Herligt – jeg har lige fået omslaget på min ny bog: COLD RUSH – der udkommer i Storbritannien og Canada om kort tid.
Omslaget på den canadiske udgave af Cold Rush
COLD RUSH er kort sagt en journalist rejse gennem de seneste ti års udvikling i Grønlands og Danmark rolle i det moderne Arktis og i forholdet mellem de to dele af kongeriget. Det er en slags internationaliseret kondensat af de tre bøger, jeg har skrevet om samme temaer på dansk siden 2013 – og især de to første, Når isen forsvinder og Balladen om Grønland, der lige som den seneste Hvis Grønland river sig løs er udkommet på Gyldendals forlag. Jeg har i de seneste år fået en del forespørgsler fra interesserede, der ikke taler dansk, så det har længe været en drøm at få en bog ud på engelsk, som sammenfatter fortællingen. Jeg ved, at der en del mennesker ude i verden, der undrer sig såre over det dansk-grønlandske forhold, og jeg forstår godt denne undren. Når vi nu selv knap nok kan finde rundt i forholdet mellem Danmark og Grønland, tænk engang, hvor indviklet det så må være for udlændinge!
Jeg tror, det er vigtigt også for os i Danmark og for Grønland, at resten af verden får et bedre indblik i Grønlands og Danmarks indbyrdes relation og i, hvordan de to nationer tackler de nye udfordinger i Arktis. Klimaforandringerne, de truede isbjørne og andre klima-relaterede arktiske fænomener har fået hele verden til at fokusere på Arktis – og dermed på Grønland – og rigtigt mange politikere, organisationer, regeringer, aktivister, kunsterne, erhvervsledere mener, at de bør gøre “noget”. Jeg husker tydeligt, da jeg i 2013 talte med den daværende formand for Naalakkersuisut, det grønlandske landsstyre, Kuupik Kleist, om hans oplevelser i de fire år, han havde været formand. Jeg spurgte ham, hvad der stod stærkest i hans erindring, og han svarede uden tøven, at det var alle de mennesker fra hele verden – England, Saudi Arabien, USA, Asien – som ustandseligt havde givet ham “gode råd” om, hvordan han burde styre sit land.
Det antyder, hvorfor jeg håber, det er umagen værd at udgive en let tilgængelig, uafhængig bog på engelsk til dem, der ikke taler dansk, om de store linjer i kongeriget og i vores rolle i Arktis.
Det har været lidt af en rejse, og der er mange, der fortjener tak – men nogle fortjener det rigtigt meget. Oversættelsen blev organiseret med fænomenal assistance fra de tre gæve oversættere, Sara, Stina og Mette – eller som der står i bogen:
Translation from Danish:
Sara Hollænder Schousboe, cand.ling.merc, translator, project manager
Og endelig: Det var Hanne, min kone, der i sin tid fik ideen til COLD RUSH. Jeg var i færd med at få min bog Balladen om Grønland oversat til engelsk. Så spurgte hun: Hvad så med den første, Når isen forsvinder? Skal den ikke også oversættes? Og BUM – så var ideen født: En bog, der sammenfatter det hele! Hjælp gerne med at sprede kendskabet til den!
Forud for valget i Grønland i april var jeg en tur i Ilulissat. Det blev til en artikel i Weekendavisen om sprog, om skellet mellem Nuuk og provinsen i Grønland – som følger her:
Separatisme. Tirsdagens valg i Grønland er også en kamp mellem en voksende hovedstad og den udkant, der henter Grønlands guld, fiskene og rejerne, op af havet. I valgkampen smelter bitterheden over centraliseringen sammen med kravet om uafhængighed. De løsrivelses-ivrige politikere fisker stemmerne hos den halvdel af befolkningen, der ikke taler dansk.
ILULISSAT – Ude ved iskanten i Ilulissats verdensberømte isfjord ligger seks åbne fiskejoller med kraftige, sorte påhængsmotorer fortøjet til isen. Længere ude på vandet duver mastodontiske isfjelde. Solen bager, det er vindstille, otte-ti graders frost. Turister betaler formuer for det her. En fisker med svedperler på panden, blå kedeldragt og de klassiske sorte og orange gummistøvler kommer trækkende over isen med en mægtig plasticdunk med benzin inde fra byen. Han har ikke vanter på.
Illooraq Esekias Therkelsen droppede skolen som 13-årig og har fisket siden i Diskobugten. Foto: Morten Rasch
Jeg er taget til den grønlandske provins og vil spørge ham, hvordan udsigten til valget på tirsdag ser ud for en jollefisker? I Grønland skelner man mellem Nuuk og »kysten«, en samlebetegnelse for alle byerne og bygderne langs kysten.
