Skal vi vente et nyt forsøg på at overtage Grønland, nu hvor Donald Trump igen indtager Det Hvide Hus?

“Jeg kan ikke forestille mig, at der vil være (et forsøg på, red.) en overtagelse af Grønland. Jeg kunne rigtigt godt lide den måde, Grønland svarede på nyheden om det, da der blev talt om det for nogle år siden, noget i retning af: Vi er ikke til salg, men vi er åbne for forretninger,” siger han.

“Set fra min position er Grønland en del af kongeriget. Vi overlader det til medlemmerne af kongeriget at afgøre de interne diskussioner, og hvordan fremtiden skal se ud. Vi overlader det til Grønland at bestemme, hvordan dets fremtid skal se ud, præcis som vi overlader det til Færøerne og andre lande at afgøre, hvordan deres fremtid skal se ud.”

Sfraga er erfaren aktør i det internationale samarbejde i Arktis, særligt i forskningsverdenen. Han ser de arktiske nationer, inklusive Grønland og Færøerne, som selvbestemmende, men forbundne kar, der kædes sammen på klassisk, vestlig vis med aftaler og alliancer om sikkerhed, handel, forskning og kultur, og som ikke har behov for aktiv amerikansk indblanding:

“Det er for mig den ansvarlige vej at gå. Jeg mener, at spørgsmålet om uafhængighed er op til Grønland og kongeriget. Men det skal selvfølgelig ikke afholde USA fra at investere, hvor det er nødvendigt, og sikre, at Grønland forbliver trygt og sikkert som en del af kongeriget,” siger han.

En del vil nu måske huske, hvordan Donald Trump i 2019 formulerede sin vision om at overtage Grønland: “Strategisk ville det være rart. Grundlæggende er der tale om en stor ejendomshandel. Rigtig meget kan lade sig gøre,” sagde han, og så rullede lavinen.

Mediedækningen var intens, og Grønland meddelte på Twitter “We are open for business, but not for sale”. Mette Frederiksen kaldte på tv diskussionen for “absurd”, og præsident Trump aflyste spektakulært et planlagt besøg i Danmark.

Siden blev det klarere, at Trumps melding afspejlede mere end 150 års dyb amerikansk interesse for Grønland, et vedholdende fokus på Grønlands mineralforekomster og tunge overvejelser om truslen fra Rusland og Kina i en farlig tid.

USA’s engagement i Grønland er vokset under præsident Joe Biden, og spørgsmålet er nu alene, hvordan Trumps og republikanernes særligt udtalte interesse for Grønland vil udfolde sig, når Trump igen overtager faklen.

En politisk union?

I november, dagen før præsidentvalget i USA, talte jeg med Alexander Gray, der var stabschef i Trumps nationale sikkerhedsråd fra 2019 til 2021. Det var her, at ideen om en tættere politisk amerikansk omfavnelse af Grønland for alvor var under bearbejdning.

Grey anbefaler, at Donald Trump snarest tager Grønlands-spørgsmålet op igen og sikrer en politisk union, såkaldt free association, mellem USA og Grønland. Gray markedsfører for tiden ideen i både amerikanske og danske medier, og andre republikanere argumenterer på lignende vis.

En politisk union med Grønland skal ifølge Gray især sikre, at Grønland forbliver traktatmæssigt og militært forbundet med USA efter Grønlands løsrivelse fra Danmark, som USA i Grays optik bør forberede sig på.

Michael Sfraga bider ikke på: “Det kan være ét perspektiv. Jeg ved ikke, hvordan det skulle fungere. Jeg har aldrig talt med ham om det,” lyder hans respons, da jeg refererer synspunktet.

Grønlands betydning for USA

Michael Sfraga repræsenterer altså det klassiske amerikanske syn på Grønland, vi havde vænnet os til, lige indtil Trumps tanker om Grønland blev kendt i 2019.

Grønland er, siger Sfraga, “en god ven, en del af det danske kongerige, langvarige relationer, strategisk, geografisk, politisk, økonomisk, socialt og kulturelt vigtig for os. For mig, som amerikaner fra Alaska, repræsenterer Grønland en forbindelse mellem mennesker i Alaska og Canada og og Grønland. Det betyder noget, når jeg ser venner fra Grønland tale med mine venner i Alaska på samme sprog og dele kultur, musik og mad.”

Sfraga nævner USA’s militære tilstedeværelse i Grønland, særligt Pituffik Space Base, tidligere kendt som Thulebasen:

“Det er en signifikant og vigtig relation set med sikkerhedsmæssige briller,” siger han.

