pornjk.com tube600.com xpornplease.com redtube.social porn600.me porn800.me watchfreepornsex.com tube300.me
Søg efter Tag

Centrale artikler

blog

Fem (mindst) nyheder i Taksøe’s arktiske vision

maj 2, 2016 • Af

 

I klassisk, journalistisk forstand støder man på mindst fem gedigne nyheder i Peter Taksøe-Jensens anbefalinger til Danmarks fremtidige indsats i Arktis, der blev offentliggjort i dag.

For det første fastholder han, at Danmark, Grønland og Færøerne sammen udgør ’en arktisk stormagt’. Ingen dansk diplomat på Peter Taksøe-Jensens niveau har tidligere betjent sig af så bombastiske vendinger om nationens rolle i det arktiske. Man kan i hans rapport læse, at rigsfællesskabet udgør ’verdens 12. største og NATO’s tredjestørste landområde efter Canada og USA’.  Peter Taksøe-Jensen (PTJ) anbefaler, at kongeriget skal ’bevare og udvikle sin position om en førende arktisk aktør og udnytte den indflydelse, der følger med. Det fordrer et øget politisk og økonomisk fokus på Arktis og rigsfællesskabet.’

Dette markante fokus på betydningen af nationens geografiske udstrækning i Arktis er ny i dansk politik. Martin Lidegaard var som udenrigsminister af samme opfattelse, men gjorde ikke meget ud af denne pointe; statsminister Lars Løkke Rasmussen har også talt om betydningen af Grønland og Færøerne for Danmarks rolle i verden, men slet ikke med det eftertryk, PTJ benytter sig af.

Lige så overraskende og også i kontrast til hidtidig dansk politik anbefaler PTJ, at Danmark nu bør forsøge at afkorte en meget lang  FN-proces om grænserne ved Nordpolen og i stedet søge en hurtigere løsning sammen med andre af de arktiske stater – måske også Rusland.

Danmark lancerede i december 2014 overfor FN’s sokkelkommission et overraskende stort krav om 895.000 kvadratkilometer af havbunden ved Nordpolen i den centrale del af Det Arktiske Ocean Det skete på et tidspunkt, hvor det stod klart, at kravet i meget høj grad ville overlappe med Ruslands ønsker. Et års tid efter lancerede Rusland helt som ventet sine ønsker, og Danmark og Rusland geråder derfor nu i en betydelig interessekonflikt om havbunden på klodens top.

Danmarks dilemma er ikke mindst, at Rusland ifølge FN’s regler vil få sine krav til havbunden behandlet i FN-systemet mange år, før Danmarks krav kommer til behandling. Det er ikke heldigt. Hvis Rusland først får at vide af FN’s eksperter, at havbunden ved Nordpolen hænger sammen med Ruslands kontinentalsokkel og dernæst får otte-ti år til at vænne sig til tanken, kan det blive vanskeligt for Danmark at gøre sin ret gældende, uanset om FN’s eksperter til sin tid måtte bekræfte, at havbunden ved Nordpolen hænger lige så meget sammen med Grønland som med Sibirien.

Derfor foreslår PTJ nu, at Danmark sammen med andre af de arktiske stater søger at speede FN’s arbejde med at vurdere kravene op. Ingen dansk diplomat eller politiker har tidligere på samme måde gjort sig til talsmand for en sådan aktiv tilgang. Tværtimod har Danmark både under SR-regeringen og den nuværende været fortaler for en rolig og afventende tilgang til behandlingen i FN’s sokkelkommission.

I et tredje brud med hidtidig praksis anbefaler PTJ et nyt forum for sikkerhedspolitiske diskussioner i Arktis. Kontante diskussioner om den militære og sikkerhedspolitiske situation i Arktis har hidtil være forvist til korridorerne under sessioner i Arktisk Råd, fordi Rådet ifølge sit eget mandat ikke er bemyndiget til at lægge ramme til debat om den ’hårde’ del af sikkerhedspolitikken. Ideen om et sikkerhedspolitisk, arktisk forum har været vendt og drejet i de arktiske nationer i mange år, uden at nogen dog har forfulgt tanken. PTJ mener, at tiden er kommet, ikke mindst fordi ’Rusland andre steder har vist sig parat til at tilsidesætte internationale spilleregler’. PTJ mener, at et  nyt Arktisk sikkerhedspolitisk forum vil kunne få ’tillidsskabende effekt’, selvom tanken altså ikke hidtil har fundet næring andre steder i Arktis.

Som en fjerde konkret nyskabelse foreslår PTJ, at Danmark i 2018 indkalder til en konference mellem de fem arktiske kyststater til fejring af 10-året for Ilulissat-erklæringen fra 2008, der blev til på dansk foranledning. Det var ved den lejlighed, at kyststaterne (Rusland, USA, Canada, Norge og Danmark/Grønland) alle skrev under på, at de ville følge FN’s regler for grænsedragningen i Det Arktiske Ocean og samtidig enedes om at afvise ideen om nye, internationale Arktis-traktater i stil med den internationale Antarctic Treaty eller andre instrumenter, der kunne udvande de arktiske staters folkeretlige forrang i Arktis. PTJ var som chef for Udenrigsministeriets juridiske tjeneste sammen med udenrigsminister Per Stig Møller chefarkitekt bag Ilulissat-erklæringen: PTJ har førstehåndskendskab til erklæringens banebrydende effekt i det arktiske samarbejde og dens medvirken til fastholdelse af Danmarks relativt store indflydelse i regionen.

