Martin Breum

Grønland fik overraskende torsdag en ny samlingsregering, der afløser flere års bitre kampe mellem de to hovedfløje i Grønlands politiske liv, og som sætter et markant fokus på ønsket om løsrivelse fra Danmark.

De tre partier i den nye Selvstyrekoalition er på afgørende punkter uenige, men har fundet sammen om de økonomiske og sociale problemer i Grønland: ”I erkendelse af det grønlandske samfunds generelle situation er parterne enige om at skabe større stabilitet…samt at skabe øget lighed i samfundet og stabile rammer for udviklingen af de politiske løsninger”, hedder det i koalitionsaftalen.

I Danmark vil mange bide mærke i det stærke fokus på ønsket om uafhængighed. Den nye Selvstyreregering skriver i første linje i sit regeringsgrundlag, at ”Grønland er uigenkaldeligt på vej mod selvstændighed, og denne proces kræver ikke bare stabilitet men national samling.” Samtidig gøres arbejdet for selvstændighed nu for første gang formelt til en arbejdsopgave for centraladministrationen i Nuuk i et nyt Department for Selvstændighed, Miljø og Natur samt Landbrug.

Der sættes også turbo på arbejdet med en ny grønlandsk grundlov: ”Parterne er enige om at fremføre forslag til en ny forfatning ved udgangen af denne valgperiode”. Det kunne lyde som om koalitionen vil fremlægge et fikst og færdigt forslag til ny grønlandsk grundlov om bare to år, men ambitionen gælder alene et noget mindre projekt. Direkte adspurgt dagen efter den ny koalitions fødsel præciserer Sara Olsvig, formand Inuit Ataqatigiit og nu ansvarlig for justits- og socialvæsen i Naalakkersuisut: ”Vi vil inden udløbet af valgperioden i 2018 have et grundlæggende skelet for vores fremtidige forfatning”.

Tanken om en grønlandsk grundlov, der definerer præcist, på hvilket værdigrundlag, en grønlandsk nation skal hvile på, har været debatteret i Nuuk længe, og nu skal processen altså for alvor sættes i gang. En tilsvarende proces på Færøerne har ført til hårde sammenstød med København: Det har vist sig overordentligt vanskeligt at skrive en lokal grundlov af reel betydning uden at komme i strid med den magtdeling i det danske kongerige, der fremgår af den danske grundlov.

Den tidligere leder af Naalakkersuisut, Aleqa Hammond, satte i 2014 en deadline for Grønlands løsrivelse fra Danmark: ”I min levetid”, som hun sagde. Den nye koalition arbejder ikke med nogen fast tidshorisont for løsrivelse. Den ny koalition vil alene benytte sig muligheden for at hjemtage flere opgaver fra København skridt for skridt, når pengene er til det, sådan som Selvstyreloven fra 2009 åbner for. Den ny koalition planlægger f.eks. inden udgangen af 2018 at overtage udlændingepolitikken – herunder kontrol med al indvandring, visumudstedelse osv. – i det omfang, den gælder for Grønland.

Samtidig lægges der også op til øget samarbejde med København. Den ny koalition vil bl.a.  foreslå den danske regering, at der oprettes en fælles dansk-grønlandsk udviklingsfond, der skal skaffe investeringer til ny infrastruktur m.v. i Grønland. Den danske regering har ikke tidligere vist nævneværdig interesse for at forpligte sig i en sådan fond, men nu får den altså for første gang en konkret opfordring fra Grønland.

Magtdelingen i det nye Naalakkersuisut er nøje kalibreret. Siumut, det store regeringsparti fra den tidligere koalition, beholder fem regeringsposter, herunder posten som formand for Naalakkersuisut, der fortsat vil være besat af Siumuts formand, Kim Kielsen. Kielsens partifælle, Vittus Qujaukitsoq, fortsætter som ansvarlig for handel og udenrigsanliggende og dermed som Grønlands chefforhandler bl.a.  overfor USA i de aktuelle forhandlinger om Thule Air Base og de indtægter, Grønland kræver herfra.

Inuit Ataqatigiit, som hidtil har været i skarp opposition, får fire regeringsposter. Partileder Sara Olsvig får som nævnt ansvaret for justits- og socialvæsenet, mens næstformanden Aqqaluaq Egede får ansvaret for Grønlands finanser. Kim Kielsen får med andre ord IA’s stærkeste topfolk meget tæt ind på livet.

Det tredje ben i koalitionen, Partii Naleraq, får det vigtige ansvar for fiskeri- og fangstpolitik i Grønland, der placeres hos partiformand, tidligere Selvstyreformand, Hans Enoksen – også en politiker, der er kendt for at kæmpe hårdt for sine mærkesager.