Han beskriver de militære kapaciteter i Grønland som “kollektive” — en del af en større sammenhæng:

“Jeg anser det for en del af en bastion for frihed. Det kan lyde som en ligegyldig frase, men det er det ikke i disse tider. Det er en vigtig del af Nato. Det er vigtigt for forsvaret af Nordamerika, for vores interne nationale sikkerhed, for Grønlands sikkerhed, for Færøernes sikkerhed, for vores fælles sikkerhed,” lyder det.

Michael Sfragas syn på USA’s og Grønlands forhold er bemærkelsesværdigt, især fordi han fra sin post som Arktis-ambassadør kan få indflydelse på det, måske lægge en dæmper på mindre velfunderede indfald — men også fordi han vil have indflydelse på resten af den komplekse arktiske dagsorden, inklusive spørgsmålet om klimaet og Donald Trumps ønsker om at øge olieudvindingen i USA’s arktiske farvande.

Men vi har også lov at fundere: Vil Michael Sfraga stadig være ambassadør om bare tre eller fire måneder, når det var demokraten Joe Biden, der indstillede ham? Om få uger er Donald Trump præsident, og vil Michael Sfraga til den tid ikke som tusinder af andre blive udskiftet med en loyal, erklæret Trump-tilhænger? Marco Rubio, senatoren fra Florida, som Trump har udpeget som sin kommende udenrigsminister, stemte imod Sfraga i Senatet.

Det er muligt, at Sfragas tid på posten bliver kort, men der er tre årsager til, at det ikke nødvendigvis vil gå sådan.

For det første har Michael Sfraga valgt at blive på sin post, uanset at det var Biden, der indstillede ham. Andre ambassadører har tidligere valgt selv at træde tilbage ved et præsidentskifte, men jeg gætter, at Sfraga tager chancen og bliver, fordi han ved, at han er kendt som fagperson, ikke for sin partifarve.

For det andet blev Michael Sfraga godkendt som Arktis-ambassadør af et flertal i Senatet, hvor ni republikanske senatorer den 21. september valgte at danne flertal med 43 demokratiske og tre uafhængige senatorer. Der var et sjældent samarbejde mellem fløjene, grundigt bundet sammen af den garvede, republikanske senator fra Alaska, Lisa Murkowski, der som den første bragte Michael Sfraga i spil.

“Som den, der anbefalede Dr. Sfraga, har jeg taget ordet for at gentage min stærke opbakning til hans nominering, og jeg opfordrer Senatet til at sikre, at vi ikke fortsat skal være den eneste arktiske nation, som ikke har en arktisk ambassadør,” sagde hun ved afstemningen.

“Dr. Sfraga har årtiers erfaring, stærk ekspertise og stærke relationer til arktiske ledere. Vores allierede støtter ham, vores arktiske partnere støtter ham, alaskanerne støtter ham, jeg støtter ham,” sagde hun. I Alaska, Sfragas hjemstat, dominerer republikanerne, og de bakker Sfraga op.

For det tredje har formålet med den nye post som Arktis-ambassadør fra starten været, at den udpegede primært skal skabe momentum bag USA’s seneste Arktis-strategi fra 2022 – en indsats, der har støtte fra begge fløje. Strategien har en horisont på ti år og et stærkt fokus på de nyere trusler fra Kina og Rusland i Arktis, der piner både republikanere og demokrater.

Den nationale strategi blev i 2024 fulgt op af en hårdtslående Arktis-strategi fra USA’s forsvarsministerium, og begge vil være godt hjulpet af Sfraga, der er uddannet geograf fra universitetet i Fairbanks i Alaska, hvor han fortsat bor.

I 2017 blev han den første direktør for the Polar Institute, et af USA’s førende videnscentre om Arktis i Washington. I 2021 udnævnte Biden ham til formand for USA’s Arktiske Forskningsråd, og nu er han så ambassadør, relativt ubesmittet af emmen fra afgrunden mellem de to fløje i amerikansk politik.

Danmark, Grønland og Færøerne overtager til maj formandskabet for Arktisk Råd og vil i givet fald få meget at gøre med Michael Sfraga. I København var han blandt andet i selskab med kongerigets stadig omstridte arktiske ambassadør Tobias Elling Rehfeld.

Vi får se, om de får lejlighed til at mødes igen.

Mute B. Egede formanden for Naalakklersuisut i den ny lufthavn flankeret af Lars Løkke, Nikolaj Wammen og th. Erik Jensen, Grønlands finansansvarlige og Mute B. Egedes regeringspartner. Foto: Klaus Holsting.

