sende et signal til mig — formentlig for at intimidere mig. Jeg havde kontanter liggende frit fremme, men de var uberørte, ligesom mine smykker. Folk, jeg har været i kontakt med i Kina, er blevet kaldt ind til afhøring hos det kinesiske Sikkerhedsministerium,” siger hun til pressen i New Zealand.

Anne-Marie Brady, forfatter til “China – A Polar Great Nation”


Brady udgav i 2017 bogen China As A Polar Great Nation, der med mængder af detaljer beskriver, hvordan Kinas hastige indtog i polarområderne — herunder Grønland — indgår centralt i Kinas plan om at blive en af klodens førende nationer teknologisk, innovationsmæssigt og økonomisk inden 2030 og en af verdens førende nationer på alle fronter inden 2050.

Et af midlerne er præsident Xi Jinpings store Belt-and-Road initiativ, på dansk: Silkevejsprojektet, hvor Kina med milliardinvesteringer i infrastruktur i udlandet sikrer sig mere handel, adgang til mineraler, olie og gas og afsætning for kinesiske produkter, standarder og teknologi, mens man høster ny viden, erfaring og kontante overskud.    Fra Grønland lød det i sidste uge, at et kinesisk entreprenørselskab, det statskontrollerede China Communications Construction Company Ltd., CCCC, nu er blandt de seks selskaber, der er prækvalificeret af Kalaallit Airports, det grønlandske landsstyres lufthavns-byggeselskab. CCCC, der blandt Kinas største entreprenørkoncerner, kan derfor nu byde på Grønlands aktuelle lufthavnsprojekt til cirka tre mia. kroner — det hidtil dyreste infrastrukturprojekt i Grønlands historie. Projektet gælder udvidelse af lufthavnene i Nuuk og Ilulissat og en ny i Sydgrønland.

De grønlandske ledere arbejder hårdt på at skaffe kinesiske investorer til Grønland, mens den danske regering frygter, at Kina får så stor økonomisk indflydelse, at det kan misbruges politisk. Forsvarets Efterretningstjeneste advarede i 2017 om, at Kinas ønske om indflydelse i Arktis er så stort, at kinesiske investeringer ikke nødvendigvis behøver at være rentable. Grønland vil i FE’s optik være særlig sårbar:

“Som en følge af tætte forbindelser mellem kinesiske virksomheder og det politiske system i Kina er der særlige risici forbundet med omfattende kinesiske investeringer i Grønland. Det skyldes den indvirkning, som større investeringer fra Kina vil have på et samfund af Grønlands størrelse. Hertil kommer, at risikoen for politisk indblanding og pression øges, når det drejer sig om investeringer i strategiske ressourcer.”

Brady, der også er redaktør af det videnskabelige tidsskrift Polar Journal, har efter indbruddene i New Zealand stort set ikke givet interview, men hun indvilger i at besvare et par skriftlige spørgsmål fra Weekendavisen om Kina og Grønland: “Den grønlandske regering bør nu undersøge den eksisterende lovgivning for at finde ud af, om den er tilstrækkelig, når det gælder om at beskytte det grønlandske politiske systems integritet. Regeringen i Grønland bør investere i at udvikle en dybere viden om Kina i Grønlands offentlige sektor, og så bør den proaktivt undersøge i hvilket omfang, det kinesiske kommunistparti er engageret i at få politisk indflydelse i Grønland,” skriver hun.

Kort før indbruddene i New Zealand udgav hun rapporten Magic Weapons – China’s political influence activities under Xi Jinping, en minutiøs kortlægning af Kinas infiltrering i det politiske liv i New Zealand. Hun afslørede bl.a., hvordan et parlamentsmedlem, født i Kina, glemte at opgive sin fortid i det kinesiske efterretningsvæsens tjeneste, da han søgte ophold i New Zealand. Hun beskrev i detaljer, hvordan den kinesiske diaspora i New Zealand med opbakning fra Kina systematisk donerer penge til de politiske partier, stiller op og bliver valgt, og hvordan tidligere toppolitikere, herunder den fhv. premierminister Dame Jenny Shipley har fået lukrative poster i de lokale filialer af kinesiske banker. En anden fhv. premierminister, John Key, gør nu forretninger i Kina — og nægter at oplyse, hvem det var, der i 2017 købte en stor ejendom af ham til langt over markedspris. 

Ifølge Brady anser Kina de polare områder som en ny frontlinje på linje med det ydre rum og havbunden under de store oceaner; åbne områder, hvor et kapløb om magten og råstofferne er i fuld sving. Polarforskningen er et vigtigt redskab. Kina har på få år bygget så mange og store forskningsstationer på Antarktis, at Kina nu er ved at overhale USA og Rusland på isen. I 2048 skal et forbud mod minedrift på Antarktis til revision, og Kina sigter ifølge Brady målrettet efter mineralerne — og det samme i Arktis.

Analysen passer som skallen på et æg til Kinas indtog i Grønland. Også der handler det efter alt at dømme om at sikre Kina adgang til jern, zink, bly, uran,  sjældne jordarter m.v., og om at skaffe Kina politisk indflydelse i Arktis. Kinas stærke fokus på forskningen i Grønland skal ifølge Brady fremme begge formål — foruden forskningen selv. Kina og Grønland indgik i 2013 en aftale om udforskning af mineralerne i Grønland. China Geological Survey har været igang siden, og Kinas centrale organ for polarområderne, State Oceanic Administration, indgik i maj 2016 en bredere aftale med Grønland om forskning i geologi, havis, glaciologi, atmosfærefysik, miljø, klima, udveksling af forskere mv.

I 2017 fik vi et første glimt af planen for en forskningsstation, som det statslige Polar Research Institute of China gerne vil bygge i Grønland. Planen lyder på boliger og laboratorier på ialt 2000 kvm; den største forskningsstation i Grønland nogensinde. Den senest opførte danske station, Århus Universitets Villum Research Station i Nordøstgrønland, der blev åbnet i 2016 med dronningens assistance, er på bare 600 kvm — inklusive garagen. I maj 2017 påkaldte en gruppe kinesiske turister, der skulle på krydstogt i Grønland, sig særlig interesse.

Tæt på Grønlands internationale lufthavn i Kangerlussuaq mødtes en del af kineserne med forskere fra Grønlands Naturinstitut. Man diskuterede et muligt fælles projekt med opsættelse af en satellitmodtager til klimaforskning. Billeder med Kinas røde flag blev taget, og i Kina blev mødet fremstillet som endnu et Kina-skridt i Arktis. Dilemmaet var, at en satellitmodtager muligvis også vil kunne bistå Kinas navigationssystem Beidou — et sidestykke til det vestlige GPS-system af potentiel militær signifikans. Som Brady skrev til det grønlandske medie “Skulle USA affyre missiler mod Kina, vil de flyve over Arktis, og det samme vil missiler, Kina affyrede mod USA. Her er der brug for et velfungerende polart satellitnetværk, og for at få det, skal de have arktiske og antarktiske satellitmodtagerstationer”. Den kinesiskkyndige blogger, Miguel Martin, bosat i Polen, hævder, at en af “turisterne” i Kangerlussuaq hørte til veteranerne bag Beidou-systemet, en anden havde forbindelse til det kinesiske forsvar. Journalister i Grønland afdækkede, at Naalakkersuisut, det grønlandske landsstyre, ikke var informeret.

Brady minder om Danmarks globale forpligtelser: “Danmark har skrevet under på Wassenaar-aftalen, som skal forebygge eksport at sensitive varer eller teknologier. Grønland bør være omhyggelig med ikke at indgå i eksport af know-how, der både har civil og militær betydning, til et land som Kina, der ikke har underskrevet Wassenaar-aftalen,” skriver hun til Weekendavisen.

Grønlands mineraler   Kina interesse i Grønlands mineraler har længe været kontant. Det statsejede China Nonferrous Metal Mining Group er i dag en del af et mineprojekt ved Citronen Fjord i Nordgrønland, hvor det australske selskab Ironbark har fået grønt lys af Naalakkersuisut, det grønlandske landsstyre, til udvinding af zink og jernmalm. China Nonferrous’ vicepræsident for projekter i udlandet Qin Junman var på besøg i 2017. Minen bliver i givet fald den nordligste på kloden, og Kinas engagement styrker nu Ironbarks jagt på de fornødne investorer.

I Sydgrønland har kinesiske Shenge Resources, der også er forbundet med den kinesiske stat, købt sig ind i potentiel udvinding af uran og såkaldte sjældne jordarter i Kvanefjeldet ved Narsaq. Shenge har siden 2016 ejet 12 procent af Greenland Mining and Energy (GME), der håber at udvinde en af verdens største forekomster af sjældne jordarter i Kvanefjeldet. Projektet er kontroversielt. Mineraler fra de sjældne jordarter hører til dem, FE kalder strategiske; de indgår i både moderne industri og våbenproduktion, og Kina kontrollerer i forvejen cirka 90 procent af verdensmarkedet. Udsigterne til uranudvinding har splittet Grønland i to og projektet har kostet dybe uenigheder med Danmark.

Ved Isua i det centrale Grønland ejer det kinesiske General Nice med base i Hong Kong licensen til en berømt forekomst af jernmalm. I 2014 forlød det, at godt 2000 kinesiske minearbejderes snart ville ankomme — det var dengang en forsker ved København Universitet spøgefuldt foreslog, at rigsfællesskabet kunne staves uden “g” —  men projektet ligger i dag i dvale, formentlig på grund af en overflod af stål på verdensmarkedet.   Grønland i Kina   Grønlands politiske ledere har som New Zealands længe gjort sig anstrengelser for at tiltrække kinesiske investeringer, forskere, turister og studerende. Kina er en vigtig aftager af Grønlands fisk og rejer; Grønlands rederi Royal Arctic Line har købt sit hidtil største skib i Kina.

Allerede i 2005 var Grønlands daværende landsstyreformand i Kina. Siden har mange andre været afsted — og mærket styrkeforholdet. Da Grønlands udenrigsansvarlige Vittus Qujaukitsoq i 2016 var i Asien og ville til et Grønlands-arrangement i Taiwan, blev han hurtigt belært af Beijing om Kinas one-China-politik. Taiwan-besøget måtte afblæses. Det dæmpede dog ikke entusiasmen. I 2017 turnerede den nuværende formand for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, i Kina med et entourage på 24 — det tætteste Grønland kommer på at aflægge et egentligt statsbesøg. Her efterlyste Kim Kielsen bl.a. investorer til lufthavnene, godt hjulpet af den danske ambassade i Beijing.  

Den danske regering skal håndtere mindst fire hensyn: Frygten for at Kina får for stor indflydelse i Grønland, frygten for at forstyrre Danmarks egne interesser i Kina, behovet for ikke at støde Grønland fra sig og endelig behovet for at bevare det gode samarbejde med USA i Grønland, herunder især om USAs missilvarslingsanlæg i Thule. Danmark har energisk bistået Kina med at blive fast observatør i Arktisk Råd, og regeringen velsigner rutinemæssigt kinesiske besøg i Grønland. Men statsminister Lars Løkke Rasmussen forhindrede i 2016 også, at mineselskabet General Nice fik lejlighed til at købe den nedlagte danske flådestation ved Grønnedal i Sydgrønland. Forsvaret opfandt i al hast nye behov for de frønnede barakker, og pludselig var stationen ikke længere til salg.

Danmarks balanceakt er ikke altid lige elegant: Reuters citerede i sidste uge en unavngiven dansk embedsmand for at sige at “Kina har intet at gøre i Grønland” — et udsagn udenrigsminister Anders Samuelsen straks dementerede, så det kunne høres helt i Beijing. Forvirringen fik i januar en af Danmarks førende Kina-forskere, Camilla Sørensen fra Forsvarsakademiet, til at opfordre til bedre koordinering og “intensiveret dialog mellem Danmark og Grønland om en langt mere proaktiv håndtering af Kinas stigende rolle og tilstedeværelse i Arktis.” De kinesiske aktører er selv hyper-bevidste om den bekymring, de afstedkommer, men de er også stadig mere åbne om deres interesser.