Fiskeren her og hans kolleger på kysten udgør grundstammen i Grønlands økonomi og folkesjæl. Det er ham og de andre fiskere/fangere her i det nordvestlige Grønland, deres koner og venner på trawlerne og fiskefabrikkerne, der henter Grønlands guld – fiskene og rejerne – op af havet.
Grønland er verdens største producent af koldtvandsrejer; fisk og rejer skaffer over 90 procent af eksportindtægterne. Og nu er der udskrevet valg i utide netop på grund af afgrundsdyb politisk uenighed om rejekvoterne, kvotekongerne og forestillingen om, at den lille mand får for lidt.
Mit akutte dilemma er, at fiskeren i den blå kedeldragt og jeg ikke kan tale sammen. Jeg boede et par år i Grønland, da jeg var dreng, men jeg taler ikke et kvæk grønlandsk; det gør langt hovedparten af de cirka 5.000 bofaste danskere i Grønland heller ikke. Og fiskeren med benzindunken, som han nu med en kraftanstrengelse bakser op i sin jolle, taler ikke dansk — det gør halvdelen af grønlænderne ikke, og især ikke her ude på kysten. Han peger ud over fjorden og fortæller livligt på grønlandsk; vi forsøger med tegnsprog, vi griner, han vil vældig gerne snakke, jeg spørger på ny, men nej.
På den facon kommer vi ufrivilligt til at illustrere en del af pointen: De uafhængigheds-ivrige politikere, der vil løsrive Grønland fra Danmark gerne allerede i 2021 – præcis 300 år efter at missionæren Hans Egede indledte kolonitiden i 1721 – eller de, som i det mindste vil have vedtaget en punkt-for-punkt-køreplan for et hurtigt ryk mod friheden, har ikke flertal blandt vælgerne, langtfra.
Men de taler højt i tv-debatterne, de borer i et kløende sår, og de ånder de mere pragmatiske som landsstyreformand Kim Kielsen hedt ned ad nakken og kritiserer dem for at være vankelmodige. De løsrivelses-ivrige taler direkte til et solidt mindretal, som ikke mindst skal findes herude på kysten og i den halvdel af befolkningen, der kun taler grønlandsk.
»Sproget er en kilde til dyb frustration for rigtig mange. Vi lever i et stærkt opdelt samfund med store grupper, der kun taler grønlandsk, og andre grupper, der kun taler dansk. Det er blevet meget polariseret,« forklarer Michael Binzer, tidligere administrerende direktør for Air Greenland.
Sprogsortering
Ønsket om mere selvbestemmelse blev artikuleret i Grønland allerede i 1700-tallet, da den Kongelige Grønlandske Handel for alvor satte sig på sagerne, og det er nemt at finde ny næring i dag. Tag blot de mest banale anstødssten: Mange chefer i det offentlige er stadig danskere og taler ikke sproget. Den kræftramte ældre kvinde på sygehuset skal stadig bruge tolk for at tale med lægen. Mange ledere i de største virksomheder, også Selvstyrets egne, er stadig danske.
Danskerne – og den lille, grønlandske elite – bor i de største huse, kører i de sejeste biler, holder de dyreste ferier. Mange redaktører på aviserne og hos KNR, Grønlands svar på DR, er danskere, mens en nådesløs sortering af dem, der ikke taler dansk, begynder allerede i gymnasiet og på håndværkeruddannelserne: Uden et godt dansk klarer du den ikke. 62 procent af de voksne grønlændere havde i 2016 alene en folkeskoleuddannelse, og frafaldet fra ungdomsuddannelserne er højt.
Gerderaq Nielsen, 60 år, fra den lille bygd Akunnaaq med 80 indbyggere lidt syd for Ilulissat har ingen formel uddannelse: »Det, jeg kan, lærte jeg på slæden af min far,« fortæller han. Han fik en jolle som 12-årig og satte langline efter qeeraq, havkat. Han taler heller ikke dansk, men nu er jeg bevæbnet med tolk.
Gerderaq Nielsen går ind for Grønlands løsrivelse, men han hører til pragmatikerne fra Inuit Ataqatigiit, SFs tidligere søsterparti, et af de to store partier i Grønland, så han ønsker ingen fast deadline for uafhængighedsprocessen. Politikerne bør i stedet fokusere på levevilkårene for folk i bygderne og ikke på den evige ekspansion af Nuuk, mener han. »Vi blev lovet, at erhvervslivet ville blive lagt ud på kysten, hvor vi bor, men det er gået lige modsat,« klager han.
