februar 2018

Søg efter dato

blog

Dansk-grønlandsk splittelse svækker nationen over for Kina

februar 19, 2018 • Af Martin Breum

Kinas hastige indtog i Arktis kræver “langt mere proaktiv håndtering”, lyder det i ny analyse fra Forsvarsakademiet. Danmark og Grønland står splittede i en grad, der gør det svært at møde udfordringen fra Kina i Arktis på forsvarlig vis. De interne stridigheder i rigsfællesskabet svækker kongeriget netop, hvor Kinas ekspanderer i Arktis uden tidligere tiders tilbageholdenhed. Alle de arktiske nationer kæmper med dette dilemma.

Kinesiske polarforskere i Det Arktiske Ocean: KInas forskning sikrer Kina stærke forbindelser i Arktis; nye stationer er på vej på Island og måske i Grønland. Foto: Xinhua

http://www.fak.dk/publikationer/Pages/Kina-som-stormagt-i-Arktis.aspx

Et grelt eksempel opstod i Lysekil på Sveriges vestkyst for nylig. Et kinesisk konsortium, Sunbase International, med base i Hong Kong, henvendte sig i november 2017 til Lysekil kommune. Konsortiet tilbød at bygge Skandinaviens største dybvandshavn.

Tilbuddet blev ifølge de svenske medier først holdt hemmeligt; kommunens topfolk var stærkt fristede. I Sverige som i Danmark kan lokale myndigheder frit forhandle aftaler med udlandet, og en deal kom tæt. De kinesiske forhandlere insisterede på en beslutning på bare 14 dage.

I sidste øjeblik gravede svenske journalisters frem, at konsortiets leder, Gunter Gao Jingde, i årtier har været tæt vævet ind i Kinas politiske system, og at konsortiet bl.a. administrerer 18 stykker land i Hong Kong, hvorfra det kinesiske militær opererer. (Flere detaljer: https://sentinel.tw/china-port-scandinavia-security/)

Forhandlingerne med Lysekil er nu afblæst, og en debat om øget kontrol med investeringer udefra ruller i Sverige.

Kinas kommercielle engagement i Grønland gælder i øjeblikket især to potentielle miner i hhv. Nord- og Sydgrønland, der ejes af andre, men hvor kinesisk kapital og knowhow ventes at blive bærende, såfremt projekterne realiseres. Kina har også signaleret ønske om at opføre en forskningsstation i Grønland, der i givet fald bliver den største i landet. To kinesiske sproglærere tilknyttes fra i år for kinesiske penge ungdomsuddannelserne i Sydgrønland osv. Engagementet vil givetvis vokse. Grønland efterlyser intenst flere Kinas investeringer: Formanden for Naalakkersuisut, Grønlands Landsstyre, Kim Kielsen, var i 2017 i Kina med et følge på 24, og Kinas nu offentliggjorte arktiske strategi sandsynliggør, at Kina vil øge sit fokus på Grønland.

Kina betegner sig selv som “nær-arktisk stat” — en nation med vældige arktiske ambitioner og penge til at realisere dem. Et indledende afsnit i den nye Arktis-strategi er særligt prægnant: “Den arktiske situation rækker nu videre end til dens oprindelige interstatslige arktiske og regionale natur, og den har livsvigtig indflydelse på interesser også for stater uden for regionen og for det internationale samfund som et hele, så vel som på menneskehedens overlevelse, udvikling og fælles fremtid”.

Kina vil ikke torpedere den eksisterende orden i Arktis, men ubønhørligt forfølge sine interesser i Arktis ad alle lovlige kanaler. Kina har inkorporeret Arktis i sit kolossale Belt and Road Initiative, der skal knytte Kinas økonomi tættere til Sydøstasien, Centralasien og især Europa med massive investeringer i nye havne, veje, højhastighedstog, IT-kabler, kommunikation m.v.

Kina interesser er velkendte: Nye forsyningsveje nord om Rusland kan sikre Kinas overlevelse, hvis der opstår krig i Det Sydkinesiske Hav. Klimaets kollaps i Arktis påvirker Kinas evne til at brødføde sin egen befolkning. Kina ønsker adgang til de kolossale ressourcer i Arktis: Olie, gas, mineraler, fisk, transportveje, videnskabelige data, undersøisk minedrift, arktiske enzymer osv.

