Martin Breum

Lars Løkke Rasmussen har med sit ny regeringsgrundlag, offentliggjort i dag, anslået en ganske forsonlig og imødekommende tone overfor rigsfællerne på Færøerne og i Grønland – måske i et forsøg på at sikre sin mindretalsregering nemmere adgang til de fire nordatlantiske stemmer, måske i oprigtigt ønske om at udvikle rigsfællesskabet – eller begge dele.

Regeringsgrundlaget kommer på afgørende punkter både færinger og grønlændere i møde. Regeringen lægger eksempelvis op til en åben dialog om nye grundlove for både Færøerne og Grønland; især færingerne har travlt med at få formuleret og vedtaget en særskilt færøsk grundlov, og den ny regeringen slår nu fast, at en sådan snildt kan fremstilles, så længe den blot underordner sig den eksisterende, danske grundlov – og at regeringen gerne indgår i dialog om, hvordan dette bedst kan organiseres. Færingerne var allerede i 1990’erne ifærd med at skrue en færøsk grundlov sammen, men projektet er kuldsejlet flere gange på grund af dansk modstand – bl.a. under Lars Løkkes forrige regering.

I Grønland vil politikerne lægge mærke til, at den ny danske regering vil ‘opprioritere’ opdateringen af den lovgivning, der har særlig betydning for Grønland, og samtidig arbejde for at de dele af det grønlandske velfærdssamfund, der fortsat styres fra København opnår en standard som ‘svarer til standarden i Danmark’ (dog under hensyn til de særlige grønlandske forhold). Det er selvsagt gummiformuleringer, der kan bøjes og strækkes i det uendelige, men i Grønland vil det med rette blive opfattet som om, at Lars Løkkes regering har lyttet til den serie af klager over den danske forvaltning f.eks. af det grønlandske justitsvæsen, der er haglet ned i de seneste år. Her er ventetiderne ofte absurd lange, og ansvaret ligger entydigt i København – og der er andre sagskomplekser, der har plaget grønlænderne tilsvarende.

Den ny statsminister præsenterede allerede i forbindelse med  partilederrunden umiddelbart efter valget udvalgte politikere for den del af regeringsgrundlaget, der handler om Færøerne og Grønland. Her har modtagerne kunne konstatere, at der ikke står et ord om, hvordan grønlænderne og færingerne bør indrette deres nationer; Lars Løkkes regering fastholder tydeligvis på samme måde som Helle Thorning Schmidts, at øernes interne affærer ikke officielt bør gøres til genstand for dansk regeringspolitik. Lars Løkkes Rasmussens nye finansminister, Claus Hjort Frederiksen, har som sit partis grønlandsordfører i de seneste år ofte argumenteret skarpt for en øget liberalisering af det grønlandske erhvervsliv, der i vidt omfang er ejet og kontrolleret af Naalakkersuisut, den grønlandske regning, men det står der ikke noget om i regeringsgrundlaget.

.

Her står til gengæld sort på hvidt, at den danske regering fortsat anerkender både færingernes og grønlændernes hang til at slå både hvaler og sæler ihjel og spise dem; en besværgelse, der vil blive værdsat i både Nuuk og Thorshavn.

Af mere kontant art er løftet om, at al nødvendig lovgivning vil være på plads, før grønlænderne eventuelt vælger at udvinde uran i Grønland. Her risikerer regeringen at få travlt. Mineselskabet GME hævder, at det vil kunne lade sig gøre at udvinde uran i Sydgrønland inden for blot to-tre år, hvis politikerne i Nuuk vil, og der er et pænt stykke lovgivningsarbejde i Danmark igen, før den nødvendige danske lovgivning er på plads.

Endelig lover den nye regering en styrket indsats for de grønlændere i Danmark, der har det svært; her nævnes ingen tal eller tidsrammer – men en merregning kommer den ny regering næppe udenom med den formulering.

Alt i alt ligner regeringsgrundlagets afsnit om rigsfællesskabet et forsøg på at ramme netop de punkter i samarbejdet, der med sikkerhed vil stå højt på færingernes og grønlændernes dagsorden. Hermed illustrerer den ny regering en grad af forberedelse, der giver Lars Løkkes hold et noget bedre udgangspunkt for samarbejdet mod nord end Helle Thorning Schmidts hold havde: SR-regeringen løb ind i svære kvaler, da den skulle forholde sig til bl.a. Kinas interesser i Grønland, den grønlandske uran og det udenrigspolitiske samarbejde, fordi SR-regeringen havde forsømt at formulere en egentlig politik for udviklingen af rigsfællesskabet – og fordi den borgerlige regering under først Anders Fogh Rasmussen og siden Lars Løkke Rasmussen også havde forsømt at forberede nationen på de oplagte udfordringer.

