>
Søg efter dato

november 2020

blog

This is why a controversial language requirement sparks division in Greenland

november 13, 2020 • Af

Few subjects are more sensitive in Greenland than the question of language, but a few days ago Greenland’s premier cut straight to the bone.

Writing in Greenland’s main political newspaper Sermitsiaq, Kim Kielsen, head of Naalakkersuisut, Greenland’s Self-Rule Authority, suggested that all new public employees who do not speak the local language must henceforth take language courses and pass exams at a certain pace or lose their job. Read my lips: Learn the language or get out.

Kim Kielsen speaking at meeting with Nordic prime minister, 2019. Copyright: Norden.no

The suggestion came on the heels of a separate suggestion by Siumut, Kielsen’s party, to reserve the right to vote in Greenland to people who have lived there for two years or more. As it is, Danes and people from the Faroe Islands, the third part of the Danish Kingdom, who have lived in Greenland for just six months may vote in local elections, but Siumut wanted to restrict this. This suggestion was soon scrapped since it seemed to violate basic rights, but it helped paint a pattern.

Together the two suggestions underscore how some among Greenland’s governing circles seek further and faster decolonization. They also illustrate, at least to my reckoning, how appeals to those who wish for greater distancing from the old colonial power Denmark are still considered supreme as means to garner political support in Greenland: Later this month Kim Kielsen is up for re-election as chairman of Siumut, Greenland’s main governing party.

‘Nationalistic suggestions’?

More interesting, however, is how Kielsen’s suggestion is likely to meet both controversy and support in Greenland. To some critics, his move will seem offensively focused on ethnicity and based on yesteryear’s perception that Denmark is the source of most evil in Greenland. These critics will find the language requirement likely to scare sorely needed foreigners from seeking a job in Greenland’s public sector.

Aaja Chemnitz, a member of the Danish Parliament for Inuit Ataqatigiit, the main opposition party in Greenland, aired her distaste for the proposal, also in Sermitsiaq: “These are nationalistic suggestions that focus on who are Greenlandic and who are not. Who may vote at the elections and who may not. It is a sad tendency, where you exclude people because of their ethnicity instead of assessing with which skills they contribute to society. This is worrying. The number of people in Greenland is not growing and there is no doubt that the political signals now sent from Greenland are noted by those who might otherwise consider moving there,” she said.

Chemnitz may possibly be thinking here not only of foreigners but also of the many young Greenlanders who study abroad. They are badly needed back home, and much effort is put on luring them home after their education. At least some of those outlooking youths may find it hard to match their desire to see Greenland fully engaged with the international community with the seemingly nationalist tendencies the critics find embedded in Kielsen’s suggestion. In Greenland, as elsewhere, the national language is deeply cherished, widely recognized as key to the nation’s pride and identity, but any suggestions that it should be used as a means to exclude those who do not master it are instantly divisive.

Some locals will probably be wary that Kielsen’s plan will fuel further ostracizing of Greenlanders who speak Danish better than Greenlandic, or only Danish. Members of this sizeable group have previously complained of exclusion and discrimination. Introducing his plan in Sermitsiaq, Kielsen wrote of this group as victims who have had their language taken away from them during colonial times by ill-informed parents, and how their inability to speak Greenlandic “is driving a wedge through society.”

He suggested that by making language learning tools freely and widely available, “this group will have better options for winning back their lost language, so that together we may heal one of the wounds from the colonial time.” Not all included are likely to appreciate such categorizing.

More foreigners

Kielsen introduced his plan as a means to handle in particular an expected increase in the number of foreigners in Greenland. In particular, the ongoing construction of two large new airports and the prospect of more mining operations make it inevitable that more foreigners will come to work in Greenland. Kielsen suggested that free language courses should be available online for all preparing to move to Greenland.

My guess is that only a few of his compatriots will object to this part of Kielsen’s plan. Rather, it is his suggestion that language training and proven progress should be obligatory for all future public servants that will provoke controversy.

To understand the background, I asked for scholarly interpretation: “In principle, I think it sounds reasonable to make certain requirements,” says Arnaq Grove, an associate professor with the Institute of Language, Culture and History at Ilisimatusarfik, the University in Nuuk. She recognizes fully the potential biases, but she also points to periods in Greenland’s colonial past, where a pragmatic approach to nationalism and the restoration of Greenlandic culture and customs in her view became a means to build bridges, not to divide:“I think one should take an interest in the language of the place one chooses to live and in the culture behind it,” she tells me on the phone from Nuuk.

