Martin Breum

Fredagens topmøde i Arktisk Råd vil være præget af den aktuelle Ukraine-spænding mellem Rusland og de øvrige medlemmer rådet; det arktiske samarbejde er ikke længere isoleret fra det forværrede klima mellem Rusland og vesten.

Udenrigsminister Martin Lidegaard har på sin lange flyrejse til Iqaluit, hovedstaden i det semi-autonome Nunavut stik vest for Grønland, haft god tid til at læse et af de seneste tweets fra den nye formand for Ruslands Arktis-kommission, Dmitrij Rogozin, der sidste weekend bl.a. meddelte at ”Arktis er Ruslands Mecca”.

Rogozin, der provokerede Norge ved at mellemlande på Svalbard uden varsel på vej til en russisk polar-station tæt på Nordpolen, tweetede først en hån mod Norge. Under sin omhyggeligt mediedækkede rejse, hvor også en præst fra den ortodokse russiske kirke deltog, formulerede han dernæst på russisk stats-tv’s kanal 1 et nyt tankevækkende stykke snow-how: ”Sidste år havde vi en historisk genforening med Sevastopol og Krim. I år vil vi præsentere et nyt syn og et nyt kraftfyldt tryk på udviklingen af Arktis. Det handler grundlæggende om det samme”.  (Www.BarentsObserver.com 21.4)

Når Martin Lidegaard, hans grønlandske kollega Vittus Qujaikitsoq og færøernes lagmand Kaj Leo Johannesen fredag lander i Iqaluit må de desuden forholde sig til det faktum, at den russiske udenrigsminister, Sergei Lavrov, for første gang i mere end ti år har valgt at blive væk fra et topmøde i Arktisk Råd. Rusland har i stedet sendt en miljøminister; en neddrosling, der har sat fart i spekulationerne om, hvorvidt det fredelige samarbejde i Arktis nu for alvor bliver forpurret af dønnoingerne fra konflikten i Ukraine.

Danske og andre sikkerhedseksperter har i lang tid fastholdt, at udviklingen af olie, gas, mineraler og sejlruter i det russiske Arktis forudsætter fred og fordragelighed i regionen, og at ledelsen i Kreml derfor ville holde Arktis ude af konflikten med Vesten. Op til topmødet har stadig flere signaler dog udfordret denne analyse. Som Arktis-analytiker Jon Rahbek-Clemmensen fra Dansk Institut for Internationale Studier skrev i en analyse tidligere på ugen: ”Tidligere var både Rusland og de vestlige lande villige til at gå på kompromis for at bevare den gode stemning (…) Ukrainekrisen gør samarbejde sværere og landene mindre kompromisvillige.”

Andre kommentatorer hæfter sig især ved præsident Putins nylige udpegelse af den notorisk stor-talende Dmitrij Rogozin til chef for den russiske Arktis-kommission. Rogozin anses i Europa for en af hovedkræfterne bag destabiliseringen i det østlige Ukraine og er derfor personligt omfattet af EU’s sanktioner mod Rusland. Dertil lægges Rusland øgede militære aktivitet til vands og i det arktiske luftrum og nu Sergei Lavrovs bemærkelsesværdige fravær fra topmødet i Iqaluit.

Den russiske ledelse vil omvendt hævde, at de voksende vanskeligheder for det fredelige samarbejde i Arktis – hvis de for alvor bider sig fast – fremtvinges af provokationer fra vest: Senest har forsvarsministrene fra de fem nordiske lande, som alle er medlemmer af Arktisk Råd, i fællesskab erklæret, at Rusland udgør en trussel mod Europa, og at de derfor vil intensivere deres forsvarssamarbejde. Sverige og Finland gentænker deres forhold til NATO, mens en del af USA’s og EU’s sanktioner mod Rusland er direkte rettet mod de russiske energiselskabers udvikling af nye olie- og gaskilder i Arktis.