Endelig – som en femte nyskabelse – foreslår PTJ en særlig arktisk fond, hvor igennem danske pensionskasser, Vækstfonden og private fonde i fællesskab kan øge deres investeringer i Arktis – herunder i Grønland. Det er værd i den sammenhæng at bemærke, at den administrerende direktør for PensionDanmark, der hører til de største af de danske pensionskasser, Torben Möger Petersen, har siddet som fast medlem af PTJ’s rådgivende følgegruppe.

PTJ leverer også konkrete forslag til, hvordan Arktisk Kommando i fremtiden bør udrustes, herunder hvordan øget brug af satellitter til overvågning i Grønland også kan udnyttes til at sikre bedre internetdækning til det grønlandske civilsamfund, men her er der i en hvis grad tale om forslag som forsvarets egne aktører tidligere har luftet.

Flere detaljer og nuancer følger. På onsdag – den 4. maj – vil PTJ uddybe sine tanker om rigsfællesskabet og indsatsen i Arktis. De hurtige, der sikrer sig billetter, kan overvære denne særligt arktiske præsentation ved et offentligt møde i Dansk Udenrigspolitisk Selskabs nye ungdomsafdelingen. 450 har allerede meldt sig til:

http://udenrigs.dk/danmarks-udenrigspolitiske-interesser-arktis/

 


blog

Om Kim Leine, Peter Taksøe og rigsfællesskabet

april 26, 2016 • Af

 

To forskellige fortællinger om det dansk-grønlandske forhold kæmper om vores opmærksomhed i disse dage. Den ene fremføres af centrale aktører i statsapparatet, herunder regeringens særlige udenrigspolitiske rådgiver Peter Taksøe-Jensen. Han vil senest 1. maj vil fremlægge sine anbefalinger til en ny dansk udenrigspolitik, og i januar sagde han til Politiken, at ”Danmark er sammen med Grønland og rigsfællesskabet en arktisk stormagt. Vi skal bruge endnu flere kræfter på at sikre, at udviklingen i Arktis kommer til at stemme overens med danske interesser”. Denne tænkning om rigsfællesskabet flugter med meldinger fra både Lars Løkke Rasmussen og udenrigsminister Kristian Jensen, og regeringen vil givetvis straks forfølge anbefalingen. Danmarks indflydelse i verdenssamfundet skal øges via vores arktiske forbindelser.

Bagved ligger en forestilling om et rigsfællesskab, hvor Grønland og Danmark agerer dynamisk og fremadrettet i lydefri alliance. Grønland og Danmark er i denne fortælling tæt forbundne af den fælles historie, et fælles verdenssyn, demokratiske idealer og gensidig respekt.

Nuuk og København forfølger i denne fortælling samme politiske mål for samarbejdet i Arktis med Rusland, EU, Kina, Canada, Norge og USA. Danmark og Grønland vil som en stærk enhed forfægte samme ideer om fiskeri og klima, forsvarets arktiske prioriteter, balancen mellem natur og olie- og mineraludvinding, hvalfangst, de oprindelige folks vilkår, nye fragtruter m.m.

Visionen indeholder ikke mange muligheder for, at Danmark træffer beslutninger hen over hovedet på Nuuk som i gamle dage; i stedet konsulterer parterne hinanden som fæller, der anerkender, at de deler skæbne og begge vinder ved det. Danske diplomater fører sig ikke frem på vegne af denne arktiske stormagt uden Grønlands tilslutning, og grønlandske politikere siger ikke det modsatte af de danske i Arktisk Råd, på udenlandske ambassader, i aviserne eller på internationale konferencer.

Flere markante resultater i den seneste tid – herunder den afklaring om magten over den grønlandske uran´, der blev opnået i januar –  støtter visionen, men den står ikke alene.

Den anden fortælling høres bl.a. fra de grønlandske politikere. De to grønlandske folketingsmedlemmer, Aleqa Hammond fra Siumut og Aaja Chemnitz Larsen fra oppositionspartiet IA, bruger primært energi på at påpege fejl og mangler i rigsfællesskabet. Aaja Chemnitz kritiserer hårdt Danmarks forvaltning af retssystemet i Grønland, der har ført til årelange ventetider ved domstolene, og Aleqa Hammond var fornylig så harm over den i hendes øjne barokt underprioriterede søredningstjeneste i de grønlandske farvande, at hun forudså en opløsning af rigsfællesskabet.

”Rigsfællesskabet står ved en skillevej. For hvis ikke Danmark kan se ideen med at have et rigsfællesskab og leve op til sit ansvar overfor Grønland, er der andre lande der kan”, skrev hun i en kronik, der blev trykt både i Danmark og i udlandet på www.highnorthnews.com.