Who will teach?

In 2009, with the latest revision of Danish-Greenlandic relations, Greenlandic became by law the only official language in Greenland. In 2010, to follow up on this pivotal change, legislation in Greenland stipulated that room must also be made for both Danish and English in the educational system and in public life. Grove strongly recommends more strategic efforts to educate the necessary number of skilled language trainers and scholars, also to safeguard the continued development of Greenlandic that might otherwise get squeezed between the two foreign languages. As it is, Grove tells me, many foreign terms are not fully integrated into Greenlandic and the teaching of proper Greenlandic suffers.

In the short term, she foresees practical problems if Kielsen’s plan is to be implemented fast, since language teachers are scarce, but requirements that newcomers pick up some local language are not alien to her. She is presently helping to develop related requirements for future staff at the university.

Some supporters will find Kielsen’s suggestion only logical and long overdue. In the 18th century, when Denmark’s colonization of Greenland took speed, Danish became the all-pervasive language of influence, learning and power in Greenland, even if most still did not speak it.

Premier Kim Kielsen addresses the opening of the autumn 2017 session of Inatsisartut. (Inatsisartut)

Today, Danish is still widely used — too widely for some — in Inatsisartut, the parliament, in governmental departments in Nuuk, in the municipal administrations, in all institutions of higher learning, in the health sector where most doctors are still Danish, in the publicly owned companies and so forth.

Add to this that about 50 percent of the 57,000 people who live in Greenland do not speak Danish or speak it only rudimentarily and you will understand why the question of language has been key and center to public discourse on identity, power and discrimination in Greenland for generations.

“Greenlandic is our official language, but all public communication is still translated from Danish,” Grove tells me. She grew up in one of Greenland’s small and scattered villages; the overwhelming majority in these settlements do not speak Danish, nor other foreign languages. Studies made by Grove’s students document that many Greenlanders, even many with bilingual skills, need or ask for a translator when confronted with the many Danish doctors in Greenland; it is when one is most vulnerable that communication is most sensitive.

“Those of us who are educated sometimes forget how things are, but yes I do think quite a lot of people are in fact angry, or at least resigned to what they see as the inevitable,” Grove says.

Lack of skilled hands

To me, as an outsider who does not speak the language but visits as often as possible, the inherent dilemmas are all too familiar. In the main towns, it is relatively easy to get by without Greenlandic. Most educated Greenlanders speak Danish or English. In the larger centers, Danes are so numerous they form their own separate communities, involuntarily distanced from the rest of society by their inability to speak the language; an inability that often goes hand in hand with higher-than-average incomes, nicer houses and other privileges.

The continuation of this conundrum is due mostly to a dire lack of sufficiently educated, Greenlandic speaking administrators, economists, lawyers and other professionals. This lack of Greenlandic speaking educated personnel necessitates a constant import of labor — mostly from Denmark — which is expensive and often frustratingly inefficient. After a year or two most of the imports take off again, leaving the more permanent staff with yet another problem and little to add to institutional memory; the dilemma is well known particularly in healthcare and much present in these days of the corona-pandemic. Kielsen’s suggestion addresses a widely recognized, long standing problem.

No easy solutions are at hand of course; most point to the educational system for betterment, but improvement will not come fast. Some critics, frustrated by the lack of progress, accuse the political milieu in Nuuk of being too mentally immersed in the old colonial ways to look for faster ways out. These critics will probably find Kielsen’s suggestion reasonable, perhaps even elegant ,as it seems to offer measurable progress without hurting those already employed in the public sector and a relatively lenient way out for future public servants without Greenlandic: take a free language course.

Introducing his plan, Kielsen argued that it would help save much needed resources. Translating puts a significant burden on the public administration, especially since all key documents must be available in Greenlandic, the official language. Finally, he hinted at continued threats to Greenlandic as the national language:

“Over the next two decades our country will once again change dramatically, but how it will look in 2040 depends very much on the political decisions we make. This is why it is crucial that we make sure that Greenlandic continues to be the language we all have in common,” he wrote.

This text initially appeared on ArcticToday.com 12. November 2020


Uncategorized

Ny Thule-aftale udvider Grønlands udenrigspolitiske råderum

november 4, 2020 • Af

Den nye aftale om Thule-basen mellem Nuuk og Washington er skelsættende og ikke kun på grund af de mange penge, vi hørte om i første omgang.

