Martin Breum

I den seneste meningsmåling fra Grønland, offentliggjort onsdag, står det gamle Siumut-parti, der med undtagelse af fire år har siddet på magten siden 1979, til igen at blive det største parti i Grønland.

Man skal vare sig for meningsmålinger, men denne seneste gør det endnu mere bemærkelsesværdigt, at Siumuts nye formand og fungerende regeringschef i Nuuk, den politiuddannede Kim Kielsen, midt under valgkampen indrykkede en tankevækkende kronik i Grønlands førende avis, Sermitsiaq: “Råstof skal fortsat være en bærende erhvervssøjle, men vi må erkende, at det er en langvarig proces…fiskeriet er stadig vores vigtigste ressource til beskæftigelse og indtægter til landskassen. Dette erhverv vil fortsat skulle være et bærende erhverv”, skrev han bl.a.

Det kunne lyde banalt, men her var tale om opsigtsvækkende pragmatisme og en mærkbar distance til det stærke håb om hurtige penge fra miner og olieboringer, der prægede valgkampen forud valget af Kielsens forgænger, Aleqa Hammond, i marts 2013.

Forestillingerne om hurtig cash fra undergrunden var den helt nødvendige forudsætning for Aleqa Hammonds kraftfulde vision om ‘uafhængighed i min levetid’. Den potente kombination af store tal og stærke visioner blev hendes varemærke, understøttet af en (kortlivet) regerings-alliance bl.a. med de grønlandske nationalister i Partii Inuit. I denne ideologiske malstrøm genopstod også ideen om en forsoningskommission til granskning af overgreb i kolonitiden og en indædt sprogdebat blussede op. Det implicitte spørgsmål lød, hvorvidt man kan være fuldgyldig medlem af det grønlandske samfund, selvom man ikke taler flydende grønlandsk. Mange grønlændere, især i hovedstaden Nuuk, taler i dag kun lidt eller intet grønlandsk (inklusive medlemmer af den politiske elite), og de stadige antydningerne af, at de ikke er fuldbyrdede medlemmer af fællesskabet, satte voldsomme følelser i kog.

Sprogstriden afspejles også i den aktuelle valgkamp. Det fremstormende nye parti Naleraq har genoplivet tanken om et forbud mod dansk tale i Inatsisartut, det grønlandske parlament, og et ønske om at udfase dansk til fordel for engelsk. Grønlandsk er det officielle sprog i Grønland, men den halvdel af grønlænderne, der kun taler et rudimentært dansk, støder ofte på vanskeligheder; her er sprængstof til masser af valgkamp, men det er værd at bemærke, at Kim Kielsens valgkamp har været som støvsuget for disse identitetspolitiske eksplosiver. Forsvaret for sproget, de grønlandske værdier og traditioner står Kim Kielsens hjerte nær; han afbryder gerne møder med udenlandske honoratiores for at gå på jagt, han har en vældig kummefryser med rensdyr, fisk, moskus og bær få meter fra sit ministerkontor, så han aldrig skal mangle grønlandske fødevarer selv på lange arbejdsdage. Besøgende forstår hurtigt, at han opfatter sin egen tætte forbundenhed med naturen som en vigtig kvalitet, men han har i valgkampen ikke forsøgt at høste hurtige stemmer på de mest kontroversielle værdipolitiske temaer. Tværtimod har han i de grønlandsksprogede tv-debatter optrådt med en dåse grønlandsk stenbiderrogn, der sælges dyrt i Danmark, mens han taler varmt om, hvordan fiskerne og landskassen burde tjene mere på fiskeeksporten.

Fisk, fiskekvoter, selvforsyning, fiskernes vilkår i de små bygder; børn og unges uddannelse, underskuddet i landskassen – her ligger tyngden i valgdebatten.

På Christiansborg vil Kim Kielsens og de øvrige politikeres fornyede fokus på de akutte økonomiske udfordringer skabe håb om en dialog med det næste styre i Nuuk mere fokuseret på alt det, den danske regering og partierne på Christiansborg finder så presserende: Beskæringer af Grønlands offentlige sektor og af overførselsindkomsterne, privatisering af de offentligt ejede selskaber, private jobs, folkeskolen mv. Halvdelen af en ungdomsårgang i Grønland får stadig ingen uddannelse efter folkeskolen, og som Informations læsere vil vide, er udsigterne for den grønlandske økonomi grufulde. Hvis ikke den næste regering hurtigt iværksætter en bølge af omstillinger og nedskæringer, der mindst matcher Helle Thornings ‘reformamok’, truer et lammende underskud Grønlands fortsatte udvikling. Som Torben M. Andersen, formand for Grønlands Økonomiske Råd, i disse dage advarer om, er der bestemt realistisk håb om, at den gryende mineindustri i Grønland vil stabilisere Grønlands økonomi på længere sigt – men lige nu gælder det om at afværge en akut truende økonomisk deroute. Præcis som Kim Kielsens kronik afspejlede, og som lederen af Grønlands andet store parti, Inuit Ataqatigiit, tidligere folketingsmedlem Sara Olsvig, længe har sagt. Hendes parti førte indtil for få dage siden pænt i meningsmålingerne.