Kina er hovedinvestor i Ruslands gasudvinding på Yamal-halvøen i Sibirien: det største industriprojekt i Arktis; en rørledning lægges netop nu til Kina. Island har som det første land i Europa indgået frihandelsaftale med Kina. I det finske Lapland har kinesiske milliard-investeringer skabt et kæmpe biodiesel-anlæg og et bio-papirmasse-anlæg. Andre kinesiske penge fyrer op under turismen i Nordfinland. Og på den helt store klinge arbejder regeringen i Helsinki på at fæstne Finland til Kinas Belt and Road Initiative med en jernbane, the Arctic Corridor, der skal køre fra havnen i Kirkenes i Nordnorge ned gennem Finland og videre til Estland via en ny tunnel på 80 kilometer. Se på kortet: For første gang i historien vil kinesiske varer kunne rejse i fugleflugt tværs over Det Arktiske Ocean og videre ned gennem Finland direkte til Europas hjerte.

Danmark og Grønland har ofte skændtes om Kinas potentielle rolle i Grønland. Grønland efterlyser investeringer; Danmark bekymrer sig over, om Kina vil opnå politisk indflydelse i Grønland — enten ved korruption eller ved indirekte, økonomisk pression. Danmark er optaget af USA’s sikkerhedsinteresser i Grønland og derfor ekstra sensitiv. Som tidligere omtalt i Information forhindrede statsminister Lars Løkke Rasmussen i 2016 selv, at et kinesisk mineselskab fik lov at opkøbe en udtjent, dansk flådebase i Sydgrønland — de nedslidte barakker var pludselig ikke til salg alligevel.

Kinas indtog i Arktis kræver selvsagt velkoordineret handling fra alle aktører i så lille et kongerige som det danske — og her kniber det. I Forsvarsakademiets analyse af den nye kinesiske strategi, skrevet af Kina-eksperten, adjunkt Camilla T. N. Sørensen, lyder advarslen, pænt pakket ind, som følger:

“Lanceringen af Kinas Arktis-strategi giver et godt udgangspunkt for intensiveret dialog mellem Danmark og Grønland om en langt mere proaktiv håndtering af Kinas stigende rolle og tilstedeværelse i Arktis og specifikt om, hvordan de kinesiske projekter og investeringer, som vil komme til Arktis i årene frem, kan blive til gavn for Grønland og for Rigsfællesskabet. Det er også en forudsætning for at opretholde Rigsfællesskabets troværdighed i bred forstand, at Danmark og Grønland i højere grad kan finde stærkere fælles fodslag i tilgangen til Kina i Arktis.”

Dette indlæg optrådte også i Information 19. februar 2018

blog

Arktisk topmøde i Grønland til maj – hvad ligger bag?

februar 12, 2018 • Af Martin Breum

Både Rusland og USA plus Norge, Canada og resten af Arktis er inviteret til topmøde i Grønland til maj for at fejre ti-året for Ilulissat-erklæringen fra 2008. Samtidig viser en analyse fra Center for Militære Studier på Københavns Universitet, at det ikke kun handler om fredsbevaring

Formatet er i sig selv unikt: Regeringen har sammen med Grønland inviteret de fire arktiske kyststater, USA, Rusland, Norge, Canada plus Sverige, Finland, Island og de arktiske folks repræsentanter til topmøde i Ilulissat ved Disko-bugten til maj. Her er ikke tale om et formelt møde i Arktisk Råd, men et unikt møde i dansk-grønlandsk regi: Der er altså tale om en dansk diplomatisk offensiv – med Grønland. På skal mødet skal deltagerne markere ti-året for den såkaldte Ilulissat-erklæring, der blev vedtaget på dansk initiativ i 2008.

