Martin Breum

Ny podcast: Vi finder aldrig ud af, om han døde af den plutonium, han fik i lungerne. Kernefysiker Jørgen Koch var den første danske udsending, der i et tumultarisk forløb nåede frem til Thule Basen dengang i januar 1968, da et brændende, amerikansk bombefly styrtede ned på isen uden for basen med fire plutoniumholdige brintbomber om bord. 

Jørgen Koch (t.h.) på Thule Air Base 1968, formentlig i samme parkacoat han bar, da han inspicerede selve nedstyrtningsstedet

En kolossal eksplosionsbrand opstod og plutonium fra den ene bombe blev spredt ud over isen. Få dage efter gik Jørgen Koch direkte ind i ulykkens brændpunkt i bælgmørke og uden åndedrætsværn i 30 graders frost. En pligttro embedsmand, der mente, at det var det rigtige at gøre. Hans opgave var umulig: Find ud af, hvad der er sket! Er det farligt for den lokale befolkning? For andre? Find ud af alt, hvad du kan!  Officielt er dansk politik den, at atomvåben ikke tillades på dansk jord – heller ikke i Grønland – så alt skal desuden holdes hemmeligt.  

Tre år senere fik Jørgen Koch uforklarlige sår på benene – og døde alt for ung. Senere mente en del af Thule-arbejderne, at de blev ramt uforklarlige sygdomme, bylder og andre lidelser – og de lokale i Thuledistriktet måtte leve med plutonium som en konstant trussel.

Den 30. september og den 7. oktober udkom podcast, jeg har været med til at lave, baseret bl.a. på Jørgen Kochs egne mundtlige rapporter, indtalt på Thulebasen og aldrig tidligere offentliggjort.  Hør de to podcast her: 

https://www.dr.dk/lyd/special-radio/bakspejl/bakspejl-2024/bakspejl-bomberne-paa-isen-1-2-11162411024

Denne omtale af de to podcast er blevet revideret i maj 2025, så jeg nu (alt for sent!) får taget højde for den berettigede kritik, der er blevet rejst af de to podcast. De to podcast redegjorde ikke i tilstrækkelig grad for resultaterne af de helbredsundersøgelser, Thule-arbejderne i årtierne efter flystyrtet i 1968 kom igennem. Jeg har også i denne omtale af de to podcast gjort mig skyldig, idet jeg skråsikkert lod forstå, at nogle af Thule-arbejderne blev syge af plutonium. Det er ikke dokumenteret – og denne tekst er derfor blevet revideret. Tak til professor emeritus Knud Juel for at gøre opmærksom på fejlene i podcasten – nogle af hvilke jeg altså først har fået slettet her mange måneder senere. 

Celine Klint, super-podcaster på DRs BAKSPEJLs-redaktion, har stået for  produktionen; Celine har tidligere væet med til at lave de berømte podcast, der afdækkede spiralkampagnen i Grønland. 

Optagelserne med Jørgen Kochs rapport og andre unikke vidnesbyrd fra de første danskeres rådvilde besøg ved flystyrtet blev fundet i Jørgen Kocks søn Hennings dødsbo i 2023. Søsteren Ida var venlig nok til at spørge, om jeg havde interesse i dem, så jeg hørte dem og satte mig på et tog til Aulum i Vestjylland, hvor jeg bad Jens Zinglersen lytte med og kommentere optagelserne. 

Jens, der i dag er 90 år gammel, arbejdede på basen i 1968. Han så flyet styrte ned som en kæmpe ildkugle i det dybe vintermørke. Kort efter blev han og en gruppe grønlandske hundeslædeførere de første til at nå nedstyrningsstedet. De ledte efter overlevende fra besætningen, og Jens blev dybt involveret i amerikanernes langstrakte oprydning efter flystyrtet. 

Da jeg besøgte ham i sommer, var Jens slemt mærket af en fremskreden kræft, men skarp og præcis; du kan høre ham i podcasten. I årene efter flystyrtet blev han en ledende kraft blandt de mange danske og grønlandske Thule-arbejdere, der frygtede, at de var blevet syge under oprydningen i Thule. 

