Martin Breum

I januar slog regeringens særlige udenrigspolitiske rådgiver, Peter Taksøe-Jensen, fast i et interview i Politiken, at et stærkt engagement i Arktis er vitalt for nationen:»”Danmark er sammen med Grønland og rigsfællesskabet en arktisk stormagt. Vi skal bruge endnu flere kræfter på at sikre, at udviklingen i Arktis kommer til at stemme overens med danske interesser«.

Taksøe-Jensen omfavnede det synspunkt, at Danmark sammen med Færøerne og Grønland indtager en position i Arktis, der giver unik indflydelse og en væsentlig større rolle på verdensscenen, end vi ellers kunne indtage: Det er ikke mindst mod nord, at nationens skal rette sin opmærksomhed, hvis vores centrale politiske, strategiske og økonomiske interesser skal varetages. Det er et synspunkt, som også Lars Løkke Rasmussen og vores tidligere udenrigsminister, Martin Lidegaard, har givet udtryk for.

Ifølge analysen er Danmarks særlige stilling i Arktis så gunstig for landets muligheder i det internationale samfund, at andre udenrigspolitiske prioriteter, herunder dansk engagement i Mellemøsten, bør vige for et mere systematisk engagement i Arktis.

Hvis det arktiske skal have en så markant plads i den politiske praksis, får forholdet til Grønland og Færøerne helt ny betydning.

Regeringen skal levere en konkret strategi (og et budget) for, hvad Danmark præcist agter at foretage sig i Arktis for at befæste og udnytte rigets stormagtsstatus. Den proces forudsætter, at Færøerne og Grønland for alvor opfatter sig som en del af projektet. Det viser historien, og det bliver ikke let.

Til daglig fungerer rigsfællesskabet ofte glimrende; praktiske problemer løses, hverdagen fungerer. Men det ændrer ikke på, at mange grønlændere og færinger mener, at det på sigt bør opløses og erstattes af et mere frivilligt samarbejde. De nærer af historiske årsager dyb skepsis over for ethvert tilløb til øget dansk kontrol. Derfor kan vi kun ved øget respekt for historien sikre, at forhandlingerne om fremtiden former sig konstruktivt.

Den danske regering kan ikke blot fra den ene dag til den anden skrue op for det danske engagement i Grønland eller forudsætte, at Grønlands prioriteter stemmer overens med Danmarks – ej heller, når det gælder udviklingen i Arktis.

Grønlandske politikere efterlyser ofte mere af det, de danske flådestyrker leverer i Grønland: Fiskerikontrol, søredningstjeneste, miljøovervågning m.v. Men de er skeptiske over for alle tegn på genetablering af dansk indflydelse på det, grønlænderne efter hårde forhandlinger selv har overtaget styringen af. Grønlændernes ønske om at bearbejde, påvirke og afgrænse den danske indflydelse kan spores tilbage til koloniseringens begyndelse, og det er vokset lige siden.

Grønland er geografisk en del af Nordamerika, ikke af Europa. I håbet om at kunne beskytte sig selv mod europæiske fiskere blev grønlænderne i 1985 – imod Danmarks ønsker – de første nogensinde til at melde sig ud af EF/EU.

Grønlænderne har siden presset på for at få større indflydelse på rigets udenrigspolitiske praksis. Da grønlænderne i 2009 overtog retten til råstofferne i Grønland, stod retten til at føre en mere selvstændig udenrigspolitik som det næste på prioriteringslisten i Nuuk. Grundloven siger, at udenrigs- og sikkerhedspolitik er et anliggende for den danske regering, men loven er for længst bøjet efter pres fra færingerne og grønlænderne, og kravet om yderligere nyfortolkning er konstant.

Grønlandske politikere er ikke sikkerheds-clearet af efterretningstjenesterne, så de ved ikke altid, om de får den fulde historie fra Udenrigsministeriet og de danske ambassader. Den mistro, som dette kan medføre, har Peter Taksøe-Jensen oplevet, da han som ambassadør i Washington i 2015 deltog i forviklinger om Thule-basens økonomi: Nuuk følte sig ikke lige velorienteret hele vejen.

På samme måde står Færøernes ledere ikke nødvendigvis klar til at underlægge sig Danmarks udenrigspolitiske prioriteringer. En del færøske politikere sætter konsekvent betegnelsen ’det såkaldte’ foran ’rigsfællesskab’, og Landsstyret tegner i stigende grad øerne udadtil: De valgte allerede i 1974 at stå uden for EU, og i 2015 tegnede Færøernes lagmand sin helt egen linje, da han i Moskva kritiserede EU’s sanktioner mod Rusland. Færingerne tjener nu store penge på at levere fisk til Rusland i en de facto undergravning af EU’s sanktioner.

Allerde kort efter 1721, hvor Hans Egede indledte missionen og koloniseringen af Grønland, stod det klart, at grønlænderne nøje valgte til og fra i det tankegods, kolonisterne bragte med sig.

