Martin Breum

Grønland og Arktis var varslet øverst på dagsordenen, allerede før USAs udenrigsminister Anthony J. Blinkens besøg i København midt i maj. 

USAs prioriteter i Arktis blev bekræftet den 5. maj af Arktis-koordinator i Blinkens ministerium, James P. DeHart, der talte online fra sit hjemmekontor på et seminar om Kina og Arktis: 

“Status quo holder ikke. Rusland og Kina udgør særlige udfordringer på grund af de voksende geopolitiske spændinger og konkurrence. Rusland i den mere hårde sikkerhedsmæssige forstand, Kina som en blødere, sikkerhedspolitisk udfordring,” sagde DeHart, der blev udnævnt under Trump, og som Blinken ikke har udskiftet. 

Blinkens kom på besøg på vej til et ministermøde i Arktisk Råd den 20. maj på Island. Her var USA syn på truslerne i Arktis velkendte.

Ruslands flybase Nagurskoye på Franz Josef Land har øget USAs bekymring

Moskva har genåbnet en række baser langs Ruslands arktiske kyst — herunder Nagurskoye-basen på øgruppen Franz Josef Land i Barentshavet. Herfra kan russiske jagerfly hurtigt nå Thule Air Base og ødelægge radaren, der skal advare USA mod nukleare missilangreb. Kina arbejder sig ind i Arktis med penge og tålmodighed, og USA føler sig truet — også med Biden og Blinken ved roret. 

 Trumps administration indledte en diplomatisk offensiv i Norge, Grønland, Island og på Færøerne, og amerikanske flådeenheder sejlede tæt på Ruslands arktiske baser. Joe Bidens har ikke ændret USAs politik på det område. Målet er i dag som i går at bremse Kinas økonomiske og politiske indtog i Arktis og at dæmme op for Ruslands genoprustning i regionen. 

USA i Norge

Alvoren mærkes i Norge netop nu. Den norske regering og USA underskrev 16. april en aftale, der giver USAs forsvar uhindret adgang til at bygge, bemande og forhåndsudruste militære anlæg til fly og flådefartøjer på fire norske militæranlæg — herunder på flådestationen i Ramsund og på Evenes Flystasjon. Begge ligger tæt ved Narvik i det norske Arktis. 

Evenes Flystasjon er Norges mest fremskudte flybase mod nord. Herfra kan  amerikanske jagere, bombefly og rekognosceringsfly fremover frit overflyve Nordnorge, Norskehavet og Barentshavet tæt på de russiske flådebaser på Kolahalvøen, hvor den russiske Nordflåde, inklusive en ny generation af ubåde og en væsentlig del af Ruslands atomvåben befinder sig. 

Det er atommissilerne på ubådene, USA særligt frygter. Ubådene kan på kort tid sejle fra Barentshavet ud i Nordatlanten og true USA, forklarer Tormod Heier, oberstløjtnant, professor og forskningschef på Forsvarets Høgskole i Oslo: 

“Det er herfra den største trussel mod USA kommer. Den korteste rute for missilerne til USA fører på grund af jordens krumning hen over Norge og/eller Grønland. For USA er Norge og Danmark med Grønland derfor to af de vigtigste lande i Europa. Vi er lytte- og varslingposter for amerikanerne. Grønland og de to støttepunkter i Evenes og Ramsund er vigtige for USAs eget forsvar,” siger Heier til Weekendavisen. 

Norge vil selv udstationere et større antal F35-jagerfly plus fem nyindkøbte P8 Poseidon-fly til ubåbdssporing på Evenes Flystasjon. Her vil de efter planen arbejde tæt sammen med de amerikanske enheder. 

I Ramsund får USA uhindret adgang til et militært havneanlæg med direkte adgang til Nordatlanten, servicefaciliteter og brændstof. I Tromsø lidt længere mod nord har de norske myndigheder udvidet havnen, så amerikanske ubåde nu kan skifte mandskab, tanke og blive serviceret. 

USA får nu uhindret adgang tl fire norske militæranlæg. Grafik: Business-Insider

Ved Rygge syd for Oslo og ved Sola nær Stavanger får USA adgang til militære lufthavne, hvorfra amerikanske fly ifølge Heier særligt vil fokusere på russisk trafik i Østersøen og Kattegat. 

Støttepunkterne i Norge skal sikre, at USAs militære operationer opnår maksimal uforudsigelighed:  

“De vil bruge norsk territorium til at agere langt mere overraskende og uforudsigeligt for at afskrække russerne,” siger Tormod Heier. “Det gør det vanskeligt for Norge både at være en god allieret i vest og en god nabo i øst. Norge bevæger sig mod mere afskrækkelse og mindre beroligelse af Rusland,” siger han. 

