>
Søg efter dato

oktober 2024

blog

Arctic Circle 2024: Frygt for Rusland og diplomatisk kollaps

oktober 25, 2024 • Af

2.000 politikere, diplomater og forskere stod midt i dilemmaet på Island: Risikoen for et langvarigt brud med Rusland truer tre årtiers indsats for samarbejde og fred.

Snigende militarisering længst mod nord og dyb usikkerhed om Ruslands intentioner martrer lige nu det politiske miljø i Arktis.

Flere end 2.000 politikere, diplomater, forskere og militære ledere fra de arktiske nationer plus Kina, Storbritannien og talrige andre nationer var i efterårsferien samlet til Arctic Circle Assembly, en årlig konference om Arktis i Reykjavik.

Den danske diplomat Tobias Elling Rehfeld, hvis titel som arktisk ambassadør har været omstridt siden 2013, med hævet mobilkameraet under Arctic Circle i Reykjavik 2024. (foto: Arctic Circle).

Her blev de presserende diskussioner om klimaet, miljøbeskyttelse og de arktiske folkeslags ve og vel tydeligt overskygget af endnu mere uafvendelige, alvorstunge udvekslinger om Natos rolle i Arktis, russiske cyberangreb og risikoen for diplomatisk kollaps.

Al politisk kontakt med Rusland i Arktis har været aflyst siden Ruslands invasion i Ukraine, og skarpe økonomiske sanktioner er i stedet rettet mod Ruslands arktiske guldkalv: Udvindingen af olie, gas og andre ressourcer i de arktiske provinser.

Moskva har i frustration søgt nye partnerskaber med Kina, Indien og andre lande i det globale syd, og frygten for et endegyldigt kollaps i samarbejdet breder sig i de syv vestlige lande i Arktis; USA, Canada, Kongeriget Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island.

Som Færøernes udenrigsansvarlige Høgni Hoydal udtrykte det: “Midt i den elendige situation med krig i Ukraine og Mellemøsten skal vi huske, at vi har brugt 70 år på at opbygge et internationalt, regelbundet samarbejde i Arktis, både om fisk og andre ressourcer, som bygger på international lov og rettigheder.”

“Vi lægger stor vægt på, at vi ikke smider alt det på gulvet. Vi må finde en måde, hvor vi ikke udelukker Rusland fuldstændigt,” sagde han til mig midt i vrimlen i Harpa, Reykjaviks glitrende koncertpalads.

Dilemmaet synes næsten uløseligt: Udviklingen i Arktis går rasende stærkt. Isen forsvinder, den frosne jord tør, og alle vil have adgang til rigdommene. Der er akut behov for fælles indsatser til forebyggelse af ufred, oliekatastrofer og til gavn for de arktiske folkeslag, klimaet, planter og dyr. Alt sammen kræver samarbejde med Rusland, men udsigterne er historisk ringe.

Islands premierminister, den tidligere udenrigsminister Bjarni Benediktsson, kaldte i sin stålsatte åbningstale udfordringen fra Putins Rusland for “måske den største i min generation.”

“Uanset om vi kan lide det eller ej, er Arktis hurtigt ved at blive en strømpil for global rivalisering og militarisering. Vi ser Putins Rusland vende sig stadig mere aggressivt mod international lov og den regelbundne verdensorden med destabilisering som sit mål. Det er kulmineret med Ruslands brutale angrebskrig mod vores venner i Ukraine. Lad os se fakta i øjnene: Rusland kommer næppe til at ændre kurs i nogen nær fremtid,” tordnede han til en sprængfyldt koncertsal.

Grønland på scenen

Grønlands naalakkersuisoq (minister) for udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt fortalte samme tætpakkede publikum om Grønlands nye udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske strategi, der præges af angsten for, at livsvigtige forsyninger til Grønland bliver afbrudt af militær spænding i Nordatlanten.

