Martin Breum

Udenrigsminister Martin Lidegaards problem med Thule-basen vokser i disse dage – men måske kan han hente hjælp i den større, arktiske logik.

Sagen tog en bemærkelsesværdigt drejning, da et flertal i Folketinget fredag i sidste uge opfordrede regeringen til at sikre, at Grønland igen får maksimalt udbytte af Thulebasen. Problemet er akut: Som Informations læsere vil vide, frygter Grønland at miste mere end 100 mill. kroner i årlige indtægter, fordi US Air Force har valgt et amerikansk firma til at servicere Thule-basen i stedet for Greenland Contractors, der har haft opgaven i flere årtier.

Regeringens sidder – som tidligere regeringer siden 2. verdenskrig – i en stram klemme. Danmark skal på den ene side håndtere nye amerikanske ønsker til brugen af Thule-basen og på den anden grønlændernes altid ulmende følelse af, at de ikke får et rimeligt udbytte af Danmarks og USA’s samarbejde om Thule Air Base.

Regeringen ved, at USA i sidste ende vil gøre med basen præcis, hvad det amerikanske forsvar finder nødvendigt, og samtidig har den nu indset, at de grønlandske politikere ikke vil sidde det mulige tab af store indtægter overhørige; 100 mill. er en uhyre sum i Grønland. Thulebasen hører fortsat til de fire-fem vigtigste radar- og satellitanlæg i det amerikanske forsvar, og den bliver stadig vigtigere. Samtidig understreger de historiske aftaler mellem USA, Danmark og Grønland, seneste den såkaldte Igaliku-aftale fra 2004, at Grønland skal have størst mulig gavn af basen.

Opgaven med at servicere Thule Air Base har i fem årtier ligget hos Greenland Contractors – ejet af hhv. det grønlandske selvstyre og entreprenørkoncernen MT Højgaard. Greenland Contractors har leveret alt ikke-militært mandskab til basen, biler, entreprenørudstyr, reservedele, byggematerialer osv. Det har skaffet store skatteindtægter til den grønlandske landskasse; flere hundrede grønlændere har haft job på Thulebasen. Greenland Contractors m.fl. har klaget over tilbudsproceduren; der ventes afgørelse fra et amerikansk klagenævn sidst i februar, men det er ikke sikkert, at afgørelsen falder ud til Grønlands fordel. I øvrigt er problemet ikke af juridisk art, men politisk.

Ved afstemningen i Folketinget fredag stemte Socialdemokraterne og de radikale sammen med resten af Folketinget (minus Dansk Folkeparti). Regeringen fik en klar opfordring: Sørg for at USA får US Air Force til at skifte mening, sådan at servicering af Thule Air Base tilfalder et selskab i det danske kongerige, og Grønland får sit. Udenrigsminister Lidegaards embedsmænd havde forhåndsgodkendt den tekst, Folketinget stemte om, og regeringen kan nu bruge Folketingets pres i begge retninger: Afstemningen har givet grønlænderne fornyet tro på, at Danmark arbejder seriøst på sagen, og det klare flertal i Folketinget vil hjælpe med at illustrere for USA, at sagen næppe går væk af sig selv. En løsning må findes.

Admiral Papp

Grønland, Danmark, og de involverede virksomheder skændes nu om selskabsjura og om, hvorvidt de danske diplomater har sovet i timen – men måske kan Martin Lidegaard finde håb i en anden dynamik.

