Martin Breum

Et klassisk dilemma tegner sig: Kan USA’s og Danmarks militære aktivitet i Grønland øges, uden at Rusland protesterer og opruster yderligere? Kan Danmark på en og samme gang deltage i USA’s forstærkede militære indsats i Arktis og bevare det gode forhold til Rusland? 

Senest anklagede den russiske ambassadør i København, Vladimir Barbin, i en skriftlig meddelelse til Ritzaus Bureau udenrigsminister Jeppe Kofod for at bruge falske argumenter til at bortforklare den danske deltagelse i en stor militærøvelse, som Rusland fandt provokerende. Barbin reagerede på Danmarks deltagelse i en militærøvelse tidligere i september, hvor amerikanske, britiske og norske krigsskibe sejlede tættere på de russiske militærbaser på Ruslands nordkyst end nogensinde tidligere siden 1980’erne.

De vestlige krigsskibe blev assisteret af et overvågningsfly fra det danske forsvar – en Challenger, der også ofte bruges af Arktisk Kommando i Grønland. Ifølge det norske medie Barents Observer sejlede krigsskibene ind i Ruslands eksklusive økonomiske zone; det er farvande, som Rusland betragter som essentielle for Ruslands egen sikkerhed.

Operationens kontroversielle karakter blev understreget af det danske flys opførsel. Piloten holdt sig ifølge mine oplysninger efter norsk ønske uden for  den russiske ekslusive økonomiske zone, selvom fartøjerne på havovefladen altså sejlede ind i zonen og tættere på Ruslands nordkyst. Norge må have vurderet, at selv et så lille, ubevæbnet fly ville øge provokationen af Rusland i uheldigt omfang.  

Rusland værner nidkært over et arsenal af atommissiler på Kola-halvøen og på sine muligheder for at føre ubåde og andre fartøjer fra baserne i fjordene vest for Murmansk ud på verdenshavene, hvor de forsøger at opretholde en militær atombalance med USA. 

Her er tale om russisk hjerteblod. Ruslands Nordflåde, der udgør kernen i det russiske atomarsenal, har hovedsæde på Kolahalvøen, og det er også her Ruslands ny generation af missilbærende ubåde har hjemme. Den vestlige flådeøvelse, som Danmark deltog i, forstyrrer i russisk optik den prekære balance ikke bare længst mod nord. Det handler om dominans på havene hele vejen ned langs Grønlands østkyst, rundt om Island og Færøerne og langt ned i Europa.

Falsk forklaring?

I Danmark forklarede Jeppe Kofod efter et møde i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, at Danmark deltog i øvelsen, fordi der er behov for at sikre alles ret til at sejle uhindret i de internationale farvande nord for Rusland. Den forklaring afviser Rusland: “Sådanne øvelser tæt på den russiske grænse fremprovokerer en tvivl om, hvor reelt vores arktiske naboer mener det, når de siger, at de vil fastholde regionen som et lavspændingsområde. Disse flådeøvelser bliver afholdt under det falske påskud, at de opretholder den frie navigation, som aldrig har været i fare og som der aldrig er sat spørgsmålstegn ved i Barentshavet,” skrev Barbin.

Afvisningen blev ekstra slående, da en dansk militæranalytiker, Anders Puck Nielsen, ekspert i flådeoperationer på Forsvarsakademiet i København, straks erklærede sig enig med den russiske ambassadør.  Nielsen afviste ifølge Ritzau straks Jeppe Kofods forklaring: “Det er et fjollet argument. Freedom of Navigation-operationer forudsætter jo, at den frie sejlads på en eller anden måde er udfordret, men det er jo på ingen måde sådan, at russerne har indikeret, at der var lukket oppe i Barentshavet. For mig at se handler det om militær afskrækkelse og stormagtspositionering”. 

Den danske deltagelse må altså ifølge en af Danmarks egne analytikere forstås i forlængelse af den strategi, som især USA har argumenteret for. De amerikanske beslutningstagere forklarer gerne, at USA’s indsats sigter på at imødegå den russiske militære udvikling i Arktis og øget kinesisk tilstedeværelse i regionen. Regeringen i København deler tilsyneladende nu fuldt ud denne bekymring for Rusland og Kina i Arktis, og høster til gengæld russisk kritik for den tilhørende militære adfærd. Det afgørende spørgsmål i Grønland er, hvordan Danmark og USA vil øge deres militære aktiviteter på de kanter, uden at provokere Rusland til yderligere oprustning. Måske får vi svar i rigsfællesskabet nye arktiske strategi, der ventes i 2021. 