Formelt vil Martin Lidegaard og de øvrige ministre i Iqaluit, herunder USA’s udenrigsminister John Kerry, og den russiske mijøminister, der vikarierer for Sergei Lavrov, med stor sandsynlighed fastholde, at Arktis stadig er ’fredens region’, og at samarbejdet fortsætter uhindret af Ukraine-krisen. Man skal dog ikke kradse dybt i lakken for at spore uroen. Heather Conley, Arktis-ekspert ved Washington-tænketanken Center for Strategic and International Studies, sagde eksempelvis forleden ifølge mediehuset Alaska Public Media, at hun havde svært ved at forstå, hvordan USA, der overtager formandsskabet i Arktisk Råd efter mødet i Iqaluit, kan fastholde, at Rusland er en partner i Arktis: “Jeg kæmper med konceptet ‘partner’; jeg ser ekstraordinært aggressive handlinger, tæt-på-sammenstød med civile luftfartøjer, en masse militære øvelser Arktis”, sagde hun. Alaskas repræsentant i det amerikanske senat, Lisa Murkowski, sagde ved same lejlighed, at “zone of peace”-konceptet efter hendes opfattelse kun giver mening, hvis ”begge lande har respekt for hinanden, og Rusland har ikke levet op til det krav”.

”Jeg spekulerer på, om ikke de har udnyttet, at vi har sagt, at vi gerne vil være deres ven og partner i alt dette. Hvis man vil være en partner, må man opføre sig en sådan, ” sagde hun.

Det arktiske samarbejde er dog langt fra aflyst, og meget taler for, at Rusland vil medvirke til at sikre, at grundstammen i samarbejdet består. De arktiske lande, inklusive Rusland, (og de arktiske folk, inklusive det grønlandske), har i de seneste ti år i stærk enighed promoveret Rådet som det centrale multinationale forum for rådslagning om den arktiske udvikling. På den måde har de forhindret, at den arktiske udvikling for alvor er blevet taget op af andre fora – herunder FN. De har gesvindt fastholdt magten over den arktiske udvikling – inklusive udviklingen i Det Arktiske Ocean, der åbner sig i takt med isens forsvinden. De har i hastigt tempo givet Arktisk Råd forstærket politisk indhold, og de arktiske staters forrang i regionen accepteres i dag bredt over hele verden: Kina, Japan, Korea og mange andre har lært at leve med, at de kun kan blive observatører i Arktisk Råd, mens Rusland og de øvrige arktiske stater som de eneste har tale- og stemmeret.

Rusland er mindst ligeså begejstret for denne nye, arktiske orden, som Danmark og de øvrige arktiske stater. Og bag den aktuelle politiske uenighed om Ukraine, knokler Arktisk Råds egentlige bidragsydere: Rådets basale funktion som producent af ny, videnskabelig forskning især om klimaet og miljøet i Arktis er bygget op siden 1996 og grundfæstet i solide, internationale forskernetværk. Det er disse netværk, der udgør det seje kit i organisationen og som vil være med til at sikre kontinuitet i hvert fald et stykke af vejen, selvom spændingerne efter Ukraine vokser.

Martin Lidegaard og de øvrige deltagere på topmødet i Iqaluit vil som på forrige topmøder høre om nye resultater fra Rådets ekspertgrupper; om IMO’s nye internationale sikkerhedsregler for skibsfarten i Arktis, som Arktisk Råd har været medvirkende til at fremelske, om den fælles indsats for at bygge beredskaber til brug mod oliekatastrofer og andre ulykker i de arktiske farvande. USA vil fremlægge formands-planer for styrkelse af Rådets nye permanente sekretariat i Tromsø, for øget indsats for klimaet og måske endda for en regional, bindende aftale om mere systematiske beskyttelse af havmiljøet i Det Arktiske Ocean. Michael Beyers, Canadas førende iagttager af det arktiske samarbejde, anslog forleden i Politiken, at Ukraine-krisen netop nu forstyrrer 20 pct. af det arktiske samarbejde, mens de øvrige 80 pct. fortsætter som vanligt, selvom det i øjeblikket er disharmonierne, der præger overskrifterne.

Dette blogindlæg er i forkortet version bragt som nyhedsanalyse i Information 24.4 2015.

Kim Kielsen, formanden for Naalakkersuisut, det grønlandske selvstyre, har sagt noget vigtigt på et seminar i Japan. I et svar på et spørgsmål fra en japansk deltager slog han fast, at han ikke arbejder på at løsrive Grønland fra Danmark inden for sin egen levetid. Tværtom forklarede Kim Kielsen ifølge referat i den grønlandske ugeavis Sermitsiaq, at det primært er relevant for ungdommen – altså de kommende generationer – hvorvidt Grønland skal ændre på sit forhold til Danmark.