Fra Nuuk lyder både lovord og kritik af fællesskabet. Vittus Qujaukitsoq, der er ansvarlig for Naalakkersuisuts, Selvstyreregeringens, udenrigspolitik, anbefaler i den kommende udgave af tidskriftet ’Udenrigs’, at ”danske politikere og diplomater får bedre indsigt og grundlæggende kompetencer om rigsfællesskabets opbygning og ansvarsfordeling”. Danskerne mislæser altså ifølge en af de tungeste politikere i Nuuk løbende den indbyrdes relation. Qujaukitsoq roser en række fremskridt i samarbejdet og byder det nye danske fokus på Arktis varmt velkommen, men han peger også på svagheder: ”Hvis Danmark og Grønland skal stå stærkere i Arktis, skal man holde op med at se på samarbejdet imellem Danmark og Grønland som en konkurrence imellem to parter, der hver især har behov for at markere sig.”

”Hvis Danmarks ambitioner om at blive taget alvorligt som en ’arktisk stormagt’, skal opfyldes, bliver man i langt højere grad fra dansk side nødt til at anerkende Grønland som den arktiske rigsdel Grønland er, med egne interesser, ressourcer, kompetencer og historisk viden.” Han kritiserer, at Udenrigsministeriet fornylig for tredje gang udpegede en dansker til posten som kongerigets arktiske ambassadør: ”Det er i min optik besynderligt, at man ikke fra dansk side på noget tidspunkt har overvejet at tildele posten til en grønlænder,” skriver han.

 

I blødere indpakning men nok med større effekt hos det danske publikum fortsætter forfatteren Kim Leine med at udgive romaner, der insisterer på forskellene og de skæve akkorder i det dansk-grønlandske. Det tog for alvor fart med ’Profeterne i Evighedsfjorden’, der indbragte ham en række priser, herunder Nordisk Råds Litteraturpris. Hundredetusinder af læsere i Danmark og 20 andre lande, hvor bogen er oversat, fik her et saftigt indblik i, hvordan danskere og nordmænd som udsendinge for en ubehjælpsom, klodset og til tider voldelig kolonimagt tumlede rundt i Grønland i 1800-tallet.

I en ny roman om Grønland, ’De søvnløse’, der udkommer fra Gyldendal 26. april, beskriver Leine det dansk-grønlandsk forhold, som om det næres af lige dele kærlighed, forvirring og dissonans: Danskere i Grønland, der sjældent besværer sig med at lære sproget; et sundhedsvæsen afhængigt af danske pensionist-læger på vikar-ophold, og grønlændere, der gerne tvivlrådigt drømmer om uafhængighed fra Danmark. ”Jeg kan godt lide danskerne. Men jeg kan ikke lide Danmark. Og jeg er ikke dansker. Alligevel, hvis jeg er nødt til at vælge, tjah,” siger en af de centrale figurer. Denne korte hverdags-fremtids-roman skal nok få ben at gå på: Kim Leine lægger ud med at læse alle bogens 208 sider højt ved en marathon-læsning i København den 30. april.

Mere følger, når Kim Leine bliver færdig med opfølgningen til ’Profeterne i Evighedsfjorden’ – formentlig om et par år. Her vil han ifølge ham selv skrue tiden ca. 50 år tilbage til 1728. Dengang grundlagde den danske og ganske inkompetente guvernør Claus Paars i virkelighedens verden med en håndfuld soldater plus 12 straffefanger og 12 tvangsudskrevne kvinder fra fattighuset i København den første danske koloni i Grønland ved Godthåb på vestkysten. Historikeren Finn Gad har i hårrejsende detaljer beskrevet, hvordan elendig forberedelse og almen uduelighed førte til kaotiske forhold. Straffangerne og kvinderne, der var blevet tvangsgiftet ved lodtrækning i Holmens Kirke, og deres børn, der snart fulgte, måtte overvintre i den arktiske kulde på ekspeditionens uopvarmede træskib. Kun enkelte overlevede mere end nogle få år; børnene døde først. Drukkenskab, grov vold og skørlevned hørte til dagens orden også hos blandt officererne, og grønlænderne kunne blot se måbende til; i hvert fald de få, der overlevede de sygdomme, danskerne bragte med sig.

De to fortællinger om rigsfællesskabet er ikke nødvendigvis modsætninger. De kan læses som supplerende, fordi den stadig afklaring af uenigheder kan opfattes som en nødvendig forudsætning for en fælles indsats overfor resten af verden. Men diskrepansen understreger, hvordan visionen om en øget fælles dansk-grønlandsk indsats i Arktis stiller den danske regering overfor et solidt dilemma: Hovedparten af de grønlandske politikere mener fortsat, at Grønland en gang i fremtiden bør løsrive sig fra Danmark. Danske politikere vil løbende skulle overbevise de grønlandske beslutningstagere om værdien af rigsfællesskabet for at forebygge dets opløsning. Nye indrømmelser til de godt 55.000 grønlændere, hvoraf mange altså taler højt om uafhængighed, kan derfor hurtigt blive aktuelle – mens regeringen samtidig skal overbevise de fem millioner danskere om det geniale i hele denne arktiske satsning.

