Mette Frederiksen vil forny forholdet til Grønland, hvis hun bliver statsminister. Hun vil ikke udelukke en opløsning af rigsfællesskabet.

Sådan lød det i Weekendavisen 23.3, da avisen bragte et forkortet uddrag af min bog ‘Hvis Grønland river sig løs – en rejse i kongerigets sprækker’, der udkommer 3. april.

Mette Frederiksens udtalelser affødte en del interesse. Altinget.dk placerede dem samme morgen øverst på sin oversigt over dagens vigtigste nyheder, og så forsøgte en del journalister at følge op. Berlingskes overskrift lød:

Mette Frederiksen åbner for grønlandsk selvstændighed

Mette Frederiksen sendte mediernes henvendelser videre til Socialdemokratiets grundlovsordfører Nick Hækkerup, der herefter blev citeret af Ritzaus Bureau:

»Vi ønsker bestemt ikke rigsfællesskabet opløst, men vi åbner op for, at der ad åre – altså ikke i dag eller i morgen – kan blive ændret for den ramme, som rigsfællesskabet udgør.« 

Mette Frederiksen besøgte Grønland for første gang i 2016 – her sammen med med Kim Kielsen, formand for Naalakkersuisut, som hun nu betragter som en nær ven. Foto Jens K. Andersen

Det er nye toner i rigsfællesskabet, sådan som det også fremgår af den lange version af interviewet med Mette Frederiksen i min bog. Men Mette Frederiksens budskab er komplekst, og der er indlysende risiko for hastige overfortolkninger. Som Nick Hækkerup så præcist formulerede det: Mette Frederiksen opfordrer bestemt ikke til opløsning af rigsfællesskabet her og nu eller i nær fremtid. Men hun forholder sig alligevel til det grønlandske ønske om selvstændighed på en måde, som ingen dansk toppolitiker før har gjort – og måske bliver hun statsminister. Det blvier spændende fremover at udforske, hvordan Socialdemokratiet vil forholde sig f.eks. til kommende forslag om at Danmark også bidrager til Grønlands økonomi, forsvar og sociale sammenhængskraft – efter en eventuel grønlandsk løsrivelse. 

Her følger artiklen, sådan som den stod i Weekendavisen 23.3:

Mette Frederiksen vil gerne være statsminister. Hun har varslet omlægning af udlændingepolitikken, men hun har ikke tidligere ladet forstå, at hun også lægger op til en helt ny tilgang til Danmarks forhold til Grønland. Som den første på politisk topniveau vil hun ikke udelukke, at rigsfællesskabet med Grønland måske må finde en ny form eller en afløser inden for overskuelig fremtid:

»Udgangspunktet er Grundloven og Selvstyreloven, men der er ikke noget statisk i politik, så præcis hvordan det skal se ud om ti eller tyve år, det kan jeg jo ikke lægge mig fast på nu,« siger hun.

»Jeg tror på tætte relationer og masser af dialog, og så må vi finde vores vej i det. Jeg forstår fuldstændig ønsket om en selvstændig nation.«

Det lyder måske ikke halsbrækkende, men som kandidat til rigets politiske toppost går tilsyneladende Mette Frederiksen langt. Som en af Danmarks førende Grønlandseksperter, lektor Ulrik Pram Gad, Aalborg Universitet siger til Weekendavisen: »Jeg har ikke hørt nogen toppolitiker sige sådan før. Det åbner potentielt for en større fleksibilitet i forhandlingerne mellem Danmark og Grønland, end vi har set før«.

Historikeren Uffe Østergaard, der længe har studeret rigsfællesskabets udvikling, deler Ulrik Pram Gads opfattelse: »Jeg har heller ikke hørt det sådan fra toppolitikere før. Det lyder klogt, for der er behov for en ny dialog med Grønland. Vi er nødt til at få brudt isen med Grønland, og hun forsøger jo at etablere et sted, hvor man kan føre dialogen. Hun siger reelt, at der ikke nødvendigvis skal være forhåndsbetingelser for dialogen om fremtiden. Måske vi undgår en situation som mellem Catalonien og Spanien.«

For at forstå, hvori de finere, nybrydende nuancer består, er det værd at gøre opmærksom på, at alle statsministre — også dem fra Mette Frederiksens eget parti — siden Hjemmestyrets indførelse i Grønland i 1979 nok har udtrykt respekt for de grønlandske visioner om mere selvstændighed. Men de har også alle uden slinger peget på rigsfællesskabet med indbygget dansk overhøjhed over Grønland som den stålramme om relationen, de selv sværgede til — også på den lange bane. Den danske uvillighed til at diskutere visionen om en fremtid uden for rammerne af Grønlands nuværende Selvstyre, har længe været en anstødssten i Grønland.

Selv blev jeg kun ved et tilfælde klar over Mette Frederiksens nye tilgang. Vi bumpede ind i hinanden ved formanden for Naalakkersuisut, det grønlandske landsstyre, Kim Kielsens nytårskur i København i januar 2017.