Kim Kielsens departement har ikke offentliggjort noget officielt referat af Kim Kielsens udtalelse, der fandt sted 26. marts og som også omfattede kronprins Frederik og andre honoratiores, men Sermitsiaq medrejsende chefredaktør Poul Krarup rapporterede fra mødet, at ”Kim Kielsen svarede, at alle partier i Grønland er enige om, at der er mange problemer, som skal løses, før der kan blive tale om øget selvstændighed fra Danmark, og han mener, at det først bliver en opgave for ungdommen, som i dag vokser op i Grønland.”

Her til vil mange iagttagere i Grønland og Kim Kielsen selv nok indvende, at det har Kim Kielsen sagt før; at synspunktet ikke er nyt. Kielsen gjorde allerede under valgkampen i Grønland i 2014 klart, at hans fokus er på Grønlands akutte problemer med arbejdsløshed, boligmangel, truende finansunderskud og fattigdom – og ikke på den luftige debat om uafhængighed i en ukendt fremtid eller andre fjerne scenarier. I et interview i Information i januar lød det, at ”Grønlands nye Selvstyreformand Kim Kielsen lægger større vægt på samarbejdet med Danmark end sin forgænger på posten.”

Men bagatellisering af Japan-udtalelsen er unyttig, sådan som den grønlandske presses prioritering også har afspejlet. Kim Kielsens tilfældige bemærkning i Tokyo, der faldt under et besøg, som primært skulle promovere grønlandsk fisk og turisme, røg straks på Sermitsiaqs netudgave, der læses over hele Grønland: ”Uafhængighed af Danmark sat på pause”. Der blev skrevet ledere i begge de grønlandske ugeaviser, og initiativtageren til ’Foreningen Rigsfællesskabet’, den grønlandske skribent Nauja Lynge, har senest indrykket en kronik i Politiken, hvor Kim Kielsen ligefrem roses for sit mod til at ændre den politiske diskurs i Grønland: ”Det kræver format og lederskab at turde stå frem og ændre på det mediebillede, som igennem et par år har præget Grønlands virke (…) I forbindelse med og efter det valg, hvor Aleqa Hammond fik fremmarch, har mediedækningen i Grønland haft øget fokus på selvstændighed og had til Danmark.”

Kim Kielsen bliver nu med andre ord både i Danmark og i den grønlandske debat fremstillet som et egentligt modstykke til sin forgænger, Aleqa Hammond, der gjorde afstandtagen til Danmark og rigsfællesskabet til en kerne i sit politiske projekt. Det afgørende for Christiansborg og andre interesserede i Danmark er derfor nu i hvilket omfang, der er tale om en egentlig kursændring. Under sit korte formandskab fra marts 2013 til september 2014, hvor hun faldt i en bilagsskandale, formåede Aleqa Hammond at presse spørgsmålet om rigsfællesskabets fremtid til helt tops både i Grønland, i Danmark og i udlandet. Hun talte højt om ”uafhængighed i min levetid” – også på internationale konferencer – og hun fik nedsat en forsoningskommission, der skal kulegrave kolonitiden, så grønlænderne kan forsone sig med den omstridte fortid. Hun gik til stålet i et opgør med Helle Thornings regering om magten over den grønlandske uran, og hun talte varmt for at øge det grønlandske sprogs plads i Grønland på bekostning af det danske sprogs nuværende dominans. Aleqa Hammond og hendes flertal i Inatsisartut, det grønlandske parlament, satsede hårdt på udviklingen af Grønlands olie, gas og mineraler i håbet om hurtige indtægter, der kunne mindske Grønlands økonomiske afhængighed af Danmark og dermed trække muligheden for en opløsning af rigsfællesskabets bånd nærmere.