Lars Løkke vil denne gang have både Aleqa Hammond, nyvalgt grønlandsk MF og skarp fortaler for uafhængighed og en nyvalgt færøsk republikaner at forholde sig til på Christiansborg. Til gengæld står han på et regeringsgrundlag, som ingen af dem for alvor vil kunne klage over.

Valgaftenen den 18. juni var ikke mange timer gammel, da enhver interesse for Grønland og Færøerne fordampede. I et par dage op til valget så det ud til at de fire nordatlantiske stemmer i Folketinget ville blive afgørende for, hvem der blev statsminister i Danmark, men sådan gik det ikke: Lars Løkke Rasmussen fik som bekendt et blåt flertal helt uafhængigt af øerne mod nord.

Til gengæld blev to af rigsfællesskabets skarpeste fortalere for øget uafhængighed til både Færøerne og Grønland valgt ind i Folketinget. Lars Løkke Rasmussen må som minister også for rigsfællesskabet se frem til nye opråb om større selvstændighed. Konfliktpotentialet er betydeligt: Det er velkendt, at Dansk Folkeparti, der står til massiv indflydelse på Lars Løkkes regeringsførelse, længe har været særdeles skeptisk især over for det siddende styre i Nuuk, den lunkne tilslutning til rigsfællesskabet og øboernes visioner om løsrivelse.

Blå blok har til gengæld forberedt sig bedre til den arktiske dagsorden, end Thorning-regeringen gjorde. Venstres strateg, Claus Hjorth-Frederiksen, har i de seneste år været sit partis Grønlandsordfører – en tjans, der før i tiden gerne blev overladt til partiernes juniorer. Claus Hjorth så tidligt i Thornings regeringstid, hvordan hun blev hårdt ramt, fordi hendes regering ikke havde svar på de svære spørgsmål i Arktis: Skal kineserne drive miner i Grønland? Hvad med Grønlands dårlige økonomi? Hvordan med Thulebasen?  Venstre ved i dag, at Arktis hører til den danske regerings kernestof.

Dansk Folkepartis udenrigspolitiske strateg, Søren Espersen, har også nøje fulgt grønlandsk politik: Han trak i protest Dansk Folkeparti ud af forhandlingerne om Grønlands selvstyre og indrykkede siden opfordringer til forsvar for rigsfællesskabet i den grønlandske presse.

På Færøerne blev formanden for Færøernes republikanske parti, Høgni Høydal, valgt til Folketinget – et klart signal fra de færøske vælger, omend Høgni Hoydal efterfølgende meddelte, at han ikke selv vil indtage pladsen i Folketinget men i stedet sender en stedfortræder, Magni Arge. Republikanerne kendes på Christiansborg især som ilter bannerførere for det flertal i det færøske lagting, der i 2000 indledte regulære forhandlinger med Poul Nyrup Rasmussens SR-regering i et forsøg på helt at løsrive Færøerne fra Danmark. Med Høgni Høydal som primus motor kastede Færøerne sig ud i formulering af en ny grundlov og med planlægning af den folkeafstemning, der skulle være kronen på værket, når løsrivelsen formelt var forhandlet på plads med Nyrup-regeringen i København.

Til Høgni Høydal dybe fortrydelse brød forhandlingerne dog hurtigt sammen: Poul Nyrup ville kun fortsætte bloktilskuddet til Færøerne i en overgang på fire år – og så brød flertallet på Færøerne sammen. Høgni Høydal har dog aldrig opgivet håbet. Hans parti vil nu i kraft af Magni Arge argumentere hårdt for færingernes ret til at skrive deres egen grundlov, til at repræsentere sig selv i udlandet og forberede sig på et liv uden for rigsfællesskabet.

I Grønland har den hidtil mest bombastiske fortaler for selvstændighed, tidligere landsstyreformand Aleqa Hammond, fået spektakulært comeback. Hun røg med ekspresfart ud af chefkontoret i 2014 efter en bilags-skandale, der lammede hende politisk og fortsat gør hende kontroversiel i Grønland. Lammelsen holdt dog kun i otte måneder; selvom stærke kræfter i hendes parti forsøgte at forhindre hendes opstiling, tordner hun nu ind i Folketinget for partiet Siumut med 3745 personlige stemmer; det er godt 1200 stemmer flere end høstet af det andet grønlandske medlem, tidligere børneombudsmand Aaja Chemnitz Larsen fra partiet IA.

Aleqa Hammond nåede under valgkampen at lufte tanken om at støtte blå blok, inden hun blev banket på plads af partiledelsen i Nuuk. Det blev en fin illustration af hendes uforudsigelighed: Hun vil ikke falde i ét med tapetet på Christiansborg, men snarere gøre sig til talsmand f.eks. for Grønlands ret til at deltage i alle internationale forhandlinger, statsbesøg og Lars-Løkke-rejser, der har blot den mindste betydning for Grønland.

