Ny storfilm løfter det grønlandske krav om afkolonisering til nye højder
marts 23, 2023 • Af Martin Breum
Lad os antage, at et flertal af vælgerne i Danmark fortsat deler den opfattelse, at Danmark i Grønland i det store hele har handlet “i den bedste mening” og “til gavn for Grønland”. Fortællingen modsiges ihærdigt af mange grønlændere, forskning, litteratur og medier, men den har mere end 100 år bag sig og stadig godt fat. Denne danske konsensus om historiens rette fortolkning har løbende understøttet danske regeringers håndtering af relationen til Grønland, og et flertal på Christiansborg har som oftest bakket op, også når samarbejdet ikke har udviklet sig til Grønlands tilfredshed.
Men måske er forandring på vej – som i Canada, Sverige, Norge og Finland, hvor forholdet til de oprindelige folkeslag i Arktis også er til fornyet bearbejdning.
Onsdag i sidste uge fik den danske fortælling om relationen til Grønland eksempelvis nyt unikt modspil af grønlandske Aaju Peter, 62, og den ny sejrrige dokumentarfilm Twice Colonized. Her leveres et omgående forståeligt indblik i den grønlandske vrede og det intense ønske om forandring.
Filmen blev modtaget med stående ovationer i en udsolgt DR-koncertsal – udvalgt, som den var, blandt hundredvis af konkurrerende værker som åbningsfilm ved CPH:DOX, en af Europas største festivaler for dokumentarfilm.
Filmens nordamerikanske premiere fandt sted på Sundance Film Festival i januar, en af de mest prestigiøse i USA. Filmen vises nu i en stribe biografer; senere på DR.
Afkolonisering
Et interessant perspektiv åbner sig: Hvad sker der, hvis den danske offentlighed for alvor får dybere forståelse for de psykiske ar, vreden og traumerne, som i årtier har understøttet selvstændighedstrangen og senest “decolonize”-bevægelsen i Grønland?
Ønsket om et opgør med fortiden, forsoning og mental afkolonisering af både danskere og grønlændere har endnu ikke noget stort følge i Danmark, og i det politiske kan det på samme måde ind imellem være vanskeligt at spore bredere forståelse, når den grønlandske utilfredshed med rigsfællesskabet får luft i den daglige mellemrigspolitik.
Et dugfrisk eksempel: Udenrigsministeriet har for nylig igen udpeget en dansk diplomat som ny arktisk ambassadør for kongeriget. Også i de kommende år vil det altså være en dansker, ikke en grønlænder, der på rigets vegne leder forhandlingerne med USA, Canada, Norge og alle de andre arktiske stater om udviklingen i Arktis.
Sådan har det været siden den første arktiske ambassadør blev udnævnt i 2012 – til udtalt utilfredshed i Nuuk, og nu gentager mønstret sig. Den nye udnævnelse har anfægtet blandt andet MF’er Aki-Matilda Høegh-Dam (S) og Kuno Fencker, medlem af Inatsisartut, det grønlandske parlament (S).
Som man kunne læse her på Altinget forleden, mener de to politikere, at posten som arktisk ambassadør burde varetages af en grønlænder.
At have kendskab til regionen, sproget og kulturerne i Arktis må være en vigtig kvalificerende kompetence, mener de, men fra Christiansborg afvises de af en stribe partier for at se stort på centraladministrationens hævdvundne fokus på merit og kompetence; SF og Dansk Folkeparti mener, at de to har et uacceptabelt racehensyn for øje.
En sådan afvisning var med stor sandsynlighed ikke blevet accepteret i DR’s koncertsal den aften, publikum rejste sig for at klappe af Aaju Peter og Twice Colonized. I denne lomme af Danmark herskede en ganske anden grad af forståelse for nødvendigheden af afkolonisering, genoprejsning, øget repræsentation og magt til og i Grønland.
Filmen forbinder med kompetente greb seerens eget følelsesregister direkte med Aaju Peters smerte og vrede. Her kræves ingen akademiske forkundskaber eller politisk erfaring for at forstå, at koloniseringen af Grønland og dens nutidige senfølger har skadet et i øvrigt begavet, musisk, empatisk og engageret menneske.
Som Weekendavisens Tine Eiby skrev efter at have set filmen og talt med Aaju Peter: “Jeg forstår måske bedre end nogensinde, hvor meget skade Danmark og andre vestlige lande har påført inuit, hvad enten vi betragter os som koloniherrer i klassisk forstand eller ej.”
Vold og sult
Twice Colonized tegner et dragende portræt af Aaju Peter og hendes indsats for inuitter og andre oprindelige folk, deres rettigheder og levevilkår i Grønland, Nunavut og alle andre steder. Aaju Peters hører derfor direkte sammen med de kommende års diskussioner mellem Danmark og Grønland.
