Martin Breum

Et stort analysearbejde om forsvarets indsats i Arktis bliver formentlig forsinket – bl.a. fordi, der er udskrevet valg i Grønland.

Analysen, der har et budget på ca. 100 millioner til test af udstyr og andre forsøg, har været på vej et år, men den bliver ifølge de seneste oplysninger næppe – som bestilt af regeringen – klar før nytår, fordi den først skal behandles af en ny politisk ledelse i Nuuk efter valget i Grønland den 28. november. Kilder i forsvaret siger nu, at analysen måske først bliver færdig hen mod april 2015.

Det er de ikke ubetinget kede af i forsvaret. Forsinkelsen giver ekstra tid til at vurdere, hvilken betydning krisen i Ukraine og det forværrede forhold til Rusland får i Arktis.

Rusland er Danmarks og Grønlands nabo i Arktis. Og Ruslands militære aktioner på Krim og i Ukraine har gjort det vanskeligere at vurdere, om forsvaret kan regne med et fredeligt samarbejde med Rusland i Arktis, eller om man skal vente øget militær spænding, ubådsbesøg i Grønland, russiske fly i luftrummet – eller noget helt trejde.

Som udgangspunkt er alt fredeligt i Arktis. Forsvarets analytikere vurderer, at Rusland vil prioritere udviklingen af olie, gas, rørledninger, søruter og havneanlæg i Arktis. Her skal pengene til Ruslands fremtidige udvikling hentes, og Kreml ønsker derfor fred i Arktis, siger analytikerne – også fordi Rusland har stærkt brug for vestlige investeringer og ekspertise.

Men efter Ukraine ved det danske forsvar også, at situationen hurtigt kan ændre sig. De vestlige sanktioner rammer nu direkte Ruslands olieefterforskning i Arktis, og som chefen for Forsvarsakademiet, kontreadmiral Niels Wang skriver i seneste udgave af tidskriftet ’Udenrigs’: ”Krisen er en påmindelse om, at Arktis ikke udvikler sig i isolation, men hænger sammen med resten af verden, og alle de gode hensigter kan blive spoleret af alvorlige hændelser og strategiske chok andre steder på kloden.”

Analysen kompliceres af, at Danmark og Grønland til december stiller krav til FN om et område af havbunden ved Nordpolen, som Rusland også ønsker. Her står rigsfællesskabet midt i en kontant interessekonflikt med russerne. FN har solide regler for, hvordan denne konflikt skal løses, men striden kan hurtigt få uventede politiske dimensioner. Russiske ubåde plantede i 2007 et flag på bunden af Det Arktiske Ocean netop ved Nordpolen; polpunktet har vældig symbolkraft i Rusland, og grænsedragningen ved Nordpolen indeholder alt, hvad enhver nationalsindet demagog skal bruge for at piske en stemning op.

Samtidig ved forsvaret, at Danmark og Grønland har hårdt brug for Rusland i Arktis. Fremtidens olieefterforskning, minedrift, fiskeri, turisme og fragtsejlads i Arktis kræver langt mere overvågning til søs og i luften, redningstjeneste, satellitkapacitet, søopmåling, isbrydning og miljøberedskab over enorme afstande. Det er især på grund af disse praktiske opgavers hastige vækst, at regeringen i 2013 satte det store analysearbejde om fremtidens forsvar i Arktis i gang. Grønland har stort set ingen kapacitet til selv at klare ærterne; det hviler på det danske forsvar. Allerhelst skal opgaverne løses i samarbejde mellem alle de arktiske lande – inklusive Rusland. Hvis forsvaret fremover nu tværtimod skal bruge store summer på hardcore militært beredskab i forventning om spændinger med russerne, bliver der selvsagt færre penge til de civile opgaver – som samtidig bliver vanskeligere at udføre.

Derfor er analysen af, hvad Rusland kan finde på i Arktis helt afgørende.

