En besk magtkamp brød ud i lys lue i Grønland mandag 24. april, da Grønlands skarpe udenrigs- og erhvervsminister, naalakkersuisoq Vittus Qujaukitsoq, trak sig i protest og varslede et forsøg på at overtage magten i regeringspartiet Siumut. Det overraskende træk blev affødt, da formanden for Naalakkersuisut Kim Kielsen ville beskære Vittus Qujaukitsoqs ministerpost, så han ikke længere havde ansvaret for Grønlands udenrigsanliggender, men bagved ligger en stadig dybere konflikt i toppen af Grønlands politiske liv om forholdet til Danmark og alt, hvad deraf følger. Hvor hårdt skal man presse på for øget indflydelse til Grønland og i sidste ende selvstændighed? Det handler om hvor megen vægt den daglige politiske ledelse skal lægge på det grønlandske sprog, opgøret med arven fra kolonitiden, hjemtagning af nye administrative områder fra Danmark, udvidelse af Grønlands udenrigspolitiske kompetencer, grønlandisering af centraladministrationen, slagsmålet med USA om Thulebasen, fremme af grønlandsk erhvervsliv m.m. Vittus Qujaukitsoq vil lige så lidt som Kim Kielsen sætte en fast dato på løsrivelsen fra Danmark; han erkender præcis som Kim Kielsen de udfordringer Grønland står overfor, men de tilhører hver sin fløj, når det gælder de daglige prioriteringer.
Formanden for Naalakkersuisut, det grønlandsk landsstyre, Kim Kielsen, har på det seneste argumenteret stadig mere indtrængende for en afdæmpet, langstrakt proces frem mod selvstændiggørelse og løsrivelse, mens andre i Grønland og hans eget parti finder kursen for tilbageholdende. Kim Kielsen har lagt vægt på at det tidligst bliver hans børn eller børnebørn, der får mulighed for at trække Grønland ud af rigsfællesskabet, og at en højnelse af uddannelsesniveauet og stærkt fokus på de mange sociale problemer i Grønland må prioriteres højest, mens Vittus Qujaukitsoq har anlagt en stadig skarpere tone over for Danmark, især når det gjaldt udvidelsen af Grønlands udenrigspolitiske kompetencer. I går pointerede han straks, at han vil deltage på Siumuts sommermøde til august og her forsøge at overtage Kim Kielsen lederskab af partiet. Siumuts stærke politiske veteran, formanden for Inatsisartut, det grønlandske parlamentet, Lars Emil Johansen, forklarede behændigt til de grønlandske journalister, at Vittus Qujaukitsoq i hans øjne er en “kvalificeret” kandidat og at en demokratisk intern kamp om formandsposten ikke skader partiet. Lars Emil Johansen, der ikke selv stiller op til formandsposten, har ikke lagt skjul på, at Kim Kielsen efter hans vurdering er en svag leder.
I den danske offentlighed har Vittus Qujaukitsoqs ildhu i sær været synlig i to sager, der involverer USA. I december 2016 krævede Qujaukitsoq i et interview med Politiken genforhandling af aftalekomplekset bag Thule Air Base; ét krav, der i Danmark har virket særligt umuligt midt i en Trump-tid. Qujaukitsoq krævede med store bogstaver “øget kompetence på udenrigsområdet, på forsvarsområdet, på militære spørgsmål. Det, vi har nu, er ikke tidssvarende.” Qujaukitsoq kaldte Danmark for “arrogant” og talte om “75 års opsparet frustration og afmagt”. Det blev det så grelt, at statsminister Lars Løkke Rasmussen appellerede til Kim Kielsen for at få gydt olie på vandene.
Allerede da argumenterede stærke kræfter i Siumut for en fyring, fordi Vittus Qujaukitsoqs udfald ikke var koordineret med Kim Kielsen eller resten af Selvstyret. Det er dog ikke tilstrækkelig forklaring på det aktuelle opgør. Kim Kielsen var langt hen ad vejen enig med Qujaukitsoqs kritik af det danske diplomati. De to var begge bekymrede over, at de måtte læse i avisen, hvad den danske regering mente – f.x. da Lars Løkke Rasmussen i forsommeren 2016 forhindrede et kinesisk firma i at købe Grønnedal, en nedlagt militærforlægning i Sydgrønland. Begge var også begge kritiske overfor Danmarks håndtering af den manglende oprydning efter de amerikanske baser i Grønland, og af tabet af den lukrative kontrakt på servicering af Thule-basen. Grønland har i årtier tjent millioner på levering af vand, strøm, rengøring m.v. til Thulebasen, men kontrakten gik i 2014 til et amerikansk firma. Danmark og Grønland er enige om, at USA her bryder med aftalegrundlaget for Thule-basen fra 1951, men det er ikke lykkedes at få USA’s forsvar til at give sig. Både Vittus Qujaukitsoq og Kim Kielsen har spekuleret over, om Danmark går hårdt nok til makronerne i Washington, eller om Danmark plejer andre interesser end Grønlands i disse sager.
Den interne strid i Nuuk gik ifølge Vittus Qujaukitsoq i hårdknude, da Kim Kielsen ville flytte Qujaukitsoq til et andet ansvarsområde forud for indledningen af det grønlandske parlaments forårssamling mandag. Han opfattede det som en desavouering og meddelte sin afgang på Facebook: ”Min tid som naalakkersuisoq (minister, red.) slutter i dag. Jeg træder tilbage” – plus en glad smiley. Smilet var givetvis falsk. Vittus Qujaukitsoq, der også er tidligere naalakkersuisoq for finanser, trivedes som minister for erhverv, arbejdsmarked, handel og udenrigsanliggender som en fisk i vandet. Det lykkedes ham ikke at blive folkevalgt ved Grønlands seneste valg, men han har siden været en landsstyrets mest effektive og leveringsdygtige medlemmer, evigt på farten fra Beijing til Alaska for at promovere Grønlands interesser og søge investorer til olie, gas, fisk, mineraler og turisme.
Den primære, daglige kontakt mellem Nuuk og København skal nu varetages af Qujaukitsoqs og Kielsens partifælle Suka K. Frederiksen, der ellers i forvejen havde hænderne fulde. Hun blev i november 2016 udnævnt som Grønlands første Selvstændighedsminister med ansvar for den forfatningskommission, der på tre til fem år skal skrive Grønlands egen forfatning. Processen anses i Grønland som et afgørende skridt mod løsrivelsen fra Danmark. Suka K. Frederiksen har ingen tidligere regeringserfaring, og ingen erfaring fra diplomatiet, men overtager altså nu hovedansvaret for Grønlands forbindelser til resten af verden, inklusive den daglige kontakt til Danmark – herunder ønsket om nye forhandlinger om Thule-basen og det stærke grønlandske ønske om øget kontrol over egne udenrigsanliggender i øvrigt.
Udviklingen i Arktis og mellem Danmark, Grønland og Færøerne går rasende stærkt. Klimaforandringerne og nye fremtidsvisioner i alle tre dele af kongeriget udfordrer os og skaber et voldsomt behov for fornyet oplyst og demokratisk samtale. Jeg har i snart ti år forsøgt at bidrage til denne debat med mine bøger, med foredrag, artikler, events, tv-udsendelser og som moderator på et stort antal konferencer og seminarer om Arktis.
