Martin Breum

Den dybe alvor var det første, der fæstnede sig, da jeg læste Sjurdur Skaales nye bog om Færøernes forhandlinger om løsrivelse fra Danmark i år 2000. Regeringen i København tog absolut ikke let på sagen. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen engagerede sig selv dybt i forløbet. I over et år var resten af regeringens topministre indkaldt til forhandlingsmøder gang på gang i mange, mange timer, og Sjurdur Skaale refererer talrige spidse detaljer, der viser, hvor velforberedt og rustet til styrkeprøven, regeringen var.

Poul Nyrup Rasmussen, Anfinn Kallsberg, Høgni Hoydal og Helena Dam á Neystabø på vej ind til det første forhandlingsmøde i marts 2000. Finansminister Mogens Lykketoft i baggrunden. Foto: Jens Kristian Vang

Færingernes delegation med den unge republikanske leder Høgni Hoydal og lagmanden Annfinn Kallsberg i spidsen sad ikke over for statsministeren alene. Indkaldt time efter time var også finansminister Mogens Lykketoft, økonomiminister Marianne Jelved, justitsminister Frank Jensen og udenrigsminister Niels Helveg Petersen, og bag dem en hel række af departementschefer — og Poul Nyrup Rasmussen og Frank Jensen var til yderligere forhandlinger på Færøerne. Det voldsomme opbud var en magtdemonstration, men det afspejlede også den uhyre alvor, regeringen tillagde sagen. 

Som Sjurdur Skaale skriver i forordet: “Som folketingsmedlem må jeg tit vente i flere uger bare for at få et kort møde med en minister. Men i 2000 koordinerede alle regeringens fem topministre sammen med deres ledende embedsfolk deres kalendere, så de i hele dage og til langt ud på aftenen kunne være med til de ofte dramatiske forhandlinger”.

Forhandlingerne indeholdt efter dansk opfattelse en historisk risiko for uerstatteligt tab, potentiel reduktion af den danske stats udstrækning, en reduktion af det danske kongeriges havområde og landområde, en markant forandring af selve rigets demografiske, historiske og kulturelle natur, og det var som sådan, at sagen blev angrebet af det danske statsapparat. Ikke som en mulighed for at imødekomme de færøske aspirationer, ikke som en mulighed for en ny indretning af partnerskabet mellem Danmark og Færøerne, der burde udforskes i fællesskab, men som en ufornuftig, uønsket udfordring af selve rigets grundlæggende sammenhængskraft.

Færingerne troede, at de kunne gøre som Island, der blev en suveræn stat i 1917 og fortsatte tæt samarbejde med Danmark til den endegyldige løsrivelse i 1944. Færingerne troede, de ville møde samme vilje til kompromis, men sådan spillede klaveret ikke i København i 2000. 

Det er derfor, at Sjurdur Skaales bog er så vigtig. Den viser os, hvordan alle regeringer i Danmark, forud for Mette Frederiksens, altid har gjort, hvad der kunne gøres for at bremse processen, når færøske eller grønlandske beslutningstagere har taget skridt til at ændre på kongerigets aktuelle struktur. Vi kan spore tendensen i hvert fald tilbage til folkeafstemningen på Færøerne i 1946, hvor et lille flertal stemte for løsrivelse fra Danmark. Kongen og regeringen opløste det danske lagting, mobiliserede et marinefartøj, og der blev afholdt nyvalg. Et nyt hold færøske politikere sagde i stedet ja tak til hjemmestyre og kongeriget bestod. 

Tættere på vor tid husker læserne måske de skarpe meldinger fra statsminister Lars Løkke Rasmussen, da færingerne for alvor tog fat på at skrive en færøsk forfatning. Her blev det forklaret med store bogstaver, at enhver vedtagelse af en forfatning, der asfalterede vejen til Færøernes løsrivelse, øjeblikkeligt ville medføre forhandlinger om reduktion af bloktilskuddet. En del i Grønland vil sikkert også huske, hvordan diskussionen bølgede tilsvarende, da den grønlandske forfatningskommission fik sit mandat i 2016.

Sjurdur Skaales øjenvidneberetning viser os i hidtil uset detaljeringsgrad, hvordan den danske stat i tiden efter 2. verdenskrig har grebet til de skarpeste værktøjer, hver gang, der er opstået risiko for rigets fortsatte sammenhæng. Anmelderen på Altinget.dk skrev, at bogen bør være pligtlæsning for alle, der har interesse i løsrivelsestanken. Forholdet til Danmark har splittet færingerne siden 1906; et mindretal begyndte nogle årtier senere at overveje, om Færøerne mon ville stå stærkere som en selvstændig stat i nyt forbund med Danmark. I kort stunder har dette mindretal kunne samle et flertal.