Amerikanere overtager til april formandskabet for Arktisk Råd. Det betyder, at amerikanske diplomater og politikere i disse måneder forsøger at bane vej for fornyet amerikansk indflydelse i det arktiske samarbejde. USA har i en årrække været en lidt inaktiv spiller i den arktiske kreds af nationer, hvor Rusland til gengæld har vundet stor indflydelse, og USA synes at have taget formandsskabet i Arktisk Råd til sig. Præsident Obama har udpeget en US Special Representative for the Arctic. Obama har netop udstedt dekret om, at den amerikanske indsats i Arktisk fremover skal koordineres mere aktivt  (se http://barentsobserver.com/en/arctic/2015/01/obama-issues-executive-order-better-coordinate-arctic-28-01) , og den amerikanske flåde, den amerikanske kystsvagt, State Department, tænketanke og miljøorganisationer har fattet håb om en ny start i USA’s arktiske engagement – og de ved alle, at USA ikke kommer langt i Arktis Råd uden et lydefrit samarbejde med de oprindelige folk i Arktis.

Da den nye US Special Representative, admiral Robert J. Papp, gæstede København i sidste uge, var hans eneste offentlige optræden da også henlagt til netop det Det grønlandske Hus i Løvstræde. Her mødtes han med bl.a. Grønlands nye udenrigsminister Vittus Qujaukitsoq og lyttede til lederen af den grønlandske opposition, Sara Olsvig. Det sidste USA har brug for i Arktis netop nu er en højt profileret konflikt med hele det grønlandske folk. Samarbejdet mellem de arktiske regeringer og de arktiske folkeslag er et næsten helligt element i Arktisk Råd. Der træffes ingen beslutninger i rådet uden de arktiske folkeslags accept, og Grønland har hele to indgange: Som fast del af Kongeriget Danmarks forhandlingshold og som en del af ICC, Inuit Circumpolar Council, inuitsamfundenes fælles organ. Thulebasen er ikke formelt et emne for Arktisk Råd, men under sine møder i København blev admiral Papp alligevel oplyst om Thule-konflikten. Han har givetvis lugtet lunten: Hvis USA fremstår som døv og blind over for grønlændernes ønsker om blot at få lov at være viceværter på basen i deres eget land, kan de næste to års amerikanske formandsskab for Arktisk Råd blive unødvendigt sure. Papp’s folk vil genkalde sig, hvordan den forrige grønlandske regering under Aleqa Hammond helt uventet boykottede Arktisk Råd og et topmøde i maj 2014, selvom både USA’s og Ruslands udenrigsminister deltog – alene fordi Aleqa Hammond frygtede, at Grønlands indflydelse i rådet var ved at blive udvandet.

Den nye regering i Grønland er mere pragmatisk, men følelsen af, at USA gør sig skyld i et eklatant aftalebrud ved at hyre et datterselskab af et amerikansk firma til at service Thulebasen, deles af hele det politiske parnas i Nuuk. En del af det diplomatiske system i USA vil alene af denne grund formentlig dele Martin Lidegaards ønske om en hurtig udgang på miseren.

Enkel er sagen dog langt fra. Exelis Services i Hellerup, der nu har fået kontrakten til 2,4 milliarder kroner for de næste syv års servicering af Thule Air Base, er muligvis valgt som ny leverandør, ikke bare fordi selskabet var langt billigere end Greenland Contractors, men også fordi selskabet, oven i de mere banale serviceydelser kan levere en helt anden klasse af militærteknologiske tjenester, end MT Højgaard og de grønlandske håndværkere nogensinde vil komme i nærheden af. Exelis Services er et til lejligheden oprettet datterselskab af den amerikanske koncern Vectrus, der flere steder på kloden bl.a. forsyner det amerikanske forsvar med ekspertise og teknologi til global intelligence, surveillance and reconnaissance systems, network communication og integrated electronic warfare. Alt det vil kunne indgå i en opgradering af Thulebasen, så den bedre matcher USA’s aktuelle sikkerhedspolitiske udfordringer.

Dette blogindlæg optrådte i næsten samme form i Information 29. januar 2015. 

Udviklingen af det russiske Arktis skal genrejse Rusland som en af klodens mægtigste nationer. Olie, gas, mineraler; nye militære muskler til vands, til lands og i luften; nye sejlruter fra Asien til Europa; alt sammen indgår det i en ambitiøs strategi, der skal sikre Ruslands position som en uomgængelig stormagt.