Dilemmaets politiske tyngde blev understreget i august, da seniorforsker Hans Mouritzen fra Dansk Institut for Internationale Studier og den ruslandskyndige cand.scient.pol. Maria Mellander i Politiken sendte en kontroversiel advarsel til den danske regering. Her argumenterede de for, at Danmarks kritik af Ruslands indblanding i Ukraine bør være uhyre afdæmpet – fordi en provokation af Rusland kan skade Danmarks arktiske interesser: ”I Arktis har Danmark mere brug for russisk velvilje end amerikansk. Arktis er indlejret som en naturlig del af russisk historie, identitet og udenrigspolitisk tankegang, idet en tredjedel af det russiske territorium ligger nord for polarcirklen. Grønlands økonomi, kystovervågning og forskning kunne nyde godt af et samarbejde med Rusland”, skrev de: ”En dansk værdipolitik i forhold til Rusland vil meget let komme til at ske på Grønlands bekostning. Og hvis Grønland ikke ser sine udenrigspolitiske interesser varetaget på tilfredsstillende vis af København, truer det (sammen med andre forhold) rigsfællesskabets fortsatte beståen”. De to’s konklusionen lød bl.a.”…vi skal gøre det sværeste af alt: tie stille!”

Groft sagt: Hensynet til borgerne i Ukraine og Danmarks medvirken til at forebygge anden russisk aggression i Europa må vige til fordel for rigsfællesskabet og Grønlands interesser.

Om forsvarets analytikere mener det samme, eller hvordan de i øvrigt fortolker Rusland, må vi nu vente lidt længere på at få at vide, men det er indlysende, at der her er stof til adskillige politiske slagsmål på Christiansborg.

Forsvaret arbejder selvfølgelig ikke med den mulighed, at Rusland angriber Grønland. Den slags hører fortsat kun til i afdelingen for tossede overskrifter. Men i den tunge ende af analysen ligger alligevel spørgsmålet om, hvordan Danmark i fremtiden skal hævde Grønlands suverænitet, som det hedder – og her spiller Ukraine også en rolle.

For civilister kan det lyde fremmedartet, men for forsvarets strateger er hovedopgaven i sidste ende at sikre, at Danmark konstant og effektivt viser sin vilje og evne til at forsvare sine yderste grænser – herunder de yderste dønninger i de grønlandske farvande. I sidste ende er det USA’s militær, der i krisetid vil skulle forsvare Grønland, men i fredstid er det det danske forsvar, der skal illustrere Danmarks – og dermed NATO’s – villighed til at holde russere og andre på afstand.

Det foregår konkret ved, at danske krigsskibe patruljerer langt oppe i de øde, grønlandske farvande med Dannebrog høj hævet, eller ved at fly eller hundeslæder fra Siriuspatruljen viser flaget. Forsvaret mener, at også denne opgave bør løses mere håndfast fremover; et nyt inspektionsskib er allerede bestilt, og som led i det store analysearbejde var to F16-fly i august for første gang i Grønland for at teste, om jagerfly i fremtiden skal indgå i denne og de andre opgaver i Arktis.

Teknisk set var det ingen succes. Folkene i Arktisk Kommando i Nuuk vil hellere have mindre og mere praktiske fly til Grønland – og så er der spørgsmålet om russerne. Hvad vil de ikke tænke, hvis den næste hypermoderne generation af danske jagerfly, indkøbt i USA og velegnede til samarbejde med USA’s forsvar– fremover bliver en del af Danmarks faste inventar i Arktis? Amerikanerne er allerede markant til stede i Grønland i kraft af Thulebasen; og skeptikerne rejste straks spørgsmålet: Skal det danske forsvar – efter Ukraine – ikke hellere undgå at provokere russerne?

Forsvarets svar på de mange spørgsmål ventes nu først engang i 2015.

Teksten her er også bragt som nyhedsanalyse i Information 28.10 2014 

LEGO annoncerede torsdag overraskende, at koncernen ikke vil forlænge sit samarbejde med SHELL, når det nuværende partnerskab udløber. Nyheden sprang efter tre måneders pres fra Greenpeace.

Over én million mennesker havde forinden med et klik på en skærm tilsluttet sig Greenpeaces internationale kampagne mod LEGO’s samarbejde med Shell. Striden har fået branding-eksperter og andre til at advare LEGO om, at sagen nu truedeselskabets image – og den globale forretning.

