Martin Breum

Den dybe alvor var det første, der fæstnede sig, da jeg læste Sjurdur Skaales nye bog om Færøernes forhandlinger om løsrivelse fra Danmark i år 2000. Regeringen i København tog absolut ikke let på sagen. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen engagerede sig selv dybt i forløbet. I over et år var resten af regeringens topministre indkaldt til forhandlingsmøder gang på gang i mange, mange timer, og Sjurdur Skaale refererer talrige spidse detaljer, der viser, hvor velforberedt og rustet til styrkeprøven, regeringen var.

Færingernes delegation med den unge republikanske leder Høgni Hoydal og lagmanden Annfinn Kallsberg i spidsen sad ikke over for statsministeren alene. Indkaldt time efter time var også finansminister Mogens Lykketoft, økonomiminister Marianne Jelved, justitsminister Frank Jensen og udenrigsminister Niels Helveg Petersen, og bag dem en hel række af departementschefer — og Poul Nyrup Rasmussen og Frank Jensen var til yderligere forhandlinger på Færøerne. Det voldsomme opbud var en magtdemonstration, men det afspejlede også den uhyre alvor, regeringen tillagde sagen. 

Som Sjurdur Skaale skriver i forordet: “Som folketingsmedlem må jeg tit vente i flere uger bare for at få et kort møde med en minister. Men i 2000 koordinerede alle regeringens fem topministre sammen med deres ledende embedsfolk deres kalendere, så de i hele dage og til langt ud på aftenen kunne være med til de ofte dramatiske forhandlinger”.

Forhandlingerne indeholdt efter dansk opfattelse en historisk risiko for uerstatteligt tab, potentiel reduktion af den danske stats udstrækning, en reduktion af det danske kongeriges havområde og landområde, en markant forandring af selve rigets demografiske, historiske og kulturelle natur, og det var som sådan, at sagen blev angrebet af det danske statsapparat. Ikke som en mulighed for at imødekomme de færøske aspirationer, ikke som en mulighed for en ny indretning af partnerskabet mellem Danmark og Færøerne, der burde udforskes i fællesskab, men som en ufornuftig, uønsket udfordring af selve rigets grundlæggende sammenhængskraft.

Færingerne troede, at de kunne gøre som Island, der blev en suveræn stat i 1917 og fortsatte tæt samarbejde med Danmark til den endegyldige løsrivelse i 1944. Færingerne troede, de ville møde samme vilje til kompromis, men sådan spillede klaveret ikke i København i 2000. 

Det er derfor, at Sjurdur Skaales bog er så vigtig. Den viser os, hvordan alle regeringer i Danmark, forud for Mette Frederiksens, altid har gjort, hvad der kunne gøres for at bremse processen, når færøske eller grønlandske beslutningstagere har taget skridt til at ændre på kongerigets aktuelle struktur. Vi kan spore tendensen i hvert fald tilbage til folkeafstemningen på Færøerne i 1946, hvor et lille flertal stemte for løsrivelse fra Danmark. Kongen og regeringen opløste det danske lagting, mobiliserede et marinefartøj, og der blev afholdt nyvalg. Et nyt hold færøske politikere sagde i stedet ja tak til hjemmestyre og kongeriget bestod. 

Tættere på vor tid husker læserne måske de skarpe meldinger fra statsminister Lars Løkke Rasmussen, da færingerne for alvor tog fat på at skrive en færøsk forfatning. Her blev det forklaret med store bogstaver, at enhver vedtagelse af en forfatning, der asfalterede vejen til Færøernes løsrivelse, øjeblikkeligt ville medføre forhandlinger om reduktion af bloktilskuddet. En del i Grønland vil sikkert også huske, hvordan diskussionen bølgede tilsvarende, da den grønlandske forfatningskommission fik sit mandat i 2016.

Sjurdur Skaales øjenvidneberetning viser os i hidtil uset detaljeringsgrad, hvordan den danske stat i tiden efter 2. verdenskrig har grebet til de skarpeste værktøjer, hver gang, der er opstået risiko for rigets fortsatte sammenhæng. Anmelderen på Altinget.dk skrev, at bogen bør være pligtlæsning for alle, der har interesse i løsrivelsestanken. Forholdet til Danmark har splittet færingerne siden 1906; et mindretal begyndte nogle årtier senere at overveje, om Færøerne mon ville stå stærkere som en selvstændig stat i nyt forbund med Danmark. I kort stunder har dette mindretal kunne samle et flertal.