Det sidste kan blive vanskeligt. Norge, som satte turbo på sit arktiske engagement for 10 år siden, har et indlysende behov for fred med naboerne i Rusland og ro om fiskeriet, olien og gassen i de norske farvande. Så glasklare interesser har Danmark ikke i Arktis. Her handler det om mere subtile dagsordner, om international indflydelse, miljø, klima og rigets sammenhængskraft. Et økonomisk bonanza i den danske del af Arktis er ikke i syne.

Hvordan Peter Taksøe-Jensen selv ser på sagen, kan man skaffe sig et indblik i den 4. maj. Her fortæller han om sit syn på Danmarks rolle i Arktis ved et offentligt møde i København i Dansk Udenrigspolitisk Selskab – link til mere information og tilmelding følger her:

Danmarks udenrigspolitiske interesser i arktis

Dette blogindlæb er i forskellige varianter også bragt i Information og Sermitsiaq i Grønland.


blog

Hvad kan vi lære af Norge i Arktis?

marts 30, 2016 • Af

Hvad kan vi lære af Norge, nu hvor Danmark skal til at være en arktisk stormagt? Danmark skal sammen med Grønland tage sin rolle som arktisk stormagt på sig. Sådan lyder det hidtil klareste signal fra regeringens særlige udenrigspolitiske rådgiver, Peter Taksøe-Jensen, der senest i maj skal levere sit bud på en ny dansk udenrigspolitik.

”Danmark er sammen med Grønland og rigsfællesskabet en arktisk stormagt. Vi skal bruge endnu flere kræfter på at sikre, at udviklingen i Arktis kommer til at stemme overens med danske interesser”, sagde han i januar til Politiken.

Mens vi venter på de mere detaljerede anbefalinger, kan vi undersøge, om der er noget at lære i Norge. Den norske regering gjorde allerede i 2005 ’Nordområdepolitikken’ til hovedanker i norsk politik. Daværende statsminister Jens Stoltenberg, der nu er generalsekretær i NATO, og hans udenrigsminister Jonas Gahr Støre, der nu er leder af Arbejderpartiet, forklarede, at et stabilt og fredeligt Arktis ikke bare vil være i Norges interesse, men af central betydning for hele Europa. De argumenterede, at bevarelsen af freden i Arktis, samarbejdet med Rusland, sikring af stabile forsyninger af olie, gas og mineraler, hensynet til det arktiske miljø og klimaet, bæredygtig udviklingen af verdens rigeste fiskevande alt sammen var af vital betydning for hele kontinentet, og at Norge nu måtte stå klar til at bære sin del af ansvaret.

Hvad kan vi i Grønland og Danmark så lære af det? Hvordan skal man forstå dette klingende, norske rationale, der stadig er gældende, og som har gjort Norge til en helt uomgængelig aktør i den arktiske dynamik og derfor også en væsentlig partner for alle andre i Arktis? Det har den norske politolog og Arktis-ekspert Jens Christian Jensen (JCJ) heldigvis nu skrevet en tankevækkende bog om.

Norges naboskab med Rusland hører til de vigtigste drivkræfter bag dette dybtgående, norske skifte mod nord. Usikkerheden fra den kolde krigs våbenkapløb og konstante militære trussel fra Øst sidder fortsat i Norges nervesystem, selvom truslen i dag på mange måder er afløst af intenst og ofte vellykket samarbejde om alt fra fiskerikontrol i Barentshavet til erhvervsudvikling og studenterudveksling over den fælles norsk-russiske grænse. Hertil skal lægges norsk frygt for et socialt og økonomisk sammenbrud på Kola-halvøen med medfølgende usikkerhed om de store mængder radioaktivt materiale i efterladte atomubåde, nukleare energianlæg, fyrtårne m.v. Norge har investeret milliarder i oprydning og sikring af disse efterladenskaber fra Sovjettiden.

Samarbejdet med Rusland fungerer ofte godt fra dag til dag; især har den fælles forvaltning af et bæredygtigt fiskeri i Barentshavet ud for det nordlige Norge og ud for Nordvestrusland været langvarigt og forbløffende succesrigt. Hele spektret af samarbejde om fisk, miljø, forretning m.v. er dog ifølge JCJ til stadighed plaget af, at Rusland grundlæggende betragter enhver relation til andre stater som et nulsumsspil: Hvis noget er godt for naboen, må det være skidt for én selv.

For norsk Arktis-politik har olien dog været endnu mere afgørende end naboskabet til Rusland. Skiftende regeringer i Oslo har konstant haft fokus på den fortsatte udvikling af olie og gas både ud for Norges egne kyster, men også på oliefelterne ud for den russiske kyst. De russiske felter blev længe set som Norges næste chance, når nu Norges egne kilder langsomt løber tør. Rusland råder ikke selv over tilstrækkelig teknologisk knowhow, og det smerter nu i Norge, at udviklingen af de russiske felter slet ikke har fået det momentum og medført den efterspørgsel på norsk teknologi og kapital, man regnede med for 10 år siden.