Greenpeace er ekstatisk: ’Vi gjorde det’, lyder det nu kloden over, men sagen illustrerer også væsentlige huller i Greenpeaces ’Save-the-Arctic’-kampagne – ligesom den afslører LEGO’s fejl. Bag det hele ligger to fundamentalt forskellige syn på udviklingen i Arktis: På den ene side forestillingen om Arktis som naturens sidste ubesmittede bastion, på den anden Arktis som kilde til rigdomme, der skal udvindes hurtigst muligt.

​Greenpeace anklager LEGO for at medvirke til ødelæggelsen af den arktiske natur. LEGO har givet Shell lov til at sætte sit logo på LEGO-produkter – især racerbiler, som Shells kunder får på tankstationer i 28 lande fra Shanghai til Budapest. Shell er det absolutte centrum i Greenpeaces skydeskive, fordi Shell leder efter olie i de arktiske farvande – og LEGO’s logo-samarbejde med Shell er derfor ifølge Greenpeace forkasteligt.Greenpeace har krævet, at LEGO afbryder samarbejdet med Shell – og kan altså nu høste en sejr.

Greenpeace skar som vanligt sagerne ud i pap. Satte man sit navn på blanketten på Greenpeaces hjemmeside, sendte Greenpeace straks en e-mail i ens navn til LEGO’s administrerende direktør, Jørgen Knudstorp: ”Dear Jørgen…..” – hvor direktøren fik at vide, at han var medansvarlig for ‘Arctic destruction’. Aktivister har gennemført aktioner i LEGOLAND i Danmark og England: Fingerede olie-ulykker er iscenesat. Bannere blev sat på LEGO-bygninger og annoncer mod LEGO’s tango med Shell indrykket i store aviser. En spektakulær falsk LEGO-video, hvor LEGO-mennesker drukner i olie, blev offentliggjort på YouTube og VIMEO; i skrivende stund er den set af op mod seks millioner mennesker.

Men det er forblevet uklart, hvorfor samarbejdet med LEGO skulle øge Shells evne eller vilje til at bore efter olie i Arktis. Greenpreace har ikke kunne dokumentere nogen forbindelse fra LEGO’-samarbejdet til Shells arktiske projekter eller planer. Afkortningen af LEGO’s samarbejde med Shell vil ikke have nogen effekt i Arktis, med mindre Shell efterfølgende ændrer sine planer for boringer i Arktis. Det primære mål med angrebet på LEGO har med andre ord ikke været at sætte en stopper for LEGO’s gerninger, men atøge presset på Shell, og Shell viser indtil videre ingen tegn på opgivelse i Arktis. Tværtom har selskabet fornylig – på trods af massivt pres fra mange andre end Greenpeace – formuleret nye milliardplaner om boringer ud for Alaska og investeret heftigt i olieefterforskning nord for Sibirien. LEGO blev valgt for sin synlighed og adgang til børneværelserne – ikke for sin betydning for Shells arktiske aktiviteter.

Sådan afkoder LEGO-aktionen en række strategiske valg. Millioner af børn fragtes dagligt ind og ud af Shells tankstationer af benzinforbrugende forældre, men Greenpeace opfordrer ikke den brede offentlighed til boykot af Shell.

Greenpeace fortæller i stedet om de skader på det arktiske miljø, der vil opstå, hvis en olieulykke rammer i Arktis. Skrækscenariet er en ulykke i Arktis som den i Den Mexicanske Golf i 2010. En sådan ulykke vil medføre større skader i Arktis, fordi naturens nedbrydning af olien sker langsommere i koldt vand end i varmt, fordi den arktiske natur er særligt sårbar, og fordi de nødvendige skibe, fly, kemikalier osv. vil være vanskelige at mobilisere og arbejde med i de arktiske farvande – herunder de grønlandske.

​ Farerne er indlysende. Men Greenpeaces aktion mod LEGO aktualiserer alligevel spørgsmålet om, hvorfor Greenpeace fokuserer så entydigt på olien. Skaderne efter en oliekatastrofe i Arktis vil trods de voldsomme perspektiver for dyr og miljø være geografisk begrænsede, og de vil sandsynligvis få en ende. Der findes andre aktuelle menneskeskabte processer, der allerede påvirker det arktiske miljø alvorligt, og som ikke har en synlig ende – men som er næsten usynlige i Greenpeace’s kampagne – f.eks. at sodpartikler fra Europa, Asien og Nordamerika bæres med vinden til i de arktiske egne, hvor de farver sne og is sort. Den sorte is og sne fanger solens stråler, så varmen får fat; isen og sneen smelter og klimaforandringerne accelereres.