Danmarks daværende udenrigsminister Per Stig Møller (yderst tv.) med de øvrige deltagere på topmødet i 2008. Foto: Bent Petersen

Det tegner til en af de største, dansk-grønlandske diplomatiske markeringer i Arktis i mange år. Invitationerne bærer udenrigsminister Anders Samuelsens og den grønlandske udenrigsansvarlige Suka K. Frederiksens navne, men det er endnu uklart om de andre lande deltager på ministerniveau. I givet fald kommer både USA’s udenrigsminister Rex Tillerson og Ruslands Sergey Lavrov til Grønland.

Hensigten er ikke at nye erklæringer skal vedtages, men at ånden og løfterne i Ilulissat-erklæringen skal genopfriskes og genbekræftes — nu i lyset af de aktuelle udfordringer i Arktis. Og selvfølgelig undervejs diskret understrege kongerigets vilje og evne til at bidrage positivt til udviklingen i Arktis – Grønlands og Danmarks uenigheder ufortalt.

Erklæringen i 2008 blev til på initiativ af Danmarks daværende udenrigsminister Per Stig Møller. To russiske mini-ubåde havde i 2007 plantet det russiske flag på bunden af Det Arktiske Ocean netop ved Nordpolen — på 4300 meter vand. Per Stig Møller “vågnede badet i sved”, som han sagde; han ønskede at forhindre yderligere magtdemonstrationer i Arktis, der kunne ende med ufred.

“Det kunne jo ende med, at landene siger, ‘her tager vi os selv til rette’. Det var min største frygt, “ sagde han, da jeg interviewede ham til bogen Når isen forsvinder. “Vi er jo den svage nation i den sammenhæng. Hvis nogen skulle tage sig selv til rette ud for Grønland og sige, ‘det tager vi’, og f.eks. bore efter olie uden at spørge, hvad kunne vi så gøre? Derfor får jeg som dansk udenrigsminister tanken om et fælles initiativ. Amerikanerne har ikke det samme behov, Rusland heller ikke. Det er ikke den stærke, der har brug for loven. Det er altid den svageste.“

Blot otte måneder efter det russiske dyk mødtes ministre fra de fem kystnationer, inklusive Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov og USA’s daværende viceudenrigsminister John Negroponte, til topmøde i Grønland, hvor de underskrev den historiske erklæring. Den fremhæves fortsat som afgørende for freden, samarbejdet og den nye, internationale orden i Arktis. Selv russiske diplomater kan man høre sige, at erklæringen er som fransk vin – den bliver bedre og bedre med årene — men nu kaster to danske forskere så nyt lys over sagen.

Lektor, ph.d. Jon Rahbek-Clemmensen, Forsvarsakademiet, og konsulent, ph.d. Gry Thomasen har i anledning af tiåret analyseret Ilulissat-erklæringens tilblivelse og virkning i en 61-sider rapport Learning from the Ilulissat Initiative, der bl.a. bygger på 24 interview med (anonymiserede) politikere, diplomater m.v.

Her kan man læse, hvordan de fem arktiske kystnationer i Ilulissat 2008 forpligtede sig til at løse uenigheder, herunder grænsestridigheder i Det Arktiske Ocean, med fredelige midler og efter FN’s regelsæt – særligt FN’s havretskonvention. (Det har direkte betydning for rigsfællesskabet: dansk/grønlandske krav til havbunden ved Nordpolen overlapper med Ruslands krav med cirka 600.000 kvadratkilometer og en sindrig diplomatisk proces er i gang for at sikre, at konflikten løses uden ufred).

I erklæringen fra 2008 lovede kyststaterne desuden i fællesskab at påtage sig ansvaret for søredning og miljøbeskyttelse i Arktis, og endelig — som et særligt fremhævet element — erklærer de sig enige om, at der ikke er behov for nogen global Arktis-traktat eller eksempelvis bredere FN-indsats til regulering og miljøbeskyttelse i Arktis.