Sara Olsvig markerede sig allerede tidligt i år som varm og veltalende tilhænger af en række forslag fra den kontroversielle rapport, Til Gavn for Grønland, hvor 14 forskere med geologen Minik Rosing i spidsen kritisk granskede råstoffernes potentiale og abrupt punkterede de mere optimistiske prognoser fra Aleqa Hammonds værksted i Nuuk.

Sara Olsvig argumenterer ligesom Minik Rosing og forskerne for en fokuseret udvikling af fiskeriet, turismen og skolerne – alt sammen i tråd med de anbefalinger, hun også ville få fra Christianborg, hvis hun rådførte sig der. Ligesom Kim Kielsen, Torben M. Andersen, Minik Rosing og mange andre hæfter Sara Olsvig sig selvsagt ved, at mineralerne i Grønlands undergrund stadig vækker global interesse. Det australsk selskab Ironbark har netop søgt om tilladelse til at udvinde zink i tæt på Grønlands nordspids; kinesisk kapital og ekspertise står angiveligt klar i skyggen. Grønlands miner er langt fra aflyst, men politikerne er lige nu mere optaget af at få afstemt forventningerne til virkeligheden. Sara Olsvig har tabt lidt terræn i de seneste dage, fordi der efter et interview i Politiken opstod uklarhed om hendes holdning til uran og planerne om en vejledende folkeafstemning, men hendes valgkampsbudskaber om, hvad der er ‘den nødvendige’ økonomiske politik i Grønland adskiller sig ikke fundamentalt fra Kim Kielsens. Og ingen af dem har altså opsøgt de værdipolitiske platforme, som ellers skaffede Aleqa Hammond det højeste stemmetal i Grønlands historie.

For de danske politikere, der er optaget af at forhindre et økonomisk kollaps i Grønland og de problemer, kollapset ville skabe for Danmark og dem selv, virker det formentligt betryggende. Uanset om den næste formand for Naalakkersuisut, den grønlandske regering, hedder Sara Olsvig eller Kim Kielsen kan de danske ministre og politikere se frem til at mødes med det næste styre i Nuuk om genkendelige dagsordner og prioriteringer, der afspejler en mere fælles erkendelse af de skarpe økonomiske realiteter.

Og Aleqa Hammond? Hun stiller ikke op til valget i dag. Men om få måneder er der folketingsvalg. Hvis den igangværende revisionsundersøgelse af hendes bilagsrod, der førte til hendes regerings opløsning, konkluderer, at hun ikke har begået noget strafbart, er der for så vidt intet, der forhindrer hende i at stille op til en af Grønlands to pladser i Folketinget i 2015. Hun er fortsat medlem af Siumut, og partiet har altid siddet på mindst én af de to grønlandske pladser.

Dette blogindlæg optrådte også i let revideret form som nyhedsanalyse i Information 28.11 2014. 

Valget i Grønland fredag har igen skærpet udlandets fokus på Grønland.

Denne skribent har i de seneste dage assisteret undrende diplomater fra en række udenlandske ambassader og journalister fra Italien, Frankrig, Spanien, Reuters og Financial Times, og de udenlandske korrespondenter i København stillede talstærkt op på Grønlands repræsentation på Nordatlantens Brygge forleden, da de blev budt på politisk briefing.

Mineralerne i undergrunden, klimaforandringerne og Grønlands eget opsøgende diplomati har øget erhvervslivets, regeringers og efterretningstjenesternes interesse, og millioner af almindelige mennesker verden over har i dag skarpe holdninger til isbjørnene og Grønlands natur.

Valget understreger igen, hvordan Grønland er stadig mere sin egen – og de færreste i udlandet forstår magtdelingen med Danmark. Mange danskere og grønlændere fatter ikke selv, hvordan det hænger sammen, så det bør ikke undre, at udlandet klør sig i nakken.