Landingsbanen ved den nye, luftige terminal i udkanten af Nuuk er efter seks års dynamitbuldrende anstrengelser forlænget til 2200 meter, så også store, langtrækkende fly nu kan svinge sig ned på asfalten.

Flyrejsende fra udlandet til Nuuk har hidtil været tvunget til først at lande på den gamle amerikanske base i Kangerlussuaq tæt på indlandsisen for så at fortsætte med mindre fly til Nuuk.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) beskrev pointen set fra Danmark, da den røde silkesnor blev klippet i København:

“Nu tager det jo ikke længere tid end en togrejse til Aalborg,” sagde han og satte et stykke af den røde silkesnor i brystlommen til ære for fotograferne.

Aftalen forhindrede et kinesisk engagement i lufthavnene.

Selvstyret i Nuuk havde inviteret seks særligt udvalgte entreprenørselskaber til at byde på det store byggeri, herunder China Communication Construction Company Ltd., et af verdens største.

Trump-administrationen i Washington luftede sin stærke uro over denne potentielle kinesiske stjernerolle i Grønland direkte overfor daværende forsvarsminister Claus Hjorth Frederiksen (V), så Lars Løkke Rasmussens finansierings-pakke løste flere problemer på én gang.

Pakken blev snart fulgt af et farvel til CCCC, og den sparer nu desuden Grønland for store renteudgifter.

Aftalen med Danmark fik daværende landsstyreformand Kim Kielsens koalition i Nuuk til at implodere. Partiet Naleraq mente, at Danmark på urimelig vis fik lov at købe sig til ny indflydelse i Grønland, og der var vrede demonstranter i Nuuk, men i Lars Løkke Rasmussens optik er lufthavnene et eksemplarisk eksempel på, hvordan Grønland og Danmark bør arbejde sammen:

“Vi har på alle måder en interesse i at få skabt en mere bæredygtig grønlandsk økonomi, og det gælder uanset, om man har et perspektiv, der hedder fuldstændig grønlandsk selvstændighed eller et fortsat rigsfællesskab. De to kan forenes i, at jo mere bæredygtig Grønland er, jo bedre er det for alle,” fortalte han mig, før vi lettede.

Klapsalver

I luften var der champagne og klapsalver også fra de dyre rækker, hvor Lars Løkke Rasmussen, finansminister Nicolai Wammen (S), tidligere departementschef i statsministeriet Christian Kettel og mængder af andre VIP’s deltog i festen.

Ved landing i Nuuk hujede hundreder af byens borgere fra skråningen uden for lufthavnen, og alt blev transmitteret live på grønlandsk tv — bortset fra selve landingen, det vigtigste, hvor tv-transmissionen gik i sort på grund af et overbelastet internet.

Muté B. Egede, formand for Naalakkersuisut, Grønlands landsstyre, der var i glitrende blå anorak, talte og klippede endnu en rød snor over, flere kneb en tåre, og i Nuuks forsamlingshus var der gratis kaffe, kage og levende musik til alle.

Til sidst et bragende festfyrværkeri i byens centrum; en salut til Grønland og fremtiden.

Håbet om turisterne

To modsatrettede scenarier kan nu tegnes til illustration af de håb og risici, de to nye lufthavne repræsenterer.

Optimisterne, der efter alt at dømme udgør et flertal i Nuuk, mener især, at lufthavnene vil tiltrække mængder af nye turister til Grønland. Mange af byens borgere er allerede trætte af turister, men gæsterne skæpper som bekendt i kassen.

Optimisterne mener, at den nye omsætning vil skabe nye virksomheder og bidrage så klingende til Grønlands økonomi, at der uden videre kan afdrages på de lån, der er med til at finansiere det hele.

Budgettet lyder i øjeblikket på 4,1 milliarder kroner, heraf godt en milliard lånt i Nationalbanken, 450 millioner kroner i Den Nordiske Investeringsbank og en halv milliard kroner på det kommercielle lånemarked.

Det er voldsomme summer, og dertil kommer 1,4 milliarder kroner, som Naalakkersuisut, Grønland landsstyre, har vredet op af egen landskasse.

De offentligt ejede selskaber i Grønland, herunder fragtselskabet Royal Arctic Line, fiskerikoncernen Royal Greenland og tele- og internetselskabet Tusass, har måtte bidrage direkte til lufthavnene.

Hvis det går som håbet, vil gælden og hullet i landskassen blive klaret uden vanskeligheder. Turismen, ny fly-eksport af ferske fisk og anden ny aktivitet vil få Grønlands økonomi til at vokse, mens der spares tid og penge på rejseomkostninger. De første fly-bårne ferske fisk fløj fra Nuuk til Danmark et par timer efter, at vi var landet.