Talte forbi hinanden

Sjurdur Skaale illustrerer, at forhandlinger i 2000 var nøje tilrettelagt af begge parter.  Færingerne havde en strategi, som Sjurdur Skaale i dag selv kalder håbløst naiv, og Poul Nyrup Rasmussen regering havde efter alt at dømme den stik modsatte — en magtens strategi, der løb med sejren. Poul Nyrup Rasmussen truede fra forhandlingernes første dag med at afvikle bloktilskuddet til Færøerne på fire år, og kortsluttede dermed reelt forhandlingerne. Vi kan ikke vide, om det var fra start var regeringens beregnede hensigt at skræmme færingerne til at droppe løsrivelsen, men meget tyder på det. Ifølge Sjurdur Skaales bog erkendte de færøske politikere i hvert fald hurtigt efter denne første dag, at spillet var tabt. De ville aldrig kunne samle et flertal for løsrivelsen, når vælgerne på færingerne vidste, at bloktilskuddet ville forsvinde på bare fire år. 

Sjurdur Skaale har sine egne grundige notater at støtte sig til, men vi har ikke de danske aktørers udlægning af, hvad der skete. Vi kan kun forsøge at forstå ud fra det foreliggende. Jeg havde selv fornøjelsen at dække forhandlingerne i 2000 for Danmarks Radios TV-avis. Jeg var politisk reporter på Christiansborg, og husker alvoren og en stålsat statsminister overfor den færøsk delegation, der hurtigt blev splittet og forvirret. I dag ved vi fra Sjurdur Skaales bog, at i hvert fald en del af færinger vitterligt troede, at et kompromis var muligt, mens andre måske var mindre troende. Nyrup spillede dygtigt på forskellighederne: Ved et af forhandlingsmøderne trak han helt uventet pludselig den besindige Annfinn Kallsberg ind i et sideværelse og fastholdt ham der i en stiv halv time, mens resten af forsamlingen sad måbende tilbage og ventede. Det er ifølge Sjurdur Skaale aldrig kommet frem, hvad de to talte om i denne mystiske halve time.  

Færøerne fik ikke held med forhandlingerne. Intet kompromis viste sig muligt. Man kan til nød hævde, at udvidelsen af Færøernes muligheder inden for rigsfællesskabet, der blev gennemført i 2004, herunder retten til at indgå visse bindende aftaler med andre lande, var resultat af det pres, færingerne lagde på regeringen i 2000. Men i det store hele var forhandlingerne i 2000 en traumatisk fiasko for Høgni Hoydal og alle andre, der mente, at selvstændighed ville være godt for Færøerne. Sjurdur Skaale viser, at fiaskoen i tilbageblikkets optik var forudsigelig, fordi færingerne undervurderede netop sagens alvor, sådan som den tog sig ud fra København.

Det er Sjurdur Skaales fortjeneste, at vi har fået et grundigt indblik i de fortrolige forhandlinger. Sjurdur Skaale, der i dag er folketingsmedlem for Javnadaflokkurin, Socialdemokratiets søsterparti på Færøerne, var fra første færd tæt indrulleret i Høgni Hoydals republikanske løsrivelsesprojekt som embedsmand. Han tabte selv troen på projektet undervejs, og er i dag kritisk tilhænger af rigsfællesskabet.

Sjurdur Skaale har valgt at offentliggøre sine egne noter og erindringer fra forhandlingerne mellem færingerne og Poul Nyrup Rasmussens regering. Det er i strid med alle sædvaner på Christiansborg, hvor fortrolighed er en absolut nødvendighed for det politiske arbejde. Skaale har vurderet, at sagens vigtighed for offentligheden giver ham moralsk ret til at bryde fortroligheden, og indtil videre ser det ud som om, at han slipper uden straf. Ingen af datidens danske aktører har endnu reageret offentligt. 

 Teksten her stod i Sermitsiaq d. 24. oktober 2020. Jeg har bistået Sjurdur Skaale med at forkorte det danske manuskript til “Da Færøerne ville løsrive sig” og modtaget et mindre honorar fra forlaget. Bogen er oversat fra færøsk af Sjurdur Skaale. Forlaget Torgard, 395 s. 349 kr. 

