Martin Breum

Freden i Arktis skal nu fastholdes af en mand, der anklages for medvirken til destabilisering i Ukraine. Det er i sig selv jo tankevækkende – og så kommer præsident Vladimir Putins udnævnelse af Ruslands tidligere NATO-ambassadør, vicepremierminister Dmitrij Rogozin, til chef for den nye russiske Arktis-kommission i øvrigt på et ganske prekært tidspunkt set fra København.

Dmitrij Rogozin er personligt omfattet af de vestlige sanktioner efter Ukraine; han anses for medvirkende til Ruslands destabilisering af det østlige Ukraine, og det er altså ham, der nu skal overvåge Ruslands indsats i Arktis og rådgive præsidenten og de øvrige ledere i Kreml om udviklingen i regionen.

Her i landet står Forsvarsministeriet netop overfor at skulle aflevere en omfattende analyse af det danske behov for krigsskibe, fly, droner, satellitter og mandskab i Arktis i årene fremover til politikerne på Christiansborg. Analysen ventes i april, hvorefter den skal danne grundlag for politikernes tænkning; regeringens videre Arktis-politik og for de milliard-investeringer, der skal geare det danske forsvar til fremtiden i Arktis: Isen forsvinder; flåden skal patruljere i stadig større havområder rundt om Grønland; russiske og andre fly i luftrummet skal følges mere effektivt, brud på suveræniteten skal kunne afværges, kontrollen af fremmede fiskere skal opgraderes; olieberedskabet skal udbygges, søredningstjenesten skal udbygges osv.

Hele dette billede af fremtiden i Arktis skal nu inkludere Dmitrij Rogozins udnævnelse. Han hører til den militante fløj af Putin-rådgivere; fjernt fra de blødere typer, der har udenrigsminister Lavrov i spidsen, og som hidtil har fået lov at dirigere Ruslands politik i Arktis.

Hvis ikke forsvaret formår at levere et analytisk begavet svar på udnævnelsen, vil Danmarks fremtidige indsats i Arktis vil blive omgærdet af ny forvirring og usikkerhed. Hvis Forsvaret overdriver og fremmaner et for heftigt billede af nye russiske trusler i Arktis, kan Folketinget blive fristet til at investere milliarder i krudt og kugler, som riget ikke har behov for. Forhenværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen har i Berlingske allerede anbefalet nedsættelsen af en ny forsvarskommission på baggrund af den russiske ambassadør Mikhail Vanins bemærkninger forleden om potentielle atomangreb på danske skibe; udnævnelsen af Dmitrij Rogozin lægger sig i samme slipstrøm.

Omvendt, hvis Forsvarets analytikere undervurderer de potentielle nye spændinger i Arktis, risikerer Danmark at stå uden det fornødne materiel, mandskab og intellektuelle beredskab, der skal guide os sikkert igennem eventuelle nedbrud i det samarbejde med russerne og de øvrige arktiske nationer, der hersker i Arktis i dag.

 

Hvad vil Rusland?

Ruslands-kenderen på Forsvarsakademiet, Jørgen Staun, bidrog i en ny analyse for få siden til vores forståelse af Ruslands interesser i Arktis: Han forklarede bl.a., hvorfor Putin hidtil har ladet den Lavrov-blide fløj i Kreml styre Arktis-politikken. Putin og hans inderkreds har satset hårdt på at udvikle olie, gas, mineraler og nye handelsruter i Arktis. Indtægterne fra Arktis er afgørende for Putins plan for den russiske stormagts genrejsning. I denne strategi er Rusland bedst tjent med fred, samarbejde og økonomisk udvikling i Arktis – uanset, at Rusland i Ukraine, på Krim, i Syrien eller andre steder måtte ligge i voldsom konflikt med Vesten. Jørgen Staun og andre vestlige diplomater og analytikerne har derfor i de seneste måneder fastholdt, at det nok skal lykkes at holde det udmærkede samarbejde i Arktis isoleret fra det igangværende nedbrud i vestens øvrige relationer til Rusland. Udnævnelsen af Dmitrij Rogozin synes nu at udfordre denne analyse.

Samtidig har de vestlige regeringer med USA og EU i spidsen selv ladet de økonomiske sanktioner efter Ukraine ramme Ruslands udvikling i Arktis ganske hårdt. Især er de russiske olie- og gasselskabers samarbejde med vestlige olieselskaber som Shell, Total, ExxonMobile og vestlige finansinstitutioner blevet forstyrret. Adskillige af de store olie- og gasprojekter i det russiske Arktis lider nu betydeligt, og lægger man dertil EU’s seneste bestræbelser på at afvikle afhængigheden af fremtidige gasleverancer fra Rusland, står det klart, at Putins store planer for den arktiske olie og gas i øjeblikket tager sig ret vakkelvorne ud. Aktieanalytikerne advarer i øjeblikket mod enhver investering i Gazprom både på den korte og på den noget længere bane; olien og gassen i det russiske Arktis ligner ikke længere det guldæg, der blev talt så meget om for blot få år siden. Hvilket måske giver en mand som Dmitrij Rogozin helt nye kort på hånden.

 

Og Nordpolen?

Og er det hele så ikke lidt ligegyldigt? Arktis er jo langt væk? Jo, men Danmark og Grønland har indlysende interesser i at freden i Arktis bevares: Uden regeringernes samarbejde i Arktis Råd, uden de bilaterale samarbejder og de mange uformelle kontakter bliver det i første omgang langt vanskeligere at udvikle f.eks. katastrofeberedskabet til olieulykker, overvågning af luftrummet, fiskerikontrollen, redningstjenester til turister. Det lyder måske banalt, men her er tale om helt essentielle samfundsfunktioner i det moderne Arktis.

Stiger spændingsniveauet i Arktis, får Thulebasen og dens centrale rolle for det vestlige missilskjold pludselig igen forøget politisk betydning, lige som Danmarks og Grønlands værtsskab for basen. Som man kunne læse i Information tirsdag, hører Danmark allerede i den russiske optik til hardlinerne i den vestlige front mod Rusland.

Grønland har hårdt brug for udenlandske investeringer i fiskeriet, mineindustrien, turismen. Uden nye investeringer i Grønland, risikerer grønlænderne en alvorlig udfordring for hele velfærdskonstruktionen ideers land, og politikerne på Christiansborg risikerer at stå med et ubehageligt nedbrud i den grønlandske økonomi, der om få år vil kræve helt nye initiativer fra dansk side. Og de udenlandske investorer, der i forvejen lader vente på sig, vil tøve endnu mere, før de investerer i Grønland, hvis det større politiske samarbejde i regionen smuldrer.

Danmark og Grønland har netop i december 2014 rejst et ambitiøst krav om ejerskab til havbunden ved Nordpolen, der i sidste øjeblik blev udvidet, så det nu rækker hele vejen til den russiske havgrænse. Det officielle Rusland var briefet på forhånd og udsendte en venlig pressemeddelelse om at Rusland ingen indvendinger havde, men i hænderne på en Dmitrij Rogozin eller andre, der i en næste fase af konflikten med vesten måtte ønske en retorisk optrapning i Arktis, kan dette dansk-grønlandske rykind udmærket bruges i en generel optrapning af de verbale udfald mod vesten. Russiske nationalister har i årtier anset store dele af det område, som Danmark-og Grønland kræver i Arktis, for ærke-russisk.

Dette blog indlæg er også optrykt som nyhedsanalyse i  Information 25.3 2015.