En af de centrale aktører, strategichef ved Polar Research Institute of China, Zhang Xia, ærgrede sig 1. marts i den partitro avis Global Times utilsløret over, hvordan Danmark stiller sig i vejen for Kinas greb i Grønlands undergrund: “For Grønlands Selvstyre-regering vil udvindingen af de arktiske mineral øge befolkningens indkomst og reducere den økonomiske afhængighed af Danmark,” skrev han. “Men regeringen i Danmark mener, at Grønlands ønske om at udnytte ressourcerne vil øge Grønlands selvstændighed og fremme trangen til løsrivelse, hvilket ville medføre en alvorlig udfordring for Danmarks suverænitet og territoriale integritet. Selvom udviklingen af ressourcerne i Arktis er et økonomisk spørgsmål, påvirker strategiske overvejelser således beslægtede politikområder.” De første folk fra CCCC og de fem andre selskaber — to danske, et dansk-islandsk, et hollandsk og et canadisk — der kan byde på lufthavnene, ventes ifølge Kalaallit Airports på besigtigelse i Grønland inden for en måned.  


Ny anbefaling fra Taksøe-Jensen: Opløs rigsfællesskabet

april 3, 2018 • Af

Torsdag d. 30 april udkom Weekendavisen med denne artikel:

Artiklen bygger på min bog ‘ Hvis Grønland river sig løs – en rejse i kongerigets sprækker’, der udkommer i dag – 3. april. Den indeholder en regulær nyhed: At topdiplomaten Peter Taksøe-Jensen nu anbefaler, en opløsning af rigsfællesskabet som vi kender det – og at Forsvarsakademiets chef, Nils Wang, er enig med ham.

Læs bogen – eventuelt efter artiklen fra Weekendavisen, som følger her:

Det lyder herligt paradoksalt: To af landets mest overbeviste fortalere for Danmarks fortsatte sammenhæng med Grønland argumenterer nu for en opløsning —  eller afløsning — af rigsfællesskabet med Grønland som den måske stærkeste sikring af vores sammenhæng med den gamle koloni.

De to har taget bestik af den vedholdende løsrivelsestrang i Grønland og foreslår nu et historisk nybrud. De taler om opløsning af rigsfællesskabet, som vi kender det, men en opløsning, der arrangeres sådan, at et fremtidigt, uafhængigt Grønland straks bindes sammen med Danmark enten i en føderation, med en ny traktat eller på anden, semi-permanent vis.

De to hører til statsmagtens absolutte sværvægtere. Fra diplomatiets øverste hylde taler Danmarks ambassadør i New Delhi, Peter Taksøe-Jensen, tidligere vicegeneralsekretær i FN og ambassadør i Washington gennem fem år. Det var ham, der i 2016 på statsminister Lars Løkke Rasmussens opfordring forfattede et meget omtalt nyt bud på en ny udenrigs- og sikkerhedspolitik, den såkaldte Taksøe-rapport.

Fra forsvaret taler kontreadmiral Nils Wang, siden 2010 chef for Forsvarsakademiet, tidligere chef for Søværnets Operative Kommando og hyppig rådgiver for regering og Folketing.

De optræder begge i en ny bog om rigsfællesskabet Hvis Grønland river sig løs, der udkommer på tirsdag.

Her anbefaler Peter Taksøe-Jensen et kursskifte i forholdet til Grønland og Færøerne, der rækker langt videre end hans anbefalinger fra 2016. Han foreslår, at Danmark bistår Grønland og Færøerne med at blive uafhængige nationer, hvis de en dag virkelig ønsker det: »De kunne være selvstændige, men i en føderation med os,« siger han.

»Så nyfortolker vi grundloven og tager de fire nordatlantiske medlemmer ud af Folketinget. Forholdene bliver, som Færøerne og Grønland ønsker, og de får mulighed for bæredygtig videreudvikling af deres samfund. De ville kunne anvende det danske uddannelsessystem og sundhedssystem, hvis de vil, og vi ville ikke længere være den irriterende, væmmelige kolonimagt, der først giver sig til allersidst og derfor skubber dem i armene på islændingene og en eller anden nordatlantisk statsdannelse. Vi kunne kalde det en moderniseret udgave af relationerne mellem Cook Island og New Zealand, hvor Grønland og Færøerne får lov til at være medlemmer af FN.«

Ingen ledende politikere i Danmark har hidtil vist vilje til at diskutere sådanne løsninger, hvor Grønland eller Færøerne bliver selvstændige. I sidste uge kunne Weekendavisen dog fortælle, at Mette Frederiksen — hvis hun bliver statsminister —  ønsker en forstærket dialog med Grønland, hvor sådanne tanker tilsyneladende ikke på forhånd vil være afvist: “Udgangspunktet er Grundloven og Selvstyreloven, men der er ikke noget statisk i politik, så præcis hvordan det skal se ud om ti eller tyve år, det kan jeg jo ikke lægge mig fast på nu,” siger hun i den ny bog. Hun afviser dog at diskutere konkrete modeller: »Jeg har ingen drejebog. Jeg vil nødig være definitiv på et område, der er så dynamisk. Den debat må vi tage den dag, Grønland ønsker at bevæge sig videre. Tænk på, hvor forskelligt alt så ud for bare 25 år siden.«

Efterfølgende har Socialdemokratiets grundlovsordfører, Nick Hækkerup uddybet: “Vi ønsker bestemt ikke rigsfællesskabet opløst, men vi åbner op for, at der ad åre – altså ikke i dag eller i morgen – kan blive ændret for den ramme, som rigsfællesskabet udgør,” siger han til Ritzau.


Arktisk stormagt


Man skal ikke misforstå Peter Taksøe-Jensens hensigt. Han er varm tilhænger af Danmarks og Grønlands fortsatte sammenhæng. I sine anbefalinger til regeringen i 2016 tillagde han forholdet voldsom betydning:

»Danmark er sammen med Grønland og rigsfællesskabet en arktisk stormagt. Vi skal bruge endnu flere kræfter på at sikre, at udviklingen i Arktis kommer til at stemme overens med danske interesser,« skrev han.

I Grønland tager politikerne stadig flere skridt mod uafhængigheden — selvom de er rivende uenige om tidshorisonten. En ny kommission arbejder på Grønlands egen forfatning, og Naalakkersuisut, det grønlandske landsstyre, udpegede i 2016 Grønlands første Selvstændighedsminister. Peter Taksøe-Jensen søger en måde at fastholde et dansk-grønlandsk fællesskab på lang sigt: »Grønland har i kraft af sin størrelse og beliggenhed stor strategisk betydning for kongeriget, som er verdens tolvtestørste og NATO’s tredjestørste landområde efter Canada og USA,« skrev han i 2016.


En af fem


Regeringen lyttede nøje. I 2017 blev Arktis ophøjet til én af blot fem topprioriteter for udenrigs- og sikkerhedspolitikken, side om side med terrorisme, flygtningestrømme, truslen fra Rusland og EU’s krise, og nu følger så Peter Taksøe-Jensens forslag om en ny traktat eller føderation til potentiel afløsning af rigsfællesskabet:

»Jeg tror på, at Danmark og Grønland er stærkere sammen, end vi er hver for sig,« siger han. Hans nye forslag bygger bl.a. på erindringen om de kuldsejlede forhandlinger, færingerne førte med SR-regeringen i 2000 om øernes løsrivelse.

Et flertal i det færøske Lagting foreslog en overgangsordning til selvstændighed på 12-16 år, men statsminister Poul Nyrup Rasmussen tilbød bloktilskud i maksimalt fire år og fik dermed forhandlingerne til at kollapse. Peter Taksøe-Jensen var juridisk chef i Udenrigsministeriets:

»Vi var ikke i stand til på noget tidspunkt at sætte en dagsorden, som for alvor kom dem proaktivt i møde,« siger han.

»Sådan var det også under forhandlingerne om Grønlands selvstyre. Danmark mangler en proaktiv strategi, der kommer de to rigsdele i møde. Man burde udvikle en helt anden måde at hænge sammen med de to andre rigsdele på end den, vi har nu. Det kunne måske være en føderation med tre stater, hvor Færøerne og Grønland kan få al den udenrigs- og sikkerhedspolitik, de vil have, men stadigvæk sådan, at vi havde et fælles kongehus, en fælles mønt, fælles forsvar og var fælles, hvor det giver mening.«


Admiralen vil forhandle


Forsvarsakademiets chef Nils Wang er ikke helt så konkret som Peter Taksøe-Jensen, men han frygter, at Grønlands skal erklære sig selvstændig, før der er lagt faste planer for en ny, langtidsholdbar forbindelse med Danmark:

»Et af problemerne er, at jo mere vi taler om en mulig opløsning af rigsfællesskabet, som vi gør i dag, jo mere får omverdenen opfattelsen af, at der er et brud på vej inden for en ganske kort årrække. Dermed begynder omverdenen at agere, som om et brud er en realitet. Det kan medføre, at løsrivelse bliver en selvopfyldende profeti, drevet af urealistiske forventninger til fremtiden. Og det ville være rigtig trist,« siger han i den nye bog.

Ikke mindst Kinas indtog i Grønland er med til at nære sådanne bekymringer i statsapparatet. Forsvarets Efterretningstjenestes skrev i 2017 om risikoen ved øget kinesisk tilstedeværelse i Grønland, mens Nuuk til gengæld arbejder hårdt på at skaffe flere kinesiske investorer. Kinesiske selskaber har købt sig ind i de mest fremskredne mineprojekter i Grønland; der sælges stadig flere fisk og rejer til Kina, og formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, var i 2017 i Kina med et entourage på mere end 20 mand.


Den islandske model


I 2014 udgav Forsvarsakademiet pamfletten Greenland and the New Arctic: Political and Security Implications of a Statebuilding Project. Sammen med en medforfatter anbefalede Nils Wang allerede da, at den islandske løsrivelse fra Danmark blev gjort til model for en tilsvarende, grønlandsk proces.

Islændingene løsrev sig fra Danmark i 1918, men bad kongemagten i København om at tage hånd om Islands udenrigs- og sikkerhedspolitik i yderligere 25 år med mulighed for forlængelse. Først i 1944 kappedes de sidste bånd til Danmark. Frederik d. IX nåede forinden at give Dronning Margrethe det gode islandske mellemnavn Þórhildur i dåbsgave, men lige lidt hjalp det.

Den islandske model, skrev Nils Wang i 2014, »kunne tjene til inspiration, når den nuværende selvstyrekonstruktion skal bevæges fremad ind i en næste og måske sidste fase. En sådan ramme om samarbejdet kunne sikre Grønland fortsat institutionel opbakning fra Danmark i en tid, hvor det internationale kommercielle pres på de relativt få grønlandske beslutningstagere vil skabe betydelig risiko for nepotisme og korruption.«

Mange troede på det tidspunkt, at tusinder af kinesiske minearbejdere snart ville vælte ind i Grønland, og Nils Wang blendede her sit budskab med en solid dosis mistillid til de grønlandske politikere. Mistroen var dog ikke det centrale. Det banebrydende var hans iver efter at finde en langtidsholdbar sikring af den dansk-grønlandske forbindelse udenfor de rammer, der i øjeblikket gælder. I dag anbefaler han, at Danmark, Grønland og Færøerne indleder nye forhandlinger om fremtiden:

»Det skal jo give mening for alle tre parter, hvis du laver en ny traktat,« siger han. »Spørgsmålet er, om Grønland overhovedet er i stand til at få en bedre deal end Selvstyreloven.«

»Mit bedste råd er, at man simpelthen sætter sig ned sammen og begynder at tale om de her ting. Ikke nødvendigvis i offentlighedens skær og med pressefolk på, men i en ramme, hvor man skaber mulighed for at kigge måske 10, 15, 20 år ud i fremtiden.«

Hovedformålet med forhandlingerne skulle være aftaler, der langtidssikrer stærke forbindelser mellem Grønland og Danmark og skubber en eventuel, fuldstændig afbrydelse af forholdet langt ud i fremtiden:

»Man kunne sætte en tidshorisont, så man fik signaleret til omverdenen, at det her er altså ikke noget, der sker i morgen,« siger han.