B52 – fly af samme type som det nedstyrtede på Thulebasen 1968Flystyrtet er stadig vigtigt i dag, hvis vi vil forstå det fortsatte trekantsspil mellem USA, Grønland og Danmark. Da Jørgen Koch kommer til Thule, har en amerikansk general allerede taget kontrol over oprydningen; flere hundrede amerikanske specialtropper er i fuld gang på isen. Hvem vidste hvad? Hvor meget forblev hemmeligt? Får vi nogen sinde sandheden? Hvem bestemmer i Grønland? De grønlandske myndigheder bliver ikke informeret om noget som helst, og som du kan høre i podcasten får den lokale befolkning kun yderst nødtørftig råd og vejledning af de udsendte eksperter fra Danmark. Uanset, at flyet, som Tida Ravn, grønlandsk journalist, fortæller i podcasten, var styrtet ned midt i  de lokale spisekammer – netop hvor de var vant til at hente sæl, fugl, fisk og hval.  Den anden af de to podcast udkommer 7.10. Tak til Torben Brandt for at åbne døren til DRs herlige BAKSPEJLS-redaktion.

Onsdag 11. september hylede luftalarmerne i storbyen Murmansk på Kolahalvøen i det russiske Arktis for første gang siden Anden Verdenskrig. Et ukrainsk droneangreb på flybasen Olenya tæt på Murmansk illustrerede på dramatisk vis den stadig tættere sammenhæng mellem Arktis og Putins krig i Ukraine; et tilsvarende angreb ramte Olenya i sommer.

Grænserne på Kolahalvøen mellem Rusland, Norge og Finland. (Oleyna-basen, der ligger øst for Murmansk, er ikke på kortet).

Luftbasen i Olenya er hjemsted for mange af de tonstunge bombefly, Rusland sender på togter mod Ukraines borgere, elforsyning og boliger. Men denne gang var det altså ukrainske droner, der fik de 400.000 russere i Murmansk og omegn til at mærke krigen:

“Vi er alle rædselsslagne. Min mand siger, at vi skal løbe i bombely, hvis luftalarmen lyder”, sagde en russisk kvinde, der bor tæt på Olenya, til den norske nyhedstjeneste BarentsObserver efter det senest droneangreb. En anden kvindes opslag på de sociale medier havde samme tone:

“Nu er krigen også kommet til os. Der var to store eksplosioner over vores by i går. Væggene rystede, og alarmerne på bilerne i gården gik i gang”, skrev hun.

Dansk dilemma

I Oslo ramlede nyhederne direkte ind i en forsamling af godt 200 førende iagttagere af sikkerhedssituationen i Arktis.

Officerer, diplomater og forskere fra USA, Canada, Nato og de nordiske lande var samlet, og både Danmarks for tiden omstridte Arktis-ambassadør, Tobias Elling Rehfeld, og kongerigets ambassadør i Oslo, Louise Bang Jespersen, lyttede med.

Spændingen i Arktis har akut betydning for dansk politik, hvor forhandlerne bag det store forsvarsforlig i næste runde bl.a. skal tage stilling til fly, skibe og droner til Nordatlanten og Arktis for milliarder af kroner.

Nyheden om droneangreb på Olenya-basen som den så ud i Kyiv Post

“Det er et grundlæggende dilemma i dansk forsvarspolitik lige nu, at man skal balancere Østersøen og Arktis. Indtil videre har der været en Østersøen-først-logik, men Arktis er blevet et lige så vigtigt område for Danmark at være en god allieret i som Østersøen,” fortalte Kristian Søby Kristensen, leder Center for Militære Studier på Københavns Universitet, mig på konferencen.

“Natos styrkemål til Danmark vil ikke kun handle om en tung brigade til Baltikum, men også om Nordatlanten og Arktis,” sagde han.

USA og Nato har længe ønsket en mere effektiv dansk indsats i Arktis, men der skal både trædes hårdt og varsomt:
“Droneangrebene på Kola-halvøen viser netop, hvor spændt situationen er. Man skal fra USA’s og Natos og dansk side være virkelig påpasselige, så forsøget på at skabe stabilitet og afskrækkelse i Arktis ikke får den modsatte effekt, fordi den provokerer russerne,” sagde Kristian Søby Kristensen.
 

Angst i Norge og Finland

Efter droneangrebet på Murmansk frygter vicestabschef Sami Nurmi fra det finske forsvar, at Rusland vil beskylde sine naboer for at hjælpe ukrainerne:

“Jeg venter bare på den dag, hvor Rusland beskylder Finland, Estland eller måske Norge for at understøtte disse UAV-operationer (droneangreb, red.). Jeg tror ikke, at vi skal langt ind i fremtiden, før det sker“, sagde han i Oslo.

Uofficielle stemmer i Rusland har allerede beskyldt Norge for medansvar på droneangrebet i sidste uge, og der er næppe tvivl om, at både Norge og USA kunne bistå, hvis de ville — eksempelvis ved at give Ukraine efterretninger til udpegning af de rette militære mål på Kolahalvøen.