De grønlandske fangere foretrak længe at handle med de hollandske hvalfangere, og som lektor Kirsten Thisted, ekspert i det grønlandske åndsliv, forklarer i et afsnit af de tv-udsendelser vi har lavet om rigsfællesskabet historie, kunne grønlænderne blot være sejlet bort, hvis de ikke ønskede omgang med danskerne: De valgte selv kristendommen, de valgte selv at læse og skrive, og de brugte straks de nye færdigheder til at formidle, kritisere og gøre indsigelser.

I Grønlands nationalarkiv i Nuuk ligger farverige breve fra utilfredse fangere i både syd og nord, der klagede over de dårlige lønninger, unfair handel og urimelig forvaltning. Hjælpepræsten Poul Grønlænder leverede i 1758 en lang kras civilisationskritik i et brev til en af Hans Egedes sønner: »Jeres folk ved, at der er en Gud til…alligevel lever de, som de havde ordre til at være onde«. I 1861 udkom den første grønlandske avis – på grønlandsk.

På Færøerne hentede fribytteren Poul Nolsøe i 1700-tallet inspiration fra Europa og den franske revolution. Han underminerede kongens handelsmonopol og skrev nidviser om det danske embedsapparat: I sit Fuglekvad gjorde han embedsmændene til rovfugle og færingen til den lille men fiffigere strandskade.

I dag er strandskaden Færøernes nationalfugl og Poul Nolsøes statue står på hæderspladsen lige bag Tinganes, Landsstyrets hovedsæde. De færøske lærde opfandt det færøske skriftsprog og grundlagde tidligt i 1800-tallet en national-kulturel selvbevidsthed i tæt dialog med Grundtvig og andre tænkere udenlands.

I 1850’erne protesterede Niels Winther, Færøernes første medlem af Folketinget, da danskerne reserverede fire sæder for sig selv i Færøernes Lagting, og han høstede en historisk sejr, da konge-monopolet endelig blev ophævet. Tilhængerne af øget selvbestemmelse var fascinerede af Island, der sagde nej til den danske grundlov og i 1918 indledte Islands løsrivelse fra kongeriget.

Sat på spidsen kan man efter 300 års fælles historie konkludere, at Danmark ikke bare kan blive en arktisk stormagt. Vi risikerer også at blive verdens første ’post-arktiske’ nation. Skulle grønlænderne vælge at forlade rigsfællesskabet, vil Danmark ikke længere have reel adkomst til Arktis. Uden Grønland vil Danmark miste 98 procent af sit territorium og enhver betydning som arktisk aktør.

Grønlands udmeldelse af rigsfællesskabet er som bekendt stadig kun et af mange mulige fremtidsscenarier og helt uden tidsplan. Selv de mest iltre tilhængere af løsrivelse ønsker tæt samarbejde med Danmark også efter en eventuel løsrivelse. Men verden er alligevel forandret i forhold til tidligere.

Danmark anerkendte med Selvstyreloven i 2009 grønlænderne som et folk i folkerettens forstand, og grønlænderne fik ret til at frigøre sig af rigsfællesskabet, når de selv ønsker det, plus ejerskab til råstofferne i undergrunden. Dermed fik de fornyet tro på, at de en dag måske selv kan betale alle regningerne.

Tre ud af de fire nordatlantiske medlemmer af Folketinget, Magni Arge fra Færøerne og Aleqa Hammond og Aaja Chemnitz fra Grønland, repræsenterer en dybt rodfæstet selvstændighedstrang på Færøerne og i Grønland, og de har mange vælgere bag sig.

Magni Arges parti, Tjoðveldi, Republikanerne, der sidder i den regerende koalition, førte for bare 16 år siden an i målrettede (men kuldsejlede) forhandlinger med København om løsrivelse. Arbejdet med både en grønlandsk og en færøsk grundlov er i gang. Processen skal afklare, hvad borgerne i de to ø-samfund ønsker sig af fremtiden og lægge grund for eventuelle forhandlinger med Danmark om omkalfatring af rigsfællesskabet.

Set med historiens briller er denne tilstand ikke overraskende. Færøsk politik var fra starten delt i to lige store lejre: Tilhængerne af et tæt samarbejde med Danmark, og så den anden halvdel, der ønskede større færøsk magt over egne sager. De sidstnævnte argumenterede for retten til at tale færøsk i kirken og i skolen og for øget lovgivningsmagt til Lagtinget.

Efter 1. verdenskrig havde de en stund flertal på øerne. Da statsminister Thorvald Stauning var på besøg i 1930 måtte han true med en folkeafstemning: ’Ja eller nej til Danmark’ for at skræmme de oprørske til ro. Dansk politisk tænkning rakte ikke til mere end enten-eller.