Et klassisk dilemma tegner sig: Kan USA’s og Danmarks militære aktivitet i Grønland øges, uden at Rusland protesterer og opruster yderligere? Kan Danmark på en og samme gang deltage i USA’s forstærkede militære indsats i Arktis og bevare det gode forhold til Rusland? 

Det var et dansk Challenger-fly som dette, der fik den russiske ambassadør til tasterne. (Foto: Forsvaret)

Senest anklagede den russiske ambassadør i København, Vladimir Barbin, i en skriftlig meddelelse til Ritzaus Bureau udenrigsminister Jeppe Kofod for at bruge falske argumenter til at bortforklare den danske deltagelse i en stor militærøvelse, som Rusland fandt provokerende. Barbin reagerede på Danmarks deltagelse i en militærøvelse tidligere i september, hvor amerikanske, britiske og norske krigsskibe sejlede tættere på de russiske militærbaser på Ruslands nordkyst end nogensinde tidligere siden 1980’erne.

De vestlige krigsskibe blev assisteret af et overvågningsfly fra det danske forsvar – en Challenger, der også ofte bruges af Arktisk Kommando i Grønland. Ifølge det norske medie Barents Observer sejlede krigsskibene ind i Ruslands eksklusive økonomiske zone; det er farvande, som Rusland betragter som essentielle for Ruslands egen sikkerhed.

Operationens kontroversielle karakter blev understreget af det danske flys opførsel. Piloten holdt sig ifølge mine oplysninger efter norsk ønske uden for  den russiske ekslusive økonomiske zone, selvom fartøjerne på havovefladen altså sejlede ind i zonen og tættere på Ruslands nordkyst. Norge må have vurderet, at selv et så lille, ubevæbnet fly ville øge provokationen af Rusland i uheldigt omfang.  

Rusland værner nidkært over et arsenal af atommissiler på Kola-halvøen og på sine muligheder for at føre ubåde og andre fartøjer fra baserne i fjordene vest for Murmansk ud på verdenshavene, hvor de forsøger at opretholde en militær atombalance med USA. 

Her er tale om russisk hjerteblod. Ruslands Nordflåde, der udgør kernen i det russiske atomarsenal, har hovedsæde på Kolahalvøen, og det er også her Ruslands ny generation af missilbærende ubåde har hjemme. Den vestlige flådeøvelse, som Danmark deltog i, forstyrrer i russisk optik den prekære balance ikke bare længst mod nord. Det handler om dominans på havene hele vejen ned langs Grønlands østkyst, rundt om Island og Færøerne og langt ned i Europa.

Falsk forklaring?

I Danmark forklarede Jeppe Kofod efter et møde i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, at Danmark deltog i øvelsen, fordi der er behov for at sikre alles ret til at sejle uhindret i de internationale farvande nord for Rusland. Den forklaring afviser Rusland: “Sådanne øvelser tæt på den russiske grænse fremprovokerer en tvivl om, hvor reelt vores arktiske naboer mener det, når de siger, at de vil fastholde regionen som et lavspændingsområde. Disse flådeøvelser bliver afholdt under det falske påskud, at de opretholder den frie navigation, som aldrig har været i fare og som der aldrig er sat spørgsmålstegn ved i Barentshavet,” skrev Barbin.

Afvisningen blev ekstra slående, da en dansk militæranalytiker, Anders Puck Nielsen, ekspert i flådeoperationer på Forsvarsakademiet i København, straks erklærede sig enig med den russiske ambassadør.  Nielsen afviste ifølge Ritzau straks Jeppe Kofods forklaring: “Det er et fjollet argument. Freedom of Navigation-operationer forudsætter jo, at den frie sejlads på en eller anden måde er udfordret, men det er jo på ingen måde sådan, at russerne har indikeret, at der var lukket oppe i Barentshavet. For mig at se handler det om militær afskrækkelse og stormagtspositionering”. 

Den danske deltagelse må altså ifølge en af Danmarks egne analytikere forstås i forlængelse af den strategi, som især USA har argumenteret for. De amerikanske beslutningstagere forklarer gerne, at USA’s indsats sigter på at imødegå den russiske militære udvikling i Arktis og øget kinesisk tilstedeværelse i regionen. Regeringen i København deler tilsyneladende nu fuldt ud denne bekymring for Rusland og Kina i Arktis, og høster til gengæld russisk kritik for den tilhørende militære adfærd. Det afgørende spørgsmål i Grønland er, hvordan Danmark og USA vil øge deres militære aktiviteter på de kanter, uden at provokere Rusland til yderligere oprustning. Måske får vi svar i rigsfællesskabet nye arktiske strategi, der ventes i 2021. 