Der er 56.000 indbyggere i Grønland, færre end i Haderslev Kommune, men den sure kamp mellem udkant og hovedstad er mindst lige så skarp som i Danmark. Godt 17.000 – næsten en tredjedel af borgerne – bor i Nuuk. Hovedstaden udvider energisk, og her i valgkampen smelter de løsrivelses-ivrige kampråbet om uafhængighed tæt sammen med bitterheden over centraliseringen.
»Vi er reelt et meget splittet samfund. Der skal meget lidt til, før folk begynder at rive hovederne af hinanden. Det er ærgerligt,« siger Ole Dorph. Han er tidligere ansvarlig for Grønlands socialpolitik og to gange borgmester i Ilulissat og dermed for verdens mest udstrakte kommune, senest fra 2013 og til i år.
På tirsdag stiller han op til Inatsisartut, det grønlandske parlament, for Siumut, Socialdemokratiets søsterparti, der har siddet på magten i alle år undtagen fire siden det første valg i Grønland i 1979. Dorph vil hellere tale om uddannelse end om løsrivelse:
»Vi ser jo i aviserne og i fjernsynet, at Lars Løkke siger, at vi kan glemme alt om bloktilskuddet fra Danmark, den dag vi vil være vores egen nation,« siger han.
»Det er vi nødt til at have i baghovedet. Vi kommer til at mangle mellem fire og fem milliarder. Vi er pisket til at stå sammen og finde nogle løsninger, der giver penge først,« siger han.
Bor man i Danmark, kan det være svært at forstå, hvordan snakken om Grønlands uafhængighed kan give mening. Statsminister Lars Løkke Rasmussen påpeger gerne det tilsyneladende utopiske ved projektet: Hver gang politikerne i Grønland bruger to kroner på plejehjem eller skoler, kommer den ene fra Danmark.
Bloktilskuddet på 3,7 milliarder udgør halvdelen af det offentlige budget, og dertil kommer politiet, domstolene og den danske flådes fiskerikontrol, redningstjeneste med videre – samlet set indsatser for yderligere en halv milliard om året.
Men for min fiskerkontakt ude på iskanten og mange andre vil pengene fra Danmark ikke være det afgørende på tirsdag. Det handler mindst lige så meget om identitet, sprog og kultur, og som Ole Dorph forklarer, har mange jollefiskere i de seneste år tjent en halv million eller mere om året på at fiske hellefisk.
»80 procent af vores borgere her i Nordgrønland har ikke nogen formel uddannelse, men det betyder jo ikke, at de er til last for samfundet. Det er dem, der tjener al valutaen til landet. Og mange af jollefiskerne, der tjener godt, fordi priserne er høje, de lytter til de politikere, der gerne vil løsrive Grønland hurtigt. Hvorfor ikke, tænker de, det går jo rigtig godt,« siger han.
Dorph hører som sine partifæller til pragmatikerne, men han taler varmt om visionen om det uafhængige Grønland. Samtlige af de etablerede partier er enige om, at løsrivelsen vil komme — kun timingen skændes de om.
Et enkelt nystiftet parti, Samarbejdspartiet, ønsker at forny i stedet for at opløse rigsfællesskabet, men ifølge den første og hidtil eneste meningsmåling kommer de måske slet ikke ind. Selv arbejdsgiverforeningen Grønlands Erhverv skrev i sit blad, at »GE går også ind for selvstændighed«. Det er næppe hele sandheden, men det illustrerer, hvordan den politiske samtale i Grønland ikke længere for alvor har plads til andre standpunkter.
Løsrivelse i 2021
Partii Naleraq – Pejlemærket – var hurtigst til at banke valgplakater op her i Ilulissat, indbyggertal 4800, Grønlands tredjestørste by. Partii Naleraq, der deler navn med byens førende værtshus, ledes af tidligere landsstyreformand Hans Enoksen, som kun modvilligt for få dage siden indrømmede, at løsrivelse i 2021 måske er en kende optimistisk.
Partiets plakater hænger ved Brugsen, kirken, telepost og mange andre steder i byen, men efter valget vil Partii Naleraq stadig være en lilleput. De to store partier, Siumut og Inuit Ataqatigiit, vil ifølge alle målinger igen sætte sig tungt på over halvdelen af de 31 pladser i Inatsisartut. Siumuts Kim Kielsen eller IAs partileder Sara Olsvig vil blive udråbt til formand for Naalakkersuisut eller Premier of Greenland, som det også hedder.