Moskva i oprør

Rusland mente i forvejen, at der var rigeligt at ærgre sig over i Norge. USA har længe drevet efterretningsvirksomhed fra den lille fiskerby Vadsø tæt på Norges grænse mod Rusland i nord. Fra 2016 til 2020 kunne Moskva ærgre sig over, at grupper på 700 amerikanske marinesoldater fast roterede i det centrale Norge. I februar i år kom 200 specialister fra Dyess Air Force Base i Texas til Norge for at bistå fire amerikanske bombefly af typen B-1. Flyene, der hører til de største i USAs arsenal, fløj missioner lige vest for Rusland. 

Norges koordinering med USA vokser, og Norge har også haft held til at få NATO til at engagere sig mere i Arktis. Rusland utilfredshed med den ny aftale er mærkbar:

“Det er endnu et bevis på, at Oslo gradvist opgiver sin politik med bevidst at fastholde en hvis tilbageholdenhed. Vi anser sådanne aktiviteter, især så tæt på Ruslands grænse, som Oslos bevidste og destruktive hang til forstærket aggression i den europæiske del af Arktis og til ødelæggelse af forholdet mellem Rusland og Norge,” lød det fra udenrigsministeriet i Moskva i sidste uge. 

På kant med grundloven

Den ny aftale placerer ifølge Tormod Heier også Norges konservative regering på kanten af den norske grundlov: “Spørgsmålet er, om de norske myndigheder stadig vil kunne opretholde national kontrol, hvis USA frit kan operere fra norsk territorium. Der opstår en klemme mellem hensynet til operativ effektivitet og hensynet til opretholdelsen af national suverænitet,” siger han. 

Kritikerne beskylder regeringen for at bringe freden i fare ved at undergrave den fast politik, der siden 1949 har forhindret fremmede tropper på norsk jord i fredstid: “Det er ikke sådan, at russerne frykter Norge med vores 5,3 millioner indbyggere. Det, de derimod frygter, er, at norske politikere skal lade amerikanerne benytte norsk territorium som opmarchområde for offensive operationer mod russiske interesser,” skriver historielektor Ivar Espås Vangen på organisationen “Nei til Atomvåpen”s hjemmeside. 

Regering i Oslo fastholder, at den ny aftale alene giver USA adgang til at bygge og drive militære installationer, ikke til fast udstationering af tropper. Aftalen skal godkendes af Stortinget i Oslo, før den kan træde i kraft. 

Grønland i samme båd

I København vil Anthony Blinken givetvist søge bekræftelse på, at USA også i Grønland og på Færøerne kan udvide uden problemer, og der er grund til at tro, at Mette Frederiksens regering vil anse det for en relativt enkel sag. 

Allerede i 2019, da Trump satte tingene på spidsen med sit købstilbud og ved at aflyse et planlagt statsbesøg, forsikrede Mette Frederiksen på både dansk og engelsk, at Danmark uanset købs-sagens bizarre forløb så frem til udvidet militært samarbejde med USA i Grønland og på Færøerne. 

Arktisk Kommando i Nuuk fik en ekstraordinær indsprøjtning på 1,5 milliarder kroner, og forsvaret indkøber nu droner for 750 millioner til bedre overvågning af farvandene øst for Grønland og ny radar til farvandsovervågning ved Færøerne. USA kan desuden se frem til brug af havnefaciliteter på Færøerne. 

Nuuks indstilling til USAs endnu uspecificerede ønsker i Grønland er lidt mindre klar. En ny koalition, der overtog styringen i Grønland i april, har efterlyst ‘demilitarisering’ i Grønland, men man ser tilsyneladende ikke noget problem ved et stærkere amerikansk engagement: 

“USA har gjort det klart, at Grønland er vital for USAs egen sikkerhed, og vi ser generelt ikke noget problem i, at USA vil øge sin militære tilstedeværelse,” siger Pele Broberg, der er koalitionens udenrigsansvarlige, til Weekendavisen. Pele Broberg tilhører det løsrivelsesivrige parti Naleraq, der er juniorpartner i den ny koalition. Som tidligere beskrevet her i avisen ser han store muligheder i samarbejdet med USA. Ønsket om demilitarisering dækker snarere over modvilje mod nye danske tiltag, herunder en planlagt militær uddannelse for unge grønlændere. Grønlands unge kan gøre mere gavn på andre måder, mener Broberg. 

Ny kolonialisering?