Kim Kielsen, Mette Frederiksen og andre beslutningstagere deler ønsket om at bevare freden i Arktis, men uroen vokser. De militære analytikere har endnu ikke for alvor slået alarm, men antallet af varsler om uro er voksende. Udvekslingerne mellem de arktiske stater handler i stadig højere grad om krigsskibe, missiler og provokationer, og stadig mindre om økonomisk udvikling, fred og miljø – præcis som den seneste dansk-russiske udveksling viser.

USA’s arktiske fokus

Vladimir Barbins kritik følger en serie af vestlige magtdemonstrationer tættere og tættere på det russiske Arktis. USA har siden 2017 haft tropper fast udstationeret i Nordnorge; antallet svinger. Det amerikanske forsvars brug af den tidligere base i Keflavik på Island vokser. I 2018 signalerede USA et ønske om mere lufthavnsinfrastruktur i Grønland, i 2019 foreslog den amerikanske præsident som bekendt, at USA ville købe Grønland. I maj i år sejlede fire amerikanske og et britisk krigsskib, inklusive destroyerne Donald Cook, Porter og Roosevelt for første gang siden den kolde krig langt ind i Barentshavet fulgt at et hurtigtgående støtte-fartøj. I juni fløj en gruppe norske F-16s og F-35 jagerfly på øvelse med et af USA’s største bombefly, et B-52H Stratofortress, tættere på russisk luftrum i Arktis end noget andet fly i den klasse i mange år. I juli sejlede destroyeren Roosevelt igen i Arktis, nu ved 78 grader nord, i mere end 28 dage. Kaptajnen skrev i en pressemeddelelse om “vedholdende amerikansk maritim tilstedeværelse i de arktiske farvande”. En amerikansk destroyer sejlede fornylig forsigtigt ind i Godthåbsfjorden i Grønland, amerikanske officerer instrueres ombord på danske krigsskibe i Grønland og der forhandles om nye amerikanske militære installationer i Grønland.

Jeg blev igen mindet om, hvordan Vladimir Barbin allerede i 2019 på et offentligt møde i København forklarede, at Ruslands opbygning af nye baser i Arktis, inklusive den vigtige, nybyggede Nagurskoye Air Base relativt tæt på Thulebasen, netop er nødvendige på grund af militær amerikansk aktivitet tæt på Rusland. Holdbarheden i den påstand kan selvsagt diskuteres, men den repræsenterer altså det russiske syn på sagen.

Et klassisk sikkerhedsdilemma, der i høj grad omfatter det danske kongerige, synes således at være undervejs: Ingen af parterne har nødvendigvis aggressive hensigter. Men den gensidige mistillid er så intens, at ingen synes villig til at stoppe den militære eskalering, før man har opbygget større militære muskler i Arktis end rivalen. Herefter vokser risikoen for misforståelser, fejl og øget spænding. For nogle iagttagere ser det allerede sort ud;  herunder for Enhedslistens sikkerhedspolitiske ordfører Eva Flyvholm: “Vi står jo i en sindssygt skrøbelig situation lige nu, hvor det er vigtigt, at alle tænker meget grundigt over, om det er fornuftigt, det vi laver,” sagde hun efter det omtalte møde i Udenrigspolitisk Nævn. 

Norsk tvivl

I Norge har den kontroversielle flådeøvelse skabt alvorlig debat om den fortsatte kurs. I maj undlod Norge at deltage, da de tre amerikanske og et britisk skib sejlede ind i Barentshavet. 

“Norge vil ikke provokere Rusland,” sagde Rune Jakobsen, chef for det norske forsvars operative hovedkvarter i Bodø. “Vi er nødt til at fastholde lavspænding i nord. Hvis vi opererer sammen med amerikanske styrker eller allierede styrker uden for de russiske ubådsbaser på Kolahalvøen, vil det bidrage til øget spænding,” sagde han ifølge avisen VG. 

Den holdning er tilsyneladende nu lagt på hylden – indtil næste uenighed. Norge deltog ligesom Danmark aktivt i den kontroversielle øvelse tidligt i september, der fik Vladimir Barbin til tasterne.