Fra efterretningsstationer i Nordnorge få kilometer fra grænsen til Rusland overvåger USA og det norske forsvar Kolahalvøen i døgndrift, men på konferencen i Oslo afviste operationschef i det norske forsvar, Gjert Lage Dyndal, kategorisk, at Norge skulle have bistået Ukraines droneangreb.

Arktiske atomvåben

For USA handler Arktis ikke mindst om Ruslands atomvåben. Over halvdelen af Putins atomarsenal styres fra baserne på Kolahalvøen, hvor Ruslands berygtede atomubåde også bor.

 “Vi bor midt i et nukleart stand-off”, som Dyndal, den norske operationschef, sagde.

Atomvåbnene på Kolahalvøen er afgørende for Ruslands atombalance med USA. Den korteste rute for et atommissil fra Rusland til USA går fra Kolahalvøen over Nordatlanten og Grønland. Eller fra en ubåd tættere på USA.

Mike Sfraga, der leder USA’s magtfulde Arctic Research Commission, forklarede under en pause i Oslo, hvordan krigen i Ukraine har skærpet USA’s fokus på atomarsenalet:

“Vi ved, at Rusland har kapacitet til atom-gengældelsesangreb, og vi har lige nu et forstærket behov for at forstå, hvad det betyder, nu hvor der er en landkrig i Europa, og hvor Nato er udvidet (med Sverige og Finland, red.). Vi skal forstå, hvad det betyder for den måde, vi må forberede os selv og vores allierede på,” sagde han.

Rusland har særlige grunde til huse sine atomvåben i Arktis, forklarede han: “Her er adgang til havene, og så bliver afstandene (til USA, red.) mindre, når du bruger Arktis til affyring, uanset hvilket våben der er tale om.

Ruslands konventionelle styrker er svækket efter ti års kampe i Ukraine, men Sfraga advarede mod fejlfortolkninger.

Atomarsenalet i Arktis er fuldt intakt. “Rusland har stadig meget potente våbensystemer,” sagde han.

Skulle nogen være i tvivl, offentliggjorde det russiske forsvar i weekenden en video  fra en igangværende militærøvelse på Kolahalvøen. Her affyres flere supersoniske missiler mindre end 80 km fra grænsen til Norge. 

Rusland og Kina i parløb

Dertil skal lægges Kinas voksende rolle i Arktis. Kinas indmarch i Arktis bekymrer USA og de nordiske lande langt mere end tidligere.

En af Norges mest erfarne Ruslands-forskere, seniorforsker Arild Moe fra Fridtjof Nansen-instituttet i Oslo, fortalte, at den ny alliance mellem Rusland og Kina i Arktis muligvis har medført, at Rusland ikke længere har samme interesse i fred og stabilitet som før.

“Krigen i Ukraine har forhindret Ruslands samarbejde med vestlige selskaber og investorer. Rusland har i stedet vendt sig mod Asien, og Kina ventes at spille en stor rolle. Det er muligt, at Rusland nu ser for sig, at de kan finde de nødvendige investeringer og adgang til verdensmarkederne uden samme niveau af stabilitet i Arktis som hidtil,” sagde Moe.

Forskerne har ellers længe hævdet, at Rusland altid ville forhindre ufred i Arktis, for ikke at lægge hindringer for sin egen eksport af olie, gas og mineraler fra Arktis. Men nu er tilstrømningen af vestlig teknologi og kapital ophørt, og USA og EU forsøger at undergrave den russiske olie og gas med sanktioner. Derfor er Kina blevet Ruslands nye partner. Kina leverer de afgørende turbiner, slæbeskibe, teknologi, knowhow og kapital, så Ruslands olie- og gaseksport kan fortsætte, og nu samarbejder Kina og Rusland også militært i Arktis.

I august 2023 øvede russiske og kinesiske flådeskibe sammen i Beringstrædet tæt på Alaska. I juli i år måtte USA’s og Canadas luftvåben afvise to russiske og to kinesiske bombefly, der blev eskorteret af russiske jagerfly, i luften nord for Alaska.

Det var første gang, at Kina og Rusland militære styrker arbejdede sammen på denne facon, og USA tager episoden dybt alvorligt. Som Iris Ferguson, assisterende viceminister i USA’s forsvarsministerium, sagde i Oslo:

“Det er et signal om, hvor dyb deres alliance er. Vi ved, at det tager mange år at opbygge den slags samarbejde. Man møder ikke bare op på en tilfældig flyveplads i Rusland og tager af sted sammen.”

Denne artikel er let revideret fra den første version, der blev bragt på Altinget/Arktis i Danmark den 17. september 2024 og på Altinget i Norge den 18. september. Fridtjof Nansens Institut i Norge betalte min billet og ophold i Oslo.