I de fem krigsår var Færøerne uden for Københavns kontrol, og tilhængerne af øget selvbestemmelse fik ekstra vind i sejlene. Den danske amtmand, Carl Aage Hilbert, måtte i hemmelighed bede de britiske tropper på øerne om hjælp. Briterne truede nu med at behandle færingerne som ‘rebels’ hvis de forsøgte at overtage magten. I 1946, da Danmark igen havde kontrollen, stemte et flertal af færingerne for løsrivelse. Først da Christian X og regeringen i København opløste Lagtinget og fik udskrevet nyvalg, fandt man et kompromis: Færingerne fik Hjemmestyre.

I Grønland skrev de intellektuelle i starten af 1900-tallet de første romaner om et fremtidigt, højtudviklet Grønland i et ligeværdigt parløb med Danmark, og den fattige fisker Peter Gundel kritiserede i skarpe tekster den forskelsbehandling, grønlænderne var udsat for. Hans udkast til en roman blev bremset, mens grønlandske politikere efterlyste mere indflydelse og modernisering.

Også Grønland var under 2. verdenskrig uden for Københavns rækkevidde: Amerikanerne havde til gengæld brug for Grønland som mellemlanding på vej til krigen i Europa. USA byggede baser, og grønlænderne sugede til sig af moderniteten, varerne fra New York og alt det internationale.

Ved grundlovsændringen i 1953 stemte det nye, samlede Landsråd ja til at blive en integreret del af det moderne Danmark: De grønlandske ledere forestillede sig, at lighed for loven også betød lighed i bredere forstand, og da ligheden udeblev, startede en bølge af politisk mobilisering, vi stadig ser effekten af. Folketingsmedlem Augo Lynge, der ellers var varm tilhænger af rigsfællesskabet, advarede allerede i 1957 om at forholdet stadig var skævt og at kolonimentaliteten fortsat herskede.

De mange eksempler på selvstændighedstrang har fået iagttagere i udlandet til at tage bestik af en fremtid, hvor Danmark ikke længere er den væsentligste partner for de to ø-samfund. I det amerikanske militære fagtidsskrift, Proceedings Magazine, fra december 2015, tegnes eksempelvis et fremtidsscenarie, hvor Grønland løsriver sig fra Danmark, mens kinesisk industri og militær indtager en hovedrolle. Udlandet oplever ikke længere nødvendigvis rigsfællesskabet som fast forankret.

Det er en usikkerhed, som chefen for det danske forsvarsakademi, Nils Wang, og andre er optaget af, men som ikke synes at bekymre de grønlandske politikere.

I 1960’erne udgjorde danske håndværkere, sygeplejersker, administratorer og andre danskere, der skulle opbygge et velfærdssamfund i Grønland, ti procent af Grønlands befolkning. Danskerne styrede og de fik langt mere i løn for samme arbejde, bedre boliger og rejser hjem i fast kadence. Velkvalificerede grønlændere blev sprunget over i køen, mens det grønlandske samfund blev lagt om. Grønlands egne politikere havde betydelig medindflydelse, men oplevelsen af kontroltab blandt almindelige mennesker var massiv.

Unge, oprørske grønlændere krævede i 1970’erne og 80’erne retten til den grønlandske undergrund og ret til at definere en samfundsudvikling, der ikke var designet i København. I 1972 blev Grønland så lempet ind i EF sammen med Danmark, selvom et flertal i Grønland stemte nej, og utilfredsheden voksede.

I 1979 forhandlede grønlænderne et hjemmestyre på plads, og i 1985 fulgte udmeldelsen af EF. Siden overtog Hjemmestyret ansvaret for stadig mere af samfundets drift, og i 2009 stemte tre-fjerdedele ja tak til Selvstyre, undergrunden og retten til at løsrive sig – og pligten til selv at betale regningerne ved overtagelsen af nye ansvarsområder fra Danmark.

Mødet mellem Færøerne, Grønland og Danmark har aldrig været enkelt. Man kan vælge at lægge vægt på succeshistorierne, som der vitterligt er mange af, eller man kan, som vi har gjort, vælge at studere, hvordan forskellighederne har skabt en tilstand af uafbrudt forhandling og stadig mere vidtrækkende grønlandske og færøske krav om selvstændighed.

Danmark er ganske rigtigt sammen med Færøerne og Grønland en arktisk stormagt. Det kan muligvis – som Peter Taksøe Jensen påpeger – udvikle sig til en serie af interessante perspektiver og chancer for alle involverede. Men det kræver som mindstemål, at vi alle får et langt bedre kendskab til den fortid, som skal bære os videre.

Dette blogindlæg er skrevet sammen med Jakob Gottschau i anledning af, at DR-K den 17. februar viser første afsnit af dokumentarserien “Rigsfællesskabets Historie”, som vi har produceret. Teksten optrådte samme dag som kronik til Politiken.