En snebold i helvede


Skrækscenariet er i Nils Wangs øjne, at et svagt Grønland løsriver sig uden sikkerhedsnet. I januar 2017 deltog han i en demonstration i København til fordel for rigsfællesskabet — i fuld admiralsuniform. I sin tale til de knap 20 deltagere i demonstrationen langede han ud efter de grønlandske tilhængere af hurtig løsrivelse:

»Jeg har i de sidste godt 10 år beskæftiget mig indgående med arktisk sikkerhedspolitik med særlig fokus på rigsfællesskabets rolle i forhold til stormagter som Kina, USA og Rusland,« sagde han.

»Og det bliver mere og mere klart for mig, at med den geopolitiske virkelighed, som udspiller sig i Arktis, er der ikke en snebolds chance i helvede for, at Grønland og Færøerne kan stå på egne ben som selvstændige nationer med et langtidsholdbart økonomisk grundlag og alt, hvad der i øvrigt hører til. Og det er et udtryk for politisk populisme og hasardspil på vegne af kommende generationer at hævde det modsatte.«


Lars Løkke afviser


I Grønland har den ny Forfatningskommission fået ordre på at skrive en køreplan for såkaldt free association mellem et fremtidigt uafhængigt Grønland og Danmark eller andre stater. Det er præcis den model, der gælder mellem Cook-øerne i Stillehavet og New Zealand, og som Peter Taksøe-Jensen taler om.

Kim Kielsens landsstyre har bedt om køreplanen inden udgangen af 2020, hvor et udkast til Grønlands første forfatning ifølge denne optimistiske tidsplan også skal ligge klar. (Arbejdet er sat på pause frem mod valget i Grønland 24. april).

Free association, hvor en større nation typisk påtager sig en række tungere opgaver for en meget mindre — forsvar, pengepolitik, udenrigspolitik m.v. — blev første gang diskuteret i dansk kontekst, da man frem mod 2009 designede den nuværende selvstyreordning mellem Danmark og Grønland. De grønlandske forhandlere sendte ligefrem en medarbejder på studietur til Cook-øerne. I sidste ende blev free association kun flygtigt nævnt i bemærkningerne til Lov om Grønlands Selvstyre, men ideen er altså ikke ukendt i statsapparatet.

I den ny bog afviser de radikales forhenværende udenrigsminister Martin Lidegaard og statsminister Lars Løkke Rasmussen begge tanken om free association:

»Det er ikke noget, der vokser ud af mine overvejelser, at man skal søge en anden form for relation,« siger Lars Løkke Rasmussen.

»Den måde, vi har udviklet rigsfællesskabet på, med den autonomi, der er skabt inden for rigsfællesskabets rammer og det forhold, at Grønland stadig har et antal endnu ikke hjemtagede opgaver, giver masser af muligheder for at udvikle Grønland inden for rigsfællesskabets rammer. Jeg udtrykker ingen ambition om forandring,« siger han.




Mette Frederiksens nye tanker om Grønland – risiko for overfortolkning!

marts 26, 2018 • Af

Mette Frederiksen vil forny forholdet til Grønland, hvis hun bliver statsminister. Hun vil ikke udelukke en opløsning af rigsfællesskabet.

Sådan lød det i Weekendavisen 23.3, da avisen bragte et forkortet uddrag af min bog ‘Hvis Grønland river sig løs – en rejse i kongerigets sprækker’, der udkommer 3. april.

Mette Frederiksens udtalelser affødte en del interesse. placerede dem samme morgen øverst på sin oversigt over dagens vigtigste nyheder, og så forsøgte en del journalister at følge op. Berlingskes overskrift lød:

Mette Frederiksen åbner for grønlandsk selvstændighed

Mette Frederiksen sendte mediernes henvendelser videre til Socialdemokratiets grundlovsordfører Nick Hækkerup, der herefter blev citeret af Ritzaus Bureau:

»Vi ønsker bestemt ikke rigsfællesskabet opløst, men vi åbner op for, at der ad åre – altså ikke i dag eller i morgen – kan blive ændret for den ramme, som rigsfællesskabet udgør.« 

Mette Frederiksen besøgte Grønland for første gang i 2016 – her sammen med med Kim Kielsen, formand for Naalakkersuisut, som hun nu betragter som en nær ven. Foto Jens K. Andersen

Det er nye toner i rigsfællesskabet, sådan som det også fremgår af den lange version af interviewet med Mette Frederiksen i min bog. Men Mette Frederiksens budskab er komplekst, og der er indlysende risiko for hastige overfortolkninger. Som Nick Hækkerup så præcist formulerede det: Mette Frederiksen opfordrer bestemt ikke til opløsning af rigsfællesskabet her og nu eller i nær fremtid. Men hun forholder sig alligevel til det grønlandske ønske om selvstændighed på en måde, som ingen dansk toppolitiker før har gjort – og måske bliver hun statsminister. Det blvier spændende fremover at udforske, hvordan Socialdemokratiet vil forholde sig f.eks. til kommende forslag om at Danmark også bidrager til Grønlands økonomi, forsvar og sociale sammenhængskraft – efter en eventuel grønlandsk løsrivelse. 

Her følger artiklen, sådan som den stod i Weekendavisen 23.3:

Mette Frederiksen vil gerne være statsminister. Hun har varslet omlægning af udlændingepolitikken, men hun har ikke tidligere ladet forstå, at hun også lægger op til en helt ny tilgang til Danmarks forhold til Grønland. Som den første på politisk topniveau vil hun ikke udelukke, at rigsfællesskabet med Grønland måske må finde en ny form eller en afløser inden for overskuelig fremtid:

»Udgangspunktet er Grundloven og Selvstyreloven, men der er ikke noget statisk i politik, så præcis hvordan det skal se ud om ti eller tyve år, det kan jeg jo ikke lægge mig fast på nu,« siger hun.

»Jeg tror på tætte relationer og masser af dialog, og så må vi finde vores vej i det. Jeg forstår fuldstændig ønsket om en selvstændig nation.«

Det lyder måske ikke halsbrækkende, men som kandidat til rigets politiske toppost går tilsyneladende Mette Frederiksen langt. Som en af Danmarks førende Grønlandseksperter, lektor Ulrik Pram Gad, Aalborg Universitet siger til Weekendavisen: »Jeg har ikke hørt nogen toppolitiker sige sådan før. Det åbner potentielt for en større fleksibilitet i forhandlingerne mellem Danmark og Grønland, end vi har set før«.

Historikeren Uffe Østergaard, der længe har studeret rigsfællesskabets udvikling, deler Ulrik Pram Gads opfattelse: »Jeg har heller ikke hørt det sådan fra toppolitikere før. Det lyder klogt, for der er behov for en ny dialog med Grønland. Vi er nødt til at få brudt isen med Grønland, og hun forsøger jo at etablere et sted, hvor man kan føre dialogen. Hun siger reelt, at der ikke nødvendigvis skal være forhåndsbetingelser for dialogen om fremtiden. Måske vi undgår en situation som mellem Catalonien og Spanien.«

For at forstå, hvori de finere, nybrydende nuancer består, er det værd at gøre opmærksom på, at alle statsministre — også dem fra Mette Frederiksens eget parti — siden Hjemmestyrets indførelse i Grønland i 1979 nok har udtrykt respekt for de grønlandske visioner om mere selvstændighed. Men de har også alle uden slinger peget på rigsfællesskabet med indbygget dansk overhøjhed over Grønland som den stålramme om relationen, de selv sværgede til — også på den lange bane. Den danske uvillighed til at diskutere visionen om en fremtid uden for rammerne af Grønlands nuværende Selvstyre, har længe været en anstødssten i Grønland.

Selv blev jeg kun ved et tilfælde klar over Mette Frederiksens nye tilgang. Vi bumpede ind i hinanden ved formanden for Naalakkersuisut, det grønlandske landsstyre, Kim Kielsens nytårskur i København i januar 2017.

Seks måneder tidligere, i sommeren 2016, havde Mette Frederiksen sammen med sin kæreste for første gang været i Grønland. Mette Frederiksen skulle blandt andet tale ved et landsmøde i Siumut, Socialdemokratiets søsterparti, hvor hun lærte partiformanden Kim Kielsen og hans kone, Judithe Kielsen, rigtig godt at kende.

Under receptionen i København forklarede Kim Kielsen, at han selv går ind for Grønlands løsrivelse, men først når de økonomiske forhold er til det. Selv vil han blot »rydde stenene fra vejen« og i øvrigt overlade det til sine børn eller børnebørn at træffe beslutningen. Jeg spurgte, og Mette Frederiksen talte varmt om Grønlands trang til selvstændighed. Hun må have set mit ansigt gå i opløsning af forundring, så hun tilføjede: »Ja, jeg ved godt, at det ikke lige er det, de fleste på Christiansborg går rundt og siger, men sådan har jeg det altså.«

Det kunne ikke stå uudforsket. Hvis hun bakkede op om ønsket om uafhængighed, ville hun med ét blive den første danske toppolitiker, der åbent støttede tanken om at gøre 98 af rigets territorium til et selvstændigt land. Vi aftalte et interview.

Rejsen til Grønland

Først studerede jeg rejsen til Grønland i 2016, der var med til at forme hendes tanker. I Nuuk inviterede Sara Olsvig, formanden for oppositionspartiet Inuit Ataqatigiit, på sejltur, og Mette Frederiksens følgere på Facebook kunne se et foto af de to til søs og en kort tekst: »Sejler her sammen med Sara Olsvig fra den grønlandske opposition på fjorden ved Nuuk. Jeg betragter Grønland og Danmark som to ligeværdige lande i rigsfællesskabet. Og jeg forsøger at lytte til så mange som muligt, mens jeg er på besøg. Jeg er glad for IA’s store sociale fokus. Det er vigtigt og rigtigt.«

Sara Olsvig dannede få måneder senere sammen med Kim Kielsen en ny koalitionsregering i Nuuk. I regeringsgrundlagets første sætning udpeges hovedmålet: »Grønland er uigenkaldeligt på vej mod selvstændighed.« For Sara Olsvig er en massiv social indsats ikke bare nødvendig for befolkningens ve og vel, men en forudsætning for økonomisk vækst og Grønlands uafhængighed, og Mette Frederiksen lyttede opmærksomt.

I Sydgrønland talte hun på Siumuts landsmøde og dagen efter festmiddagen tog Kim Kielsen Mette Frederiksen og hendes kæreste med ud at sejle i Sydgrønlands underskønne fjordsystem. På Facebook delte Mette Frederiksen de grønne vidder og et solfyldt billede af hende selv og Kim Kielsen, hvor de to står ved siden af hinanden i det frodige landskab. Kim Kielsen smiler som en familiefar på sommerudflugt, og Mette Frederiksen læner sig tilbage med hans ene arm om skuldrene. Senere beskriver hun sit ny venskab for mig som et, »der kommer til at vare mange år, måske resten af vores liv«.

Det største tabu

Mette Frederiksen havde lyttet til den politiske opposition i Nuuk, hørt om de sociale problemer. Hun havde hørt, hvordan miner og vandkraft skaber håb midt i vanskelighederne. Hun havde mødt stærke politiske personligheder, og den vigtigste af dem var blevet en nær ven. Hun fokuserede ikke på sikkerhedspolitikken eller Grønlands sårbare økonomi. Blot to år forinden zoomede hendes forgænger, Helle Thorning-Schmidt, ellers direkte ind på pengene i en kronik i Berlingske: »Der er behov for at forbedre budgetterne med omkring en milliard kr. hvert år frem mod 2014 for at få balance mellem indtægter og udgifter. Omregner man til danske forhold, svarer det til over 100 milliarder kr. hvert år.«

Mette Frederiksens rejsefokus var ganske anderledes.