Seks måneder tidligere, i sommeren 2016, havde Mette Frederiksen sammen med sin kæreste for første gang været i Grønland. Mette Frederiksen skulle blandt andet tale ved et landsmøde i Siumut, Socialdemokratiets søsterparti, hvor hun lærte partiformanden Kim Kielsen og hans kone, Judithe Kielsen, rigtig godt at kende.

Under receptionen i København forklarede Kim Kielsen, at han selv går ind for Grønlands løsrivelse, men først når de økonomiske forhold er til det. Selv vil han blot »rydde stenene fra vejen« og i øvrigt overlade det til sine børn eller børnebørn at træffe beslutningen. Jeg spurgte, og Mette Frederiksen talte varmt om Grønlands trang til selvstændighed. Hun må have set mit ansigt gå i opløsning af forundring, så hun tilføjede: »Ja, jeg ved godt, at det ikke lige er det, de fleste på Christiansborg går rundt og siger, men sådan har jeg det altså.«

Det kunne ikke stå uudforsket. Hvis hun bakkede op om ønsket om uafhængighed, ville hun med ét blive den første danske toppolitiker, der åbent støttede tanken om at gøre 98 af rigets territorium til et selvstændigt land. Vi aftalte et interview.

Rejsen til Grønland

Først studerede jeg rejsen til Grønland i 2016, der var med til at forme hendes tanker. I Nuuk inviterede Sara Olsvig, formanden for oppositionspartiet Inuit Ataqatigiit, på sejltur, og Mette Frederiksens følgere på Facebook kunne se et foto af de to til søs og en kort tekst: »Sejler her sammen med Sara Olsvig fra den grønlandske opposition på fjorden ved Nuuk. Jeg betragter Grønland og Danmark som to ligeværdige lande i rigsfællesskabet. Og jeg forsøger at lytte til så mange som muligt, mens jeg er på besøg. Jeg er glad for IA’s store sociale fokus. Det er vigtigt og rigtigt.«

Sara Olsvig dannede få måneder senere sammen med Kim Kielsen en ny koalitionsregering i Nuuk. I regeringsgrundlagets første sætning udpeges hovedmålet: »Grønland er uigenkaldeligt på vej mod selvstændighed.« For Sara Olsvig er en massiv social indsats ikke bare nødvendig for befolkningens ve og vel, men en forudsætning for økonomisk vækst og Grønlands uafhængighed, og Mette Frederiksen lyttede opmærksomt.

I Sydgrønland talte hun på Siumuts landsmøde og dagen efter festmiddagen tog Kim Kielsen Mette Frederiksen og hendes kæreste med ud at sejle i Sydgrønlands underskønne fjordsystem. På Facebook delte Mette Frederiksen de grønne vidder og et solfyldt billede af hende selv og Kim Kielsen, hvor de to står ved siden af hinanden i det frodige landskab. Kim Kielsen smiler som en familiefar på sommerudflugt, og Mette Frederiksen læner sig tilbage med hans ene arm om skuldrene. Senere beskriver hun sit ny venskab for mig som et, »der kommer til at vare mange år, måske resten af vores liv«.

Det største tabu

Mette Frederiksen havde lyttet til den politiske opposition i Nuuk, hørt om de sociale problemer. Hun havde hørt, hvordan miner og vandkraft skaber håb midt i vanskelighederne. Hun havde mødt stærke politiske personligheder, og den vigtigste af dem var blevet en nær ven. Hun fokuserede ikke på sikkerhedspolitikken eller Grønlands sårbare økonomi. Blot to år forinden zoomede hendes forgænger, Helle Thorning-Schmidt, ellers direkte ind på pengene i en kronik i Berlingske: »Der er behov for at forbedre budgetterne med omkring en milliard kr. hvert år frem mod 2014 for at få balance mellem indtægter og udgifter. Omregner man til danske forhold, svarer det til over 100 milliarder kr. hvert år.«

Mette Frederiksens rejsefokus var ganske anderledes.

I april 2017 bliver det tid til det aftalte interview. Først siger hun som citeret øverst i denne artikel — og dernæst: »Når man er et folk, vil man gerne have sit eget flag, sit eget sprog og sin egen position i det internationale verdenssamfund. Det grønlandske ønske er en naturlig del af den relation, vi har i dag. Jeg ser det ikke som en konflikt mellem Grønland og Danmark, og i sidste ende er det kun den grønlandske befolkning, der kan træffe det endelige valg.«

Det er ikke en støtteerklæring til dem i Grønland, der ønsker at adskille rigsfællesskabet så hurtigt som muligt, men det samlede budskab er alligevel opsigtsvækkende. Mette Frederiksen udtrykker ikke et ønske om at få rigsfællesskabet opløst. Men hun afviser tilsyneladende ikke, at det måske ad åre kan vise sig at være formålstjenstligt at søge en afløser for den ramme, rigsfællesskabet udgør. Det centrale er, at hun ikke fastholder, at Danmark og Grønland nødvendigvis for altid bør forblive i det rigsfællesskab, der foreligger. Hun forstår selvstændighedstrangen i lyset af den nære historie: »Jeg mener, at det er en naturlig konsekvens af den udvikling, der har været over Hjemmestyre til Selvstyre, at der selvfølgelig er et ønske hos rigtigt mange grønlændere om at nå frem til en dag, hvor man kan opnå sin selvstændighed.«

Igen er det vigtigt at sætte disse udtalelser i perspektiv: Alle på Danmarks kommandobro, inklusive kongehuset, Statsministeriet, Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet og Finansministeriet fører hver eneste dag en politik, der sigter på bevarelse af rigsfællesskabet og dermed Danmarks permanente og ukrænkelige overhøjhed over Grønland og fuld kontrol over nøglefunktionerne også i Grønland: Højesteret, pengepolitikken, uddeling af statsborgerskab, sikkerheds- og udenrigspolitikken.