En ny uran-aftale mellem Danmark og Grønland illustrerer, hvor glimrende rigsfællesskabet fungerer, når det er bedst, men også hvordan magtfordelingen i riget forskydes.

Aftalen blev underskrevet for få dage siden af danske og grønlandske ministre efter mere end to års intense forhandlinger, der er forløbet først som skrig og skrål i offentligheden, siden i diskretion for nedrullede gardiner.

Dramaet rækker tilbage til 2013.

Den kontroversielle, grønlandske stemmesluger, Aleqa Hammond, var netop blevet formand for Naalakkersuisut, den grønlandske regering. Hun ønskede, at Grønland skulle blive selvstændigt i hendes egen levetid, og for at forcere udviklingen, satte hun turbo på alle olie- og mineralmuligheder. Hun varslede, at hun vil have ophævet forbuddet mod udvinding af uran i Grønland.

Helle Thorning-Schmidts regering brød sig ikke om planerne. Grønlænderne overtog med Selvstyreloven i 2009 alle rettigheder til rigdommene i undergrunden, men regeringen var helt uforberedt på uransagen og stærkt pikeret. I Danmark var atomkraft er bandlyst, og Danmark stod helt fremme i den internationale indsats for at forhindre spredning af atomvåben. Udenrigsministeren – Villy Søvndal – sattte sammen med statsministeren alt ind for at forpurre Aleqa Hammonds planer. De fik udarbejdet juridiske rapporter, der fastslog at udvinding og eksport af uran har sikkerhedspolitisk betydning: skidtet kunne jo falde i de forkerte hænder. Og da sikkerheds og udenrigspolitik fortsat er et anliggende for den danske regering, forlangte de at få det sidste ord i sagen.

Kort før den afgørende afstemning i Inatsisartut, det grønlandske parlament, rejste Villy Søvndal til Nuuk i et sidste forsøg på at inddæmme katastrofen, men Aleqa Hammond lod sig ikke bremse. Efter mindre end et år som formand samlede hun et snævert flertal for en ophævelse af uran-forbuddet, og pludselig var det ikke længere ulovligt at udvinde uran i Grønland.

Aleqa Hammond havde på sit formfuldendte engelsk i øvrigt på forhånd meddelt det internationale samfund, at Grønland snart ville være at finde blandt de 10 største uraneksportører i verden.

Højesteret

Den danske regering var i tovene. Helle Thorning-Schmidt holdt ubehagelige møder med Aleqa Hammond, og på et pressemøde kunne de kun sige, at de var enige om være uenige. Helle Thorning-Schmidt afprøvede flere pressionsmidler; Aleqa Hammond truede til gengæld med at indkalde dommerne i Højesteret som mellemmænd.

I begge lejre var vitale interesser på spil. I Grønland bredte mistanken sig, at danskerne ikke blot fokuserede på uranen, men reelt forsøgte at rulle grønlændernes ret til deres egen undergrund tilbage. Hvis Danmark først overtog kontrollen over uranen, hvad ville så det næste blive? Er olie ikke også sikkerhedspolitik? Eller sjældne jordarter, der både anvendes i vindmøller og i missilsystemer?

I Danmark ringede flere alarmklokker: Man frygtede for et udvindings- og eksportforløb helt ude af trit med den række af internationale konventioner om kontrol med nukleare materialer, som Danmark for længst havde undertegnet, men som Grønland ikke var omfattet af. Af årsager, som offentligheden ikke fik klarhed over, var Grønland i flere tilfælde undtaget disse aftaler, og rygterne gik, at amerikanerne og deres kernevåben på Thulebasen måske igen spillede en rolle, men det blev aldrig dokumenteret. Bundlinjen lød, at den danske regering har en række skarpe forpligtelser overfor det internationale samfund, som det ville være mere end vanskeligt at lade Nuuk overtage. Nationens omdømme var spil, og så var det også vigtigt at fastholde en klar kompetencefordeling mellem Grønland og Danmark: Danmark kunne ikke give køb på kontrollen over forsvars- og sikkerhedspolitikken.

Endelig fandt diplomatiet så et låg til konflikten.

Man aftalte med Grønland, at sagen nu ville blive analyseret til bunds og brækket ned i sine mange, mange forskellige del-elementer. Herefter kunne man forhandle hvert enkelt element for sig, og forhåbentlig med tiden enes om en ordning for hvert enkelt punkt, som til sidst ville gøre det muligt at komme videre i fordragelighed.

Og det er præcis, sådan det hele nu er endt.

Blød landing

I dag roser medlemmer af den regerende koalition i Nuuk ikke bare den ny aftale, men også det diplomatiske arbejde, der er gået forud. Det er usædvanligt: Nuuk er ofte kritisk. (Den grønlandske opposition med IA-formand Sara Olsvig i spidsen er derimod skeptiske overfor uran-aftalen – og uranudvinding i det hele taget).