I april 2017 bliver det tid til det aftalte interview. Først siger hun som citeret øverst i denne artikel — og dernæst: »Når man er et folk, vil man gerne have sit eget flag, sit eget sprog og sin egen position i det internationale verdenssamfund. Det grønlandske ønske er en naturlig del af den relation, vi har i dag. Jeg ser det ikke som en konflikt mellem Grønland og Danmark, og i sidste ende er det kun den grønlandske befolkning, der kan træffe det endelige valg.«

Det er ikke en støtteerklæring til dem i Grønland, der ønsker at adskille rigsfællesskabet så hurtigt som muligt, men det samlede budskab er alligevel opsigtsvækkende. Mette Frederiksen udtrykker ikke et ønske om at få rigsfællesskabet opløst. Men hun afviser tilsyneladende ikke, at det måske ad åre kan vise sig at være formålstjenstligt at søge en afløser for den ramme, rigsfællesskabet udgør. Det centrale er, at hun ikke fastholder, at Danmark og Grønland nødvendigvis for altid bør forblive i det rigsfællesskab, der foreligger. Hun forstår selvstændighedstrangen i lyset af den nære historie: »Jeg mener, at det er en naturlig konsekvens af den udvikling, der har været over Hjemmestyre til Selvstyre, at der selvfølgelig er et ønske hos rigtigt mange grønlændere om at nå frem til en dag, hvor man kan opnå sin selvstændighed.«

Igen er det vigtigt at sætte disse udtalelser i perspektiv: Alle på Danmarks kommandobro, inklusive kongehuset, Statsministeriet, Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet og Finansministeriet fører hver eneste dag en politik, der sigter på bevarelse af rigsfællesskabet og dermed Danmarks permanente og ukrænkelige overhøjhed over Grønland og fuld kontrol over nøglefunktionerne også i Grønland: Højesteret, pengepolitikken, uddeling af statsborgerskab, sikkerheds- og udenrigspolitikken.

Det nye er, at Mette Frederiksen nu i stedet anbefaler en kurs, der er overordentlig tæt på den kurs, pragmatikerne i Grønland med Kim Kielsen i spidsen forfølger: Grønlands selvstændighed ligger et godt stykke ude i fremtiden, men bør ikke udelukkes som den måske mest konstruktive vej frem. Bliver hun statsminister, vil ingen i Grønland eller Danmark fremover kunne hævde, at de to rigsdele står urokkeligt mod hinanden, og embedsværket i Danmark må til at finde nye ideer, der passer til en ny politik.

Det er dog ikke alle, som i Mette Frederiksens udtalelser ser et paradigmeskift. Tidligere topembedsmand og chefredaktør Bo Lidegaard, der også er historiker med ekspertise i Grønland, og som gerne forsvarer rigsfællesskabet, læser Mette Frederiksens ord mere koldsindigt:

»Det ligger i hele tanken om selvstyret i Grønland, at Grønland kan hjemtage stadig flere administrative områder. Og skiftende regeringer har jo gjort klart, at takten bestemmer grønlænderne. Rigsfælleskabet har udviklet sig meget i de sidste årtier, og jeg tror, at Mette Frederiksen har ret i, at det vil det også gøre i de næste årtier. Men mon ikke, der også er et rigsfælleskab om tyve år?«

På hendes kontor spørger jeg hende, om hun kan se en ny-ordning med free association for sig, hvor Grønland formelt bliver selvstændigt, men samtidig bindes sammen med Danmark igen i en ny traktat om kongehus, forsvar, udenrigspolitik og så videre. Naalakkersuisut, Kim Kielsens landsstyre, har bedt Grønlands Forfatningskommission om en køreplan netop for sådan en ordning, men Mette Frederiksen vil ikke diskutere luftkasteller: »Jeg har ingen drejebog. Jeg vil nødig være definitiv på et område, der er så dynamisk. Den debat må vi tage den dag, Grønland ønsker at bevæge sig videre. Tænk på, hvor forskelligt alt så ud for bare 25 år siden.«

Meget kan ske på få år, og Mette Frederiksen er enig i den prioritering, Kim Kielsen præsenterede i 2016. De sociale problemer i Grønland må nødvendigvis stå forrest i køen, også i Mette Frederiksens: »Det var socialdemokratiske statsministre, der stod bag meget af den udvikling, der førte til det moderne Grønland efter Anden Verdenskrig. Det giver en særlig forpligtelse, som jeg vil bære med mig, hvis jeg skulle blive statsminister. Grønland vil blive vægtet højt. Jeg rejste tilbage til Danmark med et ønske om at styrke samarbejdet i rigsfællesskabet. Det skal fylde mere i Folketingets arbejde. Grønland står midt i store forandringer og meget store udfordringer. Grønland er voldsomt udfordret af sine strukturelle forhold, og det skal man altså derop for at fatte rækkevidden af.«

Mette Frederiksen når til sidst at lufte en løs ide. Hun overvejer, siger hun, om en fælles dansk-grønlandsk undersøgelse af de fejl, Danmark måtte have begået i Grønland, måske vil gøre nytte: »Det er noget lettere at etablere et ligeværdigt samarbejde Danmark og Grønland imellem, hvis begge parter vedkender sig, at der er begået fejl igennem tiden.«

Igen en kovending. Ideen om dansk-grønlandsk kulegravning af fortiden blev lanceret af Aleqa Hammond i 2014, men Helle Thornings-Schmidt afviste som statsminister tanken. Kun få akademikere og Weekendavisens lederskribent pippede, at det måske kunne være klogt at kaste lys over alt det, der blokerer for en åben snak om fremtiden. Grønland nedsatte derfor en kommission uden dansk medvirken. Mette Frederiksens løse tanke om et nyt, fælles projekt følger af rejsen i 2016, fortæller hun:

»Du skal jo ikke være mange timer i Grønland, før du finder ud af, at historien og også de mere dystre sider af den spiller en stor rolle for mange. Den fælles historie står lysende klart i det grønlandske samfund. Fraflytningen fra bygderne, den meget hastige modernisering, de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark, frygten for racisme og alle de andre ting lægger man jo ikke uden for døren, når man diskuterer rigsfællesskabet i Grønland.«




Kina i Arktis: Manden bag Angry Birds vil bygge verdens længste tunnel

marts 14, 2018 • Af

OULU, FINLAND: Hvis det lykkes, bliver det den korteste rute mellem Kina og hjertet af Europa, verden nogensinde har set. Og sagen bliver ikke kedeligere af, at den finske multimillioner bag mobilspillet Angry Birds spiller en afgørende rolle.

I håbet om opkobling til Kinas kolossale Silkevejsprojekt har de norske og især de finske myndigheder pustet nyt liv i visionen om en arktisk korridor direkte fra Kina til Centraleuropa. Kinesiske skibe skal efter planen losse og laste i Kirkenes eller andet sted i Nordnorge på kanten af Det Arktiske Ocean og dermed spare tusinder af sømil i forhold til ruten gennem Suez-kanalen. I Nordnorge vil skibene laste gods fra Europa og sætte varer fra Asien på tog ned gennem Finland, gennem en tunnel til Estland og videre til Europas centrum.

Peter Vesterbacka (th), manden bag Angry Birds, vil bygge verdens længste tunnel for kinesiske penge. Her med mig på besøg.

To missing links — cirka 500 km skinner fra Det Arktiske Ocean til Finlands eksisterende skinnenet og en tunnel fra Finland til Estland — har hidtil afskrækket planlæggerne, men klimaforandringerne og forestillingen om kinesiske penge har tilført ny energi.

Som udviklingschefen i det finske transportministerium, Risto Murto, forklarer mig: »Når vi ser de nye korridorer til Kina for os, ligger vi præcis i midten mellem Europa og Asien. Finland er ikke en isoleret ø længere. Vi forstår pludselig vores geopolitiske position på en helt ny facon.«

Finlands transportminister Anne Berner er varm tilhæner af den arktiske forbindelse. Den 1. marts modtog hun det første studie af den mulige togforbindelse til Det Arktiske Ocean fra de regionale chefer i Nordnorge og Nordfinland, og en 9. marts holdt hun pressekonference i Helsinki om sagen. Her deltog også Finlands tidligere premierminister, Paavo Lipponen, og den norske transportminister, Ketil Solvik-Olsen, var med på videolink. Få dage forinden havde Berner med sin estiske kollega offentliggjort et nyt, EU-finansieret studie af mulighederne for en tunnel fra Helsinki til Tallinn, Estlands hovedstad på den anden side af Den Finske Bugt.

Finland anser allerede sig selv for den europæiske flytrafiks gateway til Asien. Helsinki Lufthavn ligger tættere på Kina end nogen anden i EU med kun syv en halv times flyvetid til Beijing, og Finnair har netop åbnet sin syvende rute til Kina. En arktisk fragtkorridor vil yderligere binde Finland til Kina, præcis som et nyt high-speed bredbåndskabel fra Finland til Asien i havet langs Ruslands nordkyst.

IT-selskabet Cinia, der er 77,5 procent ejet af den finske stat, søger i øjeblikket kinesisk og anden finansiering til IT-kablet, der skal nedbringe transfertiden for fremtidens 5G-datastrømme mellem Europa og Asien, og den finske regering fungerer, ifølge Risto Murto fra transportministeriet, som projektets diplomatiske formidler. Intet er nemt: Af sikkerhedsmæssige årsager skal der føres ikke ét, men to kabler, det andet russisk, så alle kan være sikre på ubrudt data-flow, men finnere er vant til at forhandle med Rusland.  

Ambitionerne er omfattende. Selv fra toppen af det 40 meter høje pariserhjul ved havnen i Helsinki kan jeg ikke se til Tallinn. Det er 15 frostgrader, høj sol, luften er skarp som glas, men Den Finske Bugt er mere en 80 km bred, og den tunnel, der skal bygges med kinesiske penge, bliver i givet fald verdens længste.

Flere end 23.000 mennesker rejser dagligt mellem Helsinki og Tallinn. Helsinkis havn er ifølge finske opgørelser den travleste passagerhavn i verden, og de første tegninger til en fast forbindelse fra Helsinki til Tallinn er fra 1800-tallet. Både regeringen og det finske erhvervsliv ser nu en tunnel som et naturligt hop ind i fremtiden — uanset at anlægsprisen anslås til mere end 15 milliarder Euro.

Regeringen i Helsinki har ikke formelt skrinlagt tanken om et delvist EU-finansieret, regeringsbåret tunnelprojekt, hvor skatteborgerne hænger på ansvaret, men et sådant vil have lange udsigter, og som Risto Murto fra transportministeriet siger: »Der kan ikke være to konkurrerende tunnelprojekter.« Regeringen synes i stedet tilbøjelig til at overlade initiativet til et privat konsortium, der i et par år har forfulgt visionen med høj cigarføring.    

Konsortiet og jagten på kinesisk kapital ledes af multimillionæren Peter Vesterbacka, en hurtigttalende, finsk start-up entreprenør og opfinder af Angry Birds, et farverigt mobilspil med global success:

»Jeg regner med, at kinesiske investorer vil dække to tredjedele af omkostningerne, mens nordeuropæiske pensionskasser formentlig vil klare det meste af resten«, siger han. Vi mødes på hans spartanske kontor i We+, et kinesisk-ejet share-space kontorkompleks for funky start-ups i en nedlagt kabelfabrik på Helsinkis havnefront. Peter Vesterbacka optræder konsekvent i sweatshirt med Angry Bird-motiv, han pendler til Kina flere gange om måneden og er i færd med at lære sig mandarin.

Den arktiske korridor skal i givet fald løbe fra Kirkenes på Norges kyst mod Det Arktiske Ocean ned gennem Finland og videre til Centraleuropa

Peter Vesterbackas tunnelselskab, Finest Bay Development, danner konsortium med to af Finlands største entreprenørselskaber, Fira og Poyry. Sidstnævnte kendes bl.a. for verdens hidtil længste tunnel, Saint Gotthard, der løber 57 km under de schweiziske alper. Jeg spørger, om EUs pengekasser skal involveres i Tallinn-tunnelen:

»Nej, absolut ikke,« siger Vesterbacka. »Vi kan ikke vente på, at resten af Europa får taget sig sammen, før vi rykker. Vi regner med at åbne tunnelen den 24. december 2024.«

Peter Vesterbacka hævder, at hans kontakter blandt kinesiske investorer øjner en god forretning, især fordi Tallinn-tunnelen kombineres med massive bolig- og erhvervsbyggerier, ikke mindst på en kunstig ø i Den Finske Bugt, hvor tunnelen skal trække luft. Planen lyder på to parallelle, men adskilte tunneller, én til tog i begge retninger og én til anden trafik, hver af dem 17 meter i diameter. Den kunstige ø vil være én kvadratkilometer stor og opført af udskrab fra tunnelbyggeriet, bilfri, øko-venlig, fyldt med skyskrabere, boliger og arbejdspladser til 50.000 mennesker.