Men samlet set vil de to store formentlig også tabe terræn på tirsdag. De kæmper hårdere end før for at fastholde vælgernes tro på, at en række problemer må løses, før løsrivelsen bliver aktuel. De to store partier er enige om, at langt flere skal uddannes, nye indtægter skabes, og den høje selvmordsrate, boligmanglen, de seksuelle overgreb på mindreårige osv. skal bekæmpes. (Sexovergrebene er i øvrigt ikke tabu i Grønland. KNR, Grønlands DR, havde tirsdag programsat en hel valgdebat på tv om samme).
Den skandaleombruste Aleqa Hammond, tidligere formand for Naalakkersuisut, er valgets joker. Også hun er fra kysten, opvokset i Uummannaq nord for Ilulissat.
Med usvækket sans for drama ventede hun til sidste sekund med at erklære sit kandidatur for et nyt parti, Nunatta Qitornai, vort lands børn, stiftet af Grønlands tidligere udenrigsansvarlige, Vittus Qujaukitsoq – en politisk sleben forkæmper for hurtige løsrivelse. Han ønsker systematisk overtagelse af flere ansvarsområder fra Danmark, decentralisering og en grønlandsk kystvagt til afløsning af den danske flåde.
»Vi kommer ikke til at sulte ihjel,« sagde han allerede i 2017. Han er parat til at skære i den offentlige service – skoler, plejehjem osv. – hvis det kan sikre uafhængigheden. Det er en nyskabelse. Selv de ivrigste har hidtil fastholdt, at velfærd efter skandinavisk model er en del af Grønlands dna.
Vi er reelt et meget splittet samfund. Der skal meget lidt til, før folk begynder at rive hovederne af hinanden. Det er ærgerligt.
Ole Dorph, tidligere borgmester i Ilulissat
Ole Dorph, Michael Binzer og andre, jeg taler med, gætter, at Aleqa Hammond vil trække så mange stemmer på tirsdag, at både hun, Qujaukitsoq og måske flere fra det ny parti får plads i Inatsisartut – på trods af Hammonds synderegister.
Hun strøg til tops i 2013. Hun var formand for Siumut og vandt et valg på skarpe krav om mere kontant beskatning af udenlandske mineselskaber og et rungende budskab om »uafhængighed i min levetid«. Hun fik 6818 personlige stemmer – den højeste score i Grønland nogensinde.
Som formand for Naalakkersuisut fik hun snapt skærpet mine-beskatningen og ophævet forbuddet mod uranudvinding i Grønland – i øvrigt i hård strid med regeringen i København.
Efter mindre end et år blev hun abrupt væltet af sine egne. En revision afslørede, at hun havde ladet Grønlands landskasse »lægge ud« for flyrejser, ferieophold i Paris, drinks med videre for sig selv, sin samlever og dennes børn. Da alt kom for en dag, lød det samlede beløb på 204.000 kroner. Pressen mindede om andre, ældre sager og en dom for bedrageri. Vrede borgere gik i optog i Nuuks gader. Aleqa Hammond tog orlov, Kim Kielsen blev ny Premier of Greenland, men i 2015 stillede Aleqa Hammond op igen, nu til en af Grønlands to pladser i Folketinget, og igen satte hun rekord.
Hun sad i Folketinget for Siumut til august 2016, men selvskadede så igen. Ekstra Bladet fortalte om misbrug af et kreditkort fra Folketinget til private indkøb for i alt 12.953,10 kroner. Denne gang måtte hun sige farvel til Siumut, men hun fortsatte i Folketinget som løsgænger, og da hendes seneste fadæser ikke har ført til dom eller bøde, har hun frit kunnet stille op til valget på tirsdag.
Hendes fans på kysten er tilsyneladende klar til at glemme skandalerne. Som Michael Binzer, den tidligere chef for Air Greenland, forklarer mig: »Vi har et andet forhold til skyld i Grønland. Her handler det mere om at give folk en chance til. Vi er et lille land. Vi har brug for alle dem, der kan noget, og Aleqa Hammond er dygtig.«
Michael Binzer stemmer ikke på Aleqa Hammond, men han kender turen. Han blev selv detroniseret i 2014, da det viste sig, at han havde fiflet med sit cv. I dag er han anerkendt ledelseskonsulent og i færd med et kursus for Royal Greenland, Selvstyrets fiskekoncern.