Striden om servicering af Thule-basen har været genstand for bitre retssager i USA og seks års seje forhandlinger mellem Nuuk, København og Washington. Den fandt sin
løsning onsdag i sidste uge efter et videomøde mellem USAs nationale sikkerhedsrådgiver Robert C. O’Brien, Jeppe Kofod og Kim Kielsen.

Udklip fra Sermitsiaq.ag: Steen Lynge, Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender mener at Thule-aftalen giver Grønland større handlemuligeheder overfor udlandet

Grønland sikres nu igen store millionbeløb for serviceringen af Thule-basen. Basen dækker et område større end Bornholm, og Grønland vil fra 2024 efter alt at dømme igen tjene gode penge på serviceringen af basens grusveje, kantiner, sundhedsvæsen, sportsfaciliteter osv. Det er en triumf for Grønland og for det danske og grønlandske diplomati, der har kæmpet med Pentagon og US State Department, men det er ikke pointen her.

I politisk forstand er det centrale, at Nuuk med Thule-aftalen oplever at have fået langt større albuerum til at indgå aftaler med fremmede magter på egen hånd.

“Grønland er ikke dansk, Grønland er grønlandsk,” sagde Mette Frederiksen, da Trump ville købe Grønland, og Thule-aftalen afspejler, hvordan den indstilling nu gradvist får konkret betydning. Hovedaftalen fra sidste uge bærer kun to underskrifter: Kim Kielsen, formanden for Naalakkersuisut, Grønlands landsstyre, og Carla Sands, USA’s ambassadør i Danmark. Ikke Mette Frederiksens, ikke Jeppe Kofods, ikke Danmarks arktiske ambassadørs.

Hovedaftalen bærer kun to signaturer, præcis som aftalen om en amerikansk såkaldt hjælpepakke til Grønland til en værdi af 12 millioner dollars, der blev offentliggjort i april. Det var den første diplomatiske aftale indgået direkte mellem Washington og Grønland uden direkte medvirken fra København — selvom Udenrigsministeriet var informeret undervejs.

Hjælpepakken fulgte Trumps købstilbud og genåbningen af det amerikanske konsulat i Nuuk, og en række politikere på Christiansborg – Søren Espersen (DF), Rasmus Jarlov (K), Michael Aastrup Jensen (V), Karsten Hønge (SF) — var oprørte. Som Aastrup Jensen siger i seneste udgave af tidsskriftet Udenrigs:

“Jeg er bange for, at der er en langsigtet plan fra Trumps side om at trække Grønland ud af rigsfællesskabets sikre havn. Ikke nødvendigvis ved at købe Grønland, men på andre måder, og det skal vi tage alvorligt. Jeg er nervøs ved, at stormagterne går ind og interesserer sig for den del af vores kongerige. Vi skal turde tale meget tydeligere her.”

Stærkere rige?
Omvendt mener man i Nuuk, at rigsfællesskabet netop bliver stærkere af denne type aftaler, hvor Grønland alene tegner sig som ansvarshavende. På nyhedsportalen Sermitsiaq.ag lød det i en overskrift i sidste uge, at “ny aftale udvider rigsfællesskabets rammer”. Det var en stramning, for der er ikke sket formel udvidelse af Nuuks beføjelser, men Steen Lynge, Naalakkersuisoq, landsstyremedlem for udenrigsanliggender, sagde til citat, at den nye aftale “skaber præcedens for, at Grønland mere frit kan indgå aftaler med andre lande på hjemtagne områder i fremtiden”.

“Det er vigtigt for den grønlandske befolkning, at vi har råderum inden for rigsfællesskabet, og at vi frit kan arbejde med hjemtagne områder,” tilføjede han.

Den danske politolog, postdoc Mark Jacobsen, der forsker i de amerikansk-grønlandske relationer på Scott Polar Institute ved Cambridge Universitet, tænkte i samme baner: “For regeringen i Danmark er aftalen ekstra værdifuld som håndgribeligt bevis på, at den også i udlandet repræsenterer og forfølger Grønlands interesser. Det kan forstærke båndene mellem Nuuk og København,” sagde han til nyhedsportalen highnorthnews.no.

Populært sagt kan man hævde, at Mette Frederiksens regering, uden at opfylde Grønlands ønske om øgede udenrigspolitiske beføjelser for alvor og dermed risikere en konflikt med Grundloven, nu tilfredsstiller Nuuk ved at møblere Grønlands eksisterende råderum på mere funktionel vis.

