Martin Breum

Fredagens topmøde i Arktisk Råd vil være præget af den aktuelle Ukraine-spænding mellem Rusland og de øvrige medlemmer rådet; det arktiske samarbejde er ikke længere isoleret fra det forværrede klima mellem Rusland og vesten.

Udenrigsminister Martin Lidegaard har på sin lange flyrejse til Iqaluit, hovedstaden i det semi-autonome Nunavut stik vest for Grønland, haft god tid til at læse et af de seneste tweets fra den nye formand for Ruslands Arktis-kommission, Dmitrij Rogozin, der sidste weekend bl.a. meddelte at ”Arktis er Ruslands Mecca”.

Rogozin, der provokerede Norge ved at mellemlande på Svalbard uden varsel på vej til en russisk polar-station tæt på Nordpolen, tweetede først en hån mod Norge. Under sin omhyggeligt mediedækkede rejse, hvor også en præst fra den ortodokse russiske kirke deltog, formulerede han dernæst på russisk stats-tv’s kanal 1 et nyt tankevækkende stykke snow-how: ”Sidste år havde vi en historisk genforening med Sevastopol og Krim. I år vil vi præsentere et nyt syn og et nyt kraftfyldt tryk på udviklingen af Arktis. Det handler grundlæggende om det samme”.  (Www.BarentsObserver.com 21.4)

Når Martin Lidegaard, hans grønlandske kollega Vittus Qujaikitsoq og færøernes lagmand Kaj Leo Johannesen fredag lander i Iqaluit må de desuden forholde sig til det faktum, at den russiske udenrigsminister, Sergei Lavrov, for første gang i mere end ti år har valgt at blive væk fra et topmøde i Arktisk Råd. Rusland har i stedet sendt en miljøminister; en neddrosling, der har sat fart i spekulationerne om, hvorvidt det fredelige samarbejde i Arktis nu for alvor bliver forpurret af dønnoingerne fra konflikten i Ukraine.

Danske og andre sikkerhedseksperter har i lang tid fastholdt, at udviklingen af olie, gas, mineraler og sejlruter i det russiske Arktis forudsætter fred og fordragelighed i regionen, og at ledelsen i Kreml derfor ville holde Arktis ude af konflikten med Vesten. Op til topmødet har stadig flere signaler dog udfordret denne analyse. Som Arktis-analytiker Jon Rahbek-Clemmensen fra Dansk Institut for Internationale Studier skrev i en analyse tidligere på ugen: ”Tidligere var både Rusland og de vestlige lande villige til at gå på kompromis for at bevare den gode stemning (…) Ukrainekrisen gør samarbejde sværere og landene mindre kompromisvillige.”

Andre kommentatorer hæfter sig især ved præsident Putins nylige udpegelse af den notorisk stor-talende Dmitrij Rogozin til chef for den russiske Arktis-kommission. Rogozin anses i Europa for en af hovedkræfterne bag destabiliseringen i det østlige Ukraine og er derfor personligt omfattet af EU’s sanktioner mod Rusland. Dertil lægges Rusland øgede militære aktivitet til vands og i det arktiske luftrum og nu Sergei Lavrovs bemærkelsesværdige fravær fra topmødet i Iqaluit.

Den russiske ledelse vil omvendt hævde, at de voksende vanskeligheder for det fredelige samarbejde i Arktis – hvis de for alvor bider sig fast – fremtvinges af provokationer fra vest: Senest har forsvarsministrene fra de fem nordiske lande, som alle er medlemmer af Arktisk Råd, i fællesskab erklæret, at Rusland udgør en trussel mod Europa, og at de derfor vil intensivere deres forsvarssamarbejde. Sverige og Finland gentænker deres forhold til NATO, mens en del af USA’s og EU’s sanktioner mod Rusland er direkte rettet mod de russiske energiselskabers udvikling af nye olie- og gaskilder i Arktis.