Den helt store udredning af Danmarks gerninger i Grønland siden Anden Verdenskrig er for længst aftalt mellem Mette Frederiksen og formanden for Naalakkersuisut, Mute B. Egede, men erfaringer ikke mindst fra Canada viser, at udredninger ikke gør det alene.
Går det som i Canada, hvor en omfattende forsoningsproces har været i gang i 15 år, vil vi alle blive bedt om at deltage, gå i tænkeboks om vores egen fortid og historieforståelse.
Her kan man udmærket begynde med Twice Colonize, hvor der er bud både til fortid og fremtid: Aaju Peter blev født i Grønland til en barndom med vold, alkohol og sult; affaldet på dumpen var en del af kosten. Hun var hurtig i skolen og blev som mange andre som 11-årig rykket til Danmark for at lære dansk.
Hun flyttede fra den ene plejefamilie til den næste, til hun var 18. Da hun returnerede til Grønland, havde hun mistet sit sprog og fik aldrig for alvor genoprettet forholdet til sin familie.
Hun flyttede til Nunavut i Canada med en kæreste derfra, tog en jurauddannelse, fik fem børn, blev skilt. Hun dannede nyt par med en hvid, canadisk kæreste, alkoholen trængte sig på; der var kærlighed, men også vold og tvang.
Da de fem års optagelser til Twice Colonized tager fart, er hun rykket fra kæresten, hun er ædru, men får så af politiet at vide, at hendes alt for unge søn har begået selvmord. Hun knækker igen, men rejser sig af asken; ikke mindst for børnebørnenes skyld.
Forsoning
Aaju Peter er aktivist, et kraftvarmeværk af vrede og handlekraft med et tilsyneladende ukueligt håb og uudslukkelig trang til at få så mange som muligt af alle slags engageret i afkoloniseringen i Grønland og Canada.
Hun har arbejdet for inuitternes ret til at jage sæler i årtier og modtog i 2012 the Order of Canada. I Nunavut underviser hun de lokale i Inuktitut; mange taler ikke sproget længere eller fik det ikke lært fra barnsben. Hun arbejder for oprindelige folks rettigheder i Grønland, Nunavut, alle steder.
“Min kamp startede de jeg var 18. Jeg havde fået nok af kun at være dansk, kun tale dansk, og kun gøre alt, hvad danskerne ville have, at jeg gjorde. Jeg var så pissed off, at jeg skiftede navn. jeg ville ikke have noget som helst at gøre med dansk eller Danmark mere,” fortalte hun mig under en times samtale før filmpremieren – på engelsk.
Hun giver gerne interview; hun er ved at være et ikon, på forsiden af avisen Sermitsiaq i Grønland i sidste uge. Hun var blandt de første til at genopfinde de arktiske tatoveringer, der nu kendes også fra deltagere i den såkaldte “decolonize”-bevægelse i Grønland, hvor globale identitetspolitiske strømninger også afspejles.
“Hvis du vil forstå, hvad kolonisering og det at blive koloniseret betyder, er det, når din selvstændighed bliver taget fra dig af en fremmed magt, et fremmed sprog, og når fremmede kulturer og normer tvinges ned over dig,” siger hun.
Hun bruger sine erfaringer til at skabe dialog og forandringer, ikke yderligere vrede og raseri. Hun anser koloniseringen for at være årsag til store dele af de sociale afgrunde i Grønland og Nunavut; fattigdom, nye såvel som gamle traumer, inklusive de mange selvmord.
Hun afsøger gerne fortiden, hun maler arven i de mørkeste farver, men hun anbefaler parterapi til Danmark og Grønland. Dialog, ikke konfrontation:
“I Canada er nøgleordet forsoning. Vi er nødt til at gøre det på en venlig og åben facon. Der har været megen smerte, og vi gør os mange antagelser, men vi er nødt til at lytte til hinanden, ikke gøre det personligt: ‘Det var din fejl’, ‘du gjorde dit og du gjorde dat’. Nej, det duer ikke. Vi har brug for venlighed, ydmyghed og tålmodighed. Venlighed og forståelse er mit mål,” siger hun.
“Twice Colonized” (92 min.) En film af Lin Alluna (DK), skrevet og levet, som PR-materialet siger, af Aaju Peter. Produceret af filmselskaber i Grønland og Nunavut: ÁNORÂK FILM, RED MARROW MEDIA, EYESTEELFILM and REEL PICTURES.
Denne text blev først publiceret på Altinget/Arktis 23. marts 2023