Peter Vesterbacka vil ikke navngive specifikke, kinesiske investorer, men han har ofte optrådt i selskab med byggekyndige gæster fra Kina, og regeringen i Helsinki synes at tro ham, når han fastholder, at forhandlinger er i gang:

»Vi sigter på de organisationer, der i forvejen deltager i finansieringen af the Belt- and Road Initiative,« siger han. »I Kasakhstan opfører de infrastruktur for 50 milliarder euro som led i processen«.

Skeptikerne hævder, at Kinas præsident Xi Jinping med sit Belt and Road Initiative meget bevidst arbejder på at erstatte USAs globale dominans med en langt mere sino-centrisk verdensorden. Andre ser initiativet som ét stort, venligtsindet byggeprojekt.

Diskussionen er også relevant her i landet: China Railway Group Ltd., en af verdens største bane-entreprenører, var i efteråret 2017 tre gange i Helsingborg for at se på en tunnel mellem Danmark og Sverige. Den finske formand for det internationale Arctic Business Council, Tero Vauraste, der optrådte i Udenrigsministeriet i København i december, anbefalede i den grønlandske avis Sermitsiaq for en uge siden, at hele Arktis omfavner Kina, herunder Kinas interesse for den nye, finske korridor: »Vi skal ikke opfatte Kina som en fjende, men som en investor som alle andre,« siger han.

Peter Vesterbacka i Helsinki er enig: »Verdens fokusskift til Asien sker superhurtigt lige nu. Det er der, væksten finder sted, og Finland ligger perfekt til at tage del i den,« siger han.

Han nærer ingen bekymring for, at Kina vil misbruge sin indflydelse på Tallinn-tunnelen, et vitalt stykke infrastruktur, til politiske formål: »Næh, hvorfor skulle de det? Hør nu her: Vi start-up’ere er ikke så bekymrede for, om verden går under i morgen. Og hvis den gør, så må vi jo forholde os til det,« siger han.

Andre hævder, at de finske ledere nu udgrænser kritik af undertrykkelsen i Kina. Da syv EU-lande, herunder Finlands naboer Sverige og Estland, sidste år valgte at protestere over Kinas repressive adfærd over for menneskerets-advokater, stod Finland uden for. Den finske parlamentsformand, der besøgte Kina i 2015, nægtede også at diskutere undertrykkelsen i Kina med sine værter.  

I provinshovedstaden Oulu på kanten af Den Botniske Bugt er temperaturen faldet til minus 26, men fornøjelsen ved udsigten til en ny arktisk forbindelseslinje til Kina fejler ikke noget: »Det er ekstremt interessant for os. Det vil bringe mængder af trafik i vores retning og nye muligheder for eksport til Asien. Finland vil indtage en helt ny rolle mellem Asien og Europa,« siger Pauliina Pikkujamsa fra BusinessOulu, en lokal erhvervsorganisation.  

Nordfinland myldrer med rensdyr og falske julemænd, men det er også her, at 2000 ingeniører bemander Nokias højteknologiske udviklingscenter, verdens første testanlæg for førerløse skibe er åbnet i Den Botniske Bugt, og videre mod nord produceres specialstål af finsk jernmalm, papir og papirmasse af træ fra de finske skove. Kinas import af finsk papir og teknologi rækker langt tilbage. Kinas Sunshine Kaidi New Energy Group vil investere stort i nye anlæg til biobrændsel her, og mineselskaberne i Nordfinland udvinder råstoffer, der vil have Kinas varme interesse: guld, kobber, lithium, uran, kobolt, zink, nikkel m.m.

Skeptikerne fastholder, at de manglende 500 km jernbane til Det Arktiske Ocean næppe bliver bygget snart. Men Peter Vesterbacka antager, at Norge vil pumpe oliepenge i banen; andre taler om kinesiske penge, Norges transportminister har vist interesse, den norske kongefamilie besøgte Oulu sidste år og talte om arktisk samarbejde.

Men Risto Murto fra transportministeriet i Helsinki fastholder, at anlægsarbejder tidligst skal ventes i 2030. »Fremdriften afhænger af klimaforandringerne, og væksten i den internationale cargo-trafik på den nye sejlrute nord om Rusland er vanskelig at spå om,« siger han.

Det politiske tryk vil dog næppe ophøre. Kina er allerede Finlands næststørste handelspartner uden for EU – kun overgået af Rusland. Præsident Xi Jinping tilbragte to dage i Finland i april 2017; hans eneste stop-over på vej til samtaler med den nyindsatte Donald Trump i USA. To pandaer udlånt af Kina er netop udsat i Helsinkis zoo som del af Kinas panda-diplomati. De 3000 kinesere, der studerer på Finlands universiteter, gør Kina til den næststørste leverandør af nyt ungt talent efter Rusland, det kinesiske nytår fejres hvert år med en festival i Helsinki – og så videre.

Som Tero Vauraste fra Arctic Business Council siger til den grønlandske avis Sermitsiaq: »Kina er en vigtig spiller i det pan-arktiske område, og vi vil se Kina engageret og involveret i mange projekter og sammenhænge fremover. Det kan vi ikke undgå – og forresten heller ikke undvære«.

Dette indlæg optrådte i redigeret form i Weekendavisen 2. marts 2018


Ny Kim Leine-roman ramler direkte ind i den politiske debat om Grønland

marts 2, 2018 • Af

Ikke siden Knud Rasmussen har en forfatter fået så mange danskere til at fundere over forholdet til Grønland, som Kim Leine – og hans ny roman rød mand / sort mand’s rå billede af danske kolonisters fordrukne og liderlige kaos i Grønland springer direkte ind i det politiske: Hvis det var så slemt, så bør Grønland vel snart løsrive sig?

Kim Leine ønsker det måske ikke, men han skriver sig direkte ind i den poltiske debat. Foto Robin Skjoldborg

Kim Leine ved godt, at han næppe slipper for denne diskussion, selvom han bestemt ikke ønsker den. Han vægrer allerede for sig i et efterskrift til rød mand / sort mand: “Man bør ikke læse den som pålidelige historisk skildring. Det er den ikke,” skriver han. “Skønlitterære forfattere og historikere kan noget hver for sig. Det er magikeren versus magisteren. Vi bør ikke begive os ind på “fjendens” banehalvdel (…) Så lad historikere skrive historie, og lad forfattere skrive historier. Jeg beskæftiger mig med det sidste”.

Men efter læsning af rød mand / sort mand vil en del historikere, politikere og almindelige læsere sikkert igen spekulere over, om Kim Leine har sat sig et politisk mål med sin banebrydende litteratur om det dansk-grønlandske.

Kim Leine har tidligere anbefalet, at Grønland bør løsrive sig så hurtigt som muligt, så det er ikke urimeligt, hvis andre spørger sig selv, om han har en skjult, personlig dagsorden, der skal stille læseren mere forstående overfor det grønlandske ønske om opgør og selvstændighed.

Er hans storslåede romantrilogi, som nu er nået til andet galopperende bind, om som allerede høster fine anmeldelser, et ønske om at slæbe den danske kolonimagt gennem dens eget stinkende søle, så vores sympati for altid placeres hos grønlænderen?

Eller er der slet og ret tale om uovertruffen litteratur? Endnu et forunderligt mesterværk fra Leines magiske skriverum, der alene må vurderes på sine egne, kunstneriske præmisser fjernt fra politiske spalter som denne?

Diskussionen om bogen, der udkommer i dag, fletter sig direkte ind i den aktuelle politiske debat. Kampen om Grønlands historie er afgørende for fremtidens dansk-grønlandske forhold og derfor for rigsfællesskabets fremtid.

Hvis kolonimagten vitterligt var så rivende inkompetent, liderlig og småracistisk, som Kim Leine beskriver, er der så ikke al mulig grund til at støtte de aktuelle, grønlandske ønsker om politisk opgør og forandring?

Og omvendt: Hvis kolonitiden var blid og god, er der så overhovedet ræson i de grønlandske lederes tanker om at skifte dansk ud med engelsk i Grønlands folkeskoler, erstatte de mange danske chefer i Selvstyret og i sidste ende løsrive Grønland fra Danmark? Hvis Grønland aldrig har været en rigtig koloni, sådan som nogle mener, så er der vel heller ikke grund til de dybtgående opgør med fortiden og løsrivelsen, som mange i Grønland arbejder på?

rød mand / sort mand er andet bind i Kim Leines trilogi. Tredje bind kommer om cirka fire år, siger forfatteren

Kim Leine vil ikke påduttes et tungt ansvar for, om hans fortælling er pinligt korrekt i historikernes forstand. Og som for på forhånd at mindske trykket, har han sikret sig hjælp til fakta-check af romanen fra en af landets mest anerkendte kendere af Grønlands fortid, arkæologen, forskningsprofessor emeritus Hans Christian Gulløv.

Kim Leine har formentlig husket på den fejde han måtte igennem, da Profeterne i Evighedsfjorden udkom; det var første bind i trilogien. Den satte straks fuld knald på et bredere opgør om Grønlands historie og om Danmarks skyld eller mangel på samme. Historikeren Thorkild Kjærgaard og andre hæftede sig ikke blot ved en række faktuelle fejl (et stetoskop optræder før det blev opfundet; en trykmaskine finder vej til Grønland før tid osv.) — tekniske fejl, som Kim Leine straks anerkendte. Nej, Kjærgaard, der underviste ved universitetet i Nuuk i 13 år frem til 2015, beskyldte Kim Leine for at fordreje selve virkeligheden; bl.a. kritiserede han, at Kim Leine i Profeterne lader grønlændere udsætte for tvangsomvendelse og brutale straffe — pisk, afklipning af hår, våbenbårne trusler om arrestation m.v. Straffe som ifølge Thorkild Kjærgaard lå ganske uden for virkelighedens datidige register.

Mens Profeterne i Evighedsfjorden blev modtaget med anmeldernes jubel og stor prisregn (Nordisk Råds Litteraturpris, De Gyldne Laurbær, DR’s, Weekendavisens og Politikens priser) beskrev Thorkild Kjærgaard bogen som postkolonialt propagandistik bragesnak. Og for at forstå de politiske implikationer skal man bemærke, at Thorkild Kjærgaard ligesom Kim Leine har stærke meninger om Grønlands nutid og fremtid og selv gerne deltager i den offentlige debat. Senest har han foreslået, at Danmark suspenderer Grønlands selvstyre og genovertager magten i Grønland i årrække. Da det grønlandske Selvstyre i 2014 oprettede en kommission til kulegravning af den koloniale arv, mente Thorkild Kjærgaard, at det var “grønlandsk folkekomedie”. Han mener ikke, at Grønland var en koloni i klassisk forstand, og det synspunkt har betragtelig medvind. Det Grønlandske Selskab har 8. marts afsat en hel debataften netop til det spørgsmål med Kjærgaard som hovedattraktion.

Betydning af Kim Leines bøger kan vanskeligt overdrives. Kun få — om nogen — har siden Knud Rasmussen fået danskere til at læse så meget om sammenhængen med Grønland. Vi taler om titusindvis af danskere, der vellystigt sluger 500 sider om Grønland – plus titusinder i andre lande. End ikke fjernsynet kan hamle op med Leines fortællekraft. Og som Profeterne i Evighedsfjorden tegner også rød mand / sort mand et stærkt kritisk billede af de dansk-norske købmænd og missionærer, der med lutheraneren Hans Egede, hans kone Gertrud Rask og deres fire børn i spidsen indledte virket i Grønland i 1721.

Som enkeltpersoner kan flere af karaktererne i romanen virke tilforladelige. Men den almindelige læser vil formentlig som jeg opleve romanens flok af guvernører, købmænd og missionærer som langt hen ad vejen inkompetente, forskrækkeligt dårligt udrustede mentalt og logistisk, nedladende, brutale og ukristelige i deres liderlighed og uhyrlige drukkenskab. Hans Egede, hovedpersonen både i romanen og i Grønlands-missionens historie, får stadig flere nuancer, men tilbage står, at han i romanen tager en syg grønlandsk dreng til sig, nægter at aflevere ham til faren igen, og så det, som ikke kan skrives her, uden at det røber for meget af handlingen.