Vivian Motzfeldt, Naalakkersuisoq (minister) for Udenrigsanliggender (nr. 2 fra h.) og yderst t.v. Pipaluk Lynge, formand for Udenrigsudvalget i Inatsisartut, Grønlands parlament, i selskab med Nunavuts premier P. J. Akeeagok og konsulent Mira Kleist, Arctic Circle 2024. (Foto: Martin Breum)

Pipaluk Lynge, formanden for udenrigsudvalget i Inatsisartut, det grønlandske parlament, fortalte mig om sin egen uro:

“Selvfølgelig er jeg urolig. Vi oplevede under 2. verdenskrig, hvordan Danmark blev afskåret fra os, da I blev besat af tyskerne, og  vi er bange for, at det skal gentage sig med russerne. Der er medicin og alt muligt andet, som vi er afhængige af fra Europa og Danmark. Vi ved også, hvad russerne allerede er i stand til. Hvis vi bliver udsat for cyberangreb, kan det lukke alt lige fra elektricitet til sygehuset,” sagde hun.

Vil Rusland melde sig ud?

Et lille hold af danske diplomater susede rundt i Reykjavik blandt andet med sigte på Grønlands, Færøernes og Danmarks overtagelse af formandskabet i Arktisk Råd i maj 2025.

Regeringerne i Arktis og de arktiske folkeslag har i snart 30 år gjort Arktisk Råd til den afgørende arena for internationale forhandlinger i regionen, men nu kæmper rådet for sin overlevelse.

Efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022 fastfrøs de syv vestlige arktiske regeringer alt samarbejde med Rusland i Arktisk Råd, og der holdes stadig ikke politiske møder med Rusland i rådet.

Siden da er Finland og Sverige blevet medlem af Nato, så Rusland i dag står overfor en samlet Nato-front i Arktisk Råd. Som understregning af netop den pointe leverede Natos højest rangerende militære leder, den amerikanske admiral Rob Bauer, sin fordømmelse af Rusland i Reykjavik.

Moskva har flere gange truet med at trække sig ud af Arktisk Råd, men da jeg spurgte Rebecca Pincus, leder af the Polar Institute på tænketanken Wilson Center i Washington D.C., afviste hun straks tanken:

“Rusland vil blive ved med at true med at trække sig ud. Retorikken vil fortsætte,” sagde hun.

“Men jeg anser det kun for en del af deres lav-intense chikane, der skal sikre, at de øvrige arktiske lande hele tiden er ude af balance. Det er ikke i Ruslands strategiske interesse at trække sig ud af Arktisk Råd. Vi ved, at stabilitet og normalitet i Arktis er i Ruslands egen økonomiske interesse,” sagde hun.

Det er en klassisk analyse: Ruslands økonomi hviler tungt på eksporten af olie, gas og mineraler fra Arktis, og fiskeriet i Arktis hører til det rigeste på kloden. Regimet i Moskva har desuden vældige planer for skibstrafikken nord for Rusland, og alle disse indtægtskilder vil lide overlast, hvis ufreden for alvor får lov at brede sig i Arktis.

Kongeriget i front

Norge har som formand møjsommeligt holdt sammen på Arktisk Råd i de seneste halvandet år, men der lød tunge advarsler i Reykjavik om, at mere skal til, hvis rådet skal kunne beholde sin eksistensberettigelse.

Det mener blandt andre Rolf Rødven, som leder Arctic Monitoring and Assessment Program (AMAP), en af de otte videnskabelige arbejdsgrupper, der udgør Arktisk Råds egentlige kerne.

I 20 år har forskerne bag AMAP revolutioneret det internationale samfunds viden om klimaforandringerne i Arktis. Men uden effektiv adgang til videnskabelige data fra Rusland og samarbejde med forskningsmiljøet i Rusland mister forskerne evnen til at levere brugbare råd og vejledning til de arktiske regeringer, til FN’s klimapanel og andre brugere, lyder advarslen.

“Hverken Arktisk Råd eller dets arbejdsgrupper har nogen guddommelig ret til at eksistere,” sagde Rødven i Reykjavik.

“Sådan er det for alle organisationer: Hvis du lever af at sælge æbler, men ikke har nogen æbler at sælge, går køberne andre steder hen”, sagde han.

Uklar arbejdsdeling

Danmark, Grønland og Færøerne er enige om, at Grønland skal have en ledende rolle under formandskabet for Arktisk Råd, men det er fortsat tåget, præcis hvordan rollen skal skrues sammen. Allerede til januar skal Arktisk Råd have et navn på kongerigets forhandlingsleder, men her kniber det fortsat.