Norge har til gengæld konstant fastholdt et højt tempo i udviklingen af stadig flere olie- og gaskilder i norsk farvand. Verdens førende anlæg til produktion af flydende naturgas ligger ved Hammerfest; et vældigt og teknologisk banebrydende anlæg tæt på Norges allernordligste spids, langt højere end Polarcirklen. Endnu længere nordpå blev en af verdens hidtil største olieplatforme fornylig bakset på plads i havet af det italienske selskab ENI: Grænsen for, hvad der er lovligt og teknisk muligt i den norske oliesektor skubbes konstant længere mod nord.

JCJ viser, hvordan den norske stat med stor succes endda har formået ganske at tage pusten ud af miljøbevægelsernes protester. I dag har de fleste nordmænd accepteret en logik, hvor den hurtige udvikling af stadig flere olie- og gasfelter ligefrem er til gavn for miljøet. ”Drilling for the environment”, som JCJ kalder paradokset.

Påstanden, som de fleste nordmænd altså ifølge JCJ har taget til sig, lyder, at Norge udvikler olien og gassen så fint, rent og miljøforsvarligt, at det automatisk vil smitte af på den russiske olieindustri og dermed sikre, at de sjuskede, udygtige russere ikke sviner så meget. JCJ påviser, hvordan der endnu kun er begrænsede tegn på, at denne afsmitning rent faktisk finder sted, eller at russerne er så ringe udrustede, som myten siger, men det er lykkedes Statoil, de norske politikere og andre tilhængere af olien at sælge denne fremstilling til den norske offentlighed – og til resten af verden, kunne man tilføje. De norske fortalere for en stærk Arktis-politik understøtter løbende Norges image som engageret forkæmper for det arktiske miljø med nye forskningsinitiativer, investeringer og politiske tiltag til gavn for klimaet og miljøet, samtidig med at man henter millioner af tønder olie op af havet med alt, hvad det medfører af risiko for olieudslip, skader på fiskebestande og øgede udledninger af CO2.

Forestillingen om Norge som arktisk stormagt passer i kulturel forstand fint til en række aspekter af den norske selvforståelse, forklarer JCJ. Allerede i vikingetiden opbyggedes Norgesvældet: Et imperium, der omfattede Shetlands- og Orkneyøerne og andre øer i det nuværende Storbritannien plus Færøerne, Island, Grønland og det såkaldte Vinland i Nordamerika. JCJ påpeger, hvordan forestillingen om nordmændene som stærke, maskuline betvingere af det arktiske har fundet næring i og besjælet centrale norske folkehelte og polarforskere som Roald Ammundsen, Fritdjof Nansen m.fl. Så sent som i 1931 stillede Norge krav om et vældigt stykke af Nordøstgrønland, der først blev afblæst efter dom fra Den Internationale Domstol i Haag, og naturgasanlægget ved Hammerfest, noterer JCJ, har ikke for ingenting fået navnet Snehvide: Det arktiske fremstilles stadig gerne som jomfrueligt, ubesmittet og klar til erobring.

Nordmændenes billede af dem selv som dynamiske friluftsmennesker matcher også fint med ”Nordområdepolitikken”, og det samme gør selvforståelsen som en lille, fredsbevarende, altruistisk stat, der til dels agerer uden for resten af verdens fasttømrede systemer – EU især. JCJ påpeger polemisk, hvordan man i Norge efterhånden har konstrueret en fortælling om sin egen indsats i Arktis, hvor alt, hvad der er godt for Norge, også er godt for alle andre.

Særligt relevant for den kommende danske og grønlandske debat om Peter Taksøe-Jensens udspil er det måske at notere, hvordan stadig flere forhold i Arktis i den norske debat er blevet kædet sammen med spørgsmålet om nationens sikkerhed. Olie, miljø, klimaforskning, søredning, fisk og mange andre væsentlige aspekter af den arktiske udvikling har i første omgang intet med krudt og kugler og klassisk sikkerhedspolitik at gøre, men JCJ beskriver, hvordan det i dag kan være vanskeligt at trænge igennem i den norske debat om det arktiske, hvis ikke man iklæder sine holdninger til disse dele af den Arktiske indsats en sikkerhedspolitisk dimension og pisker stemningen yderligere op – og dermed bidrager til retfærdiggørelse af den norske stats stadig mere intense fokus på Arktis.

Leif Christian Jensen: “International Relations in the Arctic – Norway and the struggle for power in the New North”  

Denne tekst har også fungeret som nyhedsanalyse i Information (29. marts 2016) og i Sermitsiaq.


blog

Arktis er mere end smeltende is

marts 6, 2016 • Af

”Er det pressen, der ikke lever op til sit ansvar?” Det var en dansk journalistelev, som studerer klimaforandringer ved universitetet i Helsinki, der spurgte. Jeg måtte skuffe hende. Når de gængse budskaber om klimaforandringerne i Arktis har sværere og sværere ved at afspejle virkeligheden, så er det ikke medierne skyld.