Samarbejdet er kun muligt, fordi de tre parter har sparket striden om Grønlands uran til hjørne. Sara Olsvig og hendes parti er lodret imod uranudvinding, mens Siumut gerne ser uranminer, hvis uranen kan udvindes under forsvarlige miljøforhold. Uranstriden har i tre år splittet Grønland i to og ført til usædvanligt brutale, politiske slagsmål – også udenfor parlamentet i Nuuk. Striden er fortsat uforløst. I koalitionsaftalen står blot, at parterne udskyder yderligere slagsmål, indtil et af de udenlandske mineselskaber rent faktisk ansøger om tilladelse til at udvinde uran. Her ligger en uenighed, der potentielt kan betyde en hurtig afslutning på koalitionens liv: Selskabet Greenland Minerals and Energy har f.eks. varslet en ansøgning om tilladelse om udvinding af uran i Sydgrønland allerede til nytår.

Julie Rademacher, tidligere spindoktor for daværende landsstyreformand Aleqa Hammond, fangede torsdag kompleksiteten i en kommentar på avisen Sermitsiaqs hjemmeside: ”Det bliver en koalition, der får det svært omkring uran. Det bliver en koalition med mange muligheder for at skabe nødvendige reformer og sammenhæng. Det bliver en koalition, hvor alle tre ledere gerne vil dominere, måske særligt de to, der ikke sidder øverst.”

Et kompromis er nået om USA’s base i Thule i Nordvestgrønland. Sara Olsvig fra IA har tidligere argumenteret for en reel genforhandling af Forsvarsaftalen med USA fra 1951, der udgør hele grundlaget for USA’s militære tilstedeværelse i Grønland. Et sådant forslag ville med sikkerhed føre til stærk uenighed med både København og Washington, og koalitionsaftalen taler nu kun om en ”ny forhandlingsrunde” om USA’s aktuelle forvaltning af baseområdet og dermed Grønlands økonomiske udbytte af basen.

Den kontroversielle Forsoningskommission, der blev nedsat i Aleqa Hammonds regeringstid til kulegravning af Grønlands kolonitid, og som ikke mindst ophidsede mange i Danmark, nævnes ikke i koalitionsaftalen. Der er derfor næppe udsigt til forlængelse af kommissionens bevillinger, der udløber i 2017, eller til større fokus på kommissionens resultater.

Forslaget om at gøre engelsk til første fremmedsprog i den grønlandske folkeskole i stedet for dansk nævnes heller ikke i den ny koalitionsaftale. Tanken blev effektivt markedsført af den nu forhenværende ansvarlige for den grønlandske folkeskole, Nivi Olsen, men ideen kan i dag tilsyneladende betragtes som skrinlagt.

Dette blogindlæg optrådte i forkortet udgave i Information 29.10 2016

Det var næsten som om, kredsen af arktiske nationer var ved at få et nyt medlem. Efter Brexit søger Skotlands førsteminister Nicola Sturgeon nye alliancer. I sidste weekend fortalte hun godt 2000 beslutningstagere forsamlet i Island, at ”den nordligste del af Skotland er tættere på Polarcirklen end på London. Vi er en nation, der er stolt af sine nordiske forbindelser”. Hun charmerede sit publikum på en Arctic Circle-konference med referencer til Skotlands vikinge-fortid, mens hun forsikrede, at Skotland vil forstærke sin alliancer i Nordatlanten: ”Vores venskab og partnerskab med landene omkring os betyder meget for os. Vi vil ikke lade Brexit skade disse relationer.”

Sammen med udsendinge fra bl.a. Frankrig, Schweiz og Kina illustrerede Sturgeon, hvordan nye mønstre og alliancer øger dynamikken i Arktis, hvor klimaforandringerne for længst har sat turbo på omvæltningerne. Udfordringerne vokser, også for det danske rigsfællesskab.

Diplomater blandt konferencedeltagerne bemærkede, hvordan Kinas udsendte nu ikke bare taler om Kina som en near-Arctic stat, men som en sub-Arctic stat; dvs. en nation, der geografisk er knyttet til Arktis og som derfor bør inddrages endnu tættere i beslutninger i Arktis. Ding Nong, vicepræsident for Kinas store statslige rederi COSCO mindede om, at COSCO i år har sent fem vældige fragtskibe nord om Rusland til Europa ad Nordøstpassagen, mens guvernøren for Yamal-provinsen i Nordrusland, Dmitry Gobylkin, beskrev et gas- og olieeventyr, der har gjort Yamal til et knudepunkt i energiforsyningen til både Kina og EU.

FN’s generalsekretær Ban Ki-moon mindede i en stærkt personlig tale om den hast, hvormed klimaforandringerne udvikler sig især i Arktis. Han beskrev Arktis som ”et sted, hvor vi ser både lovende muligheder og farer på samme tid”. Han advarede mod at overlade klima-kampen til politikerne: ”Don’t leave it to governments”, sagde han.   