Formelt vil Martin Lidegaard og de øvrige ministre i Iqaluit, herunder USA’s udenrigsminister John Kerry, og den russiske mijøminister, der vikarierer for Sergei Lavrov, med stor sandsynlighed fastholde, at Arktis stadig er ’fredens region’, og at samarbejdet fortsætter uhindret af Ukraine-krisen. Man skal dog ikke kradse dybt i lakken for at spore uroen. Heather Conley, Arktis-ekspert ved Washington-tænketanken Center for Strategic and International Studies, sagde eksempelvis forleden ifølge mediehuset Alaska Public Media, at hun havde svært ved at forstå, hvordan USA, der overtager formandsskabet i Arktisk Råd efter mødet i Iqaluit, kan fastholde, at Rusland er en partner i Arktis: “Jeg kæmper med konceptet ‘partner’; jeg ser ekstraordinært aggressive handlinger, tæt-på-sammenstød med civile luftfartøjer, en masse militære øvelser Arktis”, sagde hun. Alaskas repræsentant i det amerikanske senat, Lisa Murkowski, sagde ved same lejlighed, at “zone of peace”-konceptet efter hendes opfattelse kun giver mening, hvis ”begge lande har respekt for hinanden, og Rusland har ikke levet op til det krav”.

”Jeg spekulerer på, om ikke de har udnyttet, at vi har sagt, at vi gerne vil være deres ven og partner i alt dette. Hvis man vil være en partner, må man opføre sig en sådan, ” sagde hun.

Det arktiske samarbejde er dog langt fra aflyst, og meget taler for, at Rusland vil medvirke til at sikre, at grundstammen i samarbejdet består. De arktiske lande, inklusive Rusland, (og de arktiske folk, inklusive det grønlandske), har i de seneste ti år i stærk enighed promoveret Rådet som det centrale multinationale forum for rådslagning om den arktiske udvikling. På den måde har de forhindret, at den arktiske udvikling for alvor er blevet taget op af andre fora – herunder FN. De har gesvindt fastholdt magten over den arktiske udvikling – inklusive udviklingen i Det Arktiske Ocean, der åbner sig i takt med isens forsvinden. De har i hastigt tempo givet Arktisk Råd forstærket politisk indhold, og de arktiske staters forrang i regionen accepteres i dag bredt over hele verden: Kina, Japan, Korea og mange andre har lært at leve med, at de kun kan blive observatører i Arktisk Råd, mens Rusland og de øvrige arktiske stater som de eneste har tale- og stemmeret.

Rusland er mindst ligeså begejstret for denne nye, arktiske orden, som Danmark og de øvrige arktiske stater. Og bag den aktuelle politiske uenighed om Ukraine, knokler Arktisk Råds egentlige bidragsydere: Rådets basale funktion som producent af ny, videnskabelig forskning især om klimaet og miljøet i Arktis er bygget op siden 1996 og grundfæstet i solide, internationale forskernetværk. Det er disse netværk, der udgør det seje kit i organisationen og som vil være med til at sikre kontinuitet i hvert fald et stykke af vejen, selvom spændingerne efter Ukraine vokser.

Martin Lidegaard og de øvrige deltagere på topmødet i Iqaluit vil som på forrige topmøder høre om nye resultater fra Rådets ekspertgrupper; om IMO’s nye internationale sikkerhedsregler for skibsfarten i Arktis, som Arktisk Råd har været medvirkende til at fremelske, om den fælles indsats for at bygge beredskaber til brug mod oliekatastrofer og andre ulykker i de arktiske farvande. USA vil fremlægge formands-planer for styrkelse af Rådets nye permanente sekretariat i Tromsø, for øget indsats for klimaet og måske endda for en regional, bindende aftale om mere systematiske beskyttelse af havmiljøet i Det Arktiske Ocean. Michael Beyers, Canadas førende iagttager af det arktiske samarbejde, anslog forleden i Politiken, at Ukraine-krisen netop nu forstyrrer 20 pct. af det arktiske samarbejde, mens de øvrige 80 pct. fortsætter som vanligt, selvom det i øjeblikket er disharmonierne, der præger overskrifterne.