På den måde blev Ilulissat-erklæringen mere politisk og kirurgisk, end Per Stig Møllers første forslag. Ilulissat-erklæringen blev på de danske juristers, herunder bl.a. den daværende leder af Udenrigsminiseriets juridiske tjeneste Peter Taksøe-Jensens initiativ også til den forhammer, der skulle knuse alle tanker om en global Arktis-traktat i stil med den, der gælder ved Antarktis. På det antarktiske kontinent er er al minedrift, militær aktivitet m.v. forbudt — kun forskning og lidt turisme er tilladt. En diplomatisk verdenssucces gennem mere end 50 år. Miljøbevægelser, forskere, EU-parlamentarikere drømte om en tilsvarende Arktis-traktat, og i kulissen ventede Kina, Japan og andre, der kunne true de arktiske staters forrang i Arktis.

De danske jurister mente, at de arktiske nationer havde retten på deres side. Antarktis er ubeboet land, mens Arktis er beboet af millioner af mennesker i nøje afgrænsede stater omkring et hav. De folkeretlige rammer for de to ender af kloden er derfor ganske forskellige. (Argumentationen er præsenteret i flere detaljer i de to forskeres rapport).

Ilulissat-erklæringen slukkede al tale om en international Arktis Traktat og cementerede i stedet de arktiske staters førsteret til at regulere i Arktis og til at udnytte olie, gas, mineraler, fisk osv. Aktionen lykkedes. Som de to forskere skriver: “Ilulissat-erklæringen var med til at lægge en dæmper på internationale bekymringer for et ureguleret Arktis og demonstrerede, at en Arktisk Traktat, baseret på Antarktis-traktaten, var både unødvendig og urealistisk.”

Ilulissat-erklæringen var heller ikke fra start et samlende initiativ. Sverige, Finland og især Island var rasende over at blive udelukket. De er alle medlemmer af Arktisk Råd, regeringernes faste forum i Arktis — men de var ikke inviteret med. Norge blev stiktosset, fordi Oslo havde et andet initiativ i støbeskeen. De arktiske folk var heller ikke inviteret med — bortset fra Grønland, der var vært sammen med Per Stig Møller.

I mistillid til Arktisk Råds hurtighed opfandt den danske regering i realiteten en ny international institution, i dag kendt som A5 eller Arctic Five. Den sikrede Ilulissat-erklæringen, men medvirker stadig til uklarhed. Som forskerne skriver: “Den arktiske orden er i stadig forandring, og stater og andre aktører er fortsat uenige om den grundlæggende institutionelle struktur i regionen”.

Erklæringen løste heller ikke problemet med Kina, Japan og andre udefra, der fortsat presser på. (Det var i øvrigt også A5 der i 2010 kostede fhv. udenrigsminister Lene Espersen dyrt. Hun måtte opgive sin post som udenrigsminister, fordi hun valgte at udeblive fra et møde i A5, hvor bl.a. Hillary Clinton deltog).

Enigheden på topmødet til maj, hvor de arktiske folkeslag også er inviteret, er dog givet på forhånd. Som de to forskere skriver, anerkender alle i Arktis i dag Ilulissat-erklæringens nytteværdi, selvom ikke alle problemer blev løst. Forskerne anbefaler endda varmt, at Danmark fortsat støtter A5-konstruktionen, fordi den også siden har vist sig gavnlig og til dansk/grønlandsk fordel. Da et historisk forbud mod rovfiskeri i Det Arktiske Ocean blev vedtaget kort før nytår — også med Kinas, Japans og Sydkoreas underskrifter — begyndte det netop med en aftale i A5. Forbuddet, der foreløbig gælder i 16 år og som sikrer potentielle, fremtidige fiskebestande, er i Grønlands og kongerigets klare interesse.

Per Stig Møller har fremhævet Ilulisat-initiativet som en af sine største politiske bedrifter, og erklæringens egentlige forfattere, de danske diplomater Peter Taksøe-Jensen og Thomas Winkler, indtager fortsat centrale poster. Winkler som ambassadør i Moskva – snart Ottawa. Peter Taksøe-Jensen, der var Per Stigs Møllers nærmeste medarbejder, strøg kort efter successen i Ilulissat til tops som assistent secretary general i FN, dernæst som ambassadør i Washington i fem år, nu Delhi. I 2016 skrev han på statsminister Lars Løkke Rasmussens opfordring sit personlige bud på hele rigets udenrigs- og sikkerhedspolitik. Han slog bl.a. fast, at kongeriget udgør en arktisk stormagt, og han anbefalede langt stærkere indsats i Arktis — herunder markering af Ilulissat-erklæringens 10 års jubilæum. Arktis figurerer i dag som en af de fem hovedprioriteter i Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik side om side med terrorisme, flygtningestrømme, Rusland og EU’s krise. Og regeringen har altså nu inviteret til fejring af Ilulissat-erklæringen til i maj.