Kim Leines fiktive billede af datidens norsk-danske indsats ligger langt fra det billede af Danmarks engagement i Grønland, skolebørn i Danmark som oftest stifter bekendtskab med – hvis de da overhovedet hører om Grønland. Det er kolonihistorie, som vi aldrig før har fået den serveret.

Dette indlæg optrådte i redigeret format i Information 2. marts.






Dansk-grønlandsk splittelse svækker nationen over for Kina

februar 19, 2018 • Af

Kinas hastige indtog i Arktis kræver “langt mere proaktiv håndtering”, lyder det i ny analyse fra Forsvarsakademiet. Danmark og Grønland står splittede i en grad, der gør det svært at møde udfordringen fra Kina i Arktis på forsvarlig vis. De interne stridigheder i rigsfællesskabet svækker kongeriget netop, hvor Kinas ekspanderer i Arktis uden tidligere tiders tilbageholdenhed. Alle de arktiske nationer kæmper med dette dilemma.

Kinesiske polarforskere i Det Arktiske Ocean: KInas forskning sikrer Kina stærke forbindelser i Arktis; nye stationer er på vej på Island og måske i Grønland. Foto: Xinhua

Et grelt eksempel opstod i Lysekil på Sveriges vestkyst for nylig. Et kinesisk konsortium, Sunbase International, med base i Hong Kong, henvendte sig i november 2017 til Lysekil kommune. Konsortiet tilbød at bygge Skandinaviens største dybvandshavn.

Tilbuddet blev ifølge de svenske medier først holdt hemmeligt; kommunens topfolk var stærkt fristede. I Sverige som i Danmark kan lokale myndigheder frit forhandle aftaler med udlandet, og en deal kom tæt. De kinesiske forhandlere insisterede på en beslutning på bare 14 dage.

I sidste øjeblik gravede svenske journalisters frem, at konsortiets leder, Gunter Gao Jingde, i årtier har været tæt vævet ind i Kinas politiske system, og at konsortiet bl.a. administrerer 18 stykker land i Hong Kong, hvorfra det kinesiske militær opererer. (Flere detaljer:

Forhandlingerne med Lysekil er nu afblæst, og en debat om øget kontrol med investeringer udefra ruller i Sverige.


Kinas kommercielle engagement i Grønland gælder i øjeblikket især to potentielle miner i hhv. Nord- og Sydgrønland, der ejes af andre, men hvor kinesisk kapital og knowhow ventes at blive bærende, såfremt projekterne realiseres. Kina har også signaleret ønske om at opføre en forskningsstation i Grønland, der i givet fald bliver den største i landet. To kinesiske sproglærere tilknyttes fra i år for kinesiske penge ungdomsuddannelserne i Sydgrønland osv. Engagementet vil givetvis vokse. Grønland efterlyser intenst flere Kinas investeringer: Formanden for Naalakkersuisut, Grønlands Landsstyre, Kim Kielsen, var i 2017 i Kina med et følge på 24, og Kinas nu offentliggjorte arktiske strategi sandsynliggør, at Kina vil øge sit fokus på Grønland.

Kina betegner sig selv som “nær-arktisk stat” — en nation med vældige arktiske ambitioner og penge til at realisere dem. Et indledende afsnit i den nye Arktis-strategi er særligt prægnant: “Den arktiske situation rækker nu videre end til dens oprindelige interstatslige arktiske og regionale natur, og den har livsvigtig indflydelse på interesser også for stater uden for regionen og for det internationale samfund som et hele, så vel som på menneskehedens overlevelse, udvikling og fælles fremtid”.

Kina vil ikke torpedere den eksisterende orden i Arktis, men ubønhørligt forfølge sine interesser i Arktis ad alle lovlige kanaler. Kina har inkorporeret Arktis i sit kolossale Belt and Road Initiative, der skal knytte Kinas økonomi tættere til Sydøstasien, Centralasien og især Europa med massive investeringer i nye havne, veje, højhastighedstog, IT-kabler, kommunikation m.v.

Kina interesser er velkendte: Nye forsyningsveje nord om Rusland kan sikre Kinas overlevelse, hvis der opstår krig i Det Sydkinesiske Hav. Klimaets kollaps i Arktis påvirker Kinas evne til at brødføde sin egen befolkning. Kina ønsker adgang til de kolossale ressourcer i Arktis: Olie, gas, mineraler, fisk, transportveje, videnskabelige data, undersøisk minedrift, arktiske enzymer osv.  

Kina er hovedinvestor i Ruslands gasudvinding på Yamal-halvøen i Sibirien: det største industriprojekt i Arktis; en rørledning lægges netop nu til Kina. Island har som det første land i Europa indgået frihandelsaftale med Kina. I det finske Lapland har kinesiske milliard-investeringer skabt et kæmpe biodiesel-anlæg og et bio-papirmasse-anlæg. Andre kinesiske penge fyrer op under turismen i Nordfinland. Og på den helt store klinge arbejder regeringen i Helsinki på at fæstne Finland til Kinas Belt and Road Initiative med en jernbane, the Arctic Corridor, der skal køre fra havnen i Kirkenes i Nordnorge ned gennem Finland og videre til Estland via en ny tunnel på 80 kilometer. Se på kortet: For første gang i historien vil kinesiske varer kunne rejse i fugleflugt tværs over Det Arktiske Ocean og videre ned gennem Finland direkte til Europas hjerte.

Danmark og Grønland har ofte skændtes om Kinas potentielle rolle i Grønland. Grønland efterlyser investeringer; Danmark bekymrer sig over, om Kina vil opnå politisk indflydelse i Grønland — enten ved korruption eller ved indirekte, økonomisk pression. Danmark er optaget af USA’s sikkerhedsinteresser i Grønland og derfor ekstra sensitiv. Som tidligere omtalt i Information forhindrede statsminister Lars Løkke Rasmussen i 2016 selv, at et kinesisk mineselskab fik lov at opkøbe en udtjent, dansk flådebase i Sydgrønland — de nedslidte barakker var pludselig ikke til salg alligevel.

Kinas indtog i Arktis kræver selvsagt velkoordineret handling fra alle aktører i så lille et kongerige som det danske — og her kniber det. I Forsvarsakademiets analyse af den nye kinesiske strategi, skrevet af Kina-eksperten, adjunkt Camilla T. N. Sørensen, lyder advarslen, pænt pakket ind, som følger:

“Lanceringen af Kinas Arktis-strategi giver et godt udgangspunkt for intensiveret dialog mellem Danmark og Grønland om en langt mere proaktiv håndtering af Kinas stigende rolle og tilstedeværelse i Arktis og specifikt om, hvordan de kinesiske projekter og investeringer, som vil komme til Arktis i årene frem, kan blive til gavn for Grønland og for Rigsfællesskabet. Det er også en forudsætning for at opretholde Rigsfællesskabets troværdighed i bred forstand, at Danmark og Grønland i højere grad kan finde stærkere fælles fodslag i tilgangen til Kina i Arktis.”


Dette indlæg optrådte også i Information 19. februar 2018




Arktisk topmøde i Grønland til maj – hvad ligger bag?

februar 12, 2018 • Af


Både Rusland og USA plus Norge, Canada og resten af Arktis er inviteret til topmøde i Grønland til maj for at fejre ti-året for Ilulissat-erklæringen fra 2008. Samtidig viser en analyse fra Center for Militære Studier på Københavns Universitet, at det ikke kun handler om fredsbevaring

Formatet er i sig selv unikt: Regeringen har sammen med Grønland inviteret de fire arktiske kyststater, USA, Rusland, Norge, Canada plus Sverige, Finland, Island og de arktiske folks repræsentanter til topmøde i Ilulissat ved Disko-bugten til maj. Her er ikke tale om et formelt møde i Arktisk Råd, men et unikt møde i dansk-grønlandsk regi: Der er altså tale om en dansk diplomatisk offensiv – med Grønland. På skal mødet skal  deltagerne markere ti-året for den såkaldte Ilulissat-erklæring, der blev vedtaget på dansk initiativ i 2008.

Danmarks daværende udenrigsminister Per Stig Møller (yderst tv.) med de øvrige deltagere på topmødet i 2008. Foto: Bent Petersen

Det tegner til en af de største, dansk-grønlandske diplomatiske markeringer i Arktis i mange år. Invitationerne bærer udenrigsminister Anders Samuelsens og den grønlandske udenrigsansvarlige Suka K. Frederiksens navne, men det er endnu uklart om de andre lande deltager på ministerniveau. I givet fald kommer både USA’s udenrigsminister Rex Tillerson og Ruslands Sergey Lavrov til Grønland.

Hensigten er ikke at nye erklæringer skal vedtages, men at ånden og løfterne i Ilulissat-erklæringen skal genopfriskes og genbekræftes —  nu i lyset af de aktuelle udfordringer i Arktis.  Og selvfølgelig undervejs diskret understrege kongerigets vilje og evne til at bidrage positivt til udviklingen i Arktis – Grønlands og Danmarks uenigheder ufortalt. 

Erklæringen i 2008 blev til på initiativ af Danmarks daværende udenrigsminister Per Stig Møller. To russiske mini-ubåde havde i 2007 plantet det russiske flag på bunden af Det Arktiske Ocean netop ved Nordpolen — på 4300 meter vand. Per Stig Møller “vågnede badet i sved”, som han sagde; han ønskede at forhindre yderligere magtdemonstrationer i Arktis, der kunne ende med ufred.

“Det kunne jo ende med, at landene siger, ‘her tager vi os selv til rette’. Det var min største frygt, “ sagde han, da jeg interviewede ham til bogen Når isen forsvinder. “Vi er jo den svage nation i den sammenhæng. Hvis nogen skulle tage sig selv til rette ud for Grønland og sige, ‘det tager vi’, og f.eks. bore efter olie uden at spørge, hvad kunne vi så gøre? Derfor får jeg som dansk udenrigsminister tanken om et fælles initiativ. Amerikanerne har ikke det samme behov, Rusland heller ikke. Det er ikke den stærke, der har brug for loven. Det er altid den svageste.“

Blot otte måneder efter det russiske dyk mødtes ministre fra de fem kystnationer, inklusive Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov og USA’s daværende viceudenrigsminister John Negroponte, til topmøde i Grønland, hvor de underskrev den historiske erklæring. Den fremhæves fortsat som afgørende for freden, samarbejdet og den nye, internationale orden i Arktis. Selv russiske diplomater kan man høre sige, at erklæringen er som fransk vin – den bliver bedre og bedre med årene — men nu kaster to danske forskere så nyt lys over sagen.

Lektor, ph.d. Jon Rahbek-Clemmensen, Forsvarsakademiet, og konsulent, ph.d. Gry Thomasen har i anledning af tiåret analyseret Ilulissat-erklæringens tilblivelse og virkning i en 61-sider rapport Learning from the Ilulissat Initiative, der bl.a. bygger på 24 interview med (anonymiserede) politikere, diplomater m.v.

Her kan man læse, hvordan de fem arktiske kystnationer i Ilulissat 2008 forpligtede sig til at løse uenigheder, herunder grænsestridigheder i Det Arktiske Ocean, med fredelige midler og efter FN’s regelsæt – særligt FN’s havretskonvention. (Det har direkte betydning for rigsfællesskabet: dansk/grønlandske krav til havbunden ved Nordpolen overlapper med Ruslands krav med cirka 600.000 kvadratkilometer og en sindrig diplomatisk proces er i gang for at sikre, at konflikten løses uden ufred).

I erklæringen fra 2008 lovede kyststaterne desuden i fællesskab at påtage sig ansvaret for søredning og miljøbeskyttelse i Arktis, og endelig — som et særligt fremhævet element — erklærer de sig enige om, at der ikke er behov for nogen global Arktis-traktat eller eksempelvis bredere FN-indsats til regulering og miljøbeskyttelse i Arktis.

På den måde blev Ilulissat-erklæringen mere politisk og kirurgisk, end Per Stig Møllers første forslag. Ilulissat-erklæringen blev på de danske juristers, herunder bl.a. den daværende leder af Udenrigsminiseriets juridiske tjeneste Peter Taksøe-Jensens initiativ også til den forhammer, der skulle knuse alle tanker om en global Arktis-traktat i stil med den, der gælder ved Antarktis. På det antarktiske kontinent er er al minedrift, militær aktivitet m.v. forbudt — kun forskning og lidt turisme er tilladt. En diplomatisk verdenssucces gennem mere end 50 år. Miljøbevægelser, forskere, EU-parlamentarikere drømte om en tilsvarende Arktis-traktat, og i kulissen ventede Kina, Japan og andre, der kunne true de arktiske staters forrang i Arktis.