Uklart er det også, om danske Tobias Elling Rehfeld, der blev udnævnt til arktisk ambassadør i 2023, fortsat skal bære titlen, eller om en ny med grønlandske rødder skal udpeges, sådan som Naalakkersuisut, Grønlands regering, har forlangt. Rehfeld deltog på konferencen i Reykjavik, men uden at flage med sin titel.

Både fra de danske og de grønlandske diplomater lød det dog, at den indvortes uklarhed nok skal blive ryddet af vejen. Vivian Motzfeldt, det grønlandske landsstyres udenrigsansvarlige, takkede i Reykjavik i fuld offentlighed Danmark for fint samarbejde, og hun lovede, at det samlede formandskabs prioriteringsliste nok skal ligge klar til tiden.

Artiklen optrådte først hos Altinget.dk/Arktis 24.oktober 2024


Uncategorized

Præsidentvalget i USA: Konsekvenser for Grønland

oktober 23, 2024 • Af

En amerikansk officer anviste høfligt Kong Frederik en ståplads på basens tre kilometer lange landingsbane. Det udvalgte stykke konge-asfalt var nøje markeret med bogstaverne K-I-N-G; en pudsig detalje, som familien morede sig over.

I dag kan de fire bogstaver udmærket illustrere den pertentlighed, USA i alle årene har udvist, når der skal vises respekt for Danmark og den danske overhøjhed over Grønland.

USA og det amerikanske forsvar med flåde, luftvåben og atombevæbning indrettede sig under og efter Anden Verdenskrig i Grønland, som man nu fandt det betimeligt i lyset af de trusler mod USA’s sikkerhed, som Pentagon øjnede, men også med den nødvendige respekt for dansk suverænitet.

I dag ville Naalakkersuisut, det grønlandske landsstyre, naturligvis også være repræsenteret ved en sådan lejlighed. Grønlands folkevalgte ledelse nyder USA’s synlige anerkendelse, ikke mindst fordi USA gerne husker det, vi danskere ofte glemmer: Grønland er i geografisk forstand en del af Nordamerika. De 2,1 millioner kvadratkilometer, der udgør Grønlands landmasse, ligger som en væsentlig buffer især mod Rusland lige på den anden side af det lille arktiske ocean; Grønland har længe været afgørende for amerikanernes militære sikkerhed, og de er blevet endnu mere centrale i lyset af Putins krig i Ukraine og Kremls skræmmende uforudsigelighed.

Kampen om klimaet

Den mest skærende kontrast mellem Harris og Trump af betydning for Grønland synes dog at være på klima- og miljøpolitikken.

Kamala Harris vil skærpe USA’s klimapolitik betragteligt, og Donald Trump vil rulle eksisterende tiltag tilbage. Trump har konsekvent været fortaler for udvinding af olie og gas i Alaska og i de arktiske farvande, og som præsident annoncerede han, at USA ville afkoble sig helt fra Paris-aftalen. Omvendt har Grønland netop i år efter lange tilløb endelig tiltrådt Paris-aftalen i alle dens funktioner.

Neddrosling af USA’s engagement i klimakampen og den negative afsmitning, en nedprioritering vil have på andre nationer, vil skade Grønland. Atmosfærens opvarmning i Grønland og resten af Arktis sker med tre-fire gange det gennemsnittet på resten af kloden, og yderligere forstyrrelser kan medføre betydelig skade, især hvis fiskeriet, der står for mere end 95 % af Grønlands eksportindtægter, rammes negativt af højere havvandstemperaturer.

En valgsejr til Kamala Harris og en forstærket amerikansk klimaindsats kan omvendt skabe håb om dybere forståelse for de udfordringer, klimaforandringerne allerede skaber i Grønland. Fra Alaska kender amerikanerne udmærket til de ødelæggende klimaskader på de arktiske samfund. Washington finansierer allerede en række støtteindsatser i Grønlands undervisningssektor, mineralforvaltningen og til erhvervsudvikling.