Den skærpede interesse pirres af en række kontante dilemmaer: Grønland har ophævet forbuddet mod uranudvinding i Grønland, selvom det peger stik i mod den danske regerings instinkter og mangeårige indsats mod spredning af kernevåben. En af verdens største uranforekomster ligger i Kvanefjeldet i Sydgrønland. Ved en arktisk konference i 2013 for 900 beslutningstagere fra hele verden forklarede den nu detroniseredee, tidligere grønlandske regeringsleder Aleqa Hammond stolt, at Grønland inden for få år kunne være mellem de fem største uraneksportører i verden. Det er teoretisk muligt – omend lige nu politisk vanskeligt: De nye, unge ledere i partiet Inuit Ataqitigiit, der med antropologen Sara Olsvig i spidsen fører i valgkampen, er lodret imod uranen og Kvanefjeldsprojektet. Til gengæld er det også kendt, at forekomsterne af sjældne jordarter i Sydgrønland hører til de største på kloden uden for Kina. Her er tale om helt nødvendige råstoffer til den ny grønne teknologi, batterier til elektriske biler, vindturbiner mv. og til moderne missilsystemer. Det var disse mineraler, der forud for et valg i Grønland i 2013 fik ’The Economist’ til at tale om valgets globale konsekvenser. Danmark kræver vetoret i forvaltningen af både uranen og de sjældne jordarter, fordi der er sikkerhedspolitik involveret, mens Grønland protesterer og minder om, at Danmark ved lov for længst har overladt forvaltningen af Grønlands undergrund til Nuuk. Offentligheden har fået løfter om en afklaring inden nytår – men den lader vente på sig.

Et australsk selskab har netop søgt om tilladelse til at etablere en zinkmine i det allernordligste Grønland ved Citronen Fjord. Her ventes den største investor og egentlige ansvarlige for minens drift at blive det halvstatslige kinesiske minekonglomorat China Non-Ferrous Metal Mining Group.

Grønlænderne meldte sig ud af EU i 1985, men udvider i dag hastigt samarbejdet med et ivrigt Europa – langt ud over det omfattende europæiske fiskeri i Grønland. En aftale, der skal sikre, at Grønlands mineraler ikke indlemmes i Kinas eller andres monopoler blev indgået mellem Bruxelles og Nuuk i 2012; til gengæld har EU nu afsat 217 mill. euro i støtte til Grønlands uddannelsessektor over de næste syv år. Olieselskaberne har sikret sig licenser til havbunden ud for Grønland: De er klar til at slå til den dag, den arktiske olie skulle blive rentabel. Sydkoreanske aktører har engageret sig i ny kortlægning af Grønland fra luften. Nye rapporter om råstofferne dukker stadigt op – senest The Greenland Gold Rush fra den amerikanske tænketank Brookings. Thulebasen hører fortsat til de mest vitale dele af det amerikanske militærs missilforsvar og satellitkommunikation, og spændingerne med Rusland i Ukraine rejser nye spørgsmål om sikkerheden i Arktis. Endelig venter omverdenen nu spændt på, at Danmark og Grønland i fællesskab i december indsender kongerigets krav til FN om 400.000 kvadratkilometer af havbunden i Det Arktiske Ocean ved Nordpolen. Her står Grønland midt i en kontant interessekonflikt med Rusland og Canada.

Ikke så mærkeligt, at udlandet følger med, når Grønland vælger ny regering – og at forholdet til København er til at stadig analyse. Grønland har netop åbnet en diplomatisk repræsentation i Washington, og der er måske én mere på vej i Beijing. Har de grønlandske ledere mandat til at føre egen udenrigspolitik? Er det ikke regeringen i København, der tegner det danske kongerige? Er Grønland ved at løsrive sig? Hvem bestemmer egentlig over hvad?

Misfortolkninger af det evigt foranderlige forhold florerer langt ind i ellers velinformerede kredse, og de udvikler sig til tider til bizarre scenarier. Den amerikanske tænketank Council on Foreign Relations præsenterede fx i 2013 en længere analyse, hvor en perlerække af (mis)fortolkninger konkluderede med at “Kina en gang i fremtiden kunne bruge sin økonomiske magt og udsigten til flere investeringer i Grønlands økonomi til at overtale Grønland til at lade Beijing placere permanente militære og efterretningsmæssige kapaciteter i Grønland. ”

Beslutningstagerne i det globale erhvervsliv, i regeringskredse m.v. må ansvarligvis tager bestik af sådanne prognoser, og andre dele af den globale intelligentsia har på tilsvarende løst grundlag erklæret Grønland uafhængigt inden for få år, et ‘wild card’ i den arktiske udvikling osv. Alt sammen er det med til at så tvivl om udviklingen i Grønland på et tidspunkt, hvor udsigterne for Grønlands økonomi er alarmerende, og grønlænderne kæmper for at få investorerne til at bide sig fast.