De danske jurister mente, at de arktiske nationer havde retten på deres side. Antarktis er ubeboet land, mens Arktis er beboet af millioner af mennesker i nøje afgrænsede stater omkring et hav. De folkeretlige rammer for de to ender af kloden er derfor ganske forskellige. (Argumentationen er præsenteret i flere detaljer i de to forskeres rapport).

Ilulissat-erklæringen slukkede al tale om en international Arktis Traktat og cementerede i stedet de arktiske staters førsteret til at regulere i Arktis og til at udnytte olie, gas, mineraler, fisk osv. Aktionen lykkedes. Som de to forskere skriver: “Ilulissat-erklæringen var med til at lægge en dæmper på internationale bekymringer for et ureguleret Arktis og demonstrerede, at en Arktisk Traktat, baseret på Antarktis-traktaten, var både unødvendig og urealistisk.”

Ilulissat-erklæringen var heller ikke fra start et samlende initiativ. Sverige, Finland og især Island var rasende over at blive udelukket. De er alle medlemmer af Arktisk Råd, regeringernes faste forum i Arktis — men de var ikke inviteret med. Norge blev stiktosset, fordi Oslo havde et andet initiativ i støbeskeen. De arktiske folk var heller ikke inviteret med — bortset fra Grønland, der var vært sammen med Per Stig Møller.

I mistillid til Arktisk Råds hurtighed opfandt den danske regering i realiteten en ny international institution, i dag kendt som A5 eller Arctic Five. Den sikrede Ilulissat-erklæringen, men medvirker stadig til uklarhed. Som forskerne skriver: “Den arktiske orden er i stadig forandring, og stater og andre aktører er fortsat uenige om den grundlæggende institutionelle struktur i regionen”.

Erklæringen løste heller ikke problemet med Kina, Japan og andre udefra, der fortsat presser på. (Det var i øvrigt også A5 der i 2010 kostede fhv. udenrigsminister Lene Espersen dyrt. Hun måtte opgive sin post som udenrigsminister, fordi hun valgte at udeblive fra et møde i A5, hvor bl.a. Hillary Clinton deltog).

Enigheden på topmødet til maj, hvor de arktiske folkeslag også er inviteret, er dog givet på forhånd. Som de to forskere skriver, anerkender alle i Arktis i dag Ilulissat-erklæringens nytteværdi, selvom ikke alle problemer blev løst. Forskerne anbefaler endda varmt, at Danmark fortsat støtter A5-konstruktionen, fordi den også siden har vist sig gavnlig og til dansk/grønlandsk fordel. Da et historisk forbud mod rovfiskeri i Det Arktiske Ocean blev vedtaget kort før nytår — også med Kinas, Japans og Sydkoreas underskrifter — begyndte det netop med en aftale i A5. Forbuddet, der foreløbig gælder i 16 år og som sikrer potentielle, fremtidige fiskebestande, er i Grønlands og kongerigets klare interesse.

Per Stig Møller har fremhævet Ilulisat-initiativet som en af sine største politiske bedrifter, og erklæringens egentlige forfattere, de danske diplomater Peter Taksøe-Jensen og Thomas Winkler, indtager fortsat centrale poster. Winkler som ambassadør i Moskva – snart Ottawa. Peter Taksøe-Jensen, der var Per Stigs Møllers nærmeste medarbejder, strøg kort efter successen i Ilulissat til tops som assistent secretary general i FN, dernæst som ambassadør i Washington i fem år, nu Delhi. I 2016 skrev han på statsminister Lars Løkke Rasmussens opfordring sit personlige bud på hele rigets udenrigs- og sikkerhedspolitik. Han slog bl.a. fast, at kongeriget udgør en arktisk stormagt, og han anbefalede langt stærkere indsats i Arktis — herunder markering af Ilulissat-erklæringens 10 års jubilæum. Arktis figurerer i dag som en af de fem hovedprioriteter i Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik side om side med terrorisme, flygtningestrømme, Rusland og EU’s krise. Og regeringen har altså nu inviteret til fejring af Ilulissat-erklæringen til i maj.


Lektor, ph.d. Jon Rahbek-Clemmensen, Forsvarsakademiet, og konsulent, ph.d. Gry Thomasen: Learning from the Ilulissat Initiative – State Power, Institutional Legitimacy, and Governance in the Arctic. Udkommer 19.2 på Center for Militære Studier  


Læs Ilulissat erklæringen her:

Dette indlæg i er forskellige varianter også trykt på og Information 12. 2 2018


Alle byder Kina(s penge) velkommen i Arktis

februar 2, 2018 • Af

Kinas Arktis-strategi vil ingen modstand møde: De arktiske regeringer konkurrerer om Kinas gunst


Så er det endelig officielt: Kina er en “nær-arktisk Stat” — ifølge Kina selv. En nation med vældige arktiske planer, ambitioner og penge til at realisere dem. Det vidste vi godt, men nu er bekræftelsen stilfærdigt ristet i runer i Kinas første officielle arktiske strategi, der kom fredag, meget praktisk både på mandarin og engelsk. Mest tankevækkende er et

af de indledende afsnit: The Arctic situation now goes beyond its original inter-Arctic States or regional nature, having a vital bearing on the interests of States outside the region and the interests of the international community as a whole, as well as on the survival, the development, and the shared future for mankind. It is an issue with global implications and international impacts.”

Livsvigtig betydning for menneskehedens overlevelse og fremtid! Det kan ikke misforstås: Arktis betyder meget for Kina, og regeringen i Beijing ønsker naturligvis at have hænderne på rattet i det omfang, det overhovedet kan lade sig gøre. I den afdæmpede, fem sider lange strategi, understreger Kina sin respekt for de eksisterende magtstrukturer i Arktis, de arktiske staters suverænitet, Arktisk Råd osv. Strategien byder ikke på sammenligninger mellem Arktis og månen, og Arktis fremstilles heller ikke på andre måder som et globalt fælleseje, sådan som kinesiske kommentarer tidligere gjorde. (Da jeg første gang stødte på måne-sammenligningen, fandt jeg den besynderlig, men der var en pointe. Verdenssamfundet vedtog allerede i 1979 “the Moon Treaty,” der stadfæster menneskehedens kollektive ejerskab til himmellegemerne).

Norges statsminister Erna Solberg med Kinas præsident Xi Jingping – efter flere år med diplomatisk knas søger Norge nu for fuld speed samarbejde med Kina i Arktis. Foto: statsministerens kontor, Oslo

Kina har intet ønske om at torpedere den eksisterende orden i Arktis, men —  som vi har set gennem nogen tid — vil Kina ubønhørligt forfølge sine interesser i Arktis ad enhver tænkelig kanal. Det er tankevækkende, at den ny strategi endog udstandser en rolle for Kina som medansvarlig for bevarelse af freden i Arktis; et ansvar, der i strategiens optik følger naturligt af Kinas status som permanent medlem af FN’s Sikkerhedsråd.

Kina interesser i Arktis er i realiteten ubegrænsede: Klimaforandringerne vil påvirke Kinas evne til at brødføde sin voksende befolkning. Havvandsstigninger vil true Kinas mange millionbyer ved kysterne. Og så har Kina hårdt brug for sin andel af rigdommene i Arktis: Olie, gas, mineraler, fisk, transportvejene, turismen, videnskabelige data og fremtidens undersøiske mineindustri, arktiske enzymer osv. Strategien bekræfter, hvordan Kina allerede har inkorporeret Arktis i sit vældige Belt and Road Initiative (på dansk Silkevejs-projektet),  der skal knytte Kinas økonomi endnu tættere til Sydøstasien, Centralasien, Afrika og Europa ved hjælp af massive investeringer i ny infrastruktur: havne, veje, jernbaner og terminaler.

Det fundamentalt spændende i den kommende tid bliver dog ikke, hvordan Kinas ikke synderligt overraskende jagt på indflydelse og ressourcer vil folde sig ud. Den egentlige spænding gælder reaktionen fra de arktiske regeringer, folkeslag og erhvervsmiljøer.

Finland vil gerne forbindes til Kinas Silkevejsprojekt og etablere en transportkorridor fra Det Arktiske Ocean til Centraleuropa. Credit: Arctic Corridor / Region of Northern Finland

Når alt kommer til alt, abonnerer Kina stadig på en styreform, et syn på individets rettigheder og på demokrati, der adskiller sig fundamentalt fra det, der gælder i de arktiske lande — bortset fra Rusland. Det er selvfølgelig denne forskel, der forårsager bekymring og uro i mange hjørne af de arktiske lande. Ytringsfrihed findes ikke i Kina. Utilfredse advokater, journalister, forfattere og andre bliver rutinemæssigt arresteret. Kinas lederes er kun underlagt et fåtal af de checks and balances, magthaverne i de arktiske stater er underlagt (stadig med undtagelse af Rusland). Selvfølgelig er mange i de arktiske nationer bekymrede for, at Kinas voksende indflydelse vil underminere demokratiet, den åbne debat, respekten for menneskeretten og gennemsigtigheden.

Vi kender alle til tendensen. Uden for den nordiske sfære kan man pege på Alaskas guvernør, Bill Walker, som i april sidste år ivrigt hilste på Kinas præsident, Xi Jinping, da præsidentens fly stoppede i Alaska for at tanke på vej hjem fra et besøg i USA. Nogle måneder senere underskrev Bill Walker i Beijing en serie aftaler, der involverede Kinas store olieselskab Sinopec, China Investment Corp. og Bank of China i et milliard-projekt, der skal bringe flydende naturgas fra Alaska til Aisen; et projekt som amerikanske investorer ifølge presse forlydender havde afvist. Der er næppe tvivl om, at Bill Walker med venstre hånd på tolv minutter kunne skrive en fin tale om manglen på respekt for menneskerettighederne i Kina. Og der er heller ikke megen tvivl om, at han kunne holde den med stor overbevisning på enhver highschool i Alaska. Men det er næsten lige så sikkert, at han ikke vil gøre det. Af simpel frygt for, at det ville være bad for business.

Sådan Kina-tilpasning er selvfølgelig ikke længere en nyhed og fænomenet kendes bestemt ikke kun i Alaska. Det overvældende er det tempo, hvormed denne form for forbundethed med Kina er ved at udvikle sig til et hovedtema Arktis. Kinas vilje til at finansiere store industriprojekter og infrastruktur i Arktis er så fristende, at ingen af de arktiske regeringer ønsker at stå udenfor.

Selv det superrige Norge har indrettet sig. Efter 50 år med med olie og gas sidder Norge i dag på verdens største offentlige investeringsfond med mere end 1000 milliarder USD — og fonden vokser time for time. I 2010 tildelte Norge så Nobel fredspris til Liu Xiaobo, en kinesisk menneskerettighedsforkæmper. I 2016, efter fem år, hvor Kina lagde Norge alvorligt på is, og hvor talrige forretningsmuligheder gik tabt, skrev Norge under på en aftale med Kina, hvor Norge — omend indirekte — lovede aldrig at gøre det igen.

Norge søger nu for fuld kraft samarbejde med Kina i Arktis. Finland har budt store kinesiske investeringer velkommen i Lapland gennem længere tid. Kinesiske investeringer på mindst to milliarder euro har pustet liv i et biodiesel-anlæg og et såkaldt biopulp-anlæg, hvor de nordfinske skove omdannes til papirmasse på moderne, økologisk vis. Andre kinesiske investeringer fyrer op under det kraftige turisme-boom i Nordfinland. Og på den helt store klinge arbejder Finlands regering og erhvervsliv hårdt på at få Finland fæstnet til Kinas Belt and Road Initiative med en jernbane, the Arctic Corridor, hele vejen fra havnen i Kirkenes i Nordnorge, der ligger tættere på Asien end nogen anden havn i Skandinavien, ned gennem Finland og videre til Estland gennem en tunnel på 80 kilometer. På den måde vil Finland bygge en transportkorridor fra Det Arktiske Ocean, hvor kinesiske skibe kan anløbe, og hele vejen til Centraleuropa.