Miljøpolitik kan skade handelsmuligheder

Det er ikke utænkeligt, at denne assistance kan øges: Kamala Harris stod som vicepræsident forrest, da USA i 2023 annoncerede en hjælpepakke på 100 millioner dollars til de caribiske småstater, hvoraf en stor del var målrettet kampen mod lokale klimaskader, og USA’s strategiske interesse i Grønland er som nævnt voksende.

Omvendt har valgkampen illustreret, hvordan en præsident Harris muligvis allerede fra begyndelsen eller frem mod et genvalg i 2028 vil være afhængig af stærke, venstreorienterede grupper i sit parti, der kan skabe vanskeligheder for Grønland.

Nuuk har siden 2014 drevet egen repræsentation i Washington blandt andet for at øge interessen for Grønlands mineraler blandt de amerikanske investorer og i det politiske miljø. Mineraludvinding i Grønland er så kompleks og kræver så voldsomme investeringer, at det nødvendige engagement kun kan skabes i en kombination af private og offentlig indsats — og det kan ikke udelukkes, at de mere venstreorienterede i Harris’ parti vil udgøre en stopklods her, fordi de vil opfatte minedrift og kommerciel udnyttelse af ressourcerne i Grønland som alt for skadelig for både flora og fauna, atmosfæren og resten af det skrøbelige arktiske miljø.

Trumps købstilbud borte for altid

Da Donald Trump i 2019 foreslog en amerikansk overtagelse af Grønland, talte han omvendt både om Grønlands strategiske betydning og om mineralerne. Kort forinden var USA’s Arktis-politik lagt fuldstændigt om, og Trump havde netop beordret sin administration til at sikre øgede leverancer af kritiske mineraler blandt andet gennem import fra udlandet. Flere aftaler om blandt andet øget mineralefterforskning i Sydgrønland blev indgået med Nuuk.

En genoptagelse af Trumps tanker om en egentlig, amerikansk overtagelse af Grønland må anses for udelukket. Tanken blev født i præsidentens National Security Council og fik aldrig opbakning fra resten af USA’s centraladministration, Pentagon eller det internationale samfund. Men USA’s interesse for Grønland er stadig voksende, og vi ved, at Washington også i Joe Biden og Kamala Harris’ tid har interesseret sig for den politiske udvikling i Grønland, herunder de grønlandske tanker om statsdannelse og selvstændighed.

Harris eller Trump

Sikkerhedspolitikken i Arktis er afgørende for Grønland, og også her vil det givetvis gøre en reel forskel, om Kamala Harris eller Donald Trump får plads i Det Hvide Hus.

Grønland har allerede været udsat for en række hackerangreb, der rejser mistanke om gedulgte angreb fra Rusland, og som har understreget, at rigtigt meget i Grønland afhænger af stabiliteten i Arktis. Det gælder udvikling af infrastrukturen, eksporten af fisk og rejer, investeringer i mineindustrien og i turismen, og det gælder de livsvigtige forsyninger med skib af alt fra byggematerialer til brændsler og dagligvarer.

En tiltagende utryghed kan allerede aflæses i Grønlands egen Udenrigs-, Sikkerheds og Forsvarspolitiske Strategi 2024-2033, den første af sin art, offentliggjort tidligere i år.

Nuuk arbejder nu på at sikre forstærkede forsyningslinjer og handelsruter til USA og Canada, der kan blive akut relevante, hvis øget spænding eller regulær konflikt mellem Rusland og Vesten skulle afskære Grønland fra Europa. Nuuk husker Anden Verdenskrig, hvor søkrigen med nazisterne lukkede Atlanten og forhindrede alle forsyninger fra Europa. Det er i øvrigt også ad disse handelsveje, at Grønland håber at sælge langt flere fisk, rejer og mineraler til amerikanerne i fremtiden.

USA’s arktiske sikkerhedshjelm

Så hvem vil have den mest gavnlige effekt på sikkerheden i Arktis? Pentagon har i Kamala Harris’ og Joe Bidens tid øget USA’s militære indsats i Arktis markant som modsvar til Rusland militære opbygning og militære dominans i regionen – og til Kinas voksende tilstedeværelse i Arktis. Cirka halvdelen af Putins atomarsenal kontrolleres af Ruslands Nordflåde, der har sine baser på Kola-halvøen i det nordvestlige Rusland mod den norske grænse, og den korteste rute for et missil til USA går stadig herfra over det Arktiske Ocean og Grønland. Rusland råder også over nye flybaser på øerne nord for Rusland, hvorfra kampfly hurtigt kan nå Grønland og USA’s missilvarslingsradar på Pituffik Space Base.