Efter at Grønland i 2009 overtog ejerskabet til rigdommene i undergrunden, har de grønlandske politikere fokuseret stærkt netop på Grønlands kontakt med andre nationer om råstoffer, investeringer, miljø, klima osv. Her er konkrete sammenstød med Lars Løkke-regeringen sandsynlige: Dansk Folkeparti har længe været optaget af at fastholde grænserne for Grønlands ageren i udlandet. Kongerigets udenrigs- og sikkerhedspolitik er stadig et anliggende for den danske regering, men en række gummiparagraffer i Selvstyreloven fra 2009 gør den daglige praksis stadig mere mudret.

Hvilke grænser skal der gælde for grønlandske diplomater i udlandet? Skal Danmark eller Grønland føre ordet i Arktisk Råd? Kan Danmark nedlægge veto mod uraneksport fra Grønland? Aleqa Hammond førte som landsstyreformand en frembusende udlandskurs, og der er al mulig grund til at vente mere af samme art.

Lars Løkke Rasmussens og hans allierede kan glæde sig over, at der både i Nuuk og Tórshavn hersker en stærkt forståelse for, at begge samfund ofte har oplevet fremskridt under borgerlige regeringer. Det var Poul Schlüter (K), der i 1989 som statsminister overraskende overlod retten til Færøernes undergrund til færingerne selv. Venstres Anders Fogh Rasmussen regerede i de år, hvor Grønlands Selvstyreordning faldt på plads. Da Fogh rejste til NATO, blev det Lars Løkke Rasmussens job at skrive under på Selvstyreaftalen fra 2009, og det var også ham, der sammen med Dronning Margrethe deltog i festlighederne i Nuuk, da Selvstyret formelt blev indviet.

Grønlands nuværende Landsstyreformand, Kim Kielsen, og Aleqa Hammond er fast knyttet til Socialdemokratiet, men erindringen om samarbejde med de borgerlige ligger tæt på overfladen. Som Kim Kielsen umiddelbart efter valget sagde til ugeavisen Sermitsiaq: -Blå blok har før i tiden, da de sad i regeringen, gjort gode ting for Grønland og sagerne blev lavet smidigt.

Dette blogindlæg er også indrykket som nyhedsanalyse i Information 22. juni 2015. 

Den arktiske regions fremtid er helt afhængig af, hvad vi hver især forestiller os om ret og rimeligt, om magt og rigdom og om de fire millioner mennesker, der bor i regionen. Arktis kan ikke skæres til med endegyldige geografiske eller politiske definitioner; endnu mangler der faste grænser i Det Arktiske Ocean og klimaforandringerne skaber en ny og rastløs dynamik, som ingen internationale regelsæt eller alment accepterede normer endnu fuldt ud kan rumme.

Indsatsen er høj: Olie, gas, mineraler, klimaet, magt og kontrol – og fremtiden er i høj grad til forhandling: Indbyrdes mellem de arktiske nationer og mellem dem og Kina, Japan, EU og resten af verden. Sideløbende skal der forhandles mellem staterne og de oprindelige folk; grønlænderne og folkeslagene i Nordcanada, i det nordlige Skandinavien, i Alaska og Rusland. Og så skal alt balanceres i en stadig udveksling med multinationale koncerner og en verdensopinion stærkt optaget af det arktiske miljø og klimaet.

Hvor herligt derfor at få spritny bog i hånden, der i klar, kort og præcis tekst beskriver netop de magtfulde forestillinger om Arktis, der styrer de centrale aktører i regionen. I ’Contesting the Arctic’ guides vi bag om de arktiske regeringers politikker, bag om miljøbevægelsernes slogans og Grønlands ønsker om større frihed til en skarpskåren analyse af de dybere narrativer, der former handlingerne. Seks grundfortællinger præsenterer de tre forfattere, der hører til den akademiske verdens skarpeste, uafhængige iagttagere af Arktis.

De beskriver først forestillingen om Arktis som Terra Nullius; et ingenmandsland, åbent for erobring af alle, der har mod og kræfter. En forestilling, vi så i fuldt flor i 2007, da russiske mini-ubåde plantede et flag på bunden af det arktiske ocean præcis ved Nordpolen, men som også farver Canadas fremfærd. Forfatterne beskriver, hvordan de arktiske kyststater som reaktion på det russiske dyk på dansk initiativ samledes i Grønland for at bekræfte, at der intet var sket. Topmødet i Ilulissat skulle netop slå fast, at ubådsaktionen ingen formel betydning havde. De fem stater – inklusiv Rusland, bekræftede, at de vil følge FNs regler for grænsedragning i Arktis; kun dykkeraktionens kraft som skaber af forestillinger – og frygt for andres forestillinger – gjorde den til verdenshistorie. Staterne, der aflagde ed på FNs regler, har ifølge forfatterne i øvrigt stadig svært ved at slippe tanken om Terra Nullius. Forfatterne har fundet officielle kort i både Rusland og Canada, der viser, hvordan de to stater stadig tænker i grænser ved Nordpolen udenom FNs regelsæt, og kilder i USA bekræfter, hvordan nye Arktis-kort dér bliver tegnet, så de afspejler USA’s helt egen mening om grænserne.