Med den nye uran-aftale kan den regerende koalition roligt fortsætte de undersøgelser, der skal vise, om det er muligt at finde kompetente mineselskaber, der kan og vil udvinde uran i Grønland. De grønlandske myndigheder må selv afgøre, om der er selskaber, der tilfredsstiller grønlændernes miljø- og sikkerhedskrav. Og de private selskaber kan nu få et brev om, at der ikke er flere forviklinger med Danmark.

Den grønlandske ledelse har desuden fået en række forsikringer om, at Danmark respekterer det grønlandske folks rettigheder til rigdommene i den grønlandske undergrund. Det rokker uran-aftalen ikke ved.

Til gengæld har det grønlandske styre skrevet under på, at den danske regering har det sidste ord, når det gælder eksport af uran fra Grønland. Grønlænderne har fra begyndelsen været enige i, at de internationale konventioner selvsagt skal overholdes, og de overlader det nu til den danske regering at sikre, at det også sker hvis/når der finder eksport af uran sted fra Grønland. Med den nye aftale er det op til den danske regering – og de danske efterretningstjenester – at vurdere ikke mindst om fremtidige eksportaftaler er indgået med legitime købere. Danmark har på det punkt, det sidste ord.

En del af involverede er undervejs i de langstrakte forløb nået til den fælles erkendelse, at der næppe nogensinde ville været opstået uenighed om, hvem man med rimelighed kan sælge uran til – uanset, hvem der havde det sidste ord.

Problemet har fra begyndelsen i manges øjne primært været et udtryk for mangel på gensidig tillid; en arv fra den vanskelige, fælles fortid.

Om aftalen så også vil løse alle problemer, hvis eller når uranudvinding i Grønland bliver til noget, det kan selvsagt kun tiden vise.

Uranaftalen består af flere del-aftaler. De er alle præsenteret her: http://www.diis.dk/node/6258

Frankrigs præsident, Kinas viceudenrigsminister og 1900 andre politikere, diplomater, erhvervsledere, forskningschefer og topfolk fra en række miljøorganisationer har i weekenden været samlet til klodens hidtil største forum om den arktiske udvikling – alle på invitation af den islandske præsident Grimsson og hans kapitalstærke, private sponsorer.

Men hvorfor kommer  alle disse beslutningstagere til en konference, hvor ingen beslutninger skal tages? Hvorfor sender Tysklands regering en delegation på mere end 50 mand? Hvad er det, der  trækker en stor kinesisk delegation til et uformelt debatmøde uden synderlig konkret dagsorden? Hvorfor kommer koreanerne i stort antal? Singaporeanerne? Og 50 mand fra den amerikanske stat Maine? Hvorfor møder de russiske diplomater og de international investeringsselskaber så talstærkt op?

Det banale, men korrekte svar er, at de kommer, fordi der er noget at komme efter: Store forretninger, afgørende viden om klimaet, politisk indflydelse. Arktis bliver i disse år med høj fart integreret i den globale politiske og økonomiske mainstream. Chefen for investeringsselskabet Guggenheim Partners fortalte eksempelvis det store publikum med et vildtflyvende postulat, at der forestår investeringer i Arktis for én billion (1000 mia.) dollars, og at han selv og en række andre erhvervs- og finansinstitutioner er ved at oprette The Arctic Permanent Investment Vehicle, en pengetank, der vil være i stand til at administrere kapital f.eks. fra de danske pensionskasser, internationale kapitalfonde m.v. og dirigere dem ind i de talrige nye arktiske havne, lufthavne, vejanlæg, vandkraftanlæg, jernbaner o.s.v., som Guggenheim Partners ser for sig.

De har også med opbakning bl.a. fra Verdensnaturfonden forfattet en Arctic Investment Protocol , der skal sikre socialt og miljømæssigt forsvarlige investeringer i Arktis. Dynamikken er forskellig fra land til land i Arktis, det er svært at gennemskue, hvad der er hype og hvad der er realiteter – men tendensen umiskendelig: Da The Arctic Human Development Report forleden blev offentliggjort i København af et international forskerhold, blev det klart, at den økonomiske vækst i de arktiske dele af Canada, Norge, Rusland og de øvrige arktiske stater i snit ligger væsentligt over væksten i de arktiske stater som et hele – også selvom mange af de bebudede mineprojekter og olie-fund i Arktis endnu ikke er blevet til noget.

Viceudenrigsminister  Zhang Ming betegnede fra talerstolen i Harpa, Reykjaviks store musikhus,, Kina som en ’near-Arctic state’. Det er en særlig kategori, Kina har opfundet til sig selv for at understrege, at Kina har betydelige og legitime interesser i Arktis. Først og fremmest fordi klimaforandringerne i Arktis påvirker vejret i Kina, landbruget og dermed Kinas evne til at brødføde sin voksende befolkning. Men tilhørerne fik også et  indblik i Kinas samarbejde med Rusland om et vældigt naturgasprojekt på Yamal-halvøen helt mod nord i Rusland, og en direktør fra COSCO, Kinas og et af verdens største rederier, viste billeder af et kinesisk fragtskib, der to gange har gennemsejlet og afprøvet søvejen fra Kina nord om Rusland til Europa – en rute som Kina, Korea, Rusland og mange andre venter sig meget af, når havisen på ruten gradvist reduceres.