Grønland fungerer med andre ord som sikkerhedshjelm på den øverste rand af det amerikanske kontinent især til gavn for USA’s forsvar mod missiler afsendt fra Kola-halvøen, fra de russiske ubåde i Barentshavet, i Nordatlanten eller i skjul under isen i Det Arktiske Ocean.

USA er også bekymret over det betydelige samarbejde, som Putin har formået at opbygge med Kina i Arktis især om udvinding af olie og gas og de nye sejlruter fra Asien til Europa og senest kystvagtssamarbejde.

En række af Biden-administrationens sanktioner mod Rusland efter invasionen i Ukraine har været rettet mod Ruslands olie- og gasindustri i Arktis og på det seneste også mod kinesiske selskaber, der stiller teknologi, turbiner, slæbeskibe og know-how til rådighed for de russiske olie- og gasselskaber, nu hvor de vestlige konglomerater har trukket sig ud.

Både Harris og Trump vil være optaget af at bryde denne voksende alliance mellem Rusland og Kina, men Trump vil måske være mere udfarende end Harris. Donald Trump og Kamala Harris vil formentlig begge ønske, at Pentagon fastholder et synligt pres på Ruslands militære styrker i Nord. Moskva skal forstå, at USA og de øvrige NATO-allierede om nødvendigt står klar til effektivt (mod)angreb på Ruslands arktiske slagstyrker og atomlagre, men der vil muligvis være betydelig forskel på, i hvor høj grad Trump og Harris vil være optaget af ikke at provokere Putin og den russiske forsvarsledelse til yderligere optrapning.

Trumps hårde linje

Erfaringerne fra Trumps første regeringsperiode siger, at han og hans folk også i nord gerne sætter hårdt mod hårdt. En ny præsident Trump vil desuden være bakket op af en mere ideologisk stringent og velforberedt republikansk administration, der kan være mindre bange for at konfrontere Rusland yderligere i Arktis — måske i en kombination af øgede sanktioner og mere dristige vestlige militære manøvrer tæt på de russiske baser, der vil skabe risiko for eskalering, flere hybride angreb, risiko for fatale fejltrin eller egentlige sammenstød og dermed undergrave den stabilitet, Grønland er afhængig af.

Allerede i 2019, mens Donald Trump udviklede sin tanke om at overtage Grønland, sendte hans udenrigsminister Mike Pompeo chokbølger gennem Arktisk Råd med en kontant omlægning af USA’s samlede Arktis-politik.

Pompeo prioriterede under Trumps ledelse den militære oprustning i Arktis som modsvar til Ruslands militære opbygning i regionen og til Kinas tiltagende diplomatiske og økonomiske tilstedeværelse. Han afblæste USA’s medvirken til den fælles prioritering af klima- og miljøsamarbejdet, så Arktisk Råds topmøde i 2019 blev det første i Rådets levetid, der måtte afsluttes uden en fælles sluterklæring.

Kursændringen blev enden på en epoke med det, vi kendte som “Arctic exceptionalism” eller tanken om, at Arktis kunne bevares som en lavspændingszone upåvirket af konflikter andre steder på kloden. Visionen var oprindeligt russisk; lanceret af Mikhail Gorbatjov ved en legendarisk tale i Murmansk i oktober 1987, men nu afløst af ny trafik af amerikanske ubåde, hangarskibe og bombefly i Arktis, store NATO-øvelser og tilsvarende aktivitet på russisk side.

Skruer en ny præsident Trump yderligere op for USA’s militære engagement tæt på Kola-halvøen, kan det forstærke den igangværende oprustningsspiral, fordi atomarsenalerne i Arktis er så centrale for Putins og hans forsvarsledelses evne til at true med brug af kernevåben – og så træder den ustabilitet, der helt givet ikke vil gavne Grønland, et væsentligt skridt nærmere.

Denne artikel blev ført bragt i tidskriftet Udenrigs 25. oktober 2024