Lektor, ph.d. Jon Rahbek-Clemmensen, Forsvarsakademiet, og konsulent, ph.d. Gry Thomasen: Learning from the Ilulissat Initiative – State Power, Institutional Legitimacy, and Governance in the Arctic. Udkommer 19.2 på Center for Militære Studier http://cms.polsci.ku.dk/

Læs Ilulissat erklæringen her:

http://www.oceanlaw.org/downloads/arctic/Ilulissat_Declaration.pdf

Dette indlæg i er forskellige varianter også trykt på Arktisknyt.dk og Information 12. 2 2018

blog

Alle byder Kina(s penge) velkommen i Arktis

februar 2, 2018 • Af Martin Breum

Kinas Arktis-strategi vil ingen modstand møde: De arktiske regeringer konkurrerer om Kinas gunst

Så er det endelig officielt: Kina er en “nær-arktisk Stat” — ifølge Kina selv. En nation med vældige arktiske planer, ambitioner og penge til at realisere dem. Det vidste vi godt, men nu er bekræftelsen stilfærdigt ristet i runer i Kinas første officielle arktiske strategi, der kom fredag, meget praktisk både på mandarin og engelsk. Mest tankevækkende er et

af de indledende afsnit: “The Arctic situation now goes beyond its original inter-Arctic States or regional nature, having a vital bearing on the interests of States outside the region and the interests of the international community as a whole, as well as on the survival, the development, and the shared future for mankind. It is an issue with global implications and international impacts.”

http://www.xinhuanet.com/english/2018-01/26/c_136926498.htm

Livsvigtig betydning for menneskehedens overlevelse og fremtid! Det kan ikke misforstås: Arktis betyder meget for Kina, og regeringen i Beijing ønsker naturligvis at have hænderne på rattet i det omfang, det overhovedet kan lade sig gøre. I den afdæmpede, fem sider lange strategi, understreger Kina sin respekt for de eksisterende magtstrukturer i Arktis, de arktiske staters suverænitet, Arktisk Råd osv. Strategien byder ikke på sammenligninger mellem Arktis og månen, og Arktis fremstilles heller ikke på andre måder som et globalt fælleseje, sådan som kinesiske kommentarer tidligere gjorde. (Da jeg første gang stødte på måne-sammenligningen, fandt jeg den besynderlig, men der var en pointe. Verdenssamfundet vedtog allerede i 1979 “the Moon Treaty,” der stadfæster menneskehedens kollektive ejerskab til himmellegemerne).

Norges statsminister Erna Solberg med Kinas præsident Xi Jingping – efter flere år med diplomatisk knas søger Norge nu for fuld speed samarbejde med Kina i Arktis. Foto: statsministerens kontor, Oslo

Kina har intet ønske om at torpedere den eksisterende orden i Arktis, men — som vi har set gennem nogen tid — vil Kina ubønhørligt forfølge sine interesser i Arktis ad enhver tænkelig kanal. Det er tankevækkende, at den ny strategi endog udstandser en rolle for Kina som medansvarlig for bevarelse af freden i Arktis; et ansvar, der i strategiens optik følger naturligt af Kinas status som permanent medlem af FN’s Sikkerhedsråd.

Kina interesser i Arktis er i realiteten ubegrænsede: Klimaforandringerne vil påvirke Kinas evne til at brødføde sin voksende befolkning. Havvandsstigninger vil true Kinas mange millionbyer ved kysterne. Og så har Kina hårdt brug for sin andel af rigdommene i Arktis: Olie, gas, mineraler, fisk, transportvejene, turismen, videnskabelige data og fremtidens undersøiske mineindustri, arktiske enzymer osv. Strategien bekræfter, hvordan Kina allerede har inkorporeret Arktis i sit vældige Belt and Road Initiative (på dansk Silkevejs-projektet), der skal knytte Kinas økonomi endnu tættere til Sydøstasien, Centralasien, Afrika og Europa ved hjælp af massive investeringer i ny infrastruktur: havne, veje, jernbaner og terminaler.