Sammenhængen fremgår af en ny analyse af Ruslands strategi for Arktis, som Forsvarsakademiet offentliggør i morgen tirsdag. Den underbygger den forståelse, forsvarets efterretningstjeneste (FE) tidligere er nået frem til: Den russiske militære opbygning i Arktis udspringer af en større plan, der over en kort årrække skal forvandle Ruslands arktiske hav- og landområder til selve fundamentet for den russiske stormagt langt ind i fremtiden. Præsident Putin og hans stadig snævrere inderkreds vurderer, at fred og samarbejde med de øvrige arktiske nationer, herunder Danmark/Grønland, indtil videre er den mest fordelagtige kurs for Rusland, men det kan ændre sig: ”Selvom Arktis har et godt og sikkert brand som en zone præget af fred og samarbejde, er området altså på længere sigt ikke immunt over for en forværring af forholdet mellem Rusland og Vesten”, hedder det bl.a.

Analysen anskueliggør, hvorfor vi ikke længere kan betragte Arktis som periferi på verdenskortet. Arktis spiller en central rolle for den geopolitiske udvikling – her illustreret i det russiske Arktis. Forfatteren til analysen, ph.d. Jørgen Staun, beskriver nøje, hvordan en pragmatisk fløj omkring udenrigsminister Sergei Lavrov længe har fået lov at tegne Ruslands politik i Arktis, men også hvordan magten reelt nu samles i hænderne på mere hårdkogte strateger fra energi og sikkerhedsapparatet tæt på præsident Putin.

Ruslands primære fokus i Arktis knytter sig ifølge Staun til olie- og gas. Det gælder om ”at udnytte det formodede væld af olie og gas ressourcer i undergrunden, for derigennem at sikre fortsættelsen af genrejsningen af Ruslands stormagtsposition, når kapaciteten i energifelterne i Sibirien langsomt mindskes – hvilket det russiske energiministerium forventer sker et sted mellem 2015 og 2030.” Den strategiske pointe er, at ”det internationale system ikke skal være domineret af supermagten USA, men i stedet skal være et multipolært system, hvor regionale stormagter som Kina, Indien, Brasilien – og Rusland – har deres egen interessesfære, som USA og EU skal blande sig udenom. Således er ideen om, at Rusland skal være en stormagt, og at landet ellers ingenting er, et centralt og blivende element i den russiske politiske selvforståelse”. Det er i det lys, at danske analytikere i øjeblikket ser den russiske militære opbygning i Arktis; indsættelsen af en russisk arktisk brigade i december, genåbningen af en base tæt på den finske grænse og af flybaser og havne langs den russiske nordkyst, de nye atombevæbnede ubåde i Murmansk, nye ordrer på isbrydere.

Den ny analyse offentliggøres kort før, at Forsvarsministeriet barsler med et forslag til ny strategi for det danske forsvars indsats i Arktis – i det grønlandske og færøske farvande, til lands og i luften. Forslaget ventes færdigt til april, hvorefter det vil indgå i Folketingets forhandlinger om det næste forsvarsforlig: Hvor mange og hvor stærke krigsskibe skal vi bruge i Grønland og omegn? Hvilke radarsystemer, fly, satellitter og hundepatrujler er de rette i fremtiden? Politikerne vil efterlyse svar på i hvert fald to spørgsmål: Hvad vil russerne – og hvordan indretter vi det danske forsvar i Arktis, så det svarer dertil? Og i hvilket omfang vil konflikten i Ukraine forstyrre det fredelige samarbejde i Arktis?