»Hun har måske en flosset moral, men det ændrer ikke ved, at folk ser op til hende. Hun har udsyn, taler tysk, dansk, engelsk, og hun taler til hjertet, ikke til hovedet. Hun taler til den menige grønlænder herude på kysten. Aleqa Hammond er vores version af Dansk Folkeparti,« siger han.
Fisk til Østen
Det lykkes mig at finde min kontakt fra iskanten igen. Illooraq Esekias Therkelsen er født 1966 i bygden Ilimanaq, der ligger syd for Ilulissat. Han droppede skolen som 13-årig og har fisket siden. Vi futter ud mellem isskosserne i Diskobugten i hans jolle på en hylende kold eftermiddag – nu med tolk.
n Rasch
Han bruger stadig ikke vanter, men ryger til gengæld filtersmøger helt i bund uden at tage dem ud af munden. Han mener, at politikerne skulle interessere sig mere for at strømline fiskeriet: »Jeg sætter min langline om formiddagen og indhandler måske 800 kilo hellefisk om eftermiddagen. De kunne flyve fisken til Østen og sælge den som frisk fisk samme dag, hvis de havde udvidet lufthavnen noget før,« siger han.
En forlængelse af landingsbanen i Ilulissat til interkontinentale fly har stået på dagsordenen i årevis. Igen får Nuuk én over nakken: »Det er os fiskere heroppe i Ilulissat, der lander værdierne. Det er os, der sponsorerer alt det, der sker nede i Nuuk, men hvad gør de for os?« spørger han. Kiloprisen på hellefisk har i nogen tid ligget på 20-25 kroner. På en god dag henter Illooraq Therkelsen 16.000-18.000 kroner på sin langline.
Fra toppen af hans jolle-antenne blafrer Siumuts parti-vimpel. Illooraq Therkelsen har allerede brevstemt, og han mener det samme om løsrivelse som Kim Kielsen, partiformanden: Selvstændigheden skal nok komme, men først når Grønland har råd.
Jeg spørger, om han har et budskab til Weekendavisens læsere. »Uuuha,« siger han og spytter et udbrændt filter i vandet.
Han ser ud over bugten. Danmark er langt væk.
Han melder pas og sender i stedet en klassiker til de grønlandske politikere: »Når der er valg, lover de altid, at vi får billigere varer fra Danmark, bedre forhold for pensionisterne og billigere benzin. Men de glemmer altid det hele bagefter,« siger han.
Samme aften mødes vi tilfældigt i baren på byens dyreste hotel, men dilemmaet består: Tolken har fri.
After the elections in Greenland in April I wrote this column for Arctictoday.com in the US; posted on May 4th.:
As this is being written, the premier of Greenland, Kim Kielsen, is taking his time negotiating with potential partners over the terms for his next coalition government.
Kielsen won the elections in Greenland on April 24, not with any impressive margin, but with sufficient votes for his Siumut party and for parties that he is on speaking terms with that finding a majority among the 31 members of Inatsisartut, Greenland’s parliament, should not be uncomfortably difficult.
I was in Greenland on election day, trotting around in snowy Nuuk where the political parties, their candidates and supporters waited for the electoral results in the community hall, at Daddy’s nightclub, in sports facilities and other locales until far into the small hours of the next morning; some celebrating wins, some accepting losses, and all watching the crucial digits on the TV screen as results poured in from Greenland’s many towns and smaller communities.
Big deal, you think, this sounds just like any other election?
But no, not by a far shot. In one sense you are right, of course, these elections were very, very ordinary, but this is exactly why the whole process was so much out of the ordinary and why suggesting otherwise would be misreading Greenland very badly.
These seemingly ordinary proceedings — votes cast, results counted, negotiations to follow — represent a fundamentally important story of modern Arctic ingenuity, creativity, innovation and social cohesion that we should be careful to take note of.
Everything works
Just as the voting centers closed at 8 p.m. in the evening on April 24, the mayor of Nuuk, Asii Narup Chemnitz, who served as head of the capital’s electoral committee, walked up to me in the sports hall that served as the heart of the elections in Nuuk:
“Sometimes we forget how impressive it is that everything works here,” she said, embracing with a gesture not only Nuuk, but the entire Greenlandic nation. Understandably tired after 12 hours of overseeing the local electoral proceedings she still found time to marvel at the underlying wonder of it all.
We were just two minutes past the last voter in Nuuk and a bunch of her employees were already busy counting votes (under due supervision from appointed controllers), others were dissembling voting booths, cleaning, unscrewing noticeboards and generally readying the hall for more sports in the morning.