Kompleksiteten fortættes af det faktum, at den danske regering næsten konsekvent understøtter Grønlands ekspanderende forbindelser til resten af verden. Udlandet iagttager, hvordan Grønland med dansk hjælp er ved at opbygge en række samarbejder og alliancer, der gradvist mindsker afhængigheden af Danmark. Her byder den dansk-grønlandske virkelighed på noget, der for iagttagere uden forståelse for den særlige historie mellem Danmark og Grønland kun kan tolkes som et  paradoks: Helle Thornings regering erkender samtidig nu gerne, hvor vigtig Grønland er for Danmarks egen vægt i verdenssamfundet. Som udenrigsminister Martin Lidegaard sagde det tidligere i år: ” Vi fylder simpelthen mere i Beijing og Washington og Berlin, fordi vi hænger sammen med Grønland. Det hører til de elementer, der gør Danmark unik i udenrigspolitisk forstand. Den indflydelse, vi har på de internationale regler og den politik, der skal føres i Arktis i fremtiden, er rigtig meget værd i geopolitisk forstand. Det betyder, at vi bedre kan forfølge Danmarks overordnede udenrigspolitiske interesser og mål. Vi kan arbejde for trygge rammer for Danmark, arbejde på at den danske befolkning kan leve i sikkerhed; vi kan sikre multilaterale rammer, der skaber så store muligheder for små landes indflydelse som muligt, fredelig konfliktløsning, godt miljø og en socialt afbalanceret udvikling. Alle disse helt vitale interesser får vi en mulighed for at varetage aktivt, fordi vi er forbundet med Grønland. Uden Grønland kunne vi ikke tillade os nær samme styrke i stemmeføringen, og det gælder også ud over den arktiske region – bare i lidt mere overført betydning. ”

Martin Breum er forfatter til bøgerne ’Når isen forsvinder’ og seneste ’Balladen om Grønland’ (Gyldendal 2014), hvorfra Martin Lidegaard-citatet stammer. Dette blogindlæg er i let redigeret form også bragt som nyhedsanalyse i dagbladet Information 25.11 2014

Nuuk i november: Valgkampen i Grønland driver netop nu de grønlandske politikere op og ned ad Grønlands kyst til valgmøder forud for et valg, der bliver væsentligt for Danmarks og Grønlands indbyrdes forhold. Mange politikere på Christiansborg vil følge valget med interesse. Grønlands forhenværende politiske leder, Aleqa Hammond, der faldet efter en tumultarisk bilagsskandale, satte forholdet på alvorlig prøve – på et tidspunkt, hvor samarbejdet i de danske politikeres øjne er ekstraordinært påtrængende.

Grønlandske politikere markerede med Aleqa Hammond ønsket om uafhængighed, så det også i omverdenens øjne satte spørgsmålstegn ved det danske riges sammenhængskraft. Skeptikerne rev sig i håret og påpegede, at Grønland ikke i nogen synlig fremtid vil kunne finansiere uafhængigheden, men Aleqa Hammond insisterede på at italesætte drømmen, fordi hun vidste, at flertallet af vælgerne deler den med hende.

I dag er hun ude af billedet – bogstaveligt talt. Hun er ikke at se i valgudsendelserne på tv; hun opstiller næppe til valget; partitoppen ønsker hende af vejen. Det gør en forskel. Hun accentuerede uenighederne med Danmark; mange af dem er reelle, kemien med Helle Thorning-Schmidt var ringe og dialogen blev kantet. På Christiansborg vil man lægge mærke til, om hendes afløser som formand for Siumut-partiet, den politiuddannede Kim Kielsen, genopliver retorikken – eller om han fastholder fokus på de nære problemer: Arbejdsløsheden, fiskeriet, den galloperende sociale ulighed, boligmanglen, folkeskolen.

Grønland og Arktis er blevet kernestof på Christiansborg. Venstre har gjort Claus Hjorth-Frederiksen, partiets stærke strateg, til Grønlandsordfører, fordi Venstre ved, at håndteringen af Grønland og Arktis bliver kernestof for en eventuel Lars-Løkke-regering. Grønland er afgørende for Danmarks vægt i verdenssamfundet, og forholdet til Grønland kræver langt mere finesse end tidligere.