Kim Kielsen, Mette Frederiksen og andre beslutningstagere deler ønsket om at bevare freden i Arktis, men uroen vokser. De militære analytikere har endnu ikke for alvor slået alarm, men antallet af varsler om uro er voksende. Udvekslingerne mellem de arktiske stater handler i stadig højere grad om krigsskibe, missiler og provokationer, og stadig mindre om økonomisk udvikling, fred og miljø – præcis som den seneste dansk-russiske udveksling viser.

USA’s arktiske fokus

Vladimir Barbins kritik følger en serie af vestlige magtdemonstrationer tættere og tættere på det russiske Arktis. USA har siden 2017 haft tropper fast udstationeret i Nordnorge; antallet svinger. Det amerikanske forsvars brug af den tidligere base i Keflavik på Island vokser. I 2018 signalerede USA et ønske om mere lufthavnsinfrastruktur i Grønland, i 2019 foreslog den amerikanske præsident som bekendt, at USA ville købe Grønland. I maj i år sejlede fire amerikanske og et britisk krigsskib, inklusive destroyerne Donald Cook, Porter og Roosevelt for første gang siden den kolde krig langt ind i Barentshavet fulgt at et hurtigtgående støtte-fartøj. I juni fløj en gruppe norske F-16s og F-35 jagerfly på øvelse med et af USA’s største bombefly, et B-52H Stratofortress, tættere på russisk luftrum i Arktis end noget andet fly i den klasse i mange år. I juli sejlede destroyeren Roosevelt igen i Arktis, nu ved 78 grader nord, i mere end 28 dage. Kaptajnen skrev i en pressemeddelelse om “vedholdende amerikansk maritim tilstedeværelse i de arktiske farvande”. En amerikansk destroyer sejlede fornylig forsigtigt ind i Godthåbsfjorden i Grønland, amerikanske officerer instrueres ombord på danske krigsskibe i Grønland og der forhandles om nye amerikanske militære installationer i Grønland.

Jeg blev igen mindet om, hvordan Vladimir Barbin allerede i 2019 på et offentligt møde i København forklarede, at Ruslands opbygning af nye baser i Arktis, inklusive den vigtige, nybyggede Nagurskoye Air Base relativt tæt på Thulebasen, netop er nødvendige på grund af militær amerikansk aktivitet tæt på Rusland. Holdbarheden i den påstand kan selvsagt diskuteres, men den repræsenterer altså det russiske syn på sagen.

Et klassisk sikkerhedsdilemma, der i høj grad omfatter det danske kongerige, synes således at være undervejs: Ingen af parterne har nødvendigvis aggressive hensigter. Men den gensidige mistillid er så intens, at ingen synes villig til at stoppe den militære eskalering, før man har opbygget større militære muskler i Arktis end rivalen. Herefter vokser risikoen for misforståelser, fejl og øget spænding. For nogle iagttagere ser det allerede sort ud;  herunder for Enhedslistens sikkerhedspolitiske ordfører Eva Flyvholm: “Vi står jo i en sindssygt skrøbelig situation lige nu, hvor det er vigtigt, at alle tænker meget grundigt over, om det er fornuftigt, det vi laver,” sagde hun efter det omtalte møde i Udenrigspolitisk Nævn. 

Norsk tvivl

I Norge har den kontroversielle flådeøvelse skabt alvorlig debat om den fortsatte kurs. I maj undlod Norge at deltage, da de tre amerikanske og et britisk skib sejlede ind i Barentshavet. 

“Norge vil ikke provokere Rusland,” sagde Rune Jakobsen, chef for det norske forsvars operative hovedkvarter i Bodø. “Vi er nødt til at fastholde lavspænding i nord. Hvis vi opererer sammen med amerikanske styrker eller allierede styrker uden for de russiske ubådsbaser på Kolahalvøen, vil det bidrage til øget spænding,” sagde han ifølge avisen VG. 

Den holdning er tilsyneladende nu lagt på hylden – indtil næste uenighed. Norge deltog ligesom Danmark aktivt i den kontroversielle øvelse tidligt i september, der fik Vladimir Barbin til tasterne.