Jeg var i Helsinki hos KulturkontaktNord for at holde et foredrag over den store, prisvindende amerikanske dokumentarfilm Chasing Ice. I filmen dokumenterer fotografen James Balog, hvordan gletsjere i Island, Grønland, Alaska og Montana bliver mindre i hårrejsende tempo. Et visuelt kolossalt stærkt værk med et utrolig vigtigt budskab, men i mine øjne også en film, der viser, hvordan de store medie-skrald om klimaforandringerne i Arktis ofte giver et utilstrækkeligt billede af klimaforandringernes påvirkning af hele den arktiske del af verden.

Klimaforandringerne kobler sig til globaliseringen i en cocktail, der påvirker alle de arktiske nationer i voldsom grad: Nye sejlruter fra Europa til Asien åbner sig; sejlruter, der også gør det langt hurtigere at flytte krigsskibe og tropper fra Atlanterhavet til Stillehavet og omvendt. Olie- og gasefterforskning i Arktis bliver gradvist nemmere. Store mineralforekomster bliver mere tilgængelige. Verdens rigeste fiskefarvande forandres og bliver mere tilgængelige. Nye geopolitiske alliancer støbes; politiske organisationer som Arktisk Råd får vældig betydning, og selv nationer som Indien og Singapore – langt fra Arktis – er nu permanente observatører i Arktisk Råd, fordi isens forsvinden og klimaets udsving i Arktis har indlysende globale implikationer. Forskningen i det arktiske klima bliver stadig vigtigere – også Kina har nu en forskningsstation på Svalbard, og det kinesiske forskningsskib Snow Dragon ses stadig oftere i de arktiske farvande. Danmark og Grønland har gjort krav på 895.000 kvadratkilometer af havbunden under Det Arktiske Ocean; Rusland har overlappende interesser. Hele den arktiske verden har fået helt ny global betydning, og i alle de arktiske nationer reagerer de politiske ledere, erhvervslivets beslutningstagere, forsvarets chefer og andre med indflydelse på disse forandringer.

Det var derfor, jeg måtte svare afkræftende på spørgsmålet, om medierne har skylden. Der er ikke nogen simpel forklaring på, at alverdens filmmagere, kronikskrivere og klimaaktivister tegner et billede af klimaforandringerne i Arktis, der ikke får det hele med. Forandringerne i Arktis finder sted i så kolossalt et tempo og over så bredt et spektrum af samfundets facetter, at det ikke lader sig gøre at formidle i enkle trompetskrald.

Fortalerne for en skarpere indsats mod klimaforandringerne forsøger helt legitimt at sende så klare og rentonede budskaber ud i samfundet som muligt. Derfor er en film som Chasing Ice eksempelvis støvsuget for ethvert tegn på liv i de samfund, som de sårede gletsjere ligger i. Klimaforandringerne fotograferes, som om de finder sted i en mennesketom verdensdel. Arktis fremstilles, så det matcher vores vante forestillinger om det arktiske: vildt, barskt, ufremkommeligt, farligt, uendeligt smukt, dødeligt koldt og uden for almindelige menneskers rækkevidde. Det er et billede, der på den ene side hjælper med at skære alvoren i klimaforandringerne ud i pap, men som i stadig større grad fjerner sig fra den virkelighed, vi lever i.

Det er ikke sket tidligere i menneskets historie, at et helt ocean, der før var utilgængeligt, pludselig åbner sig for almindelig menneskelig aktivitet. Sammen med den tiltagende globalisering – især efterspørgslen på mineraler, fødevarer og energi – gør isens forsvinden Arktis stadig mere central for verdenssamfundet. Derfor ser vi nu, hvordan de involverede stater alle øger deres indsats for at opnå indflydelse i Arktis – samtidig med, at de forsøger at holde fokus på det vigtigste af det hele: Klimaforandringerne og kampen for at bremse dem.

De arktiske nationer har for længst erkendt, at udviklingen kræver et intensiveret samarbejde, hvis alt skal gå vel: Regionens egentlige stormagt og den stærkeste militære magt i Arktis er Rusland, der andre steder på kloden p.t. forfølger sine interesser på uforudsigelig vis, og som føler en særlig historisk og geografisk adkomst til Arktis. De sidste grænser i Det Arktiske Ocean er endnu ikke på plads; ingen ved præcis, hvem retten til de sidste stykker havbund omkring Nordpolen tilhører. Klimaforandringerne ændrer løbende regionens geografi og gør Arktis til genstand for nervøs, global interesse.

Arktis er alt andet end mennesketomt og kan ikke længere reduceres til at civilisationstomt vacuum; tværtimod er regionen i stigende grad genstand for menneskelige handlinger, politik og nye kulturprodukter – tænk f.eks. på Disneys seneste superhit, animationsfilmen Frozen, der er den mest indbringende af sin art i filmens historie. Eller LEGOs nye arktiske forskningsstation, der ligesom alle andre LEGO-kasser sælges over hele verden. Disney og LEGO afkoder, hvad der pirrer det moderne menneskes nysgerrighed – og i disse år står Arktis højt på listen.

Simple budskaber om isens forsvinden dækker med andre ord for en uendelig kompleks virkelighed – også i Danmark. Her er det udenrigspolitiske fokus i færd med et støt skifte mod nord – og ikke kun på grund af klimaforandringerne og isens forsvinden.