Dette blogindlæg er i forkortet version bragt som nyhedsanalyse i Information 24.4 2015.

Kim Kielsen, formanden for Naalakkersuisut, det grønlandske selvstyre, har sagt noget vigtigt på et seminar i Japan. I et svar på et spørgsmål fra en japansk deltager slog han fast, at han ikke arbejder på at løsrive Grønland fra Danmark inden for sin egen levetid. Tværtom forklarede Kim Kielsen ifølge referat i den grønlandske ugeavis Sermitsiaq, at det primært er relevant for ungdommen – altså de kommende generationer – hvorvidt Grønland skal ændre på sit forhold til Danmark.

Kim Kielsens departement har ikke offentliggjort noget officielt referat af Kim Kielsens udtalelse, der fandt sted 26. marts og som også omfattede kronprins Frederik og andre honoratiores, men Sermitsiaq medrejsende chefredaktør Poul Krarup rapporterede fra mødet, at ”Kim Kielsen svarede, at alle partier i Grønland er enige om, at der er mange problemer, som skal løses, før der kan blive tale om øget selvstændighed fra Danmark, og han mener, at det først bliver en opgave for ungdommen, som i dag vokser op i Grønland.”

Her til vil mange iagttagere i Grønland og Kim Kielsen selv nok indvende, at det har Kim Kielsen sagt før; at synspunktet ikke er nyt. Kielsen gjorde allerede under valgkampen i Grønland i 2014 klart, at hans fokus er på Grønlands akutte problemer med arbejdsløshed, boligmangel, truende finansunderskud og fattigdom – og ikke på den luftige debat om uafhængighed i en ukendt fremtid eller andre fjerne scenarier. I et interview i Information i januar lød det, at ”Grønlands nye Selvstyreformand Kim Kielsen lægger større vægt på samarbejdet med Danmark end sin forgænger på posten.”

Men bagatellisering af Japan-udtalelsen er unyttig, sådan som den grønlandske presses prioritering også har afspejlet. Kim Kielsens tilfældige bemærkning i Tokyo, der faldt under et besøg, som primært skulle promovere grønlandsk fisk og turisme, røg straks på Sermitsiaqs netudgave, der læses over hele Grønland: ”Uafhængighed af Danmark sat på pause”. Der blev skrevet ledere i begge de grønlandske ugeaviser, og initiativtageren til ’Foreningen Rigsfællesskabet’, den grønlandske skribent Nauja Lynge, har senest indrykket en kronik i Politiken, hvor Kim Kielsen ligefrem roses for sit mod til at ændre den politiske diskurs i Grønland: ”Det kræver format og lederskab at turde stå frem og ændre på det mediebillede, som igennem et par år har præget Grønlands virke (…) I forbindelse med og efter det valg, hvor Aleqa Hammond fik fremmarch, har mediedækningen i Grønland haft øget fokus på selvstændighed og had til Danmark.”

Kim Kielsen bliver nu med andre ord både i Danmark og i den grønlandske debat fremstillet som et egentligt modstykke til sin forgænger, Aleqa Hammond, der gjorde afstandtagen til Danmark og rigsfællesskabet til en kerne i sit politiske projekt. Det afgørende for Christiansborg og andre interesserede i Danmark er derfor nu i hvilket omfang, der er tale om en egentlig kursændring. Under sit korte formandskab fra marts 2013 til september 2014, hvor hun faldt i en bilagsskandale, formåede Aleqa Hammond at presse spørgsmålet om rigsfællesskabets fremtid til helt tops både i Grønland, i Danmark og i udlandet. Hun talte højt om ”uafhængighed i min levetid” – også på internationale konferencer – og hun fik nedsat en forsoningskommission, der skal kulegrave kolonitiden, så grønlænderne kan forsone sig med den omstridte fortid. Hun gik til stålet i et opgør med Helle Thornings regering om magten over den grønlandske uran, og hun talte varmt for at øge det grønlandske sprogs plads i Grønland på bekostning af det danske sprogs nuværende dominans. Aleqa Hammond og hendes flertal i Inatsisartut, det grønlandske parlament, satsede hårdt på udviklingen af Grønlands olie, gas og mineraler i håbet om hurtige indtægter, der kunne mindske Grønlands økonomiske afhængighed af Danmark og dermed trække muligheden for en opløsning af rigsfællesskabets bånd nærmere.