Den kinesiske delegations egen vurdering lød, at Det Arktiske Ocean vil være helt  isfrit om sommeren omkring 2050; en spådom andre her bekræftede Og som chefen for det norske polarinstitut, der selv er klimaforsker, udtrykte det fra scenen: ’Vi forskere har konsekvent undervurderet, hvor hastigt isen forsvinder – og det gør vi fortsat’.

Det er første gang i menneskets historie, at et helt verdenshav åbner sig. Arctic Circle-konferencen blev endnu en illustration af, hvordan denne voldsomme forandringsproces får stadig dybere globale implikationer.

Alene forskningen i de fysiske forandringer til havs, i atmosfæren, i permafrosten i Arktis har forandringens kraft. Forskningen var  øverst på alle de mange delegationers dagsordner: Både Kina og Tyskland – Asiens og Europas største økonomier – lovede mere, tungere, mere avanceret og mere vedholdende klimaforskning i Arktis. England har bestilt sit eget mægtige  polarforksningsskib. Især selvfølgelig fordi alle optaget af at forstå, hvorfor klimaforandringerne sker med dobbelt hast i Arktis. Indsigt i den proces giver allerede ny og fuldstændig afgørende viden om, hvad resten af kloden kan forvente. Men også fordi de store, tunge og dyre forskningsprogrammer er en vigtig faktor i det voksende science-diplomacy i Arktis.

Et velfinansieret forskningsprogram med dyre isbrydere, helikoptere, avanceret teknologi og langsigtede investeringer legitimerer en større tilstedeværelse i Arktis for dem, der betaler regningerne: De får nye kontakter, indgår i nye partnerskaber med universiteter og forksninginstitutioner på Svalbard, i Grønland, i Norge, Canada, Rusland og derigennem med de lokale politiske beslutningstagere. De, der engagerer sig i den arktiske forskning, bliver hørt også uden for forskningens regi og får således ét skridt ad gangen øget indsigt og indflydelse i regionen.

Frankrigs præsident Francois Hollande kom til Reykjavik, og holdt en tale som festens højdepunkt. Han var i byen for at samle opbakning til FNs klimatopmøde COP21 i Paris til december og glemte i sin iver at sige noget sammenhængende om de indfødte folk i Arktis; grønlændere, inuitter i Canada, Alaska og de øvrige arktiske folkeslag i Rusland og Skandinavien.

Hollande fik dermed ufrivilligt illustreret en risiko ved det øgede globale engagement i Arktis, som de oprindelige folks repræsentanter er stadig mere opmærksomme på: Mens stadig flere regeringer, virksomheder og internationale organisationer krabber sig ind på den arktiske arena, frygter de godt fire millioner mennesker, der bor i Arktis, at blive klemt, overset og reelt sat uden for indflydelse i den fortsatte udvikling i deres egne samfund. Hvem bestemmer i det nye The Permanent Arctic Investment Vehicle? Hvem designer udviklingen af infrastruktur og nye miner i det russiske Arktis, i Canada eller Nordnorge?

I det danske kongerige har Grønland særstatus med egen Selvstyreregering og udstrakt indflydelse på egen affærer, men så langt er de oprindelige folk ikke i de øvrige arktiske stater, og det er endnu uklart hvilken effekt, det øgede, globale engagement i Arktis vil have på netop de lokale  folkeslags indflydelse på egne forhold fremover.

Ikke at de mindre folkeslag blev overhørt i Reykjavik. Færøernes nyvalgte politiske leder, lagmand Aksel Johannesen og hans landsmænd, markedsførte med stor energi Færøerne som centralt placeret fremtidig tankstation, pit-stop og havnefacilitet for skibstrafikken i Arktis, og Grønlands landsstyreformand, Kim Kielsen, netværkede flittigt i korridorerne, mens udenrigsminister Vittus Qujaukitsoq fra scenen fortalte om Grønlands fremtidsvisioner, herunder håbet om snarlig udvikling af flere miner i Grønland.

DAnmark var som nation stort set usynlig på denne vældige arktiske messe i Reykjavik. De arktiske landes regeringer – inklusive den islandske – ser med skepsis på den islandske præsident Grimssons årlige Arctic-Circle-konference, hvor alle der ønsker det, og i øvrigt har råd, kan komme til orde og føre sig frem. De arktiske stater er langt mere optagede af at fastholde det etablerede magthieraki i Arktis, hvor de arktiske stater har en præcist defineret forrang til at træffe beslutninger, regulere og udstikke retningslinjer for den arktiske fremtid, og Grimssons vidt åbne arrangement understøtter ikke nødvendigvis den dagsorden.