Chemnitz reminded me how rigorously controlled voting, organized according to the most detailed rulebooks on proper, western, democratic elections, had taken place not only here in urban Nuuk but also at 71 other locations in the vastness of Greenland, the world’s largest island.
Ballots by dogsled
In the end this became my take-home-lesson from the Greenland elections 2018, delivered to me on election night by the exhausted but happy mayor of Nuuk. Democracy worked — and will continue to work in Greenland. Not only through the strong dedication to its principles by the 56,000 citizens of this unique nation (71.9 percent of 40,769 eligible voters took part), but very much also through the efforts of ordinary people of all walks of life who make up the superbly complex web of logistical solutions in this nation where no two towns are connected by road or rail, where weather patterns are sometimes difficult, where money is often scarce but where human ingenuity and grit somehow continue to rule and flourish.
Following Arctic affairs I often come across terms like “isolation”, “remote”, “wilderness”, “uninhabited”, “traditional”, “icy” and other descriptions. I probably inadvertently use some of these myself; born, raised and still living as I am in very urbanite — and anything but Arctic — conditions in Denmark. But I am trying to understand that we all live in the center of our personal lives and that nowhere is essentially remote — unless you are not there yourself and unable to imagine that you were. Of course, the Arctic sometimes requires different solutions to practical issues than Toronto or Copenhagen and vice versa. But it has long been time to dismantle the more widespread misconceptions of the Arctic as “remote” and replace them with more appropriate imagery.
The electoral process in Greenland worked without a hitch (as least as far as we know) not only in Nuuk, but in villages with less than 50 people hundreds of kilometers away on the island’s East Coast on the other side of the vast ice sheet. Everything worked also in Siorapaluk, the world’s most northern settlement — north even of Thule Air Base — just as it did in tiny Aappilattoq, 2,500 kilometers to the south.
In Savissivik, a town of less than 60 people in the very far north, things almost went bad: As ballots for all voters in Greenland’s northern districts were flown from Nuuk to Ilulissat, the administrative seat of northern Greenland, weather conditions deteriorated. Only through extreme vigilance by those who followed the distribution of ballots electronically did ballots reach Savissivik in time. Firstly, the were re-routed and flown from Ilulissat to Pittufik/Thule Air Base. From here, Air Greenland’s station leader, Peter Lilie, called a hunter in Savissivik, Markus Hansen, who immediately set out on a 150-kilometer journey on his dogsled. Lilie got in his 4X4 and headed towards Camp Tuto, a disbanded military research site at the edge of Thule Air Base. The two met there, ballots for Savissivik got on Hansen’s sled and polling began on time in Savissivik. 31 members of the community cast their vote.
In total, 43,000 ballots were distributed in Greenland by planes, helicopters, ships, speedboats, automobiles, snowmobiles and dogsleds.
Meanwhile, Greenland’s publicly owned telecommunications company, Tele-Post, got ready for the sensitive task of collecting electronically the results from all 72 election centers on a coastline of 2,500 mostly uninhabited kilometers — a process executed so seamlessly that I never thought of it until much later. Watching TV in Nuuk, we had results popping up from all corners of Greenland, which were then instantly integrated, calculated and presented as rapidly and smoothly on-screen as if we were in Toronto, Stockholm or Washington.
And so it went, quite ordinarily, until at the very end of a long election night we all knew who won and who lost. Around midnight the bizarre happened: Kim Kielsen, who had just had a congratulatory call from the main runner up, Sara Olsvig from Inuit Ataqatigiit, Greenland’s second largest party, made an appearance at Daddy’s, Nuuk’s main nightclub that his party, Siumut, had taken over for the occasion. Everyone expected Kielsen to now make his victory speech, but at this very moment the owner of the club, himself a candidate of Kim Kielsen’s party, announced that the club was closing, since local law prohibited it from remaining open any longer. Kielsen never made any speech.
Not this, but every other important detail of the electoral process was immediately available to all citizens in Greenland on live radio or television.
Voting, counting, reporting — it all worked flawlessly; even a recount of votes cast in Sisimiut, Greenland’s second largest city, that was made necessary by a technical fault in the middle of the night.
And right now, as I write this, the Premier of Greenland, Kim Kielsen, is continuing to carefully ponder his next move. As I finished writing, I just checked again and there are still no news. Coffee is poured. Negotiations drag on. It is all so very ordinary. Which is what makes it extraordinary.