Kim Kielsen var miljøminister i Aleqa Hammonds regering. Han er kernemedlem af Siumut, samme parti som Aleqa Hammond er rundet af. De kommer begge fra den politiske grundstamme, der har domineret det politiske liv på Grønland siden 1970’erne, og de har langt hen ad vejen samme holdning til Grønlands forhold til Danmark: Kim Kielsen mener ligesom Aleqa Hammond, at Grønland en gang i fremtiden bør være en mere selvstændig nation, der organiserer sit samarbejde med Danmark på en anden måde, end samarbejdet i rigsfællesskabet i dag. På trods af de mange avisoverskrifter, hun med fryd genererede, talte Aleqa Hammond ikke for løsrivelse i den forstand, at Grønland efterlods skulle sejle rundt i Nordatlanten løsrevet fra enhver forbindelse til Danmark, NATO osv. Hun forklarede gerne, at Danmark i hendes vision også efter en fremtidig omkalfatring af rigsfællesskabet ville forblive Grønlands altdominerende partner – blot nu i et frivilligt parforhold. Kim Kielsen mener det samme: At Grønland en gang i fremtiden bør indgå i et mere ligeværdigt / frivilligt samarbejde med Danmark end det samarbejde, der i dag er organiseret som et rigsfællesskab baseret på den danske grundlov.

Spurgte man ham, da han var miljøminister i Aleqa Hammonds regering, slog han sig gerne med knytnæve på brystet og sagde: ”Flammen herinde har vi alle sammen. Vi skal være herrer i eget hus. Men vi har forskellige holdninger i vores parti. Jeg vil gerne se, at den unge generation uddannes først, og så må det være om til dem at beslutte, om de er klar. ” Her er den afgørende nuance, som nu er bliver belyst for en bredere offentlighed: Kim Kielsen lader ikke trangen til uafhængighed præge sine forsøg på at løse de aktuelle problemer i Grønland, og han taler stort set ikke om den fremtid, som Aleqa Hammond så bastant forsøgte at gøre nærværende i det politiske værksted. Kim Kielsen tror lige som Aleqa Hammond på olie, gas og mineraler som potentielt væsentlige indtægtskilder for Grønland, men han prioriterer fiskeriet og turismen lige så højt i sin aktuelle politik. Kim Kielsen ærgrer sig ligesom Aleqa Hammond over det danske sprogs dominerende rolle i Grønland, men han navigerer mere tilbageholdende i det kulturelle minefelt. Kim Kielsen har samme indstilling til uran og Grønlands ret til rigdommene i undergrunden som Aleqa Hammond, men han griber diskussionen med Danmark mere gelinde an. Forsoningskommissionen, som Aleqa Hammond fik nedsat, arbejder støt videre under Kim Kielsens regime; faktisk har den nu opbakning fra hele det politiske spektrum i Nuuk.

Så er alting forandret? Nej, men Kim Kielsens lidt tilfældige svar på et spørgsmål i Japan illustrerede et betydningsfuldt stilskifte i Nuuk. Nu venter vi spændt på, hvem han og Siumut vil stille op som folketingskandidat, når Helle Thorning kalder til valg. Aleqa Hammond bliver for tiden nævnt i Nuuk som en mulighed.

Dette blogindlæg er i let redigeret udgave også trykt som nyhedsanalyse i Information 22.4 2015. 

Freden i Arktis skal nu fastholdes af en mand, der anklages for medvirken til destabilisering i Ukraine. Det er i sig selv jo tankevækkende – og så kommer præsident Vladimir Putins udnævnelse af Ruslands tidligere NATO-ambassadør, vicepremierminister Dmitrij Rogozin, til chef for den nye russiske Arktis-kommission i øvrigt på et ganske prekært tidspunkt set fra København.

Dmitrij Rogozin er personligt omfattet af de vestlige sanktioner efter Ukraine; han anses for medvirkende til Ruslands destabilisering af det østlige Ukraine, og det er altså ham, der nu skal overvåge Ruslands indsats i Arktis og rådgive præsidenten og de øvrige ledere i Kreml om udviklingen i regionen.

Her i landet står Forsvarsministeriet netop overfor at skulle aflevere en omfattende analyse af det danske behov for krigsskibe, fly, droner, satellitter og mandskab i Arktis i årene fremover til politikerne på Christiansborg. Analysen ventes i april, hvorefter den skal danne grundlag for politikernes tænkning; regeringens videre Arktis-politik og for de milliard-investeringer, der skal geare det danske forsvar til fremtiden i Arktis: Isen forsvinder; flåden skal patruljere i stadig større havområder rundt om Grønland; russiske og andre fly i luftrummet skal følges mere effektivt, brud på suveræniteten skal kunne afværges, kontrollen af fremmede fiskere skal opgraderes; olieberedskabet skal udbygges, søredningstjenesten skal udbygges osv.