Det sker ikke uden besvær. Aftalen er et resultat af et parløb mellem diplomater fra København og Nuuk gennem seks års komplekse og krævende forhandlinger med State Department og Pentagon, herunder hårde armlægninger med talknuserne fra US Air Force Acquisition, det amerikanske flyvevåbens magtfulde materieltjeneste.

Fravær af en formel dansk underskrift på selve hovedaftalen fra sidste uge tolkes i Nuuk og til dels i København derfor som en videreudvikling af det dansk-grønlandske forhold; ikke som et tab af dansk indflydelse i Nordatlanten.

De centrale aktører i Grønland, herunder formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, oplever, at Mette Frederiksen, Jeppe Kofod og resten af regeringen i højere grad end tidligere regeringer kommer indhold i Grønlands formelle ret til selv at tage vare på forholdet til fremmede stater og internationale institutioner, så længe det drejer sig om ansvarsområder, som Grønland allerede har hjemtaget fra Danmark – eksempelvis handel, råstofferne, fiskeriet osv. Retten fremgår af Selvstyreloven fra 2009.

Skrider det?
På Christiansborg er der som nævnt frygt for, at det hele skal skride. At USA på subtil vis skal opnå utidig indflydelse i Grønland, eller at Grønland får overdraget så vide udenrigspolitiske beføjelser, at Kina, USA, EU eller andre får mulighed for at spille Nuuk og København ud mod hinanden, fordi det er uklart, hvem der reelt har magten.

Hertil vil regeringen givetvis i lukkede kredse diskret henvise til, at aftalekomplekset består af fire dokumenter, herunder en såkaldt verbalnote, der udgør aftalens inderste, konkrete kerne. Det er her, USA beskriver, hvordan man vil sikre, at Grønland i fremtiden får kontant udbytte af serviceringen af Thule-basen, så de seneste seks års sure stridigheder kan lægges på hylden og USA få fred til at udvikle sit militær i Grønland.

Verbalnoten er formuleret som et forslag fra den amerikanske regering, der er godkendt på kongerigets vegne med et stempel fra det danske udenrigsministerium og en underskrift fra en medarbejder samme sted. Verbalnoten har karakter af en politisk aftale mellem kongeriget Danmark, repræsenteret ved Udenrigsministeriet, og USA. Ikke mellem Grønland og USA.

Det er i verbalnoten, at guldet ligger: En stribe vitale tekniske krav til de fremtidige udbud af den amerikanske servicekontrakt på Thule-basen. Her sikres det blandt andet, at det firma, der får kontrakten, skal være hjemmehørende i Grønland, så alle selskabsskatter tilfalder Grønlands landskasse, og der vil være krav om et vist antal grønlandske medarbejdere, lærlinge osv. Diplomaterne har brugt mange, mange timer på disse detaljer — og de er altså nu indeholdt i en aftale indgået mellem kongerigets udenrigsministerium i København og USA. De grønlandske forhandlere har givetvis deltaget tæt i forhandlingerne også om verbalnoten; alt tyder på et meget tæt dansk-grønlandsk parløb, men den er altså formelt godkendt af Udenrigsministeriet.

Resten af aftalen, som alene er underskrevet af Grønland og USA, består af en serie vigtige, men indtil videre uudfyldte hensigtserklæringer om bedre kontakt mellem Thule-basen og de lokale borgere i Nordgrønland og om udvidet økonomisk samarbejde mellem USA og Grønland, herunder faste konsultationer i en såkaldt Økonomisk Politisk Dialog (Færøerne indgår tilsvarende aftale med USA i næste uge). USA stiller eksportkreditter i udsigt til virksomheder, der vil lave forretning i Grønland; unge frivillige fra det såkaldte Peace Corps skal undervise i engelsk i Grønland; flere grønlændere kan se frem til legater til studier i USA m.m.

Alt det er centralt for Grønland og underskrevet alene af Kim Kielsen og Carla Sands. Men med den lille verbalnote er det altså lidt mere speget.

På denne facon afbalancerer regeringen tilsyneladende to centrale hensyn: Grønland får det længe ønskede større råderum i forholdet til fremmede magter, og den danske regerings monopol på forsvars- og sikkerhedspolitikken forbliver uantastet.

Grønland er nok grønlandsk i regeringens optik, men regeringens politik er fortsat, at kongeriget kun kan have én sikkerhedspolitik, én forsvarspolitik; ikke to eller tre, uanset, hvor gerne Grønland og Færøerne vil tale for sig selv.

Teksten her redigeret fra originalen, der optrådte på Altinget/Arktis 4. nov. 2020