Dette blogindlæg optrådte også som nyhedsanalyse i Information 20.10 2015

Igennem de ni år, der er gået siden 2007, har antropologen Kirsten Hastrup hvert år besøgt fangersamfundet i Thule. Her har hun tilladt sig god tid, og vi har andre har derfor nu fået en rig og perspektivbærende beretning om Thule-samfundet, der både rækker langt tilbage i historien og direkte ind i debatten om Grønlands fremtid. Hendes nye bog, ‘Thule på tidens rand’, er netop udkommet fra Lindhardt og Ringhof – 500 sider til 500 kroner.

Kirsten Hastrup er ikke et sekund i tvivl om, at det lille samfund på knap 800 mennesker i Thule-området, eller Avanersuaq, som det nordligste beboede Grønland hedder på grønlandsk, har væsentlig betydning for os alle. Her forstår man, hvordan menneskene i dette lille samfund, der også i den grønlandske kontekst opfattes som langt væk, har vægt som bærere af en ganske særlig arktisk historie, som overbringere af fangernes særegne levevis til fremtidige generationer, som aktører i de topaktuelle klimaforandringer, som udviklere af sofistikeret fangstteknologi og som vidner til fremmedes indmarch fra de første hvide rejsende i 1800-tallet og til 1940’erne og 1950’erne, hvor en flod af danske svigt og knæfald ledsagede etableringen af amerikanernes Thule-base og tvangsflytningen af Thuleboerne til Qaanaaq, den nuværende hovedby i Avanersuaq.

Det er ikke et hovedsigte med Kirsten Hastrups beretning, men omkring side 400 fælder hun med cirka 20 siders nådesløs afklædning en hård moralsk dom over de danske embedsmænd og politikere, der agerede fødselshjælpere for Thule-basen: ”Den danske administration dækkede over tvangsflytningen ved at fastholde, at det var fangernes og Fangerrådets eget ønske (…) Det er næsten ubærligt at tænke på omfanget af den undren og den krænkelse, som Thulebefolkningen må have følt ved på den måde at være dobbelt forstødte – fysisk ved at skulle flytte, menneskeligt ved ikke at blive anset for ligeværdige – eller overhovedet set .” Løgn føjedes til svig, mens danskerne, grønlænderne og FN blev holdt hen med tåge og fordrejninger, forstår man – og et samfund blev mærket for altid: ”Sammenbruddet i Thulesamfundet, som det havde fungeret siden 1910, var til at tage og føle på”. Kirsten Hastrup er professor i antropologi ved Københavns Universitet, prisbelønnet forfatter til en stribe fagbøger og præsident for Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Hendes analyse er ikke bare læsværdig, den er om muligt endnu mere solidt funderet end Højesterets rent juridiske dom fra 2003, der klarlagde, at flytningen af Thuleboerne var i strid med folkeretten.

Kirsten Hastrups beretning er langt bredere end historien om tvangsflytningen. Som fortæller er hun gennem alle otte af bogens tematiske kapitler levende optaget af at videregive sine observationer af det nære – af familiemønstre, af tætheden mellem menneskene i så lille et samfund, af beklædningens udvikling gennem generationer, redskaberne, vanerne og den adrætte beslutsomhed, som et liv i nærkontakt med en farefuld natur har fostret hos Thulefolket. Hun skriver om fangsten, hvalrosserne, søkongerne, menneskenes liv med landskabet, isens inderste, om kvindekamikkerne, der før i tiden også fungerede som lommer, om stilfærdigheden, om fangstblæren af afhåret sælskind og ikke mindst om det at høre til et sted uanset, at det for andre måtte synes fjernt. Et tema, der har optaget Kirsten Hastrup en rum tid: Tre bøger, inklusive en doktordisputats har hun skrevet om Islands historie og folk.

I ’Thule på tidens rand’ rapporterer hun med fintmærkende respekt for detaljens betydning, og får indgående beskrevet, hvordan fangersamfundet i Avanersuaq har udviklet sig over tid: Fra de første grønlændere, der kom fra Asien netop til Nordvestgrønland, til i dag, hvor Thulesamfundet ikke længere er så homogent som før flyvemaskinen, og hvor det gamle i den grad må tage bestik af det nye. Klodens opvarmning bringer fundamentale rystelser; Kirsten Hastrup dyrker ikke overdrivelsen, men så meget desto mere forstår man perspektivet.