I januar slog regeringens særlige udenrigspolitiske rådgiver, Peter Taksøe-Jensen, fast, at et stærkt engagement i Arktis er afgørende for nationens interesser: ”Danmark er sammen med Grønland og rigsfællesskabet en arktisk stormagt. Vi skal bruge endnu flere kræfter på at sikre, at udviklingen i Arktis kommer til at stemme overens med danske interesser”, sagde han til Politiken. Få dage senere bekræftede udenrigsminister Kristian Jensen, at staben omkring den arktiske ambassadør i Udenrigsministeriet nu udvides.

Skiftet har været på vej i nogen tid. Norge gjorde allerede i 2005 ’Nordområdepolitikken’ til hovedanker i norsk udenrigspolitik, og da udenrigsminister Per Stig Møller i 2008 inviterede de øvrige arktiske kyststater, USA, Canada, Rusland og Norge til topmøde i Ilulissat i Grønland, høstede dansk diplomati både hæder og nyttig erfaring. Peter Taksøe-Jensen var chef for den task force i Per Stig Møllers ministerium, der forberedte mødet i Ilulissat. Et par måneder senere anbefalede Erling Bjøl i Politiken et øget fokus mod ”Nordkalotten” som afløsning for jagt på ”guerillakæmpere i et ukendt asiatisk bjergland”. Han havde forinden indhentet råd fra bl.a. flådens daværende chef, kontreadmiral Nils Wang (Forsvarsakademiets nuværende chef), der i en årrække har argumenteret aktivt for det skifte mod nord, vi nu ser.

Når det nye fokus på Arktis måske alligevel virker overraskende for nogle, skyldes det formentlig, at det siden 2. verdenskrig har været kutyme blandt landets ledere at nedtone Grønlands betydning for Danmark. Statsminister H.C. Hansen indgik allerede i 1957 en hemmelig aftale, der tillod USA at opmagasinere atomvåben i Thule, og der har i det hele taget været et geopolitisk element i Danmarks interesser i Grønland, som skiftende regeringer har valgt pleje i det dulgte.

Denne berøringsangst er under opløsning. Da SR-regeringens udenrigsminister Martin Lidegaard i 2014 blev spurgt, hvilken betydning, rigsfællesskabet med Grønland har for Danmark, lød svaret: ”Den indflydelse, vi har på de internationale regler og den politik, der skal føres i Arktis i fremtiden, er rigtig meget værd i geopolitisk forstand. Det betyder, at vi bedre kan forfølge Danmarks overordnede udenrigspolitiske interesser og mål. Vi kan arbejde for trygge rammer for Danmark, arbejde på at den danske befolkning kan leve i sikkerhed; vi kan sikre multilaterale rammer, der skaber så store muligheder for små landes indflydelse som muligt, fredelig konfliktløsning, godt miljø og en socialt afbalanceret udvikling. Alle disse helt vitale interesser får vi en mulighed for at varetage aktivt, fordi vi er forbundet med Grønland. Uden Grønland kunne vi ikke tillade os nær samme styrke i stemmeføringen, og det gælder også ud over den arktiske region – bare i lidt mere overført betydning.” Synspunktet blev gentaget på tv.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen sagde det samme – bare kortere – på et pressemøde med Grønlands og Færøernes politiske ledere kort efter nytår: ”Det giver en rolle i verdenssamfundet, der er klart større end den rolle, Danmark kunne opnå alene, Grønland kunne opnå alene, Færøerne kunne opnå alene”.

Mens BBC, Al Jazeera, Fox, nyhedsbureauerne og alle mulige andre medier gerne og med god grund fokuserer på, at isen forsvinder – og dermed på udsigten til skæbnesvangre stigninger af vandstanden i havene, ny ørkendannelse, flere orkaner og oversvømmelser – fører regeringerne i Arktis politik om helt andre facetter af de samme klimaforandringer.

Danmarks nye interesser i Arktis blev defineret bredt i kongerigets arktiske strategi fra 2011: Danmark skal først og fremmest bidrage til at fastholde Arktis som en fredelig region, hvor udnyttelsen af de naturlige ressourcer og nye muligheder – mineraler, olie, gas, fisk, nye handelsruter m.v. – forfølges i stringent balance med hensynet til klimaet og det arktiske miljø og til stadig gavn for de arktiske folkeslag (der bor cirka fire millioner mennesker nord for Polarcirklen, heraf ca. 500.000 medlemmer af de arktiske folk).

Det er en dagsorden, der kommer til at kræve rigtig mange politiske kræfter, skarpe prioriteringer i udenrigstjenesten, i forholdet til Grønland, Færøerne og til andre nationer. Det er ikke en dagsorden, der strider mod hensynet til klimaet. Men det er en dagsorden og en politisk virkelighed, der ikke afspejles i de gængse budskaber om klimaforandringerne i Arktis.

