Midt i krisen i Syrien, nye flygtninge i Danmark og kampen mod ISIS kræver Grønland og omegn stadig flere kræfter af det danske forsvar. Det har allerede vakt interesse, at Frømandskorpset, Jægerkorpset og en såkaldt Arktisk Beredskabsstyrke i disse dage for første gang gennemfører en militærøvelse i Grønland – Arctic Response, hedder den. Specialtropperne samarbejder med såkaldte Z-Teams, der kastes ud på isen fra store Hercules-fly i Østgrønland, mens andre træner i farvandet ud for Nuuk; her tegner forsvaret helt nye militære mønstre i Grønland. Og øvelsen finder sted helt uagtet, at Danmark, hele Europa, står midt i en flygtningekrise.
Arctic Response afspejler på den måde ganske præcist Danmarks voksende arktiske dilemma: Midt i flygtningedebatten i Europa, danske bombeflys deltagelse i ISIS-bekæmpelse i Irak og dansk militært engagement i Mali og Afghanistan presses forsvaret og nationens ressourcer stadig stærkere fra nord; netop som denne tekst er på vej i æteren ringer telefonen: Det er en af forsvarets enheder, der gerne vil bestille et oplæg om de udfordringer, nationen står overfor i Arktis.
Udfordringen i Arktis er selvsagt langt mindre dramatisk end Syrien, Afghanistan eller Mali, men den har én helt afgørende egenskab: Mens de danske indsatser mod syd alle er resultat af politiske valg, der kan gøres om, er indsatsen i Arktis en bunden opgave. I de varme lande deltager Danmark frivilligt. I luftrummet over Nordatlanten, Færøerne, Grønland og i de stadig mere isfrie, kolossale farvande ud for Grønland er der ingen vej udenom; her forpligter Danmarks historiske magtposition og suverænitet, her har den danske regering en lang række hastigt voksende opgaver foran sig, som ikke kan vælges fra. Og opgaverne er så store, krævende og dyre, at ingen hidtil har kunne overskue, hvordan det hele skal klares. Som Weekendavisen skriver på lederplads i denne uge: ”Interesser i Arktisk har alle kommende stormagter. Indien, Sydkorea og naturligvis Kina ønsker indflydelse, hvor danskere i dag patruljerer. Hvis vores interesser skal plejes, er vi nødt til at gøre det selv. Det gode spørgsmål er: Hvordan. ”
Det er derfor, Frømændene netop nu fryser, så læberne bliver blå; det er derfor, Arktisk Beredskabsstyrke har set dagens lys – og derfor, at islandske skibe, fly og mandskab netop nu er med til at træne ophivning af nødstedte fra gletsjerspalter i Østgrønland, oprettelse af en kæmpelejr til 190 mand på indlandsisen, indsætning af Z-teams og udkastning af læger med tandem-faldskærm, forureningsbekæmpelse i arktisk farvand m.v.
Specialstyrkernes deltagelse i Grønland er spektakulær, men den skelsættende nyskabelse skal ikke findes i dette indslag, men i den intense involvering af mandskab og ikke mindst materiel fra Island. Det danske forsvar har for længst erkendt, at de moderne udfordringer i Arktis er så mægtige, at Danmark ikke vil kunne klare ærterne alene – uanset, at forsvaret nu stykker folk og udstyr fra forskellige afdelinger sammen i en Arktisk Beredskabsstyrke.
Arctic Response afspejler en endnu ikke offentliggjort analyse af fremtiden i Arktis, som regeringen om få uger vil få præsenteret af en større analyse-enhed i forsvaret, der har arbejdet i næsten to år på sagen. Denne gruppe, der også har hentet input fra efterretningstjenesterne, vil anbefale, at Danmark i stedet for dyre indkøb af nyt materiel til brug i Grønland i stedet indgår et fast samarbejde med Island om leje især af Islands store kystvagtfartøj Thor og et mindre, men veludrustet overvågningsfly. Begge dele vil Island gerne leje ud, fordi Island ikke selv har råd til at bemande, sejle og flyve med dem året rundt – og mægtigheden af udfordringen i nord nødvendiggør det, forsvaret selv kalder ’husmandsagtige’ løsninger.