Jørgen Staun svarer ikke direkte, men får til gengæld illustreret, hvordan EU’s og USA’s sanktioner mod Rusland allerede nu forstyrrer Ruslands arktiske ambitioner. En del af sanktionerne sigter direkte på at umuliggøre de russiske olie- og gasprojekter i Arktis, og de betyder nu, at de russiske energiselskaber ikke som planlagt kan gøre brug af Shells, Statoils og andre vestelige olieselskabers helt nødvendige teknologi og knowhow. Shell trak sig fornylig ud af et omfattende samarbejde om udvikling af skifergas med det russiske Gazprom Neft; sanktionerne indskrænker også de russiske selskabers mulighed for at låne i vestlige banker, hvilket gør det hele dyrere og mere besværligt. Flere projekter er allerede forsinkede, afblæst eller underfinansierede – og olieprisen ligger i øvrigt historisk lavt, så lysten til at investere mindskes. Når Vestens sanktioner rammer den russiske olie- og gas i Arktis, rammer de derfor i forvejen smertefuldt punkt i de russiske ambitioner.

Ny-Sibirien

Imens fortsætter den russiske investering i Arktis – tag f.eks. et kig på de Ny-sibiriske Øer mod øst over Sibirien. Den russiske flådes gen-indtagelse af disse uhyre fjerntliggende øer beskrives netop nu glimrende på http://cryopolitics.com/, hvor den canadiske sikkerhedsekspert Rob Huebert også citeres. Han har længe opfordret de arktiske stater til at indlede forhandlinger om den militære opbygning i Arktis, så risikoen for fremtidige spændinger mindskes.

 Dette blogindlæg optræder også i let redigeret form som nyhedsanalyse i dagbladet Information mandag den 26. januar. 

Den ny formand for Naalakkersuisut, den grønlandske regering, Kim Kielsen, leverede en enkelt kontant nyhed under sit nys overståede første besøg som formand i København. Under et pressemøde med Helle Thorning Schmidt på Christiansborg blev det klart, at de to forinden havde diskuteret, hvorvidt Grønland kan søge kompensation eller ligefrem forlange ’husleje’ af Thulebasen, som amerikanerne siden 1950’erne har drevet uden at betale leje for det betragtelige stykke land, flybasen med tilhørende satellitstation og radarstation optager.

Problemet er, at US Air Force, der driver Thulebasen, i oktober 2014 undlod at forny en aftale til cirka 2,5 mia. kr. om de kommende ti års servicering og vedligeholdelse af basen med selskabet Greenland Contractors I/S, der er ejet af det grønlandske selvstyre og den danske entreprenørkoncern MT Højgaard. I stedet skrev USAF kontrakt med Exelis Services A/S; et skuffeselskab i Hellerup, ejet af den amerikanske koncern Vectrus, der er kendt som leverandør af højteknologiske militære konsulenttjenester, kompliceret militærteknologi m.v. Vectrus hed tidligere ITT og har blandt meget andet i årtier drevet et ’Deep Space Network’ til kommunikation med bl.a. de amerikanske rummissioner Apollo, Voyager m.fl.

Kim Kielsen opgjorde på pressemødet i statsministeriet Grønlands tab ved USAF’s skifte af leverandør til cirka 100 millioner kroner i årlige indtægter. Tabet er formentlig større, hvis man medregner de afledte tab af underleverancer, dagpenge til nye ledige osv.

Det er fortsat tåget, om USAF’s skifte af leverandør alene skyldes, at Vectrus’ tilbød af servicere Thulebasen for mindre end det halve af det, Greenland Contractors forlangte. Hverken Kim Kielsen eller statsministeren svarede, da en journalist fra Nordjyske luftede teorien om, at USAF’s skift af leverandør skyldes et ønske om at få Vectrus’ militærteknologiske ekspertise med i købet. Kræfter i Kim Kielsens bagland undersøger i øjeblikket, om USAF i det skjulte er i færd med endnu en opgradering af Thulebasens militære funktioner, så basen i højere grad kan anvendes til indsatser i rummet. I givet fald bliver leverandørskiftet pludselig langt mere forståeligt – og langt mere kontroversielt. De grundlæggende aftaler mellem Danmark, Grønland og USA om Thulebasen fra hhv. 1951 og 1962 indeholder en klausul om, at basen så vidt muligt skal gøre brug af leverancer fra danske og grønlandske selskaber; derfor Vectrus’ skuffeselskab i Hellerup. Greenland Contractors har siden 1970’erne fornyet kontrakten med USAF hvert tiende år og i perioden leveret, hvad basen har haft behov for af ikke-militær arbejdskraft, biler, entreprenørudstyr, reservedele og byggematerialer, fødevarer, sikkerhedsudstyr, it-udstyr osv., men sidste år var det altså slut.