Budskabet om klimaets forandring og den fart, hvormed forandringerne finder sted i Arktis, er af afgørende betydning for mobilisering af verdensopinionen og af de beslutningstagere, der stadig har magt til at begrænse skaderne. Men det er også budskaber, der i tiltagende grad skæres til på en måde, så de andre, omfattende forandringer i Arktis udelukkes. Det indebærer en indlysende fare for, at klimabudskabernes troværdighed i længden undergraves.

Denne tekst optræder i lidt anden klædedragt også på klimadebat.dk

 


blog

Grønland i sigte – husk forhistorien!

februar 29, 2016 • Af

 

Danks erhvervslivs fokus på forretningsmulighederne i Grønland skærpes i disse dage, men alt for mange i erhvervslivet kender for lidt til baggrunden og den konfliktfyldte dansk-grønlandske dynamik.

Mulighederne vil vokse, nu hvor regeringens blik svinger fra syd mod nord. Regeringens særlige udenrigspolitiske rådgiver, Peter Taksøe-Jensen, pegede i januar på Arktis som nyt fokusområde:  ”Danmark er sammen med Grønland og rigsfællesskabet en arktisk stormagt. Vi skal bruge endnu flere kræfter på at sikre, at udviklingen i Arktis kommer til at stemme overens med danske interesser,” sagde han til Politiken. Udenrigsminister Kristian Jensen bekræftede kort efter, at han udvider sin Arktis-stab. Norge erkendte allerede i 2005, at alt peger mod nord, og nu er Danmark på vej. Uanset om vi taler geopolitik, sikkerhedspolitik, transportveje, klima eller ressourcer, bliver Grønland stadig vigtigere for Danmark.

Og nyt fra Grønland: Naalakkersuisut, regeringen, har besluttet sig for ny international lufthavn i Sydgrønland og ny Atlantbane i Nuuk til større fly. En ny havn i Nuuk er under opførsel – under styring af danske Rambøll, det største havneprojekt i selskabets historie. Udsigten for den offentlige økonomi i Grønland er stadig dyster, men turismen og beskæftigelsen er i vækst og fiskeriet jubler: Royal Greenland landede rekordoverskud i 2015 på 204 mill. På World Economic Forum slog Guggenheim Partners endnu et slag for en global, arktisk investeringsfond: Chef-strateg Scott Minerd taler sagen op med spådomme om multi-milliard-investeringer i Arktis, særligt i infrastruktur. Herhjemme fra var Vækstfonden for nylig på turne i Grønland for at gøde jorden. DI og Grønlands Erhverv har længe drevet en arktisk råstof-klynge og et nyt arktisk maritimt netværk er i svang i DTU-regi. Advokaterne hos Horten havde mere end udsolgt til et Hellerup-træf om OPP-muligheder i Grønland den 25. februar.

Skal alt dette krones med held, må virksomhederne forstå de 300 års fælles historie. DR sender i disse uger seks tv-dokumentarer om rigsfællesskabets historie, produceret af Jacob Gottschau og mig, der viser, hvordan forholdet altid har haft karakter af en skarp og evigt dynamisk forhandling. Da Hans Egede indledte missionen og koloniseringen i Grønland i 1721, tjente Danmark stort på slaver andre steder på kloden, men grønlænderne blev ikke gjort til slaver: De var uundværlige som sælfangere for Den Kongelige Grønlandske Handel og kongen følte i øvrigt et kristent kald. Sælolien – tran – brændte i gadelamperne i Europa og gav gode penge, indtil olien fra USA kaprede markedet. Grønlænderne tog aktivt kristendommen, læsningen og skrivningen og nye produkter til sig og fik medindflydelse.

Under 2. verdenskrig var Grønland uden for Københavns kontrol, mens USA byggede baser og sikrede forsyningerne: Grønland sugede igen alt det nye til sig og sagde i 1953 ja tak til at blive danske statsborgere, fordi Danmark repræsenterede moderne muligheder. Man forestillede sig, at lighed for loven ville føre til lighed i bredere forstand, og da ligheden udeblev, indledtes den politiske mobilisering, der stadig kendes i dag. Gennem årelange og hårde forhandlinger opnåede grønlænderne Hjemmestyre og siden Selvstyre i 2009, hvor de fik retten til råstofferne, anerkendelse som folk og retten til at løsrive sig, når de selv vil. Den danske stat sikrede sig omvendt, at Grønland forblev en fast og fungerende del af det rigsfællesskab, Danmark høster så store fordele af. Flertallet i Grønland oplever fortsat ikke forholdet som ideelt. Når tiden er inde, ønsker de at erstatte det rigsfællesskab, vi kender, med et mere frivilligt samarbejde – baseret på andet end den danske grundlov.

Intet af alt dette forhindrer et stærkt og profitabelt engagement fra dansk erhvervsliv – tværtimod. De 300 års fælles baggrund giver – trods de fortsatte sammenstød – danske virksomheder enestående sproglige, kulturelle, juridiske og administrative fordele. Grønland ser gerne danske investeringer, men uden grundigt kendskab til forhistorien vil dialogen have urimeligt svære kår. Grønland kræver ligesom andre udenlandske markeder grundig forberedelse.

Dette blogindlæg optrædte også som kronik i dagbladet Børsen 24. februar 2016.