United på vej

Et af verdens største luftfartsselskaber, United Airlines, boostede optimismen eftertrykkeligt i oktober ved at annoncere tre ugentlige flyvninger fra New York til Nuuk i sommeren 2025.

Fra Danmark kommer SAS på banen med tre ugentlige afgange fra København til Nuuk i sommertiden. Air Greenland sender også selv med diverse partnere nye sommerfly til Nuuk fra Billund og Ålborg, og Icelandair fastholder sine ruter til Grønland.

Sceneskiftet er markant. Fra april til august i år satte luftfartsselskaberne 55.000 flysæder ind og ud af Grønland til salg. Fra april til august 2025 vil der være mindst 104.000 sæder til salg, altså tæt på en fordobling. Hvis alle bliver solgt, er der tale om stejl, kontinuerlig vækst. Allerede fra 2022 til 2023 steg antallet af turister i Grønland – inklusive dem på krydstogtskibene – med over 30 procent til cirka 140.000.

De håbefulde mener, at både grønlandske og udenlandske investorer i det lys nu endelig vil tage fat på alt det, turisterne skal bruge, men som i dag kun findes i stærkt begrænset omfang: turbåde, hoteller, restauranter, hundeslæde-ture og skiløb, teltture på indlandsisen, gourmetmad på ren og sæl, fly- og helikopterture, trofæjagt på moskusokser, lystfisker-eventyr og isbjørne-safarier.

En ny kontroversiel turismelov, der blev vedtaget få dage, før den ny lufthavn blev indviet, skal sikre, at hovedparten af indtjeningen bliver i Grønland. Udlændinge kan fremover kun eje 33 procent en turist-virksomhed i Grønland. Resten skal ejes af folk, der bor og betaler skat i Grønland.

Ingen forventer, at lufthavnene tjener sig hurtigt hjem, men Nicolai Wammen hører alligevel til optimisterne:

“Det er fornuftigt, at man laver de her investeringer, fordi det er med til at styrke Grønlands forbindelser til resten af verden. Det er noget, man skal se i et meget langt perspektiv. Jeg er tryg ved, at det vil få enorm betydning for det grønlandske samfund, ikke bare på fem, ti eller femten års basis, men så langt øjet rækker,” sagde han til mig.

Yderligere håb kan hentes hos naboerne: Island får i disse år besøg af mere end to millioner turister om året, så islændingene tjener i dag flere penge på turister end på fisk.

Bankens advarsel

I det modsatte, mørkere scenarie råder frygten for, at turisterne slet ikke kommer i fornødent omfang.

Grønlands Økonomiske Råd advarede allerede i 2018, og i juni i år satte Grønlandsbanken frygten på tryk i et høringssvar, da den ny turismelov var på vej:

“Hvis der ikke sker en betydelig vækst i turismen, vil risikoen være, at lufthavnsinvesteringerne skal betales af den nuværende økonomiske aktivitet til ulempe for alle i samfundet,” skrev banken.

Gælden vil tynge, lufthavnene vil stå halvtomme, og det bliver sværere at finde penge til de udsatte børn, de gamle og de syge.

Birger Poppel, tidligere chefstatistiker i Grønland og lektor emeritus i samfundsvidenskab ved Grønlands Universitet, har kritiseret lufthavnsprojektet fra begyndelsen. Han mener, at projektet hviler på mangelfulde analyser:

“Der er ikke noget, der ligner konkrete beregninger af effekterne af lufthavnsbyggerierne, og hvordan de hænger sammen med hotelbyggerier og den nye turismelov,” siger han.

Andre frygter, at den ny turismelov vil skræmme udenlandske investorer væk, så der ikke vil være investorer til alt det, der skal gøre det muligt at huse flere turister. De udenlandske turistoperatører som danske Topas og Albatros, der er dominerende på markedet i Grønland i dag, har fået to år til at omstille sig til de nye regler for grønlandsk medejerskab.

Nøjagtigt hvordan det vil gå, er der selvsagt ingen, der ved. Randi Evaldsen, det tidligere bestyrelsesmedlem af Kalaallit Airports International, beskrev uvisheden mere præcist end mange andre, jeg talte med:

“Vi ved det ikke endnu, men der kommer helt sikkert til at ske noget.”

Denne artikel blev f’ørst bragt på Altinget.dk/Arktis  10.12 2024.  Visit Greenland, det grønlandske turisttåd, havde inviteret flere journalister gratis til Nuuk i anledningen af lufthavnens åbning – herunder mig.