Det fundamentalt spændende i den kommende tid bliver dog ikke, hvordan Kinas ikke synderligt overraskende jagt på indflydelse og ressourcer vil folde sig ud. Den egentlige spænding gælder reaktionen fra de arktiske regeringer, folkeslag og erhvervsmiljøer.

Finland vil gerne forbindes til Kinas Silkevejsprojekt og etablere en transportkorridor fra Det Arktiske Ocean til Centraleuropa. Credit: Arctic Corridor / Region of Northern Finland

Når alt kommer til alt, abonnerer Kina stadig på en styreform, et syn på individets rettigheder og på demokrati, der adskiller sig fundamentalt fra det, der gælder i de arktiske lande — bortset fra Rusland. Det er selvfølgelig denne forskel, der forårsager bekymring og uro i mange hjørne af de arktiske lande. Ytringsfrihed findes ikke i Kina. Utilfredse advokater, journalister, forfattere og andre bliver rutinemæssigt arresteret. Kinas lederes er kun underlagt et fåtal af de checks and balances, magthaverne i de arktiske stater er underlagt (stadig med undtagelse af Rusland). Selvfølgelig er mange i de arktiske nationer bekymrede for, at Kinas voksende indflydelse vil underminere demokratiet, den åbne debat, respekten for menneskeretten og gennemsigtigheden.

Vi kender alle til tendensen. Uden for den nordiske sfære kan man pege på Alaskas guvernør, Bill Walker, som i april sidste år ivrigt hilste på Kinas præsident, Xi Jinping, da præsidentens fly stoppede i Alaska for at tanke på vej hjem fra et besøg i USA. Nogle måneder senere underskrev Bill Walker i Beijing en serie aftaler, der involverede Kinas store olieselskab Sinopec, China Investment Corp. og Bank of China i et milliard-projekt, der skal bringe flydende naturgas fra Alaska til Aisen; et projekt som amerikanske investorer ifølge presse forlydender havde afvist. Der er næppe tvivl om, at Bill Walker med venstre hånd på tolv minutter kunne skrive en fin tale om manglen på respekt for menneskerettighederne i Kina. Og der er heller ikke megen tvivl om, at han kunne holde den med stor overbevisning på enhver highschool i Alaska. Men det er næsten lige så sikkert, at han ikke vil gøre det. Af simpel frygt for, at det ville være bad for business.

Sådan Kina-tilpasning er selvfølgelig ikke længere en nyhed og fænomenet kendes bestemt ikke kun i Alaska. Det overvældende er det tempo, hvormed denne form for forbundethed med Kina er ved at udvikle sig til et hovedtema Arktis. Kinas vilje til at finansiere store industriprojekter og infrastruktur i Arktis er så fristende, at ingen af de arktiske regeringer ønsker at stå udenfor.

Selv det superrige Norge har indrettet sig. Efter 50 år med med olie og gas sidder Norge i dag på verdens største offentlige investeringsfond med mere end 1000 milliarder USD — og fonden vokser time for time. I 2010 tildelte Norge så Nobel fredspris til Liu Xiaobo, en kinesisk menneskerettighedsforkæmper. I 2016, efter fem år, hvor Kina lagde Norge alvorligt på is, og hvor talrige forretningsmuligheder gik tabt, skrev Norge under på en aftale med Kina, hvor Norge — omend indirekte — lovede aldrig at gøre det igen. https://www.regjeringen.no/globalassets/departementene/ud/vedlegg/statement_kina.pdf

