En af Danmarks fremmeste forskere i permafrost, professor Hanne Hvidtfeldt Christiansen, der til dagligt arbejder på UNIS, Universitetssenteret på Svalbard, fortalte mig om det voksende dilemma i sidste uge på det årlige træf for danske, grønlandske og færøske polarforskere på Hindsgavl Slot udenfor Middelfart:
“Det er halvdelen af Arktis, der ikke leverer data. Vi har ikke adgang til, hvad der egentlig foregår. Vi har brug for hele Arktis, når man for eksempel skal verificere sine modeller. Der er rigtigt mange russiske og andre forskere, der har brugt tid på at opbygge målinger af eksempelvis permafrost i Sibirien, hvor den tykkeste permafrost i verden findes, men de data har vi ikke adgang til længere. Der opstår en større usikkerhed om, hvorvidt man modellerer korrekt. Det bliver en joker i det arbejde, man laver,” siger hun.
Arktis på pause
Problemerne begyndte i marts, da den danske regering sammen med de øvrige seks vestlige regeringer i Arktisk Råd satte alt samarbejde med Rusland i Arktisk Råd på pause – inklusive de mange forskningsprogrammer, der udgør kernen af rådets arbejde. Samtidig har EU stoppet al kontakt med Rusland i EU-finansierede forskningsprogrammer.
Pausen i Arktis Råds samarbejde med Rusland har ingen fast udløbsdato, og politikerne bag beslutningen har ikke angivet faste kriterier for, hvornår den kan ophæves.
I forskningsmiljøerne kalkuleres der derfor med potentielt ganske langvarige, negative effekter.
“Indtil videre tænker vi ikke så meget over det, fordi vi tidligere har haft en hvis adgang til data fra Rusland. Men hvad så med fremtiden? Hvis jeg må være lidt sortsynet, så kan det jo godt tage en generation, før vi har gang i de her ting igen,” siger Hanne Hvidtfeldt Christiansen.
Også i diplomatiet frygter man et langvarigt hul i samarbejdet. Selv garvede diplomater taler nu om udsigt til “sameksistens” i stedet for “samarbejde” med Rusland i Arktis.
Til den årlige Arctic Circle konference, der samlede mere en 2000 deltagere i Reykjavik i oktober, fortalte David Balton, der leder præsident Bidens Arctic Executive Steering Committee, at man efter Ruslands invasion i Ukraine seriøst overvejede at droppe målsætningen om “samarbejde med alle” i USA’s seneste arktiske strategi, der blev offentliggjort fra 7. oktober.
Nordisk formandskab
David Balton advarede også om, at alle kontakter med vestlige forskere kan være farlige for de russiske forskere; en advarsel, der blev gentaget i Middelfart i sidste uge.
Mere optimistiske forskere, diplomater og politikere som Aaja Chemnitz, folketingsmedlem for Inuit Ataqatigiit, øjner dog et vist håb i det faktum, at Norge i maj 2023 afløser Rusland som formand for Arktisk Råd, og at det fra 2025 er Danmarks og dernæst Sveriges tur, i alt seks år med nordisk formandskab og muligheder for samordning.
Aaja Chemnitz, der også er præsident for Arctic Parliamentarians, et samarbejdsorgan for politikere fra de otte arktiske nationer, håber, at en langsom opblødning i forholdet til Rusland i Arktis kan begynde i efteråret 2023: “For langt de fleste aktører i Arktis er krigen i Ukraine afgørende for, om man vil samarbejde med Rusland eller ej. Men jeg tror, at Norge fra maj næste år vil begynde at rykke ved nogle ting. Vi er nødt til at have en diskussion om, hvad vi vil forsøge at opnå i Arktisk Råd, hvis krigen i Ukraine trækker ud i flere år – måske et helt årti,” fortalte hun mig i Middelfart.
Forskningen i Arktis kan måske blive noget af det første, man kan samarbejder med Rusland om igen: “Jeg håber, at vi med udsigt til seks års nordisk formandskab kan få en diskussion om, hvorvidt vi måske på et tidspunkt kan få et samarbejde med enkelte aktører i Rusland på forskningsområdet,” siger hun. Her er der historisk præcedens.