Det vil ikke overraske, hvis Finland bliver den første arktiske stat, der officielt tilslutter sig Kinas Belt and Road Initiative, eller hvis Island kort efter hopper om bord. Island indgik som det første land i Europa allerede i 2013 en frihandelsaftale med Kina. Den kinesiske regering hjalp Island ud af krakket i Island i 2008, og da den kinesiske premierminister Wen Jiabao skulle på besøg i Europe in 2012, stoppede han som det første tre hele dage i Island. Mange beslutningstagere i Reykjavik ser Island for sig som et fremtidigt Singapore, der tjener store penge i Arktis på at servicere, levere brændstof og andre nødvendigheder til kinesiske og andre fragtskibe på de nye arktiske fragtruter.

På samme måde knytter Grønland en del håb til Kina. Som vi fortalte her på besøgte formanden for Naalakkersuisut, Grønlands landsstyre, Kim Kielsen, Kina i 2017 med et større entourage på jagt efter investorer ikke mindst til Grønlands mine-sektor. Kinesiske minekonglomerater har allerede del i store, mineplaner i Kina, hvor man håber på at udvinde zinc, uran, jernmalm og sjældne jordarter.

Rusland er allerede afhængig af kinesiske investeringer, ikke mindst de kinesiske milliard-investeringer, der sikrer tempoet i naturgasprojektet i Ruslands arktiske Yamal-provins, det største igangværende industriprojekt i Arktis. De to præsidenter, Vladimir Putin og Xi Jingping, underskrev i 2014 en 30-årig aftale, hvor Kina veksler sine penge og teknologisk input til løfter om faste leverancer af liquified natural gas enten med skib eller gennem den rørledning, der nu er under konstruktion fra Yamal til Kina.

Som Mead Treadwell, tidligere chef for U.S. Arctic Research Commission, forklarede mig i Reykjavik sidste år: “Asien har været bagud, mens vi udviklede vores del af de globale handelsveje. Nu vil Kina – og i øvrigt også Japan og Sydkorea – indhente det forsømte, og mange af de arktiske regeringer har ambitioner, der passer fint ind i Kinas langsigtede planer.”

De fundamentale politiske forskelligheder får kun sjældent lov at trænge sig på, men det sker dog. Som da Forsvarets Efterretningstjeneste i 2017 advarede om, at store kinesiske investeringer i Grønlands strategiske råstoffer kunne give Kina mulighed for at øve  “politisk indblanding og pres”. Eller som i 2016, da statsminister Lars Løkke Rasmussen personligt greb ind og forhindrede et kinesisk mineselskab i at købe den nedlagte, udslidte flådestation ved Grønnedal i Sydgrønland. Stationen er nu, som vi også tidligere har fortalt, ikke længere til salg. Grønland er som bekendt stadig hjemsted for Thule Air Base, der udgør et væsentligt led i USA’s missilforsvar, og den danske regering afvejer nøje sine interesser i Grønland. Næste udfordring bliver Kinas ønske om at opføre en forskningsstation i Grønland. De stadig uofficielle og ufærdige planer tyder på, at Kina ønsker at bygge en forskningsstation større end nogen anden i Grønland — med antenner, droner osv — ganske tæt på Thule-basen.

Dette indlæg er først bragt på





Fortjener Arktisk Råd Nobels fredspris?

januar 29, 2018 • Af


60 forskere har den 19. januar indstillet Arktisk Råd til Nobels fredspris, men priskomiteen vil finde en del hår i suppen – dem kommer vi tilbage til.

De 60 forskere er organiseret i et netværk med fokus på sikkerhedspolitik i Arktis, Thematic Network of Geopolitics and Security, som tæller et antal af de mest anerkendte forskere på feltet. Arktisk Råd har derfor allerede i kraft af nomineringen høstet betragtelig extra clout og gennemslagskraft. Nobelkomiteen har sammen med nomineringen modtaget stærke argumenter fra forskerne: Dialogen mellem Rusland og de øvrige syv nationers regeringer i Arktisk Råd fungerer langt bedre, end Ruslands dialog med omverdenen de fleste andre steder på kloden.

læs indstillingen her:

Det er også veldokumenteret, at Arktisk Råd længe længe har været de arktiske regeringers — inklusive Ruslands — foretrukne arena for denne dialog. I Barack Obamas tid talte man ligefrem om, at samarbejdet med Rusland i Arktis kunne blive udgangspunkt for et reboot — en ny start på forholdet til Rusland på hele kloden. Arktisk Råd har desuden bidraget betragteligt til at få klimaforandringerne i Arktis på den globale dagsorden, og Rådets videnskabelige arbejdsgrupper leverer til stadighed nye input til denne debat.

De 60 forskeres argumenter er alle velkendte og veldokumenterede. Men Nobelkomiteen vil fra andre kilder få påpeget en række hår i suppen. Nuancer, som vi andre også kan huske på, når diplomater og politikere fremover henviser til den flotte nominering, hvis nogen formaster sig til at sige noget mindre flatterende om Arktisk Råd.

Her kommer et par nuancer, som de 60 forskere i sagens natur har udeladt af deres indstilling til priskomiteen:   

Arktisk Råd repræsenterer en orden, hvor de arktiske stater har tildelt sig selv uantasteligt lederskab i den arktiske region. Det har de gjort, selvom Arktis i disse år skifter karakter på en facon, der har stor betydning også for resten af verden. I takt med polarisens forsvinden åbner et helt verdenshav — Det Arktiske Ocean — sig for menneskelig trafik. Det første gang i menneskets historie, at det sker. Kina, Japan, Sydkorea og en række europæiske nationer har fået adgang til Rådet, men kun som observatører uden taleret. Arktis Råd er stadig, på trods af villighed til samarbejde, en lukket klub. Observatørerne har set sig nødsaget til at mødes i Polen hver andet år bl.a. for at diskutere denne i deres øjne uheldige rangorden. EU har endnu ikke opnået blot status som fuld observatør, og Kina omtaler først Arktisk Råd langt nede i sin nye arktis-strategi.

Freden i Arktis skyldes først og fremmest, at de otte arktiske nationer og Rusland især, alle ønsker økonomisk udvikling i deres respektive dele af Arktis. Rusland er dybt afhængig af olie, gas, mineraler og de nye fragtruter i det russiske Arktis. Ufred vil forhindre Rusland i at udnytte de kolossale muligheder, klimaforandringerne skaber i Arktis. Som forskerne påpeger, fungerer Arktisk Råd som et velfungerende instrument til at fastholde dialog og samarbejde, men Rådet er ikke grundlaget for freden.

Arktisk Råd har ikke mandat til at diskutere sikkerhedspolitik. Det forhindrede USA ved Rådets oprettelse i 1996. USA havde ingen lyst til at lade sine militære dispositioner underlægge denne nye, primært miljøorienterede organisation. I dag vil mange hævde, at det netop er fraværet af sikkerhedspolitisk kævl i Arktis Råd, der gør Rådet i stand til at udvide dialogen mellem Rusland og de øvrige medlemmer, herunder USA og Canada. Andre vil mene, at de arktiske lande i sørgelig grad mangler et forum, hvor regeringerne i velkendte rammer kan diskutere netop sikkerhedspolitik, såfremt kriser opstår i Arktis.

Arktisk Råd har ikke mandat til at diskutere territoriale spørgsmål og derfor heller ikke de udestående spørgsmål om hvem, der har retten til havbunden i Det Arktiske Ocean og de olie-, gas- og mineralforekomster, der måtte findes dér. Ruslands og det danske kongeriges krav til havbunden overlapper med cirka 600.000 kvadratkilometer ved Nordpolen, og der er også overlap andre steder i Arktis. Alle Rådets medlemmer inklusive Rusland følger slavisk de faste FN-procedurer for løsning af disse interessekonflikter, men Forsvarets Efterretningstjeneste advarer om, at Rusland måske ikke vil fastholde denne disciplin på den lange bane. Går der ufred i grænsedragningerne, har Arktisk Råd ikke mandat til at træde til.  

Her i Danmark hævder regeringen at være stor fan af Arktisk Råd, men i så fald er fornøjelsen af nyere dato. Da udenrigsminister Per Stig Møller i 2007 tog initiativ til den store Ilulissat-erklæring om fred og samarbejde i Arktis, sprang han helt bevidst Arktisk Råd over. Han inviterede i stedet Rusland, USA, Canada og Norge til Ilulissat for at skrive under uden om Rådet. Danmark anså altså for blot ti år siden Arktisk Råd for utåleligt langsomt og bureaukratisk.

De arktiske folkeslag har fra begyndelsen været fint repræsenteret i Rådet som “permanent participants”. I praksis bliver intet vigtigt besluttet uden dem. Men i de seneste år er bekymringen vokset: Vil de arktiske regeringer, Rusland, USA osv., give de små arktiske folkeslag samme plads, når Kina, Japan og andre store økonomier presser sig længere ind i Rådets maskinrum? Grønland boykottede et topmøde i Arktisk Råd i 2013, fordi man følte sig urimelig klemt.

Arktisk Råd er ikke testet i krisetid. Ingen ved, om Rådet vil fungere i tilfælde af øget spænding i Arktis, eller om det mister sin relevans, fordi Rusland og/eller USA  finder det unyttigt i situationen. Tingene går hurtigt skævt: Siden Krim-krisen er flere møder i Arktisk Råds regi, der skulle have være holdt i Rusland, flyttet til andre lande. Canada og andres vrede over Krim betød, at diplomaterne fik forbud mod at rejse til Rusland, selvom der stod Arktisk Råd på invitationerne.   

De otte medlemslande har i Rådets 22 årige eksistens underskrevet kun tre bindende aftaler. Én om oliespilds-beredskab, én om koordination mellem søredningstjenesterne og én, der skal nedbryde barrierer for den arktiske forskning. Aftalerne har på enkelte punkter vist sig uhyre nyttige, men de er generelt ikke særligt dybtgående, og implementering går langsomt.    

Rådets daglige og helt grundlæggende fortjeneste består i at drive seks forskernetværk (PAME, AMAP, CAFF m.fl.), der har produceret banebrydende forskning om klima, biodiversitet, miljøbeskyttelse, sundhed, bæredygtighed m.v. Men meget af forskningssamarbejdet fungerede også før Rådets oprettelse, og det kunne muligvis fungere fint uden. Enkelte af forskerne klager af og til — helst udenfor referat — over politisk betinget censur fra Rådets politiske overbygning.       

             Arktisk Råd fungerer fint som et regionalt dialogforum; bedre end de fleste andre af slagsen. Men de sikkerhedspolitiske relationer, der i sidste ende afgør, om freden holder, er ikke arktiske. Balancen mellem Rusland og NATO-landene (og Kina) afgøres på andre skuepladser: Baltikum, Østersøen, Syrien, Ukraine, Mellemøsten, Nordkorea osv. Det er ikke udviklingen i Arktis, som afgør om freden i Arktis holder. Arktisk Råd spiller en vigtig rolle for tilliden i Arktis, men det bliver andre faktorer, der afgør om freden holder.

Endelig er Rådet håbløst dårligt til at kommunikere med offentligheden. Rådet er praktisk taget ukendt blandt borgerne i alle otte medlemslande. Diplomaterne anser det for en petitesse, men fraværet af folkelig legitimitet kan svække Rådets gennemslagskraft netop i krisetider.  

Rådet blev oprettet i 1996 som afløser for de arktiske landes miljøsamarbejde under Arctic Environmental Protection Strategy fra 1991, som igen var inspireret af den russiske præsident Mikhail Gorbatjovs berømte tale i Murmansk i 1987, hvor han opfordrede til nedrustning i Nordatlanten og Arktis, nye tillidsskabende aktiviteter og oprettelsen af et arktisk forskningsråd. De 60 forskere opridser nu de mange grunde, man kan have til at glæde sig over Rådets succes og til måske at tildele det Nobels Fredspris. Men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen — især ikke i Arktis. Dværgbirken i Nordgrønland bliver f.eks. ofte blot nogle få centimeter høj.

Teksten er i forskellige varianter også trykt på og i Sermitsiaq