Hele dette billede af fremtiden i Arktis skal nu inkludere Dmitrij Rogozins udnævnelse. Han hører til den militante fløj af Putin-rådgivere; fjernt fra de blødere typer, der har udenrigsminister Lavrov i spidsen, og som hidtil har fået lov at dirigere Ruslands politik i Arktis.

Hvis ikke forsvaret formår at levere et analytisk begavet svar på udnævnelsen, vil Danmarks fremtidige indsats i Arktis vil blive omgærdet af ny forvirring og usikkerhed. Hvis Forsvaret overdriver og fremmaner et for heftigt billede af nye russiske trusler i Arktis, kan Folketinget blive fristet til at investere milliarder i krudt og kugler, som riget ikke har behov for. Forhenværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen har i Berlingske allerede anbefalet nedsættelsen af en ny forsvarskommission på baggrund af den russiske ambassadør Mikhail Vanins bemærkninger forleden om potentielle atomangreb på danske skibe; udnævnelsen af Dmitrij Rogozin lægger sig i samme slipstrøm.

Omvendt, hvis Forsvarets analytikere undervurderer de potentielle nye spændinger i Arktis, risikerer Danmark at stå uden det fornødne materiel, mandskab og intellektuelle beredskab, der skal guide os sikkert igennem eventuelle nedbrud i det samarbejde med russerne og de øvrige arktiske nationer, der hersker i Arktis i dag.

Hvad vil Rusland?

Ruslands-kenderen på Forsvarsakademiet, Jørgen Staun, bidrog i en ny analyse for få siden til vores forståelse af Ruslands interesser i Arktis: Han forklarede bl.a., hvorfor Putin hidtil har ladet den Lavrov-blide fløj i Kreml styre Arktis-politikken. Putin og hans inderkreds har satset hårdt på at udvikle olie, gas, mineraler og nye handelsruter i Arktis. Indtægterne fra Arktis er afgørende for Putins plan for den russiske stormagts genrejsning. I denne strategi er Rusland bedst tjent med fred, samarbejde og økonomisk udvikling i Arktis – uanset, at Rusland i Ukraine, på Krim, i Syrien eller andre steder måtte ligge i voldsom konflikt med Vesten. Jørgen Staun og andre vestlige diplomater og analytikerne har derfor i de seneste måneder fastholdt, at det nok skal lykkes at holde det udmærkede samarbejde i Arktis isoleret fra det igangværende nedbrud i vestens øvrige relationer til Rusland. Udnævnelsen af Dmitrij Rogozin synes nu at udfordre denne analyse.

Samtidig har de vestlige regeringer med USA og EU i spidsen selv ladet de økonomiske sanktioner efter Ukraine ramme Ruslands udvikling i Arktis ganske hårdt. Især er de russiske olie- og gasselskabers samarbejde med vestlige olieselskaber som Shell, Total, ExxonMobile og vestlige finansinstitutioner blevet forstyrret. Adskillige af de store olie- og gasprojekter i det russiske Arktis lider nu betydeligt, og lægger man dertil EU’s seneste bestræbelser på at afvikle afhængigheden af fremtidige gasleverancer fra Rusland, står det klart, at Putins store planer for den arktiske olie og gas i øjeblikket tager sig ret vakkelvorne ud. Aktieanalytikerne advarer i øjeblikket mod enhver investering i Gazprom både på den korte og på den noget længere bane; olien og gassen i det russiske Arktis ligner ikke længere det guldæg, der blev talt så meget om for blot få år siden. Hvilket måske giver en mand som Dmitrij Rogozin helt nye kort på hånden.

Og Nordpolen?

Og er det hele så ikke lidt ligegyldigt? Arktis er jo langt væk? Jo, men Danmark og Grønland har indlysende interesser i at freden i Arktis bevares: Uden regeringernes samarbejde i Arktis Råd, uden de bilaterale samarbejder og de mange uformelle kontakter bliver det i første omgang langt vanskeligere at udvikle f.eks. katastrofeberedskabet til olieulykker, overvågning af luftrummet, fiskerikontrollen, redningstjenester til turister. Det lyder måske banalt, men her er tale om helt essentielle samfundsfunktioner i det moderne Arktis.