Sara Olsvig, tidligere formand for partiet Inuit Ataqatigiit, der er det førende parti i den ny koalition, efterlyser en mere præcis grønlandsk politik på området: “Jeg ser en fare for en ny form for kolonialisering, fordi sikkerhedspolitikken bliver så fremherskende. Vi ved, at det bliver sværere for de små spillere, når sikkerhedspolitikken spidser til,” siger Olsvig, der skriver ph.d. om Grønlands forhold til USA. 

“Grønland bør have en politik, som kan overleve også når nye koalitioner kommer til. Man kommer længere, hvis man ved, hvad man selv vil,” siger hun til Weekendavisen.

Men er det ikke naivt at tro, at USA overhovedet vil lytte til, hvad grønlænderne ønsker sig? 

“Måske. Men de siger, at de ønsker et tæt samarbejde med Grønland, og historien viser, at det går nemmere, hvis de viser oprigtig vilje til samarbejde,” siger hun. 

Teksten optrådte første gang i en lidt anden version i Weekendavisen 12.5

Glæden bredte sig på Christiansborg, da en ny meningsmåling om danskernes syn på rigsfællesskabet blev offentliggjort forleden. 

Det viste sig, at 37 procent af danskerne mener, at rigsfællesskabet skal bestå, men at det bør ændres, så Grønland og Færøerne får mere selvstyre. 27 pct. mener, at rigsfællesskabet skal fortsætte uændret. Ialt 64 pct. af de adspurgte støtter altså en bevarelse af rigsfællesskabet. 

Både fra højre og venstre side af Folketinget lød der klapsalver: ”Det glæder mig langt ind i hjertet,” sagde tidl. udenrigsminister Martin Lidegaard fra de radikale til netmediet Altinget/Arktis. Lidegaard var særlig glad for de 37 procent, der ønsker at bevare men også ændre rigsfællesskabet, så Grønland og Færøerne får mere selvstyre. Det samme var SF’s grønlands- og færøordfører Karsten Hønge: “Det er efter min mening den rigtige vej at gå,” sagde han. 

Partiet Venstres grønlandsordfører Christoffer Aagaard Melson var fornøjet over det store flertals ønske om at bevare rigsfællesskabet: “Jeg er glad for at et flertal af befolkningen ligger samme sted, som vi selv gør,” sagde han til Altinget. 

Flertallet i Danmark mener altså ikke, at fællesskabet bør reformeres i så voldsomt omfang, at det går i opløsning. Målet for er primært at forandre for at bevare eller bare bevare. Færingerne og grønlænderne må gerne få “mere selvstyre”, men “mere selvstyre” er ikke nærmere defineret i undersøgelsen. Grønland har ifølge Selvstyreloven allerede rige muligheder for at hjemtage en stribe opgaver fra Danmark; måske er det blot denne eksisterende ordning, der nu kan spores en hvis opbakning til.

Der er ikke i Danmark nogen egentlig debat om de grønlandske eller færøske tanker om egentlig løsrivelse, og slet ingen debat om de hybrider eller alternativer til rigsfællesskabet, der diskuteres i Thorshavn og Nuuk. Der er derfor ingen grund til at tro, at 37 procent af danskerne pludselig har fattet interesse for tankerne om free association, langstrakt løsrivelse efter islandsk model, unionstanker eller andre af de konstruktioner, der tales om i Nordatlanten. 

Intet nyt under solen

Skal man være lidt polemisk, viser den nye undersøgelse kun en anelse nyt under solen. Lagtinget på Færøerne blev genoprettet i 1854 for at imødekomme den øgede færøske trang til selvbestemmelse. Forstanderskaberne i Grønland blev indført fra 1850’erne af beslægtede årsager; senere fulgte som bekendt landsråd, Hjemmestyre og Selvstyre. Ønsket i København har aldrig været at bane vej for selvstændige nordatlantiske stater, men at sikre, at alle rigets dele følger med tiden og fungerer godt sammen under dansk styring. 

Færøerne og Grønlands skal helst forblive en del af kongeriget, uanset at et flertal i Grønland og et svingende mindretal på Færøerne i en del årtier har talt om at udvikle suveræne stater — måske i fortsat forbindelse med Danmark, men uden for det eksisterende rigsfællesskab. Den vision har stadig kun få tilhængere i Danmark, — men dog nogle.

I den nye meningsmåling, som er foretaget af Epinion for DR og Altinget, siger  18 procent af de adspurgte, at “rigsfællesskabet bør ophøre, så Grønland og Færøerne bliver selvstændige nationer”. Det skal så sammenholdes med de 64 pct, der vil bevare rigsfællesskabet (16 procent svarede “ved ikke”, mens to procent ikke ønskede at svare). 