Snapt følger fortællingen om Frozen Oceans, hvor selve den arktiske is tillægges betydning for retten til territorie, jagt og færdsel, selvom en sådan tænkning savner hjemmel i international lov. I kapitlet om Indigenous Statehood ser vi, hvordan forestillingen om Grønlands løsrivelse griber om sig, og hvordan grønlænderne selv haster bort fra forestillingen om et inuit-fællesskab på tværs af nationalstaterne. I stedet forfølger grønlænderne som bekendt en selvstændig, grønlandsk stat, og her giver det ikke mening at se sig selv som en etnisk mindretal. Forfatterne har ikke fuldt greb om alle lag i den grønlandske debat; visionen om uafhængighed fortegnes, som om grønlænderne ønsker at bryde alle bånd til Danmark meget snart, men engelsksprogede læsere får et sjældent indblik i diskussionen.

Ressource Frontier er forestillingen om Arktis som et skatkammer af olie og andre rigdomme knapt reguleret af stater og grænser. Forfatterne peger her på Kina, Japan, EU og de globale koncerner, der vil indenfor, selvom langt de fleste værdier i Arktis ligger fast forankret bag klare landegrænser. Medierne er dog ifølge forfatterne stadig de stærkeste bærere af forestillingen om et arktisk goldrush, der trods det omfattende samarbejde i Arktisfortsætter med at drive sit spil.

I Transcendent Nationhood beskrives forestillingen om et fællesskab mellem inuit i Alaska, Canada, Grønland og Rusland. De arktiske folkeslag har officiel status i Arktisk Råd, men de frygter ny marginalisering, nu hvor Kina, Japan, Indien og andre vinder indpas i Rådet. Grønlands drift væk fra fællesskabet svækker også kraften: Den grønlandske ledelse har f.eks. skåret dybt i tilskuddet til den grønlandske del af ICC, inuitternes fællesråd. De arktiske regeringer hævder ofte, at al udvikling i Arktis skal sker til de arktiske folkeslags ve og vel, men målet for meget arktisk politik er dog stadig at overføre værdier fra nord til syd, hvor hovedparten af vælgerne og aktionærerne i de arktiske stater bor.

Den sidste, men stærke forestilling om Arktis kalder forfatterne Nature Reserve. Denne vision om Arktis som sårbart naturområde, der bør fritages for industri, minedrift og olieudvinding, har abonnenter især blandt miljøorganisationerne, men også bredt i verdensopinionen og medierne. I denne forestilling reduceres de fire millioner mennesker, der lever i Arktis, til blide naturfolk i skindtøj, der selvsagt kun jager de truede dyr på skånsom vis. Hverken Greenpeace, WWF eller andre miljøbevægelser forfølger denne vision i dens reneste form, men de er ifølge forfatterne fortsat besjælet af dens ånd. Ikke overraskende har de svært ved at finde venner i Arktis. De arktiske folkeslag deler ønsket om at beskytte naturen – de lever af den  – men de frygter indgreb i deres adgang til frit at udnytte naturen – olie, sælskind og hvaler.

’Contesting the Arctic’ har været fire år, 200 interviews og mange rejser undervejs. Forfatterne refererer selv til ’The Last Imaginary Place’ af den canadiske arkæolog Robert McGhee; mesterværket fra 2005 om vores arktiske forestillinger og deres magt: ’Contesting the Arctic’ placerer sig fornemt som aktuel opfølger. Forfatterne er optimistiske på det arktiske samarbejdes vegne. Hovedaktørerne i regionen forfølger ifølge forfatterne ikke længere deres forestillinger i disses ekstreme form. Tværtimod beskrives den hastige udvikling i Arktis som et møde mellem stærke aktører, der på trods af forskelligartede dybe interesser forenes i en fælles jagt på kompromisser, fredeligt samkvem, handel og udvikling. Også konklusionen er der således grund til at glæde sig grundigt over.

Philip E. Steinberg, Jeremy Tasch og Hannes Gerhardt: ‘Contesting the Arctic – Politics and Imaginaries in the Circumpolar North’. I. B. Tauris Publishers, 209 s, pris på forlagets website: 56 £.

Martin Breum er journalist og forfatter. Han skriver jævnligt i Information om Arktis.