Under Den Kolde Krig bidrog USA, Kina, Rusland og Canada til opblødning af de hårde politiske fronter netop ved at samarbejde om forskning i permafrost i International Permafrost Association: “Man besøgte og lærte om permafrost hos hinanden, og det var klart noget man gjorde også for at skubbe til en bredere udvikling”, fortæller Hanne Hvidtfeldt Christiansen, der var IPA’s præsident fra 2016 til 2020. The International Permafrost Association blev stiftet i 1983 og bidrager stadig til forskningsdiplomatiet.
Ny dansk plan
Universiteterne stillede sammen med DMI og en række andre institutioner inden udskrivelsen af Folketingsvalget via Forum for Arktisk Forskning et forslag til forsknings- og uddannelsesminister Jesper Petersen om en ekstraordinær femårig polarforsknings-indsats til 300 millioner kroner. De håber, at en ny regering vil behandle forslaget i starten af 2023, hvor en forsinket finanslov for 2023 formentlig skal forhandles på plads.
Polarforskerne i Grønland, Færøerne og Danmark lagde i 2020 tilsammen 662 årsværk – heraf 107 i Grønland og 42 på Færøerne. De 300 millioner skal øge polarforskningen efter strategisk udvalgte mål.
Jesper Petersen foreslog inden valget, at en del af pengene måske kunne findes blandt de ekstra milliarder til forsvaret, som et flertal på Christiansborg allerede er enige om.
Forsvaret støtter i forvejen forskningen i Arktis med skibstransport og anden logistik, og Forsvaret er selv i stigende grad afhængig af ny viden om polarisen, storme og andre klimafænomener.
International bekymring
Forskerne skal navigere i et stadig mere spændingsfyldt Arktis, men det bliver uden Rusland; på det punkt er alle forskere i Vesten i samme båd: Professor Donie Bret-Harte, videnskabelig leder af USA’s største arktiske forskningsstation, Toolik Field Station i Alaska, fortalte mig nogle uger forud for mødet i Middelfart, hvordan de russiske forskere også har problemer, fordi de må undvære pengene fra international forskningsprogrammer: “Pausen i samarbejdet har gjort det meget vanskeligere for mange russiske forskere at arbejde, fordi deres adgang til finansiering er svundet ind. Jeg tror, at der vil opstå et stort hul i vores viden,” sagde hun under et møde på Island i INTERACT, et pan-arktisk netværk af arktiske forskningsstationer, der nu må undvære de russiske medlemmer.
Hun advarede ligesom David Balton fra præsident Bidens Arktis-råd om de risici, enhver kontakt med vesten betyder for russiske forskere, og hun forudså en lang skadesperiode: “Jo længere pausen varer, jo sværere vil det blive at få tingene i gang igen bagefter,” sagde hun.
Selv holder hun dog personlige, private relationer ved lige: “Jeg mener, at sanktionerne mod Rusland er helt på sin plads, og jeg efterlever dem gerne. Men jeg føler stærkt, at den indsats, der gøres på individuelt plan for at fastholde samarbejder, ikke bør stoppes. Putins forsøg på at isolere hans folk; det mener jeg ikke, at vi skal hjælpe ham med.”
En af hendes kolleger, den britiske professor Terry Callaghan, der i mere end 50 år har drevet polarforskning ofte i samarbejde med russiske kolleger anser adgang til det russiske Arktis for helt uundværlig, og en hvis grad af kontakt bør opretholdes på privat niveau på trods af krigen i Ukraine: “Det landområder, der er centrale for at forstå at forstå de feedback-mekanismer, som afgør, hvad der sker med klimaet og biodiversiteten på resten af kloden. Vi kan se på satellitbilleder, hvad der sker på jordens overflade, men vi kan ikke forstå, hvorfor forandringerne finder sted. Vi er nødt til at have folk på pletten,” fortalte han.
“Det har taget mere end 30 år at opbygge tillid og samarbejde, siden Sovjetunionen faldt sammen. Hvis først den tillid ødelægges, bliver det ikke nogen hurtig proces at bygge den op igen. Vi er nødt til at bevare nogle broer. Hvis ikke vi har nogen overhovedet, vil det være en katastrofe for fremtiden,” siger han
Artiklen blev første gang bragt på Altinget/Arktis 1. december 2022