Sjældne tal

Tallene er værd at notere, især fordi det er så sjældent, at danskerne bliver spurgt.

Vi skal tilbage til 1999 for at finde en bred undersøgelse. Dengang foretog en række forskere anført af den nu afdøde samfundsforsker Lise Togeby fra Aarhus Universitet en magtudredning i Danmark, hvor rigsfællesskabet også sneg sig ind. 

Forskerne undersøgte, hvad danskerne mente om Grønlands og Færøernes ønske om mere selvstyre. Fra 1999 til 2002 blev 5.155 danskere fordelt på stadig nye grupper, der skulle tage stilling til følgende udsagn: ”Hvis Grønland og Færøerne ønsker selvstyre, kan de for min skyld få det med det samme.” Svarpersonerne blev ringet op: ”Er du enig, uenig eller delvist enig?”

Resultatet forelå i 2002, og det var helt entydigt. Hver fjerde måned i tre år blev en ny gruppe ringet op, og hver gang svarede 90 procent uden slinger, at de var enige i det kontante udsagn – enten helt eller delvist. 

Et overvældende flertal af danskerne mente altså i 1999, 2000, 2001 og 2002, at færingerne og grønlænderne fint kunne påtage sig selvstyre, når det passede dem. Forskerne læste også aviser og konstaterede, at der heller ikke i den politiske debat blev argumenteret imod øget selvstyre. Enigheden i Danmark var nærmest total.

Lise Togeby konkluderede: ”Tilslutningen til den formulerede påstand varierer kun mellem 90 pct. og 93 pct. Opinionen fremtræder således som meget stabil. Denne høje stabilitet afspejler formodentlig, at kun de færreste danskere interesserer sig for emnet. Der ser ikke ud til at være mange, der er bekymret over, at færinger og grønlændere vil være selvstændige. Synspunktet er, at det for så vidt er grønlænderes og færingers eget problem.”

Blandede bolcher

Lise Togeby sammenblandede på uheldig vis “selvstyre” og det at ville “være selvstændige,” men tallene var klare nok: 90 pct af de adspurgte svarede, at selvstyre måtte være øboernes “eget problem,” som Togeby lidt hånligt kaldte det. Desværre undersøgte forskerne ikke, hvad danskerne mente om egentlig løsrivelse eller statsdannelse, som flere kalder det i dag. Dog kan vi alligevel sammenligne med Epinions seneste undersøgelse. 

Dengang som nu overlader mange danskere på den ene side principielt gerne mere styring af de interne anliggender til borgerne på Færøerne og Grønland. Det er som nævnt det samme som at være enig i Selvstyrelovens indhold og i den beslægtede selvstyreordning på Færøerne. 

Det indebærer dog ikke, at de samme danskere nødvendigvis vil se positivt på en opløsning af rigsfællesskabet, selvom egentlig suverænitet eller statsdannelse i sidste ende skulle vise sig at være det store flertal af færingernes og/eller grønlændernes ønske. 

Tværtimod viser den seneste undersøgelse, at de fleste danskere stadig hælder til den gældende ordning, hvor den danske regering i yderste fald har magt, pligt og ret til at rette op på skuden, hvis noget skulle gå alvorligt galt. 

Det er ikke overraskende. Samme holdning gør sig gældende på Christiansborg på tværs af de politiske partier. Samarbejdet hen over Nordatlanten kan udmærket udvides på mange områder — f.eks. med den ny, IA-styrede koalition i Nuuk, men i Danmark vil det ske med udgangspunkt i ønsket om at bevare rigsfællesskabet. Det går både kongehuset, regeringen, forsvaret, alle de store partier og — det ved vi nu — et stort flertal af danskerne ind for. Rigsfællesskabet behøver ikke at være statisk. Tværtimod ved vi også nu, at der er folkelig forståelse for, at det må moderniseres løbende, men der er ingen appetit på at opløse det. 

1000 danskere over 18 blev spurgt. Tallene viser, at der ikke er stor forskel på, hvad kvinder og mænd i Danmark mener, eller hvad ældre og yngre danskere mener. Blandt de 27 pct., der mener, at rigsfællesskabet bør fortsætte uforandret, er der en lille overvægt af vælgere, som stemmer på borgerlige partier. Overordnet set er fordelingen af holdninger dog stort set uafhængig af køn, alder og politisk overbevisning. 

Først offentliggjort i Sermitsiaq 7.5 2021 – let redigeret.