Det nye er, at Mette Frederiksen nu i stedet anbefaler en kurs, der er overordentlig tæt på den kurs, pragmatikerne i Grønland med Kim Kielsen i spidsen forfølger: Grønlands selvstændighed ligger et godt stykke ude i fremtiden, men bør ikke udelukkes som den måske mest konstruktive vej frem. Bliver hun statsminister, vil ingen i Grønland eller Danmark fremover kunne hævde, at de to rigsdele står urokkeligt mod hinanden, og embedsværket i Danmark må til at finde nye ideer, der passer til en ny politik.

Det er dog ikke alle, som i Mette Frederiksens udtalelser ser et paradigmeskift. Tidligere topembedsmand og chefredaktør Bo Lidegaard, der også er historiker med ekspertise i Grønland, og som gerne forsvarer rigsfællesskabet, læser Mette Frederiksens ord mere koldsindigt:

»Det ligger i hele tanken om selvstyret i Grønland, at Grønland kan hjemtage stadig flere administrative områder. Og skiftende regeringer har jo gjort klart, at takten bestemmer grønlænderne. Rigsfælleskabet har udviklet sig meget i de sidste årtier, og jeg tror, at Mette Frederiksen har ret i, at det vil det også gøre i de næste årtier. Men mon ikke, der også er et rigsfælleskab om tyve år?«

På hendes kontor spørger jeg hende, om hun kan se en ny-ordning med free association for sig, hvor Grønland formelt bliver selvstændigt, men samtidig bindes sammen med Danmark igen i en ny traktat om kongehus, forsvar, udenrigspolitik og så videre. Naalakkersuisut, Kim Kielsens landsstyre, har bedt Grønlands Forfatningskommission om en køreplan netop for sådan en ordning, men Mette Frederiksen vil ikke diskutere luftkasteller: »Jeg har ingen drejebog. Jeg vil nødig være definitiv på et område, der er så dynamisk. Den debat må vi tage den dag, Grønland ønsker at bevæge sig videre. Tænk på, hvor forskelligt alt så ud for bare 25 år siden.«

Meget kan ske på få år, og Mette Frederiksen er enig i den prioritering, Kim Kielsen præsenterede i 2016. De sociale problemer i Grønland må nødvendigvis stå forrest i køen, også i Mette Frederiksens: »Det var socialdemokratiske statsministre, der stod bag meget af den udvikling, der førte til det moderne Grønland efter Anden Verdenskrig. Det giver en særlig forpligtelse, som jeg vil bære med mig, hvis jeg skulle blive statsminister. Grønland vil blive vægtet højt. Jeg rejste tilbage til Danmark med et ønske om at styrke samarbejdet i rigsfællesskabet. Det skal fylde mere i Folketingets arbejde. Grønland står midt i store forandringer og meget store udfordringer. Grønland er voldsomt udfordret af sine strukturelle forhold, og det skal man altså derop for at fatte rækkevidden af.«

Mette Frederiksen når til sidst at lufte en løs ide. Hun overvejer, siger hun, om en fælles dansk-grønlandsk undersøgelse af de fejl, Danmark måtte have begået i Grønland, måske vil gøre nytte: »Det er noget lettere at etablere et ligeværdigt samarbejde Danmark og Grønland imellem, hvis begge parter vedkender sig, at der er begået fejl igennem tiden.«

Igen en kovending. Ideen om dansk-grønlandsk kulegravning af fortiden blev lanceret af Aleqa Hammond i 2014, men Helle Thornings-Schmidt afviste som statsminister tanken. Kun få akademikere og Weekendavisens lederskribent pippede, at det måske kunne være klogt at kaste lys over alt det, der blokerer for en åben snak om fremtiden. Grønland nedsatte derfor en kommission uden dansk medvirken. Mette Frederiksens løse tanke om et nyt, fælles projekt følger af rejsen i 2016, fortæller hun:

»Du skal jo ikke være mange timer i Grønland, før du finder ud af, at historien og også de mere dystre sider af den spiller en stor rolle for mange. Den fælles historie står lysende klart i det grønlandske samfund. Fraflytningen fra bygderne, den meget hastige modernisering, de grønlandske børn, der blev sendt til Danmark, frygten for racisme og alle de andre ting lægger man jo ikke uden for døren, når man diskuterer rigsfællesskabet i Grønland.«