Kampagnekyndige vil forstå, hvorfor Greenpeace ikke forsøger at drive folkelige kampagner om så komplekse, globale processer, men fravalgene hører med til billedet af ‘Save-The-Arctic’-kampagnen.

Greenpeaces repræsentanter optræder ofte som saglige og fakta-baserede talsmænd for miljøet. De fremlægger nyttig ny viden i rapporter og undersøgelser om olienved Grønland og oliespild i Rusland, og de vil gerne inddrages i nøgterne diskussioner med politikere og regeringer om fremtiden. Men samtidig brager ‘Save-the-Arctic’-kampagnen afsted med et mix af mål og midler, der tilsyneladende primært sigter på medieeffekt og folkelig mobilisering.

Helt overordnet argumenterer Greenpeace for at den arktiske olie bør blive under havets bund, fordi den ellers vil øge presset på klimaet, når den bliver brændt af i biler, kraftværker og andre steder. Men arktisk olie bidrager ikke mere til klimaforandringerne end al anden olie. De mere polemisk anlagte grønlandske politikere spørger gerne, hvorfor Greenpeace ikke samtidig indleder en kampagne mod nye olieboringer i Texas, Saudi eller Vietnam?

LEGOs blinde øje

LEGO’s fejl ligger et andet sted. LEGO har ofte haft en god fornemmelse for tidsånden, men har i dette tilfælde tilsyneladende overset, at millioner af mennesker opfatter Arktis som naturens sidste ubesmittede bastion. For disse mennesker udgør Arktis et vigtigt sidste helle; et sagnomspundet og næsten beåndet fristed. Forestillingen om dette jomfruelige Arktis er i mange henseender falsk, men den er ikke desto mindre spillevende i den globale offentlighed, og den bliver fermt holdt i live bl.a. af Greenpeace’s ’Save-the-Arctic’-kampagne; en af de største i organisationens historie.

​LEGO’s manglende lydhørhed over for denne fornemmelse for sne afspejles ikke blot i samarbejdet med Shell, men også i LEGO’s egne produkter. Med en ny serie LEGO-klodser med arktisk tema gav LEGO for ikke længe siden legebørn i alle aldre mulighed for at konstruere en avanceret arktisk station med bæltekøretøjer, helikoptere, slædehunde og en isbjørn. De smilende, multietniske LEGO-mænd er klædt i tykke pelskantede polardragter. En salgsvideo til legetøjsbutikkerne viser LEGO-folket i hæsblæsende fart ud over isen på drønende bæltekøretøjer hen over farlige gletsjerspalter på flugt fra en snerrende isbjørn. En LEGO-helikoter sikrer en frostklar happy-end, efter at LEGO-folket har fundet et stykke tindrende krystal af tydelig værdi, hentet op af is-ødet under drabelige strabadser.

Alt er sødt og sjovt – tilsyneladende. Men Arktis-serien stiller sig med hele sit udtryk ukritisk skulder til skulder med dem, der idag taler for hastig udnyttelse af olien, gassen og mineralerne i Arktis, sejlruterne og alt, hvad der ellers byder sig til, nu når isen forsvinder.

​   Arktis er i denne version ikke et sted mennesker bor, men et herligt stykke ødemark, der skal forceres med henblik på gevinst. De arktiske folkeslag – grønlænderne og de tre-fire andre millioner, der bor i Arktis – optræder ikke rigtigt i denne udgave af Arktis. Holdet på LEGO’s arktiske station har et spand slædehunde, men det er kun hyggedyr. Det moderne Arktis kræver bæltekørertøjer, helikoptere, industrielle værktøjer; resten er folklore.

Diplomater, politikere, forretningsfolk, Grønlands ledere og mange andre abonnerer på denne tilgang til det moderne Arktis. LEGO’s problem opstår, fordi koncernen ukritisk reproducerer og sætter lighedstegn mellem denne forretningsmæssige tilgang til Arktis og den globale forbrugers forestillingsverden.​

(Dette blogindlæg optræder også som nyhedsanalyse i dagbladet Information 10.10 2014)

Der er udskrevet valg i Grønland, og klicheerne og de hånlige bemærkninger står i kø. Børsen nåede at rive ’bananrepublik’ ud af ærmet, allerede inden valget blev udskrevet.