Hun kunne dårligt have valgt et mere væsentligt tema end netop fangersamfundets skæbne: I Grønland har den klassiske fangerkultur, sådan som den ikke mindst har foldet sig ud i Thule-distriktet, i de seneste år fået umådelig status i Grønland. Aleqa Hammond, der i dag er medlem af Folketinget, havde i sin tid som stærkt nationalt orienteret leder af Naalakkersuisut, den grønlandsk Selvstyreregering, fra 2013 til 2014, f.eks. et stort romantisk oliemaleri af en grønlandsk fanger med hævet fuglespyd og bukser af isbjørneskind hængende bag sit skrivebord i Nuuk. På gavlene på de store boligblokke i Nuuk er i dag malet vældige grønlandske ansigter af klassisk tilsnit, så hovedstadens beboere konstant mindes om den del af kulturarven, fangerlivet repræsenterer.

Som Kirsten Hastrup nu er med til at dokumentere, lever kun ganske få grønlændere i dag af traditionel fangst. Også i Thuledistriktet må fangertraditionerne vige for klimaforandringerne, isens tiltagende svigefuldhed, internettet, ungdommens voksende mobilitet og den almindelige urbanisering, der tynder hastigt ud i Grønlands yderdistrikter. Traditionens og fangerkulturens betydning for mange moderne grønlænderes selvopfattelse er til gengæld intakt eller måske ligefrem voksende, og beretningen om de nuværende, og måske sidste Thule-fangeres historie, traditioner, redskaber, tænkning og nutidige levevilkår ramler derfor ganske præcist ind i den aktuelle debat om identitet og fremtid i Grønland. Ikke at Kirsten Hastrup blander sig i denne grønlandske debat; dertil er hun alt for bevidst om sit mandats begrænsning, men hun bringer med høj energi ny viden og indsigt. Kirsten Hastrup har ingen respekt for ’hurtig viden’, som hun kalder det; de talrige hold af forskere, journalister og kommercielle lykkeriddere, der torpederer fangersamfundet i Thule et par dage på jagt efter en eksotisk overskrift eller salgbare mineraler. Til gengæld gør hun sig også en del tanker om sin egen rolle: ”Det kan somme tider opleves som ganske tungt at ville skrive om andres liv. Det er også en måde at udstille dem på”, skriver hun sent i bogen.

Fra start til slut trækker hun flittigt på sine forgængere. Vi får gerne lange afsnit fra Knud Rasmussen, Lauge Koch og talrige andre, hvis mange og ikke altid lige festlige værker, Kirsten Hastrup har trawlet omhyggeligt igennem. Teknikken med sådan at invitere læserne med i sin egen læsning, trak Kirsten Hastrup også på i 2010 i moppedrengen: ”Vinterens Hjerte – Knud Rasmussen og hans tid”, og den virker: Man oplever ved selvsyn, hvordan historien spiller en afgørende rolle, hvis man vil kende det aktuelle i Arktis. Vores forestillinger om Grønland har altid været afhængige af netop de opdagelsesrejsendes, forskernes, hvalfangernes og præsternes nedskrevne beretninger – inklusive de mange fordomme og fejlfortolkninger – så de er uhyre væsentlige. Kirsten Hastrup færdes med glæde og respekt i forgængernes selskab; i hendes biografi på kvinfo.dk kan man læse, at hun som barn selv drømte om at blive opdagelsesrejsende.

Til sidst blev det den stadige interesse for Thulefolkets vekselvirkning med resten af verden, der for alvor fastholdt denne læser. Kirsten Hastrup insisterer på perspektivet i alle Thulefolkets møder: De nye folk, der tilførte nyt blod fra Canada, de opdagelsesrejsende, forskerne, Knud Rasmussen (der gav regionen Thule-navnet), missionærerne, lægerne, danskerne, amerikanerne, de nye grønlandske ledere – og vore dages nye fremmede, der søger mulighederne i klimaforandringernes opblødning af naturen. Vi er med til alle møderne; det er en dejlig bog, skrevet så også den forudsætningsløse kan være med. Midtvejs får læseren f.eks. et komplet rids af Grønlands historie, hvis nu hun lige står og mangler et sådant.

Ordet milepæl er på sin plads om ’Thule på tidens rand’. Men det bør straks tilføjes, at Kirsten Hastrup selv omhyggeligt undgår den sværm af floskler, der ellers ofte trænger sig på, når det gælder Thule. Sagligheden går hånd i hånd med den fortælleglæde, der gjorde bogen om Knud Rasmussen så forunderlig.

En enkel undren står tilbage: Hvorfor har forlaget ikke sikret en bedre dialog mellem tekst og billede? Carsten Egevang, ph.d. med speciale i grønlandske havfugle, har udgivet flere fotobøger om Grønland og har tydeligvis arbejdet seriøst i Thuledistriktet, men i Kirsten Hastrups forord takkes han blot for ’at stille sine fotografier til rådighed for bogen’. De får fin plads og flere dobbeltopslag i bogen, men lever af og til deres eget liv uden nærhed til teksten. Menneskene på fotografierne har ingen navne; det virker pudsigt, når nu tekstens møde med Thulesamfundet så fint ofte grænser til det intime.

Denne anmeldelse optrådte også i dagbladet Information 3. oktober 2015