Island er også et muligt springbræt for fremtidigt samarbejde med det amerikanske forsvar i Arktis. Analysen fra den danske ekspertgruppe vil godt nok fortælle regeringen, at der ikke er overhængende fare for militære spændinger i Arktis. De klogeste hoveder i det danske forsvar mener fortsat, at Rusland også i årene frem med stor sandsynlighed vil have en stærk interesse i at bevare freden i Arktis, mens nye olie- og gaskilder og nye sejlruter og arktisk fiskeri udvikles til gavn for den russiske økonomi.
Men efter Ukraine er det umuligt at udelukke russisk kursændring. Hvis spændingerne mellem Øst- og Vest eskalerer i Ukraine, i Syrien eller andre steder, kan det i værste fald også betyde et nyt spændingsniveau i Arktis. Det danske forsvar indretter sig derfor nu på, at alle nye indkøb og samarbejdsmønstre skal kunne lægges om til andet end søredning, eftersøgning af nedfaldne fly og fiskerikontrol.
I det lys er Island også interessant: Som defencenews.com kunne berette forleden, har den amerikanske viceforsvarsminister Bob Work netop været på besøg på amerikanernes gamle militærbase i Keflavik uden for Reykjavik. Basen blev lukket ned i 2006, men er løbende blevet smurt og pudset af islændingene – til Bob Works store tilfredshed. Tusinder af amerikanske soldater holdt i årtier efter 2. verdenskrig basen i Keflavik flyvende, og nu er de på vej tilbage, ikke mindst fordi Ruslands interesse for det islandske luftrum i de seneste år har været i stadig vækst. Mulighederne for at udvide det dansk-islandske samarbejde i Arktis med amerikanske komponenter vil altså snart være lige ved hånden og langt mere relevante end Thule-basen på Grønland. Den er i dag en af USA’s vigtigste militære radar og satellitstationer, men ikke hjemsted for mange fly eller skibe.
Forsvarets arktiske eksperter vil ikke anbefale permanent udstationering af Frømænd eller andre specialenheder i Grønland. Hverken Jægerkorpset eller Den Arktiske Beredskabsstyrke vil figurere i gadebilledet i Nuuk eller Sisimiut – og ej heller patruljere med skarpe våben på de grønlandske fiskebanker. Eksperternes stærkeste anbefaling til Venstre-regeringen vil være en snarlig opgradering af forsvarets evne til at satellitovervåge det grønlandske luftrum og de grønlandske farvande – og en massiv opgradering af det mandskab, der løbende skal analysere og reagere på uønsket trafik i Arktis. Nogle vil skulle arbejde i Nuuk, andre i Danmark. Og det koster alt sammen ganske mange penge – uanset, at det ikke handler om skarpe våben.
I dag ved hverken Selvstyret i Nuuk, Arktisk Kommando eller regeringen i København, hvem der flyver i det grønlandske luftrum, og flådefartøjerne, der patruljerer i de grønlandske farvande har stærkt begrænset mulighed for at sende elektroniske billeder af det, de ser, videre til Arktisk Kommando i Nuuk eller Danmark. Arktisk Kommando råder ikke over satellitdata eller anden information, der giver noget præcist, opdateret billede af trafikken over Grønland. Det er med andre ord uvist i hvilket omfang, russiske fly interesserer sig for Grønland på samme måder, som de har interesseret sig for Island: Der er et stort informationshul i himlen.
Forsvarets Arktiske analyse vil derfor anbefale, at regeringen snarest bevilger penge til øget satellitkapacitet i Arktis og folk til at bruge den – også af hensyn til de voksende opgaver med at holde udkig efter ulovlige fiskefartøjer eller olieudslip og hidkalde redningsfartøjer i nødsituationer, hvor fiskerne, krydstogtturister eller andre i Grønland er i havsnød.
Arktisk Kommando, der på lange strækninger bakkes op af Selvstyret i Nuuk, har længe ønsket et mindre overvågningsfly i Grønland året rundt. Det er her, at det islandske fly, der er til leje, kommer ind i billedet; både flyet og Thor indgår i planerne for Arctic Response. Arktis kræver nye kræfter af det danske forsvar; der er ingen vej udenom, men forsvarets strateger læser også avis: Så længe Syrien og resten af Mellemøsten brænder, vil politikerne på Christiansborg favorisere billige svar på presset fra nord.
Denne tekst optrådte i revideret udgave som nyhedsanalyse i Information 22. september 2015.