Kim Kielsen var miljøminister i Aleqa Hammonds regering. Han er kernemedlem af Siumut, samme parti som Aleqa Hammond er rundet af. De kommer begge fra den politiske grundstamme, der har domineret det politiske liv på Grønland siden 1970’erne, og de har langt hen ad vejen samme holdning til Grønlands forhold til Danmark: Kim Kielsen mener ligesom Aleqa Hammond, at Grønland en gang i fremtiden bør være en mere selvstændig nation, der organiserer sit samarbejde med Danmark på en anden måde, end samarbejdet i rigsfællesskabet i dag. På trods af de mange avisoverskrifter, hun med fryd genererede, talte Aleqa Hammond ikke for løsrivelse i den forstand, at Grønland efterlods skulle sejle rundt i Nordatlanten løsrevet fra enhver forbindelse til Danmark, NATO osv. Hun forklarede gerne, at Danmark i hendes vision også efter en fremtidig omkalfatring af rigsfællesskabet ville forblive Grønlands altdominerende partner – blot nu i et frivilligt parforhold. Kim Kielsen mener det samme: At Grønland en gang i fremtiden bør indgå i et mere ligeværdigt / frivilligt samarbejde med Danmark end det samarbejde, der i dag er organiseret som et rigsfællesskab baseret på den danske grundlov.

Spurgte man ham, da han var miljøminister i Aleqa Hammonds regering, slog han sig gerne med knytnæve på brystet og sagde: ”Flammen herinde har vi alle sammen. Vi skal være herrer i eget hus. Men vi har forskellige holdninger i vores parti. Jeg vil gerne se, at den unge generation uddannes først, og så må det være om til dem at beslutte, om de er klar. ” Her er den afgørende nuance, som nu er bliver belyst for en bredere offentlighed: Kim Kielsen lader ikke trangen til uafhængighed præge sine forsøg på at løse de aktuelle problemer i Grønland, og han taler stort set ikke om den fremtid, som Aleqa Hammond så bastant forsøgte at gøre nærværende i det politiske værksted. Kim Kielsen tror lige som Aleqa Hammond på olie, gas og mineraler som potentielt væsentlige indtægtskilder for Grønland, men han prioriterer fiskeriet og turismen lige så højt i sin aktuelle politik. Kim Kielsen ærgrer sig ligesom Aleqa Hammond over det danske sprogs dominerende rolle i Grønland, men han navigerer mere tilbageholdende i det kulturelle minefelt. Kim Kielsen har samme indstilling til uran og Grønlands ret til rigdommene i undergrunden som Aleqa Hammond, men han griber diskussionen med Danmark mere gelinde an. Forsoningskommissionen, som Aleqa Hammond fik nedsat, arbejder støt videre under Kim Kielsens regime; faktisk har den nu opbakning fra hele det politiske spektrum i Nuuk.

Så er alting forandret? Nej, men Kim Kielsens lidt tilfældige svar på et spørgsmål i Japan illustrerede et betydningsfuldt stilskifte i Nuuk. Nu venter vi spændt på, hvem han og Siumut vil stille op som folketingskandidat, når Helle Thorning kalder til valg. Aleqa Hammond bliver for tiden nævnt i Nuuk som en mulighed.

Dette blogindlæg er i let redigeret udgave også trykt som nyhedsanalyse i Information 22.4 2015.