Talte forbi hinanden

Sjurdur Skaale illustrerer, at forhandlinger i 2000 var nøje tilrettelagt af begge parter.  Færingerne havde en strategi, som Sjurdur Skaale i dag selv kalder håbløst naiv, og Poul Nyrup Rasmussen regering havde efter alt at dømme den stik modsatte — en magtens strategi, der løb med sejren. Poul Nyrup Rasmussen truede fra forhandlingernes første dag med at afvikle bloktilskuddet til Færøerne på fire år, og kortsluttede dermed reelt forhandlingerne. Vi kan ikke vide, om det var fra start var regeringens beregnede hensigt at skræmme færingerne til at droppe løsrivelsen, men meget tyder på det. Ifølge Sjurdur Skaales bog erkendte de færøske politikere i hvert fald hurtigt efter denne første dag, at spillet var tabt. De ville aldrig kunne samle et flertal for løsrivelsen, når vælgerne på færingerne vidste, at bloktilskuddet ville forsvinde på bare fire år. 

Sjurdur Skaale har sine egne grundige notater at støtte sig til, men vi har ikke de danske aktørers udlægning af, hvad der skete. Vi kan kun forsøge at forstå ud fra det foreliggende. Jeg havde selv fornøjelsen at dække forhandlingerne i 2000 for Danmarks Radios TV-avis. Jeg var politisk reporter på Christiansborg, og husker alvoren og en stålsat statsminister overfor den færøsk delegation, der hurtigt blev splittet og forvirret. I dag ved vi fra Sjurdur Skaales bog, at i hvert fald en del af færinger vitterligt troede, at et kompromis var muligt, mens andre måske var mindre troende. Nyrup spillede dygtigt på forskellighederne: Ved et af forhandlingsmøderne trak han helt uventet pludselig den besindige Annfinn Kallsberg ind i et sideværelse og fastholdt ham der i en stiv halv time, mens resten af forsamlingen sad måbende tilbage og ventede. Det er ifølge Sjurdur Skaale aldrig kommet frem, hvad de to talte om i denne mystiske halve time.  

Færøerne fik ikke held med forhandlingerne. Intet kompromis viste sig muligt. Man kan til nød hævde, at udvidelsen af Færøernes muligheder inden for rigsfællesskabet, der blev gennemført i 2004, herunder retten til at indgå visse bindende aftaler med andre lande, var resultat af det pres, færingerne lagde på regeringen i 2000. Men i det store hele var forhandlingerne i 2000 en traumatisk fiasko for Høgni Hoydal og alle andre, der mente, at selvstændighed ville være godt for Færøerne. Sjurdur Skaale viser, at fiaskoen i tilbageblikkets optik var forudsigelig, fordi færingerne undervurderede netop sagens alvor, sådan som den tog sig ud fra København.

Det er Sjurdur Skaales fortjeneste, at vi har fået et grundigt indblik i de fortrolige forhandlinger. Sjurdur Skaale, der i dag er folketingsmedlem for Javnadaflokkurin, Socialdemokratiets søsterparti på Færøerne, var fra første færd tæt indrulleret i Høgni Hoydals republikanske løsrivelsesprojekt som embedsmand. Han tabte selv troen på projektet undervejs, og er i dag kritisk tilhænger af rigsfællesskabet.

Sjurdur Skaale har valgt at offentliggøre sine egne noter og erindringer fra forhandlingerne mellem færingerne og Poul Nyrup Rasmussens regering. Det er i strid med alle sædvaner på Christiansborg, hvor fortrolighed er en absolut nødvendighed for det politiske arbejde. Skaale har vurderet, at sagens vigtighed for offentligheden giver ham moralsk ret til at bryde fortroligheden, og indtil videre ser det ud som om, at han slipper uden straf. Ingen af datidens danske aktører har endnu reageret offentligt. 

 Teksten her stod i Sermitsiaq d. 24. oktober 2020. Jeg har bistået Sjurdur Skaale med at forkorte det danske manuskript til “Da Færøerne ville løsrive sig” og modtaget et mindre honorar fra forlaget. Bogen er oversat fra færøsk af Sjurdur Skaale. Forlaget Torgard, 395 s. 349 kr.