Måske er det tid til en kop isvand. Måske vil en lidt kølig gennemgang af realiteterne anskueliggøre, at Grønlands politiske system måske er mere robust, end den aktuelle mediestorm antyder.

En regeringsleder er faldet i en stribe bilag. Aleqa Hammond, Grønlands nu forhenværende politiske chef, lod statskassen lægge ud for en håndfuld flybilletter m.v. til sine familiemedlemmer og udskød tilbagebetalingen alt for længe. Ingen har endnu dokumenteret, at hun forsøgte at berige sig. Tværtimod står det klart, at også hendes forgænger, den tidligere formand for den grønlandske regering, Kuupik Kleist, betjente sig af samme mulighed for udlæg fra landskassen – om end i mindre omfang. Han har nu af samme grund trukket sig fra Inatsisartut, det grønlandske parlament, selvom ingen mistænker ham for at have stjålet pengene. Også han fastholder, at han havde alle planer om at betale pengene retur.

I denne politiske tumult har det lille parti, der udgjorde Aleqa Hammonds koalitionspartner i Grønlands regering, kastet håndklædet i ringen og opgivet regeringsprojektet. To af ministrene fra hendes eget parti har på samme måde fulgt deres samvittighed og erklæret hende for uværdig til at fortsætte som regeringsleder. De mener ikke, at de længere har vælgernes opbakning, og de har følgelig nedlagt deres hverv. Aleqa Hammond har trukket sig som regeringsleder og partiformand. Hvorefter den fungerende regeringsleder har udskrevet valg. Valget vil finde sted i slutningen af november – efter det foreskrevne antal ugers valgkamp. Aleqa Hammonds parti, Siumut, vil finde en ny formand.

Er De forvirret – ja naturligvis. Det foregår 4000 km væk – og vi har alle hørt om fortidens rod, nepotisme og ballade i Grønland.

Men tegner den aktuelle krise forretningsgangen i en banarepublik? Eller illustrerer stormen måske, at Grønland i dag kan glæde sig over et levende, borgernært demokrati, der reagerer prompte på de fejl og mangler, der heldigvis kommer for en dag? Et par folkevalgte ministre følger deres samvittighed, præcis som danske folkevalgte ifølge grundloven skal følge deres; er det måske, når vi skræller fordommene bort, udtryk for en håndfast, konsekvent demokratisk praksis, som en del andre nationer på kloden ville være ganske godt tjent med?

Aleqa Hammonds politiske projekt gjorde hende voldsomt udskældt i både Grønland og Danmark. Kritikerne fandt hende skrigende populistisk. Hendes gentagne ønske om uafhængighed, om forsoning med kolonitiden og fremme af det grønlandske sprog og kultur hidsede sindene voldsomt op, og mange vil glæde sig over, at hun nu – i hvert fald for en stund – kan dømmes ude af grønlandsk politik.

Men betyder det, at systemet fungerer?

Danmarks forrige og mest sandsynlige næste statsminister, Lars Løkke Rasmussen, blev for nylig trukket igennem et grueligt bilagsrod – de færreste husker længere, hvem der lagde ud for hvad. En storm rasede langt ind i hans eget partis inderste rækker, og Lars Løkkes tidligere fadæser blev rykket ham i næsen, præcis som Aleqa Hammond nu hører for sine tidligere fejltrin.

Den grønlandske centraladministration har ikke flere århundreder på bagen som den danske; det offentliges revisionen foretages af et privat firma; kontrolfunktionerne er færre og tyndere end i Danmark. Men fejlene kom for en dag. En heftig debat udspiller sig i medierne. Journalisterne i Grønland spørger alle om alt i ét væk – og får svar på en del. Skandalen følges minut for minut på nettet. Et revisionsudvalg i parlamentet arbejder på en rapport om den nu afgåede regeringsleders bilagsrod og andre ministres mulige træk på landskassen til private udlæg. En oprydningsproces er i gang – og politikerne følger deres samvittighed.

Måske er det ikke så ringe endda.