Stiger spændingsniveauet i Arktis, får Thulebasen og dens centrale rolle for det vestlige missilskjold pludselig igen forøget politisk betydning, lige som Danmarks og Grønlands værtsskab for basen. Som man kunne læse i Information tirsdag, hører Danmark allerede i den russiske optik til hardlinerne i den vestlige front mod Rusland.

Grønland har hårdt brug for udenlandske investeringer i fiskeriet, mineindustrien, turismen. Uden nye investeringer i Grønland, risikerer grønlænderne en alvorlig udfordring for hele velfærdskonstruktionen ideers land, og politikerne på Christiansborg risikerer at stå med et ubehageligt nedbrud i den grønlandske økonomi, der om få år vil kræve helt nye initiativer fra dansk side. Og de udenlandske investorer, der i forvejen lader vente på sig, vil tøve endnu mere, før de investerer i Grønland, hvis det større politiske samarbejde i regionen smuldrer.

Danmark og Grønland har netop i december 2014 rejst et ambitiøst krav om ejerskab til havbunden ved Nordpolen, der i sidste øjeblik blev udvidet, så det nu rækker hele vejen til den russiske havgrænse. Det officielle Rusland var briefet på forhånd og udsendte en venlig pressemeddelelse om at Rusland ingen indvendinger havde, men i hænderne på en Dmitrij Rogozin eller andre, der i en næste fase af konflikten med vesten måtte ønske en retorisk optrapning i Arktis, kan dette dansk-grønlandske rykind udmærket bruges i en generel optrapning af de verbale udfald mod vesten. Russiske nationalister har i årtier anset store dele af det område, som Danmark-og Grønland kræver i Arktis, for ærke-russisk.

Dette blog indlæg er også optrykt som nyhedsanalyse i  Information 25.3 2015. 

Spillefilmen ’Idealisten’, der har verdenspremiere i Nuuk 19. marts og Danmarkspremiere den 9. april, fortæller historien om en af de mest sigende politiske løgne i nyere dansk historie – og i rigsfællesskabets. Den sparker sig derfor direkte ind i den aktuelle strid om Thule Air Base mellem Danmark, Grønland og USA.

Filmen understreger, hvor væsentlig Grønland og Thule Air Base har været for det dansk-amerikanske militære samarbejde siden 2. verdenskrig – og hvordan flere danske ministre, ikke mindst statsminister H.C. Hansen, i tidens løb har valgt at lyve lige op i ansigtet på offentligheden i både Danmark og Grønland for ikke at forpurre det transatlantiske samarbejde.

USA’s adgang til Grønland var fra første færd et væsentligt dansk bidrag til USA’s og senere NATO’s militære kapacitet – og sådan er det stadigvæk. Det var i Grønland, at USA udstationerede store dele af de atomvåben, der skulle holde Sovjetunionen i skak; de atombevæbnede fly cirklede konstant over Thule Air Base; de fløj rutinemæssigt gennem grønlandsk luftrum, de brugte basen til opbevaring af det fornødne – og H.C. Hansen gav sit tilsagn, selvom han sagde det modsatte til offentligheden. Ingen – eller måske blot den snævreste inderkreds i Danmark – fik noget at vide; officielt tillod Danmark ikke atomvåben på dansk territorium – ej heller i Grønland, hvor der efter alt dømme heller ikke var nogen, der fik kendskab til sandheden, selvom det netop var i Grønland, at løgnens genstand i særhed kunne iagttages. Først efter at et fly med fire brintbomber styrtede ned i Thule i 1968, gik der langsomt hul på bylden.

’Idealisten’, der er instruktøren Christina Rosendahls anden spillefilm, dramatiserer DR-journalisten Poul Brinks årelange arbejde med at afsløre de danske myndigheders hemmelighedskræmmeri og det amerikanske forsvars medvirken til illusionsmageriet under den kolde krigs dybe alvor. Filmen, der har Peter Plauborg og Søren Malling i hovedrollerne, handler i sidste ende om, i hvilket omfang vi i offentligheden – og i hvilket omfang Grønland – kan have tillid til meldinger fra de danske myndigheder, når det drejer sig om Thule Air Base og samarbejdet med USA.