Selskaberne bag Greenland Contractors og flere andre danske tilbudsgivere har klaget over proceduren, og der ventes afgørelse fra en amerikansk domstol til februar. Statsministeren gjorde på pressemødet klart, at udenrigsminister Martin Lidegaard har taget sagen op med USA, ’på højeste niveau’. Hun kommenterede ikke Kim Kielsens forslag om kompensation eller krav om ’husleje’ til amerikanerne, men det stod klart, at Kielsen må have luftet tanken for hende forinden.

Kim Kielsen sagde på pressemødet i øvrigt ikke ét ord om uafhængighed eller løsrivelse fra Danmark. Dagen efter holdt han nytårskur først for de udenlandske diplomater i København og efterfølgende for Grønlands øvrige kontakter i Danmark, og her var stilen den samme: Ikke med ét ord gjorde Kim Kielsen reklame for Grønlands langsigtede ønsker om fornyede statsretlige rammer om samarbejdet med Danmark; ikke med ét ord satte han fokus på de mange uenigheder, der også er en del af det dansk-grønlandske.

Han lagde på den måde diskret men markant afstand til sin partifælle, den tidligere regeringsformand Aleqa Hammond, der fra de første øjeblikke af sin regeringstid ganske højlydt markerede et ønske om ’uafhængighed i min levetid’. Kim Kielsen er som Aleqa Hammond dybt forankret i partiet Siumut; han var i nogle måneder Aleqa Hammonds miljøminister, men signalerede allerede under valgkampen i Grønland i efteråret, at han vil forfølge en mere pragmatisk linje i samarbejdet med Danmark. Under mindre formelle stunder uddyber han gerne med at ’jeg er jo jæger. Jeg går altid med kniv. Men det er uklogt at gå rundt med kniven fremme, når man er i fart.’

Kim Kielsen deler til fulde Aleqa Hammonds vision om et selvstændigt Grønland engang i fremtiden, men han holdt sig under sit første møde med pressen på Christiansborg til brede, farveløse formuleringer om behovet for økonomisk vækst, mens han markerede, at han finder det aktuelle samarbejde med Danmark fordelagtigt og i udmærket form.

Kim Kielsen talte i øvrigt grønlandsk på pressemødet, hvor han lod sin medbragte tolk oversætte til dansk. Dette sprogvalg fremstod ikke som man måske kunne tro som en kulturpolitisk markering, men blot som et sikkerhedsnet under formanden, der for længst har fornemmet danskernes intolerance over for folk, der ikke taler flydende dansk. Kim Kielsen er politiassistent og derfor en fremmed fugl i den cand.polit.-uddannede mainstream på Christiansborg. Han frygtede, at den danske presse af gammel vane skulle stemple ham som intellektuelt underfrankeret, alene fordi han er grønlænder – og at hans mangelfulde dansk ville gøre fristelsen endnu større. Helt pudsigt blev det, da han to gange rettede på sin egen tolk og dernæst på dansk selv forklarede en teknisk detalje om USAF’s skift af leverandør på Thulebasen. Under nytårskuren på den grønlandske repræsentation på Nordatlantens Brygge på Christianshavn fik han tolken til at oversætte til engelsk for de udenlandske diplomater, men oversatte selv til dansk.

Dette blogindlæg blev i let redigeret form bragt som nyhedsanalyse i Information 12. januar 2015