Norge søger nu for fuld kraft samarbejde med Kina i Arktis. Finland har budt store kinesiske investeringer velkommen i Lapland gennem længere tid. Kinesiske investeringer på mindst to milliarder euro har pustet liv i et biodiesel-anlæg og et såkaldt biopulp-anlæg, hvor de nordfinske skove omdannes til papirmasse på moderne, økologisk vis. Andre kinesiske investeringer fyrer op under det kraftige turisme-boom i Nordfinland. Og på den helt store klinge arbejder Finlands regering og erhvervsliv hårdt på at få Finland fæstnet til Kinas Belt and Road Initiative med en jernbane, the Arctic Corridor, hele vejen fra havnen i Kirkenes i Nordnorge, der ligger tættere på Asien end nogen anden havn i Skandinavien, ned gennem Finland og videre til Estland gennem en tunnel på 80 kilometer. På den måde vil Finland bygge en transportkorridor fra Det Arktiske Ocean, hvor kinesiske skibe kan anløbe, og hele vejen til Centraleuropa.

Det vil ikke overraske, hvis Finland bliver den første arktiske stat, der officielt tilslutter sig Kinas Belt and Road Initiative, eller hvis Island kort efter hopper om bord. Island indgik som det første land i Europa allerede i 2013 en frihandelsaftale med Kina. Den kinesiske regering hjalp Island ud af krakket i Island i 2008, og da den kinesiske premierminister Wen Jiabao skulle på besøg i Europe in 2012, stoppede han som det første tre hele dage i Island. Mange beslutningstagere i Reykjavik ser Island for sig som et fremtidigt Singapore, der tjener store penge i Arktis på at servicere, levere brændstof og andre nødvendigheder til kinesiske og andre fragtskibe på de nye arktiske fragtruter.

På samme måde knytter Grønland en del håb til Kina. Som vi fortalte her på arktisknyt.dk besøgte formanden for Naalakkersuisut, Grønlands landsstyre, Kim Kielsen, Kina i 2017 med et større entourage på jagt efter investorer ikke mindst til Grønlands mine-sektor. Kinesiske minekonglomerater har allerede del i store, mineplaner i Kina, hvor man håber på at udvinde zinc, uran, jernmalm og sjældne jordarter.

Rusland er allerede afhængig af kinesiske investeringer, ikke mindst de kinesiske milliard-investeringer, der sikrer tempoet i naturgasprojektet i Ruslands arktiske Yamal-provins, det største igangværende industriprojekt i Arktis. De to præsidenter, Vladimir Putin og Xi Jingping, underskrev i 2014 en 30-årig aftale, hvor Kina veksler sine penge og teknologisk input til løfter om faste leverancer af liquified natural gas enten med skib eller gennem den rørledning, der nu er under konstruktion fra Yamal til Kina.

Som Mead Treadwell, tidligere chef for U.S. Arctic Research Commission, forklarede mig i Reykjavik sidste år: “Asien har været bagud, mens vi udviklede vores del af de globale handelsveje. Nu vil Kina – og i øvrigt også Japan og Sydkorea – indhente det forsømte, og mange af de arktiske regeringer har ambitioner, der passer fint ind i Kinas langsigtede planer.”

De fundamentale politiske forskelligheder får kun sjældent lov at trænge sig på, men det sker dog. Som da Forsvarets Efterretningstjeneste i 2017 advarede om, at store kinesiske investeringer i Grønlands strategiske råstoffer kunne give Kina mulighed for at øve “politisk indblanding og pres”. Eller som i 2016, da statsminister Lars Løkke Rasmussen personligt greb ind og forhindrede et kinesisk mineselskab i at købe den nedlagte, udslidte flådestation ved Grønnedal i Sydgrønland. Stationen er nu, som vi også tidligere har fortalt, ikke længere til salg. Grønland er som bekendt stadig hjemsted for Thule Air Base, der udgør et væsentligt led i USA’s missilforsvar, og den danske regering afvejer nøje sine interesser i Grønland. Næste udfordring bliver Kinas ønske om at opføre en forskningsstation i Grønland. De stadig uofficielle og ufærdige planer tyder på, at Kina ønsker at bygge en forskningsstation større end nogen anden i Grønland — med antenner, droner osv — ganske tæt på Thule-basen.

Dette indlæg er først bragt på Arktisknyt.dk