Grønlandsk mistillid

Her kan man for tiden iagttage en ganske markant mistillid mellem København og Nuuk. Sagens substans er simpel: Grønland har netop mistet store årlige indtægter, fordi det amerikanske luftvåben i de næste syv år vil benytte et amerikansk selskab i stedet for det dansk-grønlandske Greenland Contractors til at levere vand, strøm, computere, biler og anden ikke-militær service på Thule Air Base. Basen indgår i dag i USA’s missilskjold og som vigtigt anlæg for den satellitkommunikation, der bl.a. benyttes i jagten på terrorister, og servicekontrakten er mange milliarder værd.

Danmarks udenrigsminister Martin Lidegaard har beklaget sig til sin kollega i USA, John Kerry; Danmarks arktiske ambassadør har ledsaget Vittus Qujaukitsoq, Grønlands udenrigsansvarlige, under klage-møder med Pentagon og State Department i Washington, og Danmark har gjort det klart for den amerikanske ambassadør i København, at Danmark mener, at USA er i færd med at bryde flere klokkerene aftaler om, at Thule Air Base også skal komme Grønland til gode rent økonomisk.

Men lige lidt hjælper det: Den grønlandske mistillid til Danmarks håndtering af denne sag fortsætter. Naalakkersuisut, den grønlandske regering, har følt sig så underforsynet med informationer om Danmarks kontakter med USA, at vrede pressemeddelelser er flydt fra Nuuk; udenrigsministeriet har måtte udarbejde et tre sider langt, pinagtigt detaljeret notat om alle de samtaler og møder, der nogensinde er holdt i sagen:  http://www.ft.dk/samling/20141/almdel/gru/bilag/23/1505080.pdf – og senest blev det grønlandske Folketingsmedlem Johan Lund Olsen stiktosset over, at Martin Lidegaard inviterede Folketingets grønlandsordførere til orientering om sagen uden at invitere grønlænderne. Beskyldningen ligger lige under overfladen: Danmark plejer stadig primært sine egne interesser i forholdet til USA – og Danmarks pres på USA i den aktuelle sag må derfor i højere grad anses for luftfrikadeller end alvor.

Mistilliden har, som ’Idealisten’ fint understreger, rod i et langvarigt og veldokumenteret dansk atomart dobbeltspil i Thule – som i øvrigt lå i forlængelse af den historiske tvangsflytning af de grønlandske Thuleboere i 1953. Men mistilliden finder også næring i den moderne indretning af rigsfællesskabet: Grønland har siden 2005 haft ganske vide, formelle muligheder for at føre udenrigspolitik på alle de områder, Grønland selv administrerer – f.eks. fiskeri, miljø og råstoffer – men når det gælder udenrigs- og sikkerhedspolitikken, herunder det militære samarbejde med USA, sidder Danmark stadig på magten og derfor også på alle de potentielt afgørende informationer.

Det grønlandske embedsværk og politikerne i Nuuk er ikke sikkerheds-clearede til at håndtere samme informationer om kontakten til USA, som deres danske kolleger. Det er muligt, at de danske efterretningstjenester, forsvaret og udenrigsministeriet deler alt af væsentlighed for den aktuelle Thule-sag med Grønland, men Nuuk har ingen garanti for, at det sker – og mistilliden har derfor frugtbar jord at gro i.

Helle Thorning-Schmidt lovede i 2012 den daværende formand for Naalakkersuisut, Kuupik Kleist, et tættere, praktisk samarbejde i det udenrigspolitiske værksted, inklusive en højere grad af sikkerheds-clearing i Nuuk, men sagen gik død, da Kuupik Kleist tabte et valg i Grønland i marts 2013.

Da Poul Brink i 1998 fik Cavlingprisen for sine afsløring af Thule-løgnen, gjorde han det klart, at han ikke anså H. C. Hansen for at være ond; tværtimod fremgår det af ’Idealisten’, at Brink så mange fælles træk mellem ham selv og den afdøde statsminister – men han beskyldte H.C. Hansen for at lade ’bekvemmelighed’ råde, når det gjaldt forholdet til USA: Hellere gøre, hvad USA beder om, end at gøre livet surt ved at holde på principperne. På samme måde hersker der i Nuuk i dag tilsyneladende en hvis tiltro til Danmarks vilje til at slås for Grønlands interesser – men det kniber, når sagen involverer forholdet til USA.

Dette blogindlæg var også optrykt som nyhedsanalyse i Information 16.3 2015.