Dybe forandringer i det danske rigsfællesskab blev også markeret. Kuno Fencker, formand for bestyrelsen i det grønlandske fragtselskab, Royal Arctic Line (RAL), forklarede, hvordan RAL nu indkøber fragtskibe og lægger fragtruter sammen med det islandske fragtselskab Eimskib. RAL, der ejes af Naalakkersuisut, det grønlandske Selvstyre, er ved at bryde et fragtmønster helt tilbage fra Den Kongelige Grønlandske Handels monopol i Grønland. Næsten al fragt til og fra Grønland går stadig via Danmark; i de seneste 45 år via den såkaldte Grønlandshavn i Ålborg. Som Kuno Fleischer forklarede Information: ”Når vi importerer tøj fra EU, vil der ofte være 17 procent EU-told på, fordi vi ikke er medlemmer af EU. Hvis vi kan få de samme varer billigere andre steder, er det da interessant”. Islandske Eimskib ser bl.a. mod havne i USA, men opgøret med Danmarks-monopolet vil ifølge Kuno Fleischer også øge Grønlands muligheder i Asien: ”Vores nye samarbejde kommer til at betyde, at leadtime – leveringstid – til Grønland for en eksportør fra Asien vil blive op til 21 dage kortere.” En gammel trosse til Danmark er ved at blive kappet.

Samtidig fornyer Færøerne sin rolle i det arktiske. Færøernes politiske leder, lagmand Aksel Johannesen, understregede fra scenen i Harpa, Reykjaviks glitrende koncerthus, hvordan Færøerne engagerer sig i komplekse internationale forhandlinger om fisk og havforvaltning i Arktis, nu hvor polarisen mindskes og søtrafikken tager til. Færøerne deltager f.eks. aktivt i forhandlinger om fremtidens fiskeri ved Nordpolen. De fem stater med kystlinje mod Det Arktiske Ocean – Rusland, USA, Norge, Canada og det danske rigsfællesskab – har aftalt at forhindre fiskeri længst mod nord, indtil forskerne har styr på, hvordan fisken reagerer på isens forsvinden, og nu skal Kina, Japan, Sydkorea, EU og Island tages i ed. Thorshavn lægger hus til næste forhandlingsrunde i november og muligvis navn til en ny, international aftale. Samtidig arbejdes der på en ny færøsk grundlov, som efter den foreløbige plan skal til folkeafstemning næste år. Aksel Johannesen, der i udlandet tituleres the prime minister of the Faeroe Islands, havde egen taletid på hovedscenen i Reykjavik, og han nævnte ikke Danmark eller rigsfællesskabet med ét ord. Som en færøsk embedsmand sagde: ”Det er rigtigt positivt. Tidligere ville færøske politikere bruge megen energi på at forklare alt det, Danmark ikke tillod os. Nu taler vi hellere om alt det, vi foretager os af egen drift”.

Sturgeon, Ban Ki-moon, Johannesen, Flencker og mange andre illustrerede, hvordan den danske regering må håndtere en række hastige forandringer, når den forfølger visionen om Danmark, Færøerne og Grønland som en arktisk stormagt. Visionen om kongeriget, der høster indflydelse, anerkendelse og nye forretningsveje ved at engagere sig langt mere aktivt i Arktis, blev sat på formel af Lars Løkke Rasmussens udenrigspolitiske rådgiver, Peter Taksøe-Jensen, i maj og den forvaltes nu bl.a. at rigets arktiske ambassadør, Hanne Fugl Eskjær, der også var i Reykjavik.

Samtidig kan man nu læse, hvordan kongeriget i kraft af Grønland nok fylder meget på landkortet, men på andre måder er den mindste af de arktiske småstater. Professor Rasmus Gjedssø Berthelsen fra Tromsø Universitet påviser i den kommende udgave af Tidsskrift for Søvæsen, hvordan den samlede befolkning i den arktiske del af Danmark (Grønland og Færøerne) er på bare 108.000 mennesker, og derfor mindre end befolkningen i de arktiske dele af samtlige andre arktiske stater – inklusive Nordfinland (666.000) de arktiske dele af Canada (113.000) og Alaska (738.000), russisk Arktis (1,9 mill.) og Island (332.000).

Den samlede økonomi i den danske del af Arktis (Færøerne og Grønland) er også mindre end økonomien i de arktiske dele af nogen anden arktisk stat. Der købes, sælges og investeres mere per hoved i Island, i Alaska, i det canadiske og russiske Arktis, i Nordfinland, Nordnorge osv. end i Grønland og Færøerne til sammen. Grønlands vældige udstrækning betyder samtidig, som det anføres, ”økonomiske og teknologiske udfordringer”.

Som Berthelsen skriver: ”Demografiske, geografiske og økonomiske nøgletal viser Kongeriget Danmarks arktiske dilemma ved demografisk og økonomisk at være en nordisk – også arktisk – småstat med en arktisk geografi som de øvrige arktiske stater med langt større demografiske og økonomiske ressourcer, USA, Rusland og selv Canada.”

Dette blogindlæg var optrykt i Information 13.10 2016 og i let udvidet udgave i Sermitsiaq samme dag.