Det helt aktuelle dilemma er de kulsorte udsigter for Grønlands økonomi. Som Helle Thorning-Schmidt skrev i Berlingske tidligere i år: ”Der er behov for at forbedre budgetterne med omkring en milliard kr. hvert år frem mod 2040 for at få balance mellem indtægter og udgifter. Omregner man til danske forhold svarer det til over 100 milliarder kr. hvert år”. Også Grønland døjer med stadig flere ældre, alt for få unge til at til at tjene pengene – og alt for mange af de dygtige udvandrer.

Den opløste Hammond-regering budgetterede med et underskud i 2015 for andet år i træk, og Grønlands økonomiske råd spår om dramatisk voksende underskud så lang øjet rækker. Hvis ikke der opstår nye indtægtskilder, eller hvis ikke den næste regering i Nuuk sætter Grønland på en hestekur, der får de danske dagpengereformer til at blegne, hænger tingene ikke sammen.

Og her øjner de danske politikere deres eget problem. Som Mogens Lykketoft, folketingets formand og mangeårig iagttager af Grønlands udvikling, gerne forklarer, har det store flertal på Christiansborg siden Staunings og Hedtofts dage haft den faste grundindstilling, at grønlændernes levestandard ikke må falde markant under danskernes.

Grundlovsændringen i 1953 sikrede, at Grønland forblev en del af det danske kongerige på trods af stormagternes og FN’s indsats for at afvikle kolonitiden. Til gengæld blev grønlænderne danske statsborgere med samme rettigheder som folk i Nørre Nebel. Selvstyreloven fra 2009 gav grønlænderne ret til at løserive sig, og de fik retten til olien og mineralerne. Men det ændrede ikke på det basale: Grønlænderne er danske statsborgere og ingen dansk regering kan i sidste ende leve med, at børnene i Eqalugaarsuit, Arsuk eller Kangamiut for alvor lider nød eller at ældreplejen degenererer fatalt. Ingen af de grønlandske politikere – og meget få af de danske – ønsker at øge Grønlands afhængighed af penge fra Danmark. Men alle er klar over, at noget må gøres – bare ikke hvad.

Forhåbningerne om oliefund eller indtægter fra nye miner har på rekordtid mistet deres aktualitet i grønlandsk politik – de optræder knap i valgkampen. Ingen olieselskaber har boret i de grønlandske farvande siden 2012. På landjorden er London Mining gået i betalingsstandsning. Det britiske selskab ville anlægge en jernmine til 14 milliarder nord for Nuuk ved hjælp af flere tusinde kinesiske minearbejdere, men selskabets hovedindtægter fra Sierra Leone er kollapset i ebola-epidemien. Et andet mineprojekt til udvinding af sjældne jordarter og uran i Sydgrønland hænger i en næsten lige så tynd tråd. Sara Olsvig, antropolog og nyudnævnt formand for partiet Inuit Ataqatigiit, der fører i meningsmålingerne, vil udsætte tanken om uranudvinding for en folkeafstemning, hvis hun kan finde et flertal i Inatsisartut, det grønlandske parlament, efter valget. Bliver Kim Kielsen regeringsleder, bliver der ingen folkeafstemning, men selskabet bag uranplanerne, Greenland Minerals and Energy, mangler stadig at overbevise grønlænderne om, at minen ikke vil skade miljøet eller borgerne i Narsaq, der ligger blot seks-syv kilometer fra den planlagte mine.

Der intet quickfix til Grønlands problemer. Og Grønland og Danmark har hidtil haft svært ved at enes om fælles initiativer, der batter af noget. De grønlandske politikere skyer tanken om øget statsligt engagement i Grønland, og Helle Thornings-Schmidt og finansminister Corydon klager ikke: De mener ikke, at der skal spenderes danske skattekroner i Grønlands ud over det faste, årlige bloktilskud. De private danske investorer (pensionskasserne er særligt i søgelyset) har svært ved at øjne et rimeligt afkast i Grønland, og det hjælper ikke på deres virkelyst, at regering afviser at gå foran. Eksportkreditrådet har fået grønt lyst til at spænde et sikkerhedsnet ud, hvis store danske investorer skulle melde sig i Grønland, men hidtil har det ikke skabt aktivitet.

Tingene står ikke stille i Grønland: Aktive iværksættere forsøger sig lige nu med nyt rejefiskeri helt oppe i Melvillebugten. I Maniitsoq drives forsøg med torskekød af helt ny kvalitet. Mod syd forsøgsfiskeri på makrel. Vandkraften buldrer og minerne er ikke opgivet. Men det ændrer ikke på, at prognoserne er – så valget er vigtigt for mange andre end grønlænderne.

Indlægget her optrådte som nyhedsanalyse i dagbladet Information 7.11 2014 og i let redigeret form i ugeavisen Sermitsiaq i Grønland